↩ Vende vi os nu til 📌Nederlandene, da kan vi der ►vist nok ikke vente nogen Dæmning mod Vantroens og Ugudelighedens ►indbrydende Strøm, thi et Folk der i Reformations-Tiden ingen indfødte Lærere havde med udmærket Kraft og Reenhed, faaer dem mindre siden, og et Folk der i sin bedste Tid er lunkent for Sandheden, vorder snart ligegyldigt, og maa da enten sove i Kirken, eller rive den ned. Ikke heller kan vi vente der dyb ►Sang og Videnskabelighed, hvor ingen Oldharpe klang, thi høiere end Aanden flyver, kan dog Tanken aldrig stige, og aldrig avle matte, dunkle Forestillinger om det Usynlige, klare eller kraftige Begreber. Det er jo ►og unægteligt, at Hjertet viser sig i Kjærligheden, og Folkenes Hjerter maa da speile sig i de Bo357pæle og ►Handteringer de elske, men er det sandt, da see vi let at 📌Hollands Hjerte slog ei høit, og rørdes ei af aandig Længsel, men hængde hardt ved Verden, og for saavidt som 📌Amsterdam og 📌Holland havde Overhaand, bøiede de andre Stater sig under deres Aand. Da imidlertid Staterne, langt fra at sammensmelte, kun holdt saa løselig sammen, for verdslig Vindings Skyld, er den verdslige Retning ogsaa det eneste Folketræk vi kan bemærke, og, at der var endeel Slægter der bøiede Hjertet til det Dybeste i Sandse-Verdenen: Ordet og Sproget, det see vi paa Sprogkyndigheden som saa særdeles udmærkede 👤Erasmus, og blomstrede især i det 17de Aarhundrede paa 📌Leidens ►Høiskole.*stiftet 1575. Man seer let at 👤Erasmus skulde været 📌Hollands og de i 📌Engelland beslægtede Stammers Reformator, men nøiedes med at være deres Vidunder og de gamle Classikers Efter-Stræber, og det kan da ikke undre os, at Fødderne ei kom videre end Hovedet tænkde, og Hovedet ei videre end Hjertet vilde, Efterfølgerne ei videre end Forløberen. Vil man i et sammentrængt Billede see, i hvilken Forstand 👤Luther kaldte 👤Erasmus Epicuræeren, og have en klar Forestilling om hvad Religion, Poesie og Videnskabelighed var i Rotterdammerens Øine, da læse man hans ►mærkværdige og berømte ►Samtaler, men først og sidst den om Gude-Gildet (►convivium religiosum) og 358udentvivl seer hver uomtaaget Øie der, at alt Aandigt stod for ham meest som en Gjenstand for timelig Nydelse, som Anledninger til ædel ►Tidskort, og Blomster-Krandse der forskjønnede og hævede Verden. At man ogsaa fra dette Stade, med behørig Kundskab og Leilighed, vilde klarlig kunne overskue de lave Lande-Mærker, og forklare hvad man saae, er ►upaatvivleligt, men, uden begge Dele, maa man nøies med at give Vink til videre Eftertanke, saasom det Foregaaende, og hvad man end kan lægge til, at der i de forenede 📌Nederlande spores to Stammer, hvoraf 📌Holland og 📌Friisland staae i Spidsen for den ene, og egenlig for det Hele, 📌Zeeland og 📌Geldern for den anden, hidtil mere uanseelige, et Forhold, der ret kjendelig yttrer sig i Staternes udvortes Forholde, især til 📌Norden, af hvis Folkefærd Nederlænderne synes at være eller dog indeholde ►mærkelige Brud-Stykker. ⓘ Under et udvortes Billede kunde man sige, det var som endeel Hænder, der høre til et Legems løseste og uregjerligste Lemmer, havde revet sig løs, og forbundet sig til fælleds Forsvar og Arbeide for den haandgribelige Nyttes Skyld, Noget der ►og synes betegnet i det sammenbundne ►Pile-Vaaben, og turde vel stadfæstes af ⓘ Historien. Man kunde fremdeles, uden at snakke over sig, ►ligne Frankerne ved en langt ude beslægtet, ligeledes løs, og særdeles forfængelig Lem, der ►og har revet sig løs, for at være 359selvstændig, nemlig Tungen, og Billedet vinder i Lighed, naar man betænker at baade Franker og Normanner i det mindste virkelig reve sig løs fra deres ►Fædres Tungemaal: Aandens naturlige Legeme, og at det Høieste de stræbde at udvikle, var: Smag. Ja man kunde, uden at overskride mere end 📌Canalen, gaae et Skridt videre, og sige at Næsen deelde sig paa begge Sider, som Galler og Normanner, og at Angelsachserne ligne et løsrevet Pande-Stykke som havde beholdt Øinene, men havde Skade i Hjernen, fik kun lidt Smag igjennem Næsen fra 📌Frankerige, og kun lidt Hjerteklappelse med Milten fra 📌Dannemark, et Vink som, udført og oversat i daglig Tale, vilde kaste et ►særdeles Lys over de gjensidige Trækninger, der udgjøre 📌Engellands og 📌Frankrigs historiske Forhold; ja man vilde derved endog ledes til ret ►mærkelige Oplysninger om det ene Folks Syn for Tiltrækningen og Farverne, og det andets Smag i ⓘ Chemien. Dog, for at komme tilbage til 📌Holland paa en naturlig Maade, kan man ►end bemærke, at det nederlandske Folk i mere end een Henseende grændser nær til Vandet; og lever for en stor Deel baade under, i og af det, Noget der paa en Maade forklarer dets Forhold til de vindige Franskmænd, thi at Vinden vil raade over Vandet, saavelsom Tungen over Haanden, er ganske naturligt, og Vind maa der til, om Vandet skal komme i Veiret, 360men i Grunden vil dog Vandet raade sig selv, og derfor er det ikke sieldent at Vind og Strøm i dybe Vande gaae tvertimod hinanden. Dog, der speiler sig meer i Vandet end det, thi deri speiler sig det platte Tungemaal, med samt den franske Poesie, og ved Siden den hollandske Videnskabelighed, der paa den ene Side, som man veed, er en Opløsning af det Haandgribelige, og paa den anden en haandværksmæssig Flid; deri mener jeg baade trives og speile sig de hollandske Haver, saavelsom sagtens ogsaa Skilderierne.