↩ 👤Edvard Young,*født 1681. en Præstesøn fra 📌Upham ved 📌Vinchester, fremtraadte samme Aar som 👤Addisons ►Cato med sin ►mærkværdige, og tildeels frygtelige ►Skildring af den yderste Dag, der vel ikke upassende kunde kaldes et Side-Stykke til ►👤Michel Angelos Malerie►, og maatte ryste alvor348lige Gemytter, der stode i Begreb med et Selvmord. 👤Young var i det Hele en forunderlig dyb, halv shakspearsk Natur, der brød en nye Bane i Aandens Rige, den nemlig, paa hvilken aandelig Forstand skal i Christendommens ⓘ Huulspeil forene alle de Straaler som fra Oven beskinnede Jorden, og lade Tilværelsen derved forklare sig selv i Sandhed og 👤Christus. Dette Syn stod imidlertid ingenlunde for ham, men gjærede kun i ham, hiin gyldne ►Davids-Harpe, som den gamle 👤Cædmon i Aanden drømde om, kom aldrig nogen Engellænder til at slaae, den klang kun fra det Fjerne i Aandens tause, vaagne Nætter for 👤Miltons og især for 👤Youngs Øren, med hvert Morgengrye vaagnede de verdslige Tanker og Begjæringer, omtaagede Øiet og dræbte Tonen paa Læberne, saa vi kun af Døds-Sukkets dybe, veemodige Lyd faae en Ahnelse om hvad den var i sit Liv, og finde da en mat Gjenlyd af den i Træharpens Efterklang. Fra dette Stade undres vi ei længer over, hvad hverken 👤Johnson eller nogen Engelskmand har kunnet finde Rede i, den i det Hele saa beskedne 👤Youngs Afvigelse fra Traaddet af de Versemagere han selv berømde, hans Greb efter saamange Toner som skurrede i 📌Engellands, og, gjennem hans egen Sang, i hans eget Øre; hans mange Smigervers, hvis Virkning han selv forhindrede, og hvis Indhold han snart misbilligede; kort sagt, den Mands besynderlige 349Færd, som ►alt tidlig sang mellem Dødningebeen om Verdens ►Forfængelighed, om ►Dommens Basuun og de Saliges Bolig, slog sig med Munden til Verden og til Theatret en Stund, men vedblev at frygte sin Gud, idrog saa Præstekjortelen nær de Halvtreds,*1728. og istemde, med de Treds paa Bagen, og sine Elskede i Graven,*1742. først sin Høisang, med en kraftig Manddoms-Røst og en Christens ►uforvisnelige Haab. ►Aabenbar svarede 👤Young i 📌Engelland til 📌Frankerigs samtidige, og ei aldeles ubeslægtede, 👤Voltaire, hvem 👤Young, i det mindste efter Engelskmænds Dom der hørde dem samlede, hardtad overgik i spillende ►Vittighed, og det er høist mærkværdigt, at de Begge havde en Vendepunkt omtrent i samme Alder, men vendte da hinanden Ryggen, saa den ene blev en afgjort Gudsforagter og Spottefugl, den anden Præst og Udødeligheds Sanger. At 👤Young ikke blev mere, at hans Præste-Læber egenlig aldrig ►oplodes, at de høie Toner hvorpaa han ►stavede, kom ei til Gjennembrud, at hans Følelse for Konge og Fædreneland opløste sig i Smiger, at hans ►Ode til Oceanet aldrig naaede Dybet, men spillede, som Fløite-Toner, henad Vandets Overflade omkring 📌Bretlands Snekker, at han kun hvidskede, men aldrig tordnede og lynede, mod fransk Letfærdighed og Gudsbespottelse, at han kun skildrede, men ei paa Liv og Død bekjæmpede, ►Centauren i sit Fædreneland, det kom af den Let350sind, Lyst til forfængelig Ære og timeligt Gods, som var stærk i hans Sjæl, som han vel bekjæmpede, men ikke overvandt i sine Manddoms-Aar, fordi han savnede den fulde, faste, levende Tro paa Evangeliet, der ene mægter at overvinde Verden. Kun Kirkens Pharisæer ►bryde Staven over ham, men ægte Christne tegne ►sorrigfulde med den paa hans Mindesteen: ►saa døde 📌Englands ►Kæmpe-Aand med ham, uden at have bragt det videre end til Følelsen af at den var en udødelig Aand,*døde 1765. og i den falske Indbildning, at en Aand har ingen Fare.