↩ 👤Johnson, en Boghandlersøn fra 📌Lichfjeld,*født 1709. døde 1784 gjorde sig først fortjent ved sin berømte ►engelske Ordbog, der vist nok baade røber Flid og Forstand, men var især Engellænderne kjær, fordi een Engelskmand herved gjorde meer end ►de Fyrgetive i 📌Paris, der udarbeidede ►den franske Ordbog, og fordi de nu vidste hvad der var godt Engelsk, en Ting der vist nok ikke heller lod sig afgjøre paa anden Maade, naar man ikke kjendte eller ændsede Roden, og naar alt det fransklatinske ►Pluddervælsk, der stod i Bøgerne, skulde, som det naturligviis maatte, være godt Engelsk, og 👤Shakspears Modersmaal aflagt. Nu havde 347man da en Klemme paa Sproget, som rigtig nok holdt det i sit Galskab, men dog, hvad der efter Omstændighederne ►alt var en stor Vinding, hindrede det fra at blive galere, og en lignende paa Smagen var det 👤Johnson stræbde at sætte saavel i sine Ugeblade, som fornemmelig i ►de brittiske Digteres Levnets-Beskrivelser, og paa denne Maade fik da 📌Engelland en fast Smag, nemlig 👤Samuel Johnsons, der i Henseende til hvad der falder i Sandserne, og kan rummes i et upoetisk Hoved, gaaer ret godt an, men er i Henseende til ægte Poesie, som Bondesmag paa Skilderier.