↩ At 👤Henrik den Ottendes Kirke-Forandring egenlig kun var en Opstand mod Paven, af hvis Krone han derfor anmassede sig et Stykke, paa hine Fyrsters Viis, der faldt fra de romerske Keisere, det er noksom bekjendt; men at det er hans Aand der lige til det attende Aarhundrede forstyrrede Kirke-Freden, det har man ikke saa godt ►mærket, skjøndt ogsaa det er ►øiensynligt. Om Troen var man omtrent enig, eller ansaae den for en Biting, kun om Kirken stredes man, det gjaldt ei saameget om hvad der skulde tales, som om hvem der skulde føre Ordet, og Opgaven var: at finde paa en ►Skikkelse for den selvraadige Kirke, hvorunder hver Medlem kunde tiltroe sig Deel i Uafhængigheden. Den nemmeste Maade var nu ►vist nok at forene den kirkelige med den verdslige Uafhængighed i Kongen og Parlamentet, og det gjorde Tilhængerne af ►den bispelige Kirke; men den Deelagtighed de enkelte Medlemmer derved fik i Uafhængigheden, ansaae Presbyterianerne, som ►og derfor bør hede Puritaner, for et Blændværk, og ►syndes Hensigten kunde ikke opnaaes, med mindre Biskopper afskaffedes, og Kirkemagten kom til at hvile hos et geistligt Parlament af Ligemænd som Menighederne selv havde valgt. Dette fandt ►Independenterne var endnu ikke nok, da hver 308Menighed var afhængig af sin Fuldmægtig, og han igjen af Stemme-Fleerheden i Synodet, og fordrede derfor at hver Menighed skulde raade sig selv, og bestyres af Læreren i Forening med læge Medhjelpere. Hvorledes denne Selvraadighed udartede til Formastelse og ►teede sig i borgerligt Oprør, har vi seet, men midt under disse Storme begyndte et nyt Partie at danne sig, som drev den kirkelige Selvraadighed til det Yderste, og det var de siden saa navnkundige Kvækere. De erkjendte ingen anden udvortes Kirke end deres egne Legemer, erklærede hvert Faar, selv det mindste Gimmerlam, for sin egen Hyrde, Læreembedet for en Fælled, Sacramenterne for unyttige, Søndagen og de andre Høitider for Papisterie, Videnskaberne for overflødige, eller vel endog syndige, og Aanden i hver Kvæker for Skriftens Dommer. Man seer let at disse Folk vare hverken Christne eller Kjættere, men et Slags Fornuft-Sværmere, et Ord, der vel klinger lidt underlig, men staaer sin Prøve, thi Sværmerie er en selvgjort Indbildning om aandelige Ting, og at Fornuften, saasnart den kommer i Aandens Kreds, kan sværme saavel som Phantasie og Følelse, det kan man begribe, og der gaaer Syn for Sagn i de senere Dages philosophiske Systemer. At nu Fornuften var den herskende Sjæle-Evne hos Kvækerne, det er klart af deres spidsfindige Skrift-Fortolkning, af den Overvægt de lagde paa 309Moralen som den egenlige Religion, af deres Begreber om Frihed og Lighed, og deres stadige ►Hensyn paa timelig Nytte og Fordeel, men at denne Fornuft ei var blot sandselig, beviser Fiinheden i deres ⓘ Tankegang, Dybden i deres Moral, som fordrede indvortes Hellighed, deres Nidkjærhed for at udbrede Kvækeriet, og den Styrke hvormed de bar Forfølgelser, saavelsom deres Hovedlærdom om det indvortes Lys, og ►Samfundet mellem Aanden og Fornuften ►ͻ: Fornuft-Begeistring. Formanden for dette ►Vennelag var 👤Georg Fox,*født 1624. en Væversøn fra 📌Drayton i 📌Leicester, han havde lært Skomager-Handværk, men ikke egenlig drevet det, til aandig Grublen over sin Bibel, som han hardtad kunde udenad, stod hans Hu, og under denne Tragten efter at vorde klog over det som skrevet staaer, faldt han naturligviis i svare Tanker, der maatte være ham saameget tungere, som han manglede al videnskabelig Kundskab. Han forlod, henved tyve Aar gammel, Slægt og Venner, og raadførde sig ►trindt i Landet med de berømteste ►Lærere af alle Partier, men fandt sig ingensteds fyldestgjort. Et ►underlig vemodigt Syn er det altid, at see en gjærende Yngling vandre omkring med brændende Tørst efter Livets Vand, og yderst sørgeligt, naar man maa indrømme, at han i et christnet Land kunde betle forgjæves ved Præsternes Dørre, men det viser kun den engelske Kirkes elendige Tilstand, uden 310at undskylde 👤Fox, som nu opkastede sig til ►Lærer og Reformator efter sit eget Hoved. Hvorvidt det havde været ham mueligt at sidde hjemme og dyrke sin Gud i Stilhed, kan Ingen sige, men at han i christne Mænds Bøger fra de forrige Tider kunde fundet den Oplysning han behøvede, naar han ydmyg havde søgt den, er sandsynligt, at han, hvis han havde følt et uimodstaaeligt Kald til at optræde som Lærer, vilde følt en ligesaa uimodstaaelig Drift til først at skaffe sig de Kundskaber, der paa den Tid synes aldeles nødvendige for en Reformator, er ►rimeligt, og at han i al Fald, naar han havde fulgt Guds Kald og ei sin egen Lyst, vilde holdt sig paa det Nøieste til Skriften, det er aldeles ►upaatvivleligt. Det Sidste er da egenlig det Eneste hvorefter vi maae dømme ham, ►thi Han, som fordum valgde Fiskere til sine Apostle, kunde vel endnu opvække sig Redskabet i Almuen til at beskjæmme de Skriftkloge, og i et Land, hvor Videnskabeligheden stod paa den Fod som i 📌Engelland, var det maaskee nødvendigt, vi kan i det Mindste ikke slutte andet, naar vi huske, hvor fortvivlet Forfatningen baade i Kirke og Stat under Borger-Krigen var, uden at nogen Skriftklog hævede Røsten til at samle de Forvildede under Herrens Banner, og naar vi see, at 👤Fox netop traadte*1647. frem Aaret efter at Parlamentet havde opløst ►den bispelige Kirke, og derved erklæret Kirken saavelsom Staten i Revo311lutions-Tilstand. I 44 Aar vandrede nu 👤Fox, saavidt det tillodes ham, omkring som Bods-Prædikant, ►taalde Slag, Forhaanelse og Fængsel, og fandt Tilhængere i Tusindtal. Mange af disse fore ►rasende frem, naar deres Aand kom over dem, styrtede ind i Kirkerne som de ►spotviis kaldte Taarnhuse, skjældte paa Præsterne, og foregav, at de ved at forstyrre Andagten, paa Steder som i deres Øine vare vanhellige, efterfulgde 👤Jesus, som ►►forstyrrede Kram-Markedet i Helligdommen►. At de nu bleve tugtede som Freds-Forstyrrere, skadede dem ingenlunde, og langt var den kolde Trods, hvormed de Fleste leed, fra ►den Kjærlighed, uden hvilken man forgjæves hengiver sit Legeme til at brændes, men det undskylder ingenlunde deres Fjenders afskyelige Grusomhed, der endog udøvedes paa mange som levede i Stilhed, og kjendtes kun derpaa, at de ei vilde give Tiende, ei ►gjøre Eed eller Krigstjeneste, og ei tage Hatten af for nogen, men ►dutte alle og enhver. At de to sidste Unoder vare grundede i Storagtighed, seer man let, at Afskyen for Tiende og Krigstjeneste som oftest kom af Egennytte og Feighed, er sandsynligt, og Skriftens Bogstav ►om Eden var i al Fald intet Forsvar for dem, der i Lærdommen ei vilde lade Ordet gjælde, men alt dette kan ingenlunde forsvare Grusomheden mod Værgeløse, der aldrig modsatte sig Rettens Tjenere, og at man ikke havde en eneste Mand der kraftig kunde nedslaae 312deres Vildfarelser med Guds Ord, og ►værdelig betjene det nødvendige Værk de fuskede paa, gjør at de, mod den engelske Kirke, staae som Sandhedens ►pinte Vidner. Hiin Kirke, der midt under den almindelige Gjæring kunde opløses som ingen Ting, var naturligviis i sin, ved Kongebud fornyede Skikkelse, saa godt som ingen Ting, et Skyggebillede af Kirken, som Bisperne af Kongen i Overhuset, og kun den ene Gang, da det gjaldt dens fule Støtter: Straffe-Lovene mod anderledes Tænkende, vovede den at knye, fordi 👤Jakob den Anden var almindelig forhadt. Man kan da uden Fare paastaae, at ved det syttende Aarhundredes Slutning, da ►Torys og ►Vhigs havde opslugt Episkopale og Presbyterianer, vare Kvækerne de gudeligste Mennesker i 📌Engelland, naar man undtager de skjulte Christne ►i Hytterne, som Ingen skal indbilde sig at kunne tælle; men vel kan man ►og sige, at havde ►den bispelige Kirke ei havt ►i Hytterne en stærk usynlig Støtte, kunde dens Skygge umulig saa længe holdt sig paa Skuepladsen; naar det derimod var ►saa, da begriber man let, hvorfor den, der dog var en Skygge af den sande Kirke, ei maatte forsvinde. 👤Vilhelm af Oranien, der, som Hollænder, maatte hælde til Presbyterianerne, og saae meest paa det Verdslige, søgde at forlige alle ujakobitiske Partier, de fleste Presbyterianer mødte ham paa Halvveien, Kvækerne tilbøde 313Forsikkring for Guds Aasyn, som om det ikke var den høieste Eed, og Kirken var saa omtrent enig i Ligegyldighed, da Aarhundredet og han endte sit Løb. Denne Ligegyldighed døbde Kvækerne med det siden saa forgudede Navn Tolerance, hvilket, i deres og det følgende Aarhundredes Mund, ikke betegner christelig Sagtmodighed, Blidhed og ►Billighed, men Ligegyldighed for Troen og Guds Ord. Overalt er det værd at gjentage: Kvækerne vare det saakaldte oplyste Aarhundredes Forløbere, Fornuft-Dyrkere i Indbildningen; det indvortes Lys, hvorom deres hele Lære dreiede sig, var Glimt af aandig Forstand, de forkastede Alt hvad de ikke indbildte sig at begribe, de frygtede ingenlunde Videnskaberne som formeentlige Fjender af Troen, men de hadede dem som Fjender til deres Indbildning om Fuldkommenheden af det indvortes Lys, og foragtede dem som unyttige i det daglige Liv, da de derimod forraadte deres verdslige Sind, ved helst at drive de meest fristende og fordelagtigste ►Handteringer. Deres Meninger maa man ingenlunde bedømme efter ⓘ 👤Keiths og 👤Barklays Forsvars-Skrifter, thi deels er ►Accommodationen ligesaa ►øiensynlig i dem, som i deres Bekjendelser der i vore Dage sigtedes som Uchristne og turde ei vedkjende sig at være det, og deels vare begge disse Mænd fra 📌Skotland, hvor Kvækeriet ligesaalidt som ►Independentismen og de øvrige Galska314ber hvoraf det bestemt udviklede sig, fandt ►synderlig ►Indgang, og havde ►aabenbar langt anderledes Ærbødighed for Skriften og den historiske Christendom, end Kvækerne i Almindelighed, som derfor ogsaa, med deres Afgud: 👤Vilhelm Penn, i Spidsen, tilsidst udstødte 👤Keith af deres Samfund.*1696. I hvad der er skrevet for Menigheden selv, Opbyggelses-Skrifterne, af deres unægtelige Ligegyldighed for ►Bibelen, mod hvilken man hos 👤Penn vil finde alle de Indvendinger, der siden ere udviklede, og af den Verdens-Klogskab der ►aabenbar besjælede 👤Penn og Selskabet i det Hele, saasnart den første Ruus var forbi, er det man skal lære at kjende af hvad Aand de vare, af den nemlig, der fordyber sig i sig selv, og taber sig efterhaanden i Verden, som det ogsaa ►øiensynlig er gaaet med Kvækerne, der af sig selv have ►alt mere og mere søgt deres Lys og Selvstændigheds Aand i Sølv og Guld, og tabt sig i den store Kræmmer-Menighed. At nu ogsaa en Kvæker-Menighed er i Grunden en Selv-Modsigelse, ligesaavel som en Fornuft-Kirke, indsees let, thi er det indvortes Lys den eneste ►retvise og ufeilbare Dommer, og er det imidlertid som Erfaringen lærer, langt fra at lyse eens i alle, saa er Uenighed ►aabenbar ►Kvækerdommets Grundsætning, ligesom Enighed er enhver Menigheds uundværlige Sjæl. Kun altsaa ved at trodse sine egne Grundsætninger, 315og blindt følge enkelte Hovedmænds Ord, istedenfor Guds, ved at være ►Foxianer og ►Pennister istedenfor Christne, ved at være et Partie og Selskab, istedenfor en Kirke, ved at gjøre Skin (udvortes Gjerninger og Sædvaner) til Hovedsag, og Troe til en ligegyldig Biting, kun derved kunde de vinde Skin af en Menighed, saalænge til de Enkelte fik i Sinde at være fornuftige Kvækere — gjøre deres Ret gjældende til at lade deres Lys skinne — da Enigheds-Skinnet nødvendig maatte forsvinde. Man har derfor seet sig nødsaget til, baade efterhaanden at fornægte en stor Deel Medlemmer, (som de ►fægtende Kvækere i 📌Nordamerika) og at beskikke Lærere, der vel ei skulde forbyde, men dog, om mueligt afværge Lysets Udbrud hos de Andre, men man seer let, at dette Middel ei kan anvendes og ►frugte, uden Ligegyldighed er steget saa høit, at den staaer paa Nippet at opløse det Hele.