↩ ►End kunde vel Udfaldet synes tvivlsomt, da Folket var utilfreds med et Parlament, der, langt føleligere end 👤Carl nogensinde, havde misbrugt sin Magt, men ►Magten sad nu i Spydstagen, den sad igjen i 👤Oliver Kromvells Haand, og han kunde ikke naae sin Agt, at forvandle den til et Septer, uden ved at farve den i Kongeblod. Hidtil havde denne Niding gjældt i Huset for en ivrig Presbyterianer, men han, hvem hver Maske var lige Kjær, naar den kun skjulte hans Djævle-Ansigt, spillede i Leiren ►Independent for at vinde blinde, rasende Redskaber til sin Udaad. Disse ►Independenter (Uafhængige) vare Folk eller rettere kun Udyr, der stræbde at indbilde sig selv at Selv-Forgudelse var den sande Gudelighed, al baade geistlig og verdslig Myndighed foragtede de, fulgde blindt deres onde Hjerters Attraaer, og kaldte dem, med brændemærket Samvittighed, 263guddommelige Indskydelser. Dem havde 👤Cromvell brugt i Striden som glubende Dyr, dem forstod han at faae gjort til ►Formænd i Hæren, brugde dem til at undertvinge Parlamentet, gribe og dømme Kongen. Vel aldrig var en Konge blevet saa oprørende mishandlet som 👤Carl nu, men til evig Ære for den Tro der lærde ham at overvinde Verden, og som et inderlig rørende Exempel paa ydmyget men ubøiet Majestæt, stod han i sin Ulykke, ogsaa deri en ægte Søstersøn af 👤Fjerde Christian. Paa Jorden faldt hans Hoved for 👤Cromvels Blodøxe den tredivte Januar Aaret efter den vestphalske Fred, men hans Krone faldt ikke, med den svang han sig til de evige Boliger, og gjennemstrømmet af denne salige Følelse gik han smilende til sin Død. Man dyppede ►Liin i hans Blod at gjemme som en Helligdom, men at det var 📌Engellands, ikke blot 👤Cromvels, Hænder som besudledes, det har man endnu ikke villet forstaae.