↩ Det er unægteligt, at Sagn og Sange som have hjemme i et Folks Hedenskab, om de i Øv250rigt ei indeholdt mindste historisk Sandhed, paa det bestemteste kundgjøre Folkets Aand, men, saavidt man veed, findes der ei mindste Levning af Sligt hos Skotterne af nordisk Æt, og hvorvidt det er anderledes med Galerne, beroer vel paa ►de Ossianske Digtes Ægthed. Saalænge nu disse ei ere udgivne i Grund-Sproget, og dette tilbørlig opklaret, maa Spørgsmaalet nødvendig være underkastet megen Tvivl og Dunkelhed, men at der i de Digte findes ►mærkelige hedenske Oldsagn, kan ►vist uden Fare paastaaes, ligesom det da er klart, at de gamle irske Sagn om Helten ►Fin, ►Kuvals Søn, hans Søn 👤Oisin og Sønnesøn ►Oskir i det tredie Aarhundrede, gjælde 👤Fingal, 👤Ossian og 👤Oskar. Om den historiske Grundvold er det egentlig for tidlig at tale, kun kan man bemærke, at 👤Fingals ►Tog til 📌Norden ere omtrent saa historiske som ►Arthurs, og Picterne; som Galerne kaldte Chruthnier, vist det eneste nordiske Folk han havde med at gjøre, Noget man ogsaa mindes om ved ►Chrutloda, den pictiske ►Odin. Hvad Poesien angaaer kunde man vel falde paa at sige: ►Røsten er 👤Jakobs men Hænderne 👤Esaus►, thi en forunderlig Modsætning er der mellem 👤Ossians Hjerte ⓘ og Tungemaal, og naar man veed, at Skotte-Navnet efter al Rimelighed er af nordisk Herkomst og Udtryk for de ►Thuath de Danan (►Dana Thiod) hvorom irske Oldsagn melde, samt at 👤Fingal (den hvide Fremmede) 251er en gammel irsk Benævnelse paa Dansk, da synes det ikke urimeligt, at 👤Fingals Slægt var dansk men blev besjunget af galiske Barder. Man har længe bemærket at Aanden i ►de ossianske Kvad er orientalsk, og antaget det for et Vidnesbyrd mod deres Ægthed, men det skulde man ikke gjort før man havde beviist at Galernes Aand ikke er orientalsk, som dog deres Barde-Væsen, Kaste-Inddeling, Dovenskab, Ubændighed, Farve, Aasyn og Alt synes at vise.