↩ 📌Skotland er et nyt Navn paa hvad der fordum kaldtes 📌Albanien, og udmærker sig fra 📌Britanniens og 📌Galliens ny Navne, ikke paa det Fordeelagtigste, ved i sin egen critiske Historie, at staae som en Skrivfeil, der kun har sin Grund i nogle irske Klerkes ►flakke Hjerner, hvori Navnet, der gjennem Aarhundreder tilhørde 📌Irland, svømmede over til 📌Albanien, og oversvømmede Landet i det ellevte Aarhundrede. Maa man nu end kalde Sligt utroligt, saa er 228det dog vist, at ikke 📌Albanien men 📌Irland førde i Romernes Tid og indtil det tiende Aarhundrede Navnet 📌Skotland, og mistede det omtrent paa samme Tid, som 📌Albanien kom til at føre det, Noget der er et Særsyn i Historien, naar man ikke tør antage, at Grunden til Navnet paa samme Tid flyttede. Allerede dette viser noksom hvilken ►særdeles Dunkelhed der indhyller 📌Skotlands ældre Historie, og derom mindes man kun alt for følelig ved hvert Skridt man gjør i sine Spørgsmaal om Indbyggernes Herkomst og Skjebne. For en stor Deel reiser denne Dunkelhed og Uvished sig nu ►øiensynlig af den uhyre Skjødesløshed, hvormed man i den saakaldte videnskabelige Tid har i hele 📌Britannien behandlet Fædrenelandets Oldhistorie; af Vankundigheden i Landets gamle Sprog, og det Hang til Drømmerie, tomme Ordspil og Eventyrlighed, der meer og mindre har hængt ved alle Øens Oldgrandskere, men paa Sønnerne maa man ►vel kjende Fædrene, og det er da ►alt forud at befrygte, at saadanne Folks Oldsagn og Sagaskrifter ere ei stort ►efterretteligere end deres Oldgrandskning, Noget der ogsaa ved nøiere Undersøgelse ►fuldelig stadfæster sig. Imidlertid behøves det ingenlunde med den, udenfor 📌Britanniens og 📌Nordens Tungemaal, lærde, og udenfor sine egne Drømme og Ordspil, strænge og skarpsindige Dommer, 👤Pinkerton, at ►bryde Staven paa eengang over de Gamles Oldsnak og de 229Nyeres ►Kiste-Præk, thi begge Dele ere gode nok til sit Brug, og høre, hvor gale de ere, dog aldeles ►upaatvivlelig til 📌Skotlands aandelige Historie, som baade er det, hvorefter Aanden spørger, og det som skal tjene til at oplyse Folkets udvortes Skjebne. Har nu 👤Pinkerton, den første Skotter, der med Historien i Haand har trodset sine Landsmænds Fordomme, Ret i, at Troe paa egne Drømme og afsindig Trods imod historisk Sandhed udgjør Hovedtrækket i de ældre Krøniker og ►Antiqvarernes Skrifter, da er det ►vist nok ingen behagelig men saare vigtig Oplysning vi derved faae, den nemlig, at Hovedtrækket i den Aand man hidtil kaldte skotsk, var Trods mod al ubehagelig Sandhed, og Fremtiden skal da vise, om den, som han mener, ene har sit Hjem i den celtiske Stamme i Landet, og om der er en anden, hvis bedre Aand først nu begynder at vaagne og reise sig. At det nu virkelig omtrent maae forholde sig ►saa i Sandhed, er udentvivl noget af det Visseste og i al Fald det Glædeligste, man bliver vaer, ved at gjennemgaae de forvirrede Sagn og 👤Pinkertons lærerige men aldeles utilfredsstillende Undersøgelser, saa man gjør klogest i endnu kun at sige det Allernødvendigste om et Folk og en Historie, der i sin dunkle Afkrog udentvivl snart vil see Lys, om det saa end i vidtløftigere Forstand, end i den sachsiske Reformations Dage, skal tændes ved et Baal, der naturligviis vil 230fortære meget, Folket endnu har kjært, men ikke det Hjerte der tonende i ►Skotte-Sønnens, 👤Thomas Kingos, danske Psalmer.