↩ Det var den kloge og snedige Cardinal 👤Richelieu, som i de Dage regjerede 👤Ludvig den Trettende og 📌Frankerig. Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i ⓘ 📌Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det østerrigske Huus og skaffet 📌Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor var det ham kjært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkjøbe sig en Deel af dens Roes og 📌Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt sin Lyst styret, som Nogen der ►søger noget Varigt i det Forfængelige og sætter en Ære i sin Skjændsel,► thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes dog efter hans Død; thi ved den vestphalske Fred*1648. maatte 📌Østerrig opgive Haabet om Enevælde i 📌Tydskland, 📌Sverrig maatte nøies med et Stykke af 📌Pommeren, med 📌Rygen, 📌Vismar og en Slump Penge, 📌Spanien maatte opgive sine Fordringer paa 📌Holland, og 📌Frankerig fik 📌Elsas. At Protestanterne ved denne Fred ogsaa tilstodes 222lige Ret med Catholiker, vel ikke til Himmelen men dog paa den tydske Rigsdag, seer man let er en Smaating og ingenlunde det der i 16 Aar havde forhalet Freden.