↩ Heraf er det klart, at skulde 📌Sverrig stride for Kirken, maatte det være med et legemligt Sværd, men selv det var ingenlunde rimeligt, og 👤Gustav Adolphs tydske ►Tog staaer da i alle Maader som et herligt historisk Særsyn, ja man kan sige det er det eneste Baand fra de forrige Tider, som knytter 📌Sverrigs Aand til den sande Historie, den eneste Bedrift, hvoraf den med Føie kunde prale hvis den ikke netop ved at prale fralagde sig den. 👤Ferdinand havde under den polske Krig givet 👤Gustav Adolph Grund 219nok til Misfornøielse, og ved 👤Fjerde Christians kongelige Anstrængelser havde 👤Gustav i 📌Stralsund faaet Fodfæste paa tydsk Bund.*1630. Her landede 👤Gustav med en Haandfuld svenske Krigsmænd, fra denne Stad, som 👤Wallenstein synes at have seet i Stjernerne, og derfor havde svoret at indtage, om den ogsaa hang imellem dem, derfra udgik 👤Gustav, og Herren var med ham, Bøn og Sang var paa hans Læbe, Seier i hans Haand og Skræk for hans Ansigt. 📌Saxen og 📌Brandenborg maatte følge ham, og 📌Magdeborgs Mordbrænder blegne,*1631. Protestanterne sang Herrens Priis med løste Tunger, og 👤Ferdinand skjalv. Den Stolte maatte knæle for den ►end stoltere 👤Vallenstein, hvem han nys havde ►forskudt. Denne 📌Østerrigs onde Aand blæste nu ►i Basun over 📌Tydskland, og stod snart omringet af stærke Misdædere i Tusindtal, der haabede at kunne ►tryggelig plyndre og myrde under hans ►skudfri Banner. Længe nølede 👤Vallenstein i 📌Bøhmen, vel for at gjøre Keiseren baade sit Savn og sin Nærværelse ret følelig, men maaskee dog ogsaa fordi ham ►syndes det hastede ikke med at møde en Helt som 👤Gustav. Dog, de mødtes, som Mørkets og Lysets Aander mødes i Verden med lynende ►Glavind, det var den siette November i det Sextenhundrede og Toogtredivte Aar, de mødtes ved 📌Lüzen, og kæmpede som man kæmper kun for sin Gud og sin Himmel. ►End ►syndes Seieren uvis, da 👤Gustav Adolph segnede, 220gjennemboret, ►saa synes det, af Morder-Dolke, men den Ære skal Ingen betage hans Gud, til hvem han gik, at Han kunde seire uden ham; den Ære man hellere ingen ville nægte 👤Gustavs Vaabenbrødre, at de som Livvagt om hans Liig, kjæmpede for hans Aand til Fjenderne ►flydde. 👤Vallenstein beholdt ►vel sin Gud, thi den var han selv, men han tabde sin Himmel, thi det var hans Ære, baade 📌Østerrig og han selv tabde Tro paa hans Guddom, og snart faldt han for en Morderdolk.