↩ Nu ►syndes det ►forvist som om baade Jesuiterne og 👤Ferdinand skulde naae deres Maal, men de naaede kun deres ►Skranke. Overmodig ►udskiftede 👤Ferdinand Rigslande som sit Arvegods, Catholikerne jublede over hvad de kaldte Kiætteriets Undergang; 👤Wallenstein, ophøiet til Hertug af 📌Friedland og ►forlehnet med 📌Meklenborg, trodsede Alt, og ►syndes uovervindelig, dyrt maatte feige og falske Fyrster betale Keiserens Venskab, Kirke og Rige sukkede afmægtig i Lænker, ⓘ og ►Retten syndes at være indsveiset i Spydstagens Od, men ►Herren regjerer, Stormvinde og brusende Bølger udrette Hans Bud, tugte og prøve Hans Børn, men lægge sig, naar Han vinker, ►Jordens Tyranner er hans Vredes Riis og blomstre i de Retfærdiges Blod, men ⓘ brydes ved Hans Miskundheds Aande;► naar Han opstaaer, ►maae Hans Fjender adspredes som Avner for Vinden, ►de smelte som Vox for Ild, for den ganske Jords Herres Ansigt. Det fik man at see, ►der Han uddrog sit Sværd af Balgen, og kaldte ad Kongen i det høie 📌Norden, udsendte sine Hære med 👤Gustav Adolph den store, den ædle, den kloge, den kraftfulde 📌Sverriges Drot.