↩ At 👤Brade forlod 📌Danmark gjorde vel ingen synderlig Forskjel, og i al Fald var der vel Intet tabt ved at Taarnet som stak i Skye baade legemlig og aandelig nedsank, thi det er ikke der 📌Dannemark skal søge sin Odel, eller i Stjernerne det skal lære sine Vilkaar og Viisdom, thi det er i Historien, men ved at betragte dens Skjebne see vi klart at den nye Aand vilde ei alene holde sig ved Jorden, men ved Øieblikket. 👤Anders Vedel er, som sagt, den Fuldmægtig Historien havde i 👤Frederik den Andens Dage, og en bedre havde den ingensteds paa den Tid, med ægte ►Haandskrift beviiste han sin Fuldmagt, med Varme, Kraft og Forstand talde han hendes Sag, og fandt aabne Øren enstund hos Konge ⓘ og Adel, men da han paa kostelig Dansk havde udlagt 👤Saxos den latinske Sprogmesters ►Krønike om Fædrenelandet, tog han Afskeed fra Hove, hvor han havde været Præst, og det staaer nu for os som et Tegn paa at derved var nu saagodt som Intet 197videre at gjøre. Vel blev ham forundt et ►Kanikdom i 📌Ribe og Historiographs Bestilling, men Alt hvad han fik udgivet var ►Kæmpeviserne og ►Fortalen til Dannemarks Krønike, som vel tillige er det passeligste Navn paa alt hans historiske Arbeide; da 👤Niels Kaas, den herlige, Gud og Bogen med Liv og Sjæl hengivne ►Dannemand, var død, blev baade ►Kannikdom, Bestilling og Haandskrifter 👤Vedel fratagne for at overantvordes til en ►Politicus: 👤Niels Krag, hvis historiske Mesterstykke er den latinske tørre, langtrukne ►Aarbog over 👤Christian den Tredies Regjering, som 👤Stephanius siden fortsatte og 👤Gram udgav. Sine Indkomster fik 👤Vedel igjen, men ei sin Bestilling, og det vilde ei heller hjulpet, thi man seer godt at han ingen Historie kunde skrive, fordi han vilde fælde en Skilsmissedom mellem Fabel og reen Historie, som hverken han eller Tidsalderen formaaede, han vilde ikke nøies med hvad han kunde gjort, lade 👤Saxos ►Krønike ►staae ved sit Værd, og fortsætte den i al Ærlighed og ►Eenfoldighed, men nænde dog ikke heller at bortkaste Alt hvad han ikke begreb. Stod nu selv hans Forstand stille i Historien, da var det intet Under, at det gik Læserne ►end værre end Forfatteren, og de lagde snart Bogen paa Hylden. Kun eengang, medens han endnu levede,*1610. blev hans fordanskede ►Saxo atter oplagt, og tre Aar før hans Død*døde 1616. udkom den sidste af de 6 om ikke 10 Udgaver, 198►Riimkrøniken i lidt over et Aarhundrede havde oplevet. Imidlertid havde Historieskrivningen efter 👤Krags Død været i de to allerforskjelligste Mænds Hænder: i 👤Jens Hveenboes (👤Venusins) som Intet troede og Intet gjorde, og efter nogle Aars Raadvildhed, i Skaaningen 👤Klaus Lyschanders, der ikke kunde finde saa mange Fabler at han ►jo længdes efter flere, og brugde saa lang Tid til at udspile de danske Kongers ►Slægt-Register mod alle Verdens Hjørner, at han ikke heller fik meer end Fortalen færdig til deres Historie, hvilken han ellers nok havde været Mand for at beskrive smukt, thi han havde en livlig Indbildningskraft og Sproget til Tjeneste, som man især kan see af hans ►Riim, blandt hvilke det om 📌Grønland er ypperligt. Efter 👤Lyschanders Død*1623. opgav man reent Tanken om en dansk Historie, som da ►alt forud var gjort til Bisag, da man udnævnede Hollænderen 👤Pontanus, født i Helsingøer, til Rigets latinske Historiograph, til hvilket Navn han paa en nem Maade svarede, ved at oversætte en dansk Bog paa Latin. Denne Bog var 👤Arild Hvitfelds ►Krønike, som viser hvad det var den danske Adel i Slutningen af det sextende Aarhundrede forstod ved en ►Rigskrønike, nemlig en Fortegnelse over de gamle Konger med en udførlig Udskrift af ⓘ Rigets ►Brevskaber, og Antegnelser i Bredden om hvad andet ►Mærkværdigt der havde tildraget sig paa Himmelen og paa Jorden. 199Siden blev en indfødt Hollænder, den velbelæste 👤Meursius, indkaldt til Krønikens Bedste, og sammenskrev, som til 👤Grams Anmærkninger, nok en latinsk Historie. Bedre Gavn gjorde 👤Stephanius den Yngre som var Historiograph da 👤Fjerde Christian døde, thi han foranstaltede den første og sidste i 📌Dannemark trykde Udgave af ►Saxos Bog, men det ene med det andet viiste, at de danske Adelsmænd og Lærde havde mistet deres historiske Aand, ja det viser intet tydeligere end 👤Stephanii vidtløftige ►Anmærkninger til 👤Saxo, som for det meste er Ordkløverie og ►Ordkram, hvor man endog forgjæves søger Meningen af mørke Ord og Vendinger oplyst.