↩ Stivhed og Blødhed, Høihed og Nedrighed, Viisdom og Daarskab, Legeme og Aand have neppe nogensteds saa ivrig og synlig søgt at parre sig, eller saa idelig gjort hinanden Herre162dømmet stridigt, og vexelviis styret Folkelivet som paa den engelske Halvø, Lysten til at være de Fornemste, og Følelsen af at Man, for at kunne være det, maa samle i sig alle Kræfter, det er et gjennemgribende Træk, der udmærker Landets Indbyggere som Folk og som Enkelte, i det offenlige og i det ►huuslige Liv gjennem alle de Tidsrum Historien beskriver og Sagn afbilde, men at indføre dette Lys i Begivenhedernes hele Omkreds saa den beskinnes deraf, at udvikle i dets Straaler Sammenhængen og Sammenstødet mellem de ►adskillige Folkestammer, de ►underlige ►Samfund og Omskiftelser; kun det er at begribe og forklare. Angel-Saxerne stræbde vel egenlig som Folk kun efter at være de Fornemste paa Øen, men mange Enkelte udvandrede dog som ►Lærere til 📌Frankerig, 📌Tydskland og 📌Norden, hvortil de vel ofte dreves af den Følelse at kun ved at være Kirkens Hovedmænd kan et christent Folk tænke at vorde Hovedet, Indbegrebet af Menneske-Slægten, Menneske-Aandens høieste Udtryk. Men, medens hine Enkelte udbredte det engelske Navns Priis med Evangelium, hendøde den angelsachsiske Stat, eller rettere Statsgjæring; thi Sammenhold fik, som man veed, Syvstjernen (ⓘ ►Heptarchiet) aldrig uden øiebliklig i en enkelt Aand som 👤Ina og 👤Alfred. Kun Mathed dæmpede Gjæringen under 👤Egbert og hans ►Eftermænd, Uenigheden vedblev, og sønderlemmede Riget saasnart og saatit den 163kunde samle Kræfter, hvilket noksom aabenbarer sig i Historien om de Danskes ►Anfald i det niende og tiende Aarhundrede. Det er da klart at der manglede Noget uden hvilket Folket ei kunde blive ►saavidt forligt med sig selv, saa klogt paa sin Egennytte og tilbøieligt til nogen Opofrelse i det Enkelte, som nødvendigt var, naar nogen Heelhed skulde kunne udvikle, noget Statslegeme danne sig. Historien lærer os at denne Mangel blev afhjulpet ved Danskes og Normanners Indvandring, saa man ►vel kan sige at et ►Jernspiir maatte bøie de stive Nakker medens en ægteskabelig Følelse saavidt gjennemtrængde Stammerne, at de, naar ►Jernspiret brødes, fornam et Baand de ei vilde sønderslide. At 👤Vilhelm Erobrer virkelig bragde ►Jernspiret, at det normanniske Rygstød paa begge Sider af Canalen satte baade ham og hans ►Eftermænd istand til med Fordeel at bekjæmpe den engelske Uregjerlighed, og at i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede de seierrige Baroner ►vel ville skabe en Konge uden Land, men ei et Land uden Konge, skabte ►vel ei Forening men dog Samkvem i Parlamentet, det er i det mindste ligesaa historisk vist, som at 👤Hume, og Enggellænderne med ham først herfra regne deres Stats Historie, og bryde sig kun lidet om de foregaaende Tiders. Stridighederne ophørde ingenlunde, men de bleve statsmæssige, den samme 👤Johan uden Land som maatte udstæde det navnkundige Frihedsbrev 164(►Magna charta) havde maattet afstaae 📌Normandiet, Kongerne havde derved mistet deres Rygstød, Engellænderne havde derimod faaet en Stats-Eiendom i 📌Irland, en forunderlig Øe med en mørk Fortid, som 👤Johans Fader havde erobret, Folket var kommet til den bestemte Villie at blive samlet, det gjaldt kun om at faae Staten læmpet efter Alles Hoved, at faae Kronen gjort om til saa vid og ►veeg en Hat, at alle Hoveder kunde lade deres Hat sidde paa og dog, uden at trykkes, rummes i den. Opgaven var ►vistnok vanskelig, blev heller aldrig løst, men vedblev just derfor at være uudtømmelig Gjenstand for den offenlige Samtale (Parlamentet) der er den engelske Statsforfatnings Sjæl. Vel søgde 👤Johans Søn 👤Henrik den Tredie at tilbagevinde 📌Normandiet og ophæve Parlamentet, men Følgen blev kun at Indretningen fuldførdes ved det Underhuus som Grevskabernes og ►Stædernes Fuldmægtige kom til at danne, og alle aabenbare Forsøg paa at indskrænke hvad Engellænderne kalde deres Frihed, have fra den Dag af maattet strande, fordi de ei kunde lykkes uden ved at opløse det eneste Baand der sammenholder Folket, ved at ►betage dem den Indbildning at de beherske sig selv. De følgende Konger eller Hofmænd som vilde herske, maatte da stræbe at sætte Folket i Stillinger, som nødvendig fordrede Eenhed i Villien, og det er da intet Under at Krig, som det nemmeste, og for en saadan Øestat, som 165det synes, mindst farlige Middel grebes med Begjærlighed, kun maatte det synes underligt at Folket, som i de foregaaende Aarhundreder ►syndes slet ikke at bekymre sig om Fastlandet skulde findes villigt dertil. Vist nok maatte ogsaa denne Villighed have tabt sig i Længden, hvis den ei da havde fundet sin tilstrækkelige Bevæggrund i Lysten til Verdens-Handelen og Herredømme paa Havet, men i det fiortende Aarhundrede, da Engellænderne førstegang betragtede sig som en Eenhed, og altsaa som det ypperste Folk, var for det Første Indtagelsen af 📌Vales, og 📌Skotlands Ydmygelse under 👤Edvard den Første aldeles i Folkets Aand, og de følgende Krige med Franskmændene, det eneste Folk Engellænderne agtede værd at kjende og misunde, vare det ikke mindre. Hvad den dybere Grund var til de langvarige ►Stridigheder mellem den hvide og røde ⓘ Rose► er neppe endnu ⓘ opdaget; thi at Fjendeskabet mellem Fyrstehusene York og Lancaster vel kunde bruge og nære ►Tvedragten, men foraarsagede den ligesaalidt som den forklarer samme, indsees let. Klart er det derimod at samme Mathed som dæmpede Gjæringen fordum under 👤Egbert, dæmpede den nu under 👤Henrik den Syvende af Huset Tudor, som især tydelig viser sig under*1485. Betragtningen af 👤Henrik den Ottende, der uden nogen egenlig Strid kunde gjøre hvad han vilde, og havde for det meste ingen Konge-Villie, men kun en selvraadig Vendekaabes Luner, og han 166var da Konge i 📌Engelland ved Udbruddet af den sachsiske Reformation.