↩ Her havde, paa samme Tid som 👤Luther, 👤Ulrich Zvingel *født 1484. fra 📌Toggenburg reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i 📌Zürich, en ganske vellærd og nogenlunde gudfrygtig Mand, og saalænge Kampen var paa det Heedeste mod Catholikerne, gjorde han ►Eet med 👤Luther, Ordets vældige ►Kæmpe, men ►der Slaget var vundet, faldt han over Byttet og gik sin egen Vei. Nu heed det i 📌Zürich at 👤Luther havde ►►vel begyndt men slet fuldendt►, og at den sachsiske Reformation var standset paa Halvveien, fordi den ikke mestrede Guds Ord, og vilde ikke fordømme gamle Kirkeskikke der kunde tjene til Opbyggelse. Med Guds Ord i sin ►enfoldige Mening var Seieren ene 147vundet over Papisterne, der slet ikke savnede sindrige Forklaringer til at besmykke deres Vildfarelser, men nu maatte den Mening dog ikke gjælde ►uden hvor 👤Zwingels Fornuft fandt for godt, og da 👤Luther dømde den som sin egen med Skriftens Ord, maatte han lade sig haane og overskjælde af Schveitserne, som om han var den herskesyge Pave, der ved ham var styrtet, og i hvis Fodspor netop 👤Zvingel traadte, thi det gjør enhver ►Kirkelærer der stræber at gjøre sin personlige Mening til en Troesartikel. Det fornemste Spørgsmaal var om ►👤Christi legemlige Nærværelse i Nadveren, og synes ubetydeligt i manges Øine, men er det ingenlunde, deels fordi her strides om den øverste Grundsætning i Christendommen: enten Skriften nemlig skal troes paa Ordet eller ikke, deels fordi man ved at nægte hiin Troes-Artikel, i Grunden nægter 👤Christi menneskelige Naturs Guddommelighed, hvorpaa Forsonings-Værkets Mulighed og altsaa Christendommens Sandhed beroer. Vel indsaae og indrømmede hverken 👤Zvingel eller hans Medhjelpere: 👤Leo Juda og 👤Occolompad (👤Hausschein), saadanne Følger aldeles, men dog er det ligesaa klart at de ingen synderlig Vægt lagde paa 👤Christi ►Forsoning, som at de i det Hele ansaae deres Aand eller Fornuft for det skrevne Ords retmæssige Dommere, og ►oplode derved Døren for Sværmerie og Vantroe, som ►og ganske naturlig oversvømmede den saakaldte Reformerte Menighed, thi har det ene 148Menneske Lov til at sætte sin Aand eller Fornuft over Ordet, da har det andet ogsaa, og Talen kan da egenlig ikke længer blive om Christne men kun om ►Independenter. En Slags Middelvei mellem 👤Luther og 👤Zvingel stræbde Franskmanden 👤Calvin fra 📌Picardiet ⓘ at gaae, men gav kun Anledning til mere Tvist og Forargelse ved sin Lære om den evige Bestemmelse til Salighed og Fordømmelse, der vel, rigtig forstaaet, er aldeles bibelsk, men som, udrevet af sin nødvendige Sammenhæng med Guds Alvidenhed og Kjærlighed, er skikket til at ►virke enten Fortvivlelse eller Sikkerhed, dog især det Sidste, da den der engang har følt Guds Naade, indbilder sig at være Himlen vis, og ►trodser, som 📌Engellands ►Independenter, midt i sin Forvorpenhed, paa det uforanderlige Naadevalg.