Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

Vildfarelserne vare blevne saa grove, at 👤Luther og hans Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den nye Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid vare Hindringerne ei heller faa; naar Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan sig flux en Synagoge derhos, sagde 144👤Luther, og det maa Krøniken sande. Da Fornuftens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei erkjende nogen Grændse, og Kiød vilde høste hvad Aanden havde saaet. Alle de Forvildelser, hvori den ny Menigheds Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i dens Fødselsdage, og under den store Gæring maatte Alt røre sig med Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Guds skrevne Ord, end den Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i 📌Svaben havde længe havt isinde i Schveitsernes Fodspor at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før 👤Luther stod frem, men da de hørte Talen om den christelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør,*1525. hvilket Katolikerne ei glemde at skrive paa 👤Luthers Regning ved hvis Ord det blev dæmpet. I 📌Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren 👤Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste al borgerlig Orden, forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, hvoraf nogle selv havde fristet 👤Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og de misbrugte Friheden til Kjøds Lyst og al Ondskabs Skjul. De kom nu ogsaa til 📌Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren 👤Carlstad, som med Pøbelen stormede Bille145der og satte den ganske Stad i Oprør. 👤Luther sad dengang paa 📌Vartburg, men Rygtet om det forkeerte Væsen drev ham ud og med Guds Ord*1522. stillede han Bulderet i 📌Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bønder i 📌Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over 👤Myntser, som havde opkastet sig til Herre i 📌Myhlhausen. 👤Schvenkfeld fra 📌Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden 👤Christus ved deres gode Gjerninger kunde blive salige; Schveitseren 👤Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem alle og snart blev det synligt, at 👤Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, den var Guds Ord som bliver evindelig. Medens 👤Luther og 👤Amsdorff, 👤Agricola, 👤Mathesius og 👤Hausmann tilligemed Illyreren 👤Flacius, Pommerinken 👤Bugenhagen og mange Andre forkyndte det Ord hjemme i 📌Sachsen, hørtes Gjenlyden i ganske 📌Tydskland fra 📌Rhin til 📌Theis, fra 📌Elben til 📌Donau. 📌Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved 👤Osianders Prædiken og 👤Hans 👤Sachses Vers, og 📌Svaben oplystes ei blot selv ved egne Lærere, men udsendte og den djærve 👤Poul von Spretten (👤Speratus) som prædikede i 📌Vien og 📌Mæhren og stilledes først i 📌Kønigsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder 👤Ulrik von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, 146skjøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid 👤Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog kun fast Fod i 📌Holsten, 📌Sachsen og 📌Svaben, hvor især 📌Vyrtenberg udmærkede sig under Hertugerne 👤Ulrik og 👤Kristoffer derved, at mange Adelsmænd ombyttede Sværdet med Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Kunsters Gavn. I de øvrige Lande, hvor Selvklogskab havde hjemme, forargedes man snart over 👤Luthers Kamp for Bibelens hemmelige Tale om 👤Christus, som er Fornuften en Daarlighed, og tykdes bedre om den Røst, som fra 📌Schveits lod sig høre.