Grundtvig, N. F. S. Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

Femte Tidsrum.

Fra 👤Luther til vore Dage.

300 Aar.

En ny Høiskole var oprettet i 📌Vittenberg,*1502. og efter lovlig Skik var det Landsherrens og hans Raadgiveres Omsorg her at sanke dygtige Mænd som kunde give den ny Anstalt Glands og Ry, men det tænkte Ingen paa, at Gud herved rundt fra 📌Tydskland forsamlede de Mænd, der skulde udføre hans store Værk: Christendom136mens Gjenfødelse. 👤Staupits, 👤Amsdorf og 👤Carlstad, 👤Gøden, 👤Schurf og 👤Pollich ere berømte Navne som flux droge en Mængde Studerende fra 📌Tydskland, 📌Dannemark, 📌Schveits og selv fra 📌Italien til 📌Vittenberg, men Hovedmændene vare dog: Sakseren 👤Morten Luther *født 1483. og Pfalzeren 👤Philip Melanchton. 👤Luther en Bjergmands Søn fra 📌Mansfeld, havde alt tidlig udmærket sig i 📌Erfurt, men den Bekymring for Siælens Frelse, som med Eet betog ham, drev ham til alle Kyndiges Forundring ind i et Augustinerkloster, hvor han haabede ved Afkald paa Verden, dens Glæder og Ære og ved stræng Opfyldelse af tunge Munkeløfter at vinde Sjælefred og Vished om Salighed. Dog ogsaa her visnede han, under udvortes Spægelse og indvortes Anfægtning, som en saftløs Urt, indtil Gud ledte ham hen til Naadestolen, som er opreist for Troen paa 👤Christi Død, her trøstedes han over sin Skrøbelighed, og fra Nu af formaaede han Alt ved 👤Christus som giorde ham stærk. Da han saaledes var indviet efter 👤Christi Forbillede kaldte Gud ham ud af det snævre Munkebur til at røre sig kraftelig blandt Menneskens Børn. Til Præst var han blevet indviet, og kaldtes nu til 📌Vittenberg som Professor i Philosophien.*1508. 👤Melanchton var en Søstersøn af 👤Reuchlin, som havde holdt ham til Bogen, han havde studeret i 📌Heidelberg og 📌Tybingen, og i saadant Ry var den 21aarige Magister for Lærdom og Smag, at han kaldtes til 📌Vittenberg,*1518. for som 137Professor i det græske Sprog at pryde Høiskolen. Han havde langt mere Sprogkundskab end 👤Luther, men fattedes hans klippefaste, eenfoldige Troe, gudelige Heltemod og inderlige Salvelse. Uden at være blind for Tomheden i den scholastiske Spidsfindighed, og Daarskaben i at ville fortjene Himmerig med gode Gjerninger, lagde han dog alt for megen Vægt paa philosophiske Slutninger, Skilsmisser og Udtryk, vilde ikke lære at forstaae sig ret paa Livet i 👤Christo, og indbildte sig derfor at man maatte ansee de gode Gjerninger som et Tillæg til Troen, ikke som dens nødvendige Frugt, som Lysets nødvendige Udskin i Verden. Han er derfor ingenlunde uskyldig i de vildfarende Meninger hans Discipler siden paastode og udbredte, men saalænge 👤Luther levede, mærkedes Uenigheden ikke synderlig, da 👤Melanchton havde saamegen Ærbødighed for 👤Luther, at han vogtede sig for ligefrem at modsige hans Lærdom, og 👤Luther nænte ikke offenlig at revse sin tro Ven og Medhjelper, men lod det være nok med i Stilhed og halv i Skjemt at advare ham for hans Lyst til Kundskabs-Træets Frugt, dog haardt maatte 👤Philip bøde paa sine gamle Dage, og skjøndt Sandhed ei taaler at hans Vildfarelse dølges, sømmer det sig dog Christne at dømme læmpelig om den fra mange Sider høiærværdige Mand og i kiærlig Ihukommelse bevare hans Minde, der ved at dæmpe 👤Luthers Hastighed, ved at give Confessionen for138sigtig Bestemthed, ved at tiltvinge den de Lærdes Bifald, og ved med inderlig Venskab at forsøde 👤Luthers Dage og trøste ham over Miskjendelse, bidrog uberegnelig meget til den gode Sags Fremme. Allerede før han kom til 📌Vittenberg var Aanden udfaret i Storm for at rense den kvalme Luft og bevæge de stinkende Vande. Med Gru hørde 👤Luther i Skriftestolen, naar han talde om Anger og Omvendelse, de bedragne Sjæle trodse paa 👤Tezels Afladsbreve, og fra Prædikestolen udtordnede han Vee over dem, som indbildte de Christne, at noget Andet end Troen paa og Tilegnelsen af 👤Jesu Christi Pine og Død kunde skaffe Synsforladelse og Naade hos den retfærdige Dommer. En skarp Strid begyndtes nu med Mund og Pen, men hermed kunde Løgnen Intet udrette mod Sandheden, og afmægtige maatte 👤Luthers Fjender skjære Tænder, thi de kunde ikke staa den Viisdom og Aand imod, af hvilken han talede, Løfter og Trudsler vare spildte paa den djærve Munk, og de saae intet andet Raad end at ty til Baal og Sværd. Dog de glemde, at de havde slet ingen Magt uden den blev givet dem ovenfra; “hans Gud var ham saa fast en Borg; han var hans Skjold og Værge.” De udvortes Omstændigheder maatte da føie sig derefter og alle Ting tjene ham til Gode som elskede Gud, og var kaldt efter et evigt Forsæt til at rense den besmittede Helligdom. 👤Luthers Landsherre, Kurfyrst 👤Frederik den Vise, 139var vel lidt for klog efter denne Verdens Viis, til strax aabenlyst at antage sig hans Sag, men ingenlunde vilde han dog enten udlevere ham eller forbyde ham at udbrede Sandheden ved Tale og Skrift. Nu døde 👤Maximilian, 👤Frederik var Medregent indtil Videre, og da han selv afslog Keiserkronen og satte den paa 👤Carls Hoved, var denne hans Skyldner. Lettere kunde 👤Carl ei heller betale sin Gjeld, end ved at see igjennem Fingre med Meninger, der i Grunden vare ham ligegyldige, og hvis Udbredelse syndes at ville befordre hans Hensigter, da baade Pavens Anseelse derved svækkedes og 📌Tydsklands Fyrster gjordes uenige. Hans mange Hensyn, som alle udgik fra hans Attraa efter at blive enevældig først i 📌Tydskland og siden, om muligt, i den hele ordenlig beboede Verden, nødte ham imidlertid til at være tvesindet og tvetunget, saa at 👤Luther som fredløs Mand kom i Livsfare, men dengang skjulde Kurfyrsten ham paa Slottet 📌Vartburg, indtil Uveiret gik over, eller rettere indtil det blev ham for snævert mellem Murene. Afladshandelen var langt fra at være det Eneste han nu bestreed, alt Vigtigt, som ei var grundet paa tydelige Ord i de hellige Skrifter, forkastede han som Løgn og Vildfarelse, og for at Alle kunde see med egne Øine, udlagde han ved Guds og sine Venners Hjelp, Bibelen paa tydsk Maal med saadan enfoldig Kløgt og Kraft, at selv de Vantro, som have nogen Forstand paa Sligt, 140maa sande, at det for den Tid er et mageløst Værk, ja at de ikke selv formaa at sammenføie Ordene til saa liflig Klang og ukonstlet Fynd. Den synderligste Deel og ligesom Hovedet af hans Lære var, at Mennesket formedelst 👤Adams Synd er blevet uduelig til at opfylde Loven, som befaler at elske Gud over alle Ting og Næsten som sig selv, men at 👤Christus haver opfyldt den i vort Sted, og baaret Syndens fortjende Straf; saa vi formedelst Troen paa ham kan blive deelagtige i hans Retfærdighed, og annamme Kraft til at vandre i hans Fodspor, ei som de der kan eller vil fortjene noget af Gud, men som Igjenfødte der nødvendig maae elske Gud og Næsten i Gjerning og Sandhed. Hans Tro paa Bibelen maatte kuldkaste Tro paa Pavens Ufeilbarhed, og med det samme vare alle Menneskebud i Troessager forkastede, men de vigtigste Vildfarelser vare næst efter den om Aflad og gode Gjerningers Fortjenstlighed: Helgendyrkelse, Læren om Skjærsild og Munkelivets Hellighed. Helgene kaldtes fra først af Apostlerne og de andre 👤Jesu pinde Vidner, men siden bleve de navnkundigste Kirkefædre, og tilsidst næsten alle Paver og hvem de undte godt, satte paa Helgenlisten. Det fulgte af sig selv, at Christne maatte med Kjærlighed og Ærbødighed ihukomme de rette Helgene, og der var ei heller noget i, at man satte deres Billeder i Kirkerne, naar man nemlig kun vilde størkes i Troen og Haabet ved 141livligere at mindes dem, der havde stridt den gode Strid, fuldendt Løbet og annammet den uforvisnelige Krands. Det havde vel heller ingen Nød at Ærbødigheden skulde gaa for vidt, saalænge man dyrkede 👤Christus som Gud og Forsoner, naar han derimod nedsank til den fornemste Helgen, da var det ligesom hans Guddomsære deldes mellem dem alle, den onde Rod hvoraf Afguderiet var opvoxet, skjød paa ny, man begyndte med at anraabe Helgene som Talsmænd, og endte med, at sætte Skabningen over Skaberen. Jo mere jordiske og legemlige Menneskene bleve, desto mere gik Dyrkelsen over fra de usynlige Aander til de synlige Billeder, og i 📌Vesten tog dette grove Afguderie vel Overhaand paa samme Tid, som den Mening blev herskende, at Velsignelsens Brød og Kalk forvandledes til 👤Christi Legeme og Blod. I 📌Østen havde denne hedenske Vildfarelse langt tidligere rodfæstet sig, og allerede i det 8tende Aarhundrede havde Keiserne af det isauriske Hus forgjæves prøvet paa, at udrydde den ved det plumpe Middel, at nedrive og sønderbryde Billederne. Læren om Skjærsild spores allerede i det tredie Aarhundrede hos den store Tænker og altfor selvraadige Grubler 👤Origines. Vildfarelsen var hedensk, thi det var nødvendigt, at Oldtidens Grublere, som indsaae, hvor besmittet Menneskesiælen, trods al Renselse, vedblev at være, som ikke kjendte 👤Christi Lidelses Samfund og 142hans Opstandelses Kraft og alligevel haabede Salighed, maatte gjætte paa en Renselse bag Graven, men ligesaa vist er det, at den ei kunde bifaldes af christne Mænd eller Tidsaldre, førend Troen paa 👤Christi Forsonings Gyldighed blev svag og forgik. Eftersom man begyndte at stole paa sine gode Gjerninger og give sine onde Lyster Tøilen, maatte Lærdommen ændres saaledes, at det kun var grove Syndere, som behøvede Renselsen, der nu blev en Straf, men ogsaa en Trøst, thi Skærsildens Pinsler vare ikke evige, og Præsterne tøvede ikke med at indbilde de Forblindede, at de kunde formildes og forkortes ved Bønner eller som de kaldtes: Sjælemesser. Disse bleve hyppigere og fordeelagtigere, alt som Ugudeligheden voxte, og da 👤Leo falbød sin Aflad, var det ligesaavel for Døde som for Levende. Om Munkelivet er tilforn talt, og her er kun at mærke, at naar ny Munkeordner i Virksomhed afløsde de udartede, vedbleve dog disse som Aadsler at udbrede Pest, og æde om sig som dødt Kjød, saa at Landene vare fulde af fede, ryggesløse Dagdrivere. Dette var ogsaa en af de Ulykker, som blev et Middel i Forsynets Haand til at lade 👤Luthers Tidsalder udvortes føle sin Nød. Et andet var Nonneklostrene. Selv den hellige 👤Povel roser det, naar en Jomfru eller Enke, som føler Størke dertil, henlever sin Tid ugift og dyrker sin Gud i Stilhed. Den første Vildfarelse var da den, at unge Piger gjorde 143ubrødelige Løfter, som de maaskee ei formaaede at holde, men naar de gjorde dem frivillig og efterat have raadført sig med Gud i Bønnen, havde det dog vel ikke større Nød, end naar Bruden lover sin Brudgom bestandig Kjærlighed og ubrødelig Troskab. Mangen gudfrygtig Jomfru reddede i de vilde Tider sin Uskyldighed indenfor de hellige Mure, og mangen Kvinde, som havde fristet Modgang og Kummer, fandt under Sløret Trøst og Ro i den stille Bolig. Den anden og egenlige Vildfarelse og som kun kunde opkomme og bestaa i en ugudelig og ryggesløs Tidsalder, var at man aflokkede og aftvang Pigerne det store Løfte, thi paa denne Maade bleve de fleste Nonneklostre Fængsler, hvor Guddommen bespottedes ligesaa meget ved den hyklede Andagt, som ved andre herskende Synder.

Vildfarelserne vare blevne saa grove, at 👤Luther og hans Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den nye Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid vare Hindringerne ei heller faa; naar Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan sig flux en Synagoge derhos, sagde 144👤Luther, og det maa Krøniken sande. Da Fornuftens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei erkjende nogen Grændse, og Kiød vilde høste hvad Aanden havde saaet. Alle de Forvildelser, hvori den ny Menigheds Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i dens Fødselsdage, og under den store Gæring maatte Alt røre sig med Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Guds skrevne Ord, end den Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i 📌Svaben havde længe havt isinde i Schveitsernes Fodspor at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før 👤Luther stod frem, men da de hørte Talen om den christelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør,*1525. hvilket Katolikerne ei glemde at skrive paa 👤Luthers Regning ved hvis Ord det blev dæmpet. I 📌Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren 👤Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste al borgerlig Orden, forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, hvoraf nogle selv havde fristet 👤Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og de misbrugte Friheden til Kjøds Lyst og al Ondskabs Skjul. De kom nu ogsaa til 📌Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren 👤Carlstad, som med Pøbelen stormede Bille145der og satte den ganske Stad i Oprør. 👤Luther sad dengang paa 📌Vartburg, men Rygtet om det forkeerte Væsen drev ham ud og med Guds Ord*1522. stillede han Bulderet i 📌Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bønder i 📌Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over 👤Myntser, som havde opkastet sig til Herre i 📌Myhlhausen. 👤Schvenkfeld fra 📌Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden 👤Christus ved deres gode Gjerninger kunde blive salige; Schveitseren 👤Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem alle og snart blev det synligt, at 👤Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, den var Guds Ord som bliver evindelig. Medens 👤Luther og 👤Amsdorff, 👤Agricola, 👤Mathesius og 👤Hausmann tilligemed Illyreren 👤Flacius, Pommerinken 👤Bugenhagen og mange Andre forkyndte det Ord hjemme i 📌Sachsen, hørtes Gjenlyden i ganske 📌Tydskland fra 📌Rhin til 📌Theis, fra 📌Elben til 📌Donau. 📌Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved 👤Osianders Prædiken og 👤Hans 👤Sachses Vers, og 📌Svaben oplystes ei blot selv ved egne Lærere, men udsendte og den djærve 👤Poul von Spretten (👤Speratus) som prædikede i 📌Vien og 📌Mæhren og stilledes først i 📌Kønigsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder 👤Ulrik von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, 146skjøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid 👤Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog kun fast Fod i 📌Holsten, 📌Sachsen og 📌Svaben, hvor især 📌Vyrtenberg udmærkede sig under Hertugerne 👤Ulrik og 👤Kristoffer derved, at mange Adelsmænd ombyttede Sværdet med Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Kunsters Gavn. I de øvrige Lande, hvor Selvklogskab havde hjemme, forargedes man snart over 👤Luthers Kamp for Bibelens hemmelige Tale om 👤Christus, som er Fornuften en Daarlighed, og tykdes bedre om den Røst, som fra 📌Schveits lod sig høre.

Her havde, paa samme Tid som 👤Luther, 👤Ulrich Zvingel *født 1484. fra 📌Toggenburg reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i 📌Zürich, en ganske vellærd og nogenlunde gudfrygtig Mand, og saalænge Kampen var paa det Heedeste mod Catholikerne, gjorde han Eet med 👤Luther, Ordets vældige Kæmpe, men der Slaget var vundet, faldt han over Byttet og gik sin egen Vei. Nu heed det i 📌Zürich at 👤Luther havde vel begyndt men slet fuldendt, og at den sachsiske Reformation var standset paa Halvveien, fordi den ikke mestrede Guds Ord, og vilde ikke fordømme gamle Kirkeskikke der kunde tjene til Opbyggelse. Med Guds Ord i sin enfoldige Mening var Seieren ene 147vundet over Papisterne, der slet ikke savnede sindrige Forklaringer til at besmykke deres Vildfarelser, men nu maatte den Mening dog ikke gjælde uden hvor 👤Zwingels Fornuft fandt for godt, og da 👤Luther dømde den som sin egen med Skriftens Ord, maatte han lade sig haane og overskjælde af Schveitserne, som om han var den herskesyge Pave, der ved ham var styrtet, og i hvis Fodspor netop 👤Zvingel traadte, thi det gjør enhver Kirkelærer der stræber at gjøre sin personlige Mening til en Troesartikel. Det fornemste Spørgsmaal var om 👤Christi legemlige Nærværelse i Nadveren, og synes ubetydeligt i manges Øine, men er det ingenlunde, deels fordi her strides om den øverste Grundsætning i Christendommen: enten Skriften nemlig skal troes paa Ordet eller ikke, deels fordi man ved at nægte hiin Troes-Artikel, i Grunden nægter 👤Christi menneskelige Naturs Guddommelighed, hvorpaa Forsonings-Værkets Mulighed og altsaa Christendommens Sandhed beroer. Vel indsaae og indrømmede hverken 👤Zvingel eller hans Medhjelpere: 👤Leo Juda og 👤Occolompad (👤Hausschein), saadanne Følger aldeles, men dog er det ligesaa klart at de ingen synderlig Vægt lagde paa 👤Christi Forsoning, som at de i det Hele ansaae deres Aand eller Fornuft for det skrevne Ords retmæssige Dommere, og oplode derved Døren for Sværmerie og Vantroe, som og ganske naturlig oversvømmede den saakaldte Reformerte Menighed, thi har det ene 148Menneske Lov til at sætte sin Aand eller Fornuft over Ordet, da har det andet ogsaa, og Talen kan da egenlig ikke længer blive om Christne men kun om Independenter. En Slags Middelvei mellem 👤Luther og 👤Zvingel stræbde Franskmanden 👤Calvin fra 📌Picardiet at gaae, men gav kun Anledning til mere Tvist og Forargelse ved sin Lære om den evige Bestemmelse til Salighed og Fordømmelse, der vel, rigtig forstaaet, er aldeles bibelsk, men som, udrevet af sin nødvendige Sammenhæng med Guds Alvidenhed og Kjærlighed, er skikket til at virke enten Fortvivlelse eller Sikkerhed, dog især det Sidste, da den der engang har følt Guds Naade, indbilder sig at være Himlen vis, og trodser, som 📌Engellands Independenter, midt i sin Forvorpenhed, paa det uforanderlige Naadevalg.

Hvo som alvorlig troer sin egen Aand i Religionen, maa hade sine Fjender som Sandhedens, hvo som troer sig berettiget til at mestre Guds Ord, maae sagtens mene han kan oversee Menneskers, hvo som intet Samfund vil troe imellem Gud og de legemlige Ting, maae enten sværmerisk afskye dem eller tillægge dem eiendommeligt Værd, dette er klare Sætninger som kan oplyse saare meget i den Reformeerte Menigheds Historie, men her maa det være nok sagt, at 👤Zvingel faldt under kjødelige Vaaben i en Krig, hvortil Züricherne ved Udhungring tvang deres chatolske Brødre, at 👤Calvin i 📌Genf, hvor han opslog 149sin Lærestol som et lille Pavesæde, lod brænde Kjættere, samt at det hele Partie udmærkede sig ved urolig Stræben efter Selvraadighed som de kaldte borgerlig og kirkelig Frihed, og udklækkede den Visdom der i det 18tende Aarhundrede stræbde at tilintetgjøre al Christendom.

For 👤Luther var Bibelen det Første og det Sidste, villig bøiede han sig under dens Myndighed og med klaret Øie beskuede han de høie Hemmeligheder som i et Speil. Hans Oversættelse af Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker, dens Kjendemærker sees klarlig i hans mageløse Barnesang om Barnet 👤Jesus, der siger med Engelen: fra Himlen høit jeg kommer her, og den er aldeles historisk. Havde han sjunget om anden Bedrift end 👤Jesu, vilde der sikkerlig blevet ligesaa stor Forskjel mellem hans og 👤Sachses historiske Kvad, som der er mellem 👤Luthers Lovsange og dennes trohjertige Halleluja; thi 👤Sachs sluttede Mestersangernes udløbne Tidsrum, 👤Luther begyndte et nyt, som bør nævnes efter Gud og ham. Alligevel var det ikke Tid for en Christen at synge værdelig om Andet, end hvad der var aabenbaret i Skriften, men hvad Krøniken engang maatte vorde, ahnede den Herlige og satte den næst efter Bibelen. De ægte Lutheraner maatte saa godt som muligt, være sikkrede baade mod farlig Grublen og Sværmeri; thi de vilde jo ikke tro hver Aand, men prøve Aanderne om de vare af 150Gud, og de havde i det skrevne Ord en ubedragelig Prøvesteen naar kun deres Øie var enfoldigt. De, som høre Guds Stemme gjennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet udenfor sig, som kan tjene til Opbyggelse, ligesaalidt Kirkesmykke som aandelig Sang og Strængeleg; thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse. At lære de Tungemaal hvori de hellige Bøger ere skrevne, er dem en kiær Syssel, men gjerne efterspore de ogsaa Guds Husholdning i de gamle Dage og i hans store Gaard; thi de vide, at han ingensinde og ingensteds har ladet sig selv uden Vidnesbyrd, men at Jorden med dens Fylde er hans. Have de et Embede, tage de vare derpaa, og ligesom 👤Jesus satte Livet til for sine Brødre, saa gjøre og de, thi det veed de er Kjærlighedens Fylde; men de mønstre ikke Høvding og Landslov, thi de vide, at der er ingen Øvrighed uden af Gud, og at den skal lydes, ei for Straffens og sin egen Skyld, men for Samvittighedens og Guds Skyld. Sammenligne vi nu den lutherske Menighed med dette Billede, da maae vi sagtens savne Meget allevegne, men Grundtrækkene vare der dog, saalænge 👤Luthers Aand hvilede paa den; thi saaledes stræbte han at færdes herneden. Han var skrøbelig som et Menneske, og Hidsighed besmittede stundom hans hellige Nidkjærhed, men Kjærlighed var dybt rodfæstet i hans Hjerte. Med inderlig Vemod forudsaae han, at Troen ogsaa nu vilde blive Krigs151løsen; han bad Gud lukke hans Øine før de saae Ødelæggelsen, og hans Bøn blev hørt: Gud hjemkaldte ham i Stilhed Aaret før Krigen udbrød.*1546.

Længe opholdtes Keiser 👤Karl i sit trædske Anslag: ved Katolikernes Hjelp at kue Protestanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham hildes i sin egen Snare. Til 📌Smalkalden havde nogle evangeliske Fyrster og Stæder sluttet et Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten 👤Johan Friderich af 📌Saxen og Landgrev 👤Philip af 📌Hessen, og dem nødte 👤Karl til at drage Sværdet. 👤Johan var kjæk og standhaftig, men tillige kjærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; 👤Philip var djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgierrig til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var bleven graa under Hjelmen, 👤Sebastian Schærtlin fra 📌Augsborg, og havde han maattet raade, vilde 👤Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres Troesforvandte, 👤Philips Svigersøn og 👤Johans Frænde, Hertug 👤Morits af 📌Saxen. En Tidlang var han opfostret i Kurfyrstens Gaard, og alt da spaaede den klarøiede 👤Luther, at denne djærve, snilde og ær152gjerrige Ungersvend vilde lønne sin Frænde som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande imens han var ude, og hjalp 👤Karl at vinde ved 📌Myhlberg, hvor 👤Johan blev fanget men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som 📌Jenas Hertug, hvis Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu meente 👤Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv 👤Melanchton lod sig skrække til at underskrive. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med 📌Saxens Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive 📌Tydsklands Herre: 👤Karl havde sendt ham med en Hær mod 📌Magdeburg som trodsede hans Interim, men maatte snart for den samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanderne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men 👤Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekjøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit besluttede Raad, maatte han falde i en Krig mod sin kjæreste Ung153domsven og Vaabenbroder, den ryggesløse Markgrev 👤Albrecht af 📌Brandenborg. 👤Karl maatte nu i Freden til 📌Augsborg *1555. lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skjønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øieblikke, godt følt sin Tragtens og Idræts Forfængelighed; men at fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ham sand og dyb Bekymring for Sjælens evige Vel, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes ei længer fristede men ydmygede, nedlagde han Regjeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgjæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed,*døde 1558. han gjerne vilde eie, men ikke kjøbe.

Medens den evangeliske Lære misbrugdes af jordisksindede Fyrster til, ogsaa udvortes at bevæge 📌Tydskland, indtog den uden Sværdslag, mest ved sin egen Styrke, dog tildeels understøttet af de verdslige Herrers Lyst til Geistlighedens Godser de nordiske Riger. Siden 👤Hakon hin Gamles og 👤Valdemar den Andens Dage vare de, som sagt er, ved Synd og Ugudelighed nedsjunkne i dyb Vanmagt. Bisperne havde omgjordet sig med Sværdet, ei blot fordi deres Hu stod mere til legemlig end aandelig Strid, men og for, 154som 👤Absalon, endnu engang øiebliklig at oplive den døende Stat; thi ligervis som de hellige Kar er den sidste Skat et forarmet Folk griber til, saaledes er det og kun mod Enden af et Folks Idrætsliv, naar Mod og Kraft maa søges i Helligdommen, hvor de længst ere at finde, for at vendes til vanhellige Brug paa Stridens Mark. I en uchristelig Alder kan hardtad Ingen føle at han har Magt og Styrke, uden forsætlig at misbruge den, og det var da intet Under, at Bisperne snart kun uddroge det rakte Sværd for at tiltrue eller vinde sig Guld og Jord og Herredom og end mere forstyrre det Forvirrede. Naar Bisperne vare saadanne, var det Daarskab at vente, at Kraft og Retsindighed skulde være parret hos Adelsmænd og Konger. Hine vare hardtad Alle enten liderlige Dagdrivere eller ugudelige Røvere, som efter Fordeel og Lune befeidede Stæder og hinanden eller bare Avindskjold imod Fædrenelandet: Kongerne vare meer og mindre enten aandelige Krøblinger, som 📌Dannemarks 👤Kristoffer den Anden, under hvem Riget hardtad ganske opløstes, eller samvittighedsløse og voldsomme Despoter, som hans Søn, 👤Valdemar Atterdag. Med ham uddøde den kongelige Mandslinie i 📌Dannemark, i 📌Norge var det nys gaaet ligedan og den svenske Podning frugtede ikke. Ligesom dette var en nødvendig Følge af Slægternes Udartning, var det ogsaa en Mindelse om, at der behøvedes en ny Aand, hvis 155📌Norden skulde leve op igjen. Dette blev ret synligt, da alle tre Riger ved det kalmarske Forbund samledes under 👤Valdemars Datter 👤Margrete: som en snild Kvinde bragde hun den tredobbelte Krone paa sit Hoved, og som en saadan holdt hun den sammenbundet; men selv var hun sig sin og Rigernes Afmagt bevidst, søgte at beskytte Kysterne mod Sørøvere ved at forsænke Indløbene, og 📌Jylland imod 📌Holsteens Greve ved at give ham 📌Slesvig. Om end hendes Eftermænd havde arvet hendes Snildhed, vilde det dog kun hjulpet dem lidt, thi længe formaaer den ikke at skjule Afmagten, men naar de ogsaa manglede den, maatte deres Færd blive usel og ydmygende. Saa var det med den pommerske 👤Erik og tildeels med den baierske 👤Kristoffer, begge deres Stammers sidste svage Skud. Nu kom vel en frisk tydsk Slægt paa 📌Nordens Trone med den oldenborgske Grev 👤Christian, men der var intet Udkomme med de ubændige Svenske eller med den selvraadige Adel og Geistlighed, og saavel Konger som Folk manglede det Lys og den Kraft der ene giver Stater Liv. Dette aabenbaredes ret under 👤Christians Sønnesøn og Navne, en Fyrste med god Forstand og elskelig i sine bedre Øieblikke, men uden Christendom kortsynet, vild og vaklende. Han dømte rettelig om Adel og Geistlighed, at naar Saltet raadner, duer det til Intet uden at udkastes og trædes under Fødder, men det var i det høieste kun eengang han, ved at indkalde en 156 luthersk Præst greb efter det rette Vaaben, ellers vilde han dræbe det aandelige Uhyre med et legemligt Sværd. Han banede vist nok herved Reformationen Vei ind i 📌Norden, ligesom Man ved at borthugge Torne bereder Jorden til at modtage Sædekornet; men det var kun Guds, ikke hans Hensigt; han tænkde kun paa at udvide sin jordiske Magt, naar han løftede sin Haand mod Almuens Bødler og Bedragere, og det stokholmske Blodbad, hvorved vel mange af disse henrettedes, bliver en uaftvættelig Skamplet paa hans Levnet. Den nærmeste Følge af dette Blodbad var, at 📌Sverrig blev igjen et adskilt Rige, thi under Dalekarlenes kjække Høvding 👤Gustav Vasa uddreves de Danske, og denne snilde Konge vidste paa mange Maader, ogsaa ved den evangeliske Bekjendelses Indførelse at befæste sig paa Thronen. Reformeret blev derimod den svenske Kirke i Grunden ingenlunde, thi Kongen drev det Hele meest som en Statssag, Erkebispen i 📌Upsal og de andre Bisper vedbleve at være Smaafyrster, og Sognekaldene Præbender som man kunde tilhandle sig og lade Embedet forrette ved Substitutter. Imidlertid opsagde den jydske Adel 👤Christian Huldskab og Troskab, Borger og Bonde holdt med ham, men ond Samvittighed gjorde ham bange og raadvild, saa han flygtede ud af Landet til sin Svoger Keiser 👤Karl, og Adelen kaarede hans Farbroder, Hertug 👤Friderich til Konge. 👤Christian gik vel siden ind i 📌Norge, men 157han fangedes ved uværdig List, og nødtes nu i et 27aarigt Fængsel til at besinde sig, da han ei vilde det paa Kongestolen. Vel søgte de Lybske efter 👤Friderichs Død at befrie ham, men denne Krig, som efter Lybekkernes Høvedsmand Grev 👤Kristoffer af 📌Oldenborg kaldes Grevens Feide, tjente kun til at vise lybsk Lutherdom og dansk Afmagt, og med faa Holstenere under den tappre 👤Johan Rantzau, undertvang 👤Friderichs Søn 👤Christian Landet. Denne gudfrygtige Herre, som selv havde hørt 👤Luther, lod det være sin første Omsorg at stadfæste Evangeliet i Rigerne, ligesom det alt, især ved 👤Herman Tast, var prædiket, og ved ham stadfæstet i 📌Hertugdømmene. Neppe er Reformationen i noget Land saa glædeligt et Optrin som i 📌Dannemark, thi ingensteds, uden maaskee i 📌Vyrtenberg, seer man et saa alvorligt og stadigt Blik paa Hovedsagen, saamegen Fasthed og Lemfældighed forenet, saa liden Attraa efter verdslig Vinding, saamange dygtige indfødte Lærere og dog saamegen Mistro til egen Kraft og Kløgt, saa kjærlig og varig, men dog christelig Ærbødighed for 👤Luther og hans Medhjelpere. Dette see vi, uagtet netop den aandelige Gjæring indfaldt i et af Rigets meest urolige og herreløse Tidsrum, da Intet uden indvortes Grunde kunde hindre den fra at udbryde i de voldsomste Optrin og ved at sammenføie sig med den verdslige Splid gjøre Forstyrrelsen uendelig. Medens Ordet overalt fandt danske 158Tunger, maatte man forskrive Tydskere til at bekjæmpe det, og ingen dansk Mand med noget Hoved lod sig bruge dertil, undtagen 👤Povel Vendekaabe, (👤Paulus Eliæ) hvis velforskyldte Øgenavn noksom betegner hans Færd. Den dybe Grund til dette glædelige Syn ligger i det danske Folks eiendommelige Godmodighed og Agtelse for Sandhed, Egenskaber, hvoraf man selv i de værste Tider finder øiensynlige Spor. Et dyrebart Mindemærke er i denne Henseende den gamle danske Riimkrønike, der udført gjennem det 13tende, 14tende og 15tende Aarhundrede, dog næsten lige til 👤Christian den Førstes Riim, er aldeles reen for Papisterie, men rig paa ægte Sandheds Kjærlighed, og langtfra ikke saa aandsfattig som de Dages almindelige Skrift; ja netop fra dette Tidsrum har vi endnu Levning af en dansk Bibel, der skal udmærke sig ved en besynderlig Omhu for at give Ordet reent og uforfalsket, og kun have enkelte Stænk af den Syndflod der i Glosser og Eventyr paa den Tid pleiede at oversvømme slige Arbeider. I Kong 👤Hanses Dage sad udentvivl endnu en gudfrygtig Mand paa 📌Lunds Erkestoel i 👤Børge med Lindemærket, og et uomstødeligt Beviis paa at det danske Hjerte var underlig aabent for Sandhed er den Jertegns-Postill som Fynboen 👤Christen Pedersen skrev før Reformationens Begyndelse, og som hos Folket maae være blevet annammet med Begjærlighed, thi foruden det første Oplag i 📌Paris 1515, er 159den 3 Aar efter optrykt i 📌Leipzig. Denne Bog kjendes vel nuomtide hardtad kun af Spasen 👤Holberg og de der hos ham tog Smaavittigheder paa Borg, ubeseet har drevet dermed, men derfor er den ikke desmindre et udmærket vigtigt og tillige glædeligt Mindesmærke om Fædrenes Tænkemaade og Tungemaal i de næste Dage før 👤Luther opstod. Ingen kan vente at finde den Bog fri for papistisk Vildfarelse, men hvem tør vel vente at finde i den, hvad der dog virkelig findes, det klare Udsagn at Skriften bør tale med menig Mands Tunge, fordi at havde Apostlerne skrevet til 📌Dannemarks Folk, da havde de visselig skrevet paa ret Danske, saa alle det kunde forstaae, ligesaalidt vil man vente at finde hvad der staaer at læse om Herrens Pines Ihukommelse, som det der frugter meer til Menneskenes Salighed, end at Faste og Legems Spægelse, ja selv end 👤Marias og alle Helgenes Bønner, og tit maa Man studse over den eenfoldige, rørende Tale om Troe, Reenhed og Kjærlighed, som fremføres i et ægte dansk, fyndigt og flydende Tungemaal. Navnet Jertegns-Postil er ogsaa kun et Lægn man har givet denne Bog, thi den kalder sig og er en, efter Tidernes Tilstand, kostelig Udlæggelse over alle Søndagers og Høitiders Epistler og Evangelier, kun med et Jertegn ved hver Prædiken som skal stadfæste og oplyse dens Indhold. Blandt en saadan Bogs Folk kunde 👤Luther umulig savne tro Følgesvende under Or160dets Banner, og fremmerst ginge Postillens Forfatter, en anden Fyenboe, 👤Morten Borups Discipel, 👤Hans Tausen, der var Hoved-Hjulet, 👤Frands Vormsen (👤Vormordus) af hollandsk Herkomst, og Borgemester 👤Hans Michelsen i Malmøe, som først lod det Ny Testamente prænte paa Dansk. Da 👤Christian den Tredie lod de chatolske Bisper fange, udførde han kun Folkets Villie, Ingen oplod sin Mund til at forsvare dem, men hardtad Alle deres til at bede om evangeliske Prædikantere paa den næste Rigsdag.*1536. Nu forskreves 👤Bugenhagen herind til at anordne Kirke-Tjenesten; Jyden 👤Peder 👤Plade blev Biskop i 📌Sjælland, af Kirkens Gods blev Høiskolen, som 👤Christian den Første havde begyndt at stifte paa, rundelig begavet, den fik snart i Lolliken 👤Niels Hemmingsen, en dygtig, selv udenlandsk berømt, skjøndt lidt philippistisk, Lærer, og i Stilhed næredes nu Folket med Ordets uforfalskede Melk.

Anderledes gik det i 📌Engelland, 📌Nederland og 📌Frankrig, hvor meget Blod maatte flyde og lang Strid føres mellem det Gamle og Ny, før det afgjordes hvad der skulde vinde, men det var ogsaa 👤Zvingels og 👤Kalvins Lære som i disse Lande vilde tiltvinge sig Herredømmet.

Er det vist, som det maa være, at ethvert Folks Historie skal forklare sig selv, da er det og følgeligt, at intet Folk begribes fuldelig før det er udlevet, men dog er her en mærkelig For161skjel alt efter Folkenes særegne Vilkaar, og det er naturligviis med Folkefærd som med enkelte Mennesker, at jo mere jævnt og eensformigt deres Liv har været, des nemmere er det at begribe, da deres derimod, som tumlede sig i Verden under mange indviklede Forhold, maae som brusende Vædsker udgjære førend de klare sig, og selv det løseligste Bekjendtskab med 📌Engellands Historie maae da lære Granskeren at den er svar at begribe. Vel turde nu det Tidsrum baade i den og i Menneskets Udvikling være kommet, da Forklaringen baade kan og skal begynde, men naar den skal være mere end enkelte indlysende Glimt, forudsætter den en saa tydelig Kundskab om det Forbigangne, som ikke er muelig saalænge de vidtløftige Krøniker fra Middel-Alderen ei ere anderledes bearbeidede, og de mange Haandskrifter, som ligge begravne i 📌Engellands Bogskabe, ei komne for Lyset. Det bliver da nok Rettest uden videre Forklaring, saa klart som mueligt at fremstille det Gaadefulde i Landets Historie, saa Ingen skal mene han har begrebet den, men Lysten heller vækkes til ved flittig Undersøgelse at bringe Lys i det Enkelte, der da efter Lysets Vilkaar vil efterhaanden og det hastelig udbrede sig.

Stivhed og Blødhed, Høihed og Nedrighed, Viisdom og Daarskab, Legeme og Aand have neppe nogensteds saa ivrig og synlig søgt at parre sig, eller saa idelig gjort hinanden Herre162dømmet stridigt, og vexelviis styret Folkelivet som paa den engelske Halvø, Lysten til at være de Fornemste, og Følelsen af at Man, for at kunne være det, maa samle i sig alle Kræfter, det er et gjennemgribende Træk, der udmærker Landets Indbyggere som Folk og som Enkelte, i det offenlige og i det huuslige Liv gjennem alle de Tidsrum Historien beskriver og Sagn afbilde, men at indføre dette Lys i Begivenhedernes hele Omkreds saa den beskinnes deraf, at udvikle i dets Straaler Sammenhængen og Sammenstødet mellem de adskillige Folkestammer, de underlige Samfund og Omskiftelser; kun det er at begribe og forklare. Angel-Saxerne stræbde vel egenlig som Folk kun efter at være de Fornemste paa Øen, men mange Enkelte udvandrede dog som Lærere til 📌Frankerig, 📌Tydskland og 📌Norden, hvortil de vel ofte dreves af den Følelse at kun ved at være Kirkens Hovedmænd kan et christent Folk tænke at vorde Hovedet, Indbegrebet af Menneske-Slægten, Menneske-Aandens høieste Udtryk. Men, medens hine Enkelte udbredte det engelske Navns Priis med Evangelium, hendøde den angelsachsiske Stat, eller rettere Statsgjæring; thi Sammenhold fik, som man veed, Syvstjernen ( Heptarchiet) aldrig uden øiebliklig i en enkelt Aand som 👤Ina og 👤Alfred. Kun Mathed dæmpede Gjæringen under 👤Egbert og hans Eftermænd, Uenigheden vedblev, og sønderlemmede Riget saasnart og saatit den 163kunde samle Kræfter, hvilket noksom aabenbarer sig i Historien om de Danskes Anfald i det niende og tiende Aarhundrede. Det er da klart at der manglede Noget uden hvilket Folket ei kunde blive saavidt forligt med sig selv, saa klogt paa sin Egennytte og tilbøieligt til nogen Opofrelse i det Enkelte, som nødvendigt var, naar nogen Heelhed skulde kunne udvikle, noget Statslegeme danne sig. Historien lærer os at denne Mangel blev afhjulpet ved Danskes og Normanners Indvandring, saa man vel kan sige at et Jernspiir maatte bøie de stive Nakker medens en ægteskabelig Følelse saavidt gjennemtrængde Stammerne, at de, naar Jernspiret brødes, fornam et Baand de ei vilde sønderslide. At 👤Vilhelm Erobrer virkelig bragde Jernspiret, at det normanniske Rygstød paa begge Sider af Canalen satte baade ham og hans Eftermænd istand til med Fordeel at bekjæmpe den engelske Uregjerlighed, og at i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede de seierrige Baroner vel ville skabe en Konge uden Land, men ei et Land uden Konge, skabte vel ei Forening men dog Samkvem i Parlamentet, det er i det mindste ligesaa historisk vist, som at 👤Hume, og Enggellænderne med ham først herfra regne deres Stats Historie, og bryde sig kun lidet om de foregaaende Tiders. Stridighederne ophørde ingenlunde, men de bleve statsmæssige, den samme 👤Johan uden Land som maatte udstæde det navnkundige Frihedsbrev 164(Magna charta) havde maattet afstaae 📌Normandiet, Kongerne havde derved mistet deres Rygstød, Engellænderne havde derimod faaet en Stats-Eiendom i 📌Irland, en forunderlig Øe med en mørk Fortid, som 👤Johans Fader havde erobret, Folket var kommet til den bestemte Villie at blive samlet, det gjaldt kun om at faae Staten læmpet efter Alles Hoved, at faae Kronen gjort om til saa vid og veeg en Hat, at alle Hoveder kunde lade deres Hat sidde paa og dog, uden at trykkes, rummes i den. Opgaven var vistnok vanskelig, blev heller aldrig løst, men vedblev just derfor at være uudtømmelig Gjenstand for den offenlige Samtale (Parlamentet) der er den engelske Statsforfatnings Sjæl. Vel søgde 👤Johans Søn 👤Henrik den Tredie at tilbagevinde 📌Normandiet og ophæve Parlamentet, men Følgen blev kun at Indretningen fuldførdes ved det Underhuus som Grevskabernes og Stædernes Fuldmægtige kom til at danne, og alle aabenbare Forsøg paa at indskrænke hvad Engellænderne kalde deres Frihed, have fra den Dag af maattet strande, fordi de ei kunde lykkes uden ved at opløse det eneste Baand der sammenholder Folket, ved at betage dem den Indbildning at de beherske sig selv. De følgende Konger eller Hofmænd som vilde herske, maatte da stræbe at sætte Folket i Stillinger, som nødvendig fordrede Eenhed i Villien, og det er da intet Under at Krig, som det nemmeste, og for en saadan Øestat, som 165det synes, mindst farlige Middel grebes med Begjærlighed, kun maatte det synes underligt at Folket, som i de foregaaende Aarhundreder syndes slet ikke at bekymre sig om Fastlandet skulde findes villigt dertil. Vist nok maatte ogsaa denne Villighed have tabt sig i Længden, hvis den ei da havde fundet sin tilstrækkelige Bevæggrund i Lysten til Verdens-Handelen og Herredømme paa Havet, men i det fiortende Aarhundrede, da Engellænderne førstegang betragtede sig som en Eenhed, og altsaa som det ypperste Folk, var for det Første Indtagelsen af 📌Vales, og 📌Skotlands Ydmygelse under 👤Edvard den Første aldeles i Folkets Aand, og de følgende Krige med Franskmændene, det eneste Folk Engellænderne agtede værd at kjende og misunde, vare det ikke mindre. Hvad den dybere Grund var til de langvarige Stridigheder mellem den hvide og røde Rose er neppe endnu opdaget; thi at Fjendeskabet mellem Fyrstehusene York og Lancaster vel kunde bruge og nære Tvedragten, men foraarsagede den ligesaalidt som den forklarer samme, indsees let. Klart er det derimod at samme Mathed som dæmpede Gjæringen fordum under 👤Egbert, dæmpede den nu under 👤Henrik den Syvende af Huset Tudor, som især tydelig viser sig under*1485. Betragtningen af 👤Henrik den Ottende, der uden nogen egenlig Strid kunde gjøre hvad han vilde, og havde for det meste ingen Konge-Villie, men kun en selvraadig Vendekaabes Luner, og han 166var da Konge i 📌Engelland ved Udbruddet af den sachsiske Reformation.

Spørge vi nu om Aandens høiere Yttringer i 📌Engellands normanniske Tidsrum, da kan vi forud vide at Parlaments-Aanden er just ikke den der hæver Mennesket over Jorden, men fængsler snarere i det nærværende Øieblik, vi finde da ogsaa at Modersmaalet holdt saa godt som op at være Skriftsprog, og at Rækken af de latinske Krønikeskrivere sluttes med 👤Mathæus Parisius som døde mellem Overhusets og Underhusets Indretning.*1254. Fremdeles finde vi at Sprog og Poesie kun beholdt sin Aand nogenlunde i de nordlige Grevskaber, hvor den danske Aand var mægtigst og kundgjorde sig i Ballader der svare til vore Kæmpeviser, medens 👤Chaucer er det eneste Digternavn der pranger i Historien, for at anmelde en aandsfattig Hofrimer, der legede med Tungemaal og Vers som med alt baade Guddommeligt og Menneskeligt. En Renselse af Kirkens fordærvede Lærdom, og i det Hele Videnskabelighed, kunde man vel kræve af et Folk der i verdslige Ting viiste høiere Grad af Udvikling end noget andet, men efterat have seet den afgjorte verdslige Retning, kan vi imellem dets Lærde ei vente mere end Stadfæstelse paa den Sandhed at Engellænderne burde været Vestens Lærere. Vi finde da ogsaa virkelig i det trettende Aarhundrede to Vidundere, den ene af Lærdom og den anden af Spidsfindighed; nem167lig 👤Roger Baco og 👤Johannes Duns Scotus, og i det fiortende to kraftige Modstandere af Pavemagten, den verdsligvise 👤Vilhelm Occam og den bibellærde 👤Johan Viclef, men ikke engang i 📌Engelland selv udrettede de noget Omfattende og Varigt, og endnu mindre havde de nogen umiddelbar Indflydelse paa det øvrige 📌Europa. Imidlertid var dog 👤Viclefs Virksomhed et virkeligt Reformations-Forsøg, der kun ved hans Landsmænds Ligegyldighed for det ene Nødvendige, kvaltes i Fødselen, og vakde i det Mindste ved Angestskriget enkelte letsøvnede Aander. Det var under 👤Edvard den Tredie i Midten af det fiortende Aarhundrede at 👤Viclef som Professor i 📌Oxford begyndte Striden først mod Tigger-Munkene,*1350. saa mod Pavemagten og endelig mod endeel af de falske Lærdomme, men, endskjøndt han greb til det rette Middel: at oversætte Bibelen paa Engelsk, viser dog saavel Gangen i hans Strid, som Maaden hvorpaa han mødte sine Modstandere, at det ei var hans ramme Alvor med Bekymring for hans egen og Folkets Salighed, han streed aabenbar mere for sig selv, Universitetets og den engelske Kirkes Frihed, end for den guddommelige Sandhed, hvorfor man og seer, at han selv fandt Beskyttelse hos Hoffet og Folket, men hans Lærdom lod man fordømme, og han har ladet det blive tvivlsomt om han ikke tilsidst, da det gjaldt, selv gjenkaldte den. Heraf skulde man da ikke spaae den sachsiske Reforma168tion synderligt Held paa Halvøen, hvor den endog maatte finde Modstand i Engellændernes Lyst til at være de Fornemste, og den deraf flydende Fordom mod Alt hvad der ei var oprundet i Landets eget Skjød, en Fordom der i det femtende Aarhundrede vakde den bekjendte, mere sørgelige end latterlige Kamp paa begge Høiskolerne mod det græske Sprog, hvis Dyrkelse man ei vilde tilstæde, da det engang var uddødt paa Halvøen og nu skulde indføres som noget Fremmed man behøvede. Dog, Sproget seirede, 👤Erasmus fra Rotterdam opholdt sig enstund i 📌Engelland hvor han fandt mange Venner, og det lod som man dog endelig indsaae, at den indslumrede og forblindede Aand trængde til en Opvækkelse og Oplysning den ei mægtede at give sig selv. Bogtrykker-Kunsten havde man dog ikke kunnet forskyde, skjøndt den var af fremmed Oprindelse, og at lade sig oplyse af fremmede Bøger syndes naturligviis ikke synderlig ydmygende, da man dog derved selv førte Ordet. Nu fremstod 👤Luther, Kongen selv skrev imod ham, den lærde 👤Morus og Flere ligeledes, og skarpe Forordninger udgik mod hans Skrifters Indførsel; men de kom alligevel til Øen og oplyste Mange, mellem hvilke 👤Tindal, det nye Testamentes Oversætter, 👤Frith og 👤Thomas Kranmer ere blevne de Navnkundigste. En af de store udvortes Hindringer for Reformationens Indgang, Kongens haardnakkede Modstand og grændseløse Forbittrelse mod 👤Luther, 169som uden Persons Anseelse havde drøit besvaret hans Stridsskrift, hævedes nu og tildeels ved 👤Henriks Lyst til at blive skildt ved sin Dronning, den spanske 👤Katrina, som var hans Broders Enke; thi Paven turde af Frygt for hendes Frænde Keiser 👤Karl, ikke bevilge Skilsmissen, og da nu 👤Kranmer viste Kongen en Udvei ved at holde sig til Bibelen og lærde Mænds Mening, kom han i Naade og fik Leilighed til at befordre den evangeliske Lære, ja da Paven ikke vilde give efter, gjorde 👤Henrik sig selv til den engelske Geistligheds Overhoved og inddrog*1530. de fleste af dens Godser. Imidlertid vilde han dog ansees for god Katholik, og heraf kom det at de Troesartikler han paabød ei kunde være noget af Partierne tilpas. Katolisismens ivrigste Forfægtere, den grusomme 👤Morus og den sagtmodige 👤Fischer bleve halshuggede fordi de ikke vilde læmpe sig efter Kongen, Protestanter som ei heller vilde det have lignende Skjæbne, ja førtes stundom sammenbundne med Catholiker til Retterstedet, saa man i 👤Henrik maae erkjende et vel forvirret, men noksom grueligt Forbillede paa Antichrist. Dette Umenneske forvirrede og overblødede Landet indtil Aaret efter 👤Luthers Død, og nu fulgde nogle stillere Dage,*1547. men kun som for at vise, hvor langt det var fra Engellændernes Hjerte at lade sig grundig omvende til Evangelium. Under 👤Henriks unge Søn 👤Edvard den Sjette havde hans Frænde 👤Edvard Seymour (Hertug af 📌Sommer170📌set) og 👤Kranmer, som var blevet Erkebisp af 📌Kanterbury, al Magten; mange Vildfarelser og Misbrug bleve forbudne ved Love, men Landet fattedes indfødte Mænd af Duelighed og Reenhed, og dog vilde man raade sig selv, og have en engelsk Kirke. 👤Kalvins Lære fandt megen Indgang i 📌England, og hans Troesbekjendelse blev herskende, men derimod beholdt Bisperne deres Myndighed og i Kirketjenesten blev næsten Alt ved det Gamle. Her laa Spiren til Stridighederne i den følgende Tid, men allerede nu yttrede den kalvinske Ubændighed sig frygtelig ved Siden af egennyttig Vantro. Den ryggesløse Adel mæskede sig med geistlig Gods og bygte sig Paladser paa Kirkernes Grus, medens man gjorde Kræmmerhuse af Bogsamlingerne og selv Studenterne kaldte det med Frydeskrig 👤Scoti Ligbegængelse, naar de kastede Bøger i Tusindtal paa Baalet. Man saae paa Alt, at her var ingen 👤Luther, som kunde tordne mod den rovgjerrige Adel og lære Studenter at gjøre Forskjel mellem Pavens Dekretalier og Skrifter af katholske Mænd; men selv 👤Luther vilde kun have udrettet lidet hos de storagtige Britter; meget mindre kunde da den vankelmodige 👤Kranmer der endog selv lod brænde Kættere, holde Styr paa dette Uvæsen. Under disse Omstændigheder var det en Velgierning af Forsynet, at den fromme kjærlige og elskværdige, men tillige svage 👤Edvard Udtrykket for de gode Blodsdraaber i 📌Engellands 171Hjerte, ved Døden*1553. befriedes fra en Byrde der var ham for tung, og at den spanske 👤Katrines Datter, 👤Marie, kom paa Tronen. Adelen maatte holde op med sit Kirkeran, og de uægte Protestanters Hede kølnedes under de Forfølgelser, hvortil denne katolske Dronning forførtes af Bødlerne 👤Gardiner og 👤Bonner som besudlede Bispestolene i 📌London og 📌Vinchester. 👤Kranmer, den gamle ærværdige 👤Latimer, 3 andre Bisper og Mange af alle Stænder bleve brændte for Evangeliets Bekjændelse, endnu Flere maatte flygte til fremmede Lande og Alt spaaede Katolisismen Seier, da Gud pludselig forkortede 👤Maries Dage og ophøiede hendes Halvsøster den*1558. protestantiske 👤Elisabeth paa Tronen. Nu stadfæstedes den halve, sig selv modsigende Reformation, hvorom før er talet, og med Voldsomhed nedtrykte 👤Elisabeth de lydelige Knur, der alt lode sig høre mod den biskoppelige Kirke, til hvis Overhoved hun opkastede sig, uden at ville ændse at hun derved traadte i Pavernes Fodspor, og satte sig paa Herrens Stoel med Alteret til sit Høisæde og Bibelen til sin Fodskammel.


Den reformerte Lære udbredtes imidlertid ikke allene i dens Fædreland, 📌Helvetien, hvor den gav Anledning til gruelige Borgerkrige, og i det tilgrændsende 📌Tydskland, hvor den lammede det protestantiske Forbunds Arm, men ogsaa i 📌Nederlandene, hvis nordlige Indbyggere 172den gav Mod og Kraft til at stifte en uafhængig Republik.

Da 👤Karl den Femte nedlagde Regjeringen, kom 📌Nederlandene, tilligemed 📌Mailand, 📌Neapel og 📌Spanien paa begge Sider af Havet, under hans Søn 👤Philip. Allerede i 👤Karls Tid havde Reformationen fundet megen Indgang, og i den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam forkyndtes det, som siden lod sig tilsyne hos Folket. Han var en stor Sproggrandsker, grundig Kjender af de gamle Skrifter og et skarpsindigt Hoved; men han var for stor en Regnemester og Ven af kronede, paa verdslig Viis fredelige Dage, til at vove noget for Troen, eller sige Verden Farvel før i Dødens Time. I de mauriske Krige havde Spanierne vandt sig til at udbrede Christendommen med Sværdet, og med umenneskelig Grusomhed havde de i 📌Amerika nys begyndt paa det samme. Saasnart de mærkede at Fastlandets Bjerge vare rige paa ædel Malm, fik de Lyst til at eie det, og de tappre, men grusomme Mænd, 👤Kortes og 👤Pizarro, omstyrtede med smaa Flokke, især ved Krudtets Brug, de svage Troner i 📌Peru og 📌Mexico. Naar Troen ei længere bevares i en god Samvittighed, men dog endnu ansees for Veien til Saligheden, gaar det med hele Folkefærd som med det enkelte Menneske, at de mene paa eengang at fortjene Syndefrihed og overbevise sig selv om at de have Troen, ved med Haardhed at fordømme de Van173tro og om muligt, aftvinge dem den samme Bekjendelse, som udgjør deres Tro. Saaledes gik det Spanierne i 📌Amerika og 👤Philip i 📌Nederlandene. 📌Amerikas Hedninger maatte lade sig omvende eller dø, thi den katolske Tro var dog langt sandere end den Overtro der, endog før Spaniernes Komme, synes at være paa de fleste Steder gaaet over til fæisk Ligegyldighed; Hollændernes Tro var derimod langt sandere end den 👤Philip lod forkynde, og derfor kunde den ikke udryddes, om end nok saa mange af dens Bekjendere mistede Livet. Imidlertid sporer Man i den hele Begivenhed, baade den reformeerte Troes Kjendemærke og den jordiske Tænkemaade, der var for dybt rodfæstet hos dette Handels- og Fabrikfolk, til at 👤Luthers Lære kunde finde ret Indgang, eller Troens Sag begeistre dem i det Hele til stor Daad. Vel maae det ikke glemmes, at adskillige ere Menneskenes Vilkaar, og hver er dog behagelig, naar han kun i Fromhed bruger det Annammede; saa det var uretfærdigt af Hollændere at fordre den klarøiede brændende Nidkjærhed, hvortil de aabenbar fattes Anlæg, men fordre maae man af hvert Folk som af hvert Menneske, at de skal give Gud deres Hjerte og yttre deres høieste Kraft og Iver i Salighedens Sag og Sandhedens Tjeneste. Det gjorde Hollænderne ingenlunde, for Troens Skyld, som det heed, plyndrede de Kirker og nedreve Billeder, men det var mere 👤Philips Skatteforordninger og 174Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Da 👤Philip sendte sin Vredes strænge Tjener, 👤Hertugen af Alba, derind med spanske Krigsfolk, skjalv næsten Alle, Ingen holdt Stand i aaben Mark og mange flygtede. Ved denne Leilighed søgde Adskillige, 👤Luther hengivne, til 📌Dannemark og bleve Stamfædre til mærkelige Slægter, især de lærde Vormers, en Ting hvorved Historien klarlig minder om det gamle Blodsforvandskab, Tungemaalene vel engang vil stadfæste og forklare. Al Redning syndes ude, men en høiere Haand styrede Begivenhederne: nogle Misfornøiede, som havde givet sig til at være Sørøvere, indtoge 📌Fliessingen. 📌Holland og 📌Seeland bleve nu Krigens Skueplads: her kunde Klogskab, Snildhed, koldt Mod udrette mere end Kjækhed og Fyrighed; og hine Egenskaber besad Nederlændernes Anfører, 👤Vilhelm af Oranien, i høi Grad. Den mistænkelige 👤Philip hjemkaldte nu ogsaa 👤Alba, og var bange for enhver af de følgende Feldtherrer som krigede lykkelig. Hollænderne, som snart bleve Overmænd til Søes, mærkede at de havde Fordeel af Krigen; og da 📌Spaniens Kræfter hvert Aar mere udtømtes, maatte Udgangen paa den lange Krig blive alle de reformeerte Provindsers Uafhængighed.

👤Philip var ulykkelig i alle sine Anslag, han havde været gift med den engelske 👤Marie, og 175førde derfor Krig med 👤Elisabeth, som ei vilde give ham sin Haand og ikke holde ved den katholske Tro, men hans Flaade, som han i sin Hovmod kaldte uovervindelig, ødelagdes af Uveir og engelske Søhelte. Dette var Løsenet til Hollændernes Overmagt paa Havet og et Forvarsel for Engellændernes tilkommende Herredømme. Da den ægte Mandslinie af det portugisiske Kongehus var uddød bemægtigede 👤Philip sig vel Landet, som Svigersøn af 👤Emanuel, men Følgen blev, at Hollænderne borttoge 📌Portugals bedste Eiendele udenfor 📌Europa, og arvede den fordelagtige ostindiske Handel, der indbragte dem mere Guld end 📌Perus Gruber 📌Spanien.

Medens den reformeerte Tro saaledes vandt Seier i 📌Engelland og 📌Holland, maatte den i 📌Frankerig gjennem lang Undertrykkelse og blodige Krige fremledes til Borgerret. 📌Frankerigs 👤Frands er forhen nævnt som et af de Redskaber, hvorved Gud opholdt 👤Karl i sit onde Løb: han havde arvet Noget af sine Fædres Ridderaand, og hans bløde Hjerte bevægedes stundom af høiere Følelser, men lod sig for det meste styre af syndige Tilbøieligheder og jordiske Ønsker. Vellyst og Ærgjerrighed deelde Herredømmet i ham; og at 👤Karl blev ham foretrukket, da de begge beilede til Keiserværdigheden, var vel det som mest drev ham uafladelig i Marken, og ophidsede ham saaledes, at han forargede hele 📌Europa ved at ind176gaae Forbund med den tyrkiske 👤Soliman, som dengang var Kristendommens farligste udvortes Fjende. Ustadig var han i al sin Vandel, ogsaa, eller rettere, fordi han var det i Troessager; eengang lod det som han vilde ladt sit Land reformere, og strax derpaa forfulgde han sine reformeerte Undersatter. Han var i alle Maader et tro, og i nogle, et glimrende Billede af det hele franske Folk. Sammensat er det som man veed af forskjellige Stammer, men skjøndt baade den ældre, nyere og nyeste Historie viser at der i Normannernes, Gothers og Allemanners Afkom er noget Høiere og Dybere end i de egenlige Frankers, saa er det dog ligesaa unægteligt at Letsindighed og forfængelig Glimresyge er et Hovedtræk hvori de have forenet sig, som det er vist at Frankerne beholdt Overhaand og at 📌Paris er det ganske Lands forgudede Hovedstad. Imidlertid var denne Forening naturligviis langtfra i hine Dage at være saa fuldstændig eller fuldført som nu, en Sandhed mange Tusinde under 👤Frandses og især under hans Søns og Sønnesønners Regjering stadfæstede, ved for Samvittighedens Skyld at lide Trængsel og Død; men paa Huset Bourbon der stod i de Reformeertes Spidse mærkede man dog snart, hvor skrøbelig og beleiret Sandheden var i de troende Franskmænd. Det var under 👤Frandses Sønnesøn den svage og nedrige 👤Karl den Niende at Borgerkrigen udbrød, Bourbonnerne 177ingenlunde at frikjende for Ærgjerrighed, men den meste Skyld ligger dog aabenbar hos det chatolske Parties Anførere: Herrerne af 📌Guise, som ligefrem brugte Religionen til Maske for herskesyge Planer, samt hos den ikke mindre herskesyge og rænkefulde 👤Katrine af Medicis, Kongens Moder, som omhyggelig nærede Hadet og Misundelsen mellem Rigets Høvdinger, for at kunde reise sin Throne paa deres Nakker. Krigen førtes med foranderlig Lykke, og Ingen af Delene kunde faae afgjørende Overmagt; men da traadte 👤Katrine atter til med sine ugudelige Rænker: en Fred blev sluttet som var gunstig for de Reformerte, og til Pant paa ubrødeligt Venskab skulde deres unge Høvding, 👤Henrik Bourbon af 📌Navarra, formæles med 👤Karls Søster.*1572. Bryllupsdagen kom, skareviis flokkede sig Hugonotternes Ædlinge med den kjække, graahærdede Admiral 👤Coligny i Spidsen, for i 📌Paris at holde og pryde den store Høitid: men det vidste de ikke, at 👤Katrine ved sin Datters Haand agtede at drage 👤Henrik og dem alle i Graven. Om Nattetide blev Løsenet givet til denne Mørkhedens Idræt, Gaderne strømmede med Blod, Husene fyldtes med Lig og Luften med Hyl; og til den ugudelige Kvindes uudslettelige Skjændsel bærer det gruelige Optrin Blodbryllups Navn. 👤Coligny faldt og mange Ædle med ham, 👤Henrik kjøbte feig sit Liv for sin Tro, Blodbadet efterlignedes i Rigets andre store Stæder, og mange 178tusinde Hugonotter toges af Dage; men der bleve dog Nok tilovers for at udgjøre en Hær, og da 👤Henrik kort efter undkom af sit Fængsel, vare de ved Fortvivlelsen vel hartad lige saa stærke som forhen. Imidlertid vare de udentvivl blevne saa godt som udryddede, dersom Gud ikke havde ladet uformodenlige Omstændigheder komme dem til Hjelp. Kongens Broder 👤Henrik, der med Held førte Krigen imod dem, blev kaldet til 📌Polens Trone, og da han kort efter besteg 📌Frankrigs, havde han saa mægtige Modstandere i sin yngste Broder og de mægtige Herrer af 📌Guise, som attraaede Kronen, at Fred med Hugonotterne blev ham nødvendig og deres Venskab ønskeligt. Ved Snigmord skilte han sig vel ved nogle af sine Fjender, men just derved voxde baade deres Tal og Had; i Forbund med Hugonotterne beleirede han sin egen Hovedstad og maatte selv ved et Snigmord gaa ud af Verden.*1582. Med ham uddøde det valesiske Hus, men dog havde den Gud, der gjør Miskundhed mod sine Fromme i tusinde Led, bevaret en frisk Green paa 👤Ludvig den Helliges Stamme, som i hele to Aarhundreder ei skulde aldeles visne. Denne Green var i Huset Bourbon, og dens Blomst var 👤Henrik af 📌Navarre: men Katolikerne vilde ei bøie sig under Hugonottens Septer, han maatte omsmedde det til et Sværd, Blodet flød, 👤Henrik vandt, men ynkedes over Landet. Anden Gang prøvedes hans Tro, anden Gang blev 179den veiet og fundet for let, han gav den bort for 📌Frankerigs Krone, og Verden berømmer ham, som om vi behøve at synde, for at Guds Villie kan skee. Nu fik Hugonotterne Religionsfrihed og Borgerret ved Edictet til 📌Nantes, Landet blev roligt, og fik en ærefuld Fred med 📌Spaniens 👤Philip, som ogsaa paa denne Kant forgjæves havde prøvet paa at vinde timelig Magt og evig Salighed, ved at feide paa de Reformeerte; mange nyttige Anstalter bleve ogsaa satte i Værk, mest ved Raad og Daad af den store 👤Sully; men efter 16 Aars Regjering myrdedes 👤Henrik paa Gaden i 📌Paris.*1610. Gud havde udrustet ham med herlige Anlæg, baade i Hoved og Hjerte, men han fik Lyst til den nærværende Verden og i Kvindearme forlorede han den Kraft, som skulde opløftet ham over sig selv i Fristelsens Time; Han elskede sit Liv i denne Verden og mistede det.

Medens Landene i Nord og Vest saaledes bevægedes, og tildeels gjødedes med Blod, sad 📌Italien stille, malede sine deilige Billeder, sang liflige Kvad og grublede over det Synliges Vilkaar. Denne Lod tykkes Mange værd at misunde, men Hvo der seer nærmere til, bliver vaer, at denne Alder for 📌Italien kun var gylden som 👤Augusts: i en glimrende, aandelig og legemlig Trældom laa Folket nedsunket; 📌Mailand og 📌Neapel sukkede under det spanske Jernaag, og i 📌Venedig herskede en udartet Adel. De navnkundige Fyrster 180af Medicis, Este og Gonzaga, i 📌Florents, 📌Ferrara og 📌Mantua, myntede Guldpengene, som de skiftede mellem Digtere, Kunstnere og Lærde, af de Fattiges Skjærve; Paverne søgte i Pragt at glemme deres Forlis, og ved Magt og List at sætte Reformationen Grændser. At Evangeliets Lys, der stundom lod sig tilsyne, ei fik noget fast Stade paa Halvøen, havde sin egenlige Grund i Italienernes Sindelag. I Aarhundredet før 👤Luther var Forstanden der udviklet nok, til at gjennemskue Kirkens Vildfarelse og Bedragerier, men de fleste Lærde vare Hedninger, der endog skammede sig ved deres christne Navne, som de ombyttede med gamle hedenske, og dreve Daarespillet saavidt, at det endog forargede Romerne, og maatte af Paverne med Magt forstyrres. Saadanne Folk bekymrede sig naturligviis ikke om Sandhed og Salighed, men de Stammer hvis Tunger og Stolthed de vare, gjorde det tilvisse i Almindelighed ligesaalidt, om de end korsede sig og dreiede Rosenkrandsen syv Gange daglig. Den platoniske Filosofi, som efter 📌Konstantinopels Fald bekæmpede den aristoteliske, var saa langt fra at begunstige Christendommen, at den meget mere, som al Pantheisme, gjorde Sygdommen hardtad ulægelig ved at nægte dens virkelige Nærværelse og Farlighed. Det er og aabenbart at Pantheismen, Sammenblandelsen af Gud og Verden, den fremkomme eller skjule sig nu i hvad Skikkelse 181den vil, gaaer ud paa at nægte Guds Selvstændighed og Hellighed, Syndens Virkelighed og altsaa baade Samvittighedens, Lovens og Evangeliets Sandhed, stræber at henveire al Bekymring for Sjælens evige Skjebne, og udklækker den rasende Indbildning, at det syndige Menneske er sig selv en Gud, er midt i sin Selvraadighed Guddommens sande Affødning eller Spire. At nu virkelig den platoniserende Vidskab i hine Dage var pantheistisk og antichristelig, er jo allerede deraf aabenbart at den ikke antog sig Christendommens Sag, men den har end ydermere udtrykkelig bekjendt det igjennem sine talende Høvdinger, og navnlig igjennem den saa berømte 👤Marsilius Ficinus, der satte 👤Platos Skrifter aldeles ved Bibelens Side, og behandlede Christendom som en Mythe. 👤Hjeronymus Savonarola som i 📌Florents vovede at prædike Christendom for Folket, og bestreed mange Vildfarelser, skjøndt han ei holdt sig selv ubesmittet, blev baade hængt og brændt,*1498. og de som med Standhaftighed siden bekjendte Evangelium maatte enten miste Livet eller udvandre, medens Gudsfornægtere, som Sproggranskeren 👤Julius Cæsar Scaliger og 👤Telesius ei alene bleve uanfægtede, men lønnedes med Hæder og Bifald. Først ved det syttende Aarhundredes Begyndelse, indsaae Paver og Fyrster, at deres Troner maatte falde ved slig Oplysning, og nu brændte man ogsaa dem, 182der alt for høirøstet fornægtede Gud og 👤Christus. Man kan heraf slutte at Vantroens Smitte paa den Tid var blevet synlig hos Folket, og dens Herredømme er kun alt for klart. Italienerne kalde det sextende deres gode Aarhundrede, og glimrende er det til visse, som 📌Italiens Ligbegængelse maatte være. Den romerske 👤Rafael malede 👤Jesus saa glandsfuld som han i den forbigangne Andagtstid havde staaet for de Troendes Øine; den mailandske 👤Correggio afprægede de Bodfærdiges Anger i sin Magdalene og stirrede igjennem sine Mariebilleder vemodig paa Tidens Fordærvelse; Malerkæmpen, 👤Mikkel Angelo fra 📌Florents, malede, som hans gamle Landsmænd færdedes, og bygte, som 👤Dante havde digtet, og da denne 👤Savonarolas Ven i 📌Rom afskildrede Dommedagen i frygtelig Skikkelse, kan man sige, at han forgjæves malede et storstilet Bibelblad for sin stokblinde Landsmand, selv Pave 👤Klemens spottede med den Kardinal, der tog sig det nær, at han var afmalet mellem de Fordømte. Man troede at Poesien vilde leve op paa ny, da 👤Ariosts og 👤Tassos Harper klang, og mærkede ikke, at deres saakaldte Heltedigte vare Aandens Svanesange, hvori den kundgjorde at Kjødelighed havde givet den sin Helsot. Hver Stat, ja hartad hver Stad, fik sit Levnetsløb beskrevet, som man skriver Testament over de Døde, thi kun for at rose Fædrenelandet og skyde Skylden for dets 183Undergang paa udvortes Omstændigheder grebe dette Aarhundredes Historieskrivere Pennen. Den Aand som i det 14tende Aarhundrede drev 👤Johan Villani fra 📌Florents til at fremstille sit livfulde Billede af Menneskelivet, og 👤den hellige Antonius til at lede efter Forsynets Spor i Tidernes Gang, var forsvundet; kun i listig Statskunst, 📌Italiens Foster, saae de Historiens Aand og Folkenes Velfærd; og dette Uhyres Fortrolige, 👤Machiavel som har skrevet Florentses Historie, er da ogsaa den Ypperste iblandt dem. Nu vendte Sjælen sig ganske fra det Aandelige og grublede sig træt over det Legemlige, og det var da intet Under at den her opdagede Meget, som den hidtil havde overseet; 👤Galilæi fra 📌Florents blev Folkenes Lærer i Kundskaben om Legemernes Verden, (Physiken) og saavel ved lignende Kundskab, som ved Indsigt i Regning, og i det menneskelige Legems særegne Vilkaar (Medicinen) har mange Italienere, især før 1650, vundet Navnkundighed.

Det andet Land hvor Reformationen kvaldes i Fødselen, eller rettere blev næsten ubekjendt var 📌Spanien, og det uagtet der i 👤Carl den Femtes Dage vare adskillige fornemme Geistlige som yndede 👤Luthers Tale, og uagtet det maatte synes underligt at beskylde Spanierne enten som Franskmænd for Letsindighed eller som Italienere for Fritænkerie og Vellyst. Her er da en af de Gaader i det nyere 📌Europas Krønike som først 184med Tiden, ved et fortroligere Bekjendskab med Menneskets og Folkenes indvortes Vilkaar, kan løses; thi at skyde Skylden paa Inqvisition og Jesuiter seer Man let er kun en Udflugt, hvormed man svarer i Vester naar der spørges i Øster, angiver de udvortes Midler hvormed man væbnede sig mod Indbruddet, men ingenlunde den indvortes Grund til Modstanden, til Anvendelsen og Virksomheden af hine Midler. Saameget kan man imidlertid sige, at Spaniernes Aand er ligesom fremmed for det ny 📌Europas, og underlig østerlandsk, noget vi baade mærke paa Historien, der melder om Blandingen med Phönicer, Alaner, Araber og Maurer, og see paa Folket, Hoffet, Kastevæsenet, ja Noget som man stedse har følt ved at kalde den spanske Aand grandieus eller storladen. At der er en europæisk Tilsætning, det er saa vist som at det romerske Sprog har vundet Herredømmet i det blandede Tungemaal, og ene det burde vel være nok til at bevise Svevers og Vest-Gothers europæiske Herkomst, det giver sig og noksom tilkjende især i den castiliske Adels Historie, men hvor svækket den europæiske Kraftstamme alt var i det ottende Aarhundrede, beviser Saracenernes Indtog i Landet, og var end Roden kraftig nok til mellem Bjergene at give et Skud, som efterhaanden overskyggede Landet og gav Kjøller til at knuse Saracenerens Throne, saa synes det og at have 185været den sidste Kraft der kunde yttre sig gjennemgribende og sømmelig, thi 👤Ferdinand den chatolske, under hvem Morernes Undertvingelse fuldendtes, opløste egenlig de adelige Ridder-Ordener, der ere Udtrykket for Adelstammens Liv, ved at opkaste sig til deres Stormester, og siden har Regjeringen lignet et asiatisk Despotiv, hvor Kriger- og Præste-Kasten delde et uindskrænket Herredømme. I 👤Ferdinands Dage var det at Cardinal 👤Ximenes gav Inqvisitionen eller Kjætter-Retten sin frygtelige spanske Skikkelse, for, som det lød, at hindre de Morer der paa Skrømt lode sig døbe, fra at beholde deres Vantroe, og straffe dem hvis Affald man mærkede. Da nu siden i Reformations-Tiden den aandelige Gjæring ogsaa i 📌Spanien begyndte at yttre sig, blev Inqvisitionen naturligviis et virksomt Redskab til at underkue den, og man er uvis om, enten i de forløbne tre Aarhundreder de fleste Tusinder, den spanske Kiætterret fældte, ere segnede paa Baalet eller i Fængslernes utilgængelige Mørke. Om en anden Ting skulde man mindre være uvis, om nemlig de fleste Offere ere faldne for aandelig eller verdslig Herskesyge; thi vist nok vilde Spanierne i Begyndelsen og under Reformationen i Kiætter-Retten reise et Værn mod Troes-Meninger, men at i de følgende Tider Kiætter-Mageriet kun var en Maske for de meest verdslige Attraaer og Lidenskaber, det er saameget vissere, som In186qvisitionen blev et blot Redskab i Jesuiternes Hænder.

Dette saa bekjendte og berygtede Selskab var en Mellemting af et Munke-Samfund og en geistlig Ridder-Orden, ligesom Stifteren 👤Ignatius Loyola fra 📌Biscaia var Lidt af begge Dele; thi da et Saar gjorde ham uskikket til at fortsætte sin Ungdoms legemlige Kamp mod de Vantro, slog han sig til et Slags Munkeliv, og stiftede Jesuiterne der skulde være verdslige Munke, som de virkelig ogsaa i alle Henseender blev. Hvad Mand 👤Loyola egenlig var, er vel endnu uafgjort, dog synes det som han ikke var sig nogen Strid mod Sandheden bevidst, og at han med sin Orden ingen anden Hensigt havde, end at hverve en Krigshær til Udryddelse af Vantro og hvad han kaldte Kjætterie, men at han intet havde imod at Udryddelsen og saa skedte ved legemlige Vaaben, følger af sig selv, og er nok til, efter Skriften at fordømme hans Anslag. At en saadan Orden med sin hele despotiske Forfatning, som fordrede den meest ubetingede Lydighed mod Foresatte og vilde gjøre Ordenens General til dens almægtige Aand, maatte trives i 📌Spanien, kan man sagtens vide, og til 📌Europas Lykke har den hidindtil aldrig ret kunnet trives udenfor 📌den Pyrenæiske Halvøe, af den klare Grund, at kun en naturlig Aandsliighed og en stærkere Indbildningskraft end de andre europæiske Folke187færd have, var hidtil nødvendig, naar kraftige Sjæle skulde frivillig indgaae i hvad vi kalde Aands-Slaverie og Samvittigheds-Trældom. Først da Ordenen havde tabt sin Aand og besiæledes blot af Verdens-Klogskab, for hvilken alle Farver og Midler ere lige gode, kunde den tildeels indtage 📌Frankerig, men maatte dyrt betale Erobringen, thi der fik den sit Banesaar. Heraf sees, at er det for tidligt at ville forklare det spanske Folkeliv, gjælder det Samme om Jesuitismen, der er dets seneste Yttring, og ved at bedømme den blot efter Lemmernes Idræt i Vanarts-Tiden forhaster og forvilder man sig aabenbar. Imidlertid vil Ordenens Dom neppe vorde mildere ved et nøiere Bekjendskab, thi under sin hele Virksomhed lagde den an paa et Pavedom, mod hvilket det gamle romerske var kun en Skygge, paa et aandeligt Herredømme der omfattede hele Mennesket og Menneske-Slægten, den vilde ikke hindre Menneskets Udvikling men styre den til sit velbehagelige Maal, gjøre alle Tænkende til Jesuiter, og de Øvrige til blinde Redskaber, danne Mysterier i Sacrestiet der skulde udskinne i en beregnet Kirke-Tjeneste og Videnskabelighed, uden dog at aabenbare sig for Andre end de Indviede, og skal man tro Skriften, da kan der ei gives en fordømmeligere og formasteligere Hensigt; thi det er Urettens Hemmelighed, ei aabenbar at bekjæmpe Lyset, men under Ven188skabs Maske see til at lede det gjennem Glas, som ere slebne og farvede til at fremme en falsk og blændende Belysning. Mærkeligt er det med Hensyn paa Natur-Philosophien at det udentvivl var i 📌Spanien de første tydske Stammer udviklede sig og fik i Jesuitismen et philosophisk System uddannet; thi hvordan det end havde sig med Vest-Gotherne, kom Sveverne saavist fra 📌Tydskland, som Romerne længe i Forveien havde fundet dem der, om de imidlertid vare oprindelig tydske er et andet Spørgsmaal der vel hænger sammen med det man maae gjøre om Svabernes Herkomst.

At de philosophiske Tidsrum falde i Folkenes Alderdom, og at Alderdommen just ikke er Kraftens Alder, maae man vel kalde to uimodsigelige Bemærkninger, og har da 📌Spanien i de sidste Aarhundreder havt sit philosophiske Tidsrum, kan vi ikke undres stort over Folkets Kulde og derpaa følgende Dorskhed og Afmagt. Dermed passer det og meget godt, at 📌Spaniens ypperste Historie-Skriver, Jesuiten 👤Mariana; og sidste navnkundige Digtere: 👤Cervantes og 👤Calderoni ere fra det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede; thi det er gamle Folks Skik at fortælle flittelig deres Ungdoms-Bedrifter og Hændelser, og med deres Sang er det gjerne ei synderlig bevendt. Det var da saa ei heller med de sidste spanske Digteres, thi 👤Cervantes Mesterstykke er det pudsige Even189tyr om Ridderen af Mancha, og endskjøndt det nok er troligt at en ikke liden Deel af det Bagvendte i samme Ridders Færd afbilder Træk af den virkelige spanske Riddertid, saa er det ikke desmindre men vel desmere aabenbart, at det er først paa sine gamle Dage, man leer saa hjertelig af Ungdoms Daarligheder der vare indflettede i et daadfuldt Liv, og naar et Folk hvis Aand var netop Ridder-Aanden, beleer den, da gaaer det saa omtrent i Barndom. 👤Calderoni som gjælder, vel ei for den frugtbareste, men dog for den ypperste spanske Dramatiker, havde det paa en anden Maade, og vilde fremstille den forsvundne Riddertid i sin Glands, men skuffer ikke den berømte tydske Oversættelse, da gik det ham som gamle Kudske, der forlyste sig med Skraldet, nu hørde sagtens det og med hos gamle spanske Riddere og Skjalde, som Kæmpeviserne om 👤Cid kan lære, men at slaae Skrald, gaaer det og mesterlig, forslaaer dog ingenlunde til at ride enten Sleipner eller Pegasus vedbørlig, og at det var omtrent forbi med spanske Ryttere alt i de samme Dage, det lærer ikke Navnet blot, som længe har betegnet stædige Pæle, men hele 📌Spaniens Historie. Vel stod det spanske Fodfolk sig endnu i 📌Nederlandene med 👤Alba, 👤Farnese og 👤Spinola i Spidsen, men Ridder-Aanden saae man intet til, det var kun gamle Vaabendragere, som, da Ridderen var falden, gjorde Rustningen i Penge, det gav sig 190noksom tilkjende i Rovgjerrigheden og de idelige Oprør for Sold, men endnu klarere i Trediveaars-Krigen, i hvilken 📌Spanien lærde 📌Europa at kjende sin Afmagt, og til den vil vi nu vende os efter først at have bemærket det sidste stærke Glimt af 📌Spaniens Ridderaand i 👤Philip den Andens Halvbroder 👤Don Juan, under hvis heltemodige Anførsel den tyrkiske Flaade blev ødelagt, som efter 📌Cyperns Erobring higede efter de gamle Saraceners Arv i 📌Europa.

Hiin navnkundige Krig var alt længe forberedet og Jesuiterne befordrede dens Udbrud.

Uagtet Freden til 📌Augsborg, vedblev dog det Uvenskab mellem Partierne, som ei kunde ophøre, førend de bleve enige enten i Tro eller Vantro, og Anledning til Strid kunde da allermindst fattes 📌Tydskland, der vel vilde være eet Legeme, men hvis Lemmer dog vilde raade sig selv. Imidlertid kom Krigens Forvarsel fra samme Land som Reformationens. I 👤Husses Fædreneland havde 👤Luthers Lærdom, som venteligt var, fundet stor Indgang og de Første af 👤Ferdinands Ætmænd tilstode dens Bekjendere store Friheder, men siden bleve disse krænkede, og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede stode de Fare for aldeles at ophæves. Hertug 👤Ferdinand af 📌Steiermark skulde nu tilligemed Keiserværdigheden have 📌Ungerns og 📌Bøhmens Krone, og han var optugtet af Jesuiter i 📌Spanien; deres Mening var vel at opdrage ham til 191en vældig Kæmpe for den katolske Tro; hans egen, at blive ligesaa enevældig i 📌Tydskland og Arvelandene, som hans Frænde var det i 📌Spanien: og Forsynet lod de to Hensigter mødes, for at de skulde sammenvirke til fælles Skibbrud. I 📌Steiermark havde han undertrykt Reformationen og Stændernes Frihed, det samme maatte være hans Agt i 📌Bøhmen, og dette Riges Stænder valgte derfor det protestantiske Forbunds Høvedsmand i 📌Tydskland, Kurfyrst 👤Frederik af 📌Phalts til deres Konge. Hadet imellem Lutheraner og Kalvinister bidrog til at 👤Frederik ingen Understøttelse fandt i 📌Tydskland, og han var ingen Krigsmand; det var derimod hans Frænde, det katolske Forbunds Hoved, Hertug 👤Maximilian af 📌Baiern, og paa 📌det hvide Bjerg ved 📌Prag tabde 👤Frederik baade Hoved og Krone. Nu saae man, at Bøhmerne havde for 100 Aar siden spillet deres Rolle, og at denne Opstand kun var et Krampetræk i Dødstimen: Alt underkastede sig, 👤Ferdinand blev enevældig, mange Tusinde henrettedes, 30,000 Familier fordreves. Nu vendte 👤Ferdinand sine seierrige Vaaben mod de mindre protestantiske Samfund, for ved deres Fald at forberede de Størres Undergang. Disse, saasom 📌Saxen og 📌Brandenborg, vare blinde og rædde nok til at sidde stille, og 📌den nedersaxiske Kreds vidste ingen Anden at søge paa Haand end 📌Dannemarks 👤Christian den Fjerde.

192Ved Reformationen var 📌Dannemark øiensynlig ogsaa som Stat blevet oplivet, en naturlig Følge af, at Adelen som var Sjælen i Stats-Legemet for en stor Deel ganske alvorlig fornyede sig i Christendommens Aand og vandt derved baade Lyst og Kraft til at understøtte og styre Fædrenelandet. Saaledes udgav Adelen under 👤Christian den Tredie frivillig Femtende-Delen af sin Formue til Stats-Gjeldens Afbetaling, og under 👤Frederik den Anden da Landet hjemsøgdes med Krig, savnedes hverken i Mark eller Kamre Adelsmænd, der vare voxne op villige til Kongens Tjeneste og Rigens Bestilling. Rentekamret, som Financeriet dengang kaldtes, stod næsten altid i 📌Dannemark paa svage Fødder, tildeels for den runde Haands Skyld der for det meste var arvelig hos de Oldenborgske Gævinger som hos deres Mødrenefolk, de gamle Skjoldunger, og tit mislønnedes i de nyere Tider, da den gavmilde Renteregning ei heller saa godt kan holde Stik som i hine, da Rettens Pleie kun kostede Kongen lidt Hovedbrud og Folket den Umage at vælte de Stene til Things, der vel vare store, men dog ei nær saa svare at løfte, som de der siden fandtes paa Rettens Vei, da al Kongens Indtægt var reen Indkomst, og Krigen betalt med Ringene, Guldets Hader uddeelde til Kæmper paa Bænk. Imidlertid traf det sig saa vel at under den svenske Krig fik Rentekamret sin gode Regnemester 👤Peer Oxe igjen, da havde Hæren i 193📌Sverrig ei længere Mangel paa Bøsser, paa Sold eller Brød, en Høvedsmand havde den i 👤Daniel Rantzau som feilede hverken for Vid, for Mod eller Manddom, og at der var mangen baade Ridder og Svend som frygtede Gud og spottede Døden, det blev fornemmelig aabenbart paa den store Dag ved 📌Svarteraa, hvor 📌Dannemarks Adel vel udgjød sit Hjerteblod for Konge og Fædreneland, men ei skulde Svensken sige at han nedtraadte dens Liig, thi blev der end flere tilovers af hans fem og tyve Tusinder end af 📌Dannemarks fire, saa blev dog kuns derved fleer til at flye og Færre til at forfølge den herlige Seier, som har i Krøniken præntet med Adelsblod den uudslettelige Sandhed, at Kronerne ikke men Hjerterne er hvad den maatte vinde som skulde kunne prale med 📌Dannemarks Vaaben.

At ogsaa boglig Kunst i de samme Dage holdtes i Ære og dreves med Iver og Held, det kan man vel vide, og det lader sig slet ikke nægte, thi Frugterne vidne om Træets Grøde. Fiorten Aar efter hin store Rigsdag udkom den hele Bibel paa Dansk og dermed kan man sige at 👤Christian og de danske Evangelister herlig kronede deres Værk og sluttede omtrent deres Bane; i de følgende ti Aar hensov de Fleste med Kongen, og en anden Slægt kom til at raade saavel i Aanden som paa Tronen. Det var Børnene af Ordets Kæmper, det seer man paa 👤Tyge Brade 194og paa 👤Anders Vedel, saavel som paa Heltene ved 📌Svarteraa, Kraft var deres Arv, Kæmpe-Bedrift deres Hjertens Attraae.

Det var 1573 at den nye Stierne lod sig tilsyne over 📌Dannemark der ei var mindre mærkelig end den der Aaret forud havde viist sig, og givet Anledning til 👤Tyge Brades første Bog, og tre Aar efter, da han havde i Sinde at forlade sit Fædreneland, holdt Kongen ham tilbage med Øen 📌Hveen, og stræbde siden saaledes at fængsle ham i 📌Sundet med Gunst og Gave, at aldrig er vel nogen Videnskabs-Mand blevet saa kongelig understøttet og opmuntret. Nu reiste sig 📌Uraniborg og 📌Stjerneborg over Bølgerne, og det danske Vidunders Priis udspredte sig vidt over Landene, ei blot ved Bøger og Breve, men ved kongelige og fyrstelige Personer, som havde været hans Gjæster og hans Storheds Øienvidner. Imidlertid døde 👤Frederik den Anden, men det synes i alle Maader som 👤Anders Vedel havde Ret i hvad han i sin Liigtale sagde, at Omstændigheder forkortede hans Dage; thi under Sønnens Mindre-Aarighed blev hans Aand ved at herske i Cantsleren 👤Niels Kaas, og 👤Brade fik Alt hvad han pegede paa; først med den mandvoxne 👤Christian kom en anden Aand paa Thronen 1598, med lavere Flugt men vissere Syn, en kongelig Aand, som ei kunde lide, at en Undersaat, fordi han var klog paa Himmelens Løb, vilde ligesom dele 📌Dannemarks 195Høisæde med ham, kostede Landet hvad han vilde bruge til Borge og Snekker, udsugede Kronens Bønder, lod sin Kirke forfalde og sin Præst sanke Smuler ved Tjenestefolkenes Bord. Da nu Kongen opsagde 👤Brade hans norske Lehn og stævnede ham i Rette at svare for 📌Hveen, da uddrog han fortrydelig af Landet, sendte Kongen et Afskeedsbrev med knubbede Ord som fandt Svar i Skoven, og tog saa Tjeneste hos Kong 👤Rudolf i 📌Prag hvor han døde omtrent med det sextende Aarhundrede.*1601. Hvor stor hans Forstand var paa Himmelens Løb maae vel Fremtiden vise, thi endnu er hans Mester ikke opstanden, og at hans Lærlinger har befalet Solen at staae og Jorden at løbe baade i Øster og Vester efter deres Hoved, viser vel hvor de have deres, men ingenlunde hvor han havde sin Forstand. Det viiste han derimod selv ved den Kugle han saa kunstig indrettede, at den i sin Dreining afbildede Himmelens Løb som det stod ham for Øie, og var den ikke brændt 1728, vilde det udentvivl have kostet det attende Aarhundredes Astronomer lidt Hovedbrud ikke allene at forstaae men at standse den, og frembringe et Modstykke der kunde efterligne Jordens Løb i deres Hjerne; nemmere maatte det vist være for en stjernekyndig Mand, af 👤Tyges Bøger at gjenføde dens Billede, og lade det udføre af vore Dages behændige Kunstnere, og det var kanskee en Idræt, der vilde fremme Videnskaben meer end 196alle Iagttagelser og Beregninger der foretages med den Fordom, at den copernicanske Gjætning, som 👤Brade kjendte og forskjød, sikkert ikke af religiøs Betænkelighed, nødvendig maae være ufeilbar, fordi den modsiger Bibelens Ord, sund Sands og hver Mands Øie, som om man virkelig kunde takke sin Forstand for hvad man med blind Kulsviertroe antager, ei engang paa de største eller de fleste, men paa de sidste Stjerne-Kigeres blotte Forsikkring.

At 👤Brade forlod 📌Danmark gjorde vel ingen synderlig Forskjel, og i al Fald var der vel Intet tabt ved at Taarnet som stak i Skye baade legemlig og aandelig nedsank, thi det er ikke der 📌Dannemark skal søge sin Odel, eller i Stjernerne det skal lære sine Vilkaar og Viisdom, thi det er i Historien, men ved at betragte dens Skjebne see vi klart at den nye Aand vilde ei alene holde sig ved Jorden, men ved Øieblikket. 👤Anders Vedel er, som sagt, den Fuldmægtig Historien havde i 👤Frederik den Andens Dage, og en bedre havde den ingensteds paa den Tid, med ægte Haandskrift beviiste han sin Fuldmagt, med Varme, Kraft og Forstand talde han hendes Sag, og fandt aabne Øren enstund hos Konge og Adel, men da han paa kostelig Dansk havde udlagt 👤Saxos den latinske Sprogmesters Krønike om Fædrenelandet, tog han Afskeed fra Hove, hvor han havde været Præst, og det staaer nu for os som et Tegn paa at derved var nu saagodt som Intet 197videre at gjøre. Vel blev ham forundt et Kanikdom i 📌Ribe og Historiographs Bestilling, men Alt hvad han fik udgivet var Kæmpeviserne og Fortalen til Dannemarks Krønike, som vel tillige er det passeligste Navn paa alt hans historiske Arbeide; da 👤Niels Kaas, den herlige, Gud og Bogen med Liv og Sjæl hengivne Dannemand, var død, blev baade Kannikdom, Bestilling og Haandskrifter 👤Vedel fratagne for at overantvordes til en Politicus: 👤Niels Krag, hvis historiske Mesterstykke er den latinske tørre, langtrukne Aarbog over 👤Christian den Tredies Regjering, som 👤Stephanius siden fortsatte og 👤Gram udgav. Sine Indkomster fik 👤Vedel igjen, men ei sin Bestilling, og det vilde ei heller hjulpet, thi man seer godt at han ingen Historie kunde skrive, fordi han vilde fælde en Skilsmissedom mellem Fabel og reen Historie, som hverken han eller Tidsalderen formaaede, han vilde ikke nøies med hvad han kunde gjort, lade 👤Saxos Krønike staae ved sit Værd, og fortsætte den i al Ærlighed og Eenfoldighed, men nænde dog ikke heller at bortkaste Alt hvad han ikke begreb. Stod nu selv hans Forstand stille i Historien, da var det intet Under, at det gik Læserne end værre end Forfatteren, og de lagde snart Bogen paa Hylden. Kun eengang, medens han endnu levede,*1610. blev hans fordanskede Saxo atter oplagt, og tre Aar før hans Død*døde 1616. udkom den sidste af de 6 om ikke 10 Udgaver, 198Riimkrøniken i lidt over et Aarhundrede havde oplevet. Imidlertid havde Historieskrivningen efter 👤Krags Død været i de to allerforskjelligste Mænds Hænder: i 👤Jens Hveenboes (👤Venusins) som Intet troede og Intet gjorde, og efter nogle Aars Raadvildhed, i Skaaningen 👤Klaus Lyschanders, der ikke kunde finde saa mange Fabler at han jo længdes efter flere, og brugde saa lang Tid til at udspile de danske Kongers Slægt-Register mod alle Verdens Hjørner, at han ikke heller fik meer end Fortalen færdig til deres Historie, hvilken han ellers nok havde været Mand for at beskrive smukt, thi han havde en livlig Indbildningskraft og Sproget til Tjeneste, som man især kan see af hans Riim, blandt hvilke det om 📌Grønland er ypperligt. Efter 👤Lyschanders Død*1623. opgav man reent Tanken om en dansk Historie, som da alt forud var gjort til Bisag, da man udnævnede Hollænderen 👤Pontanus, født i Helsingøer, til Rigets latinske Historiograph, til hvilket Navn han paa en nem Maade svarede, ved at oversætte en dansk Bog paa Latin. Denne Bog var 👤Arild Hvitfelds Krønike, som viser hvad det var den danske Adel i Slutningen af det sextende Aarhundrede forstod ved en Rigskrønike, nemlig en Fortegnelse over de gamle Konger med en udførlig Udskrift af Rigets Brevskaber, og Antegnelser i Bredden om hvad andet Mærkværdigt der havde tildraget sig paa Himmelen og paa Jorden. 199Siden blev en indfødt Hollænder, den velbelæste 👤Meursius, indkaldt til Krønikens Bedste, og sammenskrev, som til 👤Grams Anmærkninger, nok en latinsk Historie. Bedre Gavn gjorde 👤Stephanius den Yngre som var Historiograph da 👤Fjerde Christian døde, thi han foranstaltede den første og sidste i 📌Dannemark trykde Udgave af Saxos Bog, men det ene med det andet viiste, at de danske Adelsmænd og Lærde havde mistet deres historiske Aand, ja det viser intet tydeligere end 👤Stephanii vidtløftige Anmærkninger til 👤Saxo, som for det meste er Ordkløverie og Ordkram, hvor man endog forgjæves søger Meningen af mørke Ord og Vendinger oplyst.

Saaledes see vi, at det er kun i den første Menneske-Alder af 👤Christian den Fjerdes Regjering, og som altsaa omtrent endes med 1625 eller den tydske Krigs Begyndelse, at der endnu, skjøndt i stærk Aftagende, spores nogen Varme for dansk Sprog og Historie i Forening, og at denne Varme baade i det Hele er 📌Dannemarks Livsaande, og øiensynlig var det eneste aandelige Baand der sammenknyttede Adels-Slægterne med hinanden, med Konge og Fædreneland, kan ikke vel nægtes. At nu Følgen af denne Kulde og Brøst maatte være Uenighed og Afmagt, er ligesaavist, som at derved rimeligviis Landets Sønderrivelse og Trældom beredtes.

Selv var 👤Christian en Kongeaand med et lyst Hoved og et Kæmpe-Hjerte, som vilde raade 200sig selv i alle verdslige Ting, og holdt det for sin høieste Ære med utrættelig Flid og klog Standhaftighed at besørge Alt hvad der syndes ham tjenligt til Rigets Bedste, for Kronens Værdighed og til Befordring af god Orden og Skik i alle Dele. Da nu imidlertid Skinnet saa ofte bedrager, og da det er med Øieblikket, som med Alt hvad der sees enkelt, at det maae bedrage Enhver, der vil gribe det uden at begribe det i sin Forbindelse, er det slet ikke forunderligt, at 👤Christian med sine store Evner, sin utrættelige Virksomhed, og sit klare Øie for det Enkelte, dog i det Hele intet Stort udrettede, undtagen i store, afgjørende Øieblikke, der fordre udeelt Opmærksomhed og Anstrængelse for at benyttes; snarere maatte man undre sig over, at han ikke netop ved sin omfattende Virksomhed forvirrede Alt, Noget der let kan skee, naar et lyst Hoved stoler paa sin Skarpsindighed og styres dog af et Hjerte der let følger Øieblikkets Indtryk, ei heller pleier Hjulene i noget Drivværk at baade ved en Kæmpehaand der vil rette hvert efter sit Hoved, og endelig pleier den adspredte Smaasyslen at udtømme Kraften og hindre Fatningen i afgjørende Øieblikke. At dette imidlertid ikke skedte, kom deraf, at 👤Christian virkelig var et opvakt Hoved, der kunde befatte sig med Smaating uden at glemme de Større, og fordi han i sin Christendom havde en Raadgiver, han vel ikke stedse fulgte, men dog holdt i Ære, og en 201Støtte hvortil han i alle afgjørende Øieblikke trøstig kunde hælde sig. Det er da intet Under at han forstod vel at anføre en Hær, men kun maadelig at føre Krig, hvor det gjaldt om udregnede, sammenhængende Planer, og at man ikke veed om man skal studse meest over den Uforsigtighed, hvormed han satte Liv og Land paa Spil, eller den Fatning hvormed han bar uventede Vanheld.

Denne Konge var det, som under saadanne Omstændigheder udvalgdes til Høvedsmand af 📌den Nedersachsiske Kreds, og efter et Mellemrum af 400 Aar skulde da nu atter en dansk Konge drages om Reeb og Roes med den Romerske Keiser. Udsigterne vare ikke de bedste, thi Catholikernes Høvdinger, den baierske 👤Tilly og den bøhmiske 👤Vallenstein vare haarde Halse for hvis Haand og Hevn Folk og Fyrster bævede og saavel i Snedighed som Krigserfaring vare de 👤Christian vidt overlegne, hans Regjerings første Menneskealder var omme, og en ny begyndte i hvilken afmægtig Trods og lav Egennytte bemestrede sig 📌Dannemarks Adel, saa fra den ingen kraftig Bistand var at vente, og Kongen skulde da føre Krigen blot som Hertug af 📌Holsteen, meest med fremmede Tropper og fremmede Penge. Vel stolede han paa Sagens Retfærdighed og den Almægtiges Bistand, men uden synderlig Føie, thi, alt Andet fraregnet, maa det synes, at han greb til Vaaben knap saameget af 202Kjærlighed til sine fortrykte evangeliske Brødre, som af Lyst til i 📌Tydskland at vinde Ære og Indflydelse, og af Frygt for at disse Ting ellers vilde tilfalde den kjække, svenske Nabokonge. Nær havde Døden gjort Ende paa hans Feldttog før det vel var begyndt, da han efter et Fald fra 📌 Hamelns Volde blev optaget som livløs, men hans Bane var endnu ikke endt, afdandset havde han paa Roser, men Tornene vare tilbage, og til at vandre paa dem opvaagnede han atter. Istedenfor, efter den krigskloge 👤Gustav Adolphs Raad, at stile efter et vist Maal i Fjendens Land, og stræbe dertil med alle sine Strids-Kræfter i Samling, fæstede han Øie paa enkelte vigtige Pladser, deelde sin Hær, gav Fjenden Tid til at forstærke sig og Vennerne til at forsage, tilsidesatte endelig Klogskabs Raad for Ridder-Ære, og vovede ubetimelig det bekjendte Slag med 👤Tilly ved 📌Lutter i 📌Brunsvig. Det var den syttende August efter gammel Stiil 1626 at dette Slag stod, der ei alene er mærkværdigt i 📌Tydsklands men endnu mere i 📌Dannemarks Historie, thi paa denne Dag skreves med Helteblod Skilsmisse-Brevet mellem to lange og vigtige Tidsrum, Skilsmisse-Brevet mellem 📌Dannemark og dets hardtad hundredaarige Lykke, der nu vendte sig, og lod Riget synke Trin for Trin fra en ærefuld Høide til en Ubetydelighed i Verdens Øine. Det var som om 👤Christian følde at paa denne Dag kastedes 203Terningen mellem Rosenkrands og Tornekrone for 📌Dannemarks Hoved, thi han fordobblede sit Løvemod og stod selv for 👤Tillys Øine som en af de Halvguder Oldtidens Skjalde besynge, nær havde han tilvristet sig Seieren, men Lodden var kastet, hardtad ene tilsidst paa den liigbedækkede Valplads maatte han vige, sige sin Lykke og Vælde det tunge Farvel. Størst er en Christen altid i Modgang, og det var 👤Christian ogsaa, hans Mod var urokket og hans Haab usvækket, men skammelig svigtede hans tydske Bundsforvandte, den engelske Pengehjelp udeblev, 👤Tilly og 👤Vallenstein forenede sig, der blev i 📌Holsteen ikke Tid til at følge den graahærdede 👤Geert Rantzaus heltemodige Opraab der lød som en Stemme fra de Fædres Grave i hvilke han saagodtsom med Ordet paa Læberne sank, i 📌Holsteens Hertug havde Kongen og 📌Dannemark som sædvanlig en hemmelig Fjende, og 👤Christian saae eller troede sig nødsaget til at flygte til 📌Øerne. De Keiserlige oversvømmede nu 📌Hertugdømmene og 📌Nørre-Jylland, kun 📌Glückstad trodsede dem paa 📌Elvens Bred og 👤Christian paa sine Snekker. Det kom da til Freds-Forhandling i 📌Lybek, meest fordi 📌Dannemarks Adel vilde Intet vide af deres Konges Krig at sige, de Keiserlige Sendebud studsede ved at høre et Sprog af 📌Dannemarks Konge, som om Seieren var endnu aldeles uafgjort, de saae ham, som ingen Vaaben-Stilstand kjendte uden Fred, at 204stille sig modig mellem de jydske Besætninger og Hærene bag 📌Elben, og de gav Slip paa alle Erobringer, men love maatte han ei meer med væbnet Haand at blande sig i 📌Tydsklands Anliggender.*1629.

Nu syndes det forvist som om baade Jesuiterne og 👤Ferdinand skulde naae deres Maal, men de naaede kun deres Skranke. Overmodig udskiftede 👤Ferdinand Rigslande som sit Arvegods, Catholikerne jublede over hvad de kaldte Kiætteriets Undergang; 👤Wallenstein, ophøiet til Hertug af 📌Friedland og forlehnet med 📌Meklenborg, trodsede Alt, og syndes uovervindelig, dyrt maatte feige og falske Fyrster betale Keiserens Venskab, Kirke og Rige sukkede afmægtig i Lænker, og Retten syndes at være indsveiset i Spydstagens Od, men Herren regjerer, Stormvinde og brusende Bølger udrette Hans Bud, tugte og prøve Hans Børn, men lægge sig, naar Han vinker, Jordens Tyranner er hans Vredes Riis og blomstre i de Retfærdiges Blod, men brydes ved Hans Miskundheds Aande; naar Han opstaaer, maae Hans Fjender adspredes som Avner for Vinden, de smelte som Vox for Ild, for den ganske Jords Herres Ansigt. Det fik man at see, der Han uddrog sit Sværd af Balgen, og kaldte ad Kongen i det høie 📌Norden, udsendte sine Hære med 👤Gustav Adolph den store, den ædle, den kloge, den kraftfulde 📌Sverriges Drot.

205Et tykt, og som det maa synes uigjennemtrængeligt, Mørke ruger over 📌Sverrigs Oldtid, thi hverken i Sagn eller Sang har den reist sig en mælende Bautasteen, men saa vidunderlig er Alt beskikket, at Mørket maae for Sandheds Øie ligesom kaste Lys paa sig selv, thi Savnet af aandelige Mindes-Mærker er et høirøstet Vidnesbyrd om en aandelig umælende Tid, om et sandseligt Folk der søgde deres Arv og Deel i Verden og det nærværende Øieblik, ubekymrede om Fædrene og ligegyldige for Efterslægten. Imidlertid vise de Lysglimt som fra 📌Dannemarks og 📌Norges Krønike ligesom indlyne i det svenske Mørke, at vi vel maae gjøre Forskjel paa de egenlig Svenske (Up-Svier) og Gotherne, om vi end ikke formaae at drage nogen skarp Grændselinie mellem deres forrige Bopæle og Idrætter. Kaste vi saaledes Øiet paa hvad der endnu kaldes de svenske Gothlande da synes saavel Navne som Beliggenhed at hentyde paa en Indvandring fra Østen og Nordost, hvorved Gotherne ere deels sprængte til Siderne, deels nedtrykte mod Syden, og vi finde i de Norske Sagn om Odin og Yngve-Slægten ikke utydelige Spor af en saadan, thi de begynde med at tale om Asamanden Odin og hans Nedsættelse i 📌Upland, med Tilladelse af en Kong Gylfe, der beundrede hans Klogskab, men synes med samt sin Æt at have maattet undgjælde sin Daarlighed. Vel lade de Norske Sagn Odin komme fra 📌Fyen, (Fion) 206men Navnenes Lighed og Sagnet om en Odin i 📌Fyen, som vi kiende fra 👤Saxo, turde vel her have forvildet Skjalden, saa hans Fion er 📌Finland, thi derpaa hentyder Alt, saavel Odins Hjem, som Gylfes Reise, 📌Birkas og 📌Upsals Beliggenhed og de følgende Ynglingers Færd for at finde Asgaard. At der fra Arilds Tid har været Uvenskab og Tvedragt mellem Svenske og Gother er aabenbart, og bekræftes mærkelig ved det Angelsachsiske Heltedigt om Gothen Bjovulf, hvis Vilfinger (de norske Sagns Ylfinger) vel turde være Gylfinger, men om denne Tvekamp har, som rimeligt kunde være, foraarsaget en Gothisk Udvandring, og hvorvidt de gothiske Sagn hos 👤Jornandes, og endeel af vore Kæmpeviser, især de om Birtingsborg og 👤Didrik af Bern, have hjemme i 📌Sverrigs Gothlande, maae vi vel endnu lade staae ved sit Værd. At Gotherne under Kampen med de Svenske, og ventelig fra Arelds Tid, have sluttet sig til 📌Dannemark, derom vidner mangt et Sagn hos 👤Saxo, og den unægtelige Omstændighed at 📌Syd-Gothland er fra umindelige Tider regnet til 📌Dannemarks Rige. Af 👤Snorro lære vi at Ynglinge-Rækken paa 📌Upsals Throne sluttedes med en Ingild Ildraade, som stjal Livet af syv Under-Konger og deriblandt Vestgothernes Konge, men Østgothernes kunde han hverken tvinge eller besnære, og den Skaanske Throne maatte han søge at undergrave ved sin Datters Aase Ildraades 207Haand, som han rakde Skjoldungen Kong Gudrod, og som virkelig vendte tilbage besudlet med Gudrods og hans Broder Haldans Blod, men Haldans Søn, Ivar, fordrede Hevn, Ingild og Aase indebrændte sig selv, og en Skjoldung arvede ei blot 📌Upsals Herlighed men og sin Formands ugudelige Trædskhed. Halv med den og halv med Vaaben skal han have omspændt baade 📌Sverrig og 📌Dannemark, og Tilnavnet Vidfadme betegner det Vide saavel i hans Samvittighed som i hans Herredømme, men endnu mere fyndig udtrykkes dette ved Benævnelsen Midgards-Orm, som i et Oldsagn gives ham. Ved denne Leilighed er vel 📌Østgothland først blevet forenet med 📌Sverrig, men har dog siden endnu engang havt særskilte Konger. Ivar døde sønneløs, og siden skiftedes 📌Sverrig og 📌Dannemark under Harald Hyldetand, Sigurd Ring og Regner Lodbrog, til at regjere hinanden, men her slukkes de gamle Lysglimt i Krøniken som i Folkene, thi den forvirrede Tid i det niende og endeel af det tiende Aarhundrede har i 📌Dannemarks Krønike kun efterladt sig svage og tvetydige Spor, der ei engang afbilde 📌Dannemarks end sige Naborigets Færd og Hændelser, og de Norske Sagn om dette Tidsrum ere ligesom fængslede af de Indenrigs-Omvæltninger, saa de endnu sparsommere oplyse 📌Sverrigs end 📌Dannemarks Historie. Vel have vi i Ansgars Levnet et kosteligt Brudstykke, men det er endnu 208ikke lykkedes at forene det enten med danske eller norske Sagn, og dets Brugbarhed i denne Henseende indskrænker sig da endnu til en sandfærdig Beretning om Christendommens tidlige Forkyndelse blandt Østgotherne, og Træk af svenske Sæder og svensk Tænkemaade, der fuldelig passe i det Skygge-Billede saavel Oldtids Sagn, som senere Beretninger udkaste. 👤Oluf Skød-Konning der regjerede ved det ellevte Aarhundredes Begyndelse kaldes den første christne Konge, men neppe kan han have været den første døbte, ei heller kan man fra hans Dage ansee 📌Sverrig for christnet, thi ikke alene lærer 👤Snorro os hvor mægtig og høirøstet selv ved Hoffet Hedenskabet var i hans Dage, men vi veed at først efter at hans Mandslinie var uddød, blev under Gothen 👤Steenkils Søn 👤Inge, i Slutningen af Aarhundredet, 📌Upsals Afgudshuus forstyrret, og det ei uden stor Modstand af Up-Svenskerne, som fordreve 👤Inge og satte den afgudiske 👤Blot-Svend paa Thronen, ja selv efter hans Fald og efter et 30aarigt Mellemrum stræbde hans Søn: Erik Aarsal paa Ny at opfriske Afguds-Dyrkelsen. Vel strandede hans Anslag paa Vestgothernes Modstand, men dog er det først fra 👤Hellig Eriks Tid, som døde 1160 at man kan regne den chatolske Gudstjenestes Seier i Landet. Hiin 📌Sverrigs ældste Helgen, 👤Erik Jedvarsen, af ubekjendt, og som det synes ringe Herkomst havde til Medbeiler 👤Sverke, der 209skal have været Erik Arsals Søn, og 👤Sverkers Søn 👤Karl, som efter 👤Eriks Mord blev Konge, og nu skiftedes næsten i hundrede Aar 👤Hellig Eriks og 👤Sverkers Afkom til at bestige Thronen paa hinandens Liig. Efterat have ladt og udøst Strømme af Blod uddøde Helgen-Slægtens Mandslinie med 👤Erik den Lamme og Læspende,*1250. men skjøndt 👤Blot-Svends Stamme alt før havde blødt sig ihjel, havde 👤Erik dog alt for sin Død et par Gange maattet rømme Thronen, da en ny Slægt, de mægtige Folkunger, paa Mødrene-Side den danske Kong 👤Knud den Helliges Afkom, efter gammel Skik med Sværdet, beilede til Kronen, og kjøbde et Øiebliks Høisæde med Meeneed og Liv. Efter 👤Eriks Død satte Kæmpen 👤Iver Blaa et Barn paa Thronen, nemlig 👤Valdemar en Søn af 👤Eriks Datter og Østgothen 👤Børge Jarl af 📌Bjelbo, hvem de Nyere, skjøndt uden Medhold af de ældre Krøniker, ogsaa kalde en Folkung. Vist er det i al Fald at 👤Børge ved troløst Forræderie ryddede de navnkundigste Folkunger af Veien, men rigtig nok afbeviser det ikke Frændskabet, thi faa Slægter have saaledes raset mod sig selv som 👤Børges. Kun ved at støde sin Broder fra Thronen besteeg hans yngre Søn, den uforskyldt berømte 👤Magnus Ladelaas, samme, og holdt sig kun i Sædet ved Hjelp af danske Krigsfolk og ved sin svigefulde Behændighed i at aarelade de endnu mægtige og opsætsige Folkunger. Hans Søn 👤Børge var det som kap210pedes i Forræderie med sine Brødre 👤Erik og 👤Valdemar, og blev tilsidst deres Mester, da han greb dem som sine Gjæster, og lod dem døe af Sult i 📌Nykøpings Fange-Taarn.*1317. For denne Ugjerning maatte hans Søn bøde med Livet, da han, mod Tro og Love halshuggedes i det Barns Navn der nu sad paa Thronen. Barnet var en Søn af Hertug 👤Erik, og den norske Kong 👤Hagens Datter, og blev siden noksom bekjendt under Navnet 👤Magnus Smek. Med ham uddøde 👤Børgis mandlige Afkom i 📌Sverrig, thi Sønnen 👤Erik blev i Forveien forgivet af sin egen Moder, men for Regjeringens Byrde havde Svenskerne med Drosten 👤Bo Jonson i Spidsen i Tide lettet 👤Magnus, og paataget sig den selv, medens de kaldte hans Systersøn 👤Albrekt af Meklenborg deres Konge.*1386. Efter 👤Bo Jonsons Død vilde Tydskerne raade, og det baade uden Kraft og Forstand, men de svenske Herrer vilde raade sig selv og gjorde Opstand. Det syndes imidlertid som Ingen af dem havde Lyst til at gribe sig til Blods efter Skyggen som man kaldte 📌Sverrigs Krone; thi de enedes om at tilbyde 📌Dannemarks Kongedatter 👤Margrethe, Enken efter den svenske 👤Hagen Magnussen, det farlige Smykke. Enten hun nu virkelig tog det uægte Glimmer for Guld, eller 👤Albrekt selv nødte hende til at drage Sværd, saa drog hun det, fangede 👤Albrekt, tog imod Kronen, og lod omsonst alle tre nordiske Rigers Raad 1397 besværge en evig Forening, der var 211saa rimelig, som en Forening mellem Ild og Vand. Den i 📌Dannemark og 📌Norge saa elskede Dronnings Eftermæle lyder i 📌Sverrig omtrent som hendes Eftermands 👤Erik Pommers og paa saare faa nær, alle svenske Kongers; thi intet Folk har saaledes i en Række af Aarhundreder, udmærket sig ved Lovtaler over deres nærværende, og Hudflettelse af deres fremfarne Konger og Forfatninger som det svenske. Det lønner da ingenlunde Umagen at undersøge de høirøstede Klager over Fælles-Kongerne, og det saameget mindre, som de tilhørde en ynkelig Tid, i hvilken Aand var sielden og Gudsfrygt et hardtad utroligt Særsyn, da Pomerinkens Usselhed og 👤Christian den Andens troløse Grumhed ei kan forbause, og maa ligelidt undskyldes af sandhedskjærlige Mænd, hvad Folkefærd de saa end høre til. Naar Svenskerne derimod skjælde alle Fælles-Kongerne ud for Uhyrer i deres Tid, og kalde Fælledsskabet 📌Sverrigs Ulykke, da lyve de mod Historien som vidner at paa een nær vare alle hine slidsindede og ret godmodige Gemytter, ja viser unægtelig i alle de Mellemrum, da 📌Sverrig skildte sig fra Samfundet, hvor Ulykken havde sin Rod, i det Sindelag nemlig der herskede, i den blodige Oprørs og Tvedragts Aand af hvilken Bonder og Oxenstjerner, Pukker og Sturer, og hvo kan tælle de Slægter, vare besatte, og naar 📌Sverrigs egen Krønike melder, at da Landets 212vældige Befrier, en af de meest uegennyttige svenske Helte, Dalekarlen 👤Engelbret paa den skammeligste Maade var dræbt, udgik der Brev og Bud over det ganske Rige,*1436. at Ingen maatte fortale end sige skade hans lumske, nederdrægtige Morder, 👤Morten Bentson, og naar den viser at Folket, ellers let nok til at fare i Harnisk, lod Heltens Død uhevnet, da har den høitidelig fritaget Fælles-Kongerne fra alt Ansvar for sin Domstol.

Under Dal-Høvdingen 👤Gustav Vasa blev som sagt, 📌Sverrig atter hvad man kalder et selvstændigt Rige, men Oprørs-Ilden var derfor ingenlunde udslukt, og kunde saavel i hans som hans Efterfølgeres Dage for det meste kun dæmpes med Blod, det er, med en Olie, der tænder meer end den slukker. End var derfor Thronen hardtad lige slibrig af det idelige Blodbad, og dets Damp synes at have fordærvet Luften i 📌Stokholms som før i 📌Upsals Kongeborg, thi ingen Slægt har endnu længere end til tredie Mand holdt Livet derinde. 👤Gustavs ældste Søn, 👤Erik, var en afsindig Bøddel, der med egen Haand dræbde Folk i Snesetal, og lod Adelsmænd især af den navnkundige Stureslægte henrette paa Slump, sin Broder 👤Johan lod han dømme til Døde, men lod ham dog siden løs til sin egen Straf, thi 👤Johan afsatte ham og forkortede hans Fangenskabs Dage med Forgift. 👤Gustavs tredie Søn 👤Carl havde havt Deelagtig213hed i Opstanden, men 👤Johan vilde ingen unde ham i Byttet, og medens Brodertvist tilligemed Kongens chatolske Messebog forstyrrede Roligheden, var der et adeligt Partie som pønsede paa at rydde hele Vasa-Slægten af Veien. Efter 👤Johans Død gav Sønnen 👤Sigismunds Papisterie Hertugen en ønskelig Anledning til at gribe efter Kronen, og Grebet lykkedes, men kun med et blodigt Sværd kunde han i Marken og paa Retterstedet beskjærme den mod 👤Sigismund som var Konge i 📌Polen, og mod stridige Adelsmænd, og dette Sværd draget paa eengang mod 📌Polen, 📌Rusland og 📌Dannemark, var Arvegodset han efterlod sin Søn, hin Vasa-Slægtens Trediemand, paa Mødrene-Side af dansk Kongeblod, 👤Gustav Adolph den Eneste, som ombyttede Sværdet indenlands med en Oliegreen, og farvede det selv udenlands helst i Barbarers og Røveres Blod, men før vi følge ham paa Tog, maae vi kaste et Blik paa 📌Sverrigs Aand saaledes som den til hans Dage havde yttret sig i Kirke og Bog.

Et Særsyn maatte det være hvis Svenskerne, der i deres udvortes Færd, som vi have seet, opbød deres hele Kraft for Guld og verdsligt Herredom, og sænkede sig i det nærværende Øieblik, uagtet de saae, at det som en blodig Bølge opslugde sit Bytte, dersom det Folk havde udmærket sig ved Høisang eller Dybsind, eller i det Hele ved ægte Videnskabelighed, men det er et 214af de Særsyn, hvorom der vel kan drømmes og ymtes, men som aldrig kan møde et vaaget Øie. Det er alt anmærket at Svenskerne ere blottede for Oldsagn om deres egne Fædre, og saavist som det er at Sagn maa gaa forud for Skrift, at Krøniken er al Videnskabeligheds Grundvold og Indhold, og at hvem der glemmer selv Fædrenes Levnet, kommer end mindre de andre Folkefærds ihu, saa vist var det umuligt, at de nyere Svenske kunde oprette de Ældres Forsømmelse. Hvorvidt den Mængde af Runestene, hvormed især Uplænderne, fortrolige med Slægtens Glemsomhed, synes at have forskandset deres Navne, kan hjelpe os til at opklare den svenske Oldtid er endnu uafgjort, og hvad Deel Svenskerne herefter vil tage i Videnskabeligheden, faaer man at see, men Folkets Mangel paa sand historisk Aand, er ligesaa klar af hvad de eie, som af den ældre Tavshed. Med den chatolske Gudstjeneste fulgde nødvendig nogen videnskabelig Kundskab og Dannelse, og denne yttrer sig, sædvanligt, først i at optegne Fortids Sagn og Samtids mærkværdige Begivenheder, men dog veed man i 📌Sverrig ikke at nævne nogen ældre indenlandsk Krønike end den af 👤Erik Olofsen, som skrev i Slutningen af det femtende Aarhundrede. Han bekjender selv sin fulde Vankundighed om de gamle Dage, om Ynglingerne veed han kun hvad 👤Snorro fortæller, og Tillægget om Urbar hvis tre Sønner: Østen, Nore og Dan 215bleve 📌Nordens Konger, og gave, ikke 📌Sverrig, men 📌Norge og 📌Dannemark Navn, seer man let er en Drøm der kun forudsætter en Drømmer, ja høist ubetydeligt er det hvad 👤Erik veed selv om hans hellige Navner, saa det egenlig er med hans Død, midt i det 12te Aarhundrede, de svenske Krønike-Sagn begynde, ligesom det igien først er med 👤Erik den Læspende, i Midten af det 13tende, Fortællingen begynder at vorde udførlig. I Øvrigt er denne Eriks Krønike en saare mærkværdig Bog, ikke just ved sin umaadelige Ubillighed og Hadet til 📌Dannemark, Ting der hos de svenske Historieskrivere synes arvelige, men ved den Gjendrivelse af sig selv den indeholder. Endnu har 📌Sverrig to saakaldte gamle Riimkrøniker, hvoraf den lille som slutter med 1449 kun udgjør syv, otte Blade med vandede Riim, der sige ingen Ting om 60 Konger, og hvorom der da heller ingen Ting er videre at sige. Den større som begynder med 👤Erik Læspe, og gaaer med alle sine Fortsættelser, til 👤Christian den Andens Udjagelse, kan man egenlig ikke heller kalde en Riimkrønike, da det snarere er Lapidarstiil der seer ud som Riim, men savner baade Velklang og poetisk Liv. I Øvrigt synes den at være begyndt i 👤Magnus Smeks Dage, har paa sine Steder baade Vittighed og hvad man kalder Veltalenhed, og er ubetalelig for Historikeren, baade fra Aandens, Sprogets og Indholdets Side, men frakjender sine Sven216skere baade poetisk og historisk Aand. Dette er omtrent hvad den sidste chatolske Erkebisp i 📌Upsal, 👤Johannes Magnus forefandt, da han tog sig for at skrive den svenske Historie, men det synes ham vel knap, og da han ei kunde udvide Hovedet stræbde han at forlænge Halen i det Uendelige, hvortil han, efter 👤Dalins Formodning, har fundet gode Raad i en gammel tartarisk Slægtebog, af hvis Malm han myntede gamle svenske Konger i Hobetal, og med disse Fædrenelands-Historier lode Svenskerne det omtrent beroe til 👤Gustav Adolphs Dage, ja endnu skriver man paa Prælatens Regning, at Pomerinken var den trettende 👤Erik og 👤Carl Knudsen den ottende Carl, ihvorvel hans Gavmildhed er disse Tals eneste Hjemmel. Hvem der har nogen Indsigt i Historien, vil ikke undres over at der selv ved Reformationen kom saa lidt Videnskabelighed i Gang, ligesom da Reformations-Historien selv noksom viser hvor saare verdslige og lidet aandelige Svenskerne vare. Da Evangeliet først begyndte at prædikes i 📌Sverrig, raadte Cantsleren 👤Lars Andersen til at taale det som en god Anledning til at inddrage Kirkegodser, 👤Gustav behandlede aabenbar hele Reformations-Værket som en Politiesag, 👤Johan traadte bogstavelig de Præster paa Nakken, som ikke vilde antage hans Messebog, og skjøndt 👤Carl fandt i den lutherske Kirke et ønskeligt Trappetrin til Thronen, kaldte han dog den 217calvinske i 📌Gothenborg en Lilie imellem Torne. Vel fik man sig tidsnok en Høiskole i 📌Upsal, ligesom fordum en Erkebisp, for ikke i nogen Henseende at staae tilbage for 📌Dannemark, men Videnskabeligheden lader sig ikke saa godt eftergjøre som en Bispestol, og heri ligger vel den nærmeste Aarsag til den ynkelige Indretning med Præstekald som i 📌Sverrig kom til at finde Sted, og som i det Mindste røber en aandelig Tarvelighed og Nøisomhed, hvis Forening med Dybde i Følelsen, Høihed i Aanden, og sand alvorlig Christendom, maa synes en dansk Mand ubegribelig, ja, hvor aldeles en Skygge den upsalske Høiskole var, i det mindste i sit første Aarhundrede, sees vel lettest deraf, at den gjorde sine første Magistre Aar 1600, uagtet det er noksom bekjendt, hvor flittig den siden, saasnart Grebet var lært, har øvet dette Haandværk. Lovgivningen skulde man vel troe at Svenskerne, med deres store Opmærksomhed paa Øieblikket og de mange stridige Krav, skulde besynderlig have dyrket, men selv denne Forventning finder man skuffet, udentvivl af den Grund, at hvor Retten sidder i Spydstagen, er Lov hardtad overflødig. Vel er det rimeligt, at Svenskerne har af alle Nordboer de ældste skrevne Love, thi de gjordes der langt før behov, og Ingen bør da ville aftrætte Up-Svenskerne den Ære at have faaet sig en skreven Lov i Ingel Ildraades Tid. Ligesaalidt kan man misunde dem den 218Nøisomhed de viste i at nære sig med denne Vigers hedenske Lov til Slutningen af det trettende Aarhundrede. I det følgende Aarhundrede pønsede man vel, ligeledes meget tidlig, paa en Almeen-Lov, men først under Fælles-Kongen 👤Christoffer, hvem Svenskerne dog derfor skylde Tak, kunde man enes om at stadfæste en saadan, og den blev ei engang trykt førend Sextenhundrede og Otte.

Hvad der fra Reformationen indtil denne Tid, af svensk Skrift er værd at nævne, bliver da Bibel-Oversættelsen, som blev færdig to Aar før den danske, og Reformatorernes, de vakkre Brødre 👤Olof og 👤Lavrents Pedersens, øvrige Skrift, men dog er herved at mærke, at, enten er hin Oversættelse, der gjordes efter 👤Luthers, ei siden sammenlignet med Grundtexten, eller de svenske Rigskrøniker have anseet Sligt for ubetydeligt til at anmærkes.

Heraf er det klart, at skulde 📌Sverrig stride for Kirken, maatte det være med et legemligt Sværd, men selv det var ingenlunde rimeligt, og 👤Gustav Adolphs tydske Tog staaer da i alle Maader som et herligt historisk Særsyn, ja man kan sige det er det eneste Baand fra de forrige Tider, som knytter 📌Sverrigs Aand til den sande Historie, den eneste Bedrift, hvoraf den med Føie kunde prale hvis den ikke netop ved at prale fralagde sig den. 👤Ferdinand havde under den polske Krig givet 👤Gustav Adolph Grund 219nok til Misfornøielse, og ved 👤Fjerde Christians kongelige Anstrængelser havde 👤Gustav i 📌Stralsund faaet Fodfæste paa tydsk Bund.*1630. Her landede 👤Gustav med en Haandfuld svenske Krigsmænd, fra denne Stad, som 👤Wallenstein synes at have seet i Stjernerne, og derfor havde svoret at indtage, om den ogsaa hang imellem dem, derfra udgik 👤Gustav, og Herren var med ham, Bøn og Sang var paa hans Læbe, Seier i hans Haand og Skræk for hans Ansigt. 📌Saxen og 📌Brandenborg maatte følge ham, og 📌Magdeborgs Mordbrænder blegne,*1631. Protestanterne sang Herrens Priis med løste Tunger, og 👤Ferdinand skjalv. Den Stolte maatte knæle for den end stoltere 👤Vallenstein, hvem han nys havde forskudt. Denne 📌Østerrigs onde Aand blæste nu i Basun over 📌Tydskland, og stod snart omringet af stærke Misdædere i Tusindtal, der haabede at kunne tryggelig plyndre og myrde under hans skudfri Banner. Længe nølede 👤Vallenstein i 📌Bøhmen, vel for at gjøre Keiseren baade sit Savn og sin Nærværelse ret følelig, men maaskee dog ogsaa fordi ham syndes det hastede ikke med at møde en Helt som 👤Gustav. Dog, de mødtes, som Mørkets og Lysets Aander mødes i Verden med lynende Glavind, det var den siette November i det Sextenhundrede og Toogtredivte Aar, de mødtes ved 📌Lüzen, og kæmpede som man kæmper kun for sin Gud og sin Himmel. End syndes Seieren uvis, da 👤Gustav Adolph segnede, 220gjennemboret, saa synes det, af Morder-Dolke, men den Ære skal Ingen betage hans Gud, til hvem han gik, at Han kunde seire uden ham; den Ære man hellere ingen ville nægte 👤Gustavs Vaabenbrødre, at de som Livvagt om hans Liig, kjæmpede for hans Aand til Fjenderne flydde. 👤Vallenstein beholdt vel sin Gud, thi den var han selv, men han tabde sin Himmel, thi det var hans Ære, baade 📌Østerrig og han selv tabde Tro paa hans Guddom, og snart faldt han for en Morderdolk.

Nu var Bedriften endt, men Krigen varede ved; thi nu var det ingenlunde Svenskerne nok at skaffe Protestanterne Frihed, de vilde høste i Kjødet hvad der var saaet i Aanden, og bleve snart en ligesaa stor Skræk for Venner som Fjender, ligesom paa den anden Side Tydskerne, saasnart Aaget var lettet, gave Befrierne Aarsag nok til Misfornøielse. En Tid spillede Svenskerne Mester, men efterat have tabt det store Slag ved 📌Nordlingen,*1634. blev deres Stilling heel mislig, da Kurfyrst 👤Johan Georg i 📌Sachsen, alt forud stødt over at ikke han men den svenske Rigs-Kansler, 👤Axel Oxenstjerne, var Hovedmand for det evangeliske Forbund, ei alene sluttede en særskilt Fred med Keiseren,*1636. men vilde endog hjelpe til at uddrive Svenskerne af 📌Tydskland. Hvad nu Udfaldet paa denne Strid hvori man for længe siden havde paa begge Sider glemt hvad det var der tjende til Paaskud 221for den, vilde blevet, hvis ikke 📌Frankerig nu for Alvor havde hjulpet Svenskerne, og siden, saavidt muligt, sørget for, at hverken de eller Østerrigerne kom til at foreskrive Love, det kan man ikke sige; thi det skedte, og gjorde for menneskelige Øine det bekjendte Udslag.

Det var den kloge og snedige Cardinal 👤Richelieu, som i de Dage regjerede 👤Ludvig den Trettende og 📌Frankerig. Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i 📌Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det østerrigske Huus og skaffet 📌Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor var det ham kjært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkjøbe sig en Deel af dens Roes og 📌Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt sin Lyst styret, som Nogen der søger noget Varigt i det Forfængelige og sætter en Ære i sin Skjændsel, thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes dog efter hans Død; thi ved den vestphalske Fred*1648. maatte 📌Østerrig opgive Haabet om Enevælde i 📌Tydskland, 📌Sverrig maatte nøies med et Stykke af 📌Pommeren, med 📌Rygen, 📌Vismar og en Slump Penge, 📌Spanien maatte opgive sine Fordringer paa 📌Holland, og 📌Frankerig fik 📌Elsas. At Protestanterne ved denne Fred ogsaa tilstodes 222lige Ret med Catholiker, vel ikke til Himmelen men dog paa den tydske Rigsdag, seer man let er en Smaating og ingenlunde det der i 16 Aar havde forhalet Freden.

Underligt maa det synes at 📌Engelland, dette mægtige protestantiske Land, egenlig slet ingen Deel tog i Religionskrigen, og det enddog 👤Friderik af Pfalts var en Svigersøn af 📌Englands og 📌Skotlands Konge, og ret forstaaeligt bliver det kun ved at see ind i Landets indvortes Tilstand. I den kraftløse Tid under Kongerne af Huset Tudor var Parlamentet blevet en blot Skygge, men da mange Kræfter igjen vaagnede ved Reformationen, og 👤Kalvins Lære begunstigede Folkets Lyst til Deltagelse i Regjeringen, stod Kongemagten Fare for at undergaa. Den Pavemagt, 👤Henrik den Ottende af Hovmod havde tilegnet sig, syndes ene at kunde opholde Tronen, men denne Magt kunde ene bestaa i en bispelig Kirke. Denne Betragtning vandt hos 👤Elisabeth Seier over alle de Grunde Christendommen indeholdt, og dens Tunger anførte mod Sligt, dog maae man ikke glemme, at aldrig kunde hun sat Supprematet igjennem, dersom det ei i det Hele havde været begunstiget af Folkets Aand, den Aand der vil agtes for selvstændig, og maa følgelig give Kronen Skin af al mulig Glands. Ogsaa i det Enkelte kan man indsee hvorledes den verdslige Catholicisme fandt Indgang. Adelen fandt sig den, fordi 👤Kalvins Lære, naar 223den fik frit Raaderum, truede dem med Forlis af deres Herligheder, og fordi Dronningen saae igjennem Fingre med deres Rovgjerrighed, der ei sparede saa meget af Kirkens Indkomster, at Præster kunde lønnes ved alle Menigheder. De Studerende saae gjerne at Bispestolene vare Fyrstetroner, at der i Kirkerne vare Embeder uden Arbeide, og at een Mand kunde drage flere Præstekalds Indkomster. Mange elskede og det katolske Seremonievæsen og de Geistliges glimrende Dragt, baade fordi deres Christendom meest bestod i udvortes Skikke, og fordi de vilde give sig Anseelse i Mængdens Øine. Denne jordiske Tænkemaade, som avlede og opholdt den bispelige Kirke viser sig i Alt, ogsaa deri, at Troen ikke beaandede til Sang. En slet Oversættelse af Davids Psalmer var den Skærv Versekonsten offrede paa Kirkens Alter og fra Reformationen indtil denne Dag er i 📌England neppe digtet een Psalme, som kan staa ved Siden af dem, der hos andre Folkefærd udstrømmede rigelig. Saa er det, uagtet der, i det 16 Aarhundrede, iblandt Andre opstode to Skjalde, af hvilke den ene:*døde 1598. 👤Spencer i sin Tid ei havde mange Overmænd, og den Anden; 👤Vilhelm Shakspear spørger endnu om sin Ligemand.*døde 1616. Begge reiste de sig, ligesom den gamle Angelsaxer 👤Cædmon, mellem Almuen og hørte til det forgangne Tidsrum, hvis Bautasten de reiste. Hvad der havde ligget adspredt hos Fortidens Balladesangere 224(Minstrels) som netop forstummede i 👤Elisabeths Dage, traadte hos dem, især hos den Sidste, samlet frem. Udvortes er det meest kjendeligt hos 👤Spenser, som i sit Heltedigt, Fedronningen, søgte at forherlige Riddertiden ved Dydens Glands, men langt mere ubevidst, og derfor desherligere, bar 👤Shakspear den forsvundne Tids Billed i sig. Da han var opvoxet uden al lærd Dannelse, forkunstlede han ikke sin Natur og blev en sanddru Tolk af hvad der rørte sig i ham. Hans Hamlet, Machbeth, Kong Lear, Romeo og Julie, ere store Ballader, og hans historiske Samtaler ere 📌Engellands egenlige Heltedigt. Med Rette kalder man alle disse Digte dramatiske, thi de opmane det Hensovede og stille os det livligt for Øie, men de undervise og om Forskjellen mellem christelige og hedenske Dramer. Hedningen, som Hedning, ansaae enhver stor Begivenhed som en Bedrift af Arilds-Tidens hendøende Kraft, og kunde altsaa betragte den som en sluttet Kreds, betragte hver Helte-Stamme og hver Green paa den som en Titan der seierrig brødes med Storme, og skjød dristig Skjold imod Lynslag men knustes derunder. En Christen maa derimod betragte enhver Begivenhed som et Led af den store Kjæde Forsynet sammenknytter til bestemt Øiemed, og maa, naar han alligevel vil frembringe Skinnet af en sluttet Kreds, vitterlig spille, see til han kan forblinde baade sine egne og Andres Øine, standse Tidens Løb med Coulisser. Fra dette 225Stade betragter man udentvivl 👤Shakspear bedst, og seer hvorledes i hans Dramer en hedensk Tænkemaade kæmper med et christnet Øie, saa Tænkemaaden snart vil gjøre Forsynet til en blind Skjebne, Øiet snart i Skjebnen finde Spor af et Forsyn. 👤Shakspears Dadlere have da sagt mere Sandt end de selv vidste, naar de lastede Mangelen paa Eenhed og Overeensstemmelse i hans Dramaer, men hvad de savnede var ikke hvad der fattedes, det var kun hvad han maatte forsmaa: hin aandelige Stædighed under legemlig Travlhed, og Gjentagelsen af sig selv under afvexlende Skikkelser, som man kaldte Holding og Eenhed; hvad der fattedes, var deels Fuldførelsen af hvad der alt hørde en Kæmpe til at begynde, Aarhundreder til at forstaae, og end flere til at udføre, deels ret gjennemgribende Christendom: den engelske Kæmpe-Aands ubodelige Savn, der ligesaavel føles i 👤Cædmons Digt om Engles og Menneskers Fald, som i 👤Miltons tilsvarende tabte Paradiis, og maa da sagtens være haandgribeligt i verdslige Skuespil. Man kan da vist med Rette sige at 👤Shakspears Dramer ere ikke Mester-Stykker, men bestaa af Stykker, der trænge til en Mester-Haand som ei endnu er fundet, for at sammenføies til et Mester-Værk, det er Blokke af et Trylleslot kun tilsyneladende forbundne til et Skue-Spil; det er Phantaseringer paa Grund-Menneskets 226store Positiv, hvori for det meste hver Tangent har sin rette Lyd, men den rette Sammen-Stemning fattes, eller for at tale bestemtere, det er livagtige Drømme af den historiske Aand, hvori den gaaer frem og tilbage, svinger sig og stundom saa, at Alting løber rundt for den, men glemmer dog ikke sig selv, gjør ingen Luftspring, seer, tænker og taler, som om den var vaagen, og legede Forstands Øvelse med sig selv. Heraf vil man vel kunne slutte, at en Bedømmelse af 👤Shakspears Aand, var den end nok saa rigtig, vil i Historien ikke sige stort, men at en Forklaring af dens Værker, ikke af 👤Johnsen eller 👤Sander eller 👤Goethe selv, men af et historisk Aarhundrede, vilde være anderledes Guld værd, end det, hvorover Engellænderne have forsømt at drive et aandeligt Bjergværk, der kunde og burde gjort dem til det rigeste Folk i Historien, istedenfor at de nu kun fik Navn af det rigeste i Verden, for at ende med et dobbelt Opbud. Tohundrede Aar ere nu forløbne siden 👤Shakspears Død, og hver ny Udgave af hans Værker beviser, at Engellænderne stedse mindre og mindre forstaae deres Fædres Aand og Tungemaal.

Uagtet 👤Elisabeth med Magt skaffede den bispelige Kirke Herredømmet, var der dog Mange, som antoge 👤Kalvins Mening om Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de 227katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukjærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed blev dog daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra 👤Elisabeths Dage, udenfor deres Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode mærkværdige christne Skjalde, og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte vel 📌Englands første Bedrift blive en Opstand. 👤Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, 👤Jakob Stuart, som alt forhen var 📌Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under een Herre, men sammensmeltede kun i Navnet 📌Storbrittanien.

📌Skotland er et nyt Navn paa hvad der fordum kaldtes 📌Albanien, og udmærker sig fra 📌Britanniens og 📌Galliens ny Navne, ikke paa det Fordeelagtigste, ved i sin egen critiske Historie, at staae som en Skrivfeil, der kun har sin Grund i nogle irske Klerkes flakke Hjerner, hvori Navnet, der gjennem Aarhundreder tilhørde 📌Irland, svømmede over til 📌Albanien, og oversvømmede Landet i det ellevte Aarhundrede. Maa man nu end kalde Sligt utroligt, saa er 228det dog vist, at ikke 📌Albanien men 📌Irland førde i Romernes Tid og indtil det tiende Aarhundrede Navnet 📌Skotland, og mistede det omtrent paa samme Tid, som 📌Albanien kom til at føre det, Noget der er et Særsyn i Historien, naar man ikke tør antage, at Grunden til Navnet paa samme Tid flyttede. Allerede dette viser noksom hvilken særdeles Dunkelhed der indhyller 📌Skotlands ældre Historie, og derom mindes man kun alt for følelig ved hvert Skridt man gjør i sine Spørgsmaal om Indbyggernes Herkomst og Skjebne. For en stor Deel reiser denne Dunkelhed og Uvished sig nu øiensynlig af den uhyre Skjødesløshed, hvormed man i den saakaldte videnskabelige Tid har i hele 📌Britannien behandlet Fædrenelandets Oldhistorie; af Vankundigheden i Landets gamle Sprog, og det Hang til Drømmerie, tomme Ordspil og Eventyrlighed, der meer og mindre har hængt ved alle Øens Oldgrandskere, men paa Sønnerne maa man vel kjende Fædrene, og det er da alt forud at befrygte, at saadanne Folks Oldsagn og Sagaskrifter ere ei stort efterretteligere end deres Oldgrandskning, Noget der ogsaa ved nøiere Undersøgelse fuldelig stadfæster sig. Imidlertid behøves det ingenlunde med den, udenfor 📌Britanniens og 📌Nordens Tungemaal, lærde, og udenfor sine egne Drømme og Ordspil, strænge og skarpsindige Dommer, 👤Pinkerton, at bryde Staven paa eengang over de Gamles Oldsnak og de 229Nyeres Kiste-Præk, thi begge Dele ere gode nok til sit Brug, og høre, hvor gale de ere, dog aldeles upaatvivlelig til 📌Skotlands aandelige Historie, som baade er det, hvorefter Aanden spørger, og det som skal tjene til at oplyse Folkets udvortes Skjebne. Har nu 👤Pinkerton, den første Skotter, der med Historien i Haand har trodset sine Landsmænds Fordomme, Ret i, at Troe paa egne Drømme og afsindig Trods imod historisk Sandhed udgjør Hovedtrækket i de ældre Krøniker og Antiqvarernes Skrifter, da er det vist nok ingen behagelig men saare vigtig Oplysning vi derved faae, den nemlig, at Hovedtrækket i den Aand man hidtil kaldte skotsk, var Trods mod al ubehagelig Sandhed, og Fremtiden skal da vise, om den, som han mener, ene har sit Hjem i den celtiske Stamme i Landet, og om der er en anden, hvis bedre Aand først nu begynder at vaagne og reise sig. At det nu virkelig omtrent maae forholde sig saa i Sandhed, er udentvivl noget af det Visseste og i al Fald det Glædeligste, man bliver vaer, ved at gjennemgaae de forvirrede Sagn og 👤Pinkertons lærerige men aldeles utilfredsstillende Undersøgelser, saa man gjør klogest i endnu kun at sige det Allernødvendigste om et Folk og en Historie, der i sin dunkle Afkrog udentvivl snart vil see Lys, om det saa end i vidtløftigere Forstand, end i den sachsiske Reformations Dage, skal tændes ved et Baal, der naturligviis vil 230fortære meget, Folket endnu har kjært, men ikke det Hjerte der tonende i Skotte-Sønnens, 👤Thomas Kingos, danske Psalmer.

Dette, at 📌Dannemark har 📌Skotland at takke for sine herligste, dybeste, ja vel hardtad eneste danske Psalmer, maae indgyde hver Dannemand inderlig Veemod over den aandelige Søvn hvori Skotterne have hidindtil ligget, tilligemed det venlige Haab, at Aanden dog sikkerlig vaagner, og vaagner med Øre for de velsignede Toner, den hidtil savnede Tunge til at istemme, men ligesom lagde paa 📌Dannemarks, og underlig maae vel under slige Omstændigheder det danske Hjerte bevæges ved den visse Fortælling, at Dal-Skotten synger endnu de samme Kæmpe-Viser som vore Fædre, og ved det dunkle, men vist nok, rigtig forstaaet, sandfærdige Oldsagn om Skotte, Svoger til den første 📌Dannemarks Frode og Stamme-Fader til det skotske Navn.

For nu at sige det Lidet man i Øvrigt kan sige med Sikkerhed, da er det nuværende 📌Skotland mod Vesten og Norden beboet af Folk der tale et blandet Tungemaal, hvori dog den galiske eller gammel-irske Tunge aabenbar raader. Mod Østen og Syden derimod, nedenfor 📌de grampianske Bjerge, boer et Folk, hvis Tungemaal, ligesom det engelske, er unægtelig udsprunget fra vort 📌Norden, og skal i Folkets Mund ligge det danske langt nærmere end hvad der tales i 📌Engelland sydenfor 📌Humber, ligesom det 231er vist, at 📌Nord-Humberland erobredes af egenlige Angler der efter vore Oldsagn vare danske Udflyttere, og blev siden Sædet for de danske Vikinger fra det ottende Aarhundrede af, og det er sandsynligt, at det ved Anglernes Indbrud var beboet af Folk fra det skotske Lavland. I hvilket Forhold derimod disse 📌Skotlands nærværende Indbyggere, hvoraf de to Tredie-Dele i Sproget saavelsom i Skikkelse og Alt røbe nordisk Herkomst, staae til dem vi finde benævnede i romerske, angel-sachsiske og irske Bøger, hvorledes de saa forskjellige Stammer ere blevne samlede under een Krone og eet Navn, samt hvorledes Folke-Sagnene skal deles, rettes og forenes i Sandhed, det er Spørgsmaal som endnu kun saare ufuldstændig og ufuldkommen lade sig besvare. Caledonier og Dicaledonier ere de første Navne romerske Skribentere give os paa Landets Indbyggere, og have de ikke meget skjødesløs forbyttet Navnene, da maae de siden saa navnkundige Picter være de samme som Caledonierne. Om disse Picter siger 👤Tacitus at de vare Germaner, og 👤Beda fortæller at de vare komne fra 📌Schythien, Vidnesbyrd, som man let seer ere alt for ufuldstændige, ubestemte og tvetydige, til deraf at udlede deres Herkomst for vort 📌Norden, og naar man nu seer at ikke eet af over 70 Konge-Navne fra Cruthen til 👤Kennet er et bekjendt nordisk, ja at yderst faa have Lighed med nordiske, maa man fristes til i 232det mindste forsaavidt at bifalde det almindelige skotske Sagn om Picternes fuldkomne Udryddelse i det niende Aarhundrede, at man indrømmer deres Sprogs Undergang, thi det kan ikke have været enten galisk eller cumbrisk, hvorfra 👤Beda udtrykkelig adskiller det, og synes, efter Konge-Navnene, den eneste formodenlige Levning, endnu mindre at kunne have været nordisk. Trods alt dette kan man imidlertid med temmelig Sikkerhed paastaae: det maae have været nordisk, thi hvis ikke, maatte efter det niende Aarhundrede Lavlandet have faaet splinterny nordiske Indbyggere, Noget der ei kunde dølges i Historien, og hvortil man dog ei finder mindste Spor, og om da end Konge-Navnene vare chinesiske, beviste det kun at vi havde een Uforklarlighed mere i Historien. Naar vi imidlertid lægge Mærke til det almindelige Oldsagn at Picterne strax i Begyndelsen giftede sig med irske Kvinder, og vare altsaa, i det mindste for største Delen, koneløse nordiske Vikinger, (hvoraf vel Romernes vecturiones) og at de fremdeles fik deres Christendom og gjennem mange Aarhundrede deres Præster fra 📌Irland, er Tingen ikke uforklarlig, skjøndt Sammenhængen er lidt underlig og venter paa Lys. Picternes tidlige og nøie Forbindelse med de irske Skotter er vis nok, da den bevidnes af Romerne som havde faaet den at føle, ei heller kan det omtvivles at endeel af disse Skotter, under Anførsel af en Reuda nedsatte 233 sig i det tredie christne Aarhundrede hos Picterne i 📌Argyle; men om de irske Skotter oprindelig vare en celtisk eller nordisk Stamme, om Sagnet har Ret i at de allerede tilligemed Picterne, altsaa før 👤Christi Fødsel, begyndte at drage til 📌Albanien, hvorledes det hænger sammen med deres Hjemdrivelse til 📌Irland i det femte og Gjenkomst under en Fergus i det sjette Aarhundrede, samt hvorvidt deres saakaldte 📌Dalreudiske Rige strakde sig, og hvorledes det efter lang Strid forbandtes med det Pictiske, er lutter vigtige og ubesvarede Spørgsmaal. Saameget er imidlertid sandsynligt at Dalreudernes Magt engang har udvortes strakt sig saavidt, som deres Tungemaal har seiret, og af mange eenstemmige Vidnesbyrd er det klart, at 👤Kennet, Alpins Søn, som henved Midten af det niende Aarhundrede blev Ene-Konge, var først Dalreudernes Konge og besteeg den pictiske Throne efter den sidste Cruthenide 👤Brude den Syvende. Om derimod 👤Kennet, som Ordet har gaaet, var en Ferguside, eller om Fergus Erksens Æt mistede Thronen i det ottende Aarhundrede, da den mægtige Picte-Konge 👤Ungust hærgede Landet, det faaer man vel endnu lade være usagt; men at 👤Kennet ingen Picte var, og at Pikterne ved paa eengang at angribes af Dalreuder og danske Vikinger, lede et saadant Nederlag, at de nedsank i Forglemmelse og maatte skjule deres Navn i Skotternes, det lader sig efter alle Omstændigheder ikke vel nægte.

234Alpiniderne, femten i Alt, beholdt Tronen henved to hundrede Aar indtil de uddøde med 👤Malcom den Anden,*omt 1031. men urolige vare deres Dage, og mange af dem faldt ved Sværdet, deels for oprørske Undersatter og deels for udenlandske Fjender, Danske nemlig og Nordmænd, som ikke alene fra 👤Constantin den Andens Tid*omt 864. idelig hærgede Kysterne, men endog lemlæstede Riget, saa den nordlige Deel tilligemed Øerne maatte hylde 📌Norges Konger. Den mærkeligste blandt dem næst 👤Kennet, er 👤Constantin den Tredie Edsen, som er navnkundig af sin store Seier ved 📌Tinmore over den forenede danske og norske Magt, samt af sin uheldige Deeltagelse i det frygtelige Forbund mellem den nordiske Kong 👤Olav i 📌Dublin og mange Søhaner, imod den engelske Kong 👤Adelstan, som dog overvandt dem alle i det berømte Slag ved 📌Bruneburg,*937. hvis Ihukommelse lever i et omtrent samtidigt Angel-Saxisk Kvad.

Efter 👤Malkom besteg en ny Slægt Tronen med hans Dattersøn 👤Dunkan, Søn af 👤Crinan, Abbed i 📌Dunkelde. Crinaniderne, tolv i Tal, sad paa Thronen i halvtrediehundrede Aar,*til 1286. dog maaskee med Undtagelse af den Tid, da 👤Macbeth 👤Finlegs Søn anmassede sig samme. Denne Konge-Morder er ved 👤Shakspears Fremstilling blevet den navnkundigste af de gamle Skotte-Konger, og det ei ganske uden Føie, thi ligesom det sære Sagn om ham virkelig er et Oldsagn, 235saaledes viser Alt at han var en saare udmærket*faldt 1054. Aand, der vilde været Kronen værdig hvis han ei som en Voldsmand havde ranet den. De følgende Kongers Levnet synes ei at være synderlig mærkværdigt, da smaa Grændse-Krige med 📌Engelland og Strid med opsætsige Adelsmænd udgjør deres meste Bedrift. I Korstogene tog ingen af dem personlig Deel, men dog fulgdes 👤David af Huntindon, Kong 👤Vilhelms Broder, med 👤Rikard Løvehjerte, og havde en ikke mindre møisommelig, men endnu meer eventyrlig Hjemrejse end han. Samme Grev 👤David er imidlertid blevet mest navnkundig ved sine Efterkommeres Tronstrid, som en Tidlang forstyrrede 📌Skotland, da Konge-Slægtens Mands-Linie var uddød med 👤Vilhelms Sønnesøn 👤Alexander den Tredie.*1285. Under denne Konge var det at 👤Haagen hin Gamle feidede paa 📌Skotland, og tabde Slaget ved 📌Largs, som Skotterne vel gjøre for*1263. meget, men Normændene endnu vissere for lidet af, thi 👤Haagens Tog var 📌Norges sidste Forsøg paa at hævde sig Herredømmet over 📌Syder-Øerne (📌Hebuderne) og det var 📌Norges sidste Søtog, Havet slugde Flaaden, 👤Haagen døde paa 📌Ørkenøe en sørgelig Straadød, og hans Aand kunde Snekken ei hjemføre med hans Liig. Nu oversvømmede Skotter Øerne, og 👤Maagens Haagensen solgde sin Ret for Guld, som naturligviis ei betaldes længere end til man mærkede, at den Spydstage hvori Retten sad, var sønder236brudt. Vel havde man i Giftermaalet mellem 👤Erik Maagensen og 👤Alexanders Datter 👤Margrete Udsigt til en bedre og inderligere Forbindelse med 📌Skotland, især, da efter 👤Alexanders Død, 👤Eriks Datter virkelig kaldtes til den skotske Trone, dog egenlig kun for paa den at kobbles til 📌Engellands 👤Edvard den Første, men hun døde paa Veien, og nu opstode tvende Medbeilere til Kronen, der begge nedstammede fra 👤David, da den ene: 👤Robert Bruus var hans Dattersøn, den anden, 👤Jon Baliol, Dattersøn af 👤Davids ældste Datter, men begge vare de paa Fædrene-Side af fremmed Herkomst, 👤Bruus af engelsk og 👤Baliol af normannisk. Da nu Ingen af dem vilde vige, og Landets andre Høvdinger ei heller kunde enes om at vælge, gjorde man Kong 👤Edvard til Voldgiftsmand, og han syndes hvad paa en Maade ogsaa var sandt, at Ingen var Kronen nærmere end han selv, det gjaldt kun om hvilken af Medbeilerne der vilde indsee det og hylde ham. Det vilde ikke 👤Bruus men 👤Baliol og han blev da 👤Edvards Under-Konge,*1292. men da Tiden viiste at han kun antog for Spøg hvad der var 👤Edvards ramme Alvor, mistede*1295. han efter Slaget ved 📌Dumbar, Krone og Frihed, som han alt længe havde forskjærtset. Langt fra at unde 👤Bruus det Sæde hvorfra han hjalp til at styrte 👤Baliol, betragtede 👤Edvard nu Riget som et hjemfaldent Lehn. Vel opstod der en vældig skotsk Helt, 👤Vilhelm Vallas, til hvis modige 237Kamp for Fædrenelandets Frihed Lykken smilede, men snart misundte Landets Høvdinger ham den Hæder og Raadighed, hvortil han vel var skabt, men syndes ikke født, og Splidens Frugt var 👤Edvards Seier, 👤Vallas maatte for at undgaae den almindelige Trældom fredløs omvanke mellem Bjergene, og kom dog tilsidst ved sine Venners Forræderie i Tyrannens Haand, som bogstavelig sønderrev ham. Imidlertid spillede 👤Edvard Mester i 📌Skotland, lod den gamle Hyldings-Steen paa 📌Skone, som Skotterne ansaae for Tronens Grundvold, føre til 📌London, og søgde at udrydde al Ihukommelse af de fremfarne Dage, saa at Beskyldningen for at have ødelagt Skotternes skriftlige Mindesmærker vilde omtrent være beviist, naar man kunde bevise at der da vare saadanne til. Dog, det var kun Forsynets Villie at tugte det uenige Folk, og ydmyge dets trodsige Høvdinger, ei at gjøre Skotter til Slaver. I 📌Engeland opvoxde 📌Skotlands Befrier: 👤Robert Bruus den Yngre, der bar samme Navn men bedre Hjertelag end hans Fader. En af den i 📌Skotland fornemme og mægtige Cumenske Slægt gjorde ham mistænkt hos Tyrannen, hvis Morderhaand han kun undgik ved en hurtig Flugt, men uden endnu at have beseiret Andre end sin Avindsmand 👤Jon Cumein hin Røde, hvem han med egen Haand slog, og uden at være raadig over en Fodsbred mere Land end saavidt hans og hans faa Følgesvendes Sværd 238kunde række, antog Flygtningen trøstig det Kongenavn*1306. hvortil han var født, og uagtet han enstund med det var til Latter selv for sine ringeste Landsmænd, blev han dog ei blot deres Konge, men lever i deres Krønike som sit Fædrenelands heltemodige Velgjører, saalænge Fædrenes Aand svæver over Landet. Gud var hans Hjelper, det maa man to Gange sige, thi da 👤Edvard fnysende opfoer imod ham, faldt han paa 📌Skotlands Grændser i en dødelig Sygdom, der som den skotske Krønike siger, henrev ham den Anger eller Sacrament; og hans søvnagtige Eftermand 👤Edvard den Anden lod 👤Robert have god Tid til efterhaanden at indtage de fleste skotske Fæstninger, og i alle Maader forstærke sig. Endelig drog han vel med en talrig Hær, meest Leietropper, ind i 📌Skotland, og fattedes Intet af hvad der hører til et vellystigt Hof, men omtrent Alt hvad der hører til en Helt og dygtig Konge, og medens han, i daarlig Tillid til sin Hærs Mangfoldighed, i Indbildningen alt saae 👤Robert knust og hørde Leie-Skjaldene som fulgde ham, istemme Seiers-Sangen, laae 👤Robert i gudelig Bøn, og satte sit Haab til Hærenes Herre. Det var ved den lille Flod 📌Bannosborn som falder i 📌Forth, ei langt fra 📌Dumbar, hvor 👤Baliol mistede 📌Skotlands Krone, at 👤Bruus hjemlede sig den paa Sommer-Soelhvervs-Dagen 1311, Skotterne knælede før Slaget som hine ved 📌Svarteraa, og opstode som de, men deres 239stolte Fjender faldt og reiste sig aldrig. Seieren var herlig, 👤Edvard maatte hastelig flye over Havet, Skjalden som havde leiet ham sin Tunge, maatte besynge hans Nederlag, og 👤Roberts Hær savnede ei mange Høvdinger, men 👤Robert savnede en Ven, 👤Ægidius af Argentin, og vilde heller høre Hærens Knur, end dølge Sorgen over ham, der vel var engelsk født, men Skotte-Kongen huld og troe. Saa røber sig et Kongehjerte, og vel maatte Skotterne nu paa Rigsdagen i 📌Air forsikkre hans Børn den Trone, de maatte værdig beklæde, hvis de vare af hans Sæd. Alt viser ogsaa at det nordiske Folk i 📌Skotland vaagnede med 👤Bruus; 👤Thomas Ranulf og 👤Jakob Douglas, 👤Roberts tro og kjække Venner, savnede, selv medens han var med en Hær i 📌Irland, ikke Vaabenbrødre til Grændsernes Forsvar, og uagtet den gamle Opsætsighed gik lyslevende igjen paa Rigsdagen i 📌Perth, hvor ikke saa faa Høvdinger som skulde vise Hjemmel for deres Besiddelser, klappede paa deres Sværde, lærde man dog at der begyndte nu at komme Skik paa Staten, da de samme Høvdinger, grebne i forræderske Anslag, ei behøvede at tvinges ved en Hær, men kunde dømmes af en Ret — det saakaldte sorte Parlament. — Omtrent atten Aar efter Slaget ved 📌Bannesboen døde*1329. 👤Robert, og alt da havde 📌Engelland opgivet Haabet om at tvinge Skotterne, og erkjendt deres Uafhængighed. Med 👤Robert uddøde vel 240ikke den ny fædrelandske Kæmpeaand, men at den ingenlunde hvilede paa Rigets fleste Høvdinger, og var hos Folket i sin Barndom endnu, som 👤David, 👤Roberts Søn, dengang en femaars Dreng, det fik man alt for snart og grant at see, da 👤Roberts Hjertens-Venner 👤Ranulf og 👤Douglas vare hensovne. Understøttet af 📌Engellands 👤tredie Edvard og i Ledtog med adskillige skotske Riddere, kom nu 👤Johan Baliols Søn, 👤Edvard med en Hær til Lands, slog en i Tal langt overlegen Hær,*1332. og indtog ved Skotters især Cumenidernes Bistand hardtad hele Landet, saa 👤David maatte flye til 📌Frankerig. Kun paa enkelte faste Borge der som 👤Roberts Minde-Stene, trodsede hele 📌Engellands Magt, saae man at det Helte-Kuld hans Aand havde avlet, ei var uddøet, men laae kun i et Svøb, hvoraf det daglig mere udviklede sig.

I en af disse Borge: 📌Dunbriton, ei langt fra 📌Loumund-Søen, frelstes den femtenaarige 👤Robert Stuart, en Dattersøn af Kong 👤Robert, og beskikket til at arve 📌Skotlands Trone. I hans attende Aar sloge de saakaldte Brandaner, fra 📌Arrøe og 📌Botøe under 👤Lennos, sig til ham; i Forening med 👤Thomas Ranulfs Søn, 👤Jon, vovede han sig ud af Borgen, indtog de sydvestlige Landskaber, og blev nu tilligemed 👤Jon Ranulf, af Fædrenelandets Venner, udvalgt til Rigs-Forstander. Nu førdes Krigen med afvexlende Lykke, men Enden blev 241at 📌Skotland rensedes fra de udlændiske Høvdinger, saa 👤David da han havde fyldt sine atten*1342. Aar kunde i Mag bestige sin Faders Trone. Vel maa man sige, at han kun paa Valpladsen lignede sin Fader, vel maatte han med nogle Aars Fangenskab i 📌London bøde for sin utidige Stridbarhed, og vel forstyrrede mange skotske Høvdinger Roligheden, ja selv Douglasserne besmittede med Nidingsiid deres herlige Navn, men til at bære de Fremmedes Aag sad dog Hjertet for høit, og 📌Berviks tappre Forsvarer, 👤Alexander Setoun, lod heller den meensvorne Kong 👤Edvard myrde sin Gidsel, hans Søn, end han vilde bryde sin Eed til Fædrenelandet.

Efter den barnløse 👤Davids Død besteeg 👤Robert Stuart *1370. Tronen, og blev Fader til en Kongeslægt, hvis forunderlig sørgelige Skjebne levende minder om hine græske Slægter, som med en dunkel Brøde paa deres Hoved, kunde hverken med Vid eller Magt undgaae, men kun udgjøre det Sørgespil, hvortil de af Nornerne vare bestemte, og underlig gribes man da af det gamle Sagn, at Stuarterne nedstammede fra hin 👤Bancho, der af Volerne annammede Løfte om Purpuret for sin Æt, og stræbde, i Ledtog med 👤Machbeth, at bane sin Slægt Konge-Veien, men beredte sig og den derved en gruelig Skjebne. Dog, hermed være det, som det kan, saa begynde de visse Efterretninger om Slægten med det 12te Aarhundrede, da 👤Valther Alansen under 👤Malcom den 242👤Tredies Søn 👤David, var Stevard eller Drost af 📌Skotland, dette Embede som gik i Arv, har givet Slægten Navn, og dens Arvegods laa i Landskabet 📌Renfrev paa 📌Clydes yndige Bredder. En Sønnesøns Søn af gamle 👤Valther var 👤Alexander Stuart, som ved Giftermaal erhvervede 📌Botøe, var en Modstander af de alt da mægtige og urolige Cuminider, og Høvedsmand i Slaget mod 👤Haagen den Gamle ved 📌Largs. Hans Søn 👤Jacob stod en Tidlang 👤Vallas bi, men var og af dem der siden forargede sig over hans Ringhed, og altsaa ei uskyldig i sit Fædrenelands Forsmædelse, dog døde han i en ærefuld Fredløshed, og hans Søn 👤Valther stræbde saavel ved 📌Bannakborn som i hele sit Liv at oprette det Forsømte, og indslynge Stuarternes i Brusernes Hædersnavn. Det lykkedes ham i alle Maader, Kong 👤Robert gav ham sin Datter, og hans Søn 👤Robert var det som nu besteeg den skotske Trone. Blomstrende var hans Slægt, tolv hans Sønner og ti hans Døttre, og ved at gifte en af disse med 👤Jacob 👤Douglas Søn af den Grev 👤Vilhelm der gjorde ham just ikke Tronfølgen men dog Arveretten stridig, besvogrede han sig med den næstfornemste Slægt i Riget. Svag var imidlertid hans Regjering, 55 Aar gammel ved Tronbestigelsen, elskede han Rolighed, og pleiede sig paa sit Landgods, og lod Høvdingerne raade, som af Æresyge, Rovgjerrighed og Føielighed mod 📌Frankerig idelig fornyede Fjendtlighederne med 📌Engelland, hvis bedste Side er, 243at de beskjæftigede og fortærede de krigske Adelsmænd, der ellers vilde forstyrret den indvortes Rolighed. At de imidlertid ogsaa gave Anledning til mangen glimrende Yttring af Ridderaand er ligefrem, og det var i denne Konges Dage at den berømte og besjungne Æres-Kamp *1388. stod i Maaneskin en Sommernat, ved 📌Otterborn i 📌Nordhumberland mellem Grev 👤Douglas som fandt der en sjelden Heltedød, og de nordhumbriske Greve-Sønner Brødrene Percy, 👤Ralph og 👤Henrik, der havde mere Ære af deres Fangenskab, end de fleste Høvdinger af Seire.

👤Roberts ældste Søn 👤Jon, eller, som hans Kongenavn blev, 👤Robert den Tredie, havde alt et halvt Aarhundrede paa Bagen, da han blev*1390. Konge, og var det egenlig kun af Navn; thi hans Broder 👤Robert, der alt i Faderens sidste Dage var blevet Rigs-Forstander, og nu kaldte sig Hertug af 📌Albanien ͻ: 📌Skotland, en klog, men nedrig og rænkefuld Prinds, havde Kongen i sin Magt, og begik paa hans Kappe de skammeligste Gjerninger, blandt hvilke vel den staaer øverst, at han lod Kongens ældste Søn, den viltre og ubesindige, men tappre og ædle 👤David, fængsle som for at tæmme hans Vildskab, og sulte ihjel, for at rane hans Krone. Før endnu denne Udaad øvedes, var 📌Skotland hjemsøgt af den engelske Tronrøver 👤Henrik den Fjerde, Landets farligste Fjende, thi han var klog som kjæk, forstod at synes hvad han ikke var: andægtig, mild 244og godmodig, stærk var hans Hær og stod alt for 📌Edingborg, Mod havde 👤David men ingen Krigshær, den stod under 👤Robert, og feig flydde han i dens Spidse, uden at have seet Fjenden. Alt syndes tabt, men Nys om 👤Oven Glendours Opstand i 📌Vales, eller man veed ikke hvad, drev 👤Henrik tilbage, og saa underlige ere den Høiestes Raad, at han blev den sidste engelske Konge, der med sit Riges Magt gjorde Indfald i 📌Skotland.

Kong 👤Jon havde, foruden 👤David, endnu een Søn: 👤Jakob, som han kort før sin Død af Frygt*1405. for sin Broder, udskikkede af Landet til 📌Frankerig, hvor han dog aldrig kom, thi engelske Skibe opsnappede ham og førde ham til 📌London, hvor han sad fangen fra sit ellevte til sit tredivte Aar, thi Hertugen af 📌Albanien havde end mindre Lyst til at løskjøbe end 👤Henrik den Fjerde og 👤Femte til at lade ham fare. Først da alle disse vare døde, kom han hjem i sit Rige,*1424. og fandt der en urolig og stakket Herlighed, der endtes med en Død,*1437. for 👤Robert Grahams Morderdolk, der hører til de forsmædeligste Historien kjender. Denne 👤Jakob var upaatvivlelig den største Aand, ikke blot iblandt 👤Robert den Gamles Børn, men blandt alle sin Tids Fyrster, en god Skjald, kongelig optugtet, driftig og myndig, men krævede end de Stores Selvraadighed, der under Stuarterne var blevet utaalelig, Strænghed, saa krævede den ikke mindre Forsigtighed og Mildhed, og ved at overdrive Stræng245heden og glemme Mildheden, styrtede han sig i Sværdet.

👤Jakob den Anden var kun paa sjette Aar, da hans Fader blev myrdet, og kun 28, da en Kanon som sprang under den unødvendige Beleiring af 📌Roxburg, gjorde Ende paa hans Dage,*1460. da hans ældste Søn gik i sit ottende Aar. Striden med de mægtige Douglasser der opførde sig som uafhængige, er den vigtigste Begivenhed under 👤Jakob den Andens Regjering, men hædrer den ikke, thi man stjal Livet af to Grever Douglas, og den Tredie havde udentvivl skilt 👤Jakob ved Tronen, hvis ikke Biskoppen af 📌Andrevs, 👤Kennedy, havde forhindret det. 👤Jakob selv var en vægelsindet og storagtig Prinds, knap Krigsmand, mindre Konge.

I 👤Jakob den Tredies Mindreaarighed gik det roligt af saalænge hans Moder 👤Maria af Geldern og Biskop 👤Kennedy, to i det mindste verdslig forstandige Personer levede, og siden vel ei bedre men dog stillere end sædvanlig. Hans første Regjerings-Tid blev ogsaa glimrende især ved hans Formæling med den danske Kongedatter 👤Margrete, der saa godt som forenede 📌Ørkenøerne og 📌Hetland med Riget. Beskyldningen for Indgreb i Folkets Frihed rammer ingenlunde den Konge, der vel stundom brugte Munden for meget, men stedse Haanden for lidt, undtagen til at sammenskrabe Penge, Noget der vist nok er en Kongehaand uværdigt, om end Pengene, 246som her, anvendes meest til prægtige Bygninger. Mangel paa Mod og Kraft var hans øiensynlige Brøst, og hans største Kongebrøde var Hengivenheden til saa mageløst et Sæt af Yndlinger, som 👤Kokran Murmester, 👤Roger Spillemand, 👤Leonard Smed, 👤Hommil Skræder og 👤Torfikan Fægte-Mester, samlede, som det synes, efter fattig Leilighed til Huusbehov. Murmesteren stilede høiest som hans Haandværk, og bygde sig et Grevehuus, men Stenene vare kjøbde for stjaalne Penge, og Kalken var lædsket med Blod af Kongens Broder, Grev 👤Jon af Mar, og det Slags Huse blive sjelden gamle. 👤Kokran overlevede ogsaa sit, skjøndt ikke længe, paa Stigen til Galgen, hans eneste Værk som varede ham ud. Det var et Oprør af de fornemste Høvdinger alle disse Yndlinger havde Strikken at takke, og i det Samme*1482. blev Kongen fængslet, men kom dog atter paa fri Fod, og beholdt Kronen til Aaret efter hans i 📌Skotland *døde 1487. høit agtede og elskede Dronnings Død. Da var det at alle Landets sydlige Høvdinger gjorde Oprør med 👤Greven af Angus i Midten, som var og en Douglas, hvis forræderske Anslag 👤Jakob længe havde havt Beviser paa, men ei Mod til at straffe. Ved Forræderie fik de Tronarvingen i deres Hænder, gjorde skændelig hans Sikkerhed til Løsenet i Oprørskrigen, og bare i aaben Mark Avindskjold mod deres Konge, ei langt fra 📌Bannakborn. Eenlig flydde 👤Jakob, saasnart nogle 247af hans tro Høvdinger vare faldne, styrtede med Hesten, og endte sit Liv tæt ved 📌Bannakborn i et Møllehuus, endte det saa, at Harme kvæler Taaren, thi det Uhyre af en Præst for hvem han skriftede, jog ham Dolken i Brystet.

👤Jakob den Fjerde gik i sit sextende Aar, da hans Fader blev myrdet og denne Gang undgik da 📌Skotland de Forvirringer der flød af Tronarvingens Mindreaarighed, og fik strax en Konge, der som Ridder betragtet, ei havde sin Mage i hele 📌Europa, og havde virkelig Aand nok til at behandle Statsstyrelsen som et Ridderspil til hele Folkets Beundring og Tilfredshed. Intet Oprør rystede hans Trone, intet Skotteblod besudlede hans Sværd, men Fader-Blodet, som han tillod at flyde paa sin Kappe, og udkrævede ei af Oprørernes Haand, brændte ham mangengang dybt i Sjælen, og laae virkelig tildeels paa hans Hoved. Fem og Tyve Aar varede hans glimrende Regjering, under hvilken 📌Skotland først kom i virkelig Besiddelse af 📌Syder-Øerne, og fremviiste som en Sjeldenhed, vel ingen Flaade, men dog et dengang mageløst Admiralskib, Store Michel, og imellem flere djærve Vikinger, en ædel Bølge-Ridder, 👤Anders Vood fra 📌Largs, men nu indlod han sig i en unødvendig Krig med sin Svoger, 👤Henrik den Ottende, hvortil han forledtes af fransk List og Guld. Vel blev han, ligemeget her ved Hvem, paa en sær høitidelig Maade i Kirken 248advaret for det ulykkelige Tog, og for hans vellystige Udsvævelser, der skulde styrte ham, men forgjæves; medens han hvilede i en deilig Skjøges Arme, han paa Toget fandt, hensmeltede hans Hær, hvoraf den største Deel drog hjem, og Greven af 📌Surrei, den engelske Høvding, fik derved Tid og Leilighed til at berede hans Undergang. Stædt i øiensynlig Fare, bød ham dog hans Ridder-Ære heller med alle Sine at falde end flye, og nu stod det blodige Slag paa 📌Floddens Høie, ikke langt fra 📌Tveed, hvor 👤Jakob faldt,*1513. ei som en kongelig Hærfører, men som en forvoven Ridder, der Intet saae, undtagen hvor Fjenden stod tykkest. Skotterne vilde ikke høre at deres Ridder var faldet, men sagde, han var, som 👤Olav Tryggesen, draget til 📌det hellige Land at gjøre Bod, og kunde ventes tilbage, som, rigtig forstaaet, kan og være sandt, men hans Liig førde Fjenden vist i Triumph, og at Skotterne, som Natten efter Slaget gav sig Tid til at plyndre paa Valpladsen, ingen tog sig til at finde Konge-Ridderens Liig, det beviser, at de maatte og gjøre Bod, før han kunne komme forbedret tilbage.

Kun lidt over Aar var 👤Jakob den Femte, da hans Fader faldt, ikke mindre end tolv skotske Jarler, og en stor Mængde Adelsmænd vare faldne med ham; Enke-Dronningen, den engelske 👤Margreta manglede vel ikke Forstand, men Dyd og Ærlighed, 📌Frankerig og 📌Engelland 249sparede hverken List eller Guld, de unge skotske Adelsmænd vare ærgjerrige, hidsige og uerfarne, Hertugen af 📌Albanien, en Søn af 👤Jakob den Tredies Broder 👤Alexander, som havde gjort sig skyldig i Lands-Forræderie, en herskesyg, æreløs og uklog Tjener af det franske Hof, var for det Meste Rigs-Forstander, og det er da intet Under, at Riget under den lange Mindreaarighed blev en Skueplads for de største Uordener, idelig Kiv og blodige Optrin.

Da 👤Jakob blev myndig,*1523. fik Landet Rolighed, dog ikke den Rolighed, det nød under hans Fader, men en Stilhed som den der hersker, mellem Afmægtige, over hvis Hoved Sværdet blinker. Ved Hjelp af Klerkene at berøve Adelen al Magt og inddrage dens Godser under Kronen, var Grundsætning hos det Afskum af en Konge, der havde forsvoret Naade og Tilgivelse, men gjorde i Øvrigt Alt for Penge. Paa dem troede han, og da han i Krigen med 📌Engelland saae deres Afmagt, døde han af Fortvivlelse i de samme Dage som hans Datter,*1542. den bekjendte 👤Maria, blev født. I denne 👤Jakobs Tid skinnede Evangeliets nytændte Lys ogsaa over Bølgerne til 📌Skotland, hvor man forgjæves vilde fordunkle det med Baal, og her er da Stedet til at kaste et Blik paa den skotske Aand og Kirke.

Det er unægteligt, at Sagn og Sange som have hjemme i et Folks Hedenskab, om de i Øv250rigt ei indeholdt mindste historisk Sandhed, paa det bestemteste kundgjøre Folkets Aand, men, saavidt man veed, findes der ei mindste Levning af Sligt hos Skotterne af nordisk Æt, og hvorvidt det er anderledes med Galerne, beroer vel paa de Ossianske Digtes Ægthed. Saalænge nu disse ei ere udgivne i Grund-Sproget, og dette tilbørlig opklaret, maa Spørgsmaalet nødvendig være underkastet megen Tvivl og Dunkelhed, men at der i de Digte findes mærkelige hedenske Oldsagn, kan vist uden Fare paastaaes, ligesom det da er klart, at de gamle irske Sagn om Helten Fin, Kuvals Søn, hans Søn 👤Oisin og Sønnesøn Oskir i det tredie Aarhundrede, gjælde 👤Fingal, 👤Ossian og 👤Oskar. Om den historiske Grundvold er det egentlig for tidlig at tale, kun kan man bemærke, at 👤Fingals Tog til 📌Norden ere omtrent saa historiske som Arthurs, og Picterne; som Galerne kaldte Chruthnier, vist det eneste nordiske Folk han havde med at gjøre, Noget man ogsaa mindes om ved Chrutloda, den pictiske Odin. Hvad Poesien angaaer kunde man vel falde paa at sige: Røsten er 👤Jakobs men Hænderne 👤Esaus, thi en forunderlig Modsætning er der mellem 👤Ossians Hjerte og Tungemaal, og naar man veed, at Skotte-Navnet efter al Rimelighed er af nordisk Herkomst og Udtryk for de Thuath de Danan (Dana Thiod) hvorom irske Oldsagn melde, samt at 👤Fingal (den hvide Fremmede) 251er en gammel irsk Benævnelse paa Dansk, da synes det ikke urimeligt, at 👤Fingals Slægt var dansk men blev besjunget af galiske Barder. Man har længe bemærket at Aanden i de ossianske Kvad er orientalsk, og antaget det for et Vidnesbyrd mod deres Ægthed, men det skulde man ikke gjort før man havde beviist at Galernes Aand ikke er orientalsk, som dog deres Barde-Væsen, Kaste-Inddeling, Dovenskab, Ubændighed, Farve, Aasyn og Alt synes at vise.

Naar Dal-Reuderne bleve christnede er ikke afgjort, og at det skedte, medens de vare fordrevne til 📌Irland, er en løs Gjætning. Da det imidlertid er vist, at Picterne nærede sig med skotske Geistlige omtrent til det tolvte Aarhundrede, og de sydlige Picter omvendtes i Begyndelsen af det femte Aarhundrede ved 👤Ninian, maa deres geistlige Fædre vist tidligere have været Christne, Noget der og synes beviist derved, at 👤Celestin, den brittiske Kætter, 👤Pelags Stalbroder, var en Skotter, *432. til 492. og kunde ikke være fra 📌Irland, som først efter hans Tid omvendtes ved 👤Patrick. Nord-Pikterne omvendtes i det sjette Aarhundrede ved 👤Columba, en Slægtning af de Dal-Reudiske Konger, tilligemed*565. deres Konge 👤Brudi (Bryde) den Anden, 📌Syder-Øen 📌Hjona, hvor Fergusiderne begroves, var til det niende Aarhundrede Plante-Skolen for den skotske Kirke, og 📌Hjonas Abbed dens Ypperste-Præst. Mellem disse Abbeder er*679. 252👤Adomnan som Forfatter til en vigtig Levnetsbeskrivelse af 👤Columba, især mærkværdig, og det er vist ikke deres, men Picternes Grovheds Skyld, at disse ei selv kom til at forsyne deres Kirker. Derimod er det ganske rimeligt, at da, efter 📌Hjonas Ødelæggelse og 📌Irlands Indtagelse af danske Vikinger, Levningen af irske Geistlige i 📌Skotland Kuldeerne, dannede en egen Kaste, hvor Præstedømmet gik i Arv, Picterne, som nu begyndte at vaagne, kan have havt Føie til at klage. Sligt kan imidlertid aldrig vare længe, og man kan være sikker paa, at kunde Picterne før det tolvte Aarhundrede undværet Culdeerne, vilde de og før begyndt at fortrænge dem, og det er ret mærkeligt, at de forsvinde med det trettende Aarhundrede, da den nordiske Aand ogsaa udvortes i 👤Valles og 👤Bruus kundgjorde sin kraftige Nærværelse. Hvad der til denne Tid fra 👤Adomnans Dage skreves i 📌Skotland, indskrænker sig omtrent til en lille Pictekrønike, eller rettere, et Slægtregister over de pictiske Konger paa Latin, og den saakaldte Albanske Duan, der er et lignende Slægt-Register sjunget af en galisk Barde for 👤Malcom den Tredie i det ellevte Aarhundrede. Mærkeligt er det, at den heel igiennem har Ende-Riim, og at den kalder Tilhørerne guulhaarede, thi begge Dele henpege paa den Blanding af Galisk og Pictisk, som i den Tid sad paa Thronen.

253Kunde man tvivle om at det var med 👤Vallas, 👤Bruus og det fjortende Aarhundrede den nordiske Folkestamme aandelig vaagnede, da maatte dog Tvivlen forsvinde, naar man seer at det ældste ny-skotske Vers man veed af at sige, er en Klagesang ved 👤Alexander den Tredies Grav, og det første store Kvad, som dog alt beraaber sig paa Kæmpe-Viser, det som Erke-Degnen i 📌Aberdeen, 👤Jon Barbour, under den første 👤Stuart digtede om 👤Robert Bruus som Fædrenelandets Befrier. Paa samme Tid skrev 👤Jon Fordun en skotsk Historie paa Latin som vel hverken i Sprog, Skrivemaade eller Indhold taaler nogen Sammenligning med vor 👤Saxos, men er dog en vigtig og mærkelig Samling af Fortids Sagn. Ikke længe efter, medens 👤Jakob den Første sad fangen i 📌London, skrev Prioren i 📌Lochleven, 👤Anders Vynton, sin skotske Riim-Krønike, der vel i Fynd og Hjertelighed staaer ligesaa langt nedenfor den Danske, som den overgaaer samme i Bladetal, men er dog baade for Sprogets og Aandens, for Trohjertighedens og Kundskabens Skyld, en mærkelig og glædelig Bog. At den desuagtet ei før Slutningen af det attende Aarhundrede kom for Lyset, viser vist nok hvorlidet kjendt og kjær den har været Skotterne, men at den dog da kom frem, er et af Tidens gode Tegn, kun er det slemt, at Udgiveren, en 👤Machpherson, har forskaaret den, og udeladt den almindelige Verdens-Krø254nike, hvormed den begynder, thi vel skulde man ei deraf lære noget Nyt om den gamle Verden, men hvad man deraf kunde lære om de gamle Skotters Kundskab, Synsmaade og Sprog var ingenlunde at foragte. Fra 👤Vyntons Dage af finde vi ingen navnkundig Krønike-Rimer, Spot og Lystighed blev Sjælen i den skotske Sang, og er hvad der udmærker 👤Dunbar i 👤fierde og 👤David Lindsay i 👤femte Jakobs Dage, dog staaer Biskop 👤Gavin Douglas imellem dem som en berømt Oversætter af 👤Virgil. I 👤Jakob den Andens Mindreaarighed fortsatte 👤Bovar 👤Forduns Krønike, og i 👤Jakob den Femtes udgav 👤Hector Bøyce (👤Boethius) sin berygtede Krønike paa Latin, som imidlertid, med Hensyn paa Tiden, ingenlunde fortjener den Banstraale, de nyere Historie-Skrivere have udslynget mod den, og bliver altid saare mærkelig, da den snart blev oversat, og maa ansees som 📌Skotlands Folke-Krønike.

Allerede i Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede fik 📌Skotland sig en Højskole *1410. i 📌St. Andrevs, som det skyldes Stedets vakkre Biskop 👤Henrik Vardlav, der og var Aarsag til 👤Jakob den Førstes Redning. To andre Biskopper 👤Turnbull i 📌Glasgov og den lærde*1453. 👤Villum Elphinston i 📌Aberdeen have stiftet Høiskolerne sammesteds,*1450. og i det Hele er det mærkeligt, at hverken var Pavernes Indflydelse paa 📌Skotland nogensinde betydelig, ei heller blandede Geistligheden 255sig stort i Statssager før det 16tende Aarhundrede. At imidlertid det er nogen Roes for den skotske Geistlighed, kan man ikke saa lige paastaae, da den, saalænge Adelen var i sin Kraft vel nødtes til at holde sig i Stilhed, og forsømde sig ikke, da det blev Tid. Dog synes det virkelig at Geistligheden til henimod 👤Jakob den Tredies Tid, da Regjeringen begyndte at sælge Bispestole og Abbedier, har i det Hele været agtværdig. Den første Niding af en Bisp man finder er den snu 👤Anders Forman under 👤Jakob den Fjerde, Erkebisp i 📌St. Andrevs, og han havde to Eftermænd i 👤Jakob og 👤David Beton, hvis Skudsmaal man ei behøver at skrive; thi de have selv præntet det uudslettelig i Krøniken med christent Blod som de udøste. Den ældre 👤Beton var det som lokkede Evangeliets første navnkundige Prædikant i 📌Skotland, 👤Patrik Hamilton, af engelsk Herkomst, til sig og kastede*1528. ham paa Baalet, der dog alt i Fortiden var indviet ved en Viklefits og en Hussitters Brand. Slige Skuespil gjentoges tit, ei fordi Kong 👤Jakob jo grant indsaae deres Skændighed, men fordi han tænkde nedrig nok til for rede Penge at sælge uskyldigt Blod.

Fire Aar efter 👤Jakobs Død blev hans nedrige Raadgiver, Sandhedens arrige Fjende 👤David Beton myrdet, 📌Skotlands navnkundige Reformator*født 1515. 👤Johan Knox begyndte nu for Alvor sin Løbebane, hans henrivende Veltalenhed vandt 256overordentligt Bifald, ærgierrige herskesyge og rovgjerrige Adelsmænd fandt deres Regning ved at opkaste sig til Protestanternes Høvdinger, og saavel Enkedronningen, en fransk Prindsesse, som den i alle Maader franske Dronning 👤Maria nødtes til at lade den chatolske Kirketjeneste synke, og den calvinske hæve sig, men sørgeligt er det at see, hvilken verdslig og Sandheden uværdig Gang den skotske Reformation tog, Pøbelen rensede Kirken med Røverhaand; Adelen ranede de geistlige Godser, uden engang at kunne sige det var Gaver af deres Forfædre, selv 👤Knox gav sine Tilhængere Vaaben i Haand, og opmuntrede til Oprør, og saasnart det reformeerte Partie troede sig mægtigt nok, udøvede de samme Undertrykkelse mod de chatholske, som de selv nys havde sukket under. Klart er det at Aarsagen til mangt et voldsomt Udbrud laae i Dronningens uredelige Adfærd og forargelige Levnet, men hun var jo netop Frugten af Skotternes tohundredeaarige Kjærlighed til fransk List, Guld og Ugudelighed, og stort bedre blev det ei heller efter hendes Afsættelse,*1567. da hendes aarsgamle Søn med 👤Henrik Darnlei Stuart, udraabdes til Konge under Navn af 👤Jakob den Sjette. Det var ingenlunde om Lærdommen man streed, men om Fordeel og Raaderum, de ny Præster hvem den rovgjerrige Adel ei levnede det tørre Brød, medens den under deres Skyts fortærede Kirkens Fedme, stiftede Partier og giennemheg257lede de Store for dog at gjælde noget, og vilde ingen biskoppelig Myndighed taale, Regjeringen vilde have Bisper, der som Hofmænd kunde hæve Tronen, den hele Adel var selvraadig, Hamiltonerne stræbde i Spidsen for det chatolske Parti efter Kronen, og 👤Jakob var en underlig Blanding af Stivhed og Svaghed, et skotsk Hoved med et fransk Hjerte, der læste meget og lærde lidt, havde ligesaa udsvævende Indbildninger om Kongehøihed, som hans Læremester 👤Georg Buchanan om Folke-Frihed, og var, efter Stuarternes Vane, vexelviis sine Yndlingers Slave og Bøddel. Ham var det, som til Løn fordi han sad med Hænderne i Skjødet, mens hans Moders Hoved faldt for 👤Elisabeths Bøddelsværd, fik 📌Engellands blodige Krone, og det er klart at just fordi den gjorde ham en Tomme høiere, blev han mere uskikket til at bære den, det var ligefrem, at han som kronet Hoved for den høie bispelige Kirke, maatte blive den bispefiendske Presbyter-Menighed end mere gram, og at det dog kun var denne, der vandt i Magt ved Rigernes Forbindelse. Føier man nu hertil at 👤Jakob var ødsel, uanseelig og yderst frygtsom, da er det vel intet Under, at han hverken blev agtet eller elsket i et Land, hvor man misundte Kongerne al Magt, elskede Penge og foragtede Skotter, og hvor Presbyterianerne hver Dag bleve rigere og mere formaaende. Hvad der fremdeles vakde Misfornøielse, og tjende 258end mere til Paaskud, var hans Mildhed mod Chatolikerne, som i Øvrigt ikke bør dadles, og forfængelige Bestræbelser for at komme i Svogerskab med det Protestanterne saa fiendske og i 📌Engelland særdeles forhadte spanske Hof, der ved den snedige 👤Gondemar holdt ham for Nar. Saaledes stødte Alt sammen for strax at indtage Folket mod Stuarterne, tilintetgjøre 📌Engellands Indflydelse paa 📌Europas Anliggender, og berøve de tydske Protestanter 📌Stor-Britanniens Understøttelse.

👤Jakobs sidste Dage vare især kummerfulde, thi, foragtet af sit Folk, saae han sig behandlet som et Barn af sin Yndling 👤Bukingham, og kjed af Livet døde han, man veed ikke ret om af Sygdom*1625. eller Læge-Midler.

👤Jakobs ældste Søn, 📌Engellands store Haab, 👤Henrik, var i Forveien død til alles Sorg, og derved kom den ulykkelige 👤Carl Stuart til at beklæde en Trone der alt vaklede og skulde knuse ham i sit Fald. 👤Karl var en aabenhjertig, godmodig og elskværdig Mand, med god sund Forstand og megen Vittighed, men sin Faders overspændte Begreber om Konge-Standen havde han arvet, var uforsigtig, overdreven føielig mod hvem han elskede, havde Styrke til at bære men ei Kraft til at handle, var forstandig men ei klog, ei kjæk men kun taalmodig, ligere en Kvinde end en Mand, skabt til en god Undersaat, men en maadelig Konge. Aldrig kunde en Mand 259af den Beskaffenhed bære 📌Engellands Krone med Ære, og aldrig annammede Nogen samme under uheldigere Omstændigheder end 👤Carl. Uenigheden mellem de religiøse Partier havde ligefra Begyndelsen været temmelig verdslig, thi hvad de i Henseende til Religionen tvistedes om, var meest slige Smaating, som mellem fornuftige Folk aldrig er Aarsag i, men kun Paaskud for Skilsmisse, men nu var den nær ved at blive aldeles politisk; og Religionens Indblanding tjende kun til at forblinde svage Øine, og forvirre skjøre Hoveder. I Parlamentets Overhuus agtede Bisperne med 👤Villum Laud i Spidsen at tilbagevinde en Deel af den ved Reformationen tabde Glands og Myndighed, og stræbde derfor at gjøre Kirken til en verdslig Helligdom, der hvilede paa dem som indviede Støtter. I Underhuset spillede Presbyterianerne Mester; thi da de udstrakde deres Friheds-Grundsætninger ogsaa til den verdslige Stat, indskjød alle Misfornøiede, Ærgjerrige og Herskesyge sig under dem, for at have et talrigt Partie og bestandig Grund til Klage. Heftig Strid var da uundgaaelig, især da Grændsen mellem Kongens og Parlamentets Rettigheder var i mange Henseender baade efter Lov og Hævd omtvistelig, og besynderlig kjæk og klog maatte den Konge været, som skulde kunne afværget et voldsomt Udbrud i et Land, hvor man elskede Selvraadighed, og havde glemt hvilke Rædsler der følge dens Seier. 260Nu var 👤Carl den bispelige Kirke aldeles hengiven, deels fordi han i den saae en apostolisk Indretning, deels fordi den aabenbar var Tronens eneste Støtte, af sit eget og 👤Buckinghams Nag til 📌Spanien og 📌Frankerig lod han sig forlede til en Krig, der hverken var efter Folkets Ønske eller til dets Ære, men skadede Handelen og deels nødte Kongen til for at faae Penge, idelig at sammenkalde Parlamentet og give efter for dets Fordringer, deels forledte ham til adskillige vilkaarlige og forhadte Paalæg. Vel blev 👤Carl, efterat 👤Buckingham var faldet for en Morderdolk,*1630. saa klog at slutte Fred og intet Parlament sammenkalde, men da han med Magt vilde indføre den biskoppelige Myndighed og Kirketjeneste i 📌Skotland,*1639. skedte der en Opstand, som ei kunde dæmpes uden ved en saa fuldstændig Eftergivenhed som Kongen ei vilde vise, eller ved en Krig hvortil han manglede Meget og øiensynlig Penge. Efterat have ved denne Leilighed baade under Mægling og Vaaben, givet de tydeligste Prøver paa Uklogskab og Svaghed, sammenkaldte han det ulyksalige lange Parlament,*1640. som ikke undlod at benytte Omstændighederne og Forbindelse med de skotske Oprørere til, Skridt for Skridt, at indskrænke Kongens Rettigheder, berøve ham hver Ven og Støtte, og ligesaa trædsk som nederdrægtig lønne ham for hver Føielighed med Utak. Han gav efter, desværre i alt for meget, saa han 261endog opoffrede sin vel ikke feilfri, men dog agtværdige og tro Ven, Jarlen af Strafford,*1641. til hvem Underhuset havde fattet et dødeligt Had, fordi han, der som 👤Thomas Ventvorth havde under de forrige Parlamenter, tilligemed 👤Jon Pym, været Kongens haardeste Modstander, var blevet hans Ven. Nu kjendte Underhuset, som ligefrem stilede paa en democratisk Forfatning, ingen Grændser, Kongen havde ogsaa, ved at lade en Bill gjælde for Beviis mod 👤Strafford, ligesom billiget alle deres Beslutninger, og som han siden selv sagde paa Retter-Stedet, ved at lægge en uskyldig Vens Blod paa sit Hoved, fortjent den Skjebne at forlades af Venner og mishandles af Fjender. Da 👤Carl saae, at han med det Gode ei engang kunde beholde Skyggen af Kongemagt, drog han til*1642. 📌York, og efter nogen Brevvexling der end mere forbittrede Gemytterne, udbrød Borgerkrigen, der en Tidlang var saa aldeles til Kongens Fordeel, at det synes som han tit kun havde behøvet at gaae til 📌London og adsplitte Bremsene for at have vundet Spil, men Udholdenhed var hans eneste Plan, og uden at vente nogen Udsoning, lod han sig dog standse ved hvert Forslag. Derved gik Sagen i Langdrag, og hver Seier Kongen vandt, tjende kun til at forøge hans Fjenders Raserie og formindske hans Venners Tal, saaledes faldt med Flere den herlige 👤Falkland ved*1643. 📌Nevbury, og da den tappre men ubesindige 262Prinds 👤Rupert af Pfalts, der, som det synes, ei streed for Kongens Sag men for sin Fornøielse, efter det tabde Slag ved 📌Naseby,*1645. ellevild overgav 📌Bristol, saae 👤Carl ingen anden Udvei, end at gaae til 📌Skotland og forene sig med Jarlen 👤Montrose som der havde spillet en eventyrlig Helte-Rolle, men den var alt udspillet, og 👤Carl stod forladt. Hans sidste Haab var at Skotterne dog kjærlig skulde mindes at han var af deres Blod, og til dem overgav han sig, men nederdrægtig skuffede de hans Tillid, og solgde med ham deres Ære og Krone til Huset i 📌Vestminster.*1646.

End kunde vel Udfaldet synes tvivlsomt, da Folket var utilfreds med et Parlament, der, langt føleligere end 👤Carl nogensinde, havde misbrugt sin Magt, men Magten sad nu i Spydstagen, den sad igjen i 👤Oliver Kromvells Haand, og han kunde ikke naae sin Agt, at forvandle den til et Septer, uden ved at farve den i Kongeblod. Hidtil havde denne Niding gjældt i Huset for en ivrig Presbyterianer, men han, hvem hver Maske var lige Kjær, naar den kun skjulte hans Djævle-Ansigt, spillede i Leiren Independent for at vinde blinde, rasende Redskaber til sin Udaad. Disse Independenter (Uafhængige) vare Folk eller rettere kun Udyr, der stræbde at indbilde sig selv at Selv-Forgudelse var den sande Gudelighed, al baade geistlig og verdslig Myndighed foragtede de, fulgde blindt deres onde Hjerters Attraaer, og kaldte dem, med brændemærket Samvittighed, 263guddommelige Indskydelser. Dem havde 👤Cromvell brugt i Striden som glubende Dyr, dem forstod han at faae gjort til Formænd i Hæren, brugde dem til at undertvinge Parlamentet, gribe og dømme Kongen. Vel aldrig var en Konge blevet saa oprørende mishandlet som 👤Carl nu, men til evig Ære for den Tro der lærde ham at overvinde Verden, og som et inderlig rørende Exempel paa ydmyget men ubøiet Majestæt, stod han i sin Ulykke, ogsaa deri en ægte Søstersøn af 👤Fjerde Christian. Paa Jorden faldt hans Hoved for 👤Cromvels Blodøxe den tredivte Januar Aaret efter den vestphalske Fred, men hans Krone faldt ikke, med den svang han sig til de evige Boliger, og gjennemstrømmet af denne salige Følelse gik han smilende til sin Død. Man dyppede Liin i hans Blod at gjemme som en Helligdom, men at det var 📌Engellands, ikke blot 👤Cromvels, Hænder som besudledes, det har man endnu ikke villet forstaae.

👤Oliver Cromvell fra 📌Huntingden var af god Herkomst og rimeligviis paa Mødrene-Side beslægtet med det stuartske Huus. Ved Høiskolen havde han ført et udsvævende og ryggesløst Levnet, men pludselig blev han et andet Menneske, giftede sig og førde et stille gudeligt Levnet som den strængeste Presbyterian, fri for Sværmerie var han dengang ikke, men tænkde saa lidet paa at spille en Rolle i sit Fædreneland, at han endog havde indskibet sig til 📌Amerika, og hold264tes kun tilbage ved et kongeligt Forbud. Bekjendt som en stiv og ivrig Republikaner blev han valgt til Medlem i det lange Parlament for 📌Cambridge, men havde i Førstningen slet ingen Anseelse og kun Indflydelse gjennem 👤Jon Hambden, da han aldeles manglede Veltalenhed. Ved Borger-Krigens Begyndelse, da han var over fyrgetive Aar gammel, var, saavidt man kan skjønne, hans Griller borte, men havde taget hans Gudsfrygt med, thi fra nu af seer man ham med Koldsindighed at stile efter verdslig Magt og Anseelse, og misbruge Alt, selv det Helligste planmæssig.

Efter 👤Carls Mord blev Skroget af det lange Parlament ved at sidde, og 👤Cromvell blev ved at staae for Styret, Konge-Dømme og Overhuus ophævedes, og Skotterne som ei vilde samtykke, men havde valgt den unge 👤Karl Stuart til Skygge-Konge, bleve tvungne dertil ved 👤Cromvell som vandt Slagene ved 📌Dunbar og 📌Vorcester, og ved Skotten 👤Monk, der før havde stridt for den myrdede Konge, men tjende nu Parlamentet. Dette syndes nu ei længer at behøve 👤Cromvell, og var kjed af hans Formynderskab, men hans Myndighed hvilede paa Krigshærens Hengivenhed, og den maatte da opløses om han skulde bøies. Man skal ikke let kunne sige, om det var taabeligst af Parlament-Skroget, at tiltro sig Evne til at regjere, eller en herskende Hær Føielighed til at lade sig opløse, 265men at begge Dele vare latterlige viiste 👤Cromvell dem, da han med en Deel Soldater i Ryggen, traadte ind i Huset,*1653. bad Lemmerne gaae hjem og give Plads for skikkelige Folk, drev dem ud som Faar, lukkede Døren og puttede Nøglen i sin Lomme. Imidlertid var han for klog til at ville have Skin af Tyran, og udnævnede derfor et Slags Parlament deels af sine Fortrolige, og deels af de meest forskruede og vankundige Folk han kjendte, som indbildte sig at være de Hellige der skulde regjere Jorden til Herren kom igjen. Dette Narre-Huus vrævlede i nogle Maaneder om at udrydde de verdslige Hollændere, afskaffe Præsteskab, Tiende, Høiskoler og Landslov, om at indføre den mosaiske Forfatning, og saa fremdeles, men udrettede Intet uden hvad 👤Cromvell ønskede, gjorde sig kun til Latter for Folket, og lærde dem at der vil andet end Snak til at styre et Land. Det mærkede endelig de fleste af Grillenfængerne selv, og tilbagegav deres Fuldmagt til Krigshæren, som da uden at møde synderlig Modstand, valgde og udraabde 👤Cromvell til Styrer under Navn af Republikens Protector (Beskytter). I fem Aar beklædte han dette Embede, med langt mere Myndighed end Stuarterne, høilig frygtet baade ude og hjemme, og heldig i alle sine Anslag, men alt som det lakkede mod Enden, vaagnede Samvittigheden, Dødsangst omspændte ham overalt, og langt meer ulykkelig end 👤Carl Stuart, døde 266han 1658 den tredie September, som netop var den Dag han havde seiret baade ved 📌Dunbar og 📌Vorcester. Aabenbar var han Manden Riget behøvede, thi han besad netop i høi Grad den Kraft og Klogskab 👤Carl manglede, havde han valgt at være sin Konges Raadgiver istedenfor hans Morder, da kunde han sovet hen i Fred og efterladt et velsignet Minde, men nu henfoer han, til sine Samtidiges Gru, med den Hvirvelvind han havde hengivet sig til, og hans Navn lyder kun til Afskye for Christne og Skræk for Tyranner. Hans Søn 👤Richard skulde være hans Efterfølger, men hverken kunde eller vilde han følge sin Faders Fodspor, rolig lod han sig Magten fratage, og da man ikke kunde enes om, hvem der skulde eie den, besluttede 👤Monk med Skotte-Hæren at sætte 👤Karl den Yngre paa sine Fædres Trone, hvilket ogsaa, uden al Blodsudgydelse*1660. lykkedes, thi Folket i det Hele havde nu endelig lært hvad det vilde sige, at de i Parlamentet raadte sig selv, og længdes efter Rolighed, Adelen længdes efter sin forrige Glands og Anseelse, og mange vilde bedre mod Sønnen, hvad de havde forbrudt imod Faderen.

Om 👤Carl den Anden har man havt for Ordsprog, at han sagde aldrig noget Dumt og gjorde aldrig noget Klogt, og vel er dette kun i det Høieste en Vittighed, men det var netop ogsaa hans Forstand. I Øvrigt var 👤Carl en ligegyldig, ødsel og liderlig Herre, som gjerne lod 267Andre raade naar han fik Lov til at leve lystig og uforstyrret, men de vare mange som vilde raade, Parlamentet blev snart karrigt, 📌Frankerig var ei saa knap, men vilde have Smæk for Skillingen, som 📌Engelland ikke baadede ved; 👤Karl var en hemmelig, og hans Broder 👤Jakob en aabenbar Chatolik, saa der var Nok at trættes om. 👤Carl hjalp sig med en tvetunget Føielighed og sine Ministres Rænker saalænge muligt, men da den rænkefulde, veltalende og æreløse 👤Shaftesbury, der som Lord 👤Ashlei havde været et virksomt Medlem af det lange Parlament, igjen vendte Kappen efter Folkevinden, tegnede det virkelig til, at 👤Carl skulde fristet sin Faders Skjebne. Dog, Rædselsminderne vare for nye og gruelige til, at Mængden af Folket kunde ønske dem oplivede, 👤Carl tog i Tide Mod til sig, opløste det stridige Parlament i 📌Oxford,*1681. sammenkaldte intet igjen, skildte sig med Øxen ved de uroligste Hoveder, kuede det overmodige 📌London, og regjerede siden, eller rettere, lod sin Broder regjere, uindskrænket, og døde*1685. dog mere elsket end nogen 📌Engellands Styrer i langsommelig Tid. Under ham opkom de siden saa bekjendte Øgenavne af Torys og Vhigs i Parlamentet, hint, ellers et Navn paa irske Stimænd, kom til at betegne Hoffets Venner, og Vhig — skotsk Kjernemelk — kaldte de igjen Modstanderne, for deres Sammenhæng med de strænge Presbyterianer, blandt hvilke den skotske 268Almue udmærkede sig ved Latterlighed og Galenskab. Ogsaa disse Navne lære os, hvad Alt viser, at Modsætningen nu var bleven aldeles politisk. Da 👤Carl kun efterlod sig Frillebørn, besteeg hans chatolske Broder 👤Jakob den Anden Tronen, og det uden al Modsigelse, uagtet hans Udelukkelse havde været Vhig-Sidens vigtigste Paastand. Dog, Kronen var blevet udvidet, 👤Jakobs Hoved derimod ei blevet større, de passede altsaa ikke sammen, den gleed ham ned baade over Øine og Øren, det saae 👤Vilhelm af Oranien, løftede ham den, før han vidste det, ganske pænt af Hovedet, prøvede den paa sit, fandt at den passede, og loe ad Parlamentet, som bagefter vilde indknibe den igjen. Det er i Korthed 👤Jakobs og den udbasunede Revolutions sandfærdige Historie, friere bleve Engellænderne ingenlunde, men de fik et klogere Herskab, og det var netop deres Lykke, da Frihed efter deres Forstand aldrig kan times dem uden som en stor Ulykke.

👤Jakob var herskesyg, kortsynet, selvklog, barsk, haard indtil Grusomhed, og meende at forsone det Alt, og hævde baade Guds og sit eget Rige, ved at være mere chatolsk end Paven i 📌Rom, og omvende 📌Engelland med lumpne Jesuiter. Tilstanden var virkelig saaledes, at han kunde vente saameget Held, som i slige Ting er mulig, thi Religion var ikke hvad der trykkede enten Adel eller Præsteskab, den var i de Flestes 269Øine kun en gammel Kjephest der hørde til Forfatningen, og man saae derfor mange i de oplyste Stænder sadle om efter Moden til Hove, Presbyterianerne i 📌Engelland vare i det Hele blevne saa rige og ligegyldige, at de Intet vilde vove, Kvækerne hos hvem der var meest aandeligt Liv, afskyede legemlige Vaaben, 👤Jakob havde en staaende Hær, Rye for Tapperhed, mange chatolske Undersaatter som syndes at være ham inderlig hengivne, og han havde til Bundsforvandt 📌Europas mægtigste Konge: 👤Ludvig den Fjortende. Vel gjorde 👤Hertugen af Monmout, en Frillesøn af 👤Carl den Anden og det engelske Folks Yndling, en Landgang, men den endtes snart paa Retter-Stedet, kun af Almuen havde han havt Tilløb, og hvem der ved denne Leilighed havde selv paa fierneste Maade viist Yndest for ham maatte blodig undgjælde under Slagternes, 👤Kirkes og 👤Jeffries, Krigersværd og Dommerøxe. Nu turde hardtad ingen knye, Studenterne af 📌Magdalene-Collegiet i 📌Oxford, som ei vilde opgive deres Ret til at vælge sig en Præsident, og endnu mindre vælge den Doctor af 📌Sorbonnen Kongen foreslog, maatte rømme Pladsen til Chatoliker, og Erkebiskop 👤Sancroft i 📌Canterbury med sex andre Bisper, der ei vilde kundgjøre Afskaffelsen af Straffe-Lovene mod Papister, hvortil han var uberettiget, maatte vandre til 📌Tover, det rystede Folket og gav Anledning til et høitidelig rørende Optrin, da man saae 270Soldaterne knæled for deres Fanger, og bede om Tilgivelse; men da man veed det ei var stille Hengivenhed i Guds Villie der hindrede en Opstand, var det upaatvivlelig slavisk Frygt. Rimeligviis havde da 👤Jakob, hvorvidt han end var gaaet i Papisterie og Despotisme, ei havt uden en Morderdolk at frygte, hvis han ikke havde havt en Svigersøn og Naboe, som 👤Vilhelm i 📌Holland, paa hvem de Misfornøiede kunde fæste deres Blik, og ved hvis Bistand de kunde haabe at vinde uden at vove Stort.

Denne 👤Vilhelm var en Sønnesøns-Søn af sin berømte Navner, hvem han ei heller var ulig, og af Admiral 👤Colignys Daatter. Lykken syndes ham i Begyndelsen ublid, thi som Barn mistede han baade sin Fader og Udsigten til at arve hans Anseelse, da Statholder-Værdigheden erklæredes for evig skilt fra det oraniske Huus, men under farlige Omstændigheder havde han dog seiret, og ved de store Tjenester han gjorde Republiken, ved Snuhed og Sindighed erhvervet en afgjørende Indflydelse. Han var en Daattersøn af 👤Carl Stuart den Ældre, og havde ægtet sin Frænke, 👤Maria, 👤Jakob den Andens ældste Daatter af sit første protestantiske Ægteskab, og hende betragtede Engellænderne som deres tilkommende Dronning, da 👤Jakob endnu efter sin Tronbestigelse var sønneløs og man ansaae det for afgjort, at Italienerinden var ufrugtbar. Dette Haab blev imidlertid 271skuffet, Dronningen fødte en Søn, som man vel kunde ansee for indsmuglet, men ikke udelukke, nu saae man ingen Ende paa Elendigheden, og en stor Deel saavel Torys som Vhigs forenedes om at søge 👤Vilhelm paa Haand, som nu ogsaa var dobbelt redebon. Uagtet Tilberedelserne skedte med al mulig Stilhed og Klogskab, fik det franske Hof dog Nys derom, og tilbød 👤Jakob Hjelpetropper, men han var slagen med Blindhed, længe varede det før han endog kun halv vilde troe det var 👤Vilhelms Alvor at hjemsøge ham, og Faren saae han ikke førend Regjeringen i 📌Holland reent ud erklærede hans Minister at deres Flaade blev laant ud til Prindsens engelske Tog. Nu saae han Faren men ingen Raad, uden at indrømme sine Fjenders Beskyldninger ved i en Hast at gjenkalde alle sine forhadte Anordninger. Vel kunde man saameget mindre slaae Lid til hans Oprigtighed, som han, paa et Rygte om at 👤Vilhelms Flaade var ødelagt af Storm, begyndte at slaae paa den gamle Stræng, men det hjalp dog saameget, at 👤Vilhelm efter at være landet i 📌Torbay, i ni Dage*1688. forgjæves ventede paa sine løfterige Venner, og stod paa Nippet at indskibe sig igjen. Dog hans Taalmodighed var ogsaa det eneste der paa dette Tog blev prøvet; thi nu flokkedes de Store til ham, 👤Jakobs Armee vilde ikke fægte, han rømmede Landet, efter at have kastet Rigets Storseigl i 📌Themsen, og uden en Draabe Blods 272Udgydelse drog 👤Vilhelm ind i 📌London. Her lod han sig overdrage Regentskabet indtil et frit Parlament kunde samles, og af dette blev han, efter endeel unyttig Tvist, valgt til Konge*1689. med samme Rettigheder som hans Formænd. 📌Skotland fulgde snart 📌Engellands Exempel, og da den tappre 👤Dunder seirende faldt, adsplittedes de Bjerg-Skotter der havde reist sig for 👤Jakob, men senere gik det med 📌Irland, hvor Statholderen 👤Turkonel, en Papist, trodsede, og blev snart understøttet af Kong 👤Jakob selv, hvem 📌Frankerig udrustede paa det Bedste. 👤Vilhelm fandt det nødvendigt selv at gaae did, Kongerne mødtes ved 📌Slane-Broe,*1690. 👤Vilhelm vandt, 👤Jakob flydde over Havet, og næste Aar maatte 📌Irland underkaste sig.

Saasnart 👤Vilhelm var blevet 📌Engellands Konge, stræbde han at forene alle de øvrige Fastlands-Magter mod den der var ham farligst, og drev Spot med Ret i 📌Europa, 📌Frankerig nemlig.

Stor var virkelig Faren, som fra dette Hjørne truede 📌Europa, og her var da Stedet til at kaste et indtrængende Blik paa Franskmændenes Beskaffenhed og Vilkaar, naar man kun var det voxen. Men, ligesom det paa den ene Side udfordrede flere Aars vedholdende Anstrængelse nøie at gjennemlæse blot det Vigtigste af hvad der hører til et saa aldrende, beskjæftiget og snaksomt Folks Historie, saaledes var det vel 273mueligt man derved ei blev stort klogere paa deres Skjebne og Virksomhed, thi der hører saare meget til at samle Avner som der lægges Vind paa at adsprede, og endnu mere til at opdage deres Sammenhæng, som aabenbar kun er til i Luften, i Indbildningen; og kun der er den Punkt hvor Franskmænd støde sammen, den point d'honneur, man altid har angivet som Franskmandens Kjendemærke. Har man nu, som det virkelig synes, Ret heri, da følger unægtelig deraf, at Franskmændenes Aand er, ganske alvorlig talt, Vind, og deres Begeistring Hvirvel-Vind, saa at man for at forstaae deres Færd, maatte forstaae sig langt bedre end de selv paa Vind og Veir, som dog naturligviis er det Eneste de med Held har stræbt at udvikle og forklare. Istedenfor altsaa at ville forklare 📌Frankerigs Historie som andre Landes, Noget der er saa umuligt, som at bringe Franskmænd til at ligne andre Folk, skal Krøniken kun vise at det var Vind hvormed de foer, og lade dem forklare sig selv. Ligesom nu hint lader sig bevise ved at betragte deres Sang, Kløgt og Idræt i Sandheds Lys, saaledes viser det sig selv deri, at aldrig har 📌Frankerig kunnet herske uden i jammerlige Tider, aldrig har Franskmænd kunnet indtage noget Folks Aand, men har kun i dens Fraværelse gjort Vind, stedse brast deres Værk og Vælde som en Boble, saasnart det skulde staae for en Aand. Saa i 274den ydre, og saa i den indre Verden. Vi veed, at selv i 👤Karl den Stores Dage var det kun raadne Stammer Franker kunde kaste, Tydskerne fældte sig selv, Danske og Normanner spottede den mægtige Keiser, og svang Svøben over hans Børn. Korstogenes Historie giver lignende Vidnesbyrd, 📌Europas Forfatning i det femtende Aarhundrede kjende vi, og dog var det kun Italiener Franskmænd kunde beseire, for Schveitser-Aanden bøiede de sig dybt siden de bukkede for den ved 📌Basel, og selv mod det deelte 📌Tydskland kunde 👤Frands den Første intet udrette. Ligesaa enig er man om at det var Vind med det Parisiske Universitets Herredømme i Scholastikens Dage, og saasnart Aanden kom, fik man det at see. At det nu ligeledes var Vind med 📌Frankerigs Vælde og 📌Frankerigs Viisdom i 👤Ludvig den Fjortendes Dage, det fik man og at see, skjøndt det med Viisdommen varede en Stund, fordi Aanden sov haart, og Vind gik for Aand, saalænge det varede.

Hvorledes det saae ud i 📌Europa ved den Vestphalske Freds Tider, have vi seet et Glimt af i det Foregaaende. Ingen Aand rørde sig da i 📌Europa, uden den onde Aand som i 📌Engelland lavede sig til Kongemord, og den forsvandt med 👤Cromvel endnu før 👤Ludvig blev myndig, 📌Spanien var saa afmægtig, at selv 📌Portugal havde revet sig løs,*1640. 📌Tydskland sov paa Fredstractaten tildeels under 📌Frankerigs Vinger, og 📌Holland 275kivedes hovedløs med sig selv. Saavel Trediveaarskrigen som Fredsforhandlingerne i 📌Münster og 📌Osnabrück havde noksom viist, hvad Guld og Snuhed nu formaaede, og i at anvende disse Midler vare Franskmændene Mestere, efter at den italienske Politik havde med de mediceiske Dronninger holdt sit Indtog i 📌Paris. Egenlige Guld-Miner havde vel 📌Frankerig ikke, men desflere uegenlige, som for en Tid vare i alle Maader de giftigste, dem nemlig Snuhed aabner og Snedighed bearbeider. Det Nantiske Edict havde egenlig kun givet de franske Konger Kræfterne hos den alvorligste og dybeste Deel af Folket til Raadighed, og efter 👤Richelieus Dage var Hugonotternes Tænke-Frihed en Naade de ei kunde vente længere, end Kongerne fandt deres villige Tjeneste vigtig nok til derfor at see gjennem Fingre. I den lærde Verden havde Hugonotterne, den sproglærde 👤Kasaubon, den belæste 👤Bochart og den grublende 👤Cartes, tilligemed Benedictinerne og Oratoriets Fædre, erhvervet 📌Frankerig et glimrende Navn, Smags-Domstolen som 👤Richelieu i det franske Academie havde oprettet, holdtes for den ypperste i 📌Europa, i 👤Corneilles Sørge-Spil gik 📌Grækenland og 📌Rom med de Lærdes Afguder livagtig igjen, og 📌Paris vrimlede af hoppende Skader, skaarne for Tungebaand, som fløi ikke høit, men hoppede net og snakkede rask om al Verdsens Ting, 276saa Verden ei noksom kunde forundre sig over deres Vid og Forstand.

Under saadanne Omstændigheder besteeg 👤Ludvig Thronen, og tog selv Spiret ved hans Formynder Italieneren 👤Mazarins Død, samme Aar som 📌Europas Krigsaand syndes at døe med 📌Sverrigs 👤Carl Gustav, og den 📌Frankerig hengivne 👤Carl Stuart den Anden sattes*1660. paa 📌Stor-Britanniens Throne. I 👤Condee og Hugonotten 👤Türenne havde 👤Ludvig 📌Europas eneste bekjendte Generaler og i en anden Hugonot, 👤Colbert, en Rente-Mester, der rigtig nok optog Capitalen i Renter, men vidste dog at gjøre det saa snildt, at Ingen mærkede det, og skaffede Penge nok i sin Tid til en mægtig staaende Hær af Soldater, Speidere og Forrædere, samt en umaneerlig glimrende Hofstat, hvortil ogsaa hørde Skribenterne, som fik Sold, snart for at tale og snart for at tie, og Kunstnerne der skulde hjelpe Digterne at kaste Kappen af alle Fortidens store Mænd om 👤Ludvig, og skrive hans Navn saa tit og med saa store Bogstaver, at det ei skulde kunne forgaae med hans eget Værk, paa hvis Forsvarlighed man var beskeden eller klog nok til at tvivle.

Sin Heltebane aabnede 👤Ludvig med en Krig mod 📌Spanien,*1665. hvori han vilde arve 📌Belgien efter sin Svigerfader 👤Philip den Fjerde, Noget der vel var dobbelt Uret efter det høitidelige Afkald ved den pyrenæiske Fred, men poli277tisk rigtigt, fordi 📌Spanien, netop ved i hin Fred at afstaae 📌Rousiillon og 📌Artois, havde viist at dets gode Sag stod paa slette Fødder, og fordi det var vitterligt at det ny Hoved, 👤Karl Vissenpind, ingenlunde kunde sætte den i bedre Gang, og maatte altsaa tabe sin Sag for Sværd-Ordenens høieste Ret, som var den allerchristeligste Konges Parlament. Dog, Hollænderne, som desuden altid gjerne har villet havt deres Christendom for sig selv, fandt