↩ Længe havde Paverne prøvet paa, ►hvorvidt de kunde gaa i ►Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter 👤Husses Mord besudlede Pavestolen 133►afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den ►liderlige, samvittighedsløse 👤Alexander den Sjette fulgdes af den ►krigske og herskesyge Gudsforagter 👤Julius den Anden, og dennes ►Eftermand var 👤Leo den Tiende. I denne Pave af det mediceiske Hus havde Kunst og Lærdom en Kjender og Beskytter, naar kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men ►om Sandheden var det ham ikke at gjøre, og hans Ligegyldighed for ►Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved ►aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De ►fremfarne Paver havde ►alt indbildt de Christne at en Reise til 📌Rom, Bønner ved Apostlene 👤Peders og 👤Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde skaffe Deelagtighed i Helgen-Skarens ►overflødige Fromhed, der var Kirkens Arvegods, og derved Syndsforladelse. Først var det eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers ►Leilighed, to, og endelig fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller Aflad om ►Jubelaaret kunde erholdes i 📌Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikjøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en rimelig Udvidelse, da 👤Leo, for at fylde det udtømte Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af 📌Peterskirken, Katolisismens store Bautasteen, ►omsendte Munke i Landene der handlede aabenlyst med Afladsbreve, som en ►Kramvare. Imidlertid maatte dog mange Sjæle forfærdes for det nøgne Uhyre, og Aflads Ugyldighed 134blive følelig. ⓘ Hertil bidrog fornemmelig den ►Ubluhed, hvormed Dominicaneren 👤Johan Tezel røgtede, ja overdrev sit ►Ærinde i det nordlige 📌Tyskland, da han endog solgde Aflad for Synder, som ►skulde begaaes. Men hvem kunde og vilde lydelig paatale dette Uvæsen? Konger, Fyrster og Bisper deelde i al Fald ►Fordelen med Paven og Kræmmerne for at dog Noget kunde blive i Landet, de Lærde smilede fornemt ad ►Mængdens Dumhed og lovprisde den gavmilde 👤Leo. Kun nogle tydske Lærde opløftede Røsten, men hverken mod det Ondes Rod eller med sand christelig Tro; den lærde og kløgtige 👤Erasmus fra Rotterdam ►belo høit Munkenes Vankundighed og Bedragerier, men elskede Verdens Fred og Ære for høit til at vove nogen alvorlig Kamp for Sandheden, det var langt mere hans Hoveds end hans Hjertes Sag. 👤Reuchlin kæmpede ►djærvt for de ►Rabbinske Skrifter som man vilde brænde, og bidrog meget til at opfriske det ebraiske Sprogs Dyrkning, men han fordybede sig i Rabbinsk Cabbalistik og skyede Kamp om Lærdommen. Kort sagt, den Forbedring selv de redeligste Lærde ønskede, var mere udvortes end indvortes, og betød som Hovedsag ikke stort; medens de tænkde paa at forberede den, vilde Kundskab gaaet til Grunde, og alt Haab havde været ude. Paa den anden Side sukkede mange tusinde Hjerter i Stilhed, uden ►ret at vide hvorefter, og for En som kunde og vilde 135lære dem det, laa Bøgerne ►opladne og Værktøiet rede. ►De som følde deres Sygdom laa som Hine ved 📌Bethesdas Dam, og ventede at Herrens Engel skulde nedfare og bevæge Vandet,► ►Livets Vand i den hellige Dam: i ►Bibelen, og ►Herren er nær hos alle dem som kalde paa ham i Sandhed, han hører de Gudfrygtiges Skrig og hjelper dem. Det haver stadfæstet sig paa Mennesker og Tidsaldere ligefra Dagenes Begyndelse indtil Nu, og det vil stadfæste sig baade til og i Dagenes Ende; ►thi Himmel og Jord skal forgaa, men Herrens Ord bliver evindelig.