↩ 📌Norge, som i det niende Aarhundrede sammensveisedes med 👤Haarfagers Forhammer, søndersledes igjen af sin urolige Aand i hans Æt og 📌Hlade-Jarlerne. Forgjæves prøvede den ►kjække, fromme 👤Hakon Adelsteen at lokke Fjeldet til at bøie sig under 👤Christi milde ►Aag, det maatte blødes først i flere Strømme Blod, ►bugnede dog kun for 👤Olav Trygvesons den christne ►Kjæmpehaand, og skilte sig kun ad for 👤Hellig-Olav, som for at drikke hans Blod og ►oplade ham en Klippegrav. Først da hans Halvbroder med det hele Steenhjerte, 👤Harald Haardraade, havde knækket Fjeldets gamle Takker, da Levningen af 📌Norges ►Kjæmpe-Adel var lagt i Grav, deels ved hans Haand, deels ved hans Fod paa 📌Englands Kyst, først da stod Kongestoel og Kirke en liden ⓘ Stund i Roe paa det ►sløifede 📌Dovre, og 👤Sigurd Jorsalafar pyntede ►vittig paa Rygte og Sal; men ►der nu Salen blev saa ►klar og Livet derinde saa lystigt, ►ginge Ungersvende i Flok paa gloende Jern, for som uægte Kongebørn at 108naae de bløde Hynder ►under Høienloft, og det aldrig forenede 📌Norge gav hver dristig Thronbeiler et Følge. Vel undertrykde 👤Sverre med sine ►Birkebener enstund det vilde Vaabengny, men Tryk formilder ikke: Alterlyset gad han ilde lidt og ►Tvedragtsluen var det Blus hvormed man ►stædte ham til Jorde. Endelig fik Riget Roe i 👤Gammel-Haagens Dage, men det var Dødens Roe, og til et Vidnesbyrd at ⓘ Thurseslægtens Liv var endt, gav 📌Island sig i ►Normand-Kongens Vold.