Fjerde Tidsrum.
Fra 👤Gregor den Syvende til 👤Luther.
1073-1517.
✂ 👤Hildebrand, en Italiener, var den Mand Forsynet havde udkaaret til, saavidt det da var gjørligt, at gjenføde Christendommen, derved lægge Tømme paa ►Næverettens uvane Dyr og forberede lysere Tider. Som Munk og Prior i det berømte franske Kloster 📌Klugni, havde han ved Gudsfrygt og strængt Levnet erhvervet sig Helligheds Rye, og da han i Aarhundredets Midte, som ►Erkedegn i 📌Rom fik stor Indflydelse, gik hans Stræben ud paa at besætte Pavestolen med Mænd, der tænkte som han, og gjøre dem uafhængige af 📌Tydsklands Keisere. Dertil betjende han sig af de Normanner, som fra 📌Frankerig vare gangne til 📌Neapel, havde der først hjulpet til at fortrænge Araberne, som fra 📌Sicilien gjorde et nyt Forsøg paa 📌Europas Fastland, og tiltoge sig siden Herredømmet; men dog grundfæstedes Pavestolens Myndighed først, da 88👤Hildebrand, under Navn af 👤Gregor den Syvende, kom til at beklæde den. Det er ikke let at fælde en sikker Dom over denne ►overordentlige Mands Adfærd, og i al Fald maae baade hans og Tidsalderens Historie behandles grundigere end hidindtil, før den kan bevises, men saameget er vist, at Tiden trængde til en Mand som han, og bukkede han stundum under for de mange Fristelser, hvoraf han var omringet, synes dog saavel hans Handlemaade i det Hele som hans ►mærkelige Breve, at røbe ærlig Sorg over Tidens Fordærvelse, og Redebonhed til at opofre alt Timeligt for Guds Rige. At han troede sig kaldet til Reformator var ingen Brøde, thi det var han, men troede han sig ufeilbar uden forsaavidt han lod Guds Ord raade for sin Tunge, da var han høilig at laste og ingenlunde uskyldig i de følgende Pavers antichristelige Færd, skjøndt han selv vogtede sig for en saadan. Længe havde man følt hvor høistnødvendig en Gjenfødelse af Kirkens Myndighed og da tillige en Reformation af Geistlighedens Sæder var, men da 👤Gregor blev Pave, var ogsaa denne Følelse næsten forsvundet og intet vissere Kjendetegn paa Tidens store Nød og Fordærvelse kan man forlange. Trende Fyrster regjerede paa den Tid i Christenhedens Hovedriger som trodsede baade guddommelige og menneskelige Love, og med to af disse som drev ►aabenbar Handel med geistlige Embeder og førde et forargeligt Levnet; 👤Philip den Første 89i 📌Frankerig og 👤Henrik den Fjerde i 📌Tydskland maatte 👤Gregor prøve Styrke om noget skulde udrettes. Hans faderlige Formaninger vare frugtesløse; men da han vovede det store Skridt, hvortil han var berettiget, at ►sætte dem i Band, eller erklære dem for udelukte af den christne Menighed, maatte de give efter især fordi deres dels fornærmede deels herskesyge Lehnsmænd deri fandt et velkomment Paaskud til at ►byde dem Spidsen. Dog, 👤Henrichs Ydmygelse var ►Skrømteviis, saasnart han var løst af Band, greb han til Vaaben, og Paven kom i Livsfare, uden derfor at vige et Haarsbred fra hvad han ansaae for Sandhed og Ret. Efter 12 Aars Strid og Møie døde 👤Gregor Landflygtig i 📌Salerne, og har hidindtil havt det Vandheld, at først en Række af Paver ►kjødelig benyttede den aandelige Seier han vandt, og at siden alle Pavedømmets Modstandere skildrede ham som en Djævel, hvis Hjertens Begjæring det var at blive Ophavsmand til alle de følgende Ulykker. Alle hans Skridt ere blevne mistydede og man har indbildt sig at hele hans Strid mod Embedssalg og Præste-Giftermaal hvorved han dog slet Ingen smigrede men væbnede baade Geistlige og Verdslige imod sig, var ene beregnet paa at skaffe sig et timeligt og ►kjødeligt Herredømme, som han dog ►aabenbar var for klog til at mene kunde paa slig Maade erhverves, og som han ei gav mindste Aarsag til at troe var hans Attraae. Loven om 90Geistlighedens ►Cælibat var ikke blot ældre end han, men ansaaes ►og af alle 📌Sydens gudfrygtige Mænd for nødvendig til at sætte Skranke for Geistlighedens Vellyst og ►Rovgjerrighed, og 👤Gregors Ønske at skaffe en geistlig Forsamling Myndighed til at paadømme christne Fyrsters Tvistigheder var ►aabenbar et ►pium desiderium. At hans Bestræbelser for en stor Deel forfeilede deres Øiemeed havde sin Grund i Tidens ►Vanart, men at han ikke holdt sig nøie til Skriften, ►meende at Kirken ►skedte en Tjeneste ved Menneskebud► og ►glemde at 👤Christi Rige ingenlunde er af denne Verden,► det er en Brøde han deelde med sin Tid. Imidlertid ►virkede den pavelige Myndighed i den ⓘ lovløse ►Jernalder saare meget Godt, thi Krumstaven forhindrede dog at ►al Magt ei kom til at sidde i Spydstagen, de Halstarrige og Ubændige havde dog noget at frygte og de Undertrykte en Tilflugt, Pavemagten var dog aandelig, og maatte befordre den aandelige Udvikling, og ved Misbrug maatte den falde af sig selv. Lægger man fremdeles Mærke til hvorledes Hedenskab paa denne Tid tog Overhaand hos de Boglærde, og hvor høit man i alle Maader trængde til et fast almeengyldigt Lære-System, nu da Systemernes Tid i Vesten begyndte med 👤Anselm af Canterbury, da maae man vel sande at Pavemagten var, efter Omstændighederne, nødvendig til Kirkens Redning, skjøndt det vist nok havde været langt bedre hvis den ei havde gjordes 91behov. Troer man iøvrigt at de eventyrlige Korstog, som nu toge deres Begyndelse, vare uundværlige for at den følgende Tids Opvækkelse kunde skee, da glemme man ikke, at disse ►Tog havde uden Pavemagt i alle Henseender været umuelige.
✂ Med disse navnkundige ►Tog var Sammenhængen denne: Ærbødigheden for de hellige Steder, hvor Gud havde vandret legemlig, og ►hvorfra det glade Budskab om Jordens Forsoning med Himlen udgik, var, som den maatte, gaaet i Arv hos de Christne, og stedse fandtes der Mange, som higede efter at besøge det Land, der i sin hele Udstrækning var at agte som et Gudstempel. Da 📌Palæstina kom i Arabernes Vold, bleve Besøgene vel ►en Tidlang sjeldnere; men da Kalifen 👤Al Raschid sendte 👤Karl den Store 📌den hellige Gravs Nøgler, var Døren igjen ►opladt og Trangen til at ►gange derind voxte, ►alt som Tiderne ►leed. I det tiende og den største Deel af det ellevte Aarhundrede var det, som om 👤Christus havde forladt sin Menighed; thi hans Ords Røst overdøvedes af det vilde Vaabengny og ►hans fleste Tjenere vare blevne stumme Hunde, der ►selv sønderreve Hjorden, istedenfor at vogte den. Medens Mængden af de saakaldte Geistlige sølede sig i Uteerlighed, henfaldt de vaagnere Sjæle til spidsfindig Grublen, og de fromme Følelser vare saa huusvilde i Tiden, at de vel hos en Slægt med saamegen legemlig Styrke 92maatte yttre sig paa eventyrlige Maader. Man kan ►og sige at Hjertet der forbausedes over sin Kulde ►stundede mod 📌Østen for at opvarmes ved Nærværelsen af de hellige Minder om Frelserens Levnet paa Jorden og den ►gamle Kirkes blussende Andagt, men dog fattes der ►end meget i at vi klart kan fremstille, hvi Pillegrimenes Tal just i det ellevte Aarhundrede voxde saa saare, og udvikle Korstogene af Slægtens aandelige Vilkaar. Saameget kan vi imidlertid forstaae, at ►naar Folkene begyndte at betragte 👤Christi Kirke som et jordisk Rige og sig som hinandens Medborgere deri,► da maatte de føle Drift til at bekjæmpe de Vantro der nedtraadte Rigets Hovedstad og 📌Kongens Grav, og ligesom det var hiin Beskuelse der gav Paven sin Myndighed, saaledes gjorde igjen denne først Korstogene muelige, i det Kirkens synlige Overhoved, som 👤Christi Statholder, kunde række ►Kjæmperne det fælleds Banner og ►fredlyse deres Odel. Saare meget forenede sig ►og nu i den udvortes Verden for at befordre det store Foretagende. Araberne der i de sidstforløbne Aarhundreder vare blevne temmelig ligegyldige for Troe og Tænkemaade, havde mistet 📌Palæstina, og Landets nye Herrer, de muhamedanske Tyrker, undertrykkede ►haardelig de Christne og gjorde det næsten umueligt for Pilegrimene at tilbede paa de hellige Steder. De truede 📌Constantinopel og vel maatte man frygte for at de vilde følge Arabernes Fodspor, hvis 93Herredømme paa 📌Sicilien først nu tilintetgjordes ved normannisk Tapperhed, og Normannernes Seier maatte oplive Haabet om Held mod de Vantroe. Allerede 👤Gregor, Ridderaandens ►Kjæmpehoved udskrev et Korstog, hvis Høvding han selv vilde været, men om end Striden med 👤Henrich ei havde givet ham Andet at gjøre, var det dog neppe kommet i Stand, thi Saadant pleier kun at udføres ved en Slægt, der fra Barnsbeen er blevet fortroelig med Tanken. Da derimod en saadan Slægt var opvoxet, skedte det at Franskmanden 👤Peter Eremit, blev i 📌Palæstina ►indtaget af den Forestilling at han var beskikket til en Korstogs Prædikant, og paa en eventyrlig Vandring gjennem 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland kaldte han med høi ⓘ Røst Folkene til Vaaben og til Kamp for de hellige Steder. Hvad hans ►begeistrede Tale havde ►virket, lod sig ►tilsyne paa Mødet i 📌Klermont, hvor Folkene sankedes i ⓘ hundredetusindetal, og lode Skulderen smykke med Korsets Mærke til et Tegn, at det var for den Korsfæstedes Ære og Rige de vilde vove Liv og Blod. ►Toget begyndtes af 👤Peter Eremit, men den talrige Skare, som fulgte ham hørte meest til Folkenes Udskud: den foer frem, selv i christne ⓘ Lande, med Rov, Mord og Brand; men fandt ►og, som rimeligt var, sin Undergang langt fra de hellige Steder. Anderledes baade rustet og sindet, dog ingenlunde fri for verdslige Attraaer, uddrog en ►ordenlig Hær, ført og fulgt 94af 📌Frankrigs og 📌Italiens velbyrdigste Mænd. ►Fremmerst gik 👤Gotfred, ⓘ 📌Lothringens Hertug, som med ►Kæmpestørke og Kæmpemod forenede Gudsfrygt og Ydmyghed; næst ham ►ginge hans Broder 👤Balduin og den franske Prinds 👤Hugo, den ►djærve 👤Tankred og den snilde 👤Boemund: normanniske Prindser fra 📌Italien, 📌Normandiets Hertug, den engelske Kongesøn 👤Robert og endelig den gamle, krigserfarne 👤Raimund af 📌Toulouse. Mange vare de Hindringer, som mødte den ►korsede Skare: Hunger og Sygdom, Grækernes Troløshed og List, Tyrkernes Mængde og Anførernes ►Tvedragt; paa Dynger af Liig maatte 📌Nicæas Mure bestiges, og det ved List vundne 📌Antiochia forvandlede sig flux til et Fængsel, der ►syndes at skulle vorde Korshærens Grav; men Alt tjente kun til at straffe det ►kjødelige Sind der vilde skiule sig med Troens Farve, og til at aabenbare for de Vantro den Korsfæstedes Magt og Herlighed. 📌Jerusalem indtoges, ►vel ei af de talrige Skarer, som stævnede over Havet, men dog af den liden Flok hvortil de vare hensmeltede, og seierrigt vaiede Korsets Banner over 📌den hellige Grav, thi for ydmyg var 👤Gotfred til at bære Kronen af Guld hvor Frelseren bar den af Torne, og Gravens Vogter var det Hædersnavn han ►kaarede. Dog, snart udrandt baade hans, og de renere Følelsers Timeglas. Kun eet Aar overlevede 👤Gotfred sit glade Indtog, hans Broder 👤Balduin, som strax antog Konge95navn, var ►alt mere verdslig sindet, dog udrettedes endnu under ham store Bedrifter, men hans Søn blev de Vantroes Fange, og man kan sige at hardtad den hele Slægt som opvoxde i 📌Palæstina blev det, thi den nedsank i Blødhed og Vellyst. Kun lidet hjalp det at Keisere og Konger gjæstede 📌Asien med talrige Hære for at understøtte den ravende Throne, thi det var ei for Guds Skyld de kom: Nogle lode sig drive af Attraa efter ►Helteros og Bytte, Andre af herskesyge Paver, og deres Hære hensmeltede som Dug for Sol. Langt mere end disse Hundredetusinder udrettede nogle 100 ►Ædlinge, som under Navn af Tempelherrer og ►Johannsriddere sammensvore sig til 📌det hellige Lands Forsvar; thi vidunderlige ere deres priselige ►Idrætter og dem var det især, som forsinkede Rigets Undergang. Dog, det gik med disse Riddere, som med alle Middelalderens ►gudelige Samfund: ved det overspændte Afkald paa al jordisk Nydelse kundgjorte de noksom, hvor overlegne dens Tillokkelser tyktes dem, og de reiste Eden, som et helligt Skillerum mellem sig og Verden, men den glødende Iver udsluktes hardtad med Stifternes Liv; en uforstandig Fromhed lønnede dem netop med det jordiske ►Liggendefæ, som de vilde forsage; Fristelsen blev for stærk, og saasnart 📌Edens Dæmning gav efter, oversvømmedes disse Ordener desto hastigere af Fordærvelsens ►tilvoxne Strøm. Rigets ►Landemærker bleve hvert Aar 96snævrere, og ►omsider indtog 📌Ægyptens tappre og ►høimodige Sultan, 👤Saladin, 📌Jerusalem selv.*ⓘ 1187. Nogle faa ►Stæder vare ►end i de Christnes Vold, og efter lang Tids Forløb uddrog atter fra*1248. 📌Frankrig en Helt som ⓘ ene dreves af Nidkjærhed for Korsets og det christne Navns Ære. Denne Hædersmand var Landets Konge selv, 👤Ludvig den niende; men ei var hans Hær besiælet som han, i 📌Ægypten blev han de Vantroes Fange og udrettede Intet. Endnu engang i sin høie Alderdom bar han Korsets Banner til 📌Afrika,*1270 men faldt tilligemed det i Beleiringen ►for 📌Tunis, og tyve Aar efter mistede de Christne 📌Ptolomais eller 📌Akre, den sidste sørgelige Levning af 📌Jerusalems Rige. Meget er talt og ►tvistet om Korstogenes Følger, ligesom om deres Aarsag, men, selv 👤Heerens vigtige Afhandling giver kun et fattigt og utydeligt Begreb derom. Egenlig skulde man aldrig spørge om en enkelt Begivenheds Følger i Historien, deels fordi den selv kun er en Følge af noget Aandeligt, og deels fordi den aldrig virker enkelt, men klart er det at Korstogene vare den store Begivenhed, hvorved 📌Vesten kundgjorde sin vaagnede Attraae efter 📌Østens Herlighed, og et af de store Midler hvorved Videnskabernes nødvendige Gjenfødelse blev forberedet, og 📌Constantinopels Fald forsinket saalænge til de tydske ►Høiskoler og Bogtrykker-Kunsten stode færdige til at modtage de gamle Skrifter og udklække Reformationen. Uden der97for at nægte Korstogenes mangfoldige Medvirkning til de Forandringer som skedte i 📌Europas ►borgerlige Forhold, synes det klogest at holde sig til det Visse og Klare og oppebie Dagen, der skal forklare den dunkle Middel-Alder, thi som en Dunkelhed der indhyller uberegnelige Skatte under en Drages Vinger, hverken som et tomt Mørke eller som et mystisk Lyshav maae den betragtes, naar den Dag skal komme, da vi, uden at nedsynke i dens Uteerlighed, Mørke og Ildsvælg, skal kunne tilegne os dens Ædelstene, og see Tiden forklaret i deres Speil ved Ordets Lys. ►End er det vel ►og for tidlig at spørge, hvi det egenlig kun var Franker og Italiener og siden Tydskere som med Iver og langvarig Anstrængelse drev det store Foretagende, thi ved at nævne ►Vestgothernes Kamp med Morerne, de engelske Kongers Politik og 📌Nordens forvirrede Tilstand, har man sagt meget mindre end de mene, der kalde sig ►practiske Historieskrivere og tage som Børn, til Takke med en ►Skingrund, den første, den bedste. Naar vi imidlertid see den danske Prinds 👤Svend falde som en Martyrhelt, den engelske 👤Richard Løvehjerte kjæmpe som en Løve-Ridder, og den Norske Kong 👤Sigurd Jorsalafar efter 📌Sidons Erobring holde sin Triumph i 📌Myklegaard, da mindes vi i det mindste om hvem der ikke attraaede Guld og grønne Skove i 📌Palæstina og ledes udentvivl til et Stade, hvorfra vi baade 98klarere see Kampen og skue dybere ind i Folkenes Vilkaar.
✂ Mellem de udvortes og nærmeste Følger af Korstogene er Søhandelen den ►Øinsynligste, og i det Hele befordredes ►upaatvivlelig ved dem Borgerstandens Opkomst, kun maae man vel vogte sig for at tilskrive dem dens Oprindelse, thi at der netop ⓘ ►end var i endeel Lande en Samling af Slægter, der havde naaet den Grad af Udvikling, at Hytten og den daglige ►Haandtering blev dem for snever, og at de kunde opvoxe til de gamle Adels-Slægters Arvinger, der deels uddøde i 📌Palæstina, deels hendøde paa deres udflyttede Borge, det ligger dybere end i nogen udvortes Begivenhed, der ►vel kunde udvide deres Synskreds og give dem Rum til ►Rørelse og Midler i Hænde, men hverken give dem Øie eller Haand. 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland, der i alle Henseender vare i de Dage Verdens store Skueplads, frembyde os ogsaa Synet af opblomstrende ►Stæder, og et i Historien aldeles nyt ►Borgerliv. 📌Venedig, 📌Genua og 📌Pisa erhvervede sig store Rigdomme ei blot ved at udleie deres Skibe til Korsfarerne, men især ved den Handel paa 📌Østerleden, som nu kom i Stand og udstrakde sine Virkninger lige til det høie 📌Norden. Overalt opblomstrede 📌Italiens og 📌Frankrigs ødelagde ►Stæder, lignende opstode i 📌Tydskland og efterhaanden ►afsondrede sig fra Almuen en heel Middelstand, hvis ►Lemmer hverken 99vare Herrer eller Trælle, men bleve alt efter Folkenes særegne Vilkaar og Landenes ►Leilighed, Kjøbmænd og Haandværkere, Kunstnere og Lærde. I 📌Frankrig bleve ►Stæderne Kongerne saare kjere og nyttige, baade som Indtægtskilder og som ►Forbundne mod de mægtige Lehnsmænd, hvis Tal og Rigdom desuden ved Korstogene meget aftoge. I 📌Tydskland dannede sig en ►mærkelig Rad af ►Stæder langs 📌Rhinen og ⓘ i 📌Nederland; men ►fuldelig saa berømte ere dog de egenlig nordtydske ►Stæder blevne, som, med 📌Hamborg og 📌Lybek i Spidsen udgjorde det ⓘ navnkundige 📌Hanseforbund, der i 3 Aarhundreder*Fra 1242. beherskede baade 📌Østersøen og 📌Nordsøen, bøiede mangen Greve og Herremand, og befordrede borgerlig Frihed; men have ei ⓘ før Reformationen nogen synderlig Fortjeneste af den menneskelige Aands Udvikling og Forædling. Langt anderledes forholder det sig med de italienske ►Stæder, som blev al nyere Aandsudviklings Vugge, og længe dens Hjem. Da Gother og Longobarder udvandrede for at skaffe Landet en haardfør, ►tarvelig og kraftig Slægt isteden for de feige yppige og blødagtige Slaver, som omslæbte sig der, vedbleve dog ►Stæderne. Vel forsvandt deres Glands; men netop her opvokste en Slægt, som forenede 📌Nordens Herresind med 📌Sydens Munterhed. ►Stædernes Biskopper bleve deres Herrer og derved frelstes Indbyggerne fra at vorde Herremænds ►Vornede. I Forvirringen efter 👤Karl den Stores 100Tid havde Borgerne befæstet deres Byer og øvet sig i Vaaben, da Landet var saagodt som ►høvdingløst, og de selv maatte forsvare sig mod Herremænds Vold, og de indstreifende Ungarers Overrumpling. De underkastede sig ►vel 👤Otto den Store og hans ►Ætmænd, men have dog deres egne ►Øvrighedsmænd (►Podestaer) og da de frankiske Keisere vilde agte dem som et Arvegods, der fulgte med 📌Tydsklands og den keiserlige Krone, viste de sig ei sjelden meget utilfredse derover. Nu begyndte Striden mellem Keisere og Paver, hine fik andet at gjøre end at bekymre sig om de lombardiske ►Stæder, og disse bleve vældige Støtter, hvortil ►Stæderne kunde hælde sig, hvis nogen Keiser igjen skulde komme dem ihu. Den Tid kom, da 👤Frederik Rødskæg, af det hohenstaufiske (schwabiske) Huus, besteg 📌Tydsklands Trone.*1152. Han forlangte ei allene Overherredømme, men despotisk Magt, og da stor Ueenighed dengang herskede mellem de ypperste ►Stæder 📌Pavia og 📌Mailand, naaede han for et Øieblik sit Maal; men snart knurrede Mailænderne paa ny, og da han for ►tilgavns at tugte dem, adsplittede dem og udjævnede deres By, vaktes saadan Had og Frygt, at et stort Forbund opstod, som i ►Samfund med Paven ei allene opbygte 📌Mailand igjen, men ►afnødte endog 👤Frederik Erkjendelsen af dets Frihed. ►Paa en Omvei haabede 👤Frederik at naae, eller dog forberede sin Æt, 📌Lombardiets Eie, i det han giftede sin Søn 👤Henrik med en 101normannisk Prindsesse, der var Arving til 📌Neapel og 📌Sicilien; men derved forfeilede han ei allene sin Hensigt, men forberedede ogsaa sin Slægts Undergang. En stor Deel af det nordlige 📌Italien samt hele 📌Toskana stod ⓘ under 📌Tydsklands Konge som Keiser, og naar 📌Nedreitalien hermed forenedes, var Pave og Fristæder ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt at Paverne, hvis Lehnshøihed over 📌Sicilierne de normanniske Fyrster havde ►erkjendt, og som tillige ►raadede for Keiserværdigheden, af al Magt stræbte at adskille Kronerne. 👤Frederik Rødskægs Søn 👤Henrik den siette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde ham forhadt i hele 📌Italien, men desto frygteligere blev dennes Søn 👤Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens Død,*1197. blev forbigaaet ved Keiservalget, og maatte tildeels takke den kloge og myndige Pave 👤Innocents den tredie, der var hans Formynder, for 📌Neapels Trone; men da den samme Pave siden hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte 📌Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver, men forenede med den fædrene Herskesyge sit italienske ►Mødrenefolks urene list; Religionen var ham ligegyldig, og han boede helst i 📌Nocera mellem Muhamedanerne, som ei ►gjorde sig Samvittighed over at stride mod Kirken. 📌Lombardiet lod han hærge af sin Statholder, den blodgjerrige 👤Ezzelin og lang Strid førte han med Paverne 👤Gregor den 9de 102og 👤Innocents den fierde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa megen Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige:*døde 1251. Gud vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var forgjeves. Kort efter hans Død ►udgik hans mandlige ►Stamme med Sønnesønnen den ►høimodige men uheldige Ungersvend: 👤Conradin, der ►ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter Pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk Prinds af Huset Anjou blev 📌Neapels Konge, og fra den ►Time var Keisermagten i 📌Italien ikkun en Skygge.
✂ Glimrende var i mange Maader de sidst forløbne 50 Aar; store Heltegjerninger vare bedrevne baade hjemme og i 📌Palæstina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridderaand, som baade havde avlet dem og igjen af dem var næret; flokkevis drog Man til 📌Spanien ⓘ ►at kæmpe med Maurerne, og mangen Ungersvend af ædel Byrd, stræbte at erhverve sig ærligt Riddernavn, og en ►faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre ►trindt i Landene, og villig bryde Landse for den svage, anfægtede Uskyld. Et saa digterisk Gemyt som slig Bedrift udtrykde maatte nødvendig ►og stræbe at udtale sig ⓘ og Prøver derpaa ere saavel Provencalernes Kvad som 📌Tydsklands ►Minne-Sange, der forlystede Ridder og Mø ►under Høieloft, og opkom mangengang i Keiseres, Kongers og andre Høvdingers Hierte. De Provencalske Digte ere endnu for lidet be103kjendte til at en sikker Dom kan fældes over dem, men dog feiler man neppe ved at angive kjødelig Lystighed for Sjælen i de fleste, ligesom den ►aabenbar er Aanden i en stor Deel af ►Minne-Sangene, blandt hvilke dog ogsaa findes mangt et Spor af dybe og renere Følelser, og enkelte livfulde allegoriske Læredigte; ►Mærkværdige ere især ►Niflunge Visen, (►Lied der Niebelungen) og ►Heltebogen, blandt hvilke især den første er i de sidste Dage kommet til saa stor Ære og Værdighed, at det er mere end Spøg, naar man kalder den Tydskernes Bibel. Det er i Øvrigt en temmelig langtrukken og ►tungfærdig Beskrivelse paa Riim af de i Oldtiden saa navnkundige Hændelser med ►Sigurd Fofnes Bane, (►Sigfrid) ⓘ ►Brynhild, ►Gudrun (►Chrimhild) og hendes Brødre, der udgjøre et stort nordisk Sørgespil. ►Heltebogen bestaaer af adskillige, usammenhængende, rimede Eventyr, der hverken slutte sig til nogen historisk Tid eller Bedrift, men spille hvad man kalder ►mellem elleve og fem med Riddere og Dværge, med Fru ►Venus, 👤Mahom og ►Apol. Det meest tiltrækkende ved disse Digte er en vis trohjertig ►Pudseerlighed, som dog ingenlunde erstatter Mangelen af dybe Hjerte-Toner, og historisk Betydning, og endnu mindre retfærdiggjør den Løsagtighed der saa ofte indtager Kjærlighedens Plads. Uden nu at opholde os ved de urimelige Eventyr om Kong ►Artus ved det runde Bord og andre slige, der havde 104deres Oprindelse fra 📌Normandiet, ville vi kaste et Blik paa Normannernes Fædreneland, og see med Forundring, at Aanden ingensteds var saa ►kraftelig virksom som hos de Folk der hardtad ingen Deel toge i Korstogene, og agtedes for Barbarer i den store Verden.
✂ I 📌Danmark uddøde ►vel den gamle Kongeslægts mandlige ►Stamme med 👤Rige Knuds Søn, og det lod som om Riget skulde med det Samme nedsynke i Ubetydelighed, thi 📌Engelland fik sin egen Konge og 📌Danmark hyldede 📌Norges, men dog vandt 👤Svend Estridsen, efter mange Vandheld, 👤Knuds sin Morbroders Krone, og blev Stamfader til en Kongeslægt, der ingenlunde er blottet for udmærkede Mænd. Selv var 👤Svend saa lærd en Herre, at 👤Gregor den Syvende med Rette udmærkede ham blandt alle Vestens Fyrster, og 👤Adam af Bremen gjæstede ham for at høre hans Viisdom, og i dobbelt Forstand skylde vi da ham de to vigtige Bøger om 📌Dannemarks Kirke-Sager og 📌Nordens ►Leilighed som 👤Adam skrev, tildeels, som han selv siger, efter Kongens Mund. Helgen var 👤Svend ingenlunde, men ærlig og kraftig var Troen dog i hans Hjerte; medens 📌Tydsklands 👤Henrik drog Sværdet mod den Biskop der ydmygede ham, elskede 👤Svend som sin Hjertensven sin Skriftefader, den engelske 👤Vilhelm, der nødte ham til Bod, derfor gjemmer Kirken, som 👤Vilhelm grundede, med 👤Haralds og 👤Svends mange christne 105►Danne-Kongers Støv til en ►ærefuld Opstandelse. Saare ulige i Sind og ►Idræt vare 👤Svends ►Ætmænd, men dog fandtes alt blandt hans Sønner, hvad der sjelden findes i eet Børnekuld: tre fromme mandhaftige Fyrster; 👤Hellig-Knud som forsødede med Psalmesang Dødens Bitterhed, da Vendelboer myrdede ham i Kirkekor; 👤Benedict som faldt med Sværd i Haand ved Broderens Side, og 👤Erik Eiegod, som døde, ei paa et verdslig ►Tog men paa en Pillegrimsfærd til 📌det hellige Land, og ►begroves paa 📌Cypern, som for i sin Grav at annamme 📌Jerusalems Krone, der her legemlig ►affaldt, og aandelig tilhører 👤Eriks ægte Afkom, fromme, kjække ►Danne-Konger. 👤Knud Lavard, 👤Eriks Søn, ►besveges for sin Faders Krone, men kjøbde den dog til sin Afkom med sit Blod, som han ved 📌Haraldstæd udgjød uskyldig for sin lumske Frændes Haand, og 👤Valdemar Knudsen blev en vældig Konge, som atter forenede det en liden Stund sønderlemmede Rige, tugtede Venderne, og dæmpede deres vilde Vikingsfærd, ved at indtage det hedenske 📌Rygen. 👤Absalon Hvide fra 📌Fennislev, Biskop i 📌Roeskild og siden forflyttet til den Erkestoel i 📌Lund som blev til 📌Nordens ►Kirkehævd oprettet i Kong 👤Eriks Dage, ham var det som med Raad og Daad saa mesterligen stod 👤Valdemar og 👤Knud hans Søn, ja 📌Danmark bi, at man kun maatte ønske, at han kunde været deelt i tvende broderlige Skikkelser, som Biskop og 106Krigsmand; men saaledes samle sig gjerne de menneskelige Kræfter tilsidst for at stride mod den truende Død og synke samlede i Graven. ►Der sank nu ogsaa 📌Danmarks ►favre Skikkelse forladt af Aanden, som dog efterlod ►paa Marken i sin sidste Villie et sødt og livligt Minde, der gjemde Haabet om Gjenfødelse. Det er den skrevne ►Lov og ►Krønike, der vel med Rette kaldes Aandens sidste Villie og Eftermæle, Lovene skreves paa dansk i 👤Valdemars og hans Sønners Dage, beklage det veemodelig at de gjøres behov fordi Menneskenes Børn vil ikke nøies med hvad Gud ►beskjærer og gjøre Ret og Skjel af Sandheds Kjerlighed, de gjøre vitterlig at Gud og Sandhed var ingensteds saa dybt indpræntede som i det christne ►Danne-Hjerte, og at vor Moders Maal er hendes eget gamle Hjertesprog.
✂ Krøniken som 👤Saxo skrev efter ⓘ 👤Absalons Tilskyndelse ►sexhundrede Aar forleden fremstiller i et Speil det danske Hjertes underfulde, vilde tit, men altid dybe, ømme ►Rørelser med Vexelen af Kraft og Svaghed, Vælde og Vanheld der ingensteds i 📌Europa saa ►øiensynlig har beroet paa ►Hjertets Slag i Tro og Vantroe, som i 📌Dannemark. Paa Latin er den Krønike skrevet, fordi ►Danne-Hjertet i Beskedenhed ei turde troe sit Tungemaal bekvemt til store Ting, men ligesom vi derved fik et Vidnesbyrd om dansk Flid og Lærdom der i hine Dage forgjæves søger sin Mage, saa mærkes ►og snart at ►Røsten er 👤Jacobs, 107skjøndt Hænderne ere 👤Esaus►, thi ægte dansk er 👤Saxos Øie og dansk hans Tunge selv i det fremmede Maal. Vist lader det sig ikke gjøre at ordne efter Aarstal 📌Danmarks ►Kjæmpeviser, men vist er det, at mange af dem er i Grunden og i Skikkelsen om ikke just i Klædebonnet ældre og mange samtidige med ►Valdemarerne, thi ►deres Mærke er dem ei i Klæder skaaret men i Kjødet baaret.
✂ 📌Norge, som i det niende Aarhundrede sammensveisedes med 👤Haarfagers Forhammer, søndersledes igjen af sin urolige Aand i hans Æt og 📌Hlade-Jarlerne. Forgjæves prøvede den ►kjække, fromme 👤Hakon Adelsteen at lokke Fjeldet til at bøie sig under 👤Christi milde ►Aag, det maatte blødes først i flere Strømme Blod, ►bugnede dog kun for 👤Olav Trygvesons den christne ►Kjæmpehaand, og skilte sig kun ad for 👤Hellig-Olav, som for at drikke hans Blod og ►oplade ham en Klippegrav. Først da hans Halvbroder med det hele Steenhjerte, 👤Harald Haardraade, havde knækket Fjeldets gamle Takker, da Levningen af 📌Norges ►Kjæmpe-Adel var lagt i Grav, deels ved hans Haand, deels ved hans Fod paa 📌Englands Kyst, først da stod Kongestoel og Kirke en liden ⓘ Stund i Roe paa det ►sløifede 📌Dovre, og 👤Sigurd Jorsalafar pyntede ►vittig paa Rygte og Sal; men ►der nu Salen blev saa ►klar og Livet derinde saa lystigt, ►ginge Ungersvende i Flok paa gloende Jern, for som uægte Kongebørn at 108naae de bløde Hynder ►under Høienloft, og det aldrig forenede 📌Norge gav hver dristig Thronbeiler et Følge. Vel undertrykde 👤Sverre med sine ►Birkebener enstund det vilde Vaabengny, men Tryk formilder ikke: Alterlyset gad han ilde lidt og ►Tvedragtsluen var det Blus hvormed man ►stædte ham til Jorde. Endelig fik Riget Roe i 👤Gammel-Haagens Dage, men det var Dødens Roe, og til et Vidnesbyrd at ⓘ Thurseslægtens Liv var endt, gav 📌Island sig i ►Normand-Kongens Vold.
✂ Ingen ►mærkelig Skjald opvoxde gjennem dette lange Tidsrum i 📌Norge selv, og 👤Eivind Skalda-Spilders Liigsang over 👤Adelsteen og Hedenskabet er den sidste Skjaldelyd fra 📌Norges hjemmeblevne Tunge. ►Konge-Speilet som man tilskriver Kong 👤Sverre og som vel altsaa i det mindste har hjemme i hans Dage, er, naar Lovene undtages, den eneste ►ret norske Bog vi ►vide af at sige, og den kundgjør at det var ei Forstand og slebne ►Sæder, men ►eenfoldig Troe og Kjærlighed man fattedes i 📌Norge, den viser ►og hvorledes 📌Norges Sprog blev efterhaanden mere dansk.
✂ 📌Island, som i 👤Haarfagers Dage bebygdes meest vel af norske ►Joter eller Thurser, men dog ►og tildeels af Danske, var i halvfjerde Aarhundrede, som man siger, en Fristat, det er, i det mindste her, en blodig Tumleplads, hvor den var rigest som meest kunde rane, den væl109digst som bedst kunde myrde. Urimelig meget har de yngre Islændere gjort af de Gamles Skjaldskab, og faaet Danske, som ei vare klogere paa ⓘ saadanne Ting, til at istemme Prisen; men saasandt som det er at de nordiske Hoffer fik i dette Tidsrum deres Skjalde fra 📌Island, og saavidst som disses Kvad have megen historisk Vigtighed, saavidst have de fleste kun lidt poetisk Værd. Anderledes maatte vistnok Dommen vorde, saafremt 📌Island kunde ►hjemle sig ►de Eddiske Kvad, thi skjøndt ►Volsynet (►Vøluspa) har ingen Sødskende imellem dem, har det dog mange Frænder, og forunderlig deilige ere endeel af de Sange som bevare Mindet om ►Volsunger, ►Budlinger og ►Gjukunger og knytte det saa fast til Hedenskabet, at der kan ingen grundet Tvivl være enten om deres Ælde eller nordiske Herkomst. Men for disse Kvad var 📌Island ikkun Gjemme-Stedet, og Alting vidner om, at hvilke Forvandlinger de end kan have undergaaet, ere de dog oprindelig Danske, ligesom de og alle ere digtede i det simple Versemaal og ►Tonefald ⓘ som Islænderne kalde ►►Stærkodders Maneer. Derimod prises Islænderne med Rette som ►Sagamænd, thi de have skjænket os de første Krøniker paa nordisk Tungemaal, paa det som dannede sig hos dem, og blandt disse Sagaer findes en i mange Henseender mageløs Krønike om 📌Norges Konger, som fornemmelig tilhører 👤Snorro Sturlesen, en Islænder, som nedstammede saa110vel fra 📌Dannemarks ►Skjoldunger som fra 📌Norges Kongeslægt.
✂ Endt og beskrevet var nu ►Kjæmpelivet i 📌Norden, endt var det hardtad i hele 📌Europa, og det lod til at denne Verdensdeel skulde i det trettende Aarhundrede blevet et Rov for de ►Mogoler eller Tartarer, som reiste sig under 👤Temudschin ►arvede i 📌Asien Araber og ►Seldschuker og udbredte sig under 👤Temudschins tre Sønnesønner: 👤Koblac, 👤Batu og 👤Hulaku til den østlige Ocean og til 📌Middelhavet, ja lige til 📌Polen og 📌Schlesien. Ved 📌Liegnitz faldt den Adelflok som havde samlet sig til Christenhedens Værn, men ►Herren er langmodig; de seierrige Tartarer vendte som af sig selv tilbage til 📌Rusland, og de Mamelukker der havde gjort 👤Saladin mægtig og fanget 📌Frankerigs 👤Ludvig den Hellige, maatte nu kjæmpe for de Christne ved at fordrive ►Mogolerne fra 📌Syrien.
✂ Ret som det ►enstige grønne Træe paa den vilde Hede er det lille, ►kække 📌Schveits i disse tunge Dage, tillige et lysteligt og bedrøveligt Syn. Dette Land havde ►en Tidlang hørt til 📌Tydskland, men uden at mærke det synderligt; og fremforalt havde dets Hyrder imellem 📌Alperne levet saa frit som 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, indtil en af Landets Grever: 👤Rudolf af Habsburg, noget efter 👤Frederik den Andens Død blev 📌Tydsklands Konge. Han, og endnu meer hans Søn, 👤Albert, tænkde, som Skik er hos 111alle vaagne Fyrster i hver uchristelig Alder, meest paa med Ret og Uret at udvide deres Herredømme, og vilde berøve de fattige Hyrder Friheden, som tilligemed Christendommen var deres eneste Arvegods. Det tykdes de fribaarne Mænd, som om Apostelen raabte til dem: ►I ere dyrekjøbte,*1307. ►vorder ikke Menneskenes Trælle!► og gjorde Alle ►Eet til Frihedens Forsvar. Siden det rette Mod, ►Mandelighed og Kjærlighed til Frihed og Fædreneland vare hardtad overalt forsvundne, agtede man i Krig ei Fodfolk stort, og hvem der havde de fleste ►harniskede, ►det er jernklædte Ryttere, pleiede at gaae af med Seieren. Derfor foragtede 👤Alberts ►Ætmænd, som vare Hertuger i 📌Østerrig, disse Hyrder, hvis Vaaben*ⓘ 1315 og 1386. var et Spyd og hvis Harnisk var deres Mod, men ved 📌Morgarten og 📌Sempak bleve Hertugerne 👤Frederik og 👤Leopold undervisde om, at den indvortes Styrke er mere værd end den udvortes. Med den foragtede Landse fældede ►Skovbygdernes ►kjække Mænd først Hesten til Jord og ►finge da lettelig Bugt med den hjelpeløse Ridder i sin tunge Rustning. Dog Alpehyrderne kjøbde dyrt deres Seier og Priis, thi de mistede den ⓘ Nøisomhed og Reenhed i Sæder, som hidtil havde ►bygget i deres stille Dale, de smittedes baade af Fjender og deres nye Venner, Borgerne i 📌Zyrik og 📌Bern. Ogsaa de maatte sande, at ►hvo som drager Sværdet, omkommer ved Sværdet, thi de havde draget det til Frihedens 112Forsvar, og snart misbrugde de det ei allene til at erobre, men endogsaa til at ►omkomme hinanden. Længe bleve de imidlertid ved at være deres Fjender frygtelige og Dagen ved 📌Basel, hvor*1414. 1500 Schveitsere modstode den franske Prinds 👤Ludvig med sine 40,000, indtil de ►begroves under Ligene af Fjendernes Tusinder, maa lignes med hin ved 📌Termopyle.
✂ I noget over 300 Aar sad Kapetingerne paa 📌Frankrigs Trone. De første vare hardtad deres Lehnsmænds Tjenere, men da disses Magt og Tal ved ►Stædernes Opkomst, Korstogene og snedig Statskunst, men allermeest ved de gamle Adelsslægters ►Vanartning, var blevet forringet, bleve de enevældige ukristelige Konger haarde ►Tugtemestere for Landet. 👤Ludvig den Niende, der ligesaavel havde 👤Christus i Hjertet naar han sad paa Tronen og Domstolen, som naar han stred under Korsets Banner, er en Undtagelse; men hans Sønnesøn, 👤Philip, kaldet hin Smukke, den værste af dem Alle. Ufortjent Priis har ⓘ han faaet, fordi han af Herskesyge og Hevngjerrighed lod en ►vist nok overmodig men ►graahærdet og døende Pave mishandle; men fortjent Skiendsel omgjerder hans Minde for ►Udsuelse, alskens Ugudelighed og hans ligesaa grusomme som troløse Adfærd mod Tempelherrerne. Om deres ►Idrætter, Rigdom og ►Vanslægtning er tilforn talet. Efter 📌det hellige Lands Forlis opslog Ordensmesteren sin Bolig paa 📌Cypern; men Or113denen havde store Grund-Eiendomme ►trindt i Landene, ⓘ især i 📌Frankrig. Efter disse var ⓘ 👤Philip lysten, og lokkede derfor Ordensmesteren 👤Jacob Molay over til sig, lagde ham med ⓘ alle de Riddere, han kunde overkomme, i ►Baand, og tilegnede sig deres Godser. 👤Molay og alle de Riddere, som ei vilde vedgaae de afskyelige Synder, for hvilke de løst beskyldtes, bleve ynkeligen*1314. brændte paa Baal; men inden Aaret var omme, maatte 👤Philip møde dem for den Eviges Domstol, for hvilken de indstævnede ham i Dødens Time. Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at ►den Ugudeliges Navn skal raadne; thi ihvorvel han efterlod sig trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem.*1317.
✂ Nu kom Sidelinien Valois paa Tronen, men da 📌Englands 👤Edvard den Tredie ►formeende, som en Dattersøn af 👤Philip den Onde, at have nærmere Arveret, opkom derved en ►mærkelig Krig, som paa smaa Ophold nær, varede over 100 Aar. Krigen førdes i disse Svaghedens og Feighedens Dage mest med Leietropper, eller ►sammenløbne ryggesløse Flokke, der af Dovenskab og ►Rovgjerrighed dreve Krigen som et ►Handværk, og for det meste vandt da den, der betalte bedst; Lykken var foranderlig men dog meest paa Engellændernes Side, ja tilsidst ►syndes det, som om de skulde blevet hele Landets Herrer. Kongen i 📌Frankerig, 👤Karl den Sjette, var vanvittig, 114hans mægtige Frænder: Hertugerne af 📌Orleans og 📌Burgund strede om Værgemaalet, og Dronningen 👤Isabelle hadede som en Djævelinde sin egen Søn, Kronprindsen 👤Karl. 📌Engellands kloge 👤Henrik den Femte blev ingen ørkesløs Tilskuer, han vandt en navnkundig Seier ved 📌Azincourt, ►forbandt sig med 📌Burgunds Hertug og 👤Isabelle, ægtede hendes Datter og kaaredes til Tronfølger. Imidlertid døde gamle 👤Karl og den unge tog Kongenavn, men var arveløs midt i Fædreneriget, thi Engellænderne eiede alle Landets ►faste Stæder undtagen 📌Orleans, og ►for dens Porte laa de med en talrig Hær. For menneskelige Øine var ingen Redning at see, men Gud havde besluttet engang endnu at vise de ugudelige Franker hvad han formaaede, ja ►hvilke Bjerge Tro til ham kunde fløtte. Hyrdepigen 👤Johanne gik for 👤Karl at staa, og kundgjorde, at hun af den 👤hellige Jomfru Maria havde faaet Befaling at undsætte 📌Orleans og krone Kongen i 📌Reims. Fast i Troen løftede hun det viede Banner, Frankerne ►troede paa hende, Engellænderne sloges med Rædsel, da de saae den vidunderlige Pige ►gange saa ►tryggelig frem under det usynlige Skjold, og inden Aaret var omme, havde 👤Johanne ►røgtet sit store ►Ærende. Nu vilde hun igjen drage hiem til sin Hjord og Hytte, men de vantroe Hofmænd, der meende, de kunde bruge hende som et Værktøi, overtalde hende til at blive. I det næste Slag blev hun fangen 115og af Engellænderne kastet som en Troldqvinde paa Baalet. Imidlertid vare de Kongelige blevne vante til Seier og deres Fjender til Flugt; i 📌Engelland var et svagt Barneregimente, 📌Burgunds Hertug forsonede sig med 👤Karl: og Enden blev da, at Engellænderne mistede alle deres franske Eiendomme ►saanærsom Staden 📌Calais og dens Omegn. At det var 👤Johanne og Omstændighederne, ikke Frankernes indvortes Kraft, som fordrev Engellænderne, saaes klarlig under 👤Karls Søn, 👤Ludvig den Ellevte: paa Lehnsmænds og Fremmedes Bekostning udvidede han sin Magt og havde stor Deel i sin Tids ►mærkeligste Begivenheder, men kun som Ungersvend prøvede han omsonst ved 📌Basel paa at udføre sin Villie med Magt; siden var Guld, Forstillelse, List og Lumskhed de eneste Vaaben han brugde, og ►Ingen kryber lettelig i Rævebælgen, saalænge Løvehuden er ham et passeligt Klædebon. Vel førte 👤Ludvigs ►Eftermænd, 👤Karl den Ottende, 👤Ludvig den Tolvte og 👤Frands den Første ►mærkelige Krige i 📌Italien, hvor de vilde erobre 📌Neapel og 📌Mailand; men herved er at ►mærke, at de Intet vandt, og at deres ►Seiervindinger ene maa tilskrives Italienernes endnu større Uselhed og Schweitsernes Tapperhed, thi saa fordærvede vare disse nu blevne, at de for Guld solgte Levningerne af deres Mod og ►Størke.
✂ 📌Italiens Krønike fra Slutningen af det 11de til Slutningen af det 15tende Aarhundrede er 116ligesaa underholdende som lærerig. Troe vi at Gudsfrygt og Dyd ere Mødre til alt Stort og Skjønt ►herneden, og at Børnene ligesaalidet ret længe kan overleve Mødrene, som disse hinanden, da see vi i hver Linie vor Tro ►underlig stadfæstet, og til at see det behøves kun at troe sine egne Øine. ►Kækt forsvarede 📌Lombardiets Borgere deres Frihed mod de mægtige tydske Keisere, saalænge de langt heller vilde døe, end svige det hellige Banner paa deres Stridsvogn, og saalænge de kunde sælge ⓘ til Adelsmand og Drotter kostelige Ting, hvorpaa de havde arbeidet, uden at attraa deres Eie. Siden, da de bleve ►yppige og ei vilde bevare Troen i en god Samvittighed, forsvandt den efterhaanden: de bleve blødagtige og bange for Døden; de leiede ryggesløse Bander til at beskytte sig, og disses Anførere bleve deres Herrer og Bødler. Ligesom det gik med 📌Lombardiet, der ►lignelsesviis kan kaldes 📌Italiens Hjerte, saaledes gik det ogsaa med dets Aand: 📌Toskana og Hovedstaden 📌Florents. 📌Pisa havde i lang Tid kappedes med 📌Venedig og 📌Genua paa Havet, men de andre toskanske ►Stæder ►satte sig først i Frihed efter 👤Frederik den Andens Død. 📌Florents blev snart ei allene den mægtigste iblandt dem, men den anseeligste Stad i hele 📌Italien baade ved sine Borgeres Tapperhed og endnu mere ved deres ►Bekvemhed til aandelig Syssel. Her opreiste 👤Gjotto med ►kunstig Haand en af det ny 📌Italiens 117største og stolteste Bygninger; herfra ►udginge i den ⓘ første Halvdeel af det 14de Aarhundrede de tvende Mesterskjalde 👤Dante og 👤Petrark. Her sammenskreves liflige Krøniker om gamle og ny Hændelser; Fyrster og Paver kappedes om at have Florentinere i deres Tjeneste og deres Mundart blev 📌Italiens ►Bogsprog. Dog 📌Florents gik sin Undergang imøde med stærke Skridt, ►Tvedragts-Aand havde neppe nogensteds saa stolte Redskaber og hvad derfor i de andre italienske ►Stæder kun var blodig Kiv, var her en episk Kamp, hvori Adelen og siden Borgerne fortæredes, indtil Slagternes ►Buløxe blev Frihedens ⓘ rædselsfulde Sindbillede, og den kraftløse Almue solgde sig til de*omt. 1450. rige mediceiske Kjøbmænd, som bleve Stadens Herrer.
✂ 📌Pisas og hinandens Medbeilere, 📌Venedig og 📌Genua, havde paa samme Tid udspillet deres store Rolle. Rigdommene, som ved Verdenshandelen opdyngedes her, fordærvede og svækkede Indbyggerne. 📌Genua maatte først give tabt, og 📌Venedig var i mange Maader den fornemste By i 📌Europa; dens Herredømme udstrakde sig over 📌Dalmatiens Kyst, 📌Peloponnes, 📌Kreta, ⓘ 📌Cypern og flere Øer i 📌Arkipelagus; og den ostindiske Handel, som dreves over 📌Alexandrien ►syndes at være en uudtømmelig Rigdomskilde; men paa samme Tid, som den indvortes Kraft og Drift til store Foretagender formindskedes, fik dens Handel og Magt et udvortes ►uforvindeligt Stød ved 📌Constantinopels ►Indtagelse af de osmanniske Tyrker.*1453.
✂ 118Fra det vestlige Riges Undergang af, havde det østlige eller græske nu hartad i 1000 Aar ført et sært og ►sygeligt Liv, tit været Graven nær, men dog stedse netop faaet saamegen Lægedom, at det kunde blive ved at drage Aande. I det syvende Aarhundrede styrtede Araberne frem ligetil 📌Constantinopels Mure, og Alt syntes ►forloren; men ►den græske, uslukkelige Ild blev opfundet, Araberne maatte vige, og mistede ved Vellyst, Vantroe og Uenighed snart Magten. De ►seldschukiske Tyrker arvede den, indtoge 📌Lilleasien og truede den store Stad, men nu drog det vestlige 📌Europa til 📌Asien paa Korstog og *1204. Tyrkeriget forgik. Henimod Korstogenes Slutning indtoge en Deel ⓘ Venetianer og Franskmænd den christne Stad, isteden for at stride mod Uchristne, og deelde Rigets europæiske Lande imellem sig; men et nyt græsk ►Keiserdom opstod i 📌Lilleasien, og, strax efter 📌Bagdads ►Forstyrrelse, blev 📌Constantinopel ved Genuesernes*1261. Hjelp igjen dets Hovedstad. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede stode de ⓘ osmanniske Tyrker ►alt seierrige ►for 📌Constantinopels Porte; men deres Sultan 👤Bajazet fangedes af den ►mogolske Fyrste 👤Tamerlan, og Rigets Undergang forsinkedes endnu i 50 Aar, indtil Guds Time var kommen, da den forfærdelige 👤Muhamed den Anden reisde sin Trone i den erobrede Keiserstad. Rigets indvortes Vilkaar vare i dette lange Tidsrum ligesaa vidunderlige som de udvortes, og 119forklare derved disse, men ere end selv uforklarlige ►uden som tydelige Spor af Guds Finger. Hjertet betyngedes med svare Synder, men Troen bortkastedes aldrig: herom vidne de mangfoldige Stridigheder, selv om dens ringeste Dele, som lige til de sidste Tider førdes, og det med et Mod og en Iver som vidne, at Sjælene ved dem vaagnede i det mindste i Drømme. Som det gik med Troen maatte det nødvendig ogsaa gaa med Videnskaberne: de syntes ogsaa der hverken at kunne leve eller døe; dyrkedes snart med mere, snart mindre Flid, men tabde aldrig deres Agtelse. Saaledes udførdes, trods Menneskenes ►Vanart, Guds ►besluttede Raad: de gamle Skrifter og det græske Sprog bevaredes, indtil det vestlige 📌Europa var forberedet til at modtage og bruge dem.
✂ Det var 📌Italien og 📌Frankrig som modtoge de i 📌Østen husvilde Lærde, og vare gjennem Aarhundreder forberedte dertil. Berømte vare allerede før det 12te Aarhundrede Skolerne i 📌Salerno og 📌Bologna som Hoved-Sæderne i 📌Vesten for Lægekunst og Lovkyndighed, men dog var det især fra Midten af dette Aarhundrede, da den fuldstændige Haandskrift af 👤Justinians Love var fundet i 📌Amalfi, og den ►canoniske Ret bragt i System af Bologneseren 👤Gratian, at 📌Bologna vandt sin store Navnkundighed og stærke Søgning endog af Ungersvende fra det høie 📌Norden. I samme Aarhundrede stiftedes ►Høiskolen i 📌Paris, men blev dog først i det 13de ►ret berømt og søgt 120som den første Skole der omfattede Tidens hele Videnskabelighed, og antog derfor Navn af Adel-Skole eller Universitet, et Navn, der, tilligemed Indretningen, i de to følgende Aarhundreder forplantede sig til hardtad alle Vestens Riger, uden at dog det parisiske Universitets theologiske Facultet (📌Sorbonnen) tabde Ry eller Søgning. I det fiortende Aarh. begyndte de skjønne Videnskaber at dyrkes med Iver, Calabreseren, 👤Leontius Pilatus, 👤Homers Oversætter, opslog en græsk Lærestol i 📌Italien, der snart besattes med den indfødte Græker 👤Manuel Cheysoloras, og manglede ei ►Tilløb, da 👤Petrark og ⓘ 👤Boccatz gjorde det til en Æressag for de Studerende at kunne Græsk. Nu var det langt fra at Tyrkernes Fremgang og 📌Constantinopels Fald skadede Videnskaberne, ►meget mere befordredes deres Dyrkelse særdeles ved de landflygtige Græker, der især som ►Sprogmestere og platoniske Philosopher opsloge deres Lærestole i 📌Italien, hvor det mediceiske Huus i 📌Florents fremforalt var dem gunstig, men, hvad nyttede det, om nogle hundrede Mænd i 📌Europa kunde læse gamle Bøger og gjøre spidsfindige Slutninger, naar Religionen derved kun mere fordunkledes, naar ►Mængdens Vankundighed daglig tiltog, og baade Høie og Lave nedsank stedse dybere i Ondskab og Uteerlighed. Dersom Paverne stedse vilde brugt deres store Magt til at beskytte Folkene mod uretfærdige, voldsomme Herrer, og af Geistligheden kunde dannet ►et Samfund, der med lys 121Indsigt i Religionen og sand Videnskabelighed forbandt ubesmittet Vandel, da havde Pavemagten kunnet blive ved at være velgjørende for det christne 📌Europa, men saaledes var det ikke. Det var at ►vente at kun faa Mennesker ville have Lyst, og ►end færre ►Størke til at modstaa de stærke Fristelser, den havde at ►bestride, som i 👤Christi Navn kunde befale over alle Christne. Vi finde da ogsaa at hardtad alle Paver, især fra Midten af det 13de Aarhundrede, tænkde meest paa at skaffe sig verdslig Magt og Glands, uden at bryde sig stort om ►Christendommen. At tvivle ►om deres Ufeilbarhed og Fuldmagt af 👤Christus til at raade over hans Menighed ansaaes for et ligesaa stort Kætteri som at fornægte Gud og Frelseren selv. Det maatte, foruden mange Andre, Valdenserne ►fornemme. Disse som boede i det sydlige og sydvestlige 📌Frankerig, vilde ikke antage nogen anden udvortes Rettesnor for deres Tro og Vandel end de hellige Skrifter og talde haarde Ord om de hovmodige Paver og de ryggesløse Geistlige. De vare altsaa i det mindste bedre Christne end de der gjaldt for Rettroende, men til Tidens Skjændsel blev der prædiket Korstog mod dem som mod Vantro, og ved Sværd og Baal bleve de i den første Halvdeel af det 13de Aarhundrede hardtad ganske udryddede. Heri, som i Alt hvad Paverne foretoge sig til deres Magts Stadfæstelse og Udvidelse, bleve de meget hjulpne af tvende Munkeordener, som stiftedes i Aarhundredets Begyn122delse, og hvis Medlemmer efter Stifterne kaldtes ►Domicaner og Fransiskaner. Hvad som er sagt om Munkeordener i det forrige Tidsrum, at de alle i Begyndelsen vare gavnlige, men ►vanartede siden, gjelder ogsaa om disse, som dog vare noget forskjellige fra alle foregaaende; thi istedenfor de gamle Munke meest indelukde sig i deres Klostre, skulde disse vandre omkring, tigge deres Føde og prædike for menig Mand. Dette var en stor Velgjerning paa en Tid, da det blev læg Mand forbudet at læse ►Bibelen, og kun vilde hjulpet lidt at tillade det, da Faa havde Raad til at kjøbe en Afskrift, og endnu Færre kunde læse, end sige forstaae Latin. Var end disse Munkes Christendom ingenlunde reen, ►straffede de dog den herskende Synd og Ugudelighed, og opmuntrede til Gudsfrygt, Gavmildhed, ►Tarvelighed og ►Afhold, og at dette ingenlunde var forgjæves, derom vidner den hardtad utrolige ►Indgang enkelte Prædikener fandt hos hele Tusinder ad Gangen. Man saae saaledes en heel Stads Kvinder efter en Munks Prædiken at aflægge deres Smykker, og Borgerne kaare Munken til Stadens Overhoved. Dog dette og mere kunde vel oplive men ingenlunde tilfredsstille Længselen efter Lys og Fred, det formaaede kun Guds rene Ord, og det glemdes daglig mere, ligesom det stedse ►blev Paverne mere om at gjøre at dølge det, da deres Bud, Lærdom og Levnet daglig blev mere stridende mod 👤Christi Lære. Det var dem 123derfor et ►Tordenslag, da de hørde, at en veltalende Præst og Professor i 📌Prag, 👤Johan Hus, med stort Bifald anprisde den hellige Skrifts Læsning og sammenlignede Geistlighedens hellige og aandelige Kald med dens verdslige og ryggesløse Liv. Mange Ting stødte i det 15tende Aarhundredes Begyndelse sammen, som ►syndes at spaae Pavemagten Undergang og Christendommen nyt Liv. Da 👤Philip den Smukke overtalde Paven til at boe i 📌Avignon, og den saakaldte hellige Stol siden stedse beklædtes af Franskmænd, vare Paverne i mange Dele kun et Værktøi i de franske Kongers Haand, og da disses Villie dog umulig kunde ansees for at være 👤Christi, maatte Troen paa Pavens Ufeilbarhed rystes i sin Grundvold. Den Forargelse dette foraarsagede, og 📌Roms Utilfredshed over andengang at have mistet sin Hæder som Verdens Hovedstad, gjorde at Pavernes Magt og Anseelse ►endnu fik et større Skaar, thi nu blev der to og tilsidst tre Paver paa eengang. At de ikke alle kunde være 👤Christi Statholdere var aabenbart selv for Almuen, og da de ►bandsatte hinanden, maatte ⓘ Bandstraalen derved tabe det meste af sin Kraft. Adskillige lærde Mænd, især det Parisiske Universitets oplyste og gudfrygtige ►Kantsler 👤Gerson, anfægtede offenlig Pavens Ufeilbarhed, og paastod at han stod under de christne ►Læreres Forsamling eller som det kaldtes ►Concilium. Baade for at ende den forargelige Strid mellem trende Paver, for 124at raade Bod paa Kirkens ►almindelig tilstaaede Fordærvelse og for at undersøge 👤Husses Lærdom, blev et saadant ►Concilium sammenkaldt i 📌Kostnits af en verdslig Herre, den tydske Keiser 👤Sigismund Dog, sjelden skuffedes store og rimelige Forventninger saa aldeles som her; 👤Hus indstævnedes under sikkert Leide, men kastedes troløs*1414. paa Baal, ikke en eneste Vildfarelse blev forkastet, ikke en eneste Beslutning taget til Geistlighedens Forbedring, og den eneste Uskik, som ►hævedes, var at de tre Paver afsattes og en ny valgtes. Her blev det da aabenbart, at ingen Forbedring kunde ventes fra Oven her paa Jorden, hverken fra Fyrster, Bisper eller Lærde. Det var Fyrsterne nok, naar Paverne ei kunde hindre dem fra at føre Krig og udsuge deres Lande efter Behag, om deres Undersaatters aandelige og evige Vel bekymrede de sig saalidet, som om deres eget, og det var som om de følde, at bleve Folkene christelige i Tro og Levnet, vilde de nødes til at være eller dog synes det Samme. Langt lysteligere var det, i alle Dele at følge sine Begjæringer, og naar Dødsstunden kom, iføre sig Munkekappen som et Saligheds Pant. Bisperne indsaae godt, at deres Magt, Anseelse og magelige Dage ene beroede paa at ►Mængden ►blev i Vankundighed og troede, at de havde ►Himmerigs Nøgler, jo høiere Fordærvelsen steg, desto dyrere betalde de overtroiske, ængstede Sjæle den Syndsforladelse og Salighed de ►bøde fal. I 125📌Norden som senest var omvendt og beboedes af mere alvorlige Folkefærd, var Fordærvelsen hverken saa dyb eller almindelig, Skriften ei heller saa ubekiendt, og Munkene, som først i Slutningen af det 12te Aarhundrede kom til 📌Dannemark med den hellige 👤Bernhards ►Regel, vare en ►Tidlang priselig virksomme, men i det 14de Aarhundrede tog Vankundighed og Vildhed dog Overhaand, og nu havde Kundskaben sit Hjem i 📌Frankrig og 📌Italien, hvor Ugudelighed og Synd havde sin Trone. De vantro Lærde ►beloe i deres Hjerte ei allene Pavernes og Munkenes Opspind men Christendommen selv, og det kunde aldrig falde dem ind at vove Noget i Strid mod de erkjendte Vildfarelser, naar kun Paverne tillode dem at nedrive Christendommens hellige Sandheder under det Paaskud, at de havde een Mening som Kirkens troende Børn; men en anden som Grublere og Philosopher. Fra en enkelt gudfrygtig og redelig Mand, som 👤Hus, maatte da Forbedringen begynde, men hans Død varslede; hans Tilhængeres Talrighed og Mod ►lærde ►vel hvad menig Mand formaaede naar de fik Øiet ►opladt, men deres vilde Færd og deres Blindhed for mange af de vigtigste Vildfarelser visde, hvor fornøden ►Bibelens ►almindelige Læsning var, naar den gode Sag skulde vinde ret Fremgang. Her stod menneskelig Klogskab stille, og hver gudfrygtig Mand maatte indsee, at skulde Lyset igjen komme til at skinne klart, maatte det paa 126dobbelt Maade ►komme herovenfra, fra Lysets Fader. Nu, i Midten af det 15tende Aarhundrede, da Hylderne i 📌Italiens Bogsale vare fyldte med græske og latinske Haandskrifter, da Man begyndte at lære Ebraisk, og da Lærdommen begyndte at fløtte til det nordlige 📌Tydskland, da fremstod Bogtrykkerkunsten, hemmelig i sit Udspring som alt det Herlige Jorden ►saae, ringeagtet, som det i sin Barndom, men i sin Ungdom et ubetaleligt Redskab til Lysets Udbredelse.
✂ En Higen som aldrig tilfredsstilles paa Jorden er Menneskets Kjendemærke, den er Moder til al Virksomhed som overstiger ⓘ Anskaffelsen af Livets ►Nødtørft, men dens Børn ere ligesaa ►adskillige som Mennesker og Tidsaldre. I en ugudelig Tidsalder føder den hos ►Mængden lutter legemlige Børn; Egennytte, alskens ►Liderlighed og disses Søstre, hos de bedre Begavede, ►efter deres indvortes og udvortes Vilkaar, Herskesyge, Ærgjerrighed og hovmodig Grublen. Naar det Aandelige skal forstaaes, maa det ligesom træde legemligt frem, og være synligt for det udvortes Øie, det er Menneskets andet Kjendemærke, der skiller ham fra Englene som hiint fra Dyrene, og jo mere legemlig en Tidsalder er, desto føleligere maa alt det være, den skal begribe. Disse ere Synspunkterne for det 15de Aarhundrede som det foregaaendes Datter og det følgendes jordiske Moder.
✂ 127At herske over hele Verden er en Lyst, som hver vantro Fyrste med noget ualmindelige ►Sjæleevner maa have; den havde ogsaa Keiser 👤Sigismund. Udsprunget af det luxemborgske Hus, af hvilket trende havde været 📌Tydsklands Keisere, fik han 📌Ungern ved Giftermaal og 📌Bøhmen skulde han arve efter sin Broder 👤Venceslav; men de fleste Bøhmere vare Tilhængere af 👤Johan Hus, og derfor 👤Sigismunds dødelige Fjender, der mødte ham med Vaaben i Haand: først da deres forfærdelige Anfører 👤Zisska var død og de selv bleve indbyrdes uenige, fik 👤Sigismund med det Gode den Krone, han forgjæves havde søgt at tage med Magt. I 📌Ungern havde han næsten sin hele Tid nok at gjøre med Tyrkerne, og disse Ting forhindrede ham fra at blive enevældig i 📌Tydskland og 📌Italien. Han efterlod sig ingen mandlig Afkom, men nu kom Keiserværdigheden til det Østerrigske Huus, hvis store udvortes Magt ►syndes endnu farligere for 📌Europas Frihed. 👤Fredrik den Tredie, i hvis Tid Tyrkerne indtog 📌Constantinopel, eiede knap 📌Østerrig, men hans Søn 👤Maximilian skaffede sig ved Giftermaal de vigtige burgundiske Lande.
✂ Disse Lande som indbefattede 📌Nordsøens Kyster eller de saakaldte 📌Nederlande, og det østlige 📌Frankerige, vare hidindtil et ►Hertugdom for sig selv og havde Fyrster af det franske Kongehus. Den sidste Hertug var 👤Carl hin Forvovne; han færdedes med Bulder i sin Tidsalders Aand, 128og agtede at oprette et stort Rige. Vel var hans Land kuns lidet og dets Indbyggere meest ►ustridbare Kjøbmænd, men disse havde Penge og med dem kunde han ►besolde talrige Skarer af de Elendige der solgde sig til at være Næstens Bødler. I det forrige Aarhundrede dulgde Saadanne*omt. 1350. Feigheden under Pandseret, nu siden ►Krud var kommet i Brug, kunde de endnu bedre slippe for at ►gaae hinanden under Øinene som Mænd. Dog anderledes var det, naar disse vilde men ⓘ svage Rovdyr fik med Mænd at gjøre, som strede for Ære og Frihed, da hjalp de store Bøsser kun lidt, thi disse formaaede ei at skyde selv, og Leiesvenden faldt eller flygtede. Til Uheld for 👤Carls Anslag, men til Held for ⓘ 📌Tydskland, var ⓘ 📌Schveits det Land der laa ham beqvemmest, thi i tre store Slag blev han overvundet og faldt i det sidste ved 📌Nancy. Hans Datter, 👤Marie bragde 👤Maximilian 📌Nederlandene til Medgift, og deres Søn 👤Philip beredte Huset en endnu større Glands ved at ægte Arvingen til det store*1477. spanske Monarki.
✂ I 📌Spanien var lige siden det ottende Aarhundredes Begyndelse ført en bestandig ►Undergangskamp mellem Maurerne og de Christne. Disse havde tidlig i Nordvest og Nordost oprettet to Smaariger: 📌Leon og 📌Navarra, og af det sidste ►udspirede Rigerne 📌Kastilien og 📌Arragonien. 📌Kastilien var allerede i det 11te Aarhundrede ved Forening med 📌Leon blevet temmelig mægtig, og 129under 👤Alfons den Sjette indtog den christne Hær, med den berømte Ridderskare rundt fra 📌Europa i Spidsen, 📌Spaniens gamle Hovedstad 📌Toledo; men allerede 👤Alfons skildte sig ►ved 📌Portugal, som nu blev et Rige for sig selv, og efter hans*1080. Død ►fraskildtes ogsaa 📌Leon. Først i Midten af det 13tende Aarhundrede fik 📌Kastilien varig Magt under 👤Ferdinand den Tredie, som var Konge i 📌Leon og undertvang hele 📌Sydspanien ►ⓘ saa nær som► 📌Granada. 📌Arragonien udvidede sig i det 13tende og 14tende Aarhundrede ei allene over alt det østlige Spanien og de 📌baleariske Øer, men ogsaa over 📌Sardinien og 📌Sicilien, og i den anden Halvdeel af det 15tende blev ogsaa 📌Kastilien forenet dermed, da Tronarvingen 👤Isabelle ægtede den arragoniske 👤Ferdinand som er blevet bekjendt ⓘ under Tilnavnet: den Katolske. Med 📌Spaniens forenede ►Størke angreb 👤Ferdinand 📌Granada, hvis Hovedstad efter en tiaarig Beleiring maatte overgive sig, og saaledes forsvandt den sidste Skygge af Morernes navnkundige Rige, næsten 800 Aar efterat de første Araber vare landede i 📌Europa. Forgjæves havde de imidlertid ingenlunde været her, Redskaber vare de i Guds Haand, og deres Indflydelse paa Europæerne lader sig ikke beregne. Hvad Europæerne ligefrem ►lærde af dem, er ►vist nok ingenlunde saa tydeligt i Krøniken, som i de ny historiske Haandbøger, men uden dem vilde dog ►den ny Verden neppe enten legemlig eller aandelig 130blevet opdaget, thi udentvivl vilde Christendom og Kundskab have uddøet, dersom ei disse Uchristne ved deres Anfald paa Christenheden havde vakt den paa Gravens Bred, og derved foraarsaget, at Saxerne, der avlede 👤Luther, og 📌Nordens Folkefærd kunde omvendes. I Begyndelsen af det 14de Aarhundrede ►lærde Italienerne Kompassets Brug, som man mener af Araberne, og nu havde man selv i Nattens Mulm saa tryg en Ledestjerne, at det ei længer var saa voveligt at give sig ud paa det vilde Hav. Mange kunde ventet at Genueser og Venetianer nu flux vilde stævnet over Verdenshavet, men disse Folk havde tabt Driften, Kraften og Dristigheden; disse ►levede kun op i enkelte Mænd, som udenfor Fædrelandet maatte søge Bistand og Ledsagere. I Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede vakde den portugisiske Prinds 👤Henrik Lysten til at finde ny Lande, da han opdagede 📌Madera og 📌de azoriske Øer, men dog blev det Italienere forbeholdet ved Aarhundredets Udgang at bereise Verdenshavet. I 📌Portugal regjerede dengang 👤Emanuel, hvis Tid man efter bagvendt Skik har kaldt Landets gyldne, fordi dets Kraft og Hæder just da blev ►jordet med Pragt, og i hans Tjeneste stod 👤Vasco de Gama, som ved at gaa syden om 📌Afrika fandt Veien til 📌Indien, der*1498. dog ►alt var beredt af 👤Bartholomæus Diaz, som havde opdaget 📌det gode Haabs Forbjerg. Den fordeelagtige ostindiske Handel gik nu over fra Venetianerne til Portugiserne, men som klart 131er, meest fordi Hiine ei længer vare, hvad de havde været. Endnu før 📌Ostindien var 📌Amerika fundet af Genueseren 👤Kristoffer Kolumbus. ►Det bares ham for, at der mod Vesten laa en stor Øe og gamle Sagn bekræftede hans Gjætning. At finde den, og tillige paa den korteste Vei at naa til 📌Indien var hans stadige Tanke; men Ingen vidste at Gud havde betroet denne Mand Nøglen til 📌Perus ►Guldgruber, og forgjæves søgde han hos sin Fædrenestad, hos 📌Portugal og 📌Engeland Bistand til den store Reise. Kun 📌Kastiliens 👤Isabelle lod sig, paa ►Høitidsdagene efter 📌Granadas Erobring, overtale til at skjænke ham, halv som Almisse, en karrig Understøttelse, og med trende skrøbelige Snekker vovede den dristige Søemand sig ud paa det vilde Hav. Tvende Maaneder ►forgik, Søefolkets ►Taalmodighed med dem, ►end var intet Land ►tilsyne, og alle Levnedsmidlerne vare hardtad fortærede. Det sidste gjorde Udslaget, thi for, om muligt, at undgaae Hungersdøden bleve 👤Kolumbs knurrende Ledsagere endnu nogle Dage ved at seile, og Dagen før de vilde vendt om, fandt de Øen 📌Guanahami, hvis Navn som rimeligt kunde synes,*1492. forandredes til 📌Sanct Salvador, eller den hellige Frelser. Ogsaa 👤Kolumb var et stort Redskab i Guds Haand, og hans Hensigt har for længe siden dømt ham, men kort var hans Glæde over den ►gelingede Færd, thi selv maatte han indvie de Lænker 📌Amerika i 300 Aar skulde bære, og hans 132største Held var, at den ny Verdensdeel ei dengang kom til at bære hans Navn; thi derved undgik det mange Forbandelser, som nu retfærdig ere faldne paa Florentineren 👤Americo Vespaccis, der vilde stjæle hans Hæder. Den samme 👤Ferdinand, som gav 📌Amerikas Opdager paa tvende Maader Staal for Guld, vandt ved en anden ►Nidingsid 📌Neapels Rige. Han indtog det i Forening med 📌Frankrigs 👤tolvte Ludvig, men bemægtigede sig det siden heelt. Dets ►Søstæder vare pantsatte til Venetianerne, men ogsaa dem fik han ved at tiltræde det Forbund Pave 👤Julius den Anden stiftede mod disse med 👤Ludvig og 👤Maximilian, fordi de havde tilsneget sig nogle pavelige ►Stæder. Mæt af Rov døde*1516. endelig 👤Ferdinand uden mandlig Afkom og efterlod sine ►vidtløftige Lande til sin Dattersøn, den som 📌Tydsklands Keiser saa navnkundige 👤Karl den Femte. 📌Spanien, 📌Italien, 📌Østerrig og 📌Burgund laa under hans Scepter, 📌Ungarn og 📌Bøhmen ►lød hans Broder 👤Ferdinand, selv var han driftig og klog, vantro, tapper og herskesyg. Hvad skulde begrændse et Rige, der havde fløttet sine Skielstene over Verdenshavet? ►saa spurgde de tydske Fyrster, skjalv og — valgde 👤Karl til deres Keiser.
✂ Længe havde Paverne prøvet paa, ►hvorvidt de kunde gaa i ►Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter 👤Husses Mord besudlede Pavestolen 133►afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den ►liderlige, samvittighedsløse 👤Alexander den Sjette fulgdes af den ►krigske og herskesyge Gudsforagter 👤Julius den Anden, og dennes ►Eftermand var 👤Leo den Tiende. I denne Pave af det mediceiske Hus havde Kunst og Lærdom en Kjender og Beskytter, naar kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men ►om Sandheden var det ham ikke at gjøre, og hans Ligegyldighed for ►Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved ►aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De ►fremfarne Paver havde ►alt indbildt de Christne at en Reise til 📌Rom, Bønner ved Apostlene 👤Peders og 👤Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde skaffe Deelagtighed i Helgen-Skarens ►overflødige Fromhed, der var Kirkens Arvegods, og derved Syndsforladelse. Først var det eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers ►Leilighed, to, og endelig fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller Aflad om ►Jubelaaret kunde erholdes i 📌Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikjøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en rimelig Udvidelse, da 👤Leo, for at fylde det udtømte Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af 📌Peterskirken, Katolisismens store Bautasteen, ►omsendte Munke i Landene der handlede aabenlyst med Afladsbreve, som en ►Kramvare. Imidlertid maatte dog mange Sjæle forfærdes for det nøgne Uhyre, og Aflads Ugyldighed 134blive følelig. ⓘ Hertil bidrog fornemmelig den ►Ubluhed, hvormed Dominicaneren 👤Johan Tezel røgtede, ja overdrev sit ►Ærinde i det nordlige 📌Tyskland, da han endog solgde Aflad for Synder, som ►skulde begaaes. Men hvem kunde og vilde lydelig paatale dette Uvæsen? Konger, Fyrster og Bisper deelde i al Fald ►Fordelen med Paven og Kræmmerne for at dog Noget kunde blive i Landet, de Lærde smilede fornemt ad ►Mængdens Dumhed og lovprisde den gavmilde 👤Leo. Kun nogle tydske Lærde opløftede Røsten, men hverken mod det Ondes Rod eller med sand christelig Tro; den lærde og kløgtige 👤Erasmus fra Rotterdam ►belo høit Munkenes Vankundighed og Bedragerier, men elskede Verdens Fred og Ære for høit til at vove nogen alvorlig Kamp for Sandheden, det var langt mere hans Hoveds end hans Hjertes Sag. 👤Reuchlin kæmpede ►djærvt for de ►Rabbinske Skrifter som man vilde brænde, og bidrog meget til at opfriske det ebraiske Sprogs Dyrkning, men han fordybede sig i Rabbinsk Cabbalistik og skyede Kamp om Lærdommen. Kort sagt, den Forbedring selv de redeligste Lærde ønskede, var mere udvortes end indvortes, og betød som Hovedsag ikke stort; medens de tænkde paa at forberede den, vilde Kundskab gaaet til Grunde, og alt Haab havde været ude. Paa den anden Side sukkede mange tusinde Hjerter i Stilhed, uden ►ret at vide hvorefter, og for En som kunde og vilde 135lære dem det, laa Bøgerne ►opladne og Værktøiet rede. ►De som følde deres Sygdom laa som Hine ved 📌Bethesdas Dam, og ventede at Herrens Engel skulde nedfare og bevæge Vandet,► ►Livets Vand i den hellige Dam: i ►Bibelen, og ►Herren er nær hos alle dem som kalde paa ham i Sandhed, han hører de Gudfrygtiges Skrig og hjelper dem. Det haver stadfæstet sig paa Mennesker og Tidsaldere ligefra Dagenes Begyndelse indtil Nu, og det vil stadfæste sig baade til og i Dagenes Ende; ►thi Himmel og Jord skal forgaa, men Herrens Ord bliver evindelig.