↩ Saaledes blev da Christendommen den herskende i 📌Romerriget, efterat den i ►halvtrediehundrede Aar havde maattet ►friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. 👤Nero var den første Keiser som forfulgte de Christne med Ild og Sværd, men de mest ►udtænkte Pinsler kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og ►hverken ►Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den 👤Christi Kjerlighed,► der for deres Skyld havde lidt mere end de Alle, og ►vinkede dem nu i sin Faders Huus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før 👤Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved 📌Jerusalems ⓘ ►Forstyrrelse, og*70. frem for alt ved Templets Brand, som han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren 👤Titus, Søn af 👤Vespasian, forgjeves søgde at hindre. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Christne trodse Smerter og Død i 👤Jesu Navn, og langt fra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte ►Pinagtighed, maatte alle 68de, der havde Sjælen kjær, tye til det christne ►Samfund; ►saa gik det ►og: høi og bred løftede sig 👤Christi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset ►skulde aabenbares; i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot, og fornægtede saaledes den Herre som ►dem kjøbde, medens Andre med Guld og Sølv ►frakjøbde sig Delagtighed i hans Lidelser. Aarsagen hertil var deels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men ►vilde tjene baade Gud og Mammon, deels, at Kristendommen var ►vanslægtet fra sin første ►Enfoldighed. Da de ►overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Christnes Sind vare ophørte, ►udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange ►Lærefædre til at hige efter ►►kjødelig Viisdom► og ►læmpe Skrifterne derefter, de troede tit ei længer 👤Jesus, men sig selv, og ►bare ei gjerne hans Kors; Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig ►Ordkrig blev Kierligheden kold hos Mange. Ligesom 📌Alexandrien blev det naturlige Sæde for Videnskabeligheden, saa var det ►og herfra den fornemmere Christendom, og det første stærkt omgribende Kætterie udgik. Allerede 👤Origines, en i øvrigt høitbegavet og nyttig 69►Kirkelærer fra Begyndelsen af det 3die Aarhundrede, hyldede tildeels en vilkaarlig Skriftfortolkning, og adskillige uchristelige Meninger, og i 👤Constantins Dage stræbde 👤Arius med meget Held at indbilde Folket den Løgn om Sønnen, at han var en timelig Skabning og ikke een Guddommelighed med Faderen, en Løgn som angreb i alle Maader Christendommens Grundpiller, thi dens Troværdighed beroer aldeles paa 👤Jesu fuldkomne Sanddruhed, og dens Kraft paa hans Guddommelighed. Bifaldet 👤Arius vandt, og Maaden hvorpaa man bestreed hans Løgn, vidnede ligehøit om den ⓘ gamle Kirkes nærforestaaende Fald, thi verdslige vare begge, og ►det er hvad Sandheds Vaaben og Rige kan ikke være. Intet Under altsaa at ►aabenbart Hedenskab prøvede paa at tilbagevinde ►Spiret, 👤Constantins Søn 👤Constantius, som efter sin Broders Død blev Ene-Keiser, var en Arianer, og hans Søstersøn, den kjække og vittige men selvkloge og stolte 👤Julian, fornægtede offenlig Troen, og stræbde at undergrave Kirken. Herren slog ham og hans Anslag vare frugtesløse, men desuagtet forværredes Kirkens Tilstand daglig, med 👤Ambrosius kan man sige at den gamle Kirkes sidste ►Sule faldt, og forgjæves stræbde 👤Augustinus at oprette den igjen, hans seierrige Kamp paa dens Gruus kunde blot ►frede om dens Skygge og bevare dens Ihukommelse til bedre Dage.