↩ Da Religionens Baand vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smede Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgde Keiserne og ►røvede dem igjen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øiet for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Blodtørst gjelde for Tapperhed, men ►ei saa, naar der skal kjempes med ►djærve Fjender: det lærde Romerne Snart ved 📌Rhin, 📌Donau og 📌Eufrat, her havde de Parther og siden Ny-Perser at ►bestride, og hisset ►foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talde Latin, eller forstode sig paa Pragt og ►Overdaad. Allerede den sidste 👤Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Deel af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxde, ►ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar 📌Rom nu skulde have en ►djærv Keiser, maatte han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgjeves søgde ved dets Slutning 👤Diokletian 67at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender, ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinger; disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen ►Rolighed før 👤Constantin den Store atter samlede*323. ⓘ Riget. For denne sin Ophøielse maatte han især takke de nu saa talrige Christne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.