Grundtvig, N. F. S. Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum


III

👤Morten Luthers

velsignede Amindelse

helliges

som en Skjærv

i

Jubel-Aaret

denne Bog

med christelig Ærbødighed

og Tak til Gud

for

📌Wittenberg.


V

Fortale.


At skrive et Udtog af Verdens-Krøniken, er et af de mageligste Arbeider man vil ønske sig, naar man har Lyst til at oversætte en tydsk Bog, eller rapse sammen allevegne fra, saa om det ene Rige, og saa om det andet, som det kan træffe: Navn paa Navn, Aarstal paa Aarstal, Beenrad paa Beenrad, og høit lidt Hoved-Kjød som Pragmatisme. At skrive en behagelig og sammenhængende Udsigt over de vigtigste Verdens-Begivenheder, det være sig nu til Skolebrug eller Almeen-Læsning, er heller intet Hexerie, naar man kan lidt Dansk, og er fortroelig med en 👤Spittler, 👤Heeren og 👤Johannes Müller, og dog har vi ikke en saadan Bog paa Dansk at række enten Unge eller Gamle, ja, saavidt jeg kjender til den VIhistoriske Literatur, har man den endnu ingensteds; thi 👤Müllers skulde være den eneste, og er dog dertil baade for overlæsset, udstykket og læstebundet eller eensformig. Men, naar man nu skulde nævne en Bog, der af alle er vanskeligst at skrive, da tør jeg vel sige, det er et Udtog af Menneske-Historien, som stræber at give en Udsigt over Tidernes Løb i det Hele, over Aandens Flugt og Legemets Færd, og det indbyrdes Forhold. At det maa være vanskeligt, kan man alt deraf slutte, at det hidtil er neppe forsøgt, men Vanskeligheden begribes dog først tilgavns, naar man ret betænker hvad det vil sige, at det er noget, som for at gjøres mesterligt, forudsætter en Indsigt i Menneskets Væsen, som Ingen besidder, saalænge end Tiderne løbe. Det er imidlertid let at forstaae, at for Menneskets høiere Bestemmelse er Historien unyttig, hvis han i den kun seer et Virvar af Handling, og Følelsen heraf er jo unægtelig det som har avlet den Fordring, at Historien skal skrives pragmatisk ͻ: saavidt muelig udvikle Alt i sit Forhold, som Aarsag og Virkning; men det er jo dog Blindhed, naar man indbilder sig, at dette kan skee under eensidig Betragtning af de udvortes Tildragelser, og de Hensigter enkelte Gjerninger nærmest afbilde, naar man dog ikke kan nægte, at disse Hensigter laae i en Tænkemaade og et Sindelag, der VIIvar historisk udviklet af et moralsk og aandigt Forhold, der indslynger den Enkelte i det Folk han tilhører, og Folket i Slægten. Vil man sige, at det er umueligt, saaledes at forfølge en Virkning fra Aarsag til Aarsag op til det inderste Udspring, da siger man vel noget ganske Fornuftigt, men dog vist ikke Noget, som beviser, at f. Ex. Perser-Krigen er forklaret, naar man veed hvorledes den udbrød, og lige vist bliver det, at saalænge man ikke i det Mindste kan bringe et Folks og en Tidsalders udvortes Bedrifter i Forbindelse med deres indvortes Liv eller Død, med deres Tro og Tænkemaade, da er Intet forklaret. Fra en anden Side er det ligesaavist, at uagtet de første Forsøg maa være saare ufuldkomne, ere de dog aldeles nødvendige, hvis man vil tænke at nærme sig Maalet. Vel kan man med Føie sige, at det nok var sikkerst, at begynde med et enkelt Folk, eller en enkelt Tidsalder, hvor Forbindelsen mellem det Indvortes og Udvortes er mindst forborgen, og det Raad fulgde vore Fædre; thi de begyndte med Jødernes Historie, hvor Alt udstrømmer af det høieste menneskelige Forhold: Forholdet til Gud, og trøstig anvendte de denne Histories Lærdomme paa hele Menneske-Slægten, fordi de troede, at den var idel Sandhed, fordi de vare Christne i Eenfoldighed. Vare nu vi det Samme, VIIIda vilde vores Indsigt i Historiens Sammenhæng med Eet vorde saare betydelig; thi vi have naaet den Grad af Ud vikling, at vi i Jødernes Historie ei alene kan see den Sammenhæng, som fortælles os, men ogsaa for en stor Deel den naturlige, som lærer os at kjende Lovene for den menneskelige Aands Udvikling, ligesom vi i Skriften finde mangt et Udsagn, der, troet som usvigelig Sandhed, kaster Lys selv ind i de dunkleste Vraaer af Menneskets Inderste. At nu imidlertid Fædrenes Troe er det almindelige Savn, at Jødernes Historie paa allehaande Maader gjøres til et Eventyr, og kan af en selvklog Fornuft, tildeels med Skin af Ret, kaldes i Tvivl, og at man almindelig ei lader Skriftens Ord gjælde, uden for hvad man selv vilde sige, eller dog gad hørt, det er noksom bekjendt, og en Betragtning af Historien i Bibelens Lys er da naturligviis Noget, hvorom Tiden lader haant. Dog, Sandhed har en egen Maade at gjøre sig kjendelig og følelig paa, og Tidens Haan maa da ingenlunde afholde en Christen fra at benytte Lyset, og, naar han føler Kald til at tale, da, uden Tvivl og Frygt at lade Skriften høirøstet bedømme Tidernes Løb og Folkenes Idrætter, Tungernes Tale og Kæmpernes Værk. Saaledes tænkde jeg, og skrev det korte Begreb af Verdens-Krønike, som for mere end fire Aar siden IX udkom og stødte saa mange. Jeg stræbde, i den christnede Tids Historie, især fra 👤Luthers Dage af, at forbinde tvende Øiemeed: det første og fremmerste var at forkynde, hvad Bibelen sagde om hvad man i de forbigangne Dage kaldte Christendom, forkynde især, at hvad man i forleden Aar mere og mere udgav derfor, var kun et Hedenskab som udsmykkede sig med enkelte af Christendommens afplukkede Fjere. Mit andet dermed forbundne Øiemeed var, saa godt jeg kunde, at pege paa, hvorledes Kraft og Dyd, og Alt hvad man dog end paa Papiret udgav for Slægtens Adel, var aftaget og forsvundet, alt som den gamle, paa Bibel-Ordet hvilende og hjertelige, Christendom forsvandt. Det første Øiemeed var nemt at naae, saavidt jeg havde Bibelen og Tidens Skrift for Øie, det andet derimod var meget mere vanskeligt, ei blot fordi det forudsatte mere udbredt Kundskab og et øvet Øie, men især fordi Begreberne om Kraft og Dyd, om Sang og Vidskab, kan umuelig være eens hos den der troer, og den der nægter Bibelordets Underviisning om Gud, om Menneskets Vilkaar og hans Bestemmelse i Tid og Evighed; ja i en Tidsalder, der for det Meste Kjød kaldtes Aand, Handlinger Dyd, Klang Poesie, og Pølsesnak Vidskab, var slet ingen Enighed muelig. Det var da i Grunden naturligt, at ligesom man ved at høre Xmin uforbeholdne Erklæring om Alt hvad der streed mod Guds Ord, tillagde mig Fornuft-Skye og Menneske-Had, man saaledes og, ved at see paa min Vurdering af hvad der gjaldt for Stort og Skjønt, henviiste mig til Daare-Kisten, for der at vænne mig til Tidens Viisdom. Det var naturligt, siger jeg, at dette skedte, og at man i sin Harme misvurderede de Fortrin hos min Bog, man ikke kunde nægte: en samvittighedsfuld Stræben efter at fortælle sandfærdig, forenet med en langt mere livlig og sammenhængende Forestilling af den religiøse, videnskabelige og politiske Digten og Tragten, end sædvanlig, det var naturligt, men man snoe det som man vil, det var høist uforsigtigt; thi vilde man ikke have Ord for, netop i Modsætning til mig, at være tolerant, human og liberal? og selv Skinnet bortkastede man jo, ved at nægte mig den Ret man selv vilde nyde, nægte mig Ret til at kalde dem Løgnens og Mørkets Tjenere, der deels havde kaldt mine Troes-Forvandte saa, deels paastaaet Ting, hvoraf aabenbar fulgde, at enten de, eller 👤Jesus og Apostlerne maatte være det; nægte mig endog, hvad man tilstod dem der undergrov Historien og Religionen: Overbærelse, for Nyhedens og Dristighedens, for Conseqventsens og Kraftens, for Stilens og Sprogets Skyld. De gave altsaa tilXIkjende, at det i Grunden var dog deres Mening, at Tolerancen burde have sine Grændser, og sættes til Side, naar det bestormedes, som man ansaae for vigtig Sandhed, og derved er det klart, at man netop frikjendte mig for den eneste Brøde, jeg egenlig sigtedes for, og modsagde derved sig selv. Vel klagede man ogsaa over, at min Bog stødte an imod Konstens Regler, men det var kun at smile eller ynkes over; thi hvem havde lovet dem et Konstværk, hvem kunde tænke paa Konst, hvor Talen var om, enten Tiden foer til Himmels eller til Helvede, og har man saa endda kunnet nævne mig en eneste Udsigt over Verdens-Krøniken, hvori der fandtes mere inderlig, usøgt historisk Konst! Man lagde vel endelig ogsaa Bogen historiske Feil til Last, og trak paa Skuldrene over Forfatterens Mangel saavel paa Kundskab som Kritik, men det var dog vel nok saa latterligt, da man ei fandt een Feil, som havde selv kun Skin af Uredelighed, ikke en historisk Vildelse, som Noget enten bygdes eller kunde bygges paa, ja, har man ikke maattet tie til mine Mod-Beviser for, at alle Feilene man raabde paa, indsvandt i Historiens Lys til et Par saadanne Ubetydeligheder, som man kun med halv Undseelse kunde anmærke, og at min hele critiske Brøde var den, at jeg, som hver Christen maa og skal, tog XIIAlt i Bibelen for idel Sandhed saa som det fortaldes!

Naar man da nu seer, at Bogen her fremtræder i en Skikkelse, som er i mange Maader anderledes, og har i al Fald, ved det Udeladte, tabt Meget som skurrede i danske Boglærdes Øren, da tænke man kun ei, det er fordi jeg angrer hvad jeg sagde, eller ræddes for at sige det igien! Nei, velsignet være det Øieblik hvori jeg besluttede med Sandheds Ord at byde Verden og dens Vidskab Trods, velsignet hver en Time, jeg med Gud for Øie, kjækt og kraftig afmalede Tidens Nød og Tidens Brøde! og lovet være Jehovah, som gav mig Sind og Mod dertil, og som i de følgende Modgangs Dage gav Trøst og Fred, ja Glæde i mit Hjerte af anden Art og Fynd og Varighed, end Hines, som Psalmisten synger, naar deres Korn og Most vare mangfoldige! Hint Værk skal, med Hans Hjelp, altid staae for mig, som den bedste Handling jeg i Skrøbelighed har udøvet, og trøste mig i min Dødsstund, som et høitideligt Farvel, hvormed det alt i Ungdommens Dage undtes mig at skilles fra Verden, dens Viisdom og Ære, dens Lykke og Fred.

I Følge heraf troer jeg at skylde mine Læsere, hvad de Fleste ventelig gjerne skjænkede mig, oprigtigt Regnskab for, hvi Bogen nu fremtræder, vel, XIIIsom jeg haaber, ikke mere fredelig mod hvad den før bestreed, men dog, som det kan synes, mere ligegyldig og forsigtig, og, som virkelig er Tilfældet, mere kold og fornem, mere mat og høflig. Man veed, eller kan dog vide, at det i Mellem-Tiden har været mit Forsæt, at udarbeide Bogen til et større Værk, hvis første Deel udkom 1814, og deri belægge min Fortælling og mine Paastande, med Sprog af Skriften, og Vidnesbyrd af Bøgerne jeg talde om. Den nærmeste Aarsag til at Værket standsede, var den, at min Forlægger ei dengang trøstede sig til at lade det gaae fort, siden have mange Grunde bevæget mig til ei at haste, og nu maa mange Ting forandre sig, før jeg fortsætter det; thi nu indseer jeg, at den udkomne Deel er egenlig et Heelt for sig, som først maa ei alene læses, men i Hoved-Sagen kunnes og bifaldes, før det nytter, fra den rette Side at belyse meer af Tiderne før Christus. Jeg forudsætter nemlig som bekjendt, hvad rigtig nok, at dømme efter hvad jeg om den Bog har hørt, er ubekjendt, at Bogens Øiemeed er det, at vise hvorledes Jødernes Historie fører sin Stadfæstelse med sig, og er den store Conjugation, hvorefter vel ingen af de gamle Folk har villet rette sig, men som de dog har ikke kunnet hindre fra at speile sig stykkeviis i alle deres indviklede RetXIVninger, Bøininger og Tilfælde; kort sagt, at man i 📌Palæstina seer, paa overnaturlig Maade, Mennesket udvikles i Ordet, netop saaledes, som det, uden Syndefald, kunde og skulde, naturlig med Herrens Aand begavet, udviklet sig selv, og at vi altsaa netop der skal lære at sammensætte den gamle Verdens historiske Brud-Stykker til Billeder af dens Vildfarelse. Før nu det kan skee, maa man have vundet Troe paa den jødiske Histories fuldkomne Sandhed, og faaet Syn paa dens underordnede, blot timelige Betydning, som Tidens Schema, og saalænge man ikke engang ærlig troer Evangelisternes Vidnesbyrd om 👤Christi Komme i Kjødet og Vandring paa Jorden, da har det lange Udsigter. Skulde ellers Nogen herved bevæges til at læse omtalte Bog, og ei finde udviklet hvad jeg nys sagde, da sige han ikke derfor, at jeg har bedraget ham; thi jeg har ikke sagt, at det var mit, men at det var Bogens Øiemeed, som jeg først ret blev vaer, da jeg skrev Fortalen, Noget, mange vel synes er dumt eller sværmerisk sagt, men som dog løser sig i den ganske simple Sætning, at Bogen er undfanget og for en stor Deel skrevet i Begeistring, kun med det Forsæt at ville sige Alt hvad jeg saae i Skriftens Lys til den Sandheds Ære, jeg eenfoldig troede. En slem Forseelse maae jeg i Øvrigt ved denne Leilighed XVpaaanke, den nemlig, at jeg regnede Første Kongernes Bog til de Bøger, der ikke i det Nye Testamente gives udtrykkelig Vidnesbyrd som Guds Ord; thi jeg har med Skamfuldhed seet at 👤Paulus (Rom. II. 2) anfører dens Ord som Skriftens. Denne Opdagelse har vist nok gjort mig bange for min hele Inddeling, men ikke for Inddelings-Grunden; thi den er nødvendig, og kun af Nødvendighed har jeg antaget den.

Efter dette Skud-Ord, som jeg ikke kunde undlade, maa jeg huske Læseren paa en anden Ting, som han maaskee har vidst og glemt igjen, derpaa nemlig, at jeg i Slutningen af 1815 indtil Videre, om jeg skal sige det saa slemt, suspenderede min Præste-Tunge, deels for ret at vise, hvor latterlig den Beskyldning var, som jeg end ikke med min, under slige Omstændigheder nok mageløse, Tilbageholdenhed, havde kunnet undgaae: Beskyldningen nemlig for at ville stifte Sect; deels fordi jeg følde, at en Kamp, hvori Ingen turde staae for Skud, nyttede til Intet i Grunden. Heraf fulgde da, at naar jeg, i dette Mellemrum, vilde udgive min Bog, maatte jeg, saa at sige, slibe Præste-Eggen af ͻ: lade det være godt Folks egen Sag, hvorvidt de kunde forsvare deres Ord og Idræt for den evige Dommer, og kun fortælle hvad Saga og XVIFornuften, efter min Indsigt, havde derom at melde. Spørgsmaalet var nu kun, hvorvidt en saadan Bog kunde være til nogen Nytte, og hvorvidt det korte Begreb, uden ganske at omarbeides, kunde svare til min Hensigt? det første Spørgsmaal var vel ikke let at besvare, forsaavidt kunde og vilde betragtes som Eet, men forsaavidt skulde jeg lade det komme an paa en Prøve, og at den burde kunne gjøre Nytte, derom var og er i mine Tanker ingen Tvivl; thi den burde kunne opmuntre til at studere Historien, og da denne nødvendig maae aabenbare Sandhed, er det upaatvivlelig til Nytte. Det andet Spørgsmaal var langt vanskeligere, forsaavidt jeg ikke her maatte lade det komme an paa Andres Prøve, men jeg havde deels Erfaringen for mig, da jeg vidste, at mange, uden at bryde sig stort om min Hoved-Hensigt, havde læst Bogen med Fornøielse, og deels saae jeg, at hertil kunde, eftersom man nuomtide skriver Historier, være Grund. Min Agt var da, kun at rette de Feil jeg kunde finde, formilde de haarde Udtryk, som kun Præstens Nidkjærhed fandt hjemlede i Skriften, afkorte Talen om Fædrenelandet, og ved smaa Tilsætninger stræbe at gjøre Bogen mere brugbar for de Yngre, som ved den vilde lade sig opmuntre til at dyrke Historien med Flid og Iver. Dette Forsæt vil man finde, jeg XVIIomtrent har fulgt til Trediveaarskrigen, men her, paa det blodige Grændseskjel mellem Gammelt og Nyt, saae jeg mig, efter nogen Vægring og Vaklen, nødt til at lægge Haand paa en ny Udarbeidelse, der udgjør meer end to Trediedele af Bogen. Grunden hertil vil sagtens ikke være mange saa indlysende som mig, men det behøves ikke heller; thi kun for mit Værk, ei for mine Grunde, skylder jeg Læseren Regnskab; har det Nygjorde noget Værd, da har Læseren intet at klage, og har det intet, hjalp det kun lidt at jeg kunde give Grund for min Beslutning at skrive noget Nyt; thi det var dog ingen Grund til at skrive noget Slet. Imidlertid synes det mig klart, deels at Præsten var saa ganske Sjælen i denne Deel af Bogen, at han ikke kunde udelukkes uden at Talen blev et afsiælet Liig, som man ikke behøver, og deels at, Præst eller ikke Præst, er det dog umueligt, for en dansk Christen, at see ligegyldig paa det syttende og attende Aarhundredes Færd. Nu at dølge enten min Troe eller Herkomst, faldt mig ikke ind; thi ved slige Leiligheder at dølge hvad man er, det er i mine Øine en meget ufordeelagtig Handel; thi hvad man derved vinder kan man ikke beholde, og hvad man taber kan Intet erstatte. Nu som før maatte jeg da stræbe at vise, hvad man havde vundet, ved at udvinde sig af Christendommens XVIIILedebaand, og gaae paa egen Haand, som store Gjæslinger, og Forskjellen maatte kun være, at hvad der før var Bisag, nu blev Hovedsag, saa det Hele skulde gaae ud paa at vise, at man gik Gaasegang og Krebsgang, da man indbildte sig at kunne gaae fra vor Herre, og ovenom Bibelen. Her gjaldt det, som man let seer, om Kundskab og Forstand, ærlig har jeg anvendt hvad der af Sligt faldt i min Lod, er jeg kommet til kort, da er Skammen min, men hverken Bibelens eller Præstens, har jeg ikke bøiet mig dybt nok for Bjelker, hvorpaa der stod skrevet: buk! da faaer Panden staae i Stikken; men har jeg kun, uden alle Kneb, faaet Historien til at aflægge det Vidnesbyrd, at man hverken blev kraftigere, eller klogere, men det som er tvertimod, i samme Forhold, som man gik fra Bibelen og 👤Luther, da er min Hensigt opnaaet, og let kunde jeg da trøste mig, om det end beviistes, at jeg i enkelte Ting havde talt som en Dosmer.

Dog, alt dette om mine Hensigter kan man lade staae ved sit Værd, og for, saavidt mueligt, at forebygge al unyttig Kiv og tom Ordstrid, vil jeg bemærke, at finder man, at Præsten stikker overalt igjennem, da skader det ikke heller; thi jeg har Lov til at være saameget Præst i min Tale som jeg vil, og det var ikke godt, om jeg i Historien glemde mit XIXKald. Jeg har skrevet en historisk Bog, den skal være skrevet med Sandheds-Kjærlighed, og ei være gjort overflødig ved nogen Bog, vi har paa Dansk; er kun den Ting i Rigtighed, da har den sit Værd, og naar jeg siger, hvad Sandhed er, mit høieste Øiemeed var at skrive saa nyttig en historisk Bog, som jeg formaaede, da afviser jeg derved enhver Indvending som bygges paa, hvad der er meget rigtigt, at hele Bogens Indhold ei lader sig samle under nogen anden almindelig Synspunkt. Ingenlunde har jeg da stræbt at levere noget Konst-Værk, uden forsaavidt jeg rigtig nok anseer det for en stor Konst hvad jeg her har prøvet paa: i en Bog paa 40 Ark at levere en Indledning til Historien i det Hele, afpasset efter Tidens Tarv i mit Fædreneland. At nu denne Opgave er vanskelig, og Maalet altsaa høit nok, skal Ingen nægte, at en saadan Opgave kun stykkeviis kan løses, et saadant Maal kun meget ufuldkomment naaes, nøder vel Billighed til at indrømme, og hvad jeg har opnaaet, kan ingen Critiker afgjøre, det maa Tiden vise; thi bidrager Bogen til, at Historien herefter studeres mere og bedre, da har jeg naaet mit Maal, hvis ikke, da har jeg forfeilet det. Naar man da nu finder Meget udeladt eller løselig berørt, som man ønskede eller ventede udførligere behandlet, og omvendt, da vil jeg XX for det Meste ei derom trættes med Nogen, da jeg i den Henseende har maattet rette mig, deels efter mit Begreb om det Vigtigste og Nyttigste, deels efter mine Evner og Kundskaber, og det kommer her da egenlig kun an paa, om jeg har hjemlet mig Stemme-Ret, om jeg har lagt Evner og Kundskaber for Dagen, som give mig Ret til at tale et selvstændigt Ord i de Boglærdes Kreds. Herover er nu jeg selv vel ingen upartisk Dommer, men det stræber jeg dog at være, jeg maa, efter anstillet Sammenligning, besvare Spørgsmaalet med: Ja, og hvem der siger: Nei, skylder mig Beviis, ved en Sammenligning mellem 📌Dannemarks andre historiske Skrifter og mine.

Alt hvad man imidlertid mener at kunne jævne ved Forord, det bør man, og derfor vil jeg erklære mig over de i denne Henseende vigtigste Punkter.

Udentvivl er alle Kyndige enige med mig om, at det Lutherske Tids rum er det videnskabelig vigtigste i Historien, baade fordi det ligger os nærmest, og fordi vi kun om det have fuldstændige og utvivlsomme Efterretninger: og man maa, i Følge heraf bifalde, at jeg har behandlet det med en Udførlighed, der kun synes uforholdsmæssig. Dette er imidlertid en Punkt, der fortjener ret at sættes i Lys paa en Tid, da man stræber at drage Opmærksomheden XXIderfra, og henvende den paa Oldtid og Middel-Alder, som om det var der, man fandt Historiens Helligdom. Ingen kan vist, selv kun med Skin af Føie, mistænke mig for at ringeagte de gamle Dage, eller at ville forkleine deres Storhed, aftrætte dem den høie Rang over de nærværende, som Livsfylde, Kraft og inderlig Varme ustridig hjemler dem; men her er ikke Talen om Tidernes og Slægternes Værd, men om Historiens Fuldstændighed og Beviislighed, og at de sidste tre Aarhundreders, i denne Henseende, staaer øverst, maae der Galninger til at nægte. Nu seer man imidlertid let, at al Philosophering over Historien, som skal have noget Værd, al Udvikling af Sammenhæng mellem Begivenheder, Troe, Tankegang og Sindelag, forudsætter at det, over hvis Sammenhæng man grunder, maa være hævet over al Tvivl, maa kunne stille vedbørlig Sikkerhed, baade for sin Virkelighed, og for sin Stilling i Tiden, eller med andre Ord: hvad man vil bygge paa, maa ligge fast og urokkeligt, og man maa kunne see bestemt, hvor det ligger. Saasnart vi nu gaae paa hin Side Bogtrykker-Konstens Udøvelse, da finde vi vist nok saare meget, som det er Galskab at ville nægte, men dog saare lidet, som, i og for sig selv, kan saaledes bevises, at der jo findes en Udflugt for Tvivleren, som XXIIvi ikke, uden med det lutherske Tidsrum, kan tilstoppe. Naar f. Ex. Nogen vilde sige om hele den ældre Historie, som man i 📌Sverrig nys sagde om den danske: den er digtet af Bogtrykkerne og deres Hjelpere, og naar man, som Natur-Philosopherne vil indbilde os, siger, at 👤Christi Levnet og den christne Kirkes Oprindelse er en indisk Mythe, da kan man vel føle sig meget sikker paa, at det er Løgn, og vise at det er urimeligt, men det Urimelige kan ogsaa være sandt, og naar vi af den menneskelige Aands Gang vil bevise Umueligheden, da maae vi enten gjøre os skyldige i en petitio principii, eller kun bevise med det lutherske Tidsrum. Dette er en Opdagelse der i Førstningen bedrøver, og hardtad harmer, Sandhedens Ven, da den synes at lukke Døren for historisk Vidskab, og betage de historiske Beviser deres Kraft, i en Tidsalder der saa høit behøver dem; men ved nærmere Efter-Tanke bliver den ham glædelig; thi han seer, at det kun er Sandhed som vinder, og Løgnen som taber ved det Hele. Naar nemlig nu Nogen fremkommer med en Anskuelse af Historien, og det maa enhver Philosoph, der vil give sig Skin af at kunne forklare Mennesket, da bryde vi os slet ikke om Alt, hvad han til dens Fordeel kan anføre, af den ældre Historie, hvor det tit er umueligt grandt at skjelne mellem Historie, XXIIIMythe og Eventyr, og hvis Brud-Stykker i al Fald kan, som det synes med lige Ret, forbindes paa modsatte Maader, men vi bede ham ganske tørt, først at prøve sin Anskuelse paa det lutherske Tidsrum, og sætte den i et Dukkeskab med Glas og Ramme for, naar den ikke her beviser sin Rigtighed. Spørger man nu, om vi da skal slaae en Streg over hele Historien til det 15de Aarhundrede, da svares naturligviis: nei ingenlunde, men vi skal kun ikke forhaste os, vi skal, videnskabelig talt, lade den staae ved sit Værd, indtil vi har den senere i Orden; thi først da have vi en stemplet Alen til at maale med, et forsvarligt Sold at sigte i. Har vi først lært at forstaae den Tid, der nærmest har udviklet os, da veed vi en heel Deel om, hvordan den Tid nødvendig maatte være, som gik forud, veed fremforalt, hvad der tilhører de forrige Tider, og vil da saa temmelig kunde stave os tilbage, saalangt baade Skrift og Sagn række. Sagtens vil det gaae lidt langsomt, især i Begyndelsen, men man gjør sikkre Skridt, som er det vigtigste, og de Oplysninger det sidste Tidsrum maa give os om de menneskelige Vilkaar, vil fortne Gangen mere end man troer. Dog, herom mere ved Leilighed, og da jeg her foranlediges til at tænke paa Dannevirke, vil jeg kun tilføie, at Betragtningerne i samme staae i saa nøie XXIVet Forhold til nærværende Bog, at hvem der vil have godt af den, gjør vel i at læse dem med, ligesom de ved den turde erholde et uventet Lys.

At jeg nu igjen har behandlet den tydske Historie langt udførligere end nogen anden, vil formodenlig ogsaa finde Kyndiges Bifald; thi at 📌Tydskland, siden Bogtrykker-Konstens, og især siden Reformationens, Begyndelse, er i videnskabelig Henseende det vigtigste Land, kan vel Engellænder og Franskmænd nægte, fordi de i Grunden ikke veed hvad der tales om, men Danske indrømme vist, hvad Historien forbyder at nægte. Der er imidlertid endnu en dybere Grund til at vende Opmærksomheden fornemmelig paa Tydskerne, den nemlig, hvoraf deres videnskabelige Fortrin følger: deres naturlige Overlegenhed i Tænkning; thi derved maa være fremkommet en aabenbarere Conseqvents, som gjør deres Historie, siden Reformationen, til den mest begribelige og afgjørende. Vil man nu sige, at det kom mig vel til Pas, da Alt ustridig viser, at jeg kjender langt mindre til 📌Frankerigs og 📌Engellands, end til 📌Tydsklands Literatur, da har man deri meget Ret, men derfor bliver det ikke mindre vist, at 📌Tydsklands Historie, i alle Tilfælde, skulde værdiges mest Opmærksomhed. At det vilde været godt, om jeg havde kjendt mere til hine Landes Literatur, hvori jeg dog, XXVsom man let vil kunne overbevise sig om, ei er aldeles ukyndig, lider ingen Tvivl, saalidt som, at det endnu vilde været bedre, om jeg tillige havde havt, hvad jeg ganske mangler, Læsning i Spansk og Italiensk, ja en fuldkommen Historiker skulde egenlig kunne alle Sprog, og alle Bøger udenad; men derfor erklærer jeg ogsaa min Bog for et meget ufuldkomment og umodent Forsøg, og tillægger den kun, som et saadant, et forholdsmæssigt Værd, som man neppe med Billighed vil kunne nægte den; thi at der, blot for at gjøre, hvad jeg har gjort, udfordres endeel Aars Læsning, og ikke saa liden Eftertanke, det veed jeg, og hvem der ikke vil troe det, behøver kun, uden behørig Kundskab og Eftertanke, at recensere Bogen, for at faae Troen i Hænderne. Hvad jeg før har sagt, maa jeg her gjentage, fordi det synes som man ikke vil forstaae det: jeg er ingenlunde hvad jeg kalder en lærd Historiker; thi jeg seer paa Folk som 👤Abraham Kall, og veed hvorlidt jeg kan, imod hvad jeg vilde have kunnet, hvis jeg ikke havde hardtad spildt endeel af mine bedste Læreaar; men jeg er hvad man kalder en lærd Historiker, og det nytter slet ikke 📌Dannemarks historiske Skribentere at kappes med mig i Læsning; thi det kan de ikke, især fordi jeg er, hvad Ingen af dem er: begeistret for Historien, og Lysten driXXVIver Værket. Vil man kalde dette Pral, og Nedsættelse af Andres Fortjeneste, det faaer man, men hver upartisk Læser, som kjender den latterlige Fornemhed, hvormed man pleier at behandle mine Bøger, vil finde, at det er kun en høist nødvendig Advarsel, som maaskee ikke frugter, men bør derfor dog ikke undlades. I Øvrigt vil jeg gribe denne Leilighed, til at aflægge Professor 👤Nyerup min inderlige Tak for den særdeles Velvillie, der aldrig var mig saa nødvendig, som under denne Bogs Udarbejdelse, og min Gjæld er saa meget større, som denne Mand nok er den eneste af 📌Kjøbenhavns midaldrende Boglærde, der i de ti forløbne Aar, har, uagtet al Menings-Forskjel, ladet min videnskabelige Stræben vederfares Ret, selv i hine Dage, da man vilde brændemærke mig som Videnskabernes afsagde Fjende.

At man nu imidlertid selv i 📌Tydsklands Historie vil savne meget, og især, hvad Somme kalde et ubodeligt Savn, Hensyn paa de store Fremskridt i Mathematik, Astronomi og Physik, for ikke at tale om de oeconomiske og cameralistiske Videnskaber, derom er ingen Tvivl, og naar man deraf slutter, at jeg er saa godt som aldeles fremmed i alt Sligt, da er det ikke meer end hvad jeg selv aabenhjertig har sagt. Vil man end videre slutte, at jeg ikke vurXXVIIderer de Videnskaber synderlig høit, som saadanne, da træffer man ogsaa ganske rigtig min Mening, men naar man paastaaer, at min Dom om Sligt er som den Blindes om Farverne, da træffer man naturligviis ikke min, men kun sin egen Mening; thi jeg mener, som Historiker, med fuld Ret at kunne bedømme Tings historiske Vigtighed efter deres Virkninger, og at nu Mathematiken, med sit hele Slæng, ligesaalidt har udviklet noget Folk, som den har gjort nogen Mand salig, det er nok dog en soleklar historisk Sandhed. Hvem der anseer Maskin-Livet for det Høieste, sætter Krudtet over Bogtrykker-Konsten, Cubik-Roden over Menneske-Roden, de arithmetiske over de religiøse Forhold, Elektriciteten over Poesien, Magnetismen over Moralen, og Chemien over Bibelen, maa nødvendig være høist uenig med mig om det Vigtigste, men slige Folk ere lige saa uenige med Historien, og dens Partie vil dog udentvivl staae sig tilsidst. I Øvrigt anseer jeg enhver Ting for god til sit Brug, finder det ligesaa rigtigt, at man bruger Mathematik til Landmaaling, som Historie til Aands-Vurdering, holder det for ganske rigtigt, at Sandserne ligne det Sandselige, mere for ligesaavist at Aanden er det Aandige og Evige nærmest. Hvad Lovkyndighed angaaer, og dertil regner jeg Alt hvad der angaaer XXVIIIStats-Indretning, da er den unægtelig af langt mere historisk Vigtighed, især siden man, med Pennestrøg og dagligt Klammerie, vilde forvandle Verden til et Paradiis, men herpaa vil man da ogsaa finde saameget Hensyn taget, som Galskaben fordrede og Rummet tillod. Vel kunde det høit behøves ret strængt at udvikle, hvorledes man forsnakker sig om repræsentative Forfatninger, Trykke-Frihed og Sligt, især da Saadant, med Alt hvad Tydskerne, barbarisk nok, kalde volcksthümlich, mellem disse vise Mestere nu hører til Dagens Orden; men deels vilde dette kræve en Vidtløftighed, jeg kun ved Leilighed i Dannevirke kan tillade mig, og deels nytter det ikke stort; thi vil man spørge Bibel og Historie til Raads, da falder det Hele af sig selv i de rette Folder, og vil man gaae paa sin egen Haand, da bliver man ikke klog, før man faaer Skade for Hjemgjæld. Kun det synes mig her værd at bemærke, at Slægtskabet mellem Nordmænd og Vyrtembergere, ogsaa ved den sidste samtidige Frihedssvimmel, stadfæster sig, og at Tydskerne maae snoe sig som de vil, aristokratisk maa Forfatningen blive, saalænge de ingen despotisk vil have, det borger Historien for; men kan det fornøie dem at faae Optimater for Patricier, da vil det, under Adelens nærværende Forfatning, og i en XXIXsaadan Guld-Alder, neppe falde vanskeligt. Skulde jeg endnu tilføie Noget, da maatte det være, hvad der synes mig soleklart, at vor Tid, selv om den, hvad den for Øieblikket neppe er, var skikket til noget Godt, allermindst af alle Tidsaldre er skikket til at drage Nytte af Rigsdage, Parlamenter, Senater, Conventer, Stor-Thinge, eller hvad man vil kalde dem; thi det var kun mueligt, saalænge Adel og Geistlighed vare Hoved-Mændene baade i Rigdom og Kundskab, nu derimod skal enten de der fattes Kundskab stemme for sig selv, eller de der har den stemme for andre, og med begge Dele kan man indsee, at Folket er saare ilde tjent, ligesom og Erfaring daglig stadfæster det. Det Folk, som for nærværende Tid ikke tør betroe sin Konge Enevolds-Magten, har neppe Valget imel lem Andet, end at komme i de Riges Lomme, eller gjøre Oprør, indtil den Rigeste eller Trædskeste gjør dem til livegne Trælle, og den eneste betimelige Læmpning af Konge-Magten vilde udentvivl være en temmelig uindskrænket Trykke-Frihed, med de skarpeste og strængeste Forholds-Regler mod al Anonymitet og Pseudonymitet; thi de Boglærde ere vist nu Folkenes naturlige Repræsentantere, Grunde maa veies, ikke Stemmer tælles, og hvem der vil tale med om vigtige Ting, maa ligesaavel være sit XXXNavn bekjendt nu, som fordum paa Rigsdagene, den som ikke, især naar Lovene hjemlede ham Ret dertil, turde tage Bladet fra Munden, af Frygt for Skaar i sin timelige Lykke, maatte længe nok tie, som jo enhver saadan tier i Parlamenter og paa Storthinge, uden at dog Sandhed forties, naar den er Forsamlingen kjær, og med et Folk, som for Sand hed Intet tør vove, er Intet at gjøre. For Resten er det klart, at under alle Forfatninger er den, og kun den, frie, som frygter Gud og intet Menneske, samt at kun det Folk kan faae en god Forfatning, der søger sin Lykke, ikke i den, men kun i det der nødvendig frembringer den: i Gudsfrygt, Dyd og Videnskabelighed. Alt Kiv om Stats-Indretning er derfor Kjævl om Kejserens Skjæg; thi hvad der ikke historisk rolig udvikler sig af Folket, ligger ei heller i det, og hvad man kliner paa, det regner af.

Kortere kan jeg besvare den Anke, at mangen tydsk Skribent, som dog har, hvad man kalder et Navn, er enten slet ikke, eller dog kun netop nævnt; thi der vilde større Bøger til, om det skulde undgaaes, og man sige hvad man vil, saa er dog Universal-Historien og 📌Tydsklands Literatur-Historie, ikke saa ganske Eet og det Samme. Neppe har jeg oversprunget Nogen, som gav Religion, Poesie og XXXIVidenskabelighed end egen Retning, eller vigtigt Udbytte, og kun med dem havde jeg at gjøre. Vel kunde det ladet sig forsvare, at omtale 👤Lafontaines og 👤Kozebues uforsvarlige Roman-Streger, Pudsen-Magerier, Navnkundighed og Indflydelse, men Tavsheden lader sig dog vist i det Mindste ogsaa undskylde, ved den Bekjendelse, at jeg virkelig glemde dem over det Meget, der syndes mig klart nok at kundgjøre Tidens Elendighed, og bliver min Bog tiere oplagt, skal jeg, hvis jeg kan huske det, gjøre Bod, ved at opoffre dem et heelt Blad. I Øvrigt seer man let, at de, med alle deres Frænder, kun nærede sig af Vrag, pillede Kalk af Væggene i Daglig-Stuen, gjorde saa Æg som de kunde bedst, lod det ærede Publikums Bifalds-Soel udruge dem, og forærede saa, for gode Ord og Betaling, Publi kum sine egne Kyllinger, under prægtige Navne, deels til naturlig, rørende Tidsfordriv, og deels til Lækkerbidskener i Faste-Tiden. Verden elsker hvad dens eget er, og Tiden slugde med Fornøielse sine egne Børn, som heller ikke duede til Andet, det er Omkvædet paa Visen.

Mindre forsvarligt kan det vel synes, at jeg knap har nævnet 👤Voss, hvis Luise er et eget, uforagteligt Værk, hvis Oversættelser af de Gamle opløftes til Skyerne, og hvis Stavelse-Maal hans Søn XXXIIi det Mindste, om jeg husker ret, endnu holder Forelæsninger over. Min Agt var det ogsaa virkelig at omtale ham i Forbindelse med Stolbergerne, 👤Bürger og 👤Hölty, men Sligt maa, som 👤Anders Vedel siger om Aarstal, ikke plumpelig indskydes, og jeg forsømde at benytte det eneste beleilige Sted ved Slutningen af Ordene om 👤Klopstock. At jeg imidlertid ikke siden fandt Leilighed til at tale derom beviser enten, at jeg maa have været meget uagtsom, eller at den nordiske Skole, hvortil de alle høre, ei har faaet synderligt at sige, og det Sidste turde vel være sikkert nok, uden at jeg derfor vil undskylde min første Forsømmelse med Andet end den Bemærkning, hvis Sandhed hver Kyndig vil indrømme, at der skal meget til, at sandse Alt i rette Tid. Kortelig vil jeg da kun her anmærke, at hvad der hos disse halve Klopstockianer egenlig behagede Tyskerne, var Formskjæringen, hvori 👤Voss virkelig bragde det vidt, og Velklangen, hvori 👤Bürger var Mesteren, Følelsen som hverken var reen eller dyb sporer man ei synderligt Indtryk af, undtagen i de æsthetiske Haandbøger. Idyllerne af 👤Voss have et behageligt Anstrøg af landlig Uskyld og gammel-tydsk Troskyldighed, men Kjøkken-Urterne har taget Saft og Soel fra Blomsterne, Bøgen er hugget op til Gavn-Tømmer, Hjertet vævet i Dreiel, og Kysset XXXIIIafplukket til Jord-Bær, kort sagt: den sandselige Følelse spiller barnlig i det matte Efterskin af den aandige. Det Samme er, naar man vil skrifte Sandhed, Tilfældet i de Homeriske Digte, kun at det episk-mythiske Indhold hæver, især Iliaden, i en høiere Glands, hvorfor ogsaa Odysseen er lykkedes 👤Voss bedst; men det er, i mine Tanker, dog kun Selv-Bedrag med alle skolerette Oversættelser af Digte; hvem der kjender dem i Grundsproget, gotter sig ved Gjenlyden, fordi han alt har Tonen i Øret, men de, for hvem man skal oversætte, høre kun et dødt og fremmed Døn, hvoraf følger, at de enten ringeagte Digtene, eller, hvad der end er værre, indbilde sig, at det Skjønne ligger i Mekanismen. Langt bedre har derfor 👤Stolberg oversat, og især er hans Ossian et Mester-Stykke; thi det Gjenfærd, hvis Værk disse urolige Drømme aabenbar ere, svæver over det Hele. Spørger man nu om 👤Jean Paul, da har jeg hverken glemt eller overseet, men gjemt ham, til jeg eller en Anden kan, ved nøiere Eftersyn, finde en Plads, hvor man kan være bekjendt at sætte ham. Det haster nok heller ikke; thi saavidt jeg kan skjønne, har han ikke virket stort anderledes, end som en mørk Tale, man imellem bryder sit Hoved med, men lader saa staae ved sit Værd. Saaledes har han i det Mindste virXXXIVket paa mig, og seer jeg ikke meget feil, da hører han mere til Historiens Konst-Kammer, end til dens Universitet og Konst-Academie, mere til 📌Tydsklands Natur-Historie, som en indviklet Anthropologie, end til Historien om, og Udviklingen af, hvad der er forknyttet i ham.

Dog, alt Sligt er kun Smaating mod hvad jeg selv kunde fristes til strængt at paatale: Overspringet nemlig af hele 📌Nordens Historie efter Trediveaars-Krigen. Var jeg en Tydsker, da slap jeg nemt fra denne Anke, og gav kun Læseren en lang Næse, det vil her sige: en høitydsk Kjendelse for, at i Aandens Rige, hvilket da i min Mund løb sammen med 📌det hellige romerske, er 📌Dannemark kun et Annex til 📌Tydskland, omtrent som 📌Sverrig til 📌Frankerig. Men, skjøndt denne Undskyldning kunde synes at komme mig vel tilpas, og uagtet jeg til Nød kunde bevise, hvad Bogen maaskee selv stadfæster, at jeg har lidt tydsk Blod i min lille Finger, nænner jeg dog ikke at istemme, hvad det gjør mig ondt at høre, selv 👤Steffens skal ymte om, uagtet jeg turde paatage mig, endog af hans egne Skrifter, at bevise det Modsatte. Kort sagt, jeg er, hvad neppe Nogen af mine Læsere omtvivler, med Liv og Sjæl dansk, og har jeg nogen Aand, som jeg virkelig bilder mig ind, da er den ingenlunde tydsk, men XXXVdansk, og altsaa gives der en dansk Aand, som bestrider den tydske, og det ikke blot i mig; men i alt hvad der gjennem Tiderne er enig med mig, og har betakket sig, som jeg betakker mig, for al Optagelse i 📌tydske Forbund, de føre saa hvad Navn de vil, fra Catters og Cheruskers af, til dem der stiftedes under 📌Preusens og 📌Frankerigs Ørne. Vel holder jeg meget af Ordsprog, og vil ikke nægte, at vi har et der hedder: som man raaber i Skoven, saa faaer man Svar; end videre bekjender jeg, at tydske Raab har alt for tit i Skoven fundet Gjenlyd, men paastaae tør jeg dog, at det var ei i 📌Danmarks Aand, det var, hvad Echo altid er, og hvad det gjælder for i 📌Nordens Myther: det var kun Dværge-Maal, som Dannemænd kan aldrig nemme, før de forsage Modersmaalet, og altsaa er ei længer Dannemænd; thi aldrig lader sig det bløde, jævne, runde Bøge-Blad udtakke, til en Egekrands for 👤Herman og 👤Thusnelde. Man veed da og, det gamle Ordsprog er, som flere danske, underskjellet, og udsiger, hvad Historien stadfæster, at, som man raabde til, saa fik man Svar i Skoven; thi intet Ord, undtagen Guds og Sandheds, har fundet dyb og klar og varig Gjenlyd i det danske Hjerte, og til man kan bevise, at 👤Saxo er Echo af 👤Albert fra Stade, og 👤Kingo af 👤Poul Gerhard, skal man nødes til at indXXXVIrømme, at der, i deres og deres Frænders Bøger, er en, vel ikke bindstærk, men udentvivl dog indholdsrig dansk Literatur, som Tydskerne i det Mindste gjorde vel i at lade staae ved sit Værd, til de lære at kjende den, og gjorde udentvivl vel i at skjænke særdeles Opmærksomhed. Det har de nu imidlertid ikke gjort, og selv den islandske Literatur, som Nogle af dem i den sidste Tid have leget med, betragte de som Gjenlyd af oldtydske Ord, de rigtig nok har glemt, men dog indbilde sig, man gjerne, uden at have dybere Bryst-Lommer end de, kunde gjemme, til Trods for de skiftende Tider. Saameget er da unægteligt, at 📌Norden ikke, siden Skrift kom paa Tryk, og neppe siden Skrift mellem os kom i Gang, har virket Noget, som er Talen værd paa Aand og Skrifter udenlands, og da nu, siden Trediveaarskrigen, den verdslige Indflydelse ei heller, i det Mindste sees at have været synderlig, saa er det klart, at mange Ord om 📌Norden i den sidste Tid, staae ei i Verdens-Krøniken paa deres rette Sted, og mange Ord, forholdsviis, maatte jeg talt, hvis jeg, under den Skikkelse min Bog har nu, skulde gjentaget hvad jeg forhen sagde om 📌Norden. Før, da jeg lod Præste-Tungen raade, var det mig ikke blot en Hoved-Sag, men en Samvittigheds-Sag, uforbeholden at skildre først og XXXVIIsidst mit Fædrenelands Deelagtighed i Nøden og Brøden, nu derimod, da jeg føler at det er skeet indtil Videre noksom, eller forgjæves, nu var det mig en Hovedsag, klart at afmale den høitydske Viisdom, og lade Dannemænd deri speile og kjende sig selv, forsaavidt de knælede for den. Lidt havde jeg nok til Slutning agtet at sige om Ægteskaberne herinde, dem i tilladte og dem i forbudne Led, om Raad og Uraad, Kiv og Modgang, Skilsmisser og sønderskaarne Liin, ja sønderbrudte Hjerter, kort sagt om 📌Nordens Forhold i sig selv, og til de store Magter; men, som sagt, jeg nænde ei at flytte Staven bort fra 👤Luthers Grav, og langt fra at angre den Nænsomhed, indseer jeg nu, at Tavshed, fra alle Sider betragtet, her tjende bedst. Vil Gud, da skal jeg, efter Jubelfesten, give en Udsigt over 📌Nordens indholdsrige Krønike, som i det Mindste skal bevise, at Gjemt er ikke glemt, og at der i 📌Dannemark er en Literatur, som Tydskerne neppe vil tilegne sig, og som de dog skal have ondt ved at kalde livløs og hverdags.

Nu faaer det denne Gang være nok talt om mine virkelige eller formeentlige peccata omissionis, og disse turde vel i de Flestes Øine synes ubetydelige imod de mange og store gjørlige Synder, man sagtens vil finde mig skyldig i; men derom kan jeg XXXVIIInetop derfor fatte mig kort, ligesom det, forsaavidt de ere uvitterlige, følger af Fornødenhed. Ærlig erklærer jeg, nu som før, at det skal glæde mig at gjøres opmærksom paa mine Feil, de være saa begaaede i Fortælling eller Bedømmelse, i Anordning, Stiil eller Sprog, og at det forrige Gang ingenlunde skedte tilbørlig, kan jeg ikke fremføre noget mere umistænkeligt Beviis paa, end de mange Rettelser jeg, af egen Drift, har afstedkommet, og naar derimellem kun findes faa af dem man har opfordret mig til, kan hint vel i Retsindiges Øine gjælde for et Vidnesbyrd om, at det ikke er mine Feil jeg freder om, med mindre min Troe og min Overbeviisning er mine Grundfeil, noget, jeg trøstig overlader til Historien og sandhedskjærlige Læseres Samvittighed at bedømme. Frit tør jeg sige, at hver Læser, som elsker Sandhed og Historie, om han ogsaa i mange Stykker skulde være langt fra min Mening, maa agte min Bog for gavnlig, og ønske den i hver boglærd Ungersvends Haand, til den fortrænges af en bedre; thi, selv om han fandt Gift i Bogen, Giftblander kunde han dog aldrig kalde mig, saasandt som et ærligt, flittigt og grundigt Studium af Historien unægtelig maa være den bedste, ja eneste sande Modgift mod al historisk Vildfarelse, og saasandt som min hele Bog øiensynlig er stilet paa at opmuntre og drive til et saadant Studium. Lad os for et Øieblik sætte den Muelighed, at min XXXIXhele Beskuelse af Folkenes Færd og Menneskets Udvikling var skjæv og uforsvarlig, saa var det dog aabenbar kun, fordi den ei var klar og dyb og grundig nok, og kan allerede den jeg har, begeistre en Mand for Historien, og begeistre hans Tale, hvad maa da ikke den dybere og sande kunde gjøre, og til med Flid at søge den, er det jo dog indlysende at jeg opmuntrer, lokker, ja, saavidt jeg mægter, selv ved Trodsen tvinger!

Jeg vil derfor slutte min Fortale med et Alvors-Ord til mine boglærde Landsmænd, og det skal ikke staae som et Hjerte-Suk, da jeg veed man troer sig beføiet til at besvare et saadant med et spodsk Smiil, eller i al Fald et medlidende Skulder-Træk; det skal være, om ikke iiskoldt, saa dog tørt og tydeligt nok, til at kræve et anderledes Svar.

I ti Aar har jeg nu været Skribent, og alt ved mit første Forsøg indrømmede man mig Kald til at være det. Christendom og Historie var lige fra Begyndelsen, som det endnu er, og maa bestandig blive, mit Løsen, og, man skal nødes til at indrømme, ikke hos mig et Mundsveir eller et Slag i Luften, men noget jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og Modgang, uden Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-Sag, og anvendt, uden Persons Anseelse, paa Fortids og Nutids aandige Forhold. Min Strid, XLdet er dog vel nu blevet klart, gjælder ikke denne eller hin Person, Mening, Stand, Skole eller noget Enkelt for sig selv, men angaaer Alt, hvorom det paa Tidens Bølge, med Evigheden for Øie, er værd at blotte Vaaben: angaaer Tro og Videnskabelighed i deres hele Omfang og indbyrdes Forhold. Det er jo dog sandt, at der i det sidste Aarhundrede er skeet en Adsplittelse i Menigheden, som, hvis den ogsaa var nødvendig, maatte kaldes et nødvendigt Onde, hvis Varighed hver ædel Mand maa ønske at forkorte! Det er jo vist, at de Pillere, hvorpaa Kirke og Stat, Troe og Mening, og dermed alle selskabelige Forhold fordum hvilede, ere baade indvortes og udvortes rystede i deres Grundvold, og det er jo aabenbart, at de maae atter befæstes, eller andre, om det er mueligt, ligesaa faste, opreises, dersom ikke Alt skal opløse sig i et forvirret Chaos, det er jo vist, at uden Enighed mellem de ypperste Kræfter, er Alt hvad der forudsætter Eenhed: Stat saavelsom Kirke, kun en kraftløs Skygge! Man har meent at kunne naae denne Enighed i Kirken ved hvad man kaldte Oplysning, og at kunne undvære den i Staten ved at sætte Egennytten i dens Sted, at Erfaringen ikke taler for den Mening, det veed man; at man først maatte omskabe Menneskene til netop lige fornuftige, og slaae alles Skjebne over samme Læst, for at frembringe eens Tanker i dem, det lader sig ligesaa unægtelig bevise, som at Staten maa, for XLIsin egen Nyttes Skyld, kræve Opoffrelse af hver enkelt Lems Egennytte, og kostbare Lærdomme synes dog endelig at have gjort de fleste Ædle i dette Stykke mere ædrue, saa de lede om en Middelvei, og stræbe at støtte paa det Brøstfældige.

Nu siger jeg, der gives ingen Middelvej mellem Ondt og Godt, mellem Sandhed og Løgn, og naar man synes at gaae den, da halter man kun; der hjelper ingen Støtter for Kirke og Stat, og naar det synes saa, da er det kun, fordi hvad der engang stod fast, det skrider kun langsomt, og naar man bliver bange for Faldet, da sætter man Ryggen imod, men bilder man sig ind, at det hjelper, da har man tabt. Jeg paastaaer, at der er intet Raad for os i Tiden og mindre i Evigheden, uden at vende tilbage til Fædres ærlige, eenfoldige Troe, som ene kan give, hvad vi behøve: Kraft og Kjærlighed; at den kan give disse Ting, udviser Historien, og jeg spørger, hvad Ulykke der skulde være i at faae en Tilstand tilbage, hvori aabenbar alt det frembragdes, som vi nu ansee det for en Lykke at bjerge Vraget af! Jeg har ikke ladet det beroe med at sige og paastaae Sligt almindelig og koldt, som er til ingen Nytte, men jeg har: fornemmelig i mine udgivne Prædikener, i Roeskilde-Riim, og i det Korte Begreb af Krøniken, viist at jeg selv har Fædrenes eenfoldige Troe, og at den har givet mig Hjerte til baade at trodse Verden, og til at forkynde Bibel-Ordet med InderXLIIlighed og Rørelse; jeg har fremdeles: især i Dannevirke og nærværende Bog, viist, at jeg hverken er gaaet fra Forstanden eller fra Videnskaberne, ved at gaae til Bibelen, jeg har viist, hvorledes man, uden at træde nogen beviislig Sandhed for nær, kan med stræng Conseqvents betragte den eenfoldige Troe som al Viisdoms Moder, al sand Videnskabelighed som Bibelens Barn, hvis Udsagn stadfæster dens Herkomst, og peger mod Himmelen, som den Aands Studere-Kammer, hvis Ord den grunder paa, ei for, hvad der er umueligt, at udgrunde, men lade dem stadfæste sig i Støvet.

Nu vil jeg spørge, om det sømmer sig sandhedskjærlige Mænd, at besvare Sligt med kraftløse Bandsættelser, eller endog kun med fornemme Smiil, eller om det ikke er deres hellige Pligt, nøie at prøve, om de Ting forholde sig saa i Sandhed, og, om de da mene anderledes, vise mig klart og grundig til Rette; om det ikke er, hvad de skylde Sandhed, hvad de skylde Kirke og Stat, ja hvad de skylde mig, hvis Evner og Kundskaber det slet ikke maa være dem ligegyldigt at see gaae forlorne. Hvortil ere Højskoler, hvortil er det hele lærde Væsen, dersom ei fornemmelig til, i Tider som de nærværende, det koste hvad koste vil, at vække Mængden af den gruelige Sjælesøvn, hvori den, ligegyldig for Alt hvad der ei kildrer Sandserne, eller kan gjøres i Penge, hendøser Livet, og arbeider paa Opløsning af alt XLIIIdet Store og Herlige, vi skabdes til at udvikle! Hvem tør raabe Vee over den Mand, som ærlig har gjort Sit for dette Tidens store Anliggende! Hvad har man at klage over ham, som hverken med Ord eller Levnet har, selv paa fierneste Maade, stræbt at bortlokke fra Noget af Alt hvad man kan være bekjendt at kalde Helligt, Godt og Ærværdigt, men meget mere af al Magt formanet til at hænge hardt ved alt Saadant; som langt fra at hverve Tilhængere snarere har stødt dem fra sig, hvis Løsen altid var: Fred med al Sandhed, Kamp mod Løgn og Vildfarelser, men kun med Aand og Ord! thi Sandheds Rige er ikke af denne Verden! Hvem vil være bekjendt at sige, at her, hvor det gjælder om Millioners Vel og Sandheds Rige, skulde det være nok, om man kunde bevise, at jeg havde bedømt en enkelt Bog eller Bogskriver for strængt, og indbilde Folk at jeg er haard og ukjærlig og mystisk, som om min Tale var dermed gjendrevet, Kirke og Stat dermed hjulpet! Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne! hvem er vaagen, og veed ikke hvad det koster? veed ikke, at det nu maa tordne og lyne tilgavns, før Nogen reiser sig! og hvad er det da for en Kjærlighed, som forbyder at svinge Ordets Mjølner!

Ja endelig vil jeg spørge: hvad siger man om sig selv, naar man holder Jubel-Fest til Minde om Reformationen, og udskriger mig for en FanaXLIVtiker og Mørkets Talsmand, uagtet man nødes til at indrømme, at jeg hverken fører anden Lærdom eller andre Vaaben end 👤Morten Luther!

Inderlig ønsker jeg, at man dog endelig engang vil give sig Tid til alvorlig at eftertænke disse Ting, for at lære, hvad det er Sandheds Venner maae fare i Harnisk mod, at det vist ikke er mod de Enkelte, der løfte Røsten for Gud og Hans Ord, for Konge og Fædreneland, grundig Indsigt og levende Kamp i Aandens Rige; men mod Dorskhed, Sløvhed, Kjødelighed i alle Hjørner, og i den lærde Verden: kold Spidsfindighed, Lunkenhed, gjensidig Smigren, personlige Kjævlerier, Kling-Klang, Snik-Snak, og alt saadant Ukrud, som daglig voxer! Vil man ikke høre mig, da er jeg netop den man derved skader mindst; thi den leer bedst som leer sidst, og dertil skal jeg sikkert drive det.

Gak nu, Bog, kun ud i Verden! forsaavidt du er helliget Sand hed, følger Guds Velsignelse med dig, og hvad Løgnen kan have indsmuglet i dig, tilhører hverken dig eller mig, velsignet være dem som gjør det til Intet!


📌Kjøbenhavn d. 19de Junii 1817.

Grundtvig.


1

Første Tidsrum.

Fra Verdens Skabelse til Tungemaalenes Blanding

omtrent 1800 Aar.


Mennesket kunde af sig selv Intet vide om Verdens Skabelse, og omendskjøndt det var muligt, at Fortællinger om de første Menneskers Hændelser kunde forplante sig fra Slægt til Slægt, maatte dog disse, saalænge de ei vare opskrevne, i Tidens Længde faae saamange Tilsætninger og Indklædninger, at det blev Mandevid umuligt at adskille det Sande og det Falske fra hinanden. Imidlertid have vi dog Alle en naturlig Lyst til at vide, hvorledes Alt er blevet til, og hvad der har tildraget sig i Verdens første Tider, og vi maae takke Gud, at Han, som ene vidste fuldkommelig Besked, og paa hvis Sanddruhed vi kan stole, har sørget for, at vi kunne faae de ligesaa fornødne, som ønskelige Efterretninger. 2Den samme hellige Bog som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skjøn som sandfærdig Underretning om hiin ældste Tid. 👤Moses, en hellig Mand, paa hvem Herrens Aand hvilede, har, for mere end 3000 Aar siden, samlet de gamle Sagn om Verdens Oprindelse og de første Mennesker, renset og udfyldt dem efter Guds Indskydelse. Følgende er en Hovedsum af den hellige Fortælling.

I Begyndelsen var alting øde og tomt, indtil Guds Aand svævede hen over Afgrunden. Ved Herrens almægtige Ord skabtes Lyset, Himlen udspændtes og paa den sattes Solen til at lyse om Dagen og Maanen med Stiernerne til at skinne om Natten. Vandene fik deres Grændser, og det Tørre løftede sig. Af Jorden opvoxte Græs og Træer og Urter i mangfoldig Skikkelse; Havet fik sine Fiske og Luften de flyvende Fugle, Jorden opfyldtes af krybende og fireføddede Dyr, og alt Levende fik Evne til, at forplante sin Art i forunderlige Maader. Allersidst paa den siette Dag blev Mennesket skabt i Guds Billede: en Mand, 👤Adam, og en Kvinde, 👤Eva, og dem blev givet Herredømme over alt det Levende og Livløse. Herren havde beredt Mennesket en Have i Østen, som kaldtes 📌Eden og siden 📌Paradis; der levede de i reent aandeligt Samfund med Gud, i Uskyldighed og Fred med sig selv, samt 3med Alt, hvad der omringede dem. Gud havde forbudet dem at røre Kundskabstræet paa Godt og Ondt, men af den gamle Slange lode de sig forføre til Hovmod, de vilde have en Kundskab hvorved de kunde blive deres Skabers Lige, og overtraadte hans Bud. Nu havde de tabt deres Uskyldighed, de vare i Strid med Gud, sig selv og de udvortes Ting. Møisommeligt Arbeid, Smerte og Død blev deres Lod. 👤Adam og 👤Eva avlede Børn i deres Lignelse, 👤Kain og 👤Abel vare de ældste, og hvor fordærvet Menneskets Sindelag var blevet, viste sig, da 👤Kain dræbte sin Broder, hvis Offer Gud havde optaget naadigere, fordi det frembares med et troende Hjerte. Gud skænkede 👤Adam en Søn i 👤Abels Sted, som kaldtes 👤Seth, hvis Efterkommere vedbleve en tidlang, ligesom 👤Abel, at drive et uskyldigt Hyrdeliv, og holde sig nær til Gud i Sind og Idræt, hvorfor de ogsaa kaldes Guds Børn. 👤Kains Efterkommere lignede denne deres Stamfader, de ringeagtede Gud og hans Bud, og stræbte ene efter, at leve saa lystig paa Jorden, som muligt. De dyrkede Jorden, smeddede Malm og byggede Stæder, og opfandt Strengeleg og anden Kunst, men da Enhver kun giorde hvad ham lystede blev Jorden opfyldt med Vold og Uterlighed. 👤Seths Efterkommere blandede sig efterhaanden med 👤Kains og bleve delagtige i deres Synder, saa at der tilsidst kun fandtes een retfærdig Mand af 👤Seths Afkom, ved Navn 👤Noah, og ved ham lod den 4langmodige Gud den fordærvede Slægt formane til Omvendelse og forkynde den Ødelæggelse, som ellers maatte komme over dem; men de forhærdede sig, og ginge trodsende deres Undergang imøde. En Syndflod overskyllede Jorden, og druknede alt Levende som fandtes derpaa; men sin Tiener 👤Noah med hans Huus, og nogle af Dyrene, havde Gud udfriet, i det han oplyste ham til at bygge sig et stort Skib, som kaldtes Arken, hvor han opholdt sig, indtil Jorden igjen blev tør. I Forbindelse med den store Omvæltning Floden havde foraarsaget paa Jorden, foregik nu ogsaa den Forandring med Menneskelivet, at istedenfor det hidindtil havde udstrakt sig til henimod tusinde Aar, afkortedes det nu efterhaanden saa, at hundrede og nogle Aar bleve den længste Levealder.

👤Noah og hans Sønner: 👤Jafet, 👤Sem og 👤Kam bleve af Gud henviste til Regnbuen, som et Tegn paa, at Vandene ei tiere saaledes skulde fordærve Jorden. Trøstige begyndte de derfor at dyrke den og anvende de Kundskaber, som hos dem havde gennemlevet Syndfloden; men allerede i 👤Noahs Dage misbrugte Endeel af hans Ætmænd den gamle Verdens Kunster til et formasteligt Værk, som er blevet saare navnkundigt. Paa 📌Kaldæas frugtbare Sletter vilde de bygge en stor Stad og i samme opreise et Taarn, der kunde naae til Skyerne. Denne Idræt røbede med Vantroe og Hovmod en syndig Attraa efter 5at vandre i Kainiternes fordærvelige Spor; thi ligesom Samlivet i en stor Stad var skikket til at forhøie og forfine det udvortes Vellevnet, saaledes vidste de meget vel, hvad alle følgende Tider kun have bekræftet, at store Stæder snart maa blive Syndens Hjem. Herren forstyrrede Værket ved at blande Tungemaalene, og nu nødtes Menneskene til at adsprede sig; de som vare nærmest i Slægt og havde fælleds Tungemaal fulgtes ad, og, saaledes opstode adskillige Folkefærd, som siden atter delte sig til flere. Ligesom nu Tungemaalene udtrykde den store Forskiellighed i Folkenes indvortes Vilkaar, saaledes teede denne sig ogsaa i Valget af Bopæle og Levemaade, da hver Flok efter sin Lyst udvalgte Agerdyrkning, Fædrift, Jagt eller Kiøbmandskab til sin Handtering.

Agerdyrkningen blev Grundvolden for hvad vi kalde Stater, eller saadanne Selskaber, som forbandt sig til at hielpe og forsvare hinanden, thi visse Bopæle maatte Jorddyrkerne have, de maatte bo sammen i Byer, for at kunne modstaa de Røverflokke der vilde borttage deres Arbeides Frugt, og Byens Mure forenede paa en Maade alle deres Huse under eet. Men ligesom en saadan Mandeflok ved Agerdyrkningen udvortes sammenknyttedes nærmere, saaledes adskiltes den endnu mere indvortes ved samme; thi med den faste Eiendom udviklede Egennytten sig: den Stærke søgte at forøge sin Formue paa den Sva6geres Bekostning, og den svage Fattige søgte ved Krig og Tyveri at forbedre sine Kaar. Saavel disse Bestræbelser som det tætte Samliv maatte føde mange Trætter, Forurettelser og Tvedragt og snart maatte Byernes Mure kun faaet en øde Kreds at omringe, dersom der ei til Livets og Eiendommens Sikkerhed vare blevne givne visse almindelige Bud eller Love, som Indbyggerne maatte rette sig efter. Ogsaa maatte der være en eller Flere som vaagede over, at hver Mand skede Ret og som kunde straffe Lovenes Overtrædere; men for at Mængden skulde bekvemme sig til at erkende Lovenes Forbindtlighed, maatte de tro sig forvissede om deres Visdom, og denne Tro fik de, deels ved Samvittigheden og ved Erfaring, deels ved at ansee dem for en Guddoms umiddelbare Bud. Kundskaben om den sande Gud, Verdens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser gik i Arv fra 👤Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om Eiendom, fordybede sig i Jordlivet og det nærværende Øieblik, gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske og glemte snart den rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ginge hen at tiene Himmelens Hær, som 👤Moses vidner, Solen, som fremlokkede og modnede det fulde Kornax; Maanen, hvilke de tiltroede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som lyste om Natten, tyktes dem 7mere at fortiene deres Dyrkelse, end den Usynlige; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de ham dog ikke som den eneste sande Gud; men satte Skabningen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem, eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usædvanlige Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle Folkefærd især Digterne, og det ganske naturlig, thi en Digter er et Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til at skue det Usynliges aandelige Billeder, samt Evne til at meddele Synerne i et levende, velklingende Sprog. Han henrives selv paa underlige Maader naar han digter; det er for ham selv, som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor saadanne Digtere sang bleve de Religions Stiftere, og indklædte de gamle Sagn i den skiønne Billedkiortel, hvorved de frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saaledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede til den, kom de til at udgiøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere røgtede hver sin særegne 8Syssel, sankedes broderlig i de fælles Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrenetro. Lidt bedre var det med de Flokke som kaarede Hyrdelivet; da Hiorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og maatte da mærke det; naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar de samledes under Teltens lignende Bue, maatte Sindet løfte sig over Jorden og Aanden gierne stirre paa de store Frasagn, og det Usynliges skinnende Lignelser. Huusfædrene vedbleve hos dem længst at være de eneste Konger og Præster, og det kan ei omtvivles at mangen en Hyrdeslægt vandrede som 👤Melchisedech omkring i gudelig Enfoldighed uden visse Værelser med den Troe at de her vare Giæster og Fremmede, som først bag Graven kunde naae deres Fædreneland. Det var især 👤Sems Afkom der udvalgte denne Levemaade i 📌Asiens milde Egne, og skiøndt Afguderie, især Stjernedyrkelsen, ogsaa snart forvanskede deres Gudstjeneste, holdt de dog langt fastere ved Troen paa den usynlige, almægtige Skaber og under Telten fandtes 👤Abraham, Stamfaderen til Guds Folk. 👤Japhets Børn vankede videre og vildere omkring og synes næsten alle i Førstningen at have elsket de koldere høitidelige Egne, Søfart, Jagt og Krig. Disse Hjerte- og Kæmpe-Folks naturlige Afguderie var Heltedyrkelse, men dog bevarede nogle Stammer mangt et helligt Minde 9og den dunkle Længsel efter Paulunet hvori 👤Japhet engang skulde indledes. Chamiterne var det især som stræbte at grundfæste sig paa Jorden i de mørke Boliger, sikkre sig Opholdet, giøre sig Livet bekvemt ved Agerdyrkning og Handværker, og betrygge det ved Love. Deres naturlige Afguderie var Fetiisdyrkelse eller Forgudelse af de legemlige Ting. Imidlertid maae man ei glemme, at dette kun giælder om Slægterne i Almindelighed og har i det Enkelte mange Undtagelser.


Andet Tidsrum.

Fra de ældste Rigers Stiftelse til 👤Christi Fødsel,

omtrent 2000 Aar.

Strax efter Adspredelsen oprettede Chamiten, 👤Nimrod, og Semiten, 👤Assur, tvende Riger, som dog kun bestode af nogle faa Byer og deres Omegn. 👤Nimrods Rige laae mellem 📌Tigris og 📌Eufrat og fik Navn efter 📌Babel, den Stad, hvis Fuldførelse Tungemaalenes Forvirring hindrede. Det assyriske Rige laae derimod østen for 📌Tigris og havde under Tidens Løb det saa navnkundige 10📌Ninive til Hovedstad. Det assyriske Rige skal i den ældste Tid have udstrakt sig vidt i 📌Asien, og først efter lang Tids Forløb være blevet omstyrtet;*omt. 900 f. K. men hverken denne Vælde, eller den hvortil vi vide, det siden for en kort Tid steg under 👤Salmanassar, som underkastede sig endeel af 📌Fønisien og 📌Palæstina,*omt. 700 f. K. synes at have været forbundet med nogen synderlig Udvikling af Sjæleevnerne eller Fremgang i nyttige Haandteringer. Anderledes var det med 📌Babylons Rige, som arvede 📌Assyriens Magt,*omt. 600 f. K. thi vel er ogsaa dets gamle Historie mørk, men vor Kundskab om det, paa den Tid, da det under 👤Nebukadnesar kom til at indbefatte alt Landet mellem 📌Tigris og 📌Middelhavet, lærer os, at baade var Agerdyrkning og Haandværker i driftig Gang og adskillige Kundskaber ikke fremmede for dem. De ypperste af disse indførdes imidlertid udentvivl ved Chaldæerne et semitisk Folk, som kort før 👤Nebucadnesars Tid indtog 📌Babylon, eller dog ved en chaldæisk Stamme der fra ældgammel Tid udgjorde 📌Babylons Præsteskab, og da de havde den Troe at Verdens og Menneskenes Skjebne stod i Stiernerne at læse, agtede de med stor Flid paa Himmelens Løb og bleve Astronomiens Fosterfædre. Imidlertid dyrkedes den saare tidlig og med samme Iver, skiøndt ikke i samme Øiemed hos Fønisierne, et lidet men mærkeligt Folk paa 📌Middelhavets Kyst. Navnkundigst er dette Folk blevet ved sin udbredte Handel. Glas smeltede de af 11et Slags Sand, som fandtes i Landet, og i et Skaldyrs Vædske, som hyppig lod sig finde ved deres Kyster farvede de et Tøi, som under Navn af Purpur blev Hædersdragt for Konger og Fyrster trindt udi Landene; 📌Arabiens kostelige Røgelser, som skulde dufte i Templer og Høieloftssale ginge og for det meste igjennem deres Hænder, og saavel disse Ting, som andre Vare, vandrede fra dem deels paa Kameler rundt i 📌Asien, deels paa Skibene langs ad 📌Middelhavets Kyster. Dog de dristige Sømænd som stævnede ud fra Havnene 📌Tyrus og 📌Sidon, standsedes ei af 📌Herkules Støtter, men giennemseilede 📌det atlantiske Hav og vovede sig ind i 📌Østersøens Bugt. Paa Kysterne her tilbyttede de sig det dyrebare Rav, fra 📌Bretland hentede de Tin, og Sølv udgrove de i Mængde af 📌Spaniens Bjerge. Et saadant Folk, som ventelig uden Kompas omflakkede paa Havet maatte nøie mærke paa Soel og Stjerner for derved at veiledes; og uden Bogstavskrift og Regnekunst kunde en saa udbredt Handel ikke drives. Nogen Kundskab om de menneskelige Sysler maatte de bringe til de fremmede Lande, og megen maatte de samle. Pragt og Overdaad maatte ogsaa, som Rigdommens naturlige Børn, trives hos dem og igien avle adskillige Konster; men ædle Følelser og ophøiede Forestillinger om Guddommen vare naturligviis sieldne og saa at sige fremmede hos disse jordisksindede Kiøbmænd. Kundskaben om den sande Gud spores kun dunkelt 12hos dem og skiøndt de baade have havt Digtere, Historieskrivere og Verdsligvise er dog saavel deres Bøger som Tungemaal saa at sige sjunket til Havets Bund, og det stadfæster hvad man kan vide, at deres Sang og Klogskab var af denne Verden. Et saadant Folk maatte snart vorde udmarvet og blødagtigt: 📌Tyrus, som var yngre end 📌Sidon, var den eneste Fønisiske Stad som modstod 👤Salmanassar, men indtoges af 👤Nebukadnezar.

Det tredie af den ældste Verdens navnkundige Folk og den Chamitiske Hovedstamme var Ægypterne, som udmærkede sig ved Alt hvad en uhyre verdslig Indbildningskraft og en barnagtig Selvklogskab i Forening med udvortes Styrke og Anlæg til fiin Forstand mægter at udrette. Agerdyrkningen blomstrede som af sig selv i det forunderlige Land, der baade vandedes og giødedes af 📌Nilen, nyttige Handværker, især Væverierne naaede stor Fuldkommenhed hos det underlig stillesiddende Folk, Statsforfatningen og Lovene vare udtænkte med en Skarpsindighed man ikke formoder i de gamle Dage, og Afguderiet var saa kunstig indvævet i Landets Historie og i den hele Videnskabelighed, at kun stor Anstrængelse og uventede Opdagelser vil kunne giøre en vis og klar Skilsmisse. Indtil det skeer er næsten Alt hvad man veed om dette Lands Begivenheder og Præsternes Kundskaber uvisse Giætninger eller eventyrlige Sagn som ikke give 13men spørge om Oplysning. En saadan kan først gives, naar man lærer at forstaae den Gaadeskrift (Hieroglypherne) som bedækker dette synderlige Folks Mumier og Mindesmærker, og hertil fattes man ei Anviisning, men Øie og Taalmodighed.

Rimeligt er det, at her, ligesom i 📌China, 📌Ægyptens Skyggebillede, ere mere end een Gang fremmede Stammer indvandrede som have revet det udvortes Herredømme til sig, men bøiet sig for Landets gamle Aand, og vist er det at tre store Tidsrum tydelig adskille sig i Folkets Historie. Det ældste som Præsterne kaldte Gudealderen er det Thebaiske, da 📌Thebe i 📌Øvre-Ægypten var Hovedstaden, som har afpræget sig i de uhyre Jetteværker, Stæder og Templer, hvis sjunkne Levninger endnu forbause. Det andet som Præsterne kaldte det Heroiske er det Memphitiske da Alt udgik fra 📌Memphis i 📌Mellem-Ægypten, da Agerdyrkningen fremmedes, Staten indrettedes, Vellysten trivedes, Pyramider og Obelisker reistes og bedækkedes med Hieroglypher, kort sagt, da Man bestrøede Osirs Grav i 📌Memphis med Blomster, reiste og ristede hans Bautasteen. Det tredie Tidsrum kaldte Præsterne det Menneskelige og vi kan sige det Saitiske, da var 📌Sais i 📌Nedre-Ægypten Hovedstaden, da stræbde Man at indvikle og udsmykke Løgnene fra Oldtiden, og at glimre som det viseste Folk i Verden. Efter Sagnet skal 📌Laby14rinthen være bygget i dette Tidsrum, og det være nu sandt eller ikke, saa er den upaatvivlelig et troe sandseligt Billede af Ægypternes Viisdom, af de dunkle Irgange hvori den Spidsfindige Fornuft stræbde at snoe sig fra Sandheden. Naar vi undtage hvad 👤Moses beretter og Præstesagnene nødes til at stadfæste, have vi kun om det sidste Tidsrum nogle tilforladelige Efterretninger, og selv disse have for det meste faaet et mystisk Islet paa Præstevæven. Derom kan vi imidlertid ikke tvivle at Kongerne omtrent fra det Syvende Aarhundredes Begyndelse skaffede sig mere Magt ved græske Leietropper, stræbte i det Hele at indføre græsk Fiinhed og Smag, og at udvide deres Herredømme ved Erobringer i 📌Asien. Det syndes at lykkes, men snart tabdes Erobringerne da 👤Necho blev overvundet af 👤Nebucadnezar, den græske Aand kunde kun spøge paa 📌Ægyptens Grav, og forstyrredes idelig af den Dødes urolige Gienfærd i hyppige Oprør. Ved et saadant kom tilsidst en Almuesmand 👤Amasis til at beklæde de gamle Pharaoners Throne, og da selv han bøiede sig for den fremmede Aand, forkyndte Alt Statens Undergang. Endnu i hans Dage giæstedes Landet af en seierrig Fjende og kort efter hans Død*omt. 520. maatte Folket bøie Nakken under en Erobrers Aag som knusede Præsterne med samt Apis-Oxen og de andre saakaldte hellige Dyr hvortil 📌Ægyptens Afguder vare nedsiunkne.

15Det Folk som indtog 📌Ægypten var Perserne. De stammede tildeels fra 👤Sems Søn, 👤Elam, og bevarede længe Stammefædrenes rene Begreber om den eneste sande Gud, ja selv i den Troesbygning, som de tillægge en 👤Zoroaster, finde vi saavel Afsky for Billeddyrkelse, som de tydeligste Spor af en sund Lære. Det var disse Biergboeres faste Tro, at de ved Tarvelighed, Arbeidsomhed og et gudhengivent Sindelag kunde befordre det gode Væsens Seier over det Onde og derfor stode de som kraftfulde Mænd, medens deres Naboer, Mederne, og næsten alle 📌Mellemasiens andre Folkefærd, ved Overdaad og Vellyst vare nedsjunkne i Blødhed og svag Dorskhed. Ved at indlemmes i det mediske Rige, lærte de desbedre at kende dets Svaghed og da de paa den Tid begyndte at fordærves, higede de efter at udbrede deres egen, mere end Lysets Magt. En af deres Høvdinger, den retskafne djærve og kloge 👤Cyrus gjorde ei allene sit Fædreneland uafhængigt, men omstyrtede endog baade det mediske og det babyloniske Rige*omt. 550 f. K. og blev derved Herre over alt Landet mellem 📌Indus og 📌Middelhavet. Ogsaa 📌Lilleasien, som nu var samlet i det lydiske Rige maatte underkaste sig, og dets sidste Konge: 👤Krøsus, lære, hvor usikker den Magt er, som kun hviler paa Guld; thi paa det havde han ene stolet. 👤Kambyses, en Søn af 👤Cyrus, forøgede 📌Perserrigets Udstrækning med 📌Ægypten; men dets rette Grundvold: Persernes Dyd og Tap16perhed, undergroves daglig; thi ligesom det var den voxne Attraa efter jordiske Ting, som uddrev dem fra deres Bjerge, nedsvælgede de og flux den søde Gift som havde fortæret de Overvundnes Marv, og bortødslede saaledes den Kraft der havde giort dem til Seierherrer. Saavel deres Svækkelse, som de øvrige Asiaters yderlige Afmagt lod sig aabenbar tilsyne i Krigen som førtes med Grækerne.

📌Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener:*omt. 1500. 👤Jafets Afkom. En Ægypter, Cecrops, og en Fønicier, Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere, Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et Søtog til 📌Kolkis ved 📌det sorte Hav, som kaldes det argonautiske efter Skibet Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: Jason, som efter Sagnet der skulde hente et gyldent Skind hvis Rye gik saa vide om Land, og fik det ved List. Med megen Helteroes og stort Bytte vendte de kække Høvdinger tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere Ædlinge, 50 Aar senere vilde opføre. Paa 📌Lilleasiens nordvestlige Kyst laae et gammelt mægtigt Rige: det Trojanske, ventelig ogsaa beboet af Japhetider, og en af dets Konger, Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet 📌Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: 17Tantalus, hvis Søn Pelops blev, efter Sagn, i det sydlige 📌Grækenland saa høit anseet at Halvøen efter ham fik Navn af 📌Pelopones. Sønnesønner af ham vare Agamemnon og den Menelaus der iblandt mange Beilere havde det Held at kaares til Brudgom af den lakoniske Kongedatter den skiønne Helene som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Hende, siger man, lokkede og bortførde 📌Trojas Kongesøn Paris, og nu flokkedes fra hele 📌Grækenland Helte og Skarer for at hævne Rovet og indtage 📌Troja. Med 100,000 Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og Hovedbanneret var hos Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i Idræt eller Eftermæle. Fremmerst i Striden gik Akill, Diomedes og Ajax, den kløgtige og raadsnilde Ulysses ledte Hæren, og den gamle Nestor stillede Heltenes Vrede med venlige Ord. Ti Aar forgik og 📌Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, 📌Trojas gamle Konge, Priamus, blev hjulpet af alle 📌Lilleasiens Folk, og i Hector havde han en Søn, hvis Manddom var ligesaa farlig for Grækerne, som hans Broders favre Skikkelse for Helene og 📌Ilium. Endelig faldt Hector for Akills Haand, og skiøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skiøndt mange af 📌Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som høvdingløse Stad ei at modstaa de Overblevnes Vaaben og Kløgt. 📌Ilium faldt og 18tunge af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre vidt paa det vilde Hav. Ti Aar maatte saaledes Ulysses, trods al sin kløgt, omflakke før han naaede 📌Ithaka, sin Fædreneø, og Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægten overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: 👤Homeros. Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem Agamemnon og Akill med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt Minde bevaret de Heltes Navne og Idrætter som strede ved 📌Troja. Disse overordenlige Kvad saavelsom Bedrifterne, der i dem besynges, ere vel endnu langt fra at være saaledes oplyste og forstaaede som det sig bør, men hvad saa end Udfaldet kan blive paa en grundig Undersøgelse om deres Oprindelse og den historiske Indholds bogstavelige Sandhed, er det ligevist at de klarlig afbilde den græske Aands Bestræbelse og Maal i det Hele. Helene staaer som Skjønhedens Sindbillede og det gamle Tvistens Æble mellem Japhetiderne i 📌Asien og 📌Europa, Iliaden afbilder Grækernes Tragten efter med Magt og List at tilegne sig Skiønheden i Poesie og Kunst, og Odysseen deres Umage for at finde den ved flygtig Grublen. Ligesaavist er det at disse Digte have i det Hele megen historisk Vig19tighed som Afbildning af den græske Oldtids Skikkelse og Forestillinger. Ikke i det egenlige 📌Grækenland skal de være frembragte, men paa 📌Lilleasiens Kyst, hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrenelandet,*Fra 1100 til 900 f. K. efter det Trojanske Tog hendroge, erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Sandselige, og alle Stæderne maatte underkaste sig 👤Cyrus; men under 👤Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for en kort Tid opvaagnede. Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa 📌Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i 📌Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere sammen, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad 📌Sparta paa 📌Peloponnes, fremstod Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der,*omt. 900 f. K. og gav Staten en Forfatning, hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle 20doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrebyens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes med al Pragt og Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev 📌Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at 📌Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. 📌Grækenlands anden Hovedstad, 📌Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: Theseus, hvis Statsindretning var ligesaa mærkelig som*omt. 1070 f. K. hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet, og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise 👤Solon at raade Bod*omt. 600 f. K. ved at foretage en passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding 👤Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stad21fæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igjen fik deres Frihed,*omt. 510 f. K. sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens Leie og deres særegne Anlæg spaaede 👤Solon, dristige Sømænd, Mestere i alle da bekjendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede 👤Darius udsendte en Flaade, hvis 120,000 Stridsmænd skulde forvandle 📌Athenen til en Grusdynge; men paa 📌Marathons Sletter viste Athenienseren 👤Miltiades og hans 10,000 kække Vaabenbrødre,*489. hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreneland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede 👤Xerxes, en Søn af 👤Darius, igjen at aftvætte, og drog selv over 📌Hellespont med en sammendreven Skare, hvis Størrelse 👤Herodot beregner til et Antal af henved to Millioner vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren 📌Thessalien, og da selv 📌Theben, 📌Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig Fjenden i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i 📌Athenen og 📌Sparta, medens hans Flaade beherskede Havet. Dog anderledes 22var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændig. Vel vare 📌Grækenlands mange Smaastater, og især 📌Athen og 📌Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælles Tungemaal, den fælles Gudsdyrkelse og det fælles Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog at de ansaae sig for eet Folk, der mod en udvortes Fjende burde gjøre fælles Sag. Alle Stæders Skibe forenede sig med 📌Athenens for at forsvare Sundet ved 📌Eubøa, og den heltemodige 📌Spartas Konge: 👤Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: 📌Thermopylæ, og forbyde 👤Xerxes Indgangen i 📌Mellemgrækenland. Forgjeves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgjeves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Stie over 📌Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, men 👤Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for 📌Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed,*480. faldt de alle uden at vige. 👤Xerxes drog til 📌Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgjøre Grækernes Skibe ved 📌Salamis, hvorhen de efter en hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under 👤Themistokles saa23ledes i Grækernes Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han Aaret efter fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i 📌Grækenland, tilintetgjort ved 📌Platæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved 📌Mykale: et Forbjerg paa 📌Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig under 📌Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa 📌det ægeiske Hav og over de græske Stæder paa 📌Traciens og 📌Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at erkjende.*449.

Saamegen Hæder Grækerne imidlertid i denne Krig indhøstede, bidrog den dog paa adskillige Maader til at undergrave deres Dyder og Enighed, Frihed og Kraft, og blev derfor den sidste hæderlige, de førte. Da Krigens Skueplads forfløttedes til Havet og 📌Asien, maatte Athenienserne, som den mægtigste Sømagt, nødvendig faae den Oberanførsel, Spartanerne hidtil havde havt, ligesom dette igjen maatte hos disse stolte Krigere vække den høieste Misundelse og gjøre al Enighed mellem 📌Grækenlands Hovedstater umulig. 📌Athenens Borgere behandlede deres rige, men blødagtige Forbundne, som Undersaatter, og overlode sig til den Pragt, Overdaad og sandselige Nydelse, der kunde købes for 24det aftvungne Guld. Herved svækkedes daglig den indvortes Kraft, og da Uenigheden med 📌Sparta udbrød til Krig,*431. gjorde ikke allene næsten hele 📌Grækenland fælles Sag mod det overmodige 📌Athen; men denne Stad havde selv i sine Bundsforvandte ligesaa mange hemmelige Fjender. I 27 Aar førtes denne, saakaldte peloponesiske, Krig næsten uafbrudt, Lykken var ustadig, enstund smilede den til 📌Athenen, ligesom Alt der havde under den verdenskloge, smagfulde, sødtalende, men tillige forfængelige, lumske og vellystige 👤Perikles en smilende og blændende Skikkelse: men disse Dages Skin bedrog i Alt som i deres Afgud: 👤Alcibiades; han fristede Lykken hvis Skjødebarn han var, og det var med 📌Athenens Lykke han legede, han satte den paa Spil ved Toget til 📌Sicilien, 📌Athenen fordrev sin Vovehals men fortsatte Vovespillet, og tabde saa reent at den maatte overgive sin Flaade, sløife sine Mure og bøie sig for de 30 Tyranner 📌Sparta *404 f. K. satte til dens Øvrighed.

Saaledes mistede 📌Athenen den Glands, hvormed det hartad i 80 Aar havde brammet; men det havde i denne Tid erhvervet sig en mere uforgængelig, som endnu efter mere end 2000 Aar omstraaler dens Minde og gjør dens Grusdynge mærkeligere end de Stæder, der som Landets og Havets Herskerinder prange med Slotte og Palladser: denne Glands skylder 📌Athenen de mange sindrige og kløgtige Mænd, som i en kort 25Tid opvoxte, kappedes og afløste hinanden indenfor dens Mure. Medens 👤Miltiades, hans Søn 👤Cimon, og 👤Themistokles sankede blodige Laurbær, flettede Digteren 👤Æschylos sig en ligesaa uforvisnelig Krands ved sine dramatiske Digte. Det Slags Digtere der ligne denne berømte Forgænger, lægge især an paa at fremstille berømte Mennesker og mærkelige Tildragelser fra en forsvunden Tid, i en Række af Samtaler, saa livagtig, som om hine endnu levede, og disse just nu foregik. For at gjøre Alt endnu mere nærværende, fremgik Mennesker, som havde Anlæg til at efterligne Andre, talede og handlede i de Hedenfarnes Navn, og dannede saaledes hvad vi kalde Skuespil, og saaledes at beskue de oplivede Skygger af store Mænd, kan være saare skikket til at vække en ædel Higen efter at ligne dem, og opløfte Sindet over det Legemlige. Af dem som traadte i 👤Æschyls Fodspor, overgik ham i kunstig Sammensætning, men bleve hans Undermænd i Kraft og ophøiede Følelser, ere 👤Sophokles og 👤Euripides blevne de berømteste; og i Korthed kan man vel ikke bedre betegne disse trende Digteres indbyrdes Forhold end ved at sige: 👤Æschylus skildrede Oldtiden som han indbildte sig den, 👤Sophokles som han ønskede og 👤Euripides som han tænkde sig den. Samtidig med den Sidste var under den peloponesiske Krig 👤Aristofanes, som i sine dramatiske Digte, der kaldes Komedier, udstillede sin Tids Daarlighed men 26ogsaa en Deel af sine Medborgere til Latter. Kun i en fordærvet Tidsalder er det at Digteren maae svinge Svøben istedenfor at kige i Aandespeilet, være de høie Syners og dybe Følelsers Tunge, hellige Følelsers Tolk; thi Spot er en beesk Urt, som kun voxer paa Kjerlighedens Grav. Indvortes beslægtede med hine Digtere vare Billedhuggerne, som forstode i Marmor at udhugge Billeder, der ei allene havde Menneskelignelse, og i Aasynet de samme Kjendemærker, som levende Mennesker, naar noget Stærkt har bemestret sig deres Inderste, men endog syndes langt deiligere end noget enkelt Menneske. Vist nok vidne saadanne Værker om, at en Skygge af noget Overjordisk svævede for Kunstnerens Øie og elskedes af ham, ei heller kan det omtvivles at beslægtede Gemytter føle under Beskuelsen en Deelagtighed i Konstnerens Syn og Velbehag, men ligevist bliver det, at Troen paa det Usynlige er kun som en Drøm, naar man har Lyst til at see det forstenet, at den digteriske Billedhugning er en Forgudelse af Legemet, at den Lyst hvormed Billedstøtterne almindelig beskues er Vellyst, og blev med en vis Nødvendighed i Hedenold til den groveste Afgudsdyrkelse. Medens disse Digtere og Kunstnere stræbte ligesom at nedmane det Guddommelige til Jorden, opmane det Jordede af Graven, og udsmykke Alt med de favreste Klædemon, stræbte andre Mænd ligefrem og sanddru at fortælle hvad som 27skeet var i den fremfarne Tid, og den første berømte imellem disse var Doreren 👤Herodot fra 📌Lilleasien. Man kalder ham med Føie Historiens Fader; thi med Forstand og Ømhed opfostrede han den Spæde: med opmærksomt Øre sankede han de gamle Sagn trindt i Landene, fortalde paa ukunstlet og trohjertig Maade, og tillagde da sit Skøn om hvad ham tyktes rimeligst at være; men overalt saae og bøiede han sig for den usynlige Finger, som styrer Tidernes Gang og Menneskets Idrætter. Hans Efterretninger saavel om de gamle Asiater som om Ægypter og andre Afrikaner ere uskatteerlige, men saare langt fra at være saaledes oplyste og benyttede som de fortjene, især fordi man en Tid lang troede at Alt det Forunderlige en Historieskriver fortalde, maatte, ubeseet, være et Eventyr. Ved at høre ham oplæse sin Historie om Perser og Græker og alle de Folkefærd, som have havt med dem at bestille, opvaktes Athenienseren 👤Thucydides til at attraae den Hæder som vederfores hans Forgænger: og arbeidede til den Ende paa en Historie om den peloponnesiske Krig, som syndes at volde 📌Athenens Ulykke. Hans Efterretninger om samtidige Tildragelser hvortil han tildeels selv var Øienvidne, ere naturligvis vigtige, men ligesaa naturlig i mange Stykker upaalidelige, hans Skrivemaade er dunkel og kostbar, hans Bemærkninger Frugten af vandet Selvklogskab, og den store Berømmelse der enstund blev lagt 28paa ham, maae han mest takke den Omstændighed for, at han blev ved Jorden, forkastede Oldsagn som Eventyr, gjorde stort Væsen af Ingenting, og var altsaa hvad man i det attende Aarhundrede kaldte en critisk og practisk Historieskriver. Aandelige Frænder med de dramatiske Digtere vare de Mænd, som ved Grublen prøvede paa at opdage Altings Grund, udgrunde Verdens, og fremfor alt Menneskets, Oprindelse, Natur og Bestemmelse, og som derfor kaldes Philosopher eller Viisdommens Venner. Athenienserne 👤Sokrates og 👤Plato ere blevne de navnkundigste; men med al deres Kløgt udfandt de kun, hvad de oprigtig bekjendte: at de Intet vidste om det Usynlige, og at Ingen uden en Gud kunde adsprede det Mørke, som paa Tidens og Jordlivets Grændser standsede hvert dødeligt Øie. Dog, de store Sandheder om en viis og god Gud, om Sjælens Ypperlighed, om Dydens Herlighed og Menneskets Fordærvelse, saae de klart aabenbare sig, og mellem mange Vildblus skimter man hos 👤Plato enkelte Glimt af en dyb aandelig Erkjendelse, som endnu spørge om deres Hjem, men ere i al Fald vist Frugten af hans ægyptiske Reise. Ringe var imidlertid disse Tænkeres Indflydelse paa deres Samtidige, der ikke længdes efter Oplysning, men vilde heller see Glimtene af de evige Sandheder fordunklede, og Lasten besmykket. Ligesom derfor 📌Athenen havde lønnet sine største 29Helte: 👤Miltiades, 👤Themistokles og 👤Cimon med Fængsel og Forviisning, og sin ypperste Digter 👤Æschylus med Ringeagt, saa lønnede det sin ædelste og viseste Mand: 👤Socrates med Giftbægeret som en Gudsbespotter og Ungdommens Forfører, men de selvgiorte Vise, Sophisterne, som med Spidsfindighed stræbde at ophæve Forskjellen mellem Sandhed og Løgn, mellem Godt og Ondt, de overøstes med Ære og Guld.

Dette Lasternes Aag blev langvarigere, end det 📌Sparta paalagde Athenienserne, thi hint elskede, dette hadede de, og endnu var ei al Kraften bortdampet: de 30 Tyranner, som vare satte over Staden, udjoges efter et Aars Forløb af 👤Thrasybulus, og snart fik 📌Sparta andet at gjøre, end at give 📌Athenen Love. Da Spartanerne vare blevne baade de europæiske og asiatiske Grækers Herre, tyktes det dem for tungt at frasige sig den Rigdom, Pragt og Overdaad, de fandt hos deres Undergivne, og derved lokkedes dobbelt til at deeltage i. Efterhaanden tabte Lykurgs Love deres Myndighed, og Følgen blev deels, at Kraften formindskedes, og deels at 📌Sparta ved Udsuelser og Uretfærdighed overalt ophidsede Gemytterne mod sig. Dette viste sig tydelig, da Spartanerne havde indviklet sig i en ny Krig med Perserne; thi medens den tappre 👤Agesilaus rystede Perserkongens Trone i 📌Asien, blev det saare let for dennes Sendebud at stifte et Forbund mod 📌Sparta i 📌Grækenland selv. Athenien30seren 👤Konon, der var sat over Perserkongens Flaade, tilintetgjorde i et eneste Søslag 📌Spartas Herredømme paa Havet og 📌Asiens Kyst, og længe blev den nu ei heller Fastlandets Dronning. Den Stat som styrtede dens Trone, var 📌Theben i 📌Bøotien, som i mange Aarhundreder havde ligget i Dvale, og nu vaagnede øiebliklig kun for at revse den Overmodige. Spartanerne havde lumskelig midt i Fred overrumplet 📌Thebens Borg 📌Kadmea, men udjoges igjen af nogle Landflygtige under den kjekke 👤Pelopidas’s Anførsel, og snart kom en anden Thebaner tilsyne, som gjestede dem i 📌Peloponnes, og fravristede dem det Jernspir, hvormed de saalænge havde behersket denne Halvø. Heltens Navn var 👤Epaminondas, men da han fandt sin Død paa den samme 📌Mantineas Valplads,*362 f. K. hvor 📌Spartas Magt begroves, var ogsaa 📌Thebens Overvægt forbi, og alle græske Stater vare i udvortes Magt, som i Fordærvelsen, hinanden lige. Just nu besteg 👤Philip, en ligesaa snedig som tapper Mand, Tronen i 📌Grækenlands nordlige Naborige: 📌Macedonien. Han var opfostret af 👤Epaminondas, kjendte nøie Grækernes lave Trællesind, men ogsaa deres barnagtige Forgudelse af et Frihedsord, og grundede derpaa sin Plan til deres Undertvingelse, 📌Athenen, hvis Mure 👤Konon atter havde opbygt, som paa ny havde faaet en Flaade, som herskede over en Deel af Stæderne paa 📌Macedoniens Kyst, og hos hvem de store Mænds sidste 31Børn endnu nærede Gnister af den slukte Lue, var den eneste Stat, hvis Modstand han frygtede, men endel af de meest formaaende Mænd underkjøbte han, og de Øvrige dyssede han i Søvn ved Smiger, indtil han troede sig stærk nok til at aftage Masken. Een Mand havde imidlertid 📌Athenen dog, hvis Øie ei blændedes af Guldets Glimmer, eller omtaagedes af Smigerdunsten, og denne Gæve var Taleren 👤Demostenes. Det var hans Livs Øiemed at afsløre 👤Philips rænkefulde Anlæg, og indgyde sine Landsmænd Fædrenes ophøiede Sindelag, og skjøndt det Sidste ei kunde opnaaes, da han ei kunde opmane den døde Tro og Kraft, bragte dog hans Tordenrøst selv 👤Philip til at skjelve i det fierne 📌Pella, ligesom den uddrev Borgerne med Vaaben i Haand af 📌Athenens Porte, da 👤Philip med en Hær nærmede sig dens Landemærker. Ved 📌Kæronea stod et Slag,*338 f. K. hvor mange Athenienser fornyede Mindet om hine Dage ved 📌Marathon, 📌Salamis og 📌Platæa; men 👤Philip seirede, og 👤Demostenes holdt paa eengang sine faldne Landsmænds og den græske Friheds Ligtale.

Alle græske Stater undtagen 📌Sparta, som blev staaende med afmægtig Trods, underkastede sig nu 👤Philip og udnævnede ham til Anfører paa et Persertog, som han foreslog, men denne mere glimrende end vanskelige Daad var forbeholdt hans Søn: 👤Alexander; thi selv myrdedes han under Tilberedelserne. Denne 👤Alexander som 32man har kaldt den Store, var upaatvivlelig en sjelden Mand med megen Sands for det Kæmpemæssige, med Dristighed og Aandsnærværelse og ikke blottet for ædle Følelser; men en umættelig Herskesyge fordærvede hans Hjerte og en uhyre Forfængelighed forvirrede hans Hjerne. Man har tidt forundret sig over at finde disse Ting hos en Fostersøn af 👤Platos Lærling 👤Aristoteles, men deels reiser denne Forundring sig af stor Vankundighed om Aanders indbyrdes Forhold, og deels maae den her ganske forsvinde, naar man bemærker, at 👤Alexander netop stræbde at udføre i Verden hvad 👤Aristoteles i Videnskabeligheden sigtede til, at omfatte Alt og ordne det efter eget Tykke, at forklare det Aandelige ved at speide og følge dets udvortes Fodspor, og at ophøie Græskhed til et almeengyldigt Mønster. De kappedes om, hver paa sin Maade, at bevise hvad de indbildte sig, at 👤Homer, hans Guder og Helte vare Folk som de, og kunde lade sig eftergiøre, naar det skulde være. 👤Aristoteles var lykkeligere end hans Fostersøn, fordi Sligt er lettere sagt end gjort, og fordi enhver Efterslægt, der ikke er klogere, kan forlystes ved at arve Tænkerens men ikke Krigerens Skyggerige; imidlertid indbildte dog 👤Alexander sig enstund at han forklarede 👤Homer og virkelig kom han til at throne paa 📌Iliums Gruus, og holde sit Indtog i Jetternes Stabelstad, 📌Thebe med de hundrede Porte. De Asiater, over hvilke 👤Cyrus saa nemt seirede, vare 33gjennem de to forløbne Aarhundreder endnu blevne uslere paa Sjel og Legeme, og Perserne havde af al Magt stræbt at vorde deres Lige. Næsten uafbrudt siden 👤Darius Hystaspis havde der siddet Fyrster paa Tronen, som hendøsede Livet i dorsk Vellevnet og Pragt, medens Statholderne udsuede Landskaberne, gjorde hyppig Opstand, og maatte enten kjøbes til at gjøre Fred eller lønlig ryddes af Veien. Nu regierede 👤Darius Kadomannus, og skjøndt han i visse Maader var dueligere end hans Formænd, var dog den Modstand han, med sine talrige Flokke udmarvede Trælle, kunde gjøre de faa men tappre Macedonier med den diærve, krigskyndige 👤Alexander i Spidsen, kun saare ringe: Kronen mistede han i Slaget ved 📌Arbela, og Livet kort efter, ved en Statholders Forræderi. 👤Alexander underlagde sig nu ei allene det uhyre 📌Perserrige; men fortsatte endog sine Erobringer langt Østen for 📌Indus, og i trende Verdens Parter er hans Navn lige til denne Dag blevet berømt. Dog, som et Stjerneskud forsvandt det store Monarki; hovmodig af sin Lykke forgudede 👤Alexander sig selv, og da han maatte opgive Haabet om at indtage Verden, hengav han sig til Drukkenskab, som i al Fald avlede Giften der bortrev ham midt i sine Dage, og Riget blev en blodig Tumleplads for hans herskesyge Ministre og Generaler. Efter lang Strid, og efter at hele 👤Alexanders Slægt var udryddet, deltes Landene i trende Riger: 34det*omt. 300 f. K. Macedoniske i 📌Europa, det Syriske i 📌Asien og det Ægyptiske i 📌Afrika. Under disse Omveltninger kunde de udenlandske Herrer ei holde Grækerne i Tømme, og tvende Forbund, det ætoliske og achæiske, dannede sig til Frihedens Forsvar, men det var Alt kun Skyggeværk, Achæerne vilde have Frihed til at herske, Ætolerne til at røve, 📌Athenen til at giøgle og lege med Alt, og Skyggen af det høihjertede 📌Sparta vaandede sig under Sting af kraftløs Stolthed og Misundelse.

Medens alt dette tildrog sig i 📌Asien, 📌Afrika og det sydostlige 📌Europa, opvoxde en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekjendte Verdens Herskerinde. I den lille italienske Bye 📌Albalonga regjerede Konger, som førde deres Stamtavle op til den trojanske Prinds Æneas, der skal være kommet did efter 📌Trojas Undergang, og en af disse Kongers Dottersøn, Romulus,*omt. 753 f. K. anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte 📌Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørde den til 📌Italiens ubetydelige Stater; men i 👤Darius Hystaspis Dage foregik en Omvæltning i Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets Navnkundighed. Den syvende og sidste Konge, 👤Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regjeringen kom i Hænderne paa et Senat (en 35Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa almindelige Folkemøder (Comitier), men bleve ene tagne af visse Slægter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Det er ingen urimelig Gætning at nogle af disse Adels-Slægter kan have nedstammet fra de Græker der før Romulus skal have bebygget en af Byens Høie, men vissere og altsaa vigtigere er det, at endeel af disse saakaldte Patricier vare af etrurisk Herkomst, og i Øvrigt er det ligefrem at de der vare Formænd ved Byens Anlæg, vare og Formænd i Evner og Udvikling, og altsaa en naturlig Adel. Patricierne maatte nødvendig være, og i en Stat der ikke drev Kiøbmandskab forblive, de Rigeste, og da mange af dem undertrykde og udsugede Almuen, de saakaldte Plebeier, syndes den Tvedragtsaand som herved næredes at maatte spaae en snar Undergang. En saadan vilde upaatvivlelig ogsaa blevet 📌Roms Lod endnu i Republikens Barndom, dersom ikke Patricierne havde stedse indledt ny Krige eller Røvertog og havt Lykken med sig, men nu holdt Trodset sig til Kæmperne for Byttets Skyld, kunde vel stundom søge at tiltrodse sig en større Andeel, men fandt dog altid sin Regning ved at følge Troppen. Efterhaanden som Patricierne fik andre Byer med deres Landgodser at tære paa, bleve endeel af dem saa fornuftige at skaane deres Bymænd, Plebei36erne som tidlig havde i Tribunerne faaet lovlige Talsmænd som de selv valgde, fik efterhaanden, som deres Evner udviklede sig, Adgang til de høiere Embeder, og herved, saavelsom ved de skrevne Love syndes en Ligevægt at være oprettet som sikkrede Staten for Borgerkrige, hvilket og vilde været Tilfældet, dersom ikke selv den koldeste Fornuft var Begjerlighedernes Slave, naar den ei er de høiere Følelsers Tjener.

📌Mellem-Italien var deelt i mange smaa, indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme før 📌Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne Stæder stode ei hinanden bi, og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i 👤Alexander den Stores Tid alt vare Eneherrer i 📌Mellemitalien og krigede heldig mod Samniterne, 📌Nedreitaliens mægtigste Folk. I trende Krige*omt. fra 340 til 270 f. K. bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skjøndt disse Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at giøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem dog saare farlig for 📌Rom. Det var 📌Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding: Epiroternes Konge, 37👤Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskunst og sine Elefanter at overvinde Romerne: men de tabde derfor ikke Modet, og Enden blev, at 👤Pyrrhus maatte forlade 📌Nedreitalien, som derpaa nødtes til aldeles at underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af 📌Middelhavets Øer, især det frugtbare 📌Sicilien, men her fandt de en mægtig Fjende at bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, 📌Kartago, laae paa 📌Afrikas Nordkyst, og var mere end hundrede Aar for 📌Roms Bygning, anlagt af den phønisiske Prindsesse Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra 📌Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning i 📌Afrika, beherskede den 📌Sardinien og 📌Middelhavets andre Øer paa 📌Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt Plantestæder her, og en af disse: 📌Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgjorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette Tidsløb var vel 📌Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne,*omt. 260 f. K. og der begyndte en Undergangskamp mellem de tvende stormægtige Stater. Vist nok syndes det ikke rimeligt at 📌Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et gjennem Aarhundreder grundfæstet 38Herredømme paa Havet, men dog see vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive 📌Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa 📌Sicilien. Det gik imidlertid hermed heel rimeligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres Stammefædre: Phøniserne, nogensinde været et egenlig krigersk Folk, og 📌Kartagos nærværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af Leietropper, og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunne modstaae et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begjerlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald eengang tvivlsomt, da der mellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og urokkelige Mod erstatte, som det synes, alle Savn, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig 📌Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at oprette dette Tab ved Erobringer i 📌Spanien, forbød Romerne dem at gaa over 📌Ebro. 👤Hannibal, thi dette var den kartaginensiske Helts Navn, havde efter sin Fader 👤Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekjempet Romerne, arvet et bittert 39Had til disse sit Fødelands arrigste Fjender, og Hadet voxde ved hine Forurettelser endnu mere. Trods 📌Roms Forbud gik han over 📌Ebro, brød frem gjennem 📌Gallien og lod sig ei eengang standse af de steile, snebedækkede 📌Alper. Med uhyre Anstrængelser udførde han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hjem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en talrig Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blandt hans Seiervindinger er den ved 📌Kannæ, en By i 📌Apulien,*216. blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie 📌Roms standhaftige Mod. 👤Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag, og de Overblevne hengave sig i 📌Nedre Italien, især i 📌Kapua, til Forlystelser, som røvede deres Størke. Det var derfor saa langt fra, 👤Hannibal kunde indtage 📌Rom, at han meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved 📌Kartagos Mure. Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand heed 👤Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af 📌Spanien, gjorde han fra 📌Sicilien Landgang paa 📌Afrika, og mødtes med 👤Hannibal *201. ved Byen 📌Zama. Anførerne vare hinandens Jævninger, men Hærene vare det ikke: 👤Hanni40👤bal blev slagen, og 📌Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar tilbetle sig Fred.

Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge 📌Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det mærkværdigste af disse var det Ny-Ægyptiske, eller rettere det Alexandrinske, thi 📌Alexandrien, en Stiftelse af den macedoniske Erobrer, og mest beboet af Græker og Jøder, var i alle Maader Hovedstaden. Kongerne nedstammede fra 👤Ptolomæus Lagi, der af Aand, om ikke tillige, som man mener, af Fødsel var 👤Alexanders uægte Broder. Ligesom 👤Alexander vilde spille en Halvgud, saaledes vilde de første Ptolomæer spille 👤Alexander, og deres Hoflærde 👤Aristoteles, og 📌Alexandrien blev den første bekjendte Stabelstad for graadige Bogorme og handværksmæssig Videnskabelighed. Man indbildte sig at udtømme al Viisdommen i de Bøger man slugde, og at have fordøiet Alt hvad man kom ihu, forklaret Alt hvad man efter sit fattige Begreb havde beskrevet; ja indbildte sig, for at gjøre Daarskabet fuldkomment, at man kunde give Sidestykket til Iliaden og Odysseen, naar man kun sammenflikkede nogle tusinde tomme Vers om et gammelt Eventyr af homeriske Udtryk og Vendinger. Saa latterlig imidlertid en saadan Indbildning og Videnskabelighed var, maatte den dog tjene til store Hensigters Opnaaelse, thi i 📌Alexandriens Boglader frelsdes de bedste græske Bøger 41fra Undergang, i Dyngen af tomme og skjæve Bemærkninger findes mangen uundværlig Oplysning til de gamle Skrifter, Erfarings-Kundskaberne, der ligesom Ting i den livløse Natur kan voxe ved Tilsætning, trivedes kjendelig, og det Sprog dannede sig som man kun siger lidt om ved at kalde det hellenistisk, men hvori det Gamle Testamente skulde oversættes og det Nye skrives.

Omtrent i hundrede Aar varede denne Travlhed og endtes med Fortælleren 👤Eratosthenes og med en 👤Ptolomæus som Ægypterne kaldte 👤Euergetes (Velgjøreren) fordi han igjen hyldede deres Afguder og ligesom bortmanede det græske Gjenfærd. Seiret havde nu 📌Ægyptens onde Aand, som Fadermorder besteeg den næste Konge Thronen, Ptolomæernes Slægt nedsank i ægyptisk Uteerlighed og udmarvende Blodskam, og gav sig selv under 📌Roms Formynderskab.*omt. 200 f. K.

Over 📌Macedonien opsvang vel en af 👤Alexanders Høvdinger, 👤Cassander, sig til Konge, men hans Slægt maatte siden rømme Thronen for Antigoniderne, hvis Stamfader, 👤Antigonus, ogsaa en af 👤Alexanders Høvdinger, havde været nær ved at arve hans hele Magt. Mellem disse Antigonider er 👤Philip den Tredie blevet navnkundigst. Han vilde spille sin gamle Navnes Rolle, besnærede ogsaa Grækerne, men sluttede fornuftelig at Intet var vundet, naar ei 📌Rom overvandtes, og gjorde derfor et Forbund med 👤Han42👤nibal, som dog efter Slutningen af den anden Puniske Krig kun paadrog ham et farligt Angreb af den udæskede Kæmpe. Vel vare Romerne ei længer de gamle Helte, men mageløse Rænkesmede, og ved at sætte Splid mellem 👤Philip og Achæerne lykkedes det dem at stække de macedoniske Vinger itide, og 👤Philip maatte indtræde i Kredsen af deres underdanige Konger eller kronede Statholdere. Hans Frillesøn 👤Perseus vilde rive sig løs, og i en Glimmerskye skjule Broderblodet paa den tilranede Krone, men til Træl var han skabt og det blev han, Lænker fortjende og fik han. I tyve Aar legede Macedonierne med en Friheds-Skygge, og lod derpaa taalig deres Land blive en romersk Provinds.

To*146 f. K. Aar efter fik 📌Grækenland samme Navn, da 📌Corinth blev indtaget og ødelagt. Forgjeves havde 📌Sparta prøvet med Lykurgs Love at opmane sin gamle Kæmpeaand, og maatte tjene til at stadfæste den klare, men daglig glemte Sandhed, at selv det stærkeste og kunstigste Legeme er et Liig, naar den levendegjørende Aand er udfaren. Forgjeves havde ogsaa Achæernes Høvding 👤Philopoemen haabet at oplive den græske Oldtid i sit Fædreneland, og selv Hædersnavnet af den sidste Græker maae vel fradømmes ham, han var kun den Bedste af de sidste Achæer, thi han holdt sig ingenlunde ubesmittet af sine Landsmænds Frændehad og Herskesyge. Under Skin af at beskytte den græske Frihed havde 📌Rom 43næret Spliden mellem Achæer, Ætoler og Spartaner, og skaffet sig Paaskud til at skille Achæerne ved deres dygtigste Mænd, der maatte forsmægte i Udlændighed som romerske Gidsler, og da Achæerne vilde hevne Skade, bleve de fuldelig undertvungne. En af hine achæiske Gidsler var den navnkundige 👤Polyb der vel aldrig var andet end en letnem, verdensklog Mand, men er dog for nylig enstund blevet ophøiet som et Mønster for Historieskrivere, og vil stedse mindes for de brugbare Efterretninger han har samlet, og den nye-achæiske Aand han uvitterlig har skildret.

Samme Aar som 📌Corinth, faldt ogsaa 📌Carthago. Det overmodige 📌Rom forkyndte uden videre Paaskud sin forrige Medbeilerinde en Undergangskrig, og benyttede kun dens Borgeres Feighed til at afvæbne dem. Men da nu de skamløse Romere forklarede Fredsløftet saa, at 📌Carthagos Borgere skulde vandre med Pose og Kiep fra Fædrenes Arner og Grave, da var det som Didos fortvivlede Aand indfoer i de udmarvede Kjøbmænd, og med Strømme af Blod maatte Blodsølvet kjøbes. Dog naaede den sidste 👤Scipio sit Ønske: efter den saakaldte retfærdige 👤Catos Dom at strøe Salt i 📌Carthagos røde Gruus og lyse en Forbandelse over Byens Gjenføder, som 📌Rom, man veed ikke ret om ved 👤Cæsar eller 👤Augustus, tilegnede sig. Saaledes blev Carthaginensernes Endeligt, de havde gjort alt deres Arvegods i Penge, derfor maa man paa disse 44lede om deres Aand og Tungemaal. End ikke Sagn om Sang eller anden aandelig Tale, spore vi hos dem, kun paa Bøger om Agerdyrkning og Seilads vide vi Navn, og selv Historien om Romerkrigen var af en Udlænding: Sicilianeren 👤Philenus.

📌Det Syriske Rige var stiftet af 👤Seleucus 👤Nikator, ogsaa en af 👤Alexanders Høvdinge, og under en af hans Ætmænd: 👤Antiochus den saakaldte Store, udstrakde Riget sig næsten over hele 📌Asien vesten fra 📌Euphrat, men Romerne tvang ham til Underdanighed, og de følgende Seleucider maatte bøde med Livet naar de ei vilde være 📌Roms Statholdere.

Nu var der ei længere nogen Stat i den da bekjendte Verden, som kunde gjøre 📌Rom nogen Modstand, men derfor fik den ikke Rolighed. I Slutningen af det andet Aarhundrede f. K. blev 📌Gallien og 📌Italien gæstet af tvende nordiske Folk: Cimbrer og Teutoner, og Verdens Herskerinde skjalv. Vel frelste den tappre 👤Marius Fædrenelandet fra denne udvortes Fare, men under Tidsløbet var i dets eget Inderste opvoxet et Tvedragtens og Fordærvelsens Træ, som nu begyndte at bære blodige Frugter. De gamle Romere vare tarvelige, afholdne og retfærdige, ikke saameget for at være rette Mennesker og behage Guddommen, som fordi de indsaae at Fædrelandet ellers ikke kunde bestaa. Saasnart derfor 📌Roms Magt blev saa stor, at den 45meende ustraffet at kunne være uretfærdig mod andre Folk og ikke syndes at have nogen farlig Fjende, bortkastede ogsaa dens Borgere Forfædrenes Dyder, og med 📌Grækenlands, 📌Kartagos og 📌Asiens Rigdomme hjemførte de tillige de Overvundnes Overdaad og Laster. Svaghed og Nederdrægtighed vare to, lige nødvendige Følger heraf, hin viste sig førstegang tydelig, da Romerne strax efter den cimbriske Krig maatte tilstaa næsten alle Italienerne romersk Borgerret, og denne yttrede sig paa samme Tid saa stærkt, at de fleste Romere, fra den ringeste Almue af, lige til Konsulen, vare rede til at sælge Ære, Frihed og Fædreneland for Penge. Under saadanne Omstændigheder var det let for de faa udmærkede Mænd, som end opstode, at skaffe sig Tilhængere, og da Enhver af dem vilde herske ene, maatte der nødvendig opkomme indvortes Krige. Den første Borgerkrig førdes mellem 👤Marius og en anden tapper Mand:*81. 👤Sylla, og den Sidste beherskede i to Aar 📌Rom enevældig, efter at have betvunget sin Modstander. Vel indførde han selv igjen for en Deel den gamle Forfatning, men varig kunde den ikke blive, og snart gjordes et nyt Forsøg paa at omstyrte samme, af den ondskabsfulde 👤Katilina, som havde i Sinde at plyndre og opbrænde Byen. Nær var det lykkedes ham, og omendskjøndt Staten dennegang frelstes af sin aarvaagne Konsul, den berømte 👤Cicero, blev den dog kort efter en Bold for tre 46Mænds Herskelyst. Den berømteste blandt disse var 👤Julius Cæsar, som ved sin Tapperhed, Forstand, Veltalenhed og i mange Henseender høie Tænkemaade, syndes født til Tronen, og som ved at undertvinge 📌Gallien havde skaffet sig det hvorfor den syndes tilfals: Navnkundighed, Guld og tappre, hengivne Soldater. Han saae sig imidlertid nødt til, at dele Magten med den ogsaa tappre 👤Pompeius, som ved at rense Havet fra Søerøvere og udvide 📌Roms Grændser til 📌Eufrat, havde erhvervet sig stor Hæder og desuden var meget elsket, ja Begge fandt det endog, med Hensyn paa Guldets Almagt, raadeligt at optage 📌Roms rigeste Mand: 👤Krassus, i deres Samfund. Rolig bar 📌Rom sine Lænker, men da 👤Krassus døde, udbrød en Krig mellem de tvende Medbeilere, som endtes med 👤Pompeis Undergang.*48 f. K. Forgjeves søgte Frihedens urokkelige Ven, 👤Kato, ved denne Leilighed at tilbagegive Staten sin gamle Forfatning. Da Lykken ei vilde staa ham bi, dræbte han sig selv og tog det sørgelige Hædersnavn: den sidste Romer, ned med sig i Graven. Alligevel blev 👤Cæsars Regjering kun saare kort, thi nogle hidsige unge Romere, med hans egen Yndling 👤Brutus i Spidsen, som meende, det var ham og ikke deres Landsmænds Trællesind, der stod i Veien for 📌Roms Frihed, sammenrottede sig og myrdede ham lumskelig.*44 📌Roms hele Vinding var at faae slettere Herrer; thi 👤Cæsars Søsterdattersøn, den 47snedige 👤Octavius forenede sig med Vellystlingen 👤Antonius og 👤Lepidus, som det heed, for at hævne 👤Cæsars Mord og bringe Staten i Rolighed, men som de i Gjerningen viste, for at vorde dens Herrer. De begyndte deres Regjering med at lade alle de Mænd dræbe, som enten havde stor Formue, eller mistænkdes for at være Frihedens Venner, ja sparede ikke engang den gamle 👤Cicero. Enighed kunde ikke findes mellem saadanne Mænd, og da det tilsidst kom til aaben Feide mellem 👤Antonius og 👤Oktavius, beholdt denne Overhaand i det navnkundige Søslag ved 📌Actium.*30. Under Navnet 👤Augustus blev han 📌Roms uindskrænkede Herre, og kun for et Syns Skyld var det, at han og de følgende Keisere (imperatores) udnævnede Konsuler og Raadsherrer.

Selv denne korte Fremstilling af det offenlige Romerliv viser at Egennytte var Folkets Grundtræk, kold sandselig Fornuft Stadens Palladium og Kraft til at undertvinge baade Lyst og Samvittighed det eneste Aandelige man attraaede. Et uforklarligt Særsyn maatte det da være, hvis vi hos dette Folk fandt eiendommelig Poesie, Kunst og Videnskabelighed, lutter aandelige Planter, eller rettere, da maatte Folkets Historie være Løgn. Naar vi derfor betragte den saakaldte Romerske Literatur uden at forvirres af indgroede Fordomme om dens Herkomst og Ypperlighed, skal vi vel maatte sande, at 📌Rom i Grunden slet ingen havde, som fortjener at komme i Betragt48ning i den aandelige Verden. Her er hverken Mythologie eller Oldkvad, og under hele Stadens kraftfulde Tidsrum intet Spor af aandelig Syssel, udenfra, ved Bekjendskab med Grækerne, var det først at Romerne modtoge et Slags Begreb om Sligt, og det er ligesaa naturligt at Begrebet var fattigt, som at Efterligningen var i alle Maader tarvelig. Mellem de berømte latinske Digtere er vel 👤Ovid den eneste naturlige Romer, Romerkraften finde vi ikke, thi den var bortdampet hos ham som hos hans Samtidige, men Vittighed: en skarpsindig Fornufts Brudstykker, og Liderlighed, den løsladte Romerfølelse, finde vi topmaalt, og Ingen skal kunne nægte at hans Venus er Romerfolkets Skjønheds-Dise, og Kjærligheds Gudinde. Selv 👤Ovid var dog ingen indfødt Romer og 👤Lucrets der besang den Leveviisdom der bragde ham i Daarekisten og gjorde ham til Selvmorder, er den eneste mærkelige Sanger 📌Rom fuldelig kan tilegne sig. Mellem de berømte latinske Historieskrivere var kun 👤Tacitus en Romer, og neppe skal man finde andet Aandeligt hos ham end Skyggen af de gamle Romeres Kraft. Paa Kunstnere gjør det gamle 📌Rom end ikke Paastand; imellem de latinske saakaldte Philosopher er 👤Terentius Varro, den eneste Romer, og uden at laste hans Pløining i Kundskabens Vange, maa man dog nok tilstaae, at han i Philosophien kun distingverede slet med sin Plovkjep.

49Hvad nu de øvrige italienske Digtere, Historieskrivere og Philosopher angaaer, da ere deres Navne noksom bekjendte, og deres Bøger ikke saa tilsidesatte at de jo burde være det langt mere, og kun gjemmes som historiske Bilæg, thi naar 👤Virgil ikke gaaer bag Ploven, farer han mest med Vind, 👤Horats har kun tre Skilderier at skifte med: en klog, en dum og en leflesyg Romer er snart Alt hvad han afmaler; 👤Livii berømte Historie er en livløs, kiedsommelig, langtrukken Aarbog, som Tiden til Lykke har stækket paa Halvveien, 👤Terentses Comoedier kaldte selv 👤Cæsar: Snak med Sølvstiil, og Latineren 👤Cicero, Sabineren 👤Sallust og Cisalpineren 👤Cornelius Nepos ere udentvivl de eneste gamle Italienere, hvis Bøger man burde ønske i Ungdommens Hænder. Vel røbe selv disse Skrifter hverken dybe Blik eller Følelser, men dog for det meste et ædelt Gemyt og sund Forstand som udtale sig i et naturligt og værdigt Sprog, Skarpsindighed og Inderlighed ere desuden ikke sieldne hos 👤Sallust og 👤Cicero, og dennes Veltalenhed er i sig selv en bedre Modgift mod Snaksomhed, end man paa hans Eftersnakkere kan mærke. 👤Phædrus, hvis Fabler ei bør glemmes, var en Thracer.

Jammerlig var nu Folkenes Tilstand trindt i Landene, de vare blevne Romernes, og disse igjen en enkelt Mands Slaver, fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne, for hvem 📌Roms Hersker maatte smigre, efterdi han 50ene ved deres Vaaben kunde beskjerme sin Trone, udsuede og mishandlede baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saameget større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, viis og kjerlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter dette havde de intet Haab, men troede i det høieste at de efter Døden skulde friste et sørgeligt Halvliv som kraftløse Skygger, og maatte derfor midt i den Trængsel og Uselhed, som omringede dem, skielve for Graven. De Levninger af den sande Religion som i den ældre Tid havde oplivet og størket Folkene, vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr, Troen paa det Usynlige levede kun sygelig hos enkelte Tænkere, og Mængden knælede tankeløs for Billedhuggerens og Guldsmedens Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klogere, spottede med Alt hvad Fædrene havde overantvordet som ærværdigt og helligt, og 📌Roms Keisere lode sig tilbede som Guder. Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom Troen ei paa nye kunde vækkes, skjenke Lys og Kraft, tæmme Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab syndes forgjeves; de gamle Fabler kunde ei tilbagevinde den tabte Anseelse; den senere Tids Digtere vare ofte Gudsforagtere, fordybede sig selv i Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at forgylde Lasten, eller til ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest. Folkene maatte derfor agte dem mere for Løgnens 51end for Sandhedens Tolke, mere for onde Aanders end Guddommens Sendebud, og dog vare Digterne de eneste, man naturlig kunde tiltroe et Samfund med Guddommen, som gjorde deres Udsagn om det Usynlige troværdigt. Tidens Philosopher vare enten ryggesløse Sophister, ligegyldige Moralister, eller vaklende Tvivlere. Dog, Menneskeslægtens barmhjertige Fader havde aldrig glemt sine forvildede Børn, og medens de ved egen Brøde nedsank i en Afgrund, hvoraf de selv maatte føle, kun Guddommens Haand kunde opløfte dem, havde han i Stilhed forberedet deres Frelse. Denne Forberedelse beskue vi i Israeliternes eller Jødernes Historie, som i en uafbrudt Kjede fra de ældste Tider af, er ved Guds besynderlige Forsyn opbevaret i deres egne hellige Bøger.

Dette Folk, som, skjøndt det i sine mest glimrende Dage kun var sine nærmeste Naboer bekjendt, dog er det mærkeligste af alle, nedstammede fra 👤Sem, hvem allerede 👤Noah i Aanden beskuede som Guds Udvalgte; men dog er 👤Abraham at agte som dets egenlige Stammefader. I hans Tid, hardtad midt imellem Verdens Skabelse og 👤Christi Fødsel, begyndte den sande Guds Kundskab overalt at formørkes og forfalskes; da udkaldte Gud ham fra hans afgudiske Fædreland: 📌Kaldæa, og bød ham omvandre i 📌Kanaan, som engang skulde besiddes af hans Æt. Her omvankede den gudfrygtige 👤Abraham, hvem 52Jehovah kaldte sin Ven, hans Søn 👤Isak og Sønnesønnen 👤Jakob eller 👤Israel; men den Sidste fløttede under en Hungersnød til 📌Ægypten, hvor en af hans Sønner: 👤Josef, var blevet den Næste efter Kongen. 👤Jakob døde, efterat have forudsagt sine 12 Sønner deres Afkoms Gemytter og Bopæle i det forjættede Land; og mindet prophetisk om Løven fra 👤Juda, Slægtens forjættede Frelser; 👤Josef døde ogsaa, Israeliterne opvoxde til et Folk, men nedsank i dyb Trældom, og det syndes, som Jehovah havde glemt sine Løfter. Dog, 👤Abrahams, 👤Isaks og 👤Jakobs Gud var trofast, og da Nøden var størst aabenbarede han sig i 📌Midians Ørk for 👤Moses, en landflygtig Israelit; men som ved Guds besynderlige Styrelse var blevet oplært i al Ægypternes Viisdom. Ham sendte Jehovah, udrustet med Kraft til at giøre Underværker, til 📌Ægyptens Pharao, for at skaffe 📌Israels Børn fri Udgang; men denne undtes dem først, efterat Kongens Halstarrighed var tugtet ved forfærdelige Landeplager. Dog, selv efter Udgangen stædtes de i Vaande, da de pludselig saae sig indsluttede mellem 📌det røde Hav og Pharaos Krigshær. Folket knurrede, 👤Moses bad og Herren hjalp, Vandene maatte vige for den Almægtiges Ord, tørskoet vandrede Israel paa Havets Bund, men Pharao og hans Hær sank som Blye i de mægtige Vande. En Skystøtte som lyste om Natten veiledte Guds Folk, men for deres Gjenstridigheds Skyld maatte de 53omvanke i 📌Arabiens Ørk 40 Aar til den gamle Slægt var saa godt som uddød. I Ørken opholdtes de underlig ved Brød som Dug der faldt fra Oven, og Gud gav dem ved 👤Moses ubrødelige Love, som Han Selv med Tordenrøst fra 📌Sinai Bjerg gav et mageløst Vidnesbyrd. Til Offringer og anden Gudsdyrkelse bygdes Tabernakelet med Pagtens Ark efter en aabenbaret Lignelse, og til Helligdommens Tjenere, som Præster og Leviter, beskikkedes 👤Levi Stamme, af hvilken og 👤Moses med sin Broder 👤Aron, den første Ypperste Præst var oprunden.

👤Moses døde*omt. 1500 f. K. og 👤Josva, som foruden 👤Kaleb nu var den eneste levende af de Voxne der udgik fra 📌Ægypten, indførte Folket i 📌Kanaan; Stædernes Mure faldt, og Fjendernes Hære adsplittedes ved Jehovahs Kraft, og en stor Deel af Landet kom i Israeliternes Vold. Dog, 👤Josva døde, Tvedragtsaand adskilde Stammerne, og Børnene glemde den Gud, som øiensynlig havde vandret med deres Fædre, Hvis Herlighed boede iblandt dem, og hvis Stemme de hørde gjennem Ypperstepræsten; de lode Kananiterne bo hos sig, tjende deres Guder og bleve derfor deres Trælle. Saa ofte de imidlertid begræd deres Synd og omvendte sig til Jehovah, forbarmede han sig over dem, som en Fader over sine Børn, og udfriede dem af de Fremmedes Vold ved vældige Mænd, paa hvilke hans Aand hvilede. Disse Mænd kaldtes Dommere (Suffeter), og deres Idrætter ere næ54sten ligesaamange Underværker; men ikke destomindre kededes 📌Israels gjenstridige Børn ved den usynlige Konge, og nødte den sidste Dommer 👤Samuel til at give dem en synlig, efter Hedningenes Viis. Ved hellig Lodkastning udvalgdes 👤Saul,*omt. 1050 f. K. men da han ei vilde adlyde Jehovahs Lov og Bud, overførtes Kongeværdigheden til 👤David; en af de mærkeligste Mænd i 📌Israels Folk. Som Dreng størkede Gud ham til at nedlægge Philisterkæmpen 👤Goliath; som Mand og Konge ydmygede han alle Folkets Fjender, udstrakde sit Herredømme over alt Landet mellem 📌Middelhavet, 📌det røde Hav, 📌Eufrat, og 📌Phønisien, og opreiste sin Kongestol i 📌Jerusalem, denne siden gjennem Aartusinder saa navnkundige Stad. For at vække den slumrende Andagt, og ligesom laane den Vinger til Himmelflugt, indførde han Strengeleg ved Gudstjenesten, og digtede dertil selv hellige Sange, der ei blot ere beundringsværdige formedelst deres poetiske Fylde og høie Sving: men især dyrebare ved den Trøst de som Himmeltoner mægte at indgyde et bedrøvet Hjerte, og formedelst det Fremsyn ind i de kommende Tider, som bekræfter Digterens underfulde Samfund med Gud. 👤Davids Søn og Eftermand, 👤Salomon, er og blevet saare navnkundig, saavel ved den store Visdoms Maade Gud skjenkede ham, som ved det prægtige Tempel han i 📌Jerusalem bygde til Jehovahs Dyrkelse, ei til et Huus for Ham, hvem han bekjendte ei 55Himle og Himlenes Himle kan rumme; men selv han henfaldt i sin Alderdom til Haardhed og Afguderie, og hans Søn 👤Roboam beholdt kun Regjeringen over de tvende Stammer, Juda og Benjamin, da de øvrige ti valgte sig en anden Konge. I dette de ti Stammers eller som det kaldtes 📌Israels Rige, hvis Indbyggere lode sig afholde fra at besøge Helligdommen i 📌Jerusalem, fandt Afguderiet saadan Indgang, at Profeten 👤Elias, før endnu hundrede Aar vare forløbne fra 👤Salomons Død, ene ved en guddommelig Aabenbaring lærde, at 7000 dog ei havde bøiet Knæe for den phønisiske Afgud Baal. Den ene Kongeslægt efter den anden udryddedes ved Herrens Haand, Hunger og Sværd pinde og henrev, Propheter varslede, og paa hver Ydmygelse fulgde underfuld Frelse, men kun lidet ændsedes baade Straf og Redning, og stedse voxde Ondskaben i Folket. Da forkastede Jehovah 📌Israel, den assyriske Konge 👤Salmanassar bortførde de ti Stammer med deres sidste Konge 👤Hosea, og deres Land blev befolket med Hedninger,*omt. 700 f. K. som efter 📌Samaria, Rigets Hovedstad, kaldtes Samaritaner. Noget bedre gik det i 📌Juda Rige, 👤Davids Ætmænd fulgde, efter Jehovahs Løfte, hinanden uafbrudt paa 📌Zions Trone, og mellem dem fandtes adskillige, der, som 👤Josaphat og 👤Ezekias, redelig dyrkede Gud og erfore hans Beskjærmelse; men dog tog Afguderie og Synd saaledes Overhaand, at selv Herrens Lovbog 56nedsank i Glemsel og forfærdede som noget Ubekjendt den gudfrygtige Kong 👤Josias, der i Slutningen af det syvende Aarhundrede stræber igjen at opfriske Jehovahs Dyrkelse. Netop i disse fordærvede Tider opvakde Gud en heel Rad af hellige Skjalde, som ei allene forkyndte Jehovahs Pris og underlige Gjerninger, og straffede baade Konge og Folk for deres troløse Affald fra deres Fædres, den eneste sande Gud; men forstærkede deres Advarsler og bekræftede deres guddommelige Sendelse, ved Spaadomme om hvad der skulde hænde sig i den tilkommende Tid. Dog, de talde mest som for døve Øren: forgjeves saae Jøderne 📌Israels Riges Fald, som var forudsagt af 👤Hoseas og 👤Micha, forgjeves saae de 📌Ninives Undergang, der saa klarlig var afbildet af 👤Nahum, endda vilde de ikke*omt. 700 f. K. fæste Tro enten til 👤Esaias, som i 👤Ezekias's Tid truede dem med en lignende Skjebne, eller til 👤Jeremias, som efter at have varslet omsonst selv oplevede sin Spaadoms Opfyldelse. Det var den babyloniske Kong 👤Nebukadnesar, hvem Gud brugte som sit Redskab til 📌Juda Riges Opløsning*omt. 600 f. K. og Folkets Ydmygelse: allerede eengang havde han indtaget 📌Jerusalem og bortført endeel af Folket, da de Overblevnes Konge, 👤Zedekias, gjorde Oprør, tillod Folkets trodsige Fyrster at forgribe sig paa 👤Jeramias, blev grebet paa Flugten fra sin Hovedstad, og maatte med alle de Ypperlige i Landet vandre som Træl til 📌Babylon. De Ringe som bleve tilovers søgde, tvertimod 57Guds udtrykkelige Befaling, deres Frelse i 📌Ægypten, og fandt der deres Grav.

Trængselen bøiede de haarde Nakker, 👤Jakobs Afkom omvendte sig til 👤Jakobs Gud, og han viste atter, at han er, hvad Han selv kaldte sig hos 👤Esaias, en Gud, der ei lader Haabet beskæmmes. Profeterne 👤Ezekiel og 👤Daniel nærede Haabet og forkyndte Frelse, 👤Cyrus inddrog i 📌Babylon gjennem 📌Eufrats udtørrede Render, som 👤Esaias havde spaaet, og overeensstemmende med de udtrykkelige Ord af 👤Jeramias endtes Fangenskabet efter 70 Aars Forløb, da Perserkongen gav Jøderne Lov til at vende tilbage, befoel dem at opbygge Templet og tilbagegav de hellige Kar. De Fleste havde imidlertid Ro og gode Dage kjerere, end Gud og Fædreneland; kun henved 50,000 mest af 👤Juda og 👤Benjamins Stamme, mellem hvilke der vare Oldinge, som havde tilbedt i Herrens Huus, vendte hiem under 👤Zorobabels Anførsel. Under megen Forhindring, deels af de følgende Perserkonger, deels af Samaritanerne og andre Naboer, stræbde Jøderne at opreise Tempel og Mure, men mægtede ei at fuldende Værket før deres Landsmand 👤Nehemias af 👤Artaxerxes *omt. 440 f. K. 👤den Langhaandede sattes over dem. Han oplivede deres Mod, Anstrængelse og Tillid til Gud, hvilke, uagtet Profeterne 👤Haggai og 👤Zacharias som Herrens Sendebud og hans Villies Tolke havde vandret imellem dem, dog ei sjelden sank, og fra nu af levede de i Ro indtil det 58store Uveir efter 👤Alexanders Død udbrød over Landene. Alt som Gud skiftede Seier mellem Kongerne, maatte de skifte Herrer, indtil 👤Ptolemæus omsider hævdede sig 📌Middelhavets asiatiske Kyst. De første Ptolemæers Herskab var mildt, og bleve end de første Flokke af Jøderne, der fæstede Bopæl i 📌Alexandrien nødte til at drage did, fulgde dog mange tusinde af deres Landsmænd frivillig efter, og stode der i lige Anseelse med de herskende Græker. De Øvrige i 📌Judæa bleve siden kjede af den ægyptiske Regjering,*omt. 218 f. K. og overgav sig til den syriske Kong 👤Antiokus den saakaldte Store; men maatte snarlig angre dette Herreskifte; thi 👤Antioks Sønnesøn og Navne blev lysten efter Templets Skatte, og befoel Jøderne*omt. 170 f. K. at offre til Afguderne. Endeel fornægtede Fædrenes Tro, men de Fleste udstode heller de grueligste Pinsler og den forsmædeligste Død; og Gud lønnede deres Standhaftighed ved at opvække mellem dem Makkabæernes Helteslægt, som med kraftig Arm brød de syriske Lænker og værgede om 📌Herrens Tempel. De trende Brødre: 👤Judas, 👤Jonathan og 👤Simon, samt dennes Søn 👤Johannes Hyrkanus ere blevne de navnkundigste, og den Sidste nødte endog Samaritaner og Idumæer til at underkaste sig; men efter hans Død blev Landet en Tumleplads for Borgerstrid og Borgerkrig. De senere Makabæer vanslægtede fra deres Fædre, Gudsfrygten forsvandt, og da blev Stormodigheden til Hov59mod og Herskesyge, Kiækheden til Grusomhed; hertil kom, at der i den senere Tid havde dannet sig et Samfund, som ved tilsyneladende stræng Opfyldelse af Loven og talrige tilsatte Menneskebud, erhvervede Helligheds Ry, og misbrugde dette til at udføre deres egennyttige og herskesyge Hensigter. En Strid mellem de to sidste makkabæiske Fyrster, hvori disse Pharisæer mest vare Skyld, gav 👤Pompeius Leilighed til at blande sig i 📌Judæas Anliggender,*omt. 63 f. K. og fra den Time vare Jøderne 📌Roms Undersaatter. Folket maatte nu hylde som Konge Idumæeren 👤Herodes, der spottede med deres Tro, skiøndt han udsmykkede Templet, loggrede for Almuen, men lod paa det grusomste alle dem aflive, hvis Stilling eller Anseelse kunde indskyde ham selv den mest ugrundede Frygt, og som et vildt Dyr rasede han i sin egen Familie. Den eneste Trøst, Folket havde i al denne Trængsel og Jammer, var, at de med Grund iust nu ventede den store Befrier, som 👤Moses allerede havde forkyndt og 👤David besunget, men hvis Komme og Hændelser især 👤Esaias og de senere Profeter havde saa nøie bestemt og saa klarlig afbildet, at Tiden ei kunde være uvis, og han selv ei miskjendes uden af Trods. I 📌Betlehem, af 👤Davids Æt, skulde den Konge fødes, hvis Spir skulde udstrække sig over Jorderige, og hvis Trone ei skulde rokkes evindelig, og her fødtes 👤Jesus medens 👤Herodes endnu levede og 👤Augustus herskede over den romerske Verden. 60Vel var hans Rige ikke af denne Verden, men de fleste Jøder paa den Tid ventede dog i ham en jordisk Konge, da deres Sind var alt for jordisk, til at fatte Spaadommens høiere Betydning, og 👤Herodes hvem Østens Vise forkyndte Fødselen af Jødernes Konge, søgde derfor at rydde ham af Veien i hans spæde Barndom; men Gud vaagede over sin Søn, og kun 👤Jesu Jevnaldrende i 📌Bethlehem bleve Offere for Tyrannens Mistanke.


Tredie Tidsrum.

Fra 👤Christi Fødsel til 👤Gregor den syvende.

1066.

I Stilhed opvoxde 👤Jesus til sit 30de Aar da han tiltraadte sit Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i 📌Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og sig selv Faderens enbaarne Søn. At han var den hvorfor han udgav sig, beviste han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gjennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale: om Guds Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og Idræt, bleve da nu besvarede 61af En som vidste det tilfulde, og saaledes var der bødet paa en stor Deel af de Dødeliges Trang; men end var det mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden Størke til fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste 👤Jesus, i det han af uudgrundelig Kjerlighed hengav sit Liv til en Igjenløsnings Betaling for Alle, saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kjerlig forsonet Fader, der ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hielp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men som spaaet var, hans Been kom ei til at see Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; Han opstod levende paa tredie Dag, hvorved han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede det evige Livs Haab. Derpaa befoel han sine Lærlinge, Apostlerne, at vandre trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade, og døbe Alle som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, og der han det havde sagt, blev han optaget mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine. Høit over alle Himle opsvang han sig til den Herlighed han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men udgiød over Apostlerne Faderens Hellig-Aand, og er ved Ham 62med sine Troende alle Dage indtil Verdens Ende; fra Himmeltronen har han tydelig styret Jorderige, og sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlerne ere 👤Johannes, 👤Peder, 👤Matthæus og 👤Paulus især blevne mærkværdige, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, som hvilede paa dem, beskreve 👤Jesu Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde baade Jøder og Hedninger modtoge Evangeliet med Glæde; thi Apostlerne stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da forstodes vidt og bredt i det romerske Rige.

Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store visne Grene, hvor sielden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige Orme bo i den hule Stamme. 👤Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, lemfældig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regjering 📌Roms gyldne Tid, men kun med Ret hvis Alt er Guld som glimrer, thi glimrende Uselhed var Alt, udtømt var nu 📌Roms indvortes Kraft, og medens de stolte Patriciers vanslægtede Børn kappedes med 👤Horaz og 👤Virgil om at forgude den romerske Friheds kolde Morder, kom 63som et Forvarsel, den Tidende, at 📌Roms Ørn var sunket i 📌Germaniens Skove, at Lykken havde forladt Verdens-Dronningens seiervante Banner. Efter 👤Augusti Død lod det som 📌Rom skulde flux forgaae i Blod og Uteerlighed, 👤Tiberius, 👤Caligula, 👤Claudius og 👤Nero ere Keisernavne som udtrykke den høieste Vanvid og Ondskab, der hidindtil med en Slags Besindighed har aabenbaret sig i Verden, og især er 👤Nero blevet navnkundig, som intet andet Uhyre indtil denne Dag. Han var Slave af de mest fæiske Lyster, og vilde dog ansees som Mønster paa et fuldkomment Menneske, Moder, Broder, Lærere og Alle som mishagede ham, lod han myrde, ja med Grund mistænkdes han for at have selv ladet 📌Rom anstikke, paa hvis Brand han saae med Djævleglæde som paa et Skuespil, en Lignelse af 📌Troias Undergang. Imidlertid udvidedes dog endnu under disse Uhyrer Rigets Grændser; da 👤Nero havde taget en Ende med Forskrækkelse, kom efter nogle Omvæltninger en duelig Fyrste, 👤Vespasian, paa Thronen, hans Søn 👤Titus var en sielden Ædling, og efter en neronisk Tyran, 👤Titi Broder 👤Domitian, fik Riget i 👤Nerva, 👤Trajan, 👤Hadrian, og begge Antoninerne en Række af kloge og ærbare Fyrster, saa at Alle som vente Staters Held af Love og Mandevid, ei lidet maae forundre sig over at Statens Saar langt fra at læges, kun skjultes og aad omkring sig som en ulægelig Kræft. Hvo som derimod 64har lidt bedre Forstand paa de menneskelige Vilkaar, vil ikke undres over Sligt, men finde det ganske naturligt, at naar de indvortes Baand ere brustne, de udvortes endog hastigere løses under milde end grumme Fyrster, at Sproget, til Trods for hver Grammatiker, tabte sin Aand, da Folket havde tabt sin, og at de sidste latinske Skribenter man roser enten blomstrede under Tyrannerne eller uddøde dog under 👤Trajan, den første Keiser der indrettede offendlige Skoler til Kundskabs Fremme. Snarere maatte man undres over at de bedre Keisere og sidste Skribenter kunde opstaae, men ogsaa denne Forundring taber sig, naar man seer, deels at det mest var Udlændinger, og deels at det ingenlunde har saameget at betyde med deres Storhed og Herlighed, som 📌Roms Forgudere har indbildt sig. 👤Trajan var en forfængelig Erobrer, 👤Hadrian en storagtig Hykler, 👤Antonin havde intet Kejserligt uden Purpuret, og 👤Marc Aurel var en selvklog Grubler, der lod Lasten herske i Huus og Rige medens han stræbde at finde Stoikernes kolde Sædelære i sig selv og udtrykke den paa Græsk: at de ikke rasede med Blodtørst mod deres egne Undersaatter, og ønskede nøisomme kun at see et Glimt af den Glimmer der blændede i 👤Augusti Dage, er hvad der især har gjort deres Navne elskelige ved Siden af Uhyrernes. Mellem Skribenterne i dette Tidsrum møder man heller ingenlunde synderlig opvakde Hoveder, 👤Senecas Viisdom er en hver65ken høi eller reen Leveklogskab, og de Tragoedier der tilskrives ham kundgiøre Tabet af den Smag der ene laaner Versene fra 👤Augusts Tid en Slags Ynde, og som bestaaer deri: at man ikke stræber efter at udtrykke andet, end hvad man virkelig seer og føler, og veed at udtrykke det rundt og klart i Sprogets Aand. Man kan af visse Aarsager ikke sige at Poesien blev blot satirisk, men maae sige at Satiren hos 👤Martial og 👤Juvenal, er det eneste hvori man sporer Latinens poetiserende Aand. Historieskrivere som 👤Velleius Paterculus, 👤Sveton og 👤Tacitus synes kun at have forstaaet deres Kunst blandt dem der ikke forstaae den, de forstode nemlig at sminke og sværte, men ingenlunde at skildre, og dog maatte Skildring være det eneste, der skulde udmærke dem. For Historien, men ingenlunde i den, have deres Bøger Værd, og den som for Historien er vigtigst, 👤Taciti lille Bog om Germanien, beviser ret hvor stærblind og keithaandet man var, naar man skulde modtage og meddele en Forestilling om andet end Romere og Romerskhed. Saare vigtig for Historikeren er den Samling af geographiske og naturhistoriske Bemærkninger og Beretninger, som 👤Plinius den Ældre foranstaltede under Navn af historia mundi, men vare ikke saamange af Hjemmelsbøgerne forlorne, vilde det være et temmelig overflødigt Værk, undtagen som Billede af en romersk Polyhistor. 👤Qvinctilians Bog om Talekunsten er udentvivl det grundigste Værk 66om aandelige Ting i den gamle latinske Litteratur; røber et tænksomt Hoved, og megen sund Sands, men naturligviis kunde den hverken skabe Talere, eller hindre Smagens og Sprogets Forfald hos et Folk, der daglig sank dybere i Afmagt, Uteerlighed og Trældom.

Da Religionens Baand vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smede Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgde Keiserne og røvede dem igjen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øiet for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Blodtørst gjelde for Tapperhed, men ei saa, naar der skal kjempes med djærve Fjender: det lærde Romerne Snart ved 📌Rhin, 📌Donau og 📌Eufrat, her havde de Parther og siden Ny-Perser at bestride, og hisset foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talde Latin, eller forstode sig paa Pragt og Overdaad. Allerede den sidste 👤Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Deel af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxde, ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar 📌Rom nu skulde have en djærv Keiser, maatte han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgjeves søgde ved dets Slutning 👤Diokletian 67at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender, ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinger; disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen Rolighed før 👤Constantin den Store atter samlede*323. Riget. For denne sin Ophøielse maatte han især takke de nu saa talrige Christne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.

Saaledes blev da Christendommen den herskende i 📌Romerriget, efterat den i halvtrediehundrede Aar havde maattet friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. 👤Nero var den første Keiser som forfulgte de Christne med Ild og Sværd, men de mest udtænkte Pinsler kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og hverken Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den 👤Christi Kjerlighed, der for deres Skyld havde lidt mere end de Alle, og vinkede dem nu i sin Faders Huus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før 👤Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved 📌Jerusalems Forstyrrelse, og*70. frem for alt ved Templets Brand, som han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren 👤Titus, Søn af 👤Vespasian, forgjeves søgde at hindre. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Christne trodse Smerter og Død i 👤Jesu Navn, og langt fra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte Pinagtighed, maatte alle 68de, der havde Sjælen kjær, tye til det christne Samfund; saa gik det og: høi og bred løftede sig 👤Christi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset skulde aabenbares; i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot, og fornægtede saaledes den Herre som dem kjøbde, medens Andre med Guld og Sølv frakjøbde sig Delagtighed i hans Lidelser. Aarsagen hertil var deels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men vilde tjene baade Gud og Mammon, deels, at Kristendommen var vanslægtet fra sin første Enfoldighed. Da de overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Christnes Sind vare ophørte, udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange Lærefædre til at hige efter kjødelig Viisdom og læmpe Skrifterne derefter, de troede tit ei længer 👤Jesus, men sig selv, og bare ei gjerne hans Kors; Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig Ordkrig blev Kierligheden kold hos Mange. Ligesom 📌Alexandrien blev det naturlige Sæde for Videnskabeligheden, saa var det og herfra den fornemmere Christendom, og det første stærkt omgribende Kætterie udgik. Allerede 👤Origines, en i øvrigt høitbegavet og nyttig 69Kirkelærer fra Begyndelsen af det 3die Aarhundrede, hyldede tildeels en vilkaarlig Skriftfortolkning, og adskillige uchristelige Meninger, og i 👤Constantins Dage stræbde 👤Arius med meget Held at indbilde Folket den Løgn om Sønnen, at han var en timelig Skabning og ikke een Guddommelighed med Faderen, en Løgn som angreb i alle Maader Christendommens Grundpiller, thi dens Troværdighed beroer aldeles paa 👤Jesu fuldkomne Sanddruhed, og dens Kraft paa hans Guddommelighed. Bifaldet 👤Arius vandt, og Maaden hvorpaa man bestreed hans Løgn, vidnede ligehøit om den gamle Kirkes nærforestaaende Fald, thi verdslige vare begge, og det er hvad Sandheds Vaaben og Rige kan ikke være. Intet Under altsaa at aabenbart Hedenskab prøvede paa at tilbagevinde Spiret, 👤Constantins Søn 👤Constantius, som efter sin Broders Død blev Ene-Keiser, var en Arianer, og hans Søstersøn, den kjække og vittige men selvkloge og stolte 👤Julian, fornægtede offenlig Troen, og stræbde at undergrave Kirken. Herren slog ham og hans Anslag vare frugtesløse, men desuagtet forværredes Kirkens Tilstand daglig, med 👤Ambrosius kan man sige at den gamle Kirkes sidste Sule faldt, og forgjæves stræbde 👤Augustinus at oprette den igjen, hans seierrige Kamp paa dens Gruus kunde blot frede om dens Skygge og bevare dens Ihukommelse til bedre Dage.

70I 👤Augustins Tid deeldes Romer-Riget og ved hans Død begyndte alt det Vestliges Opløsning. Delingen var skedt mellem 👤Theodos den Stores Sønner:*395. 👤Honorius og 👤Arkadius. 👤Honors Arvelod var 📌Italien, 📌Gallien, 📌Hispanien, 📌Britannien, 📌Nord-Afrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod, manglede aldeles. Allerede under 👤Honor blev 📌Rom udplyndret af Vestgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det sydvestlige 📌Gallien og 📌Spanien; under hans Systersøn indtoges 📌Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og 📌Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under Blodhunden 👤Attila ødelæggende gjennemfore 📌Italien og 📌Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand,*476. og deres Anfører, 👤Odoacer, opkastede sig til 📌Italiens Konge, medens de tydske Franker gave 📌Gallien ny Herrer og nyt Navn. 👤Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre 👤Theodorik, der fra Norden brød ind med sine Øst-Gother og stiftede et vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige Keiser 👤Justinians Krigshøvding: 👤Narses.*553.

📌Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af 📌Tracien, 📌Grækenland, det vestlige 📌Asien og 📌Ægypten, udvidedes nu ogsaa med 📌Nord-Afrika, hvor den samme 👤Justinians anden tappre Høv71ding: 👤Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte bortkjøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget 📌Konstantinopel. Kort efter 👤Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Deel af 📌Italien, og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed øiensynlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag.

Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra 👤Abraham giennem hans Søn 👤Ismael. I halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: 👤Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn. Vel higede 📌Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede Ørk afskrækkede dem, og 📌Roms Legioner, som vovede sig did, funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i 📌Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Øst-Romere toge store Flokke af dem i Sold; men stor Bedrift ventede man ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog, hvorlænge end Selskabs-Timen forhales, maae den dog engang slaae for 72Stammer der have Aand tilfælles, kan de ikke forenes til et Folk, maae de dog forbindes i en Bande, saasnart de lære at forstaae deres Egennytte, og naar den aandelig førstefødte Stamme lærer at forstaae sin, kan den ikke fattes Midler til i det mindste for en Tid at samle de adspredte Kræfter under sit Formynderskab. Saaledes havde Koreschiterne tillistet sig Herredømmet i 📌Mekka, hvor det ypperste Bedestæd 📌Kaaba-Templet var, men det havde dog ingen ret Art med Overmagten, før der imellem Haschemiterne, Stammens Adel, opstod en af de sjeldne Mænd, der i Følge sine aandelige Vilkaar er, saa at sige, Herre født. Det var Abul Kasem alt for bekjendt under Tilnavnet 👤Muhamed, (den Priselige) eller som vi udtale det: 👤Mahomed. Uden Troe paa noget Aandeligt, som det Legemlige skal være underdanigt, lader sig intet stort og dristigt Værk undfange eller udføre, og uden fælles Troe paa en Guddom kan intet større Selskab bevæges eller udrustes til med Kraft og Opoffrelse at forfølge et fælles Øiemed. Allerkjendeligst gjælder dette om et saa phantastisk Folk som det Arabiske, og at den efterhaanden indsovne Troe maatte vækkes, naar Enigheden skulde opstaa, og kraftig Folkeværk øves, er klart. 👤Mahomed, der følde sig kaldet til at bestride sine Landsmænds Afguderie, men tillige fristet til at forvanske Sandheden og efterstræbe verdslig Magt, søgde at forene begge Dele, og medens han paa den ene Side satte Sandheden om en eneste, al73mægtig usynlig Gud (Allah ͻ: Eloah ) i Spidsen for sin Lærdom forvanskede han den paa den anden Side skammelig ved at forestille Allah som en Afgud, der kunde tjenes ved Menneskens Hænder, hvis Rige skulde udbredes ved Sværd, og som vilde lønne sine Troende (Moslemim som vi udtale Muselmænd) efter Døden med et 📌Paradiis fuldt af Øienslyst, Kiødslyst og et overdaadigt Levnet. Han talde af Verden, og Verden som elsker sit Eget, hørde ham, det blev snart en Troens Artikel i 📌Arabien, at 👤Mahomed var en Prophet, større end 👤Moses og 👤Jesus, at den Allah han forkyndte, var den eneste sande Gud, under hvis Banner Araberne skulde indtage Verden, og at al Dødsfrygt var daarlig, da en uimodstaaelig Skjebne beherskede Livet, og alle Muselmænd ved Døden vandt, i fuldeste Maal, Alt hvad de ønskede og hvad dog kun ufuldstændigt kunde times dem i den nærværende Verden. Vel døde 👤Mahomed førend han kunde strække sit Sværd eller løgnprophetiske Spir ud over 📌Arabiens Grændser, men under hans næste Efterfølgere (Kaliferne) 👤Abubeker og 👤Omar indtoges hele 📌Persien, 📌Syrien og 📌Ægypten, ja allerede i Begyndelsen af det ottende Aarhundrede vaiede 👤Mahomeds Fane langs med 📌Afrikas Nordkyst, paa 📌Middelhavets Øer og selv paa 📌Europas Fastland, hvor de udartede Vestgother maatte overlade Morerne hardtad hele 📌Spanien. Saaledes lod det da til at Christenheden skulde forgaae, thi kraft74løs paa Hæld stod 📌Constantinopel, 📌Italiens longobardiske Trone vaklede, 📌Tydskland og 📌Norden var hedensk endnu, og nordiske Hedninger truede med andengang i 📌Bretland at reise Afgudshuse paa Kirkegruus. Men, Helvedes Porte kan ikke faae Magt med hans Menighed, der har al Magt i Himmelen og paa Jorden, Løgnen maae nedrive sig selv, og saaledes havde de senere Kalifer, Ommijaderne, selv undergravet deres Throne, ved at lade haant om 👤Mahomeds Bud, og hengive sig til Pragt og Overdaad, saaledes bortdampede Muselmænds Kraft daglig, under Nydelsen af den Verden de elskede, og ved 📌Pyrenæerne stod et Redskab færdigt, som skulde tilintetgjøre det Forsøg paa at naae 📌Europas Hedninger, som de med den sidste Levning af deres ulyksalige Begeistring vovede, da de i mylrende Skarer gjæstede 📌Frankernes Land. De bleve aldeles slagne ved 📌Tours af den tappre Franke-Høvding 👤Carl Martel,*732. og det stadfæstede sig i Historien hvad Naturen havde stedse betegnet, at i 📌Spanien taber den arabiske Hvirvelvind (Samum) sin ødelæggende Styrke.

Disse Franker opvoxde nu til det mægtigste Folk i 📌Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den 👤Clodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge 📌Gallien,*486. men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes Hofmestere (majores domi) og een af 75disse: 👤Karl Martels Søn, 👤Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden.*750. 👤Pipins Søn, 👤Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for 📌Ebro, omstyrtede 📌det longobardiske Rige i 📌Italien, undertvang hele 📌Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.*800.

Tydskerne havde hidtil været delte i mange adskillige Stammer, og fra 👤Julius Cæsars Tid overvældede de herskesyge Romere nogle af disse; men de tilbagekjøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde og deelde det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede i Norden op til 📌Dannemarks Grændseskjel, bevarede lige til 👤Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at see det omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei hørde Kirkeklokken forkynde en sandere Frihed og bortskræmme de Spøgelser der paa 📌Bloksbjerg holdt deres natlige Gilde, og omsnoede Folket med Mørkheds Lænker. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gjennem hvilken det skulde indføres hos vore gamle, vildfarende Fædre.

76Det er ikke vigtige Sagn og andre Mindesmærker om 📌Nordens Oldtid vi fattes, men Forstand til at samle og udlægge dem ret. Den nordiske Kraft trænger ei til andet Vidnesbyrd end det uimodsigelige, Cimbrer, Gother og Longobarder har fæstet ved deres Bedrifter, og at der var indvortes Kraft, ei blot udvortes Styrke derom vidner allerede den Forandring i Sæder og Sprog de i 📌Syden bevirkede. Vel have de nye Tydskere villet hente alle de vandrende Folk enten fra deres eget Fædreneland eller 📌Caucasus og 📌Chinas Grændser, men Gothers og Longobarters Historie stadfæster urokkelig hvad deres Historieskrivere: 👤Jornandes og 👤Paulus Diaconus klarlig vidne, at det europæiske 📌Norden var deres nærmeste Hjem, og uagtet Æren her ligesaalidet skal friste til Tvist, som den nogensinde kan retfærdiggjøre den, maae dog 📌Norden for Sandheds Skyld hjemle sig de kraftfulde, uregjerlige og tildeels grusomme Skarer, ved hvilke Livet gjenfødtes i 📌Syden og 📌Vesten, og var Longobarderne Tydskere, da var det Had mellem disse Folkefærd, der i en Rad af Aarhundreder saa klart har aabenbaret sig, vel ligesaa uforklarligt, som det, naar Longobarderne var Jyder, er naturligt. For Resten er vor Kundskab om 📌Nordens Oldtid, som sagt, endnu i sin Barndom, og naaer vel ikke sin Manddom for de siberiske Runer og Billedstave forklares, thi først da synes det mueligt at gjøre i de gamle Sange 77og Sagn en ret og sikker Skilsmisse imellem de Forestillinger og Bedrifter der have deres Hjem i det nordlige 📌Asien, og dem der først have udviklet sig i det tilsvarende 📌Europa. Naar man imidlertid ei vil lade klogere end man er, eller paatage sig at forklare hvad man ikke forstaaer, lader sig allerede mange Mærkværdigheder om de nordiske Folkestammer sætte i Lys ved en grundig og christelig Betragtning af de Sagn Fædrene have efterladt saavel i de Eddiske Sange, som i 👤Saxos ubetalelige og hidtil hardtad ubenyttede Krønike om den hedenske Oldtid.

At de Danske i aandelig Forstand stedse var Hovedfolket, derom vidner Alt, og det er saa vist, som at de alene have bevaret ældgamle historiske Sagn, der fortjene dette Navn, og saa vist, som at de, ligesiden Christendommens Indførelse have været det, thi i Aanderiget kan man aldrig vorde hvad man ikke var, men kun udvikle og forklare hvad man er. Derfor er Dansk selv i islandske Bøger Udtrykket for 📌Nordens Hovedtunge, og en Række af Stolkonger i 📌Leire lige fra 👤Christi Fødsel veed de at opregne, medens de om norske Hændelser før det ottende Aarhundrede kun have nogle faa, forvirrede Sagn, som 👤Snorro end ei fandt det Umagen værd at berøre, men de følgende Sagemagere vel at udsmykke og det attende Aarhundredes nordiske Lærde at ophøie til Troens Artikler, hvoraf 📌Nordens Historie skulde udspringe som 78Dansk af Islandsk, som en Zeus der afsatte Chronos.

Den første Udvandring for hvilken Normænd stode i Spidsen, er som Navnet betegner, den Normanniske, og dette Navn burde man ligesaavel give den, hvorved 📌Færøerne, 📌Island og 📌Grønland bebygdes, som hiin i Sydvest, for hvilken 👤Gange-Rolf var Hovedmand, thi disse Udflugter vare ei blot sammenbragte men kjødelige Sødskende, avlede af det gamle Thursemod, der ei kunde hindre 👤Harald Haarfager fra at undertvinge 📌Norge, men dog ei heller vilde bøie sig under hans Herrespir. De egenlig saakaldte Normanner fandt i 📌Frankrig et Folk der syndes at være opslidt af 👤Carl den Store, og en Herreslægt, der i ham havde udtømt sin Kraft, 👤Carl den Enfoldige maatte indrømme dem det nordvestlige Land som siden er kaldt 📌Normandiet, og 👤Rolf lod sig døbe med samt sin Kæmpeskare.

Imidlertid var der og kommet Daab og Christendom til 📌Norden, men længe varede det før den der blev almindelig, thi Christendommen vilde indtage 📌Danmark med apostoliske Vaaben, og dem forstod Ingen paa de Tider ret at handtere. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare blevne saa indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemde at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige at de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande. En sand Velgjerning mod hele 📌Europa var det 79derfor, at en gudfrygtig Mand, 👤Benedikt fra Nursia,*omt. 450. oprettede et Selskab af Mænd, der aldeles sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa aandeligt og legemligt Arbeide, Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det saa, at Lægfolk, som vilde gjengjelde Munkene deres Forbønner, fristede dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at stifte ny Klostre, igjen for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninger maatte være de rette Munkes kjereste Idræt, og de, hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme Vantro. Italienske Munke var det som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. 📌Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakde Beundring, nemlig 👤Beda, med Tilnavn den Ærværdige,*Døde 735. og ved en anden: 👤Alcuin hvem 👤Karl den Store kaldte over til 📌Frankrig, begyndte de paa Fastlandet indsovne Videnskaber igjen at opvaagne.

80Adskillige engelske Munke omvandrede mellem 📌Tydsklands Hedninger for at kundgjøre Evangelium, og En af dem, 👤Vinfrid eller 👤Bonifacius,*dræbt 755. som fuldendte Syd-Tydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de Tydskes Apostel. En anden Engellænder 👤Vilhad prædikede for Friser og Saxer, og blev efter 📌Saxens Undertvingelse den første Biskop i 📌Bremen. I 📌Bremer-Stiftet bygdes et Kloster, der fik Navn efter det gamle 📌Corbei i 📌Picardiet, hvorfra det og fik sine første Munke, og deriblandt den hellige 👤Ansgar, som med Føie kaldes 📌Nordens Apostel; thi næsten i 40 Aar arbeidede han under megen Trængsel trolig paa de Danskes og de svenske Øst-Gothers Omvendelse, dog havde Erkebiskop 👤Ebbe af Rheims alt forhen bragt det saavidt, at den jydske Kong 👤Harald selv var draget til 📌Ingelheim, og havde ladet sig døbe. Til 📌Norge kom Christendommen langt senere, Kongerne maatte prædike den med Sværdet i Haanden, og Normændene slap ikke Thor, før de i hans Sted kunde sætte 👤Hellig Olav, hvem de i Livet piinde, og efter hans Mord hardtad forgudede som en indfødt Helgen.

Medens Christendom og Hedenskab endnu stredes i 📌Dannemark, vrimlede Havet og 📌Engellands Kyster af danske Vikinger, og man kan sige at 📌Dannemarks Hedenskab paa to Maader fandt sin Grav i 📌Engelland, thi der endte mange tusinde danske Hedninger deres Dage, og da 81Riget tilsidst indtoges, satte engelske Lærere christelig Skik paa det danske Folk. Dertil vare de synderlig bekvemme da de selv vare af olddansk Herkomst; thi fra 📌Dannemark udgik Hovedstammen af de Angel-Saxer som i det femte Aarhundrede indtoge 📌Bretland, omskiftede dets Navn og oprettede 7 Riger som i 👤Carl den Stores Dage til Bestandighed forenedes under 👤Egbert i 📌Vest-Sex. Vi har seet at disse Angel-Saxer udklækkede 📌Tydsklands Apostler, fra dem kom og den første Christendom til 📌Norge med 👤Hakon Adelsteen og 📌Dannemarks Kirke er dem meget Godt skyldig, saa de ere et af Christenhedens mærkeligste Folk, hvilket og stadfæster sig ved Betragtningen af deres indenlands Færd, thi en Lærd som 👤Beda, en Skjald som 👤Cædmon, en Konge som 👤Alfred, og en Literatur som den, hvoraf vi i 👤Bedas Kirkehistorie, i den bibelske Paraphras, i det store Heltedigt om Gothen Bjovulf, og i meget endnu Ubekjendt have Brudstykker, søge vi i hine Aarhundreder forgjæves undtagen paa 📌Anglernes Øe. Imidlertid var det da som stedse med de Øboere, deels at kun enkelte Kjæmpeaander, uden synderlig Indflydelse paa Folket, røbe dets aandelige Dybde, og deels at disse Kjæmpeaander vare for det meeste indtagne af sig selv og Verden. Intet Under da at Folkelivet i det Hele var verdsligt, at Kraften fortæredes i Splid og at de danske Vaaben stedse gjorde mere Fremgang indtil i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede den udue82lige 👤Edelred maatte vige Kongesædet for 📌Dannemarks 👤Svend Tveskjæg, og at selv hans djærve Søn 👤Edmund Jernside maatte dele det med 👤Knud den Store og efterlod Riget værgeløst, da han omkom ved Forræderie af sine egne Tjenere.

Stort bedre gik det ei 📌Tydskland, skjøndt det paa en Maade var forbundet under eet Hoved og værgede sig mandelig baade mod Normanner og Ungarer. Disse Ungarer vare et asiatisk Folk som indtog 📌Pannonien, og var enstund 📌Tydskland til stort Besvær ved deres hyppige, flygtige Røvertog, men dette Uvæsen styredes da efter Karolingernes Afgang den saxiske 👤Hertug Henrik, med Tilnavn 👤Fuglefænger,*918. blev 📌Tydsklands Konge; thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: 👤Otto den Store; Ungarerne erkjendte Tydskernes Overlegenhed og Christendommens Sandhed. Efterat have saaledes faaet Roe mod Østen, søgte 👤Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod 📌Norden, hvor de danske Hedninge idelig foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. 📌Italien havde siden 👤Carl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var deelt i hardtad utallige Smaastykker, 83hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og befeidede hinanden indbyrdes. — Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge- og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet Dronning var det, som kaldte 👤Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand 📌Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser.*962. Man kunde vente, at 📌Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det modsatte indtraf; thi 📌Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod 👤Otto, og hans Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i 📌Italien. Da det saxiske Huus var uddød, søgte vel 👤Henrik den Tredie af det frankiske igjen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn 👤Henrik den Fjerde efter en urolig Regjering afsattes, og Fyrstemagten steeg høiere end nogensinde før.

I det christne 📌Europas andet Hovedrige: 📌Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne; men saavel disse som hine havde ei stort mere end Konge84navnet, da landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd; som langt fra at adlyde Kongen, befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den christne Menigheds Tilstand.

Sværmene fra 📌Norden havde gienfødt den legemlige Styrke; men den indgroede Attraae efter Uafhængighed, som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd, der kun eiede en Borg; Plovjernet gjordes til Sværd, Kjøbmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og Retten sad i Spydstagen. Vel bekjendte alle disse Folkefærd sig til Christendommen; men deres christne Troe bestod for det meste kun deri, at de lode gjelde for Sandhed hvad man fortalte dem om Guds Søns Besøg paa Jorderige, om 👤Jesu Mirakler, Lidelse og Himmelfart, ligesom de lode den Eventyrs Mangfoldighed gjælde som man fortalte dem om andre Helgene og Martyrer; med hans og 👤Marias og alle Helgenes, med Præsters og Munkes Forbønner trøstede de sig, og levede som uden Gud i Verden. End laae de opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekjendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om 👤Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; 85men disse vare selv vankundige og desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet Vildheden og indaandet Kjerlighed, meget mere selv deeltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder uden Skye tilkjøbte sig deres fordelagtige Embeder af Konger og Fyrster. Det er ikke let at sige, hvorledes der skulde kunne raades Bod paa denne Elendighed, men det kan vi forstaae at naar en enkelt Mand kunde faae den Myndighed, at Høie og Lave maatte adlyde hans Bud, og naar han vilde bruge denne Myndighed som en retsindig 👤Christi Tjener, da vare Folkene hjulpne, naar de vilde lade sig hjelpe, og at dette var Middelet som maatte bruges efter Tidernes Leilighed, efter Folkenes aandelige Dorskhed, og legemlige Ubændighed, det lærer og viser Historien. At nu en saadan Øvrighed kunde opkomme, og hvis den vilde, handle i Christendommens Aand og bestyre Folkenes Opdragelse, det var der sørget for i det Land, hvor Latinen end var saa godt som Modersmaal, hvor der vare de fleste Levninger af Fortidens Kundskaber og den bedste Leilighed til baade at indhente det Forsømte og at gaae videre, i 📌Italien, der laae 📌Grækenland saa nær, og stod endnu i 86det 11te Aarhundrede i Forbindelse med det græske Rige ved dettes Eiendomme i 📌Nedre-Italien. De romerske Biskopper havde fra Arilds Tid havt stor Anseelse i den christne Menighed, baade fordi man gjennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, saa og især fordi de agtedes for Eftermænd af Apostelen 👤Peder, hvem 👤Jesus selv havde kaldt den Klippe hvorpaa han vilde bygge sin Kirke. Fra 📌Rom udgik de Munke som omvendte 📌England, engelske Munke førte Christendommen til 📌Tydskland og tydske til 📌Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af 📌Roms Bispedomme, og de Biskopper som der indsattes, vare at ansee, som den romerske Stols Fuldmægtige. 👤Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde 📌Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i 👤Christi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række af lastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja 👤Otto og hans Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsalderen og saa sammengroet med Troen paa 👤Christus, at en Mand med den samme urokkelige Troe, med Mod og Kraft maatte kunne gjøre sin Ret 87gjældende som 👤Peders Eftermand og 👤Christi Statholder.


Fjerde Tidsrum.

Fra 👤Gregor den Syvende til 👤Luther.

1073-1517.

👤Hildebrand, en Italiener, var den Mand Forsynet havde udkaaret til, saavidt det da var gjørligt, at gjenføde Christendommen, derved lægge Tømme paa Næverettens uvane Dyr og forberede lysere Tider. Som Munk og Prior i det berømte franske Kloster 📌Klugni, havde han ved Gudsfrygt og strængt Levnet erhvervet sig Helligheds Rye, og da han i Aarhundredets Midte, som Erkedegn i 📌Rom fik stor Indflydelse, gik hans Stræben ud paa at besætte Pavestolen med Mænd, der tænkte som han, og gjøre dem uafhængige af 📌Tydsklands Keisere. Dertil betjende han sig af de Normanner, som fra 📌Frankerig vare gangne til 📌Neapel, havde der først hjulpet til at fortrænge Araberne, som fra 📌Sicilien gjorde et nyt Forsøg paa 📌Europas Fastland, og tiltoge sig siden Herredømmet; men dog grundfæstedes Pavestolens Myndighed først, da 88👤Hildebrand, under Navn af 👤Gregor den Syvende, kom til at beklæde den. Det er ikke let at fælde en sikker Dom over denne overordentlige Mands Adfærd, og i al Fald maae baade hans og Tidsalderens Historie behandles grundigere end hidindtil, før den kan bevises, men saameget er vist, at Tiden trængde til en Mand som han, og bukkede han stundum under for de mange Fristelser, hvoraf han var omringet, synes dog saavel hans Handlemaade i det Hele som hans mærkelige Breve, at røbe ærlig Sorg over Tidens Fordærvelse, og Redebonhed til at opofre alt Timeligt for Guds Rige. At han troede sig kaldet til Reformator var ingen Brøde, thi det var han, men troede han sig ufeilbar uden forsaavidt han lod Guds Ord raade for sin Tunge, da var han høilig at laste og ingenlunde uskyldig i de følgende Pavers antichristelige Færd, skjøndt han selv vogtede sig for en saadan. Længe havde man følt hvor høistnødvendig en Gjenfødelse af Kirkens Myndighed og da tillige en Reformation af Geistlighedens Sæder var, men da 👤Gregor blev Pave, var ogsaa denne Følelse næsten forsvundet og intet vissere Kjendetegn paa Tidens store Nød og Fordærvelse kan man forlange. Trende Fyrster regjerede paa den Tid i Christenhedens Hovedriger som trodsede baade guddommelige og menneskelige Love, og med to af disse som drev aabenbar Handel med geistlige Embeder og førde et forargeligt Levnet; 👤Philip den Første 89i 📌Frankerig og 👤Henrik den Fjerde i 📌Tydskland maatte 👤Gregor prøve Styrke om noget skulde udrettes. Hans faderlige Formaninger vare frugtesløse; men da han vovede det store Skridt, hvortil han var berettiget, at sætte dem i Band, eller erklære dem for udelukte af den christne Menighed, maatte de give efter især fordi deres dels fornærmede deels herskesyge Lehnsmænd deri fandt et velkomment Paaskud til at byde dem Spidsen. Dog, 👤Henrichs Ydmygelse var Skrømteviis, saasnart han var løst af Band, greb han til Vaaben, og Paven kom i Livsfare, uden derfor at vige et Haarsbred fra hvad han ansaae for Sandhed og Ret. Efter 12 Aars Strid og Møie døde 👤Gregor Landflygtig i 📌Salerne, og har hidindtil havt det Vandheld, at først en Række af Paver kjødelig benyttede den aandelige Seier han vandt, og at siden alle Pavedømmets Modstandere skildrede ham som en Djævel, hvis Hjertens Begjæring det var at blive Ophavsmand til alle de følgende Ulykker. Alle hans Skridt ere blevne mistydede og man har indbildt sig at hele hans Strid mod Embedssalg og Præste-Giftermaal hvorved han dog slet Ingen smigrede men væbnede baade Geistlige og Verdslige imod sig, var ene beregnet paa at skaffe sig et timeligt og kjødeligt Herredømme, som han dog aabenbar var for klog til at mene kunde paa slig Maade erhverves, og som han ei gav mindste Aarsag til at troe var hans Attraae. Loven om 90Geistlighedens Cælibat var ikke blot ældre end han, men ansaaes og af alle 📌Sydens gudfrygtige Mænd for nødvendig til at sætte Skranke for Geistlighedens Vellyst og Rovgjerrighed, og 👤Gregors Ønske at skaffe en geistlig Forsamling Myndighed til at paadømme christne Fyrsters Tvistigheder var aabenbar et pium desiderium. At hans Bestræbelser for en stor Deel forfeilede deres Øiemeed havde sin Grund i Tidens Vanart, men at han ikke holdt sig nøie til Skriften, meende at Kirken skedte en Tjeneste ved Menneskebud og glemde at 👤Christi Rige ingenlunde er af denne Verden, det er en Brøde han deelde med sin Tid. Imidlertid virkede den pavelige Myndighed i den lovløse Jernalder saare meget Godt, thi Krumstaven forhindrede dog at al Magt ei kom til at sidde i Spydstagen, de Halstarrige og Ubændige havde dog noget at frygte og de Undertrykte en Tilflugt, Pavemagten var dog aandelig, og maatte befordre den aandelige Udvikling, og ved Misbrug maatte den falde af sig selv. Lægger man fremdeles Mærke til hvorledes Hedenskab paa denne Tid tog Overhaand hos de Boglærde, og hvor høit man i alle Maader trængde til et fast almeengyldigt Lære-System, nu da Systemernes Tid i Vesten begyndte med 👤Anselm af Canterbury, da maae man vel sande at Pavemagten var, efter Omstændighederne, nødvendig til Kirkens Redning, skjøndt det vist nok havde været langt bedre hvis den ei havde gjordes 91behov. Troer man iøvrigt at de eventyrlige Korstog, som nu toge deres Begyndelse, vare uundværlige for at den følgende Tids Opvækkelse kunde skee, da glemme man ikke, at disse Tog havde uden Pavemagt i alle Henseender været umuelige.

Med disse navnkundige Tog var Sammenhængen denne: Ærbødigheden for de hellige Steder, hvor Gud havde vandret legemlig, og hvorfra det glade Budskab om Jordens Forsoning med Himlen udgik, var, som den maatte, gaaet i Arv hos de Christne, og stedse fandtes der Mange, som higede efter at besøge det Land, der i sin hele Udstrækning var at agte som et Gudstempel. Da 📌Palæstina kom i Arabernes Vold, bleve Besøgene vel en Tidlang sjeldnere; men da Kalifen 👤Al Raschid sendte 👤Karl den Store 📌den hellige Gravs Nøgler, var Døren igjen opladt og Trangen til at gange derind voxte, alt som Tiderne leed. I det tiende og den største Deel af det ellevte Aarhundrede var det, som om 👤Christus havde forladt sin Menighed; thi hans Ords Røst overdøvedes af det vilde Vaabengny og hans fleste Tjenere vare blevne stumme Hunde, der selv sønderreve Hjorden, istedenfor at vogte den. Medens Mængden af de saakaldte Geistlige sølede sig i Uteerlighed, henfaldt de vaagnere Sjæle til spidsfindig Grublen, og de fromme Følelser vare saa huusvilde i Tiden, at de vel hos en Slægt med saamegen legemlig Styrke 92maatte yttre sig paa eventyrlige Maader. Man kan og sige at Hjertet der forbausedes over sin Kulde stundede mod 📌Østen for at opvarmes ved Nærværelsen af de hellige Minder om Frelserens Levnet paa Jorden og den gamle Kirkes blussende Andagt, men dog fattes der end meget i at vi klart kan fremstille, hvi Pillegrimenes Tal just i det ellevte Aarhundrede voxde saa saare, og udvikle Korstogene af Slægtens aandelige Vilkaar. Saameget kan vi imidlertid forstaae, at naar Folkene begyndte at betragte 👤Christi Kirke som et jordisk Rige og sig som hinandens Medborgere deri, da maatte de føle Drift til at bekjæmpe de Vantro der nedtraadte Rigets Hovedstad og 📌Kongens Grav, og ligesom det var hiin Beskuelse der gav Paven sin Myndighed, saaledes gjorde igjen denne først Korstogene muelige, i det Kirkens synlige Overhoved, som 👤Christi Statholder, kunde række Kjæmperne det fælleds Banner og fredlyse deres Odel. Saare meget forenede sig og nu i den udvortes Verden for at befordre det store Foretagende. Araberne der i de sidstforløbne Aarhundreder vare blevne temmelig ligegyldige for Troe og Tænkemaade, havde mistet 📌Palæstina, og Landets nye Herrer, de muhamedanske Tyrker, undertrykkede haardelig de Christne og gjorde det næsten umueligt for Pilegrimene at tilbede paa de hellige Steder. De truede 📌Constantinopel og vel maatte man frygte for at de vilde følge Arabernes Fodspor, hvis 93Herredømme paa 📌Sicilien først nu tilintetgjordes ved normannisk Tapperhed, og Normannernes Seier maatte oplive Haabet om Held mod de Vantroe. Allerede 👤Gregor, Ridderaandens Kjæmpehoved udskrev et Korstog, hvis Høvding han selv vilde været, men om end Striden med 👤Henrich ei havde givet ham Andet at gjøre, var det dog neppe kommet i Stand, thi Saadant pleier kun at udføres ved en Slægt, der fra Barnsbeen er blevet fortroelig med Tanken. Da derimod en saadan Slægt var opvoxet, skedte det at Franskmanden 👤Peter Eremit, blev i 📌Palæstina indtaget af den Forestilling at han var beskikket til en Korstogs Prædikant, og paa en eventyrlig Vandring gjennem 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland kaldte han med høi Røst Folkene til Vaaben og til Kamp for de hellige Steder. Hvad hans begeistrede Tale havde virket, lod sig tilsyne paa Mødet i 📌Klermont, hvor Folkene sankedes i hundredetusindetal, og lode Skulderen smykke med Korsets Mærke til et Tegn, at det var for den Korsfæstedes Ære og Rige de vilde vove Liv og Blod. Toget begyndtes af 👤Peter Eremit, men den talrige Skare, som fulgte ham hørte meest til Folkenes Udskud: den foer frem, selv i christne Lande, med Rov, Mord og Brand; men fandt og, som rimeligt var, sin Undergang langt fra de hellige Steder. Anderledes baade rustet og sindet, dog ingenlunde fri for verdslige Attraaer, uddrog en ordenlig Hær, ført og fulgt 94af 📌Frankrigs og 📌Italiens velbyrdigste Mænd. Fremmerst gik 👤Gotfred, 📌Lothringens Hertug, som med Kæmpestørke og Kæmpemod forenede Gudsfrygt og Ydmyghed; næst ham ginge hans Broder 👤Balduin og den franske Prinds 👤Hugo, den djærve 👤Tankred og den snilde 👤Boemund: normanniske Prindser fra 📌Italien, 📌Normandiets Hertug, den engelske Kongesøn 👤Robert og endelig den gamle, krigserfarne 👤Raimund af 📌Toulouse. Mange vare de Hindringer, som mødte den korsede Skare: Hunger og Sygdom, Grækernes Troløshed og List, Tyrkernes Mængde og Anførernes Tvedragt; paa Dynger af Liig maatte 📌Nicæas Mure bestiges, og det ved List vundne 📌Antiochia forvandlede sig flux til et Fængsel, der syndes at skulle vorde Korshærens Grav; men Alt tjente kun til at straffe det kjødelige Sind der vilde skiule sig med Troens Farve, og til at aabenbare for de Vantro den Korsfæstedes Magt og Herlighed. 📌Jerusalem indtoges, vel ei af de talrige Skarer, som stævnede over Havet, men dog af den liden Flok hvortil de vare hensmeltede, og seierrigt vaiede Korsets Banner over 📌den hellige Grav, thi for ydmyg var 👤Gotfred til at bære Kronen af Guld hvor Frelseren bar den af Torne, og Gravens Vogter var det Hædersnavn han kaarede. Dog, snart udrandt baade hans, og de renere Følelsers Timeglas. Kun eet Aar overlevede 👤Gotfred sit glade Indtog, hans Broder 👤Balduin, som strax antog Konge95navn, var alt mere verdslig sindet, dog udrettedes endnu under ham store Bedrifter, men hans Søn blev de Vantroes Fange, og man kan sige at hardtad den hele Slægt som opvoxde i 📌Palæstina blev det, thi den nedsank i Blødhed og Vellyst. Kun lidet hjalp det at Keisere og Konger gjæstede 📌Asien med talrige Hære for at understøtte den ravende Throne, thi det var ei for Guds Skyld de kom: Nogle lode sig drive af Attraa efter Helteros og Bytte, Andre af herskesyge Paver, og deres Hære hensmeltede som Dug for Sol. Langt mere end disse Hundredetusinder udrettede nogle 100 Ædlinge, som under Navn af Tempelherrer og Johannsriddere sammensvore sig til 📌det hellige Lands Forsvar; thi vidunderlige ere deres priselige Idrætter og dem var det især, som forsinkede Rigets Undergang. Dog, det gik med disse Riddere, som med alle Middelalderens gudelige Samfund: ved det overspændte Afkald paa al jordisk Nydelse kundgjorte de noksom, hvor overlegne dens Tillokkelser tyktes dem, og de reiste Eden, som et helligt Skillerum mellem sig og Verden, men den glødende Iver udsluktes hardtad med Stifternes Liv; en uforstandig Fromhed lønnede dem netop med det jordiske Liggendefæ, som de vilde forsage; Fristelsen blev for stærk, og saasnart 📌Edens Dæmning gav efter, oversvømmedes disse Ordener desto hastigere af Fordærvelsens tilvoxne Strøm. Rigets Landemærker bleve hvert Aar 96snævrere, og omsider indtog 📌Ægyptens tappre og høimodige Sultan, 👤Saladin, 📌Jerusalem selv.* 1187. Nogle faa Stæder vare end i de Christnes Vold, og efter lang Tids Forløb uddrog atter fra*1248. 📌Frankrig en Helt som ene dreves af Nidkjærhed for Korsets og det christne Navns Ære. Denne Hædersmand var Landets Konge selv, 👤Ludvig den niende; men ei var hans Hær besiælet som han, i 📌Ægypten blev han de Vantroes Fange og udrettede Intet. Endnu engang i sin høie Alderdom bar han Korsets Banner til 📌Afrika,*1270 men faldt tilligemed det i Beleiringen for 📌Tunis, og tyve Aar efter mistede de Christne 📌Ptolomais eller 📌Akre, den sidste sørgelige Levning af 📌Jerusalems Rige. Meget er talt og tvistet om Korstogenes Følger, ligesom om deres Aarsag, men, selv 👤Heerens vigtige Afhandling giver kun et fattigt og utydeligt Begreb derom. Egenlig skulde man aldrig spørge om en enkelt Begivenheds Følger i Historien, deels fordi den selv kun er en Følge af noget Aandeligt, og deels fordi den aldrig virker enkelt, men klart er det at Korstogene vare den store Begivenhed, hvorved 📌Vesten kundgjorde sin vaagnede Attraae efter 📌Østens Herlighed, og et af de store Midler hvorved Videnskabernes nødvendige Gjenfødelse blev forberedet, og 📌Constantinopels Fald forsinket saalænge til de tydske Høiskoler og Bogtrykker-Kunsten stode færdige til at modtage de gamle Skrifter og udklække Reformationen. Uden der97for at nægte Korstogenes mangfoldige Medvirkning til de Forandringer som skedte i 📌Europas borgerlige Forhold, synes det klogest at holde sig til det Visse og Klare og oppebie Dagen, der skal forklare den dunkle Middel-Alder, thi som en Dunkelhed der indhyller uberegnelige Skatte under en Drages Vinger, hverken som et tomt Mørke eller som et mystisk Lyshav maae den betragtes, naar den Dag skal komme, da vi, uden at nedsynke i dens Uteerlighed, Mørke og Ildsvælg, skal kunne tilegne os dens Ædelstene, og see Tiden forklaret i deres Speil ved Ordets Lys. End er det vel og for tidlig at spørge, hvi det egenlig kun var Franker og Italiener og siden Tydskere som med Iver og langvarig Anstrængelse drev det store Foretagende, thi ved at nævne Vestgothernes Kamp med Morerne, de engelske Kongers Politik og 📌Nordens forvirrede Tilstand, har man sagt meget mindre end de mene, der kalde sig practiske Historieskrivere og tage som Børn, til Takke med en Skingrund, den første, den bedste. Naar vi imidlertid see den danske Prinds 👤Svend falde som en Martyrhelt, den engelske 👤Richard Løvehjerte kjæmpe som en Løve-Ridder, og den Norske Kong 👤Sigurd Jorsalafar efter 📌Sidons Erobring holde sin Triumph i 📌Myklegaard, da mindes vi i det mindste om hvem der ikke attraaede Guld og grønne Skove i 📌Palæstina og ledes udentvivl til et Stade, hvorfra vi baade 98klarere see Kampen og skue dybere ind i Folkenes Vilkaar.

Mellem de udvortes og nærmeste Følger af Korstogene er Søhandelen den Øinsynligste, og i det Hele befordredes upaatvivlelig ved dem Borgerstandens Opkomst, kun maae man vel vogte sig for at tilskrive dem dens Oprindelse, thi at der netop end var i endeel Lande en Samling af Slægter, der havde naaet den Grad af Udvikling, at Hytten og den daglige Haandtering blev dem for snever, og at de kunde opvoxe til de gamle Adels-Slægters Arvinger, der deels uddøde i 📌Palæstina, deels hendøde paa deres udflyttede Borge, det ligger dybere end i nogen udvortes Begivenhed, der vel kunde udvide deres Synskreds og give dem Rum til Rørelse og Midler i Hænde, men hverken give dem Øie eller Haand. 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland, der i alle Henseender vare i de Dage Verdens store Skueplads, frembyde os ogsaa Synet af opblomstrende Stæder, og et i Historien aldeles nyt Borgerliv. 📌Venedig, 📌Genua og 📌Pisa erhvervede sig store Rigdomme ei blot ved at udleie deres Skibe til Korsfarerne, men især ved den Handel paa 📌Østerleden, som nu kom i Stand og udstrakde sine Virkninger lige til det høie 📌Norden. Overalt opblomstrede 📌Italiens og 📌Frankrigs ødelagde Stæder, lignende opstode i 📌Tydskland og efterhaanden afsondrede sig fra Almuen en heel Middelstand, hvis Lemmer hverken 99vare Herrer eller Trælle, men bleve alt efter Folkenes særegne Vilkaar og Landenes Leilighed, Kjøbmænd og Haandværkere, Kunstnere og Lærde. I 📌Frankrig bleve Stæderne Kongerne saare kjere og nyttige, baade som Indtægtskilder og som Forbundne mod de mægtige Lehnsmænd, hvis Tal og Rigdom desuden ved Korstogene meget aftoge. I 📌Tydskland dannede sig en mærkelig Rad af Stæder langs 📌Rhinen og i 📌Nederland; men fuldelig saa berømte ere dog de egenlig nordtydske Stæder blevne, som, med 📌Hamborg og 📌Lybek i Spidsen udgjorde det navnkundige 📌Hanseforbund, der i 3 Aarhundreder*Fra 1242. beherskede baade 📌Østersøen og 📌Nordsøen, bøiede mangen Greve og Herremand, og befordrede borgerlig Frihed; men have ei før Reformationen nogen synderlig Fortjeneste af den menneskelige Aands Udvikling og Forædling. Langt anderledes forholder det sig med de italienske Stæder, som blev al nyere Aandsudviklings Vugge, og længe dens Hjem. Da Gother og Longobarder udvandrede for at skaffe Landet en haardfør, tarvelig og kraftig Slægt isteden for de feige yppige og blødagtige Slaver, som omslæbte sig der, vedbleve dog Stæderne. Vel forsvandt deres Glands; men netop her opvokste en Slægt, som forenede 📌Nordens Herresind med 📌Sydens Munterhed. Stædernes Biskopper bleve deres Herrer og derved frelstes Indbyggerne fra at vorde Herremænds Vornede. I Forvirringen efter 👤Karl den Stores 100Tid havde Borgerne befæstet deres Byer og øvet sig i Vaaben, da Landet var saagodt som høvdingløst, og de selv maatte forsvare sig mod Herremænds Vold, og de indstreifende Ungarers Overrumpling. De underkastede sig vel 👤Otto den Store og hans Ætmænd, men have dog deres egne Øvrighedsmænd (Podestaer) og da de frankiske Keisere vilde agte dem som et Arvegods, der fulgte med 📌Tydsklands og den keiserlige Krone, viste de sig ei sjelden meget utilfredse derover. Nu begyndte Striden mellem Keisere og Paver, hine fik andet at gjøre end at bekymre sig om de lombardiske Stæder, og disse bleve vældige Støtter, hvortil Stæderne kunde hælde sig, hvis nogen Keiser igjen skulde komme dem ihu. Den Tid kom, da 👤Frederik Rødskæg, af det hohenstaufiske (schwabiske) Huus, besteg 📌Tydsklands Trone.*1152. Han forlangte ei allene Overherredømme, men despotisk Magt, og da stor Ueenighed dengang herskede mellem de ypperste Stæder 📌Pavia og 📌Mailand, naaede han for et Øieblik sit Maal; men snart knurrede Mailænderne paa ny, og da han for tilgavns at tugte dem, adsplittede dem og udjævnede deres By, vaktes saadan Had og Frygt, at et stort Forbund opstod, som i Samfund med Paven ei allene opbygte 📌Mailand igjen, men afnødte endog 👤Frederik Erkjendelsen af dets Frihed. Paa en Omvei haabede 👤Frederik at naae, eller dog forberede sin Æt, 📌Lombardiets Eie, i det han giftede sin Søn 👤Henrik med en 101normannisk Prindsesse, der var Arving til 📌Neapel og 📌Sicilien; men derved forfeilede han ei allene sin Hensigt, men forberedede ogsaa sin Slægts Undergang. En stor Deel af det nordlige 📌Italien samt hele 📌Toskana stod under 📌Tydsklands Konge som Keiser, og naar 📌Nedreitalien hermed forenedes, var Pave og Fristæder ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt at Paverne, hvis Lehnshøihed over 📌Sicilierne de normanniske Fyrster havde erkjendt, og som tillige raadede for Keiserværdigheden, af al Magt stræbte at adskille Kronerne. 👤Frederik Rødskægs Søn 👤Henrik den siette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde ham forhadt i hele 📌Italien, men desto frygteligere blev dennes Søn 👤Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens Død,*1197. blev forbigaaet ved Keiservalget, og maatte tildeels takke den kloge og myndige Pave 👤Innocents den tredie, der var hans Formynder, for 📌Neapels Trone; men da den samme Pave siden hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte 📌Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver, men forenede med den fædrene Herskesyge sit italienske Mødrenefolks urene list; Religionen var ham ligegyldig, og han boede helst i 📌Nocera mellem Muhamedanerne, som ei gjorde sig Samvittighed over at stride mod Kirken. 📌Lombardiet lod han hærge af sin Statholder, den blodgjerrige 👤Ezzelin og lang Strid førte han med Paverne 👤Gregor den 9de 102og 👤Innocents den fierde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa megen Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige:*døde 1251. Gud vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var forgjeves. Kort efter hans Død udgik hans mandlige Stamme med Sønnesønnen den høimodige men uheldige Ungersvend: 👤Conradin, der ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter Pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk Prinds af Huset Anjou blev 📌Neapels Konge, og fra den Time var Keisermagten i 📌Italien ikkun en Skygge.

Glimrende var i mange Maader de sidst forløbne 50 Aar; store Heltegjerninger vare bedrevne baade hjemme og i 📌Palæstina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridderaand, som baade havde avlet dem og igjen af dem var næret; flokkevis drog Man til 📌Spanien at kæmpe med Maurerne, og mangen Ungersvend af ædel Byrd, stræbte at erhverve sig ærligt Riddernavn, og en faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre trindt i Landene, og villig bryde Landse for den svage, anfægtede Uskyld. Et saa digterisk Gemyt som slig Bedrift udtrykde maatte nødvendig og stræbe at udtale sig og Prøver derpaa ere saavel Provencalernes Kvad som 📌Tydsklands Minne-Sange, der forlystede Ridder og Mø under Høieloft, og opkom mangengang i Keiseres, Kongers og andre Høvdingers Hierte. De Provencalske Digte ere endnu for lidet be103kjendte til at en sikker Dom kan fældes over dem, men dog feiler man neppe ved at angive kjødelig Lystighed for Sjælen i de fleste, ligesom den aabenbar er Aanden i en stor Deel af Minne-Sangene, blandt hvilke dog ogsaa findes mangt et Spor af dybe og renere Følelser, og enkelte livfulde allegoriske Læredigte; Mærkværdige ere især Niflunge Visen, (Lied der Niebelungen) og Heltebogen, blandt hvilke især den første er i de sidste Dage kommet til saa stor Ære og Værdighed, at det er mere end Spøg, naar man kalder den Tydskernes Bibel. Det er i Øvrigt en temmelig langtrukken og tungfærdig Beskrivelse paa Riim af de i Oldtiden saa navnkundige Hændelser med Sigurd Fofnes Bane, (Sigfrid) Brynhild, Gudrun (Chrimhild) og hendes Brødre, der udgjøre et stort nordisk Sørgespil. Heltebogen bestaaer af adskillige, usammenhængende, rimede Eventyr, der hverken slutte sig til nogen historisk Tid eller Bedrift, men spille hvad man kalder mellem elleve og fem med Riddere og Dværge, med Fru Venus, 👤Mahom og Apol. Det meest tiltrækkende ved disse Digte er en vis trohjertig Pudseerlighed, som dog ingenlunde erstatter Mangelen af dybe Hjerte-Toner, og historisk Betydning, og endnu mindre retfærdiggjør den Løsagtighed der saa ofte indtager Kjærlighedens Plads. Uden nu at opholde os ved de urimelige Eventyr om Kong Artus ved det runde Bord og andre slige, der havde 104deres Oprindelse fra 📌Normandiet, ville vi kaste et Blik paa Normannernes Fædreneland, og see med Forundring, at Aanden ingensteds var saa kraftelig virksom som hos de Folk der hardtad ingen Deel toge i Korstogene, og agtedes for Barbarer i den store Verden.

I 📌Danmark uddøde vel den gamle Kongeslægts mandlige Stamme med 👤Rige Knuds Søn, og det lod som om Riget skulde med det Samme nedsynke i Ubetydelighed, thi 📌Engelland fik sin egen Konge og 📌Danmark hyldede 📌Norges, men dog vandt 👤Svend Estridsen, efter mange Vandheld, 👤Knuds sin Morbroders Krone, og blev Stamfader til en Kongeslægt, der ingenlunde er blottet for udmærkede Mænd. Selv var 👤Svend saa lærd en Herre, at 👤Gregor den Syvende med Rette udmærkede ham blandt alle Vestens Fyrster, og 👤Adam af Bremen gjæstede ham for at høre hans Viisdom, og i dobbelt Forstand skylde vi da ham de to vigtige Bøger om 📌Dannemarks Kirke-Sager og 📌Nordens Leilighed som 👤Adam skrev, tildeels, som han selv siger, efter Kongens Mund. Helgen var 👤Svend ingenlunde, men ærlig og kraftig var Troen dog i hans Hjerte; medens 📌Tydsklands 👤Henrik drog Sværdet mod den Biskop der ydmygede ham, elskede 👤Svend som sin Hjertensven sin Skriftefader, den engelske 👤Vilhelm, der nødte ham til Bod, derfor gjemmer Kirken, som 👤Vilhelm grundede, med 👤Haralds og 👤Svends mange christne 105Danne-Kongers Støv til en ærefuld Opstandelse. Saare ulige i Sind og Idræt vare 👤Svends Ætmænd, men dog fandtes alt blandt hans Sønner, hvad der sjelden findes i eet Børnekuld: tre fromme mandhaftige Fyrster; 👤Hellig-Knud som forsødede med Psalmesang Dødens Bitterhed, da Vendelboer myrdede ham i Kirkekor; 👤Benedict som faldt med Sværd i Haand ved Broderens Side, og 👤Erik Eiegod, som døde, ei paa et verdslig Tog men paa en Pillegrimsfærd til 📌det hellige Land, og begroves paa 📌Cypern, som for i sin Grav at annamme 📌Jerusalems Krone, der her legemlig affaldt, og aandelig tilhører 👤Eriks ægte Afkom, fromme, kjække Danne-Konger. 👤Knud Lavard, 👤Eriks Søn, besveges for sin Faders Krone, men kjøbde den dog til sin Afkom med sit Blod, som han ved 📌Haraldstæd udgjød uskyldig for sin lumske Frændes Haand, og 👤Valdemar Knudsen blev en vældig Konge, som atter forenede det en liden Stund sønderlemmede Rige, tugtede Venderne, og dæmpede deres vilde Vikingsfærd, ved at indtage det hedenske 📌Rygen. 👤Absalon Hvide fra 📌Fennislev, Biskop i 📌Roeskild og siden forflyttet til den Erkestoel i 📌Lund som blev til 📌Nordens Kirkehævd oprettet i Kong 👤Eriks Dage, ham var det som med Raad og Daad saa mesterligen stod 👤Valdemar og 👤Knud hans Søn, ja 📌Danmark bi, at man kun maatte ønske, at han kunde været deelt i tvende broderlige Skikkelser, som Biskop og 106Krigsmand; men saaledes samle sig gjerne de menneskelige Kræfter tilsidst for at stride mod den truende Død og synke samlede i Graven. Der sank nu ogsaa 📌Danmarks favre Skikkelse forladt af Aanden, som dog efterlod paa Marken i sin sidste Villie et sødt og livligt Minde, der gjemde Haabet om Gjenfødelse. Det er den skrevne Lov og Krønike, der vel med Rette kaldes Aandens sidste Villie og Eftermæle, Lovene skreves paa dansk i 👤Valdemars og hans Sønners Dage, beklage det veemodelig at de gjøres behov fordi Menneskenes Børn vil ikke nøies med hvad Gud beskjærer og gjøre Ret og Skjel af Sandheds Kjerlighed, de gjøre vitterlig at Gud og Sandhed var ingensteds saa dybt indpræntede som i det christne Danne-Hjerte, og at vor Moders Maal er hendes eget gamle Hjertesprog.

Krøniken som 👤Saxo skrev efter 👤Absalons Tilskyndelse sexhundrede Aar forleden fremstiller i et Speil det danske Hjertes underfulde, vilde tit, men altid dybe, ømme Rørelser med Vexelen af Kraft og Svaghed, Vælde og Vanheld der ingensteds i 📌Europa saa øiensynlig har beroet paa Hjertets Slag i Tro og Vantroe, som i 📌Dannemark. Paa Latin er den Krønike skrevet, fordi Danne-Hjertet i Beskedenhed ei turde troe sit Tungemaal bekvemt til store Ting, men ligesom vi derved fik et Vidnesbyrd om dansk Flid og Lærdom der i hine Dage forgjæves søger sin Mage, saa mærkes og snart at Røsten er 👤Jacobs, 107skjøndt Hænderne ere 👤Esaus, thi ægte dansk er 👤Saxos Øie og dansk hans Tunge selv i det fremmede Maal. Vist lader det sig ikke gjøre at ordne efter Aarstal 📌Danmarks Kjæmpeviser, men vist er det, at mange af dem er i Grunden og i Skikkelsen om ikke just i Klædebonnet ældre og mange samtidige med Valdemarerne, thi deres Mærke er dem ei i Klæder skaaret men i Kjødet baaret.

📌Norge, som i det niende Aarhundrede sammensveisedes med 👤Haarfagers Forhammer, søndersledes igjen af sin urolige Aand i hans Æt og 📌Hlade-Jarlerne. Forgjæves prøvede den kjække, fromme 👤Hakon Adelsteen at lokke Fjeldet til at bøie sig under 👤Christi milde Aag, det maatte blødes først i flere Strømme Blod, bugnede dog kun for 👤Olav Trygvesons den christne Kjæmpehaand, og skilte sig kun ad for 👤Hellig-Olav, som for at drikke hans Blod og oplade ham en Klippegrav. Først da hans Halvbroder med det hele Steenhjerte, 👤Harald Haardraade, havde knækket Fjeldets gamle Takker, da Levningen af 📌Norges Kjæmpe-Adel var lagt i Grav, deels ved hans Haand, deels ved hans Fod paa 📌Englands Kyst, først da stod Kongestoel og Kirke en liden Stund i Roe paa det sløifede 📌Dovre, og 👤Sigurd Jorsalafar pyntede vittig paa Rygte og Sal; men der nu Salen blev saa klar og Livet derinde saa lystigt, ginge Ungersvende i Flok paa gloende Jern, for som uægte Kongebørn at 108naae de bløde Hynder under Høienloft, og det aldrig forenede 📌Norge gav hver dristig Thronbeiler et Følge. Vel undertrykde 👤Sverre med sine Birkebener enstund det vilde Vaabengny, men Tryk formilder ikke: Alterlyset gad han ilde lidt og Tvedragtsluen var det Blus hvormed man stædte ham til Jorde. Endelig fik Riget Roe i 👤Gammel-Haagens Dage, men det var Dødens Roe, og til et Vidnesbyrd at Thurseslægtens Liv var endt, gav 📌Island sig i Normand-Kongens Vold.

Ingen mærkelig Skjald opvoxde gjennem dette lange Tidsrum i 📌Norge selv, og 👤Eivind Skalda-Spilders Liigsang over 👤Adelsteen og Hedenskabet er den sidste Skjaldelyd fra 📌Norges hjemmeblevne Tunge. Konge-Speilet som man tilskriver Kong 👤Sverre og som vel altsaa i det mindste har hjemme i hans Dage, er, naar Lovene undtages, den eneste ret norske Bog vi vide af at sige, og den kundgjør at det var ei Forstand og slebne Sæder, men eenfoldig Troe og Kjærlighed man fattedes i 📌Norge, den viser og hvorledes 📌Norges Sprog blev efterhaanden mere dansk.

📌Island, som i 👤Haarfagers Dage bebygdes meest vel af norske Joter eller Thurser, men dog og tildeels af Danske, var i halvfjerde Aarhundrede, som man siger, en Fristat, det er, i det mindste her, en blodig Tumleplads, hvor den var rigest som meest kunde rane, den væl109digst som bedst kunde myrde. Urimelig meget har de yngre Islændere gjort af de Gamles Skjaldskab, og faaet Danske, som ei vare klogere paa saadanne Ting, til at istemme Prisen; men saasandt som det er at de nordiske Hoffer fik i dette Tidsrum deres Skjalde fra 📌Island, og saavidst som disses Kvad have megen historisk Vigtighed, saavidst have de fleste kun lidt poetisk Værd. Anderledes maatte vistnok Dommen vorde, saafremt 📌Island kunde hjemle sig de Eddiske Kvad, thi skjøndt Volsynet (Vøluspa) har ingen Sødskende imellem dem, har det dog mange Frænder, og forunderlig deilige ere endeel af de Sange som bevare Mindet om Volsunger, Budlinger og Gjukunger og knytte det saa fast til Hedenskabet, at der kan ingen grundet Tvivl være enten om deres Ælde eller nordiske Herkomst. Men for disse Kvad var 📌Island ikkun Gjemme-Stedet, og Alting vidner om, at hvilke Forvandlinger de end kan have undergaaet, ere de dog oprindelig Danske, ligesom de og alle ere digtede i det simple Versemaal og Tonefald som Islænderne kalde Stærkodders Maneer. Derimod prises Islænderne med Rette som Sagamænd, thi de have skjænket os de første Krøniker paa nordisk Tungemaal, paa det som dannede sig hos dem, og blandt disse Sagaer findes en i mange Henseender mageløs Krønike om 📌Norges Konger, som fornemmelig tilhører 👤Snorro Sturlesen, en Islænder, som nedstammede saa110vel fra 📌Dannemarks Skjoldunger som fra 📌Norges Kongeslægt.

Endt og beskrevet var nu Kjæmpelivet i 📌Norden, endt var det hardtad i hele 📌Europa, og det lod til at denne Verdensdeel skulde i det trettende Aarhundrede blevet et Rov for de Mogoler eller Tartarer, som reiste sig under 👤Temudschin arvede i 📌Asien Araber og Seldschuker og udbredte sig under 👤Temudschins tre Sønnesønner: 👤Koblac, 👤Batu og 👤Hulaku til den østlige Ocean og til 📌Middelhavet, ja lige til 📌Polen og 📌Schlesien. Ved 📌Liegnitz faldt den Adelflok som havde samlet sig til Christenhedens Værn, men Herren er langmodig; de seierrige Tartarer vendte som af sig selv tilbage til 📌Rusland, og de Mamelukker der havde gjort 👤Saladin mægtig og fanget 📌Frankerigs 👤Ludvig den Hellige, maatte nu kjæmpe for de Christne ved at fordrive Mogolerne fra 📌Syrien.

Ret som det enstige grønne Træe paa den vilde Hede er det lille, kække 📌Schveits i disse tunge Dage, tillige et lysteligt og bedrøveligt Syn. Dette Land havde en Tidlang hørt til 📌Tydskland, men uden at mærke det synderligt; og fremforalt havde dets Hyrder imellem 📌Alperne levet saa frit som 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, indtil en af Landets Grever: 👤Rudolf af Habsburg, noget efter 👤Frederik den Andens Død blev 📌Tydsklands Konge. Han, og endnu meer hans Søn, 👤Albert, tænkde, som Skik er hos 111alle vaagne Fyrster i hver uchristelig Alder, meest paa med Ret og Uret at udvide deres Herredømme, og vilde berøve de fattige Hyrder Friheden, som tilligemed Christendommen var deres eneste Arvegods. Det tykdes de fribaarne Mænd, som om Apostelen raabte til dem: I ere dyrekjøbte,*1307. vorder ikke Menneskenes Trælle! og gjorde Alle Eet til Frihedens Forsvar. Siden det rette Mod, Mandelighed og Kjærlighed til Frihed og Fædreneland vare hardtad overalt forsvundne, agtede man i Krig ei Fodfolk stort, og hvem der havde de fleste harniskede, det er jernklædte Ryttere, pleiede at gaae af med Seieren. Derfor foragtede 👤Alberts Ætmænd, som vare Hertuger i 📌Østerrig, disse Hyrder, hvis Vaaben* 1315 og 1386. var et Spyd og hvis Harnisk var deres Mod, men ved 📌Morgarten og 📌Sempak bleve Hertugerne 👤Frederik og 👤Leopold undervisde om, at den indvortes Styrke er mere værd end den udvortes. Med den foragtede Landse fældede Skovbygdernes kjække Mænd først Hesten til Jord og finge da lettelig Bugt med den hjelpeløse Ridder i sin tunge Rustning. Dog Alpehyrderne kjøbde dyrt deres Seier og Priis, thi de mistede den Nøisomhed og Reenhed i Sæder, som hidtil havde bygget i deres stille Dale, de smittedes baade af Fjender og deres nye Venner, Borgerne i 📌Zyrik og 📌Bern. Ogsaa de maatte sande, at hvo som drager Sværdet, omkommer ved Sværdet, thi de havde draget det til Frihedens 112Forsvar, og snart misbrugde de det ei allene til at erobre, men endogsaa til at omkomme hinanden. Længe bleve de imidlertid ved at være deres Fjender frygtelige og Dagen ved 📌Basel, hvor*1414. 1500 Schveitsere modstode den franske Prinds 👤Ludvig med sine 40,000, indtil de begroves under Ligene af Fjendernes Tusinder, maa lignes med hin ved 📌Termopyle.

I noget over 300 Aar sad Kapetingerne paa 📌Frankrigs Trone. De første vare hardtad deres Lehnsmænds Tjenere, men da disses Magt og Tal ved Stædernes Opkomst, Korstogene og snedig Statskunst, men allermeest ved de gamle Adelsslægters Vanartning, var blevet forringet, bleve de enevældige ukristelige Konger haarde Tugtemestere for Landet. 👤Ludvig den Niende, der ligesaavel havde 👤Christus i Hjertet naar han sad paa Tronen og Domstolen, som naar han stred under Korsets Banner, er en Undtagelse; men hans Sønnesøn, 👤Philip, kaldet hin Smukke, den værste af dem Alle. Ufortjent Priis har han faaet, fordi han af Herskesyge og Hevngjerrighed lod en vist nok overmodig men graahærdet og døende Pave mishandle; men fortjent Skiendsel omgjerder hans Minde for Udsuelse, alskens Ugudelighed og hans ligesaa grusomme som troløse Adfærd mod Tempelherrerne. Om deres Idrætter, Rigdom og Vanslægtning er tilforn talet. Efter 📌det hellige Lands Forlis opslog Ordensmesteren sin Bolig paa 📌Cypern; men Or113denen havde store Grund-Eiendomme trindt i Landene, især i 📌Frankrig. Efter disse var 👤Philip lysten, og lokkede derfor Ordensmesteren 👤Jacob Molay over til sig, lagde ham med alle de Riddere, han kunde overkomme, i Baand, og tilegnede sig deres Godser. 👤Molay og alle de Riddere, som ei vilde vedgaae de afskyelige Synder, for hvilke de løst beskyldtes, bleve ynkeligen*1314. brændte paa Baal; men inden Aaret var omme, maatte 👤Philip møde dem for den Eviges Domstol, for hvilken de indstævnede ham i Dødens Time. Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at den Ugudeliges Navn skal raadne; thi ihvorvel han efterlod sig trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem.*1317.

Nu kom Sidelinien Valois paa Tronen, men da 📌Englands 👤Edvard den Tredie formeende, som en Dattersøn af 👤Philip den Onde, at have nærmere Arveret, opkom derved en mærkelig Krig, som paa smaa Ophold nær, varede over 100 Aar. Krigen førdes i disse Svaghedens og Feighedens Dage mest med Leietropper, eller sammenløbne ryggesløse Flokke, der af Dovenskab og Rovgjerrighed dreve Krigen som et Handværk, og for det meste vandt da den, der betalte bedst; Lykken var foranderlig men dog meest paa Engellændernes Side, ja tilsidst syndes det, som om de skulde blevet hele Landets Herrer. Kongen i 📌Frankerig, 👤Karl den Sjette, var vanvittig, 114hans mægtige Frænder: Hertugerne af 📌