Tredie Tidsrum.
Fra 👤Christi Fødsel til 👤Gregor den syvende.
1066.
✂ I Stilhed opvoxde 👤Jesus til sit 30de Aar da han tiltraadte sit ►Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i 📌Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og ⓘ sig selv Faderens enbaarne Søn. At han var den ►hvorfor han udgav sig, beviste han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer ►uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gjennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale: om ⓘ Guds Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og ►Idræt, bleve da nu besvarede 61af En som vidste det tilfulde, og saaledes var der bødet paa en stor Deel af de Dødeliges Trang; men ►end var det ►mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden ►Størke til ►fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste 👤Jesus, i det ⓘ han af uudgrundelig Kjerlighed ►hengav sit Liv til en ►Igjenløsnings Betaling for Alle,► ►saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kjerlig forsonet Fader, der ►ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hielp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men ►som spaaet var, hans Been kom ei til at see Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; ►Han opstod levende paa tredie Dag, hvorved han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede det evige Livs Haab. Derpaa ►befoel han sine Lærlinge, Apostlerne, at vandre ►trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade, og døbe Alle som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn,► ►og ►der han det havde sagt, blev han optaget mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine►. Høit over alle Himle opsvang han sig til den Herlighed han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men udgiød over Apostlerne Faderens Hellig-Aand, og ►er ved Ham 62med sine Troende alle Dage indtil Verdens Ende;► fra Himmeltronen har han tydelig styret Jorderige, og ►sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlerne ere 👤Johannes, 👤Peder, 👤Matthæus og 👤Paulus især blevne ►mærkværdige, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, som hvilede paa dem, beskreve 👤Jesu Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde baade Jøder og Hedninger modtoge Evangeliet med Glæde; ►thi Apostlerne stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da forstodes vidt og bredt i det romerske Rige.
✂ Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store visne Grene, hvor sielden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige ►Orme bo i den hule Stamme. 👤Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, ►lemfældig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regjering 📌Roms gyldne Tid, men kun med ►Ret ►hvis Alt er Guld som glimrer, thi ►glimrende Uselhed var Alt, udtømt var nu 📌Roms indvortes Kraft, og medens de stolte Patriciers ►vanslægtede ⓘ Børn kappedes med 👤Horaz og 👤Virgil om at forgude den romerske Friheds kolde Morder, kom 63som et Forvarsel, den Tidende, at 📌Roms ►Ørn var sunket i 📌Germaniens Skove, at Lykken havde forladt ►Verdens-Dronningens seiervante Banner. Efter 👤Augusti Død lod det som 📌Rom skulde flux forgaae i Blod og Uteerlighed, 👤Tiberius, ⓘ 👤Caligula, 👤Claudius og 👤Nero ere Keisernavne som udtrykke den høieste Vanvid og Ondskab, der hidindtil med en Slags Besindighed har aabenbaret sig i Verden, og især er 👤Nero blevet navnkundig, som intet andet Uhyre indtil denne Dag. Han var Slave af de mest ►fæiske Lyster, og vilde dog ansees som ►Mønster paa et fuldkomment Menneske, Moder, Broder, Lærere og Alle som mishagede ham, lod han myrde, ja med ►Grund mistænkdes han for at have selv ladet 📌Rom ►anstikke, paa hvis Brand han saae med Djævleglæde som paa et Skuespil, en Lignelse af 📌Troias Undergang. Imidlertid udvidedes dog endnu under disse Uhyrer Rigets Grændser; da 👤Nero havde ►taget en Ende med Forskrækkelse, kom efter nogle Omvæltninger en duelig Fyrste, 👤Vespasian, paa Thronen, hans Søn 👤Titus var en sielden ►Ædling, og efter en neronisk Tyran, 👤Titi Broder 👤Domitian, fik Riget i 👤Nerva, 👤Trajan, 👤Hadrian, og ►begge Antoninerne en Række af kloge og ærbare Fyrster, saa at Alle som vente Staters ►Held af Love og ►Mandevid, ei lidet maae forundre sig over at Statens Saar langt fra at læges, kun skjultes og aad omkring sig som en ulægelig Kræft. Hvo som derimod 64har lidt bedre Forstand paa de menneskelige Vilkaar, vil ikke undres over Sligt, men finde det ganske naturligt, at naar de indvortes Baand ere brustne, de udvortes endog hastigere ►løses under milde end grumme Fyrster, at Sproget, til Trods for hver Grammatiker, tabte sin Aand, da Folket havde tabt sin, og at de sidste latinske Skribenter man roser enten blomstrede under Tyrannerne eller uddøde dog under 👤Trajan, den første Keiser der indrettede offendlige Skoler til Kundskabs Fremme. Snarere maatte man undres over at de bedre Keisere og sidste Skribenter kunde opstaae, men ogsaa denne Forundring ►taber sig, naar man seer, deels at det mest var Udlændinger, og deels at det ingenlunde har saameget at betyde med deres Storhed og Herlighed, som 📌Roms Forgudere har indbildt sig. 👤Trajan var en ►forfængelig Erobrer, 👤Hadrian en storagtig Hykler, 👤Antonin havde intet Kejserligt uden Purpuret, og 👤Marc Aurel var en selvklog Grubler, der lod Lasten herske i Huus og Rige medens han stræbde at finde Stoikernes kolde ►Sædelære i sig selv og udtrykke den paa Græsk: at de ikke rasede med Blodtørst mod deres egne Undersaatter, og ønskede nøisomme kun at see et Glimt af den Glimmer der blændede i 👤Augusti Dage, er hvad der især har gjort deres Navne elskelige ved Siden af Uhyrernes. Mellem Skribenterne i dette Tidsrum møder man heller ingenlunde synderlig opvakde Hoveder, 👤Senecas Viisdom er en hver65ken høi eller reen ►Leveklogskab, og de Tragoedier der tilskrives ham kundgiøre Tabet af den Smag der ene laaner Versene fra 👤Augusts Tid en Slags Ynde, og som bestaaer deri: at man ikke stræber efter at udtrykke andet, end hvad man virkelig seer og føler, og veed at udtrykke det rundt og klart i Sprogets Aand. Man kan af visse Aarsager ikke sige at Poesien blev blot satirisk, men maae sige at Satiren hos 👤Martial og 👤Juvenal, er det eneste hvori man sporer Latinens poetiserende Aand. Historieskrivere som 👤Velleius Paterculus, 👤Sveton og 👤Tacitus synes kun at have forstaaet deres Kunst blandt dem der ikke forstaae den, de forstode nemlig at sminke og sværte, men ingenlunde at skildre, og dog maatte Skildring være det eneste, der skulde udmærke dem. For Historien, men ingenlunde i den, have deres Bøger Værd, og den som for Historien er vigtigst, 👤Taciti lille ►Bog om Germanien, beviser ret hvor stærblind og keithaandet man var, naar man skulde modtage og meddele en Forestilling om andet end Romere og Romerskhed. Saare vigtig for Historikeren er den Samling af geographiske og naturhistoriske Bemærkninger og Beretninger, som 👤Plinius den Ældre foranstaltede under Navn af ►historia mundi, men vare ikke saamange af ►Hjemmelsbøgerne forlorne, vilde det være et temmelig overflødigt Værk, undtagen som Billede af en romersk Polyhistor. 👤Qvinctilians ►Bog om Talekunsten er udentvivl det grundigste Værk 66om aandelige Ting i den gamle latinske Litteratur; røber et tænksomt Hoved, og megen sund ►Sands, men naturligviis kunde den hverken skabe Talere, eller hindre Smagens og Sprogets Forfald hos et Folk, der daglig sank dybere i Afmagt, Uteerlighed og Trældom.
✂ Da Religionens Baand vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smede Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgde Keiserne og ►røvede dem igjen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øiet for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Blodtørst gjelde for Tapperhed, men ►ei saa, naar der skal kjempes med ►djærve Fjender: det lærde Romerne Snart ved 📌Rhin, 📌Donau og 📌Eufrat, her havde de Parther og siden Ny-Perser at ►bestride, og hisset ►foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talde Latin, eller forstode sig paa Pragt og ►Overdaad. Allerede den sidste 👤Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Deel af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxde, ►ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar 📌Rom nu skulde have en ►djærv Keiser, maatte han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgjeves søgde ved dets Slutning 👤Diokletian 67at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender, ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinger; disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen ►Rolighed før 👤Constantin den Store atter samlede*323. ⓘ Riget. For denne sin Ophøielse maatte han især takke de nu saa talrige Christne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.
✂ Saaledes blev da Christendommen den herskende i 📌Romerriget, efterat den i ►halvtrediehundrede Aar havde maattet ►friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. 👤Nero var den første Keiser som forfulgte de Christne med Ild og Sværd, men de mest ►udtænkte Pinsler kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og ►hverken ►Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den 👤Christi Kjerlighed,► der for deres Skyld havde lidt mere end de Alle, og ►vinkede dem nu i sin Faders Huus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før 👤Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved 📌Jerusalems ⓘ ►Forstyrrelse, og*70. frem for alt ved Templets Brand, som han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren 👤Titus, Søn af 👤Vespasian, forgjeves søgde at hindre. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Christne trodse Smerter og Død i 👤Jesu Navn, og langt fra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte ►Pinagtighed, maatte alle 68de, der havde Sjælen kjær, tye til det christne ►Samfund; ►saa gik det ►og: høi og bred løftede sig 👤Christi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset ►skulde aabenbares; i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot, og fornægtede saaledes den Herre som ►dem kjøbde, medens Andre med Guld og Sølv ►frakjøbde sig Delagtighed i hans Lidelser. Aarsagen hertil var deels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men ►vilde tjene baade Gud og Mammon, deels, at Kristendommen var ►vanslægtet fra sin første ►Enfoldighed. Da de ►overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Christnes Sind vare ophørte, ►udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange ►Lærefædre til at hige efter ►►kjødelig Viisdom► og ►læmpe Skrifterne derefter, de troede tit ei længer 👤Jesus, men sig selv, og ►bare ei gjerne hans Kors; Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig ►Ordkrig blev Kierligheden kold hos Mange. Ligesom 📌Alexandrien blev det naturlige Sæde for Videnskabeligheden, saa var det ►og herfra den fornemmere Christendom, og det første stærkt omgribende Kætterie udgik. Allerede 👤Origines, en i øvrigt høitbegavet og nyttig 69►Kirkelærer fra Begyndelsen af det 3die Aarhundrede, hyldede tildeels en vilkaarlig Skriftfortolkning, og adskillige uchristelige Meninger, og i 👤Constantins Dage stræbde 👤Arius med meget Held at indbilde Folket den Løgn om Sønnen, at han var en timelig Skabning og ikke een Guddommelighed med Faderen, en Løgn som angreb i alle Maader Christendommens Grundpiller, thi dens Troværdighed beroer aldeles paa 👤Jesu fuldkomne Sanddruhed, og dens Kraft paa hans Guddommelighed. Bifaldet 👤Arius vandt, og Maaden hvorpaa man bestreed hans Løgn, vidnede ligehøit om den ⓘ gamle Kirkes nærforestaaende Fald, thi verdslige vare begge, og ►det er hvad Sandheds Vaaben og Rige kan ikke være. Intet Under altsaa at ►aabenbart Hedenskab prøvede paa at tilbagevinde ►Spiret, 👤Constantins Søn 👤Constantius, som efter sin Broders Død blev Ene-Keiser, var en Arianer, og hans Søstersøn, den kjække og vittige men selvkloge og stolte 👤Julian, fornægtede offenlig Troen, og stræbde at undergrave Kirken. Herren slog ham og hans Anslag vare frugtesløse, men desuagtet forværredes Kirkens Tilstand daglig, med 👤Ambrosius kan man sige at den gamle Kirkes sidste ►Sule faldt, og forgjæves stræbde 👤Augustinus at oprette den igjen, hans seierrige Kamp paa dens Gruus kunde blot ►frede om dens Skygge og bevare dens Ihukommelse til bedre Dage.
✂ 70I 👤Augustins Tid deeldes Romer-Riget og ved hans Død begyndte ►alt det Vestliges Opløsning. Delingen var skedt mellem 👤Theodos den Stores Sønner:*395. 👤Honorius og 👤Arkadius. 👤Honors Arvelod var 📌Italien, 📌Gallien, 📌Hispanien, 📌Britannien, 📌Nord-Afrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod, manglede aldeles. Allerede under 👤Honor blev 📌Rom udplyndret af ►Vestgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det sydvestlige 📌Gallien og 📌Spanien; under hans Systersøn indtoges 📌Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og 📌Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under Blodhunden 👤Attila ødelæggende ►gjennemfore 📌Italien og 📌Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand,*476. og deres Anfører, 👤Odoacer, opkastede sig til 📌Italiens Konge, medens de tydske Franker gave 📌Gallien ny Herrer og nyt Navn. 👤Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre 👤Theodorik, der fra ►Norden brød ind med sine ►Øst-Gother og stiftede et ►vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige ⓘ Keiser 👤Justinians Krigshøvding: 👤Narses.*553.
✂ 📌Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af 📌Tracien, 📌Grækenland, det vestlige 📌Asien og 📌Ægypten, udvidedes nu ogsaa med 📌Nord-Afrika, hvor den samme 👤Justinians anden tappre Høv71ding: 👤Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte ►bortkjøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget 📌Konstantinopel. Kort efter 👤Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Deel af 📌Italien, og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed ►øiensynlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag.
✂ Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens ►djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra 👤Abraham giennem hans Søn 👤Ismael. I ►halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og ►røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: ►👤Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men ►bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn.► Vel higede 📌Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede ►Ørk afskrækkede dem, og 📌Roms Legioner, som vovede sig did, ►funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i 📌Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Øst-Romere toge store Flokke af dem i Sold; men stor Bedrift ventede man ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog, hvorlænge end Selskabs-Timen forhales, maae den dog engang ⓘ slaae for 72Stammer der have Aand tilfælles, kan de ikke forenes til et Folk, maae de dog forbindes i en Bande, saasnart de lære at forstaae deres ►Egennytte, og naar den aandelig førstefødte Stamme lærer at forstaae sin, kan den ikke fattes Midler til i det mindste for en Tid at samle de adspredte Kræfter under sit Formynderskab. Saaledes havde Koreschiterne tillistet sig Herredømmet i 📌Mekka, hvor det ypperste ►Bedestæd 📌Kaaba-Templet var, men det havde dog ingen ret ►Art med Overmagten, før der imellem ⓘ Haschemiterne, Stammens Adel, opstod en af de sjeldne Mænd, der i Følge sine aandelige Vilkaar er, saa at sige, Herre født. Det var ►Abul Kasem alt for bekjendt under Tilnavnet 👤Muhamed, (den Priselige) eller som vi udtale det: 👤Mahomed. Uden Troe paa noget Aandeligt, som det Legemlige skal være underdanigt, lader sig intet stort og dristigt Værk undfange eller udføre, og uden fælles Troe paa en Guddom kan intet større ►Selskab bevæges eller udrustes til med Kraft og Opoffrelse at forfølge et fælles Øiemed. Allerkjendeligst gjælder dette om et saa ►phantastisk Folk som det Arabiske, og at den efterhaanden indsovne Troe maatte vækkes, naar Enigheden skulde opstaa, og kraftig Folkeværk øves, er klart. 👤Mahomed, der følde sig kaldet til at ►bestride sine Landsmænds Afguderie, men tillige fristet til at forvanske Sandheden og efterstræbe verdslig Magt, søgde at forene begge Dele, og medens han paa den ene Side satte Sandheden om en eneste, al73mægtig usynlig Gud (Allah ►ͻ: ►Eloah ) i Spidsen for sin Lærdom forvanskede han den paa den anden Side skammelig ved at ►forestille Allah som en Afgud, der kunde tjenes ved Menneskens Hænder, hvis Rige skulde udbredes ved Sværd, og som vilde lønne sine Troende (►Moslemim som vi udtale Muselmænd) efter Døden med et 📌Paradiis fuldt af ►Øienslyst, ►Kiødslyst og et overdaadigt Levnet. Han talde af Verden, og ►Verden som elsker sit Eget, hørde ham, det blev snart en Troens Artikel i 📌Arabien, at 👤Mahomed var en Prophet, større end 👤Moses og 👤Jesus, at den Allah han forkyndte, var den eneste sande Gud, under hvis Banner Araberne skulde indtage Verden, og at al Dødsfrygt var ►daarlig, da en uimodstaaelig Skjebne beherskede Livet, og alle Muselmænd ved Døden vandt, i fuldeste Maal, Alt hvad de ønskede og hvad dog kun ufuldstændigt kunde times dem i den ►nærværende Verden. Vel døde 👤Mahomed førend han kunde strække sit Sværd eller løgnprophetiske ►Spir ud over 📌Arabiens Grændser, men under hans næste Efterfølgere (Kaliferne) 👤Abubeker og 👤Omar indtoges hele 📌Persien, 📌Syrien og 📌Ægypten, ja allerede i Begyndelsen af det ottende Aarhundrede vaiede ⓘ 👤Mahomeds Fane langs med 📌Afrikas Nordkyst, paa 📌Middelhavets Øer og selv paa 📌Europas Fastland, hvor de ►udartede Vestgother maatte overlade Morerne hardtad hele 📌Spanien. Saaledes lod det da til at Christenheden skulde forgaae, thi kraft74løs paa Hæld stod 📌Constantinopel, 📌Italiens longobardiske Trone vaklede, 📌Tydskland og 📌Norden var hedensk endnu, og nordiske Hedninger truede med andengang i 📌Bretland at reise Afgudshuse paa Kirkegruus. ►Men, Helvedes Porte kan ikke faae Magt med hans Menighed, ►der har al Magt i Himmelen og paa Jorden, Løgnen maae nedrive sig selv, og saaledes havde de senere Kalifer, ►Ommijaderne, selv undergravet deres Throne, ved at lade haant om 👤Mahomeds Bud, og hengive sig til Pragt og ►Overdaad, saaledes bortdampede Muselmænds Kraft daglig, ⓘ under Nydelsen af den Verden de elskede, og ved 📌Pyrenæerne stod et Redskab færdigt, som skulde tilintetgjøre det Forsøg paa at naae 📌Europas Hedninger, som de med den sidste Levning af deres ulyksalige Begeistring vovede, da de i mylrende Skarer gjæstede 📌Frankernes Land. De bleve aldeles slagne ved 📌Tours af den tappre Franke-Høvding 👤Carl Martel,*732. og det stadfæstede sig i Historien hvad Naturen havde stedse betegnet, at i 📌Spanien taber den arabiske Hvirvelvind (►Samum) sin ødelæggende Styrke.
✂ Disse Franker opvoxde nu til det mægtigste Folk i 📌Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den 👤Clodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge 📌Gallien,*486. men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes ►Hofmestere (►majores domi) og een af 75disse: 👤Karl Martels Søn, 👤Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden.*750. 👤Pipins Søn, 👤Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for 📌Ebro, omstyrtede 📌det longobardiske Rige i 📌Italien, undertvang hele 📌Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.*800.
✂ Tydskerne havde hidtil været delte i mange ►adskillige Stammer, og fra 👤Julius Cæsars Tid ►overvældede de herskesyge Romere nogle af disse; men de tilbagekjøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde og deelde det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede ►i Norden op til 📌Dannemarks Grændseskjel, bevarede lige til 👤Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de ►mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at see det ►omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei hørde Kirkeklokken forkynde en sandere Frihed og bortskræmme de Spøgelser der paa 📌Bloksbjerg holdt deres natlige Gilde, og omsnoede Folket med Mørkheds Lænker. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gjennem hvilken det skulde indføres hos vore gamle, vildfarende ►Fædre.
✂ 76Det er ikke vigtige Sagn og andre Mindesmærker om 📌Nordens Oldtid vi fattes, men Forstand til at samle og udlægge dem ret. Den nordiske Kraft trænger ei til andet Vidnesbyrd end det uimodsigelige, Cimbrer, Gother og Longobarder har fæstet ved deres Bedrifter, og at der var indvortes Kraft, ei blot udvortes Styrke derom vidner allerede den Forandring i Sæder og Sprog de i 📌Syden bevirkede. Vel have de nye Tydskere villet hente alle de vandrende Folk enten fra deres eget Fædreneland eller 📌Caucasus og 📌Chinas Grændser, men Gothers og Longobarters Historie stadfæster urokkelig hvad deres Historieskrivere: 👤Jornandes og 👤Paulus Diaconus klarlig vidne, at det europæiske 📌Norden var deres nærmeste Hjem, og uagtet Æren her ligesaalidet skal friste til Tvist, som den nogensinde kan retfærdiggjøre den, maae dog 📌Norden for Sandheds Skyld hjemle sig de kraftfulde, uregjerlige og tildeels grusomme Skarer, ved hvilke Livet gjenfødtes i 📌Syden og 📌Vesten, og var Longobarderne Tydskere, da var det Had mellem disse Folkefærd, der i en Rad af Aarhundreder saa klart har aabenbaret sig, vel ligesaa uforklarligt, som det, ►naar Longobarderne var Jyder, er ⓘ naturligt. For Resten er vor Kundskab om 📌Nordens Oldtid, som sagt, endnu i sin Barndom, og naaer vel ikke sin Manddom ►for de siberiske Runer og ►Billedstave forklares, thi først da synes det mueligt at gjøre i de gamle Sange 77og Sagn en ret og sikker ►Skilsmisse imellem de Forestillinger og Bedrifter der have deres Hjem i det nordlige 📌Asien, og dem der først have udviklet sig i det tilsvarende 📌Europa. Naar man imidlertid ei vil ►lade klogere end man er, eller paatage sig at forklare hvad man ikke forstaaer, lader sig allerede mange Mærkværdigheder om de nordiske Folkestammer sætte i Lys ved en grundig og christelig Betragtning af de Sagn ►Fædrene have efterladt saavel i ►de Eddiske Sange, som i 👤Saxos ubetalelige og hidtil hardtad ubenyttede ►Krønike om den hedenske Oldtid.
✂ At de Danske i aandelig Forstand stedse var Hovedfolket, derom vidner Alt, og det er saa vist, som at de alene have bevaret ældgamle historiske Sagn, der fortjene dette Navn, og saa vist, som at de, ligesiden Christendommens Indførelse have været det, thi i ►Aanderiget kan man aldrig vorde hvad man ikke var, men kun udvikle og forklare hvad man er. Derfor er Dansk selv i islandske Bøger Udtrykket for 📌Nordens Hovedtunge, og en Række af ►Stolkonger i 📌Leire lige fra 👤Christi Fødsel veed de at opregne, medens de om norske Hændelser før det ottende Aarhundrede kun have nogle faa, forvirrede Sagn, som 👤Snorro end ei fandt det Umagen værd at berøre, men de følgende ►Sagemagere vel at udsmykke og det attende Aarhundredes nordiske Lærde at ophøie til Troens Artikler, hvoraf 📌Nordens Historie skulde udspringe som 78Dansk af Islandsk, som en ►Zeus der afsatte ►Chronos.
✂ Den første Udvandring for hvilken Normænd stode i Spidsen, er som Navnet betegner, den Normanniske, og dette Navn burde man ligesaavel give den, hvorved 📌Færøerne, 📌Island og 📌Grønland bebygdes, som hiin i Sydvest, for hvilken 👤Gange-Rolf var Hovedmand, thi disse Udflugter vare ei blot sammenbragte men kjødelige Sødskende, avlede af det gamle ►Thursemod, der ei kunde hindre 👤Harald Haarfager fra at undertvinge 📌Norge, men dog ei heller vilde bøie sig under hans ►Herrespir. De egenlig saakaldte Normanner fandt i 📌Frankrig et Folk der ►syndes at være opslidt af 👤Carl den Store, og en Herreslægt, der i ham havde udtømt sin Kraft, 👤Carl den Enfoldige maatte indrømme dem det nordvestlige Land som siden er kaldt 📌Normandiet, og 👤Rolf lod sig døbe med samt sin ►Kæmpeskare.
✂ Imidlertid var der ►og kommet Daab og Christendom til 📌Norden, men længe varede det før den der blev ►almindelig, thi Christendommen vilde indtage 📌Danmark med ►apostoliske Vaaben, og dem forstod Ingen paa de Tider ret at ►handtere. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare blevne saa ►indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemde at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige at de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande. En sand Velgjerning mod hele 📌Europa var det 79derfor, at en gudfrygtig Mand, 👤Benedikt fra Nursia,*omt. 450. oprettede ►et Selskab af Mænd, der aldeles ►sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa aandeligt og legemligt Arbeide, ►Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det ►saa, at Lægfolk, som vilde gjengjelde Munkene deres Forbønner, fristede dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de ►Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at ⓘ stifte ny Klostre, igjen for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninger maatte være de rette Munkes kjereste ►Idræt, og de, ►hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme Vantro. Italienske Munke var det som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. 📌Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakde Beundring, nemlig 👤Beda, med Tilnavn den Ærværdige,*Døde 735. og ved en anden: 👤Alcuin hvem 👤Karl den Store kaldte over til 📌Frankrig, begyndte de paa Fastlandet ►indsovne Videnskaber igjen at opvaagne.
✂ 80Adskillige engelske Munke omvandrede mellem 📌Tydsklands Hedninger for at kundgjøre Evangelium, og En af dem, 👤Vinfrid eller 👤Bonifacius,*dræbt 755. som fuldendte Syd-Tydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de Tydskes Apostel. En anden Engellænder 👤Vilhad prædikede for Friser og Saxer, og blev efter 📌Saxens Undertvingelse den første Biskop i 📌Bremen. I 📌Bremer-Stiftet bygdes et Kloster, der fik Navn efter det gamle 📌Corbei i 📌Picardiet, hvorfra det ►og fik sine første Munke, og deriblandt den hellige 👤Ansgar, som med Føie kaldes 📌Nordens Apostel; thi næsten i 40 Aar arbeidede han under megen ►Trængsel trolig paa de Danskes og de svenske ►Øst-Gothers Omvendelse, dog havde Erkebiskop 👤Ebbe af Rheims ►alt forhen bragt det saavidt, at den jydske Kong 👤Harald selv var draget til 📌Ingelheim, og havde ladet sig døbe. Til 📌Norge kom Christendommen langt senere, Kongerne maatte prædike den med Sværdet i Haanden, og Normændene slap ikke ►Thor, før de i hans Sted kunde sætte 👤Hellig Olav, hvem de i Livet ►piinde, og efter hans Mord hardtad forgudede som en indfødt Helgen.
✂ Medens Christendom og Hedenskab endnu stredes i 📌Dannemark, vrimlede Havet og 📌Engellands Kyster af danske Vikinger, og man kan sige at 📌Dannemarks Hedenskab paa to Maader fandt sin Grav i 📌Engelland, thi der endte mange tusinde danske Hedninger deres Dage, og da 81Riget tilsidst indtoges, satte engelske ►Lærere christelig Skik paa det danske Folk. Dertil vare de ►synderlig ►bekvemme da de selv vare af olddansk Herkomst; thi fra 📌Dannemark udgik Hovedstammen af de Angel-Saxer som i det femte Aarhundrede indtoge 📌Bretland, omskiftede dets Navn og oprettede 7 Riger som i 👤Carl den Stores Dage til Bestandighed forenedes under 👤Egbert i 📌Vest-Sex. Vi har seet at disse Angel-Saxer udklækkede 📌Tydsklands Apostler, fra dem kom ►og den første Christendom til 📌Norge med 👤Hakon Adelsteen og 📌Dannemarks Kirke er dem meget Godt ►skyldig, saa de ere et af Christenhedens ►mærkeligste Folk, hvilket ►og stadfæster sig ved Betragtningen af deres indenlands Færd, thi en Lærd som 👤Beda, en Skjald som 👤Cædmon, en Konge som 👤Alfred, og en Literatur som den, hvoraf vi i 👤Bedas ►Kirkehistorie, i ►den bibelske Paraphras, i det store Heltedigt om ►Gothen ►Bjovulf, og i meget endnu Ubekjendt have Brudstykker, søge vi i hine Aarhundreder forgjæves undtagen paa 📌Anglernes Øe. Imidlertid var det da som stedse med de Øboere, deels at kun enkelte ►Kjæmpeaander, uden synderlig Indflydelse paa Folket, røbe dets aandelige Dybde, og deels at disse ►Kjæmpeaander vare for det meeste ►indtagne af sig selv og Verden. Intet Under da at Folkelivet i det Hele var verdsligt, at Kraften fortæredes i Splid og at de danske Vaaben stedse gjorde mere Fremgang indtil i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede den udue82lige 👤Edelred maatte vige Kongesædet for 📌Dannemarks 👤Svend Tveskjæg, og at selv hans ►djærve Søn 👤Edmund Jernside maatte dele det med 👤Knud den Store og efterlod Riget værgeløst, da han omkom ved Forræderie af sine egne Tjenere.
✂ Stort bedre gik det ei 📌Tydskland, skjøndt det paa en Maade var forbundet under eet Hoved og værgede sig mandelig baade mod Normanner og Ungarer. Disse Ungarer vare et asiatisk Folk som indtog 📌Pannonien, og var enstund 📌Tydskland til stort Besvær ved deres hyppige, flygtige ►Røvertog, men dette Uvæsen ►styredes da efter Karolingernes Afgang den saxiske 👤Hertug Henrik, med Tilnavn 👤Fuglefænger,*918. blev 📌Tydsklands Konge; thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: 👤Otto den Store; Ungarerne ►erkjendte Tydskernes Overlegenhed og Christendommens Sandhed. Efterat have saaledes faaet Roe mod Østen, søgte 👤Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod 📌Norden, hvor de danske Hedninge idelig ►foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. 📌Italien havde siden 👤Carl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var deelt i hardtad utallige Smaastykker, 83hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og ►befeidede hinanden indbyrdes. — Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge- og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet Dronning var det, som kaldte 👤Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand 📌Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser.*962. Man kunde vente, at 📌Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det modsatte indtraf; thi 📌Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod 👤Otto, og hans ►Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i 📌Italien. Da det saxiske Huus var uddød, søgte vel 👤Henrik den Tredie af det frankiske igjen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn 👤Henrik den Fjerde efter en urolig Regjering afsattes, og Fyrstemagten steeg høiere end nogensinde før.
✂ I det christne 📌Europas andet Hovedrige: 📌Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne; men saavel disse som hine havde ei ►stort mere end Konge84navnet, da landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd; som langt fra at adlyde Kongen, ►befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den christne Menigheds Tilstand.
✂ Sværmene fra 📌Norden havde gienfødt den legemlige Styrke; men den indgroede Attraae efter Uafhængighed, som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd, der kun eiede en Borg; ►Plovjernet gjordes til Sværd, Kjøbmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og ►Retten sad i Spydstagen. Vel bekjendte alle disse Folkefærd sig til Christendommen; men deres christne Troe bestod for det meste kun deri, at de lode gjelde for Sandhed hvad man fortalte dem om Guds Søns Besøg paa Jorderige, om 👤Jesu Mirakler, Lidelse og Himmelfart, ligesom de lode den Eventyrs Mangfoldighed gjælde som man fortalte dem om andre Helgene og Martyrer; med hans og 👤Marias og alle Helgenes, med Præsters og Munkes Forbønner trøstede de sig, og levede som uden Gud i Verden. ►End laae de ►opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekjendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om 👤Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; 85men disse vare selv vankundige ⓘ og desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet ►Vildheden og ►indaandet ⓘ Kjerlighed, ►meget mere selv deeltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder ►uden Skye tilkjøbte sig deres fordelagtige Embeder af Konger og Fyrster. Det er ikke let at sige, hvorledes der skulde kunne raades Bod paa denne Elendighed, men det kan vi forstaae at naar en enkelt Mand kunde faae den Myndighed, at Høie og Lave maatte adlyde hans Bud, og naar han vilde bruge denne Myndighed som en retsindig 👤Christi Tjener, da vare Folkene hjulpne, naar de vilde lade sig hjelpe, og at dette var Middelet som maatte bruges efter Tidernes ►Leilighed, efter Folkenes ⓘ aandelige Dorskhed, og legemlige Ubændighed, det lærer og viser Historien. At nu en saadan Øvrighed kunde opkomme, og hvis den vilde, handle i Christendommens Aand og bestyre Folkenes Opdragelse, det var der sørget for i det Land, hvor Latinen ►end var saa godt som Modersmaal, hvor der vare de fleste Levninger af Fortidens Kundskaber og den bedste Leilighed til baade at indhente det Forsømte og at gaae videre, i 📌Italien, der laae 📌Grækenland saa nær, og stod endnu i 86det 11te Aarhundrede i Forbindelse med det græske Rige ved dettes Eiendomme i 📌Nedre-Italien. De romerske Biskopper havde fra Arilds Tid havt stor Anseelse i den christne Menighed, baade fordi man gjennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, ►saa og især fordi de agtedes for ►Eftermænd af Apostelen 👤Peder, hvem 👤Jesus selv havde kaldt ►den Klippe hvorpaa han vilde bygge sin Kirke. Fra 📌Rom udgik de Munke som omvendte 📌England, engelske Munke førte Christendommen til 📌Tydskland og tydske til 📌Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af 📌Roms ►Bispedomme, og de Biskopper som der indsattes, vare at ansee, som den ►romerske Stols Fuldmægtige. 👤Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde 📌Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i 👤Christi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række af lastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja 👤Otto og hans ►Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsalderen og saa sammengroet med Troen paa 👤Christus, at en Mand med den samme urokkelige Troe, med Mod og Kraft maatte kunne gjøre sin Ret 87gjældende som 👤Peders ►Eftermand og 👤Christi Statholder.