✂ At skrive et Udtog af Verdens-Krøniken, er et af de ►mageligste Arbeider man vil ønske sig, naar man har Lyst til at oversætte en tydsk Bog, eller rapse sammen allevegne fra, ►saa om det ene Rige, og ►saa om det andet, som det kan træffe: Navn paa Navn, Aarstal paa Aarstal, Beenrad paa Beenrad, og ►høit lidt ►Hoved-Kjød som ►Pragmatisme. At skrive en behagelig og sammenhængende ►Udsigt over de vigtigste Verdens-Begivenheder, det ►være sig nu til Skolebrug eller Almeen-Læsning, er heller intet Hexerie, naar man kan lidt Dansk, og er fortroelig med en 👤Spittler, 👤Heeren og 👤Johannes Müller, og dog har vi ikke en saadan Bog paa Dansk at række ►enten Unge eller Gamle, ja, saavidt jeg kjender til den VIhistoriske Literatur, har man den endnu ingensteds; thi 👤Müllers skulde være den eneste, og er dog dertil baade for overlæsset, ►udstykket og ►læstebundet eller 654 (US) eensformig. Men, naar man nu skulde nævne en Bog, der af alle er vanskeligst at skrive, da tør jeg ►vel sige, det er et Udtog af Menneske-Historien, som stræber at give en ►Udsigt over Tidernes Løb i det Hele, over Aandens Flugt og Legemets Færd, og det indbyrdes Forhold. At det maa være vanskeligt, kan man ►alt deraf slutte, at det hidtil er neppe forsøgt, men Vanskeligheden begribes dog først ►tilgavns, naar man ret betænker hvad det vil sige, at det er noget, som for at gjøres mesterligt, forudsætter en Indsigt i Menneskets Væsen, som Ingen besidder, saalænge ►end Tiderne løbe. Det er imidlertid let at forstaae, at for Menneskets høiere ⓘ Bestemmelse er Historien unyttig, hvis han i den kun seer et Virvar af Handling, og Følelsen heraf er jo unægtelig det som har avlet den Fordring, at Historien skal skrives ►pragmatisk ͻ: saavidt muelig udvikle Alt i sit Forhold, som Aarsag og Virkning; men det 287 (VU) er jo dog Blindhed, naar man indbilder sig, at dette kan skee under eensidig Betragtning af de udvortes Tildragelser, og de Hensigter enkelte Gjerninger nærmest afbilde, naar man dog ikke kan nægte, at disse Hensigter laae i en Tænkemaade og et Sindelag, der VIIvar historisk udviklet af et moralsk og aandigt Forhold, der indslynger den Enkelte i det Folk han tilhører, og Folket i Slægten. Vil man sige, at det er umueligt, saaledes at forfølge en Virkning fra Aarsag til Aarsag op til det ►inderste Udspring, da siger man vel noget ganske Fornuftigt, men dog vist ikke Noget, som beviser, at f. Ex. Perser-Krigen er forklaret, naar man veed hvorledes den udbrød, og lige vist bliver det, at saalænge man ikke i det Mindste kan bringe et Folks og en Tidsalders udvortes Bedrifter i Forbindelse med deres indvortes Liv eller Død, med deres Tro og Tænkemaade, da er Intet forklaret. Fra en anden Side er det ligesaavist, at uagtet de første Forsøg maa være saare ufuldkomne, ere de dog aldeles nødvendige, hvis man vil tænke at nærme sig Maalet. Vel kan man med Føie sige, at det nok var sikkerst, at begynde med et enkelt Folk, eller en enkelt Tidsalder, hvor Forbindelsen mellem det Indvortes og Udvortes er mindst ►forborgen, og det Raad fulgde vore ►Fædre; thi de begyndte med Jødernes Historie, hvor Alt udstrømmer af det høieste menneskelige Forhold: Forholdet til Gud, og trøstig anvendte de denne Histories Lærdomme paa hele Menneske-Slægten, fordi de troede, at den var idel Sandhed, fordi de vare Christne i ►Eenfoldighed. Vare nu vi det Samme, VIIIda vilde vores Indsigt i Historiens Sammenhæng med Eet vorde saare betydelig; thi vi have naaet den Grad af Ud 655 (US) vikling, at vi i Jødernes Historie ei alene kan see den Sammenhæng, som fortælles os, men ogsaa for en stor Deel den naturlige, som lærer os at kjende Lovene for den menneskelige Aands Udvikling, ligesom vi i Skriften finde mangt et Udsagn, der, troet som usvigelig Sandhed, kaster Lys selv ind i de dunkleste Vraaer af Menneskets Inderste. At nu imidlertid ►Fædrenes Troe er det ►almindelige Savn, at Jødernes Historie paa ►allehaande Maader gjøres til et Eventyr, og kan af en selvklog Fornuft, tildeels med Skin af Ret, ►kaldes i Tvivl, og at man almindelig ei lader Skriftens Ord gjælde, uden for hvad man selv vilde sige, eller dog gad hørt, det er noksom bekjendt, og en Betragtning af Historien i ►Bibelens Lys er da naturligviis Noget, hvorom Tiden lader haant. Dog, Sandhed har en egen Maade at gjøre sig kjendelig og følelig paa, og Tidens Haan maa da ingenlunde afholde en Christen fra at benytte Lyset, og, naar 288 (VU) han føler Kald til at tale, da, uden Tvivl og Frygt at lade Skriften ►høirøstet bedømme Tidernes Løb og Folkenes ►Idrætter, Tungernes Tale og ►Kæmpernes Værk. Saaledes tænkde jeg, og skrev ►det korte Begreb af Verdens-Krønike, som for mere end fire Aar siden IXⓘ udkomudkom] GV, adkom A og stødte saa mange. Jeg stræbde, i den christnede Tids Historie, især fra 👤Luthers Dage af, at forbinde tvende Øiemeed: det første og fremmerste var at forkynde, hvad ►Bibelen sagde om hvad man i de forbigangne Dage kaldte Christendom, forkynde især, at hvad man i ►forleden Aar mere og mere udgav derfor, var kun et Hedenskab som udsmykkede sig med enkelte af Christendommens afplukkede Fjere. Mit andet dermed forbundne Øiemeed var, saa godt jeg kunde, at pege paa, hvorledes Kraft og Dyd, og Alt hvad man dog end paa Papiret udgav for ►Slægtens Adel, var aftaget og forsvundet, ►alt som den gamle, paa Bibel-Ordet hvilende og hjertelige, Christendom forsvandt. Det første Øiemeed var nemt at naae, saavidt jeg havde ►Bibelen og Tidens Skrift for Øie, det andet derimod var meget mere vanskeligt, ei blot fordi det forudsatte mere udbredt Kundskab og et øvet Øie, men især fordi Begreberne om Kraft og Dyd, om Sang og ►Vidskab, kan umuelig være eens hos den der troer, og den der nægter Bibelordets Underviisning om Gud, om Menneskets Vilkaar og hans Bestemmelse i Tid og Evighed; ja i en Tidsalder, der for det Meste ►Kjød kaldtes Aand, Handlinger Dyd, Klang Poesie, og Pølsesnak ►Vidskab, var slet ingen Enighed muelig. Det var da i Grunden naturligt, at ligesom man ved at høre Xmin uforbeholdne Erklæring om Alt hvad der streed mod Guds Ord, tillagde mig 656 (US) Fornuft-Skye og Menneske-Had, ⓘ manman] GV, maa A saaledes ►og, ved at see paa min Vurdering af hvad der gjaldt for Stort og Skjønt, henviiste mig til Daare-Kisten, for der at vænne mig til Tidens Viisdom. Det var naturligt, siger jeg, at dette skedte, og at man i sin Harme misvurderede de Fortrin hos min Bog, man ikke kunde nægte: en samvittighedsfuld Stræben efter at fortælle sandfærdig, forenet med en langt mere livlig og sammenhængende Forestilling af den religiøse, videnskabelige og politiske Digten og Tragten, end sædvanlig, det var naturligt, men man snoe det som man vil, det var høist uforsigtigt; thi vilde man ikke have Ord for, netop i Modsætning til mig, at være tolerant, human og liberal? og selv Skinnet bortkastede man jo, ved at nægte mig den Ret man selv vilde nyde, nægte mig Ret til at kalde dem Løgnens og Mørkets Tjenere, der deels havde kaldt mine ►Troes-Forvandte ►saa, deels paastaaet Ting, hvoraf ►aabenbar 289 (VU) fulgde, at enten de, eller 👤Jesus og Apostlerne maatte være det; nægte mig endog, hvad man tilstod dem der ►undergrov Historien og Religionen: Overbærelse, for Nyhedens og Dristighedens, for Conseqventsens og Kraftens, for Stilens og Sprogets Skyld. De gave altsaa tilXIkjende, at det i Grunden var dog deres Mening, at Tolerancen burde have sine Grændser, og sættes til Side, naar det bestormedes, som man ansaae for vigtig Sandhed, og derved er det klart, at man netop frikjendte mig for den eneste Brøde, jeg egenlig sigtedes for, og modsagde derved sig selv. Vel klagede man ogsaa over, at min Bog stødte an imod Konstens Regler, men det var kun at smile eller ynkes over; thi hvem havde lovet dem et Konstværk, hvem kunde tænke paa Konst, hvor Talen var om, enten ►Tiden foer til Himmels eller til Helvede, og har man saa endda kunnet nævne mig en eneste ►Udsigt over Verdens-Krøniken, hvori der fandtes mere inderlig, ►usøgt historisk Konst! Man lagde ►vel endelig ogsaa Bogen historiske Feil til Last, og trak paa Skuldrene over Forfatterens Mangel saavel paa Kundskab som Kritik, men det var dog vel nok saa latterligt, da man ei fandt een Feil, som havde selv kun Skin af Uredelighed, ikke en historisk Vildelse, som Noget enten bygdes eller kunde bygges paa, ja, har man ikke maattet tie til mine Mod-Beviser for, at alle Feilene man raabde paa, ►indsvandt i Historiens Lys til et Par saadanne Ubetydeligheder, som man kun med halv Undseelse kunde anmærke, og at min hele critiske Brøde var den, at jeg, som hver Christen maa og skal, tog XIIAlt i ►Bibelen for idel Sandhed saa som det fortaldes!

✂ 657 (US) Naar man da nu seer, at Bogen her fremtræder i en Skikkelse, som er i mange Maader anderledes, og har i al Fald, ved det Udeladte, tabt Meget som skurrede i danske Boglærdes Øren, da tænke man kun ei, det er fordi jeg angrer hvad jeg sagde, eller ræddes for at sige det igien! Nei, velsignet ►være det Øieblik hvori jeg besluttede med Sandheds Ord at byde Verden og dens ►Vidskab Trods, velsignet hver en Time, jeg med Gud for Øie, ►kjækt og kraftig afmalede Tidens Nød og Tidens Brøde! og lovet være Jehovah, som gav mig Sind og Mod dertil, og som i de følgende Modgangs Dage gav Trøst og Fred, ►ja Glæde i mit Hjerte af anden Art og ►Fynd og Varighed, end Hines, som Psalmisten synger, naar deres Korn og ►Most vare mangfoldige!► Hint Værk skal, med Hans Hjelp, altid staae for mig, som den bedste Handling jeg i Skrøbelighed har udøvet, og trøste mig i min Dødsstund, som et høitideligt Farvel, hvormed det ►alt i Ungdommens Dage 290 (VU) undtes mig at skilles fra Verden, dens Viisdom og Ære, dens Lykke og Fred.

✂ I Følge heraf troer jeg at skylde mine Læsere, hvad de Fleste ventelig gjerne skjænkede mig, oprigtigt Regnskab for, hvi Bogen nu fremtræder, vel, XIIIsom jeg haaber, ikke mere fredelig mod hvad den før ►bestreed, men dog, som det kan synes, mere ►ligegyldig og forsigtig, og, som virkelig er Tilfældet, mere kold og fornem, mere mat og høflig. Man veed, eller kan dog vide, at det i Mellem-Tiden har været mit Forsæt, at udarbeide Bogen til et større Værk, ►hvis første Deel udkom 1814, og deri belægge min Fortælling og mine Paastande, med Sprog af Skriften, og Vidnesbyrd af Bøgerne jeg talde om. Den nærmeste Aarsag til at Værket standsede, var den, at min Forlægger ei dengang ►trøstede sig til at lade det gaae fort, siden have mange Grunde bevæget mig til ei at haste, og nu maa mange Ting forandre sig, før jeg fortsætter det; thi nu indseer jeg, at den udkomne Deel er egenlig et Heelt for sig, som først maa ei alene læses, men i Hoved-Sagen kunnes og bifaldes, før det nytter, fra den rette Side at belyse meer af Tiderne før Christus. Jeg forudsætter nemlig som bekjendt, hvad rigtig nok, at dømme efter hvad jeg om den Bog har hørt, er ubekjendt, at Bogens Øiemeed er det, at vise hvorledes Jødernes Historie fører sin Stadfæstelse med sig, og er den store ►Conjugation, hvorefter vel ingen af de gamle Folk har villet rette sig, men som de dog har ikke kunnet hindre fra at ►speile sig stykkeviis i alle deres indviklede RetXIVninger, Bøininger og Tilfælde; kort sagt, at man i 📌Palæstina seer, paa overnaturlig Maade, Mennesket udvikles i 658 (US) Ordet, netop saaledes, som det, uden Syndefald, kunde og skulde, naturlig med ⓘ HerrensHerrens] GV, Heerens A Aand ►begavet, udviklet sig selv, og at vi altsaa netop der skal lære at sammensætte den gamle Verdens historiske Brud-Stykker til Billeder af dens Vildfarelse. Før nu det kan skee, maa man have vundet Troe paa den jødiske Histories fuldkomne Sandhed, og faaet Syn paa dens underordnede, blot timelige Betydning, som Tidens Schema, og saalænge man ikke engang ærlig troer Evangelisternes Vidnesbyrd om 👤Christi Komme ►i Kjødet og Vandring paa Jorden, da har det lange Udsigter. Skulde ellers Nogen herved bevæges til at læse omtalte Bog, og ei finde udviklet hvad jeg nys sagde, da ►sige han ikke derfor, at jeg har bedraget ham; thi jeg har ikke sagt, at det var mit, men at det var Bogens Øiemeed, som jeg først ret blev vaer, da jeg skrev Fortalen, Noget, mange vel synes er 291 (VU) dumt eller sværmerisk sagt, men som dog løser sig i den ganske simple Sætning, at Bogen er undfanget og for en stor Deel skrevet i Begeistring, kun med det Forsæt at ville sige Alt hvad jeg saae i Skriftens Lys til den Sandheds Ære, jeg ►eenfoldig troede. En slem Forseelse maae jeg i Øvrigt ved denne Leilighed XV►paaanke, den nemlig, at jeg ⓘ regnederegnede] GV, regnedt A ►Første Kongernes Bog til de Bøger, der ikke i ►det Nye Testamente gives udtrykkelig Vidnesbyrd som Guds Ord; thi jeg har med Skamfuldhed seet at 👤Paulus (►Rom. II. 2) anfører dens Ord som Skriftens. Denne Opdagelse har vist nok gjort mig bange for min hele Inddeling, men ikke for Inddelings-Grunden; thi den er nødvendig, og kun af Nødvendighed har jeg antaget ⓘ den.den.] GV, den A

✂ Efter dette ►Skud-Ord, som jeg ikke kunde undlade, maa jeg huske Læseren paa en anden Ting, som han maaskee har vidst og glemt igjen, derpaa nemlig, at jeg i Slutningen af 1815 indtil Videre, om jeg skal sige det saa slemt, ►suspenderede min Præste-Tunge, deels for ret at vise, hvor latterlig den Beskyldning var, som jeg end ikke med min, under slige Omstændigheder nok mageløse, Tilbageholdenhed, havde kunnet undgaae: Beskyldningen nemlig for at ville stifte Sect; deels fordi jeg følde, at en Kamp, hvori Ingen turde staae for Skud, nyttede til Intet i Grunden. Heraf fulgde da, at naar jeg, i dette Mellemrum, vilde udgive min Bog, maatte jeg, saa at sige, slibe Præste-Eggen af ͻ: lade det være godt Folks egen Sag, hvorvidt de kunde forsvare deres Ord og ►Idræt for den evige Dommer, og 659 (US) kun fortælle hvad ►Saga og XVIFornuften, efter min Indsigt, havde derom at melde. Spørgsmaalet var nu kun, hvorvidt en saadan Bog kunde være til nogen Nytte, og hvorvidt ►det korte Begreb, uden ganske at omarbeides, kunde svare til min Hensigt? det første Spørgsmaal var ►vel ikke let at besvare, forsaavidt kunde og vilde betragtes som Eet, men forsaavidt skulde jeg lade det komme an paa en Prøve, og at den burde kunne gjøre Nytte, derom var og er i mine Tanker ingen Tvivl; thi den burde kunne opmuntre til at studere Historien, og da denne nødvendig maae aabenbare Sandhed, er det ►upaatvivlelig til Nytte. Det andet Spørgsmaal var langt vanskeligere, forsaavidt jeg ikke her maatte lade det komme an paa Andres Prøve, men jeg havde deels Erfaringen for mig, da jeg vidste, at mange, uden at bryde sig stort om min Hoved-Hensigt, havde læst Bogen med Fornøielse, og deels saae jeg, at hertil kunde, ►eftersom man nuomtide skriver ►Historier, være Grund. Min Agt var da, kun at rette de Feil jeg kunde finde, formilde de haarde 292 (VU) Udtryk, som kun Præstens Nidkjærhed fandt hjemlede i Skriften, afkorte Talen om Fædrenelandet, og ved smaa Tilsætninger stræbe at gjøre Bogen mere brugbar for de Yngre, som ved den vilde lade sig opmuntre til at dyrke Historien med Flid og Iver. Dette Forsæt vil man finde, jeg XVIIomtrent har fulgt til Trediveaarskrigen, men her, paa det blodige Grændseskjel mellem Gammelt og Nyt, saae jeg mig, efter nogen Vægring og Vaklen, nødt til at ►lægge Haand paa en ny Udarbeidelse, der udgjør meer end to Trediedele af Bogen. Grunden hertil vil sagtens ikke være mange saa indlysende som mig, men det behøves ikke heller; thi kun for mit Værk, ei for mine Grunde, skylder jeg Læseren Regnskab; har det Nygjorde noget Værd, da har Læseren intet at klage, og har det intet, hjalp det kun lidt at jeg kunde give Grund for min Beslutning at skrive noget Nyt; thi det var dog ingen Grund til at skrive noget Slet. Imidlertid synes det mig klart, deels at Præsten var saa ganske Sjælen i denne Deel af Bogen, at han ikke kunde udelukkes uden at Talen blev et afsiælet Liig, som man ikke behøver, og deels at, Præst eller ikke Præst, er det dog umueligt, for en dansk Christen, at see ligegyldig paa det syttende og attende Aarhundredes Færd. Nu at dølge enten min Troe eller Herkomst, faldt mig ikke ind; thi ved slige Leiligheder at dølge hvad man er, det er i mine Øine en meget ufordeelagtig Handel; thi hvad man derved vinder kan man ikke beholde, og hvad man taber kan Intet erstatte. Nu som før maatte jeg da stræbe at vise, hvad 660 (US) man havde vundet, ved at ►udvinde sig af Christendommens XVIII►Ledebaand, og gaae paa egen Haand, som store Gjæslinger, og Forskjellen maatte kun være, at hvad der før var Bisag, nu blev ⓘ HovedsagHovedsag] GV, Hevodsag A, saa det Hele skulde gaae ud paa at vise, at man gik Gaasegang og ►Krebsgang, da man indbildte sig at kunne gaae fra vor Herre, og ovenom ►Bibelen. Her gjaldt det, som man let seer, om Kundskab og Forstand, ærlig har jeg anvendt hvad der af Sligt faldt i min Lod, er jeg kommet til kort, da er Skammen min, men hverken ►Bibelens eller Præstens, ►har jeg ikke bøiet mig dybt nok for Bjelker, hvorpaa der stod skrevet: buk! da faaer Panden ►staae i Stikken; men har jeg kun, uden alle Kneb, faaet Historien til at aflægge det Vidnesbyrd, at man hverken blev kraftigere, eller klogere, men det som er tvertimod, i samme Forhold, som man gik fra ►Bibelen og 👤Luther, da er min Hensigt opnaaet, og let kunde jeg da trøste mig, om det end beviistes, at jeg i enkelte Ting havde talt som en Dosmer.

✂ 293 (VU) Dog, alt dette om mine Hensigter kan man lade staae ved sit Værd, og for, saavidt mueligt, at forebygge al unyttig Kiv og tom Ordstrid, vil jeg bemærke, at finder man, at Præsten stikker overalt igjennem, da skader det ikke heller; thi jeg har Lov til at være saameget Præst i min Tale som jeg vil, og det var ikke godt, om jeg i Historien glemde mit XIXKald. Jeg har skrevet en historisk Bog, den skal være skrevet med Sandheds-Kjærlighed, og ei være gjort overflødig ved nogen Bog, vi har paa Dansk; er kun den Ting i Rigtighed, da har den sit Værd, og naar jeg siger, hvad Sandhed er, mit høieste Øiemeed var at skrive saa nyttig en historisk Bog, som jeg formaaede, da afviser jeg derved enhver Indvending som bygges paa, hvad der er meget rigtigt, at hele Bogens Indhold ei lader sig samle under nogen anden almindelig Synspunkt. Ingenlunde har jeg da stræbt at levere noget Konst-Værk, uden forsaavidt jeg rigtig nok anseer det for en stor Konst hvad jeg her har prøvet paa: i en Bog paa 40 ►Ark at levere en Indledning til Historien i det Hele, afpasset efter Tidens Tarv i mit Fædreneland. At nu denne Opgave er vanskelig, og Maalet altsaa høit nok, skal Ingen nægte, at en saadan Opgave kun stykkeviis kan løses, et saadant Maal kun meget ufuldkomment naaes, nøder vel ►Billighed til at indrømme, og hvad jeg har opnaaet, kan ingen Critiker afgjøre, det maa Tiden vise; thi bidrager Bogen til, at Historien herefter studeres mere og bedre, da har jeg naaet mit Maal, hvis ikke, da har jeg forfeilet det. Naar man da nu finder Meget udeladt 661 (US) eller løselig berørt, som man ønskede eller ventede udførligere behandlet, og omvendt, da vil jeg XXⓘ forfor] GV, før A det Meste ei derom trættes med Nogen, da jeg i den Henseende har maattet rette mig, deels efter mit Begreb om det Vigtigste og Nyttigste, deels efter mine Evner og Kundskaber, og det kommer her da egenlig kun an paa, om jeg har hjemlet mig ►Stemme-Ret, om jeg har lagt Evner og Kundskaber for Dagen, som give mig Ret til at tale et selvstændigt Ord i de Boglærdes Kreds. Herover er nu jeg selv vel ingen upartisk Dommer, men det stræber jeg dog at være, jeg maa, efter anstillet Sammenligning, besvare Spørgsmaalet med: Ja, og hvem der siger: Nei, skylder mig Beviis, ved en Sammenligning mellem 📌Dannemarks andre historiske Skrifter og mine.

✂ Alt hvad man imidlertid mener at kunne ►jævne ved Forord, det bør man, og derfor vil jeg erklære mig over de i denne Henseende vigtigste Punkter.

✂ Udentvivl er alle Kyndige enige med mig om, at det Lutherske Tids 294 (VU) rum er det videnskabelig vigtigste i Historien, baade fordi det ligger os nærmest, og fordi vi kun om det have fuldstændige og utvivlsomme Efterretninger: og man maa, i Følge heraf bifalde, at jeg har behandlet det med en Udførlighed, der kun synes uforholdsmæssig. Dette er imidlertid en Punkt, der fortjener ret at sættes i Lys paa en Tid, da man stræber at drage Opmærksomheden XXIderfra, og henvende den paa Oldtid og Middel-Alder, som om det var der, man fandt Historiens Helligdom. Ingen kan vist, ►selv kun med ►Skin af Føie, mistænke mig for at ringeagte de gamle Dage, eller at ville forkleine deres Storhed, ►aftrætte dem den høie Rang over de nærværende, som Livsfylde, Kraft og inderlig Varme ustridig hjemler dem; men her er ikke Talen om Tidernes og Slægternes Værd, men om Historiens Fuldstændighed og Beviislighed, og at de sidste tre Aarhundreders, i denne Henseende, staaer øverst, maae der Galninger til at nægte. Nu seer man imidlertid let, at al Philosophering over Historien, som skal have noget Værd, al Udvikling af Sammenhæng mellem Begivenheder, Troe, Tankegang og Sindelag, forudsætter at det, over hvis Sammenhæng man grunder, maa være hævet over al Tvivl, maa kunne stille ►vedbørlig Sikkerhed, baade for sin Virkelighed, og for sin Stilling i Tiden, eller med andre Ord: hvad man vil bygge paa, maa ligge fast og urokkeligt, og man maa kunne see bestemt, hvor det ligger. Saasnart vi nu gaae paa hin Side Bogtrykker-Konstens Udøvelse, da finde vi vist nok saare meget, som det 662 (US) er Galskab at ville nægte, men dog saare lidet, som, i og for sig selv, kan saaledes bevises, at der ►jo findes en Udflugt for Tvivleren, som XXIIvi ikke, ►uden med det lutherske Tidsrum, kan tilstoppe. Naar f. Ex. Nogen vilde sige om hele den ældre Historie, som man i 📌Sverrig nys sagde om den danske: den er digtet af Bogtrykkerne og deres Hjelpere, og naar man, som Natur-Philosopherne vil indbilde os, siger, at 👤Christi Levnet og den christne Kirkes Oprindelse er en indisk Mythe, da kan man vel føle sig meget sikker paa, at det er Løgn, og vise at det er urimeligt, men det Urimelige kan ogsaa være sandt, og naar vi af den menneskelige Aands Gang vil bevise Umueligheden, da maae vi enten gjøre os skyldige i en ►petitio principii, eller kun bevise med det lutherske Tidsrum. Dette er en Opdagelse der i Førstningen bedrøver, og hardtad harmer, Sandhedens Ven, da 295 (VU) den synes at lukke Døren for historisk ►Vidskab, og ►betage de historiske Beviser deres Kraft, i en Tidsalder der saa høit behøver dem; men ved nærmere Efter-Tanke bliver den ham glædelig; thi han seer, at det kun er Sandhed som vinder, og Løgnen som taber ved det Hele. Naar nemlig nu Nogen fremkommer med en Anskuelse af Historien, og det maa enhver Philosoph, der vil give sig Skin af at kunne forklare Mennesket, da bryde vi os slet ikke om Alt, hvad han til dens Fordeel kan anføre, af den ældre Historie, hvor det tit er umueligt grandt at skjelne mellem Historie, XXIIIMythe og Eventyr, og hvis Brud-Stykker i al Fald kan, som det synes med lige Ret, forbindes paa modsatte Maader, men vi bede ham ganske tørt, først at prøve sin Anskuelse paa det lutherske Tidsrum, og ►sætte den i et Dukkeskab med Glas og Ramme for, naar den ikke her beviser sin Rigtighed. Spørger man nu, om vi da skal slaae en Streg over hele Historien til det 15de Aarhundrede, da svares naturligviis: nei ingenlunde, men vi skal kun ikke forhaste os, vi skal, videnskabelig talt, lade den ►staae ved sit Værd, indtil vi har den senere i Orden; thi først da have vi en ►stemplet Alen til at maale med, et forsvarligt ►Sold at sigte i. Har vi først lært at forstaae den Tid, der ►nærmest har udviklet os, da veed vi en heel Deel om, hvordan den Tid nødvendig maatte være, som gik forud, veed fremforalt, hvad der tilhører de forrige Tider, og vil da saa temmelig kunde stave os tilbage, saalangt baade Skrift og Sagn række. Sagtens vil det gaae lidt langsomt, især i Begyndelsen, men man gjør sikkre Skridt, som 663 (US) er det vigtigste, og de Oplysninger det sidste Tidsrum maa give os om de menneskelige Vilkaar, vil ►fortne Gangen mere end man troer. Dog, herom mere ved Leilighed, og da jeg her foranlediges til at tænke paa ►Dannevirke, vil jeg kun tilføie, at Betragtningerne i samme staae i saa nøie XXIVet Forhold til nærværende Bog, at hvem der vil have godt af den, gjør vel i at læse dem med, ligesom de ved den turde erholde et uventet Lys.

✂ At jeg nu igjen har behandlet den tydske Historie langt udførligere end nogen anden, vil formodenlig ogsaa finde Kyndiges Bifald; thi at 📌Tydskland, siden Bogtrykker-Konstens, og især siden Reformationens, Begyndelse, er i videnskabelig Henseende det vigtigste Land, kan vel Engellænder og Franskmænd nægte, fordi de i Grunden ikke veed hvad der tales om, men Danske indrømme ►vist, hvad Historien 296 (VU) forbyder at nægte. Der er imidlertid endnu en dybere Grund til at vende Opmærksomheden fornemmelig paa Tydskerne, den nemlig, hvoraf deres videnskabelige Fortrin følger: deres naturlige Overlegenhed i Tænkning; thi derved maa være fremkommet en aabenbarere Conseqvents, som gjør deres Historie, siden Reformationen, til den mest begribelige og afgjørende. Vil man nu sige, at det kom mig vel til Pas, da Alt ►ustridig viser, at jeg kjender langt mindre til 📌Frankerigs og 📌Engellands, end til 📌Tydsklands Literatur, da har man deri meget Ret, men derfor bliver det ikke mindre vist, at 📌Tydsklands Historie, i alle Tilfælde, skulde værdiges mest Opmærksomhed. At det vilde været godt, om jeg havde kjendt mere til hine Landes Literatur, hvori jeg dog, XXVsom man let vil kunne overbevise sig om, ei er aldeles ukyndig, lider ingen Tvivl, saalidt som, at det endnu vilde været bedre, om jeg tillige havde havt, hvad jeg ganske mangler, Læsning i Spansk og Italiensk, ja en fuldkommen Historiker skulde egenlig kunne alle Sprog, og alle Bøger udenad; men derfor erklærer jeg ogsaa min Bog for et meget ufuldkomment og umodent Forsøg, og tillægger den kun, som et saadant, et forholdsmæssigt Værd, som man neppe med ►Billighed vil kunne nægte den; thi at der, blot for at gjøre, hvad jeg har gjort, ►udfordres endeel Aars Læsning, og ikke saa liden Eftertanke, det veed jeg, og hvem der ikke vil troe det, behøver kun, uden behørig Kundskab og Eftertanke, at recensere Bogen, for at faae Troen i Hænderne. Hvad jeg før har sagt, maa jeg her gjentage, fordi det synes som man ikke vil forstaae det: jeg er ingenlunde hvad jeg kalder en lærd Historiker; thi jeg seer paa Folk som 664 (US) 👤Abraham Kall, og veed hvorlidt jeg kan, imod hvad jeg vilde have kunnet, hvis jeg ikke havde hardtad spildt endeel af mine bedste Læreaar; men jeg er hvad man kalder en lærd Historiker, og det nytter slet ikke 📌Dannemarks historiske Skribentere at kappes med mig i Læsning; thi det kan de ikke, især fordi jeg er, hvad Ingen af dem er: begeistret for Historien, og ►Lysten driXXVIver Værket►. Vil man kalde dette Pral, og Nedsættelse af Andres Fortjeneste, det ►faaer man, men hver upartisk Læser, som kjender den latterlige ►Fornemhed, hvormed man pleier at behandle mine Bøger, vil finde, at det er kun en høist nødvendig Advarsel, som maaskee ikke frugter, men bør derfor dog ikke undlades. I Øvrigt vil jeg gribe denne Leilighed, til at aflægge Professor 👤Nyerup min inderlige Tak for den ►særdeles Velvillie, der aldrig var mig saa nødvendig, som under denne Bogs Udarbejdelse, 297 (VU) og min Gjæld er saa meget større, som denne Mand nok er den eneste af 📌Kjøbenhavns midaldrende Boglærde, der i de ti forløbne Aar, har, uagtet al Menings-Forskjel, ladet min videnskabelige Stræben vederfares Ret, selv i hine Dage, da man vilde brændemærke mig som Videnskabernes ►afsagde Fjende.

✂ At man nu imidlertid selv i 📌Tydsklands Historie vil savne meget, og især, hvad Somme kalde et ubodeligt Savn, Hensyn paa de store Fremskridt i Mathematik, Astronomi og Physik, for ikke at tale om de oeconomiske og ►cameralistiske ⓘ Videnskaber, derom er ingen Tvivl, og naar man deraf slutter, at jeg er saa godt som aldeles fremmed i alt Sligt, da er det ikke meer end hvad jeg selv aabenhjertig har sagt. Vil man end videre slutte, at jeg ikke vurXXVIIderer de Videnskaber synderlig høit, som saadanne, da træffer man ogsaa ganske rigtig min Mening, men naar man paastaaer, at min Dom om Sligt er som ►den Blindes om Farverne, da træffer man naturligviis ikke min, men kun sin egen Mening; thi jeg mener, som Historiker, med fuld Ret at kunne bedømme Tings historiske Vigtighed efter deres Virkninger, og at nu Mathematiken, med sit hele Slæng, ligesaalidt har udviklet noget Folk, som den har gjort nogen Mand salig, det er nok dog en soleklar historisk Sandhed. Hvem der anseer ►Maskin-Livet for det Høieste, sætter Krudtet over Bogtrykker-Konsten, Cubik-Roden over Menneske-Roden, de arithmetiske over de religiøse Forhold, Elektriciteten over Poesien, Magnetismen over Moralen, og Chemien over Bibelen, maa nødvendig være høist uenig med mig om det Vigtigste, men slige Folk ere lige saa uenige med Historien, og dens Partie 665 (US) vil dog udentvivl staae sig tilsidst. I Øvrigt anseer jeg enhver Ting for god til sit Brug, finder det ligesaa rigtigt, at man bruger Mathematik til Landmaaling, som Historie til Aands-Vurdering, holder det for ganske rigtigt, at ►Sandserne ligne det Sandselige, mere for ligesaavist at Aanden er det Aandige og Evige nærmest. Hvad Lovkyndighed angaaer, og dertil regner jeg Alt hvad der angaaer XXVIIIStats-Indretning, da er den unægtelig af langt mere historisk Vigtighed, især siden man, med Pennestrøg og dagligt Klammerie, vilde forvandle Verden til et Paradiis, men herpaa vil man da ogsaa finde saameget Hensyn taget, som Galskaben fordrede og Rummet tillod. Vel kunde det høit behøves ret strængt at udvikle, hvorledes man forsnakker sig om 298 (VU) repræsentative Forfatninger, Trykke-Frihed og Sligt, især da Saadant, med Alt hvad Tydskerne, barbarisk nok, kalde ►volcksthümlich, mellem disse vise Mestere nu hører til Dagens Orden; men deels vilde dette kræve en Vidtløftighed, jeg kun ved Leilighed i ►Dannevirke kan tillade mig, og deels nytter det ikke stort; thi vil man spørge Bibel og Historie til Raads, da falder det Hele af sig selv i de rette Folder, og ►vil man gaae paa sin egen Haand, da bliver man ikke klog, før man faaer Skade for Hjemgjæld. Kun det synes mig her værd at bemærke, at Slægtskabet mellem Nordmænd og Vyrtembergere, ogsaa ved den sidste samtidige ►Frihedssvimmel, stadfæster sig, og at Tydskerne maae snoe sig som de vil, aristokratisk maa Forfatningen blive, saalænge de ingen despotisk vil have, det borger Historien for; men kan det fornøie dem at faae ►Optimater for Patricier, da vil det, under Adelens nærværende Forfatning, og i en XXIXsaadan Guld-Alder, neppe falde vanskeligt. Skulde jeg endnu tilføie Noget, da maatte det være, hvad der synes mig soleklart, at vor Tid, selv om den, hvad den for Øieblikket neppe er, var skikket til noget Godt, allermindst af alle Tidsaldre er skikket til at drage Nytte af Rigsdage, Parlamenter, Senater, Conventer, Stor-Thinge, eller hvad man vil kalde dem; thi det var kun mueligt, saalænge Adel og Geistlighed vare Hoved-Mændene baade i Rigdom og Kundskab, nu derimod skal enten de der fattes Kundskab ►stemme for sig selv, eller de der har den ►stemme for andre, og med begge Dele kan man indsee, at Folket er saare ilde tjent, ligesom ►og Erfaring daglig stadfæster det. Det Folk, som for nærværende Tid ikke tør betroe sin Konge Enevolds-Magten, har ⓘ neppeneppe] GV, nevpe A Valget imel 666 (US) lem Andet, end at komme i de Riges Lomme, eller gjøre Oprør, indtil den Rigeste eller Trædskeste gjør dem til livegne Trælle, og den eneste betimelige Læmpning af Konge-Magten vilde udentvivl være en temmelig uindskrænket Trykke-Frihed, med de skarpeste og strængeste Forholds-Regler mod al Anonymitet og Pseudonymitet; thi de Boglærde ere ►vist nu Folkenes naturlige Repræsentantere, Grunde maa veies, ikke Stemmer tælles, og hvem der vil tale med om vigtige Ting, maa ligesaavel være sit XXXNavn bekjendt nu, som fordum paa Rigsdagene, den som ikke, især naar Lovene hjemlede ham Ret dertil, turde tage Bladet fra Munden, af Frygt for Skaar i sin ►timelige Lykke, maatte længe nok tie, som jo enhver saadan tier i Parlamenter og paa Storthinge, uden at dog Sandhed forties, naar den er Forsamlingen kjær, og med et Folk, som for Sand 299 (VU) hed Intet tør vove, er Intet at gjøre. For Resten er det klart, at under alle Forfatninger er den, og kun den, frie, som frygter Gud og intet Menneske, samt at kun det Folk kan faae en god Forfatning, der søger sin Lykke, ikke i den, men kun i det der nødvendig frembringer den: i Gudsfrygt, Dyd og Videnskabelighed. Alt Kiv om Stats-Indretning er derfor ►Kjævl om Kejserens Skjæg; thi hvad der ikke historisk rolig udvikler sig af Folket, ligger ei heller i det, og ►hvad man kliner paa, det regner af.

✂ Kortere kan jeg besvare den Anke, at mangen tydsk Skribent, som dog har, hvad man kalder et Navn, er enten slet ikke, eller dog kun netop nævnt; thi der ►vilde større Bøger til, om det skulde undgaaes, og man sige hvad man vil, saa er dog ►Universal-Historien og 📌Tydsklands Literatur-Historie, ikke saa ganske Eet og det Samme. Neppe har jeg oversprunget Nogen, som gav Religion, Poesie og XXXIVidenskabelighed end egen Retning, eller vigtigt Udbytte, og kun med dem havde jeg at gjøre. Vel kunde det ladet sig forsvare, at omtale 👤Lafontaines og 👤Kozebues uforsvarlige Roman-Streger, ►Pudsen-Magerier, Navnkundighed og Indflydelse, men Tavsheden lader sig dog vist i ⓘ detdet] GV, dit A Mindste ogsaa undskylde, ved den Bekjendelse, at jeg virkelig glemde dem over det Meget, der ►syndes mig klart nok at kundgjøre Tidens Elendighed, og bliver min Bog tiere ►oplagt, skal jeg, hvis jeg kan huske det, gjøre Bod, ved at opoffre dem et heelt Blad. I Øvrigt seer man let, at de, med alle deres Frænder, kun ►nærede sig af Vrag, pillede Kalk af Væggene i Daglig-Stuen, ►gjorde saa Æg som de kunde bedst, lod det ærede Publikums Bifalds-Soel udruge dem, og forærede saa, for gode Ord og Betaling, Publi 667 (US) kum sine egne Kyllinger, under prægtige Navne, deels til naturlig, rørende Tidsfordriv, og deels til Lækkerbidskener i Faste-Tiden. ►Verden elsker hvad dens eget er, og ►Tiden slugde med Fornøielse sine egne Børn, som heller ikke duede til Andet, det er Omkvædet paa Visen.

✂ Mindre forsvarligt kan det vel synes, at jeg knap har nævnet 👤Voss, hvis ►Luise er et eget, uforagteligt Værk, hvis Oversættelser af de Gamle opløftes til Skyerne, og hvis ►Stavelse-Maal hans Søn XXXIIi det Mindste, om jeg husker ret, endnu holder Forelæsninger over. Min Agt var det ogsaa virkelig at omtale ham i Forbindelse med ►Stolbergerne, 👤Bürger og 👤Hölty, men Sligt maa, som 👤Anders Vedel siger om Aarstal, ikke ►plumpelig indskydes, og jeg forsømde at benytte det eneste beleilige Sted ved Slutningen af Ordene om 👤Klopstock. At jeg 300 (VU) imidlertid ikke siden fandt Leilighed til at tale derom beviser enten, at jeg maa have været meget uagtsom, eller at den nordiske Skole, hvortil de alle høre, ei har faaet synderligt at sige, og det Sidste turde vel være sikkert nok, uden at jeg derfor vil undskylde min første Forsømmelse med Andet end den Bemærkning, hvis Sandhed hver Kyndig vil indrømme, at der skal meget til, at sandse Alt i rette Tid. ►Kortelig vil jeg da kun her anmærke, at hvad der hos disse halve Klopstockianer egenlig behagede Tyskerne, var Formskjæringen, hvori 👤Voss virkelig bragde det vidt, og Velklangen, hvori 👤Bürger var Mesteren, Følelsen som hverken var reen eller dyb sporer man ei synderligt Indtryk af, undtagen i de æsthetiske Haandbøger. Idyllerne af 👤Voss have et behageligt Anstrøg af landlig Uskyld og gammel-tydsk Troskyldighed, men Kjøkken-Urterne har taget Saft og Soel fra Blomsterne, Bøgen er hugget op til Gavn-Tømmer, Hjertet vævet i ►Dreiel, og ►Kysset XXXIIIafplukket til Jord-Bær, kort sagt: den sandselige Følelse spiller barnlig i det matte Efterskin af den aandige. Det Samme er, naar man vil skrifte Sandhed, Tilfældet i de Homeriske Digte, kun at det episk-mythiske Indhold hæver, især ►Iliaden, i en høiere Glands, hvorfor ogsaa ►Odysseen er lykkedes 👤Voss bedst; men det er, i mine Tanker, dog kun Selv-Bedrag med alle skolerette Oversættelser af Digte; hvem der kjender dem i Grundsproget, gotter sig ved Gjenlyden, fordi han ►alt har Tonen i Øret, men de, for hvem man skal oversætte, høre kun et dødt og fremmed Døn, hvoraf følger, at de enten ringeagte Digtene, eller, hvad der end er værre, indbilde sig, at det Skjønne ligger i Mekanismen. Langt bedre har derfor 👤Stolberg oversat, og især er hans ►Ossian et Mester-Stykke; 668 (US) thi det Gjenfærd, hvis Værk disse urolige Drømme ►aabenbar ere, svæver over det Hele. Spørger man nu om 👤Jean Paul, da har jeg hverken glemt eller overseet, men gjemt ham, til jeg eller en Anden kan, ved nøiere Eftersyn, finde en Plads, hvor man kan være bekjendt at sætte ham. Det haster nok heller ikke; thi saavidt jeg kan skjønne, har han ikke virket stort anderledes, end som en mørk Tale, man imellem bryder sit Hoved med, men lader saa ►staae ved sit Værd. Saaledes har han i det Mindste virXXXIVket paa mig, og seer jeg ikke meget feil, da hører han mere til Historiens Konst-Kammer, end til dens Universitet og Konst-Academie, mere til 📌Tydsklands Natur-Historie, som en indviklet Anthropologie, end til Historien om, og Udviklingen af, hvad der er ►forknyttet i ham.

✂ 301 (VU) Dog, alt Sligt er kun Smaating mod hvad jeg selv kunde fristes til strængt at paatale: Overspringet nemlig af hele 📌Nordens Historie efter Trediveaars-Krigen. Var jeg en Tydsker, da slap jeg nemt fra denne Anke, og gav kun Læseren en lang Næse, det vil her sige: en høitydsk Kjendelse for, at i Aandens Rige, hvilket da i min Mund løb sammen med 📌det hellige romerske, er 📌Dannemark kun et Annex til 📌Tydskland, omtrent som 📌Sverrig til 📌Frankerig. Men, skjøndt denne Undskyldning kunde synes at komme mig vel tilpas, og uagtet jeg til Nød kunde bevise, hvad Bogen maaskee selv stadfæster, at jeg har lidt tydsk Blod i min lille Finger, nænner jeg dog ikke at istemme, hvad det gjør mig ondt at høre, selv 👤Steffens skal ymte om, uagtet jeg turde paatage mig, endog af hans egne Skrifter, at bevise det Modsatte. Kort sagt, jeg er, hvad neppe Nogen af mine Læsere ►omtvivler, med Liv og Sjæl dansk, og har jeg nogen Aand, som jeg virkelig bilder mig ind, da er den ingenlunde tydsk, men XXXVdansk, og altsaa gives der en dansk Aand, som ►bestrider den tydske, og det ikke blot i mig; men i alt hvad der gjennem Tiderne er enig med mig, og har betakket sig, som jeg betakker mig, for al Optagelse i 📌tydske Forbund, de føre saa hvad Navn de vil, fra ►Catters og ►Cheruskers af, til dem der stiftedes under 📌Preusens og 📌Frankerigs ►Ørne. Vel holder jeg meget af Ordsprog, og vil ikke nægte, at vi har et der hedder: ►som man raaber i Skoven, ►saa faaer man Svar►; end videre bekjender jeg, at tydske Raab har alt for tit i Skoven fundet Gjenlyd, men 669 (US) paastaae tør jeg dog, at det var ei i 📌Danmarks Aand, det var, hvad Echo altid er, og hvad det gjælder for i 📌Nordens Myther: det var kun ►Dværge-Maal, som ►Dannemænd kan aldrig nemme, før de forsage Modersmaalet, og altsaa er ei længer ►Dannemænd; thi aldrig lader sig det bløde, jævne, runde Bøge-Blad ►udtakke, til en Egekrands for 👤Herman og 👤Thusnelde. Man veed da ►og, det gamle Ordsprog er, som flere danske, ►underskjellet, og udsiger, hvad Historien stadfæster, at, ►som man raabde til, ►saa fik man Svar i Skoven►; thi intet Ord, undtagen Guds og Sandheds, har fundet dyb og klar og varig Gjenlyd i det danske Hjerte, og til man kan bevise, at 👤Saxo er Echo af 👤Albert fra Stade, og 👤Kingo af 👤Poul Gerhard, skal man nødes til at indXXXVIrømme, at der, i deres og deres Frænders Bøger, er en, vel ikke bindstærk, men udentvivl dog indholdsrig dansk Literatur, som Tydskerne i det Mindste gjorde vel i at lade ►staae ved sit Værd, til de lære at kjende den, og gjorde udentvivl vel i at skjænke ►særdeles Opmærksomhed. Det har de nu imidlertid ikke gjort, 302 (VU) og selv den islandske Literatur, som Nogle af dem i den sidste Tid have leget med, betragte de som Gjenlyd af oldtydske Ord, de rigtig nok har glemt, men dog indbilde sig, ⓘ manman] GV, maa A gjerne, uden at have dybere Bryst-Lommer end de, kunde gjemme, til Trods for de skiftende Tider. Saameget er da unægteligt, at 📌Norden ikke, siden Skrift kom paa Tryk, og neppe siden Skrift mellem os kom i Gang, har virket Noget, som er Talen værd paa Aand og Skrifter udenlands, og da nu, siden Trediveaarskrigen, den verdslige Indflydelse ei heller, i det Mindste sees at have været ►synderlig, saa er det klart, at mange Ord om 📌Norden i den sidste Tid, staae ei i Verdens-Krøniken paa deres rette Sted, og mange Ord, forholdsviis, maatte jeg talt, hvis jeg, under den Skikkelse min Bog har nu, skulde gjentaget hvad jeg forhen sagde om 📌Norden. Før, da jeg lod Præste-Tungen raade, var det mig ikke blot en Hoved-Sag, men en Samvittigheds-Sag, uforbeholden at skildre først og XXXVIIsidst mit Fædrenelands Deelagtighed i Nøden og Brøden, nu derimod, da jeg føler at det er skeet indtil Videre noksom, eller forgjæves, nu var det mig en Hovedsag, klart at afmale den høitydske Viisdom, og lade ►Dannemænd deri speile og kjende sig selv, forsaavidt de knælede for den. Lidt havde jeg nok til Slutning agtet at sige om Ægteskaberne herinde, dem i tilladte og dem i forbudne Led, om Raad og Uraad, Kiv og Modgang, Skilsmisser og sønderskaarne Liin, ja sønderbrudte Hjerter, kort sagt om 📌Nordens Forhold i sig selv, og til de store Magter; men, som sagt, jeg 670 (US) nænde ei at flytte Staven bort fra 👤Luthers Grav, og langt fra at angre den Nænsomhed, indseer jeg nu, at Tavshed, fra alle Sider betragtet, her tjende bedst. Vil Gud, da skal jeg, efter ►Jubelfesten, give en ►Udsigt over 📌Nordens indholdsrige Krønike, som i det Mindste skal bevise, at ►Gjemt er ikke glemt, og at der i 📌Dannemark er en Literatur, som Tydskerne neppe vil tilegne sig, og som de dog skal have ondt ved at kalde livløs og hverdags.

✂ Nu faaer det denne Gang være nok talt om mine virkelige eller formeentlige ►peccata omissionis, og disse turde vel i de Flestes Øine synes ubetydelige imod de mange og store ►gjørlige Synder, man sagtens vil finde mig skyldig i; men derom kan jeg XXXVIIInetop derfor fatte mig kort, ligesom det, forsaavidt de ere ►uvitterlige, følger af Fornødenhed. Ærlig erklærer jeg, nu som før, at det skal glæde mig at gjøres opmærksom paa mine Feil, de ►være saa begaaede i Fortælling eller Bedømmelse, 303 (VU) i Anordning, Stiil eller Sprog, og at det forrige Gang ingenlunde skedte tilbørlig, kan jeg ikke fremføre noget mere ►umistænkeligt Beviis paa, end de mange Rettelser jeg, af egen Drift, har afstedkommet, og naar derimellem kun findes faa af dem man har opfordret mig til, kan hint vel i Retsindiges Øine gjælde for et Vidnesbyrd om, at det ikke er mine Feil jeg ►freder om, med mindre min Troe og min Overbeviisning er mine Grundfeil, noget, jeg trøstig overlader til Historien og sandhedskjærlige Læseres Samvittighed at bedømme. Frit tør jeg sige, at hver Læser, som elsker Sandhed og Historie, om han ogsaa i mange Stykker skulde være langt fra min Mening, maa agte min Bog for gavnlig, og ønske den i hver boglærd Ungersvends Haand, til den fortrænges af en bedre; thi, selv om han fandt Gift i Bogen, Giftblander kunde han dog aldrig kalde mig, saasandt som et ærligt, flittigt og grundigt Studium af Historien unægtelig maa være den bedste, ja eneste sande Modgift mod al historisk Vildfarelse, og saasandt som min hele Bog ►øiensynlig er stilet paa at opmuntre og drive til et saadant Studium. Lad os for et Øieblik sætte den Muelighed, at min XXXIXhele ►Beskuelse af Folkenes Færd og Menneskets Udvikling var skjæv og uforsvarlig, saa var det dog ►aabenbar kun, fordi den ei var klar og dyb og grundig nok, og kan allerede den jeg har, begeistre en Mand for Historien, og begeistre hans Tale, hvad maa da ikke den dybere og sande kunde gjøre, og til med Flid at søge den, 671 (US) er det jo dog indlysende at jeg opmuntrer, lokker, ja, saavidt jeg mægter, selv ved Trodsen tvinger!

✂ Jeg vil derfor slutte min Fortale med et Alvors-Ord til mine boglærde Landsmænd, og det skal ikke staae som et Hjerte-Suk, da jeg veed man troer sig beføiet til at besvare et saadant med et spodsk Smiil, eller i al Fald et medlidende Skulder-Træk; det skal være, om ikke iiskoldt, saa dog tørt og tydeligt nok, til at kræve et anderledes Svar.

✂ I ti Aar har jeg nu været Skribent, og ►alt ved mit første Forsøg indrømmede man mig Kald til at være det. Christendom og Historie var lige fra Begyndelsen, som det endnu er, og maa bestandig blive, mit Løsen, og, man skal nødes til at indrømme, ikke hos mig et Mundsveir eller et Slag i Luften, men noget jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og Modgang, uden ►Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-Sag, og anvendt, uden Persons Anseelse, paa 304 (VU) Fortids og Nutids aandige Forhold. Min Strid, XLdet er dog vel nu blevet klart, gjælder ikke denne eller hin Person, Mening, Stand, Skole eller noget Enkelt for sig selv, men angaaer Alt, hvorom det paa Tidens Bølge, med Evigheden for Øie, er værd at blotte Vaaben: angaaer Tro og Videnskabelighed i deres hele Omfang og indbyrdes Forhold. Det er jo dog sandt, at der i det sidste Aarhundrede er skeet en ►Adsplittelse i Menigheden, som, hvis den ogsaa var nødvendig, maatte kaldes et nødvendigt Onde, hvis Varighed hver ædel Mand maa ønske at forkorte! Det er jo vist, at de ►Pillere, hvorpaa Kirke og Stat, Troe og Mening, og dermed alle ►selskabelige Forhold fordum hvilede, ere baade indvortes og udvortes rystede i deres Grundvold, og det er jo aabenbart, at de maae atter befæstes, eller andre, om det er mueligt, ligesaa faste, opreises, dersom ikke Alt skal opløse sig i et forvirret Chaos, det er jo vist, at uden Enighed mellem de ypperste Kræfter, er Alt hvad der forudsætter Eenhed: Stat saavelsom Kirke, kun en kraftløs Skygge! Man har meent at kunne naae denne Enighed i Kirken ved hvad man kaldte Oplysning, og at kunne undvære den i Staten ved at sætte Egennytten i dens Sted, at Erfaringen ikke taler for den Mening, det veed man; at man først maatte omskabe Menneskene til netop lige fornuftige, og slaae alles Skjebne over samme Læst, for at frembringe eens Tanker i dem, det lader sig ligesaa unægtelig bevise, som at Staten maa, for XLIsin egen Nyttes Skyld, kræve Opoffrelse af hver enkelt ►Lems Egennytte, og kostbare 672 (US) Lærdomme synes dog endelig at have gjort de fleste Ædle i dette Stykke mere ►ædrue, saa de lede ►om en Middelvei, og stræbe at støtte paa det Brøstfældige.

✂ Nu siger jeg, der gives ingen Middelvej mellem Ondt og Godt, mellem Sandhed og Løgn, og naar man synes at gaae den, da halter man kun; der hjelper ingen Støtter for Kirke og Stat, og naar det synes ►saa, da er det kun, fordi hvad der engang stod fast, det skrider kun langsomt, og naar man bliver bange for Faldet, da sætter man Ryggen imod, men bilder man sig ind, at det hjelper, da har man tabt. Jeg paastaaer, at der er intet Raad for os i Tiden og mindre i Evigheden, ►uden at vende tilbage til ►Fædres ærlige, ►eenfoldige Troe, ►som ene kan give, hvad vi behøve: Kraft og Kjærlighed; at den kan give disse Ting, udviser Historien, og jeg spørger, hvad Ulykke der skulde være i at faae en Tilstand tilbage, hvori ►aabenbar alt det frembragdes, som vi nu ansee det for en Lykke at bjerge Vraget af! Jeg har ikke ladet det beroe med at sige og paastaae Sligt almindelig og 305 (VU) koldt, som er til ingen Nytte, men jeg har: fornemmelig i mine udgivne Prædikener, i ►Roeskilde-Riim, og i det ►Korte Begreb af Krøniken, viist at jeg selv har ►Fædrenes ►eenfoldige Troe, og at den har givet mig Hjerte til baade at trodse Verden, og til at forkynde Bibel-Ordet med InderXLIIlighed og Rørelse; jeg har fremdeles: især i ►Dannevirke og nærværende Bog, viist, at jeg hverken er gaaet fra Forstanden eller fra Videnskaberne, ved at gaae til ►Bibelen, jeg har viist, hvorledes man, uden at træde nogen beviislig Sandhed for nær, kan med stræng Conseqvents betragte den ►eenfoldige Troe som al Viisdoms Moder, al sand Videnskabelighed som ►Bibelens Barn, hvis Udsagn stadfæster dens Herkomst, og peger mod Himmelen, som den Aands Studere-Kammer, hvis Ord den grunder paa, ei for, hvad der er umueligt, at udgrunde, men lade dem stadfæste sig ►i Støvet.

✂ Nu vil jeg spørge, om det sømmer sig sandhedskjærlige Mænd, at besvare Sligt med kraftløse ►Bandsættelser, eller endog kun med ►fornemme Smiil, eller om det ikke er deres hellige Pligt, nøie at prøve, om de Ting forholde sig ►saa i Sandhed, og, om de da mene anderledes, vise mig klart og grundig til Rette; om det ikke er, hvad de skylde Sandhed, hvad de skylde Kirke og Stat, ja hvad de skylde mig, hvis Evner og Kundskaber det slet ikke maa være dem ligegyldigt at see ►gaae forlorne. Hvortil ere ►Højskoler, hvortil er det hele lærde Væsen, dersom ei ►fornemmelig til, i Tider som de nærværende, det koste hvad koste 673 (US) vil, at vække Mængden af den gruelige Sjælesøvn, hvori den, ligegyldig for Alt hvad der ei kildrer Sandserne, eller kan gjøres i Penge, hendøser Livet, og arbeider paa Opløsning af alt XLIIIdet Store og Herlige, vi skabdes til at udvikle! Hvem tør raabe Vee over den Mand, som ærlig har gjort Sit for dette Tidens store Anliggende! Hvad har man at klage over ham, som hverken med Ord eller Levnet har, selv paa fierneste Maade, stræbt at bortlokke fra Noget af Alt hvad man kan være bekjendt at kalde Helligt, Godt og Ærværdigt, men meget mere af al Magt formanet til at hænge ►hardt ved alt Saadant; som langt fra at hverve Tilhængere snarere har stødt dem fra sig, hvis Løsen altid var: Fred med al Sandhed, Kamp mod Løgn og Vildfarelser, men kun med Aand og Ord! thi ►Sandheds Rige er ikke af denne Verden! Hvem vil være bekjendt at sige, at her, hvor det gjælder om Millioners Vel og Sandheds Rige, skulde det være nok, om man kunde bevise, at jeg havde bedømt en enkelt Bog eller Bogskriver for strængt, og indbilde Folk at jeg er haard og ukjærlig og 306 (VU) mystisk, som om min Tale var dermed gjendrevet, Kirke og Stat dermed hjulpet! Hvem elsker Sandhed og vilde ikke lade sig hudflette, naar Folk derved kunde vaagne! hvem er vaagen, og veed ikke hvad det koster? veed ikke, at det nu maa tordne og lyne ►tilgavns, før Nogen reiser sig! og hvad er det da for en Kjærlighed, som forbyder at svinge Ordets ►Mjølner!

✂ Ja endelig vil jeg spørge: hvad siger man om sig selv, naar man holder ►Jubel-Fest til Minde om Reformationen, og udskriger mig for en FanaXLIVtiker og Mørkets Talsmand, uagtet man nødes til at indrømme, at jeg hverken fører anden Lærdom eller andre Vaaben end 👤Morten Luther!

✂ Inderlig ønsker jeg, at man dog endelig engang vil give sig Tid til alvorlig at eftertænke disse Ting, for at lære, hvad det er Sandheds Venner maae fare i Harnisk mod, at det vist ikke er mod de Enkelte, der løfte Røsten for Gud og Hans Ord, for Konge og Fædreneland, grundig Indsigt og levende Kamp i Aandens Rige; men mod Dorskhed, Sløvhed, Kjødelighed i alle Hjørner, og i den lærde Verden: kold Spidsfindighed, Lunkenhed, gjensidig Smigren, personlige Kjævlerier, Kling-Klang, Snik-Snak, og alt saadant Ukrud, som daglig voxer! Vil man ikke høre mig, da er jeg netop den man derved skader mindst; thi ►den leer bedst som leer sidst, og dertil skal jeg sikkert drive det.

✂ ►Gak nu, Bog, kun ud i Verden! forsaavidt du er helliget Sand 674 (US) hed, følger Guds Velsignelse med dig, og hvad Løgnen kan have indsmuglet i dig, tilhører hverken dig eller mig, velsignet ►være dem som gjør det til Intet!

✂ 📌Kjøbenhavn d. 19de Junii 1817.

✂ Grundtvig.

✂ 1

Første Tidsrum.

Fra ►Verdens Skabelse til ►Tungemaalenes Blanding

omtrent 1800 Aar.

✂ Mennesket kunde af sig selv Intet vide om Verdens Skabelse, og omendskjøndt det var muligt, at Fortællinger om de første Menneskers Hændelser kunde forplante sig fra Slægt til Slægt, maatte dog disse, saalænge de ei vare opskrevne, i Tidens Længde faae saamange ►Tilsætninger og ►Indklædninger, at det blev ►Mandevid umuligt at adskille det Sande og det Falske fra hinanden. Imidlertid have vi dog Alle en naturlig Lyst til at vide, hvorledes Alt er blevet til, og hvad der har tildraget sig i Verdens første Tider, og vi maae takke Gud, at Han, som ene vidste fuldkommelig Besked, og paa hvis Sanddruhed vi kan stole, har sørget for, at vi kunne faae de ligesaa fornødne, som ønskelige Efterretninger. 2Den samme hellige Bog som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, ►Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skjøn som sandfærdig Underretning om hiin ældste Tid. 👤Moses, en hellig Mand, paa hvem Herrens Aand hvilede, har, for mere end 3000 Aar siden, samlet de gamle Sagn om Verdens Oprindelse og de første Mennesker, renset og udfyldt dem efter Guds ►Indskydelse. Følgende er en ►Hovedsum af den hellige Fortælling.

✂ ►I Begyndelsen var alting øde og tomt, indtil Guds Aand svævede hen over Afgrunden. Ved Herrens almægtige Ord skabtes Lyset, Himlen udspændtes og paa den sattes Solen til at lyse om Dagen og Maanen med Stiernerne til at skinne om Natten. Vandene fik deres Grændser, og det Tørre løftede sig. Af Jorden opvoxte Græs og Træer og Urter i mangfoldig Skikkelse; Havet fik sine Fiske og Luften de flyvende ⓘ FugleFugle] GV, Fngle A, Jorden opfyldtes af krybende og fireføddede Dyr, og alt Levende fik Evne til, at forplante sin Art i forunderlige Maader. Allersidst paa den siette Dag blev Mennesket skabt i Guds Billede: en Mand, 👤Adam, og en Kvinde, 👤Eva, og dem blev givet Herredømme over alt det Levende og Livløse.► ►Herren havde beredt Mennesket en Have i Østen, som kaldtes 📌Eden ► og siden 📌Paradis; der levede de i reent aandeligt ►Samfund med Gud, i Uskyldighed og Fred med sig selv, samt 3med Alt, hvad der omringede dem. ►Gud havde forbudet dem at røre Kundskabstræet ►paa Godt og Ondt►, men af den gamle Slange lode de sig forføre til Hovmod, de vilde have en Kundskab hvorved de kunde blive deres Skabers Lige, og overtraadte hans Bud. Nu havde de tabt deres Uskyldighed, de vare i Strid med Gud, sig selv og de udvortes Ting. ►Møisommeligt Arbeid, Smerte og Død blev deres Lod. ►👤Adam og 👤Eva avlede Børn ►i deres Lignelse,► 👤Kain og 👤Abel vare de ældste, og hvor fordærvet Menneskets Sindelag var blevet, viste sig, da ►👤Kain dræbte sin Broder, hvis Offer Gud havde optaget naadigere►, fordi det frembares med et troende Hjerte. ►Gud skænkede 👤Adam en Søn i 👤Abels Sted►, som kaldtes 👤Seth, hvis Efterkommere vedbleve en tidlang, ligesom 👤Abel, at drive et uskyldigt Hyrdeliv, og holde sig nær til Gud i Sind og ►Idræt, hvorfor de ogsaa kaldes Guds Børn. 👤Kains Efterkommere lignede denne deres Stamfader, de ringeagtede Gud og hans Bud, og stræbte ene efter, at leve saa lystig paa Jorden, som muligt. De dyrkede Jorden, smeddede Malm og byggede ►Stæder, og opfandt Strengeleg og anden Kunst, men da Enhver kun giorde hvad ham lystede blev Jorden opfyldt med Vold og Uterlighed. 👤Seths Efterkommere blandede sig efterhaanden med 👤Kains og bleve delagtige i deres Synder, saa at der tilsidst kun fandtes ►een retfærdig Mand af 👤Seths Afkom, ved Navn 👤Noah, og ved ham lod den 4langmodige Gud den fordærvede ►Slægt formane til Omvendelse og forkynde den Ødelæggelse, som ellers maatte komme over dem; men de forhærdede sig, og ►ginge trodsende deres Undergang imøde. En Syndflod overskyllede Jorden, og druknede alt Levende som fandtes derpaa; men sin Tiener 👤Noah med hans Huus, og nogle af Dyrene, havde Gud udfriet, i det han ►oplyste ham til at bygge sig et stort Skib, som kaldtes Arken, hvor han opholdt sig, indtil Jorden igjen blev tør. I Forbindelse med den store Omvæltning Floden havde foraarsaget paa Jorden, foregik nu ogsaa den Forandring med Menneskelivet, at istedenfor det hidindtil havde udstrakt sig til henimod tusinde Aar, afkortedes det nu efterhaanden ►saa, at hundrede og nogle Aar bleve den længste Levealder.

✂ 👤Noah og hans Sønner: 👤Jafet, 👤Sem og 👤Kam bleve ►af Gud henviste til Regnbuen, som et Tegn paa, at Vandene ►ei tiere saaledes skulde fordærve Jorden►. Trøstige begyndte de derfor at dyrke den og anvende de Kundskaber, som hos dem havde gennemlevet Syndfloden; men allerede i 👤Noahs Dage misbrugte Endeel af hans ►Ætmænd den gamle Verdens Kunster til et formasteligt Værk, som er blevet saare navnkundigt. Paa 📌Kaldæas frugtbare Sletter vilde de bygge en stor Stad og i samme opreise et Taarn, der kunde naae til Skyerne. Denne ►Idræt røbede med Vantroe og Hovmod en syndig Attraa efter 5at vandre i ►Kainiternes fordærvelige Spor; thi ligesom Samlivet i en stor Stad var skikket til at forhøie og forfine det udvortes Vellevnet, saaledes vidste de meget vel, hvad alle følgende Tider kun have bekræftet, at store ►Stæder ⓘ snartsnart] GV, snatt A maa blive Syndens Hjem. ►Herren ►forstyrrede Værket ved at blande Tungemaalene, og nu nødtes Menneskene til at ►adsprede sig►; de som vare nærmest i Slægt og havde fælleds Tungemaal fulgtes ad, og, saaledes opstode adskillige Folkefærd, som siden atter delte sig til flere. Ligesom nu Tungemaalene udtrykde den store Forskiellighed i Folkenes indvortes Vilkaar, saaledes teede denne sig ogsaa i Valget af Bopæle og Levemaade, da hver Flok ►efter sin Lyst udvalgte Agerdyrkning, ►Fædrift, Jagt eller Kiøbmandskab til sin ►Handtering.

✂ Agerdyrkningen blev Grundvolden for hvad vi kalde Stater, eller saadanne ►Selskaber, som ►forbandt sig til at hielpe og forsvare hinanden, thi ►visse Bopæle maatte Jorddyrkerne have, de maatte bo sammen i Byer, for at kunne modstaa de Røverflokke der vilde borttage deres Arbeides Frugt, og Byens Mure forenede paa en Maade alle deres Huse under eet. Men ligesom en saadan Mandeflok ved Agerdyrkningen udvortes sammenknyttedes nærmere, saaledes adskiltes den endnu mere indvortes ved samme; thi med den faste Eiendom udviklede Egennytten sig: den Stærke søgte at forøge sin Formue paa den Sva6geres Bekostning, og den svage Fattige søgte ved Krig og Tyveri at forbedre sine Kaar. Saavel disse Bestræbelser som det tætte Samliv maatte føde mange Trætter, Forurettelser og ►Tvedragt og snart maatte Byernes Mure kun faaet en øde Kreds at omringe, dersom der ei til Livets og Eiendommens Sikkerhed vare blevne givne ►visse ►almindelige Bud eller Love, som Indbyggerne maatte rette sig efter. Ogsaa maatte der være en eller Flere som vaagede over, at hver Mand ►skede Ret og som kunde straffe Lovenes Overtrædere; men for at ►Mængden skulde bekvemme sig til at ►erkende Lovenes ►Forbindtlighed, maatte de tro sig forvissede om deres Visdom, og denne Tro fik de, deels ved Samvittigheden og ved Erfaring, deels ved at ansee dem for en Guddoms umiddelbare Bud. Kundskaben om den sande Gud, Verdens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser gik i Arv fra 👤Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om Eiendom, fordybede sig i ►Jordlivet og det nærværende Øieblik, gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske og glemte snart den rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ►ginge hen at ►tiene ►►Himmelens Hær, som 👤Moses vidner, Solen, som ►fremlokkede og modnede det fulde Kornax; Maanen, hvilke de tiltroede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som lyste om Natten,► ►tyktes dem 7mere at fortiene deres Dyrkelse, end den Usynlige; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de ham dog ikke som den eneste sande Gud; men satte Skabningen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem, eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usædvanlige ►Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle Folkefærd især Digterne, og det ganske naturlig, thi en Digter er et Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til at skue det Usynliges aandelige Billeder, samt Evne til at meddele Synerne i et levende, velklingende Sprog. Han henrives selv paa ►underlige Maader naar han digter; det er for ham selv, som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor saadanne Digtere sang bleve de Religions Stiftere, og ►indklædte de gamle Sagn i den skiønne Billedkiortel, hvorved de frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes ►end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saaledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede til den, kom de til at udgiøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere røgtede hver sin særegne 8Syssel, sankedes broderlig i de fælles Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrenetro. Lidt bedre var det med de Flokke som ►kaarede Hyrdelivet; da Hiorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og maatte da mærke det; naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar de samledes under Teltens lignende Bue, maatte Sindet løfte sig over Jorden og Aanden gierne stirre paa de store ►Frasagn, og det Usynliges skinnende Lignelser. Huusfædrene vedbleve hos dem længst at være de eneste Konger og Præster, og det kan ei ►omtvivles at mangen en Hyrdeslægt vandrede som 👤Melchisedech omkring i gudelig Enfoldighed uden ►visse Værelser med den Troe at ►de her vare Giæster og Fremmede, som først bag Graven kunde naae deres Fædreneland. Det var især 👤Sems Afkom der udvalgte denne Levemaade i 📌Asiens milde Egne, og skiøndt Afguderie, især Stjernedyrkelsen, ogsaa snart forvanskede deres Gudstjeneste, holdt de dog langt fastere ved Troen paa den usynlige, almægtige Skaber og under Telten fandtes 👤Abraham, Stamfaderen til Guds Folk. 👤Japhets Børn vankede videre og vildere omkring og synes næsten alle i Førstningen at have elsket de koldere høitidelige Egne, Søfart, Jagt og Krig. Disse ►Hjerte- og Kæmpe-Folks naturlige Afguderie var Heltedyrkelse, men dog bevarede nogle Stammer mangt et helligt Minde 9og den dunkle Længsel efter Paulunet hvori 👤Japhet engang skulde ►indledes. ►Chamiterne var det især som stræbte at grundfæste sig paa Jorden i de ►mørke Boliger, sikkre sig Opholdet, giøre sig Livet bekvemt ved Agerdyrkning og ►Handværker, og betrygge det ved Love. Deres naturlige Afguderie var Fetiisdyrkelse eller Forgudelse af de legemlige Ting. Imidlertid maae man ei glemme, at dette kun giælder om Slægterne i Almindelighed og har i det Enkelte mange Undtagelser.

✂

Andet Tidsrum.

Fra de ældste Rigers Stiftelse til 👤Christi Fødsel,

omtrent 2000 Aar.

✂ Strax efter ►Adspredelsen oprettede ►Chamiten, 👤Nimrod, og ►Semiten, 👤Assur, tvende Riger, som dog kun bestode af nogle faa Byer og deres Omegn. 👤Nimrods Rige laae mellem 📌Tigris og 📌Eufrat og fik Navn efter 📌Babel, den Stad, hvis Fuldførelse ►Tungemaalenes Forvirring hindrede. Det assyriske Rige laae derimod østen for 📌Tigris og havde under Tidens Løb det saa navnkundige 10📌Ninive til Hovedstad. Det assyriske Rige skal i den ældste Tid have udstrakt sig vidt i 📌Asien, og først efter lang Tids Forløb være blevet omstyrtet;*omt. 900 f. K. men hverken denne Vælde, eller den hvortil vi vide, det siden for en kort Tid steg under 👤Salmanassar, som underkastede sig endeel af 📌Fønisien og 📌Palæstina,*omt. 700 f. K. synes at have været forbundet med nogen synderlig Udvikling af ►Sjæleevnerne eller Fremgang i nyttige ►Haandteringer. Anderledes var det med 📌Babylons Rige, som arvede 📌Assyriens Magt,*omt. 600 f. K. thi vel er ogsaa dets gamle Historie mørk, men vor Kundskab om det, paa den Tid, da det under 👤Nebukadnesar kom til at indbefatte alt Landet mellem 📌Tigris og 📌Middelhavet, lærer os, at baade var Agerdyrkning og ►Haandværker i driftig Gang og adskillige Kundskaber ikke fremmede for dem. De ypperste af disse indførdes imidlertid udentvivl ved Chaldæerne et semitisk Folk, som kort før 👤Nebucadnesars Tid indtog 📌Babylon, eller dog ved en chaldæisk Stamme der fra ældgammel Tid udgjorde 📌Babylons Præsteskab, og da de havde den Troe at Verdens og Menneskenes Skjebne stod i Stiernerne at læse, agtede de med stor Flid paa Himmelens Løb og bleve Astronomiens Fosterfædre. Imidlertid dyrkedes den saare tidlig og med samme Iver, skiøndt ikke i samme Øiemed hos Fønisierne, et lidet men ►mærkeligt Folk paa 📌Middelhavets Kyst. Navnkundigst er dette Folk blevet ved sin udbredte Handel. Glas smeltede de af 11et Slags Sand, som fandtes i Landet, og i et Skaldyrs Vædske, som hyppig lod sig finde ved deres Kyster farvede de et ►Tøi, som under Navn af Purpur blev Hædersdragt for Konger og Fyrster trindt udi Landene; 📌Arabiens kostelige Røgelser, som skulde dufte i Templer og ►Høieloftssale ►ginge ►og for det meste igjennem deres Hænder, og saavel disse Ting, som andre Vare, vandrede fra dem deels paa Kameler rundt i 📌Asien, deels paa Skibene langs ad 📌Middelhavets Kyster. Dog de dristige Sømænd som stævnede ud fra Havnene 📌Tyrus og 📌Sidon, standsedes ei af 📌Herkules Støtter, men giennemseilede 📌det atlantiske Hav og vovede sig ind i 📌Østersøens Bugt. Paa Kysterne her tilbyttede de sig det dyrebare Rav, fra 📌Bretland hentede de Tin, og Sølv ⓘ ►udgroveudgrove] GV, ndgrove A de i Mængde af 📌Spaniens Bjerge. Et saadant Folk, som ventelig uden Kompas omflakkede paa Havet maatte nøie ►mærke paa Soel og Stjerner for derved at veiledes; og uden Bogstavskrift og Regnekunst kunde en saa udbredt Handel ikke drives. Nogen Kundskab om de menneskelige Sysler maatte de bringe til de fremmede Lande, og megen maatte de samle. Pragt og ►Overdaad maatte ogsaa, som Rigdommens naturlige Børn, trives hos dem og igien avle adskillige Konster; men ædle Følelser og ophøiede Forestillinger om Guddommen vare naturligviis sieldne og saa at sige fremmede hos disse jordisksindede Kiøbmænd. Kundskaben om den sande Gud spores kun dunkelt 12hos dem og skiøndt de baade have havt Digtere, Historieskrivere og ►Verdsligvise er dog saavel deres Bøger som Tungemaal saa at sige sjunket til Havets Bund, og det stadfæster hvad man kan vide, at deres Sang og Klogskab var af denne Verden. Et saadant Folk maatte snart vorde udmarvet og blødagtigt: 📌Tyrus, som var yngre end 📌Sidon, var den eneste Fønisiske Stad som modstod 👤Salmanassar, men indtoges af 👤Nebukadnezar.

✂ Det tredie af den ældste Verdens navnkundige Folk og den ►Chamitiske Hovedstamme var Ægypterne, som udmærkede sig ved Alt hvad en uhyre verdslig Indbildningskraft og en ►barnagtig Selvklogskab i Forening med udvortes Styrke og Anlæg til fiin Forstand mægter at udrette. Agerdyrkningen blomstrede som af sig selv i det forunderlige Land, der baade vandedes og giødedes af 📌Nilen, nyttige ►Handværker, især Væverierne naaede stor Fuldkommenhed hos det underlig stillesiddende Folk, Statsforfatningen og Lovene vare udtænkte med en Skarpsindighed man ikke formoder i de gamle Dage, og Afguderiet var saa ►kunstig indvævet i Landets Historie og i den hele Videnskabelighed, at kun stor Anstrængelse og uventede Opdagelser vil kunne giøre en ►vis og klar ►Skilsmisse. Indtil det skeer er næsten Alt hvad man veed om dette Lands Begivenheder og Præsternes Kundskaber uvisse Giætninger eller eventyrlige Sagn som ikke give 13men spørge om Oplysning. En saadan kan først gives, naar man lærer at forstaae den Gaadeskrift (Hieroglypherne) som bedækker dette synderlige Folks Mumier og Mindesmærker, og hertil fattes man ei Anviisning, men Øie og Taalmodighed.

✂ ►Rimeligt er det, at her, ligesom i 📌China, 📌Ægyptens Skyggebillede, ere mere end een Gang fremmede Stammer indvandrede som have revet det udvortes Herredømme til sig, men bøiet sig for Landets gamle Aand, og vist er det at tre store Tidsrum tydelig adskille sig i Folkets Historie. Det ældste som Præsterne kaldte Gudealderen er det Thebaiske, da 📌Thebe i 📌Øvre-Ægypten var Hovedstaden, som har afpræget sig i de uhyre ►Jetteværker, ►Stæder og Templer, hvis sjunkne Levninger endnu forbause. Det andet som Præsterne kaldte det Heroiske er det Memphitiske da Alt udgik fra 📌Memphis i 📌Mellem-Ægypten, da Agerdyrkningen fremmedes, Staten indrettedes, Vellysten trivedes, Pyramider og Obelisker reistes og bedækkedes med Hieroglypher, kort sagt, da Man bestrøede ►Osirs Grav i 📌Memphis med Blomster, reiste og ►ristede hans Bautasteen. Det tredie Tidsrum kaldte Præsterne det Menneskelige og vi kan sige det Saitiske, da var 📌Sais i 📌Nedre-Ægypten Hovedstaden, da stræbde Man at ►indvikle og udsmykke Løgnene fra Oldtiden, og at ►glimre som det viseste Folk i Verden. Efter Sagnet skal 📌Laby 14rinthen være bygget i dette Tidsrum, og det være nu sandt eller ikke, saa er den ►upaatvivlelig et troe sandseligt Billede af Ægypternes Viisdom, af de dunkle Irgange hvori den Spidsfindige Fornuft stræbde at snoe sig fra Sandheden. Naar vi undtage hvad 👤Moses beretter og Præstesagnene nødes til at stadfæste, have vi kun om det sidste Tidsrum nogle tilforladelige Efterretninger, og selv disse have for det meste faaet et mystisk ►Islet paa Præstevæven. Derom kan vi imidlertid ikke tvivle at Kongerne omtrent fra det Syvende Aarhundredes Begyndelse skaffede sig mere Magt ved græske Leietropper, stræbte i det Hele at indføre græsk Fiinhed og Smag, og at udvide deres Herredømme ved Erobringer i 📌Asien. Det ►syndes at lykkes, men snart tabdes Erobringerne da 👤Necho blev overvundet af 👤Nebucadnezar, den græske Aand kunde kun spøge paa 📌Ægyptens Grav, og forstyrredes idelig af den Dødes urolige Gienfærd i hyppige Oprør. Ved et saadant kom tilsidst en Almuesmand 👤Amasis til at beklæde de gamle Pharaoners Throne, og da selv han bøiede sig for den fremmede Aand, forkyndte Alt Statens Undergang. Endnu i hans Dage giæstedes Landet af en seierrig Fjende og kort efter hans Død*omt. 520. maatte Folket bøie Nakken under en Erobrers Aag som knusede Præsterne med samt ►Apis-Oxen og de andre saakaldte hellige Dyr hvortil 📌Ægyptens Afguder vare nedsiunkne.

✂ 15Det Folk som indtog 📌Ægypten var Perserne. De stammede tildeels fra 👤Sems Søn, 👤Elam, og bevarede længe ►Stammefædrenes rene Begreber om den eneste sande Gud, ja selv i den Troesbygning, som de tillægge en 👤Zoroaster, finde vi saavel Afsky for Billeddyrkelse, som de tydeligste Spor af en sund Lære. Det var disse Biergboeres faste Tro, at de ved ►Tarvelighed, Arbeidsomhed og et gudhengivent Sindelag kunde befordre det gode Væsens Seier over det Onde og derfor stode de som kraftfulde Mænd, medens deres Naboer, Mederne, og næsten alle 📌Mellemasiens andre Folkefærd, ved ►Overdaad og Vellyst vare nedsjunkne i Blødhed og svag Dorskhed. Ved at indlemmes i det mediske Rige, lærte de desbedre at kende dets Svaghed og da de paa den Tid begyndte at fordærves, higede de efter at udbrede deres egen, mere end Lysets Magt. En af deres Høvdinger, den retskafne ►djærve og kloge 👤Cyrus gjorde ei allene sit Fædreneland uafhængigt, men omstyrtede endog baade det mediske og det babyloniske Rige*omt. 550 f. K. og blev derved Herre over alt Landet mellem 📌Indus og 📌Middelhavet. Ogsaa 📌Lilleasien, som nu var samlet i det lydiske Rige maatte underkaste sig, og dets sidste Konge: 👤Krøsus, lære, hvor usikker den Magt er, som kun hviler paa Guld; thi paa det havde han ene stolet. 👤Kambyses, en Søn af 👤Cyrus, forøgede 📌Perserrigets Udstrækning med 📌Ægypten; men dets rette Grundvold: Persernes Dyd og Tap16perhed, ►undergroves daglig; thi ligesom det var den voxne Attraa efter jordiske Ting, som uddrev dem fra deres Bjerge, nedsvælgede de ►og flux den søde Gift som havde fortæret de Overvundnes Marv, og bortødslede saaledes den Kraft der havde giort dem til Seierherrer. Saavel deres Svækkelse, som de øvrige Asiaters yderlige Afmagt lod sig ►aabenbar tilsyne i Krigen som førtes med Grækerne.

✂ 📌Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener:*omt. 1500. 👤Jafets Afkom. En Ægypter, ►Cecrops, og en Fønicier, ►Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere, Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et ►Søtog til 📌Kolkis ved 📌det sorte Hav, som kaldes det argonautiske efter Skibet ►Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: ►Jason, som efter Sagnet der skulde hente et ►gyldent Skind hvis Rye gik saa vide om Land, og fik det ved List. Med megen ►Helteroes og stort Bytte vendte de ►kække Høvdinger tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere ►Ædlinge, 50 Aar senere vilde opføre. Paa 📌Lilleasiens nordvestlige Kyst laae et gammelt mægtigt Rige: det Trojanske, ventelig ogsaa beboet af ►Japhetider, og en af dets Konger, ►Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet 📌Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: 17►Tantalus, hvis Søn ►Pelops blev, efter Sagn, i det sydlige 📌Grækenland saa høit anseet at Halvøen efter ham fik Navn af 📌Pelopones. Sønnesønner af ham vare ►Agamemnon og den ►Menelaus der iblandt mange Beilere havde det Held at kaares til Brudgom af den ►lakoniske Kongedatter den skiønne ►Helene som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Hende, siger man, lokkede og bortførde 📌Trojas Kongesøn ►Paris, og nu flokkedes fra hele 📌Grækenland Helte og Skarer for at hævne Rovet og indtage 📌Troja. Med 100,000 Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og ►Hovedbanneret var hos ►Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i ►Idræt eller Eftermæle. ►Fremmerst i Striden gik ►Akill, ►Diomedes og ►Ajax, den kløgtige og raadsnilde ►Ulysses ledte Hæren, og den gamle ►Nestor stillede Heltenes Vrede med venlige Ord. Ti Aar ►forgik og 📌Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, 📌Trojas gamle Konge, ⓘ ►Priamus,Priamus,] GV, Priamus. A blev hjulpet af alle 📌Lilleasiens Folk, og i ►Hector havde han en Søn, hvis ►Manddom var ligesaa farlig for Grækerne, som hans Broders ►favre Skikkelse for ►Helene og 📌Ilium. Endelig faldt ►Hector for ►Akills Haand, og skiøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skiøndt mange af 📌Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som ►høvdingløse Stad ei at modstaa de ►Overblevnes Vaaben og Kløgt. 📌Ilium faldt og 18tunge af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme ►adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre vidt paa det vilde Hav. Ti Aar maatte saaledes ►Ulysses, trods al sin kløgt, omflakke før han naaede ⓘ 📌IthakaIthaka] GV, Irhaka A, sin Fædreneø, og ►Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægten overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: 👤Homeros. ►Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet ►Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem ►Agamemnon og ►Akill med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt ►Minde bevaret de Heltes Navne og ►Idrætter som strede ved 📌Troja. Disse ►overordenlige Kvad saavelsom Bedrifterne, der i dem besynges, ere vel endnu langt fra at være saaledes oplyste og forstaaede som det sig bør, men hvad saa end Udfaldet kan blive paa en grundig Undersøgelse om deres Oprindelse og den historiske Indholds bogstavelige Sandhed, er det ligevist at de klarlig afbilde den græske Aands Bestræbelse og Maal i det Hele. ►Helene staaer som Skjønhedens Sindbillede og det gamle Tvistens Æble mellem ►Japhetiderne i 📌Asien og 📌Europa, ►Iliaden afbilder Grækernes Tragten efter med Magt og List at tilegne sig Skiønheden i Poesie og Kunst, og ►Odysseen deres Umage for at finde den ved flygtig Grublen. Ligesaavist er det at disse Digte have i det Hele megen historisk Vig19tighed som Afbildning af den græske Oldtids Skikkelse og Forestillinger. Ikke i det egenlige 📌Grækenland skal de være frembragte, men paa 📌Lilleasiens Kyst, hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrenelandet,*Fra 1100 til ⓘ 900 f. K. efter det Trojanske ►Tog hendroge, erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og ►Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Sandselige, og alle ►Stæderne maatte underkaste sig 👤Cyrus; men under 👤Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske ►Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for en kort Tid opvaagnede. Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa 📌Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i 📌Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere ⓘ sammensammen] GV, semmen A, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad 📌Sparta paa 📌Peloponnes, fremstod ►Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der,*omt. 900 f. K. og gav Staten en Forfatning, hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle 20doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrebyens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes ►med al Pragt og ►Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev 📌Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at 📌Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille ►Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. 📌Grækenlands anden Hovedstad, 📌Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: ►Theseus, hvis Statsindretning var ligesaa ►mærkelig som*omt. 1070 f. K. hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet, og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ►ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise 👤Solon at raade Bod*omt. 600 f. K. ved at foretage en ►passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding 👤Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stad21fæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igjen fik deres Frihed,*omt. 510 f. K. sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens ►Leie og deres særegne Anlæg ►spaaede 👤Solon, dristige Sømænd, Mestere i alle da bekjendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede 👤Darius udsendte en Flaade, hvis 120,000 Stridsmænd skulde forvandle 📌Athenen til en ►Grusdynge; men paa 📌Marathons Sletter viste Athenienseren 👤Miltiades og hans 10,000 ►kække Vaabenbrødre,*489. hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreneland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede 👤Xerxes, en Søn af 👤Darius, igjen at aftvætte, og drog selv over 📌Hellespont med en ►sammendreven Skare, hvis Størrelse 👤Herodot beregner til et Antal af henved to Millioner vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren 📌Thessalien, og da selv 📌Theben, 📌Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig Fjenden i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i 📌Athenen og 📌Sparta, medens hans Flaade beherskede Havet. Dog anderledes 22var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændig. Vel vare 📌Grækenlands mange Smaastater, og især 📌Athen og 📌Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælles Tungemaal, den fælles Gudsdyrkelse og det fælles Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog at de ansaae sig for eet Folk, der mod en udvortes Fjende burde gjøre fælles Sag. Alle ►Stæders Skibe forenede sig med 📌Athenens for at forsvare Sundet ved 📌Eubøa, og den heltemodige 📌Spartas Konge: 👤Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: 📌Thermopylæ, og forbyde 👤Xerxes Indgangen i 📌Mellemgrækenland. Forgjeves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgjeves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Stie over 📌Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, men 👤Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for 📌Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed,*480. faldt de alle uden at vige. 👤Xerxes drog til 📌Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgjøre Grækernes Skibe ved 📌Salamis, hvorhen de efter en ►hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under 👤Themistokles saa23ledes i Grækernes ►Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han Aaret efter fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i 📌Grækenland, tilintetgjort ved 📌Platæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved 📌Mykale: et Forbjerg paa 📌Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig under 📌Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa 📌det ægeiske Hav og over de græske ►Stæder paa 📌Traciens og 📌Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at ►erkjende.*449.

✂ Saamegen Hæder Grækerne imidlertid i denne Krig indhøstede, bidrog den dog paa adskillige Maader til at undergrave deres Dyder og Enighed, Frihed og Kraft, og blev derfor den sidste ►hæderlige, de førte. Da Krigens Skueplads forfløttedes til Havet og 📌Asien, maatte Athenienserne, som den mægtigste Sømagt, nødvendig faae den ►Oberanførsel, Spartanerne hidtil havde havt, ligesom dette igjen maatte hos disse stolte Krigere vække den høieste Misundelse og gjøre al Enighed mellem 📌Grækenlands Hovedstater umulig. 📌Athenens Borgere behandlede deres rige, men blødagtige ►Forbundne, som Undersaatter, og ►overlode sig til den Pragt, ►Overdaad og sandselige Nydelse, der kunde købes for 24det aftvungne Guld. Herved svækkedes daglig den indvortes Kraft, og da Uenigheden med 📌Sparta udbrød til Krig,*431. gjorde ⓘ ikkeikke] GV, tkke A allene næsten hele 📌Grækenland fælles Sag mod det overmodige 📌Athen; men denne Stad havde selv i sine ►Bundsforvandte ligesaa mange hemmelige Fjender. I 27 Aar førtes denne, saakaldte peloponesiske, Krig næsten uafbrudt, Lykken var ustadig, enstund smilede den til 📌Athenen, ligesom Alt der havde under den verdenskloge, smagfulde, ►sødtalende, men tillige forfængelige, lumske og vellystige 👤Perikles en smilende og blændende Skikkelse: men disse Dages Skin bedrog i Alt som i deres Afgud: 👤Alcibiades; han ►fristede Lykken hvis ►Skjødebarn han var, og det var med 📌Athenens Lykke han legede, han satte den paa Spil ved ►Toget til 📌Sicilien, 📌Athenen fordrev sin Vovehals men fortsatte Vovespillet, og tabde saa reent at den maatte overgive sin Flaade, sløife sine Mure og bøie sig for de 30 Tyranner 📌Sparta *404 f. K. satte til dens Øvrighed.

✂ Saaledes mistede 📌Athenen den Glands, hvormed det hartad i 80 Aar havde ►brammet; men det havde i denne Tid erhvervet sig en mere uforgængelig, som endnu efter mere end 2000 Aar omstraaler dens Minde og gjør dens ►Grusdynge ►mærkeligere end de ►Stæder, der som Landets og Havets Herskerinder prange med Slotte og Palladser: denne Glands skylder 📌Athenen de mange sindrige og kløgtige Mænd, som i en kort 25Tid ⓘ opvoxteopvoxte] GV, opvvxte A, kappedes og afløste hinanden indenfor dens Mure. Medens 👤Miltiades, hans Søn 👤Cimon, og 👤Themistokles sankede blodige Laurbær, flettede Digteren 👤Æschylos sig en ligesaa uforvisnelig Krands ved sine dramatiske Digte. Det Slags Digtere der ligne denne berømte Forgænger, lægge især an paa at fremstille berømte Mennesker og ►mærkelige Tildragelser fra en forsvunden Tid, i en Række af Samtaler, saa livagtig, som om hine endnu levede, og disse just nu foregik. For at gjøre Alt endnu mere nærværende, fremgik Mennesker, som havde Anlæg til at efterligne Andre, talede og handlede i de Hedenfarnes Navn, og dannede saaledes hvad vi kalde Skuespil, og saaledes at beskue de ►oplivede Skygger af store Mænd, kan være saare skikket til at vække en ædel Higen efter at ligne dem, og opløfte Sindet over det Legemlige. Af dem som traadte i 👤Æschyls Fodspor, overgik ham i ►kunstig Sammensætning, men bleve hans ►Undermænd i Kraft og ophøiede Følelser, ere 👤Sophokles og 👤Euripides blevne de berømteste; og i Korthed kan man vel ikke bedre betegne disse trende Digteres indbyrdes Forhold end ved at sige: 👤Æschylus skildrede Oldtiden som han ►indbildte sig den, 👤Sophokles som han ønskede og 👤Euripides som han tænkde sig den. Samtidig med den Sidste var under den peloponesiske Krig 👤Aristofanes, som i sine dramatiske Digte, der kaldes ►Komedier, udstillede sin Tids ►Daarlighed men 26ogsaa en Deel af sine Medborgere til Latter. Kun i en fordærvet Tidsalder er det at Digteren maae svinge Svøben istedenfor at kige i Aandespeilet, være de høie Syners og dybe Følelsers Tunge, hellige Følelsers Tolk; thi Spot er en beesk Urt, som kun voxer paa Kjerlighedens Grav. Indvortes beslægtede med hine Digtere vare Billedhuggerne, som forstode i Marmor at udhugge Billeder, der ei allene havde Menneskelignelse, og i Aasynet de samme Kjendemærker, som levende Mennesker, naar noget Stærkt har bemestret sig deres Inderste, men endog ►syndes langt deiligere end noget enkelt Menneske. ►Vist nok vidne saadanne Værker om, at en Skygge af noget Overjordisk svævede for Kunstnerens Øie og elskedes af ham, ei heller kan det ►omtvivles at beslægtede Gemytter føle under Beskuelsen en Deelagtighed i Konstnerens Syn og Velbehag, men ligevist bliver det, at Troen paa det Usynlige er kun som en Drøm, naar man har Lyst til at see det forstenet, at den digteriske Billedhugning er en Forgudelse af Legemet, at den Lyst hvormed Billedstøtterne almindelig beskues er Vellyst, og blev med en ►vis Nødvendighed i Hedenold til den groveste Afgudsdyrkelse. Medens disse Digtere og Kunstnere stræbte ligesom at ►nedmane det Guddommelige til Jorden, ►opmane det Jordede af Graven, og udsmykke Alt med de ►favreste ►Klædemon, stræbte andre Mænd ligefrem og sanddru at fortælle hvad som 27skeet var i den ►fremfarne Tid, og den første berømte imellem disse var Doreren ⓘ 👤HerodotHerodot] GV, Herodor A fra 📌Lilleasien. Man kalder ham med Føie Historiens Fader; thi med Forstand og Ømhed opfostrede han den Spæde: med opmærksomt Øre sankede han de gamle Sagn ►trindt i Landene, fortalde paa ukunstlet og ►trohjertig Maade, og tillagde da sit Skøn om hvad ham tyktes rimeligst at være; men overalt saae og bøiede han sig for den usynlige Finger, som styrer Tidernes Gang og Menneskets ►Idrætter. Hans Efterretninger saavel om de gamle Asiater som om Ægypter og andre Afrikaner ere ►uskatteerlige, men saare langt fra at være saaledes oplyste og benyttede som de fortjene, især fordi man en Tid lang troede at Alt det Forunderlige en Historieskriver fortalde, maatte, ubeseet, være et Eventyr. Ved at høre ham oplæse sin Historie om Perser og Græker og alle de Folkefærd, som have havt med dem at bestille, opvaktes Athenienseren 👤Thucydides til at attraae den Hæder som ►vederfores hans Forgænger: og arbeidede til den Ende paa en Historie om den peloponnesiske Krig, som ►syndes at volde 📌Athenens Ulykke. Hans Efterretninger om samtidige Tildragelser hvortil han tildeels selv var Øienvidne, ere naturligvis vigtige, men ligesaa naturlig i mange Stykker upaalidelige, hans Skrivemaade er dunkel og ►kostbar, hans Bemærkninger Frugten af vandet Selvklogskab, og den store Berømmelse der enstund blev lagt 28paa ham, maae han mest takke den Omstændighed for, at han blev ved Jorden, forkastede Oldsagn som Eventyr, gjorde stort Væsen af Ingenting, og var altsaa hvad man i det attende Aarhundrede kaldte en critisk og ►practisk Historieskriver. Aandelige Frænder med de dramatiske Digtere vare de Mænd, som ved Grublen prøvede paa at opdage Altings ⓘ GrundGrund] GV, Grnnd A, udgrunde Verdens, og fremfor alt Menneskets, Oprindelse, Natur og Bestemmelse, og som derfor kaldes Philosopher eller Viisdommens Venner. Athenienserne 👤Sokrates og 👤Plato ere blevne de navnkundigste; men med al deres Kløgt udfandt de kun, hvad de oprigtig bekjendte: at de Intet vidste om det Usynlige, og at Ingen uden en Gud kunde ►adsprede det Mørke, som paa Tidens og ►Jordlivets Grændser standsede hvert dødeligt Øie. Dog, de store Sandheder om en viis og god Gud, om Sjælens Ypperlighed, om Dydens Herlighed og Menneskets Fordærvelse, saae de klart aabenbare sig, og mellem mange ►Vildblus skimter man hos 👤Plato enkelte Glimt af en dyb aandelig Erkjendelse, som endnu ►spørge om deres Hjem, men ere i al Fald ►vist Frugten af hans ægyptiske Reise. Ringe var imidlertid disse Tænkeres Indflydelse paa deres Samtidige, der ikke længdes efter Oplysning, men vilde heller see Glimtene af de evige Sandheder fordunklede, og Lasten besmykket. Ligesom derfor 📌Athenen havde lønnet sine største 29Helte: 👤Miltiades, 👤Themistokles og 👤Cimon med Fængsel og Forviisning, og sin ypperste Digter 👤Æschylus med Ringeagt, saa lønnede det sin ædelste og viseste Mand: 👤Socrates med Giftbægeret som en Gudsbespotter og Ungdommens Forfører, men de selvgiorte Vise, Sophisterne, som med Spidsfindighed stræbde at ophæve Forskjellen mellem Sandhed og Løgn, mellem Godt og Ondt, de overøstes med Ære og Guld.

✂ Dette Lasternes Aag blev langvarigere, end det 📌Sparta paalagde Athenienserne, thi hint elskede, dette hadede de, og endnu var ei al Kraften bortdampet: de 30 Tyranner, som vare satte over Staden, udjoges efter et Aars Forløb af 👤Thrasybulus, og snart fik 📌Sparta andet ⓘ at gjøre, end at give 📌Athenen Love. Da Spartanerne vare blevne baade de europæiske og asiatiske Grækers Herre, tyktes det dem for tungt at frasige sig den Rigdom, Pragt og ►Overdaad, de fandt hos deres Undergivne, og derved lokkedes dobbelt til at deeltage i. Efterhaanden tabte ►Lykurgs Love deres Myndighed, og Følgen blev deels, at Kraften formindskedes, og deels at 📌Sparta ved ►Udsuelser og Uretfærdighed overalt ophidsede ⓘ Gemytterne mod sig. Dette viste sig tydelig, da Spartanerne havde indviklet sig i en ny Krig med Perserne; thi medens den tappre 👤Agesilaus rystede Perserkongens Trone i 📌Asien, blev det saare let for dennes Sendebud at stifte et Forbund mod 📌Sparta i 📌Grækenland selv. Athenien30seren 👤Konon, der var sat over Perserkongens Flaade, tilintetgjorde i et eneste Søslag 📌Spartas Herredømme paa Havet og 📌Asiens Kyst, og længe ►blev den nu ei heller Fastlandets Dronning. Den Stat som styrtede dens Trone, var 📌Theben i 📌Bøotien, som i mange Aarhundreder havde ligget i Dvale, og nu vaagnede øiebliklig kun for at revse den Overmodige. Spartanerne havde lumskelig midt i Fred overrumplet 📌Thebens Borg 📌Kadmea, men udjoges igjen af nogle Landflygtige under den ►kjekke 👤Pelopidas’s Anførsel, og snart kom en anden Thebaner tilsyne, som gjestede dem i 📌Peloponnes, og fravristede dem det ►Jernspir, hvormed de saalænge havde behersket denne Halvø. Heltens Navn var 👤Epaminondas, men da han fandt sin Død paa den samme 📌Mantineas Valplads,*362 f. K. hvor 📌Spartas Magt ►begroves, var ogsaa 📌Thebens ►Overvægt forbi, og alle græske Stater vare i udvortes Magt, som i Fordærvelsen, hinanden lige. Just nu besteg 👤Philip, en ligesaa snedig som tapper Mand, Tronen i ⓘ 📌Grækenlands nordlige Naborige: 📌Macedonien. Han var opfostret af 👤Epaminondas, kjendte nøie Grækernes lave ►Trællesind, men ogsaa deres barnagtige Forgudelse af et Frihedsord, og grundede derpaa sin Plan til deres Undertvingelse, 📌Athenen, hvis Mure 👤Konon atter havde opbygt, som paa ny havde faaet en Flaade, som herskede over en Deel af ►Stæderne paa 📌Macedoniens Kyst, og hos hvem de store Mænds sidste 31Børn endnu nærede Gnister af den slukte Lue, var den eneste Stat, hvis Modstand han frygtede, men endel af de meest formaaende Mænd underkjøbte han, og de Øvrige dyssede han i Søvn ved Smiger, indtil han troede sig stærk nok til at aftage Masken. Een Mand havde imidlertid 📌Athenen dog, hvis Øie ei blændedes af Guldets Glimmer, eller omtaagedes af Smigerdunsten, og denne Gæve var Taleren 👤Demostenes. Det var hans Livs Øiemed at afsløre 👤Philips rænkefulde Anlæg, og indgyde sine Landsmænd ►Fædrenes ophøiede Sindelag, og skjøndt det Sidste ei kunde opnaaes, da han ei kunde ►opmane den døde Tro og Kraft, bragte dog hans Tordenrøst selv 👤Philip til at skjelve i det fierne 📌Pella, ligesom den uddrev Borgerne med Vaaben i Haand af 📌Athenens Porte, da 👤Philip med en Hær nærmede sig dens Landemærker. Ved 📌Kæronea stod et Slag,*338 f. K. hvor mange Athenienser fornyede Mindet om hine Dage ved 📌Marathon, 📌Salamis og 📌Platæa; men 👤Philip seirede, og 👤Demostenes holdt paa eengang sine faldne Landsmænds og den græske Friheds Ligtale.

✂ Alle græske Stater undtagen 📌Sparta, som blev staaende med afmægtig Trods, underkastede sig nu 👤Philip og udnævnede ham til Anfører paa et ►Persertog, som han foreslog, men denne mere ►glimrende end vanskelige Daad var forbeholdt hans Søn: 👤Alexander; thi selv myrdedes han under ►Tilberedelserne. Denne 👤Alexander som 32man har kaldt den Store, var ►upaatvivlelig en sjelden Mand med megen Sands for det Kæmpemæssige, med Dristighed og Aandsnærværelse og ikke blottet for ædle Følelser; men en umættelig Herskesyge fordærvede hans Hjerte og en uhyre Forfængelighed forvirrede hans Hjerne. Man har tidt forundret sig over at finde disse Ting hos en ►Fostersøn af 👤Platos Lærling 👤Aristoteles, men deels reiser denne Forundring sig af stor Vankundighed om Aanders indbyrdes Forhold, og deels maae den her ganske forsvinde, naar man bemærker, at 👤Alexander netop stræbde at udføre i Verden hvad 👤Aristoteles i Videnskabeligheden sigtede til, at omfatte Alt og ordne det efter eget Tykke, at forklare det Aandelige ved at speide og følge dets udvortes Fodspor, og at ophøie Græskhed til et almeengyldigt ►Mønster. De kappedes om, hver paa sin Maade, at bevise hvad de indbildte sig, at 👤Homer, hans Guder og Helte vare Folk som de, og kunde lade sig eftergiøre, naar det skulde være. 👤Aristoteles var lykkeligere end hans ►Fostersøn, fordi Sligt er lettere sagt end gjort, og fordi enhver Efterslægt, der ikke er klogere, kan forlystes ved at arve Tænkerens men ikke Krigerens ►Skyggerige; imidlertid indbildte dog 👤Alexander sig enstund at han forklarede 👤Homer og virkelig kom han til at throne paa 📌Iliums ►Gruus, og holde sit Indtog i ►Jetternes ►Stabelstad, 📌Thebe med de hundrede Porte. De Asiater, over hvilke 👤Cyrus saa nemt seirede, vare 33gjennem de to forløbne Aarhundreder ►endnu blevne uslere paa Sjel og Legeme, og Perserne havde af al Magt stræbt at vorde deres Lige. Næsten uafbrudt siden 👤Darius Hystaspis havde der siddet Fyrster paa Tronen, som hendøsede Livet i dorsk Vellevnet og Pragt, medens Statholderne ►udsuede ►Landskaberne, gjorde hyppig Opstand, og maatte enten kjøbes til at gjøre Fred eller lønlig ryddes af Veien. Nu regierede 👤Darius Kadomannus, og skjøndt han i visse Maader var dueligere end hans ►Formænd, var dog den Modstand han, med sine talrige Flokke udmarvede Trælle, kunde gjøre de faa men tappre Macedonier med den ►diærve, krigskyndige 👤Alexander i Spidsen, kun saare ringe: Kronen mistede han i Slaget ved 📌Arbela, og Livet kort efter, ved en Statholders Forræderi. 👤Alexander underlagde sig nu ei allene det uhyre 📌Perserrige; men fortsatte endog sine Erobringer langt Østen for 📌Indus, og i trende ►Verdens Parter er hans Navn lige til denne Dag blevet berømt. Dog, som et Stjerneskud forsvandt det store Monarki; hovmodig af sin Lykke forgudede 👤Alexander sig selv, og da han maatte opgive Haabet om at indtage Verden, hengav han sig til Drukkenskab, som i al Fald avlede Giften der bortrev ham midt i sine Dage, og Riget blev en blodig Tumleplads for hans herskesyge Ministre og Generaler. Efter lang Strid, og efter at hele 👤Alexanders Slægt var udryddet, deltes Landene i trende Riger: 34det*omt. 300 f. K. Macedoniske i 📌Europa, det Syriske i 📌Asien og det Ægyptiske i 📌Afrika. Under disse Omveltninger kunde de udenlandske Herrer ei holde Grækerne i Tømme, og tvende Forbund, det ætoliske og achæiske, dannede sig til Frihedens Forsvar, men det var Alt kun ►Skyggeværk, Achæerne vilde have Frihed til at herske, Ætolerne til at røve, 📌Athenen til at giøgle og lege med Alt, og Skyggen af det ►høihjertede 📌Sparta vaandede sig under Sting af kraftløs Stolthed og Misundelse.

✂ Medens alt dette tildrog sig i 📌Asien, 📌Afrika og det sydostlige 📌Europa, opvoxde en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekjendte Verdens Herskerinde. I den lille italienske Bye 📌Albalonga regjerede Konger, som førde deres Stamtavle op til den trojanske Prinds ►Æneas, der skal være kommet did efter 📌Trojas Undergang, og en af disse Kongers ►Dottersøn, ►Romulus,*omt. 753 f. K. anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte 📌Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørde den til 📌Italiens ubetydelige Stater; men i 👤Darius Hystaspis Dage foregik en Omvæltning i ►Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets Navnkundighed. Den syvende og sidste Konge, 👤Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regjeringen kom i Hænderne paa et Senat (en 35Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa ►almindelige Folkemøder (►Comitier), men bleve ene tagne af visse Slægter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Det er ingen urimelig Gætning at nogle af disse Adels-Slægter kan have nedstammet fra de Græker der før ►Romulus skal have bebygget en af Byens Høie, men vissere og altsaa vigtigere er det, at endeel af disse saakaldte Patricier vare af ►etrurisk Herkomst, og i Øvrigt er det ligefrem at de der vare ►Formænd ved Byens ►Anlæg, vare ►og ►Formænd i Evner og Udvikling, og altsaa en naturlig Adel. Patricierne maatte nødvendig være, og i en Stat der ikke drev Kiøbmandskab forblive, de Rigeste, og da mange af dem undertrykde og udsugede Almuen, de saakaldte Plebeier, ►syndes den ►Tvedragtsaand som herved næredes at maatte spaae en snar Undergang. En saadan vilde ►upaatvivlelig ogsaa blevet 📌Roms Lod endnu i Republikens Barndom, dersom ikke Patricierne havde stedse indledt ny Krige eller ►Røvertog og havt Lykken med sig, men nu holdt ►Trodset sig til ►Kæmperne for Byttets Skyld, kunde vel stundom søge at tiltrodse sig en større Andeel, men ►fandt dog altid sin Regning ved at følge Troppen. Efterhaanden som Patricierne fik andre Byer med deres Landgodser at tære paa, bleve endeel af dem saa fornuftige at skaane deres Bymænd, Plebei36erne som tidlig havde i Tribunerne faaet lovlige Talsmænd som de selv valgde, fik efterhaanden, som deres Evner udviklede sig, Adgang til de høiere Embeder, og herved, saavelsom ved de skrevne Love ►syndes en Ligevægt at være oprettet som sikkrede Staten ►for Borgerkrige, hvilket ►og vilde været Tilfældet, dersom ikke selv den koldeste Fornuft var Begjerlighedernes Slave, naar den ei er de høiere Følelsers Tjener.

✂ 📌Mellem-Italien var deelt i mange smaa, indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme før 📌Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne ►Stæder stode ei hinanden bi, og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i 👤Alexander den Stores Tid ►alt vare Eneherrer i 📌Mellemitalien og ►krigede heldig mod Samniterne, 📌Nedreitaliens mægtigste Folk. I trende Krige*omt. fra 340 til 270 f. K. bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske ►Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skjøndt disse ►Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at giøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem dog saare farlig for 📌Rom. Det var 📌Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding: Epiroternes Konge, 37👤Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskunst og sine Elefanter at overvinde Romerne: men de tabde derfor ikke Modet, og Enden blev, at 👤Pyrrhus maatte forlade 📌Nedreitalien, som derpaa nødtes til aldeles at underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af 📌Middelhavets Øer, især det frugtbare 📌Sicilien, men her fandt de en mægtig Fjende at ►bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, 📌Kartago, laae paa 📌Afrikas Nordkyst, og var mere end hundrede Aar ►for 📌Roms ►Bygning, anlagt af den phønisiske Prindsesse ►Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra 📌Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning i 📌Afrika, beherskede den 📌Sardinien og 📌Middelhavets andre Øer paa 📌Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt ►Plantestæder her, og en af disse: 📌Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgjorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette ►Tidsløb var vel 📌Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne,*omt. 260 f. K. og der begyndte en ►Undergangskamp mellem de tvende stormægtige Stater. ►Vist nok ►syndes det ikke ►rimeligt at 📌Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et gjennem Aarhundreder grundfæstet 38Herredømme paa Havet, men dog see vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive 📌Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa 📌Sicilien. Det gik imidlertid hermed heel rimeligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres ►Stammefædre: Phøniserne, nogensinde været et egenlig krigersk Folk, og 📌Kartagos ►nærværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af Leietropper, og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunne modstaae et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begjerlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald ►eengang tvivlsomt, da der mellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og urokkelige Mod erstatte, som det synes, alle Savn, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig 📌Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at ►oprette dette Tab ved Erobringer i 📌Spanien, forbød Romerne dem at gaa over 📌Ebro. 👤Hannibal, thi dette var den kartaginensiske ⓘ HeltsHelts] GV, Heltes A Navn, havde efter sin Fader 👤Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekjempet Romerne, arvet et bittert 39Had til disse sit Fødelands arrigste Fjender, og Hadet voxde ved hine Forurettelser endnu mere. Trods 📌Roms Forbud gik han over 📌Ebro, brød frem gjennem 📌Gallien og lod sig ei eengang standse af de steile, snebedækkede 📌Alper. Med uhyre Anstrængelser udførde han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hjem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en talrig Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blandt hans ►Seiervindinger er den ved 📌Kannæ, en By i 📌Apulien,*216. blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie 📌Roms standhaftige Mod. 👤Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag, og de ►Overblevne hengave sig i 📌Nedre Italien, især i 📌Kapua, til Forlystelser, som ►røvede deres ►Størke. Det var derfor saa langt fra, 👤Hannibal kunde indtage 📌Rom, at han ►meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved 📌Kartagos Mure. ►Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand heed 👤Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af 📌Spanien, gjorde han fra 📌Sicilien Landgang paa 📌Afrika, og mødtes med 👤Hannibal *201. ved Byen 📌Zama. Anførerne vare hinandens ►Jævninger, men Hærene vare det ikke: 👤Hanni40👤bal blev slagen, og 📌Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar ►tilbetle sig Fred.

✂ Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge 📌Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det ►mærkværdigste af disse var det Ny-Ægyptiske, eller rettere det Alexandrinske, thi 📌Alexandrien, ►en Stiftelse af den macedoniske Erobrer, og mest beboet af Græker og Jøder, var i alle Maader Hovedstaden. Kongerne nedstammede fra 👤Ptolomæus Lagi, der af Aand, om ikke tillige, som man mener, af Fødsel var 👤Alexanders uægte Broder. Ligesom 👤Alexander vilde spille en Halvgud, saaledes vilde de første ►Ptolomæer spille 👤Alexander, og deres Hoflærde 👤Aristoteles, og 📌Alexandrien blev den første bekjendte ►Stabelstad for graadige Bogorme og handværksmæssig Videnskabelighed. Man indbildte sig at udtømme al Viisdommen i de Bøger man slugde, og at have fordøiet Alt hvad man kom ihu, forklaret Alt hvad man efter sit fattige Begreb havde beskrevet; ja indbildte sig, for at gjøre Daarskabet fuldkomment, at man kunde give Sidestykket til ►Iliaden og ►Odysseen, naar man kun sammenflikkede nogle tusinde tomme Vers om et gammelt Eventyr af homeriske Udtryk og Vendinger. Saa latterlig imidlertid en saadan Indbildning og Videnskabelighed var, maatte den dog tjene til store Hensigters Opnaaelse, thi i 📌Alexandriens Boglader frelsdes de bedste græske Bøger 41fra Undergang, i Dyngen af tomme og skjæve Bemærkninger findes mangen uundværlig Oplysning til de gamle Skrifter, Erfarings-Kundskaberne, der ligesom Ting i den livløse Natur kan voxe ved Tilsætning, trivedes kjendelig, og det Sprog dannede sig som man kun siger lidt om ved at kalde det hellenistisk, men hvori ►det Gamle Testamente skulde oversættes og ►det Nye skrives.

✂ Omtrent i hundrede Aar varede denne Travlhed og endtes med Fortælleren 👤Eratosthenes og med en 👤Ptolomæus som Ægypterne kaldte 👤Euergetes (Velgjøreren) fordi han igjen hyldede deres Afguder og ligesom bortmanede det græske Gjenfærd. Seiret havde nu 📌Ægyptens onde Aand, som Fadermorder besteeg den næste Konge Thronen, ►Ptolomæernes Slægt nedsank i ægyptisk Uteerlighed og udmarvende Blodskam, og ►gav sig selv under 📌Roms Formynderskab.*omt. 200 f. K.

✂ Over 📌Macedonien opsvang ►vel en af 👤Alexanders ►Høvdinger, 👤Cassander, sig til Konge, men hans Slægt maatte siden rømme Thronen for Antigoniderne, hvis Stamfader, 👤Antigonus, ogsaa en af 👤Alexanders ►Høvdinger, havde været nær ved at arve hans hele Magt. Mellem disse Antigonider er 👤Philip den Tredie blevet navnkundigst. Han vilde spille sin gamle Navnes Rolle, besnærede ogsaa Grækerne, men sluttede fornuftelig at Intet var vundet, naar ei 📌Rom overvandtes, og gjorde derfor et Forbund med 👤Han42👤nibal, som dog efter Slutningen af den anden Puniske Krig kun paadrog ham et farligt Angreb af den udæskede ►Kæmpe. Vel vare Romerne ei længer de gamle Helte, men mageløse Rænkesmede, og ved at sætte Splid mellem 👤Philip og Achæerne lykkedes det dem at stække de macedoniske Vinger itide, og 👤Philip maatte indtræde i Kredsen af deres underdanige Konger eller kronede Statholdere. Hans Frillesøn 👤Perseus vilde rive sig løs, og i en Glimmerskye skjule Broderblodet paa den tilranede Krone, men til Træl var han skabt og det blev han, Lænker fortjende og fik han. I tyve Aar legede Macedonierne med en Friheds-Skygge, og lod derpaa ►taalig deres Land blive en romersk Provinds.

✂ To*146 f. K. Aar efter fik 📌Grækenland samme Navn, da 📌Corinth blev indtaget og ødelagt. Forgjeves havde 📌Sparta prøvet med ►Lykurgs Love at opmane sin gamle ►Kæmpeaand, og maatte tjene til at stadfæste den klare, men daglig glemte Sandhed, at ►selv det stærkeste og ►kunstigste Legeme er et Liig, naar den levendegjørende Aand er udfaren.► Forgjeves havde ogsaa Achæernes ►Høvding 👤Philopoemen haabet at oplive den græske Oldtid i sit Fædreneland, og selv Hædersnavnet af den sidste Græker maae vel fradømmes ham, han var kun den Bedste af de sidste Achæer, thi han holdt sig ingenlunde ubesmittet af sine Landsmænds Frændehad og Herskesyge. Under Skin af at beskytte den græske Frihed havde 📌Rom 43næret Spliden mellem Achæer, Ætoler og Spartaner, og skaffet sig Paaskud til at skille Achæerne ved deres dygtigste Mænd, der maatte forsmægte i Udlændighed som romerske Gidsler, og da Achæerne vilde hevne Skade, bleve de ►fuldelig undertvungne. En af hine achæiske Gidsler var den navnkundige 👤Polyb der vel aldrig var andet end en ►letnem, verdensklog Mand, men er dog for nylig enstund blevet ophøiet som et ►Mønster for Historieskrivere, og vil stedse mindes for de brugbare Efterretninger han har samlet, og den nye-achæiske Aand han ►uvitterlig har skildret.

✂ Samme Aar som 📌Corinth, faldt ogsaa 📌Carthago. Det overmodige 📌Rom forkyndte uden videre Paaskud sin forrige Medbeilerinde en ►Undergangskrig, og benyttede kun dens Borgeres Feighed til at afvæbne dem. Men da nu de skamløse Romere forklarede Fredsløftet ►saa, at 📌Carthagos Borgere skulde ►vandre med Pose og Kiep fra ►Fædrenes Arner og Grave, da var det som ►Didos fortvivlede Aand indfoer i de udmarvede Kjøbmænd, og med Strømme af Blod maatte Blodsølvet kjøbes. Dog naaede den sidste 👤Scipio sit Ønske: efter den saakaldte retfærdige 👤Catos Dom at strøe Salt i 📌Carthagos røde Gruus og lyse en Forbandelse over Byens Gjenføder, som 📌Rom, man veed ikke ret om ved 👤Cæsar eller 👤Augustus, tilegnede sig. Saaledes blev Carthaginensernes Endeligt, de havde gjort alt deres Arvegods i Penge, derfor maa man paa disse 44lede ►om deres Aand og Tungemaal. End ikke Sagn om Sang eller anden aandelig Tale, spore vi hos dem, kun paa Bøger om Agerdyrkning og Seilads vide vi Navn, og selv Historien om Romerkrigen var af en Udlænding: Sicilianeren 👤Philenus.

✂ 📌Det Syriske Rige var stiftet af 👤Seleucus ⓘ 👤NikatorNikator] GV, Rikator A, ogsaa en af 👤Alexanders ►Høvdinge, og under en af hans ►Ætmænd: 👤Antiochus den saakaldte Store, udstrakde Riget sig næsten over hele 📌Asien vesten fra 📌Euphrat, men Romerne tvang ham til Underdanighed, og de følgende Seleucider maatte bøde med Livet naar de ei vilde være 📌Roms Statholdere.

✂ Nu var der ei længere nogen Stat i den da bekjendte Verden, som kunde gjøre 📌Rom nogen Modstand, men derfor fik den ikke ►Rolighed. I Slutningen af det andet Aarhundrede f. K. blev 📌Gallien og 📌Italien gæstet af tvende nordiske Folk: Cimbrer og Teutoner, og Verdens Herskerinde skjalv. Vel frelste den tappre 👤Marius Fædrenelandet fra denne udvortes Fare, men ►under Tidsløbet var i dets eget Inderste opvoxet et ►Tvedragtens og Fordærvelsens Træ, som nu begyndte at bære blodige Frugter. De gamle Romere vare ►tarvelige, ►afholdne og retfærdige, ikke saameget for at være rette Mennesker og behage Guddommen, som fordi de indsaae at Fædrelandet ellers ikke kunde bestaa. Saasnart derfor 📌Roms Magt blev saa stor, at den 45meende ustraffet at kunne være uretfærdig mod andre Folk og ikke ►syndes at have nogen farlig Fjende, bortkastede ogsaa dens Borgere Forfædrenes Dyder, og med 📌Grækenlands, 📌Kartagos og 📌Asiens Rigdomme hjemførte de tillige de Overvundnes ►Overdaad og Laster. Svaghed og Nederdrægtighed vare to, lige nødvendige Følger heraf, hin viste sig førstegang tydelig, da Romerne strax efter den cimbriske Krig maatte tilstaa næsten alle Italienerne romersk Borgerret, og denne yttrede sig paa samme Tid saa stærkt, at de fleste Romere, fra den ringeste Almue af, lige til Konsulen, vare rede til at sælge Ære, Frihed og Fædreneland for Penge. Under saadanne Omstændigheder var det let for de faa udmærkede Mænd, som ►end ►opstode, at skaffe sig Tilhængere, og da Enhver af dem vilde herske ene, maatte der nødvendig opkomme indvortes Krige. Den første Borgerkrig førdes mellem 👤Marius og en anden tapper Mand:*81. 👤Sylla, og den Sidste beherskede i to Aar 📌Rom enevældig, efter at have betvunget sin Modstander. Vel indførde han selv igjen ►for en Deel den gamle Forfatning, men varig kunde den ikke blive, og snart gjordes et nyt Forsøg paa at omstyrte samme, af den ondskabsfulde 👤Katilina, som havde i Sinde at plyndre og opbrænde Byen. Nær var det lykkedes ham, og omendskjøndt Staten dennegang frelstes af sin aarvaagne Konsul, den berømte 👤Cicero, blev den dog kort efter en Bold for tre 46Mænds Herskelyst. Den berømteste blandt disse var 👤Julius Cæsar, som ved sin Tapperhed, Forstand, Veltalenhed og i mange Henseender høie Tænkemaade, ►syndes født til Tronen, og som ved at undertvinge 📌Gallien havde skaffet sig det hvorfor den ►syndes tilfals: Navnkundighed, Guld og tappre, hengivne Soldater. Han saae sig imidlertid nødt til, at dele Magten med den ogsaa tappre 👤Pompeius, som ved at rense Havet ►fra Søerøvere og udvide 📌Roms Grændser til 📌Eufrat, havde erhvervet sig stor Hæder og desuden var meget elsket, ja Begge fandt det endog, ►med Hensyn paa Guldets Almagt, raadeligt at optage 📌Roms rigeste Mand: 👤Krassus, i deres ►Samfund. Rolig bar 📌Rom sine Lænker, men da 👤Krassus døde, udbrød en Krig mellem de tvende Medbeilere, som endtes med 👤Pompeis Undergang.*48 f. K. Forgjeves søgte Frihedens urokkelige Ven, 👤Kato, ved denne Leilighed at tilbagegive Staten sin gamle Forfatning. Da Lykken ei vilde staa ham bi, dræbte han sig selv og tog det sørgelige Hædersnavn: den sidste Romer, ned med sig i Graven. Alligevel blev 👤Cæsars Regjering kun saare kort, thi nogle hidsige unge Romere, med hans egen Yndling 👤Brutus i Spidsen, som meende, det var ham og ikke deres Landsmænds ►Trællesind, der stod i Veien for 📌Roms Frihed, sammenrottede sig og myrdede ham lumskelig.*44 📌Roms hele Vinding var at faae slettere Herrer; thi 👤Cæsars Søsterdattersøn, den 47snedige 👤Octavius forenede sig med Vellystlingen 👤Antonius og 👤Lepidus, som det heed, for at hævne 👤Cæsars Mord og bringe Staten i ►Rolighed, men som de i Gjerningen viste, for at vorde dens Herrer. De begyndte deres ►Regjering med at lade alle de Mænd dræbe, som enten havde stor Formue, eller mistænkdes for at være Frihedens Venner, ja sparede ikke engang den gamle 👤Cicero. Enighed kunde ikke findes mellem saadanne Mænd, og da det tilsidst kom til aaben Feide mellem 👤Antonius og 👤Oktavius, ►beholdt denne Overhaand i det navnkundige Søslag ved 📌Actium.*30. Under Navnet 👤Augustus blev han 📌Roms uindskrænkede Herre, og kun for et Syns Skyld var det, at han og de følgende Keisere (►imperatores) udnævnede Konsuler og Raadsherrer.

✂ Selv denne korte Fremstilling af det offenlige Romerliv viser at Egennytte var Folkets Grundtræk, kold sandselig Fornuft Stadens ►Palladium og Kraft til at undertvinge baade Lyst og Samvittighed det eneste Aandelige man attraaede. Et uforklarligt Særsyn maatte det da være, hvis vi hos dette Folk fandt ►eiendommelig Poesie, Kunst og Videnskabelighed, lutter aandelige Planter, eller rettere, da maatte Folkets Historie være Løgn. Naar vi derfor betragte den saakaldte Romerske Literatur uden at forvirres af indgroede Fordomme om dens Herkomst og Ypperlighed, skal vi ►vel maatte sande, at 📌Rom i Grunden slet ingen havde, som fortjener at komme i Betragt48ning i den aandelige Verden. Her er hverken Mythologie eller Oldkvad, og under hele Stadens kraftfulde Tidsrum intet Spor af aandelig Syssel, udenfra, ved Bekjendskab med Grækerne, var det først at Romerne modtoge et Slags Begreb om Sligt, og det er ligesaa naturligt at Begrebet var fattigt, som at Efterligningen var i alle Maader tarvelig. Mellem de berømte latinske Digtere er vel 👤Ovid den eneste ►naturlige Romer, Romerkraften finde vi ikke, thi den var bortdampet hos ham som hos hans Samtidige, men ►Vittighed: en skarpsindig Fornufts Brudstykker, og ►Liderlighed, den ►løsladte Romerfølelse, finde vi topmaalt, og Ingen skal kunne nægte at hans ►Venus er Romerfolkets Skjønheds-►Dise, og Kjærligheds Gudinde. Selv 👤Ovid var dog ingen indfødt Romer og 👤Lucrets der besang den Leveviisdom der bragde ham i Daarekisten og gjorde ham til Selvmorder, er den eneste ►mærkelige Sanger 📌Rom fuldelig kan tilegne sig. Mellem de berømte latinske Historieskrivere var kun 👤Tacitus en Romer, og neppe skal man finde andet Aandeligt hos ham end Skyggen af de gamle Romeres Kraft. ►Paa Kunstnere gjør det gamle 📌Rom end ikke Paastand►; imellem de latinske saakaldte Philosopher er 👤Terentius Varro, den eneste Romer, og uden at laste hans Pløining i Kundskabens Vange, maa man dog nok tilstaae, at han i Philosophien kun distingverede slet med sin Plovkjep.

✂ 49Hvad nu de øvrige italienske Digtere, Historieskrivere og Philosopher angaaer, da ere deres Navne noksom bekjendte, og deres Bøger ikke saa tilsidesatte at de ►jo burde være det langt mere, og kun gjemmes som historiske ►Bilæg, thi naar 👤Virgil ikke gaaer bag Ploven, farer han mest med ►Vind, 👤Horats har kun tre Skilderier at skifte med: en klog, en dum og en leflesyg Romer er snart Alt hvad han afmaler; 👤Livii berømte Historie er en livløs, kiedsommelig, langtrukken ►Aarbog, som Tiden ►til Lykke har stækket paa Halvveien, 👤Terentses Comoedier kaldte selv 👤Cæsar: Snak med Sølvstiil, og Latineren 👤Cicero, Sabineren 👤Sallust og Cisalpineren 👤Cornelius Nepos ere udentvivl de eneste gamle Italienere, hvis Bøger man burde ønske i Ungdommens Hænder. Vel røbe selv disse Skrifter hverken dybe Blik eller Følelser, men dog for det meste et ædelt Gemyt og sund Forstand som udtale sig i et naturligt og værdigt Sprog, Skarpsindighed og Inderlighed ere desuden ikke sieldne hos 👤Sallust og 👤Cicero, og dennes Veltalenhed er i sig selv en ⓘ bedrebedre] GV, bebre A Modgift mod Snaksomhed, end man paa hans Eftersnakkere kan mærke. 👤Phædrus, hvis Fabler ei bør glemmes, var en ►Thracer.

✂ Jammerlig var nu Folkenes Tilstand ►trindt i Landene, de vare blevne Romernes, og disse igjen en enkelt Mands Slaver, fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne, for hvem 📌Roms Hersker maatte smigre, efterdi han 50ene ved deres Vaaben kunde beskjerme sin Trone, ►udsuede og mishandlede baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saameget større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, viis og kjerlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter dette havde de intet Haab, men troede ►i det høieste at de efter Døden ►skulde friste et sørgeligt ►Halvliv som kraftløse ►Skygger, og maatte derfor midt i den ►Trængsel og Uselhed, som omringede dem, skielve for ⓘ Graven. De Levninger af den sande Religion som i den ældre Tid havde oplivet og ►størket Folkene, vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr, Troen paa det Usynlige levede kun ►sygelig hos enkelte Tænkere, og ►Mængden knælede tankeløs for Billedhuggerens og Guldsmedens Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klogere, spottede med Alt hvad ►Fædrene havde overantvordet som ærværdigt og helligt, og 📌Roms Keisere lode sig tilbede som Guder. ►Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom Troen ei paa nye kunde vækkes, skjenke Lys og Kraft, tæmme Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab ►syndes forgjeves; de gamle Fabler kunde ei tilbagevinde den tabte Anseelse; den senere Tids Digtere vare ofte Gudsforagtere, fordybede sig selv i ►Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at forgylde Lasten, eller til ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest. Folkene maatte derfor agte dem mere for Løgnens 51end for Sandhedens Tolke, mere for onde Aanders end Guddommens Sendebud, og dog vare Digterne de eneste, man naturlig kunde tiltroe et ►Samfund med Guddommen, som gjorde deres Udsagn om det Usynlige troværdigt. Tidens Philosopher vare enten ryggesløse Sophister, ligegyldige Moralister, eller vaklende Tvivlere. Dog, Menneskeslægtens barmhjertige Fader havde aldrig glemt sine forvildede Børn, og medens de ved egen Brøde nedsank i en Afgrund, hvoraf de selv maatte føle, kun Guddommens Haand kunde opløfte dem, havde han i Stilhed forberedet deres Frelse. Denne Forberedelse beskue vi i Israeliternes eller Jødernes Historie, som i en uafbrudt Kjede fra de ældste Tider af, er ved Guds ►besynderlige Forsyn opbevaret i deres egne hellige Bøger.

✂ Dette Folk, som, skjøndt det i sine mest ►glimrende Dage kun var sine nærmeste Naboer bekjendt, dog er det ►mærkeligste af alle, nedstammede fra ►👤Sem, hvem allerede 👤Noah i Aanden beskuede som Guds Udvalgte;► men dog er 👤Abraham at agte som dets egenlige Stammefader. I hans Tid, hardtad midt imellem Verdens Skabelse og 👤Christi Fødsel, begyndte den sande Guds Kundskab overalt at formørkes og forfalskes; da udkaldte Gud ham fra hans afgudiske Fædreland: 📌Kaldæa, og bød ham omvandre i 📌Kanaan, som engang skulde besiddes af hans Æt. Her omvankede den gudfrygtige 👤Abraham, ►hvem 52Jehovah kaldte sin Ven,► hans Søn 👤Isak og Sønnesønnen 👤Jakob eller 👤Israel; men den Sidste fløttede under en Hungersnød til 📌Ægypten, hvor en af hans Sønner: 👤Josef, var blevet den ►Næste efter Kongen. 👤Jakob døde, efterat have forudsagt sine 12 Sønner deres Afkoms Gemytter og Bopæle i det forjættede Land; og mindet prophetisk om ►Løven fra 👤Juda,► Slægtens forjættede Frelser; 👤Josef døde ogsaa, Israeliterne opvoxde til et Folk, men nedsank i dyb Trældom, og det ►syndes, som Jehovah havde glemt sine Løfter. Dog, 👤Abrahams, 👤Isaks og 👤Jakobs Gud var trofast, og da Nøden var størst aabenbarede han sig i 📌Midians Ørk for 👤Moses, en landflygtig Israelit; men som ved Guds ►besynderlige Styrelse var blevet oplært i al Ægypternes Viisdom. Ham sendte Jehovah, udrustet med Kraft til at giøre Underværker, til 📌Ægyptens Pharao, for at skaffe 📌Israels Børn fri Udgang; men denne undtes dem først, efterat Kongens Halstarrighed var tugtet ved forfærdelige Landeplager. Dog, selv efter Udgangen stædtes de i Vaande, da de pludselig saae sig indsluttede mellem 📌det røde Hav og Pharaos Krigshær. Folket knurrede, 👤Moses bad og Herren hjalp, Vandene maatte vige for den Almægtiges Ord, tørskoet vandrede ►Israel paa Havets Bund, men Pharao og hans Hær sank som Blye i de mægtige Vande. En ►Skystøtte som lyste om Natten veiledte Guds Folk, men for deres Gjenstridigheds Skyld maatte de 53►omvanke i 📌Arabiens ►Ørk 40 Aar til den gamle Slægt var saa godt som uddød. I Ørken opholdtes de ►underlig ved ►Brød som Dug der faldt fra Oven, og Gud gav dem ved 👤Moses ubrødelige Love, som Han Selv med Tordenrøst fra 📌Sinai Bjerg gav et mageløst Vidnesbyrd. ►Til Offringer og anden Gudsdyrkelse bygdes Tabernakelet med Pagtens Ark efter en aabenbaret ►Lignelse ►, og til Helligdommens Tjenere, som Præster og Leviter, beskikkedes 👤Levi Stamme, af hvilken ►og 👤Moses med sin Broder 👤Aron, den første Ypperste Præst var oprunden.

✂ 👤Moses døde*omt. 1500 f. K. og 👤Josva, som foruden 👤Kaleb nu var den eneste levende af de Voxne der udgik fra 📌Ægypten, indførte Folket i 📌Kanaan; ►Stædernes Mure faldt, og Fjendernes Hære adsplittedes ved Jehovahs Kraft, og en stor Deel af Landet kom i Israeliternes Vold. Dog, 👤Josva døde, ►Tvedragtsaand adskilde Stammerne, og Børnene glemde den Gud, som ►øiensynlig havde vandret med deres Fædre, Hvis Herlighed boede iblandt dem, og hvis Stemme de hørde gjennem Ypperstepræsten; de lode Kananiterne bo hos sig, tjende deres Guder og bleve derfor deres Trælle. Saa ofte de imidlertid begræd deres Synd og omvendte sig til Jehovah, forbarmede han sig over dem, som en Fader over sine Børn, og udfriede dem af de Fremmedes Vold ved vældige Mænd, paa hvilke hans Aand hvilede. Disse Mænd kaldtes Dommere (►Suffeter), og deres ►Idrætter ere næ54sten ligesaamange Underværker; men ikke destomindre kededes 📌Israels gjenstridige Børn ved den usynlige Konge, og nødte den sidste Dommer 👤Samuel til at give dem en synlig, efter Hedningenes Viis. ►Ved hellig Lodkastning udvalgdes 👤Saul,*omt. 1050 f. K. ⓘ menmen] GV, mev A da han ei vilde adlyde Jehovahs Lov og Bud, overførtes Kongeværdigheden til 👤David; en af de ►mærkeligste Mænd i 📌Israels Folk. Som Dreng ►størkede Gud ham til at nedlægge Philisterkæmpen 👤Goliath; som Mand og Konge ydmygede han alle Folkets Fjender, udstrakde sit Herredømme over alt Landet mellem 📌Middelhavet, 📌det røde Hav, 📌Eufrat, og 📌Phønisien, og ►opreiste sin ►Kongestol i 📌Jerusalem, denne siden gjennem Aartusinder saa navnkundige Stad. For at vække den slumrende Andagt, og ligesom ►laane den Vinger til Himmelflugt, indførde han Strengeleg ved Gudstjenesten, og digtede dertil selv hellige Sange, der ei blot ere beundringsværdige formedelst deres poetiske Fylde og høie Sving: men især dyrebare ved den Trøst de som Himmeltoner mægte at indgyde et bedrøvet Hjerte, og formedelst det Fremsyn ind i de kommende Tider, som bekræfter Digterens underfulde ►Samfund med Gud. 👤Davids Søn og ►Eftermand, 👤Salomon, er ►og blevet saare navnkundig, saavel ved den store ►Visdoms Maade Gud skjenkede ham, som ved det prægtige Tempel han i 📌Jerusalem bygde til Jehovahs Dyrkelse, ►ei til et Huus for Ham, hvem han bekjendte ei 55Himle og Himlenes Himle kan rumme;► men selv han henfaldt i sin Alderdom til Haardhed og Afguderie, og hans Søn 👤Roboam beholdt kun Regjeringen over de tvende Stammer, ►Juda og ►Benjamin, da de øvrige ti valgte sig en anden Konge. I dette de ti Stammers eller som det kaldtes 📌Israels Rige, hvis Indbyggere lode sig afholde fra at besøge Helligdommen i 📌Jerusalem, fandt Afguderiet saadan ►Indgang, at ►Profeten 👤Elias, før endnu hundrede Aar vare forløbne fra 👤Salomons Død, ene ved en guddommelig Aabenbaring lærde, at 7000 ►dog ei havde bøiet Knæe for den phønisiske Afgud ►Baal.► Den ene Kongeslægt efter den anden udryddedes ved Herrens Haand, Hunger og Sværd ►pinde og ►henrev, Propheter varslede, og ►paa hver Ydmygelse fulgde underfuld Frelse, men kun lidet ændsedes baade Straf og Redning, og stedse voxde Ondskaben i Folket. Da forkastede Jehovah 📌Israel, den assyriske Konge 👤Salmanassar bortførde de ti Stammer med deres sidste Konge 👤Hosea, og deres Land blev befolket med Hedninger,*omt. 700 f. K. som efter 📌Samaria, Rigets Hovedstad, kaldtes Samaritaner. Noget bedre gik det i 📌Juda Rige, 👤Davids ►Ætmænd fulgde, efter Jehovahs Løfte, hinanden uafbrudt paa 📌Zions Trone, og mellem dem fandtes adskillige, der, som 👤Josaphat og 👤Ezekias, redelig dyrkede Gud og ►erfore hans Beskjærmelse; men dog tog Afguderie og Synd saaledes Overhaand, at selv Herrens Lovbog 56nedsank i Glemsel og forfærdede som noget Ubekjendt den gudfrygtige Kong 👤Josias, der i Slutningen af det syvende Aarhundrede stræber igjen at opfriske Jehovahs Dyrkelse. Netop i disse fordærvede Tider opvakde Gud en heel Rad af hellige Skjalde, som ei allene forkyndte Jehovahs Pris og ►underlige Gjerninger, og straffede baade Konge og Folk for deres troløse ►Affald fra deres ►Fædres, den eneste sande Gud; men forstærkede deres Advarsler og bekræftede deres guddommelige ►Sendelse, ved Spaadomme om hvad der skulde hænde sig i den tilkommende Tid. Dog, de talde mest som for døve Øren: forgjeves saae Jøderne 📌Israels Riges Fald, som var forudsagt af 👤Hoseas og 👤Micha, forgjeves saae de 📌Ninives Undergang, der saa klarlig var afbildet af 👤Nahum, endda vilde de ikke*omt. 700 f. K. fæste Tro ►enten til 👤Esaias, som i 👤Ezekias's Tid truede dem med en lignende Skjebne, eller til 👤Jeremias, som efter at have varslet omsonst selv oplevede sin Spaadoms Opfyldelse. Det var den babyloniske Kong 👤Nebukadnesar, hvem Gud brugte som sit Redskab til 📌Juda Riges Opløsning*omt. 600 f. K. og Folkets Ydmygelse: allerede ►eengang havde han indtaget 📌Jerusalem og bortført endeel af Folket, da de ►Overblevnes Konge, 👤Zedekias, gjorde Oprør, tillod Folkets trodsige Fyrster at forgribe sig paa 👤Jeramias, blev grebet paa Flugten fra sin Hovedstad, og maatte med alle de ⓘ ►Ypperlige i Landet vandre som Træl til 📌Babylon. De Ringe som bleve tilovers søgde, tvertimod 57Guds udtrykkelige Befaling, deres Frelse i 📌Ægypten, og fandt der deres Grav.

✂ ►Trængselen bøiede de haarde Nakker, 👤Jakobs Afkom omvendte sig til 👤Jakobs Gud, og han viste atter, at han er, hvad Han selv kaldte sig hos 👤Esaias, ►en Gud, der ei lader Haabet beskæmmes. Profeterne 👤Ezekiel og 👤Daniel nærede Haabet og forkyndte Frelse, ►👤Cyrus ►inddrog i 📌Babylon gjennem 📌Eufrats udtørrede Render, som 👤Esaias havde spaaet,► og overeensstemmende med de udtrykkelige Ord af 👤Jeramias endtes Fangenskabet efter 70 Aars Forløb, da Perserkongen gav ►Jøderne Lov til at vende tilbage, befoel dem at opbygge Templet og tilbagegav ►de hellige Kar. De Fleste havde imidlertid Ro og ►gode Dage kjerere, end Gud og Fædreneland; kun henved 50,000 mest af 👤Juda og 👤Benjamins Stamme, mellem hvilke der vare Oldinge, som havde tilbedt i Herrens Huus, vendte hiem under 👤Zorobabels Anførsel. Under megen Forhindring, deels af de følgende Perserkonger, deels af Samaritanerne og andre Naboer, stræbde Jøderne at opreise Tempel og Mure, men mægtede ei at fuldende Værket før deres Landsmand ⓘ 👤NehemiasNehemias] GV, Rehemias A af 👤Artaxerxes *omt. 440 f. K. 👤den Langhaandede sattes over dem. Han oplivede deres Mod, Anstrængelse og Tillid til Gud, hvilke, uagtet Profeterne 👤Haggai og 👤Zacharias som Herrens Sendebud og hans Villies Tolke havde vandret imellem dem, dog ei sjelden sank, og fra nu af levede de i Ro indtil det 58store Uveir efter 👤Alexanders Død udbrød over Landene. Alt som Gud ►skiftede Seier mellem Kongerne, maatte de skifte Herrer, indtil 👤Ptolemæus omsider ►hævdede sig 📌Middelhavets asiatiske Kyst. De første Ptolemæers ►Herskab var mildt, og bleve end de første Flokke af Jøderne, der fæstede Bopæl i 📌Alexandrien nødte til at drage did, fulgde dog mange tusinde af deres Landsmænd frivillig efter, og stode der i lige Anseelse med de herskende Græker. De Øvrige i 📌Judæa bleve siden kjede af den ægyptiske Regjering,*omt. 218 f. K. og overgav sig til den syriske Kong 👤Antiokus den saakaldte Store; men maatte snarlig angre dette Herreskifte; thi 👤Antioks Sønnesøn og Navne blev lysten efter Templets Skatte, og ►befoel Jøderne*omt. 170 f. K. at offre til Afguderne. Endeel fornægtede ►Fædrenes Tro, men de Fleste udstode heller de grueligste Pinsler og den forsmædeligste Død; og Gud lønnede deres Standhaftighed ved at opvække mellem dem Makkabæernes Helteslægt, som med kraftig Arm brød de syriske Lænker og værgede om 📌Herrens Tempel. De trende Brødre: 👤Judas, 👤Jonathan og 👤Simon, samt dennes Søn 👤Johannes Hyrkanus ere blevne de navnkundigste, og den Sidste nødte endog ►Samaritaner og ►Idumæer til at underkaste sig; men efter hans Død blev Landet en Tumleplads for Borgerstrid og Borgerkrig. De senere Makabæer ►vanslægtede fra deres ►Fædre, Gudsfrygten forsvandt, og da blev ►Stormodigheden til Hov59mod og Herskesyge, ►Kiækheden til Grusomhed; hertil kom, at der i den senere Tid havde dannet sig et ►Samfund, som ved tilsyneladende stræng Opfyldelse af Loven og talrige tilsatte ►Menneskebud, erhvervede Helligheds Ry, og misbrugde dette til at udføre deres egennyttige og herskesyge Hensigter. En Strid mellem de to sidste makkabæiske Fyrster, hvori disse Pharisæer mest vare Skyld, gav 👤Pompeius Leilighed til at blande sig i 📌Judæas Anliggender,*omt. 63 f. K. og fra den ►Time vare Jøderne 📌Roms Undersaatter. Folket maatte nu hylde som Konge Idumæeren 👤Herodes, der spottede med deres Tro, skiøndt han udsmykkede Templet, ►loggrede for Almuen, men lod paa det grusomste alle dem aflive, hvis Stilling eller Anseelse kunde ►indskyde ham selv den mest ugrundede Frygt, og som et vildt Dyr rasede han i sin egen Familie. Den eneste Trøst, Folket havde i al denne ►Trængsel og Jammer, var, at de med ►Grund iust nu ventede den store Befrier, som 👤Moses allerede havde forkyndt og 👤David besunget, men hvis Komme og Hændelser især 👤Esaias og de senere Profeter havde saa nøie bestemt og saa klarlig afbildet, at Tiden ei kunde være uvis, og han selv ei miskjendes uden af Trods. ►I 📌Betlehem, af 👤Davids Æt, ►skulde den Konge fødes,► ►hvis ►Spir ►skulde udstrække sig over Jorderige, og hvis Trone ei ►skulde rokkes evindelig,► og her fødtes 👤Jesus medens 👤Herodes endnu levede og 👤Augustus herskede over den romerske Verden. 60►Vel var hans Rige ikke af denne Verden, men de fleste Jøder paa den Tid ventede dog i ham en jordisk Konge, da deres Sind var alt for jordisk, til at fatte Spaadommens høiere Betydning, og 👤Herodes hvem Østens Vise forkyndte Fødselen af Jødernes Konge, søgde derfor at rydde ham af Veien i hans spæde Barndom; men Gud vaagede over sin Søn, og kun 👤Jesu Jevnaldrende i 📌Bethlehem bleve Offere for Tyrannens Mistanke.

✂

Tredie Tidsrum.

Fra 👤Christi Fødsel til 👤Gregor den syvende.

1066.

✂ I Stilhed opvoxde 👤Jesus til sit 30de Aar da han tiltraadte sit ►Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i 📌Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og ⓘ sig selv Faderens enbaarne Søn. At han var den ►hvorfor han udgav sig, beviste han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer ►uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gjennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale: om ⓘ GudsGuds] GV, Gnds A Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og ►Idræt, bleve da nu besvarede 61af En som vidste det tilfulde, og saaledes var der bødet paa en stor Deel af de Dødeliges Trang; men ►end var det ►mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden ►Størke til ►fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste 👤Jesus, i det ⓘ hanhan] GV, ban A af uudgrundelig Kjerlighed ►hengav sit Liv til en ►Igjenløsnings Betaling for Alle,► ►saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kjerlig forsonet Fader, der ►ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hielp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men ►som spaaet var, hans Been kom ei til at see Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; ►Han opstod levende paa tredie Dag, hvorved han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede det evige Livs Haab. Derpaa ►befoel han sine Lærlinge, Apostlerne, at vandre ►trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade, og døbe Alle som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn,► ►og ►der han det havde sagt, blev han optaget mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine►. Høit over alle Himle opsvang han sig til den Herlighed han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men udgiød over Apostlerne Faderens Hellig-Aand, og ►er ved Ham 62med sine Troende alle Dage indtil Verdens Ende;► fra Himmeltronen har han tydelig styret Jorderige, og ►sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlerne ere 👤Johannes, 👤Peder, 👤Matthæus og 👤Paulus især blevne ►mærkværdige, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, som hvilede paa dem, beskreve 👤Jesu Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde baade Jøder og Hedninger modtoge Evangeliet med Glæde; ►thi Apostlerne stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da forstodes vidt og bredt i det romerske Rige.

✂ Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store visne Grene, hvor sielden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige ►Orme bo i den hule Stamme. 👤Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, ►lemfældig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regjering 📌Roms gyldne Tid, men kun med ►Ret ►hvis Alt er Guld som glimrer, thi ►glimrende Uselhed var Alt, udtømt var nu 📌Roms indvortes Kraft, og medens de stolte Patriciers ►vanslægtede ⓘ BørnBørn] GV, Born A kappedes med 👤Horaz og 👤Virgil om at forgude den romerske Friheds kolde Morder, kom 63som et Forvarsel, den Tidende, at 📌Roms ►Ørn var sunket i 📌Germaniens Skove, at Lykken havde forladt ►Verdens-Dronningens seiervante Banner. Efter 👤Augusti Død lod det som 📌Rom skulde flux forgaae i Blod og Uteerlighed, 👤Tiberius, ⓘ 👤CaligulaCaligula] GV, Caliguia A, 👤Claudius og 👤Nero ere Keisernavne som udtrykke den høieste Vanvid og Ondskab, der hidindtil med en Slags Besindighed har aabenbaret sig i Verden, og især er 👤Nero blevet navnkundig, som intet andet Uhyre indtil denne Dag. Han var Slave af de mest ►fæiske Lyster, og vilde dog ansees som ►Mønster paa et fuldkomment Menneske, Moder, Broder, Lærere og Alle som mishagede ham, lod han myrde, ja med ►Grund mistænkdes han for at have selv ladet 📌Rom ►anstikke, paa hvis Brand han saae med Djævleglæde som paa et Skuespil, en Lignelse af 📌Troias Undergang. Imidlertid udvidedes dog endnu under disse Uhyrer Rigets Grændser; da 👤Nero havde ►taget en Ende med Forskrækkelse, kom efter nogle Omvæltninger en duelig Fyrste, 👤Vespasian, paa Thronen, hans Søn 👤Titus var en sielden ►Ædling, og efter en neronisk Tyran, 👤Titi Broder 👤Domitian, fik Riget i 👤Nerva, 👤Trajan, 👤Hadrian, og ►begge Antoninerne en Række af kloge og ærbare Fyrster, saa at Alle som vente Staters ►Held af Love og ►Mandevid, ei lidet maae forundre sig over at Statens Saar langt fra at læges, kun skjultes og aad omkring sig som en ulægelig Kræft. Hvo som derimod 64har lidt bedre Forstand paa de menneskelige Vilkaar, vil ikke undres over Sligt, men finde det ganske naturligt, at naar de indvortes Baand ere brustne, de udvortes endog hastigere ►løses under milde end grumme Fyrster, at Sproget, til Trods for hver Grammatiker, tabte sin Aand, da Folket havde tabt sin, og at de sidste latinske Skribenter man roser enten blomstrede under Tyrannerne eller uddøde dog under 👤Trajan, den første Keiser der indrettede offendlige Skoler til Kundskabs Fremme. Snarere maatte man undres over at de bedre Keisere og sidste Skribenter kunde opstaae, men ogsaa denne Forundring ►taber sig, naar man seer, deels at det mest var Udlændinger, og deels at det ingenlunde har saameget at betyde med deres Storhed og Herlighed, som 📌Roms Forgudere har indbildt sig. 👤Trajan var en ►forfængelig Erobrer, 👤Hadrian en storagtig Hykler, 👤Antonin havde intet Kejserligt uden Purpuret, og 👤Marc Aurel var en selvklog Grubler, der lod Lasten herske i Huus og Rige medens han stræbde at finde Stoikernes kolde ►Sædelære i sig selv og udtrykke den paa Græsk: at de ikke rasede med Blodtørst mod deres egne Undersaatter, og ønskede nøisomme kun at see et Glimt af den Glimmer der blændede i 👤Augusti Dage, er hvad der især har gjort deres Navne elskelige ved Siden af Uhyrernes. Mellem Skribenterne i dette Tidsrum møder man heller ingenlunde synderlig opvakde Hoveder, 👤Senecas Viisdom er en hver65ken høi eller reen ►Leveklogskab, og de Tragoedier der tilskrives ham kundgiøre Tabet af den Smag der ene laaner Versene fra 👤Augusts Tid en Slags Ynde, og som bestaaer deri: at man ikke stræber efter at udtrykke andet, end hvad man virkelig seer og føler, og veed at udtrykke det rundt og klart i Sprogets Aand. Man kan af visse Aarsager ikke sige at Poesien blev blot satirisk, men maae sige at Satiren hos 👤Martial og 👤Juvenal, er det eneste hvori man sporer Latinens poetiserende Aand. Historieskrivere som 👤Velleius Paterculus, 👤Sveton og 👤Tacitus synes kun at have forstaaet deres Kunst blandt dem der ikke forstaae den, de forstode nemlig at sminke og sværte, men ingenlunde at skildre, og dog maatte Skildring være det eneste, der skulde udmærke dem. For Historien, men ingenlunde i den, have deres Bøger Værd, og den som for Historien er vigtigst, 👤Taciti lille ►Bog om Germanien, beviser ret hvor stærblind og keithaandet man var, naar man skulde modtage og meddele en Forestilling om andet end Romere og Romerskhed. Saare vigtig for Historikeren er den Samling af geographiske og naturhistoriske Bemærkninger og Beretninger, som 👤Plinius den Ældre foranstaltede under Navn af ►historia mundi, men vare ikke saamange af ►Hjemmelsbøgerne forlorne, vilde det være et temmelig overflødigt Værk, undtagen som Billede af en romersk Polyhistor. 👤Qvinctilians ►Bog om Talekunsten er udentvivl det grundigste Værk 66om aandelige Ting i den gamle latinske Litteratur; røber et tænksomt Hoved, og megen sund ►Sands, men naturligviis kunde den hverken skabe Talere, eller hindre Smagens og Sprogets Forfald hos et Folk, der daglig sank dybere i Afmagt, Uteerlighed og Trældom.

✂ Da Religionens Baand vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smede Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgde Keiserne og ►røvede dem igjen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øiet for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Blodtørst gjelde for Tapperhed, men ►ei saa, naar der skal kjempes med ►djærve Fjender: det lærde Romerne Snart ved 📌Rhin, 📌Donau og 📌Eufrat, her havde de Parther og siden Ny-Perser at ►bestride, og hisset ►foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talde Latin, eller forstode sig paa Pragt og ►Overdaad. Allerede den sidste 👤Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Deel af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxde, ►ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar 📌Rom nu skulde have en ►djærv Keiser, maatte han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgjeves søgde ved dets Slutning 👤Diokletian 67at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender, ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinger; disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen ►Rolighed før 👤Constantin den Store atter samlede*323. ⓘ Riget.Riget.] GV, Riget, A For denne sin Ophøielse maatte han især takke de nu saa talrige Christne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.

✂ Saaledes blev da Christendommen den herskende i 📌Romerriget, efterat den i ►halvtrediehundrede Aar havde maattet ►friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. 👤Nero var den første Keiser som forfulgte de Christne med Ild og Sværd, men de mest ►udtænkte Pinsler kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og ►hverken ►Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den 👤Christi Kjerlighed,► der for deres Skyld havde lidt mere end de Alle, og ►vinkede dem nu i sin Faders Huus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før 👤Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved 📌Jerusalems ⓘ ►Forstyrrelse, og*70. frem for alt ved Templets Brand, som han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren 👤Titus, Søn af 👤Vespasian, forgjeves søgde at hindre. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Christne trodse Smerter og Død i 👤Jesu Navn, og langt fra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte ►Pinagtighed, maatte alle 68de, der havde Sjælen kjær, tye til det christne ►Samfund; ►saa gik det ►og: høi og bred løftede sig 👤Christi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset ►skulde aabenbares; i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot, og fornægtede saaledes den Herre som ►dem kjøbde, medens Andre med Guld og Sølv ►frakjøbde sig Delagtighed i hans Lidelser. Aarsagen hertil var deels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men ►vilde tjene baade Gud og Mammon, deels, at Kristendommen var ►vanslægtet fra sin første ►Enfoldighed. Da de ►overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Christnes Sind vare ophørte, ►udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange ►Lærefædre til at hige efter ►►kjødelig Viisdom► og ►læmpe Skrifterne derefter, de troede tit ei længer 👤Jesus, men sig selv, og ►bare ei gjerne hans Kors; Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig ►Ordkrig blev Kierligheden kold hos Mange. Ligesom 📌Alexandrien blev det naturlige Sæde for Videnskabeligheden, saa var det ►og herfra den fornemmere Christendom, og det første stærkt omgribende Kætterie udgik. Allerede 👤Origines, en i øvrigt høitbegavet og nyttig 69►Kirkelærer fra Begyndelsen af det 3die Aarhundrede, hyldede tildeels en vilkaarlig Skriftfortolkning, og adskillige uchristelige Meninger, og i 👤Constantins Dage stræbde 👤Arius med meget Held at indbilde Folket den Løgn om Sønnen, at han var en timelig Skabning og ikke een Guddommelighed med Faderen, en Løgn som angreb i alle Maader Christendommens Grundpiller, thi dens Troværdighed beroer aldeles paa 👤Jesu fuldkomne Sanddruhed, og dens Kraft paa hans Guddommelighed. Bifaldet 👤Arius vandt, og Maaden hvorpaa man bestreed hans Løgn, vidnede ligehøit om den ⓘ gamlegamle] GV, hamle A Kirkes nærforestaaende Fald, thi verdslige vare begge, og ►det er hvad Sandheds Vaaben og Rige kan ikke være. Intet Under altsaa at ►aabenbart Hedenskab prøvede paa at tilbagevinde ►Spiret, 👤Constantins Søn 👤Constantius, som efter sin Broders Død blev Ene-Keiser, var en Arianer, og hans Søstersøn, den kjække og vittige men selvkloge og stolte 👤Julian, fornægtede offenlig Troen, og stræbde at undergrave Kirken. Herren slog ham og hans Anslag vare frugtesløse, men desuagtet forværredes Kirkens Tilstand daglig, med 👤Ambrosius kan man sige at den gamle Kirkes sidste ►Sule faldt, og forgjæves stræbde 👤Augustinus at oprette den igjen, hans seierrige Kamp paa dens Gruus kunde blot ►frede om dens Skygge og bevare dens Ihukommelse til bedre Dage.

✂ 70I 👤Augustins Tid deeldes Romer-Riget og ved hans Død begyndte ►alt det Vestliges Opløsning. Delingen var skedt mellem 👤Theodos den Stores Sønner:*395. 👤Honorius og 👤Arkadius. 👤Honors Arvelod var 📌Italien, 📌Gallien, 📌Hispanien, 📌Britannien, 📌Nord-Afrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod, manglede aldeles. Allerede under 👤Honor blev 📌Rom udplyndret af ►Vestgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det sydvestlige 📌Gallien og 📌Spanien; under hans Systersøn indtoges 📌Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og 📌Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under Blodhunden 👤Attila ødelæggende ►gjennemfore 📌Italien og 📌Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand,*476. og deres Anfører, 👤Odoacer, opkastede sig til 📌Italiens Konge, medens de tydske Franker gave 📌Gallien ny Herrer og nyt Navn. 👤Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre 👤Theodorik, der fra ►Norden brød ind med sine ►Øst-Gother og stiftede et ►vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige ⓘ KeiserKeiser] GV, Keifer A 👤Justinians Krigshøvding: 👤Narses.*553.

✂ 📌Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af 📌Tracien, 📌Grækenland, det vestlige 📌Asien og 📌Ægypten, udvidedes nu ogsaa med 📌Nord-Afrika, hvor den samme 👤Justinians anden tappre Høv71ding: 👤Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte ►bortkjøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget 📌Konstantinopel. Kort efter 👤Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Deel af 📌Italien, og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed ►øiensynlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag.

✂ Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens ►djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra 👤Abraham giennem hans Søn 👤Ismael. I ►halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og ►røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: ►👤Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men ►bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn.► Vel higede 📌Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede ►Ørk afskrækkede dem, og 📌Roms Legioner, som vovede sig did, ►funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i 📌Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Øst-Romere toge store Flokke af dem i Sold; men stor Bedrift ventede man ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog, hvorlænge end Selskabs-Timen forhales, maae den dog engang ⓘ slaaeslaae] GV, flaae A for 72Stammer der have Aand tilfælles, kan de ikke forenes til et Folk, maae de dog forbindes i en Bande, saasnart de lære at forstaae deres ►Egennytte, og naar den aandelig førstefødte Stamme lærer at forstaae sin, kan den ikke fattes Midler til i det mindste for en Tid at samle de adspredte Kræfter under sit Formynderskab. Saaledes havde Koreschiterne tillistet sig Herredømmet i 📌Mekka, hvor det ypperste ►Bedestæd 📌Kaaba-Templet var, men det havde dog ingen ret ►Art med Overmagten, før der imellem ⓘ Haschemiterne, Stammens Adel, opstod en af de sjeldne Mænd, der i Følge sine aandelige Vilkaar er, saa at sige, Herre født. Det var ►Abul Kasem alt for bekjendt under Tilnavnet 👤Muhamed, (den Priselige) eller som vi udtale det: 👤Mahomed. Uden Troe paa noget Aandeligt, som det Legemlige skal være underdanigt, lader sig intet stort og dristigt Værk undfange eller udføre, og uden fælles Troe paa en Guddom kan intet større ►Selskab bevæges eller udrustes til med Kraft og Opoffrelse at forfølge et fælles Øiemed. Allerkjendeligst gjælder dette om et saa ►phantastisk Folk som det Arabiske, og at den efterhaanden indsovne Troe maatte vækkes, naar Enigheden skulde opstaa, og kraftig Folkeværk øves, er klart. 👤Mahomed, der følde sig kaldet til at ►bestride sine Landsmænds Afguderie, men tillige fristet til at forvanske Sandheden og efterstræbe verdslig Magt, søgde at forene begge Dele, og medens han paa den ene Side satte Sandheden om en eneste, al73mægtig usynlig Gud (Allah ►ͻ: ►Eloah ) i Spidsen for sin Lærdom forvanskede han den paa den anden Side skammelig ved at ►forestille Allah som en Afgud, der kunde tjenes ved Menneskens Hænder, hvis Rige skulde udbredes ved Sværd, og som vilde lønne sine Troende (►Moslemim som vi udtale Muselmænd) efter Døden med et 📌Paradiis fuldt af ►Øienslyst, ►Kiødslyst og et overdaadigt Levnet. Han talde af Verden, og ►Verden som elsker sit Eget, hørde ham, det blev snart en Troens Artikel i 📌Arabien, at 👤Mahomed var en Prophet, større end 👤Moses og 👤Jesus, at den Allah han forkyndte, var den eneste sande Gud, under hvis Banner Araberne skulde indtage Verden, og at al Dødsfrygt var ►daarlig, da en uimodstaaelig Skjebne beherskede Livet, og alle Muselmænd ved Døden vandt, i fuldeste Maal, Alt hvad de ønskede og hvad dog kun ufuldstændigt kunde times dem i den ►nærværende Verden. Vel døde 👤Mahomed førend han kunde strække sit Sværd eller løgnprophetiske ►Spir ud over 📌Arabiens Grændser, men under hans næste Efterfølgere (Kaliferne) 👤Abubeker og 👤Omar indtoges hele 📌Persien, 📌Syrien og 📌Ægypten, ja allerede i Begyndelsen af det ottende Aarhundrede vaiede ⓘ 👤MahomedsMahomeds] GV, Mahameds A Fane langs med 📌Afrikas Nordkyst, paa 📌Middelhavets Øer og selv paa 📌Europas Fastland, hvor de ►udartede Vestgother maatte overlade Morerne hardtad hele 📌Spanien. Saaledes lod det da til at Christenheden skulde forgaae, thi kraft74løs paa Hæld stod 📌Constantinopel, 📌Italiens longobardiske Trone vaklede, 📌Tydskland og 📌Norden var hedensk endnu, og nordiske Hedninger truede med andengang i 📌Bretland at reise Afgudshuse paa Kirkegruus. ►Men, Helvedes Porte kan ikke faae Magt med hans Menighed, ►der har al Magt i Himmelen og paa Jorden, Løgnen maae nedrive sig selv, og saaledes havde de senere Kalifer, ►Ommijaderne, selv undergravet deres Throne, ved at lade haant om 👤Mahomeds Bud, og hengive sig til Pragt og ►Overdaad, saaledes bortdampede Muselmænds Kraft daglig, ⓘ underunder] GV, uuder A Nydelsen af den Verden de elskede, og ved 📌Pyrenæerne stod et Redskab færdigt, som skulde tilintetgjøre det Forsøg paa at naae 📌Europas Hedninger, som de med den sidste Levning af deres ulyksalige Begeistring vovede, da de i mylrende Skarer gjæstede 📌Frankernes Land. De bleve aldeles slagne ved 📌Tours af den tappre Franke-Høvding 👤Carl Martel,*732. og det stadfæstede sig i Historien hvad Naturen havde stedse betegnet, at i 📌Spanien taber den arabiske Hvirvelvind (►Samum) sin ødelæggende Styrke.

✂ Disse Franker opvoxde nu til det mægtigste Folk i 📌Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den 👤Clodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge 📌Gallien,*486. men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes ►Hofmestere (►majores domi) og een af 75disse: 👤Karl Martels Søn, 👤Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden.*750. 👤Pipins Søn, 👤Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for 📌Ebro, omstyrtede 📌det longobardiske Rige i 📌Italien, undertvang hele 📌Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.*800.

✂ Tydskerne havde hidtil været delte i mange ►adskillige Stammer, og fra 👤Julius Cæsars Tid ►overvældede de herskesyge Romere nogle af disse; men de tilbagekjøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde og deelde det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede ►i Norden op til 📌Dannemarks Grændseskjel, bevarede lige til 👤Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de ►mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at see det ►omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei hørde Kirkeklokken forkynde en sandere Frihed og bortskræmme de Spøgelser der paa 📌Bloksbjerg holdt deres natlige Gilde, og omsnoede Folket med Mørkheds Lænker. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gjennem hvilken det skulde indføres hos vore gamle, vildfarende ►Fædre.

✂ 76Det er ikke vigtige Sagn og andre Mindesmærker om 📌Nordens Oldtid vi fattes, men Forstand til at samle og udlægge dem ret. Den nordiske Kraft trænger ei til andet Vidnesbyrd end det uimodsigelige, Cimbrer, Gother og Longobarder har fæstet ved deres Bedrifter, og at der var indvortes Kraft, ei blot udvortes Styrke derom vidner allerede den Forandring i Sæder og Sprog de i 📌Syden bevirkede. Vel have de nye Tydskere villet hente alle de vandrende Folk enten fra deres eget Fædreneland eller 📌Caucasus og 📌Chinas Grændser, men Gothers og Longobarters Historie stadfæster urokkelig hvad deres Historieskrivere: 👤Jornandes og 👤Paulus Diaconus klarlig vidne, at det europæiske 📌Norden var deres nærmeste Hjem, og uagtet Æren her ligesaalidet skal friste til Tvist, som den nogensinde kan retfærdiggjøre den, maae dog 📌Norden for Sandheds Skyld hjemle sig de kraftfulde, uregjerlige og tildeels grusomme Skarer, ved hvilke Livet gjenfødtes i 📌Syden og 📌Vesten, og var Longobarderne Tydskere, da var det Had mellem disse Folkefærd, der i en Rad af Aarhundreder saa klart har aabenbaret sig, vel ligesaa uforklarligt, som det, ►naar Longobarderne var Jyder, er ⓘ naturligt. For Resten er vor Kundskab om 📌Nordens Oldtid, som sagt, endnu i sin Barndom, og naaer vel ikke sin Manddom ►for de siberiske Runer og ►Billedstave forklares, thi først da synes det mueligt at gjøre i de gamle Sange 77og Sagn en ret og sikker ►Skilsmisse imellem de Forestillinger og Bedrifter der have deres Hjem i det nordlige 📌Asien, og dem der først have udviklet sig i det tilsvarende 📌Europa. Naar man imidlertid ei vil ►lade klogere end man er, eller paatage sig at forklare hvad man ikke forstaaer, lader sig allerede mange Mærkværdigheder om de nordiske Folkestammer sætte i Lys ved en grundig og christelig Betragtning af de Sagn ►Fædrene have efterladt saavel i ►de Eddiske Sange, som i 👤Saxos ubetalelige og hidtil hardtad ubenyttede ►Krønike om den hedenske Oldtid.

✂ At de Danske i aandelig Forstand stedse var Hovedfolket, derom vidner Alt, og det er saa vist, som at de alene have bevaret ældgamle historiske Sagn, der fortjene dette Navn, og saa vist, som at de, ligesiden Christendommens Indførelse have været det, thi i ►Aanderiget kan man aldrig vorde hvad man ikke var, men kun udvikle og forklare hvad man er. Derfor er Dansk selv i islandske Bøger Udtrykket for 📌Nordens Hovedtunge, og en Række af ►Stolkonger i 📌Leire lige fra 👤Christi Fødsel veed de at opregne, medens de om norske Hændelser før det ottende Aarhundrede kun have nogle faa, forvirrede Sagn, som 👤Snorro end ei fandt det Umagen værd at berøre, men de følgende ►Sagemagere vel at udsmykke og det attende Aarhundredes nordiske Lærde at ophøie til Troens Artikler, hvoraf 📌Nordens Historie skulde udspringe som 78Dansk af Islandsk, som en ►Zeus der afsatte ►Chronos.

✂ Den første Udvandring for hvilken Normænd stode i Spidsen, er som Navnet betegner, den Normanniske, og dette Navn burde man ligesaavel give den, hvorved 📌Færøerne, 📌Island og 📌Grønland bebygdes, som hiin i Sydvest, for hvilken 👤Gange-Rolf var Hovedmand, thi disse Udflugter vare ei blot sammenbragte men kjødelige Sødskende, avlede af det gamle ►Thursemod, der ei kunde hindre 👤Harald Haarfager fra at undertvinge 📌Norge, men dog ei heller vilde bøie sig under hans ►Herrespir. De egenlig saakaldte Normanner fandt i 📌Frankrig et Folk der ►syndes at være opslidt af 👤Carl den Store, og en Herreslægt, der i ham havde udtømt sin Kraft, 👤Carl den Enfoldige maatte indrømme dem det nordvestlige Land som siden er kaldt 📌Normandiet, og 👤Rolf lod sig døbe med samt sin ►Kæmpeskare.

✂ Imidlertid var der ►og kommet Daab og Christendom til 📌Norden, men længe varede det før den der blev ►almindelig, thi Christendommen vilde indtage 📌Danmark med ►apostoliske Vaaben, og dem forstod Ingen paa de Tider ret at ►handtere. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare blevne saa ►indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemde at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige at de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande. En sand Velgjerning mod hele 📌Europa var det 79derfor, at en gudfrygtig Mand, 👤Benedikt fra Nursia,*omt. 450. oprettede ►et Selskab af Mænd, der aldeles ►sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa aandeligt og legemligt Arbeide, ►Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det ►saa, at Lægfolk, som vilde gjengjelde Munkene deres Forbønner, fristede dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de ►Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at ⓘ stiftestifte] GV, stiste A ny Klostre, igjen for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninger maatte være de rette Munkes kjereste ►Idræt, og de, ►hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme Vantro. Italienske Munke var det som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. 📌Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakde Beundring, nemlig 👤Beda, med Tilnavn den Ærværdige,*Døde 735. og ved en anden: 👤Alcuin hvem 👤Karl den Store kaldte over til 📌Frankrig, begyndte de paa Fastlandet ►indsovne Videnskaber igjen at opvaagne.

✂ 80Adskillige engelske Munke omvandrede mellem 📌Tydsklands Hedninger for at kundgjøre Evangelium, og En af dem, 👤Vinfrid eller 👤Bonifacius,*dræbt 755. som fuldendte Syd-Tydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de Tydskes Apostel. En anden Engellænder 👤Vilhad prædikede for Friser og Saxer, og blev efter 📌Saxens Undertvingelse den første Biskop i 📌Bremen. I 📌Bremer-Stiftet bygdes et Kloster, der fik Navn efter det gamle 📌Corbei i 📌Picardiet, hvorfra det ►og fik sine første Munke, og deriblandt den hellige 👤Ansgar, som med Føie kaldes 📌Nordens Apostel; thi næsten i 40 Aar arbeidede han under megen ►Trængsel trolig paa de Danskes og de svenske ►Øst-Gothers Omvendelse, dog havde Erkebiskop 👤Ebbe af Rheims ►alt forhen bragt det saavidt, at den jydske Kong 👤Harald selv var draget til 📌Ingelheim, og havde ladet sig døbe. Til 📌Norge kom Christendommen langt senere, Kongerne maatte prædike den med Sværdet i Haanden, og Normændene slap ikke ►Thor, før de i hans Sted kunde sætte 👤Hellig Olav, hvem de i Livet ►piinde, og efter hans Mord hardtad forgudede som en indfødt Helgen.

✂ Medens Christendom og Hedenskab endnu stredes i 📌Dannemark, vrimlede Havet og 📌Engellands Kyster af danske Vikinger, og man kan sige at 📌Dannemarks Hedenskab paa to Maader fandt sin Grav i 📌Engelland, thi der endte mange tusinde danske Hedninger deres Dage, og da 81Riget tilsidst indtoges, satte engelske ►Lærere christelig Skik paa det danske Folk. Dertil vare de ►synderlig ►bekvemme da de selv vare af olddansk Herkomst; thi fra 📌Dannemark udgik Hovedstammen af de Angel-Saxer som i det femte Aarhundrede indtoge 📌Bretland, omskiftede dets Navn og oprettede 7 Riger som i 👤Carl den Stores Dage til Bestandighed forenedes under 👤Egbert i 📌Vest-Sex. Vi har seet at disse Angel-Saxer udklækkede 📌Tydsklands Apostler, fra dem kom ►og den første Christendom til 📌Norge med 👤Hakon Adelsteen og 📌Dannemarks Kirke er dem meget Godt ►skyldig, saa de ere et af Christenhedens ►mærkeligste Folk, hvilket ►og stadfæster sig ved Betragtningen af deres indenlands Færd, thi en Lærd som 👤Beda, en Skjald som 👤Cædmon, en Konge som 👤Alfred, og en Literatur som den, hvoraf vi i 👤Bedas ►Kirkehistorie, i ►den bibelske Paraphras, i det store Heltedigt om ►Gothen ►Bjovulf, og i meget endnu Ubekjendt have Brudstykker, søge vi i hine Aarhundreder forgjæves undtagen paa 📌Anglernes Øe. Imidlertid var det da som stedse med de Øboere, deels at kun enkelte ►Kjæmpeaander, uden synderlig Indflydelse paa Folket, røbe dets aandelige Dybde, og deels at disse ►Kjæmpeaander vare for det meeste ►indtagne af sig selv og Verden. Intet Under da at Folkelivet i det Hele var verdsligt, at Kraften fortæredes i Splid og at de danske Vaaben stedse gjorde mere Fremgang indtil i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede den udue82lige 👤Edelred maatte vige Kongesædet for 📌Dannemarks 👤Svend Tveskjæg, og at selv hans ►djærve Søn 👤Edmund Jernside maatte dele det med 👤Knud den Store og efterlod Riget værgeløst, da han omkom ved Forræderie af sine egne Tjenere.

✂ Stort bedre gik det ei 📌Tydskland, skjøndt det paa en Maade var forbundet under eet Hoved og værgede sig mandelig baade mod Normanner og Ungarer. Disse Ungarer vare et asiatisk Folk som indtog 📌Pannonien, og var enstund 📌Tydskland til stort Besvær ved deres hyppige, flygtige ►Røvertog, men dette Uvæsen ►styredes da efter Karolingernes Afgang den saxiske 👤Hertug Henrik, med Tilnavn 👤Fuglefænger,*918. blev 📌Tydsklands Konge; thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: 👤Otto den Store; Ungarerne ►erkjendte Tydskernes Overlegenhed og Christendommens Sandhed. Efterat have saaledes faaet Roe mod Østen, søgte 👤Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod 📌Norden, hvor de danske Hedninge idelig ►foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. 📌Italien havde siden 👤Carl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var deelt i hardtad utallige Smaastykker, 83hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og ►befeidede hinanden indbyrdes. — Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge- og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet Dronning var det, som kaldte 👤Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand 📌Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser.*962. Man kunde vente, at 📌Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det modsatte indtraf; thi 📌Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod 👤Otto, og hans ►Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i 📌Italien. Da det saxiske Huus var uddød, søgte vel 👤Henrik den Tredie af det frankiske igjen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn 👤Henrik den Fjerde efter en urolig Regjering afsattes, og Fyrstemagten steeg høiere end nogensinde før.

✂ I det christne 📌Europas andet Hovedrige: 📌Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne; men saavel disse som hine havde ei ►stort mere end Konge84navnet, da landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd; som langt fra at adlyde Kongen, ►befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den christne Menigheds Tilstand.

✂ Sværmene fra 📌Norden havde gienfødt den legemlige Styrke; men den indgroede Attraae efter Uafhængighed, som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd, der kun eiede en Borg; ►Plovjernet gjordes til Sværd, Kjøbmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og ►Retten sad i Spydstagen. Vel bekjendte alle disse Folkefærd sig til Christendommen; men deres christne Troe bestod for det meste kun deri, at de lode gjelde for Sandhed hvad man fortalte dem om Guds Søns Besøg paa Jorderige, om 👤Jesu Mirakler, Lidelse og Himmelfart, ligesom de lode den Eventyrs Mangfoldighed gjælde som man fortalte dem om andre Helgene og Martyrer; med hans og 👤Marias og alle Helgenes, med Præsters og Munkes Forbønner trøstede de sig, og levede som uden Gud i Verden. ►End laae de ►opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekjendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om 👤Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; 85men disse vare selv vankundige ⓘ ogog] GV, oo A desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet ►Vildheden og ►indaandet ⓘ Kjerlighed, ►meget mere selv deeltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder ►uden Skye tilkjøbte sig deres fordelagtige Embeder af Konger og Fyrster. Det er ikke let at sige, hvorledes der skulde kunne raades Bod paa denne Elendighed, men det kan vi forstaae at naar en enkelt Mand kunde faae den Myndighed, at Høie og Lave maatte adlyde hans Bud, og naar han vilde bruge denne Myndighed som en retsindig 👤Christi Tjener, da vare Folkene hjulpne, naar de vilde lade sig hjelpe, og at dette var Middelet som maatte bruges efter Tidernes ►Leilighed, efter Folkenes ⓘ aandelige Dorskhed, og legemlige Ubændighed, det lærer og viser Historien. At nu en saadan Øvrighed kunde opkomme, og hvis den vilde, handle i Christendommens Aand og bestyre Folkenes Opdragelse, det var der sørget for i det Land, hvor Latinen ►end var saa godt som Modersmaal, hvor der vare de fleste Levninger af Fortidens Kundskaber og den bedste Leilighed til baade at indhente det Forsømte og at gaae videre, i 📌Italien, der laae 📌Grækenland saa nær, og stod endnu i 86det 11te Aarhundrede i Forbindelse med det græske Rige ved dettes Eiendomme i 📌Nedre-Italien. De romerske Biskopper havde fra Arilds Tid havt stor Anseelse i den christne Menighed, baade fordi man gjennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, ►saa og især fordi de agtedes for ►Eftermænd af Apostelen 👤Peder, hvem 👤Jesus selv havde kaldt ►den Klippe hvorpaa han vilde bygge sin Kirke. Fra 📌Rom udgik de Munke som omvendte 📌England, engelske Munke førte Christendommen til 📌Tydskland og tydske til 📌Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af 📌Roms ►Bispedomme, og de Biskopper som der indsattes, vare at ansee, som den ►romerske Stols Fuldmægtige. 👤Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde 📌Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i 👤Christi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række af lastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja 👤Otto og hans ►Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsalderen og saa sammengroet med Troen paa 👤Christus, at en Mand med den samme urokkelige Troe, med Mod og Kraft maatte kunne gjøre sin Ret 87gjældende som 👤Peders ►Eftermand og 👤Christi Statholder.

✂

Fjerde Tidsrum.

Fra 👤Gregor den Syvende til 👤Luther.

1073-1517.

✂ 👤Hildebrand, en Italiener, var den Mand Forsynet havde udkaaret til, saavidt det da var gjørligt, at gjenføde Christendommen, derved lægge Tømme paa ►Næverettens uvane Dyr og forberede lysere Tider. Som Munk og Prior i det berømte franske Kloster 📌Klugni, havde han ved Gudsfrygt og strængt Levnet erhvervet sig Helligheds Rye, og da han i Aarhundredets Midte, som ►Erkedegn i 📌Rom fik stor Indflydelse, gik hans Stræben ud paa at besætte Pavestolen med Mænd, der tænkte som han, og gjøre dem uafhængige af 📌Tydsklands Keisere. Dertil betjende han sig af de Normanner, som fra 📌Frankerig vare gangne til 📌Neapel, havde der først hjulpet til at fortrænge Araberne, som fra 📌Sicilien gjorde et nyt Forsøg paa 📌Europas Fastland, og tiltoge sig siden Herredømmet; men dog grundfæstedes Pavestolens Myndighed først, da 88👤Hildebrand, under Navn af 👤Gregor den Syvende, kom til at beklæde den. Det er ikke let at fælde en sikker Dom over denne ►overordentlige Mands Adfærd, og i al Fald maae baade hans og Tidsalderens Historie behandles grundigere end hidindtil, før den kan bevises, men saameget er vist, at Tiden trængde til en Mand som han, og bukkede han stundum under for de mange Fristelser, hvoraf han var omringet, synes dog saavel hans Handlemaade i det Hele som hans ►mærkelige Breve, at røbe ærlig Sorg over Tidens Fordærvelse, og Redebonhed til at opofre alt Timeligt for Guds Rige. At han troede sig kaldet til Reformator var ingen Brøde, thi det var han, men troede han sig ufeilbar uden forsaavidt han lod Guds Ord raade for sin Tunge, da var han høilig at laste og ingenlunde uskyldig i de følgende Pavers antichristelige Færd, skjøndt han selv vogtede sig for en saadan. Længe havde man følt hvor høistnødvendig en Gjenfødelse af Kirkens Myndighed og da tillige en Reformation af Geistlighedens Sæder var, men da 👤Gregor blev Pave, var ogsaa denne Følelse næsten forsvundet og intet vissere Kjendetegn paa Tidens store Nød og Fordærvelse kan man forlange. Trende Fyrster regjerede paa den Tid i Christenhedens Hovedriger som trodsede baade guddommelige og menneskelige Love, og med to af disse som drev ►aabenbar Handel med geistlige Embeder og førde et forargeligt Levnet; 👤Philip den Første 89i 📌Frankerig og 👤Henrik den Fjerde i 📌Tydskland maatte 👤Gregor prøve Styrke om noget skulde udrettes. Hans faderlige Formaninger vare frugtesløse; men da han vovede det store Skridt, hvortil han var berettiget, at ►sætte dem i Band, eller erklære dem for udelukte af den christne Menighed, maatte de give efter især fordi deres dels fornærmede deels herskesyge Lehnsmænd deri fandt et velkomment Paaskud til at ►byde dem Spidsen. Dog, 👤Henrichs Ydmygelse var ►Skrømteviis, saasnart han var løst af Band, greb han til Vaaben, og Paven kom i Livsfare, uden derfor at vige et Haarsbred fra hvad han ansaae for Sandhed og Ret. Efter 12 Aars Strid og Møie døde 👤Gregor Landflygtig i 📌Salerne, og har hidindtil havt det Vandheld, at først en Række af Paver ►kjødelig benyttede den aandelige Seier han vandt, og at siden alle Pavedømmets Modstandere skildrede ham som en Djævel, hvis Hjertens Begjæring det var at blive Ophavsmand til alle de følgende Ulykker. Alle hans Skridt ere blevne mistydede og man har indbildt sig at hele hans Strid mod Embedssalg og Præste-Giftermaal hvorved han dog slet Ingen smigrede men væbnede baade Geistlige og Verdslige imod sig, var ene beregnet paa at skaffe sig et timeligt og ►kjødeligt Herredømme, som han dog ►aabenbar var for klog til at mene kunde paa slig Maade erhverves, og som han ei gav mindste Aarsag til at troe var hans Attraae. Loven om 90Geistlighedens ►Cælibat var ikke blot ældre end han, men ansaaes ►og af alle 📌Sydens gudfrygtige Mænd for nødvendig til at sætte Skranke for Geistlighedens Vellyst og ►Rovgjerrighed, og 👤Gregors Ønske at skaffe en geistlig Forsamling Myndighed til at paadømme christne Fyrsters Tvistigheder var ►aabenbar et ►pium desiderium. At hans Bestræbelser for en stor Deel forfeilede deres Øiemeed havde sin Grund i Tidens ►Vanart, men at han ikke holdt sig nøie til Skriften, ►meende at Kirken ►skedte en Tjeneste ved Menneskebud► og ►glemde at 👤Christi Rige ingenlunde er af denne Verden,► det er en Brøde han deelde med sin Tid. Imidlertid ►virkede den pavelige Myndighed i den ⓘ lovløse ►Jernalder saare meget Godt, thi Krumstaven forhindrede dog at ►al Magt ei kom til at sidde i Spydstagen, de Halstarrige og Ubændige havde dog noget at frygte og de Undertrykte en Tilflugt, Pavemagten var dog aandelig, og maatte befordre den aandelige Udvikling, og ved Misbrug maatte den falde af sig selv. Lægger man fremdeles Mærke til hvorledes Hedenskab paa denne Tid tog Overhaand hos de Boglærde, og hvor høit man i alle Maader trængde til et fast almeengyldigt Lære-System, nu da Systemernes Tid i Vesten begyndte med 👤Anselm af Canterbury, da maae man vel sande at Pavemagten var, efter Omstændighederne, nødvendig til Kirkens Redning, skjøndt det vist nok havde været langt bedre hvis den ei havde gjordes 91behov. Troer man iøvrigt at de eventyrlige Korstog, som nu toge deres Begyndelse, vare uundværlige for at den følgende Tids Opvækkelse kunde skee, da glemme man ikke, at disse ►Tog havde uden Pavemagt i alle Henseender været umuelige.

✂ Med disse navnkundige ►Tog var Sammenhængen denne: Ærbødigheden for de hellige Steder, hvor Gud havde vandret legemlig, og ►hvorfra det glade Budskab om Jordens Forsoning med Himlen udgik, var, som den maatte, gaaet i Arv hos de Christne, og stedse fandtes der Mange, som higede efter at besøge det Land, der i sin hele Udstrækning var at agte som et Gudstempel. Da 📌Palæstina kom i Arabernes Vold, bleve Besøgene vel ►en Tidlang sjeldnere; men da Kalifen 👤Al Raschid sendte 👤Karl den Store 📌den hellige Gravs Nøgler, var Døren igjen ►opladt og Trangen til at ►gange derind voxte, ►alt som Tiderne ►leed. I det tiende og den største Deel af det ellevte Aarhundrede var det, som om 👤Christus havde forladt sin Menighed; thi hans Ords Røst overdøvedes af det vilde Vaabengny og ►hans fleste Tjenere vare blevne stumme Hunde, der ►selv sønderreve Hjorden, istedenfor at vogte den. Medens Mængden af de saakaldte Geistlige sølede sig i Uteerlighed, henfaldt de vaagnere Sjæle til spidsfindig Grublen, og de fromme Følelser vare saa huusvilde i Tiden, at de vel hos en Slægt med saamegen legemlig Styrke 92maatte yttre sig paa eventyrlige Maader. Man kan ►og sige at Hjertet der forbausedes over sin Kulde ►stundede mod 📌Østen for at opvarmes ved Nærværelsen af de hellige Minder om Frelserens Levnet paa Jorden og den ►gamle Kirkes blussende Andagt, men dog fattes der ►end meget i at vi klart kan fremstille, hvi Pillegrimenes Tal just i det ellevte Aarhundrede voxde saa saare, og udvikle Korstogene af Slægtens aandelige Vilkaar. Saameget kan vi imidlertid forstaae, at ►naar Folkene begyndte at betragte 👤Christi Kirke som et jordisk Rige og sig som hinandens Medborgere deri,► da maatte de føle Drift til at bekjæmpe de Vantro der nedtraadte Rigets Hovedstad og 📌Kongens Grav, og ligesom det var hiin Beskuelse der gav Paven sin Myndighed, saaledes gjorde igjen denne først Korstogene muelige, i det Kirkens synlige Overhoved, som 👤Christi Statholder, kunde række ►Kjæmperne det fælleds Banner og ►fredlyse deres Odel. Saare meget forenede sig ►og nu i den udvortes Verden for at befordre det store Foretagende. Araberne der i de sidstforløbne Aarhundreder vare blevne temmelig ligegyldige for Troe og Tænkemaade, havde mistet 📌Palæstina, og Landets nye Herrer, de muhamedanske Tyrker, undertrykkede ►haardelig de Christne og gjorde det næsten umueligt for Pilegrimene at tilbede paa de hellige Steder. De truede 📌Constantinopel og vel maatte man frygte for at de vilde følge Arabernes Fodspor, hvis 93Herredømme paa 📌Sicilien først nu tilintetgjordes ved normannisk Tapperhed, og Normannernes Seier maatte oplive Haabet om Held mod de Vantroe. Allerede 👤Gregor, Ridderaandens ►Kjæmpehoved udskrev et Korstog, hvis Høvding han selv vilde været, men om end Striden med 👤Henrich ei havde givet ham Andet at gjøre, var det dog neppe kommet i Stand, thi Saadant pleier kun at udføres ved en Slægt, der fra Barnsbeen er blevet fortroelig med Tanken. Da derimod en saadan Slægt var opvoxet, skedte det at Franskmanden 👤Peter Eremit, blev i 📌Palæstina ►indtaget af den Forestilling at han var beskikket til en Korstogs Prædikant, og paa en eventyrlig Vandring gjennem 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland kaldte han med høi ⓘ RøstRøst] GV, Nøst A Folkene til Vaaben og til Kamp for de hellige Steder. Hvad hans ►begeistrede Tale havde ►virket, lod sig ►tilsyne paa Mødet i 📌Klermont, hvor Folkene sankedes i ⓘ hundredetusindetal, og lode Skulderen smykke med Korsets Mærke til et Tegn, at det var for den Korsfæstedes Ære og Rige de vilde vove Liv og Blod. ►Toget begyndtes af 👤Peter Eremit, men den talrige Skare, som fulgte ham hørte meest til Folkenes Udskud: den foer frem, selv i christne ⓘ LandeLande] GV, Laude A, med Rov, Mord og Brand; men fandt ►og, som rimeligt var, sin Undergang langt fra de hellige Steder. Anderledes baade rustet og sindet, dog ingenlunde fri for verdslige Attraaer, uddrog en ►ordenlig Hær, ført og fulgt 94af 📌Frankrigs og 📌Italiens velbyrdigste Mænd. ►Fremmerst gik 👤Gotfred, ⓘ 📌Lothringens Hertug, som med ►Kæmpestørke og Kæmpemod forenede Gudsfrygt og Ydmyghed; næst ham ►ginge hans Broder 👤Balduin og den franske Prinds 👤Hugo, den ►djærve 👤Tankred og den snilde 👤Boemund: normanniske Prindser fra 📌Italien, 📌Normandiets Hertug, den engelske Kongesøn 👤Robert og endelig den gamle, krigserfarne 👤Raimund af 📌Toulouse. Mange vare de Hindringer, som mødte den ►korsede Skare: Hunger og Sygdom, Grækernes Troløshed og List, Tyrkernes Mængde og Anførernes ►Tvedragt; paa Dynger af Liig maatte 📌Nicæas Mure bestiges, og det ved List vundne 📌Antiochia forvandlede sig flux til et Fængsel, der ►syndes at skulle vorde Korshærens Grav; men Alt tjente kun til at straffe det ►kjødelige Sind der vilde skiule sig med Troens Farve, og til at aabenbare for de Vantro den Korsfæstedes Magt og Herlighed. 📌Jerusalem indtoges, ►vel ei af de talrige Skarer, som stævnede over Havet, men dog af den liden Flok hvortil de vare hensmeltede, og seierrigt vaiede Korsets Banner over 📌den hellige Grav, thi for ydmyg var 👤Gotfred til at bære Kronen af Guld hvor Frelseren bar den af Torne, og Gravens Vogter var det Hædersnavn han ►kaarede. Dog, snart udrandt baade hans, og de renere Følelsers Timeglas. Kun eet Aar overlevede 👤Gotfred sit glade Indtog, hans Broder 👤Balduin, som strax antog Konge95navn, var ►alt mere verdslig sindet, dog udrettedes endnu under ham store Bedrifter, men hans Søn blev de Vantroes Fange, og man kan sige at hardtad den hele Slægt som opvoxde i 📌Palæstina blev det, thi den nedsank i Blødhed og Vellyst. Kun lidet hjalp det at Keisere og Konger gjæstede 📌Asien med talrige Hære for at understøtte den ravende Throne, thi det var ei for Guds Skyld de kom: Nogle lode sig drive af Attraa efter ►Helteros og Bytte, Andre af herskesyge Paver, og deres Hære hensmeltede som Dug for Sol. Langt mere end disse Hundredetusinder udrettede nogle 100 ►Ædlinge, som under Navn af Tempelherrer og ►Johannsriddere sammensvore sig til 📌det hellige Lands Forsvar; thi vidunderlige ere deres priselige ►Idrætter og dem var det især, som forsinkede Rigets Undergang. Dog, det gik med disse Riddere, som med alle Middelalderens ►gudelige Samfund: ved det overspændte Afkald paa al jordisk Nydelse kundgjorte de noksom, hvor overlegne dens Tillokkelser tyktes dem, og de reiste Eden, som et helligt Skillerum mellem sig og Verden, men den glødende Iver udsluktes hardtad med Stifternes Liv; en uforstandig Fromhed lønnede dem netop med det jordiske ►Liggendefæ, som de vilde forsage; Fristelsen blev for stærk, og saasnart 📌Edens Dæmning gav efter, oversvømmedes disse Ordener desto hastigere af Fordærvelsens ►tilvoxne Strøm. Rigets ►Landemærker bleve hvert Aar 96snævrere, og ►omsider indtog 📌Ægyptens tappre og ►høimodige Sultan, 👤Saladin, 📌Jerusalem selv.*ⓘ 1187. Nogle faa ►Stæder vare ►end i de Christnes Vold, og efter lang Tids Forløb uddrog atter fra*1248. 📌Frankrig en Helt som ⓘ ene dreves af Nidkjærhed for Korsets og det christne Navns Ære. Denne Hædersmand var Landets Konge selv, 👤Ludvig den niende; men ei var hans Hær besiælet som han, i 📌Ægypten blev han de Vantroes Fange og udrettede Intet. Endnu engang i sin høie Alderdom bar han Korsets Banner til 📌Afrika,*1270 men faldt tilligemed det i Beleiringen ►for 📌Tunis, og tyve Aar efter mistede de Christne 📌Ptolomais eller 📌Akre, den sidste sørgelige Levning af 📌Jerusalems Rige. Meget er talt og ►tvistet om Korstogenes Følger, ligesom om deres Aarsag, men, selv 👤Heerens vigtige Afhandling giver kun et fattigt og utydeligt Begreb derom. Egenlig skulde man aldrig spørge om en enkelt Begivenheds Følger i Historien, deels fordi den selv kun er en Følge af noget Aandeligt, og deels fordi den aldrig virker enkelt, men klart er det at Korstogene vare den store Begivenhed, hvorved 📌Vesten kundgjorde sin vaagnede Attraae efter 📌Østens Herlighed, og et af de store Midler hvorved Videnskabernes nødvendige Gjenfødelse blev forberedet, og 📌Constantinopels Fald forsinket saalænge til de tydske ►Høiskoler og Bogtrykker-Kunsten stode færdige til at modtage de gamle Skrifter og udklække Reformationen. Uden der97for at nægte Korstogenes mangfoldige Medvirkning til de Forandringer som skedte i 📌Europas ►borgerlige Forhold, synes det klogest at holde sig til det Visse og Klare og oppebie Dagen, der skal forklare den dunkle Middel-Alder, thi som en Dunkelhed der indhyller uberegnelige Skatte under en Drages Vinger, hverken som et tomt Mørke eller som et mystisk Lyshav maae den betragtes, naar den Dag skal komme, da vi, uden at nedsynke i dens Uteerlighed, Mørke og Ildsvælg, skal kunne tilegne os dens Ædelstene, og see Tiden forklaret i deres Speil ved Ordets Lys. ►End er det vel ►og for tidlig at spørge, hvi det egenlig kun var Franker og Italiener og siden Tydskere som med Iver og langvarig Anstrængelse drev det store Foretagende, thi ved at nævne ►Vestgothernes Kamp med Morerne, de engelske Kongers Politik og 📌Nordens forvirrede Tilstand, har man sagt meget mindre end de mene, der kalde sig ►practiske Historieskrivere og tage som Børn, til Takke med en ►Skingrund, den første, den bedste. Naar vi imidlertid see den danske Prinds 👤Svend falde som en Martyrhelt, den engelske 👤Richard Løvehjerte kjæmpe som en Løve-Ridder, og den Norske Kong 👤Sigurd Jorsalafar efter 📌Sidons Erobring holde sin Triumph i 📌Myklegaard, da mindes vi i det mindste om hvem der ikke attraaede Guld og grønne Skove i 📌Palæstina og ledes udentvivl til et Stade, hvorfra vi baade 98klarere see Kampen og skue dybere ind i Folkenes Vilkaar.

✂ Mellem de udvortes og nærmeste Følger af Korstogene er Søhandelen den ►Øinsynligste, og i det Hele befordredes ►upaatvivlelig ved dem Borgerstandens Opkomst, kun maae man vel vogte sig for at tilskrive dem dens Oprindelse, thi at der netop ⓘ ►endend] A, nu Rettelsesliste var i endeel Lande en Samling af Slægter, der havde naaet den Grad af Udvikling, at Hytten og den daglige ►Haandtering blev dem for snever, og at de kunde opvoxe til de gamle Adels-Slægters Arvinger, der deels uddøde i 📌Palæstina, deels hendøde paa deres udflyttede Borge, det ligger dybere end i nogen udvortes Begivenhed, der ►vel kunde udvide deres Synskreds og give dem Rum til ►Rørelse og Midler i Hænde, men hverken give dem Øie eller Haand. 📌Italien, 📌Frankerig og 📌Tydskland, der i alle Henseender vare i de Dage Verdens store Skueplads, frembyde os ogsaa Synet af opblomstrende ►Stæder, og et i Historien aldeles nyt ►Borgerliv. 📌Venedig, 📌Genua og 📌Pisa erhvervede sig store Rigdomme ei blot ved at udleie deres Skibe til Korsfarerne, men især ved den Handel paa 📌Østerleden, som nu kom i Stand og udstrakde sine Virkninger lige til det høie 📌Norden. Overalt opblomstrede 📌Italiens og 📌Frankrigs ødelagde ►Stæder, lignende opstode i 📌Tydskland og efterhaanden ►afsondrede sig fra Almuen en heel Middelstand, hvis ►Lemmer hverken 99vare Herrer eller Trælle, men bleve alt efter Folkenes særegne Vilkaar og Landenes ►Leilighed, Kjøbmænd og Haandværkere, Kunstnere og Lærde. I 📌Frankrig bleve ►Stæderne Kongerne saare kjere og nyttige, baade som Indtægtskilder og som ►Forbundne mod de mægtige Lehnsmænd, hvis Tal og Rigdom desuden ved Korstogene meget aftoge. I 📌Tydskland dannede sig en ►mærkelig Rad af ►Stæder langs 📌Rhinen og ⓘ ii] GV, t A 📌Nederland; men ►fuldelig saa berømte ere dog de egenlig nordtydske ►Stæder blevne, som, med 📌Hamborg og 📌Lybek i Spidsen udgjorde det ⓘ navnkundige 📌Hanseforbund, der i 3 Aarhundreder*Fra 1242. beherskede baade 📌Østersøen og 📌Nordsøen, bøiede mangen Greve og Herremand, og befordrede borgerlig Frihed; men have ei ⓘ før Reformationen nogen synderlig Fortjeneste af den menneskelige Aands Udvikling og Forædling. Langt anderledes forholder det sig med de italienske ►Stæder, som blev al nyere Aandsudviklings Vugge, og længe dens Hjem. Da Gother og Longobarder udvandrede for at skaffe Landet en haardfør, ►tarvelig og kraftig Slægt isteden for de feige yppige og blødagtige Slaver, som omslæbte sig der, vedbleve dog ►Stæderne. Vel forsvandt deres Glands; men netop her opvokste en Slægt, som forenede 📌Nordens Herresind med 📌Sydens Munterhed. ►Stædernes Biskopper bleve deres Herrer og derved frelstes Indbyggerne fra at vorde Herremænds ►Vornede. I Forvirringen efter 👤Karl den Stores 100Tid havde Borgerne befæstet deres Byer og øvet sig i Vaaben, da Landet var saagodt som ►høvdingløst, og de selv maatte forsvare sig mod Herremænds Vold, og de indstreifende Ungarers Overrumpling. De underkastede sig ►vel 👤Otto den Store og hans ►Ætmænd, men have dog deres egne ►Øvrighedsmænd (►Podestaer) og da de frankiske Keisere vilde agte dem som et Arvegods, der fulgte med 📌Tydsklands og den keiserlige Krone, viste de sig ei sjelden meget utilfredse derover. Nu begyndte Striden mellem Keisere og Paver, hine fik andet at gjøre end at bekymre sig om de lombardiske ►Stæder, og disse bleve vældige Støtter, hvortil ►Stæderne kunde hælde sig, hvis nogen Keiser igjen skulde komme dem ihu. Den Tid kom, da 👤Frederik Rødskæg, af det hohenstaufiske (schwabiske) Huus, besteg 📌Tydsklands Trone.*1152. Han forlangte ei allene Overherredømme, men despotisk Magt, og da stor Ueenighed dengang herskede mellem de ypperste ►Stæder 📌Pavia og 📌Mailand, naaede han for et Øieblik sit Maal; men snart knurrede Mailænderne paa ny, og da han for ►tilgavns at tugte dem, adsplittede dem og udjævnede deres By, vaktes saadan Had og Frygt, at et stort Forbund opstod, som i ►Samfund med Paven ei allene opbygte 📌Mailand igjen, men ►afnødte endog 👤Frederik Erkjendelsen af dets Frihed. ►Paa en Omvei haabede 👤Frederik at naae, eller dog forberede sin Æt, 📌Lombardiets Eie, i det han giftede sin Søn 👤Henrik med en 101normannisk Prindsesse, der var Arving til 📌Neapel og 📌Sicilien; men derved forfeilede han ei allene sin Hensigt, men forberedede ogsaa sin Slægts Undergang. En stor Deel af det nordlige 📌Italien samt hele 📌Toskana stod ⓘ underunder] GV, nnder A 📌Tydsklands Konge som Keiser, og naar 📌Nedreitalien hermed forenedes, var Pave og Fristæder ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt at Paverne, hvis Lehnshøihed over 📌Sicilierne de normanniske Fyrster havde ►erkjendt, og som tillige ►raadede for Keiserværdigheden, af al Magt stræbte at adskille Kronerne. 👤Frederik Rødskægs Søn 👤Henrik den siette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde ham forhadt i hele 📌Italien, men desto frygteligere blev dennes Søn 👤Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens Død,*1197. blev forbigaaet ved Keiservalget, og maatte tildeels takke den kloge og myndige Pave 👤Innocents den tredie, der var hans Formynder, for 📌Neapels Trone; men da den samme Pave siden hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte 📌Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver, men forenede med den fædrene Herskesyge sit italienske ►Mødrenefolks urene list; Religionen var ham ligegyldig, og han boede helst i 📌Nocera mellem Muhamedanerne, som ei ►gjorde sig Samvittighed over at stride mod Kirken. 📌Lombardiet lod han hærge af sin Statholder, den blodgjerrige 👤Ezzelin og lang Strid førte han med Paverne 👤Gregor den 9de 102og 👤Innocents den fierde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa megen Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige:*døde 1251. Gud vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var forgjeves. Kort efter hans Død ►udgik hans mandlige ►Stamme med Sønnesønnen den ►høimodige men uheldige Ungersvend: 👤Conradin, der ►ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter Pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk Prinds af Huset Anjou blev 📌Neapels Konge, og fra den ►Time var Keisermagten i 📌Italien ikkun en Skygge.

✂ Glimrende var i mange Maader de sidst forløbne 50 Aar; store Heltegjerninger vare bedrevne baade hjemme og i 📌Palæstina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridderaand, som baade havde avlet dem og igjen af dem var næret; flokkevis drog Man til 📌Spanien ⓘ ►atat] GV, ot A kæmpe med Maurerne, og mangen Ungersvend af ædel Byrd, stræbte at erhverve sig ærligt Riddernavn, og en ►faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre ►trindt i Landene, og villig bryde Landse for den svage, anfægtede Uskyld. Et saa digterisk Gemyt som slig Bedrift udtrykde maatte nødvendig ►og stræbe at udtale sig ⓘ ogog] GV, vg A Prøver derpaa ere saavel Provencalernes Kvad som 📌Tydsklands ►Minne-Sange, der forlystede Ridder og Mø ►under Høieloft, og opkom mangengang i Keiseres, Kongers og andre Høvdingers Hierte. De Provencalske Digte ere endnu for lidet be103kjendte til at en sikker Dom kan fældes over dem, men dog feiler man neppe ved at angive kjødelig Lystighed for Sjælen i de fleste, ligesom den ►aabenbar er Aanden i en stor Deel af ►Minne-Sangene, blandt hvilke dog ogsaa findes mangt et Spor af dybe og renere Følelser, og enkelte livfulde allegoriske Læredigte; ►Mærkværdige ere især ►Niflunge Visen, (►Lied der Niebelungen) og ►Heltebogen, blandt hvilke især den første er i de sidste Dage kommet til saa stor Ære og Værdighed, at det er mere end Spøg, naar man kalder den Tydskernes Bibel. Det er i Øvrigt en temmelig langtrukken og ►tungfærdig Beskrivelse paa Riim af de i Oldtiden saa navnkundige Hændelser med ►Sigurd Fofnes Bane, (►Sigfrid) ⓘ ►Brynhild, ►Gudrun (►Chrimhild) og hendes Brødre, der udgjøre et stort nordisk Sørgespil. ►Heltebogen bestaaer af adskillige, usammenhængende, rimede Eventyr, der hverken slutte sig til nogen historisk Tid eller Bedrift, men spille hvad man kalder ►mellem elleve og fem med Riddere og Dværge, med Fru ►Venus, 👤Mahom og ►Apol. Det meest tiltrækkende ved disse Digte er en vis trohjertig ►Pudseerlighed, som dog ingenlunde erstatter Mangelen af dybe Hjerte-Toner, og historisk Betydning, og endnu mindre retfærdiggjør den Løsagtighed der saa ofte indtager Kjærlighedens Plads. Uden nu at opholde os ved de urimelige Eventyr om Kong ►Artus ved det runde Bord og andre slige, der havde 104deres Oprindelse fra 📌Normandiet, ville vi kaste et Blik paa Normannernes Fædreneland, og see med Forundring, at Aanden ingensteds var saa ►kraftelig virksom som hos de Folk der hardtad ingen Deel toge i Korstogene, og agtedes for Barbarer i den store Verden.

✂ I 📌Danmark uddøde ►vel den gamle Kongeslægts mandlige ►Stamme med 👤Rige Knuds Søn, og det lod som om Riget skulde med det Samme nedsynke i Ubetydelighed, thi 📌Engelland fik sin egen Konge og 📌Danmark hyldede 📌Norges, men dog vandt 👤Svend Estridsen, efter mange Vandheld, 👤Knuds sin Morbroders Krone, og blev Stamfader til en Kongeslægt, der ingenlunde er blottet for udmærkede Mænd. Selv var 👤Svend saa lærd en Herre, at 👤Gregor den Syvende med Rette udmærkede ham blandt alle Vestens Fyrster, og 👤Adam af Bremen gjæstede ham for at høre hans Viisdom, og i dobbelt Forstand skylde vi da ham de to vigtige Bøger om 📌Dannemarks Kirke-Sager og 📌Nordens ►Leilighed som 👤Adam skrev, tildeels, som han selv siger, efter Kongens Mund. Helgen var 👤Svend ingenlunde, men ærlig og kraftig var Troen dog i hans Hjerte; medens 📌Tydsklands 👤Henrik drog Sværdet mod den Biskop der ydmygede ham, elskede 👤Svend som sin Hjertensven sin Skriftefader, den engelske 👤Vilhelm, der nødte ham til Bod, derfor gjemmer Kirken, som 👤Vilhelm grundede, med 👤Haralds og 👤Svends mange christne 105►Danne-Kongers Støv til en ►ærefuld Opstandelse. Saare ulige i Sind og ►Idræt vare 👤Svends ►Ætmænd, men dog fandtes alt blandt hans Sønner, hvad der sjelden findes i eet Børnekuld: tre fromme mandhaftige Fyrster; 👤Hellig-Knud som forsødede med Psalmesang Dødens Bitterhed, da Vendelboer myrdede ham i Kirkekor; 👤Benedict som faldt med Sværd i Haand ved Broderens Side, og 👤Erik Eiegod, som døde, ei paa et verdslig ►Tog men paa en Pillegrimsfærd til 📌det hellige Land, og ►begroves paa 📌Cypern, som for i sin Grav at annamme 📌Jerusalems Krone, der her legemlig ►affaldt, og aandelig tilhører 👤Eriks ægte Afkom, fromme, kjække ►Danne-Konger. 👤Knud Lavard, 👤Eriks Søn, ►besveges for sin Faders Krone, men kjøbde den dog til sin Afkom med sit Blod, som han ved 📌Haraldstæd udgjød uskyldig for sin lumske Frændes Haand, og 👤Valdemar Knudsen blev en vældig Konge, som atter forenede det en liden Stund sønderlemmede Rige, tugtede Venderne, og dæmpede deres vilde Vikingsfærd, ved at indtage det hedenske 📌Rygen. 👤Absalon Hvide fra 📌Fennislev, Biskop i 📌Roeskild og siden forflyttet til den Erkestoel i 📌Lund som blev til 📌Nordens ►Kirkehævd oprettet i Kong 👤Eriks Dage, ham var det som med Raad og Daad saa mesterligen stod 👤Valdemar og 👤Knud hans Søn, ja 📌Danmark bi, at man kun maatte ønske, at han kunde været deelt i tvende broderlige Skikkelser, som Biskop og 106Krigsmand; men saaledes samle sig gjerne de menneskelige Kræfter tilsidst for at stride mod den truende Død og synke samlede i Graven. ►Der sank nu ogsaa 📌Danmarks ►favre Skikkelse forladt af Aanden, som dog efterlod ►paa Marken i sin sidste Villie et sødt og livligt Minde, der gjemde Haabet om Gjenfødelse. Det er den skrevne ►Lov og ►Krønike, der vel med Rette kaldes Aandens sidste Villie og Eftermæle, Lovene skreves paa dansk i 👤Valdemars og hans Sønners Dage, beklage det veemodelig at de gjøres behov fordi Menneskenes Børn vil ikke nøies med hvad Gud ►beskjærer og gjøre Ret og Skjel af Sandheds Kjerlighed, de gjøre vitterlig at Gud og Sandhed var ingensteds saa dybt indpræntede som i det christne ►Danne-Hjerte, og at vor Moders Maal er hendes eget gamle Hjertesprog.

✂ Krøniken som 👤Saxo skrev efter ⓘ 👤AbsalonsAbsalons] GV, Absolons A Tilskyndelse ►sexhundrede Aar forleden fremstiller i et Speil det danske Hjertes underfulde, vilde tit, men altid dybe, ømme ►Rørelser med Vexelen af Kraft og Svaghed, Vælde og Vanheld der ingensteds i 📌Europa saa ►øiensynlig har beroet paa ►Hjertets Slag i Tro og Vantroe, som i 📌Dannemark. Paa Latin er den Krønike skrevet, fordi ►Danne-Hjertet i Beskedenhed ei turde troe sit Tungemaal bekvemt til store Ting, men ligesom vi derved fik et Vidnesbyrd om dansk Flid og Lærdom der i hine Dage forgjæves søger sin Mage, saa mærkes ►og snart at ►Røsten er 👤Jacobs, 107skjøndt Hænderne ere 👤Esaus ►, thi ægte dansk er 👤Saxos Øie og dansk hans Tunge selv i det fremmede Maal. Vist lader det sig ikke gjøre at ordne efter Aarstal 📌Danmarks ►Kjæmpeviser, men vist er det, at mange af dem er i Grunden og i Skikkelsen om ikke just i Klædebonnet ældre og mange samtidige med ►Valdemarerne, thi ►deres Mærke er dem ei i Klæder skaaret men i Kjødet baaret.

✂ 📌Norge, som i det niende Aarhundrede sammensveisedes med 👤Haarfagers Forhammer, søndersledes igjen af sin urolige Aand i hans Æt og 📌Hlade-Jarlerne. Forgjæves prøvede den ►kjække, fromme 👤Hakon Adelsteen at lokke Fjeldet til at bøie sig under 👤Christi milde ►Aag, det maatte blødes først i flere Strømme Blod, ►bugnede dog kun for 👤Olav Trygvesons den christne ►Kjæmpehaand, og skilte sig kun ad for 👤Hellig-Olav, som for at drikke hans Blod og ►oplade ham en Klippegrav. Først da hans Halvbroder med det hele Steenhjerte, 👤Harald Haardraade, havde knækket Fjeldets gamle Takker, da Levningen af 📌Norges ►Kjæmpe-Adel var lagt i Grav, deels ved hans Haand, deels ved hans Fod paa 📌Englands Kyst, først da stod Kongestoel og Kirke en liden ⓘ StundStund] GV, Stnnd A i Roe paa det ►sløifede 📌Dovre, og 👤Sigurd Jorsalafar pyntede ►vittig paa Rygte og Sal; men ►der nu Salen blev saa ►klar og Livet derinde saa lystigt, ►ginge Ungersvende i Flok paa gloende Jern, for som uægte Kongebørn at 108naae de bløde Hynder ►under Høienloft, og det aldrig forenede 📌Norge gav hver dristig Thronbeiler et Følge. Vel undertrykde 👤Sverre med sine ►Birkebener enstund det vilde Vaabengny, men Tryk formilder ikke: Alterlyset gad han ilde lidt og ►Tvedragtsluen var det Blus hvormed man ►stædte ham til Jorde. Endelig fik Riget Roe i 👤Gammel-Haagens Dage, men det var Dødens Roe, og til et Vidnesbyrd at ⓘ Thurseslægtens Liv var endt, gav 📌Island sig i ►Normand-Kongens Vold.

✂ Ingen ►mærkelig Skjald opvoxde gjennem dette lange Tidsrum i 📌Norge selv, og 👤Eivind Skalda-Spilders Liigsang over 👤Adelsteen og Hedenskabet er den sidste Skjaldelyd fra 📌Norges hjemmeblevne Tunge. ►Konge-Speilet som man tilskriver Kong 👤Sverre og som vel altsaa i det mindste har hjemme i hans Dage, er, naar Lovene undtages, den eneste ►ret norske Bog vi ►vide af at sige, og den kundgjør at det var ei Forstand og slebne ►Sæder, men ►eenfoldig Troe og Kjærlighed man fattedes i 📌Norge, den viser ►og hvorledes 📌Norges Sprog blev efterhaanden mere dansk.

✂ 📌Island, som i 👤Haarfagers Dage bebygdes meest vel af norske ►Joter eller Thurser, men dog ►og tildeels af Danske, var i halvfjerde Aarhundrede, som man siger, en Fristat, det er, i det mindste her, en blodig Tumleplads, hvor den var rigest som meest kunde rane, den væl109digst som bedst kunde myrde. Urimelig meget har de yngre Islændere gjort af de Gamles Skjaldskab, og faaet Danske, som ei vare klogere paa ⓘ saadannesaadanne] GV, faadanne A Ting, til at istemme Prisen; men saasandt som det er at de nordiske Hoffer fik i dette Tidsrum deres Skjalde fra 📌Island, og saavidst som disses Kvad have megen historisk Vigtighed, saavidst have de fleste kun lidt poetisk Værd. Anderledes maatte vistnok Dommen vorde, saafremt 📌Island kunde ►hjemle sig ►de Eddiske Kvad, thi skjøndt ►Volsynet (►Vøluspa) har ingen Sødskende imellem dem, har det dog mange Frænder, og forunderlig deilige ere endeel af de Sange som bevare Mindet om ►Volsunger, ►Budlinger og ►Gjukunger og knytte det saa fast til Hedenskabet, at der kan ingen grundet Tvivl være enten om deres Ælde eller nordiske Herkomst. Men for disse Kvad var 📌Island ikkun Gjemme-Stedet, og Alting vidner om, at hvilke Forvandlinger de end kan have undergaaet, ere de dog oprindelig Danske, ligesom de og alle ere digtede i det simple Versemaal og ►Tonefald ⓘ somsom] GV, sdm A Islænderne kalde ►►Stærkodders Maneer. Derimod prises Islænderne med Rette som ►Sagamænd, thi de have skjænket os de første Krøniker paa nordisk Tungemaal, paa det som dannede sig hos dem, og blandt disse Sagaer findes en i mange Henseender mageløs Krønike om 📌Norges Konger, som fornemmelig tilhører 👤Snorro Sturlesen, en Islænder, som nedstammede saa110vel fra 📌Dannemarks ►Skjoldunger som fra 📌Norges Kongeslægt.

✂ Endt og beskrevet var nu ►Kjæmpelivet i 📌Norden, endt var det hardtad i hele 📌Europa, og det lod til at denne Verdensdeel skulde i det trettende Aarhundrede blevet et Rov for de ►Mogoler eller Tartarer, som reiste sig under 👤Temudschin ►arvede i 📌Asien Araber og ►Seldschuker og udbredte sig under 👤Temudschins tre Sønnesønner: 👤Koblac, 👤Batu og 👤Hulaku til den østlige Ocean og til 📌Middelhavet, ja lige til 📌Polen og 📌Schlesien. Ved 📌Liegnitz faldt den Adelflok som havde samlet sig til Christenhedens Værn, men ►Herren er langmodig; de seierrige Tartarer vendte som af sig selv tilbage til 📌Rusland, og de Mamelukker der havde gjort 👤Saladin mægtig og fanget 📌Frankerigs 👤Ludvig den Hellige, maatte nu kjæmpe for de Christne ved at fordrive ►Mogolerne fra 📌Syrien.

✂ Ret som det ►enstige grønne Træe paa den vilde Hede er det lille, ►kække 📌Schveits i disse tunge Dage, tillige et lysteligt og bedrøveligt Syn. Dette Land havde ►en Tidlang hørt til 📌Tydskland, men uden at mærke det synderligt; og fremforalt havde dets Hyrder imellem 📌Alperne levet saa frit som 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jacob, indtil en af Landets Grever: 👤Rudolf af Habsburg, noget efter 👤Frederik den Andens Død blev 📌Tydsklands Konge. Han, og endnu meer hans Søn, 👤Albert, tænkde, som Skik er hos 111alle vaagne Fyrster i hver uchristelig Alder, meest paa med Ret og Uret at udvide deres Herredømme, og vilde berøve de fattige Hyrder Friheden, som tilligemed Christendommen var deres eneste Arvegods. Det tykdes de fribaarne Mænd, som om Apostelen raabte til dem: ►I ere dyrekjøbte,*1307. ►vorder ikke Menneskenes Trælle!► og gjorde Alle ►Eet til Frihedens Forsvar. Siden det rette Mod, ►Mandelighed og Kjærlighed til Frihed og Fædreneland vare hardtad overalt forsvundne, agtede man i Krig ei Fodfolk stort, og hvem der havde de fleste ►harniskede, ►det er jernklædte Ryttere, pleiede at gaae af med Seieren. Derfor foragtede 👤Alberts ►Ætmænd, som vare Hertuger i 📌Østerrig, disse Hyrder, hvis Vaaben*ⓘ 1315 og 1386. var et Spyd og hvis Harnisk var deres Mod, men ved 📌Morgarten og 📌Sempak bleve Hertugerne 👤Frederik og 👤Leopold undervisde om, at den indvortes Styrke er mere værd end den udvortes. Med den foragtede Landse fældede ►Skovbygdernes ►kjække Mænd først Hesten til Jord og ►finge da lettelig Bugt med den hjelpeløse Ridder i sin tunge Rustning. Dog Alpehyrderne kjøbde dyrt deres Seier og Priis, thi de mistede den ⓘ Nøisomhed og Reenhed i Sæder, som hidtil havde ►bygget i deres stille Dale, de smittedes baade af Fjender og deres nye Venner, Borgerne i 📌Zyrik og 📌Bern. Ogsaa de maatte sande, at ►hvo som drager Sværdet, omkommer ved Sværdet, thi de havde draget det til Frihedens 112Forsvar, og snart misbrugde de det ei allene til at erobre, men endogsaa til at ►omkomme hinanden. Længe bleve de imidlertid ved at være deres Fjender frygtelige og Dagen ved 📌Basel, hvor*1414. 1500 Schveitsere modstode den franske Prinds 👤Ludvig med sine 40,000, indtil de ►begroves under Ligene af Fjendernes Tusinder, maa lignes med hin ved 📌Termopyle.

✂ I noget over 300 Aar sad Kapetingerne paa 📌Frankrigs Trone. De første vare hardtad deres Lehnsmænds Tjenere, men da disses Magt og Tal ved ►Stædernes Opkomst, Korstogene og snedig Statskunst, men allermeest ved de gamle Adelsslægters ►Vanartning, var blevet forringet, bleve de enevældige ukristelige Konger haarde ►Tugtemestere for Landet. 👤Ludvig den Niende, der ligesaavel havde 👤Christus i Hjertet naar han sad paa Tronen og Domstolen, som naar han stred under Korsets Banner, er en Undtagelse; men hans Sønnesøn, 👤Philip, kaldet hin Smukke, den værste af dem Alle. Ufortjent Priis har ⓘ hanhan] GV, hau A faaet, fordi han af Herskesyge og Hevngjerrighed lod en ►vist nok overmodig men ►graahærdet og døende Pave mishandle; men fortjent Skiendsel omgjerder hans Minde for ►Udsuelse, alskens Ugudelighed og hans ligesaa grusomme som troløse Adfærd mod Tempelherrerne. Om deres ►Idrætter, Rigdom og ►Vanslægtning er tilforn talet. Efter 📌det hellige Lands Forlis opslog Ordensmesteren sin Bolig paa 📌Cypern; men Or113denen havde store Grund-Eiendomme ►trindt i Landene, ⓘ isærisær] GV, isæt A i 📌Frankrig. Efter disse var ⓘ 👤PhilipPhilip] GV, Philiv A lysten, og lokkede derfor Ordensmesteren 👤Jacob Molay over til sig, lagde ham med ⓘ allealle] GV, allt A de Riddere, han kunde overkomme, i ►Baand, og tilegnede sig deres Godser. 👤Molay og alle de Riddere, som ei vilde vedgaae de afskyelige Synder, for hvilke de løst beskyldtes, bleve ynkeligen*1314. brændte paa Baal; men inden Aaret var omme, maatte 👤Philip møde dem for den Eviges Domstol, for hvilken de indstævnede ham i Dødens Time. Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at ►den Ugudeliges Navn skal raadne; thi ihvorvel han efterlod sig trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem.*1317.

✂ Nu kom Sidelinien Valois paa Tronen, men da 📌Englands 👤Edvard den Tredie ►formeende, som en Dattersøn af 👤Philip den Onde, at have nærmere Arveret, opkom derved en ►mærkelig Krig, som paa smaa Ophold nær, varede over 100 Aar. Krigen førdes i disse Svaghedens og Feighedens Dage mest med Leietropper, eller ►sammenløbne ryggesløse Flokke, der af Dovenskab og ►Rovgjerrighed dreve Krigen som et ►Handværk, og for det meste vandt da den, der betalte bedst; Lykken var foranderlig men dog meest paa Engellændernes Side, ja tilsidst ►syndes det, som om de skulde blevet hele Landets Herrer. Kongen i 📌Frankerig, 👤Karl den Sjette, var vanvittig, 114hans mægtige Frænder: Hertugerne af 📌Orleans og 📌Burgund strede om Værgemaalet, og Dronningen 👤Isabelle hadede som en Djævelinde sin egen Søn, Kronprindsen 👤Karl. 📌Engellands kloge 👤Henrik den Femte blev ingen ørkesløs Tilskuer, han vandt en navnkundig Seier ved 📌Azincourt, ►forbandt sig med 📌Burgunds Hertug og 👤Isabelle, ægtede hendes Datter og kaaredes til Tronfølger. Imidlertid døde gamle 👤Karl og den unge tog Kongenavn, men var arveløs midt i Fædreneriget, thi Engellænderne eiede alle Landets ►faste Stæder undtagen 📌Orleans, og ►for dens Porte laa de med en talrig Hær. For menneskelige Øine var ingen Redning at see, men Gud havde besluttet engang endnu at vise de ugudelige Franker hvad han formaaede, ja ►hvilke Bjerge Tro til ham kunde fløtte. Hyrdepigen 👤Johanne gik for 👤Karl at staa, og kundgjorde, at hun af den 👤hellige Jomfru Maria havde faaet Befaling at undsætte 📌Orleans og krone Kongen i 📌Reims. Fast i Troen løftede hun det viede Banner, Frankerne ►troede paa hende, Engellænderne sloges med Rædsel, da de saae den vidunderlige Pige ►gange saa ►tryggelig frem under det usynlige Skjold, og inden Aaret var omme, havde 👤Johanne ►røgtet sit store ►Ærende. Nu vilde hun igjen drage hiem til sin Hjord og Hytte, men de vantroe Hofmænd, der meende, de kunde bruge hende som et Værktøi, overtalde hende til at blive. I det næste Slag blev hun fangen 115og af Engellænderne kastet som en Troldqvinde paa Baalet. Imidlertid vare de Kongelige blevne vante til Seier og deres Fjender til Flugt; i 📌Engelland var et svagt Barneregimente, 📌Burgunds Hertug forsonede sig med 👤Karl: og Enden blev da, at Engellænderne mistede alle deres franske Eiendomme ►saanærsom Staden 📌Calais og dens Omegn. At det var 👤Johanne og Omstændighederne, ikke Frankernes indvortes Kraft, som fordrev Engellænderne, saaes klarlig under 👤Karls Søn, 👤Ludvig den Ellevte: paa Lehnsmænds og Fremmedes Bekostning udvidede han sin Magt og havde stor Deel i sin Tids ►mærkeligste Begivenheder, men kun som Ungersvend prøvede han omsonst ved 📌Basel paa at udføre sin Villie med Magt; siden var Guld, Forstillelse, List og Lumskhed de eneste Vaaben han brugde, og ►Ingen kryber lettelig i Rævebælgen, saalænge Løvehuden er ham et passeligt Klædebon. Vel førte 👤Ludvigs ►Eftermænd, 👤Karl den Ottende, 👤Ludvig den Tolvte og 👤Frands den Første ►mærkelige Krige i 📌Italien, hvor de vilde erobre 📌Neapel og 📌Mailand; men herved er at ►mærke, at de Intet vandt, og at deres ►Seiervindinger ene maa tilskrives Italienernes endnu større Uselhed og Schweitsernes Tapperhed, thi saa fordærvede vare disse nu blevne, at de for Guld solgte Levningerne af deres Mod og ►Størke.

✂ 📌Italiens Krønike fra Slutningen af det 11de til Slutningen af det 15tende Aarhundrede er 116ligesaa underholdende som lærerig. Troe vi at Gudsfrygt og Dyd ere Mødre til alt Stort og Skjønt ►herneden, og at Børnene ligesaalidet ret længe kan overleve Mødrene, som disse hinanden, da see vi i hver Linie vor Tro ►underlig stadfæstet, og til at see det behøves kun at troe sine egne Øine. ►Kækt forsvarede 📌Lombardiets Borgere deres Frihed mod de mægtige tydske Keisere, saalænge de langt heller vilde døe, end svige det hellige Banner paa deres Stridsvogn, og saalænge de kunde sælge ⓘ tiltil] GV, tit A Adelsmand og Drotter kostelige Ting, hvorpaa de havde arbeidet, uden at attraa deres Eie. Siden, da de bleve ►yppige og ei vilde bevare Troen i en god Samvittighed, forsvandt den efterhaanden: de bleve blødagtige og bange for Døden; de leiede ryggesløse Bander til at beskytte sig, og disses Anførere bleve deres Herrer og Bødler. Ligesom det gik med 📌Lombardiet, der ►lignelsesviis kan kaldes 📌Italiens Hjerte, saaledes gik det ogsaa med dets Aand: 📌Toskana og Hovedstaden 📌Florents. 📌Pisa havde i lang Tid kappedes med 📌Venedig og 📌Genua paa Havet, men de andre toskanske ►Stæder ►satte sig først i Frihed efter 👤Frederik den Andens Død. 📌Florents blev snart ei allene den mægtigste iblandt dem, men den anseeligste Stad i hele 📌Italien baade ved sine Borgeres Tapperhed og endnu mere ved deres ►Bekvemhed til aandelig Syssel. Her opreiste 👤Gjotto med ►kunstig Haand en af det ny 📌Italiens 117største og stolteste Bygninger; herfra ►udginge i den ⓘ førsteførste] GV, forste A Halvdeel af det 14de Aarhundrede de tvende Mesterskjalde 👤Dante og 👤Petrark. Her sammenskreves liflige Krøniker om gamle og ny Hændelser; Fyrster og Paver kappedes om at have Florentinere i deres Tjeneste og deres Mundart blev 📌Italiens ►Bogsprog. Dog 📌Florents gik sin Undergang imøde med stærke Skridt, ►Tvedragts-Aand havde neppe nogensteds saa stolte Redskaber og hvad derfor i de andre italienske ►Stæder kun var blodig Kiv, var her en episk Kamp, hvori Adelen og siden Borgerne fortæredes, indtil Slagternes ►Buløxe blev Frihedens ⓘ rædselsfulde Sindbillede, og den kraftløse Almue solgde sig til de*omt. 1450. rige mediceiske Kjøbmænd, som bleve Stadens Herrer.

✂ 📌Pisas og hinandens Medbeilere, 📌Venedig og 📌Genua, havde paa samme Tid udspillet deres store Rolle. Rigdommene, som ved Verdenshandelen opdyngedes her, fordærvede og svækkede Indbyggerne. 📌Genua maatte først give tabt, og 📌Venedig var i mange Maader den fornemste By i 📌Europa; dens Herredømme udstrakde sig over 📌Dalmatiens Kyst, 📌Peloponnes, 📌Kreta, ⓘ 📌CypernCypern] GV, Eypern A og flere Øer i 📌Arkipelagus; og den ostindiske Handel, som dreves over 📌Alexandrien ►syndes at være en uudtømmelig Rigdomskilde; men paa samme Tid, som den indvortes Kraft og Drift til store Foretagender formindskedes, fik dens Handel og Magt et udvortes ►uforvindeligt Stød ved 📌Constantinopels ►Indtagelse af de osmanniske Tyrker.*1453.

✂ 118Fra det vestlige Riges Undergang af, havde det østlige eller græske nu hartad i 1000 Aar ført et sært og ►sygeligt Liv, tit været Graven nær, men dog stedse netop faaet saamegen Lægedom, at det kunde blive ved at drage Aande. I det syvende Aarhundrede styrtede Araberne frem ligetil 📌Constantinopels Mure, og Alt syntes ►forloren; men ►den græske, uslukkelige Ild blev opfundet, Araberne maatte vige, og mistede ved Vellyst, Vantroe og Uenighed snart Magten. De ►seldschukiske Tyrker arvede den, indtoge 📌Lilleasien og truede den store Stad, men nu drog det vestlige 📌Europa til 📌Asien paa Korstog og *1204. Tyrkeriget forgik. Henimod Korstogenes Slutning indtoge en Deel ⓘ Venetianer og Franskmænd den christne Stad, isteden for at stride mod Uchristne, og deelde Rigets europæiske Lande imellem sig; men et nyt græsk ►Keiserdom opstod i 📌Lilleasien, og, strax efter 📌Bagdads ►Forstyrrelse, blev 📌Constantinopel ved Genuesernes*1261. Hjelp igjen dets Hovedstad. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede stode de ⓘ osmanniske Tyrker ►alt seierrige ►for 📌Constantinopels Porte; men deres Sultan 👤Bajazet fangedes af den ►mogolske Fyrste 👤Tamerlan, og Rigets Undergang forsinkedes endnu i 50 Aar, indtil Guds Time var kommen, da den forfærdelige 👤Muhamed den Anden reisde sin Trone i den erobrede Keiserstad. Rigets indvortes Vilkaar vare i dette lange Tidsrum ligesaa vidunderlige som de udvortes, og 119forklare derved disse, men ere end selv uforklarlige ►uden som tydelige Spor af Guds Finger. Hjertet betyngedes med svare Synder, men Troen bortkastedes aldrig: herom vidne de mangfoldige Stridigheder, selv om dens ringeste Dele, som lige til de sidste Tider førdes, og det med et Mod og en Iver som vidne, at Sjælene ved dem vaagnede i det mindste i Drømme. Som det gik med Troen maatte det nødvendig ogsaa gaa med Videnskaberne: de syntes ogsaa der hverken at kunne leve eller døe; dyrkedes snart med mere, snart mindre Flid, men tabde aldrig deres Agtelse. Saaledes udførdes, trods Menneskenes ►Vanart, Guds ►besluttede Raad: de gamle Skrifter og det græske Sprog bevaredes, indtil det vestlige 📌Europa var forberedet til at modtage og bruge dem.

✂ Det var 📌Italien og 📌Frankrig som modtoge de i 📌Østen husvilde Lærde, og vare gjennem Aarhundreder forberedte dertil. Berømte vare allerede før det 12te Aarhundrede Skolerne i 📌Salerno og 📌Bologna som Hoved-Sæderne i 📌Vesten for Lægekunst og Lovkyndighed, men dog var det især fra Midten af dette Aarhundrede, da den fuldstændige Haandskrift af 👤Justinians Love var fundet i 📌Amalfi, og den ►canoniske Ret bragt i System af Bologneseren 👤Gratian, at 📌Bologna vandt sin store Navnkundighed og stærke Søgning endog af Ungersvende fra det høie 📌Norden. I samme Aarhundrede stiftedes ►Høiskolen i 📌Paris, men blev dog først i det 13de ►ret berømt og søgt 120som den første Skole der omfattede Tidens hele Videnskabelighed, og antog derfor Navn af Adel-Skole eller Universitet, et Navn, der, tilligemed Indretningen, i de to følgende Aarhundreder forplantede sig til hardtad alle Vestens Riger, uden at dog det parisiske Universitets theologiske Facultet (📌Sorbonnen) tabde Ry eller Søgning. I det fiortende Aarh. begyndte de skjønne Videnskaber at dyrkes med Iver, Calabreseren, 👤Leontius Pilatus, 👤Homers Oversætter, opslog en græsk Lærestol i 📌Italien, der snart besattes med den indfødte Græker 👤Manuel Cheysoloras, og manglede ei ►Tilløb, da 👤Petrark og ⓘ 👤BoccatzBoccatz] GV, Voccatz A gjorde det til en Æressag for de Studerende at kunne Græsk. Nu var det langt fra at Tyrkernes Fremgang og 📌Constantinopels Fald skadede Videnskaberne, ►meget mere befordredes deres Dyrkelse særdeles ved de landflygtige Græker, der især som ►Sprogmestere og platoniske Philosopher opsloge deres Lærestole i 📌Italien, hvor det mediceiske Huus i 📌Florents fremforalt var dem gunstig, men, hvad nyttede det, om nogle hundrede Mænd i 📌Europa kunde læse gamle Bøger og gjøre spidsfindige Slutninger, naar Religionen derved kun mere fordunkledes, naar ►Mængdens Vankundighed daglig tiltog, og baade Høie og Lave nedsank stedse dybere i Ondskab og Uteerlighed. Dersom Paverne stedse vilde brugt deres store Magt til at beskytte Folkene mod uretfærdige, voldsomme Herrer, og af Geistligheden kunde dannet ►et Samfund, der med lys 121Indsigt i Religionen og sand Videnskabelighed forbandt ubesmittet Vandel, da havde Pavemagten kunnet blive ved at være velgjørende for det christne 📌Europa, men saaledes var det ikke. Det var at ►vente at kun faa Mennesker ville have Lyst, og ►end færre ►Størke til at modstaa de stærke Fristelser, den havde at ►bestride, som i 👤Christi Navn kunde befale over alle Christne. Vi finde da ogsaa at hardtad alle Paver, især fra Midten af det 13de Aarhundrede, tænkde meest paa at skaffe sig verdslig Magt og Glands, uden at bryde sig stort om ►Christendommen. At tvivle ►om deres Ufeilbarhed og Fuldmagt af 👤Christus til at raade over hans Menighed ansaaes for et ligesaa stort Kætteri som at fornægte Gud og Frelseren selv. Det maatte, foruden mange Andre, Valdenserne ►fornemme. Disse som boede i det sydlige og sydvestlige 📌Frankerig, vilde ikke antage nogen anden udvortes Rettesnor for deres Tro og Vandel end de hellige Skrifter og talde haarde Ord om de hovmodige Paver og de ryggesløse Geistlige. De vare altsaa i det mindste bedre Christne end de der gjaldt for Rettroende, men til Tidens Skjændsel blev der prædiket Korstog mod dem som mod Vantro, og ved Sværd og Baal bleve de i den første Halvdeel af det 13de Aarhundrede hardtad ganske udryddede. Heri, som i Alt hvad Paverne foretoge sig til deres Magts Stadfæstelse og Udvidelse, bleve de meget hjulpne af tvende Munkeordener, som stiftedes i Aarhundredets Begyn122delse, og hvis Medlemmer efter Stifterne kaldtes ►Domicaner og Fransiskaner. Hvad som er sagt om Munkeordener i det forrige Tidsrum, at de alle i Begyndelsen vare gavnlige, men ►vanartede siden, gjelder ogsaa om disse, som dog vare noget forskjellige fra alle foregaaende; thi istedenfor de gamle Munke meest indelukde sig i deres Klostre, skulde disse vandre omkring, tigge deres Føde og prædike for menig Mand. Dette var en stor Velgjerning paa en Tid, da det blev læg Mand forbudet at læse ►Bibelen, og kun vilde hjulpet lidt at tillade det, da Faa havde Raad til at kjøbe en Afskrift, og endnu Færre kunde læse, end sige forstaae Latin. Var end disse Munkes Christendom ingenlunde reen, ►straffede de dog den herskende Synd og Ugudelighed, og opmuntrede til Gudsfrygt, Gavmildhed, ►Tarvelighed og ►Afhold, og at dette ingenlunde var forgjæves, derom vidner den hardtad utrolige ►Indgang enkelte Prædikener fandt hos hele Tusinder ad Gangen. Man saae saaledes en heel Stads Kvinder efter en Munks Prædiken at aflægge deres Smykker, og Borgerne kaare Munken til Stadens Overhoved. Dog dette og mere kunde vel oplive men ingenlunde tilfredsstille Længselen efter Lys og Fred, det formaaede kun Guds rene Ord, og det glemdes daglig mere, ligesom det stedse ►blev Paverne mere om at gjøre at dølge det, da deres Bud, Lærdom og Levnet daglig blev mere stridende mod 👤Christi Lære. Det var dem 123derfor et ►Tordenslag, da de hørde, at en veltalende Præst og Professor i 📌Prag, 👤Johan Hus, med stort Bifald anprisde den hellige Skrifts Læsning og sammenlignede Geistlighedens hellige og aandelige Kald med dens verdslige og ryggesløse Liv. Mange Ting stødte i det 15tende Aarhundredes Begyndelse sammen, som ►syndes at spaae Pavemagten Undergang og Christendommen nyt Liv. Da 👤Philip den Smukke overtalde Paven til at boe i 📌Avignon, og den saakaldte hellige Stol siden stedse beklædtes af Franskmænd, vare Paverne i mange Dele kun et Værktøi i de franske Kongers Haand, og da disses Villie dog umulig kunde ansees for at være 👤Christi, maatte Troen paa Pavens Ufeilbarhed rystes i sin Grundvold. Den Forargelse dette foraarsagede, og 📌Roms Utilfredshed over andengang at have mistet sin Hæder som Verdens Hovedstad, gjorde at Pavernes Magt og Anseelse ►endnu fik et større Skaar, thi nu blev der to og tilsidst tre Paver paa eengang. At de ikke alle kunde være 👤Christi Statholdere var aabenbart selv for Almuen, og da de ►bandsatte hinanden, maatte ⓘ Bandstraalen derved tabe det meste af sin Kraft. Adskillige lærde Mænd, især det Parisiske Universitets oplyste og gudfrygtige ►Kantsler 👤Gerson, anfægtede offenlig Pavens Ufeilbarhed, og paastod at han stod under de christne ►Læreres Forsamling eller som det kaldtes ►Concilium. Baade for at ende den forargelige Strid mellem trende Paver, for 124at raade Bod paa Kirkens ►almindelig tilstaaede Fordærvelse og for at undersøge 👤Husses Lærdom, blev et saadant ►Concilium sammenkaldt i 📌Kostnits af en verdslig Herre, den tydske Keiser 👤Sigismund Dog, sjelden skuffedes store og rimelige Forventninger saa aldeles som her; 👤Hus indstævnedes under sikkert Leide, men kastedes troløs*1414. paa Baal, ikke en eneste Vildfarelse blev forkastet, ikke en eneste Beslutning taget til Geistlighedens Forbedring, og den eneste Uskik, som ►hævedes, var at de tre Paver afsattes og en ny valgtes. Her blev det da aabenbart, at ingen Forbedring kunde ventes fra Oven her paa Jorden, hverken fra Fyrster, Bisper eller Lærde. Det var Fyrsterne nok, naar Paverne ei kunde hindre dem fra at føre Krig og udsuge deres Lande efter Behag, om deres Undersaatters aandelige og evige Vel bekymrede de sig saalidet, som om deres eget, og det var som om de følde, at bleve Folkene christelige i Tro og Levnet, vilde de nødes til at være eller dog synes det Samme. Langt lysteligere var det, i alle Dele at følge sine Begjæringer, og naar Dødsstunden kom, iføre sig Munkekappen som et Saligheds Pant. Bisperne indsaae godt, at deres Magt, Anseelse og magelige Dage ene beroede paa at ►Mængden ►blev i Vankundighed og troede, at de havde ►Himmerigs Nøgler, jo høiere Fordærvelsen steg, desto dyrere betalde de overtroiske, ængstede Sjæle den Syndsforladelse og Salighed de ►bøde fal. I 125📌Norden som senest var omvendt og beboedes af mere alvorlige Folkefærd, var Fordærvelsen hverken saa dyb eller almindelig, Skriften ei heller saa ubekiendt, og Munkene, som først i Slutningen af det 12te Aarhundrede kom til 📌Dannemark med den hellige 👤Bernhards ►Regel, vare en ►Tidlang priselig virksomme, men i det 14de Aarhundrede tog Vankundighed og Vildhed dog Overhaand, og nu havde Kundskaben sit Hjem i 📌Frankrig og 📌Italien, hvor Ugudelighed og Synd havde sin Trone. De vantro Lærde ►beloe i deres Hjerte ei allene Pavernes og Munkenes Opspind men Christendommen selv, og det kunde aldrig falde dem ind at vove Noget i Strid mod de erkjendte Vildfarelser, naar kun Paverne tillode dem at nedrive Christendommens hellige Sandheder under det Paaskud, at de havde een Mening som Kirkens troende Børn; men en anden som Grublere og Philosopher. Fra en enkelt gudfrygtig og redelig Mand, som 👤Hus, maatte da Forbedringen begynde, men hans Død varslede; hans Tilhængeres Talrighed og Mod ►lærde ►vel hvad menig Mand formaaede naar de fik Øiet ►opladt, men deres vilde Færd og deres Blindhed for mange af de vigtigste Vildfarelser visde, hvor fornøden ►Bibelens ►almindelige Læsning var, naar den gode Sag skulde vinde ret Fremgang. Her stod menneskelig Klogskab stille, og hver gudfrygtig Mand maatte indsee, at skulde Lyset igjen komme til at skinne klart, maatte det paa 126dobbelt Maade ►komme herovenfra, fra Lysets Fader. Nu, i Midten af det 15tende Aarhundrede, da Hylderne i 📌Italiens Bogsale vare fyldte med græske og latinske Haandskrifter, da Man begyndte at lære Ebraisk, og da Lærdommen begyndte at fløtte til det nordlige 📌Tydskland, da fremstod Bogtrykkerkunsten, hemmelig i sit Udspring som alt det Herlige Jorden ►saae, ringeagtet, som det i sin Barndom, men i sin Ungdom et ubetaleligt Redskab til Lysets Udbredelse.

✂ En Higen som aldrig tilfredsstilles paa Jorden er Menneskets Kjendemærke, den er Moder til al Virksomhed som overstiger ⓘ Anskaffelsen af Livets ►Nødtørft, men dens Børn ere ligesaa ►adskillige som Mennesker og Tidsaldre. I en ugudelig Tidsalder føder den hos ►Mængden lutter legemlige Børn; Egennytte, alskens ►Liderlighed og disses Søstre, hos de bedre Begavede, ►efter deres indvortes og udvortes Vilkaar, Herskesyge, Ærgjerrighed og hovmodig Grublen. Naar det Aandelige skal forstaaes, maa det ligesom træde legemligt frem, og være synligt for det udvortes Øie, det er Menneskets andet Kjendemærke, der skiller ham fra Englene som hiint fra Dyrene, og jo mere legemlig en Tidsalder er, desto føleligere maa alt det være, den skal begribe. Disse ere Synspunkterne for det 15de Aarhundrede som det foregaaendes Datter og det følgendes jordiske Moder.

✂ 127At herske over hele Verden er en Lyst, som hver vantro Fyrste med noget ualmindelige ►Sjæleevner maa have; den havde ogsaa Keiser 👤Sigismund. Udsprunget af det luxemborgske Hus, af hvilket trende havde været 📌Tydsklands Keisere, fik han 📌Ungern ved Giftermaal og 📌Bøhmen skulde han arve efter sin Broder 👤Venceslav; men de fleste Bøhmere vare Tilhængere af 👤Johan Hus, og derfor 👤Sigismunds dødelige Fjender, der mødte ham med Vaaben i Haand: først da deres forfærdelige Anfører 👤Zisska var død og de selv bleve indbyrdes uenige, fik 👤Sigismund med det Gode den Krone, han forgjæves havde søgt at tage med Magt. I 📌Ungern havde han næsten sin hele Tid nok at gjøre med Tyrkerne, og disse Ting forhindrede ham fra at blive enevældig i 📌Tydskland og 📌Italien. Han efterlod sig ingen mandlig Afkom, men nu kom Keiserværdigheden til det Østerrigske Huus, hvis store udvortes Magt ►syndes endnu farligere for 📌Europas Frihed. 👤Fredrik den Tredie, i hvis Tid Tyrkerne indtog 📌Constantinopel, eiede knap 📌Østerrig, men hans Søn 👤Maximilian skaffede sig ved Giftermaal de vigtige burgundiske Lande.

✂ Disse Lande som indbefattede 📌Nordsøens Kyster eller de saakaldte 📌Nederlande, og det østlige 📌Frankerige, vare hidindtil et ►Hertugdom for sig selv og havde Fyrster af det franske Kongehus. Den sidste Hertug var 👤Carl hin Forvovne; han færdedes med Bulder i sin Tidsalders Aand, 128og agtede at oprette et stort Rige. Vel var hans Land kuns lidet og dets Indbyggere meest ►ustridbare Kjøbmænd, men disse havde Penge og med dem kunde han ►besolde talrige Skarer af de Elendige der solgde sig til at være Næstens Bødler. I det forrige Aarhundrede dulgde Saadanne*omt. 1350. Feigheden under Pandseret, nu siden ►Krud var kommet i Brug, kunde de endnu bedre slippe for at ►gaae hinanden under Øinene som Mænd. Dog anderledes var det, naar disse vilde men ⓘ svagesvage] GV, fvage A Rovdyr fik med Mænd at gjøre, som strede for Ære og Frihed, da hjalp de store Bøsser kun lidt, thi disse formaaede ei at skyde selv, og Leiesvenden faldt eller flygtede. Til Uheld for 👤Carls Anslag, men til Held for ⓘ 📌TydsklandTydskland] GV, Tdskland A, var ⓘ 📌SchveitsSchveits] GV, Schreits A det Land der laa ham beqvemmest, thi i tre store Slag blev han overvundet og faldt i det sidste ved 📌Nancy. Hans Datter, 👤Marie bragde 👤Maximilian 📌Nederlandene til Medgift, og deres Søn 👤Philip beredte Huset en endnu større Glands ved at ægte Arvingen til det store*1477. spanske Monarki.

✂ I 📌Spanien var lige siden det ottende Aarhundredes Begyndelse ført en bestandig ►Undergangskamp mellem Maurerne og de Christne. Disse havde tidlig i Nordvest og Nordost oprettet to Smaariger: 📌Leon og 📌Navarra, og af det sidste ►udspirede Rigerne 📌Kastilien og 📌Arragonien. 📌Kastilien var allerede i det 11te Aarhundrede ved Forening med 📌Leon blevet temmelig mægtig, og 129under 👤Alfons den Sjette indtog den christne Hær, med den berømte Ridderskare rundt fra 📌Europa i Spidsen, 📌Spaniens gamle Hovedstad 📌Toledo; men allerede 👤Alfons skildte sig ►ved 📌Portugal, som nu blev et Rige for sig selv, og efter hans*1080. Død ►fraskildtes ogsaa 📌Leon. Først i Midten af det 13tende Aarhundrede fik 📌Kastilien varig Magt under 👤Ferdinand den Tredie, som var Konge i 📌Leon og undertvang hele 📌Sydspanien ►ⓘ saasaa] GV, faa A nær som► 📌Granada. 📌Arragonien udvidede sig i det 13tende og 14tende Aarhundrede ei allene over alt det østlige Spanien og de 📌baleariske Øer, men ogsaa over 📌Sardinien og 📌Sicilien, og i den anden Halvdeel af det 15tende blev ogsaa 📌Kastilien forenet dermed, da Tronarvingen 👤Isabelle ægtede den arragoniske 👤Ferdinand som er blevet bekjendt ⓘ underunder] GV, nnder A Tilnavnet: den Katolske. Med 📌Spaniens forenede ►Størke angreb 👤Ferdinand 📌Granada, hvis Hovedstad efter en tiaarig Beleiring maatte overgive sig, og saaledes forsvandt den sidste Skygge af Morernes navnkundige Rige, næsten 800 Aar efterat de første Araber vare landede i 📌Europa. Forgjæves havde de imidlertid ingenlunde været her, Redskaber vare de i Guds Haand, og deres Indflydelse paa Europæerne lader sig ikke beregne. Hvad Europæerne ligefrem ►lærde af dem, er ►vist nok ingenlunde saa tydeligt i Krøniken, som i de ny historiske Haandbøger, men uden dem vilde dog ►den ny Verden neppe enten legemlig eller aandelig 130blevet opdaget, thi udentvivl vilde Christendom og Kundskab have uddøet, dersom ei disse Uchristne ved deres Anfald paa Christenheden havde vakt den paa Gravens Bred, og derved foraarsaget, at Saxerne, der avlede 👤Luther, og 📌Nordens Folkefærd kunde omvendes. I Begyndelsen af det 14de Aarhundrede ►lærde Italienerne Kompassets Brug, som man mener af Araberne, og nu havde man selv i Nattens Mulm saa tryg en Ledestjerne, at det ei længer var saa voveligt at give sig ud paa det vilde Hav. Mange kunde ventet at Genueser og Venetianer nu flux vilde stævnet over Verdenshavet, men disse Folk havde tabt Driften, Kraften og Dristigheden; disse ►levede kun op i enkelte Mænd, som udenfor Fædrelandet maatte søge Bistand og Ledsagere. I Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede vakde den portugisiske Prinds 👤Henrik Lysten til at finde ny Lande, da han opdagede 📌Madera og 📌de azoriske Øer, men dog blev det Italienere forbeholdet ved Aarhundredets Udgang at bereise Verdenshavet. I 📌Portugal regjerede dengang 👤Emanuel, hvis Tid man efter bagvendt Skik har kaldt Landets gyldne, fordi dets Kraft og Hæder just da blev ►jordet med Pragt, og i hans Tjeneste stod 👤Vasco de Gama, som ved at gaa syden om 📌Afrika fandt Veien til 📌Indien, der*1498. dog ►alt var beredt af 👤Bartholomæus Diaz, som havde opdaget 📌det gode Haabs Forbjerg. Den fordeelagtige ostindiske Handel gik nu over fra Venetianerne til Portugiserne, men som klart 131er, meest fordi Hiine ei længer vare, hvad de havde været. Endnu før 📌Ostindien var 📌Amerika fundet af Genueseren 👤Kristoffer Kolumbus. ►Det bares ham for, at der mod Vesten laa en stor Øe og gamle Sagn bekræftede hans Gjætning. At finde den, og tillige paa den korteste Vei at naa til 📌Indien var hans stadige Tanke; men Ingen vidste at Gud havde betroet denne Mand Nøglen til 📌Perus ►Guldgruber, og forgjæves søgde han hos sin Fædrenestad, hos 📌Portugal og 📌Engeland Bistand til den store Reise. Kun 📌Kastiliens 👤Isabelle lod sig, paa ►Høitidsdagene efter 📌Granadas Erobring, overtale til at skjænke ham, halv som Almisse, en karrig Understøttelse, og med trende skrøbelige Snekker vovede den dristige Søemand sig ud paa det vilde Hav. Tvende Maaneder ►forgik, Søefolkets ►Taalmodighed med dem, ►end var intet Land ►tilsyne, og alle Levnedsmidlerne vare hardtad fortærede. Det sidste gjorde Udslaget, thi for, om muligt, at undgaae Hungersdøden bleve 👤Kolumbs knurrende Ledsagere endnu nogle Dage ved at seile, og Dagen før de vilde vendt om, fandt de Øen 📌Guanahami, hvis Navn som rimeligt kunde synes,*1492. forandredes til 📌Sanct Salvador, eller den hellige Frelser. Ogsaa 👤Kolumb var et stort Redskab i Guds Haand, og hans Hensigt har for længe siden dømt ham, men kort var hans Glæde over den ►gelingede Færd, thi selv maatte han indvie de Lænker 📌Amerika i 300 Aar skulde bære, og hans 132største Held var, at den ny Verdensdeel ei dengang kom til at bære hans Navn; thi derved undgik det mange Forbandelser, som nu retfærdig ere faldne paa Florentineren 👤Americo Vespaccis, der vilde stjæle hans Hæder. Den samme 👤Ferdinand, som gav 📌Amerikas Opdager paa tvende Maader Staal for Guld, vandt ved en anden ►Nidingsid 📌Neapels Rige. Han indtog det i Forening med 📌Frankrigs 👤tolvte Ludvig, men bemægtigede sig det siden heelt. Dets ►Søstæder vare pantsatte til Venetianerne, men ogsaa dem fik han ved at tiltræde det Forbund Pave 👤Julius den Anden stiftede mod disse med 👤Ludvig og 👤Maximilian, fordi de havde tilsneget sig nogle pavelige ►Stæder. Mæt af Rov døde*1516. endelig 👤Ferdinand uden mandlig Afkom og efterlod sine ►vidtløftige Lande til sin Dattersøn, den som 📌Tydsklands Keiser saa navnkundige 👤Karl den Femte. 📌Spanien, 📌Italien, 📌Østerrig og 📌Burgund laa under hans Scepter, 📌Ungarn og 📌Bøhmen ►lød hans Broder 👤Ferdinand, selv var han driftig og klog, vantro, tapper og herskesyg. Hvad skulde begrændse et Rige, der havde fløttet sine Skielstene over Verdenshavet? ►saa spurgde de tydske Fyrster, skjalv og — valgde 👤Karl til deres Keiser.

✂ Længe havde Paverne prøvet paa, ►hvorvidt de kunde gaa i ►Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter 👤Husses Mord besudlede Pavestolen 133►afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den ►liderlige, samvittighedsløse 👤Alexander den Sjette fulgdes af den ►krigske og herskesyge Gudsforagter 👤Julius den Anden, og dennes ►Eftermand var 👤Leo den Tiende. I denne Pave af det mediceiske Hus havde Kunst og Lærdom en Kjender og Beskytter, naar kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men ►om Sandheden var det ham ikke at gjøre, og hans Ligegyldighed for ►Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved ►aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De ►fremfarne Paver havde ►alt indbildt de Christne at en Reise til 📌Rom, Bønner ved Apostlene 👤Peders og 👤Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde skaffe Deelagtighed i Helgen-Skarens ►overflødige Fromhed, der var Kirkens Arvegods, og derved Syndsforladelse. Først var det eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers ►Leilighed, to, og endelig fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller Aflad om ►Jubelaaret kunde erholdes i 📌Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikjøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en rimelig Udvidelse, da 👤Leo, for at fylde det udtømte Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af 📌Peterskirken, Katolisismens store Bautasteen, ►omsendte Munke i Landene der handlede aabenlyst med Afladsbreve, som en ►Kramvare. Imidlertid maatte dog mange Sjæle forfærdes for det nøgne Uhyre, og Aflads Ugyldighed 134blive følelig. ⓘ HertilHertil] GV, Herttl A bidrog fornemmelig den ►Ubluhed, hvormed Dominicaneren 👤Johan Tezel røgtede, ja overdrev sit ►Ærinde i det nordlige 📌Tyskland, da han endog solgde Aflad for Synder, som ►skulde begaaes. Men hvem kunde og vilde lydelig paatale dette Uvæsen? Konger, Fyrster og Bisper deelde i al Fald ►Fordelen med Paven og Kræmmerne for at dog Noget kunde blive i Landet, de Lærde smilede fornemt ad ►Mængdens Dumhed og lovprisde den gavmilde 👤Leo. Kun nogle tydske Lærde opløftede Røsten, men hverken mod det Ondes Rod eller med sand christelig Tro; den lærde og kløgtige 👤Erasmus fra Rotterdam ►belo høit Munkenes Vankundighed og Bedragerier, men elskede Verdens Fred og Ære for høit til at vove nogen alvorlig Kamp for Sandheden, det var langt mere hans Hoveds end hans Hjertes Sag. 👤Reuchlin kæmpede ►djærvt for de ►Rabbinske Skrifter som man vilde brænde, og bidrog meget til at opfriske det ebraiske Sprogs Dyrkning, men han fordybede sig i Rabbinsk Cabbalistik og skyede Kamp om Lærdommen. Kort sagt, den Forbedring selv de redeligste Lærde ønskede, var mere udvortes end indvortes, og betød som Hovedsag ikke stort; medens de tænkde paa at forberede den, vilde Kundskab gaaet til Grunde, og alt Haab havde været ude. Paa den anden Side sukkede mange tusinde Hjerter i Stilhed, uden ►ret at vide hvorefter, og for En som kunde og vilde 135lære dem det, laa Bøgerne ►opladne og Værktøiet rede. ►De som følde deres Sygdom laa som Hine ved 📌Bethesdas Dam, og ventede at Herrens Engel skulde nedfare og bevæge Vandet,► ►Livets Vand i den hellige Dam: i ►Bibelen, og ►Herren er nær hos alle dem som kalde paa ham i Sandhed, han hører de Gudfrygtiges Skrig og hjelper dem. Det haver stadfæstet sig paa Mennesker og Tidsaldere ligefra Dagenes Begyndelse indtil Nu, og det vil stadfæste sig baade til og i Dagenes Ende; ►thi Himmel og Jord skal forgaa, men Herrens Ord bliver evindelig.

✂

Femte Tidsrum.

Fra 👤Luther til vore Dage.

300 Aar.

✂ En ny ►Høiskole var oprettet i 📌Vittenberg,*1502. og efter ►lovlig Skik var det ►Landsherrens og hans Raadgiveres ►Omsorg her at sanke dygtige Mænd som kunde give den ny Anstalt Glands og Ry, men det tænkte Ingen paa, at Gud herved rundt fra 📌Tydskland forsamlede de Mænd, der skulde udføre hans store Værk: Christendom136mens Gjenfødelse. 👤Staupits, 👤Amsdorf og 👤Carlstad, 👤Gøden, 👤Schurf og 👤Pollich ere berømte Navne som flux droge en Mængde Studerende fra 📌Tydskland, 📌Dannemark, 📌Schveits og selv fra 📌Italien til 📌Vittenberg, men Hovedmændene vare dog: Sakseren 👤Morten Luther *født 1483. og Pfalzeren 👤Philip Melanchton. 👤Luther en ►Bjergmands Søn fra 📌Mansfeld, havde ►alt tidlig udmærket sig i 📌Erfurt, men den Bekymring for Siælens Frelse, som med Eet ►betog ham, drev ham til alle Kyndiges Forundring ind i et Augustinerkloster, hvor han haabede ved Afkald paa Verden, dens Glæder og Ære og ved stræng Opfyldelse af tunge Munkeløfter at vinde Sjælefred og Vished om Salighed. Dog ogsaa her visnede han, under udvortes Spægelse og indvortes ►Anfægtning, som en ►saftløs Urt, indtil Gud ledte ham hen til ►Naadestolen, som er opreist for Troen paa 👤Christi Død,► her trøstedes han over sin Skrøbelighed, og fra Nu af formaaede han Alt ved 👤Christus som giorde ham stærk. Da han saaledes var indviet efter 👤Christi Forbillede kaldte Gud ham ud af det snævre ►Munkebur til at ►røre sig kraftelig blandt Menneskens Børn. Til Præst var han blevet indviet, og kaldtes nu til 📌Vittenberg som Professor i Philosophien.*1508. 👤Melanchton var en Søstersøn af 👤Reuchlin, som havde holdt ham til Bogen, han havde studeret i 📌Heidelberg og 📌Tybingen, og i saadant Ry var den 21aarige Magister for Lærdom og Smag, at han kaldtes til 📌Vittenberg,*1518. for som 137Professor i det græske Sprog at pryde ►Høiskolen. Han havde langt mere Sprogkundskab end 👤Luther, men fattedes hans klippefaste, ►eenfoldige Troe, gudelige Heltemod og inderlige ►Salvelse. Uden at være blind for Tomheden i den scholastiske Spidsfindighed, og Daarskaben i at ville fortjene Himmerig med gode Gjerninger, lagde han dog alt for megen Vægt paa philosophiske Slutninger, ►Skilsmisser og Udtryk, vilde ikke lære at forstaae sig ret paa Livet i 👤Christo, og indbildte sig derfor at man maatte ansee de gode Gjerninger som et Tillæg til Troen, ikke som dens nødvendige Frugt, som Lysets nødvendige Udskin i Verden. Han er derfor ingenlunde uskyldig i de vildfarende Meninger hans Discipler siden paastode og udbredte, men saalænge 👤Luther levede, mærkedes Uenigheden ikke synderlig, da 👤Melanchton havde saamegen Ærbødighed for 👤Luther, ⓘ atat] GV, ar A han vogtede sig for ligefrem at modsige hans Lærdom, og 👤Luther nænte ikke offenlig at revse sin tro Ven og Medhjelper, men lod det være nok med i Stilhed og halv i Skjemt at advare ham for hans Lyst til ►Kundskabs-Træets Frugt, dog haardt maatte 👤Philip bøde paa ⓘ sinesine] GV, fine A gamle Dage, og skjøndt Sandhed ei taaler at hans Vildfarelse dølges, sømmer det sig dog Christne at dømme læmpelig om den fra mange Sider høiærværdige Mand og i kiærlig Ihukommelse bevare hans Minde, der ved at dæmpe 👤Luthers Hastighed, ved at give Confessionen for138sigtig Bestemthed, ved at tiltvinge den de Lærdes Bifald, og ved med inderlig Venskab at forsøde 👤Luthers Dage og trøste ham over Miskjendelse, bidrog uberegnelig meget til den gode Sags Fremme. Allerede før han kom til 📌Vittenberg var Aanden ►udfaret i Storm for at rense den kvalme Luft og bevæge de stinkende Vande. Med Gru hørde 👤Luther i Skriftestolen, naar han talde om Anger og Omvendelse, de bedragne Sjæle ►trodse paa 👤Tezels Afladsbreve, og fra Prædikestolen ►udtordnede han Vee over dem, som indbildte de Christne, at noget Andet end Troen paa og Tilegnelsen af 👤Jesu Christi Pine og Død kunde skaffe Synsforladelse og Naade hos den retfærdige Dommer. En skarp Strid begyndtes nu med Mund og Pen, men hermed kunde Løgnen Intet udrette mod Sandheden, og afmægtige maatte 👤Luthers Fjender skjære Tænder, thi de kunde ikke staa den Viisdom og Aand imod, af hvilken han talede, Løfter og Trudsler vare spildte paa den ►djærve Munk, og de saae intet andet ►Raad end at ty til Baal og Sværd. Dog de glemde, at de havde slet ingen Magt uden den blev givet dem ovenfra; “►hans Gud var ham saa fast en Borg; han var hans Skjold og Værge.” De udvortes Omstændigheder maatte da føie sig derefter og ►alle Ting tjene ham til Gode som elskede Gud, og var kaldt efter ►et evigt Forsæt ► til at rense den besmittede Helligdom. 👤Luthers ►Landsherre, Kurfyrst 👤Frederik den Vise, 139var vel lidt for klog efter denne Verdens Viis, til strax aabenlyst at antage sig hans Sag, men ingenlunde vilde han dog enten udlevere ham eller forbyde ham at udbrede Sandheden ved Tale og Skrift. Nu døde 👤Maximilian, 👤Frederik var Medregent indtil Videre, og da han selv afslog Keiserkronen og satte den paa 👤Carls Hoved, var denne hans Skyldner. Lettere kunde 👤Carl ei heller betale sin Gjeld, end ved at see igjennem Fingre med Meninger, der i Grunden vare ham ligegyldige, og hvis Udbredelse ►syndes at ville befordre hans Hensigter, da baade Pavens Anseelse derved svækkedes og 📌Tydsklands Fyrster gjordes uenige. Hans mange Hensyn, som alle udgik fra hans Attraa efter at blive enevældig først i 📌Tydskland og siden, om muligt, i den hele ►ordenlig beboede Verden, nødte ham imidlertid til at være tvesindet og tvetunget, ►saa at 👤Luther som fredløs Mand kom i Livsfare, men dengang skjulde Kurfyrsten ham paa Slottet 📌Vartburg, indtil Uveiret gik over, eller rettere indtil det blev ham for snævert mellem Murene. Afladshandelen var langt fra at være det Eneste han nu ►bestreed, alt Vigtigt, som ei var grundet paa tydelige Ord i de hellige Skrifter, forkastede han som Løgn og Vildfarelse, og for at Alle kunde see med egne Øine, udlagde han ved Guds og sine Venners Hjelp, ►Bibelen paa tydsk Maal med saadan ►enfoldig Kløgt og Kraft, at selv de Vantro, som have nogen Forstand paa Sligt, 140maa sande, at det for den Tid er et mageløst Værk, ja at de ikke selv formaa at sammenføie Ordene til saa liflig Klang og ukonstlet Fynd. Den ►synderligste Deel og ►ligesom Hovedet af hans Lære var, at Mennesket formedelst 👤Adams Synd er blevet uduelig til at opfylde ►Loven, som befaler at elske Gud over alle Ting og Næsten som sig selv, men at 👤Christus haver opfyldt den i vort Sted, og baaret Syndens fortjende Straf; ►saa vi formedelst Troen paa ham kan blive deelagtige i hans Retfærdighed, og annamme Kraft til at vandre i hans Fodspor, ei som de der kan eller vil ►fortjene noget af Gud, men som Igjenfødte ►der nødvendig maae elske Gud og Næsten ►i Gjerning og Sandhed. Hans Tro paa ►Bibelen maatte kuldkaste Tro paa Pavens Ufeilbarhed, og med det samme vare alle ►Menneskebud i Troessager forkastede, men de vigtigste Vildfarelser vare næst efter den om Aflad og gode Gjerningers Fortjenstlighed: Helgendyrkelse, Læren om Skjærsild og Munkelivets Hellighed. Helgene kaldtes fra ►først af Apostlerne og de andre 👤Jesu ►pinde Vidner, men siden bleve de navnkundigste Kirkefædre, og tilsidst næsten alle Paver og hvem de undte godt, satte paa Helgenlisten. Det fulgte af sig selv, at Christne maatte med Kjærlighed og Ærbødighed ihukomme de rette Helgene, og der var ei heller ►noget i, at man satte deres Billeder i Kirkerne, naar man nemlig kun vilde ►størkes i Troen og Haabet ved 141livligere at mindes dem, ►der havde stridt den gode Strid, ►fuldendt Løbet og annammet den ►uforvisnelige Krands.► ►Det havde vel heller ingen Nød at Ærbødigheden skulde gaa for vidt, saalænge man dyrkede 👤Christus som Gud og Forsoner, naar han derimod nedsank til den fornemste Helgen, da var det ligesom hans Guddomsære deldes mellem dem alle, den onde Rod hvoraf Afguderiet var opvoxet, skjød paa ny, man begyndte med at anraabe Helgene som Talsmænd, og endte med, at ⓘ sættesætte] GV, fætte A Skabningen over Skaberen. Jo mere jordiske og legemlige Menneskene bleve, desto mere gik Dyrkelsen over fra de usynlige Aander til de synlige Billeder, og i 📌Vesten tog dette grove ⓘ Afguderie vel Overhaand paa samme Tid, som den Mening blev herskende, at Velsignelsens Brød og Kalk forvandledes til 👤Christi Legeme og Blod. I 📌Østen havde denne hedenske Vildfarelse langt tidligere rodfæstet sig, og allerede i det 8tende Aarhundrede havde Keiserne af det isauriske Hus forgjæves prøvet paa, at udrydde den ved det plumpe Middel, at nedrive og sønderbryde Billederne. Læren om Skjærsild spores allerede i det tredie Aarhundrede hos den store Tænker og altfor selvraadige Grubler 👤Origines. Vildfarelsen var hedensk, thi det var nødvendigt, at Oldtidens Grublere, som indsaae, hvor besmittet Menneskesiælen, trods al Renselse, vedblev at være, som ikke kjendte ►👤Christi Lidelses Samfund► ⓘ ogog] GV, og og A 142hans Opstandelses Kraft og alligevel haabede Salighed, maatte gjætte paa en Renselse bag Graven, men ligesaa vist er det, at den ei kunde bifaldes af christne Mænd eller Tidsaldre, førend Troen paa 👤Christi Forsonings Gyldighed blev svag og forgik. Eftersom man begyndte at stole paa sine gode Gjerninger og give sine onde Lyster ►Tøilen, maatte Lærdommen ændres saaledes, at det kun var grove Syndere, som behøvede Renselsen, der nu blev en Straf, men ogsaa en Trøst, thi Skærsildens Pinsler vare ikke evige, og Præsterne tøvede ikke med at indbilde de Forblindede, at de kunde formildes og forkortes ved Bønner eller som de kaldtes: Sjælemesser. Disse bleve hyppigere og fordeelagtigere, ►alt som Ugudeligheden voxte, og da 👤Leo falbød sin Aflad, var det ►ligesaavel for Døde som for Levende. Om Munkelivet er tilforn talt, og her er kun at ►mærke, at naar ny Munkeordner i Virksomhed afløsde de ►udartede, vedbleve dog disse som Aadsler at udbrede Pest, og ►►æde om sig som dødt Kjød,► ►saa at Landene vare fulde af fede, ryggesløse Dagdrivere. Dette var ogsaa en af de Ulykker, som blev et Middel i Forsynets Haand til at lade 👤Luthers Tidsalder udvortes føle sin Nød. Et andet var Nonneklostrene. ►Selv den hellige 👤Povel roser det, naar en Jomfru eller Enke, som føler ►Størke dertil, henlever sin Tid ugift og dyrker sin Gud i Stilhed.► Den første Vildfarelse var da den, at unge Piger gjorde 143ubrødelige Løfter, som de maaskee ei formaaede at holde, men naar de gjorde dem frivillig og efterat have raadført sig med Gud i Bønnen, ►havde det dog vel ikke større Nød, end naar Bruden lover sin Brudgom bestandig Kjærlighed og ubrødelig Troskab. Mangen gudfrygtig Jomfru reddede i de vilde Tider sin ►Uskyldighed indenfor de hellige Mure, og mangen Kvinde, som havde fristet Modgang og Kummer, fandt under Sløret Trøst og Ro i den stille Bolig. Den anden og egenlige Vildfarelse og som kun kunde opkomme og bestaa i en ugudelig og ryggesløs Tidsalder, var at man aflokkede og aftvang Pigerne det store Løfte, thi paa denne Maade bleve de fleste Nonneklostre Fængsler, hvor Guddommen bespottedes ligesaa meget ved den hyklede Andagt, som ved andre herskende Synder.

✂ Vildfarelserne vare blevne saa grove, at 👤Luther og hans ►Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den nye Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid vare Hindringerne ei heller faa; naar Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan sig flux en Synagoge derhos, sagde 144👤Luther, og det maa Krøniken sande. Da Fornuftens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei ►erkjende nogen Grændse, og ►Kiød vilde høste hvad Aanden havde saaet. Alle de Forvildelser, hvori den ny ⓘ Menigheds ►Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i ►dens Fødselsdage, og under den ⓘ storestore] GV, fiore A Gæring maatte Alt ►røre sig med ►Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Guds skrevne Ord, end den Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i 📌Svaben havde længe havt isinde i Schveitsernes Fodspor at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før 👤Luther stod frem, men da de hørte Talen ►om den christelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør,*1525. hvilket Katolikerne ei glemde at skrive paa 👤Luthers Regning ved hvis Ord det blev dæmpet. I 📌Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren 👤Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste ►al borgerlig Orden, ►forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, hvoraf nogle selv havde fristet 👤Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og ►de misbrugte Friheden til ⓘ KjødsKjøds] GV, Kjods A Lyst og al Ondskabs Skjul.► De kom nu ogsaa til 📌Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren 👤Carlstad, som med Pøbelen ►stormede Bille145der► og satte den ganske Stad i Oprør. 👤Luther sad dengang paa 📌Vartburg, men Rygtet om ►det forkeerte Væsen drev ham ud og med Guds Ord*1522. ►stillede han Bulderet i 📌Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bønder i 📌Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over 👤Myntser, som havde opkastet sig til Herre i 📌Myhlhausen. 👤Schvenkfeld fra 📌Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden 👤Christus ved deres gode Gjerninger kunde blive salige; Schveitseren 👤Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine ►daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa ►adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem alle og snart blev det synligt, at 👤Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, den var ►Guds Ord som bliver evindelig. Medens 👤Luther og 👤Amsdorff, 👤Agricola, 👤Mathesius og 👤Hausmann tilligemed ►Illyreren 👤Flacius, ►Pommerinken 👤Bugenhagen og mange Andre forkyndte det Ord hjemme i 📌Sachsen, hørtes Gjenlyden i ganske 📌Tydskland fra 📌Rhin til 📌Theis, fra 📌Elben til 📌Donau. 📌Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved 👤Osianders Prædiken og ⓘ 👤Hans 👤Sachses Vers, og 📌Svaben oplystes ei blot selv ved egne ►Lærere, men udsendte ►og den ►djærve 👤Poul von Spretten (👤Speratus) som prædikede i 📌Vien og 📌Mæhren og ►stilledes først i 📌Kønigsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder 👤Ulrik von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, 146skjøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid 👤Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog kun fast Fod i 📌Holsten, 📌Sachsen og 📌Svaben, hvor især 📌Vyrtenberg udmærkede sig under Hertugerne 👤Ulrik og 👤Kristoffer derved, at mange Adelsmænd ombyttede Sværdet med ►Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Kunsters Gavn. I de øvrige ⓘ LandeLande] GV, Lynde A, hvor Selvklogskab havde hjemme, forargedes man snart over 👤Luthers Kamp for ►Bibelens ►hemmelige Tale om 👤Christus, som er Fornuften en ►Daarlighed, og tykdes bedre om den Røst, som fra 📌Schveits lod sig høre.

✂ Her havde, paa samme Tid som 👤Luther, 👤Ulrich Zvingel *født 1484. fra 📌Toggenburg reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i 📌Zürich, en ganske vellærd og nogenlunde gudfrygtig Mand, og saalænge Kampen var paa det Heedeste mod Catholikerne, gjorde han ►Eet med 👤Luther, Ordets vældige ►Kæmpe, men ►der Slaget var vundet, faldt han over Byttet og gik sin egen Vei. Nu heed det i 📌Zürich at 👤Luther havde ►►vel begyndt men slet fuldendt►, og at den sachsiske Reformation var standset paa Halvveien, fordi den ikke mestrede Guds Ord, og vilde ikke fordømme gamle Kirkeskikke der kunde tjene til Opbyggelse. Med Guds Ord i sin ►enfoldige Mening var Seieren ene 147vundet over Papisterne, der slet ikke savnede sindrige Forklaringer til at besmykke deres Vildfarelser, men nu maatte den Mening dog ikke gjælde ►uden hvor 👤Zwingels Fornuft fandt for godt, og da 👤Luther dømde den som sin egen med Skriftens Ord, maatte han lade sig haane og overskjælde af Schveitserne, som om han var den herskesyge Pave, der ved ham var styrtet, og i hvis Fodspor netop 👤Zvingel traadte, thi det gjør enhver ►Kirkelærer der stræber at gjøre sin personlige Mening til en Troesartikel. Det fornemste Spørgsmaal var om ►👤Christi legemlige Nærværelse i Nadveren, og synes ubetydeligt i manges Øine, men er det ingenlunde, deels fordi her strides om den øverste Grundsætning i Christendommen: enten Skriften nemlig skal troes paa Ordet eller ikke, deels fordi man ved at nægte hiin Troes-Artikel, i Grunden nægter 👤Christi menneskelige Naturs Guddommelighed, hvorpaa Forsonings-Værkets Mulighed og altsaa Christendommens Sandhed beroer. Vel indsaae og indrømmede hverken 👤Zvingel eller hans Medhjelpere: 👤Leo Juda og 👤Occolompad (👤Hausschein), saadanne Følger aldeles, men dog er det ligesaa klart at de ingen synderlig Vægt lagde paa 👤Christi ►Forsoning, som at de i det Hele ansaae deres Aand eller Fornuft for det skrevne Ords retmæssige Dommere, og ►oplode derved Døren for Sværmerie og Vantroe, som ►og ganske naturlig oversvømmede den saakaldte Reformerte Menighed, thi har det ene 148Menneske Lov til at sætte sin Aand eller Fornuft over Ordet, da har det andet ogsaa, og Talen kan da egenlig ikke længer blive om Christne men kun om ►Independenter. En Slags Middelvei mellem 👤Luther og 👤Zvingel stræbde Franskmanden 👤Calvin fra 📌Picardiet ⓘ atat] GV, et A gaae, men gav kun Anledning til mere Tvist og Forargelse ved sin Lære om den evige Bestemmelse til Salighed og Fordømmelse, der vel, rigtig forstaaet, er aldeles bibelsk, men som, udrevet af sin nødvendige Sammenhæng med Guds Alvidenhed og Kjærlighed, er skikket til at ►virke enten Fortvivlelse eller Sikkerhed, dog især det Sidste, da den der engang har følt Guds Naade, indbilder sig at være Himlen vis, og ►trodser, som 📌Engellands ►Independenter, midt i sin Forvorpenhed, paa det uforanderlige Naadevalg.

✂ Hvo som alvorlig troer sin egen Aand i Religionen, maa hade sine Fjender som Sandhedens, hvo som troer sig berettiget til at mestre Guds Ord, maae ►sagtens mene han kan ►oversee Menneskers, hvo som intet ►Samfund vil troe imellem Gud og de legemlige Ting, maae enten sværmerisk afskye dem eller tillægge dem eiendommeligt Værd, dette er klare Sætninger som kan oplyse saare meget i den Reformeerte Menigheds Historie, men her maa det være nok sagt, at 👤Zvingel faldt under kjødelige Vaaben i en Krig, hvortil Züricherne ved Udhungring tvang deres chatolske Brødre, at 👤Calvin i 📌Genf, hvor han opslog 149sin Lærestol som et lille Pavesæde, lod brænde Kjættere, samt at det hele Partie udmærkede sig ved urolig Stræben efter Selvraadighed som de kaldte ►borgerlig og kirkelig Frihed, og udklækkede den Visdom der i det 18tende Aarhundrede stræbde at tilintetgjøre al Christendom.

✂ For 👤Luther var ►Bibelen det Første og det Sidste, villig bøiede han sig under dens Myndighed og med ►klaret Øie ►beskuede han de høie Hemmeligheder som i et Speil. Hans Oversættelse af ►Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker, dens Kjendemærker sees klarlig i hans mageløse Barnesang om Barnet 👤Jesus, der siger med Engelen: ►fra Himlen høit jeg kommer her, og den er aldeles historisk. Havde han sjunget om anden Bedrift end 👤Jesu, vilde der sikkerlig blevet ligesaa stor Forskjel mellem hans og 👤Sachses historiske Kvad, som der er mellem 👤Luthers Lovsange og dennes ►trohjertige Halleluja; thi 👤Sachs sluttede Mestersangernes udløbne Tidsrum, 👤Luther begyndte et nyt, som bør ►nævnes efter Gud og ham. Alligevel var det ikke Tid for en Christen at synge ►værdelig om Andet, end hvad der var aabenbaret i Skriften, men hvad Krøniken engang maatte vorde, ahnede den Herlige og satte den næst efter ►Bibelen. De ægte Lutheraner maatte saa godt som muligt, være sikkrede baade mod farlig Grublen og Sværmeri; thi ►de vilde jo ikke tro hver Aand, men prøve Aanderne om de vare af 150Gud,► og de havde i det skrevne Ord en ubedragelig Prøvesteen naar kun deres Øie var ►enfoldigt. De, som høre Guds Stemme gjennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet udenfor sig, som kan tjene til Opbyggelse, ligesaalidt ►Kirkesmykke som aandelig Sang og Strængeleg; thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse. At lære de Tungemaal hvori de hellige Bøger ere skrevne, er dem en kiær Syssel, men gjerne efterspore de ogsaa Guds ►Husholdning i de gamle Dage og i hans store Gaard; thi de vide, at han ⓘ ingensinde og ingensteds har ladet sig selv uden Vidnesbyrd, men at Jorden med dens Fylde er hans. Have de et Embede, tage de vare derpaa, og ligesom 👤Jesus satte Livet til for sine Brødre, ►saa gjøre ►og de, thi det veed ►ⓘ de er Kjærlighedens Fylde;► men de ►mønstre ikke Høvding og ►Landslov, thi de vide, at ►der er ingen Øvrighed uden af Gud, og at ►den skal lydes, ei for Straffens og sin egen Skyld, men for Samvittighedens og Guds Skyld. Sammenligne vi nu den lutherske Menighed med dette Billede, da maae vi ►sagtens savne Meget allevegne, men Grundtrækkene vare der dog, saalænge 👤Luthers Aand hvilede paa den; thi saaledes stræbte han at færdes ►herneden. Han var skrøbelig som et Menneske, og Hidsighed besmittede stundom hans hellige Nidkjærhed, men Kjærlighed var dybt rodfæstet i hans Hjerte. Med inderlig Vemod forudsaae han, at Troen ogsaa nu vilde blive ►Krigs151løsen►; han bad Gud lukke hans Øine før de saae Ødelæggelsen, og hans Bøn blev hørt: Gud hjemkaldte ham i Stilhed Aaret før Krigen udbrød.*1546.

✂ Længe opholdtes Keiser 👤Karl i sit trædske ►Anslag: ved Katolikernes Hjelp at kue Protestanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham ►hildes i sin egen Snare. ►Til 📌Smalkalden havde nogle evangeliske Fyrster og ►Stæder sluttet et ⓘ Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten 👤Johan Friderich af 📌Saxen og Landgrev 👤Philip af 📌Hessen, og dem nødte 👤Karl til at drage Sværdet. 👤Johan var ►kjæk og standhaftig, men tillige kjærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; 👤Philip var ►djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgierrig til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var bleven ►graa under Hjelmen, 👤Sebastian Schærtlin fra 📌Augsborg, og havde han maattet raade, vilde 👤Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og ►imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres ►Troesforvandte, 👤Philips Svigersøn og 👤Johans Frænde, Hertug 👤Morits af 📌Saxen. En ►Tidlang var han opfostret ►i Kurfyrstens Gaard, og ►alt da spaaede den klarøiede 👤Luther, at denne ►djærve, snilde og ær152gjerrige Ungersvend vilde ►lønne sin Frænde som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande imens han var ude, og hjalp 👤Karl at vinde ved 📌Myhlberg, hvor 👤Johan blev fanget men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et ►Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som 📌Jenas Hertug, hvis ►Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu meente 👤Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (►Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv 👤Melanchton lod sig skrække til at underskrive. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med 📌Saxens ►Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive 📌Tydsklands Herre: 👤Karl havde sendt ham med en Hær mod 📌Magdeburg som trodsede hans ►Interim, men ►maatte snart for den samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanderne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men 👤Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekjøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit ►besluttede Raad, maatte han falde i en Krig mod sin kjæreste Ung153domsven og Vaabenbroder, den ryggesløse ►Markgrev 👤Albrecht af 📌Brandenborg. 👤Karl maatte nu i Freden til 📌Augsborg *1555. ►lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skjønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øieblikke, godt følt sin Tragtens og ►Idræts Forfængelighed; men at fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ham sand og dyb Bekymring for Sjælens evige Vel, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes ei længer fristede men ydmygede, ►nedlagde han Regjeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgjæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed,*døde 1558. han gjerne vilde eie, men ikke kjøbe.

✂ Medens den evangeliske Lære misbrugdes af jordisksindede Fyrster til, ogsaa udvortes at bevæge 📌Tydskland, indtog den uden Sværdslag, mest ved sin egen Styrke, dog tildeels understøttet af de verdslige Herrers Lyst til Geistlighedens Godser de nordiske Riger. Siden 👤Hakon hin Gamles og 👤Valdemar den Andens Dage vare de, som sagt er, ved Synd og Ugudelighed nedsjunkne i dyb ►Vanmagt. Bisperne havde omgjordet sig med Sværdet, ⓘ eiei] GV, el A blot fordi deres Hu stod mere til legemlig end aandelig Strid, men ►og for, 154som 👤Absalon, endnu engang øiebliklig at oplive den døende Stat; thi ligervis som ►de hellige Kar er den sidste Skat et forarmet Folk griber til, saaledes er det ►og kun mod Enden af et Folks ►Idrætsliv, naar Mod og Kraft maa søges i Helligdommen, hvor de længst ere at finde, for at vendes til vanhellige Brug paa Stridens Mark. I en uchristelig Alder kan hardtad Ingen føle at han har Magt og Styrke, uden forsætlig at misbruge den, og det var da intet Under, at Bisperne snart kun uddroge det rakte Sværd for at tiltrue eller vinde sig Guld og Jord og ►Herredom og ►end mere forstyrre det Forvirrede. Naar Bisperne vare saadanne, var det Daarskab at vente, at Kraft og Retsindighed skulde være parret hos Adelsmænd og Konger. Hine vare hardtad Alle enten ►liderlige Dagdrivere eller ugudelige Røvere, som efter Fordeel og Lune ►befeidede ►Stæder og hinanden eller ►bare Avindskjold imod Fædrenelandet: Kongerne vare meer og mindre enten aandelige Krøblinger, som 📌Dannemarks 👤Kristoffer den Anden, under hvem Riget hardtad ganske opløstes, eller samvittighedsløse og voldsomme Despoter, som hans Søn, 👤Valdemar Atterdag. Med ham uddøde den kongelige Mandslinie i 📌Dannemark, i 📌Norge var det nys gaaet ligedan og den svenske Podning ►frugtede ikke. Ligesom dette var en nødvendig Følge af Slægternes Udartning, var det ogsaa en Mindelse om, at der behøvedes en ny Aand, hvis 155📌Norden skulde leve op igjen. Dette blev ►ret synligt, da alle tre Riger ved det kalmarske Forbund samledes under 👤Valdemars Datter 👤Margrete: som en snild Kvinde bragde hun den tredobbelte Krone paa sit Hoved, og som en saadan holdt hun den sammenbundet; men selv var hun sig sin og Rigernes Afmagt bevidst, søgte at beskytte Kysterne mod Sørøvere ved at ►forsænke Indløbene, og 📌Jylland imod 📌Holsteens Greve ved at give ham 📌Slesvig. ►Om end hendes ►Eftermænd havde arvet hendes Snildhed, vilde det dog kun hjulpet dem lidt, thi længe formaaer den ikke at skjule Afmagten, men naar de ogsaa manglede den, maatte deres Færd blive usel og ydmygende. ►Saa var det med den pommerske 👤Erik og tildeels med den baierske 👤Kristoffer, begge deres Stammers sidste svage Skud. Nu kom ►vel en frisk tydsk Slægt paa 📌Nordens Trone med den oldenborgske Grev 👤Christian, men ►der var intet Udkomme med de ubændige Svenske eller med den selvraadige Adel og Geistlighed, og saavel Konger som Folk manglede det Lys og den Kraft der ene giver Stater Liv. Dette aabenbaredes ►ret under 👤Christians Sønnesøn og ►Navne, en Fyrste med god Forstand og elskelig i sine bedre Øieblikke, men uden Christendom kortsynet, vild og vaklende. Han ►dømte rettelig om Adel og Geistlighed, at ►naar Saltet raadner, duer det til Intet uden at udkastes og trædes under Fødder, men det var i ►det høieste kun ►eengang han, ved at indkalde en 156 luthersk Præst greb efter det rette Vaaben, ellers vilde han dræbe det aandelige Uhyre med et legemligt Sværd. Han banede ►vist nok herved Reformationen Vei ind i 📌Norden, ►ligesom Man ved at borthugge Torne bereder Jorden til at modtage Sædekornet; men det var kun Guds, ikke hans Hensigt; han tænkde kun paa at udvide sin jordiske Magt, naar han løftede sin Haand mod Almuens Bødler og Bedragere, og det stokholmske Blodbad, hvorved ►vel mange af disse henrettedes, bliver en ⓘ ►uaftvættelig Skamplet paa hans Levnet. Den nærmeste Følge af dette Blodbad var, at 📌Sverrig blev igjen et adskilt Rige, thi under ►Dalekarlenes ►kjække Høvding 👤Gustav Vasa uddreves de Danske, og denne snilde Konge vidste paa mange Maader, ogsaa ved den evangeliske Bekjendelses Indførelse at befæste sig paa Thronen. Reformeret blev derimod den svenske Kirke i Grunden ingenlunde, thi Kongen drev det Hele meest som en Statssag, Erkebispen i 📌Upsal og de andre Bisper vedbleve at være Smaafyrster, og ►Sognekaldene ►Præbender som man kunde tilhandle sig og lade Embedet forrette ved Substitutter. Imidlertid opsagde den jydske Adel 👤Christian Huldskab og Troskab, Borger og Bonde holdt med ham, men ►ond Samvittighed gjorde ham bange og raadvild, saa han flygtede ud af Landet til sin Svoger Keiser 👤Karl, og Adelen kaarede hans Farbroder, Hertug 👤Friderich til Konge. 👤Christian gik vel siden ind i 📌Norge, men 157han fangedes ved uværdig List, og nødtes nu i et 27aarigt Fængsel til at ⓘ besinde sig, da han ei vilde det paa ►Kongestolen. Vel søgte de Lybske efter 👤Friderichs Død at befrie ham, men denne Krig, som efter Lybekkernes Høvedsmand Grev 👤Kristoffer af 📌Oldenborg kaldes Grevens Feide, tjente kun til at vise lybsk Lutherdom og dansk Afmagt, og med faa Holstenere under den tappre 👤Johan Rantzau, undertvang 👤Friderichs Søn 👤Christian Landet. Denne gudfrygtige Herre, som selv havde hørt 👤Luther, lod det være sin ►første Omsorg at stadfæste Evangeliet i Rigerne, ligesom det ►alt, især ved 👤Herman Tast, var prædiket, og ved ham stadfæstet i 📌Hertugdømmene. Neppe er Reformationen i noget Land saa glædeligt et Optrin som i 📌Dannemark, thi ingensteds, uden maaskee i 📌Vyrtenberg, seer man et saa alvorligt og stadigt Blik paa Hovedsagen, saamegen Fasthed og ►Lemfældighed forenet, saa liden Attraa efter verdslig Vinding, saamange dygtige indfødte ►Lærere og dog saamegen Mistro til egen Kraft og Kløgt, saa kjærlig og varig, men dog christelig Ærbødighed for 👤Luther og hans Medhjelpere. Dette see vi, uagtet netop den aandelige Gjæring ►indfaldt i et af Rigets meest urolige og herreløse Tidsrum, da Intet uden indvortes Grunde kunde hindre den fra at udbryde i de voldsomste Optrin og ved at sammenføie sig med den verdslige Splid gjøre Forstyrrelsen uendelig. Medens Ordet overalt fandt danske 158Tunger, maatte man ►forskrive Tydskere til at bekjæmpe det, og ingen dansk Mand med noget Hoved lod sig bruge dertil, undtagen 👤Povel Vendekaabe, (👤Paulus Eliæ) hvis velforskyldte Øgenavn noksom betegner hans Færd. Den dybe Grund til dette glædelige Syn ligger i det danske Folks ►eiendommelige Godmodighed og Agtelse for Sandhed, Egenskaber, hvoraf man selv i de værste Tider finder ►øiensynlige Spor. Et dyrebart Mindemærke er i denne Henseende ►den gamle danske Riimkrønike, der udført gjennem det 13tende, 14tende og 15tende Aarhundrede, dog næsten lige til 👤Christian den Førstes ►Riim, er aldeles reen for ►Papisterie, men rig paa ægte Sandheds Kjærlighed, og langtfra ikke saa aandsfattig som de Dages almindelige Skrift; ja netop fra dette Tidsrum har vi endnu Levning af en dansk Bibel, der skal udmærke sig ved en ►besynderlig Omhu for at give Ordet reent og uforfalsket, og kun have enkelte Stænk af den Syndflod der i Glosser og Eventyr paa den Tid pleiede at oversvømme slige Arbeider. I Kong 👤Hanses Dage sad udentvivl endnu en gudfrygtig Mand paa 📌Lunds ►Erkestoel i 👤Børge med ►Lindemærket, og et uomstødeligt Beviis paa at det danske Hjerte var ►underlig aabent for Sandhed er den ►Jertegns-Postill som Fynboen 👤Christen Pedersen skrev før Reformationens Begyndelse, og som hos Folket maae være blevet annammet med Begjærlighed, thi foruden det første Oplag i 📌Paris 1515, er 159den 3 Aar efter optrykt i 📌Leipzig. Denne Bog kjendes vel nuomtide hardtad kun af Spasen 👤Holberg og de der hos ham tog Smaavittigheder ►paa Borg, ubeseet har drevet dermed, men derfor er den ikke desmindre et udmærket vigtigt og tillige glædeligt Mindesmærke om ►Fædrenes Tænkemaade og Tungemaal i de ►næste Dage før 👤Luther ►opstod. Ingen kan vente at finde den Bog fri for ►papistisk Vildfarelse, men hvem tør vel vente at finde i den, hvad der dog virkelig findes, det klare Udsagn at Skriften bør tale med menig Mands Tunge, fordi at havde Apostlerne skrevet til 📌Dannemarks Folk, ⓘ dada] GV, ha A havde de visselig skrevet paa ret Danske, saa alle det kunde forstaae, ligesaalidt vil man vente at finde hvad der staaer at læse om Herrens Pines Ihukommelse, som det der ►frugter meer til Menneskenes Salighed, end at Faste og Legems Spægelse, ja selv end 👤Marias og alle Helgenes Bønner, og tit maa Man studse over den ►eenfoldige, rørende Tale om Troe, Reenhed og Kjærlighed, som fremføres i et ægte dansk, fyndigt og flydende Tungemaal. Navnet ►Jertegns-Postil er ogsaa kun et ►Lægn man har givet denne Bog, thi den kalder sig og er en, efter Tidernes Tilstand, kostelig Udlæggelse over alle Søndagers og Høitiders Epistler og Evangelier, kun med et Jertegn ved hver Prædiken som skal stadfæste og oplyse dens Indhold. Blandt en saadan Bogs Folk kunde 👤Luther umulig savne tro Følgesvende under Or160dets Banner, og fremmerst ginge ►Postillens Forfatter, en anden Fyenboe, 👤Morten Borups Discipel, 👤Hans Tausen, der var Hoved-Hjulet, 👤Frands Vormsen (👤Vormordus) af hollandsk Herkomst, og Borgemester 👤Hans Michelsen i Malmøe, som ⓘ førstførst] GV, sørst A lod ►det Ny Testamente prænte paa Dansk. Da 👤Christian den Tredie lod de chatolske Bisper fange, udførde han kun Folkets Villie, Ingen ►oplod sin Mund til at forsvare dem, men hardtad Alle deres til at bede om evangeliske Prædikantere paa den næste Rigsdag.*1536. Nu ►forskreves 👤Bugenhagen herind til at anordne ►Kirke-Tjenesten; Jyden 👤Peder ⓘ 👤Plade blev Biskop i 📌Sjælland, af Kirkens Gods blev ►Høiskolen, som 👤Christian den Første havde begyndt at stifte paa, rundelig begavet, den fik snart i Lolliken 👤Niels Hemmingsen, en dygtig, selv udenlandsk berømt, skjøndt lidt ►philippistisk, ►Lærer, og i Stilhed næredes nu Folket med Ordets uforfalskede Melk.

✂ Anderledes gik det i 📌Engelland, 📌Nederland og 📌Frankrig, hvor meget Blod maatte flyde og lang Strid føres mellem det Gamle og Ny, før det afgjordes hvad der skulde vinde, men det var ogsaa 👤Zvingels og 👤Kalvins Lære som i disse Lande vilde tiltvinge sig Herredømmet.

✂ Er det vist, som det maa være, at ethvert Folks Historie skal forklare sig selv, da er det ►og følgeligt, at intet Folk begribes ►fuldelig før det er udlevet, men dog er her en ►mærkelig For161skjel alt efter Folkenes særegne Vilkaar, og det er naturligviis med Folkefærd som med enkelte Mennesker, at jo mere jævnt og eensformigt deres Liv har været, des nemmere er det at begribe, da deres derimod, som tumlede sig i Verden under mange indviklede Forhold, maae som brusende Vædsker udgjære førend de ►klare sig, og selv det løseligste Bekjendtskab med 📌Engellands Historie maae da lære Granskeren at den er ►svar at begribe. Vel turde nu det Tidsrum baade i den og i Menneskets Udvikling være kommet, da Forklaringen baade kan og skal begynde, men naar den skal være mere end enkelte indlysende Glimt, forudsætter den en saa tydelig Kundskab om det Forbigangne, som ikke er muelig saalænge de ►vidtløftige Krøniker fra Middel-Alderen ei ere anderledes bearbeidede, og de mange Haandskrifter, som ligge begravne i 📌Engellands Bogskabe, ei komne for Lyset. Det bliver da nok ►Rettest uden videre Forklaring, saa klart som mueligt at fremstille det Gaadefulde i Landets Historie, saa Ingen skal mene han har begrebet den, men Lysten ►heller vækkes til ved flittig Undersøgelse at bringe Lys i det Enkelte, der da efter Lysets Vilkaar vil efterhaanden og det hastelig udbrede sig.

✂ Stivhed og Blødhed, Høihed og Nedrighed, Viisdom og Daarskab, Legeme og Aand have neppe nogensteds saa ivrig og synlig søgt at parre sig, eller saa idelig gjort hinanden Herre162dømmet stridigt, og vexelviis styret Folkelivet som paa den engelske Halvø, Lysten til at være de Fornemste, og Følelsen af at Man, for at kunne være det, maa samle i sig alle Kræfter, det er et gjennemgribende Træk, der udmærker Landets Indbyggere som Folk og som Enkelte, i det offenlige og i det ►huuslige Liv gjennem alle de Tidsrum Historien beskriver og Sagn afbilde, men at indføre dette Lys i Begivenhedernes hele Omkreds saa den beskinnes deraf, at udvikle i dets Straaler Sammenhængen og Sammenstødet mellem de ►adskillige Folkestammer, de ►underlige ►Samfund og Omskiftelser; kun det er at begribe og forklare. Angel-Saxerne stræbde vel egenlig som Folk kun efter at være de Fornemste paa Øen, men mange Enkelte udvandrede dog som ►Lærere til 📌Frankerig, 📌Tydskland og 📌Norden, hvortil de vel ofte dreves af den Følelse at kun ved at være Kirkens Hovedmænd kan et christent Folk tænke at vorde Hovedet, Indbegrebet af Menneske-Slægten, Menneske-Aandens høieste Udtryk. Men, medens hine Enkelte udbredte det engelske Navns Priis med Evangelium, hendøde den angelsachsiske Stat, eller rettere Statsgjæring; thi Sammenhold fik, som man veed, Syvstjernen (ⓘ ►Heptarchiet) aldrig uden øiebliklig i en enkelt Aand som 👤Ina og 👤Alfred. Kun Mathed dæmpede Gjæringen under 👤Egbert og hans ►Eftermænd, Uenigheden vedblev, og sønderlemmede Riget saasnart og saatit den 163kunde samle Kræfter, hvilket noksom aabenbarer sig i Historien om de Danskes ►Anfald i det niende og tiende Aarhundrede. Det er da klart at der manglede Noget uden hvilket Folket ei kunde blive ►saavidt forligt med sig selv, saa klogt paa sin Egennytte og tilbøieligt til nogen Opofrelse i det Enkelte, som nødvendigt var, naar nogen Heelhed skulde kunne udvikle, noget Statslegeme danne sig. Historien lærer os at denne Mangel blev afhjulpet ved Danskes og Normanners Indvandring, saa man ►vel kan sige at et ►Jernspiir maatte bøie de stive Nakker medens en ægteskabelig Følelse saavidt gjennemtrængde Stammerne, at de, naar ►Jernspiret brødes, fornam et Baand de ei vilde sønderslide. At 👤Vilhelm Erobrer virkelig bragde ►Jernspiret, at det normanniske Rygstød paa begge Sider af Canalen satte baade ham og hans ►Eftermænd istand til med Fordeel at bekjæmpe den engelske Uregjerlighed, og at i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede de seierrige Baroner ►vel ville skabe en Konge uden Land, men ei et Land uden Konge, skabte ►vel ei Forening men dog Samkvem i Parlamentet, det er i det mindste ligesaa historisk vist, som at 👤Hume, og Enggellænderne med ham først herfra regne deres Stats Historie, og bryde sig kun lidet om de foregaaende Tiders. Stridighederne ophørde ingenlunde, men de bleve statsmæssige, den samme 👤Johan uden Land som maatte udstæde det navnkundige Frihedsbrev 164(►Magna charta) havde maattet afstaae 📌Normandiet, Kongerne havde derved mistet deres Rygstød, Engellænderne havde derimod faaet en Stats-Eiendom i 📌Irland, en forunderlig Øe med en mørk Fortid, som 👤Johans Fader havde erobret, Folket var kommet til den bestemte Villie at blive samlet, det gjaldt kun om at faae Staten læmpet efter Alles Hoved, at faae Kronen gjort om til saa vid og ►veeg en Hat, at alle Hoveder kunde lade deres Hat sidde paa og dog, uden at trykkes, rummes i den. Opgaven var ►vistnok vanskelig, blev heller aldrig løst, men vedblev just derfor at være uudtømmelig Gjenstand for den offenlige Samtale (Parlamentet) der er den engelske Statsforfatnings Sjæl. Vel søgde 👤Johans Søn 👤Henrik den Tredie at tilbagevinde 📌Normandiet og ophæve Parlamentet, men Følgen blev kun at Indretningen fuldførdes ved det Underhuus som Grevskabernes og ►Stædernes Fuldmægtige kom til at danne, og alle aabenbare Forsøg paa at indskrænke hvad Engellænderne kalde deres Frihed, have fra den Dag af maattet strande, fordi de ei kunde lykkes uden ved at opløse det eneste Baand der sammenholder Folket, ved at ►betage dem den Indbildning at de beherske sig selv. De følgende Konger eller Hofmænd som vilde herske, maatte da stræbe at sætte Folket i Stillinger, som nødvendig fordrede Eenhed i Villien, og det er da intet Under at Krig, som det nemmeste, og for en saadan Øestat, som 165det synes, mindst farlige Middel grebes med Begjærlighed, kun maatte det synes underligt at Folket, som i de foregaaende Aarhundreder ►syndes slet ikke at bekymre sig om Fastlandet skulde findes villigt dertil. Vist nok maatte ogsaa denne Villighed have tabt sig i Længden, hvis den ei da havde fundet sin tilstrækkelige Bevæggrund i Lysten til Verdens-Handelen og Herredømme paa Havet, men i det fiortende Aarhundrede, da Engellænderne førstegang betragtede sig som en Eenhed, og altsaa som det ypperste Folk, var for det Første Indtagelsen af 📌Vales, og 📌Skotlands Ydmygelse under 👤Edvard den Første aldeles i Folkets Aand, og de følgende Krige med Franskmændene, det eneste Folk Engellænderne agtede værd at kjende og misunde, vare det ikke mindre. Hvad den dybere Grund var til de langvarige ►Stridigheder mellem den hvide og røde ⓘ RoseRose] GV, Nose A ► er neppe endnu ⓘ opdagetopdaget] GV, apdaget A; thi at Fjendeskabet mellem Fyrstehusene York og Lancaster vel kunde bruge og nære ►Tvedragten, men foraarsagede den ligesaalidt som den forklarer samme, indsees let. Klart er det derimod at samme Mathed som dæmpede Gjæringen fordum under 👤Egbert, dæmpede den nu under 👤Henrik den Syvende af Huset Tudor, som især tydelig viser sig under*1485. Betragtningen af 👤Henrik den Ottende, der uden nogen egenlig Strid kunde gjøre hvad han vilde, og havde for det meste ingen Konge-Villie, men kun en selvraadig Vendekaabes Luner, og han 166var da Konge i 📌Engelland ved Udbruddet af den sachsiske Reformation.

✂ Spørge vi nu om Aandens høiere Yttringer i 📌Engellands normanniske Tidsrum, da kan vi forud vide at Parlaments-Aanden er just ikke den der hæver Mennesket over Jorden, men fængsler snarere i det nærværende Øieblik, vi finde da ogsaa at Modersmaalet holdt saa godt som op at være Skriftsprog, og at Rækken af de latinske Krønikeskrivere sluttes med 👤Mathæus Parisius som døde mellem Overhusets og Underhusets Indretning.*1254. Fremdeles finde vi at Sprog og Poesie kun beholdt sin Aand nogenlunde i de nordlige Grevskaber, hvor den danske Aand var mægtigst og kundgjorde sig i Ballader der svare til vore Kæmpeviser, medens 👤Chaucer er det eneste Digternavn der ►pranger i Historien, for at anmelde en aandsfattig ►Hofrimer, der legede med Tungemaal og Vers som med alt baade Guddommeligt og Menneskeligt. En Renselse af Kirkens fordærvede Lærdom, og i det Hele Videnskabelighed, kunde man vel kræve af et Folk der i verdslige Ting viiste høiere Grad af Udvikling end noget andet, men efterat have seet den afgjorte verdslige Retning, kan vi imellem dets Lærde ei vente mere end Stadfæstelse paa den ⓘ SandhedSandhed] GV, Sandded A at Engellænderne burde været Vestens ►Lærere. Vi finde da ogsaa virkelig i det trettende Aarhundrede to Vidundere, den ene af Lærdom og den anden af Spidsfindighed; nem167lig 👤Roger Baco og 👤Johannes Duns Scotus, og i det fiortende to kraftige Modstandere af Pavemagten, den verdsligvise 👤Vilhelm Occam og den bibellærde 👤Johan Viclef, men ikke engang i 📌Engelland selv udrettede de noget Omfattende og Varigt, og endnu mindre havde de nogen umiddelbar Indflydelse paa det øvrige 📌Europa. Imidlertid var dog 👤Viclefs Virksomhed et virkeligt Reformations-Forsøg, der kun ved hans Landsmænds Ligegyldighed for det ene Nødvendige, kvaltes i Fødselen, og vakde i det Mindste ved Angestskriget enkelte ►letsøvnede Aander. Det var under 👤Edvard den Tredie i Midten af det fiortende Aarhundrede at 👤Viclef som Professor i 📌Oxford begyndte Striden først mod Tigger-Munkene,*1350. saa mod Pavemagten og endelig mod endeel af de falske Lærdomme, men, endskjøndt han greb til det rette Middel: at oversætte ►Bibelen paa Engelsk, viser dog saavel Gangen i hans Strid, som Maaden hvorpaa han mødte sine Modstandere, at det ei var hans ramme Alvor med Bekymring for hans egen og Folkets Salighed, han streed ►aabenbar mere for sig selv, Universitetets og den engelske Kirkes Frihed, end for den guddommelige Sandhed, hvorfor man ►og seer, at han selv fandt Beskyttelse hos Hoffet og Folket, men hans Lærdom lod man fordømme, og han har ladet det blive tvivlsomt om han ikke tilsidst, da det gjaldt, selv ►gjenkaldte den. Heraf skulde man da ikke spaae den sachsiske Reforma168tion synderligt Held paa ►Halvøen, hvor den endog maatte finde Modstand i Engellændernes Lyst til at være de Fornemste, og den deraf flydende Fordom mod Alt hvad der ei var oprundet i Landets eget Skjød, en Fordom der i det femtende Aarhundrede vakde den bekjendte, mere sørgelige end latterlige Kamp paa begge ►Høiskolerne mod det græske Sprog, hvis Dyrkelse man ei vilde ►tilstæde, da det engang var uddødt paa ►Halvøen og nu skulde indføres som noget Fremmed man behøvede. Dog, Sproget seirede, 👤Erasmus fra Rotterdam opholdt sig enstund i 📌Engelland hvor han fandt mange Venner, og det lod som man dog endelig indsaae, at den indslumrede og forblindede Aand trængde til en Opvækkelse og Oplysning den ei mægtede at give sig selv. Bogtrykker-Kunsten havde man dog ikke kunnet ►forskyde, skjøndt den var af fremmed Oprindelse, og at lade sig oplyse af fremmede Bøger ►syndes naturligviis ikke synderlig ydmygende, da man dog derved selv førte Ordet. Nu fremstod 👤Luther, Kongen selv skrev imod ham, den lærde 👤Morus og Flere ligeledes, og skarpe Forordninger udgik mod hans Skrifters Indførsel; men de kom alligevel til Øen og oplyste Mange, mellem hvilke 👤Tindal, ►det nye Testamentes Oversætter, 👤Frith og 👤Thomas Kranmer ere blevne de Navnkundigste. En af de store udvortes Hindringer for Reformationens ►Indgang, Kongens haardnakkede Modstand og grændseløse Forbittrelse mod 👤Luther, 169som uden Persons Anseelse havde ►drøit besvaret hans Stridsskrift, hævedes nu ►og tildeels ved 👤Henriks Lyst til at blive skildt ved sin Dronning, den spanske 👤Katrina, som var hans Broders Enke; thi Paven turde af Frygt for hendes Frænde Keiser 👤Karl, ikke bevilge Skilsmissen, og da nu 👤Kranmer viste Kongen en Udvei ved at holde sig til ►Bibelen og lærde Mænds Mening, kom han i Naade og fik Leilighed til at befordre den evangeliske Lære, ja da Paven ikke vilde give efter, gjorde 👤Henrik sig selv til den engelske Geistligheds Overhoved og inddrog*1530. de fleste af dens Godser. Imidlertid vilde han dog ansees for god Katholik, og heraf kom det at de Troesartikler han paabød ei kunde være noget af Partierne tilpas. Katolisismens ivrigste Forfægtere, den grusomme 👤Morus og den sagtmodige 👤Fischer bleve halshuggede fordi de ikke vilde ►læmpe sig efter Kongen, Protestanter som ei heller vilde det have lignende Skjæbne, ja førtes stundom sammenbundne med Catholiker til Retterstedet, saa man i 👤Henrik maae erkjende et vel forvirret, men noksom grueligt Forbillede paa Antichrist. Dette Umenneske forvirrede og ►overblødede Landet indtil Aaret efter 👤Luthers Død, og nu fulgde nogle stillere Dage,*1547. men kun som for at vise, hvor langt det var fra Engellændernes Hjerte at lade sig grundig omvende til Evangelium. Under 👤Henriks unge Søn 👤Edvard den Sjette havde hans Frænde 👤Edvard Seymour (Hertug af 📌Sommer170📌set) og 👤Kranmer, som var blevet Erkebisp af 📌Kanterbury, al Magten; mange Vildfarelser og Misbrug bleve forbudne ved Love, men Landet fattedes indfødte Mænd af Duelighed og Reenhed, og dog vilde man ►raade sig selv, og have en engelsk Kirke. 👤Kalvins Lære fandt megen ►Indgang i 📌England, og hans Troesbekjendelse blev herskende, men derimod beholdt Bisperne deres Myndighed og i ►Kirketjenesten blev næsten Alt ved det Gamle. Her laa Spiren til Stridighederne i den følgende Tid, men allerede nu yttrede den kalvinske Ubændighed sig frygtelig ved Siden af egennyttig Vantro. Den ryggesløse Adel mæskede sig med geistlig Gods og bygte sig Paladser paa Kirkernes Grus, medens man gjorde Kræmmerhuse af Bogsamlingerne og selv Studenterne kaldte det med Frydeskrig 👤Scoti Ligbegængelse, naar de kastede Bøger i Tusindtal paa Baalet. Man saae paa Alt, at her var ingen 👤Luther, som kunde tordne mod den ►rovgjerrige Adel og lære Studenter at gjøre Forskjel mellem Pavens ►Dekretalier og Skrifter af katholske Mænd; men selv 👤Luther vilde kun have udrettet lidet hos de storagtige Britter; meget mindre kunde da den vankelmodige 👤Kranmer der endog selv lod brænde Kættere, holde Styr paa dette Uvæsen. Under disse Omstændigheder var det en Velgierning af Forsynet, at den fromme kjærlige og elskværdige, men tillige svage 👤Edvard Udtrykket for de gode Blodsdraaber i 📌Engellands 171Hjerte, ved Døden*1553. befriedes fra en Byrde der var ham for tung, og at den spanske 👤Katrines Datter, 👤Marie, kom paa Tronen. Adelen maatte holde op med sit ►Kirkeran, og de uægte Protestanters Hede kølnedes under de Forfølgelser, hvortil denne katolske Dronning forførtes af Bødlerne 👤Gardiner og 👤Bonner som besudlede Bispestolene i 📌London og 📌Vinchester. 👤Kranmer, den gamle ærværdige 👤Latimer, 3 andre Bisper og Mange af alle Stænder bleve brændte for Evangeliets Bekjændelse, endnu Flere maatte flygte til fremmede Lande og Alt spaaede Katolisismen Seier, da Gud pludselig forkortede 👤Maries Dage ⓘ ogog] GV, øg A ophøiede hendes ⓘ Halvsøster den*1558. protestantiske 👤Elisabeth paa Tronen. Nu stadfæstedes den halve, sig selv modsigende Reformation, hvorom før er talet, og med Voldsomhed nedtrykte 👤Elisabeth de lydelige Knur, der ►alt lode sig høre mod ►den biskoppelige Kirke, til hvis Overhoved hun opkastede sig, uden at ville ændse at hun derved traadte i Pavernes Fodspor, og satte ⓘ sigsig] GV, skg A paa ►Herrens Stoel med Alteret til sit Høisæde og ►Bibelen til sin Fodskammel.►

✂ Den reformerte Lære udbredtes imidlertid ikke allene i dens Fædreland, ⓘ 📌Helvetien, hvor den gav Anledning til gruelige Borgerkrige, og i det tilgrændsende 📌Tydskland, hvor den lammede det protestantiske Forbunds Arm, men ogsaa i 📌Nederlandene, hvis nordlige Indbyggere 172den gav Mod og Kraft til at stifte en uafhængig Republik.

✂ Da 👤Karl den Femte nedlagde Regjeringen, kom 📌Nederlandene, tilligemed 📌Mailand, 📌Neapel og ►📌Spanien paa begge Sider af Havet►, under hans Søn 👤Philip. Allerede i 👤Karls Tid havde Reformationen fundet megen ►Indgang, og i den berømte 👤Erasmus fra Rotterdam forkyndtes det, som siden lod sig ►tilsyne hos Folket. Han var en stor ►Sproggrandsker, grundig Kjender af de gamle Skrifter og et skarpsindigt Hoved; men han var ►for stor en Regnemester og Ven af kronede, paa verdslig Viis fredelige Dage, til at vove noget for Troen, eller sige Verden Farvel før i Dødens Time. I de mauriske Krige havde Spanierne ►vandt sig til at udbrede Christendommen med Sværdet, og med umenneskelig Grusomhed havde de i 📌Amerika nys begyndt paa det samme. Saasnart de ►mærkede at Fastlandets Bjerge vare rige paa ædel Malm, fik de Lyst til at eie det, og de tappre, men grusomme Mænd, 👤Kortes og 👤Pizarro, omstyrtede med smaa Flokke, især ved Krudtets Brug, de svage Troner i 📌Peru og 📌Mexico. Naar Troen ei længere bevares i en god Samvittighed, men dog endnu ansees for Veien til Saligheden, gaar det med hele Folkefærd som med det enkelte Menneske, at de mene paa eengang at ⓘ fortjenefortjene] GV, førtjene A ►Syndefrihed og overbevise sig selv om at de have Troen, ved med Haardhed at fordømme de Van173tro og om muligt, aftvinge dem den samme Bekjendelse, som udgjør deres Tro. Saaledes gik det Spanierne i 📌Amerika og 👤Philip i 📌Nederlandene. 📌Amerikas Hedninger maatte lade sig omvende eller dø, thi den katolske Tro var dog langt sandere end den Overtro der, endog før Spaniernes Komme, synes at være paa de fleste Steder gaaet over til ►fæisk Ligegyldighed; Hollændernes Tro var ⓘ derimodderimod] GV, derimdd A langt sandere end den 👤Philip lod forkynde, og derfor kunde den ikke udryddes, om end nok saa mange af dens Bekjendere mistede Livet. Imidlertid sporer Man i den hele Begivenhed, baade den reformeerte Troes Kjendemærke og den jordiske Tænkemaade, der var for dybt rodfæstet hos dette Handels- og Fabrikfolk, til at 👤Luthers Lære kunde finde ►ret Indgang, eller Troens Sag begeistre dem i det Hele til stor Daad. Vel maae det ikke glemmes, at ►adskillige ere Menneskenes Vilkaar, og hver er dog ►behagelig, naar han kun i Fromhed bruger det Annammede; saa det var uretfærdigt af Hollændere at fordre den klarøiede brændende Nidkjærhed, hvortil de ►aabenbar fattes Anlæg, men fordre maae man af hvert Folk som af hvert Menneske, at de skal give Gud deres Hjerte og yttre deres høieste Kraft og Iver i ►Salighedens Sag og Sandhedens Tjeneste. Det gjorde Hollænderne ingenlunde, for Troens Skyld, som det heed, plyndrede de Kirker og nedreve ►Billeder, men det var mere 👤Philips Skatteforordninger og 174Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans ►Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Da 👤Philip sendte sin Vredes strænge Tjener, 👤Hertugen af Alba, derind med spanske Krigsfolk, skjalv næsten Alle, Ingen holdt Stand i aaben Mark og mange flygtede. Ved denne Leilighed søgde Adskillige, 👤Luther hengivne, til 📌Dannemark og bleve Stamfædre til ►mærkelige Slægter, især de lærde ►Vormers, en Ting hvorved Historien klarlig ⓘ minderminder] GV, mindre A om det gamle ►Blodsforvandskab, Tungemaalene vel engang vil stadfæste og forklare. Al Redning ►syndes ude, men en høiere Haand styrede Begivenhederne: nogle Misfornøiede, som havde givet sig til at være Sørøvere, indtoge 📌Fliessingen. 📌Holland og 📌Seeland bleve nu Krigens Skueplads: her kunde Klogskab, Snildhed, koldt Mod udrette mere end ►Kjækhed og Fyrighed; og hine Egenskaber besad Nederlændernes Anfører, 👤Vilhelm af Oranien, i høi Grad. Den mistænkelige 👤Philip hjemkaldte nu ogsaa 👤Alba, og var bange for enhver af de følgende Feldtherrer som ►krigede lykkelig. Hollænderne, som snart bleve Overmænd til Søes, ►mærkede at de havde ►Fordeel af Krigen; og da 📌Spaniens Kræfter hvert Aar mere udtømtes, maatte Udgangen paa den lange Krig blive alle de reformeerte Provindsers Uafhængighed.

✂ 👤Philip var ulykkelig i alle sine Anslag, han havde været gift med den engelske 👤Marie, og 175førde derfor Krig med 👤Elisabeth, som ei vilde give ham sin Haand og ikke holde ved den katholske Tro, men hans Flaade, som han i sin Hovmod kaldte uovervindelig, ødelagdes af Uveir og engelske Søhelte. Dette var Løsenet til Hollændernes Overmagt paa Havet og et Forvarsel for Engellændernes tilkommende Herredømme. Da den ægte Mandslinie af det portugisiske Kongehus var uddød bemægtigede 👤Philip sig vel Landet, som Svigersøn af 👤Emanuel, men Følgen blev, at Hollænderne borttoge 📌Portugals bedste Eiendele udenfor 📌Europa, og arvede den fordelagtige ostindiske Handel, der indbragte dem mere Guld end 📌Perus Gruber 📌Spanien.

✂ Medens den reformeerte Tro saaledes vandt Seier i 📌Engelland og 📌Holland, maatte den i 📌Frankerig gjennem lang Undertrykkelse og blodige Krige ►fremledes til Borgerret. 📌Frankerigs 👤Frands er forhen nævnt som et af de Redskaber, hvorved Gud opholdt 👤Karl i ►sit onde Løb: han havde arvet Noget af sine ►Fædres Ridderaand, og hans bløde Hjerte bevægedes stundom af høiere Følelser, men lod sig for det meste styre af syndige Tilbøieligheder og jordiske Ønsker. Vellyst og Ærgjerrighed deelde Herredømmet i ham; og at 👤Karl blev ►ham foretrukket, da de begge beilede til Keiserværdigheden, var vel det som mest drev ham uafladelig i ►Marken, og ophidsede ham saaledes, at han forargede hele 📌Europa ved at ind176gaae Forbund med den tyrkiske 👤Soliman, som dengang var Kristendommens farligste udvortes Fjende. Ustadig var han i al sin Vandel, ogsaa, eller rettere, fordi han var det i Troessager; eengang lod det som han vilde ladt sit Land reformere, og strax derpaa forfulgde han sine reformeerte ►Undersatter. Han var i alle Maader et tro, og i ►nogle, et glimrende Billede af det hele franske Folk. Sammensat er det som man veed af forskjellige Stammer, men skjøndt baade den ældre, nyere og nyeste Historie viser at der i Normannernes, Gothers og Allemanners Afkom er noget Høiere og Dybere end i de egenlige Frankers, saa er det dog ligesaa unægteligt at Letsindighed og forfængelig ►Glimresyge er et Hovedtræk hvori de have forenet sig, som det er ►vist at Frankerne beholdt Overhaand og at 📌Paris er det ganske Lands forgudede Hovedstad. Imidlertid var denne Forening naturligviis langtfra i hine Dage at være saa fuldstændig eller fuldført som nu, en Sandhed mange Tusinde under 👤Frandses og især under hans Søns og Sønnesønners Regjering stadfæstede, ved for Samvittighedens Skyld at lide Trængsel og Død; men paa Huset Bourbon der stod i de Reformeertes Spidse ►mærkede man dog snart, hvor skrøbelig og beleiret Sandheden var i de troende Franskmænd. Det var under 👤Frandses Sønnesøn den svage og nedrige 👤Karl den Niende at Borgerkrigen udbrød, Bourbonnerne 177ingenlunde at frikjende for Ærgjerrighed, men den meste Skyld ligger dog ►aabenbar hos det chatolske Parties Anførere: Herrerne af 📌Guise, som ligefrem brugte Religionen til Maske for herskesyge Planer, samt hos den ikke mindre herskesyge og rænkefulde 👤Katrine af Medicis, Kongens Moder, som omhyggelig nærede Hadet og Misundelsen mellem Rigets Høvdinger, for at kunde reise sin Throne paa deres Nakker. Krigen førtes med ►foranderlig Lykke, og Ingen af Delene kunde faae afgjørende Overmagt; men da traadte 👤Katrine atter til med sine ugudelige Rænker: en Fred blev sluttet som var gunstig for de Reformerte, og til Pant paa ubrødeligt Venskab skulde deres unge Høvding, 👤Henrik Bourbon af 📌Navarra, formæles med 👤Karls Søster.*1572. Bryllupsdagen kom, skareviis flokkede sig Hugonotternes ►Ædlinge med den ►kjække, ►graahærdede Admiral 👤Coligny i Spidsen, for i 📌Paris at holde og pryde den store Høitid: men det vidste de ikke, at 👤Katrine ved sin Datters Haand agtede at drage 👤Henrik og dem alle i Graven. Om Nattetide blev Løsenet givet til denne ►Mørkhedens Idræt, Gaderne strømmede med Blod, Husene fyldtes med Lig og Luften med Hyl; og til den ugudelige Kvindes uudslettelige Skjændsel bærer det gruelige Optrin ►Blodbryllups Navn. 👤Coligny faldt og mange Ædle med ham, 👤Henrik kjøbte feig sit Liv for sin Tro, Blodbadet efterlignedes i Rigets andre store ►Stæder, og mange 178tusinde Hugonotter toges af Dage; men der bleve dog Nok tilovers for at udgjøre en Hær, og da 👤Henrik kort efter ►undkom af sit Fængsel, vare de ved Fortvivlelsen vel hartad lige saa stærke som forhen. Imidlertid vare de udentvivl blevne saa godt som udryddede, dersom Gud ikke havde ladet uformodenlige Omstændigheder komme dem til Hjelp. Kongens Broder 👤Henrik, der med Held førte Krigen imod dem, blev kaldet til 📌Polens Trone, og da han kort efter besteg 📌Frankrigs, havde han saa mægtige Modstandere i sin yngste Broder og de mægtige Herrer af 📌Guise, som attraaede Kronen, at Fred med Hugonotterne blev ham nødvendig og deres Venskab ønskeligt. Ved Snigmord skilte han sig vel ►ved nogle af sine Fjender, men just derved voxde baade deres Tal og Had; i Forbund med Hugonotterne beleirede han sin egen Hovedstad og maatte selv ved et Snigmord gaa ud af Verden.*1582. Med ham uddøde ►det valesiske Hus, men dog havde ►den Gud, der gjør Miskundhed mod sine Fromme i tusinde Led, bevaret en frisk Green paa 👤Ludvig den Helliges Stamme, som i hele to Aarhundreder ei skulde ►aldeles visne. Denne Green var i Huset Bourbon, og dens Blomst var 👤Henrik af 📌Navarre: men Katolikerne vilde ei bøie sig under Hugonottens Septer, han maatte omsmedde det til et Sværd, Blodet flød, 👤Henrik vandt, men ynkedes over Landet. Anden Gang prøvedes hans Tro, anden Gang ►blev 179den veiet og fundet for let,► han gav den bort for 📌Frankerigs Krone, og Verden berømmer ham, som om vi behøve at synde, for at Guds Villie kan skee. Nu fik Hugonotterne Religionsfrihed og Borgerret ved Edictet til 📌Nantes, Landet blev roligt, og fik en ærefuld Fred med 📌Spaniens 👤Philip, som ogsaa paa denne Kant forgjæves havde prøvet paa at vinde timelig Magt og evig Salighed, ved at feide ►paa de Reformeerte; mange nyttige Anstalter bleve ogsaa satte i Værk, mest ved Raad og Daad af den store 👤Sully; men efter 16 Aars Regjering myrdedes 👤Henrik paa Gaden i 📌Paris.*1610. Gud havde udrustet ham med herlige Anlæg, baade i Hoved og Hjerte, men han fik Lyst til den ►nærværende Verden og i Kvindearme ►forlorede han den Kraft, som skulde opløftet ham over sig selv i ►Fristelsens Time; ►Han elskede sit Liv i denne Verden og mistede det.

✂ Medens Landene i Nord og Vest saaledes bevægedes, og tildeels gjødedes med Blod, sad 📌Italien stille, malede sine deilige Billeder, sang liflige Kvad og grublede over det Synliges Vilkaar. Denne Lod tykkes Mange værd at misunde, men Hvo der seer nærmere til, bliver vaer, at denne ►Alder for 📌Italien kun var gylden som 👤Augusts: i en ►glimrende, aandelig og legemlig Trældom laa Folket nedsunket; 📌Mailand og 📌Neapel sukkede under det spanske Jernaag, og i 📌Venedig herskede en ►udartet Adel. De navnkundige Fyrster 180af Medicis, Este og Gonzaga, i 📌Florents, 📌Ferrara og 📌Mantua, myntede Guldpengene, som de ►skiftede mellem Digtere, Kunstnere og Lærde, af de Fattiges Skjærve; Paverne søgte i Pragt at glemme deres Forlis, og ved Magt og List at sætte Reformationen Grændser. At Evangeliets Lys, der stundom ►lod sig tilsyne, ei fik noget fast Stade paa Halvøen, havde sin egenlige Grund i Italienernes Sindelag. I Aarhundredet før 👤Luther var Forstanden der udviklet nok, til at gjennemskue Kirkens Vildfarelse og Bedragerier, men de fleste Lærde vare Hedninger, der endog skammede sig ved deres christne Navne, som de ombyttede med gamle hedenske, og dreve Daarespillet saavidt, at det endog forargede Romerne, og maatte af Paverne med Magt ►forstyrres. Saadanne Folk bekymrede sig naturligviis ikke om Sandhed og Salighed, men de Stammer hvis Tunger og Stolthed de vare, gjorde det ►tilvisse i Almindelighed ligesaalidt, om de end korsede sig og dreiede Rosenkrandsen syv Gange daglig. Den platoniske Filosofi, som efter 📌Konstantinopels Fald bekæmpede den aristoteliske, var saa langt fra at begunstige Christendommen, at den ►meget mere, som al Pantheisme, gjorde Sygdommen hardtad ulægelig ved at nægte dens virkelige Nærværelse og Farlighed. Det er ►og aabenbart at ⓘ Pantheismen, Sammenblandelsen af Gud og Verden, den fremkomme eller skjule sig nu i hvad Skikkelse 181den vil, gaaer ud paa at nægte Guds Selvstændighed og Hellighed, Syndens Virkelighed og altsaa baade Samvittighedens, Lovens og Evangeliets Sandhed, stræber at ►henveire al Bekymring for Sjælens evige Skjebne, og udklækker den rasende Indbildning, at det syndige Menneske er sig selv en Gud, er midt i sin Selvraadighed Guddommens sande ►Affødning eller Spire. At nu virkelig den platoniserende ►Vidskab i hine Dage var pantheistisk og antichristelig, er jo allerede deraf aabenbart at den ikke antog sig Christendommens Sag, men den har end ydermere udtrykkelig bekjendt det igjennem sine talende Høvdinger, og navnlig igjennem den saa berømte 👤Marsilius Ficinus, der satte 👤Platos Skrifter aldeles ved ►Bibelens Side, og behandlede Christendom som en Mythe. 👤Hjeronymus Savonarola som i 📌Florents vovede at prædike Christendom for Folket, og bestreed mange Vildfarelser, skjøndt han ei holdt sig selv ubesmittet, blev baade hængt og brændt,*1498. og de som med Standhaftighed siden bekjendte Evangelium maatte enten miste Livet eller udvandre, medens Gudsfornægtere, som ►Sproggranskeren 👤Julius Cæsar Scaliger og 👤Telesius ei alene bleve ►uanfægtede, men lønnedes med Hæder og Bifald. Først ved det syttende Aarhundredes Begyndelse, indsaae Paver og Fyrster, at deres Troner maatte falde ved slig Oplysning, og nu brændte man ogsaa dem, 182der alt for høirøstet fornægtede Gud og 👤Christus. Man kan heraf slutte at Vantroens Smitte paa den Tid var blevet synlig hos Folket, og dens Herredømme er kun alt for klart. Italienerne kalde det sextende deres gode Aarhundrede, og ►glimrende er det ►til visse, som 📌Italiens Ligbegængelse maatte være. Den romerske 👤Rafael malede 👤Jesus saa glandsfuld som han i den forbigangne Andagtstid havde staaet for de Troendes Øine; den mailandske 👤Correggio ►afprægede de Bodfærdiges Anger i sin ►Magdalene og stirrede igjennem sine Mariebilleder vemodig paa Tidens Fordærvelse; ►Malerkæmpen, 👤Mikkel Angelo fra 📌Florents, malede, som hans gamle Landsmænd færdedes, og bygte, som 👤Dante havde digtet, og da denne 👤Savonarolas Ven i 📌Rom ►afskildrede Dommedagen i frygtelig Skikkelse, kan man sige, at han forgjæves malede et storstilet Bibelblad for sin ►stokblinde Landsmand, selv Pave 👤Klemens spottede med den Kardinal, der tog sig det nær, at han var afmalet mellem de Fordømte. Man troede at Poesien vilde leve op paa ny, da 👤Ariosts og 👤Tassos Harper klang, og mærkede ikke, at deres saakaldte Heltedigte vare Aandens Svanesange, hvori den kundgjorde at Kjødelighed havde givet den sin ►Helsot. Hver Stat, ja hartad hver Stad, fik sit Levnetsløb beskrevet, som man skriver Testament over de Døde, thi kun for at rose Fædrenelandet og skyde Skylden for dets 183Undergang paa udvortes Omstændigheder grebe dette Aarhundredes Historieskrivere Pennen. Den Aand som i det 14tende Aarhundrede drev 👤Johan Villani fra 📌Florents til at fremstille sit livfulde Billede af Menneskelivet, og 👤den hellige Antonius til at lede efter Forsynets Spor i Tidernes Gang, var forsvundet; kun i listig Statskunst, 📌Italiens ►Foster, saae de Historiens Aand og Folkenes Velfærd; og dette Uhyres Fortrolige, 👤Machiavel som har skrevet ►Florentses Historie, er da ogsaa den Ypperste iblandt dem. Nu vendte Sjælen sig ganske fra det Aandelige og grublede sig træt over det ►Legemlige, og det var da intet Under at den her opdagede Meget, som den hidtil havde overseet; 👤Galilæi fra 📌Florents blev Folkenes Lærer i Kundskaben om ►Legemernes Verden, (Physiken) og saavel ved lignende Kundskab, som ved Indsigt i Regning, og i det menneskelige Legems særegne Vilkaar (Medicinen) har mange Italienere, især før 1650, vundet Navnkundighed.

✂ Det andet Land hvor Reformationen kvaldes i Fødselen, eller rettere blev næsten ubekjendt var 📌Spanien, og det uagtet der i 👤Carl den Femtes Dage vare adskillige fornemme Geistlige som yndede 👤Luthers Tale, og uagtet det maatte synes underligt at beskylde Spanierne enten som Franskmænd for Letsindighed eller som Italienere for Fritænkerie og Vellyst. Her er da en af de Gaader i det nyere 📌Europas Krønike som først 184med Tiden, ved et fortroligere Bekjendskab med Menneskets og Folkenes indvortes Vilkaar, kan løses; thi at skyde Skylden paa Inqvisition og Jesuiter seer Man let er kun en Udflugt, hvormed man ►svarer i Vester naar der spørges i Øster, angiver de udvortes Midler hvormed man væbnede sig mod Indbruddet, men ingenlunde den indvortes Grund til Modstanden, til Anvendelsen og Virksomheden af hine Midler. Saameget kan man imidlertid sige, at Spaniernes Aand er ligesom fremmed for det ny 📌Europas, og underlig østerlandsk, noget vi baade mærke paa Historien, der melder om Blandingen med Phönicer, Alaner, Araber og Maurer, og see paa Folket, Hoffet, Kastevæsenet, ja Noget som man stedse har følt ved at kalde den spanske Aand grandieus eller storladen. At der er en europæisk Tilsætning, det er saa vist som at det romerske Sprog har vundet Herredømmet i det blandede Tungemaal, og ene det burde vel være nok til at bevise ►Svevers og ►Vest-Gothers europæiske Herkomst, det giver sig ►og noksom tilkjende især i den castiliske Adels Historie, men hvor svækket den europæiske Kraftstamme ►alt var i det ottende Aarhundrede, beviser Saracenernes Indtog i Landet, og var end Roden ►kraftig nok til mellem Bjergene at give et Skud, som efterhaanden overskyggede Landet og gav Kjøller til at knuse Saracenerens Throne, saa synes det ►og at have 185været den sidste Kraft der kunde yttre sig gjennemgribende og sømmelig, thi 👤Ferdinand den chatolske, under hvem Morernes Undertvingelse fuldendtes, opløste egenlig de adelige Ridder-Ordener, der ere Udtrykket for Adelstammens Liv, ved at opkaste sig til deres Stormester, og siden har Regjeringen lignet et asiatisk ►Despotiv, hvor Kriger- og Præste-Kasten delde et uindskrænket Herredømme. I 👤Ferdinands Dage var det at Cardinal 👤Ximenes gav Inqvisitionen eller Kjætter-Retten sin frygtelige spanske Skikkelse, for, som det lød, at hindre de Morer der paa Skrømt lode sig døbe, fra at beholde deres Vantroe, og straffe dem hvis ►Affald man ►mærkede. Da nu siden i Reformations-Tiden den aandelige Gjæring ogsaa i 📌Spanien begyndte at yttre sig, blev Inqvisitionen naturligviis et virksomt Redskab til at underkue den, og man er uvis om, enten i de forløbne tre Aarhundreder de fleste Tusinder, den spanske Kiætterret fældte, ere segnede paa Baalet eller i Fængslernes utilgængelige Mørke. Om en anden Ting skulde man mindre være uvis, om nemlig de fleste Offere ere faldne for aandelig eller verdslig Herskesyge; thi ►vist nok vilde Spanierne i Begyndelsen og under Reformationen i Kiætter-Retten reise et Værn mod ►Troes-Meninger, men at i de følgende Tider Kiætter-Mageriet kun var en Maske for de meest verdslige Attraaer og Lidenskaber, det er saameget vissere, som In186qvisitionen blev et blot Redskab i Jesuiternes Hænder.

✂ Dette saa bekjendte og berygtede Selskab var en Mellemting af et Munke-Samfund og en geistlig Ridder-Orden, ligesom Stifteren 👤Ignatius Loyola fra 📌Biscaia var Lidt af begge Dele; thi da et Saar gjorde ham uskikket til at fortsætte sin Ungdoms legemlige Kamp mod de Vantro, slog han sig til et Slags Munkeliv, og stiftede Jesuiterne der skulde være verdslige Munke, som de virkelig ogsaa i alle Henseender blev. Hvad Mand 👤Loyola egenlig var, er vel endnu uafgjort, dog synes det som han ikke var sig nogen Strid mod Sandheden bevidst, og at han med sin Orden ingen anden Hensigt havde, end at hverve en Krigshær til Udryddelse af Vantro og hvad han kaldte Kjætterie, men at han intet havde imod at Udryddelsen ►og saa skedte ved legemlige Vaaben, følger af sig selv, og er nok til, efter Skriften at fordømme hans ⓘ Anslag.Anslag.] GV, Anslag, A At en saadan Orden med sin hele despotiske Forfatning, som fordrede den meest ubetingede Lydighed mod Foresatte og vilde gjøre Ordenens General til dens almægtige Aand, maatte trives i 📌Spanien, kan man sagtens ►vide, og til 📌Europas Lykke har den hidindtil aldrig ret kunnet trives udenfor 📌den Pyrenæiske Halvøe, af den klare Grund, at kun en naturlig ►Aandsliighed og en stærkere Indbildningskraft end de andre europæiske Folke187færd have, var hidtil nødvendig, naar kraftige Sjæle skulde frivillig indgaae i hvad vi kalde Aands-Slaverie og ►Samvittigheds-Trældom. Først da Ordenen havde tabt sin Aand og besiæledes blot af Verdens-Klogskab, for hvilken alle Farver og Midler ere lige gode, kunde den tildeels indtage 📌Frankerig, men maatte dyrt betale Erobringen, thi der fik den sit Banesaar. Heraf sees, at er det for tidligt at ville forklare det spanske Folkeliv, gjælder det Samme om Jesuitismen, der er dets seneste Yttring, og ved at bedømme den blot efter ►Lemmernes ►Idræt i ►Vanarts-Tiden forhaster og forvilder man sig ►aabenbar. Imidlertid vil Ordenens Dom neppe vorde mildere ved et nøiere Bekjendskab, thi under sin hele Virksomhed lagde den an paa et ►Pavedom, mod hvilket det gamle romerske var kun en Skygge, paa et aandeligt Herredømme der omfattede hele Mennesket og Menneske-Slægten, den vilde ikke hindre Menneskets Udvikling men styre den til sit velbehagelige Maal, gjøre alle Tænkende til Jesuiter, og de Øvrige til blinde Redskaber, danne Mysterier i Sacrestiet der skulde ►udskinne i en beregnet ►Kirke-Tjeneste og Videnskabelighed, uden dog at aabenbare sig for Andre end de Indviede, og skal man tro Skriften, da kan der ei gives en fordømmeligere og formasteligere Hensigt; thi ►det er Urettens Hemmelighed, ei ►aabenbar at bekjæmpe Lyset►, men under Ven188skabs Maske see til at lede det gjennem Glas, som ere slebne og farvede til at fremme en falsk og blændende Belysning. ►Mærkeligt er det med Hensyn paa Natur-Philosophien at det udentvivl var i 📌Spanien de første tydske Stammer udviklede sig og fik i Jesuitismen et philosophisk System uddannet; thi hvordan det end havde sig med ►Vest-Gotherne, kom ►Sveverne saavist fra 📌Tydskland, som Romerne længe i Forveien havde fundet dem der, om de imidlertid vare oprindelig tydske er et andet Spørgsmaal der vel hænger sammen med det man maae gjøre om ►Svabernes Herkomst.

✂ At de philosophiske Tidsrum falde i Folkenes Alderdom, og at Alderdommen just ikke er Kraftens Alder, maae man vel kalde to uimodsigelige Bemærkninger, og har da 📌Spanien i de sidste Aarhundreder havt sit philosophiske Tidsrum, kan vi ikke undres stort over Folkets Kulde og derpaa følgende Dorskhed og Afmagt. Dermed passer det ►og meget godt, at 📌Spaniens ypperste Historie-Skriver, Jesuiten 👤Mariana; og sidste navnkundige Digtere: 👤Cervantes og 👤Calderoni ere fra det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede; thi det er gamle Folks Skik at fortælle flittelig deres Ungdoms-Bedrifter og Hændelser, og med deres ►Sang er det gjerne ei synderlig bevendt. Det var da ►saa ei heller med de sidste spanske Digteres, thi 👤Cervantes Mesterstykke er det pudsige Even189tyr om ►Ridderen af Mancha, og endskjøndt det nok er troligt at en ikke liden Deel af det ►Bagvendte i samme Ridders Færd afbilder Træk af den virkelige spanske Riddertid, saa er det ikke desmindre men vel desmere aabenbart, at det er først paa sine gamle Dage, man leer saa hjertelig af Ungdoms ►Daarligheder der vare indflettede i et daadfuldt Liv, og naar et Folk hvis Aand var netop Ridder-Aanden, ►beleer den, da gaaer det saa omtrent i Barndom. 👤Calderoni som gjælder, vel ei for den frugtbareste, men dog for den ypperste spanske Dramatiker, havde det paa en anden Maade, og vilde fremstille den forsvundne Riddertid i sin Glands, men skuffer ikke den berømte tydske Oversættelse, da gik det ham ►som gamle Kudske, der forlyste sig med Skraldet, nu hørde sagtens det ►og med hos gamle spanske Riddere og Skjalde, som ►Kæmpeviserne om 👤Cid kan lære, men at slaae ►Skrald, gaaer det ►og mesterlig, forslaaer dog ingenlunde til at ride enten ►Sleipner eller ►Pegasus ►vedbørlig, og at det var omtrent forbi med spanske Ryttere ►alt i de samme Dage, det lærer ikke Navnet blot, som længe har betegnet ►stædige Pæle, men hele 📌Spaniens Historie. Vel ►stod det spanske Fodfolk sig endnu i 📌Nederlandene med 👤Alba, 👤Farnese og 👤Spinola i Spidsen, men Ridder-Aanden saae man intet til, det var kun gamle Vaabendragere, som, da Ridderen var falden, gjorde Rustningen i Penge, det gav sig 190noksom tilkjende i ►Rovgjerrigheden og de idelige Oprør for Sold, men endnu klarere i Trediveaars-Krigen, i hvilken 📌Spanien lærde 📌Europa at kjende sin Afmagt, og til den vil vi nu vende os efter først at have bemærket det sidste stærke Glimt af 📌Spaniens Ridderaand i 👤Philip den Andens Halvbroder 👤Don Juan, under hvis heltemodige Anførsel den tyrkiske Flaade blev ødelagt, som efter 📌Cyperns Erobring higede efter de gamle ⓘ Saraceners Arv i 📌Europa.

✂ Hiin navnkundige Krig var ►alt længe forberedet og Jesuiterne befordrede dens Udbrud.

✂ Uagtet Freden til 📌Augsborg, vedblev dog det Uvenskab mellem Partierne, som ei kunde ophøre, førend de bleve enige enten i Tro eller Vantro, og Anledning til Strid kunde da allermindst fattes 📌Tydskland, ►der vel vilde være eet Legeme, men hvis Lemmer dog vilde ►raade sig selv ►. Imidlertid kom Krigens Forvarsel fra samme Land som Reformationens. I 👤Husses Fædreneland havde 👤Luthers Lærdom, som venteligt var, fundet stor ►Indgang og de Første af 👤Ferdinands ►Ætmænd tilstode dens Bekjendere store Friheder, men siden bleve disse krænkede, og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede stode de ►Fare for aldeles at ophæves. Hertug 👤Ferdinand af 📌Steiermark skulde nu tilligemed Keiserværdigheden have 📌Ungerns og 📌Bøhmens Krone, og han var ►optugtet af Jesuiter i 📌Spanien; deres Mening var vel at opdrage ham til 191en vældig ►Kæmpe for den katolske Tro; hans egen, at blive ligesaa enevældig i 📌Tydskland og ►Arvelandene, som hans Frænde var det i 📌Spanien: og Forsynet lod de to Hensigter mødes, for at de skulde ►sammenvirke til fælles Skibbrud. I 📌Steiermark havde han undertrykt Reformationen og Stændernes Frihed, det samme maatte være hans Agt i 📌Bøhmen, og dette Riges Stænder valgte derfor det protestantiske Forbunds Høvedsmand i 📌Tydskland, Kurfyrst 👤Frederik af 📌Phalts til deres Konge. Hadet imellem Lutheraner og Kalvinister bidrog til at 👤Frederik ingen ►Understøttelse fandt i 📌Tydskland, og han var ingen Krigsmand; det var derimod hans Frænde, det katolske Forbunds Hoved, Hertug 👤Maximilian af 📌Baiern, og paa 📌det hvide Bjerg ved 📌Prag tabde 👤Frederik baade Hoved og Krone. Nu saae man, at Bøhmerne havde for 100 Aar siden spillet deres Rolle, og at denne Opstand kun var et Krampetræk i Dødstimen: Alt underkastede sig, 👤Ferdinand blev enevældig, mange Tusinde henrettedes, 30,000 Familier fordreves. Nu vendte 👤Ferdinand sine seierrige Vaaben mod de mindre protestantiske ►Samfund, for ved deres Fald at forberede de Størres Undergang. Disse, saasom 📌Saxen og 📌Brandenborg, vare blinde og rædde nok til at sidde stille, og 📌den nedersaxiske Kreds vidste ingen Anden at ►søge paa Haand end 📌Dannemarks 👤Christian den Fjerde.

✂ 192Ved Reformationen var 📌Dannemark ►øiensynlig ogsaa som Stat blevet oplivet, en naturlig Følge af, at Adelen som var Sjælen i ►Stats-Legemet for en stor Deel ganske alvorlig fornyede sig i Christendommens Aand og vandt derved baade Lyst og Kraft til at understøtte og styre Fædrenelandet. Saaledes ►udgav Adelen under 👤Christian den Tredie frivillig Femtende-Delen af sin Formue til Stats-Gjeldens Afbetaling, og under 👤Frederik den Anden da Landet hjemsøgdes med Krig, savnedes hverken i ►Mark eller ►Kamre Adelsmænd, der vare voxne op villige til Kongens Tjeneste og Rigens Bestilling. ►Rentekamret, som ►Financeriet dengang kaldtes, stod næsten altid i 📌Dannemark paa svage Fødder, tildeels for den runde Haands Skyld der for det meste var arvelig hos de Oldenborgske ►Gævinger som hos deres ►Mødrenefolk, de gamle ►Skjoldunger, og tit ►mislønnedes i de nyere Tider, da den gavmilde ►Renteregning ei heller saa godt kan holde Stik som i hine, da Rettens Pleie kun kostede Kongen lidt Hovedbrud og Folket den Umage at vælte de Stene til Things, der vel vare store, men dog ei nær saa svare at løfte, som de der siden fandtes paa Rettens Vei, ►da al Kongens Indtægt var reen Indkomst, og Krigen betalt med Ringene, ►Guldets Hader uddeelde til ►Kæmper paa Bænk. Imidlertid traf det sig saa vel at under den svenske Krig fik ►Rentekamret sin gode ►Regnemester 👤Peer Oxe igjen, da havde Hæren i 193📌Sverrig ei længere Mangel paa Bøsser, paa Sold eller Brød, en Høvedsmand havde den i 👤Daniel Rantzau som feilede hverken for Vid, for Mod eller Manddom, og at der var mangen baade Ridder og Svend som frygtede Gud og spottede Døden, det blev fornemmelig aabenbart paa den store Dag ved 📌Svarteraa, hvor 📌Dannemarks Adel vel udgjød sit Hjerteblod for Konge og Fædreneland, men ei skulde Svensken sige at han nedtraadte dens Liig, thi blev der ►end flere tilovers af hans fem og tyve Tusinder end af 📌Dannemarks fire, saa blev dog kuns derved fleer til at flye og Færre til at forfølge den herlige Seier, som har i Krøniken præntet med Adelsblod den uudslettelige Sandhed, at ►Kronerne ikke men Hjerterne er hvad den maatte vinde som skulde kunne prale med 📌Dannemarks ►Vaaben.

✂ At ogsaa boglig Kunst i de samme Dage holdtes i Ære og dreves med Iver og Held, det kan man vel vide, og det lader sig slet ikke nægte, thi ►Frugterne vidne om Træets Grøde. Fiorten Aar efter ►hin store Rigsdag udkom den hele ►Bibel paa Dansk og dermed kan man sige at 👤Christian og de danske Evangelister herlig kronede deres Værk og sluttede omtrent deres Bane; i de følgende ti Aar hensov de Fleste med Kongen, og en anden Slægt kom til at raade saavel i Aanden som paa Tronen. Det var Børnene af Ordets ►Kæmper, det seer man paa 👤Tyge Brade 194og paa 👤Anders Vedel, saavel som paa Heltene ved 📌Svarteraa, Kraft var deres Arv, ►Kæmpe-Bedrift deres Hjertens Attraae.

✂ Det var 1573 at den nye Stierne lod sig ►tilsyne over 📌Dannemark der ei var mindre ►mærkelig end den der Aaret forud havde viist sig, og givet Anledning til 👤Tyge Brades første Bog, og tre Aar efter, da han havde i Sinde at forlade sit Fædreneland, holdt Kongen ham tilbage med Øen 📌Hveen, og stræbde siden saaledes at fængsle ham i 📌Sundet med Gunst og Gave, at aldrig er vel nogen Videnskabs-Mand blevet saa kongelig understøttet og opmuntret. Nu reiste sig 📌Uraniborg og 📌Stjerneborg over Bølgerne, og det danske Vidunders Priis udspredte sig vidt over Landene, ei blot ved Bøger og Breve, men ved kongelige og fyrstelige Personer, som havde været hans Gjæster og hans Storheds Øienvidner. Imidlertid døde 👤Frederik den Anden, men det synes i alle Maader som 👤Anders Vedel havde Ret i hvad han i sin Liigtale sagde, at Omstændigheder forkortede hans Dage; thi under Sønnens Mindre-Aarighed blev hans Aand ved at herske i Cantsleren 👤Niels Kaas, og 👤Brade fik Alt hvad han pegede paa; først med den mandvoxne 👤Christian kom en anden Aand paa Thronen 1598, med lavere Flugt men vissere Syn, en kongelig Aand, som ei kunde lide, at en Undersaat, fordi han var klog paa Himmelens Løb, vilde ligesom dele 📌Dannemarks 195Høisæde med ham, kostede Landet hvad han vilde bruge til Borge og Snekker, udsugede Kronens Bønder, lod sin Kirke forfalde og sin Præst sanke Smuler ved Tjenestefolkenes Bord. Da nu Kongen opsagde 👤Brade hans norske Lehn og stævnede ham i Rette at svare for 📌Hveen, da ►uddrog han fortrydelig af Landet, sendte Kongen et Afskeedsbrev med knubbede Ord ►som fandt Svar i Skoven, og tog saa Tjeneste hos Kong 👤Rudolf i 📌Prag hvor han døde omtrent med det sextende Aarhundrede.*1601. Hvor stor hans Forstand var paa Himmelens Løb maae vel Fremtiden vise, thi endnu er hans ►Mester ikke opstanden, og at hans Lærlinger har befalet Solen at staae og Jorden at løbe baade i Øster og Vester efter deres Hoved, viser vel hvor de have deres, men ingenlunde hvor han havde sin Forstand. Det viiste han derimod selv ved den ►Kugle han saa ►kunstig indrettede, at den i sin Dreining afbildede Himmelens Løb som det stod ham for Øie, og var den ikke brændt 1728, vilde det udentvivl have kostet det attende Aarhundredes Astronomer lidt Hovedbrud ikke allene at forstaae men at standse den, og frembringe et Modstykke der kunde efterligne Jordens Løb i deres Hjerne; nemmere maatte det vist være for en stjernekyndig Mand, af 👤Tyges Bøger at gjenføde dens Billede, og lade det udføre af vore Dages behændige Kunstnere, og det var kanskee en ►Idræt, der vilde fremme Videnskaben meer end 196alle Iagttagelser og Beregninger der foretages med den Fordom, at den ►copernicanske Gjætning, som 👤Brade kjendte og ►forskjød, sikkert ikke af religiøs Betænkelighed, nødvendig maae være ufeilbar, fordi den modsiger ►Bibelens Ord, sund Sands og hver Mands Øie, som om man virkelig kunde takke sin Forstand for hvad man med blind ►Kulsviertroe antager, ei engang paa de største eller de fleste, men paa de sidste ►Stjerne-Kigeres blotte Forsikkring.

✂ At 👤Brade forlod 📌Danmark gjorde vel ingen synderlig Forskjel, og i al Fald var der vel Intet tabt ved at Taarnet som stak i Skye baade legemlig og aandelig nedsank, thi det er ikke der 📌Dannemark skal søge sin Odel, eller i Stjernerne det skal lære sine Vilkaar og Viisdom, thi det er i Historien, men ved at betragte dens Skjebne see vi klart at den nye Aand vilde ei alene holde sig ved Jorden, men ved Øieblikket. 👤Anders Vedel er, som sagt, den Fuldmægtig Historien havde i 👤Frederik den Andens Dage, og en bedre havde den ingensteds paa den Tid, med ægte ►Haandskrift beviiste han sin Fuldmagt, med Varme, Kraft og Forstand talde han hendes Sag, og fandt aabne Øren enstund hos Konge ⓘ ogog] GV, dg A Adel, men da han paa kostelig Dansk havde udlagt 👤Saxos den latinske Sprogmesters ►Krønike om Fædrenelandet, tog han Afskeed fra Hove, hvor han havde været Præst, og det staaer nu for os som et Tegn paa at derved var nu saagodt som Intet 197videre at gjøre. Vel blev ham forundt et ►Kanikdom i 📌Ribe og Historiographs Bestilling, men Alt hvad han fik udgivet var ►Kæmpeviserne og ►Fortalen til Dannemarks Krønike, som vel tillige er det passeligste Navn paa alt hans historiske Arbeide; da 👤Niels Kaas, den herlige, Gud og Bogen med Liv og Sjæl hengivne ►Dannemand, var død, blev baade ►Kannikdom, Bestilling og Haandskrifter 👤Vedel fratagne for at overantvordes til en ►Politicus: 👤Niels Krag, hvis historiske Mesterstykke er den latinske tørre, langtrukne ►Aarbog over 👤Christian den Tredies Regjering, som 👤Stephanius siden fortsatte og 👤Gram udgav. Sine Indkomster fik 👤Vedel igjen, men ei sin Bestilling, og det vilde ei heller hjulpet, thi man seer godt at han ingen Historie kunde skrive, fordi han vilde fælde en Skilsmissedom mellem Fabel og reen Historie, som hverken han eller Tidsalderen formaaede, han vilde ikke nøies med hvad han kunde gjort, lade 👤Saxos ►Krønike ►staae ved sit Værd, og fortsætte den i al Ærlighed og ►Eenfoldighed, men nænde dog ikke heller at bortkaste Alt hvad han ikke begreb. Stod nu selv hans Forstand stille i Historien, da var det intet Under, at det gik Læserne ►end værre end Forfatteren, og de lagde snart Bogen paa Hylden. Kun eengang, medens han endnu levede,*1610. blev hans fordanskede ►Saxo atter oplagt, og tre Aar før hans Død*døde 1616. udkom den sidste af de 6 om ikke 10 Udgaver, 198►Riimkrøniken i lidt over et Aarhundrede havde oplevet. Imidlertid havde Historieskrivningen efter 👤Krags Død været i de to allerforskjelligste Mænds Hænder: i 👤Jens Hveenboes (👤Venusins) som Intet troede og Intet gjorde, og efter nogle Aars Raadvildhed, i Skaaningen 👤Klaus Lyschanders, der ikke kunde finde saa mange Fabler at han ►jo længdes efter flere, og brugde saa lang Tid til at udspile de danske Kongers ►Slægt-Register mod alle Verdens Hjørner, at han ikke heller fik meer end Fortalen færdig til deres Historie, hvilken han ellers nok havde været Mand for at beskrive smukt, thi han havde en livlig Indbildningskraft og Sproget til Tjeneste, som man især kan see af hans ►Riim, blandt hvilke det om 📌Grønland er ypperligt. Efter 👤Lyschanders Død*1623. opgav man reent Tanken om en dansk Historie, som da ►alt forud var gjort til Bisag, da man udnævnede Hollænderen 👤Pontanus, født i Helsingøer, til Rigets latinske Historiograph, til hvilket Navn han paa en nem Maade svarede, ved at oversætte en dansk Bog paa Latin. Denne Bog var 👤Arild Hvitfelds ►Krønike, som viser hvad det var den danske Adel i Slutningen af det sextende Aarhundrede forstod ved en ►Rigskrønike, nemlig en Fortegnelse over de gamle Konger med en udførlig Udskrift af ⓘ RigetsRigets] GV, Rigers A ►Brevskaber, og Antegnelser i Bredden om hvad andet ►Mærkværdigt der havde tildraget sig paa Himmelen og paa Jorden. 199Siden blev en indfødt Hollænder, den velbelæste 👤Meursius, indkaldt til Krønikens Bedste, og sammenskrev, som til 👤Grams Anmærkninger, nok en latinsk Historie. Bedre Gavn gjorde 👤Stephanius den Yngre som var Historiograph da 👤Fjerde Christian døde, thi han foranstaltede den første og sidste i 📌Dannemark trykde Udgave af ►Saxos Bog, men det ene med det andet viiste, at de danske Adelsmænd og Lærde havde mistet deres historiske Aand, ja det viser intet tydeligere end 👤Stephanii vidtløftige ►Anmærkninger til 👤Saxo, som for det meste er Ordkløverie og ►Ordkram, hvor man endog forgjæves søger Meningen af mørke Ord og Vendinger oplyst.

✂ Saaledes see vi, at det er kun i den første Menneske-Alder af 👤Christian den Fjerdes Regjering, og som altsaa omtrent endes med 1625 eller den tydske Krigs Begyndelse, at der endnu, skjøndt i stærk Aftagende, spores nogen Varme for dansk Sprog og Historie i Forening, og at denne Varme baade i det Hele er 📌Dannemarks Livsaande, og ►øiensynlig var det eneste aandelige Baand der sammenknyttede Adels-Slægterne med hinanden, med Konge og Fædreneland, kan ikke vel nægtes. At nu Følgen af denne Kulde og Brøst maatte være Uenighed og Afmagt, er ligesaavist, som at derved rimeligviis Landets Sønderrivelse og Trældom beredtes.

✂ Selv var 👤Christian en Kongeaand med et lyst Hoved og et ►Kæmpe-Hjerte, som ►vilde raade 200sig selv► i alle verdslige Ting, og holdt det for sin høieste Ære med utrættelig Flid og klog Standhaftighed at besørge Alt hvad der ►syndes ham tjenligt til Rigets Bedste, for Kronens Værdighed og til Befordring af god Orden og Skik i alle Dele. Da nu imidlertid ►Skinnet saa ofte bedrager, og da det er med Øieblikket, som med Alt hvad der sees enkelt, at det maae bedrage Enhver, der vil gribe det uden at begribe det i sin Forbindelse, er det slet ikke forunderligt, at 👤Christian med sine store Evner, sin utrættelige Virksomhed, og sit klare Øie for det Enkelte, dog i det Hele intet Stort udrettede, undtagen i store, afgjørende Øieblikke, der fordre udeelt Opmærksomhed og Anstrængelse for at benyttes; snarere maatte man undre sig over, at han ikke netop ved sin omfattende Virksomhed forvirrede Alt, Noget der let kan skee, naar et lyst Hoved stoler paa sin Skarpsindighed og styres dog af et Hjerte der let følger Øieblikkets Indtryk, ei heller pleier Hjulene i noget Drivværk at ►baade ved en ►Kæmpehaand der vil rette hvert efter sit Hoved, og endelig pleier den adspredte Smaasyslen at udtømme Kraften og hindre Fatningen i afgjørende Øieblikke. At dette imidlertid ikke skedte, kom deraf, at 👤Christian virkelig var et opvakt Hoved, der kunde befatte sig med Smaating uden at glemme de Større, og fordi han i sin Christendom havde en Raadgiver, han vel ikke stedse fulgte, men dog holdt i Ære, og en 201Støtte hvortil han i alle afgjørende Øieblikke trøstig kunde hælde sig. Det er da intet Under at han forstod ►vel at anføre en Hær, men kun maadelig at føre Krig, hvor det gjaldt om udregnede, sammenhængende Planer, og at man ikke veed om man skal studse meest over den Uforsigtighed, hvormed han satte Liv og Land paa Spil, eller den Fatning hvormed han bar uventede Vanheld.

✂ Denne Konge var det, som under saadanne Omstændigheder udvalgdes til Høvedsmand af 📌den Nedersachsiske Kreds, og efter et ⓘ MellemrumMellemrum] GV, Mellmrum A af 400 Aar skulde da nu atter en dansk Konge ►drages om Reeb og Roes med den Romerske Keiser. Udsigterne vare ikke de bedste, thi Catholikernes Høvdinger, den baierske 👤Tilly og den bøhmiske 👤Vallenstein vare haarde Halse for hvis Haand og Hevn Folk og Fyrster bævede og saavel i Snedighed som Krigserfaring vare de 👤Christian vidt overlegne, hans Regjerings første Menneskealder var omme, og en ny begyndte i hvilken afmægtig Trods og lav Egennytte bemestrede sig 📌Dannemarks Adel, saa fra den ingen kraftig Bistand var at vente, og Kongen skulde da føre Krigen blot som Hertug af 📌Holsteen, meest med fremmede Tropper og fremmede Penge. Vel stolede han paa Sagens ⓘ Retfærdighed og den Almægtiges Bistand, men uden synderlig Føie, thi, alt Andet fraregnet, maa det synes, at han greb til Vaaben knap saameget af 202Kjærlighed til sine fortrykte evangeliske Brødre, som af Lyst til i 📌Tydskland at vinde Ære og Indflydelse, og af Frygt for at disse Ting ellers vilde tilfalde den ►kjække, svenske Nabokonge. Nær havde Døden gjort Ende paa hans Feldttog før det vel var begyndt, da han efter et Fald fra 📌ⓘ HamelnsHamelns] GV, Hamelus A Volde blev ►optaget som livløs, men hans Bane var endnu ikke endt, ►afdandset havde han paa Roser, men Tornene vare tilbage, og til at vandre paa dem opvaagnede han atter. Istedenfor, efter den krigskloge 👤Gustav Adolphs Raad, at stile efter et ►vist Maal i Fjendens Land, og stræbe dertil med alle sine Strids-Kræfter i Samling, fæstede han Øie paa enkelte vigtige Pladser, deelde sin Hær, gav Fjenden Tid til at forstærke sig og Vennerne til at ►forsage, tilsidesatte endelig Klogskabs Raad for Ridder-Ære, og vovede ubetimelig det bekjendte Slag med 👤Tilly ved 📌Lutter i 📌Brunsvig. Det var den syttende August ►efter gammel Stiil 1626 at dette Slag stod, der ei alene er ►mærkværdigt i 📌Tydsklands men endnu mere i 📌Dannemarks Historie, thi paa denne Dag skreves med Helteblod Skilsmisse-Brevet mellem to lange og vigtige Tidsrum, Skilsmisse-Brevet mellem 📌Dannemark og dets hardtad hundredaarige Lykke, der nu vendte sig, og lod Riget synke Trin for Trin fra en ærefuld Høide til en Ubetydelighed i Verdens Øine. Det var som om 👤Christian følde at paa denne Dag kastedes 203Terningen mellem Rosenkrands og Tornekrone for 📌Dannemarks Hoved, thi han fordobblede sit Løvemod og stod selv for 👤Tillys Øine som en af de Halvguder Oldtidens Skjalde besynge, nær havde han tilvristet sig Seieren, men Lodden var kastet, hardtad ene tilsidst paa den liigbedækkede Valplads maatte han vige, sige sin Lykke og Vælde det tunge Farvel. Størst er en Christen altid i Modgang, og det var 👤Christian ogsaa, hans Mod var urokket og hans Haab usvækket, men skammelig svigtede hans tydske ►Bundsforvandte, den engelske Pengehjelp udeblev, 👤Tilly og 👤Vallenstein forenede sig, der blev i 📌Holsteen ikke Tid til at følge den ►graahærdede 👤Geert Rantzaus heltemodige Opraab der lød som en Stemme fra de ►Fædres Grave i hvilke han saagodtsom med Ordet paa Læberne sank, i 📌Holsteens Hertug havde Kongen og 📌Dannemark som sædvanlig en hemmelig Fjende, og 👤Christian saae eller troede sig nødsaget til at flygte til 📌Øerne. De Keiserlige oversvømmede nu 📌Hertugdømmene og 📌Nørre-Jylland, kun 📌Glückstad trodsede dem paa 📌Elvens Bred og 👤Christian paa sine Snekker. Det kom da til Freds-Forhandling i 📌Lybek, meest fordi 📌Dannemarks Adel vilde ►Intet vide af deres Konges Krig at sige, de Keiserlige Sendebud studsede ved at høre et Sprog af 📌Dannemarks Konge, som om Seieren var endnu aldeles uafgjort, de saae ham, som ingen Vaaben-Stilstand ►kjendte uden Fred, at 204stille sig modig mellem de jydske ►Besætninger og Hærene bag 📌Elben, og de gav Slip paa alle Erobringer, men love maatte han ei meer med væbnet Haand at blande sig i 📌Tydsklands Anliggender.*1629.

✂ Nu ►syndes det ►forvist som om baade Jesuiterne og 👤Ferdinand skulde naae deres Maal, men de naaede kun deres ►Skranke. Overmodig ►udskiftede 👤Ferdinand Rigslande som sit Arvegods, Catholikerne jublede over hvad de kaldte Kiætteriets Undergang; 👤Wallenstein, ophøiet til Hertug af 📌Friedland og ►forlehnet med 📌Meklenborg, trodsede Alt, og ►syndes uovervindelig, dyrt maatte feige og falske Fyrster betale Keiserens Venskab, Kirke og Rige sukkede afmægtig i Lænker, ⓘ ogog] GV, øg A ►Retten syndes at være indsveiset i Spydstagens Od, men ►Herren regjerer, Stormvinde og brusende Bølger udrette Hans Bud, tugte og prøve Hans Børn, men lægge sig, naar Han vinker, ►Jordens Tyranner er hans Vredes Riis og blomstre i de Retfærdiges Blod, men ⓘ brydesbrydes] GV, hrydes A ved Hans Miskundheds Aande;► naar Han opstaaer, ►maae Hans Fjender adspredes som Avner for Vinden, ►de smelte som Vox for Ild, for den ganske Jords Herres Ansigt. Det fik man at see, ►der Han uddrog sit Sværd af Balgen, og kaldte ad Kongen i det høie 📌Norden, udsendte sine Hære med 👤Gustav Adolph den store, den ædle, den kloge, den kraftfulde 📌Sverriges Drot.

✂ 205Et tykt, og som det maa synes uigjennemtrængeligt, Mørke ruger over 📌Sverrigs Oldtid, thi hverken i Sagn eller Sang har den reist sig en mælende Bautasteen, men saa vidunderlig er Alt beskikket, at Mørket maae for Sandheds Øie ligesom kaste Lys paa sig selv, thi Savnet af aandelige Mindes-Mærker er et høirøstet Vidnesbyrd om en aandelig umælende Tid, om et sandseligt Folk der søgde deres Arv og Deel i Verden og det nærværende Øieblik, ubekymrede om ►Fædrene og ligegyldige for Efterslægten. Imidlertid vise de Lysglimt som fra 📌Dannemarks og 📌Norges Krønike ligesom indlyne i det svenske Mørke, at vi vel maae gjøre Forskjel paa de egenlig Svenske (►Up-Svier) og ►Gotherne, om vi end ikke formaae at drage nogen skarp Grændselinie mellem deres forrige Bopæle og ►Idrætter. Kaste vi saaledes Øiet paa hvad der endnu kaldes de svenske ►Gothlande da synes saavel Navne som Beliggenhed at hentyde paa en Indvandring fra Østen og Nordost, hvorved ►Gotherne ere deels sprængte til Siderne, deels ►nedtrykte mod Syden, og vi finde i de Norske Sagn om ►Odin og ►Yngve-Slægten ikke utydelige Spor af en saadan, thi de begynde med at tale om Asamanden ►Odin og hans ►Nedsættelse i 📌Upland, med Tilladelse af en Kong ►Gylfe, der beundrede hans Klogskab, men synes med samt sin Æt at have maattet undgjælde sin ►Daarlighed. Vel lade de Norske Sagn ►Odin komme fra 📌Fyen, (►Fion) 206men Navnenes Lighed og Sagnet om en ►Odin i 📌Fyen, som vi kiende fra 👤Saxo, turde vel her have forvildet Skjalden, saa hans ►Fion er 📌Finland, thi derpaa hentyder Alt, saavel ►Odins Hjem, som ►Gylfes Reise, 📌Birkas og 📌Upsals Beliggenhed og de ►følgende ►Ynglingers Færd for at finde ►Asgaard. At der fra Arilds Tid har været Uvenskab og ►Tvedragt mellem Svenske og ►Gother er ►aabenbart, og bekræftes ►mærkelig ved det Angelsachsiske Heltedigt om ►Gothen ►Bjovulf, hvis ►Vilfinger (de norske Sagns ►Ylfinger) ►vel turde være ►Gylfinger, men om denne Tvekamp har, som rimeligt kunde være, foraarsaget en ►Gothisk Udvandring, og hvorvidt de ►gothiske Sagn hos 👤Jornandes, og endeel af vore Kæmpeviser, især de om ►Birtingsborg og 👤Didrik af Bern, have hjemme i 📌Sverrigs ►Gothlande, maae vi vel endnu lade ►staae ved sit Værd. At ►Gotherne under Kampen med de Svenske, og ventelig fra ►Arelds Tid, have sluttet sig til 📌Dannemark, derom vidner mangt et Sagn hos 👤Saxo, og den unægtelige Omstændighed at 📌Syd-Gothland er fra umindelige Tider regnet til 📌Dannemarks Rige. Af 👤Snorro lære vi at ►Ynglinge-Rækken paa 📌Upsals Throne sluttedes med en ►Ingild Ildraade, som ►stjal Livet af syv Under-Konger og deriblandt ►Vestgothernes Konge, men ►Østgothernes kunde han hverken tvinge eller besnære, og den Skaanske Throne maatte han søge at undergrave ved sin Datters ►Aase Ildraades 207Haand, som han rakde ►Skjoldungen Kong ►Gudrod, og som virkelig vendte tilbage besudlet med ►Gudrods og hans Broder ►Haldans Blod, men ►Haldans Søn, ►Ivar, fordrede Hevn, ►Ingild og ►Aase indebrændte sig selv, og en ►Skjoldung arvede ei blot 📌Upsals Herlighed men ►og sin ►Formands ugudelige Trædskhed. Halv med den og halv med Vaaben skal han have omspændt baade 📌Sverrig og 📌Dannemark, og Tilnavnet ►Vidfadme betegner det Vide saavel i hans Samvittighed som i hans Herredømme, men endnu mere fyndig udtrykkes dette ved Benævnelsen ►Midgards-Orm, som i et Oldsagn gives ham. Ved denne Leilighed er vel 📌Østgothland først blevet forenet med 📌Sverrig, men har dog siden endnu engang havt særskilte Konger. ►Ivar døde sønneløs, og siden skiftedes 📌Sverrig og 📌Dannemark under ►Harald Hyldetand, ►Sigurd Ring og ►Regner ⓘ ►LodbrogLodbrog] GV, Lodbrvg A, til at regjere hinanden, men her slukkes de gamle Lysglimt i Krøniken som i Folkene, thi den forvirrede Tid i det niende og endeel af det tiende Aarhundrede har i 📌Dannemarks Krønike kun efterladt sig svage og tvetydige Spor, der ei engang afbilde 📌Dannemarks end sige Naborigets Færd og Hændelser, og de Norske Sagn om dette Tidsrum ere ligesom fængslede af de Indenrigs-Omvæltninger, saa de endnu sparsommere oplyse 📌Sverrigs end 📌Dannemarks Historie. Vel have vi i ►Ansgars Levnet et kosteligt Brudstykke, men det er endnu 208ikke lykkedes at forene det enten med danske eller norske Sagn, og dets Brugbarhed i denne Henseende indskrænker sig da endnu til en sandfærdig Beretning om Christendommens tidlige Forkyndelse blandt ►Østgotherne, og Træk af svenske Sæder og svensk Tænkemaade, der fuldelig passe i det Skygge-Billede saavel Oldtids Sagn, som senere Beretninger udkaste. 👤Oluf Skød-Konning der regjerede ved det ellevte Aarhundredes Begyndelse kaldes den første christne Konge, men neppe kan han have været den første døbte, ei heller kan man fra hans Dage ansee 📌Sverrig for christnet, thi ikke alene lærer 👤Snorro os hvor mægtig og ►høirøstet selv ved Hoffet Hedenskabet var i hans Dage, men vi veed at først efter at hans Mandslinie var uddød, blev under ►Gothen 👤Steenkils Søn 👤Inge, i Slutningen af Aarhundredet, 📌Upsals Afgudshuus ►forstyrret, og det ei uden stor Modstand af ►Up-Svenskerne, som fordreve 👤Inge og satte den afgudiske 👤Blot-Svend paa Thronen, ja selv efter hans Fald og efter et 30aarigt Mellemrum stræbde hans Søn: ►Erik Aarsal paa Ny at opfriske Afguds-Dyrkelsen. Vel strandede hans Anslag paa ►Vestgothernes Modstand, men dog er det først fra 👤Hellig Eriks Tid, som døde 1160 at man kan regne den chatolske Gudstjenestes Seier i Landet. Hiin 📌Sverrigs ældste Helgen, 👤Erik Jedvarsen, af ubekjendt, og som det synes ringe Herkomst havde til Medbeiler 👤Sverke, der 209skal have været ►Erik Arsals Søn, og 👤Sverkers Søn 👤Karl, som efter 👤Eriks Mord blev Konge, og nu skiftedes næsten i hundrede Aar 👤Hellig Eriks og 👤Sverkers Afkom til at bestige Thronen paa hinandens Liig. Efterat have ladt og udøst Strømme af Blod uddøde Helgen-Slægtens Mandslinie med 👤Erik den Lamme og Læspende,*1250. men skjøndt 👤Blot-Svends ►Stamme ►alt før havde blødt sig ihjel, havde 👤Erik dog ►alt ►for sin Død et par Gange maattet rømme Thronen, da en ny Slægt, de mægtige ►Folkunger, paa Mødrene-Side den danske Kong 👤Knud den Helliges Afkom, efter gammel Skik med Sværdet, beilede til Kronen, og kjøbde et Øiebliks Høisæde med Meeneed og Liv. Efter 👤Eriks Død satte ►Kæmpen 👤Iver Blaa et Barn paa Thronen, nemlig 👤Valdemar en Søn af 👤Eriks Datter og ►Østgothen 👤Børge Jarl af 📌Bjelbo, hvem de Nyere, skjøndt uden Medhold af de ældre Krøniker, ogsaa kalde en ►Folkung. Vist er det i al Fald at 👤Børge ved troløst Forræderie ryddede de navnkundigste ►Folkunger af Veien, men rigtig nok ►afbeviser det ikke ►Frændskabet, thi faa Slægter have saaledes raset mod sig selv som 👤Børges. Kun ved at støde sin Broder fra Thronen besteeg hans yngre Søn, den uforskyldt berømte 👤Magnus Ladelaas, samme, og holdt sig kun i Sædet ved Hjelp af danske Krigsfolk og ved sin svigefulde Behændighed i at aarelade de endnu mægtige og opsætsige ►Folkunger. Hans Søn 👤Børge var det som kap210pedes i Forræderie med sine Brødre 👤Erik og 👤Valdemar, og blev tilsidst deres ►Mester, da han greb dem som sine Gjæster, og lod dem døe af Sult i 📌Nykøpings Fange-Taarn.*1317. For denne Ugjerning maatte hans Søn bøde med Livet, da han, mod Tro og Love halshuggedes i det Barns Navn der nu sad paa Thronen. Barnet var en Søn af Hertug 👤Erik, og den norske Kong 👤Hagens Datter, og blev siden noksom bekjendt under Navnet 👤Magnus Smek. Med ham uddøde 👤Børgis mandlige Afkom i 📌Sverrig, thi Sønnen 👤Erik blev i Forveien forgivet af sin egen Moder, men for Regjeringens Byrde havde Svenskerne med ►Drosten 👤Bo Jonson i Spidsen i Tide lettet 👤Magnus, og paataget sig den selv, medens de kaldte hans Systersøn 👤Albrekt af Meklenborg deres Konge.*1386. Efter 👤Bo Jonsons Død vilde Tydskerne raade, og det baade uden Kraft og Forstand, men de svenske Herrer vilde ►raade sig selv og gjorde Opstand. Det ►syndes imidlertid som Ingen af dem havde Lyst til at ►gribe sig til Blods efter Skyggen som man kaldte 📌Sverrigs Krone; thi de enedes om at tilbyde 📌Dannemarks Kongedatter 👤Margrethe, Enken efter den svenske 👤Hagen Magnussen, det farlige Smykke. Enten hun nu virkelig ►tog det uægte Glimmer for Guld, eller 👤Albrekt selv nødte hende til at drage Sværd, saa drog hun det, fangede 👤Albrekt, tog imod Kronen, og lod omsonst alle tre nordiske Rigers Raad 1397 besværge en evig Forening, der var 211saa rimelig, som en Forening mellem Ild og Vand. Den i 📌Dannemark og 📌Norge saa elskede Dronnings Eftermæle lyder i 📌Sverrig omtrent som hendes ►Eftermands 👤Erik Pommers og paa saare faa nær, alle svenske Kongers; thi intet Folk har saaledes i en Række af Aarhundreder, udmærket sig ved Lovtaler over deres ►nærværende, og Hudflettelse af deres ►fremfarne Konger og Forfatninger som det svenske. Det lønner da ingenlunde Umagen at undersøge de høirøstede Klager over ►Fælles-Kongerne, og det saameget mindre, som de tilhørde en ynkelig Tid, i hvilken Aand var sielden og Gudsfrygt et hardtad utroligt Særsyn, da ►Pomerinkens Usselhed og 👤Christian den Andens troløse Grumhed ei kan forbause, og maa ligelidt undskyldes af sandhedskjærlige Mænd, hvad Folkefærd de saa end høre til. Naar Svenskerne derimod skjælde alle ►Fælles-Kongerne ud for Uhyrer i deres Tid, og kalde Fælledsskabet 📌Sverrigs Ulykke, da lyve de mod Historien som vidner at paa een nær vare alle hine ►slidsindede og ret godmodige Gemytter, ja viser unægtelig i alle de Mellemrum, da 📌Sverrig skildte sig fra ►Samfundet, hvor Ulykken havde sin Rod, i det Sindelag nemlig der herskede, i den blodige Oprørs og ►Tvedragts Aand af hvilken Bonder og Oxenstjerner, Pukker og Sturer, og hvo kan tælle de Slægter, vare besatte, og naar 📌Sverrigs egen Krønike melder, at da Landets 212vældige Befrier, en af de meest uegennyttige svenske Helte, ►Dalekarlen 👤Engelbret paa den skammeligste Maade var dræbt, udgik der Brev og Bud over det ganske Rige,*1436. at Ingen maatte ►fortale end sige skade hans lumske, nederdrægtige Morder, 👤Morten Bentson, og naar den viser at Folket, ellers let nok til at fare i Harnisk, lod Heltens Død uhevnet, da har den høitidelig fritaget ►Fælles-Kongerne fra alt Ansvar for sin Domstol.

✂ Under ►Dal-Høvdingen 👤Gustav Vasa blev som sagt, 📌Sverrig atter hvad man kalder et selvstændigt Rige, men Oprørs-Ilden var derfor ingenlunde udslukt, og kunde saavel i hans som hans Efterfølgeres Dage for det meste kun dæmpes med Blod, ►det er, med ►en Olie, der tænder meer end den slukker. ►End var derfor Thronen hardtad lige slibrig af det idelige Blodbad, og dets Damp synes at have fordærvet Luften i 📌Stokholms som før i 📌Upsals Kongeborg, thi ingen Slægt har endnu længere end til tredie Mand holdt Livet derinde. 👤Gustavs ældste Søn, 👤Erik, var en afsindig Bøddel, der med egen Haand dræbde Folk i Snesetal, og lod Adelsmænd især af den navnkundige Stureslægte henrette paa Slump, sin Broder 👤Johan lod han dømme til Døde, men lod ham dog siden løs til sin egen Straf, thi 👤Johan afsatte ham og forkortede hans Fangenskabs Dage med Forgift. 👤Gustavs tredie Søn 👤Carl havde havt Deelagtig213hed i Opstanden, men 👤Johan vilde ingen unde ham i Byttet, og medens Brodertvist tilligemed Kongens chatolske ►Messebog forstyrrede Roligheden, var der et adeligt Partie som pønsede paa at rydde hele Vasa-Slægten af Veien. Efter 👤Johans Død gav Sønnen 👤Sigismunds ►Papisterie Hertugen en ønskelig Anledning til at gribe efter Kronen, og Grebet lykkedes, men kun med et blodigt Sværd kunde han i ►Marken og paa Retterstedet beskjærme den mod 👤Sigismund som var Konge i 📌Polen, og mod stridige Adelsmænd, og dette Sværd draget paa eengang mod 📌Polen, 📌Rusland og 📌Dannemark, var Arvegodset han efterlod sin Søn, hin Vasa-Slægtens Trediemand, paa Mødrene-Side af dansk Kongeblod, 👤Gustav Adolph den Eneste, som ombyttede Sværdet indenlands med en Oliegreen, og farvede det selv udenlands helst i Barbarers og Røveres Blod, men før vi følge ham paa ►Tog, maae vi kaste et Blik paa 📌Sverrigs Aand saaledes som den til hans Dage havde yttret sig i Kirke og Bog.

✂ Et Særsyn maatte det være hvis Svenskerne, der i deres udvortes Færd, som vi have seet, opbød deres hele Kraft for Guld og verdsligt ►Herredom, og sænkede sig i det nærværende Øieblik, uagtet de saae, at det som en blodig Bølge opslugde sit Bytte, dersom det Folk havde udmærket sig ved ►Høisang eller Dybsind, eller i det Hele ved ægte Videnskabelighed, men det er et 214af de Særsyn, hvorom der vel kan drømmes og ymtes, men som aldrig kan møde et ►vaaget Øie. Det er ►alt anmærket at Svenskerne ere blottede for Oldsagn om deres egne ►Fædre, og saavist som det er at Sagn maa gaa forud for Skrift, at Krøniken er al Videnskabeligheds Grundvold og Indhold, og at hvem der glemmer selv ►Fædrenes Levnet, kommer ►end mindre de andre Folkefærds ihu, saa vist var det umuligt, at de nyere Svenske kunde oprette de Ældres Forsømmelse. Hvorvidt den Mængde af Runestene, hvormed især Uplænderne, fortrolige med Slægtens Glemsomhed, synes at have forskandset deres Navne, kan hjelpe os til at opklare den svenske Oldtid er endnu uafgjort, og hvad Deel Svenskerne herefter vil tage i Videnskabeligheden, faaer man at see, men Folkets Mangel paa sand historisk Aand, er ligesaa klar af hvad de eie, som af den ældre Tavshed. Med den chatolske Gudstjeneste fulgde nødvendig nogen videnskabelig Kundskab og Dannelse, og denne yttrer sig, sædvanligt, først i at optegne Fortids Sagn og Samtids ►mærkværdige Begivenheder, men dog veed man i 📌Sverrig ikke at nævne nogen ældre indenlandsk Krønike end den af 👤Erik Olofsen, som skrev i Slutningen af det femtende Aarhundrede. Han bekjender selv sin fulde Vankundighed om de gamle Dage, om ►Ynglingerne veed han kun hvad 👤Snorro fortæller, og Tillægget om ►Urbar hvis tre Sønner: ►Østen, ►Nore og ►Dan 215bleve 📌Nordens Konger, og gave, ikke 📌Sverrig, men 📌Norge og 📌Dannemark Navn, seer man let er en Drøm der kun forudsætter en Drømmer, ja høist ubetydeligt er det hvad 👤Erik veed selv om hans hellige ►Navner, saa det egenlig er med hans Død, midt i det 12te Aarhundrede, de svenske Krønike-Sagn begynde, ligesom det igien først er med 👤Erik den Læspende, i Midten af det 13tende, Fortællingen begynder at vorde udførlig. I Øvrigt er denne ►Eriks Krønike en saare ►mærkværdig Bog, ikke just ved sin umaadelige ►Ubillighed og Hadet til 📌Dannemark, Ting der hos de svenske Historieskrivere synes arvelige, men ved den Gjendrivelse af sig selv den indeholder. Endnu har 📌Sverrig to saakaldte gamle ►Riimkrøniker, hvoraf den lille som slutter med 1449 kun udgjør syv, otte Blade med ►vandede Riim, der sige ingen Ting om 60 Konger, og hvorom der da heller ingen Ting er videre at sige. Den større som begynder med 👤Erik Læspe, og gaaer med alle sine Fortsættelser, til 👤Christian den Andens Udjagelse, kan man egenlig ikke heller kalde en ►Riimkrønike, da det snarere er ►Lapidarstiil der seer ud som Riim, men savner baade Velklang og poetisk Liv. I Øvrigt synes den at være begyndt i 👤Magnus Smeks Dage, har paa sine Steder baade ►Vittighed og hvad man kalder Veltalenhed, og er ubetalelig for Historikeren, baade fra Aandens, Sprogets og Indholdets Side, men frakjender sine Sven216skere baade poetisk og historisk Aand. Dette er omtrent hvad den sidste chatolske Erkebisp i 📌Upsal, 👤Johannes Magnus forefandt, da han tog sig for at skrive ►den svenske Historie, men det synes ham vel knap, og da han ei kunde udvide Hovedet stræbde han at forlænge Halen i det Uendelige, hvortil han, efter 👤Dalins Formodning, har fundet gode Raad i en gammel tartarisk ►Slægtebog, af hvis Malm han myntede gamle svenske Konger i Hobetal, og med disse Fædrenelands-Historier lode Svenskerne det omtrent ►beroe til 👤Gustav Adolphs Dage, ja endnu skriver man paa Prælatens Regning, at ►Pomerinken var den trettende 👤Erik og 👤Carl Knudsen den ottende Carl, ihvorvel hans Gavmildhed er disse Tals eneste Hjemmel. Hvem der har nogen Indsigt i Historien, vil ikke undres over at der selv ved Reformationen kom saa lidt Videnskabelighed i Gang, ligesom da Reformations-Historien selv noksom viser hvor saare verdslige og lidet aandelige Svenskerne vare. Da Evangeliet først begyndte at prædikes i 📌Sverrig, raadte Cantsleren 👤Lars Andersen til at taale det som en god Anledning til at inddrage Kirkegodser, 👤Gustav behandlede ►aabenbar hele Reformations-Værket som en ►Politiesag, 👤Johan traadte bogstavelig de Præster paa Nakken, som ikke vilde antage hans ►Messebog, og skjøndt 👤Carl fandt i den lutherske Kirke et ønskeligt Trappetrin til Thronen, kaldte han dog den 217calvinske i 📌Gothenborg en ►Lilie imellem Torne. Vel fik man sig tidsnok en ►Høiskole i 📌Upsal, ligesom fordum en Erkebisp, for ikke i nogen Henseende at staae tilbage for 📌Dannemark, men Videnskabeligheden lader sig ikke saa godt eftergjøre som en Bispestol, og heri ligger vel den nærmeste Aarsag til den ynkelige Indretning med Præstekald som i 📌Sverrig kom til at finde Sted, og som i det Mindste røber en aandelig ►Tarvelighed og Nøisomhed, hvis Forening med Dybde i Følelsen, Høihed i Aanden, og sand alvorlig Christendom, maa synes en dansk Mand ubegribelig, ja, hvor aldeles en Skygge den upsalske ►Høiskole var, i det mindste i sit første Aarhundrede, sees vel lettest deraf, at den gjorde sine første Magistre Aar 1600, uagtet det er noksom bekjendt, hvor flittig den siden, saasnart Grebet var lært, har øvet dette Haandværk. Lovgivningen skulde man vel troe at Svenskerne, med deres store Opmærksomhed paa Øieblikket og de mange stridige Krav, skulde ►besynderlig have dyrket, men selv denne Forventning finder man skuffet, udentvivl af den Grund, at ►hvor Retten sidder i Spydstagen, er Lov hardtad overflødig. Vel er det rimeligt, at Svenskerne har af alle Nordboer de ældste skrevne Love, thi de gjordes der langt før behov, og Ingen bør da ville ►aftrætte ►Up-Svenskerne den Ære at have faaet sig en skreven Lov i ►Ingel Ildraades Tid. Ligesaalidt kan man misunde dem den 218Nøisomhed de viste i at nære sig med denne Vigers hedenske Lov til Slutningen af det trettende Aarhundrede. I det følgende Aarhundrede pønsede man vel, ligeledes meget tidlig, paa en Almeen-Lov, men først under ►Fælles-Kongen 👤Christoffer, hvem Svenskerne dog derfor skylde Tak, kunde man enes om at stadfæste en saadan, og den blev ei engang trykt førend Sextenhundrede og Otte.

✂ Hvad der fra Reformationen indtil denne Tid, af svensk Skrift er værd at nævne, bliver da ►Bibel-Oversættelsen, som blev færdig to Aar før den danske, og Reformatorernes, de ►vakkre Brødre 👤Olof og 👤Lavrents Pedersens, øvrige Skrift, men dog er herved at ►mærke, at, enten er hin Oversættelse, der gjordes efter 👤Luthers, ei siden sammenlignet med Grundtexten, eller de svenske ►Rigskrøniker have anseet Sligt for ubetydeligt til at anmærkes.

✂ Heraf er det klart, at skulde 📌Sverrig stride for Kirken, maatte det være med et legemligt Sværd, men selv det var ingenlunde rimeligt, og 👤Gustav Adolphs tydske ►Tog staaer da i alle Maader som et herligt historisk Særsyn, ja man kan sige det er det eneste Baand fra de forrige Tider, som knytter 📌Sverrigs Aand til den sande Historie, den eneste Bedrift, hvoraf den med Føie kunde prale hvis den ikke netop ved at prale fralagde sig den. 👤Ferdinand havde under den polske Krig givet 👤Gustav Adolph Grund 219nok til Misfornøielse, og ved 👤Fjerde Christians kongelige Anstrængelser havde 👤Gustav i 📌Stralsund faaet Fodfæste paa tydsk Bund.*1630. Her landede 👤Gustav med en Haandfuld svenske Krigsmænd, fra denne Stad, som 👤Wallenstein synes at have seet i Stjernerne, og derfor havde svoret at indtage, om den ogsaa hang imellem dem, derfra udgik 👤Gustav, og Herren var med ham, Bøn og Sang var paa hans Læbe, Seier i hans Haand og Skræk for hans Ansigt. 📌Saxen og 📌Brandenborg maatte følge ham, og 📌Magdeborgs Mordbrænder blegne,*1631. Protestanterne sang Herrens Priis med løste Tunger, og 👤Ferdinand skjalv. Den Stolte maatte knæle for den ►end stoltere 👤Vallenstein, hvem han nys havde ►forskudt. Denne 📌Østerrigs onde Aand blæste nu ►i Basun over 📌Tydskland, og stod snart omringet af stærke Misdædere i Tusindtal, der haabede at kunne ►tryggelig plyndre og myrde under hans ►skudfri Banner. Længe nølede 👤Vallenstein i 📌Bøhmen, vel for at gjøre Keiseren baade sit Savn og sin Nærværelse ret følelig, men maaskee dog ogsaa fordi ham ►syndes det hastede ikke med at møde en Helt som 👤Gustav. Dog, de mødtes, som Mørkets og Lysets Aander mødes i Verden med lynende ►Glavind, det var den siette November i det Sextenhundrede og Toogtredivte Aar, de mødtes ved 📌Lüzen, og kæmpede som man kæmper kun for sin Gud og sin Himmel. ►End ►syndes Seieren uvis, da 👤Gustav Adolph segnede, 220gjennemboret, ►saa synes det, af Morder-Dolke, men den Ære skal Ingen betage hans Gud, til hvem han gik, at Han kunde seire uden ham; den Ære man hellere ingen ville nægte 👤Gustavs Vaabenbrødre, at de som Livvagt om hans Liig, kjæmpede for hans Aand til Fjenderne ►flydde. 👤Vallenstein beholdt ►vel sin Gud, thi den var han selv, men han tabde sin Himmel, thi det var hans Ære, baade 📌Østerrig og han selv tabde Tro paa hans Guddom, og snart faldt han for en Morderdolk.

✂ Nu var Bedriften endt, men Krigen varede ved; thi nu var det ingenlunde Svenskerne nok at skaffe Protestanterne Frihed, ►de vilde høste i Kjødet hvad der var saaet i Aanden, og bleve snart en ligesaa stor Skræk for Venner som Fjender, ligesom paa den anden Side Tydskerne, saasnart Aaget var lettet, gave Befrierne Aarsag nok til Misfornøielse. En Tid ►spillede Svenskerne Mester, men efterat have tabt det store Slag ved 📌Nordlingen,*1634. blev deres Stilling heel mislig, da Kurfyrst 👤Johan Georg i 📌Sachsen, ►alt forud stødt over at ikke han men den svenske Rigs-Kansler, 👤Axel Oxenstjerne, var Hovedmand for det evangeliske Forbund, ei alene sluttede en særskilt Fred med Keiseren,*1636. men vilde endog hjelpe til at uddrive Svenskerne af 📌Tydskland. Hvad nu Udfaldet paa denne Strid hvori man for længe siden havde paa begge Sider glemt hvad det var der tjende til Paaskud 221for den, vilde blevet, hvis ikke 📌Frankerig nu for Alvor havde hjulpet Svenskerne, og siden, saavidt muligt, sørget for, at hverken de eller Østerrigerne kom til at ►foreskrive Love, det kan man ikke sige; thi det skedte, og gjorde for menneskelige Øine det bekjendte Udslag.

✂ Det var den kloge og snedige Cardinal 👤Richelieu, som i de Dage regjerede 👤Ludvig den Trettende og 📌Frankerig. Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i ⓘ 📌Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det østerrigske Huus og skaffet 📌Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor var det ham kjært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkjøbe sig en Deel af dens Roes og 📌Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt sin Lyst styret, som Nogen der ►søger noget Varigt i det Forfængelige og sætter en Ære i sin Skjændsel,► thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes dog efter hans Død; thi ved den vestphalske Fred*1648. maatte 📌Østerrig opgive Haabet om Enevælde i 📌Tydskland, 📌Sverrig maatte nøies med et Stykke af 📌Pommeren, med 📌Rygen, 📌Vismar og en Slump Penge, 📌Spanien maatte opgive sine Fordringer paa 📌Holland, og 📌Frankerig fik 📌Elsas. At Protestanterne ved denne Fred ogsaa tilstodes 222lige Ret med Catholiker, vel ikke til Himmelen men dog paa den tydske Rigsdag, seer man let er en Smaating og ingenlunde det der i 16 Aar havde forhalet Freden.

✂ Underligt maa det synes at 📌Engelland, dette mægtige protestantiske Land, egenlig slet ingen Deel tog i Religionskrigen, og det ►enddog 👤Friderik af Pfalts var en Svigersøn af 📌Englands og 📌Skotlands Konge, og ret forstaaeligt bliver det kun ved at see ind i Landets indvortes Tilstand. I den kraftløse Tid under Kongerne af Huset Tudor var Parlamentet blevet en blot Skygge, men da mange Kræfter igjen vaagnede ved Reformationen, og 👤Kalvins Lære begunstigede Folkets Lyst til Deltagelse i Regjeringen, stod Kongemagten ►Fare for at undergaa. Den Pavemagt, 👤Henrik den Ottende af Hovmod havde tilegnet sig, ►syndes ene at kunde ►opholde Tronen, men denne Magt kunde ene bestaa i en bispelig Kirke. Denne Betragtning vandt hos 👤Elisabeth Seier over alle de Grunde Christendommen indeholdt, og dens Tunger anførte mod Sligt, dog maae man ikke glemme, at aldrig kunde hun sat ►Supprematet igjennem, dersom det ei i det Hele havde været begunstiget af Folkets Aand, den Aand der vil agtes for selvstændig, og maa følgelig give Kronen Skin af al mulig Glands. Ogsaa i det Enkelte kan man indsee hvorledes den verdslige Catholicisme ►fandt Indgang. Adelen ►fandt sig den, fordi 👤Kalvins Lære, naar 223den fik frit Raaderum, truede dem med Forlis af deres Herligheder, og fordi Dronningen saae igjennem Fingre med deres ►Rovgjerrighed, der ei sparede saa meget af Kirkens Indkomster, at Præster kunde lønnes ved alle Menigheder. De Studerende saae gjerne at Bispestolene vare Fyrstetroner, at der i Kirkerne vare Embeder uden Arbeide, og at een Mand kunde drage flere Præstekalds Indkomster. Mange elskede ►og det katolske Seremonievæsen og de Geistliges ►glimrende Dragt, baade fordi deres Christendom meest bestod i udvortes Skikke, og fordi de vilde give sig Anseelse i ►Mængdens Øine. Denne jordiske Tænkemaade, som avlede og ►opholdt ►den bispelige Kirke viser sig i Alt, ogsaa deri, at Troen ikke beaandede til Sang. En slet Oversættelse af ►Davids Psalmer var ►den Skærv Versekonsten offrede paa Kirkens Alter og fra Reformationen indtil denne Dag er i 📌England neppe digtet een Psalme, som kan staa ved Siden af dem, der hos andre Folkefærd udstrømmede rigelig. ►Saa er det, uagtet der, i det 16 Aarhundrede, iblandt Andre opstode to Skjalde, af hvilke den ene:*døde 1598. 👤Spencer i sin Tid ei havde mange Overmænd, og den Anden; 👤Vilhelm Shakspear ►spørger endnu om sin Ligemand.*døde 1616. Begge reiste de sig, ligesom den gamle Angelsaxer 👤Cædmon, mellem Almuen og hørte til det forgangne Tidsrum, hvis Bautasten de reiste. Hvad der havde ligget ►adspredt hos Fortidens Balladesangere 224(►Minstrels) som netop forstummede i 👤Elisabeths Dage, traadte hos dem, især hos den Sidste, samlet frem. Udvortes er det meest kjendeligt hos 👤Spenser, som i sit Heltedigt, ►Fedronningen, søgte at forherlige Riddertiden ved Dydens Glands, men langt mere ubevidst, og derfor desherligere, bar 👤Shakspear den forsvundne Tids Billed i sig. Da han var opvoxet ►uden al lærd Dannelse, ►forkunstlede han ikke sin Natur og blev en sanddru Tolk af hvad der rørte sig i ham. Hans ►Hamlet, ►Machbeth, ►Kong Lear, ►Romeo og Julie, ere store Ballader, og hans historiske ►Samtaler ere 📌Engellands egenlige Heltedigt. Med Rette kalder man alle disse Digte dramatiske, thi de ►opmane det Hensovede og stille os det livligt for Øie, men de undervise ►og om Forskjellen mellem christelige og hedenske ►Dramer. Hedningen, som Hedning, ansaae enhver stor Begivenhed som en Bedrift af Arilds-Tidens hendøende Kraft, og kunde altsaa betragte den som en sluttet Kreds, betragte hver Helte-Stamme og hver Green paa den som en ►Titan der seierrig brødes med Storme, og ►skjød dristig Skjold imod Lynslag men knustes derunder. En Christen maa derimod betragte enhver Begivenhed som et Led af den store Kjæde Forsynet sammenknytter til bestemt Øiemed, og maa, naar han alligevel vil frembringe Skinnet af en sluttet Kreds, vitterlig spille, see til han kan forblinde baade sine egne og Andres Øine, standse Tidens Løb med Coulisser. Fra dette 225Stade betragter man udentvivl 👤Shakspear bedst, og seer hvorledes i hans ►Dramer en hedensk Tænkemaade kæmper med et christnet Øie, saa Tænkemaaden snart vil gjøre Forsynet til en blind Skjebne, Øiet snart i Skjebnen finde Spor af et Forsyn. 👤Shakspears ►Dadlere have da sagt mere Sandt end de selv vidste, naar de lastede Mangelen paa Eenhed og Overeensstemmelse i hans Dramaer, men hvad de savnede var ikke hvad der fattedes, det var kun hvad han maatte forsmaa: hin aandelige ⓘ Stædighed under legemlig Travlhed, og Gjentagelsen af sig selv under afvexlende Skikkelser, som man kaldte ►Holding og Eenhed; hvad der fattedes, var deels Fuldførelsen af hvad der ►alt hørde en ►Kæmpe til at begynde, Aarhundreder til at forstaae, og ►end flere til at udføre, deels ret gjennemgribende Christendom: den engelske ►Kæmpe-Aands ubodelige Savn, der ligesaavel føles i 👤Cædmons Digt om Engles og Menneskers Fald, som i 👤Miltons tilsvarende ►tabte Paradiis, og maa da sagtens være haandgribeligt i verdslige Skuespil. Man kan da vist med Rette sige at 👤Shakspears ►Dramer ere ikke Mester-Stykker, men bestaa af Stykker, der trænge til en Mester-Haand som ei endnu er fundet, for at sammenføies til et Mester-Værk, det er Blokke af et Trylleslot kun tilsyneladende forbundne til et Skue-Spil; det er Phantaseringer paa Grund-Menneskets 226store ►Positiv, hvori for det meste hver Tangent har sin rette Lyd, men den rette Sammen-Stemning fattes, eller for at tale bestemtere, det er livagtige Drømme af den historiske Aand, hvori den gaaer frem og tilbage, svinger sig ►og stundom ►saa, at Alting løber rundt for den, men glemmer dog ikke sig selv, gjør ingen Luftspring, seer, tænker og taler, som om den var vaagen, og legede Forstands Øvelse med sig selv. Heraf vil man ►vel kunne slutte, at en Bedømmelse af 👤Shakspears Aand, var den end nok saa rigtig, vil i Historien ikke sige stort, men at en Forklaring af dens Værker, ikke af 👤Johnsen eller 👤Sander eller 👤Goethe selv, men af et historisk Aarhundrede, vilde være anderledes Guld værd, end det, hvorover Engellænderne have forsømt at drive et aandeligt Bjergværk, der kunde og burde gjort dem til det rigeste Folk i Historien, istedenfor at de nu kun fik Navn af det rigeste i Verden, for at ende med et dobbelt Opbud. Tohundrede Aar ere nu forløbne siden 👤Shakspears Død, og hver ny Udgave af hans Værker beviser, at Engellænderne stedse mindre og mindre forstaae deres ►Fædres Aand og Tungemaal.

✂ Uagtet 👤Elisabeth med Magt skaffede ►den bispelige Kirke Herredømmet, var der dog Mange, som antoge 👤Kalvins Mening om ►Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de 227katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. ►Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukjærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed blev dog daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra 👤Elisabeths Dage, udenfor deres ►Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode ►mærkværdige christne Skjalde, og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte vel 📌Englands første Bedrift blive en Opstand. 👤Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin ►glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, 👤Jakob Stuart, som ►alt forhen var 📌Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under een Herre, men sammensmeltede kun i Navnet 📌Storbrittanien.

✂ 📌Skotland er et nyt Navn paa hvad der fordum kaldtes 📌Albanien, og udmærker sig fra 📌Britanniens og 📌Galliens ny Navne, ikke paa det Fordeelagtigste, ved i sin egen critiske Historie, at staae som en Skrivfeil, der kun har sin Grund i nogle irske Klerkes ►flakke Hjerner, hvori Navnet, der gjennem Aarhundreder tilhørde 📌Irland, svømmede over til 📌Albanien, og oversvømmede Landet i det ellevte Aarhundrede. Maa man nu end kalde Sligt utroligt, saa er 228det dog vist, at ikke 📌Albanien men 📌Irland førde i Romernes Tid og indtil det tiende Aarhundrede Navnet 📌Skotland, og mistede det omtrent paa samme Tid, som 📌Albanien kom til at føre det, Noget der er et Særsyn i Historien, naar man ikke tør antage, at Grunden til Navnet paa samme Tid flyttede. Allerede dette viser noksom hvilken ►særdeles Dunkelhed der indhyller 📌Skotlands ældre Historie, og derom mindes man kun alt for følelig ved hvert Skridt man gjør i sine Spørgsmaal om Indbyggernes Herkomst og Skjebne. For en stor Deel reiser denne Dunkelhed og Uvished sig nu ►øiensynlig af den uhyre Skjødesløshed, hvormed man i den saakaldte videnskabelige Tid har i hele 📌Britannien behandlet Fædrenelandets Oldhistorie; af Vankundigheden i Landets gamle Sprog, og det Hang til Drømmerie, tomme Ordspil og Eventyrlighed, der meer og mindre har hængt ved alle Øens Oldgrandskere, men paa Sønnerne maa man ►vel kjende Fædrene, og det er da ►alt forud at befrygte, at saadanne Folks Oldsagn og Sagaskrifter ere ei stort ►efterretteligere end deres Oldgrandskning, Noget der ogsaa ved nøiere Undersøgelse ►fuldelig stadfæster sig. Imidlertid behøves det ingenlunde med den, udenfor 📌Britanniens og 📌Nordens Tungemaal, lærde, og udenfor sine egne Drømme og Ordspil, strænge og skarpsindige Dommer, 👤Pinkerton, at ►bryde Staven paa eengang over de Gamles Oldsnak og de 229Nyeres ►Kiste-Præk, thi begge Dele ere gode nok til sit Brug, og høre, hvor gale de ere, dog aldeles ►upaatvivlelig til 📌Skotlands aandelige Historie, som baade er det, hvorefter Aanden spørger, og det som skal tjene til at oplyse Folkets udvortes Skjebne. Har nu 👤Pinkerton, den første Skotter, der med Historien i Haand har trodset sine Landsmænds Fordomme, Ret i, at Troe paa egne Drømme og afsindig Trods imod historisk Sandhed udgjør Hovedtrækket i de ældre Krøniker og ►Antiqvarernes Skrifter, da er det ►vist nok ingen behagelig men saare vigtig Oplysning vi derved faae, den nemlig, at Hovedtrækket i den Aand man hidtil kaldte skotsk, var Trods mod al ubehagelig Sandhed, og Fremtiden skal da vise, om den, som han mener, ene har sit Hjem i den celtiske Stamme i Landet, og om der er en anden, hvis bedre Aand først nu begynder at vaagne og reise sig. At det nu virkelig omtrent maae forholde sig ►saa i Sandhed, er udentvivl noget af det Visseste og i al Fald det Glædeligste, man bliver vaer, ved at gjennemgaae de forvirrede Sagn og 👤Pinkertons lærerige men aldeles utilfredsstillende Undersøgelser, saa man gjør klogest i endnu kun at sige det Allernødvendigste om et Folk og en Historie, der i sin dunkle Afkrog udentvivl snart vil see Lys, om det saa end i vidtløftigere Forstand, end i den sachsiske Reformations Dage, skal tændes ved et Baal, der naturligviis vil 230fortære meget, Folket endnu har kjært, men ikke det Hjerte der tonende i ►Skotte-Sønnens, 👤Thomas Kingos, danske Psalmer.

✂ Dette, at 📌Dannemark har 📌Skotland at takke for sine herligste, dybeste, ja vel hardtad eneste danske Psalmer, maae indgyde hver Dannemand inderlig Veemod over den aandelige Søvn hvori Skotterne have hidindtil ligget, tilligemed det venlige Haab, at Aanden dog sikkerlig vaagner, og vaagner med Øre for de velsignede Toner, den hidtil savnede Tunge til at istemme, men ligesom lagde paa 📌Dannemarks, og ►underlig maae vel under slige Omstændigheder det danske Hjerte bevæges ved den visse Fortælling, at Dal-Skotten synger endnu de samme Kæmpe-Viser som vore ►Fædre, og ved det dunkle, men vist nok, rigtig forstaaet, sandfærdige Oldsagn om ►Skotte, Svoger til den første 📌Dannemarks ►Frode og Stamme-Fader til det skotske Navn.

✂ For nu at sige det Lidet man i Øvrigt kan sige med Sikkerhed, da er det nuværende 📌Skotland mod Vesten og Norden beboet af Folk der tale et blandet Tungemaal, hvori dog den galiske eller gammel-irske Tunge ►aabenbar raader. Mod Østen og Syden derimod, nedenfor 📌de grampianske Bjerge, boer et Folk, hvis Tungemaal, ligesom det engelske, er unægtelig udsprunget fra vort 📌Norden, og skal i Folkets Mund ligge det danske langt nærmere end hvad der tales i 📌Engelland sydenfor 📌Humber, ligesom det 231er vist, at 📌Nord-Humberland erobredes af egenlige Angler der efter vore Oldsagn vare danske Udflyttere, og blev siden Sædet for de danske Vikinger fra det ottende Aarhundrede af, og det er sandsynligt, at det ved Anglernes ►Indbrud var beboet af Folk fra det skotske Lavland. I hvilket Forhold derimod disse 📌Skotlands ►nærværende Indbyggere, hvoraf de to Tredie-Dele i Sproget saavelsom i Skikkelse og Alt røbe nordisk Herkomst, staae til dem vi finde benævnede i romerske, angel-sachsiske og irske Bøger, hvorledes de saa forskjellige Stammer ere blevne samlede under een Krone og eet Navn, samt hvorledes Folke-Sagnene skal deles, rettes og forenes i Sandhed, det er Spørgsmaal som endnu kun saare ufuldstændig og ufuldkommen lade sig besvare. Caledonier og ►Dicaledonier ere de første Navne romerske Skribentere give os paa Landets Indbyggere, og have de ikke meget skjødesløs forbyttet Navnene, da maae de siden saa navnkundige Picter være de samme som Caledonierne. Om disse Picter siger 👤Tacitus at de vare Germaner, og 👤Beda fortæller at de vare komne fra 📌Schythien, Vidnesbyrd, som man let seer ere alt for ufuldstændige, ubestemte og tvetydige, til deraf at udlede deres Herkomst ►for vort 📌Norden, og naar man nu seer at ikke eet af over 70 Konge-Navne fra ►Cruthen til 👤Kennet er et bekjendt nordisk, ja at yderst faa have Lighed med nordiske, maa man fristes til i 232det mindste forsaavidt at bifalde det almindelige skotske Sagn om Picternes fuldkomne Udryddelse i det niende Aarhundrede, at man indrømmer deres Sprogs Undergang, thi det kan ikke have været enten galisk eller cumbrisk, hvorfra 👤Beda udtrykkelig adskiller det, og synes, efter Konge-Navnene, den eneste formodenlige Levning, endnu mindre at kunne have været nordisk. Trods alt dette kan man imidlertid med temmelig Sikkerhed paastaae: det maae have været nordisk, thi hvis ikke, maatte efter det niende Aarhundrede Lavlandet have faaet splinterny nordiske Indbyggere, Noget der ei kunde dølges i Historien, og hvortil man dog ei finder mindste Spor, og om da end Konge-Navnene vare chinesiske, beviste det kun at vi havde een Uforklarlighed mere i Historien. Naar vi imidlertid lægge Mærke til det almindelige Oldsagn at Picterne strax i Begyndelsen giftede sig med irske Kvinder, og vare altsaa, i det mindste for største Delen, koneløse nordiske Vikinger, (hvoraf vel Romernes ►vecturiones) og at de fremdeles fik deres Christendom og gjennem mange Aarhundrede deres Præster fra 📌Irland, er Tingen ikke uforklarlig, skjøndt Sammenhængen er lidt underlig og venter paa Lys. Picternes tidlige og nøie Forbindelse med de irske Skotter er vis nok, da den bevidnes af Romerne som havde faaet den at føle, ei heller kan det ►omtvivles at endeel af disse Skotter, under Anførsel af en ►Reuda ⓘ nedsattenedsatte] GV, nedsatt A 233ⓘ sigsig] GV, fig A i det tredie christne Aarhundrede hos Picterne i 📌Argyle; men om de irske Skotter oprindelig vare en celtisk eller nordisk Stamme, om Sagnet har Ret i at de allerede tilligemed Picterne, altsaa før 👤Christi Fødsel, begyndte at drage til 📌Albanien, hvorledes det hænger sammen med deres Hjemdrivelse til 📌Irland i det femte og Gjenkomst under en ►Fergus i det sjette Aarhundrede, samt hvorvidt deres saakaldte 📌Dalreudiske Rige strakde sig, og hvorledes det efter lang Strid ►forbandtes med det Pictiske, er lutter vigtige og ubesvarede Spørgsmaal. Saameget er imidlertid sandsynligt at Dalreudernes Magt engang har udvortes strakt sig saavidt, som deres Tungemaal har seiret, og af mange eenstemmige Vidnesbyrd er det klart, at 👤Kennet, ►Alpins Søn, som henved Midten af det niende Aarhundrede blev Ene-Konge, var først Dalreudernes Konge og besteeg den pictiske Throne efter den sidste ►Cruthenide 👤Brude den Syvende. Om derimod 👤Kennet, som Ordet har gaaet, var en ►Ferguside, eller om ►Fergus Erksens Æt mistede Thronen i det ottende Aarhundrede, da den mægtige Picte-Konge 👤Ungust hærgede Landet, det faaer man vel endnu lade være usagt; men at 👤Kennet ingen Picte var, og at Pikterne ved paa eengang at angribes af Dalreuder og danske Vikinger, lede et saadant Nederlag, at de nedsank i Forglemmelse og maatte skjule deres Navn i Skotternes, det lader sig efter alle Omstændigheder ikke ►vel nægte.

✂ 234►Alpiniderne, femten i Alt, beholdt Tronen henved to hundrede Aar indtil de uddøde med 👤Malcom den Anden,*omt 1031. men urolige vare deres Dage, og mange af dem faldt ved Sværdet, deels for oprørske ►Undersatter og deels for udenlandske Fjender, Danske nemlig og Nordmænd, som ikke alene fra 👤Constantin den Andens Tid*omt 864. idelig hærgede Kysterne, men endog lemlæstede Riget, saa den nordlige Deel tilligemed Øerne maatte hylde 📌Norges Konger. Den ►mærkeligste blandt dem næst 👤Kennet, er 👤Constantin den Tredie Edsen, som er navnkundig af sin store Seier ved 📌Tinmore over den forenede danske og norske Magt, samt af sin uheldige Deeltagelse i det frygtelige Forbund mellem den nordiske Kong 👤Olav i 📌Dublin og mange ►Søhaner, imod den engelske Kong 👤Adelstan, som dog overvandt dem alle i det berømte Slag ved 📌Bruneburg,*937. hvis Ihukommelse lever i et omtrent samtidigt Angel-Saxisk Kvad.

✂ Efter 👤Malkom besteg en ny Slægt Tronen med hans Dattersøn 👤Dunkan, Søn af 👤Crinan, Abbed i 📌Dunkelde. ►Crinaniderne, tolv i Tal, sad paa Thronen i ►halvtrediehundrede Aar,*til 1286. dog maaskee med Undtagelse af den Tid, da 👤Macbeth 👤Finlegs Søn anmassede sig samme. Denne Konge-Morder er ved 👤Shakspears Fremstilling blevet den navnkundigste af de gamle Skotte-Konger, og det ei ganske uden Føie, thi ligesom det sære Sagn om ham virkelig er et Oldsagn, 235saaledes viser Alt at han var en saare udmærket*faldt 1054. Aand, der vilde været Kronen værdig hvis han ei som en Voldsmand havde ranet den. De følgende Kongers Levnet synes ei at være synderlig ►mærkværdigt, da smaa Grændse-Krige med 📌Engelland og Strid med opsætsige Adelsmænd udgjør deres meste Bedrift. I Korstogene tog ingen af dem personlig Deel, men dog fulgdes 👤David af Huntindon, Kong 👤Vilhelms Broder, med 👤Rikard Løvehjerte, og havde en ikke mindre møisommelig, men endnu meer eventyrlig Hjemrejse end han. Samme Grev 👤David er imidlertid blevet mest navnkundig ved sine Efterkommeres Tronstrid, som en ►Tidlang forstyrrede 📌Skotland, da Konge-Slægtens Mands-Linie var uddød med 👤Vilhelms Sønnesøn 👤Alexander den Tredie.*1285. Under denne Konge var det at 👤Haagen hin Gamle ►feidede paa 📌Skotland, og tabde Slaget ved 📌Largs, som Skotterne vel gjøre for*1263. meget, men Normændene endnu vissere for lidet af, thi 👤Haagens ►Tog var 📌Norges sidste Forsøg paa at hævde sig Herredømmet over 📌Syder-Øerne (📌Hebuderne) og det var 📌Norges sidste ►Søtog, Havet slugde Flaaden, 👤Haagen døde paa 📌Ørkenøe en sørgelig Straadød, og hans Aand kunde Snekken ei hjemføre med hans Liig. Nu oversvømmede Skotter Øerne, og 👤Maagens Haagensen solgde sin Ret for Guld, som naturligviis ei betaldes længere end til man mærkede, at ►den Spydstage hvori Retten sad, var sønder236brudt. Vel havde man i Giftermaalet mellem 👤Erik Maagensen og 👤Alexanders Datter 👤Margrete Udsigt til en bedre og inderligere Forbindelse med 📌Skotland, især, da efter 👤Alexanders Død, 👤Eriks Datter virkelig kaldtes til den skotske Trone, dog egenlig kun for paa den at kobbles til 📌Engellands 👤Edvard den Første, men hun døde paa Veien, og nu opstode tvende Medbeilere til Kronen, der begge nedstammede fra 👤David, da den ene: 👤Robert Bruus var hans Dattersøn, den anden, 👤Jon Baliol, Dattersøn af 👤Davids ældste Datter, men begge vare de paa Fædrene-Side af fremmed Herkomst, 👤Bruus af engelsk og 👤Baliol af normannisk. Da nu Ingen af dem vilde vige, og Landets andre Høvdinger ei heller kunde enes om at vælge, gjorde man Kong 👤Edvard til Voldgiftsmand, og han ►syndes hvad paa en Maade ogsaa var sandt, at Ingen var Kronen nærmere end han selv, det gjaldt kun om hvilken af Medbeilerne der vilde indsee det og hylde ham. Det vilde ikke 👤Bruus men 👤Baliol og han blev da 👤Edvards Under-Konge,*1292. men da Tiden viiste at han kun antog for Spøg hvad der var 👤Edvards ramme Alvor, mistede*1295. han efter Slaget ved 📌Dumbar, Krone og Frihed, som han ►alt længe havde forskjærtset. Langt fra at unde 👤Bruus det Sæde hvorfra han hjalp til at styrte 👤Baliol, betragtede 👤Edvard nu Riget som et hjemfaldent Lehn. Vel opstod der en vældig skotsk Helt, 👤Vilhelm Vallas, til hvis modige 237Kamp for Fædrenelandets Frihed Lykken smilede, men snart misundte Landets Høvdinger ham den Hæder og ►Raadighed, hvortil han ►vel var skabt, men ►syndes ikke født, og Splidens Frugt var 👤Edvards Seier, 👤Vallas maatte for at undgaae den ►almindelige Trældom fredløs omvanke mellem Bjergene, og kom dog tilsidst ved sine Venners Forræderie i Tyrannens Haand, som bogstavelig sønderrev ham. Imidlertid ►spillede 👤Edvard Mester► i 📌Skotland, lod den gamle ►Hyldings-Steen paa 📌Skone, som Skotterne ansaae for Tronens Grundvold, føre til 📌London, og søgde at udrydde al Ihukommelse af de ►fremfarne Dage, saa at Beskyldningen for at have ødelagt Skotternes skriftlige Mindesmærker vilde omtrent være beviist, naar man kunde bevise at der da vare saadanne til. Dog, det var kun Forsynets Villie at tugte det uenige Folk, og ydmyge dets trodsige Høvdinger, ei at gjøre Skotter til Slaver. I 📌Engeland opvoxde 📌Skotlands Befrier: 👤Robert Bruus den Yngre, der bar samme Navn men bedre Hjertelag end hans Fader. En af den i 📌Skotland fornemme og mægtige ►Cumenske Slægt gjorde ham mistænkt hos Tyrannen, hvis Morderhaand han kun undgik ved en hurtig Flugt, men uden endnu at have beseiret Andre end sin ►Avindsmand 👤Jon Cumein hin Røde, hvem han med egen Haand slog, og uden at ►være raadig over en Fodsbred mere Land end saavidt hans og hans faa Følgesvendes Sværd 238kunde række, antog Flygtningen trøstig det Kongenavn*1306. hvortil han var født, og uagtet han enstund med det var til Latter selv for sine ringeste Landsmænd, blev han dog ei blot deres Konge, men lever i deres Krønike som sit Fædrenelands heltemodige Velgjører, saalænge ►Fædrenes Aand svæver over Landet. Gud var hans Hjelper, det maa man to Gange sige, thi da 👤Edvard fnysende opfoer imod ham, faldt han paa 📌Skotlands Grændser i en dødelig Sygdom, der som den skotske Krønike siger, ►henrev ham den Anger eller Sacrament; og hans søvnagtige ►Eftermand 👤Edvard den Anden lod 👤Robert have god Tid til efterhaanden at indtage de fleste skotske Fæstninger, og i alle Maader forstærke sig. Endelig drog han ►vel med en talrig Hær, meest Leietropper, ind i 📌Skotland, og ►fattedes Intet af hvad der hører til et vellystigt Hof, men omtrent Alt hvad der hører til en Helt og dygtig Konge, og medens han, i daarlig Tillid til sin Hærs Mangfoldighed, i Indbildningen ►alt saae 👤Robert knust og hørde ►Leie-Skjaldene som fulgde ham, istemme Seiers-Sangen, laae 👤Robert i gudelig Bøn, og satte sit Haab til ►Hærenes Herre. Det var ved den lille Flod 📌Bannosborn som ►falder i 📌Forth, ei langt fra 📌Dumbar, hvor 👤Baliol mistede 📌Skotlands Krone, at 👤Bruus hjemlede sig den paa Sommer-Soelhvervs-Dagen 1311, ⓘ Skotterne knælede før Slaget som hine ved 📌Svarteraa, og ►opstode som de, men deres 239stolte Fjender faldt og reiste sig aldrig. Seieren var herlig, 👤Edvard maatte hastelig flye over Havet, Skjalden som havde leiet ham sin Tunge, maatte besynge hans Nederlag, og 👤Roberts Hær savnede ei mange Høvdinger, men 👤Robert savnede en Ven, 👤Ægidius af Argentin, og vilde heller høre Hærens ⓘ KnurKnur] GV, Knus A, end dølge Sorgen over ham, der vel var engelsk født, men Skotte-Kongen huld og troe. ►Saa røber sig et Kongehjerte, og ►vel maatte Skotterne nu paa Rigsdagen i 📌Air ►forsikkre hans Børn den Trone, de maatte værdig beklæde, hvis de vare af hans ►Sæd. Alt viser ogsaa at det nordiske Folk i 📌Skotland vaagnede med 👤Bruus; 👤Thomas Ranulf og 👤Jakob Douglas, 👤Roberts tro og ►kjække Venner, savnede, selv medens han var med en Hær i 📌Irland, ikke Vaabenbrødre til Grændsernes Forsvar, og uagtet den gamle Opsætsighed gik lyslevende igjen paa Rigsdagen i 📌Perth, hvor ikke saa faa Høvdinger som skulde vise Hjemmel for deres Besiddelser, ►klappede paa deres Sværde, lærde man dog at der begyndte nu at komme Skik paa Staten, da de samme Høvdinger, grebne i forræderske Anslag, ei behøvede at tvinges ved en Hær, men kunde dømmes af en Ret — det saakaldte ►sorte Parlament. — Omtrent atten Aar efter Slaget ved 📌Bannesboen døde*1329. 👤Robert, og ►alt da havde 📌Engelland opgivet Haabet om at tvinge Skotterne, og erkjendt deres Uafhængighed. Med 👤Robert uddøde vel 240ikke den ny fædrelandske ►Kæmpeaand, men at den ingenlunde hvilede paa Rigets fleste Høvdinger, og var hos Folket i sin Barndom endnu, som 👤David, 👤Roberts Søn, dengang en femaars Dreng, det fik man alt for snart og grant at see, da 👤Roberts Hjertens-Venner 👤Ranulf og 👤Douglas vare hensovne. Understøttet af 📌Engellands 👤tredie Edvard og i Ledtog med adskillige skotske Riddere, kom nu 👤Johan Baliols Søn, 👤Edvard med en Hær til Lands, slog en i Tal langt overlegen Hær,*1332. og indtog ved Skotters især ►Cumenidernes Bistand hardtad hele Landet, saa 👤David maatte flye til 📌Frankerig. Kun paa enkelte faste Borge der som 👤Roberts Minde-Stene, trodsede hele 📌Engellands Magt, saae man at det Helte-Kuld hans Aand havde avlet, ei var uddøet, men laae kun i et Svøb, hvoraf det daglig mere udviklede sig.

✂ I en af disse Borge: 📌Dunbriton, ei langt fra 📌Loumund-Søen, frelstes den femtenaarige 👤Robert Stuart, en Dattersøn af Kong 👤Robert, og beskikket til at arve 📌Skotlands Trone. I hans attende Aar sloge de saakaldte Brandaner, fra 📌Arrøe og 📌Botøe under 👤Lennos, sig til ham; i Forening med 👤Thomas Ranulfs Søn, 👤Jon, vovede han sig ud af Borgen, indtog de sydvestlige ►Landskaber, og blev nu tilligemed 👤Jon Ranulf, af Fædrenelandets Venner, udvalgt til Rigs-Forstander. Nu førdes Krigen med afvexlende Lykke, men Enden blev 241at 📌Skotland rensedes fra de udlændiske Høvdinger, saa 👤David da han havde fyldt sine atten*1342. Aar kunde i Mag bestige sin Faders Trone. Vel maa man sige, at han kun paa Valpladsen lignede sin Fader, vel maatte han med nogle Aars Fangenskab i 📌London bøde for sin utidige Stridbarhed, og vel forstyrrede mange skotske Høvdinger Roligheden, ja selv Douglasserne besmittede med ►Nidingsiid deres herlige Navn, men til at bære de Fremmedes Aag sad dog Hjertet for høit, og 📌Berviks tappre Forsvarer, 👤Alexander Setoun, lod heller ►den meensvorne Kong 👤Edvard myrde sin Gidsel, hans Søn, end han vilde bryde sin Eed til Fædrenelandet.

✂ Efter den barnløse 👤Davids Død besteeg 👤Robert Stuart *1370. Tronen, og blev Fader til en Kongeslægt, hvis forunderlig sørgelige Skjebne levende minder om hine græske Slægter, som ►med en dunkel Brøde paa deres Hoved, kunde hverken med Vid eller Magt undgaae, men kun udgjøre det Sørgespil, hvortil de af ►Nornerne vare bestemte, og ►underlig gribes man da af det gamle Sagn, at Stuarterne nedstammede fra hin 👤Bancho, der af ►Volerne ►annammede Løfte om ►Purpuret for sin Æt, og stræbde, i Ledtog med 👤Machbeth, at bane sin Slægt Konge-Veien, men beredte sig ►og den derved en gruelig Skjebne. Dog, hermed være det, som det kan, saa begynde de visse Efterretninger om Slægten med det 12te Aarhundrede, da 👤Valther Alansen under 👤Malcom den 242👤Tredies Søn 👤David, var ►Stevard eller ►Drost af 📌Skotland, dette Embede som gik i Arv, har givet Slægten Navn, og dens Arvegods laa i ►Landskabet 📌Renfrev paa 📌Clydes yndige Bredder. En Sønnesøns Søn af gamle 👤Valther var 👤Alexander Stuart, som ved Giftermaal erhvervede 📌Botøe, var en Modstander af de ►alt da mægtige og urolige ►Cuminider, og Høvedsmand i Slaget mod 👤Haagen den Gamle ved 📌Largs. Hans Søn 👤Jacob stod en ►Tidlang 👤Vallas bi, men var ►og af dem der siden forargede sig over hans Ringhed, og altsaa ei uskyldig i sit Fædrenelands Forsmædelse, dog døde han i en ærefuld Fredløshed, og hans Søn 👤Valther stræbde saavel ved 📌Bannakborn som i hele sit Liv at oprette det Forsømte, og indslynge Stuarternes i Brusernes Hædersnavn. Det lykkedes ham i alle Maader, Kong 👤Robert gav ham sin Datter, og hans Søn 👤Robert var det som nu besteeg den skotske Trone. Blomstrende var hans Slægt, tolv hans Sønner og ti hans Døttre, og ved at gifte en af disse med ⓘ 👤JacobJacob] GV, Jocob A 👤Douglas Søn af den Grev 👤Vilhelm der gjorde ham just ikke Tronfølgen men dog Arveretten stridig, ►besvogrede han sig med den næstfornemste Slægt i Riget. Svag var imidlertid hans Regjering, 55 Aar gammel ved Tronbestigelsen, elskede han Rolighed, og pleiede sig paa sit Landgods, og lod Høvdingerne raade, som af ►Æresyge, ►Rovgjerrighed og Føielighed mod 📌Frankerig idelig fornyede Fjendtlighederne med 📌Engelland, hvis bedste Side er, 243at de beskjæftigede og fortærede de ►krigske Adelsmænd, der ellers vilde forstyrret den indvortes Rolighed. At de imidlertid ogsaa gave Anledning til mangen glimrende Yttring af Ridderaand er ligefrem, og det var i denne Konges Dage at den berømte og besjungne Æres-Kamp *1388. stod i Maaneskin en Sommernat, ved 📌Otterborn i 📌Nordhumberland mellem Grev 👤Douglas som fandt der en sjelden Heltedød, og de nordhumbriske Greve-Sønner Brødrene Percy, 👤Ralph og 👤Henrik, der havde mere Ære af deres Fangenskab, end de fleste Høvdinger af Seire.

✂ 👤Roberts ældste Søn 👤Jon, eller, som hans Kongenavn blev, 👤Robert den Tredie, havde ►alt et halvt Aarhundrede paa Bagen, da han blev*1390. Konge, og var det egenlig kun af Navn; thi hans Broder 👤Robert, der ►alt i Faderens sidste Dage var blevet Rigs-Forstander, og nu kaldte sig Hertug af 📌Albanien ►ͻ: 📌Skotland, en klog, men nedrig og rænkefuld Prinds, havde Kongen i sin Magt, og begik ►paa hans Kappe de skammeligste Gjerninger, blandt hvilke vel den staaer øverst, at han lod Kongens ældste Søn, den viltre og ubesindige, men tappre og ædle 👤David, fængsle som for at tæmme hans Vildskab, og sulte ihjel, for at rane hans Krone. Før endnu denne Udaad øvedes, var 📌Skotland hjemsøgt af den engelske Tronrøver 👤Henrik den Fjerde, Landets farligste Fjende, thi han var klog ►som ►kjæk, forstod at synes hvad han ikke var: andægtig, mild 244og godmodig, stærk var hans Hær og stod ►alt for 📌Edingborg, Mod havde 👤David men ingen Krigshær, den stod under 👤Robert, og feig ►flydde han i dens Spidse, uden at have seet Fjenden. Alt ►syndes tabt, men Nys om 👤Oven Glendours Opstand i 📌Vales, eller man veed ikke hvad, drev 👤Henrik tilbage, og saa ►underlige ere den Høiestes Raad, at han blev den sidste engelske Konge, der med sit Riges Magt gjorde Indfald i 📌Skotland.

✂ Kong 👤Jon havde, foruden 👤David, endnu een Søn: 👤Jakob, som han kort før sin Død af Frygt*1405. for sin Broder, ►udskikkede af Landet til 📌Frankerig, hvor han dog aldrig kom, thi engelske Skibe opsnappede ham og førde ham til 📌London, hvor han sad fangen fra sit ellevte til sit tredivte Aar, thi Hertugen af 📌Albanien havde ►end mindre Lyst til at løskjøbe end 👤Henrik den Fjerde og 👤Femte til at lade ham fare. Først da alle disse vare døde, kom han hjem i sit Rige,*1424. og fandt der en urolig og stakket Herlighed, der endtes med en Død,*1437. for 👤Robert Grahams Morderdolk, der hører til de forsmædeligste Historien kjender. Denne 👤Jakob var ►upaatvivlelig den største Aand, ikke blot iblandt 👤Robert den Gamles Børn, men blandt alle sin Tids Fyrster, en god Skjald, kongelig optugtet, driftig og myndig, men krævede ►end de Stores Selvraadighed, der under Stuarterne var blevet utaalelig, Strænghed, saa krævede den ikke mindre Forsigtighed og Mildhed, og ved at overdrive Stræng245heden og glemme Mildheden, styrtede han sig i Sværdet.

✂ 👤Jakob den Anden var kun ►paa sjette Aar, da hans Fader blev myrdet, og kun 28, da en Kanon som sprang under den unødvendige Beleiring af 📌Roxburg, gjorde Ende paa hans Dage,*1460. da hans ældste Søn gik i sit ottende Aar. Striden med de mægtige Douglasser der opførde sig som uafhængige, er den vigtigste Begivenhed under 👤Jakob den Andens Regjering, men hædrer den ikke, thi man ►stjal Livet af ►to Grever Douglas, og den Tredie havde udentvivl skilt 👤Jakob ved Tronen, hvis ikke Biskoppen af 📌Andrevs, 👤Kennedy, havde forhindret det. 👤Jakob selv var en vægelsindet og storagtig Prinds, knap Krigsmand, mindre Konge.

✂ I 👤Jakob den Tredies Mindreaarighed gik det roligt af saalænge hans Moder 👤Maria af Geldern og Biskop 👤Kennedy, to i det mindste verdslig forstandige Personer levede, og siden vel ei bedre men dog stillere end sædvanlig. Hans første Regjerings-Tid blev ogsaa glimrende især ved hans Formæling med den danske Kongedatter 👤Margrete, der saa godt som forenede 📌Ørkenøerne og 📌Hetland med Riget. Beskyldningen for Indgreb i Folkets Frihed rammer ingenlunde den Konge, der vel stundom brugte Munden for meget, men stedse Haanden for lidt, undtagen til at sammenskrabe Penge, Noget der vist nok er en Kongehaand uværdigt, om end Pengene, 246som her, anvendes meest til prægtige Bygninger. Mangel paa Mod og Kraft var hans ►øiensynlige Brøst, og hans største Kongebrøde var Hengivenheden til saa mageløst et Sæt af Yndlinger, som 👤Kokran Murmester, 👤Roger Spillemand, 👤Leonard Smed, 👤Hommil Skræder og 👤Torfikan Fægte-Mester, samlede, som det synes, efter fattig Leilighed til Huusbehov. Murmesteren stilede høiest som hans Haandværk, og bygde sig et Grevehuus, men Stenene vare kjøbde for stjaalne Penge, og Kalken var lædsket med Blod af Kongens Broder, Grev 👤Jon af Mar, og det Slags Huse blive sjelden gamle. 👤Kokran overlevede ogsaa sit, skjøndt ikke længe, paa Stigen til Galgen, hans eneste Værk som varede ham ud. Det var et Oprør af de fornemste Høvdinger alle disse Yndlinger havde Strikken at takke, og i det Samme*1482. blev Kongen fængslet, men kom dog atter paa fri Fod, og beholdt Kronen til Aaret efter hans i 📌Skotland *døde 1487. høit agtede og elskede Dronnings Død. Da var det at alle Landets sydlige Høvdinger gjorde Oprør med 👤Greven af Angus i Midten, som var ►og en Douglas, hvis forræderske Anslag 👤Jakob længe havde havt Beviser paa, men ei Mod til at straffe. Ved Forræderie fik de Tronarvingen i deres Hænder, gjorde skændelig hans Sikkerhed til Løsenet i Oprørskrigen, og bare i aaben Mark Avindskjold mod deres Konge, ei langt fra 📌Bannakborn. Eenlig ►flydde 👤Jakob, saasnart nogle 247af hans tro Høvdinger vare faldne, styrtede med Hesten, og endte sit Liv tæt ved 📌Bannakborn i et Møllehuus, endte det ►saa, at Harme kvæler Taaren, thi det Uhyre af en Præst for hvem han skriftede, jog ham Dolken i Brystet.

✂ 👤Jakob den Fjerde gik i sit sextende Aar, da hans Fader blev myrdet og denne Gang undgik da 📌Skotland de Forvirringer der flød af Tronarvingens Mindreaarighed, og fik strax en Konge, der som Ridder betragtet, ei havde sin Mage i hele 📌Europa, og havde virkelig Aand nok til at behandle Statsstyrelsen som et ►Ridderspil til hele Folkets Beundring og Tilfredshed. Intet Oprør rystede hans Trone, intet Skotteblod besudlede hans Sværd, men Fader-Blodet, som han tillod at flyde paa sin Kappe, og ►udkrævede ei af Oprørernes Haand, brændte ham mangengang dybt i Sjælen, og laae virkelig tildeels paa hans Hoved. Fem og Tyve Aar varede hans glimrende Regjering, under hvilken 📌Skotland først kom i virkelig Besiddelse af 📌Syder-Øerne, og fremviiste som en Sjeldenhed, vel ingen Flaade, men dog et dengang mageløst Admiralskib, ►Store Michel, og imellem flere djærve Vikinger, en ædel ►Bølge-Ridder, 👤Anders Vood fra 📌Largs, men nu indlod han sig i en unødvendig Krig med sin Svoger, 👤Henrik den Ottende, hvortil han forledtes af fransk List og Guld. Vel blev han, ligemeget her ved Hvem, paa en sær høitidelig Maade i Kirken 248advaret ►for det ulykkelige ►Tog, og ►for hans vellystige Udsvævelser, der skulde styrte ham, men forgjæves; medens han hvilede i en deilig Skjøges Arme, han paa ►Toget fandt, hensmeltede hans Hær, hvoraf den største Deel drog hjem, og Greven af 📌Surrei, den engelske Høvding, fik derved Tid og Leilighed til at berede hans Undergang. Stædt i øiensynlig Fare, bød ham dog hans Ridder-Ære heller med alle Sine at falde end flye, og nu stod det blodige Slag paa 📌Floddens Høie, ikke langt fra 📌Tveed, hvor 👤Jakob faldt,*1513. ei som en kongelig Hærfører, men som en forvoven Ridder, der Intet saae, undtagen hvor Fjenden stod tykkest. Skotterne vilde ikke høre at deres Ridder var faldet, men sagde, han var, som 👤Olav Tryggesen, draget til 📌det hellige Land at gjøre Bod, og kunde ventes tilbage, som, rigtig forstaaet, kan ►og være sandt, men hans Liig førde Fjenden ►vist i Triumph, og at Skotterne, som Natten efter Slaget gav sig Tid til at plyndre paa Valpladsen, ►ingen tog sig til at finde Konge-Ridderens Liig, det beviser, at de maatte ►og gjøre Bod, før han kunne komme forbedret tilbage.

✂ Kun lidt over ►Aar var 👤Jakob den Femte, da hans Fader faldt, ikke mindre end tolv skotske Jarler, og en stor Mængde Adelsmænd vare faldne med ham; Enke-Dronningen, den engelske 👤Margreta manglede vel ikke Forstand, ⓘ menmen] GV, men A Dyd og Ærlighed, 📌Frankerig og 📌Engelland 249sparede hverken List eller Guld, de unge skotske Adelsmænd vare ærgjerrige, hidsige og uerfarne, Hertugen af 📌Albanien, en Søn af 👤Jakob den Tredies Broder 👤Alexander, som havde gjort sig skyldig i Lands-Forræderie, en herskesyg, æreløs og uklog Tjener af det franske Hof, var for det Meste Rigs-Forstander, og det er da intet Under, at Riget under den lange ►Mindreaarighed blev en Skueplads for de største Uordener, idelig Kiv og blodige Optrin.

✂ Da 👤Jakob blev myndig,*1523. fik Landet Rolighed, dog ikke den Rolighed, det nød under hans Fader, men en Stilhed som den der hersker, mellem Afmægtige, over hvis Hoved Sværdet blinker. Ved Hjelp af Klerkene at berøve Adelen al Magt og inddrage dens Godser under Kronen, var Grundsætning hos det Afskum af en Konge, der havde forsvoret Naade og Tilgivelse, men gjorde i Øvrigt Alt for Penge. Paa dem troede han, og da han i Krigen med 📌Engelland saae deres Afmagt, døde han af Fortvivlelse i de samme Dage som hans Datter,*1542. den bekjendte 👤Maria, blev født. I denne 👤Jakobs Tid skinnede Evangeliets nytændte Lys ogsaa over Bølgerne til 📌Skotland, hvor man forgjæves vilde fordunkle det med Baal, og her er da Stedet til at kaste et Blik paa den skotske Aand og Kirke.

✂ Det er unægteligt, at Sagn og Sange som have hjemme i et Folks Hedenskab, om de i Øv250rigt ei indeholdt mindste historisk Sandhed, paa det bestemteste kundgjøre Folkets Aand, men, saavidt man veed, findes der ei mindste Levning af Sligt hos Skotterne af nordisk Æt, og hvorvidt det er anderledes med Galerne, beroer vel paa ►de Ossianske Digtes Ægthed. Saalænge nu disse ei ere udgivne i Grund-Sproget, og dette tilbørlig opklaret, maa Spørgsmaalet nødvendig være underkastet megen Tvivl og Dunkelhed, men at der i de Digte findes ►mærkelige hedenske Oldsagn, kan ►vist uden Fare paastaaes, ligesom det da er klart, at de gamle irske Sagn om Helten ►Fin, ►Kuvals Søn, hans Søn 👤Oisin og Sønnesøn ►Oskir i det tredie Aarhundrede, gjælde 👤Fingal, 👤Ossian og 👤Oskar. Om den historiske Grundvold er det egentlig for tidlig at tale, kun kan man bemærke, at 👤Fingals ►Tog til 📌Norden ere omtrent saa historiske som ►Arthurs, og Picterne; som Galerne kaldte Chruthnier, vist det eneste nordiske Folk han havde med at gjøre, Noget man ogsaa mindes om ved ►Chrutloda, den pictiske ►Odin. Hvad Poesien angaaer kunde man vel falde paa at sige: ►Røsten er 👤Jakobs men Hænderne 👤Esaus ►, thi en forunderlig Modsætning er der mellem 👤Ossians Hjerte ⓘ ogog] GV, vg A Tungemaal, og naar man veed, at Skotte-Navnet efter al Rimelighed er af nordisk Herkomst og Udtryk for de ►Thuath de Danan (►Dana Thiod) hvorom irske Oldsagn melde, samt at 👤Fingal (den hvide Fremmede) 251er en gammel irsk Benævnelse paa Dansk, da synes det ikke urimeligt, at 👤Fingals Slægt var dansk men blev besjunget af galiske Barder. Man har længe bemærket at Aanden i ►de ossianske Kvad er orientalsk, og antaget det for et Vidnesbyrd mod deres Ægthed, men det skulde man ikke gjort før man havde beviist at Galernes Aand ikke er orientalsk, som dog deres Barde-Væsen, Kaste-Inddeling, Dovenskab, Ubændighed, Farve, Aasyn og Alt synes at vise.

✂ ►Naar Dal-Reuderne bleve christnede er ikke afgjort, og at det skedte, medens de vare fordrevne til 📌Irland, er en løs Gjætning. Da det imidlertid er vist, at Picterne ►nærede sig med skotske Geistlige omtrent til det tolvte Aarhundrede, og de sydlige Picter omvendtes i Begyndelsen af det femte Aarhundrede ved 👤Ninian, maa deres geistlige ►Fædre ►vist tidligere have været Christne, Noget der ►og synes beviist ⓘ derved,derved,] GV, derved; A at 👤Celestin, den brittiske Kætter, 👤Pelags ►Stalbroder, var en Skotter, *432. til 492. og kunde ikke være fra 📌Irland, som først efter hans Tid omvendtes ved 👤Patrick. Nord-Pikterne omvendtes i det sjette Aarhundrede ved 👤Columba, en Slægtning af de Dal-Reudiske Konger, tilligemed*565. deres Konge 👤Brudi (Bryde) den Anden, 📌Syder-Øen 📌Hjona, hvor ►Fergusiderne ►begroves, var til det niende Aarhundrede ►Plante-Skolen for den skotske Kirke, og 📌Hjonas Abbed dens Ypperste-Præst. Mellem disse Abbeder er*679. 252👤Adomnan som Forfatter til en vigtig Levnetsbeskrivelse af 👤Columba, især ►mærkværdig, og det er vist ikke deres, men Picternes Grovheds Skyld, at disse ei selv kom til at forsyne deres Kirker. Derimod er det ganske rimeligt, at da, efter 📌Hjonas Ødelæggelse og 📌Irlands Indtagelse af danske Vikinger, ►Levningen af irske Geistlige i 📌Skotland ►Kuldeerne, dannede en egen Kaste, hvor Præstedømmet gik i Arv, Picterne, som nu begyndte at vaagne, kan have havt Føie til at klage. Sligt kan imidlertid aldrig vare længe, og man kan være sikker paa, at kunde Picterne før det tolvte Aarhundrede undværet ►Culdeerne, vilde de ►og før begyndt at fortrænge dem, og det er ret ►mærkeligt, at de forsvinde med det trettende Aarhundrede, da den nordiske Aand ogsaa udvortes i 👤Valles og 👤Bruus kundgjorde sin kraftige Nærværelse. Hvad der til denne Tid fra 👤Adomnans Dage skreves i 📌Skotland, indskrænker sig omtrent til en lille Pictekrønike, eller rettere, et ►Slægtregister over de pictiske Konger paa Latin, og den saakaldte ►Albanske Duan, der er et lignende ►Slægt-Register sjunget af en galisk Barde for 👤Malcom den Tredie i det ellevte Aarhundrede. ►Mærkeligt er det, at den heel igiennem har Ende-Riim, og at den kalder Tilhørerne guulhaarede, thi begge Dele henpege paa den Blanding af Galisk og Pictisk, som i den Tid sad paa Thronen.

✂ 253Kunde man tvivle om at det var med 👤Vallas, 👤Bruus og det fjortende Aarhundrede den nordiske Folkestamme aandelig vaagnede, da maatte dog Tvivlen forsvinde, naar man seer at det ældste ny-skotske Vers man veed af at sige, er en Klagesang ved 👤Alexander den Tredies Grav, og det første store Kvad, som dog ►alt beraaber sig paa Kæmpe-Viser, det som ►Erke-Degnen i 📌Aberdeen, 👤Jon Barbour, under den første 👤Stuart digtede om 👤Robert Bruus som Fædrenelandets Befrier. Paa samme Tid skrev 👤Jon Fordun en skotsk Historie paa Latin som ►vel hverken i Sprog, Skrivemaade eller Indhold taaler nogen Sammenligning med vor 👤Saxos, men er dog en vigtig og ►mærkelig Samling af Fortids Sagn. Ikke længe efter, medens 👤Jakob den Første sad fangen i 📌London, skrev Prioren i 📌Lochleven, 👤Anders Vynton, sin ►skotske ►Riim-Krønike, der vel i Fynd og Hjertelighed staaer ligesaa langt nedenfor den Danske, som den overgaaer samme i ►Bladetal, men er dog baade for Sprogets og Aandens, for Trohjertighedens og ⓘ Kundskabens Skyld, en ►mærkelig og glædelig Bog. At den desuagtet ei før Slutningen af det attende Aarhundrede kom for Lyset, viser ►vist nok hvorlidet kjendt og kjær den har været Skotterne, men at den dog da kom frem, er et af Tidens gode Tegn, kun er det slemt, at Udgiveren, en 👤Machpherson, har ►forskaaret den, og udeladt den ►almindelige Verdens-Krø254nike, hvormed den begynder, thi vel skulde man ei deraf lære noget Nyt om den gamle Verden, men hvad man deraf kunde lære om de gamle Skotters Kundskab, Synsmaade og Sprog var ingenlunde at foragte. Fra 👤Vyntons Dage af finde vi ingen navnkundig ►Krønike-Rimer, Spot og Lystighed blev Sjælen i den skotske Sang, og er hvad der udmærker 👤Dunbar i 👤fierde og 👤David Lindsay i 👤femte Jakobs Dage, dog staaer Biskop 👤Gavin Douglas imellem dem som en berømt Oversætter af 👤Virgil. I 👤Jakob den Andens ►Mindreaarighed fortsatte 👤Bovar 👤Forduns ►Krønike, og i 👤Jakob den Femtes udgav 👤Hector Bøyce (👤Boethius) sin berygtede ►Krønike paa Latin, som imidlertid, med Hensyn paa Tiden, ingenlunde fortjener den ►Banstraale, de nyere Historie-Skrivere have udslynget mod den, og bliver altid saare ►mærkelig, da den snart blev oversat, og maa ansees som 📌Skotlands Folke-Krønike.

✂ Allerede i Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede fik 📌Skotland sig en ►Højskole *1410. i 📌St. Andrevs, som det skyldes Stedets ►vakkre Biskop 👤Henrik Vardlav, der ►og var Aarsag til 👤Jakob den Førstes Redning. To andre Biskopper 👤Turnbull i 📌Glasgov og den lærde*1453. 👤Villum Elphinston i 📌Aberdeen have stiftet ►Høiskolerne sammesteds,*1450. og i det Hele er det ►mærkeligt, at hverken var Pavernes Indflydelse paa 📌Skotland nogensinde betydelig, ei heller blandede Geistligheden 255sig stort i Statssager før det 16tende Aarhundrede. At imidlertid det er nogen Roes for den skotske Geistlighed, kan man ikke saa lige paastaae, da den, saalænge Adelen var i sin Kraft ►vel nødtes til at holde sig i Stilhed, og ►forsømde sig ikke, da det blev Tid. Dog synes det virkelig at Geistligheden til henimod 👤Jakob den Tredies Tid, da Regjeringen begyndte at sælge Bispestole og Abbedier, har i det Hele været agtværdig. Den første Niding af en Bisp man finder er den snu 👤Anders Forman under 👤Jakob den Fjerde, Erkebisp i 📌St. Andrevs, og han havde to ►Eftermænd i 👤Jakob og 👤David Beton, hvis Skudsmaal man ei behøver at skrive; thi de have selv præntet det uudslettelig i Krøniken med christent Blod som de udøste. Den ældre 👤Beton var det som lokkede Evangeliets første navnkundige Prædikant i 📌Skotland, 👤Patrik Hamilton, af engelsk Herkomst, til sig og kastede*1528. ham paa Baalet, der dog ►alt i Fortiden var indviet ved en ►Viklefits og en ►Hussitters ►Brand. Slige Skuespil gjentoges tit, ei fordi Kong 👤Jakob ►jo grant indsaae deres Skændighed, men fordi han tænkde nedrig nok til for rede Penge at sælge uskyldigt Blod.

✂ Fire Aar efter 👤Jakobs Død blev hans nedrige Raadgiver, Sandhedens arrige Fjende 👤David Beton myrdet, 📌Skotlands navnkundige Reformator*født 1515. 👤Johan Knox begyndte nu for Alvor sin Løbebane, hans ►henrivende Veltalenhed vandt 256overordentligt Bifald, ærgierrige herskesyge og ►rovgjerrige Adelsmænd ►fandt deres Regning ved at opkaste sig til Protestanternes Høvdinger, og saavel Enkedronningen, en fransk Prindsesse, som den i alle Maader franske Dronning 👤Maria nødtes til at lade den chatolske Kirketjeneste synke, og den calvinske hæve sig, men sørgeligt er det at see, hvilken verdslig og Sandheden uværdig Gang den skotske Reformation tog, Pøbelen rensede Kirken med Røverhaand; Adelen ranede de geistlige Godser, uden engang at kunne sige det var Gaver af deres Forfædre, selv 👤Knox gav sine Tilhængere Vaaben i Haand, og opmuntrede til Oprør, og saasnart det reformeerte Partie troede sig mægtigt nok, udøvede de samme Undertrykkelse mod de chatholske, som de selv nys havde sukket under. Klart er det at Aarsagen til mangt et voldsomt Udbrud laae i Dronningens uredelige Adfærd og forargelige Levnet, men hun var jo netop Frugten af Skotternes tohundredeaarige Kjærlighed til fransk List, Guld og Ugudelighed, og stort bedre blev det ei heller efter hendes Afsættelse,*1567. da hendes aarsgamle Søn med 👤Henrik Darnlei Stuart, udraabdes til Konge under Navn af 👤Jakob den Sjette. Det var ingenlunde om Lærdommen man streed, men om Fordeel og Raaderum, de ny Præster hvem den ►rovgjerrige Adel ei levnede det tørre Brød, medens den under deres ►Skyts fortærede Kirkens Fedme, stiftede Partier og giennemheg257lede de Store for dog at gjælde noget, og vilde ingen biskoppelig Myndighed taale, Regjeringen vilde have Bisper, der som Hofmænd kunde hæve Tronen, den hele Adel var selvraadig, Hamiltonerne stræbde i Spidsen for det chatolske Parti efter Kronen, og 👤Jakob var en underlig Blanding af Stivhed og Svaghed, et skotsk Hoved med et fransk Hjerte, der læste meget og lærde lidt, havde ligesaa udsvævende Indbildninger om Kongehøihed, som hans Læremester 👤Georg Buchanan om Folke-Frihed, og var, efter Stuarternes Vane, vexelviis sine Yndlingers Slave og Bøddel. Ham var det, som til Løn fordi han sad med Hænderne i Skjødet, mens hans Moders Hoved faldt for 👤Elisabeths Bøddelsværd, fik 📌Engellands blodige Krone, og det er klart at just fordi den gjorde ham en Tomme høiere, blev han mere uskikket til at bære den, det var ligefrem, at han som kronet Hoved for den høie ►bispelige Kirke, maatte blive den bispefiendske Presbyter-Menighed ►end mere ►gram, og at det dog kun var denne, der vandt i Magt ved Rigernes Forbindelse. Føier man nu hertil at 👤Jakob var ødsel, uanseelig og yderst frygtsom, da er det vel intet Under, at han hverken blev agtet eller elsket i et Land, hvor man misundte Kongerne al Magt, elskede Penge og foragtede Skotter, og hvor Presbyterianerne hver Dag bleve rigere og mere formaaende. Hvad der fremdeles vakde Misfornøielse, og tjende 258►end mere til Paaskud, var hans Mildhed mod Chatolikerne, som i Øvrigt ikke bør dadles, og forfængelige Bestræbelser for at komme i Svogerskab med det Protestanterne saa fiendske og i 📌Engelland særdeles forhadte spanske Hof, der ved den snedige 👤Gondemar holdt ham for Nar. Saaledes stødte Alt sammen for strax at indtage Folket mod Stuarterne, tilintetgjøre 📌Engellands Indflydelse paa 📌Europas Anliggender, og berøve de tydske Protestanter 📌Stor-Britanniens Understøttelse.

✂ 👤Jakobs sidste Dage vare især kummerfulde, thi, foragtet af sit Folk, saae han sig behandlet som et Barn af sin Yndling 👤Bukingham, og kjed af Livet døde han, man veed ikke ret om af Sygdom*1625. eller Læge-Midler.

✂ 👤Jakobs ældste Søn, 📌Engellands store Haab, 👤Henrik, var i Forveien død til alles Sorg, og derved kom den ulykkelige 👤Carl Stuart til at beklæde en Trone der ►alt vaklede og skulde knuse ham i sit Fald. 👤Karl var en aabenhjertig, godmodig og elskværdig Mand, med god sund Forstand og megen ►Vittighed, men sin Faders overspændte Begreber om Konge-Standen havde han arvet, var uforsigtig, overdreven føielig mod hvem han elskede, havde Styrke til at bære men ei Kraft til at handle, var forstandig men ei klog, ei ►kjæk men kun taalmodig, ligere en Kvinde end en Mand, skabt til en god Undersaat, men en maadelig Konge. Aldrig kunde en Mand 259af den Beskaffenhed bære 📌Engellands Krone med Ære, og aldrig annammede Nogen samme under uheldigere Omstændigheder end 👤Carl. Uenigheden mellem de religiøse Partier havde ligefra Begyndelsen været temmelig verdslig, thi hvad de i Henseende til Religionen tvistedes om, var meest slige Smaating, som mellem fornuftige Folk aldrig er Aarsag i, men kun Paaskud for Skilsmisse, men nu var den nær ved at blive aldeles politisk; og Religionens Indblanding tjende kun til at forblinde svage Øine, og forvirre skjøre Hoveder. I Parlamentets Overhuus agtede Bisperne med 👤Villum Laud i Spidsen at tilbagevinde en Deel af den ved Reformationen tabde Glands og Myndighed, og stræbde derfor at gjøre Kirken til en verdslig Helligdom, der hvilede paa dem som indviede Støtter. I Underhuset ►spillede Presbyterianerne Mester; thi da de udstrakde deres Friheds-Grundsætninger ogsaa til den verdslige Stat, indskjød alle Misfornøiede, Ærgjerrige og Herskesyge sig under dem, for at have et talrigt Partie og bestandig Grund til Klage. Heftig Strid var da uundgaaelig, især da Grændsen mellem Kongens og Parlamentets Rettigheder var i mange Henseender baade efter Lov og Hævd omtvistelig, og ►besynderlig ►kjæk og klog maatte den Konge været, som skulde kunne afværget et voldsomt Udbrud i et Land, hvor man elskede Selvraadighed, og havde glemt hvilke Rædsler der følge dens Seier. 260Nu var 👤Carl ►den bispelige Kirke aldeles hengiven, deels fordi han i den saae en apostolisk Indretning, deels fordi den aabenbar var Tronens eneste Støtte, af sit eget og 👤Buckinghams Nag til 📌Spanien og 📌Frankerig lod han sig forlede til en Krig, der hverken var efter Folkets Ønske eller til dets Ære, men skadede Handelen og deels nødte Kongen til for at faae Penge, idelig at sammenkalde Parlamentet og give efter for dets Fordringer, deels forledte ham til adskillige vilkaarlige og forhadte Paalæg. Vel blev 👤Carl, efterat 👤Buckingham var faldet for en Morderdolk,*1630. saa klog at slutte Fred og intet Parlament sammenkalde, men da han med Magt vilde indføre den ►biskoppelige Myndighed og Kirketjeneste i 📌Skotland,*1639. skedte der en Opstand, som ei kunde dæmpes uden ved en saa fuldstændig Eftergivenhed som Kongen ei vilde vise, eller ved en Krig hvortil han manglede Meget og ►øiensynlig Penge. Efterat have ved denne Leilighed baade under Mægling og Vaaben, givet de tydeligste Prøver paa Uklogskab og Svaghed, sammenkaldte han det ulyksalige ►lange Parlament,*1640. som ikke undlod at benytte Omstændighederne og Forbindelse med de skotske Oprørere til, Skridt for Skridt, at indskrænke Kongens Rettigheder, berøve ham hver Ven og Støtte, og ligesaa trædsk som nederdrægtig lønne ham for hver Føielighed med Utak. Han gav efter, desværre i alt for meget, saa han 261endog opoffrede sin vel ikke feilfri, men dog agtværdige og tro Ven, Jarlen af Strafford,*1641. til hvem Underhuset havde fattet et dødeligt Had, fordi han, der som 👤Thomas Ventvorth havde under de forrige Parlamenter, tilligemed 👤Jon Pym, været Kongens haardeste Modstander, var blevet hans Ven. Nu kjendte Underhuset, som ligefrem stilede ►paa en democratisk Forfatning, ingen Grændser, Kongen havde ogsaa, ved at lade en ⓘ ►BillBill] GV, Biil A gjælde for Beviis mod 👤Strafford, ligesom billiget alle deres Beslutninger, og som han siden selv sagde paa Retter-Stedet, ved at lægge en uskyldig Vens Blod paa sit Hoved, fortjent den Skjebne at forlades af Venner og mishandles af Fjender. Da 👤Carl saae, at han med det Gode ei engang kunde beholde Skyggen af Kongemagt, drog han til*1642. 📌York, og efter nogen Brevvexling der ►end mere forbittrede Gemytterne, udbrød Borgerkrigen, der en ►Tidlang var saa aldeles til Kongens Fordeel, at det synes som han tit kun havde behøvet at gaae til 📌London og adsplitte ►Bremsene for at have vundet Spil, men Udholdenhed var hans eneste Plan, og uden at vente nogen Udsoning, lod han sig dog standse ved hvert Forslag. Derved gik Sagen i Langdrag, og hver Seier Kongen vandt, tjende kun til at forøge hans Fjenders Raserie og formindske hans Venners Tal, saaledes faldt med Flere den herlige 👤Falkland ved*1643. 📌Nevbury, og da den tappre men ubesindige 262Prinds 👤Rupert af Pfalts, der, som det synes, ei streed for Kongens Sag men for sin Fornøielse, efter det tabde Slag ved 📌Naseby,*1645. ellevild overgav 📌Bristol, saae 👤Carl ingen anden Udvei, end at gaae til 📌Skotland og forene sig med Jarlen 👤Montrose som der havde spillet en eventyrlig Helte-Rolle, men den var ►alt udspillet, og 👤Carl stod forladt. Hans sidste Haab var at Skotterne dog kjærlig skulde mindes at han var af deres Blod, og til dem overgav han sig, men nederdrægtig skuffede de hans Tillid, og solgde med ham deres Ære og Krone til Huset i 📌Vestminster.*1646.

✂ ►End kunde vel Udfaldet synes tvivlsomt, da Folket var utilfreds med et Parlament, der, langt føleligere end 👤Carl nogensinde, havde misbrugt sin Magt, men ►Magten sad nu i Spydstagen, den sad igjen i 👤Oliver Kromvells Haand, og han kunde ikke naae sin Agt, at forvandle den til et Septer, uden ved at farve den i Kongeblod. Hidtil havde denne Niding gjældt i Huset for en ivrig Presbyterianer, men han, hvem hver Maske var lige Kjær, naar den kun skjulte hans Djævle-Ansigt, spillede i Leiren ►Independent for at vinde blinde, rasende Redskaber til sin Udaad. Disse ►Independenter (Uafhængige) vare Folk eller rettere kun Udyr, der stræbde at indbilde sig selv at Selv-Forgudelse var den sande Gudelighed, al baade geistlig og verdslig Myndighed foragtede de, fulgde blindt deres onde Hjerters Attraaer, og kaldte dem, med brændemærket Samvittighed, 263guddommelige Indskydelser. Dem havde 👤Cromvell brugt i Striden som glubende Dyr, dem forstod han at faae gjort til ►Formænd i Hæren, brugde dem til at undertvinge Parlamentet, gribe og dømme Kongen. Vel aldrig var en Konge blevet saa oprørende mishandlet som 👤Carl nu, men til evig Ære for den Tro der lærde ham at overvinde Verden, og som et inderlig rørende Exempel paa ydmyget men ubøiet Majestæt, stod han i sin Ulykke, ogsaa deri en ægte Søstersøn af 👤Fjerde Christian. Paa Jorden faldt hans Hoved for 👤Cromvels Blodøxe den tredivte Januar Aaret efter den vestphalske Fred, men hans Krone faldt ikke, med den svang han sig til de evige Boliger, og gjennemstrømmet af denne salige Følelse gik han smilende til sin Død. Man dyppede ►Liin i hans Blod at gjemme som en Helligdom, men at det var 📌Engellands, ikke blot 👤Cromvels, Hænder som besudledes, det har man endnu ikke villet forstaae.

✂ 👤Oliver Cromvell fra 📌Huntingden var af god Herkomst og rimeligviis paa Mødrene-Side beslægtet med det stuartske Huus. Ved ►Høiskolen havde han ført et udsvævende og ryggesløst Levnet, men pludselig blev han et andet Menneske, giftede sig og førde et stille gudeligt Levnet som den strængeste Presbyterian, fri for Sværmerie var han dengang ikke, men tænkde saa lidet paa at spille en Rolle i sit Fædreneland, at han endog havde indskibet sig til 📌Amerika, og hold264tes kun tilbage ved et kongeligt Forbud. Bekjendt som en ►stiv og ivrig Republikaner blev han valgt til Medlem i det ►lange Parlament for 📌Cambridge, men havde i Førstningen slet ingen Anseelse og kun Indflydelse gjennem 👤Jon Hambden, da han aldeles manglede Veltalenhed. Ved Borger-Krigens Begyndelse, da han var over ►fyrgetive Aar gammel, var, saavidt man kan skjønne, hans Griller borte, men havde taget hans Gudsfrygt med, thi fra nu af seer man ham med Koldsindighed at stile efter verdslig Magt og Anseelse, og misbruge Alt, selv det Helligste planmæssig.

✂ Efter 👤Carls Mord blev Skroget af det ►lange Parlament ved at sidde, og 👤Cromvell blev ved at staae for Styret, Konge-Dømme og Overhuus ophævedes, og Skotterne som ei vilde samtykke, men havde valgt den unge 👤Karl Stuart til Skygge-Konge, bleve tvungne dertil ved 👤Cromvell som vandt Slagene ved 📌Dunbar og 📌Vorcester, og ved Skotten 👤Monk, der før havde stridt for den myrdede Konge, men tjende nu Parlamentet. Dette ►syndes nu ei længer at behøve 👤Cromvell, og var kjed af hans Formynderskab, men hans Myndighed hvilede paa Krigshærens Hengivenhed, og den maatte da opløses om han skulde bøies. Man skal ikke let kunne sige, om det var taabeligst af Parlament-Skroget, at tiltro sig Evne til at regjere, eller en herskende Hær Føielighed til at lade sig opløse, 265men at begge Dele vare latterlige viiste 👤Cromvell dem, da han med en Deel Soldater i Ryggen, traadte ind i ►Huset,*1653. bad ►Lemmerne gaae hjem og give Plads for ►skikkelige Folk, drev dem ud som Faar, lukkede Døren og puttede Nøglen i sin Lomme. Imidlertid var han for klog til at ville have Skin af Tyran, og udnævnede derfor et Slags Parlament deels af sine Fortrolige, og deels af de meest forskruede og vankundige Folk han kjendte, som indbildte sig at være de Hellige der skulde regjere Jorden til Herren kom igjen. Dette Narre-Huus ►vrævlede i nogle Maaneder om at udrydde de verdslige Hollændere, afskaffe Præsteskab, Tiende, ►Høiskoler og ►Landslov, om at indføre den mosaiske Forfatning, og saa fremdeles, men udrettede Intet ►uden hvad 👤Cromvell ønskede, gjorde sig kun til Latter for Folket, og lærde dem at der vil andet end Snak til at styre et Land. Det mærkede endelig de fleste af ►Grillenfængerne selv, og tilbagegav deres Fuldmagt til Krigshæren, som da uden at møde synderlig Modstand, valgde og udraabde 👤Cromvell til Styrer under Navn af Republikens Protector (Beskytter). I fem Aar beklædte han dette Embede, med langt mere Myndighed end Stuarterne, høilig frygtet baade ude og hjemme, og heldig i alle sine Anslag, men ►alt som det lakkede mod Enden, vaagnede Samvittigheden, Dødsangst omspændte ham overalt, og langt meer ulykkelig end 👤Carl Stuart, døde 266han 1658 den tredie September, som netop var den Dag han havde seiret baade ved 📌Dunbar og 📌Vorcester. ►Aabenbar var han Manden Riget behøvede, thi han besad netop i høi Grad den Kraft og Klogskab 👤Carl manglede, havde han valgt at være sin Konges Raadgiver istedenfor hans Morder, da kunde han sovet hen i Fred og efterladt et velsignet Minde, men nu ►henfoer han, til sine Samtidiges Gru, med den Hvirvelvind han havde hengivet sig til, og hans Navn lyder kun til Afskye for Christne og Skræk for Tyranner. Hans Søn 👤Richard skulde være hans Efterfølger, men hverken kunde eller vilde han følge sin Faders Fodspor, rolig lod han sig Magten fratage, og da man ikke kunde enes om, hvem der skulde eie den, besluttede 👤Monk med Skotte-Hæren at sætte 👤Karl den Yngre paa sine Fædres Trone, hvilket ogsaa, uden al Blodsudgydelse*1660. lykkedes, thi Folket i det Hele havde nu endelig lært hvad det vilde sige, at de i Parlamentet ►raadte sig selv, og længdes efter Rolighed, Adelen længdes efter sin forrige Glands og Anseelse, og mange vilde ►bedre mod Sønnen, hvad de havde forbrudt imod ⓘ Faderen.Faderen.] GV, Faderen, A

✂ Om 👤Carl den Anden har man havt ►for Ordsprog, at han sagde aldrig noget Dumt og gjorde aldrig noget Klogt, og vel er dette kun i det Høieste en Vittighed, men det var netop ogsaa hans Forstand. I Øvrigt var 👤Carl en ligegyldig, ødsel og ►liderlig Herre, som gjerne lod 267Andre raade naar han fik Lov til at leve lystig og uforstyrret, men de vare mange som vilde raade, Parlamentet blev snart karrigt, 📌Frankerig var ei saa knap, men vilde have Smæk for Skillingen, som 📌Engelland ikke ►baadede ved; 👤Karl var en hemmelig, og hans Broder 👤Jakob en aabenbar Chatolik, saa der var Nok at trættes om. 👤Carl hjalp sig med en tvetunget Føielighed og sine Ministres Rænker saalænge muligt, men da den rænkefulde, veltalende og æreløse 👤Shaftesbury, der som Lord 👤Ashlei havde været et virksomt Medlem af det ►lange Parlament, igjen ►vendte Kappen efter Folkevinden, tegnede det virkelig til, at 👤Carl skulde ►fristet sin Faders Skjebne. Dog, Rædselsminderne vare for nye og gruelige til, at Mængden af Folket kunde ønske dem oplivede, 👤Carl tog i Tide Mod til sig, opløste det stridige Parlament i 📌Oxford,*1681. sammenkaldte intet igjen, skildte sig med Øxen ved de uroligste Hoveder, kuede det overmodige 📌London, og regjerede siden, eller rettere, lod sin Broder regjere, uindskrænket, og døde*1685. dog mere elsket end nogen 📌Engellands ►Styrer i ►langsommelig Tid. Under ham opkom de siden saa bekjendte Øgenavne af ►Torys og ►Vhigs i Parlamentet, hint, ellers et Navn paa irske ►Stimænd, kom til at betegne Hoffets Venner, og ►Vhig — skotsk Kjernemelk — kaldte de igjen Modstanderne, for deres Sammenhæng med de strænge Presbyterianer, blandt hvilke den skotske 268Almue udmærkede sig ved Latterlighed og Galenskab. Ogsaa disse Navne lære os, hvad Alt viser, at Modsætningen nu var bleven aldeles politisk. Da 👤Carl kun efterlod sig Frillebørn, besteeg hans chatolske Broder 👤Jakob den Anden Tronen, og det uden al Modsigelse, uagtet hans Udelukkelse havde været ►Vhig-Sidens vigtigste Paastand. Dog, Kronen var blevet udvidet, 👤Jakobs Hoved derimod ei blevet større, de passede altsaa ikke sammen, den gleed ham ned baade over Øine og Øren, det saae 👤Vilhelm af Oranien, løftede ham den, før han vidste det, ganske pænt af Hovedet, prøvede den paa sit, fandt at den passede, og loe ad Parlamentet, som bagefter vilde ►indknibe den igjen. Det er i Korthed 👤Jakobs og den ►udbasunede Revolutions sandfærdige Historie, friere bleve Engellænderne ingenlunde, men de fik et klogere Herskab, og det var netop deres Lykke, da Frihed efter deres Forstand aldrig kan times dem uden som en stor Ulykke.

✂ 👤Jakob var herskesyg, kortsynet, selvklog, barsk, haard indtil Grusomhed, og meende at forsone det Alt, og hævde baade Guds og sit eget Rige, ved at være mere chatolsk end Paven i 📌Rom, og omvende 📌Engelland med lumpne Jesuiter. Tilstanden var virkelig saaledes, at han kunde vente saameget Held, som i slige Ting er mulig, thi Religion var ikke hvad der trykkede ►enten Adel eller Præsteskab, den var i de Flestes 269Øine kun en gammel Kjephest der hørde til Forfatningen, og man saae derfor mange i de oplyste Stænder sadle om efter Moden ►til Hove, Presbyterianerne i 📌Engelland vare i det Hele blevne saa rige og ligegyldige, at de Intet vilde vove, Kvækerne hos hvem der var meest aandeligt Liv, afskyede legemlige Vaaben, 👤Jakob havde en staaende Hær, Rye for Tapperhed, mange chatolske Undersaatter som ►syndes at være ham inderlig hengivne, og han havde til ►Bundsforvandt 📌Europas mægtigste Konge: 👤Ludvig den Fjortende. Vel gjorde 👤Hertugen af Monmout, en Frillesøn af 👤Carl den Anden og det engelske Folks Yndling, en Landgang, men den endtes snart paa Retter-Stedet, kun af Almuen havde han havt ►Tilløb, og hvem der ved denne Leilighed havde selv paa fierneste Maade viist Yndest for ham maatte blodig undgjælde under Slagternes, 👤Kirkes og 👤Jeffries, Krigersværd og Dommerøxe. Nu turde hardtad ingen knye, Studenterne af 📌Magdalene-Collegiet i 📌Oxford, som ei vilde opgive deres Ret til at vælge sig en Præsident, og endnu mindre vælge den Doctor af 📌Sorbonnen Kongen foreslog, maatte rømme Pladsen til Chatoliker, og Erkebiskop 👤Sancroft i 📌Canterbury med sex andre Bisper, der ei vilde kundgjøre Afskaffelsen af Straffe-Lovene mod Papister, hvortil han var uberettiget, maatte vandre til 📌Tover, det rystede Folket og gav Anledning til et høitidelig rørende Optrin, da man saae 270Soldaterne knæled for deres Fanger, og bede om Tilgivelse; men da man veed det ei var stille Hengivenhed i Guds Villie der hindrede en Opstand, var det ►upaatvivlelig ►slavisk Frygt. Rimeligviis havde da 👤Jakob, hvorvidt han end var gaaet i Papisterie og Despotisme, ei havt ►uden en Morderdolk at frygte, hvis han ikke havde havt en Svigersøn og Naboe, som 👤Vilhelm i 📌Holland, paa hvem de Misfornøiede kunde fæste deres Blik, og ved hvis Bistand de kunde haabe at vinde uden at vove Stort.

✂ Denne 👤Vilhelm var en Sønnesøns-Søn af sin berømte ►Navner, hvem han ei heller var ulig, og af Admiral 👤Colignys ►Daatter. Lykken ►syndes ham i Begyndelsen ublid, thi som Barn mistede han baade sin Fader og Udsigten til at arve hans Anseelse, da Statholder-Værdigheden erklæredes for evig skilt fra det oraniske Huus, men under farlige Omstændigheder havde han dog seiret, og ved de store Tjenester han gjorde Republiken, ved Snuhed og Sindighed erhvervet en afgjørende Indflydelse. Han var en ►Daattersøn af 👤Carl Stuart den Ældre, og havde ægtet sin ►Frænke, 👤Maria, 👤Jakob den Andens ældste ►Daatter af sit første protestantiske Ægteskab, og hende betragtede Engellænderne som deres tilkommende Dronning, da 👤Jakob endnu efter sin Tronbestigelse var sønneløs og man ansaae det for afgjort, at Italienerinden var ⓘ ufrugtbar. Dette Haab blev imidlertid 271skuffet, Dronningen fødte en Søn, som man vel kunde ansee for indsmuglet, men ikke udelukke, nu saae man ingen Ende paa Elendigheden, og en stor Deel saavel ►Torys som ►Vhigs forenedes om at ►søge 👤Vilhelm paa Haand►, som nu ogsaa var dobbelt redebon. Uagtet ►Tilberedelserne skedte med al mulig Stilhed og Klogskab, fik det franske Hof dog Nys derom, og tilbød 👤Jakob Hjelpetropper, men han var slagen med Blindhed, længe varede det før han endog kun halv vilde troe det var 👤Vilhelms Alvor at hjemsøge ham, og Faren saae han ikke førend Regjeringen i 📌Holland reent ud erklærede hans Minister at deres Flaade blev laant ud til Prindsens engelske ►Tog. Nu saae han Faren men ingen Raad, uden at indrømme sine Fjenders Beskyldninger ved i en Hast at ►gjenkalde alle sine forhadte Anordninger. Vel kunde man saameget mindre ►slaae Lid til hans Oprigtighed, som han, paa et Rygte om at 👤Vilhelms Flaade var ødelagt af Storm, begyndte at slaae paa den gamle Stræng, men det hjalp dog saameget, at 👤Vilhelm efter at være landet i 📌Torbay, i ni Dage*1688. forgjæves ventede paa sine ►løfterige Venner, og stod paa Nippet at indskibe sig igjen. Dog hans Taalmodighed var ogsaa det eneste der paa dette ►Tog blev prøvet; thi nu flokkedes de Store til ham, 👤Jakobs Armee vilde ikke fægte, han rømmede Landet, efter at have kastet Rigets Storseigl i 📌Themsen, og uden en Draabe Blods 272Udgydelse drog 👤Vilhelm ind i 📌London. Her lod han sig overdrage Regentskabet indtil et frit Parlament kunde samles, og af dette blev han, efter endeel unyttig Tvist, valgt til Konge*1689. med samme Rettigheder som hans ►Formænd. 📌Skotland fulgde snart 📌Engellands Exempel, og da den tappre 👤Dunder seirende faldt, adsplittedes de Bjerg-Skotter der havde reist sig for 👤Jakob, men ►senere gik det med 📌Irland, hvor Statholderen 👤Turkonel, en Papist, trodsede, og blev snart understøttet af Kong 👤Jakob selv, hvem 📌Frankerig udrustede paa det Bedste. 👤Vilhelm fandt det nødvendigt selv at gaae did, Kongerne mødtes ved 📌Slane-Broe,*1690. 👤Vilhelm vandt, 👤Jakob ►flydde over Havet, og næste Aar maatte 📌Irland underkaste sig.

✂ Saasnart 👤Vilhelm var blevet 📌Engellands Konge, stræbde han at forene alle de øvrige Fastlands-Magter mod den der var ham farligst, og ►drev Spot med Ret i 📌Europa, 📌Frankerig nemlig.

✂ Stor var virkelig Faren, som fra dette Hjørne truede 📌Europa, og her var da Stedet til at kaste et indtrængende Blik paa Franskmændenes Beskaffenhed og Vilkaar, naar man kun var det voxen. Men, ligesom det paa den ene Side ►udfordrede flere Aars vedholdende Anstrængelse nøie at gjennemlæse blot det Vigtigste af hvad der hører til et saa aldrende, beskjæftiget og snaksomt Folks Historie, saaledes var det vel 273mueligt man derved ei blev stort klogere paa deres Skjebne og Virksomhed, thi der hører saare meget til at ►samle Avner som der ►lægges Vind paa at ►adsprede ►, og endnu mere til at opdage deres Sammenhæng, som ►aabenbar kun er til i Luften, i Indbildningen; og kun der er den Punkt hvor Franskmænd støde sammen, den ►point d'honneur, man altid har angivet som Franskmandens Kjendemærke. Har man nu, som det virkelig synes, Ret heri, da følger unægtelig deraf, at Franskmændenes Aand er, ganske alvorlig talt, Vind, og deres Begeistring Hvirvel-Vind, saa at man for at forstaae deres Færd, maatte forstaae sig langt bedre end de selv paa Vind og Veir, som dog naturligviis er det Eneste de med Held har stræbt at udvikle og forklare. Istedenfor altsaa at ville forklare 📌Frankerigs Historie som andre Landes, Noget der er saa umuligt, som at bringe Franskmænd til at ligne andre Folk, skal Krøniken kun vise at det var Vind hvormed de foer, og lade dem forklare sig selv. Ligesom nu hint lader sig bevise ved at betragte deres ►Sang, Kløgt og ►Idræt i Sandheds Lys, saaledes viser det sig selv deri, at aldrig har 📌Frankerig kunnet herske uden i jammerlige Tider, aldrig har Franskmænd kunnet indtage noget Folks Aand, men har kun i dens Fraværelse gjort ►Vind, stedse brast deres Værk og Vælde som en Boble, saasnart det skulde staae for en Aand. ►Saa i 274den ydre, og ►saa i den indre Verden. Vi veed, at selv i 👤Karl den Stores Dage var det kun raadne Stammer Franker kunde kaste, Tydskerne fældte sig selv, Danske og Normanner spottede den mægtige Keiser, og svang Svøben over hans Børn. Korstogenes Historie giver lignende Vidnesbyrd, 📌Europas Forfatning i det femtende Aarhundrede kjende vi, og dog var det kun Italiener Franskmænd kunde beseire, for Schveitser-Aanden bøiede de sig dybt siden de bukkede for den ved 📌Basel, og selv mod det deelte 📌Tydskland kunde 👤Frands den Første intet udrette. Ligesaa enig er man om at det var ►Vind med det Parisiske Universitets Herredømme i Scholastikens Dage, og saasnart Aanden kom, fik man det at see. At det nu ligeledes var ►Vind med 📌Frankerigs Vælde og 📌Frankerigs Viisdom i 👤Ludvig den Fjortendes Dage, det fik man ►og at see, skjøndt det med Viisdommen varede en Stund, fordi Aanden sov haart, og ►Vind gik for Aand, saalænge det varede.

✂ Hvorledes det saae ud i 📌Europa ved den Vestphalske Freds Tider, have vi seet et Glimt af i det Foregaaende. Ingen Aand rørde sig da i 📌Europa, uden den onde Aand som i 📌Engelland ►lavede sig til Kongemord, og den forsvandt med 👤Cromvel endnu før 👤Ludvig blev myndig, 📌Spanien var saa afmægtig, at selv 📌Portugal havde revet sig løs,*1640. 📌Tydskland sov paa Fredstractaten tildeels under 📌Frankerigs Vinger, og 📌Holland 275kivedes hovedløs med sig selv. Saavel Trediveaarskrigen som Fredsforhandlingerne i 📌Münster og 📌Osnabrück havde noksom viist, hvad Guld og Snuhed nu formaaede, og i at anvende disse Midler vare Franskmændene Mestere, efter at den italienske Politik havde med de mediceiske Dronninger holdt sit Indtog i 📌Paris. Egenlige Guld-Miner havde vel 📌Frankerig ikke, men desflere uegenlige, som for en Tid vare i alle Maader de giftigste, dem nemlig Snuhed aabner og Snedighed bearbeider. ►Det Nantiske Edict havde egenlig kun givet de franske Konger Kræfterne hos den alvorligste og dybeste Deel af Folket til Raadighed, og efter 👤Richelieus Dage var Hugonotternes Tænke-Frihed en Naade de ei kunde ►vente længere, end Kongerne fandt deres villige Tjeneste vigtig nok til derfor at see gjennem Fingre. I den lærde Verden havde Hugonotterne, den sproglærde 👤Kasaubon, den belæste 👤Bochart og den grublende 👤Cartes, tilligemed Benedictinerne og ►Oratoriets Fædre, erhvervet 📌Frankerig et glimrende Navn, Smags-Domstolen som 👤Richelieu i det franske Academie havde oprettet, holdtes for den ypperste i 📌Europa, i 👤Corneilles Sørge-Spil gik 📌Grækenland og 📌Rom med de Lærdes Afguder livagtig igjen, og 📌Paris vrimlede af hoppende Skader, skaarne for Tungebaand, som fløi ikke høit, men hoppede net og snakkede rask om al Verdsens Ting, 276saa Verden ei ►noksom kunde forundre sig over deres Vid og Forstand.

✂ Under saadanne Omstændigheder besteeg 👤Ludvig Thronen, og tog selv ►Spiret ved hans Formynder Italieneren 👤Mazarins Død, samme Aar som 📌Europas Krigsaand ►syndes at døe med 📌Sverrigs 👤Carl Gustav, og den 📌Frankerig hengivne 👤Carl Stuart den Anden sattes*1660. paa 📌Stor-Britanniens Throne. I 👤Condee og Hugonotten 👤Türenne havde 👤Ludvig 📌Europas eneste bekjendte Generaler og i en anden Hugonot, 👤Colbert, en Rente-Mester, der rigtig nok optog Capitalen i Renter, men vidste dog at gjøre det saa snildt, at Ingen mærkede det, og skaffede Penge nok i sin Tid til en mægtig staaende Hær af Soldater, Speidere og Forrædere, samt en umaneerlig ►glimrende Hofstat, hvortil ogsaa hørde Skribenterne, som fik Sold, snart for at tale og snart for at tie, og Kunstnerne der skulde hjelpe Digterne at kaste Kappen af alle Fortidens store Mænd om 👤Ludvig, og skrive hans Navn saa tit og med saa store Bogstaver, at det ei skulde kunne forgaae med hans eget Værk, paa hvis Forsvarlighed man var beskeden eller klog nok til at tvivle.

✂ Sin Heltebane aabnede 👤Ludvig med en Krig mod 📌Spanien,*1665. hvori han vilde arve 📌Belgien efter sin Svigerfader 👤Philip den Fjerde, Noget der vel var dobbelt Uret efter det høitidelige Afkald ved ►den pyrenæiske Fred, men poli277tisk rigtigt, fordi 📌Spanien, netop ved i hin Fred at afstaae 📌Rousiillon og 📌Artois, havde viist at dets gode Sag stod paa slette Fødder, og fordi det var vitterligt at det ny Hoved, 👤Karl Vissenpind, ingenlunde kunde sætte den i bedre Gang, og maatte altsaa ►tabe sin Sag for Sværd-Ordenens høieste Ret, som var ►den allerchristeligste Konges Parlament►. Dog, Hollænderne, som desuden altid gjerne har villet havt deres Christendom for sig selv, fandt 👤Ludvigs alt for henrivende chatolsk, til at ønske hans Naboskab, og den bekjendte Raadsherre 👤Johan de Vitt fik et Forbund i Stand med 📌Sverrig og 📌Engelland, som 👤Ludvig maatte erkjende for saa gyldigt et Indlæg i Arvesagen, at det bestemte ham til at slutte et i hans Øine magert Forlig, og lade sig indtil videre nøie med en Flig af 📌Flanderen. Dog, 👤Ludvig, der just havde sin Styrke i at døve Sværde og Samvittigheder med Guld og Høflighed, fik snart Forbundet adskilt, og besluttede nu at hævne sig paa dem der laae bedst for Haanden, havde mindst i Ryggen og meest i Kassen. Som en rivende Strøm styrtede den franske Hær ind paa ►General Staterne,*1672. der kun havde Diger mod Havet, og oversvømmede hastelig 📌Gelderland, 📌Over-Yssel og 📌Utrecht; men nu ►stak Provindsen 📌Holland sine Diger, og satte Strøm imod Strøm, for dog i det mindste at drukne i sit Eget. Det var især ►den oraniske Strøm, man med Fare for Skib278brud, lod frit Løb, og Dige-Vogterne, 👤Johan og 👤Cornel de Vitt, ►løstes af Vagt med Morder-Dolke. Denne Nederdrægtighed er uforsvarlig, men vist er det, at Vitterne havde forsømt Fæstningerne og ►aftakket de bedste Høvedsmænd, fordi disse vare Oranierne hengivne, vist er det ogsaa at den Frihed staaer paa svage Fødder som kun kan bestaae, mens Folke-Kraften hviler, og endelig havde Staterne kun Valget imellem at lade sig ►udskifte mellem 📌Frankerig og 📌Engelland, eller forene sig under den 23aarige 👤Vilhelms Hoved. Vel ►syndes kloge Folk at kunne see det var for sildigt, men 👤Vilhelm anmærkede meget rigtig, at det var et Syn man i al Fald dog kunde undgaae ved betids at lukke Øinene, og Verden maatte nu, som saa tit, fornemme, at Synet ►slaaer den feil, thi ►alt næste Aar vare Staterne i Behold, 📌Engelland slap de med Guld og Høflighed, og mistede Intet i ►Freden til 📌Nimvegen ►.*1677. Saa godt gik det imidlertid ikke 📌Spanien, som tilligemed 📌Østerrig havde ladet sig drage i ►Marken mod 👤Ludvig, thi det kostede 📌Grevskabet Burgund (📌Franche Camte). Nu ►syndes 👤Ludvig at være paa den høieste Spidse af sin Magt, og det er som man tager det, men uagtet han ved denne Krig ogsaa havde vundet 📌Lothringen, maatte dog vel hans Tab synes størst i klare Øine, thi han mistede 👤Turenne og hvad der var meer, man saae i 📌Nederlandene at fransk Vind end ikke kunde staae for 279hollandsk Aand. Sandt er det, at just nu begyndte 👤Ludvig ret at gjøre Blæst med sin store staaende Armee, men netop det beviser at han ►mistvivlede om sin Myndighed, som en Tyran der forstærker sin Livvagt og bereder sin Fald; at ►Rigsstæder og tydske ►Skillingsfyrster maatte bukke, 📌Genua knæle, 📌Spanien lystre, og værgeløse Hugonotter ►gaae i Messe eller Landflygtighed, det kan man begribe, men at ►Rentekamret maatte savne Indkomsterne af de Værkstæder Hugonotterne i hundredtusind Tal ⓘ forlodeforlode] GV, forlede A, savne dem ►end mere end 👤Colbert, at en stor Hær i Fredstid fortærer baade sin egen og en god Deel af Landets Marv, og at 📌Frankerigs Storhed var i alle Maader en Sæbe-Boble som Vind gjorde stor og et Aandepust kunde ►henveire, det er ogsaa i sin Orden. Den holdt sig kun en Stund fordi Aandedrættet var svagt overalt, og man holdt desuden ►Aanden, ►for ikke at blæse de Avner bort, man nu sankede paa som sin Rigdom. 📌Engellands 👤Karl og 👤Jakob stode i fransk Sold, 👤Vilhelms Hoved kunde intet udrette fordi hans Hænder vare bundne, eller rettere, thi ►Staterne vare hans Hænder, havde andensteds Ærende, greeb altid efter Guld og kun efter Æren i Nødsfald, 📌Østerrig laae i Krig med sig selv og 👤Ludvigs Stalbrødre: Tyrkerne, og sagtens kunde han da ►spille Mester og Bas. Havde Tyrke-Veziren 👤Cara Mustapha taget 📌Wien, da havde vel 👤Ludvig oversvømmet 📌Tydskland, 280og 📌Europa sandsynlig været ►forloren, men derfor skedte det ikke, og 📌Polen, hvis Helt 👤Johan Sobiesky den 2den September 1684 slog Tyrke-Hæren til Gavns, skal derfor i Kirke-Historien blive ved at være et Kongerige. 📌Wien har i franske Tyrkers Haand maattet betale det mishandlede 📌Polen sin vitterlige Gjeld.

✂ Fra dette Stade see vi tildeels hvad det var at 👤Vilhelm besteeg den engelske Throne, og vedblev at være 📌Hollands Statholder, eller rettere, kom nu til at beherske begge Folkene ved hinanden; men det saae 👤Ludvig ikke, han saae kun at 📌Pfalts laae i 📌Tydskland, paa hans Vei til 📌Wien, og haabede at fæste Fod der i Anledning af Arve-Tvisten. Han tog imidlertid Feil og tændte et Baal i det ulykkelige Landskab,*1688. der ikke forgyldte 📌Versailles Tag, men skinnede ind ad det forkeerte Vindue, belyste Morder-Gruben, og kaldte, som en Bavn, 📌Europa til Vaaben. 📌Engelland, 📌Holland, 📌Spanien og 📌Savoien ►forbandt sig med Keiseren og Riget om at knække den franske Magt, og det lykkedes virkelig, skjøndt man for det meste var blind nok til ikke at see det, og 📌Frankerig snu nok til at holde Ørerne stive. Uagtet de Forbundne ingenlunde vare enige, Keiseren beskjæftiget med Tyrkerne, Hertugen af 📌Savoien en Forræder, og 👤Ludvigs Høvdinger: 👤Luxemborg og 👤Catinat de snildeste i 📌Europa, maatte dog 👤Ludvig, med alt sit Pral, nøies med at ►gaae over Gjærdet hvor det 281var lavest►: i 📌Spanien, og kundgjorde paa eengang sin Nedrighed og Afmagt ved gjentagne Forsøg paa at ►faae Livet stjaalet af 👤Vilhelm. Denne Høvding, Forbundets Hoved, gik hvert Aar, efterat 📌Irland var betvunget, til 📌Flandern, som egenlig var Krigens Skueplads, Valpladsen maatte han vige ved 📌Steenkirk og 📌ⓘ LandenLanden] GV, Lauden A, men ►Marken rømmede han aldrig, og 📌Frankerigs Vinding var da kun en ►forfængelig Ære der kostede ⓘ Strømme af Blod og mangfoldige Penge. 👤Ludvig selv mærkede Uraad og ønskede Fred, og da nu Døden i al Fald, og i Folke-Munde Fanden, tog Hertugen af 📌Luxemburg, er der intet Spørgsmaal om, at de Forbundne kunde ►afnødt 👤Ludvig en anderledes ydmygende Fred end den til 📌Rysvick, *1697. men 📌Holland og 📌Engelland, hvis Udgifter naturligviis under Krigen oversteeg Indtægterne, vare kjede af Legen, og 👤Vilhelm var tilfreds med at have ydmyget 👤Ludvig mere end mange vidste, og nødt ham til at slaae Haanden af Kong 👤Jakob. Noget af sit forrige Rov maatte 👤Ludvig imidlertid give tilbage, og stolede han paa, ved den spanske 👤Karls Død, som man daglig ventede, at faae fuld Erstatning, da gjorde han Regning uden Vært, thi han fik derved kun Leilighed til ►end mere at udsuge sit Land og kundgjøre sin Afmagt.

✂ Med den Spanske ⓘ ►Successionskrig begyndte det attende Aarhundrede, som bør i alle Maader føre Navn af Revolutions eller ►Forstyrrings-Tiden, 282da derimod det sextende var ogsaa udvortes et Reformations-, og det syttende et Ligevægts-Aarhundrede. Under den aandige Gjæring stræbde man overalt, skjønt paa forskjellige Maader, at gaae i sig selv, og vandt, overalt hvor Reformationen ►gik noget til Bunds, den ønskede Selvstændighed; at forsvare denne var det følgende Aarhundredes Hovedsag, i dets sidste Halvdeel var Forsvaret for det meste, som Selvstændigheden, usselt, men at vende op og ned paa Alt var dog det attende forbeholdt. Imidlertid paatrænger sig fra alle Hjørner den Bemærkning, at, hvad enten det nu er en Feil i Regningen eller i Øinene, synes Aarhundrederne i Virkeligheden at begynde lidt seent, saa at ligesom det sextende fremtræder med 👤Luther først 1517, og det syttende med Trediveaars-Krigen 1618, saaledes synes det attende først ret at begynde med Freden til 📌Utrecht, og skjøndt Sagen nu maaskee kun er den, at hvert nyt Aarhundrede har ligesom andre Kongebørn sin Mindre-Aarighed i hvilken den Afdødes Venner ►trækkes om Formynderskabet, saa bliver det dog ligevist at Krigen hvori 👤Carl den Andens efterladte Venner ►droges om hans Arvegods, hører i Aanden meest til det syttende Aarhundrede, i hvilket ►og alle Hoved-Mændene havde hjemme.

✂ Det var i Aaret Syttenhundrede at 👤Karl døde, og 👤Ludvigs Rænke-Smede havde bevæget 283ham til at forandre sin sidste Villie til Fordeel for 👤Ludvigs Sønnesøn: Hertug 👤Philip af Anjou, som nu skulde arve det hele spanske Monarchie. Herved ansaae Keiser 👤Leopold, som ogsaa var 👤Karls Svoger og desuden hans Frænde, sig høilig fornærmet, 👤Vilhelm saae paa eengang 📌Frankerigs Indflydelse voxe, og Pagten, 👤Ludvig nys havde gjort med ham om 📌Spanie-Rigets Deling, skammelig brudt, ►General-Staterne frygtede 👤Ludvig og elskede 👤Vilhelm, og Forbundet ⓘ modmod] GV, med A 📌Frankerig kom da som af sig selv. Vel døde 👤Vilhelm før Krigens egenlige Udbrud,*1701. men 👤Jakob den Andens Datter 👤Anna, Prindsesse af 📌Dannemark, som fulgde ham paa Thronen, gik ind i hans Planer, og ingenlunde tabde de ved Byttet, thi den store Feldtherre 👤Churchill, Jarl, og siden Hertug, af 📌Marlborough, som havde været i 👤Vilhelms Unaade, kom nu til, i Forening med sin Jævning, Hertug 👤Eugen af Savoien, at bestyre det hele Anliggende. Tre Ting fik 📌Europa nu at forundre sig over, nemlig 📌Frankerigs uhyre Anstrængelser, 👤Ludvigs dybe Ydmygelse, og den uafbrudte Enighed mellem sine to største Høvdinger, der raadslog og streed som Brødre ved hinandens Side. Den berømte Seier ved 📌Höchstædt og 📌Blenheim *1704. over 👤Tallard og Kurfyrsten af 📌ⓘ BaiernBaiern] GV, Bairen A, der som sædvanlig holdt fransk Partie, frelste 📌Wien fra Skræk, 📌Tydskland fra overhængende Fare, og 📌Europa fra den Overtro at 👤Ludvigs Hære vare uovervindelige, og 👤Marlborough 284sagde meget rigtig til 👤Tallard som vilde indbilde ham, han havde overvundet de bedste Tropper i Verden, ►nu! saa kalder jeg mine de bedste. Det andet Hovedslag stod ved 📌Oudenarde,*1708. hvor Hertugen af 📌Vendome maatte give tabt, og dette Slag, hvorved 📌Belgien saa godt som faldt, og 📌Frankerigs Porte sprang op, ramde 👤Ludvig i Hjertet, eller i det Mindste i Hovedet, saa ham ►syndes Kronen var nær ved at vakle. Nu bøiede han sig og bad om Fred, men fandt det Overmod han havde tabt hos Seierherrerne, som uforsvarlig forlængede Krigen, i hvilken de vel sankede glimrende men dyrekjøbte Laurbær ved 📌Malplaqvet,*1709. hvor 👤Ludvigs største Feldtherre 👤Villars maatte vige, og bragde 👤Ludvig til det Yderste, men saavidt de maatte raade, til ingen Nytte, da de vedbleve at forkaste hans Tilbud. Nu skedte to Ting, som gave Sagerne en anden Vending, Keiser 👤Joseph, som under Krigen var fulgt efter sin Fader 👤Leopold, døde barnløs,*1711. og det ►syndes da at ville just forstyrre Ligevægten om hans Broder, 👤Carl den Sjette, skulde blive Herre over hardtad alle 👤Carl den Femtes Lande; men Hovedsagen var dog vel, at ►Vhig-Partiet, hvortil 👤Marlborough hørde, havde ►alt Aaret i Forveien tabt Indflydelsen, uden at ►Toryerne derfor bleve rigere, og Krigen, som kostede Penge og krævede 👤Marlborough, maatte altsaa være de nye Ministre, med Rænke-Smeden 👤Lord Bolingbroke i Spidsen, dobbelt forhadt. Derved var Forbundet egenlig 285opløst, hver tænkde kun paa sig selv, og ved Freden til 📌Utrecht blev 👤Philip ►erkjendt,*1713. undtagen af Keiseren, for Konge i 📌Spanien, imod at afstaae 📌Belgien, 📌Mailand og 📌Neapel til 👤Carl, 📌Gibraltar og 📌Minorka til 📌Engelland, og 📌Sicilien til Hertugen af 📌Savoien, der havde ►snoet sig paa Ræve-Kløer, og fik Konge-Navn. Aaret efter maatte Keiseren finde sig omtrent i disse Vilkaar, samme Aar døde 👤Anna, af hendes Børn med den danske Prinds 👤Georg var den længstlevende, Hertug 👤Vilhelm af Glocester, død førend hans kongelige Navner, og en ny Slægt besteeg Thronen med 👤Georg af 📌Hannover, som igjennem to Kvindeled var beslægtet med Stuarterne; det følgende Aar døde 👤Ludvig den Fjortende,*1715. og det ny Sæt Fyrster paa 📌Europas Hoved-Throner, forkyndte at det ny Aarhundredes Aand var blevet myndig.

✂ Kaste vi nu, som vi maae, et opmærksomt Blik paa det Indvortes i Tiden, paa Kirke og Bog, da see vi flux, baade at Omskiftelsen var fuldt saa aandig som legemlig, og at der fra 📌Frankerig udgik en Strøm, langt mere brusende og farlig end 👤Ludvigs Hære.

✂ Intet kan være mere uhistorisk, end om man vilde mene, at i nogen Tidsalder alle, endog kun Boglærde i samme Land, vare hjertelig enige, eller besjælede af samme Aand, men man vilde feile ligesaameget, ved at nægte den aabenbare Sandhed, at hver Tidsalders Mennesker, af be286slægtet Oprindelse, have Noget tilfælles som bringer en vis Synsmaade og Tankegang til at blive de herskende. Dette maa saameget mere være Tilfældet med 📌Europas christnede Folkefærd, hvis Synsmaader alle ere udviklede af, eller dog udsprungne fra, den samme aandelige Beskuelse, nemlig: Christendommen. Imidlertid seer man let, at det gjælder baade om Folkefærd og Enkelte: som man er Menneske, bliver man Christen, og vil man ikke ►indrømme meer af Christendommen end man har Lyst til at følge, eller Forstand til at fatte, maae Meningerne naturligviis i Grunden blive ligesaa deelte som Hoved og Sind ere forskjellige. Vel er det nødvendigt at de større Hoveder blive Høvedsmænd i en vis Kreds, men skal et Folkefærd paa sin egen Regning vinde aandigt Høvdingskab i en Folkekreds, da maae det være enten fordi det har en Høvdingsaand, der naturlig omfatter og indslutter de Andres, eller fordi det er ►livligt paa en Tid de andre aandig slumre; i første Tilfælde er Overmagten et naturligt Høvdingskab, i sidste et tilfældigt Herredømme, og i begge yttrer Overmagten sig kjendeligst deri, at det lovgivende Folkefærds Sprog, Aandens naturlige Udtryk og Redskab, faaer i fremmede Lande Rang over Moders-Maalet. I Oldtiden veed vi ikke at Sligt har været Tilfældet ►uden med det græske Sprog, og siden har intet levende Sprog naaet det Fortrin førend det franske i 👤Fjortende og 👤Fem287👤tende Ludvigs Dage. Det latinske Sprogs Herredømme i Middelalderen var af en ganske anden Art, thi deels udbredtes det med Christendommen, og deels stod det i dens ikke i Romer-Aandens Tjeneste, men noget Lignende var dets Anseelse efter den saakaldte Videnskabernes Gjenfødelse, thi da dyrkedes det for de gamle romerske Bøgers Skyld, med Ærbødighed for og Tilegnelse af den Aand, der levede i dem. Grunden til dette Herredømme ligger ►aabenbar deri, at mellem alle de gamle Folkefærd laae Romerne ogsaa i aandig Henseende de Nyere nærmest, og stod paa et langt høiere Udviklingstrin i verdslig Forstand end de. Imidlertid spore vi stor Forskjel paa det Herredømme Romeraanden vandt: hos de vantro Italienere, der laae den nærmest, gik Ærbødigheden over til Afguderie, og den grændsede nær dertil hos alle Humanisterne i det 15tende og Begyndelsen af det 16tende Aarhundrede. Nu kom Reformationen, og det Haand i Haand med ►boglig Kunst, eller, hvad da omtrent var det samme, de romerske Classikers Dyrkning, begge Dele vare Yttringer af den vaagnende Fornuft, og understøttede hinanden, men dog Yttringer i ganske forskjellig, den ene i gudelig, den anden i verdslig Retning. At nu Folkene skulde indsee denne Forskjel var ikke at vente, behøvedes ikke heller, men føles maatte den overalt hvor Følelsen for Sandhed ret fik Raaderum, og Følel288sen maatte vise sig deri, at hvad man kaldte Humaniora ganske underordnedes Theologien, deels som Forberedelse, deels som Kundskab blot til verdslig Brug. Hvor Følelsen derimod var ►flakkere, Attraaerne mere verdslige og Reformationen derfor mindre alvorlig, maatte det ►og kjendes paa den høiere Rang man indrømmede, den større Vægt man lagde paa romersk Aand, Sprog og Skrift. Nu er det vist, at mellem alle de Folk hos hvem Reformationen ►fandt Indgang, blev den ingensteds saameget paa Over-Fladen som hos det franske, thi i det Hele kom man der ikke videre end til at afkaste det pavelige Aag og sætte en Ære i Kundskab, 👤Kalvins Lære behagede Forstanden, men gjorde kun paa Faa ►i Forhold selv saa meget Indtryk, at de vilde bortkaste Catholicismens Skalkeskjul, end sige taale Noget for Bekjendelsen; der blev ►en gallicansk Kirke og endeel Hugonotter, men ingen evangelisk Menighed. Sandbund giver tidlig Høst men kort Straa og ikke sielden ►svang Kjerne, ►saa gik det i 📌Frankerig, Følelsen spillede paa Overfladen, var da snart forklaret og lod sig let udtrykke, og man veed at 👤Voltaire selv med Rette angav Klarhed og Lethed for den franske Smags Krav i Modsætning til Dybde og Kraft. Ligesom nu det franske Sprog mellem alle de Folkefærds der toge Deel i Reformationen, ligger Romernes tilsyneladende nærmest, maa det samme 289være Tilfældet med Aanden, og Skinnet af 📌Rom maatte de Franskmænd snarest og lettest kunne tilegne sig. Dette var, som man veed, ogsaa deres høieste Attraa; ligesom deres Konger stedse skeelede og stundom beilede til 📌Roms Keiser-Krone, ►saa deres Boglærde til romersk Aand og Videnskab; ingensteds oversatte og efterlignede man saa tidlig og smidig de romerske Bøger, ingensteds indbildte man sig det lykkedes bedre, og man ►havde Skinnet for sig, ligesom ►Vittighed, Franskmænds Sjæl, er Skin af Forstand. Kom der nu en Tid i 📌Europa, da de høiere Stænder, førend deres Folkefærds Aand havde udviklet sig til samme Grad af Klarhed, toge, saavidt muligt, en verdslig Retning, og hyldede 📌Roms Aand, da maatte de ►og tilbede den i sit livagtige Skin, i fransk Sprog og ►Vittighed; men man seer let at de dybere Folkefærd derved stode Fare for at forskjærtse Frugterne af deres egen Aand: den høiere og grundigere Udvikling, hvortil de vare skikkede. Spørger man nu fremdeles i hvad Forhold til Christendommen det franske Væsen maatte staae, da er det ►aabenbart, at Forholdet maatte i det mindste være ligegyldigt, da Intet uden Ligegyldighed for det Gudelige kunde tillade at gjøre det Verdslige til Hovedsag, og da nu paa den ene Side ►Vittigheden intet Ligegyldigt skaaner, og Sandheden paa den anden Side dog engang kraftigen kræver sin Ret, maatte Forholdet snart blive fiendtligt. 290At nu ogsaa fransk Ligegyldighed for ►Salighedens Sag ►mærkelig voxde under det syttende Aarhundredes Løb, det viste ►alt den verdslige Færd, og et Blik paa Hugonotterne og ►den gallicanske Kirke maa uimodsigelig stadfæste det, og vise hvad det vilde været for en Reformation, der uden en 👤Luthers bestemte Angreb paa Pavedommet og uindskrænkede Tillid til Skriften, i det Høieste kunde udviklet sig af ►Erasmisk Lærdom og Klogskab. De franske Jesuiters Lærdom, Snuhed og Ligegyldighed for det ene Nødvendige, vil Ingen nægte, og at de vare Hovedhjulene i Forfølgelsen mod Hugonotterne veed man, men det er ligesaa vist at ►den gallicanske Kirkes Orakel og Stolthed: 👤Jacob Bossuet fra 📌Dijon,*født 1624. var deres aandelige Hovedmand. Ingen har bedre forstaaet at sætte Sminke, den franske ►Livfarve, paa de papistiske Vildfarelser, og medens han paastod, at der var ingen synderlig Forskjel mellem Hugonotters og Catholikers Troe, fandt han det dog meget rigtigt og gudeligt at overhugge de Smaa-Knuder med Sværdet, om saa end derved endeel Hoveder skulde springe, Hjerter bløde og Samvittigheder dødelig saares. At skjule Morder-Dolken for Sjælene under en stjaalen Flig af Alterklædet, forvirre Hjernen med Duft ⓘ afaf] GV, at A falske Rosenkrandse,*døde 1704. og blande dødelig Forgift i Herrens Kalk, det var hans Videnskab og Veltalenhed. Jansenisterne, saaledes kaldte efter Biskop 👤Jansen *død 1618. i 291📌Ypern, der efterlod en Bog, kaldet ►Augustin, udgjorde det egenlige reformerende Partie, og 📌Sorbonnen, med 👤Anton Arnauld i Spidsen, var en Stund dets Hoved i 📌Frankerig, ligesom det 📌løvenske Universitet i 📌Belgien, men deels satte de dog ►aabenbar ►Augustin og deres egne Indfald ved Siden af Skriften, og de fleste faldt fra i Fristelsens Tid, underkastede sig 👤Innocents den Tiendes Bulle,*1653. og ►hjalp sig med Udflugter. Vel opstod nu 👤Paschas Qvesnel, Medlem af det parisiske ⓘ Præste-Selskab, — ►Oratorium — som Mystikeren 👤Peter Beryl havde stiftet,*1611. og hans forklarende Udgave af ►det Ny Testamente paa Fransk, var ►upaatvivlelig det bedste Reformations-Forsøg,*fra 1671. men han, saavelsom 👤Arnauld, vare bange for Korset og ►flydde af Landet, da det truede, og Bogens mange lunkne Venner holdt kun løselig paa den, saasnart det kom til Strid, hvilket skedte i Begyndelsen af det attende Aarhundrede. Da var det at 👤Clemens den Ellevte, ophidset af 👤Ludvigs nederdrægtige Skrifte-Fader 👤Le Tellier, udgav den berygtede, ugudelige Bulle,*1713. 📌Roms Eenbaarne, — ►ⓘ Unigenitus — der ligefrem fordømde Christendommens Grundsætninger i 👤Qvesnels Bog. Selv den belæsde og redelige 👤du Pin, Doctor af 📌Sorbonnen og berømt Forfatter til det store Udtog af Kirke-Skrifterne,*døde 1719. underkastede sig af Menneskefrygt, kun ni Biskopper med Cardinal 👤Noailles i Spidsen, gjorde Indvendinger, 292og saavel Beskaffenheden som Svagheden af deres Modstand, viser noksom, til hvilken gruelig Høide selv hos de Bedste, Ligegyldigheden var steget, saa den var ikke langt fra inderlig Foragt for hellig Sandhed og Samvittighedens Røst. ►Gjøgle-Værket *1727 til 1732. paa 👤Frands Parises Grav var Jansenismens sidste Kraftyttring, og i dette Krampeslag hendøde den, ubegrædt af Sandheds Venner, spottet af dens Fjender.

✂ Foruden Jansenismen saae man i det syttende Aarhundrede endnu to, i det Hele frugtesløse, Forsøg paa at vække gudelig Alvor, nemlig Abbeden af 📌La Trappes og 👤Johanne Güions Bestræbelser.

✂ 👤Johan Rancee, Abbed af 📌La Trappe,*født 1626. der ►alt i sit tolvte Aar kunde forklare 👤Anacreon paa Græsk, førde til sit 34de Aar et lystigt, udsvævende Levnet, men omvendte sig pludselig, og stræbde at oplive det hendøde Munkelevnet i sin hele Strænghed, med Afkald paa alt Verdsligt, selv paa videnskabelig Syssel. Da han ikke kjendte anden Videnskabelighed end hedensk og fransk, og vidste af Erfaring hvor fremmed den var for Christendommen, er hans Adfærd meget begribelig, men det er ogsaa klart at han med slige Fordomme kun duede lidt til Reformator i sin Tid, om saa end hans Begreb om christelig Hellighed havde i Øvrigt været det rette. ►Lettelig maatte ogsaa hans Paastand om Videnskaberne kunne gjendrives, deels fordi Dommerne 293vare Franskmænd, og deels fordi man forsvarede ikke sin, men sand christelig Videnskabelighed, ⓘ udenuden] GV, nden A at han var Mand for at indsee eller vise Forskjellen. Hans ypperste Modstandere vare de saakaldte reformerede Benediktinere,*fra 1618. der stræbde efter med et ærbart Levnet at forbinde udbredt Virksomhed og Lærdom, og en af dem, 👤Johan Mabillon fra 📌Champagne,*født 1632. ellers bekjendt af sin ►Benediktiner-Krønike, og berømt for et ►diplomatisk Værk, var den som offenlig og seierrig bekæmpede 👤Rancee.

✂ 👤Johanne Güion hørde til de saakaldte ►Qvietister,*døde 1717. et Slags Mystiker som nedstammede fra Spanieren 👤Michael Molinos, der i 📌Rom *døde 1696. udgav sin paa mange Sprog oversatte, ►aandelige Veiviser, der bragde ham i Inqvisitionens Hænder, som ikke slap ham før han døde i Fængsel. Uagtet imidlertid denne Bog siger ret smukke Ting om Kjærlighed til Gud og stille ►Samfund med ham, har den dog ikke blot vildfarende, men ugudelig og forførende Lærdom om Uvirksomhed i Fristelser, Ligegyldighed for Synd og andet Sligt. Sværmerinden fandt en Stund mange Tilhængere i 📌Frankerig, og deriblandt Madam 👤Maintenon, men styrtedes af 👤Bossuet, og efterlod sig intet Partie. Hendes ►mærkeligste Velynder var den berømte Erkebisp af 📌Cambray *døde 1715. 👤Frands Fenelon der forsvarede hendes Grundsætning om den rene Kjærlighed i sin Bog ►om de Helliges indvortes Liv, men uagtet han tog Alt 294renere og mere bibelsk, blev dog hans Bog, ved 👤Bossuets Kunster, fordømt i 📌Rom, og var det end ikke tvivlsomt, om 👤Finelon fortjende Roes for sin Redebonhed til at frafalde hvad han ansaae for Sandhed, saa var det dog klart at en saa svag Mand der lod sig henrive af en Sværmerske, og ►forknytte af Paven, kunde intet Stort udrette, og manglede selv den levende Sandheds-Kjærlighed efter hvis Skygge han greb. Iøvrigt er som man veed, denne blide, venlige og veltalende Biskop især blevet navnkundig ved sin lette, flydende og ærbare, men ogsaa langtrukne, vandede og ►vindige Roman om ►Telemach.

✂ Foruden alle disse Tegn paa Ligegyldighed for Christendommen, gives der endnu et aldeles ufeilbart, nemlig Franskmændenes Philosophering. Hos dem reistes det første philosophiske System i Christenheden, 👤Cartesii nemlig,*døde 1650. og man dømme nu herom, som man vil, saa er det soleklart, at ingen Christen kan tillade sig at philosophere over Mennesket uafhængig af Christendommen, og ligesom al Grublen forudsætter Tvivl, saaledes erklærede 👤Cartesius den mest udstrakte Tvivlen for den eneste rette Vei til ►Vidskab. Historisk betragtet er i Øvrigt 👤Cartesii Grublen høist mærkværdig som Forspillet for den nyere, fra Christendom udsprungne Philosophie, og det er lærerigt i mange Maader at see hvorledes Philosophien her begynder, ligesom al Philosophering over det Usynlige, med Sjæ295lens Selv-Bevidsthed og Gud som Begrebets nødvendige Forudsætning: den selvstændige Sandhed. Ganske i sin franske Orden er Grublerens Tro paa sine egne ►vindige Indfald (Hypotheser) Forkjærlighed for Mathematiken som den eneste virkelige Videnskab, og for den blotte Tænkning som Menneskets aandige Grundvold, thi Vinden af Sandhed som af Alt hører Franskmænd til, og naar de skal hæve sig over Jorden, maa det være i en ►Luft-Maskine, som Hovedet var for 👤Cartesius. Lykke gjorde denne Philosophie ikke i 📌Frankerig, men kun fordi den var for alvorlig og anstrængende, thi medens nogle Jansenister grublede paa den og en af ►Oratoriets Medlemmer, 👤Malebranche, stræbde at uddanne og udsmykke den til en Pantheisme, forlystede de Fleste, der vilde ►lade kloge, sig med 👤Gassendi og 👤Montaigne. Hiin*døde 1655. var 👤Cartesii Jævnaldrende og offenlige Modstander, vel ►heed han Theolog, men det var ingenlunde som saadan han streed, det var som en Slags Epikuræer, der fægtede for det Haandgribelige, og sad fast i Avnerne mens 👤Cartes fløi i Luften. Dog som Bekjæmper af det Oversandselige skattede vel Franskmænd hans Fortjeneste, men man maa lade dem, at de ei bekymrede sig stort om den Strid, desmeer ophøiede man derimod 👤Montagne *døde 1592. fra det forrige Aarhundrede som en ægte Philosoph, der havde udgrundet den dybe Sandhed, at Mennesket er sig selv nærmest 296i hvad han gjør, og at det eneste Visse man veed er at Egen-Kjærlighed er Hovedhjulet i det Hele. Man bør ikke nægte at der i 👤Montagnes usammenhængende Tanke-Stykker (►Essais) findes mangen fiin Bemærkning, Spor af megen Læsning og Verdens-Kundskab, og ingen Spot med det Hellige, men i det man tilstaaer at 👤Montagne er den bedste Philosoph hos et Folk, hvem Forstanden er det Høieste, tilskriver man dem en mageløs Ligegyldighed for alt Himmelsk og Evigt.

✂ Hvordan et saadant Folks Poesie maatte være, er nemt at gjætte: løs, verdslig, vandet, ►alt imellem fiin og vittig, i sit Es en luftig, lystig Vise om Glas og Flasker, Gjækkerie og Leflen, nem at fatte, let at bære, farlig at synge, giftig ►i Gjemme. Den franske Tragoedie er naturligviis ingen Opvækkelse af Fortids Helte-Bedrift, intet Udbrud af Hjertedybet, men en Maskerade hvor man ►gjør Blæst for at lade hvad man ikke er, snakker om Allehaande det bedste man har lært, gaaer og døer, naar man har sagt hvad man vidste, og Digteren gjort hvad han kunde. At man nu af 👤Corneille og 👤Racine, Mester-Talerne paa den franske Sørgeplads, hører mangt et ►vittigt og fornuftigt, ikke sjelden et træffende og stundom et mildt og let bevægeligt Ord, det er ligefrem, men at sætte os ind i de forbigangne Dage, hæve os over ►Støvet eller faae os til at gaae i os selv, prøve de end ikke 297paa, de vil vi skal have vore Tanker samlede paa Theatret og høre hvor de kan tale ►med Tunger. ►Mærkeligt er det at 👤Racine,*døde 1699. det franske Theaters Afgud, selv blev kjed af det forfængelige Væsen og mægtede dog ikke at sprænge de Lænker der fængslede ham til det.

✂ Hvad man har kaldt den comiske Poesie er i det Hele en slibrig Ting baade at dyrke og omtale, dog er det klart, at Alt hvad der skal være ægte Poesie maa udvikle sig af sande aandelige Anskuelser, og i Følge heraf maa man sige at ægte comisk Poesie er Aandens levende Anskuelse, fra Sandheds Stade, af de menneskelige Feil i deres Selvmodsigelse og latterlige Forhold til Sandheden. Det Folk nu som mangler sand poetisk Anskuelse, kan umulig have Øie eller Sands for det dybe Comiske, men et Folk der har sin Styrke i ⓘ ►Vittighed, maa nødvendig have megen Gave og Lyst til at give Alt et latterligt Udseende, ligesom paa den anden Side Alt hvad et Folk, hvis Liv er et blot Skuespil, berører, maa hos dem faae en latterlig Skikkelse. Intet Under altsaa at 📌Paris vrimlede af lystige Hoveder, uudtømmelige paa ►vittig Fjas (bon mots) og havde iblandt sig en 👤Moliere, der forstod at afbilde og sammenknytte de latterlige Skikkelser han daglig havde for Øine, og saavel ved Sammensætning som Overdrivelse nøde Narrene til at lee ad sig selv. At for Resten disse saakaldte Skjønaander i Almindelighed ei brød sig om Re298ligion og Moral, uden forsaavidt Kirken havde Sværd, og de selv stundom lidt ►Hjerteklemsel, naar Farcen var ude, det er i sin Orden, og at man i Comoedien, der fremstillede det virkelige Liv, fik Erstatning for den Moral man maatte døie i Tragoedien, hvor Heltene dog med Noget maatte fortjene deres Død, er ligefrem.

✂ Dog, dette maa være nok sagt om 👤Ludvigs ►glimrende Aarhundrede, da vel det Halve var nok til at bevise, at Ligegyldigheden kun behøvede et kort Skridt for at gaae over til Spot med alt Helligt og Nedbrydelse af alle Skranker, eller med andre Ord, man seer, at det attende Aarhundrede var en saa naturlig Søn af det syttende, at han blot kunde ►bestyrtse hvem der med uhyre Forblindelse havde været forgabet i Moderen, den hjerteløse Skjøge, der satte Alt, selv Andagt og Lærdom i sin Forfængeligheds Tjeneste, og hvis Søn, naar han kom til ►Skjels-Alder nødvendig maatte stræbe at slaae den Sandhed ihjel, der ei lod sig forblinde eller bestikke. Kun een Ting fattedes for at han med noget Skin kunde bespotte Sandheden, den maatte med en vis tilsyneladende Grundighed og Sandheds-Kjærlighed være gjort tvivlsom og mistænkelig, og vel havde ►Normannen 👤Richard Simon *døde 1712. dertil gjort en god Begyndelse i sin ►Critik over det Gamle Testamente, men deels var den for lærd og tør, og deels var det egenlig det ►Nye Testamente der maatte af Veien 299før Boldgaden blev fri. Her kunde 📌Frankerig, især efter at have fordrevet Hugonotterne, virkelig ikke hjelpe sig selv, men blev dog ikke forlegen, da der ogsaa udenlands gaves Folk, som kjedtes ved Aaget, og det havde fostret en Søn i sit Skjød, der selv udenlands kom Moders-Maalet godt ihu, og betænkde sit Folks Tarv. Denne Søn heed fornemmelig 👤Peter Bayle, en Hugonot af Fødsel,*døde 1706. og, paa et kort Ophold nær i den chatolske Kirkes Skjød, ogsaa af Bekjendelse, men en Spotter i Grunden, en Tvivler af Profession, og fransk Skribent i 📌Rotterdam. Det er, som bekjendt, hans saakaldte ►historiskcritiske Ordbog, som han udgav i sit 48de Aar,*1695. der har erhvervet ham lovlig Krav paa den franske Aands Taknemmelighed og alle Sandhedsvenners dybe Afskye. Under Skin af en Ridder for den groveste Overtro (Troe paa hvad der var aldeles utroværdigt) stræbde han at nedbryde al Overbeviisning om aandig Sandhed, i det han paa den ene Side søgde at indbilde Folk man ei kunde lide enten paa Fornuft eller Historie, og paa den anden at bevise at ikke alene den aabenbarede men selv den ►naturlige Religions Grundsætninger streed ligefrem mod Fornuften. Da nu Christendommens Troværdighed ►aabenbar beroer paa Sikkerheden af en historisk Begivenhed, er det ligefrem latterlig Overtro at antage den, naar Sikkerheden fattes, og den stræbde 👤Bayle at nedbryde, ikke alene ved almindelige Indven300dinger mod Historiens Paalidelighed, men ved at vække al den Tvivl han kunde om det ►Ny Testamentes Ægthed og Troværdighed, saa der ei kan være mindste Tvivl om hans Hensigt, thi havde han ei med Forsæt gjort hvad Læseren seer, da maatte han have skrevet med ubevidst Overlæg, som er en Umuelighed og Selv-Modsigelse.

✂ 👤Bayles ►Ordbog var ►Christentøiet, hvori det attende Aarhundredes franske Aand døbde 👤Voltaire *født 1694. til Høvedsmand for Spotterne eller Fritænker-Hærens lette Tropper. Fire Aar efter 👤Ludvig den Fjortendes Død ►optraadte 👤Voltaire, men først i den Alder da selv Spottere pleie at forstumme, efterat han havde fyldt et halvt Aarhundrede, fremkom han med sine store ►Skandskrifter over Bibel, Dyd og Forsyn i sin ►orleanske Skjøge, sin saakaldte ►philosophiske Ordbog og sin ►Candide. Man har ofte kaldt ham Tolerancens Kæmpe, Apostel og Martyr, og sandt er det, saa uhyre tolerant mod sig selv og sine ondskabsfulde Indfald har neppe Nogen været, men at han just derfor ikke taalde at høre Sandhed eller Andres Berømmelse, det beviser hans Levnet, og at han, saasandt 👤Jesus og Skriftens Hellige vare dydige Mænd, ei var tolerant imod Dyden det bevise hans Skrifter. At han i spillende ►Vittighed var den største Mester Verden har frembragt, er rimeligt, og at han selv i poetisk Forstand var Hovedet høiere end alle 301de Franskmænd man kjender, er ►upaatvivleligt, ja, saavidt man af en stor Mands Tankegang og Skrift kan slutte sig til hans Herkomst, maa han have været Frugten af det gamle Svogerskab mellem 📌Engelland og 📌Frankerig, thi, saavidt muligt, at forene Aanderne paa begge Sider af 📌Canalen, seer man klarlig var hans Digten og Tragten en Stund, indtil det franske, forfængelige Hjerte endelig vandt Seier, og dog vedblev han hemmelig at beundre og bestjæle den 👤Shakspear han offenlig spottede og følde det var ham umuligt at naae. Hiin Tilsætning af engelsk Aand og ►Pløining med dens Kalve, gav imidlertid 👤Voltaires Skrift og Stiil en Kraft, Fylde, og tit Anstrøg af Grundighed, der udvidede Kredsen for dens Indflydelse og forstærkede dens Indtryk, skjønt de ei kunde gjøre ham til den Digter, han fattedes baade Tro, Mod og Sprog til at være, og hans ►Henriade er en saa jammerlig, aandløs Efterabelse af ►Æneiden, paa Vers, som det er en Bodsøvelse for en Digter at læse, at man maae sige, de der hindrede ham fra at brænde den, have skilt ham ved Ord for at have skrevet et Heltedigt. Dog, hvor gammel*døde 1778. han end blev, overlevede dog hans Roes som Heltedigter og Mester i alskens Poesie ham, og det ei blot i 📌Frankerig og 📌Engelland, saa gruelig længe, at han endnu af mange, selv i 📌Norden, beundres og roses for hvad han dog med stor Umage har saa klarlig beviist han aldrig 302var. Om hans Religion er Intet at sige, men hans Philosophie var kortelig den: gjør dig Verden saa nyttig som muligt, og slaae ned, om du kan, hvad der er dig i Veien. Oprigtigheden af sit Had til Despotisme og Intolerance har han lagt for Dagen i sin ►Lovtale over Ludvig den Fjortende, og sin Ærbødighed for historisk Sandhed saavel deri, som i alt det Historiske han skrev, men kjendeligst i ►Eventyrerne om Karl den Tolvte og ►Peter Ezar, ja det er egenlig som Historie-Skriver han har Ret til at hedde Digter.

✂ To Mænd, som vare samtidige med 👤Voltaire, og vandt en Roes og Indflydelse der vel ei kan lignes ved hans, men især blev stor ved at sammensmelte med hans, vare 👤Johan Jakob Rousseau fra 📌Genf og 👤Carl Montesquieu fra 📌Guienne.

✂ 👤Rosseau *født 1712. død 1778. et lyst men ►særsindet Hoved med en spillende men sandselig Indbildningskraft, og et ømt men forkjælet Hjerte, havde skiftet Tro som ingen Ting og brugt al den Kraft svækkende Drømmerier og Udsvævelser levnede ham, til at sætte sig paa en fornem Fod med Gud og Samvittighed, saa Forholdet mellem dem og ham skulde være gjensidig Føielighed. I Midten af Aarhundredet optraadte han som Forfatter, og det med en Bog, der ikke skulde bevise mindre end at Kunster og Videnskaber havde gjort Menneskene ulykkelige, en Sætning det var ham let at 303udsmykke, da deres ►glimrende og saakaldte gyldne Tider altid havde tillige været Lastens Jubelaar; men hvad han ikke vilde see, var at Hjertets Ondskab er Menneskets Ulykke, og Grunden saavel til Kundskabens Misbrug som til de ►aabenbare Laster, paa hvis Antal det ingenlunde kommer an; hvad han ikke vilde ændse var at Mennesket er under alle Omstændigheder ►naturlig ondt, og hvad han ikke vilde troe, var Christendommens Sandhed, thi at den løste Knuden, og krævede Videnskabelighed, det kunde han see. I et andet Skrift paastod han nok en Urimelighed, nemlig, at Mennesket ikke er skabt til Selskab, og at Staten altsaa er et unaturligt Samfund, en Sætning der vilde være sand, dersom det var Menneskets Bestemmelse at tjene hvad der tyranniserede den forfaldne Borger af 📌Genf: Magelighed, Ømfindtlighed, Mistænkelighed og Egennytte. Dog, mest berømte ere to af hans Bøger blevne, Bøger man mindst skulde ventet af en Stats- og Videnskabsforagter, ►Afhandlingen om Statspagten, og Romanen ►Emil der skulde reformere Opdragelsen. At han nu imidlertid maatte været, hvad han ikke var, meget fortumlet, hvis disse Bøger ei havde stilet paa efterhaanden at frembringe den lyksalige ►Naturstand, ved at befordre Vankundighed og opløse Staterne, er ligefrem, og man maa tilstaae at han med stor Skarpsindighed har løst sin Opgave, thi 📌Europa behøvede blot i hundrede Aar 304at følge hans Lærdom for at nedsynke i et vel ikke saa elskværdigt, men dog saa ⓘ dybtdybt] GV, bybt A og lovløst Barbarie, som han kunde ønske. For endnu mere at lette denne herlige Overgang, tog han sig den Frihed at paastaae, at Christendommen, saa ypperlig den ellers var, skadede Staten og begunstigede Tyrannie, ret som om Kjærlighed kunde skade Enighed, en Christen være Tyran, eller som om en Tyrans Undersaatter vare slet tjente med christeligt Haab og Taalmodighed. At Christendommen derimod løser den Opgave han fordrede løst af Staten som dog, ved at prøve derpaa, maatte omsonst opløse sig selv, Opgaven nemlig af et Samfund i hvis Tjeneste hver Enkelt frivillig sætter alle sine Kræfter, det saae han ikke, men derfor er det ligesandt, thi den sande Kirke er et saadant ►Samfund under Friheds Lov.

✂ 👤Montesquieu *født 1689. død 1755. traadte, omtrent paa samme Tid som 👤Rousseau, frem med sit ►forroeste Værk ►om Lovenes Aand og Vilkaar, hvori han vil gribe Folkenes Aand i Luften, som om alle Mennesker vare Franskmænd. At imidlertid dette Skrift fandt i 📌Frankerig høirøstet Bifald, er intet Under, thi det er luftigt og let, vandet og klart, og ►syndes grundig at forsvare den Lyst til borgerlig Frihed og Ligegyldighed for Religionen, som nu stedse meer blev Dagens Orden. Skriftets gode Side er mere Alvor, Ærbarhed, og Erkjendelse af Christendommens velgjørende 305Indflydelse, samt en ærligere Modsigelse af aandelig og verdslig Trældom end man dengang pleiede at see, ja selv i Videnskabelighedens Historie er det ►mærkværdigt, som det første Forsøg paa at betragte ethvert Folks indvortes Beskaffenhed som Grunden til dets Tro, Sæder og Forfatning. Skjævt og bagvendt er det Hele, men Vinden af historisk ►Vidskab ►hjemler det sin Forfatter, og videre kom Franskmænd aldrig.

✂ Paa samme Tid som dette Værk udkom, begyndte et andet af langt mere Udstrækning og Indflydelse, bestemt til at trykke Seiglet paa fransk Videnskabelighed, og kaldet ►Encyclopodie, fordi det skulde indeholde alt Videværdigt i den menneskelige Kundskabs Kreds. 👤Voltaire, Gudsforagterne 👤Alembert og 👤Diderot, samt ►Egenyttens erklærede Tilbeder, 👤Helvetius, stode i Spidsen for dette Mesterværk, der skulde omfatte Alt ►uden Religion og Philosophie, og blev da en usammenhængende Ordbog, der berettede, ikke hvad Mennesket og Tingene vare, men hvad man sagde om dem i 📌Paris, altsaa egenlig et stort Sæt franske Aviser og Almanakker.

✂ Syttenhundrede og Halvfjerds fuldførtes det store Værk, og hermed kan vi slutte Oversigten af 📌Frankerigs Bogvæsen. Vi have seet hvilke Lære-Mestere det gav 📌Europa, samt hvorledes de vare aldeles naturlig udviklede, vi kan intet Øieblik tvivle paa, at ►jo denne Lærdom snart maatte ►frugte ►øiensynlig i sit Fædreneland, og 306det er klart, at vandt den Seier i 📌Europa, da var det ude der med Christendom og grundig Videnskabelighed, ja med Kirke, Stat, Dyd og Alt hvad Fortid kaldte Helligt og Ærværdigt. Betragtede vi da ogsaa Historien kun som et Sørgespil, at see for Lyst, maatte vi dog med Deeltagelse efterspore den aandige Tilstand i 📌Europas andre Hovedlande, som den verdslige Historie har sagt os vare i de samme Dage 📌Engelland, 📌Holland og 📌Tydskland, og see om man kæmpede saa ivrig og heldig mod Aanden, som mod Hærene, fra 👤Ludvig den Fjortendes Aarhundrede.

✂ Have vi med Opmærksomhed læst 📌Engellands verdslige Historie, da behøve vi ikke at spørge om, hvilken Aand der herskede, og kan aldrig tænke at den i Grunden modsatte sig 📌Frankerigs, ei heller synes en afsides Østat at være skikket til Dæmning for Strømmen paa Fastlandet; men have vi seet ret paa Engellænderne, ere de et Missions-Folk, hvis Indflydelse paa Fastlandet ei saameget beroer paa den indenlands herskende Aand, som paa de Hjelpe-Tropper og Subsidier den med eller mod sin Villie afsender. Saaledes var det 👤Vilhelm og 👤Marlborough der, tildeels mod Engellændernes Villie, satte 👤Ludvig Skranker, saaledes have engelske Bøger, ⓘ udenuden] GV, ud en A at man veed det i deres Fødeland, kraftig bestridt den franske Aand, og selv ►i de sidste Dage er paa Øen forberedet hvad dens Aand ei ahner, saa det lønnede Umagen at see langt 307dybere i 📌Engellands nyere Historie, og fremstille den langt udførligere, end indskrænket Rum og Kundskab her tillade.

✂ At 👤Henrik den Ottendes Kirke-Forandring egenlig kun var en Opstand mod Paven, af hvis Krone han derfor anmassede sig et Stykke, paa hine Fyrsters Viis, der faldt fra de romerske Keisere, det er noksom bekjendt; men at det er hans Aand der lige til det attende Aarhundrede forstyrrede Kirke-Freden, det har man ikke saa godt ►mærket, skjøndt ogsaa det er ►øiensynligt. Om Troen var man omtrent enig, eller ansaae den for en Biting, kun om Kirken stredes man, det gjaldt ei saameget om hvad der skulde tales, som om hvem der skulde føre Ordet, og Opgaven var: at finde paa en ►Skikkelse for den selvraadige Kirke, hvorunder hver Medlem kunde tiltroe sig Deel i Uafhængigheden. Den nemmeste Maade var nu ►vist nok at forene den kirkelige med den verdslige Uafhængighed i Kongen og Parlamentet, og det gjorde Tilhængerne af ►den bispelige Kirke; men den Deelagtighed de enkelte Medlemmer derved fik i Uafhængigheden, ansaae Presbyterianerne, som ►og derfor bør hede Puritaner, for et Blændværk, og ►syndes Hensigten kunde ikke opnaaes, med mindre Biskopper afskaffedes, og Kirkemagten kom til at hvile hos et geistligt Parlament af Ligemænd som Menighederne selv havde valgt. Dette fandt ►Independenterne var endnu ikke nok, da hver 308Menighed var afhængig af sin Fuldmægtig, og han igjen af Stemme-Fleerheden i Synodet, og fordrede derfor at hver Menighed skulde raade sig selv, og bestyres af Læreren i Forening med læge Medhjelpere. Hvorledes denne Selvraadighed udartede til Formastelse og ►teede sig i borgerligt Oprør, har vi seet, men midt under disse Storme begyndte et nyt Partie at danne sig, som drev den kirkelige Selvraadighed til det Yderste, og det var de siden saa navnkundige Kvækere. De erkjendte ingen anden udvortes Kirke end deres egne Legemer, erklærede hvert Faar, selv det mindste Gimmerlam, for sin egen Hyrde, Læreembedet for en Fælled, Sacramenterne for unyttige, Søndagen og de andre Høitider for Papisterie, Videnskaberne for overflødige, eller vel endog syndige, og Aanden i hver Kvæker for Skriftens Dommer. Man seer let at disse Folk vare hverken Christne eller Kjættere, men et Slags Fornuft-Sværmere, et Ord, der vel klinger lidt underlig, men staaer sin Prøve, thi Sværmerie er en selvgjort Indbildning om aandelige Ting, og at Fornuften, saasnart den kommer i Aandens Kreds, kan sværme saavel som Phantasie og Følelse, det kan man begribe, og der gaaer Syn for Sagn i de senere Dages philosophiske Systemer. At nu Fornuften var den herskende Sjæle-Evne hos Kvækerne, det er klart af deres spidsfindige Skrift-Fortolkning, af den Overvægt de lagde paa 309Moralen som den egenlige Religion, af deres Begreber om Frihed og Lighed, og deres stadige ►Hensyn paa timelig Nytte og Fordeel, men at denne Fornuft ei var blot sandselig, beviser Fiinheden i deres ⓘ Tankegang, Dybden i deres Moral, som fordrede indvortes Hellighed, deres Nidkjærhed for at udbrede Kvækeriet, og den Styrke hvormed de bar Forfølgelser, saavelsom deres Hovedlærdom om det indvortes Lys, og ►Samfundet mellem Aanden og Fornuften ►ͻ: Fornuft-Begeistring. Formanden for dette ►Vennelag var 👤Georg Fox,*født 1624. en Væversøn fra 📌Drayton i 📌Leicester, han havde lært Skomager-Handværk, men ikke egenlig drevet det, til aandig Grublen over sin Bibel, som han hardtad kunde udenad, stod hans Hu, og under denne Tragten efter at vorde klog over det som skrevet staaer, faldt han naturligviis i svare Tanker, der maatte være ham saameget tungere, som han manglede al videnskabelig Kundskab. Han forlod, henved tyve Aar gammel, Slægt og Venner, og raadførde sig ►trindt i Landet med de berømteste ►Lærere af alle Partier, men fandt sig ingensteds fyldestgjort. Et ►underlig vemodigt Syn er det altid, at see en gjærende Yngling vandre omkring med brændende Tørst efter Livets Vand, og yderst sørgeligt, naar man maa indrømme, at han i et christnet Land kunde betle forgjæves ved Præsternes Dørre, men det viser kun den engelske Kirkes elendige Tilstand, uden 310at undskylde 👤Fox, som nu opkastede sig til ►Lærer og Reformator efter sit eget Hoved. Hvorvidt det havde været ham mueligt at sidde hjemme og dyrke sin Gud i Stilhed, kan Ingen sige, men at han i christne Mænds Bøger fra de forrige Tider kunde fundet den Oplysning han behøvede, naar han ydmyg havde søgt den, er sandsynligt, at han, hvis han havde følt et uimodstaaeligt Kald til at optræde som Lærer, vilde følt en ligesaa uimodstaaelig Drift til først at skaffe sig de Kundskaber, der paa den Tid synes aldeles nødvendige for en Reformator, er ►rimeligt, og at han i al Fald, naar han havde fulgt Guds Kald og ei sin egen Lyst, vilde holdt sig paa det Nøieste til Skriften, det er aldeles ►upaatvivleligt. Det Sidste er da egenlig det Eneste hvorefter vi maae dømme ham, ►thi Han, som fordum valgde Fiskere til sine Apostle, kunde vel endnu opvække sig Redskabet i Almuen til at beskjæmme de Skriftkloge, og i et Land, hvor Videnskabeligheden stod paa den Fod som i 📌Engelland, var det maaskee nødvendigt, vi kan i det Mindste ikke slutte andet, naar vi huske, hvor fortvivlet Forfatningen baade i Kirke og Stat under Borger-Krigen var, uden at nogen Skriftklog hævede Røsten til at samle de Forvildede under Herrens Banner, og naar vi see, at 👤Fox netop traadte*1647. frem Aaret efter at Parlamentet havde opløst ►den bispelige Kirke, og derved erklæret Kirken saavelsom Staten i Revo311lutions-Tilstand. I 44 Aar vandrede nu 👤Fox, saavidt det tillodes ham, omkring som Bods-Prædikant, ►taalde Slag, Forhaanelse og Fængsel, og fandt Tilhængere i Tusindtal. Mange af disse fore ►rasende frem, naar deres Aand kom over dem, styrtede ind i Kirkerne som de ►spotviis kaldte Taarnhuse, skjældte paa Præsterne, og foregav, at de ved at forstyrre Andagten, paa Steder som i deres Øine vare vanhellige, efterfulgde 👤Jesus, som ►►forstyrrede Kram-Markedet i Helligdommen►. At de nu bleve tugtede som Freds-Forstyrrere, skadede dem ingenlunde, og langt var den kolde Trods, hvormed de Fleste leed, fra ►den Kjærlighed, uden hvilken man forgjæves hengiver sit Legeme til at brændes, men det undskylder ingenlunde deres Fjenders afskyelige Grusomhed, der endog udøvedes paa mange som levede i Stilhed, og kjendtes kun derpaa, at de ei vilde give Tiende, ei ►gjøre Eed eller Krigstjeneste, og ei tage Hatten af for nogen, men ►dutte alle og enhver. At de to sidste Unoder vare grundede i Storagtighed, seer man let, at Afskyen for Tiende og Krigstjeneste som oftest kom af Egennytte og Feighed, er sandsynligt, og Skriftens Bogstav ►om Eden var i al Fald intet Forsvar for dem, der i Lærdommen ei vilde lade Ordet gjælde, men alt dette kan ingenlunde forsvare Grusomheden mod Værgeløse, der aldrig modsatte sig Rettens Tjenere, og at man ikke havde en eneste Mand der kraftig kunde nedslaae 312deres Vildfarelser med Guds Ord, og ►værdelig betjene det nødvendige Værk de fuskede paa, gjør at de, mod den engelske Kirke, staae som Sandhedens ►pinte Vidner. Hiin Kirke, der midt under den almindelige Gjæring kunde opløses som ingen Ting, var naturligviis i sin, ved Kongebud fornyede Skikkelse, saa godt som ingen Ting, et Skyggebillede af Kirken, som Bisperne af Kongen i Overhuset, og kun den ene Gang, da det gjaldt dens fule Støtter: Straffe-Lovene mod anderledes Tænkende, vovede den at knye, fordi 👤Jakob den Anden var almindelig forhadt. Man kan da uden Fare paastaae, at ved det syttende Aarhundredes Slutning, da ►Torys og ►Vhigs havde opslugt Episkopale og Presbyterianer, vare Kvækerne de gudeligste Mennesker i 📌Engelland, naar man undtager de skjulte Christne ►i Hytterne, som Ingen skal indbilde sig at kunne tælle; men vel kan man ►og sige, at havde ►den bispelige Kirke ei havt ►i Hytterne en stærk usynlig Støtte, kunde dens Skygge umulig saa længe holdt sig paa Skuepladsen; naar det derimod var ►saa, da begriber man let, hvorfor den, der dog var en Skygge af den sande Kirke, ei maatte forsvinde. 👤Vilhelm af Oranien, der, som Hollænder, maatte hælde til Presbyterianerne, og saae meest paa det Verdslige, søgde at forlige alle ujakobitiske Partier, de fleste Presbyterianer mødte ham paa Halvveien, Kvækerne tilbøde 313Forsikkring for Guds Aasyn, som om det ikke var den høieste Eed, og Kirken var saa omtrent enig i Ligegyldighed, da Aarhundredet og han endte sit Løb. Denne Ligegyldighed døbde Kvækerne med det siden saa forgudede Navn Tolerance, hvilket, i deres og det følgende Aarhundredes Mund, ikke betegner christelig Sagtmodighed, Blidhed og ►Billighed, men Ligegyldighed for Troen og Guds Ord. Overalt er det værd at gjentage: Kvækerne vare det saakaldte oplyste Aarhundredes Forløbere, Fornuft-Dyrkere i Indbildningen; det indvortes Lys, hvorom deres hele Lære dreiede sig, var Glimt af aandig Forstand, de forkastede Alt hvad de ikke indbildte sig at begribe, de frygtede ingenlunde Videnskaberne som formeentlige Fjender af Troen, men de hadede dem som Fjender til deres Indbildning om Fuldkommenheden af det indvortes Lys, og foragtede dem som unyttige i det daglige Liv, da de derimod forraadte deres verdslige Sind, ved helst at drive de meest fristende og fordelagtigste ►Handteringer. Deres Meninger maa man ingenlunde bedømme efter ⓘ 👤KeithsKeiths] GV, Kriths A og 👤Barklays Forsvars-Skrifter, thi deels er ►Accommodationen ligesaa ►øiensynlig i dem, som i deres Bekjendelser der i vore Dage sigtedes som Uchristne og turde ei vedkjende sig at være det, og deels vare begge disse Mænd fra 📌Skotland, hvor Kvækeriet ligesaalidt som ►Independentismen og de øvrige Galska314ber hvoraf det bestemt udviklede sig, fandt ►synderlig ►Indgang, og havde ►aabenbar langt anderledes Ærbødighed for Skriften og den historiske Christendom, end Kvækerne i Almindelighed, som derfor ogsaa, med deres Afgud: 👤Vilhelm Penn, i Spidsen, tilsidst udstødte 👤Keith af deres Samfund.*1696. I hvad der er skrevet for Menigheden selv, Opbyggelses-Skrifterne, af deres unægtelige Ligegyldighed for ►Bibelen, mod hvilken man hos 👤Penn vil finde alle de Indvendinger, der siden ere udviklede, og af den Verdens-Klogskab der ►aabenbar besjælede 👤Penn og Selskabet i det Hele, saasnart den første Ruus var forbi, er det man skal lære at kjende af hvad Aand de vare, af den nemlig, der fordyber sig i sig selv, og taber sig efterhaanden i Verden, som det ogsaa ►øiensynlig er gaaet med Kvækerne, der af sig selv have ►alt mere og mere søgt deres Lys og Selvstændigheds Aand i Sølv og Guld, og tabt sig i den store Kræmmer-Menighed. At nu ogsaa en Kvæker-Menighed er i Grunden en Selv-Modsigelse, ligesaavel som en Fornuft-Kirke, indsees let, thi er det indvortes Lys den eneste ►retvise og ufeilbare Dommer, og er det imidlertid som Erfaringen lærer, langt fra at lyse eens i alle, saa er Uenighed ►aabenbar ►Kvækerdommets Grundsætning, ligesom Enighed er enhver Menigheds uundværlige Sjæl. Kun altsaa ved at trodse sine egne Grundsætninger, 315og blindt følge enkelte Hovedmænds Ord, istedenfor Guds, ved at være ►Foxianer og ►Pennister istedenfor Christne, ved at være et Partie og Selskab, istedenfor en Kirke, ved at gjøre Skin (udvortes Gjerninger og Sædvaner) til Hovedsag, og Troe til en ligegyldig Biting, kun derved kunde de vinde Skin af en Menighed, saalænge til de Enkelte fik i Sinde at være fornuftige Kvækere — gjøre deres Ret gjældende til at lade deres Lys skinne — da Enigheds-Skinnet nødvendig maatte forsvinde. Man har derfor seet sig nødsaget til, baade efterhaanden at fornægte en stor Deel Medlemmer, (som de ►fægtende Kvækere i 📌Nordamerika) og at beskikke Lærere, der vel ei skulde forbyde, men dog, om mueligt afværge Lysets Udbrud hos de Andre, men man seer let, at dette Middel ei kan anvendes og ►frugte, uden Ligegyldighed er steget saa høit, at den staaer paa Nippet at opløse det Hele.

✂ Vende vi nu tilbage til de navnkundigste engelske Forfattere i det syttende Aarhundrede, da see vi ogsaa dem mere og mere at vende Ryggen til Troe og Kirke, og naar de dreie sig igjen, da er det kun for at pege Fingre og skyde til Maals efter Alter-Tavlen.

✂ Digterne staae naturlig Kirken nærmest, og dem bør vi da først betragte, men saae vi at ►alt 👤Shakspear der havde hjemme i Reformations-Aarhundredet, staaer i alle Maader saa omtrent paa det siden saa berømte ►Indifferents-Punkt, 316med den ene Fod i det mindste udenfor Kirken, og see vi i hans Værker store Grav-Minder for 📌Engellands ►Kæmpe-Aand, da see vi tillige Byg-Mesteren opgive Haabet om at reise den ►høie Kirke paa engelsk Grund, og overantvorde Historien Tegningen saavelsom det store Forraad af ►Bul-Øxer og Blysnore, Skruer og Dunkrafter, Buer og Billedstøtter, ja hele Fag forsvarlig Grundmuur til ►behagelig Afbetjening et andet Steds, hvor der var fastere Grundvold, bedre Tømmer til ►Sparre-Værk, ►Kaabber til Tag, mere ►Sammenhæng mellem Steen og Kalk, bedre Øie for Kirke-Skibet, og meer Forstand paa Alter-Tavlen. ►Daarligt var det da at ville vente 👤Shakspear fortsat i 📌Engelland, hvor han døde og blev begravet, men vel kan vi vente at see den fornuftige Indbildnings-Kraft der i 👤Shakspear slog sig til Roe, og slog sig fra Kirken til Skue-Pladsen, der efterhaanden slaae sig til Verden som den var, og ►synge med de Fugle den var hos. Det see vi da ogsaa, men først maa vi kaste et Blik paa ►Independenterne, der paastode, at de hverken vilde ►slaae sig fra Kirke eller Bibel, men blot danne dem efter deres eget Hoved, og her møde vi da ogsaa 👤John Milton, der ►alt var født i 👤Shakspears Dage,*1608. og altsaa i det Mindste paa Kirke-Gaarden, men forvildede sig siden ei alene ind i ►det lange Parlaments men selv i 👤Cromvels Skriver-Stue, og forsvarede 👤Karl Stuarts Dødsdom. Først 317da han, over de Halvtreds, ved 👤Karl den Andens Tronbestigelse blev forskudt af Verden, var det han satte sig til at skrive sit berømte Digt ►om det forlorne Paradis, under hvilket Arbeide han strax mistede sit Syn og digtede det øvrige i Blinde. At anvende dette strængt paa Digtet, er vel haardt, og synes ►ubilligt, naar man ikke først har anvendt den nødvendige Tid og Taalmodighed til at læse det heelt og nøie igjennem, men vist er det, at han digtede paa egen Haand og efter sit eget Hoved, og det mange Steder saaledes, at baade Bibel og Fornuft betakke sig for Æren af at have begeistret ham. Spottefuglen 👤Voltaire har vel ikke megen Uret i, at Satans Rolle er den mest glimrende i hele Stykket, og jeg vil lægge til, at 👤Miltons Helvede er mig for heedt, hans Himmerig for koldt, hans Selskab kjedsommeligt i Længden, og hans Allegorier luftige, naar man ikke anvender dem paa den engelske Kirke, som kun indbildte sig den kunde trodse Helvedes Porte. Som allegorisk Digt hører det i Øvrigt ganske rigtig til Fornuft-Poesien, thi Allegorien er den aandige Fornufts eiendommelige Billed-Sprog, som imidlertid altid vorder tomt og koldt, naar det ikke af Historien og Menneskets Inderste laaner Sandhed, Fylde og Kraft. ►Aabenbar var det 👤Miltons *døde 1674. Hoved-Hensigt med at anvende ni Aar paa dette Digt, at vinde Navn af 📌Engellands 👤Virgil, det lader Historien ham gjerne beholde, og saa318ledes ere de nemt forligte. Engellænderne fandt selv liden eller ingen Behag i Digtet, men da man beviiste dem, det var mageløst, fandt de det hørde dem til, trykde det pænt, indbandt det prægtig, og lagde det paa Hylden som et ►Magna Charta, der gav dem Sort paa Hvidt for, ogsaa i Poesien at være de Gamles og Italienernes Ligemænd, Franskmænds, og hvad i deres Øine er det Samme, det hele øvrige 📌Europas Mestere.

✂ Vende vi nu Øiet til ►den bispelige Kirkes Skueplads, da finde vi der naturligviis 👤John Bul i en anden Skikkelse, fornemmelig i 👤John Drydens,*født 1631. oprindelig fra 📌Huntingdon og denne, som man siger i 📌Engelland, ►de Nis Ypperste-Præst, var da ligesaa flygtig som 👤Milton var stiv, han klynkede ved 👤Cromvels Grav, jublede ved 👤Karl den Yngres Kroning, ivrede for Protestantismen i ►Testactens Dage, blev Catholik da 👤Jakob den Anden blev Konge, havde hjemme paa Theatret og Kaffe-Huset, morede sig selv og de andre Gjæster det bedste han kunde med Eventyr og letfærdige Løier i flydende Vers, og arbeidede i alle Maader paa at gjøre 👤Shakspears ►Storm til Vind. ⓘ UnderUnder] GV, Unden A den oraniske 👤Vilhelm, som ikke forstod Spas, og var ingen Ven af ublu Tale eller Chatoliker, mistede han ►Hofkrandsen, men holdt sig dog med ►et Rift i Seilene paa Theatret, og gjorde sig udødelig i 📌Engelland ved at oversætte 👤Virgil, thi det var i hans Landsmænds Øine at indtage 📌Rom, som 319de ansaae for en stor poetisk Heltegjerning. En Omarbeidelse af 👤Shakspears ►Antonius og Cleopatra, erklærede 👤Dryden selv for sit eneste Drama af poetisk Værd, og viiste derved baade at han skiønnede bedre end han skrev, og skrev sine Synder paa Folkets Regning, hvilket er med andre Ord, at han var en Harpe der klang som Vinden blæste, og hans høieste Attraa var at være en Spillemand som hiin, hvis Greb han i sit berømte Kvad om ►Alexanders Fest saa livfuld besang. Er Fornuft-Poesien en Tilegnelse og Forklaring af Oldtids Sang, da kan man sige at 👤Shakspear tilegnede sig Indholden, 👤Milton og 👤Dryden Tonen og Klangen, af gamle 📌Engellands ►Høi-Sang, og toge dem med sig i Graven, hvorfra ikke 👤Popes Negle og knap 👤Yongs Taarer kunde hente dem tilbage, og det var med det syttende Aarhundrede 👤Dryden hensov.*1701.

✂ Samtidig med 👤Dryden var ellers 👤Rochester, der paa Vers vandt Prisen for ►Liderlighed, og 👤Buttler, som, efter Sigende, killede ►Pegasus ►saa med sin ene Spore, at han maatte lee sig ihjel, men om det er sandt, maae Andre bedømme, som have Tid og Lyst til at lee ad hans ►Hudibras.

✂ Poesien er unægtelig det naturlige Baand mellem Himlen og Jorden, og derfor tillige mellem Christendom og Videnskabelighed, saa, hvor den fattes eller udarter, kan ingen sand 320Videnskabelighed findes, der kan Skriften, hvis hele Indhold er aandelig, og hvis Sprog tildeels er det høieste poetiske, aldrig forklares grundig, der kan heller intet Syn være for Tingenes og Kundskabernes sande Forhold, der nødvendig er aandigt eller poetisk. Først kan ret ►øjensynlig Historien aldrig dyrkes der med Liv og Lykke, thi naar vi ei beskue Fortiden poetisk, er vort Forhold til den dødt med ►Fædrene, vi kan randsage Gravene, og finde mangt et dyrebart Efterladenskab, men er der ikke aandigt Lys og Syn i os, da ligger det over som under Jorden i Mørke for os, og naar vi har stillet vor Nysgjerrighed ved at betragte Kisten og Liigklædet, som er det eneste, vi med sandselige Øine kan see, begrave vi det atter i Glemsel. Men, er Historien død for os, da have vi ►aabenbar ikke mere noget levende naturligt Forhold til Aandens Rige, og det overnaturlige formedelst Troen, som allerede maae være spændt, før Poesien falder fra, vorder siden daglig nærmere ved at briste, og staaer i al Fald i Modsætning til den Videnskabelighed Sjælen driver paa sin egen Haand. Denne kan nemlig ikke bestaae uden i Betragtning af os selv og de udvortes Ting, udrevne af det aandige Forhold der ene var i Stand til at oplyse og forklare dem, thi ingen Skabning kan forklares, med mindre den sees i sit sande Forhold til Skaberen, og dette maa saavist være aandigt, som ►Gud er en Aand.

✂ 321Efter disse Bemærkninger der kan gjøres soleklare, kan vi ikke vente at finde i det Hele nogen sand Videnskabelighed i et Land, hvor det gik med Religion og Poesie, som sagt er, men paa den anden Side maae saavel Kvækernes Fornuft-Troe som 👤Shakspears Fornuft-Poesie forsikkre os om at finde noget Andet end i 📌Frankerig, finde Gnister af aandig Fornuft, der i det Mindste tændte og underholdt Attraa efter grundig Indsigt, skjøndt de ei mægtede at frembringe den.

✂ Spørge vi nu, som vi bør, først om Historiens Dyrkning, da høre vi virkelig, at samtidig med 👤Shakspear var den store ►Old-Grandsker 👤Camden, der ved sine Undersøgelser om det gamle 📌Britanien, frembragde en Samling af mageløse Brud-Stykker, men vi høre ogsaa at det her som i Poesien, blev ved Begyndelsen, Agtelsen for 👤Camden vedblev, men Ingen gik videre, men meget mere gik man tilbage. Næsten alle de latinske Krøniker fra Middel-Alderen bleve udgivne i det 16tende og 17tende Aarhundrede, men ligge indtil denne Dag, saagodt som ubenyttede, og slet ikke bearbeidede; tidlig begyndte man at drage de angelsachsiske Skrifter frem, men man lærde aldrig at forstaae dem, og blev selv med Udgivelsen staaende paa Halvveien. ►Alt i det 16tende Aarhundrede udkom ►den angelsaxiske Oversættelse af Evangelierne *1571. og i den første Halvdeel af det 17tende arbeidede 👤Vheloc og 👤Spelman 322flittig, saa ►Oversættelsen af Davids Psalmer, 👤Bedas ►Kirke-Historie med 👤Alfreds Oversættelse, ►den angelsachsiske Krønike og de gamle Love kom for Dagen, men for det Meste maadeligt, thi man havde kun Sands, ikke Aand for de gamle Mindes-Mærker, som iblandt andet ogsaa er klart deraf, at man, saavidt muligt, forbigik Aandens Tale ►ͻ: Digtene, og hvor man nødtes til at tage den med, som i ►Saxe-Krøniken, var endog latterlig forlegen med den. Intet Under da, at Lysten som skulde drive Værket, snart forgik, 👤Somner aflagde i sit ►Lexikon *1659. Regnskab for hvorvidt man var kommet, og forgjæves søgde 👤Hickes ved Aarhundredets Slutning atter at bringe Tingen i Gang, hans Grammatik var daarlig, hans Kundskaber i Sproget ringe, hans Smag ingen, hans Tale pralende, langtrukken og kjedsommelig, kun lidt kom ud, Intet forklaredes og Værket sov aldeles hen med det syttende Aarhundrede. I det attende nøiedes man med at faae en trykt Fortegnelse over ►Stervboet af 👤Vanley,*1705. og lod saa til den Dag i Dag ligge hvad Luerne ikke fortærede i det 📌Cottonianske Bibliothek; selv dette Slag vakde Intet, Parlamentet nøiedes med at indhente en Liste paa hvad der var brændt og beslutte at man skulde gjemme Resten. Sagtens følde vel imidlertid Engellænderne at de ingen ret Historie kunde faae, før Oldsagerne vare bragde i Rigtig323hed, og man hjalp sig da foruden, thi den 👤Milton skrev var vel ikke stort bedre end ingen.

✂ I Kirkehistorien, især den indenlandske, skedte ogsaa i det syttende Aarhundrede et Kæmpeskridt ved 👤Jakob Usher:*født 1580. irsk af Fødsel, men af gammel engelsk Herkomst, og den første Grøde af 📌Høiskolen i Dublin, til hvis Stiftelse hans Morfader 👤Jakob Stanihurst havde givet det første Stød. Dog ogsaa her var det omtrent forbi med Begyndelsen, og det er intet Under, naar man betænker, at 👤Usher overlevede ►den biskoppelige Kirkes ►Velmagt,*døde 1655. ja man kan sige han bar dens Billede, thi efterat have været Erke-Biskop i 📌Armagh, endte han som Præst for en lille Menighed i 📌Surrey, og under Borger-Krigen vankede han omkring fra Sted til Sted med sine Bøger, vilde ikke forlade og kunde ikke benytte dem. Skotten 👤Gilbert Burnet Biskop af 📌Salisbury *døde 1714. skrev mod Enden af det syttende Aarhundrede en ►Krønike om den engelske Reformation, men han var egenlig en Statsmand, og nu lod man det omtrent dermed beroe.

✂ Under saadanne Omstændigheder kan man ikke vente at Engellænderne skulde udrette store Ting i den almindelige Verdens-Krønike, thi det krævede hvad de mindst har: Høiagtelse for andre Folkefærd, Ærbødighed for det Ubegribelige og Taalmodighed til i sine Børn at høste Arbeidets Frugter. Man har derfor i 📌Engelland aldrig fundet nogen kjærlig Deltagelse i Verdens-324Historien, men kun Lyst til at undvære eller undertvinge hele Verden legemlig og aandig, og det er yderst ►mærkeligt at den eneste Mand der i den livlige Tid gav sig til at beskrive Verdens Løb, gjorde det af Kjedsommelighed, thi det var Ridderen eller rettere Røveren 👤Valther Raleigh,*født 1552. der efter en urolig Fart til Lands og Vands, strandede i 📌Tover, som i det Ringeste Medvider i en Sammensværgelse mod 👤Jakob den Første. Der var det han i sine tolv Fængsels-Aar fordrev Tiden med at beskrive den, men brændte selv i Arrighed Halvparten, fordi den første Deel, der gaaer lidt ind i 📌Roms Historie, ingen Afsætning fandt. Nogen havde den, i al Fald, som første Forsøg, vel fortjent, men at læse den var ikke Engelskmænds Sag, deres var og bliver det kun at rose den som et Mester-Stykke, fordi den er old-engelsk. Dermed lod man det beroe i det syttende Aarhundrede, og for Ærens Skyld kunde de gjerne gjort ligesaa i det attende, men vel var det ikke desmindre, som paa sit Sted skal sees, at de prøvede deres Lykke. Skulde 📌Engelland engang blive sat i 📌Tover, gik det maaskee lidt bedre med den første Deel, men den anden, hvori det selv skulde være med, blev vist skrevet til Ilden, og kom det løs igjen, vilde det sagtens, som 👤Raleigh, brække Halsen paa et nyt Ledings-Tog efter den indiske Guld-Grube, thi siger bemeldte Verdens-Historiker: Kjærlighed og Dyd forlade 👤Lauras Grav for at følge Fee-325Dronningens Skygge, skjøndt 👤Petrarks Sjæl græder og 👤Homeers raser i Harme; ►underlige Ord, der taale en dybere Anvendelse, end han drømde om.

✂ Saavist som det er Menneskets sande Vilkaar og Forhold Philosophien paatager sig at forklare, saa ►øiensynlig er Menneske-Slægtens Historie den Nød bemeldte Frue har at knække, og ►hvormeget hun end har af Munden, er der dog meer end nok for hende at gabe over, og hvor bidsk hun end er, bider hun dog gjerne Tænderne i Stykker paa Skallen, saa Kjernen er sikker nok, og klinger det end ikke smukt, saa er det, med Fruens Tilladelse, dog ganske moersomt, og har sin gode Grund i Sandhed, der aldrig lader sig knække, men vil i alle Skikkelser æres og elskes og aabenbare sig selv. Men naar nu Fruen vil ►gaae Historien forbi, i den Indbildning at hun er Kiernen selv, eller kan dog finde Skatten, ved at grave i Jorden og famle i Mørket, da gaaer det lystigt til, og hvad hun vinder, er i det Høieste en lang Næse, der kan være ganske god til sit Brug, men naaer dog aldrig Kjernen, giver Spottefugle Spillerum, og sætter Fruen i Fare for at trækkes did, hvor hun nødig vilde. Denne Bemærkning grunder sig paa den Tanke, at man aldrig kan tale fornuftig nok om Troen, og vanskelig for vantro om Fornuften paa sin selvgjorde Dronning-Stoel, der, som paa 📌Møens Klint, 326er gjort af Kridt, staaer høit i Veiret og dybt i Vandet, og efter den kan engelsk Philosophie ingen Lovtale vente, undtagen det skulde være, at den dog bedre end ►Tydske-Moer holdt sin Næse hos sig selv, og holdt Folk til at gjøre Gavn med Hænderne, for derved efter Haanden at faae Naturen i Hovedet.

✂ Det var den navnkundige 👤Frands Baco Lord af Verulam*født 1561. og en Stund 📌Engellands Cantsler, der satte Rigets Stor-Seigl paa det samme gode Raad, og skjøndt man tog ham Seiglet fra, fulgde man dog tildeels Raadet i det Smaa. Dog, er end 👤Baco, saalidt som Nogen for god at spøge med paa en skikkelig Maade, som var hans egen Vane, saa er dog Alvor ogsaa paa sit rette Sted, naar man taler om 📌Engellands største Tænker, og om den første Mand i Christenheden der med aandigt Blik overskuede Videnskabernes Rige, som han gjorde i Bogen om deres ►Udfyldning. Vel maae man kalde det et Kæmpe-Stykke, en 👤Shakspears jævnaldrende og aandig beslægtede Landsmand værdigt, ►alt i det sextende Aarhundrede at fælde ►Stagiriteren, eller dog rettere sætte ham paa sin rette Hylde, som en boglig 👤Alexander, der ►gjorde Vind med hele 📌Grækenlands Mandskab, men som er al Opmærksomhed værd, fordi man kun af hans ►Ruller lærer at kjende mangen ►Kiæmpe, som han opofrede for at være ene Soel paa Himlen. Havde 👤Baco ret forfulgt denne nødvendige Seier 327over hiin store Mogul i Spidsfindighedens Rige, fulgt sin unægtelige Overbeviisning om Erfaringen som ►Vidskabs-Kilde, og ►Tiden som Sandhedens stykkevise Aabenbaring, saa han havde anvendt sin Tid paa at give den ⓘ Videnskabernes Historie hvis Savn han bemærkede, da vilde det i det Mindste ikke været hans Skyld, om Engellænderne ei vare blevne det viseste Folk, men han var ►og selv en Engelskmand og ovenikjøbet langt ude af en Slags fransk Herkomst, hverken fri for engelsk Lyst til at ►aagre med sit Pund, eller fransk Begjærlighed efter det Skin som glimrer; i den lærde som i den borgerlige Verden tog hans Hoved ►Stikpenge af hans Hjerte for at stadse med, og han realiseerte sin Formue saa rask, at han maatte suge paa Labben tilsidst, og efterlod sig egenlig kun store Ord og et tvetydigt Navn. Han vilde sagtens paa sin Viis snoet sig fra Beskyldningen, med den Anmærkning, at hans Landsmænd havde Øiet i Hænderne, som ►Dionysius Øret i Fødderne, men det undskylder ham ikke, thi han var for klog til ikke at vide, Philosophen skal holde fast paa Tingene, holde sine Øine hos sig selv, og lade Folk troe hvad de vil. Men, i Hjertet havde han sin Skade, Tredobbeltheden i Mennesket og i hans Forholde: til Gud, sig selv og de udvortes Ting, saae han rigtig nok, men de Hensovne vare døde og andre Mennesker kun Ting for ham, derfor gjorde han Historien kun til Gjenstand for Hu328kommelsen ikke for Kjærligheden, som ret mærkelig fattes i hans Inddeling af det aandige Menneske, hvor han derimod godt veed at henføre Poesien og Philosophien til deres rette Værnething, ja er klarøiet nok til at see der ligger mere ►Vidskab i ⓘ Old-Poesien, som han derfor kaldte den paraboliske, end man i hans Dage drømde om. Ogsaa her staaer han ene mellem sit Lands Tænkere, der ellers meende at Phantasie og Fornuft vare saa uforenelige, som om de aldrig kunde være, hvad de dog altid ere: eens om at udgjøre eet Menneske; men saae han dybere, da saae han derfor ikke bedre, thi ligesom Franskmændene siden, vilde han kun see Naturen speile sig i Poesien, havde altsaa dog kun Begreb om en sandselig Indbildnings-Kraft, og ►Bibelen, som skulde gjort ham klogere, skjød han til Side, brugde den kun til at udtrykke, ei til at styre sine Tanker, under det vel ►vittige, men saare utilstrækkelige Paaskud, at det var ligesaa bagvendt at ville finde Døden i Livet, som Livet i Døden, Naturen i Gud, som Gud i Naturen, saa han vilde ikke see at Lyset maae forklare Mørket, Livet Døden og Gud Naturen, om de ellers skal blive forklarede. Ham, 👤Frands Baco, den klarøiede Mand, hvis Gnist af aandig Fornuft viiste ham at Naturen i Fornuftens Øie vidner unægtelig om Gud, ham var det, som vilde indskrænke Guds Rige til Aabenbaringen, for at Mennesket kunde have Verden for 329sig selv, og indbildte sine Landsmænd at de, uden Hensyn paa Guds Ord, kunde frit randsage Naturen, finde der en ►Vidskab uafhængig af Gud, og dog være troende Christne, og dette er en Brøde imod Troe og sund Fornuft, der hviler meer paa ham, end paa hans Efterfølgere, thi vel fulgde de ham meest fordi de vilde, men de havde ikke hans Forstand. Man seer let, det gik med ham i alle Maader, som med ukjærlige Børn, der, saasnart den myndige Alder bebuder sig i deres Forstand, indbilde sig, den er ►alt kommet, ringeagte Forældrene som avlede dem, vil selvkloge raade sig selv, og mene Forældrene ere godt betalte for Livet med Æren at have saa ►underkloge Børn; men her gjælder det ►fortrinlig, at ►tidlig kloge Børn blive ikke gamle, thi snart slukkes i Forstanden den aandige Gnist som Troen har tændt, naar Fornuften udvinder sig af det aandige ►Samfund, eller bestemtere: al aandig Forstand og Erkjendelse er kun et Skin, der taber sig i Skygge, saasnart det selv vil være Lys. Intet Under da at 👤Baco ei kom videre i Livet og døde sønneløs, Alt hvad vi spore af hans*1626. Aands Minde i de følgende Dage, er den temmelig almindelige Tanke, at Guds Tilværelse er unægtelig, Aabenbaringen hardtad uundværlig, og Tingenes ►Forklaring saa godt som uopnaaelig, saa deres fordeelagtige Brug er det Eneste, der lønner Umagen at tænke paa.

✂ 330👤Thomas Hobbes kan vi med god Samvittighed springe over, som en ►Politicus, ►det slet ikke var om Sandhed at gjøre; for at komme til de to ►mærkværdige Mænd, der ikke uden Føie gjaldt for Vidundere i deres Tid, skjøndt de, trods 📌Engellands faste Formening, som det øvrige 📌Europa var daarlig nok til at styrke det i, vare saare langt fra Høiden af menneskelig ►Vidskab, ja langt fra at have engang saa høit og sundt et Begreb derom, som 👤Baco.

✂ Først møde vi 👤John Locke fra 📌Sommerset,*født 1632. der havde studeret Lægekonsten, og dyrkede Philosophien som et ►Liebhaberie. En af hans engelske Biographer siger ganske trohjertig, at Luften var en Yndlings Gjenstand for hans Tænkning, og laae ham særdeles paa Hjerte, og uden al Ondskab kan man sige: det er godt at mærke paa hans ►Forsøg over den menneskelige Forstand,*1694. hvormed man en Stund ►gjorde Vind, og som endnu gjælder i 📌Engelland for et Mester-Stykke, thi for en Philosoph, der paastaaer at alle vore Begreber, ikke blot foranlediges ved, men have deres Grund i den sandselige Erfaring, maa Luften unægtelig blive det vigtigste. Nu at gjendrive en Mand der paastaaer det er saaledes med ham, lader sig saameget mindre gjøre, som Lyset vel turde være Grunden til alle vore sandselige Forestillinger, altsaa ogsaa til Begreberne, men at bevise Manden, at hvis han vilde beholde Ret, maatte han aldrig tale om Aand, men 331kun om Aande, og ikke regne sig til den Menneske-Slægt, der unægtelig har havt mange oversandselige Forestillinger, som den ikke greb i Luften, det vilde ikke falde vanskeligt, skjøndt det tillige er ganske ►rimeligt, at han ikke lod sig overbevise. For Resten skal man ikke nægte, at 👤Locke tænkde mere sammenhængende end de Fleste i hans Dage, og de Grændser han ►afpælede mellem Fornuft og Troe maatte man ønske at baade han og hans Samtidige vilde holdet i Hævd; thi det er ganske vist, at man Intet maa troe, som strider mod en unægtelig Sandhed, men ligesaavist er det rigtig nok, at der hører lidt meer til at Noget skal i Henseende til aandige Ting, være unægtelig sandt, end Beviset for at det unægtelig gjælder om sandselige Ting, thi ellers blev det iblandt andet umuligt, at to Mennesker kunde have een og samme Villie, fordi det er umuligt, at de kan have eet og samme Legeme. 👤Locke skrev ogsaa ►om Opdragelsen, der efter hans Mening naturligviis skulde være ret legemlig og fattelig, og ved at see saavel paa hans egne Elever som de følgende Tider, synes det at have ►frugtet, skjøndt det ei er let at sige, hvem der har ►baadet derved, da Naturen gjør meget. Dengang Kong 👤Vilhelm vilde have alle de kirkelige Partier slagne i Hartkorn, søgte 👤Locke i den Hensigt at gjøre det samme med Christendommen, og lod til for Alvor at mene, der stod i ►Bibelen, det var nok til at være Christen, nok 332at mene 👤Jesus var Jødernes Messias, og havde skaffet os gode Dage her i Verden. At han for Resten meende, alle Religioner vare omtrent lige gode, flyder vel ogsaa af hans ►Forslag til Lovgivningen i 📌Carolina ►, hvor Hedninger skulde have Lov til at bygge Afguds-Huse ved Siden af Kirkerne. Slutningen bliver i al Fald, han var en meget stakaandet og ►svindsottig Philosoph, som dog opnaaede en langt høiere Alder*døde 1704. end han med Føie kunde formodet, og dermed lade vi ham fare.

✂ 👤Isak Nevton, født*1642. i 📌Voolstrop i 📌Lincolen men ellers fra 📌Lancaster, hvor hans Navn og Slægt havde hjemme, var maaskee, som Engellænderne sige, en physisk og mathematisk Halvgud, men for at anatomere Lyset, og skabe en ny Historie, maatte man være heel Gud, og det var han ikke, skjøndt man en Stund, især paa begge Sider af 📌Canalen, virkelig meende han havde gjort den uhyre Gjerning. At bedømme hans Opdagelser maa vel den lade være, der er aldeles udenfor hans Fag, men at de dog ►skryllede langt meer end de vare, maa man vel troe, naar hans ►Lovtaler paastaaer, at hvad en Lægmand maa kalde den vigtigste, ►Tiltrækningen, er opdaget af 👤Baco; naar det er vist at han kun udregnede Forholdet mellem de af 👤Kepler opdagede Planet-Baner og den tilsvarende Kraft, og naar man endelig betænker, at det ingenlunde var Lysets virkelige Forhold til Sandhed og Sandse-333Verdnen han opdagede, men kun dets tilsyneladende Forhold til Øiet under ►Straale-Brækningen han betragtede og beregnede, Noget, hvorved Kikkerten vist har vundet mere end Øiet, og Videnskabeligheden ►baadede ikke ved, at man dermed troede Lyset forklaret, uden at betænke at Øiet forklares i Lyset, ikke Lyset i Øiet, det forklares kun i Aanden, og for den havde 👤Nevton intet Øie. At han imidlertid ved sin stadige Opmærksomhed er blevet meget vaer, med sine sikkre Forsøg og Beregninger har berørt meget, saavel af Naturens som Historiens Skikkelse, ►der først med Tiden vil blive paaskjønnet og begrebet, maa Historikeren formode, efter det Kæmpe-Forhold han stod i til sin Tid, og den Kæmpe-Aand hvis Redskab han var, thi rigtig forstaaet, kan man vel sige, at han var Redskabet for den Aand, der gnistrede i 👤Shakspear, og glimtede gjennem 👤Baco, men kom aldrig til at gjennemstraale Nogen, fordi den engelske Sjæl, som vi klarest see i 👤Locke, vendte sig fra Aanden og anmassede sig dens Navn, Redskabet derimod elskede Sjælen, og det avledes i 👤Nevton, beviiste fuldelig ved at sprænge Lyset i Farver, veie Planeterne, og regne over paa Rummets og Tallets Uendelighed, hvortil det var skikket, og hvilke vidunderlige Ting det kunde udrettet, hvis det havde været oplivet af den tilsvarende Aand, der kunde samlet Straalerne igjen, forklaret Lyset i Glands, Tyngden i 334Kraft, Maalet og Tallet i Sandhed, og Alt af Gud. Dog, dertil vilde 👤Nevton selv i vore Dage være kommet for tidlig, hvor han saa end var født, thi kun i Mennesket kan Naturen og i Historien Mennesket forklares, og sagtens maatte han da staae som et uforklarligt Vidunder i hine Dage, og i 📌Engelland, thi naar vi betragte hans Samtidige, veie Logiken i 👤Locke og 👤Penn, Poesien i 👤Dryden, og Troen i 👤Tillotson, da maae de vel findes meer end for lette til at opveie, end sige som de skulde, ►overveie Physiken og Mathematiken i 👤Nevton. Kun i een Skaal veiede de omtrent lige meget, og hardtad Intet, det var i Troens, thi ligegyldige vare de alle, dog 👤Nevton udentvivl mindst, thi ogsaa i Troen synes han meer at have manglet end misagtet den levendegjørende Aand. At Ingen i 📌Engelland fortsatte 👤Nevtons Betragtninger, har man med Forundring bemærket, men Forundringen falder bort, naar man betænker, at hans Opdagelser lode sig i hans Folk ikke fortsætte, men kun anvende, da de, som han selv sagde, ikke vare skedte ved Skarpsindighed men ved Opmærksomhed, ikke beviiste med Grunde, men ved Forsøg, og man seer da let at den hele mechaniske Travlhed i det attende Aarhundrede var den eneste engelske Fortsættelse, man kunde vente. Hvem der, med Kundskab om slige Ting, fra dette Stade betragtede 📌Engellands Maskinvæsen, vilde sikkert finde en ►mærkværdig Liighed mellem 335det og 👤Nevtons ►Regninger, og udentvivl har det da omtrent naaet sin Høide med ►Gas-Oplysningen, der ►øiensynlig slutter sig til 👤Nevtons høieste Forsøg. Ogsaa paa denne Kant endtes da 📌Engellands videnskabelige Livlighed med det syttende Aarhundrede, og 👤Nevton maa selv have følt at han havde naaet Grændsen, og at man nu maatte nøies med at sætte i Værk hvad man vidste, thi fra den Tid han blev ►Mynt-Mester, indlod han sig i ingen ny Undersøgelse,*1699. døde 1726. og Striden med 👤Leibniz viiste noksom, at ►Spiret var veget fra 📌Engelland, did hvorfra det hentede sin ny Konge Stamme.

✂ Troen er det Første, og Theo-Logien det Sidste i Aandens Rige, thi denne skulde ►aabenbar begribe og forklare hiin, men at det kun er ufuldkommen og stykkeviis mueligt i Verden, sees let, saavelsom at man, ved at ville bortforklare den, forklarer kun sin Vantroe; i al Fald er det vist at man derved ikke kommer til men fra Theologien, thi hvad man kaster bort det fatter man ikke. Dog, selv naar man tager Theologie i den sædvanlige ►Bemærkelse, som Udtrykket for de lærde Kundskaber der udfordres til hvad man kalder at forstaae ►Bibelen og sammenkjæde dens Lærdomme, maa man sige, den dyrkedes ei med synderlig Iver eller Held paa Øen. Det vil nemlig sige at ►Mængden af Kirke-Lærerne ►behjalp sig med yderst ringe Kundskab, og den ►daarligste Student behøvede blot at ►gjøre Eed for at blive 336Præst. Spørger man derimod om enkelte, især om sproglærde Theologer, da har 📌Engelland i det syttende Aarhundrede store Mænd at opvise, saasom ►Araberen 👤Edvard Pocok *døde 1691. i 📌Oxford, Udgiver af 👤Abulfaradsch, 👤Karl den Førstes Hofpræst 👤Brian Valton, Hovedmand*døde 1661. for den engelske ►Polyglot, og 👤Johan Mill i 📌Oxford der anvendte 30 Aar paa sin berømte Udgave af ►det Ny Testamente med ►allehaande Skrivfeil (Varianter).*udkom 1707. Forsøg paa at fremstille Bibellæren i Sammenhæng, finder man i dette Tidsrum kun af Skotten 👤Burnet, stykkevise Forklaringer vare langt mere i den engelske Smag, og en ►Hovedbog var ►Udlæggelsen af det Ny Testamente *udkom 1633. ved 👤Henrik Hammond, ogsaa Hofpræst hos 👤Carl den Første, og en oprigtig Medlem af ►den biskoppelige Kirke.*døde 1660. Af et andet Slags var naturligviis den Udlæggelse 👤John Locke begyndte paa uden Christendom og græsk Sprog-Kyndighed, men endskjøndt den har hjemme i det syttende, tilhører den dog det attende, i hvis Begyndelse den udkom, fortsattes af lærdere, men omtrent ligesindede Presbyterianer 👤Pierce og 👤Benson, og tilbød, foruden andre Fordele den, at Læseren kunde glemme Evangelierne, som vare udeladte, ventelig især fordi deres Mening er let at fatte og vanskelig at dreie. Med det attende Aarhundrede begyndte man ogsaa i den engelske Kirke stærk at snakke Moralen et Øre af og 👤Tillotsen efter Munden, medens Troen maatte skjøtte sig selv, saa det er ret ►pud337seerligt►, at høre Parlamentet efter langt Skjændsmaal, erklære, at Kirken havde ingen Nød, og hardtad ligesaa ►pudseerligt, at see paa Hanekampen mellem Kirkens Sønner og Deisterne, thi da man paa begge Sider var for det meste lige stærk i Troen, var det Hele ikke stort mere end et Skuespil, eller i det Høieste en Rettergang om ►Kirkegodset. Imidlertid maa denne Tvist omtales, da begge Parters Vaaben ere blevne anvendte i Lande hvor man tog mere ►almindelig og alvorlig Deel i Striden, og det især var med 👤John Buls Kalve, 👤Voltaire og de andre franske Herremænd stræbde at pløie Jorden fra Kirken, og Hedenskabet op.

✂ Man kan begribe, at i de Dage, da ►Independenterne rasede, Konge-Blodet flød, Kirken opløstes og Kvækeriet begyndte, maatte der ogsaa ►alt være saadanne Fritænkere i Landet, som lod haant om al Aabenbaring, og vi finde virkelig i Leirene de berømte Fædre til ►Kæmperne i det følgende Ridderspil, i Kongens Leir nemlig 👤Villum Chillingvorth og i Parlamentets 👤Edvard Cherbury, der kun vare uenige om hvis Fornuft der skulde staae til Troende, og om den bedste Maade at komme igjennem Verden paa, og det er mærkeligt at de maatte enes om at døe i eet Aar.*1644.

✂ 👤Chillingvorth var Fader til ►Vidfadmerne (►Latitudinarierne)*født 1602. som man paa Engelsk ganske passende kalder de godt Folk, hvormed 338især fra 👤Vilhelm Hollænders Tid Bispestolene bleve stærk besatte, som lode fem være lige, lod Kongen gjøre og enhver troe hvad han vilde, troede for det Meste selv at Hiorden foer vild, som den ogsaa gjorde, men tillige at man var bedst faren med den Bekjendelse, der betalde sig bedst, samt at det var farlige Folk som sagde man behøvede ikke Biskopper og ►Dechanter, men vel deres Indkomster. 👤Chillingvorth havde i sin Ungdom været Papist, gik siden i den engelske Kirke igjen, og paa Forlig med sin Samvittighed, saa han afslog det første og modtog det andet Tilbud af et Embede, som fordrede en Underskrift af de ►39 Artikler, der, efter hans eget Sigende, streed mod hans Overbeviisning.

✂ 👤Cherbury,*født 1581. ►Frisnakkernes Forløber, var fra 📌Vales og søgde i sin ►Bog om Sandheden at indbilde Folk man behøvede ingen Aabenbaring, og kunde, allenfalds ikke stole paa den historiske, samt at man ikke behøvede 👤Christus, da Anger maatte være nok til at faae Naade, fordi man ellers uden 👤Christus var i Forlegenhed. Imidlertid ere vel 👤Cherburys Skrifter de grundigste der i 📌Engelland ere skrevne mod Christendommen, og skjøndt de, skrevne paa Latin, i Førstningen ikke ►virkede stort, saa fik man dem dog snart oversatte paa Fransk, og 👤Johan Tolandt,*født 1671. døde 1722. en irsk Papist, kundgjorde og udvidede deres Indhold paa Engelsk i sin ►Bog om den fra Hemmeligheder befriede Christendom, og andre Skrifter af 339samme Suurdei. Samtidig med 👤Toland var den yngre 👤Shaftesbury,*døde 1713. der meget rigtig paastod at Sandhed maa kunne staae for Spot, og anvendte al sin Styrke i tør Satire paa et Forsøg med Christendommen, som gjør den Ære, og ham ingen Skam, hvis det var hans Hensigt.

✂ Uagtet nu imidlertid disse to smukke Folks Skrifter ere classiske for de gammeldags Naturalister, og 👤Shaftesburys i den hele fine Verden, saa faaer dog Kløverbladet først sin Fuldstændighed, naar vi sætte 👤Anton Collins, og 👤Matthæus Tindal til, thi skjøndt vi derved paa eengang føres dybere ind i det attende Aarhundrede, end man kunde ønske, er det dog en Ubehagelighed der ikke i Historien lader sig undgaae. 👤Collins *døde 1729. stræbde især at afkræfte det Beviis for Christendommen man finder i ►Spaadommene, og 👤Tindal ophøiede Fornuften, medens en Tredie søgde at nedrive Miraklerne, men for at gjøre Sagen klar, optraadte endelig en Lysestøber fra 📌Exeter, 👤Thomas Chubb,*døde 1747. der var ligesaa klog som alle de andre, og staaer ret som et sandseligt Billede paa den hele Lysestøbning af alskens ►Tælgstumper, som det attende Aarhundrede har kaldt Oplysning. ►Sagtens maa man endnu nævne 👤Bolingbroke og 👤Hume, skjøndt de ►alt ere nævnede meget for tit, ikke blot af deres Tilbedere, men især af deres Modstandere, thi at værdige Sligt en udførlig og alvorlig Gjendrivelse er at indrømme det en Vigtighed, det er 340saare langt fra at fortjene. At strides om Christendom med en 👤Bolingbroke, som, da han blev tilovers i Verden, for at trøste sig, vilde rive Kirken ned, tilintetgjøre Historien og kudske Fornuften, med at slaae Kneps i Luften, var latterligt, og at ►tvistes om aandige Ting med 👤Hume, som man kun har kaldt Philosoph for at bevise man kunde sige hvad man vilde, som Intet vilde antage, end ei hvad han bogstavelig kunde tage og føle paa, ja som nægtede at man kunde slutte sikkert fra Virkning til Aarsag, var spildt Uleilighed. At man tænkde anderledes i 📌Engelland, og ansaae Kirken for faldefærdig, saasnart et ►vittigt Hoved løb Panden imod den, eller en bekjendt Skribent satte Næverne i Siden, det beviser kun desværre: at den der var det, og kunde behøve alle de Støtter 👤Sherlok, 👤Leland og andre satte til den; men at de just derfor ikke nyttede synderlig, er ligefrem, og ►mærkeligt er det at saavel 👤Leland som flere af Deisternes Modstandere, hørde til ►fraskilte Samfund. For det Meste indrømmede man ogsaa Spotterne det Halve eller dog endeel af deres Paastand og ►gav derved i Grunden Sagen til Priis. Lægger man nu hertil, at en af 📌Engellands berømteste og meest anseete Theologer, 👤Samuel Clarke,*døde 1735. med stort Bifald nægtede det Halve af Christendommen, og at man fik sig en ►fri Oversættelse af det Ny Testamente, nemlig 👤Edvard Harvoods, som tog sig den Frihed at forvanske den hele,*1768. da har 341man en Forestilling om ►Julemærkerne ved 👤Georg den Tredies Thron-Bestigelse, der ►vel maatte synes at spaae Økirkens Undergang. At nu Udsigterne ikke opklares naar man vender sig til Digterne og de øvrige Boglærde, kan man vel tænke, men ►underlige Ting seer man dog der istedenfor en 👤Voltaire, hvis Spotterier saavelsom 👤Bayles lumske Tvivl man imidlertid rigtig nok seer i engelsk Dragt.

✂ 👤Dryden vidste dog endnu at skatte 👤Shakspear, hvem han omtalde som en ►Apol, man ikke kunde ligne men burde tilbede, men at han omtrent var ene om den Smag, beviser baade hans eget store Navn, og med meget andet, ret ►mærkelig et Vers af 👤Joseph Addison *døde 1719. om 📌Engellands Mesterskjalde, hvor man til sin store Forundring savner gamle 👤Villiam. Det er imidlertid i sin Orden, thi var der Aand i ham, da er 👤Addisons ►Cato Vand, og derom vare dog baade ►Torys og ►Vhigs enige, at den var et mageløst poetisk Mesterstykke,*1713. ventelig fordi det var deres høieste poetiske Forestilling, at kunne tage Livet af sig selv med Forstand. Fremdeles roeste man i de samme Dage Papisten 👤Alexander Pope fra 📌London,*født 1688. som en mageløs Fornuft-Digter og Riimsmed eller Riimkeiser (Prince of rhyme) skjøndt det er den rene Sandhed, at han havde ikke mindste Begreb om Poesie, og anlagde kun et meget maadeligt Riim-Fabrik af fembenede Jamber, haarde for gamle 👤Homer at gaae paa, men der hjalp dog ingen Snak, ►skabt 342ud► som en Nar, maatte han humpe paa 👤Popes Been hele Landet rundt, og have den Harme at høre hardtad allevegne, det var hans fortjente Løn. 👤Pope fik i Øvrigt ►Iliaden saa vel betalt, at han lod ►Odysseen løbe med, dog ikke i Kjøbet, ikke heller udmaiet synderlig af hans Mesterhaand, men mest besørget af hans Svende, som i det mindste kunde mere Græsk end han, hvortil der dog ikke heller hørde meget. Navnet af Fornuft-Digteren ►forskriver sig især fra hans ►Vers om Mennesket i ham selv, og maa da vel forstaaes ironisk, siden hele Verset gaaer ud paa, at Fornuften er i Grunden ingen Ting, da Lysten driver Værket. Det samme ►Riim er ellers ganske ►mærkeligt, tildeels ved sindrige Vendinger og smaa Vittigheder, deels, og det især, ved en oprigtig og sandfærdig Skildring af hvad man har kaldt Fornuft-Herredømme, Dyd og Sligt. Hans Gaver som ►Spot-Rimer maa andre bedømme, men vidst er det, at han i sin ►Dunciade har glemt een slet Digter som fortjende de fleste Snert, ja at han der i alle Maader har glemt sig selv, og kun stræbt at bevise sin Livpaastand*døde 1744. om den herskende Lidenskab.

✂ Om de saakaldte Videnskaber kan man fatte sig kort, thi deres Dyrkning har kun historisk Vigtighed, naar de dyrkes med Aand, ei naar de kun drives som Haandværker (Professioner) og det blev i 📌Engelland daglig mere Tilfældet. Historien har vi seet forsømt i den aandige Tid, og 343man kan da forud vide, at prøvede man end i det attende Aarhundrede at behandle dens rige Stof, kunde det blot være fabrikmæssig, med Hensyn paa hvad der fandt Afsætning, eller i det Høieste hvad man kunde have Ære af. Et Fabrikat af det groveste Slags var den ►store almindelige Verdenskrønike, et vidtløftigt Arbeide eller rettere Sammenvæv, hvis eneste Fortjeneste er, at være det første vidtløftige Værk i sit Slags, og denne tilhører ikke Forfatterne, men den gamle engelske Aand, der var saa fuld af Kæmpeforestillinger, at man frit kan sige; 📌Europa vil Intet kunne frembringe, hvorom den ingen Forestilling har havt. I større Anseelse staaer 👤Gibbons Værk om ►det romerske Riges Forfald, og 👤Humes ►engelske Historie, og som Beviser paa Fabrikflid fortjene de det virkelig, men spørger man om en ►livlig Betragtning af Fortiden, Syn for ►Aande-Livet som det Væsenlige, hvori Grunden og Sammenhængen ligger, eller blot efter et rigtigt Begreb om de synlige Statsforhold, en ►livlig Fortælling og en behagelig Stiil, da er der ingen hjemme. 👤Gibbon er ikke klogere end at see Begyndelsen til Romerrigets Forfald i 👤Trajans Dage, hans Fortælling og Stiil er ►forkunstlet, død og kold, dreiet tilligemed Sproget efter Næsen mod 📌Rom, og kan det end et Øieblik forlyste at see paa det glatte Mosaik, er dog Kjedsommelighed og Hovedpine de visse Følger af at stirre paa den øde, eensformige Flade i Længden. ►Mær344kelig► er Bogen ellers, som det eneste historiske Kunstværk en Engellænder har frembragt med en vis Kjærlighed til sin Gjenstand, thi det viser hvad 📌Engelland i Historien elsker: den kolde, stive romerske Storladenhed. 👤Hume var, som sagt, en Skotte, og det er da intet Under, at det kun er det stuartske Tidsrum i 📌Engellands Historie han med nogen Deeltagelse har behandlet, medens han reentud foragtede ►Old-Krøniken. At han dog i Grunden foragtede al Historie, hvori han kun saae lutter Tilfælde, om hvis Virkelighed, trods al mulig Sikkerhed, det var hans store Lyst at tvivle, følger af sig selv, og derfor var Parlaments-Historien hans Livstykke, thi der var pro og contra i sin Kraft, og Udfaldet som et Slumpetræf. Den eneste indfødte Engellands-Krønike af noget Omfang er da vel 👤Smollets, der er skrevet med en Oprigtighed og Simpelhed der behager, og har i Kobberstik af alle de navnkundige Statsfolk et Fortrin, hvert Lands Krønike burde gjøre den stridigt, men den mangler naturligviis al indvortes Sammenhæng, er for lang til et Udtog, for kort og uhjemlet til en ►Hovedbog, og befatter sig kun med Krig og Politik; thi at man i Anmærkningerne finder endeel Navne paa navnkundige Forfattere, er kun en Overflødighed, der, som man veed, afhjelper ingen Mangel. Gad man nu ikke engang sammenskrive en nogenlunde fuldstændig Historie, da gad man 345end mindre bearbeide den, og den engelske Historie før det Tuderske Huus, er den Dag i Dag et ►Vildernis, hvor der staae mange Træer som kun mangle en Gartner for at bære herlige Frugter, mangen yndig Blomst, der kun mangler Lys for at udfolde sig med Glands og dufte liflig. Forunderlig nok, at et Folk, saa skikket til med Ære at pløie ►allehaande stolte Bølger, dog i alle Maader helst vil have sit paa det Tørre, eller som det paa Engelsk hedder: i det Rene; men vist er det, at de ere et Slags Chineser i Hjertet, som mene at det andet Skridt paa aandige Kampbaner vilde beskjæmme det Første, og dem selv med, som om de ikke var et Folk, der vidste og kunde hvad de vilde, altsaa ogsaa gjennemløbe enhver Bane, i det samme de brød den. Derfor ere Engellænderne i alle Videnskaber og Kunster saa langt tilbage, som den store Mand hos dem, der gjorde et Kæmpeskridt deri, og paa hans Ord trodse de, som paa et Orakelsprog. Deres Orakler i Oldsagerne, Grundsproget, Philosophie, Physik og Mathematik: 👤Camden, 👤Hickes, 👤Baco og 👤Nevton have vi seet, men endnu savnede man et i Æsthetiken og Modersmaalet, og virkelig var det en slem Forlegenhed, især siden 👤Shakspear begyndte at gaae igjen, og kunde ikke godt forliges med de yngre Høvdinger om ►Høisædet. En Slags 👤Boileau havde man vel faaet i 👤Pope, men dog var Savnet af en 👤Batteux saameget føleligere, 346som faa af de engelske Digtere kunde bestaae for den franske Smag, som var den eneste man havde ret beskrevet, og som Engellænderne gjerne vilde billiget, naar de kun havde havt den, men ►nu vare gode Raad dyre, thi det gjaldt ogsaa her om en Hat til mange stridige Hoveder, en der f. Ex. kunde passe baade 👤Shakspear og 👤Dryden, 👤Addison og 👤Pope; thi ingen af sine Hædersmænd vilde man opoffre, intet af sin uenige Smag vilde man fornægte. Man seer da let, her var ikke at tænke paa en Æsthetik, men kun paa æsthetiske Commentarer, ikke paa noget Forlig, men kun, som i Staten, paa en Slags Parlamentering, hvor hver kunde være god for sig, og med et saadant Surrogat begavede endelig 👤Samuel Johnson Old-England, som derved ogsaa fik sin Æsthetik paa det Tørre.

✂ 👤Johnson, en Boghandlersøn fra 📌Lichfjeld,*født 1709. døde 1784 gjorde sig først fortjent ved sin berømte ►engelske Ordbog, der vist nok baade røber Flid og Forstand, men var især Engellænderne kjær, fordi een Engelskmand herved gjorde meer end ►de Fyrgetive i 📌Paris, der udarbeidede ►den franske Ordbog, og fordi de nu vidste hvad der var godt Engelsk, en Ting der vist nok ikke heller lod sig afgjøre paa anden Maade, naar man ikke kjendte eller ændsede Roden, og naar alt det fransklatinske ►Pluddervælsk, der stod i Bøgerne, skulde, som det naturligviis maatte, være godt Engelsk, og 👤Shakspears Modersmaal aflagt. Nu havde 347man da en Klemme paa Sproget, som rigtig nok holdt det i sit Galskab, men dog, hvad der efter Omstændighederne ►alt var en stor Vinding, hindrede det fra at blive galere, og en lignende paa Smagen var det 👤Johnson stræbde at sætte saavel i sine Ugeblade, som fornemmelig i ►de brittiske Digteres Levnets-Beskrivelser, og paa denne Maade fik da 📌Engelland en fast Smag, nemlig 👤Samuel Johnsons, der i Henseende til hvad der falder i Sandserne, og kan rummes i et upoetisk Hoved, gaaer ret godt an, men er i Henseende til ægte Poesie, som Bondesmag paa Skilderier.

✂ Saaledes ►syndes 📌Engelland da at være paa en nem Maade blevet færdig med sit Dagværk, men at dets Folke-Stammer ere ligesaavel aandig som oprindelig forskjellige, og at der dog var en ganske anderledes Alvor paa Bunden, her end i 📌Frankerig, det mindedes man i det attende Aarhundrede kraftelig om ved to Mænd, hvis Evner og Villier synes blot at have manglet en Foreningspunkt, for at fremvirke en dybtgribende Reformation; det var ►Natte-Tankernes Digter, og Methodisternes Formand.

✂ 👤Edvard Young,*født 1681. en Præstesøn fra 📌Upham ved 📌Vinchester, fremtraadte samme Aar som 👤Addisons ►Cato med sin ►mærkværdige, og tildeels frygtelige ►Skildring af den yderste Dag, der vel ikke upassende kunde kaldes et Side-Stykke til ►👤Michel Angelos Malerie►, og maatte ryste alvor348lige Gemytter, der stode i Begreb med et Selvmord. 👤Young var i det Hele en forunderlig dyb, halv shakspearsk Natur, der brød en nye Bane i Aandens Rige, den nemlig, paa hvilken aandelig Forstand skal i Christendommens ⓘ HuulspeilHuulspeil] GV, Huulspil A forene alle de Straaler som fra Oven beskinnede Jorden, og lade Tilværelsen derved forklare sig selv i Sandhed og 👤Christus. Dette Syn stod imidlertid ingenlunde for ham, men gjærede kun i ham, hiin gyldne ►Davids-Harpe, som den gamle 👤Cædmon i Aanden drømde om, kom aldrig nogen Engellænder til at slaae, den klang kun fra det Fjerne i Aandens tause, vaagne Nætter for 👤Miltons og især for 👤Youngs Øren, med hvert Morgengrye vaagnede de verdslige Tanker og Begjæringer, omtaagede Øiet og dræbte Tonen paa Læberne, saa vi kun af Døds-Sukkets dybe, veemodige Lyd faae en Ahnelse om hvad den var i sit Liv, og finde da en mat Gjenlyd af den i Træharpens Efterklang. Fra dette Stade undres vi ei længer over, hvad hverken 👤Johnson eller nogen Engelskmand har kunnet finde Rede i, den i det Hele saa beskedne 👤Youngs Afvigelse fra Traaddet af de Versemagere han selv berømde, hans Greb efter saamange Toner som skurrede i 📌Engellands, og, gjennem hans egen Sang, i hans eget Øre; hans mange Smigervers, hvis Virkning han selv forhindrede, og hvis Indhold han snart misbilligede; kort sagt, den Mands besynderlige 349Færd, som ►alt tidlig sang mellem Dødningebeen om Verdens ►Forfængelighed, om ►Dommens Basuun og de Saliges Bolig, slog sig med Munden til Verden og til Theatret en Stund, men vedblev at frygte sin Gud, idrog saa Præstekjortelen nær de Halvtreds,*1728. og istemde, med de Treds paa Bagen, og sine Elskede i Graven,*1742. først sin Høisang, med en kraftig Manddoms-Røst og en Christens ►uforvisnelige Haab. ►Aabenbar svarede 👤Young i 📌Engelland til 📌Frankerigs samtidige, og ei aldeles ubeslægtede, 👤Voltaire, hvem 👤Young, i det mindste efter Engelskmænds Dom der hørde dem samlede, hardtad overgik i spillende ►Vittighed, og det er høist mærkværdigt, at de Begge havde en Vendepunkt omtrent i samme Alder, men vendte da hinanden Ryggen, saa den ene blev en afgjort Gudsforagter og Spottefugl, den anden Præst og Udødeligheds Sanger. At 👤Young ikke blev mere, at hans Præste-Læber egenlig aldrig ►oplodes, at de høie Toner hvorpaa han ►stavede, kom ei til Gjennembrud, at hans Følelse for Konge og Fædreneland opløste sig i Smiger, at hans ►Ode til Oceanet aldrig naaede Dybet, men spillede, som Fløite-Toner, henad Vandets Overflade omkring 📌Bretlands Snekker, at han kun hvidskede, men aldrig tordnede og lynede, mod fransk Letfærdighed og Gudsbespottelse, at han kun skildrede, men ei paa Liv og Død bekjæmpede, ►Centauren i sit Fædreneland, det kom af den Let350sind, Lyst til forfængelig Ære og timeligt Gods, som var stærk i hans Sjæl, som han vel bekjæmpede, men ikke overvandt i sine Manddoms-Aar, fordi han savnede den fulde, faste, levende Tro paa Evangeliet, der ene mægter at overvinde Verden. Kun Kirkens Pharisæer ►bryde Staven over ham, men ægte Christne tegne ►sorrigfulde med den paa hans Mindesteen: ►saa døde 📌Englands ►Kæmpe-Aand med ham, uden at have bragt det videre end til Følelsen af at den var en udødelig Aand,*døde 1765. og i den falske Indbildning, at en Aand har ingen Fare.

✂ Man vovede neppe meget ved at paastaae, at Methodisterne, der saa gruelig skrige paa Sjælens Fare, for det meste have samme Indbildning, men en tilsyneladende saa urimelig Paastand behøves ikke, da det er en unægtelig Sandhed, at hiin ►Kæmpe-Aand aldrig har viist sig hos dem, hvis Løsen netop er Afmagt og Fortvivlelse. Vel er det vanskeligt, uden selv at have læst methodistiske Bøger, at have en sikker Mening om Meget hos et Selskab, hvis Oprindelse og Udvikling ligger os saa nær, at de falde i Dage, da den stedse voxende Ligegyldighed for guddommelige Ting, kun lidt bekymrede sig om Sligt, men Mangel paa Aands-Kraft lader sig ikke saaledes skjule som vildfarende Meninger, og det Samfund, der i sin Begyndelse ingen saadan yttrer, kan man frit paastaae mangler den. At dette nu endog var Tilfældet med Hovedman351den selv, 👤Johan Vesley,*født 1703. sees unægtelig deraf, at næsten al hans Skrift er Udtog af Andres Bøger. Imidlertid er Manden, saavel som hans Selskab, saare ►mærkværdig, thi vi see her et vel mat, fortegnet og fortrukket, men dog virkeligt Skygge-Billede af den Reformation, Kirken nu trænger til overalt, og, som vi have seet, den i 📌Engelland, ►alt ved det attende Aarhundredes Begyndelse, høilig behøvede. Fra ►Høiskolen i 📌Cambridge vare 👤Penn, 👤Tillotsen, 👤Locke, 👤Clarke, og i det Hele de verdslige ►Vidfadmer og ►Bibel-Kvaklere udgangne, Skolen i 📌Oxford derimod havde stedse udmærket sig ved mere Grundighed og Gudsfrygt, derfra udgik 👤Young, og der var det at Brødrene ►Vesley, 👤Vhitefjeld *omtr. 1729. og nogle flere Studenter sloges ved Synet af Tidens Vanart, og grebes af Attraa efter at raade Bod derpaa. Det var, i det Mindste en Stund, ingenlunde deres Hensigt at stifte et nyt ►Samfund, da de ansaae den engelske Kirkes Lærdom, som den stod at læse, for sanddrue, men de paastode, hvad der var unægteligt, at hverken forkyndte eller fulgde man i Almindelighed den; at Troens Sandheder sattes tilside for kold Moralpræk, og at baade Lærd og Læg med Skjødesløshed behandlede deres ►Saligheds-Sag. Høist ►rimeligt er det, at 👤Youngs ►Digt om den yderste Dag havde bidraget til at vække deres Gru, og vist var det ham der lærde dem, at Religion og Poesie ere langt fra at være frem352mede for hinanden, som dog den ny engelske Kirke synes at have indbildt sig, og et af deres første Arbeider var en udvalgt Samling af religiøse og moralske Steder hos engelske Digtere, de uddeelte Bibler og andre Andagtsbøger, oprettede en ►Friskole, og søgde paa alle Maader at bekjæmpe den gruelige Ligegyldighed, der hos Almuen gik Haand i Haand med den tykkeste Vankundighed. 👤Johan Vesley, selv en Præstesøn, lod sig vie til Præst i ►den bispelige Kirke, og gik i dette Embede paa en kort Tid til 📌Amerika, hvor han ogsaa prædikede Ordet for Hedningerne,*1735. til 1737. men strax efter hans Hjemkomst, fulgde hans ►Afsondring fra Kirken, i det han, med sine Tilhængere og nogle Herrenhutter, begyndte at holde en egen Guds-Tjeneste i et Huus i 📌London.*1738 Vel vedblev han at paastaae, han ei havde skilt sig fra Kirken, men udelukdes af dens Forstandere, uagtet han førde dens Lærdom, men deri havde han Uret, da man aldrig udelukde ham som Medlem, men kun hindrede ham i ►Lære-Embedet, og den londonske Biskop 👤Edvard Gibsons Hyrdebrev imod ham var baade yngre end hans ►Vinkel-Kirke, og manglede Lovskraft. Det er da ►aabenbart, at han ogsaa i denne Henseende viiste Mangel paa den Kraft, og den Tillid til Gud, som hører til, trods al Haan og hvert ►Tungebaand, at blive i Kirken, til man udstødes, og bekæmpe dens Vanart, istedenfor at vælge den nemme Udvei, at stifte en Sekt, 353som aldrig leder til noget Godt, men til Sværmerie og aandelig Hovmod, kort sagt, at han manglede de Egenskaber, en Reformator maa besidde, naar Værket skal lykkes, blive ikke hans men Guds. Dette være ikke sagt til Mandens Forkleinelse, thi han var udentvivl sin Tids frommeste Præst i hele 📌Engelland, og efter al Anseelse en ædel, christelig Mand, hvorfor han ►og skildte sig fra Hernhuterne,*1740. saasnart han opdagede deres ►Skalkhed, men det hører med til Skildring af Tidens Elendighed, der aldrig viser sig stærkere, end i de Bedstes Svaghed. At han virkelig havde Forestilling om hvordan Reformationen skulde være, seer man af den Vægt han lagde paa Forsonings-Læren, af en ordenlig Psalmebogs Indførelse, af den udstrakde Videnskabelighed han stilede paa med sine Udtog, og af den Ændring i det calvinske Begreb om Udvælgelsen han foretog, men det Sidste frembragde strax en ►Skilsmisse i den ny Menighed, da en stor Deel hængde ved 👤Vhitefjeld og den grundløse ►Bestemmelse, og den hele Forbedring var mere et fromt Ønske end et kraftigt Værk. Hvad der ogsaa bidrog til at forfuske Alt, var at han, ved at skille sig fra Kirken, nødtes til, at gjøre ►Lære-Embedet til en ►Fælledsag; thi det skal være en Sjeldenhed, naar en from Almues-Mand drister sig til at tale offenlig, da derimod Hyklere, forskruede og urolige Hoveder flux trænge sig frem. Dog maa 354man lade ham, at han stræbde efterhaanden at fordrive dette Uvæsen, ved Oprettelsen af 📌Akademiet i Kingsvood ved 📌Bristol, der skulde danne videnskabelige Præster, og Frugten deraf er ikke udeblevet. Hvorvidt han selv afveeg fra ►Bibelens rene Lære, maa her ►staae ved sit Værd, men at hans Tilhængere, hvad enten de saa derfor kaldes Methodister eller ikke, for en stor Deel drive et ►forfængeligt Spil med ►Saliggjørelsens Orden som en vis Methode, hvorved ⓘ BønBøn] GV, Bon A, Skrig og Støi er Maskineriet, det veed man, og det er da slet ikke underligt, at de tit af fuld Hals ►belee sig selv i deres Forsamlinger; thi det er kun den Spot de drive med det Hellige, der bryder igjennem. De have Kundskab om Sjælens Fare og Troens Nødvendighed, men Hjertet føler neppe Faren, elsker ikke Troen eller Fromheden, og deraf kommer det hele krampagtige Væsen, og den Indbildning, at de ved det, ved Skrig paa Arve-Synden, og idelig Bekjendelse af deres Lumpenhed og Troløshed, kan frelses uden sand Omvendelse og Troe. ►Saa er det vist ikke med dem alle, men, da det er bekjendt, at 👤Vesley selv manglede Hjertelighed og levende Følelse, skjøndt han tvang sig ei blot til et strængt Levnet, men selv til flittig Velgjørenhed, saa turde det vel, især efter hans Tid, være i større og mindre Grad Tilfældet med de Fleste. At imidlertid de talrige Methodister, ei blot imellem sig 355selv, men ►trindt i 📌Engelland have frembragt og fremtvunget mere udvortes Andagt og Skikkelighed, meer Kundskab hos Almuen, og selv mere videnskabelig Flid, er en Roes deres ⓘ FjenderFjender] GV, Fjendrr A ei kan nægte dem, og at de have ►opkaldt Ordet om de christelige Hoved-Lærdomme af den Glemsel hvori det paa Øen var nedsunket, er store Ting i Historien, hvad det saa end er for dem selv. Uden al Spot kan man sige, det var 👤Vesleys Feil at ville fabrikere Christne, thi det er en ►forfængelig ►Idræt, hvorved der kun fabrikeres Hyklere, men det Folk, der sætter sin Salighed i Fabriker uden Christendom, har vist ikke Ret til at laste ham, og Historien planter en Cypres paa hans Grav, med det Haab, at naar engang ►Raden at sønderbrydes kommer til Methodisternes Maskiner, vil dog vel en liden Flok samle sig om den, røres til stille Taarer, og rolig, troende Vandring did, hvor hans Hjerte vel smeltede for Straalerne af det Lys, hvis Skin han i kolde, mørke Dage, dog stadig fulgde, og stræbde, med Troe og gode ⓘ Gjerninger, at ære. At 📌Engelland ingen Reformator kunde frembringe, det saae man paa ham, som fordum paa 👤Viclef, men at det ►end havde Sønner som ønskede at følge 👤Christum, det saae man ogsaa, og det nittende Aarhundrede maa vise, om deres Slægt er uddød i det attende med 👤Vesley.*døde 1791. Hvad 👤Vhitefjelds Tilhængere angaaer, da ere de mindre bekjendte, vel ogsaa langt færre i 📌Old-England, da det synes 356som han, efter sin Afsondring fra 👤Vesley, fandt meest Bifald i 📌Nord-Amerika, hvor han ogsaa døde, og maa nøies med et saare tvivlsomt Eftermæle.*1770.

✂ Samle vi nu alt dette, da see vi let, at af ►den biskoppelige Kirke var kun saameget af Skyggen tilbage, som er uadskillelig fra Stats-Forfatningen, men vil vi see et udvortes Kjendemærke der paa, er ►og et saadant tilstæde i Bønskriftet til Parlamentet om Afskaffelse af ►de 39 Artikler, Kirkens ►symboliske Bog, og den offenlige Erklæring, selv af Biskopper, at man ikke bifaldt dem, ►fordi man ⓘ underskrev dem.

✂ Vende vi os nu til 📌Nederlandene, da kan vi der ►vist nok ikke vente nogen Dæmning mod Vantroens og Ugudelighedens ►indbrydende Strøm, thi et Folk der i Reformations-Tiden ingen indfødte Lærere havde med udmærket Kraft og Reenhed, faaer dem mindre siden, og et Folk der i sin bedste Tid er lunkent for Sandheden, vorder snart ligegyldigt, og maa da enten sove i Kirken, eller rive den ned. Ikke heller kan vi vente der dyb ►Sang og Videnskabelighed, hvor ingen Oldharpe klang, thi høiere end Aanden flyver, kan dog Tanken aldrig stige, og aldrig avle matte, dunkle Forestillinger om det Usynlige, klare eller kraftige Begreber. Det er jo ►og unægteligt, at Hjertet viser sig i Kjærligheden, og Folkenes Hjerter maa da speile sig i de Bo357pæle og ►Handteringer de elske, men er det sandt, da see vi let at 📌Hollands Hjerte slog ei høit, og rørdes ei af aandig Længsel, men hængde hardt ved Verden, og for saavidt som 📌Amsterdam og 📌Holland havde Overhaand, bøiede de andre Stater sig under deres Aand. Da imidlertid Staterne, langt fra at sammensmelte, kun holdt saa løselig sammen, for verdslig Vindings Skyld, er den verdslige Retning ogsaa det eneste Folketræk vi kan bemærke, og, at der var endeel Slægter der bøiede Hjertet til det Dybeste i Sandse-Verdenen: Ordet og Sproget, det see vi paa Sprogkyndigheden som saa særdeles udmærkede 👤Erasmus, og blomstrede især i det 17de Aarhundrede paa 📌Leidens ►Høiskole.*stiftet 1575. Man seer let at 👤Erasmus skulde været 📌Hollands og de i 📌Engelland beslægtede Stammers Reformator, men nøiedes med at være deres Vidunder og de gamle Classikers Efter-Stræber, og det kan da ikke undre os, at Fødderne ei kom videre end Hovedet tænkde, og Hovedet ei videre end Hjertet vilde, Efterfølgerne ei videre end Forløberen. Vil man i et sammentrængt Billede see, i hvilken Forstand 👤Luther kaldte 👤Erasmus Epicuræeren, og have en klar Forestilling om hvad Religion, Poesie og Videnskabelighed var i Rotterdammerens Øine, da læse man hans ►mærkværdige og berømte ►Samtaler, men først og sidst den om Gude-Gildet (►convivium religiosum) og 358udentvivl seer hver uomtaaget Øie der, at alt Aandigt stod for ham meest som en Gjenstand for timelig Nydelse, som Anledninger til ædel ►Tidskort, og Blomster-Krandse der forskjønnede og hævede Verden. At man ogsaa fra dette Stade, med behørig Kundskab og Leilighed, vilde klarlig kunne overskue de lave Lande-Mærker, og forklare hvad man saae, er ►upaatvivleligt, men, uden begge Dele, maa man nøies med at give Vink til videre Eftertanke, saasom det Foregaaende, og hvad man end kan lægge til, at der i de forenede 📌Nederlande spores to Stammer, hvoraf 📌Holland og 📌Friisland staae i Spidsen for den ene, og egenlig for det Hele, 📌Zeeland og 📌Geldern for den anden, hidtil mere uanseelige, et Forhold, der ret kjendelig yttrer sig i Staternes udvortes Forholde, især til 📌Norden, af hvis Folkefærd Nederlænderne synes at være eller dog indeholde ►mærkelige Brud-Stykker. ⓘ UnderUnder] GV, Uuder A et udvortes Billede kunde man sige, det var som endeel Hænder, der høre til et Legems løseste og uregjerligste Lemmer, havde revet sig løs, og forbundet sig til fælleds Forsvar og Arbeide for den haandgribelige Nyttes Skyld, Noget der ►og synes betegnet i det sammenbundne ►Pile-Vaaben, og turde vel stadfæstes af ⓘ Historien. Man kunde fremdeles, uden at snakke over sig, ►ligne Frankerne ved en langt ude beslægtet, ligeledes løs, og særdeles forfængelig Lem, der ►og har revet sig løs, for at være 359selvstændig, nemlig Tungen, og Billedet vinder i Lighed, naar man betænker at baade Franker og Normanner i det mindste virkelig reve sig løs fra deres ►Fædres Tungemaal: Aandens naturlige Legeme, og at det Høieste de stræbde at udvikle, var: Smag. Ja man kunde, uden at overskride mere end 📌Canalen, gaae et Skridt videre, og sige at Næsen deelde sig paa begge Sider, som Galler og Normanner, og at Angelsachserne ligne et løsrevet Pande-Stykke som havde beholdt Øinene, men havde Skade i Hjernen, fik kun lidt Smag igjennem Næsen fra 📌Frankerige, og kun lidt Hjerteklappelse med Milten fra 📌Dannemark, et Vink som, udført og oversat i daglig Tale, vilde kaste et ►særdeles Lys over de gjensidige Trækninger, der udgjøre 📌Engellands og 📌Frankrigs historiske Forhold; ja man vilde derved endog ledes til ret ►mærkelige Oplysninger om det ene Folks Syn for Tiltrækningen og Farverne, og det andets Smag i ⓘ Chemien.Chemien.] GV, Chemien, A Dog, for at komme tilbage til 📌Holland paa en naturlig Maade, kan man ►end bemærke, at det nederlandske Folk i mere end een Henseende grændser nær til Vandet; og lever for en stor Deel baade under, i og af det, Noget der paa en Maade forklarer dets Forhold til de vindige Franskmænd, thi at Vinden vil raade over Vandet, saavelsom Tungen over Haanden, er ganske naturligt, og Vind maa der til, om Vandet skal komme i Veiret, 360men i Grunden vil dog Vandet raade sig selv, og derfor er det ikke sieldent at Vind og Strøm i dybe Vande gaae tvertimod hinanden. Dog, der speiler sig meer i Vandet end det, thi deri speiler sig det platte Tungemaal, med samt den franske Poesie, og ved Siden den hollandske Videnskabelighed, der paa den ene Side, som man veed, er en Opløsning af det Haandgribelige, og paa den anden en haandværksmæssig Flid; deri mener jeg baade trives og speile sig de hollandske Haver, saavelsom sagtens ogsaa Skilderierne.

✂ Vel skulde jeg meget feile, om man ikke gjorde vel i at ansee disse Billeder for meer end Bobler, og betragtede i dem den Kamp imellem Øie, Mund og Haand, eller Lys, Vind og Vand om at eie hinanden, en Kamp, hvis udvortes Side er, især i det syttende Aarhundrede, ret kjendelig i Krigene mellem 📌Engelland, 📌Frankerig og 📌Holland, men man kan ogsaa lade dem ►staae ved sit Værd, til de briste eller udfolde sig, og kun Hovedsagen, som ikke blot er det fremragende, men ogsaa det vigtigste, vil jeg pege saa tydelig paa, som den dobbelte Indskrænkning tillader.

✂ At 👤Erasmus, trods al Ligheden, var ingen ægte Hollænder, men en Nederlænder i det Hele, 📌Brabant og 📌Mere iberegnet, det seer man paa saa meget, men kjendeligst derpaa, at han gjorde ingen Lykke i 📌Norden, og fandt der ingen Følgesvende, saa at, om han ►og havde havt Sind 361til at reformere, vilde det blevet i 📌Løven, 📌Bryssel og 📌Antverpen, Slaget skulde staaet, og Hollænderne havde kun fulgt Seierherren. Herom gaaer der Syn for Sagn i Reformations-Historien, da den ny Tingenes Orden ligefrem ►forskrev sig fra 📌Genf og 📌Heidelberg, og først paa ►Høiskolen i 📌Leiden var det man ved Slutningen af det 16tende Aarhundrede hørde de Indfødte løfte Røsten. Da opkom Striden om Menneskets evige Bestemmelse til Salighed og Fordømmelse, som forsvaredes af 👤Gomar, Professor i 📌Leiden, og de fleste Geistlige, men anfægtedes af 👤Peter Armin *ⓘ fødtfødt] GV, fodt A 1560. fra 📌Oudevater i 📌Sydholland, som i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede ogsaa blev Professor i 📌Leiden, og havde Rygstød af de saakaldte ivrige Republikanere, med 👤Johan Oldenbarneveld og 👤Hugo de Groot (👤Grotius) i Spidsen. Vel døde 👤Armin snart,*1609. men hans Partie fik en kjæk Høvedsmand i 👤Simon Biskop (👤Episcopius) fra 📌Amsterdam,*født 1583. som ►og blev Professor i 📌Leiden, og nu ►spillede Arminianerne Mester i Staten,*1611. indtil den 👤oraniske Moritz, ved at tage Gomaristernes Partie, bemægtigede sig Regjeringen, lod 👤Oldenbarneveld henrette,*1618. og 👤Hugo Groot dømme til Fængsel paa Livstid. Nu holdt man det berygtede Kirke-Møde i 📌Dordrecht, hvor Arminianerne saa godt som ►uhørte fordømtes, alle Lærere som ei vilde underskrive Gomaristernes Bekjendelse, forviistes, og da man ei tillod Partiet at have 362egne Kirker, droge flere Tusinde ud af Landet, af hvilke en Deel bebyggede og beboede siden Byen 📌Friderichsstadt i 📌Holsteen.*1621. Dog, ikke længe efter, da 👤Morits var død, og hans Broder 👤Friderich Heinrich kommet ved Roret, fik Arminianerne Lov til, ikke blot at have Kirke men ogsaa en Slags ►Høiskole i 📌Amsterdam.*1630.

✂ Sagtens kan man vide, hvorledes Hollænderne toge paa saa fiint et Spørgsmaal som det om Frihed og Nødvendighed, thi de klemde det naturligviis i Stykker, i det Gomaristerne gjorde Nødvendigheden til en uimodstaaelig Jernhaand, og Arminianerne eller egenlig, Erasmiterne, betragtede Friheden som en haandgribelig Sag, men vel kan det synes ⓘ underligt, at der hos et saa uphilosophisk Folk yppedes Kiv om saa dybe og dunkle Ting. Forundringen taber sig imidlertid, naar man seer at det paa begge Sider var et og det Samme i Grunden, der kun yttrede sig i forskjellige Retninger, Ligegyldighed nemlig for det Evige, og selvraadig, sandselig Fornuft. Gomaristerne vilde sove trygt i den Indbildning, at en uimodstaaelig Skjebne raadte for deres Salighed, og Arminianerne, der vare kloge nok til at indsee det Urimelige og Formastelige heri, vilde naae Sikkerheden paa en anden Vei, ved at indbilde sig de raadte selv for deres Tro og Salighed. Saavel af 👤Simon Biskops ►Troes Bekjendelse, der blev Sektens ►symboliske Bog,*1622. som af hans dogmatiske Lære363bog, seer man i Øvrigt tydelig nok, at Arminianerne vilde i Grunden Intet have med 👤Christus at gjøre, men retfærdiggjøres af Loven, saa hvad Christendom der var i 📌Holland, var ►upaatvivlelig paa Gomaristernes Side, og over Forfølgelse kunde 👤Armins Tilhængere ikke klage, da de selv paastode, at den verdslige Øvrighed var gyldig Dommer i Troes-Sager.

✂ De langvarigste og meest høirøstede Stridigheder som i den anden Halvdeel af det syttende og den første af det attende Aarhundrede fandt Sted i 📌Nederlandene, var de Cocceianske og Cartesianske, der mindre gjaldt Lærdommen end Læremaade og Talebrug, og ingensteds ere vel Stridighederne kjedsommeligere, da Alt er gruelig vandet og vidtløftigt, grovt og koldt, og ubetydeligt i Grunden, et uendeligt Kævlerie mellem ►Høiskolernes Lærere, Præsteskabet, og den verdslige Øvrighed, saa den sidste vel ei kunde gjøre noget Bedre, end hvad der i Øvrigt kun duer lidt, befale Tavshed. Havde derfor den vallonske Præst i 📌Haag, 👤Joncourt meent det godt, kunde man ei fortænke ham i at han gjorde Nar ad det Hele;*1707. thi noget Latterligere gives der neppe, end naar Klodse vil flyve og Kjød-Hoveder philosophere, og det var her som oftest Tilfældet. Anmærkes maa det dog, at 👤Johan Cock *født 1603. var en Bremer, og selv ingen ►Kastekjep, om hans Sprog-Kyndighed vidner hans ►ebraiske Ordbog, saavelsom hans øvrige Skrifter, og 364Meget i hans Anskuelse af Skriften lod sig baade forsvare og bevise, men, anstukket af sin Kirkes Lyst til at følge sit eget Hoved, blandede han ei alene meget Galt deri, men blev ►og Mester for en Skriftfortolkning, der især i hollandske Hoveder maatte snart udarte til et latterligt Gjøgleværk. Han gik nemlig ud fra den Grundsætning, der, rigtig forstaaet, staaer urokkelig fast, at Skriftens Ord betyde Alt hvad de kan betyde, men allerede han glemde mangen Gang hvad vel er at mærke, at de aldrig kan betyde Andet, end hvad der fuldelig stemmer overeens med deres ligefremme Betydning, og at denne ene og alene er Grundvolden hvorpaa Lærdommen maa bygges, og i hvilken Ordet skal troes, da derimod al videre Betydning kun er gyldig forsaavidt den kan bevises at være unægtelig sand. Det er saaledes ►upaatvivleligt at det hele ►gamle Testamente ►hentyder paa 👤Christus, men det er ufornuftigt at lægge Vægt paa ►Hentydningen, hvor den ikke er klar, og ved, som 👤Origines og 👤Cocceius, at foretrække den forbilledlige og sindrige (typiske og allegoriske) Forklaring for den ordrette, undergraver man Troens Grundvold, og forbereder den Tid, da de klareste Vidnesbyrd forkastes under Paaskud af at Ordene maa forstaaes billedlig. Lægger man Mærke hertil, da vil man ikke undre sig over, at den saakaldte prophetiske Theologie der ►syndes at drive Troen til det Høieste, tabde sig i For365nuft og Moral-Præk, thi Selvklogskab og Mangel paa Ærbødighed for Skriftens Ord spaaer altid Vantroe. For dorsk i Aanden var ►Mængden i 📌Holland til at Christendommen der skulde finde mægtige og høirøstede Fjender, og fra Midten af det attende Aarhundrede hørde man hardtad Intet til noget Angreb paa det kirkelige System, men at der heller ikke var Noget at angribe, at Kirken var et Skygge-Billede, der kun var til i Præsternes Indbildning, er ►aabenbart af Alt, 👤Bekker, som ►alt i det 17de Aarhundrede ligefrem nægtede hvad ►Bibelen bekræftede, blev afsat, men hans Djævlebog, der skulde befri Verden fra al ubehagelig Frygt for Djævel og Helvede, gjorde umaneerlig Lykke, og 👤Van der Os, som i Midten af det attende skjød Troen paa 👤Christus og hans Forsoning tilside, erklæredes af de Leidenske Theologer for rettroende. At det altsaa ikke var 📌Holland der skulde hindre den franske Pestluft fra at udbrede sig, kan man forud vide, og det kan ikke være uventet, naar man hører at den netop besvangrede det hollandske Vand som Cartesianisme, og avlede i et hollandsk Jøde-Hoved den noksom bekjendte Hore-Unge, der siden opammet og udviklet i 📌Tydskland har erklæret sig for Verdens Frelser, nemlig Spinozismen. Meget mere maa man finde det er i sin Orden, at franske ►Vindsække løb Verden rundt paa hollandske ►Fladbundere, at hollandske Hænder arbeidede for den 366franske Tunge, at man trykde i 📌Amsterdam hvad man tænkde i 📌Paris; at 📌Tydskland og 📌Norden kan takke 📌Holland for 👤Bayles og 👤Voltaires dyrekjøbde ⓘ VærkerVærker] GV, Bærker A.

✂ Dog, det er paa Tiden at begive sig fra den hollandske Religion, og Poesien skal ikke standse os, thi franske Vers er 📌Hollands Poesie, og skulde man finde nogen anden, maatte den søges saa lavt at man ei kunde bukke sig efter den, uden at komme i en Stilling, som den de hollandske ►Maare ansaae for komisk.

✂ Til den hollandske Videnskabelighed er det nu, vi flux maa vende os, og her møde vi da en heel Hob Lærdoms Under-Værker, Ordbøger og Grammatiker, der unægtelig ere gode til sit Brug, men kunde naturligviis ikke bruge sig selv til Gavns, thi selv de arbeidsomste Hænder kan dog ikke gjøre et lyst og levende Hoved. At ►anatomere Liig af Folk og Fæ og døde Sprog med den muligste Nøiagtighed, og gjøre ►Automater der livagtig ►lignede dem, det var de hollandske Lærdes Bestræbelse, og at Videnskabeligheden altsaa skylder dem netop hvad Hovedet skylder Haanden, er ligefrem og bør paaskjønnes, men klart er det, at Arbeidet var omsonst, hvis det blev benyttet paa Hollandsk, og vist er det, at man i det attende Aarhundrede har benyttet det elendigt, og om end ikke med hollandsk Flid, saa dog med hollandsk Aand.

✂ 367Historien var naturligviis ikke Hollændernes Sag, og naar man undtager 👤Hugo Groots latinske Fortælling om den spanske Krig, er neppe nogen anden Historie-Bog værd at nævne, thi 👤Pontans og 👤Meursii Fortjenester af 📌Dannemarks Historie ere ►alt ►og snart vurderede, og den 👤yngre Spanheims Kirkehistorie, som 📌Holland end ikke kan tilegne sig, er kun ►Samlinger til den. Imidlertid er det Kirke-Historien, som baade for disse, og andre ►Samlinger, især til Pave-Krøniken, skylder 📌Holland Tak, thi et Folk, der ei engang fik en nogenlunde fuldstændig Krønike om sig selv, kunde umulig tænke paa Verdens-Historien. Med den Bemærkning, at et Selskab, der ikke udgjør et Folk ►ͻ: er ikke Eet i Aanden, med Nødvendighed er aldeles uhistorisk, vil vi vende os til 📌Hollands høieste Videnskabelighed, nemlig Sprog-Dyrkningen, og paa Veien dvæle et Øieblik ved ham der var sin Tids hollandske Vidunder, og har været en af det attende Aarhundredes berømte Kjepheste paa dets Reise ►til 📌Bloksbjerg ►; den navnkundige 👤Hugo Grotius. Han var født i 📌Delft,*1583. og gjaldt allerede i sine Drengeaar for lærd, blev tidlig Statsmand, men faldt som Tilhænger af Oligarchiet og Arminianernes Beskytter for 👤Moriz, blev siden svensk Gesandt i 📌Paris, og døde ►aftakket i 📌Rostok.*1645. Hvad Religionen angik, da havde han sin for sig selv, og af hans Skrifter skal man have ondt ved at kjende den, thi snart skrev 368han mod ►Socinianerne og snart nærmede han sig dem, snart gjorde han Nadveren til ingen Ting, og snart billigede han Catholikernes Mening saavel om den, som alle de andre Sacramenter; snart vilde han bevise Christendommens Sandhed af ►det Gamle Testamentes Spaadomme, og snart søgde han at ►afbevise deres Tilværelse paa de klareste Steder. Dog, naar man samler og overveier Alt, seer man ►vel, at Troen var ham i Grunden ligegyldig, saa han forsvarede den kun, ligesom det siden blev Skik, for at vise sin Lærdom og Styrke i Apologetiken, ►Bibelen var ham en smuk moralsk Bog, som gav en lærd Mand god Leilighed til at øve sin Kundskab og Kløgt, og som man, i Nødsfald, kunde ►sætte en Voxnæse paa, Kirken var ham i 📌Holland en Stats-Indretning, der, som enhver anden, skulde lystre den verdslige Øvrighed, men hvad den var ham i 📌Paris, da han forsvarede dens chatolske Skikkelse, skal man ikke let kunne sige. Det Sidste fraregnet, er det da ligefrem, at han; som ogsaa ►drev paa en uindskrænket Tolerance undtagen mod sine personlige Uvenner, maatte blive canoniseret istedenfor ►Bibelen i det attende Aarhundrede, men man kan ikke heller fortænke det syttende og nittende Aarhundredes Christne i, at de forkaste slig Overtroe med alt andet Papisterie, lade den hellige 👤Grotius ligge, og finde at Ordet staaer bedre ►ved sit Værd end ved hans Krykker. Man har ogsaa 369kaldt Manden Philosoph, deels fordi han betragtede Christendommen med hvad man har kaldt et frit philosophisk Blik, ►paa anden Dansk med et indbildsk, i sig selv forgabet Øie; deels fordi han udledte Natur-Retten af Stoicismen og Folke-Retten af sig selv, hvorved Verden fik Christendommen tre Skridt fra Livet; men saa godt Historien ogsaa kan forklare sig denne Adfærd, tør den dog ikke indrømme meer, end at han var den største Philosoph i 📌Holland, hvor man ogsaa i denne Henseende maa tage til Takke med hvad der er for Haanden, da Philosophie dog ellers skulde være baade for Hoved og Hjerte. Som Historie-Skriver skal han ligne 👤Tacitus paa et Haar, og Historien, der ved slige Leiligheder ikke regner det saa nøie, lader gjerne Roesen gjælde for hvad den er, men maa tilføie, at han fattedes i det Mindste to Egenskaber, for at være en god og sand Historie-Skriver, en levende Forestilling af det ►Forsvundne og ret Sandheds Kjærlighed, thi det første Savn føler Læseren i hans ►hollandske Historie, og det Sidste sporer han kjendelig i Smiger-Talen foran hans ►Udgave af de gothiske Skribenter, hvor man over den svenske Gesandt maa enten tabe Historien eller Historie-Skriveren af Sigte.

✂ At han var vel bevandret i de Gamles, fornemmelig Latinernes Skrifter, tilstaaes gjerne, uden derfor at indrømme, hvad han selv indbildte sig, at 📌Latium og 📌Hellas boede levende i ham, 370men at han havde baade Evner og Kundskaber, som, naar Villien havde været der, kunde gjort ham, vel ikke til et opvakt Hoved (Genie) men, til hvad der er mere, til en af Kirke, Fædreneland og Videnskaber ►velfortjent Mand, er Noget man ikke maa nægte, hvor vel end hans ►Ihukommelse dermed var tjent. Han var en Udvikling af alt det Hollandske i 👤Erasmus, ►og som Statsmand, 👤Erasmus paa sin rette Hylde, en hollandsk 👤Seneca, om man vil, men just derfor hverken Theolog eller Philosoph.

✂ I det vi nu minde om hvad forhen er bemærket om ►Classikernes Dyrkning efter Reformationen, vil vi gjentage at Franskmændene vilde oversætte 📌Rom paa Fransk, og Engellænderne flytte den over til sig, samt tilføie, at Hollænderne vilde oversætte sig selv paa Latin, arbeide sig ind i 📌Rom, og der lære Alt hvad der var nyttigt til Rigdom, og en vis Vægt, thi ligesom hine vilde æres og agtes, saaledes vilde Hollænderne veies og ►overveie Alt. Ogsaa heri lignede de Vandet, som ikke forstaaer at erobre uden ved at oversvømme og opsluge, og sætter sin Ære i at være skjødesløst, (ugeneert) og vidtløftigt, helst saa bredt at det bliver umaaleligt, om det ►og derved skulde tabe anseelig i Høiden, og som Følge deraf ogsaa i Dybden. Allerede derfor vilde det være underligt, om ikke de ældre hollandske Sproglærde skulde stikke dybere end de yngre, og i denne Henseende som i alle, turde 371vel det nittende Aarhundrede give det syttende den Lærdoms-Krands, hvormed det attende alt for høflig har beæret sig selv. Neppe opveies saaledes 👤Voss, 👤Grotius, 👤Meursius, 👤Heinsius og 👤Vitringa i latinsk og græsk Sprog-Kyndighed af 👤Valkenaer, 👤Hemsterhuis, 👤Vesseling og deslige, undtagen i det attende Aarhundredes Vægtskaal, hvor Tungen vippede som Vinden blæste. Her kan man ogsaa bemærke, at hvad det attende Aarhundrede ►stadsede med som ⓘ flunkende Nyt, om den hebraiserende og hellenistiske Stiil i ►det Ny Testamente, var hollandske Vare fra det syttende, og her er da tillige det rette Sted for Tillægget, at Bemærkningen var nem at gjøre og kunde gjort Gavn, men Anvendelsen deraf til at bestride Ordets Guddommelighed, som ►og er gammel ⓘ hollandsk, var baade uchristelig og latterlig; thi det er ikke let at indsee hvorfor Gud skulde være forbundet til at tale ►attisk, og det røber ikke synderlig Forstand at mene, et Sprog i sin hedenske Udvikling skulde være bedre skikket til at udtrykke aandelige Ting, end det blev ved at læmpes efter et Sprog der var udviklet i prophetisk Aand og Sandheds Troe. Guds underfulde Raad skulde man her beundre, og tillige lægge Mærke til, at disse Hellenister ogsaa mangen Gang bruge de fineste græske Udtryk, uden at man kan give anden Grund derfor, end at de vare der de bekvemmeste.

✂ 372I de østerlandske Sprog bragde Hollænderne det aldrig saavidt som i de saakaldte classiske, thi vel var 👤Thomas Erp *født 1584. (👤Erpenius) fra 📌Gorcum et Vidunder i dem, men allerede hos ham, Forfatteren af det navnkundige ►arabiske Lexicon, stak ►Islamismen igjennem, hvilket ►end mere var Tilfældet med 👤Reland,*døde 1718. der endog som Tro var den gunstig, og i den berømte 👤Albrecht Schultens vandt den aldeles Seier. Fra ham*døde 1750. forskriver sig, foruden andre smukke Kunster, især den erkehollandske, at lade 👤Muhamed forklare Propheterne, søge Rødderne til de bibelske Ord i arabiske Bøger der ere et Par Tusinde Aar yngre, og tilhørende et Folk af en saare forskjellig Tænkemaade og Tankegang, hvilket netop er ligesaa klogt som at søge Roden til et omhugget Træ under et af de nærmeste. Man seer let, det er her ikke Spørgsmaalet om man ved dunkle ebraiske Ord skal raadføre sig med lignende Ord i beslægtede Sprog, men om man skal glemme, at de samme ►Stamme-Ord faae hos Folk der udvikle sig i forskjellig Retning, ogsaa ofte forskjellig Betydning, og at dette især maa være Tilfældet med saa ⓘ billedlige (poetiske) Sprog, hvor det ►aabenbar kommer an paa Aanden og Øiet, hvad og hvormeget Billedet og Ordet i aandig Forstand skal betyde.

✂ ►End staaer tilbage at nævne Hollændernes Fremskridt i de physiske Kundskaber, men hvad en læg Mand herom kan sige er ikke stort, at 373Thermometrets og Mikroskopets ⓘ Opfindelse tilskrives dem, og at 👤Johan Svammerdam lærde at kjende Legemer saa godt, som det paa den Tid med Sandserne var mueligt, har man sagtens hørt, men det siger i Historien heller ikke stort, og saameget er allenfalds vist, at al den Stund Physiken gaaer paa sin egen Haand, og holder sig til ⓘ Kroppen, kommer den ikke Aanden ved, uden forsaavidt den nægter Mennesket hvad den fattes selv.

✂ I det vi nu vende os til 📌Tydskland, vende vi os mod den store ►Middel-Punkt, hvorfra, som bekjendt, i det sextende Aarhundrede det Stød udgik, der satte, som man siger, baade Himmel og Jord i Bevægelse; al den Rørelse vi have seet i Lyset, Luften og Vandet, de mangfoldige Forestillinger i 📌Engellands Hoved, de utallige Ord paa 📌Frankerigs Tunge, de uhyre Arbeider af 📌Hollands Hænder, alt dette virkedes unægtelig ved den trykde Bibel, som udgik fra 📌Vittenberg og 📌Zürich, ved 📌Tydsklands ►Syre, der, besiælet af Ordet, frembragde en almindelig Gjæring i det christnede 📌Europas store Folke-Legeme.

✂ Til denne ►Middelpunkt vende vi nu tilbage, for at see, ei blot hvad Stødet virkede i sin Hjemstavn, men ogsaa hvad Bagslaget virkede. Vi har seet, hvorledes den aandige Giæring ophørde der, hvor den udenlands teede sig ►øiensynlig stærkest og ►snarest, vi har seet at den 374endte sig ikke med en Forklaring af ►Syren, men med en Fornægtelse af Kræfterne den havde beviist. Kun fra Methodisternes Bedehuse hørde vi en forvirret Lyd af Graad og Latter, et Angestskrig, der kun forkyndte, men ei kunde afhjelpe Savnet af de Kræfter, hvis Virkelighed havde i Britternes Øine været for aabenbar, til for Alvor at kunne nægtes. 👤Vesleys Stemme som 👤Viclefs fordum hørde vi hendøe i et Suk, der, som Alt, byder os henstirre paa 📌Bøhmen, 📌Saxen og 📌Schveits, for at see, om der igjen opstod en 👤Hus og 👤Luther og 👤Zvingel, eller om der maaskee udviklede sig Noget, som gjorde dem overflødige, tilligemed det Guds Ord, der ►aabenbar var det Eneste som fordum kunde sprænge ►Mørkets Lænker, skjænke Villie og Kraft til Dyd og Daad. Paa hine Steder, og med eet Ord paa det tydsktalende Folk, maae da nødvendig alle Øine vogte, som see, at hvad der udviklede sig hos de andre Hovedfolk, var ikke aandig Vandel, Kraft og Klarhed, men kun Spot med Aand, Fladhed og ►Flauhed, Egennytte og Uteerlighed, i det Høieste sandselig Klogskab og verdslige Færdigheder. Lad end Meningerne om Forholdet til det Usynlige og Veien til Menneskets Maal være nok saa deelte, Enhver som føler sig i Slægt med de hensovne Sangens Præster, Kraftens Helte, ►Vidskabs Tolke og Dydens ►Mønstre, seer dog klarlig, al den Slægt der stræber ned mod de umælende Dyr, indskrænker sig til Sandsernes 375lave og snævre Kreds, gjør ►Støv til sin Gud, og et Spand af Dage til sin Evighed, at den Slægt vanærer de hedenfarne Herliges Minde, foragter et Maal, der maa være Menneskets, siden Troen derpaa har kunnet give Mennesker Kraft til at herske uden Sværd og Krone, og til at frembringe Værker som Tiden ei formaaer at smuldre men som vedblive at forbause selv den Slægt, der helst vil foragte dem. Det synes, med Øiet paa Historien, vist, at fra 📌Tydskland maatte Hjelpen komme, at der var ►Jordens Salt, og, at hvis Saltet ogsaa havde mistet Kraften, maatte det aandige Legeme raadne.

✂ Hvem der nu havde Falkesyn til at gjennemskue hele Folket af den tydske Tunge, og til at omfatte dets ►Idrætter i de sidst forløbne Aarhundreder, hvem der havde Pen til at skildre ►det Alt, heelt og klart og sammentrængt, da var her baade Tiden og Stædet, ikkun Manden fattes; men, saa tydelig er dog Alt fremtraadt, at selv den Kortsynede kan skjelne Hoved-Stykkerne, og selv den butte Pen kjendelig fremstille dem i deres store Omrids, saa at selv store Mangler ei maae afholde fra en Prøve-Tegning, der hos Retsindige vil i sin Vigtighed finde meer end Undskyldning nok for Huller og Pletter, ja selv for Skjævhed i de indvendige Tvær-Streger, naar kun Omridset ligner.

✂ At der i den tydske Tunges Folk maa findes trende Hoved-Stammer, som, hvoraf det saa 376kom, har følt sig dragne til hinanden, har forbundet sig under et Over-Hoved og forligt sig om Sproget, uden dog at kunne enes i Grunden, det aabenbaredes ►øiensynlig, da Lyset beskinnede Riget i Reformationens Dage, thi som vi veed, deelde Tydskerne sig da imellem 👤Luther, 👤Zvingel og Papisteriet, og det, som det mangensteds synes, saa tilfældig, at man ei engang med noget Skin kan skyde Skylden paa Omstændighederne. Yderst vigtigt og ►mærkeligt er det i den Henseende at betragte 👤Luther og 👤Zvingel ved Siden af hinanden, thi to indvortes mere forskjellige Mænd med samme Sprog og udvortes Maal, skal man ei have nemt ved at finde. Hvem af dem der var den største Aand, hvilken af dem det var som fældte Uhyret, er ligesaa aabenbart, som hvem af dem det var der oversatte ►Bibelen, skabde 📌Tydsklands ►Bogsprog, og digtede Tydskernes hellige ►Høisang; men hvem af dem der var mest efter Tydskernes Sind i det Hele, kan ligesaalidt være tvivlsomt, naar man lægger Mærke til, hvem de fulgde eller hældede til, da de kom til at raade sig selv, da begge Hoved-Mændene vare hensovne, og deres Ord stode værgeløse, naar de intet Forsvar fandt i Folkets Hjerte. Saalænge 👤Luther levede, vovede man kun i 📌Schveits lydelig at modsige den Aandens vældige Kæmpe, og selv Schveitserne fandt ►►det haardt at stampe imod Braadden ►, men aldrig saasnart var han udgaaet af Verden, 377før Tilhængernes Tal formindskedes, og selv Vennerne lunknedes, selv 👤Melanchton haltede, og alt efterhaanden forlod det ene Fyrstendom efter det andet endog 👤Luthers ►Bekjendelse, kun med Nød og Neppe beholdt den Overhaand i 📌Sachsen og 📌Vyrtemberg, medens 👤Zvingels, udrustet med 👤Calvins stormende Heftighed, der nu i Kirken gjaldt for Kraft, drog mangt et Hjerte til sig, endog der, hvor Tungen vedblev at tale efter 👤Luthers Mund. Betragte vi nu fremdeles Forholdet mellem de Boglærde af samme ►almindelige Bekjendelse, da opdage vi hos dem den samme Stræben efter Selvstændighed som hos de verdslige Fyrster, og et Syn for ►Bibelen som for den gyldne Bulle, for Keiserne i Aandens som for dem i Legemets Verden, saa man ei kan skjønne rettere, end at det løse Sammenhold der blev tilbage, skyldes mest Catholikerne, der ►som Tyrker i Aanden, kun lurede paa ►Skilsmissen mellem Hoved og Lemmer for at opsluge dem efterhaanden. Nær var det, som vi veed, ogsaa lykkedes ►alt i Førstningen af det syttende Aarhundrede, men Faren og Frelsen i Tredive-Aars-Krigen varslede høirøstet, og 👤Ludvig den Fjortendes Færd nødte paa tvende Maader Protestanterne til udvortes Sammenhold. Først i det attende Aarhundrede forsvandt Frygten for Tyrken, Catholiker og Franskmænd, og havde den sidste Tid ei ►underlig omdannet Tydskerne, da maae vi vente at høre dem opsige alle Over-Hoveder Huldskab og 378Troskab, eller dog unddrage dem ►Hørighed og Lydighed. At 👤Zvingels og 👤Calvins Lære ved at opkaste sig til Dommer over Skriften begunstigede en saadan Attraa efter Selvstændighed, men kunde just derfor ikke blive herskende uden blind Lydighed, det har vi seet, og det eneste ret Vidunderlige i 📌Tydsklands Historie er da, at der opstod en 👤Luther, en kraftig Aand der i Eet og Alt ►gav Keiseren hvad Keiserens var, og Gud hvad Guds var, ►Gud alene Æren og Hans Ord al Magt, Dom og Gyldighed, som reformerede med Forstand og holdt dog sin Fornuft i Ave, og at Tydskerne dog saa vidt og saa længe gave hans Ord Magt. Ere disse Bemærkninger sande, da har vi vist ikke Ret til i 📌Tydskland at vente en 👤Luther den Anden, eller at see hans Lærdom gjenfødes der, naar den først engang var uddød, thi kun ved at gjøre Vold paa sin Natur kunde han dannes, kun ved at gjøre Vold ⓘ paapaa] GV, poa A deres, kunde Tydskerne følge ham, og havde de først engang afkastet hvad de kaldte et Aag, saa, om end Nøden engang drev dem til at hylde ham paa ny, blev det dog sandsynligviis kun under visse Betingelser, som Keiser-Valgene efter det store Interregnum og 👤Karl den Sjettes Død, kun en Skygge af Underdanighed.

✂ Efter denne Forberedelse vil vi gaae ind i den tydsk-evangeliske Kirke, som almindelig kaldes den lutherske, med Rette, forsaavidt man svor paa 👤Luthers Ord, men aldeles uden Føie 379naar man fulgde dem, havde hans Troe og talede i hans Aand, thi faa Mænd satte 👤Christi Navn høiere og deres eget lavere end han. Det ►ramtydske Sogn vil vi imidlertid ei heller tabe af Sigte, thi i Aanden vedbliver dog 📌Schveits at være et Annex til Riget, hvorfra vi veed kun dets egne Grevers Herskesyge og Egennytte adskilte det, en Bemærkning der griber dybere end den ved første Øiekast synes. Maaskee var det dog ikke af Veien, før vi gaae ind, et Øieblik at dvæle ved ►►Sphinxen ► som staaer for Kirke-Dørren, thi kan vi end ikke forklare os den, turde dog derved komme en vis Eenhed i vore Forestillinger om Tydskerne, der i den Skikkelse de udenfra falde i Øiet, synes aldeles uforenelige. Med Lemmer af ►mangehaande, baade krybende, firbenede og flyvende Dyr, og hovedriig staaer ►Sphinxen paa en Steen, men alle Hovederne har dog lignende Træk der kun ere hinanden alt for lige til at kunne som gjensidig Udfyldning forenes, thi det er hardtad de samme Ørne-Træk vi finde overalt, og ►Sphinxen staaer egenlig som en Ørn der udspænder Vingerne for at hæve sig med et umaadeligt Bytte, men fængsles deraf, og flækkes under Bestræbelsen efter at udføre sit dristige Forsæt: svinge sig med alle Jordens Skatte op i Ørnens Element: det vide, umaalelige Rum. At det nu ikke blot er Ørne-Billedet i tydske ►Vaabener, som minder os om, at Rummet er Tydskernes 380Element, det veed enhver som kjender den tydske Lyst til at vandre vidt i Verden og høit til Fjelds, der dog ligger idelig i Strid med Umuligheden af at bære hele 📌Tydskland med paa sin Ryg. Saa latterlig denne Bemærkning ved første Øiekast maatte synes, er den dog ikke blot grundet paa unægtelig Erfaring, men aabner et Blik, over de vandrende Handværksvende, paa Folke-Vandringen, paa Hanse-Stæderne og andet Mere. Betænke vi end videre hvorledes Rummet stræber at omfatte Alt uden at kunne forene Noget, da det netop er ►Skilsmissens Grundlag, og hvorledes det ved at ville omfatte Lyset, taber sig i Luften, da kan det neppe feile, at vi maae finde en grundig Lighed mellem det og den tydske Fornuft og Videnskabelighed, hvis Stræben efter ►Alhed (Universalitet) er saa ►øiensynlig i de sidste Aarhundreder, og har i de sidste Dage paa det Tydeligste forklaret sig i de røvede lysglimt, som den farligste ►Løgtemand Verden har avlet.

✂ Dog, det er for tidligt at ville forklare ►Sphinxen, denne gaadefulde Uting, der betegner baade Sjælen og Rummet, og en længere Betragtning vilde kanskee mere adsprede end samle Tankerne, som dog maa være samlede i Kirken, til hvilken vi nu begive os, og lykkes Kirkegangen, turde vel Synet skjærpes til paa Hjemveien med bedre Forstand at betragte det ►underlige Dyr.

✂ 381At den evangeliske Kirke ►alt tidlig i 📌Tydskland tabde en Deel af sin Søgning, er ►alt anmærket, og Grunden oplyst, saa her kun staaer tilbage at melde paa hvad Tid og i hvilken Følge det skedte. Til Catholikerne vendte ►Markgrev 👤Jakob af Baden *1590. og ►Pfaltsgrev 👤Volfgang af Neuburg *1614. tilbage, som ►til 📌Ægyptens Kjød-Gryder, og selv Kurfyrsten i 📌Sachsen, 👤Friderich August *1698. solgde den evangeliske Bekjendelse for en polsk Krone, men Sligt, der ei havde synderlig Indflydelse paa deres Undersaatter, røber ei saameget tydsk Aand, som Ligegyldighed for alt Aandeligt. Anderledes var det med Overgangen til Kalvinismen, som for det Meste havde indvortes Grunde, og fulgdes derfor gjerne af Folket i Hobetal. Forløberen her var Kurfyrst 👤Friderich den Tredie af 📌Pfalz,*1559. noget, der bliver dobbelt ►mærkeligt, naar man husker, at 👤Melanchton var en Pfalzer, og veed at han selv bidrog til Overgangen. Paa en kort Tid reiste vel endnu engang Evangelisterne Hovedet med hans Søn 👤Ludvig, men kun som en Døende, og man veed at den ►Heidelberger-Cathechismus der stræbde at holde sig paa en Indifferents-Punkt mellem 👤Luther og 👤Calvin, blev i en stor Deel af det reformeerte Sogn, især til Mødet i 📌Dordrecht, en ►symbolisk Bog. ►End er det ►mærkeligt at Kurfyrsten i 📌Pfalts tiltog sig Forsædet mellem de protestantiske Fyrster paa Rigsdagen,*1582. som hidtil havde fulgt 📌Sachsens ►Kurhat, thi at man 382taalde det, viser hvor svag den tydsk-evangeliske Kirke følde sig, og man maa sige at den derved forbrød sin verdslige Ret til Rigets Beskyttelse, som Augsborger-Freden kun hjemlede hvem der holdt fast ved den ►Augsborgske Bekjendelse. Under Tredive-Aars-Krigen, bemægtigede naturligviis 📌Sverrig sig Forsædet, og det faldt derpaa tilbage til 📌Sachsen, for endnu, før Aarhundredets Slutning, at beklædes af en Catholik, Noget man let seer forudsætter langt mere end det i sig selv var.

✂ Den næste ►Over-Træder til Kalvinisterne var Fyrsten af 📌Anhalt-Dessau 👤Johan Georg,*1596. som formaaede sine Brødre i 📌Bernburg, 📌Cøthen og 📌Zerbst til at følge sig, og indførde med Voldsomhed sine otte og tyve Artikler istedenfor de tre i 👤Luthers ►Catechismus, men ogsaa her saae man, at Fyrstens Villie uden Folkets Bifald siger ikke stort i Længden, thi 📌Zerbst vendte snart tilbage til den evangeliske Kirke og blev der.

✂ I 📌Hessen-Cassel saae det ►alt tidlig tvivlsomt ud med Kirken, som med Landgrev 👤Philips Christendom og Giftermaal. 👤Vilhelm den Fjerde talte Lærdommene istedenfor at veie dem, og fandt da naturligviis kun ubetydelig Forskjel mellem 👤Luther og 👤Calvin. Hans Søn 👤Moriz gik et Skridt videre, og paastod der var slet ingen Forskjel, hvilket han stræbde at bevise, ved at gaae over til Kalvinisterne,*1604. indføre 383en ny Catechismus, og afsætte de ►Lærere, der vilde blive ved den gamle.

✂ Kurfyrsten af 📌Brandenborg, 👤Johan Sigismund, sluttede Troppen, men blev dog egenlig kun reformeret*1614. af samme Grund som ►Pfaltsgrev 👤Volfgang blev chatolsk, nemlig for 📌Jülich og 📌Cleves Skyld, som de hver paa sin Vei vilde vinde, ved at forlade den Kirke, ►hvis Rige aldrig var af denne Verden. Hvad hans Undersaatter troede, var ham temmelig ligegyldigt, og det blev da i Landet omtrent ved det Gamle.

✂ Større Lovtale kan man ikke holde den Kirke, hvori 👤Luther var Præst, end den der ligger i Historiens unægtelige Vidnesbyrd, at medens Catholiker og Calvinister kappedes om at udbrede deres Navn ved ►allehaande Midler, sad den stille, holdt fast ved Ordet, ændrede ikke en Tøddel og gav ikke en Døit for Proselyter, forlodes efterhaanden af dem der søgde deres Deel i ►Verden, og straffede dem kun med Skriften. Vel er det især Landet efter 👤Luthers Hjerte, 📌Dannemark, hvor den Kirke stod, men i det Hele taget, gjaldt dog det Samme i 📌Tydskland indtil Trediveaars-Krigen, under hvilken Kirken næsten nedsank i Kirke-Gaarden. Vel gik det ei sielden heel broget til paa de sachsiske ►Høiskoler, men deels veed man det er ikke Kirkens Skyld at Skoledrenge gjør Optøier derinde, uden forsaavidt Gudstjenesten er dem kjedsommelig; deels kom den meste Larm over ►Phillipisterne, 384der vilde snige sig ud af Kirken, hen paa 👤Calvins Kegle-Bane, hvor man var paa sin egen Boldgade, og endelig kan det ikke undre os, selv i Reformations-Aarhundredet at spore Tydskernes medfødte Lyst til at lade som de begreb hvad de ikke forstod. Ingenlunde havde Sachserne meest, tvertimod, med Vyrtenbergerne, mindst af denne Lyst, men Alt hvad der aandig rørde sig i 📌Tydskland, stødte sammen i 📌Sachsen, hvor Reformationens ►Høi-Skole og Kirkens Hjerte var, derfor blev det Skue-Pladsen for slige Ordkæmper, som 👤Flacius fra 📌Illyrien, 👤Major fra 📌Nyrnberg, 👤Strigel fra 📌Memmingen og andre Flere. At Sachserne havde deres særegne Brøst: Lyst til at sove sig ind i Himmerig, seer man paa Alt og ret ►mærkelig endnu i 👤Luthers Dage paa 👤Agricola fra 📌Eisleben; at Fyrsternes tit voldsomme Indgreb i Kirke- og Skole-Retten, samt Naget mellem de to ►Kur-Linier gjorde Ondt værre, og havde sin Grund i det tydske Hjerte, det skal man aldrig nægte, men at hverken Bibel eller 👤Luther smigrede det Uvæsen er vist, Bibel-Kirken var ►aabenbar uskyldig, dens ►vanartige Børn vanærede den, men at dens Børn vare de bedste Tydskere, lader Krøniken sig ikke ►aftrætte. Hvad der fremdeles udmærker Tvistene i den evangeliske Kirke fra dem udenfor, er at de ikke adskildte Menigheden, men var næsten ene ►de Boglærdes Sag, angik mere Udtryk end Lærdomme, Noget der 385►vist ikke er hæderligt for ►Kæmperne, men ►vel for Kirken, thi naar Vinden maa anvende al sin Styrke paa at rive en Tagsteen af, da er det Tegn til at Kirken staaer fast, eller med andre Ord, i enhver Menighed findes vantroe Hjerter, der mellem ►de Boglærde maae finde Tunger, og saalænge disse Tunger ikke tør komme ud med Sproget, men maae nøies med at snakke udenom, da er Troen stærk i Folket. Man seer saaledes godt hvad de meende, der lagde Vægt enten paa de Udtryk, at gode Gierninger ere nødvendige, eller at de ere skadelige ►til ⓘ Salighed, thi hine vilde gierne undgaae Naaden, og disse dens Optugtelse, men tilstaae det turde de knap for sig selv, end sige for andre. Ligedan var det med dem, der endelig vilde have at Arve-Synden enten skulde hedde en ►Accidens eller en ►Substans: thi hine vilde nægte, disse forsvare og begge undskylde den, men turde ikke tale ud af Skjægget, og stode da som ►Narre, der stredes om Keiserens Skiæg. Det Samme var endelig Tilfældet med ►de Synergistiske Stridigheder, thi de hvem det laae paa Hjerte at fremstille det naturlige Menneske som en ubevægelig Klods, vilde have Klodsen med til Himmerig, og de som selv vilde have en lille Finger med i Spillet, vilde egenlig have fri Haand, thi ellers havde de ikke selv gjort Udtryk til at kjævles om, men ladet Ordet staae, ladet dets Kraft bevæge Hjertet, og givet 386Gud Æren baade først og sidst, som den der selv har ved Aanden beredt, hvad Han ved Ordet bevæger.

✂ Ved første Øiekast kunde man forundre sig over den Stilhed, som man i den største Deel af det syttende Aarhundrede bemærker, med ved at see paa den udvortes Uroe, paa Trediveaars-Krigen og 👤Ludvig den Fjortende, finder man den lettelig alt for nem at forklare, som en blot Følge af de trange Omstændigheder. Uden nu at nægte deres ►øiensynlige Indflydelse, især som et føleligt Beviis paa, hvilken almindelig Fare der truede Protestanterne, saa mærker man dog den Forklarings Utilstrækkelighed allerede ved den i Øine faldende Bemærkning, at den evangeliske Kirkes tydske Hovedlande som vare 📌Sachsen og 📌Brandenborg, kun for en kort Tid, toge nogen levende Deel i Trediveaars-Krigen. Dog, behøvedes det endnu ved denne Leilighed at bestride en Fordom, hele Historien ►afbeviser, da var det nok at pege paa Tidsrummet fra 1675 til 1713, da 📌Tydskland, medens det udvortes kiæmpede paa Liv og Død, bevægedes af de meest levende Stridigheder siden Reformationens Dage. Dybere maa man da søge Grunden til hin Stilhed, uden at den derfor synes vanskelig at finde. Saalænge det nemlig var ramme Alvor med Troen, saalænge man vilde have den i Hjertet, kunde Tydskerne, der aldrig har drevet det til nogen hjertelig Enighed, umuligen forliges, men 387efterhaanden som den, i det mindste hos ►de Boglærde, blev mere en blot Hoved-Sag, maatte de der fulgde den ►Augsborgske Bekjendelse, hvori 👤Luther og 👤Melanchton bogstavelig havde lagt deres Hoveder sammen, let kunne forliges om at forgude det ypperste tydske Hjerne-Foster man kiendte. Virkelig skal man ogsaa, ved nøiere Betragtning, ⓘ findefinde] GV, sinde A, at det hængde saaledes sammen med den strænge sachsiske Orthodoxie i det syttende Aarhundrede; thi vel vedblev man at ►føre ►Bibelen i Skjoldet, men mest kun som et adeligt Vaaben, hvormed man beseiglede ►de symboliske Bøger , thi disse skulde ansees for ligesaa ufeilbare som Paven fordum, og Indrømmelsen heraf kaldte man den alene saliggjørende Troe, som da naturligviis ikke fandtes i nogen anden Menighed. Jammerlig var Kirkens Tilstand, thi den kan betragtes som en Stad, der havde Fjenden ►inden Voldene, medens Forsvarerne med al Travlhed arbeidede paa Udenværkerne. Tykke og tildeels ganske fornuftige Bøger skrev man i Snesetal til Lærdommens Forsvar mod Catholiker og Calvinister og alle mulige Indvendinger, og et Udtog deraf stod man sædvanlig og prædikede, medens Tilhørerne sov eller beundrede Prædikantens Gaver og Lærdom; den jævne, fattelige, opbyggelige lutherske Skrive- og Præke-Maade var næsten ganske aflagt, Alt ►forkunstledes, Hjertet blev koldt, Troen ufrugtbar, Sæderne ryggesløse, og det gode Navn 388til Spot for de Vantro. At dette hverken skedte paa eengang eller overalt, kan man ►vel tænke, men at det gik gruelig vidt i Aarene efter den vestphalske Fred, er unægteligt, og kom ret tilsyne ved de pietistiske Stridigheder, som fordre vor hele Opmærksomhed, naar vi først have kastet et Blik paa ►de Boglærdes Færd.

✂ Efter Forløbet af tre boglærde Aarhundreder maae man kunde bestemme, om et Folk har nogen egenlig Sands for Videnskabelighed i det Hele, eller om det kun er en enkelt Yndlings-Videnskab der kan trives hos dem. Man seer imidlertid let, at det Eiendommelige, der forbinder Folk og Tungemaal i Kirke og Stat, betegner, ved at adskille dem fra andre, tillige en ►Skilsmisse og et Udvalg mellem de menneskelige Stemninger og Tilbøieligheder, eller med andre Ord, at ethvert aandigt Folk maa ligesaavel i Videnskabernes Rige som mellem Tungemaal og Statsforfatninger, have en Yndlings-Gienstand, og det kommer da an paa, hvorvidt den igjen er skikket til at omfatte og gjennemtrænge de øvrige, thi paa dens Evne dertil beroer ligefrem det Omfang og den Dybde et Folks Videnskabelighed kan naae. Naar man nu ret overveier de indvortes Betingelser for almindelig omfattende Videnskabelighed, da vil man finde, at en ⓘ saadansaadan] GV, sandan A ⓘ forudsætter en herskende Tilbøielighed til Noget, hvori de meest forskjellige Ting have Sammenstød, Sammenhæng, eller ►Samfund, No389get, hvori de forefindes, forbindes eller forenes, og paa Forskjellen herimellem kommer det atter an, hvor dyb og sand Videnskabeligheden skal kunne vorde. Er nu Videnskabelighed Stræben efter et klart Begreb om Alt hvad der er til, maae den nødvendig forudsætte Kjærlighed til et i sig selv almindeligt Begreb, der i Grunden vel ikke, men dog tilsyneladende, kan være mere end eet. Ligesom vi nu ved lidt Eftertanke maa finde, at Sandhed, hvis Aabenbarelse er den sande Virkelighed, nødvendig maa være det eneste, levende Grund-Begreb for Alt hvad der er til, saa veed vi dog ogsaa, at Tid og Rum, skjøndt de ikke ere levende og selvstændige Begreber, dog have en vis Almindelighed, der altsaa ►og maae yttre sig i de Folks Videnskabelighed, hvis Hu ►særdeles staaer til dem. Tids-Begrebet har sin Virkelighed i Lyset, og Rums-Begrebet i Maalet baade indvortes og udvortes, Lyset i os kalde vi Indbildnings-Kraft, fordi det giver os Tingenes Billeder og Maalet i os kalde vi Forstand fordi det viser Tingenes Forhold til os selv. Spørge vi nu hvad de tilsvarende Videnskaber kaldes, da see vi let, det kommer an paa, om de befatte sig med det indvortes eller udvortes Lys og Maal, om de klare Begreber vi stræbe efter kun angaae Yttringerne, eller Kræfterne i os selv, og kun i sidste Tilfælde er vor Stræben egenlig talt videnskabelig, thi da først 390er den aandig, og kun i Aanden ere ►almindelige Begreber mulige. Vilde man altsaa eensidig stræbe efter et ►almindeligt Tids-Begreb, da maatte man dog ingenlunde indskrænke sig til Astronomien, Optiken og hvad man af Sligt videre regner til Physiken, men betragte alt dette som Dele af den sandselige Historie (Natur-Historien) der, tilligemed hvad man almindelig kalder Historie, skulde forene sig i en ►almindelig Verdens-Historie, og frembringe et ►almindeligt Lys-Begreb, der forklarede Indbildnings-Kraften og Alt i den. Stræbde man eensidig efter et ►almindeligt Rums-Begreb, da maatte man ikke blot maale Størrelser og Forholde men fremforalt sig selv, forsøge igjennem den rene Mathematik, at finde Begrebet om den rene Enkelthed, det absolute Grund-Maal, der kunde forklare Selv-Bevidstheden og Alt i den. Uagtet man nu godt kan indsee, at en saadan Eensidighed aldrig kunde naae sit Maal, og, om den endog kunde det, dog aldrig frembringe en fyldestgjørende Forklaring, da det i al Fald kun var Forestillingen og Forholdet, ingenlunde Kraften og Virkeligheden der forklaredes, saa dog naar vi i Historien have seet den Stræben efter Selvstændighed hos mange af de paa Folke-Legemet naturlig afhængige Lemmer, da maae vi vente ogsaa i Videnskabeligheden at finde den samme, dog saaledes, at man for det meste sporer en 391Stræben efter Tids- og Rums-Begrebet i ►Samling, fordi disse Begreber ere i Virkeligheden næsten uadskillelige. Det vilde føre for vidt at anvende dette paa den engelske, franske og hollandske Videnskabelighed, hvis Underordning og Eensidighed let falder i Øinene, og til 📌Tydskland, hidindtil det eneste Sæde for en Videnskabelighed, der kunde gjøre Fordring paa ►Almindelighed, vil vi vende os. Den tydske Grund-Tilbøielighed til Rummet have vi før bemærket, og see her, at det ikke vil sige andet, end den Indslutning i sig selv, den Tænksomhed, og uophørlige Tragten efter at udvide sine Grændser, man lige fra 👤Taciti Dage har maattet erkiende for et Grundtræk i det tydske Sind, da det ►teer sig i Folkets Levemaade, Forfatning og Historie. Dette Grundtræk maa nødvendig i Tidens Løb yttre sig paa to Maader, først i en Stræben efter at optage Alt i sig og dernæst i den at udvikle Alt af sig, og hvem der har Øine og Kundskab, vil fra dette Stade see et særdeles klart Lys opgaae over 📌Tydsklands Historie, saavel i gamle Dage, da hine Bestræbelser yttrede sig mest legemlig, ved at optage og udsende Folke-Stammer, og saaledes gjøre 📌Tydskland til Folke-Vandringens ►Middelpunkt, som i de nyere, da Videnskabelighed blev den fornemste ►Idræt. At ligne 📌Tydskland ved Maven i det menneskelige Legeme, kan derfor tjene til at klare Forestillingen om et Folk, der kun i 392en vis Henseende udgjør et Heelt, og derfor ikke let, aandig talt, kan bringes under eens Benævnelse, men vil man have Begrebet de udtrykke, da er det intet andet end Sjælen i sig selv, Selv-Bevidstheden, der stræber at optage Alt i sig, for da at ►sætte sig som selvstændig. Hvormed nu den tydske Videnskabelighed maatte begynde, er klart, nemlig med en, efter Folkets, Stammens, Mandens Evner og Vilkaar, ivrig og flittig Indsamling af Kundskaber, der dog stedse truedes med Afbrydelse af Lysten til at være færdig og udvikle Forraadet. Jo mindre man nu troede der hørde til Kundskabs Fylde, dessnarere blev man naturligvis færdig, men ogsaa færdig derefter, og man blev aldrig saa seent færdig, at det ►jo dog var for tidligt, med Hensyn paa det Hele, da man umuelig kan optage Tiden i sig før den er forbi, og at Rummet dog kun kan fyldes med Tiden indsees let. Dette indsaae imidlertid ikke 👤Zvingel og de ►ham fulgde, som man maa kalde de ►ramme Tydskere, de udviklede strax hvad de havde, og det blev naturligviis en net Forklaring. De derimod som fulgde 👤Luther vare de inderligste Tydskere, som bedre følde, at ►der vil Meget til Nok, og havde derfor i Tide optaget Stammer i sig som der skulde Tid til at fordøie, og som nu nødte dem til at give Tid, med andre Ord: poetiske og historiske Stammer. At Tydskerne nemlig af Natur ere ligesaalidt nogen af 393Delene, som enten Rummet eller Forstanden i og for sig selv betragtede, det godtgjør Historien, men at Rummet der dunkelt forudsættes af den hele historiske Tid, maa i sin dybeste Selv-Bevidsthed føle Nødvendigheden af at omfatte Lyset og Tiden, for at vorde et gyldigt Almeenbegreb, det kan Fornuften lære. Paa denne Maade kan man begribe Meget, og iblandt Andet, hvad her er vigtigst, den tydsk-evangeliske Kirke, som i 👤Luther ►oplod sit Hjerte for al Sandhed i Verden ►ͻ: for Bibel og Historie, men anfægtedes ►alt i 👤Melanchton af en Krypto-Calvinisme, eller Lysten til at være klog over det som skrevet staaer, og sin Indsigts Maal, hvoraf Følgen blev paa den ene Side et Frafald, og paa den anden en Indmuring i Skolastiken.

✂ I det sextende Aarhundrede havde man ivrig stræbt at udvide sin græske og ebraiske Sprog-Kundskab, og selv ►Philippisterne havde i Brugen af 👤Aristoteles nogenlunde skyet den skolastiske Spidsfindighed, men i det syttende see vi Theologien standse med sin Indsamling og udvikle Alt med 👤Aristoteles. Paa Overgangs-Punkten see vi 👤Johan Gerhard og 👤Salomon Glas, begge Professorer i 📌Jena, blandt hvilke hiin byggede et System af hvad man havde, i sine ⓘ ►LociLoci] GV, Locs A ►theologici, Denne i sin ►Philologia sacra samlede Udbyttet af det forrige Aarhundredes Sprogdyrkning. Efter Trediveaars-Krigen var Skolastiken aldeles herskende med den berømte Witten394bergske Theolog, 👤Abraham Calovs System i Spidsen, Grundsprogene dyrkedes lunkent, og Theologien var paa Vei til at blive et saa unyttigt og fiint Haarkløverie, som aldrig før. Vel pleier man her med stor Ophævelse at nævne Slesvigeren 👤Georg Calixtus (👤Callison)*født 1586. som et miskjendt Lys, og den ny grundige Theologies Forløber, men førend det attende Aarhundrede har hjemlet sig Ret til at hedde oplyst og grundigt i Theologien, kan Historien ingen Deel tage i Lovtalen. At Manden derimod, som i et halvt Aarhundrede underviste paa Universitetet i 📌Helmstädt,*døde 1656 udmærker sig baade som den nyere tydske Theologies Forløber og Forbillede, er aldeles unægteligt. Ogsaa han var en Skolastiker, men medens hans Modstandere med 👤Calov i Spidsen, betjende sig af 👤Aristoteles til at ordne og forsvare Kirkens Lærdom, efterfulgde 👤Calixt ham som en academisk ►Peripatetiker, der ei brød sig om, hvad Folk troede, naar de kun vare af hans Mening, fandt at Catholiker, Calvinister og Evangeliske havde i Grunden samme Troe, fordi de antoge den gamle Kirkes, i mange Henseender ubestemte og ufuldstændige, ►Symboler, meende overalt der for en Theolog var kun lidt at troe men desmeer at læse, og ►stræbde at adskille, hvad Gud i Christendommen har sammenføiet: Troe og gode Gierninger. Nu seer man godt, hvorpaa han stilede med alt dette, saavelsom med den Paastand, at Arve-Synden var kun noget Til395fældigt, og Gud paa en vis Maade, middelbar, Aarsag i det Onde, saa man kan hverken undre sig over Berømmelsen eller Modstanden han har fundet; men høist ►mærkeligt er det, at paa Rigsdagen i 📌Regensborg *1654. bad alle de evangeliske Stænder, undtagen 📌Hessen-Darmstadt, Kurfyrsten af 📌Sachsen om at stoppe Munden paa sine Theologer, som bestreed 👤Calixts Vildfarelser, der i Kirke-Historien betegnes med Navnet Syncretisme (Sammenflikning) fordi de gik ud paa at sammenflikke et Almeen-Begreb i Troes-Sager, der ►syndes at omfatte Alt, fordi det intet Bestemt indeholdt og altsaa Intet udelukde. At 👤Calixt ikke desmindre skrev baade mod Catholiker og Calvinister, kan ligesaalidt forundre os som hans gode Vens, 👤Hugo Groots, ►Apologier og meget Sligt i den nyere Tid, thi med Ligegyldighed for Troen lader den største Uenighed i Meninger sig ypperlig forbinde, ja flyder egenlig hos ►de Boglærde nødvendig deraf. Dog, 👤Calixt var, som man siger, langt forud for sin Tidsalder og tiltroede den, naturligviis sig selv iberegnet, langt meer Forstand end den havde, vel fik han ei saa faa Disciple, hvoraf nogle, ved at blive catholske, stræbde practisk at bevise deres Mesters Sætning; men hans store Fortjenester bleve dog først, ja, man tør vel sige: kun, almindelig paaskjønnede med en hæderlig Liigbegjængelse efter Midten af det følgende Aarhundrede.

✂ 396Var det nu saaledes ude med Samlingen i Theologien, der dog ene var i Stand til at samle det Øvrige, kan man vel tænke, det saae ei bedre ud andensteds i Videnskabernes Rige. Historien, som 👤Luther satte næst efter ►Bibelen, havde i det sextende Aarhundrede fundet mange Arbeidere, og et stort Selskab, mest af strænge Lutheraner, med 👤Flacius i Spidsen, havde forfærdiget en Kirke-Historie, der under Navn af ►Centuriæ Magdeburgenses er et varigt Mindesmærke om tydsk-evangelisk Flid, ja, baade mageløs og ubetalelig som Samling. At derimod Forfatterne vilde opføre en Bygning af usammenhængende Brudstykker, var et Misgreb, der vel ikke er uventet, men høist beklageligt, da det forkyndte, at den tydske Historiker, som var beskikket til at bjerge og tærske den store Afgrøde paa Tidens Mark, vilde flux være færdig, med Kirke-Gaarden, og indbildte sig, at han, ►i sit eget Sold, kunde drøfte og reengjøre Alt. Dette Værk, og den samtidige 👤Sleidans Reformations-Historie kom da til at staae ene, det var kun den første ►Slægt efter 👤Luther, som tænkde flittig paa Historien, i det syttende Aarhundrede hjalp man sig med det forriges Arbeide, og det lod da ogsaa fra denne Side til at tydsk Videnskabelighed skulde kvæles i Fødselen.

✂ Have vi seet ret paa Tydskerne, da maae vi vente at see de saakaldte mathematiske Viden397skaber dyrkede med mest Iver og Bestandighed, og deri bedrage vi os ikke heller. Samtidig med Reformatorerne finde vi ►alt en Schveitser med udmærkede Gaver, nemlig 👤Theophrastus Paracelsus Bombastus,*født 1493. af ►Handtering en Læge, som ved Hjelp af ►Bibelen og overnaturlig Oplysning ventede i Physiken og særdeles i Chemien at opdage Naturens og den hele Tilværelses Hemmelighed. Vel pleier man i Videnskabens Historie at gjøre ham, som Sværmer, til en Undtagelse, men deels kan han dog ikke forbigaaes, da han havde gode Kundskaber, og virkede ►fort, deels var han ikke stort mere Sværmer end 👤Zvingel og de andre, som hverken vilde lade Skriftens Ord eller Fornuften gjælde, og endelig er det unægteligt, at han netop yttrede sig efter den ►ram-tydske Natur, og er den eneste dybere Grubler 📌Schveits har frembragt, af den ligefremme Grund, at hvem der indbilder sig at have slugt al Viisdom kommer aldrig videre. Af samme Grund vare de videnskabelige Fremskridt blandt 📌Tydsklands øvrige Reformeerte ubetydelige, og hvad Verden maa kalde et Særsyn, den Kirke, der med sin strænge Bibeltroe i dens Øine ►syndes at lukke Dørren for Videnskabelighed, blev dens eneste Sæde. Da vi imidlertid har seet, hvor snart man selv i den gjorde sig færdig med Bibel og Historie, kan vi ikke tvivle om at see dens øvrige Kræfter ►end virke en Stund i Tydskernes naturlige Retning. Forstaae vi den saakaldte Luther398dom ret, da kan vi mindre vente sværmerske Forsøg paa med Eet at trænge til Dybet, end flittigt Arbeide, men dog kan det ikke heller være uventet, især efter en 👤Paracelsus og hos en ulærd Mand, at finde Yttringer af samme Attraa, og dem finde vi da ogsaa virkelig. Det var den navnkundige Skomager i 📌Gørliz, 👤Jakob Bøhme,*født 1575. der er blevet dobbelt ►mærkværdig, siden hans Syner have i Natur-Philosophien fundet deres Udvikling. For at vide hvormeget der i hans Anskuelser var ham eiendommeligt, maatte man have læst 👤Paracelses Bøger, og for at udfinde hvor vidt han stemmer overeens med Natur-Philosopherne, maatte man nøie have gjennemgaaet hans egne, en Umage, der for en Historiker, som havde ►Syn og Tid, vel kunde lønne sig, da det er et af de ►mærkeligste og underligste Særsyn i Historien, at see Øiet være Aarhundreder foran Forstanden. Her ►være det nok at bemærke, at 👤Bøhmes Anskuelse, som den findes i hans ►Aurora, er langt fra at være saa uforstaaelig, som skjæv, langt fra saa forvirret som stolt. Han vilde gjennemskue Tre-Enigheden, det Ondes Ophav, og Kampen mellem Sandhed og Løgn, ved en levende Anskuelse af Mennesket og Alt i Naturen som et Billede af Guddommen og det himmelske Aandeliv, Noget, der virkelig maatte være gjørligt, hvis Mennesket og Naturen ei vare faldne, men som nu maae frembringe stor Forvirring og Vildfarelse, dog har han, i det 399mindste i hiint Skrift, ingenlunde saaledes blandet Ondt med Godt og Gud med Verden, som hans ny Beundrere, saa det ikke synes at være den bedste Side de have tilfælleds med ham. Det vilde sagtens klinge underligt, hvis Nogen faldt paa at kalde 👤Bøhme den tydske 👤Shakspear, men dog var det Navn kanskee ikke saa ganske ueffent; thi de vare i det mindste jævnaldrende, ulærde, fornuft-poetiske Naturer, med store eventyrlige Syner, og var Brittens Blik langt klarere og sandere, saa var Tydskerens igjen baade høiere og længere. 👤Bøhmes ►Aurora er saaledes en sammenhængende, halv dramatiseret Historie om Guddommens evige Rørelse, Lucifers Fald, og Verdens Skabelse, som han saae dem i Aanden, med Blik paa den hele Verdens-Historie som eet stort sammenhængende Drama, og hvad der har hindret 👤Bøhme fra at meddele disse Anskuelser i et Digt, der vilde blevet Gjenstand for vor Beundring, er ►øiensynlig den strænge tydske Alvor hvormed han betragtede og behandlede Alt, samt den stolte tydske Indbildning at han forkyndte Sandhed til Salighed, trods Bibel og alle de der havde talt paa Jorden. De Stene han hængde ved Synerne for at give dem Vægt, gjorde dem for tunge til at løbe let i Stiil og Versemaal, og hans Omhyggelighed for ret at ►udkramme, udtvære og ret med Skeer indgive sin Viisdom som et ►arabisk Pulver, gjorde det Hele vidtløftigt, langtrukkent og i Længden kiedsom400meligt. ►Vilde imidlertid den Skomager blevet ved sin Læst, ►Bibelen nemlig, skulde ►de Boglærde vel kommet til at nævne ham med Ærbødighed, og endnu maa man tilstaae, at han ikke alene vidt overgaaer 👤Fox, sin engelske Laugsbroder, men er en af de kløgtigste og ►maneerligste Sværmere man har havt, ligesom det, forholdsviis, maae siges til hans Roes, at han ikke lagde an paa at danne nogen Sect, men døde i den evangeliske Kirkes Bekjendelse, hvis Lære han synes at have været mere opsat paa at begribe end at nægte. I 📌Engelland fandt hans Bøger store Beundrere, og i Pietismens Tid bleve de meget læste, ja af mange med 👤Gotfried Arnold, opløftede til Skyerne, som himmelske Hjeroglypher, siden nedsank de naturligviis i dyb Foragt, indtil Natur-Philosopherne ►kyssede Støvet af dem som deres gamle Testamente, og hvad saa end deres Fremtids Skjebne skal vorde, kan de dog ikke meer synke under de Bøger der i Tidens Løb fortrængde dem. Naar ogsaa galt skulde være, var det altid klogere at indbilde sig, man ved ►Bibelens Hjelp kunde gjennemskue Naturen, end, som vi skal see nu snart blev Moden, at tænke, man, med ►Bibelen under Bordet, Historien paa Hylden, et Læs ►overfladelig Natur-Kundskab for Øie, en Regne-Tavle i Haanden og en sprænglærd Mine, kunde forklare Alt, baade Gud og Verden, udaf sit eget tydske Hoved. Hermed være ingenlunde Noget sagt til 401Forringelse af de ⓘ baadebaade] GV, baude A mange og ►mærkelige Opdagelser i Legemets Verden, som tilhøre det syttende Aarhundrede, thi selv den Uindviede kan see, at en eneste af dem opveier alle det attende Aarhundredes, der egenlig kun ►gjorde Vind med ►Luft-Pompen, som 👤Otto Guerike *omt. 1650. i 📌Magdeburg opfandt, og foer vild med Planeterne, hvis Baner Vyrtembergeren 👤Johan Kepler,*døde 1630. som en Stjerne-Tyder af 👤Tyge Brades Skole, levende anskuede. Føier man til, at ved den Brevvexling i det Store, som Bogtrykkerkunsten havde gjort mulig, kunde Tydskerne, hvad deres Hjertes Attraa var, indlemme i deres Videnskabelighed Alt hvad der udenlands kom for Lyset, og at de virkelig, efter Trediveaars-Krigen, bleve snart fortrolige, ei blot med Hollændernes Arbeider og 👤Cartesii Tanker, men ogsaa med 👤Galileis Forsøg, 👤Harveys og 👤Newtons ►Syn, da seer man let, at deres Verdens-Kundskab virkelig i 👤Leibnizes Dage tiltog saa overordenlig, at de vel maatte fristes til at tro sig færdige, og falde i Fristelsen, naar de glemde Bibel og Historie.

✂ Her staae vi da for 👤Gottfried Vilhelm Leibniz,*født 1646. denne ►mærkelige ►Afviser paa Kors-Veien, som pegede til begge Sider, eller, hvad skal man kalde ham, Skille-Rummet mellem de to Aarhundreder, eller det vandrende Bibliothek, det levende Lexikon, den tydske 👤Aristoteles? Dog, Navnet gjør her mindst til Sagen, thi man skulde have ondt ved at kalde 👤Leibniz Noget, 402der ei paa en Maade lod sig forsvare, saa breed og tyk og sammensat var han; Theolog, Digter, Historiker, Lovlærd, Physiker, Mathematiker, Philosoph, det er Udtryk for Alt hvad man kan troe og vide, og ikke aldeles uden Føie har man tillagt 👤Leibniz alle de Navne tillige; thi, saavidt man kan tænke det for en enkelt Mand er muligt, omfattede, indeholdt og udtrykde han virkelig i en Sum den hele tydske Videnskabelighed i sine Dage, og i ham lod det sig ►tilsyne, hvorvidt den tydskevangeliske Kirke kunde, ved Hjelp af ►Bibelen og en med samme forenelig Grublen og Lærdom, begribe sig selv og Alt i sig. Et livagtigt Billede af denne Mand, seer man let, vilde kaste et ►særdeles Lys til begge Sider over den ældre og yngre, den bibelske og verdslige Videnskabelighed: være et sammentrængt Billede af aandig Tydskhed, men til at give det, udfordres ikke Lidet, og, henvisende Arbeidet til de Store, der, som man siger, have 👤Leibniz i Lommen, maae vi her nøies med det Lidet, Smaafolk i en Hast kan see og sige.

✂ Begynde vil vi da med den unægtelige Bemærkning, at paa Poesien havde 👤Leibniz saagodt som slet ingen Forstand, men saae den kun igjennem Sandselighedens Brille, og gjorde kun paa Fransk og Latin Vers som kunde godt løbe med. Heraf seer man, der fattedes dog et godt Stykke i at han omfattede Alt, hvad der i 📌Tydskland laae bag ham; thi der laae 👤Morten Luthers, 👤Povel Ger403👤hards og Andres Psalmer, som man altsaa ►og heraf maae slutte, overgaae den tydske Forstand. ⓘ ErEr] GV, Cr A det nu imidlertid uimodsigeligt, at man maa kunne følge Aanden i sin høieste Flugt, for at kunne gribe og begribe den, da maa man vel indrømme, at det Aandige og Høieste i Mennesket, er kun slet forklaret, saalænge man ikke begriber Poesien, som er Aandens uvilkaarligste og nærmeste Yttring, og om man har begrebet den, skal man bevise ved at vise man har den i sin Haand, det vil sige, at man kan, med fuld Bevidsthed, frembringe Sidestykker til de Mesterstykker den umiddelbare Begeistring avlede; thi paa anden Maade lader det sig umulig bevise, at vi forstaae, hvorledes de ere komne til Verden, at vi begribe Menneskets aandige Kraft. Betænke vi nu desuden, at det ene er denne Kraft, ⓘ derder] GV, dee A kan oplive Historien, og derved atter opvække de hensovne Lemmer paa Slægtens store aandige Legeme, som jo maae være levende tilstæde, naar det hele Menneske skal forklares, da maa man enten paastaae at Aandens høieste Flugt er ►tilsyne i Romeres og Frankers Poesie, eller tilstaae, at 👤Leibniz var aldeles uskikket til Philosoph i Ordets sande ►Bemærkelse, eller hvad der er det Samme, til aandig og historisk at begribe Mennesket. Vi see derfor ogsaa, at uagtet han i historisk Kundskab maaskee var mageløs, var han dog aldeles blottet for historisk ►Vidskab, havde kun Sands for Historiens Brug, som et 404Bibliothek og en stor ►Exempelbog, som en Kundskabs Kilde og et juridisk Archiv, kort sagt, han var kun ►Diplomatiker i Historien, Noget hans ►Samlinger til ⓘ Brunsvigs Historie kan overbevise hver Læser om. Skulde altsaa 👤Leibniz tage sig for at forklare Mennesket, da kunde det blot være naturlig og legemlig, thi videre gik hans Selv-Bevidsthed ikke, og da Selv-Bevidstheden indbefatter Alt hvad der er klart i os, kan intet Menneske forklare mere end der er i den, uden i egenligste Forstand at sige meer end han veed. Naar nu den ►øiensynlige Verden, som er et Billede af det Usynlige, betragtes uden Aand, da staaer den for os som en forunderlig Machine, som et ►Seierværk, der engang optrukket, gaaer sin uforanderlige Gang, som det Pendul-Uhr, 👤Christian Huygens i 📌Haag opfandt i 👤Leibnizes Dage. Har man nu Mod og ►Plumphed nok til at blive staaende ved dette som Alt, da er det følgeligt, at man anseer Verden for selvstændig, og maa kun vakle imellem at antage en Verdens-Sjæl udenfor sig, eller søge den i sig, men i sidste Fald maa man finde, at Verdens-Sjælen ligger i Svøbet endnu, siden Verden i det Enkelte kun tildeels, og slet ikke i det Hele vil lystre os. Dog, Verdens og vor egen Tilfældighed, eller rettere Afhængighed ►ͻ: Mangel i sig selv paa en Grund til sig selv, var altfor klar til at en 👤Leibniz kunde oversee den, og da han tog alt mechanisk, 405maatte han antage en guddommelig Forstand udenfor Verden, der ikke blot som ►primus motor var Kraft-Grund, men ►og, som ►For-Ordner, Villies-Grund til dens Bevægelse, medens han derimod ansaae Bevægelsen af de uendelige smaa Substantser (Monaderne) som man gjennem Mikroskopet synes at have villet opdage, for tilstrækkelig Grund til hele Verdens Gang og Skikkelse. Naar man ingen Aand var sig bevidst, kunde man lade den Ting gaae an, men deels seer man let, det i al Fald vilde være for tidlig, deraf at forklare Verden, førend man havde lært at danne en Automat, som i det Smaa beviiste Muligheden, og deels kom det selv da an paa, om man kunde nøies med det naturlige Forhold til Gud, eller ►paa anden Dansk, om man vilde og kunde give Samvittigheden Afskeed, tilligemed al Troe paa Christendommen. Saavidt var 👤Leibniz endnu ikke kommet, og tog derfor sin Tilflugt til den bekjendte ►Harmonia præstabilita, et ganske sindrigt Tankespil, men heller ikke synderlig meer. Han meende nemlig at Menneske-Sjælene vare skabde for sig selv og i den guddommelige Forestilling af Verden ►læmpede efter de Legemer der vare dem bestemte, og paa samme Maade vilde han forene Underværker og ⓘ ►Naadevirkninger med Verdens uforanderlige Gang, saa de ikke bleve Indgreb men kun overordenlige Hjul i Værket. Hvorvidt han nu selv ansaae Sligt for andet 406end Spilfægterie, er ikke nemt at sige, thi paa den ene Side veed man vel, han var ei stærk i Troe, og paa den Anden indsaae han unægtelig at Verden alene ikke forklarede Mennesket, og at Christendommen ikke lod sig ►afbevise, men at det var Spilfægterie er klart, naar man betænker, at en Sjæl uden Aand eller Legeme, og en Aand uden Kraft, og et Mirakel i Naturens Orden, ere lutter Uting og selvmodsigende Begreber. Dog, Det der allerklarest viser hvad Christendommen var for 👤Leibniz, er hans Forestilling om det Ondes Natur og Ophav; thi han ansaae det for en nødvendig Deel af den bedste Verden, for en Ufuldkommenhed, der udspringer af Mangel paa Kraft og Indsigt, for det Tragikomiske i Verdens-Dramet, der forlyster Gud, som smaa Børnestreger os. At slige Sætninger undergrave, ei alene Christendommen, men Samvittigheden, og stride mod unægtelige Visheder, vilde 👤Leibniz uden Tvivl have mærket, hvis han havde prøvet paa at reise en sammenhængende ►Lærebygning, og en dunkel Følelse heraf bidrog vel til at hindre Forsøget; thi Ingen havde stirret saa vist paa Modsigelsens Grundsætning, saa klart indseet dens Nødvendighed og Anvendelse som han. At Intet som modsiger sig selv kan være sandt, og at det som man ei kan nægte, uden at modsige sig selv, maa være sandt, denne store urokkelige Grundsætning ⓘ tilhørde det Tydskerne, som det naturlige Fornuft-Folk, at sætte 407i Lys, og 👤Leibniz, som indsaae, at den er hele Mathematikens Grundvold, har ingen ringe Deel i Æren. Ved første Øiekast maa det vel synes, som det Folk der udviklede Sandheds Maalestok, ogsaa maatte være bedst skikket til at bygge et sandt ►Minerva-Tempel, men Tingen er, at til den aandige Bygningskunst hører mere end Forstand i Panden og ►Hænder paa Skaftet, Hjerterum nemlig for Kjærligheds og Sandheds forenede Aand; thi kun der nemmes Stilen hvori Bygningen skal opføres. Det manglede Tydskerne, og de maatte da nødvendig ►bomre, naar de lode sig overvinde af Byggelysten, og vilde ei nøies med deres saa saare vigtige og hæderlige Bestilling: at samle, maale og lægge til Rette, indtil Tegningen blev givet, hvoraf de kunde lære, at Sandse-Verdenen maatte heel bygges om, naar den skulde forstaaes af sig selv, et Arbeide det neppe lønner Umagen for Smaafolk at begynde paa, men at det heller ikke behøves, ►da Aanden, der selv opbygger Sandheds Tempel, til rette Tid vil forklare det Dunkle, og at vi maa være glade ved at tages i Tjeneste som Redskaber, da vi ikke due til Bygmestere. Deri har imidlertid Tydskerne ingenlunde villet finde sig: Hovedet var dem en Hjertesag, og deraf udspringe alle deres Vildfarelser som en hedensk ►Minerva af et ►Jupiters-Hoved, deraf udsprang ogsaa 👤Leibnizes Vildfarelser om det Onde i den bedste Verden og deslige; thi naar 408man anseer Forstanden ikke blot for det Høieste, som den i sin Reenhed er, men ogsaa for det Dybeste, som den i sig selv umulig kan være, saa følger deraf nødvendig, at Intet uden Mangel paa Forstand kan være Aarsag i at man tager feil, og at altsaa ikke den indskrænkede, men uindskrænkede, guddommelige Forstand er skyldig i Feiltagelsen, hvilket rigtig nok er en grov Selv-Modsigelse, men som man let finder sig i, naar man derved haaber at naae den høieste Forstand, som man da ogsaa virkelig gjør, ved at tage Feil og modsige sig selv. At nu 👤Leibniz virkelig saaledes vendte op og ned paa Forholdet i Gud og Menneske, saa han gjorde Forstanden til det dybeste Aandige, der kun forudsatte ►blot Magt eller Kraft, og avlede Godhed som fornuftig Villie, det, tilligemed alt Foranført om hans philosophiske Meninger, kan man finde i hans ►Theodicee, der, som bekjendt, skulde være et fornuftigt Forsvar for Gud imod 👤Bayles ufornuftige og skammelige Beskyldninger, men, som vi har seet, var Sandheden ikke synderlig vel tjent med et Forsvar, der tildeels var ►Skrømterie, og vilde i Grunden blande den med Løgnen, sin evig uforsonlige Fjende. Imidlertid kan man sagtens tænke, at en saadan Bog af den Mand og paa den Tid *1710. maatte finde stort Bifald overalt, hvor man havde mere Lyst til at ►læmpe Troen efter sit eget Hoved end til at forkaste den, altsaa fornemmelig i 📌Tydskland, og 409den fandt virkelig stort Bifald, ja hvad der er ►mærkværdigt, langt mere blandt Catholiker og Calvinister, end i den Kirke, under hvis Mure den udsprang. Da den nu ogsaa virkelig beviiste, at der var stor Forskjel paa, om en Lærdom overgik den menneskelige Fornuft eller streed imod den, og at det Sidste ingenlunde var Tilfældet med de anfægtede Lærdomme, ja, da den ►syndes at bevise langt mere for Christendommen end den virkelig gjorde, og var skrevet af sin Tids skarpsindigste og spidsfindigste Tænker, maatte den nødvendig forvirre Modstanderne, ►der vel havde deres Styrke i Panden, men ikke i Hjernen, og glæde de Christne, der ikke saae til Bunds, eller troede Ordet og Hjertet bedre end Forstanden. Men, Støtter staae for Fald, og hvad der hviler paa dem, vakler naar de rokkes, nær havde ogsaa en Discipel af 👤Leibniz revet disse ned, før de vel vare ⓘ opsatteopsatte] GV, opsatre A, og denne Discipel, der vilde overgaae sin Mester ved at rive Kirken ned og bygge sig en Verden af Stumperne, var, som bekjendt, ingen anden end 👤Christian Volff fra 📌Breslau.*født 1679. Dog, han kom baade for tidlig og for sildig, saa Stilladset han satte op for at rive ned, maatte, i det ringeste en god Stund nøies med at skjule, og som det lod, befæste Kirken. En Grund hertil, mere tilstrækkelig end han fandt til sin bedste Verden, kunde man nu vistnok finde deri, at Tydskerne maatte været galne, dersom de havde opoffret Kirken for et 410Stillads, men da Folk især i dette Stykke, som det attende Aarhundredes Historie ►overflødig viser, let kan blive gale og det af bare Klogskab, og da Tydskerne ►alt i det syttende vare ►aabenbar paa gale, eller, efter almindelig Talebrug, paa gode Veie, udfordres rigtig nok til Forklaringen Beviset for, at Lysten til at gjøre lyst var endnu ikke kommet slet saa vidt i det øvrige 📌Tydskland, som ventelig i 📌Schlesien, ⓘ ellereller] GV, eller A dog i det Mindste hos Schleseren 👤Volf. Blot i Forbigaaende vil vi anmærke, det var ikke første Gang man hørde Nyt fra 📌Schlesien som ►havde Nok af Munden, skjøndt ikke Stort at sige; thi 👤Schvenkfeld var i sine egne Tanker meget klogere end baade 👤Luther og 👤Melanchton, og hele ►Bibelen, og det er ikke at tvivle paa, at jo, om ikke 👤Morten Opits, saa dog 👤Hofmansvaldau og 👤Lohenstein, indbildte sig at være, hvad de ogsaa vare, ganske anderledes Digtere end 👤Luther og 👤Gerhard, skjøndt Forskjellen rigtig nok bestod deri, at de ►rimede ligesaa slet om verdslige som 👤Luther sang godt om aandelige Ting. At nu Fornuften kryber efter naar Aanden halter for, og at Luften er det Høieste man kan naae med Machiner, har vi før bemærket, men det kan nuomstunder vel siges for tit, men ikke vises for godt, og et ►mærkeligt Beviis finde vi i 👤Volfs ►Patte-Syster, som stredes med ham i Livet, men ægtede ham i Graven: Pietismen nemlig, som det nu er paa Tiden at betragte uden ►Vild og ►uden Brille.

✂ 411Det kunde ikke andet være, end at i en Kirke, der havde taget det saa alvorlig med ►Salighedens Sag, som den evangeliske, maatte der, medens Mængden af ►de Boglærde fordybede sig i Ordstrid og ►Dukketøi, og menig Mand faldt i Søvn paa det afrevne Evangelium, baade findes enkelte fromme Præster som forargedes og bekymredes over det Uvæsen, og Mange i de lavere Kredse, som vilde opvaagne i Forskrækkelse, naar der ►stødtes i Basun. Vel havde 👤Penn og 👤Barklai med flere Kvækere forgjæves stræbt, især i 📌Pfalts, hvor man aldrig har vidst hvad man vilde, at lokke Folk fra det matte Alterlys med den blinkende ►Tyve-Lygte, ved hvis Hjelp man skulde kunne stjæle sig ind i Himmerig, som ingen Ting, men Hvisken vækker ikke mange, Skinnet var for mat til at blænde, og det var ikke nemme ►Himmelveie man behøvede at ►forskrive fra 📌Engelland, saa det beviiste Intet, men bidrog dog til at minde om Kirkens Brøst og opmuntre dem der saae den, til at tænke paa Raad. Det blev her, som man kunde vente, ingen forfløien Skomager eller selvklog Jurist, eller ►aftakket Soldat der gjorde Støi paa Gader og Stræder, ►Ustyr i Kirken, og Anstalt til at rive den i ligesaa mange Stykker, som den havde Altre i Pavedommet, det blev en stille, sagtmodig, halv undseelig, ganske vellærd og velærværdig Præstemand, som stræbde at bevise Lærd og Læg, at Kirken trængde til en Hovedforbedring (Refor412mation), som han vel fandt sig for svag til at udføre, men kunde dog hverken undlade at ønske, eller for sin Samvittigheds Skyld offenlig at berøre og skildre.

✂ Denne ved ⓘ mangemange] GV, mauge A Omstændigheder ►mærkelige Mand*født 1635. var 👤Philip Jakob Spener fra 📌Elsas, først Præst i 📌Frankfurt ved Main, siden Over-Hofpræst i 📌Sachsen, og endelig Provst i 📌Berlin.*døde 1705 Allerede i 📌Frankfurt havde han begyndt at holde gudelige Aftenlæsninger med ►allehaande Folk, hvor enhver kunde sige sin Mening om opbyggelige Ting, og at dette Indfald var i Tidens Smag, saae man af Bifaldet, det paa saamange Steder vandt. Han havde ogsaa med en nye Udgave af 👤Johan Arnds ►sande Christendom ladet trykke en Fortale,*1675. fuld af sagte Klagemaal over Tidens, men især ►Høiskolernes og Præsteskabets Fordærvelse, og af ►fromme Ønsker om Forbedring, som han meende, kunde iværksættes ved en ny Brug af ►Bibelen, som en gudelig Andagtsbog, ved at ►gjenføde Studenterne, istedenfor at gjøre dem lærde, fortydske ►Høiskolerne, og overalt, ved Siden af Kirken, at indrette Forsamlinger, hvor enhver, ligesom i de apostoliske Menigheder, kunde føre Ordet og udøve det aandelige Præstedømme, der tilkom alle Christne. I Øvrigt trøstede han Tiden og sig selv med Haab om bedre Tider, der skulde komme paa overnaturlig Maade. Man seer let, at slige Taler skulde ikke udrette Stort, man streed saa smaat om, hvor413vidt ►Gjenfødelse var Præsten, som Ordets Tjener, nødvendig, et Spørgsmaal 👤Christus og 👤Paulus har besvaret med Nei, og om Huus-Forsamlingernes Nytte, der naturligviis beroede paa, hvordan Selskabet var, saa efter al Sandsynlighed var hele Følgen blevet et tydsk Kvækerie, dersom ikke Gud, ved ►særdeles Omstændigheder, havde sat dem der meende det bedst i et vist selskabeligt Forhold, og i en Stilling, der gav deres Virksomhed en Retning, som ikke laae i deres Plan. Dette ►syndes først at skulde skeet i 📌Sachsen, hvor 👤Spener kom paa en høi Post i Kirken, og Lybekkeren 👤August Herman Franke, som havde været i hans Huus, begyndte med to andre Magistre i 📌Leipzig at holde tydske Forelæsninger over ►det Ny Testamente.*1619. Dog, heraf kom ikke synderligt ud; thi 👤Spener var ingen Mand til at staae for Styret, og Magistrene holdt kun gudelige Forsamlinger efter 👤Speners Maade, under Skin af Forelæsninger, som ophidsede baade Præster og Professorer, og holdt Folk fra Kirke, Noget, hvori vist de sædvanlige Prædikener og Forelæsninger havde megen Skyld, men derfor bliver det lige sandt, at dovne Studenter finde det herligt at blive kloge med Eet og lade Bøgerne ligge, og at mange Folk baade finde det moersomt selv at snakke med i Kirken, og herligt at være klogere end Præsten, uden at det derfor er bedre, og det skulde Magistrene vidst. Paa samme Tid faldt 👤Spener i Unaade, fordi 414han straffede Kurfyrstens Levnet, efter nogen ►Stritten maatte Magistrene forlade 📌Leipzig, og Alt ►syndes tabt, men samme Aar*1691. kaldtes 👤Spener til 📌Berlin, hvor han havde Indflydelse nok til, paa en ny ►Høiskole i 📌Halle, at faae det theologiske Facultet besat efter sit Hoved: med 👤Franke, en anden af sine ►Huusfolk 👤Breithaupt, og 👤Anton som var med i 📌Leipzig.

✂ Dog, før vi gaae videre, maae vi nødvendig kaste et Blik paa Stiftelsen af den ny ►Høiskole, og det er ikke Tingens men Vankundighedens Skyld, naar ikke selv Blikket bliver ►mærkværdigt. Et Universitets Stiftelse er egenlig aldrig en Smaating i Verdens-Krøniken, om det end er en saadan i sig selv, men naar det udspringer af Tidens Trang, bliver Kuben for en udjaget Bisværm, der har Nyt i Sinde, da er det en ►mærkværdig Ting, og her, hvor det ►syndes at gjælde om, enten 📌Sachsen skulde beholde eller miste den evangeliske Kirkes ►Høi-Skole, er Sagen af yderste Vigtighed. Først maae vi gjøre den almindelige Bemærkning, at ►Høiskolerne hidindtil, ligesaalidt som Videnskaberne, have avlet, men kun som Modsætning foranlediget hinanden, og det af den ►øiensynlige Grund, at ethvert Universitet, der betragter sig som et almeen-videnskabeligt Samfund, maa, ligesom hver Videnskab, ønske at være det eneste, da det ellers kun er et Brud-Stykke. Forfølge vi derfor Rækken af de ►mærkeligste Universiteter: 415dem i 📌Paris, 📌Prag, 📌Leipzig, 📌Vittenberg, 📌Halle, 📌Gøttingen og 📌Berlin, da skal vi finde, at de ►vel alle ere stiftede paa Strid, ere ikke opkomne som Børn, der bie paa Forældrenes Død for at arve dem, men som opsætsige ►Lære-Svende, der anlægge et nyt Værksted for at trække Søgningen fra deres Mester, og, om muligt, ærgre eller sulte ham ihjel. At dette Forhold nu slet ikke er det rette, at ethvert Universitet skulde betragte sig selv historisk, som en overgaaende Forbindelse, der umulig kan undgaae Opløsning, og stræber omsonst ved Trolddom at forsinke den, som derfor burde langt mere lægge an paa i rette Tid at forplante end at udvide sig, det er ►aabenbart, men ligesaa ►aabenbart er det, at Forholdet aldrig vorder som det bør, naar Universiteterne faae Lov at ►raade sig selv, men først naar Historien sætter Kirken til deres Formynder. I 📌Tydskland, hvor Fornuften altid vilde gaae Historien i Forkjøbet, fik man vel Universiteter, saavelsom Fyrster og Hoved-Stæder nok, men kun som Aflæggere ikke som Udviklinger; thi man vilde der have Alting paa eengang, og naae Maalet, ei ved at efterfølge og overgaae hinanden, men ved at kappes og komme først. Følgen er blevet, at hveranden har sprængt og udtømt sig for en Time før at komme did, hvor Væddeløbet først skulde begynde, og blev saa staaende der til han faldt. At dette er i Korthed mangt et tydsk Universitets Historie, kan ikke nægtes, og at det 416er sørgeligt, vil man engang lære, men her maae vi vende os fra de Smaa til de Større, hvis Oprindelse vel udvortes bærer samme Præg, men viser sig som indvortes nødvendig, og vi skal da finde, at Universitetet i 📌Leipzig vel stiftedes i Anledning af et Skjendsmaal i 📌Prag, men til at forberede den sachsiske Reformation, at det i 📌Vittenberg maatte ►takke Striden i 📌Leipzig om den veneriske Syge for sit Diplom, men at det var Classikerne der vilde have en ⓘ Hjemstavn, og ►Bibelen som fordrede et Værksted, og endelig at Grunden til det Halliske laae dybere end i det brandenborgske Cabinet og den ►Leipziger Messe. Det var det attende Aarhundredes Utyske, under trende Skikkelser, som ledte ►om et ►Seminarium og fandt det i 📌Halle, hvor man da heller ikke kan sige der blev noget Universitet i aandig Forstand, men tre Faculteter: et pietistisk, et mathematisk og et juridisk, der kun i en vis Anti-Christelighed, havde en Sammenhæng, der tildeels var dem selv forborgen.

✂ Dog, før vi nøiere betragte denne Sammensætning, maae vi kaste et Blik paa 📌Brandenborg, der først nu stræbde at gjøre sig gjældende i Aandens Rige. Mangelen ei alene paa gamle Kvad, men selv paa navnkundige ►Herre-Stammer, Fattigdommen paa Videnskabsmænd i de to Aarhundreder der laae Reformationen nærmest, og det ►Frankfurtske Universitets Ubetydelighed sige Historikeren forud hvad han kan vente af 417brandenborsk Videnskabelighed, og stadfæster det almindelige Begreb om slaviske Folkefærd; thi at Slaver have fra Arilds Tid udgjort den overveiende Deel af Landets Indbyggere med en mindre Tilsætning af Sachser, Franker og Andre, viser Historien klarlig. Først med det tolvte Aarhundrede, da Landet i 👤Albert Bjørn af 📌Anhalt fik sin første Kurfyrst, begyndte en vis rolig og christnet Tilstand, men ingen Virksomhed, der i Historien efterlod kjendelige Spor. Med 👤Waldemar den Anden uddøde den Anhaltske Linie,*1332. og nu skiftede Landet en Stund saatit og saaledes Herrer, at man bogstavelig der ei vidste, om man var kiøbt eller solgt, indtil Keiser 👤Sigismund overlod det til en frankisk Prinds: 👤Friderich af Hohenzollern, ►Burggreve af 📌Nürnberg,*1417. og at den rette Herre nu var fundet, seer man deraf, at hans Stamme ei alene blev i varig Besiddelse af Landet, men hævede det til saa høi historisk Anseelse, som mueligt. Uagtet imidlertid disse Fyrster stedse, og tit heldig, stræbde at udvide deres Herredømme, blev 📌Brandenborgs Indflydelse dog ikke betydelig, førend under den saakaldte store Kurfyrst 👤Friderich Vilhelm. Grunden hertil falder strax i Øinene, naar man tager Tiden i Betragtning; thi saalænge Overvægten var paa Aandens Side, kunde den ligesaalidt være paa 📌Brandenborgs som paa 📌Frankerigs, og Folkenes Konger maa blive smaa, før deres Lehnsmænd kan oversee dem. Just som Trediveaarskrigen 418vilde begynde,*1618. var 👤Johan Sigismund, som blev Calvinist, kommet i Besiddelse af 📌Preusen, men som polsk Lehnsmand, og hans Søn 👤Georg Vilhelm, vankelmodig, frygtsom og troløs, spillede under Krigen sit Kort saa jammerlig, at, til hvilken Side han end vendte sig, var det ham der tabde. Tre Aar før 👤Ludvig den Trettendes Død arvede 👤Friderich Vilhelm ►Kurhatten *1640. og Krav paa mange ►Landskaber, som for det meste vare i andres Hænder, men ingen Udsigter til den glimrende Rolle, der var hans Lyst, og blev hans Lod i Verden. Man seer altid med en vis Deeltagelse en udmærket Mand færdes og kjæmpe, og det forlyster Øiet, naar der af et bølgende Virvar udgaaer en fast, bestemt, anseelig Skikkelse; thi det er en ►Venus af Havskum, derfor læser man ogsaa med en ⓘ visvis] GV, nis A Fornøielse 👤Friderich Vilhelms Levnet, og da Omstændighederne nødte ham til at bekiæmpe 📌Tydsklands og 📌Europas Hoved-Fjende, 👤Ludvig den Fjortende, fristes man til at oversee hvorfor og hvorledes han kæmpede, men deraf maa Historikeren hverken lade sig blænde eller skuffe; til Kurfyrstens kongelige Arving, og hvem der ellers har Lyst, overlader han den Fornøielse at prise den kjække og kløgtige Verdensmand som et ►Fyrste-Mønster, og tager sig den Frihed i Sandheds Navn at erklære ham for en troløs Ven og en svigefuld Lehnsmand, der ansaae alle Midler til at udvide og bestyrke sig, for tilladte, naar de kun svarede til deres 419Hensigt. Her er imidlertid ikke Stedet til at udvikle den hjerteløse Politik, hvorved han smaalig forøgede sine Besiddelser, og snoede sig fra Lehns-Forholdet til 📌Polen, derimod maa det anmærkes, at han gjorde sig al Flid for at ophjelpe Agerdyrkning, Handel og ►Vindskibelighed i sit Land, især, fordi et af de Midler han anvendte, var Modtagelsen af 20,000 franske Flygtninger, Noget der for 📌Tydskland havde uberegnelige Følger. Herved mindes vi om 📌Frankerigs Virkning paa 📌Tydskland, i aandig Henseende, som ved Hugonotternes Indvandring anseelig forøgedes; thi uden just, med ►Philosophen af 📌Sans Souci ►, at paastaae, det kun var 👤Clement Marots ►Psalmer der skildte dem fra de franske Catholiker, og uden at nægte, det i det Hele var de bedste 📌Tyskland fik, er det dog ►aabenbart, baade at Hugonotterne havde fransk Smag, og vare Fritænkeriet langt nærmere end de andre Protestanter, end sige da de Evangeliske. 📌Holland blev vel Sædet for deres Boglærde, men deels nænde de dog ikke ganske at forbigaae 📌Tydskland, og deels maatte dog Skribenterne hist, finde Læsere her, af hvilke der igjen udviklede sig Skribentere i samme Smag efter Landets Leilighed. Under Krigene med 👤Ludvig den Fjortende sporede man næsten ved alle tydske Hoffer kjendelig Lysten til at ligne ham, man nødtes til at lære hans Sprog og gjorde det gjerne, da det anbefalede sig, som det letteste, smidigste, mest be420kvemme til at sige Tvetydigheder og smukke Ting saavel i ⓘ Statsforhold som i Selskaber. Med Sproget fulgde natturligviis Sprogets Mester-Stykker, den fine, franske Verdens ►symboliske Bøger, der desuden anbefalede sig selv hos Mange ved Sminken de satte paa Laster, og ►Vittigheden, hvormed de fordrev alvorlige Tanker. Nu er det klart, at Cabinettet i 📌Versailles havde ei kunnet udtænke saa fiint et Kunstgreb til at lægge 📌Tydskland i 📌Frankrigs Lænker, som det vilde været, i den Hensigt at fordrive Hugonotterne; thi de modtoges naturligviis overalt med aabne Arme, som ►Sprogmestere, ►Francaiser, Smags-Dommere og ►Pudsen-Magere, uden at have enten fra Religionens eller Politikens Side den Fordom imod sig, som catholske Franskmænd endnu mangensteds vilde mødt. Naar man nu betænker, at 📌Brandenborg uden Tvivl tildeels beboedes af en frankisk Stamme, havde allenfalds et frankisk og calvinsk Fyrstehuus, og havde ikke taget synderlig Deel enten i Reformationen eller tydsk Videnskabelighed, da vil man see det var meer end et Tilfælde, at Hugonotterne fik der deres tydske Menighed, og finde det ganske naturligt, hvad vi siden see i 📌Berlin. Paa dette Stade maae vi forudsee en uundgaaelig Kamp mellem den franske Lethed og den tydske Tyngde, og blev det et Væddeløb, kunde Seieren ei være tvivlsom, men ogsaa i det Hele behøve vi kun at mindes, hvordan det saae ud i Kirken og paa 421►Høiskolerne, for at see et Spillerum for fransk ►Vittighed, der lovede ►glimrende Seire. At Tydskerne aldrig har kunnet enes om nogen Smag, uden den franske, er en let Bemærkning, men at den dybe Grund dertil er den, at Frankerne ere 📌Tydsklands løsrevne Tunge, turde man vel engang komme efter, og i al Fald er det vist, at den tydske Smagløshed overordenlig lettede den franske Indvirkning, deels ved den Leilighed den gav til Spot, deels ved det Hul den gav at fylde. Vi have før nævnet de schlesiske Digtere, som hardtad de eneste tydske i det syttende Aarhundrede, og maae her bemærke, at de opstode temmelig uafhængige af 📌Frankerig;*døde 1639. thi uagtet deres ►Formand 👤Opitz levede en Stund i 📌Paris, seer man dog vel, han fulgde meest sit eget og Romernes Hoved. ►Epigrammisten *døde 1655. 👤Logau er ligeledes ægte tydsk og romersk, og 👤Anders Gryph, det tydske Dramas Fader, turde vel skylde 📌Engelland meest,*døde 1664. da derimod 👤Lohenstein vilde med sin hele Sæk tydsk Lærdom flyve til Veirs paa italienske Sæbe-Bobler. 👤Lohenstein *døde 1683. døde netop under Hugonotternes Indtog i 📌Tydskland, og hans Abekatte skulde ikke standse deres Fremgang, men derimod fandt de i 📌Brandenborg en om ikke varm, saa dog ei heller ►uvittig, og, i Forhold, udmærket Digter ganske i deres Smag, ja næsten en blot Gjenklang af de parisiske Poeter, nemlig Statsmanden Baron 👤Caniz.*døde 1699. Dog, en langt vældigere Kæmpe for fransk ►Løshed og 422Lethed var opgroet blandt Juristerne i 📌Sachsen, og det var den navnkundige 👤Christian Thomasius.

✂ Man seer let, at alt Juridisk staaer i christnede Stater paa en besynderlig Fod, som Noget der ikke godt rimer sig med Kirken, og er dog uadskilleligt fra Staten, det er derfor intet Under at man mærker en bestandig Vaklen, saa at Loven snart vil staae paa Kirken, og kommer derved for høit til at kunne holde sig, snart vil staae paa sine egne Been med Ryggen til Kirken, og staaer da baade for lavt og slet, ►til at kunne ►staae sig for Vandløb ►, ►argumenta ad hominem og mange andre Gjenvordigheder som Retten frister i det Lave. Lovens rette Plads er da uden Tvivl i Kirke-Døren, hvor den siger som ►danske Lov, at vilde hver Mand nøies med sit Eget og give Sandhed Magt, da var Loven overflødig, men nu er den nødvendig, for, saavidt mueligt, at hindre de Onde fra at udføre, hvad de have i Sinde. Vel synes dette kun at strække sig til Forbud og Straffe-Love, men deels skal man erindre at Overtrædelse er Grunden til al Lovgivning, og alle dens Bud i Grunden Forbud; deels er det klart, at naar alle vilde give Sandhed Magt, var al Lov overflødig, og de Visestes Betænkning vilde blot ved Sandheds Myndighed have Lovs-Kraft. Heraf følger ingenlunde at en Stat af lutter Christne, men vel at en særskilt Lovgivning i en saadan, er en 423Selv-Modsigelse, og det er derfor ligefrem, at naar man i Middelalderen indbildte sig, at alle som gik i Kirke, vare Christne, maatte man ►og ansee Kirkeretten for den egenlige Lovgivning, og den verdslige Arm kun for en Skarpretter over dem Kirken udstødte. Da nu imidlertid ingen Bestemmelse, der grunder sig paa en falsk Forudsætning, kan i Anvendelsen forsvare sin Gyldighed, saa laae ►alt heri Grunden til Middelalderens forvirrede Statsindretning, Rettergangen som ei lod sig undvære, flyttede kun fra Torvet ind i Kirken, og den verdslige Arm der følde sin Kraft, ►satte Retten i Spydstagen. Mange vigtige og lærerige Undersøgelser frembyde sig her, men kan ikke finde Sted, og vi maa forlade Middelalderen med den Bemærkning, at Trangen til en verdslig Lovgivning, i Forening med Nag til Kirken, drev efterhaanden tilbage til de gamle romerske Love, som dog, ved deres Strid med Kirke-Retten og Folkenes Arilds-Love, kun gjorde Ondt værre, og frembragde en Forvirring i alle Rets-Forholde, der vel var Juristerne, men ingenlunde enten Kirken eller Staten gunstig. Nu kom Reformationen, men den strakde sig, i det mindste uden for 📌Norden, ei til Staten eller Rettergangen, uden for saavidt at den verdslige Arm tog ►Jus Canonicum fra Kirken, og skaltede med Alt som den vilde, man seer ►og let, at ingen egenlig Reformation, men kun en fremskridende Formation (Udvikling) kunde finde 424Sted med Staten, der ikke, som Kirken, har en uforanderlig Skikkelse, men skal og maa skikke sig i Tiden. Det Rette havde nu ►upaatvivlelig været, at overlade Kirken, hvad Staten kun som Kirkeværger kan befordre, den indvortes Tugt, og ene forbeholdt sig den udvortes, men Indbildningen om Pavedom var dertil altfor rodfæstet, og hvad 📌Engellands 👤Henrik aabenlydt paastod, tragtede de tydske protestantiske Fyrster ►aabenbar efter, nemlig at være Paver i deres Lande. Heraf fulgde, at de vilde gjøre deres Forordninger, blot som saadanne, til en Samvittigheds Sag, og styre Samvittighederne med den verdslige Arm, og naar man hertil lægger den store Vanskelighed det i 📌Tydskland havde at træffe en Forfatning, der hverken streed mod ►Keiserretten eller mod de Rettigheder hvorpaa Fyrster og Stænder havde Hævd, saa bliver det meget begribeligt, hvi man i Lovgivningen som i Forfatningerne heller lod Modsigelserne staae, og slettede i Nødsfald efter med Sværdet, en Ting, der paa den naturligste Maade holdt baade Lovkyndigheden og Magten i Ære. 👤Luthers Indsigelser mod Pavens Ret hørde man gierne, men for dem imod Paveretten, ►Lovtrækkeriet og ►Næveretten havde man ikke synderligt Øre, og indrømme maa man, at 📌Tydsklands Forfatning var i Grunden uforbederlig, saalænge det skulde være ►et Legeme, hvis Hoved og Lemmer laae i uophørlig Strid. Imidlertid maatte Videnskabeligheden 425ⓘ nødvendig bringe Lys ind i de forvirrede Forhold, og stræbe efter en Løsning paa Opgaven, et Arbeide, der ►og vilde gavnet, naar det var gaaet ordenlig fra Haanden, men det forudsatte hvad vi veed man fattedes, Taalmodighed til gjennem Historien at finde, hvad der kun paa dens Vei kan findes af et christeligt Øie: det rette Forhold mellem Kirke og Stat, ikke som Noget der kan ⓘ frembringes, men som Noget der efterhaanden skal udvikles under en foreløbig ►mindelig Forening. Vi have seet, ⓘ hvorledes 👤Hugo Grotius vilde ►bryde overtvert, og han fandt snart Efterlignere i 📌Tydskland, med 👤Puffendorf og 👤Thomasius i Spidsen.

✂ 👤Samuel Puffendorf *født 1632. døde 1694. fra de sachsiske 📌Malmbjerge, tjende først 📌Pfaltz, saa 📌Sverrig og endelig 📌Brandenborg, ►for en Mester i al Lovkyndighed, og satte den virkelig i videnskabelig Bevægelse, men fra den gale Side, da han mere lagde an paa at vise, hvorledes Stater, som de tydske, maatte være opkomne, og hvorledes de kunde vinde en Slags Sammenhold ved Kirkens Baand, end at udfinde, hvad en Stat egenlig burde være, og hvorledes den kan forbindes med Kirken, som den aandige Stat, der udstrækker sig saa vidt som Sandhed gjælder. Ved at betragte Staten som et vilkaarligt ►Selskab, og Kirken som et ►Selskab i den, fik han ligesaa mange Kirker som Stater, og Stater som lovbundne ►Selskaber, Noget Historien maa finde sig i, men som Kirke 426og sund Fornuft maa gjøre vigtige Indsigelser imod, og det især fordi det forudsatte, hvad 👤Puffendorf ogsaa paastod, at Ret og Uret, Godt og Ondt, følgelig ogsaa Sandhed og Løgn havde sin Oprindelse af Loven. Med samme Paastand gik 👤Christian Thomasius *født 1655. fra 📌Leipzig endnu langt videre, nægtede reentud at Kirken var et eget ►Selskab, og vilde gjøre den til en blot Indretning i Staten, naar kun Fyrsten antog dens Bekjendelse. Det Sidste seer man vel var et Tillæg, ⓘ somsom] GV, som A forstyrrede det Hele; thi paa eengang, som 👤Thomasius, at udlede Fyrstens Kirkemagt af hans Landsherredømme, og dog forudsætte at han selv maa være Medlem af Kirken, er en grov Selvmodsigelse, men som man nødes til, naar man ei vil lade Kirken gjælde for et eget ►Samfund, og dog ei heller tilstaae den verdslige Arm Ret til at bestemme Troen og beherske Samvittigheden. Dog, istedenfor videre at opregne de Paastande, Mangel paa Christendom og Had til Theologerne forledte Juristen til, vil vi kun huske, at her begynder hos de Evangeliske den ►aabenbare Stræben efter at gjøre Kirken til en ►Politiesag, og kun bemærke, at der neppe kan raades Bod paa den heraf opkomne Forvirring, uden derved, at Kirken i den klare Bevidsthed af at være Sandheds aandige Kongerige, giver Afkald paa alt verdslig Skyts, og overlader det til Staten, hvor meget samme af dens uforanderlige Øiemeed vil optage i sit, samt i hvad 427verdsligt Forhold den vil sætte Kirkens ►Lemmer til sig; thi man maa dog engang indsee, at Kirken kan ikke ►erkjende noget jordisk Overhoved, men skal og maae, for at være aandig fri, legemlig underkaste sig den verdslige Arms vilkaarlige Behandling; da have Fyrsterne Intet at klage, og den sande Kirke Intet at frygte.

✂ Med denne Kamp mod Kirkeretten, der gik saa vidt, at Kirken skulde miste den Ret, det meest underordnede Selskab ellers har, nemlig at udelukke sine Loves modtvillige Overtrædere af sit ►Samfund, forbandt 👤Thomasius en almindelig Kamp mod al Grundighed i Christendom og Tænkning; thi han bekæmpede den aristoteliske Philosophie, ikke fordi den gav sig Skin af hvad den ikke var, men fordi han meende at en ►overfladelig ⓘ Fornuftbrug med blot verdsligt Hensyn var det eneste Rette. Denne Synsmaade stræbde han især at gjøre gjældende ved at udgive det første tydske Tidsskrift, under Navn af ►Frimodige Tanker eller Maanedsnak, hvor han ganske paa tydsk Fransk søgde at gjøre lyst i den lærde Verden med ►Magtsprog, løs ►Vittighed, plump Spot og drøie Skjeldsord. Sligt, saavelsom hans tydske Forelæsninger over den fine Levemaade i samme Smag, tog man ham naturligviis i 📌Leipzig meget ilde op, og han nødtes endelig til at fortrække. Da var det han gik til 📌Halle, fulgt af en Deel Studentere, og lagde der, ved sine Forelæsninger, Grunden til den ►Høi428skole►, som man i 📌Berlin ønskede at stifte, deels for at ►tage Luven fra 📌Sachsen, og deels fordi det daværende Hof elskede alt hvad der kunde give Glands, hvortil efter Fyrstindens Mening ogsaa Lærdom hørde. Denne Fyrstinde*døde 1705. var 👤Sophie Charlotte fra Hannover, Syster til 📌Engellands 👤Georg den Første, og en ►særdeles Veninde af 👤Leibniz, der ved hendes Indflydelse fik et Videnskabsacademie efter fransk ►Mynster anlagt i 📌Berlin,*1700 og hendes Gemal, 👤Friderik den Første, der antog Kongetitelen, saae gjerne Alt hvad man sagde ham gjorde Opsigt til hans Fordeel; thi selv var han kun lille i alle Maader, og havde med flere Smaafolk en rasende Lyst til at ►lade Stor. Ministeren 👤Seckendorf fandt det saaledes let at faae hint Universitet anlagt,*1694. og skjøndt man skulde synes at 👤Thomasius og Pietisterne kun passede slet sammen, vilde man dog derved synes feil; thi ►alt i 📌Leipzig havde de gjort fælleds Sag, og maatte, i det mindste til de havde overvundet deres fælleds Fjender; de aristoteliske og polemiske Theologer, indbilde sig, de vare ganske enige om at dele Sjæl og Legeme imellem sig.

✂ Nu begyndte da en lang og haard Kamp imellem Pietisterne og de Orthodoxe, eller som de med Føie efter de anførende ►Høiskoler kaldtes: Hallenser og Vittenbergere, som, i vigtige Følger, ei siden Reformationen havde havt sin Mage, men som ikke just er let at beskrive klart i 429Korthed, fordi man paa ingen af Siderne ret vidste hvad man vilde, eller havde nogen Formand som kunde samle de mange Stykker, hvorom man trættedes, i et stort Hovedspørgsmaal. Mellem Pietisterne vare der hardtad ligesaamange Hoveder som Lemmer; thi det var deres Grundsætning at lade Enhver følge sit eget Hoved, naar han kun havde Gudfrygtigheds Skin, og mellem Orthodoxerne saae man kun lidt til Hovedet, men hørde kun en Deel Gjenlyde af den ►augsburgske Confession, ►Concordie-Formelen, og andre menneskelige Taler, som de ikke rødmede ved at tillægge samme Ufeilbarhed som Guds Ord. Naar man hertil føier, at Vittenbergerne endogsaa vilde forsvare Tragten efter Rigdom, Ære og ►Skriftepenge, og ei indrømme en eneste af 👤Speners Klager, ja end ikke tilstaae at den saliggjørende Troe maatte være levende, da seer man vel hvordan det hængde sammen med deres Orthodoxie; og hvordan det stod sig med Pietisternes Christendom, sees vel lettest af deres Paastand paa en indvortes Oplysning og ►Gjenfødelse, der først kunde levendegjøre og forklare det skrevne Ord, deres Udledning af Omvendelsen fra en Higen i Menneskets egen Villie, og af den Vægt de haardnakket lagde paa den i det mindste ⓘ upassende og mistænkelige Talemaade at kalde sig 👤Christus; thi naar Ordet ikke selv har Lys og Liv, da beroer baade dets Sandhed og Kraft paa den som bruger det, og er ingen gud430dommelig Aabenbaring; naar Omvendelsen begynder i Menneskets Villie, da retfærdiggjør Mennesket i Grunden sig selv, og naar Mennesket selv bliver en Christus, da er den historiske 👤Christus overflødig, Talen kan ikke længere være om Christendom, men kun om et mystisk ►Samfund med Gud, der slet ikke forudsætter Kundskab om eller Troe paa 👤Christi Komme i Kjødet og det skrevne Ord. Tænker man nu lidt nøiere efter, da skal man finde, at Pietismen, der ►syndes ret at ville give Gud Æren, dog egenlig var den slagne Vei til den Naturalisme, der ogsaa historisk udviklede sig deraf; thi naar man ikke vil troe andet end hvad man finder i sig, og saavidt man finder det, er man alt i Grunden en Naturalist, og man ⓘ behøverbehøver] GV, bebøver A kun at blive ►ædrue, for nødvendig at skjelne imellem hvad man af det Forefundne begriber og hvad man ikke begriber, og da kun antage det Første, sin egen Fornuft, for Sandhed. Pietisternes Skrifter ere derfor en underlig Blanding af sand indvortes Erfaring, Sværmerie og mistroisk Fornuft; thi Sjælen som begynder at fatte sin aandige Natur, forelsker sig hos dem i sig selv, drømmer bestandig om sig selv og sin Forgudelse, anseer Alt hvad der taler om Aanden som et Billede den skal forklare, et Tegn den skal oplive, en Spaadom den skal opfylde, den vredes paa det tunge, væmmes ved det grove, ureenlige Legeme, og vil afryste dets Lænker, Aandighed, Fromhed 431og Salighed blive til Eet i dens Forestilling, aandig Hovmod anseer den for ►Samfund med Gud, finder det let for den at bortgive sandselige Nydelser, opløser Lidenskaberne i Grundbegjærligheden efter det evige Liv som sin Eiendom, og kalder sig da i dyb Syndighed syndeløs; men naar den nu ved Modsigelse enten af andre Mennesker, af Ordet eller Samvittigheden, vækkes af sin Drøm, da forkaster den trodsig alt hvad den ikke begriber, uden at ændse Selvmodsigelsen, da den indbilder sig at begribe sine egne Drømme, derfor see vi, at de samme Folk der troede deres egne Syner og Aabenbaringer som et Evangelium, ►bestreed med Fornuftgrunde Læren om Treenigheden, om Helvedstraffenes Evighed og andet mere, de ivrede mod 👤Aristoteles og brugde selv al mulig Spidsfindighed til at dølge deres Afvigelse fra Skriften og forvirre Modstanderne, de Samme der vilde have Lov til at forklare Skriften efter deres eget Hoved, vilde selv forstaaes og troes bogstavelig. Yderst uretfærdigt vilde det imidlertid være at skjære alle Pietister over een Kam, eller at kalde alle dem ►saa, der under Gjæringen modsatte sig de hidtil herskende Meninger, 👤Spener og 👤Francke hørde saaledes ►upaatvivlelig til de retsindigste og frommeste Mænd i deres Tid, men gjorde sig dog paa mange Maader deelagtige i fremmede Synder, og fattedes begge den udelukkende Troe paa Skriftens fuldstændige og fuldkomne Sandhed, 432uden hvilken ethver Reformationsforsøg er Lapperie og Selvmodsigelse, og uden hvilken den Salvelse er umuelig, hvorom de snakkede saa vidtløftig og forskruet, netop fordi de hverken havde eller kjendte den. For ædrue og fromme vare de til at lade sig selv ►fortumle af Løgnens luftige, sværmende Aand, men for selvkloge til at underkaste alle Aander og sig selv Ordets Kjendelse i Eet og Alt, og just derfor udygtige til at prøve Aanderne. Isteden derfor at 👤Luther, som, optugtet af Ordet, havde selv i Prøvelsens Skole lært at skjelne mellem Sandhed og Blændværk i Aandens Rige, var selv den Første der med kraftige Vaaben bekjæmpede Sværmerne, som have det tilfælleds med andet Utøi at de udklækkes ved den samme Straale som fremlokker Blomsten og Kornet; saa betragtede derimod 👤Spener og 👤Francke Løgn-Propheterne: 👤Bohme, 👤Petersen, 👤Stiefel, og hvad de alle heed, der nu opstode eller gik igjen, med en vis ængstelig Ærbødighed, og satte sig tildeels under deres Vinger, fordi de følde der en aandig Luftning, de manglede Salvelse til at kjende og Kraft til at ►henveire. Det var da ►aabenbar Grundfeilen ved den hele Stræben, at selv de bedste vilde mestre Ordet, vilde, ►naar de end lode Grundvolden staae, bygge derpaa, af Halm og Træ, Pindeværk som hverken kunde trodse Ild eller Vand eller flyvende Storme. Let synes det den aandige Drømmer at give Afkald paa sandselig 433Nydelse, men tungt falder det naar han vaagen skal vise det, med sure Miner og hængende Hoved, der noksom røber, hvor høit han skatter i Hjertet hvad Tungen forbander, slæber han sig gjennem Verden, gjør det hvorom Ordet tier til en ►Saligheds Sag, og ringeagter Troen, som, hvis han havde den, vilde lære ham at det udvortes Afhold er Smaating, den i Munterhed virker som en af sine ringeste Kunster, og aabenbarer derved ►Samfundet med den Aand der gjør Byrderne lette, i Ahnelsen af den Salighed, de mørke ►Hængehoveder aldrig have skimtet, og derfor latterlig prale af at have, ikke blot i et levende Haab, men i egenlig Besiddelse. Fra dette Stade kan det ikke undre os, at høre Pietisternes Klostermoral, høre dem udraabe Sang og Dands, Skiemt og Munterhed for ►visse Kjendetegn paa et ►Verdens Barn og dødelige Synder af en Omvendt, men heller ikke undre os at see deres Børn for det meste hengive sig til Vantro eller Udsvævelse; thi det er den ingenlunde udtørrede eller forvandlede, men kun med Nød og Neppe, og overspændt stemmede Flod, der gjennembryder Dæmningen og oversvømmer Alt. Paa den anden Side er det sørgeligt, hos deres Modstandere ikke at finde een Mand, der kunde vise Vilderedet, og skyde den Vægt der lagdes paa urette Sted tilside, istedenfor løselig at ►overfare Alt, og forsvare, hvad der skulde gjøres til Intet. Skrigende paa Troen som det Eneste, kjendte 434de Fleste den kun historisk, de lagde ingen tilbørlig Vægt paa Kjærligheden og Helliggjørelsen, som ⓘ uudeblivelige Virkninger af den sande Troe, de vilde ikke forstaae, at hine ►Middelting, i Skriften uforbudne Handlinger, kan være saare vigtige som Yttringer af verdslig Tilbøielighed, og at fordi en Christen uden Synd kan baade dandse og synge, ja, selv under visse Omstændigheder, spille baade Kort og Comoedie, derfor er det ligevist, at en Christen hverken giver sig ofte Tid til Sligt, eller sætter en Glæde deri; thi han veed hvor Glæden skal søges, og han husker at det Tilladte er ham kun tilladeligt, for saavidt det er nyttigt. En af dem der holdt sig bedst paa den snevre Sti mellem lige vildfarende Veie var 👤Valentin Løscher i 📌Vittenberg, men i 📌Tydskland veed jeg Ingen, som ganske betragtede Striden i ►Bibelens og 👤Luthers Aand, undtagen Hofpræsten i 📌Vürtemberg 👤Gramlich, hvis ►daglige Betragtninger uden Tvivl er den reneste og opbyggeligste Bog, der siden 👤Luthers Dage er skrevet i 📌Tydskland, men deels maa den ansees som en af Stridens gode Følger, og deels er det ►mærkeligt, at den i de nordiske Lande fandt langt mere Bifald, end hjemme, saa jeg end ikke har fundet den nævnet enten i Kirkens eller Literaturens Historie.

✂ Dog, det er Tid at afbryde en Fremstilling, som her ei kan blive mere end Vink, og med den Anmærkning, at Brandenborgeren 👤Joachim 435👤Lange, som havde været Huuslærer hos 👤Caniz og blev siden Professor i 📌Halle,*1709. mere heftig end varm, belæst end lærd, snaksom end forstandig, var Pietismens ypperste Stridskæmpe, vil vi vende os til hvad han ogsaa bekæmpede, og hvad der bidrog til at dæmpe Theologernes indbyrdes Feide: den Volfiske Philosophie.

✂ Det var i det attende Aarhundredes Morgenrøde,*1701. at 👤Volf i 📌Leipzig forkyndte det ny philosophiske Evangelium, hvori de tydske Boglærde snart fandt deres Salighed, og hvis Virksomhed ingenlunde ophørde med Mesterens Anseelse. Sex Aar ►derpaa blev 👤Volf den første mathematiske Professor i 📌Halle, og her arbeidede han da paa at grunde hvad 👤Thomasius ymtede om, og Pietisterne ubevidst stilede paa, en naturlig ►Vidskab, der skulde gjøre ►Bibelen overflødig, men deels forstod han og Pietisterne i Grunden slet ikke hinanden, og deels gik han, efter sine Tilhøreres Udsagn, mundtlig saa ►aabenbar til Værks, at man ansaae ham for en Bespotter og Gudsfornægter; 👤Joachim Lange foer i Harnisk, 👤Volf forligdes ikke godt med den for Resten intet mindre end religiøse Professor i Naturretten, 👤Hieronymus Gundling, hvis Broder var Geheimeraad i 📌Berlin, og blev forviist, men fandt hæderlig Modtagelse paa den calvinistiske ►Høiskole i 📌Marburg,*1723. blev siden med stor Iver ►hjembudet til 📌Halle, og gjorde endelig 📌Brandenborg lykkelig med sin Nærværelse, da ►den kongelige Philosoph 436fra 📌Sans-Souci *1740. smigrede hans Forfængelighed. Han døde som ►Høiskolens Kantsler, tydsk Friherre*1754. og Navn af en mageløs Philosoph. Fortrængt er nu ►alt længe hans Navn af andre mageløse Philosophers, styrtet er for længe siden den Bygning, han troede at have grundet for en Evighed, tykke, langtrukne, kjedsommelige ere hans ►Udviklinger af Cosmologie, Ontologie, Psychologie og Naturlig Theologie, saa der hører mere baade Mod og Tid til at læse dem, end de kan synes at fortjene; derfor bleve de ogsaa glemde, før de bleve nedrevne, og gjendrevet er den Volfiske Philosophie som et Heelt endnu neppe blevet. Det er imidlertid slet ingen god Skik det attende Aarhundrede har havt, at behandle Bøger og Meninger som Klæder og Stads, der komme i og gaae af Mode, blot som Nyt og Gammelt, og ændses ei meer, naar det er aflagt. Man kan vist ikke mistænke mig for at ville ►oprette den sjunkne Bygning, om jeg ogsaa kunde, men Historien maae protestere mod Glemselen af alt ►Mærkværdigt, og maae det dobbelt, naar hvad man glemmer er bedre end hvad man husker, og Noget der ei kan skrives i Glemmebogen uden tilligemed sand Videnskabelighed, og det turde vel her være Tilfældet. Det Volfiske System er, som man vel husker, en Udvikling, nøiere Bestemmelse, og Sammenføining af 👤Leibnizes adspredte Tanker, og udgjør da det philosophiske Udbytte af det tænksomste Folks Liv og Tro gjen437nem mange Aarhundreder. At 👤Volf ikke begreb Tilværelsen, og at mange af hans Forudsætninger ere deels skjæve, deels grundfalske, det er vist, men at han angav den sunde Beviis-Maade, som man siden, sig til ubodelig Skade, har overseet, og anvendte den i mange Stykker med udmærket Held og særdeles Grundighed, det er ligesaa vist. Havde han været Christen, og ei ladet sig forføre af Byggelysten, da skulde han have leveret Brudstykker af sand ►Vidskab, som vilde dannet en uoverstigelig Muur mod Sandheds Fjender, han forgreb og forbyggede sig, desværre, tilsatte sine Midler og Kræfter paa et aabent Stillads, som maatte falde ned af sig selv, men i Gruset kan og skal vi finde, hvad han burde samlet og overantvordet os. Her er ikke Sted til videre ►Udvikling, men kun til Vink om, at det var den Volfiske Philosophie, der først satte ►Modsigelsens og Aarsagernes Grundsætning i deres rette Lys, saa det kunde blevet aabenbart, at hvad der skal kaldes beviist, maa være mathematisk vist, maa kunne vises at være unægteligt (demonstreres), det var den som først angav det eneste unægtelige Beviis for Guds ►Værelse og Tilværelse som et Væsen der er af og i sig selv, er uafhængig og selvstændig, og den nødvendige Forklaringsgrund for alt Afhængigt og Betinget, angav siger jeg; thi udført eller lovmæssig anvendt blev Beviset vistnok ingenlunde, da det ellers vilde knust den hele Byg438ning, der opførdes, ei efter Guds Billede, men efter 👤Volfs Hoved i Luften. Endnu een Dyd har den Volfiske Philosophie, som, uagtet det kun er hvad man kan fordre af enhver fornuftig Tale, dog i vore Dage, da den sjelden ⓘ findesfindes] GV, sindes A, maa skattes høit; Tydelighed, Noget som deels følger af den strænge Orden, og deels af den urokkelige Grundsætning, at bruge bekjendte Ord i deres sædvanlige Betydning, eller bestemt angive hvad man forstaaer ved dem. Grundfeilen i det hele System er derimod en Sammenblanding af Sandhed og Løgn, Lys og Mørke, Godt og Ondt, der gjør det til en stor Selvmodsigelse, og maatte gjøre dets Virksomhed fordærvelig. Løgnen agtedes for en blot Følge af ufuldkommen Indsigt, der frembragde en falsk Anskuelse; thi af dette metaphysiske Onde udledtes det Moralske som en nødvendig Følge, som en skjæv Anvendelse af de falsk anskuede Kræfter og Gjenstande, eller med andre Ord: det antoges, at den guddommelige Forstand, der jo maatte være Sandhed, havde frembragt en Forstand med falske Begreber, altsaa skabt Løgn, derved fornægtet sig selv, og dog blevet ved at være Sandhed, lutter Umueligheder, som man seer, og som den Mand der saa godt kjendte ►Modsigelsens Grundsætning maatte seet, naar han ikke havde havt practiske Grunde til at vende Øiet bort fra den Side af Sandheden, der ikke er behagelig for den menneskelige Hovmod og Selv439raadighed. Det vilde derfor ingenlunde nedsætte hans Forstand, om man antog, hvad der ►og tit er antaget, at han i Grunden ei tænkde der var nogen personlig, sig selv begribende Gud, men kun en guddommelig Forestilling der søgde sit Begreb i Verden, ja har han ikke meent det, da har han i sin Kosmologie langt grovere end man skulde formode, modsagt sig selv, men sandt er det, at var det hans Mening, har han i sin ►naturlige Theologie ogsaa modsagt sig selv, og man maa da vel helst lade Tingen ►staae ved sit Værd. Saameget synes imidlertid klart, at havde 👤Volf ikke strax fundet saa heftig Modstand, og seet sig nødt til, af verdslige Hensyn, at fare i Mag, vilde han ligefrem bekæmpet Christendommen og seet til at forene Spinozismen med sin Verdens-Bygning, som da først var blevet hvad han ønskede: et ►Seierværk der gik af sig selv. Nu derimod lod han sig nøie med i Kosmologien og Moralen at udvikle Grundsætninger som uimodsigelige, der paa det Bestemteste modsagde Christendommen, og erklærede saa ►spotviis, at Theologerne maatte takke ham, fordi han trak saa skarpe Grændselinier mellem Natur og Naade, Fornuft og Aabenbaring, at de ikke løb ud i eet, men vare gode at skille ad, saasom naar han paastod at Naturens Orden umulig kunde ►forstyrres, og maatte dog ved et Mirakel ►forstyrres. Plumpt var det nu vistnok at ville indbilde Folk, han dermed ikke bestreed Mirak440lerne, fordi han indrømmede deres absolute Mulighed, indrømmede at Mirakelbegrebet havde i sig selv intet Modsigende, og kunde altsaa under visse Betingelser ⓘ ►ͻ:ͻ:] GV, ͻ: A i en anden Verden gjerne skee, men dog betjente han sig med Held af slige Udflugter, og medens det er klart, at adskillige af hans Theologiske Tilhængere, som 👤Carpov, godt saae, hvor han vilde hen, er det ligesaa vist, at mange, og deriblandt ►vel hans store Beundrer 👤Reinbeck i 📌Berlin ikke saae det, eller oversaae det, som en enkelt Feiltagelse, af Glæde over den prægtige Professordragt man fandt til Apostlerne, saa fornuftige Folk kunde være deres Selskab bekjendt. Den Aristoteliske Philosophering havde Pietisterne og 👤Thomasius givet sit Banesaar, den eklektiske, i hvis Anvendelse paa Theologien især 👤Frants Buddeus udmærkede sig, behagede vel de Fleste som et ►Tanke-Ævret, men endog blot derfor ikke de bedste Hoveder, og de følde da virkelig Trang til en ny Beviismaade hvormed de kunde omfatte Alt som et sammenhængende Heelt. At det var Spilfægterie, naar man indbildte sig at have begrebet Christendommen, fordi man, under en vis Forudsætning, kunde bevise dens Sammenhæng med naturlige Begreber, og naar man overalt indbildte sig at troe hvad man kun antog, fordi man ansaae det for beviist, er ligefrem, men i Historien er Anvendelsen af den ►Volfiske Beviismaade paa Christendommen alligevel noget 441ganske Vigtigt og ►Mærkeligt. Først er det ►mærkeligt, at den kunde skee med noget Held; thi det var kun mueligt med en Lærdom, der i sig selv havde inderlig Sammenhæng og stemmede overeens med Samvittigheden, dernæst er det vigtigt, fordi det baade viiste og udviklede en Stræben efter Grundighed og Klarhed i Forening, der maatte opløse de pietistiske Drømme i Luften, deres Element, og afgive en Modvægt saavel mod det engelske Kjød, som mod den franske Luft.

✂ Her see vi da de tre Bestanddele af det Halliske ►Seminarium, der tilligemed det fremmede Stof 📌Tydsklands vaagnede Fornuft magnetisk maatte drage til sig, skulde i det attende Aarhundrede ►udgjære, hvem kunde vide eller sige, til hvad? Dog, hvad vi ►vel maae have bemærket, det Herskende i alt dette var tør Forstand, Pietisternes Syner vare mest af det Slags, som er bortdampet naar det er ►udgjæret, og deres Følelse var saa sandselig, at de maatte underkue den, for at synes aandige, Begreber kan kun gnide og slibe, ikke udvikle eller ægte hinanden, og det Høieste der da kunde komme ud af denne Bevægelse, maatte vel blive en fransk Smag, en pietistisk Moralbygning og et videnskabeligt Fornuft-Afguderie. Imidlertid kunde Ingen vide hvad der kunde vaagne i det folkerige 📌Tydskland, eller hvad Indtryk det Fremmede kunde gjøre, og en Røre fik man snart at see, hvis Indvirkning 442vel lader sig vanskelig bestemme, men er dog unægtelig, og synes tildeels at have forklaret sig. Det var nemlig den hernhutiske, hvorved vi derfor, inden vi kan gaae videre, nødes til et Øieblik at dvæle.

✂ At tale klart om et ►Samfunds Ophav og Hensigt, der selv har stræbt at indhylle begge i Dunkelhed, falder vistnok vanskeligt, men hvad der er indtraadt i Historien kan og skal den melde, og hvad Lysten til at lege Skjul i Aandens Rige har at betyde, behøver man ikke at sige nogen Christen. Vi har i Hernhuterne et ►Selskab for os, der udleder sin Herkomst fra ►Hussiterne eller de bøhmiske og mähriske Brødre, og kalder sig derfor Brødremenigheden, uagtet det er vist, at en saare betydelig Deel af Selskabet og dets Forfatning ikke har denne Oprindelse, det udgiver sig for i Lærdom at høre til den evangeliske Menighed og følge ►den augsborgske Bekjendelse, uagtet det unægtelig har optaget ►Lemmer af alle Secter uden at fordre anden Overeensstemmelse end Bekjendelsen af Troe paa den korsfæstede Frelser; altsaa maa Historien begynde med at gjendrive to vigtige Usandheder, paa hvilke det lader slemt at bygge. Dernæst maae vi betragte Grev 👤Zinzendorf som den der unægtelig er ►Selskabets historiske Stifter, og den Herre, under hvis Hat ►Lemmerne have forenet sig, vi vil lade det staae uafgjort, hvorvidt ►Selskabet har fulgt og følger denne Mands Fodspor, men maae er443klære, at naar det ophøier ham som en apostolisk Mand, kan det ikke undgaae, at man tillægger det hans Lærdom, og det saameget mindre, som det har en Deel af sin Handel inden lukde Dørre, og ingen offenlig bekjendte tydelige og bestemte Lærebøger. Enten ophøie de deres Apostel, uden at kjende hans Lærdom, som var latterligt, eller de bifalde den, da de intet undtage, det er unægteligt.

✂ 👤Nikolai Zinzendorf, hvis Farfader var for Troens Skyld udvandret fra 📌Bøhmen, blev født i 📌Dresden med det ny Aarhundrede,*1700. og opdraget en Stund hos 👤Franke i 📌Halle, hvor han ►alt begyndte at holde et Slags gudelige Drengesamlinger. Siden kom han til ►Høiskolen i 📌Vittenberg for at glemme Pietismen, som hans fornemme Slægt ansaae for ►hinderlig i hans Lykke, og her lærde han da at kjende den anden Side af den evangeliske Menighed. Efterat have reist nogle Aar udenlands, blev han bekjendt med en mährisk Broder, hvem han lovede at optage en Deel af hans i 📌Mähren undertrykde ►Troesforvandte paa Godset 📌Bertholdsdorf i 📌Øvre-Lausiz som han nu tilkjøbde sig.*1722. Her, mellem 📌Zittau og 📌Lobau, nedsatte først 10 og siden nogle hundrede Flygtninge, og Andre af forskjellig Troesbekjendelse sig, og kaldte Stedet 📌Hernhut til Minde om den Herres ►Skyts, hvorpaa de vilde stole. Snart opstod der imidlertid Tvist om Troen, og den endtes ikke ved Overbeviisning paa nogen af Si444derne, men ved Grevens ►Mellemhandling, *1727. og det gjensidige Løfte, ikke at bryde sig om andet end Korstheologien, det vil sige, den Lærdom at Mennesket er og bliver en nederdrægtig Synder, men frelses naar han indrømmer det, og trøster sig ved at 👤Jesus har lidt Pine og Død for ham. Fra denne Tid af betragtede 👤Zinzendorf sig som en ny Menigheds ►Engel, og lod sig af den reformeerte Hofpræst i 📌Berlin, 👤Jablonski, Biskop for den polske Brødremenighed, vie til Biskop,*1737. dog, da han nogle Aar efter reiste til 📌Pensylvanien, hvor han vilde giælde for en luthersk Theolog, aflagde han denne Titel, og kaldte sig siden blot ►Ordinarius Fratrum. Hardtad i 10 Aar var han forviist fra 📌Sachsen, og sværmede da omkring i 📌Europa og 📌Amerika, men fik siden Lov at komme tilbage, og en Erklæring af den tredie theologiske Commission der besøgde 📌Hernhut,*1748. at Læren der stemmede overeens med den ►Augsborgske Bekjendelse. Kurfyrsten skjænkede nu ogsaa Menigheden 📌Barby hvorhen den flyttede sit theologiske ►Seminarium, og anlagde et academisk ►Collegium, for at gjøre Besøg paa ►Høiskolerne overflødig. Greven henlevede sine sidste Aar som Menighedens Patriarch, og hensov i dens Skjød.*1760.

✂ Spørger man nu, hvad de samtidige ►Kirke-Lærere dømde om alt dette, da ventede i Begyndelsen mange af de ægte Christelige, store Ting fra 📌Hernhut, der ►syndes at tage den af Pietiste445riet undergravede, og vidt i Verden foragtede Grundlærdom om den Korsfæstede ►i besynderlig Skyts, ei som et koldt og dødt Bogstav, men som en Hjertesag, hvoraf rimeligviis en ægte Reformation og Gjenfødelse af Christendommen vilde blive Følgen. Men, anderledes dømde man, da Greven, saavel paa Menighedens som paa egne Vegne, begyndte ret at yttre sig i Tale og Skrift; thi da saae og hørde man Ting, der ei kunde andet end forbause og harme alle fromme Christne. Man hørde Greven tale om den hellige Skrift og alt Helligt med en Letsindighed, der vel skulde være en Efterligning af, hvad der maaskee endnu mindre end Salvelse lader sig efterligne, den lutherske i dyb Alvor skiemtende Trohjertighed, men blev Kaadhed, der saae ud som Bespottelse. Man saae ham ►afjaske en ►Oversættelse af det Ny Testamente, der skulde være en Forbedring af den lutherske, men var en Forvanskning, og, efter hans eget Udsagn, et Forsøg paa at lære de bibelske Skribenter at tale ►cavaillerement. Man saae Lærebøger og Psalmebøger komme ud, der vrimlede af Udsagn som streed imod Skriften, og vare fulde, ei blot af anstødelig og væmmelig Snak om Nagler og Blod og Saar, men førde endog letfærdig og høist forargelig Tale om det ægteskabelige Forhold til Frelseren, der skildredes i alle Maader som et ►Gemeenskab. Nu dømde christne Mænd, efter Skriften, at ►►Munden taler af Hjertets Overflø446dighed►►►, og blandt Mange er det nok at nævne 👤Fresenius, 👤Bengel og 👤Siegmund Baumgarten som Grevens afgjorde Modstandere. Efter Grevens Død*døde 1792. kom 👤August Spangenberg, forhen Adjunkt ved det theologiske Facultet i 📌Halle, til som Biskop at staae i Menighedens Spidse, og til denne Mand er det Brødrene henvise, naar man peger paa 👤Zinzendorf og det gamle 📌Hernhut. Nu er det ganske vist, at 👤Spangenberg afskaffede mangen Uskik, at under hans Bestyrelse fik Menigheden en ►Psalmebog,*1778. den bedre kunde være bekjendt, og af ham selv et Forsvarsskrift (►idea fidei fratrum) *1779. som kun har een betydelig Feil, den nemlig, at det vel stemmer temmelig godt overeens med den ►augsborgske Bekjendelse, men ingenlunde med hvad der findes i Grevens og andre Brødres Skrifter, og enten maa da 👤Spangenberg have indført en ny Lærdom, eller det er kun i det Høieste hans egen Mening han fremsætter. At nu det Sidste er Tilfældet, maa man slutte deraf, at han ikke beraaber sig paa Menighedens Lærebøger, og Skrifter af dens ►Lemmer, men kun paa dens almindelige, gjentagne Erklæring, at ville holde fast ved Skriften og den ►augsborgske Bekjendelse, som om Nogen kunde troe en slig ubestemt Erklæring bedre end sine egne Øine. Endelig maa man tilføie, at har Brødremenigheden i 👤Spangenbergs Dage holdt sig til Skriften og den ►augsborgske Bekjendelse, maa den ventelig strax efter hans Død have 447faaet andre Tanker, siden man i 📌Barby har foranstaltet et ►Udvalg af Zinzendorfs Skrifter,*1800. som i mange Dele strider ⓘ derimodderimod] GV, de rimod A, og udgjør netop, hvad man stedse bebreidede Menigheden, en Hovedpude, ►hvorpaa man under Korset magelig skal kunne sove sig ind i Himmerig, naar man kun aldrig glemmer at man er en Synder, og mindes det levende med et Fodkys, hver Gang man synder, og smigrer for Frelseren, hver Gang man har brudt hans Pagt, og korsfæstet ham paa ny.

✂ Dette er i Korthed hvad Historien har at melde om 👤Zinzendorfs og hans Tilhængeres ►aabenbare Færd, og i det den overlader det til Lyset at opklare det Dunkle, maa den erklære, at som historisk Menighed kan Brødrenes aldrig kaldes ægte christelig, da den er langt fra at være skriftmæssig, men har et ganske andet Sprog og en ganske anden Forestilling om Troen og Saliggjørelsens Orden. At der imidlertid har befundet sig mangen enkelt Christen i 📌Hernhut, vil den formode, og at den hele Bevægelse, uagtet den har givet Anledning til dyb Foragt for, og bitter Spot med Korsets Ord, har ikke bidraget saa lidet til Christendommens Opholdelse, og derved til dens visse Seier, indrømmer den villig, men kun til Guds, ikke til 👤Zinzendorfs eller hans Tilhængeres Ære. Kjærlighed var Tidsaldernes store Savn, og i det Mindste 📌Hernhuts Løsen, som mindede 448alle alvorlige Christne ►trindt i Landene om hvad dem fattedes, og der kan ingen Tvivl være om, at denne Mindelse hos Mange, ei blot hos dem der i det Fjerne hørde Røsten og bøiede sig efter Tungen, men vist især hos dem der vendte sig fra den blandede Røst til det rene Ord, blev virksom og frugtbar.

✂ Efter denne ►Udvandring, maae vi vende tilbage til 📌Brandenborg, der giennem det hele Aarhundrede, ikke uden Held, stræbde baade i Magt og Kløgt efter Forrangen i den tydske Verden, og dvæle maae vi da her ved 👤Friderich den Andens Thronbestigelse,*1740. der i alle Henseender sammenkjæder sig med Overgangspunkten i Aarhundredet. 📌Preussens forrige Konge, 👤Friederich Vilhelm var et besynderligt Menneske, han elskede Penge og skyede Pragt, men ikke altid store Udgifter til Kirkens og Statens Bedste, mindre til en stor Hær som han dog ingenlunde vilde bruge, en Foragter af Videnskaberne, som han dog understøttede, en halv Fritænker men dog med en vis Høiagtelse for Religion og Præster, haard og stræng til ►Ubillighed, men dog med en tit rigtig og virksom Følelse for Retfærdighed, kort sagt, han var en politisk Pietist, der vilde dele Halvt med Gud og Samvittighed, frasige sig den udvortes Nydelse for at sikkre sig Besiddelsen, og sætte Lidt paa Rente hos vor Herre, for dog at have Noget, naar han skulde fra Skatkammeret i Graven. Hans tredie Søn, som ved sine ældre 449Brødres Død, blev Thron-Arvingen, havde han ladet opdrage paa Fransk, som om han ogsaa mellem sine yngre Sønner vilde efterlade et Billede af sin underordnede Tilbøielighed, men som Kronprinds behagede den franske Skjønaand ham slet ikke, og da 👤Friederich tog Flugten for at undgaae stræng Behandling, havde det nær kostet hans Hoved. Imidlertid, han beholdt det, som det var, lyst i en snever Kreds, fuldt af franske Bøger, og af 👤Richelieus 👤Ludvig den Fjortendes og Oldefaderens Planer, med ►Bihensyn til 👤Voltaires; thi disse fire Mænd betragtede han som Verdens største Genier, og agtede at blive den ►Eneste, ved at forene dem i sin Person. Med et saadant Hoved, og et herskesygt, ærgjerrigt, men hardtad iiskoldt Hjerte, der for det meste lod Hovedet raade med, besteeg han Thronen, forefandt en talrig, veløvet Hær, et rigt Skatkammer, fredelige Forhold, men gamle Adkomster til nogle schlesiske Fyrstendømmer, og Leilighed til, trods hans Faders Afkald, at gjøre dem gjældende. Med Keiser 👤Karl den Sjette uddøde nemlig samme Aar Mandslinien af det østerrigske Huus, hans ►Daatter 👤Marie Therese skulde efter hans sidste Villie, (►den pragmatiske Sanction) som de fleste europæiske Fyrster havde lovet at holde ved Magt, arve alle hans Lande, men 📌Bayern, ⓘ 📌Sachsen og 📌Spanien opdagede nu, at de skammelig havde forhastet sig ved at love en anden, hvad der tilkom dem, og besluttede at give 450sig selv Fyldestgjørelse ved at bryde det ►forfløine Ord, og forkynde Arvingen Krig; 📌Frankerig havde selv ingen Fordringer paa de østerrigske Lande, men fandt sig, af medfødt Ædelmodighed, drevet til at understøtte saa retfærdig en Sag, og 👤Marie Therese saae sig da omringet af sine Værger, der med væbnet Haand vilde ►omfatte Arvegodset for siden at værge det desbedre. Et saa ►almindeligt og høitideligt Brud paa Folke-Retten havde man hidtil neppe seet i Christenheden, og fra denne Dag af var det ►Daarlighed at stole det mindste paa Fred og Forbund, men for at gjøre dette ret klart, brød 📌Preusens 👤Friederich to Gange sit Forbund med de andre Magter, og sluttede særskilt Fred, da han fik hvad han attraaede: den største Deel af 📌Schlesien. Ved Hjelp af sine tro Ungarer og 📌Engellands 👤Georg den Anden, holdt 👤Marie sine øvrige Fjender Stangen, fik sin Gemal, 👤Frands af 📌Lothringen, valgt til Keiser, efterat den baierske 👤Karl, som en kort Tid havde baaret det høie Navn, var død, og beholdt i den Aachenske Fred*1748. sine øvrige Lande, ►saanær som 📌Parma og Piacentza, der afstodes til 📌Spanien. Vel forundredes man i Almindelighed mere over den unge Preuse-Konges Dristighed og Lykke, end man harmedes over hans Politik, men det var dog meget begribelig ikke Tilfældet med 📌Østerrig, der dybt følde, hvilken Ydmygelse Keiserhuset havde fristet af en Fyrste, det var vant til at ansee for sin Lehnsmand, og tørstede efter Hævn 451og Erstatning. Den verdenskloge 👤Kauniz gjorde sit Mesterstykke, ved at stifte, hvad man ansaae for umueligt, et Forbund mellem 📌Wien og 📌Versailles; 📌Sachsen og 📌Rusland tiltraadte, fordi Grev 👤Brühl og Keiserinde 👤Elisabeth ►havde Spottegloser paa 👤Friederich at hevne, og nu besluttede man at bekrige ham efter den ny Folkeret, fordi man havde Lyst til at dele hans Lande. 👤Friederich kom imidlertid under Veir med Anslaget, og sparede dem Uleiligheden baade med Krigs-Erklæring og Angreb,*1756. ved at rykke ind i 📌Sachsen og fange den sachsiske Hær i sin Rede, i Leiren ved 📌Pirna. Saaledes opkom den navnkundige Syvaars-Krig, men da 📌Rusland ved denne Leilighed først traadte i nærmere Forbindelse med det øvrige 📌Europa, er det passende her at kaste et Blik paa denne uhyre Landstrækning.

✂ Saalænge mueligt undgaaer Historikeren gjerne at tale om de Slaviske Folkefærd; thi saa ufuldstændig og ufuldkommen den Beskeed end er, man om andre Folkefærd kan give, saa er dog de øvrige europæiske Folks Historie lys og klar i Sammenligning med deres. Naar man imidlertid kommer til 📌Rusland, da hjelper ikke længer nogen ►Trevenhed; thi i denne ►Folkeørk, hvor man tæller i det Mindste 60 ►Horder med forskjelligt Tungemaal, ere Slaverne ►aabenbar Hovedmændene, dem er det ene, som have Historie og ►Bogsprog, og til dem maa da Historikeren holde sig. Vel maa det synes temmelig 452ligegyldigt, hvordan det hænger sammen med Folk som i Aandens Rige vel har ingensteds hjemme, og synes udygtige til nogensinde at kunne der opslaae Pauluner, men deels tør Historikeren ikke ansee noget Menneskeligt for ubetydeligt, deels nødes han til med Opmærksomhed at betragte et Rige, hvis Indflydelse paa det egenlige 📌Europa er igjennem ►Kanon-Aarer blevet ►mærkelig, og synes at ville tiltage, og endelig er her umiskjendelig en slavisk Hoved-Stamme som det, da man tæller henved 70 slaviske Folkefærd, vel maatte lønne Umagen at gjøre Bekjendtskab med. I visse Maader lader det sig rigtig nok ikke gjøre, med mindre man lever i Landet, kan ►Slavonisk og har Adgang til Haandskrifter, da kun meget faa af Landets historiske Mindesmærker ere trykte, end sige oversatte eller bearbeidede, men blot at vide dette om et Land, der i ►halvtrediehundrede Aar har kjendt Bogtrykkerkunsten, er allerede ingen ubetydelig Kundskab; thi Mangel paa Aand kjendes nok saa nemt af Uvirksomhed som Aanden af sine Værker. At denne Slutning, i det Mindste her, holder Stik, kan vel, uden at det dog behøves, følgende korte ►Udsigt bevise.

✂ Indtil Midten af det niende Aarhundrede var 📌Rusland, efter sine egne Krønikers Beretning, et Overdrev for vilde ►Horder, hvis hele Fælledsskab var indskrænket til det Aag af ⓘ AvarerAvarer] GV, Abarer A, hvide og sorte Ungarer, ►Chasarer, ►Vareger 453og Andre, hvorunder de ►alt imellem sukkede. Kun paa tvende Steder var, man veed ikke naar, eller hvorledes, noget mere Sammenhold og mere menneskelig ►Rørighed begyndt, i Egnene nemlig omkring 📌Kiov og 📌Novgorod, to Stæder hvis Opkomst taber sig i det mørke Tidsrum. Sandheden heraf er ►upaatvivlelig, thi lige indtil nu, var det ene i disse Egne man sporede nogen Livlighed, at det var Polakker som grundede 📌Kiov, vidner Sagnet, og Historien stadfæster det, men hvad den Stamme som grundede 📌Novgorod kaldtes, er ikke saa afgjort, dog synes den tidlig at have faaet Navn af Russer, og havde i det mindste tæt ved sig ►Tschuderne, som man neppe tager Feil i at ansee for en skythisk Stamme. I Midten af det niende Aarhundrede undertrykde ►Chasarer 📌Kiov, og ►Vareger 📌Novgorod, og da ►Varegerne vare fordrevne, opkom en saadan Uenighed, at Stammerne omkring 📌Novgorod indkaldte Fyrster af deres forrige Fiender til at styre og beskytte Landet. Ved denne Leilighed kom da Brødrene 👤Rurik, 👤Sineus og 👤Truvor did, blandt hvilke 👤Rurik, som nedsatte sig ved 📌Ladoga (i 📌Aldeigaborg) overlevede de Andre, og blev Stamfader til 📌Ruslands Czarer. At disse ►Vareger har været nordiske Folk, kan vi vel ei ►omtvivle, men naar man med al Magt vil gjøre dem til Svenskere, da bør det vides, at Sligt er en i Landets Krøniker uhjemlet Gjætning, og at man ei kan skjønne rettere, end at ►Vareger betyder, ligesom ►Baran454ger► og Væringer, nordiske Krigsfolk i Almindelighed. Naar man desuden husker, at Indkaldelsen netop falder i den Tid, da ►Ynglingernes Fremgang fyldte Havet med norske Vikinger, maae man finde det rimeligst at disse ►Vareger vare Nordmænd, Noget der ►og synes at stadfæste sig ved det Forhold mellem 📌Norge og 📌Gardarike, vi i de islandske Krøniker saa ofte ⓘ findefinde] GV, sinde A berørt. Imidlertid bør det ikke forties, at det synes som 👤Nestor kalder de ►Vareger man indkaldte: Russer, at de Svenske paa Finsk, men ikke paa ►Slavonisk, omtrent kaldes ►saa, at 📌Uplands Kyst kaldtes 📌Roslagen, og at man i et islandsk Eventyr (►Herrøds og Boses Sagn) finder tre Brødre, ►Rørek, ►Siggeir og ►Tuares, der skildres som mægtige Vikinger, og havde deres ►Tilhold netop paa 📌Uplands Kyst. Sagen, der ikke er saa ubetydelig, som den synes, maa da vel staae uafgjort, indtil Historien ret tydelig viser, hvilket nordisk Folk der ligger 📌Ruslands Hjerte næst; thi hos dem var det ►upaatvivlelig det søgde sine Fyrster. 👤Rurik nedsatte sig ved 📌Ladoga, og blev efter sine Brødres Død eneste ►Skytsherre i Egnen omkring 📌Novgorod, behandlede Landet, efter nogen Modstand, som sit ►Odelsgods, og deelde det mellem sine Stalbrødre, men iblandt disse skal han have forbigaaet Tvende: ►Askold (►Eskild) og ►Dir som droge til 📌Kiov, stiftede der, efter at have fortrængt ►Chasarerne, et eget Fyrstendom, og skal, efter et, just ikke rimeligt, men ei heller 455afbeviist Sagn, have været med de Russer, som, hvem de end for Resten vare, paa denne Tid virkelig beleirede 📌Constantinopel.*866. Vist er det derimod at 👤Ruriks Søn 👤Igor (👤Iver) gjorde et uheldigt ►Søtog ind i 📌det sorte Hav, at han indtog 📌Kiov, og at hans Enke 👤Olga lod sig døbe i 📌Constantinopel. Navnkundigere blev endnu 👤Vlodimer (👤Voldemar), som efter mange lykkelige Krige, ogsaa med Grækerne, antog og indførde i sit Rige,*987. disses christelige Bekjendelse. Hos ham var det efter islandske Krøniker, at 👤Olav Tryggesen ►opfødtes, og dette er et af de flere Sagn om Samkvem mellem 📌Norge og 📌Garderige, som synes at tale for 👤Ruriks norske Herkomst. Den ►mærkeligste af 👤Valdemars Sønner var 👤Jaroslav, som blev Eneherre ved at undertrykke sine Brødre, og med ham, hvis Navn ►alt er fremmed, synes det nordiske Samkvem omtrent at være ophørt,*døde 1052. dog var han gift med en ►Dotter af Kong 👤Oluf Svensker, i hans Gaard opfødtes 👤Hellig Olavs Søn 👤Magnus, og indtil langt ind i det tolvte Aarhundrede, da den danske Kong 👤Valdemar den Første, selv paa Mødrene-Side af ►varegisk Herkomst, endnu fik sin Dronning derfra, sporer man i en enkelt Linie det nordiske Blod. I Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, da indvortes Krige søndersleed Landet, brød ►Mogolerne, eller, som de her kaldtes, Tartarerne ind, og deres Hersker 👤Batu Chan, fik, efter det store Slag, hvori Fyrst 👤Georg af Vladimir med 456tolv andre Høvdinger faldt, Overmagt i Riget, men høist ►mærkeligt er det, at 📌Kiov og 📌Novgorod saagodt som undgik dette Aag; thi 📌Kiov faldt til 📌Polen, og 📌Novgorod vedblev, under en ►varegisk ►Skytsherre, at være en fri Hansestad. Naar man derfor taler om den trehundredaarige Glemsel, hvori 📌Rusland nedsank for det øvrige 📌Europa, da vil det i Grunden ikke sige andet, end at de talrige ►Horder, hvis ►Kneser forhen stode under Fyrsterne af 📌Kiov og 📌Novgorod, nu skildtes fra dem, og at der imidlertid dannede sig et Moskovitisk Rige, som man naturligviis ikke lærde at kjende, førend det gjennem 📌Kiov og 📌Novgorod traadte i Forbindelse med 📌Europa. Det var en 👤Daniel Alexandersen, som først, ved Tabet af 📌Kiov,*1300. flyttede sit Herresæde til 📌Moskau, og 👤Ivan 👤Basileisen 👤(Vasiliovitsch) den Første,*1477. som afkastede det tartariske Aag, undertvang de øvrige Smaafyrster, og blev Herre over 📌Kiov og 📌Novgorod.*døde 1505. Vel fik Tartarerne endnu engang, under Sønnen 👤Basil (👤Vasilei) Overhaand, men 👤Ivans Sønnesøn og Navner, ei omsonst kaldet 👤den Gruelige, reev sig atter løs, lagde hele 📌Rusland med 📌Casan og 📌Astrakan i de afrystede Lænker, og udkastede sine Kroge i det fornuftige Folke-Hav, for om mueligt, at drage Alt til sig hvad der kunde forøge hans Magt og Anseelse,*døde 1584. og tilfredstille hans Nysgjerrighed. Dog, endnu maatte et heelt Aarhundrede forløbe, inden Moskoviterne kunde omgaaes med europæiske Folkefærd, und457tagen paa Valpladsen, hvor Sværdet jævner Alt, ja man kan vel sige, det er ei synderlig nærmere endnu, kun Kiover og Novgoroder er det, som under ny ►Herrestammer have gjort nogle Skridt til fredelig Forbindelse, medens alle Folk vesten for 📌Veichsel og 📌Alandshavet, grue for at mødes med Tigerhorderne under 📌Moskaus Banner. 👤Ruriks herskende ►Mandsstamme uddøde med 👤Ivans Sønner, af hvilke den ene faldt for sin Faders Haand, den anden, 👤Foedor, gik i Kloster, og den tredie, 👤Demetrius, myrdedes saa hemmelig, at en russisk Munk, 👤Griska Utrapeia, kunde stjæle hans Navn, og, som hans Gjenfærd, skrække Livet af hans Morder; Tartaren 👤Boris Gudenov, som havde anmasset sig Thronen, og nu forgav sig selv.*1605. Stor vedblev imidlertid Forvirringen og Ødelæggelsen at være, da falske Demetrier immer afløste hinanden, og Svenskere saavelsom Polakker ►fiskede i rørte Vande. Omsonst ►kaarede man den polske 👤Ladislaus af Vasastammen til ⓘ CzarCzar] GV, Ezar A, han vilde i 📌Varschau regjere ►Horder, som knap i 📌Moskou lode sig tæmme, og agtede vel at gjøre det uhyre Rige til et polsk ►Voivodskab, men nu besteeg en ny Slægt, saavidt man kan skjønne, fra 📌Novgorod, Romanoverne nemlig, Thronen med 👤Michael Foedorsen,*1613. en Dattersøn af 👤Ivan den Anden, som det var underligt, 👤Boris Gudenov oversaae, da han forgav Farfaderen, og nødte Faderen til at ombytte Høvdingsværdet med Bi458spestaven. Maadeligt saae det vel i Begyndelsen ud med Romanovernes Herredømme; thi 👤Michael maatte afstaae betydelige ►Landskaber til 📌Polen og 📌Sverrig, hvorved han udelukdes fra 📌Østersøen, og derved fra Forbindelse med de europæiske Stater, men han beholdt 📌Novgorod og var besiælet af de gamle ►Varegers Aand, og efter Aanden maae dog Omstændighederne tilsidst rette sig, om de end stritte en Stund. Allerede under hans Søn 👤Alexius var 📌Polen saa svækket i de svenske Krige, at 📌Kiov kunde tages tilbage,*1654 og en Deel af 📌Lifland vindes, og uagtet det varede længere, inden 📌Sverrig, som netop i det syttende Aarhundrede havde sit glimrende Tidsrum, maatte give Slip paa Byttet, saa skedte det dog under 👤Alexes yngste Søn 👤Peter den Stormægtige.

✂ Rummet tillader ikke nogen udførlig Beskrivelse af 📌Ruslands Stilling og Tilstand ved 👤Peters Thronbestigelse,*1689. saalidt som af de Forandringer der skedte under hans driftige Regjering, saa Vankundigheden har et godt Skjærmbret, men et Blik, saavel udad som indad, kan man dog ikke vel undlade. 📌Polen og 📌Sverrig havde i meer end et halvt Aarhundrede ligget i idelig Krig, mindre om den svenske Krone, end om 📌Lifland og 📌Estland, og af disse ►Landskaber var 📌Sverrig endelig ved Freden til 📌Oliva *1660 kommet næsten ganske i Besiddelse, men begge Rigers Kræfter ►syndes omtrent udtømte, det vil sige, den livlige Følelse af aandig Eenhed, og, hvad 459deraf følger, Lyst og Mod til store Foretagender, ►syndes hos de Landes Folkefærd at synge paa det sidste Vers, ja man kan sige, at i 📌Polen var Verset allerede sunget, thi det var Bedriften under 👤Johan Sobiesky,*1683. som endtes med 📌Wiens Undsætning. Syv Aar efter 👤Peters egenlige Thronbestigelse døde 👤Sobiesky, og 📌Polen fik i 📌Sachsens Kurfyrst en Konge, der ei skulde indskrænke 📌Rusland, men Aaret efter 👤Sobiesky døde 👤Carl den Ellevte i 📌Sverrig,*1697. og med hans Søn var det 👤Peter maatte ►drages om Reeb, dersom han vilde eie 📌Ingermanland, 📌Estland og 📌Lifland, og derved ►række 📌Øster-Søen, den store Fiskepark i 📌Norden. Hvad den unge 👤Carl den Tolvte ►førde i sit Skjold vidste Ingen, men det maatte prøves, og, i Forbindelse med Kongerne i 📌Polen og 📌Dannemark: 📌Sverrigs naturlige og dets historiske Fjende, vovede 👤Peter et Forsøg,*1700. der nær kunde kostet ham Thronen, men kom gjennem sære Omskiftelser til at koste 👤Karl Livet, og 📌Sverrig meer end hine ►Landskaber, som nu forenedes med 📌Rusland.*1721.

✂ Dog, 👤Peter vilde ►ustridig mere end erobre Land, de russiske Fyrsters latterlige ►Skjødelyst, han vilde omdanne Russerne til et kløgtigt, belevent Folk, og grunde en Stat der skulde tilegne sig alle andre Staters Fortrin, og saa naturligviis indlemme dem i sig, og nu maae vi da vende Øiet indad, og see, om vi kan opdage, hvorvidt denne Hensigt havde sin Grund i Folkets tilsva460rende Følelse, eller kun i 👤Peters Hoved, med andre Ord, vi maae spørge om, hvad Russerne, efter Historiens Oplysning, vare skikkede til; thi at ville gjøre et Folk til andet, lærer Historien os er en ligesaa forfængelig Attraae, som at ville gjøre et enkelt Menneske til andet, og Kunststykket at gjøre Aand af Kjød, og Kløgt af ►Klods, lykkes ligesaalidt i det Store som i det Smaa.

✂ Aand hos et Folk kalde vi en naturlig Retning til det Oversandselige, som giver det en indvortes Eenhed, og lader sig ►tilsyne deri, at hele Folkets Stræben gjennem Historien gaaer ud paa noget Oversandseligt, som det Eneste der kan være fælleds for de adskillige Mennesker og Slægter i Tiden og Rummet. Dersom nu et Folks Historie ikke kundgjør en saadan Stræben, da fradømmer den Folket Aand; thi den kundgjør Mangelen, men aldeles kan intet Folk mangle Aand; thi da blev det aldrig et Folk, da var et villigt og varigt udvortes Fælledskab ganske umueligt. Imidlertid kan vi godt tænke os, at i et Land, som beboes af mange forskjellige Stammer, de fleste kan være saa dyriske, at man intet bestemt Aandigt kan spore hos dem, saa der ingen anden Forskjel bemærkes mellem dem og Vilde, end en som svarer til Forskjellen mellem tamme og vilde Dyr, og det kan være Tilfældet, naar der findes en enkelt Stamme af mere aandig Na461tur, som det lykkedes at tæmme de andre og gjøre dem til Trælle for sit Øiemed.

✂ Hvorvidt nu dette er Tilfældet i 📌Rusland, lader sig endnu ingenlunde sige paa en Prik, men at det for en stor Deel er Tilfældet, viser Historien; thi deels er det kun i 📌Kiov og 📌Novgorod vi spore nogen folkelig Rørelse, deels mærke vi, selv der, gjennem en Række af syv Aarhundreder, fra 👤Vlodimer til 👤Peter, saa lidet til nogen Udvikling, at man ret maa betænke sig, for ikke at nægte dens Tilværelse og paastaae der fandtes en Stilstand. Man kan derfor neppe danne sig en klarere Forestilling om det russiske Folkeliv, end ved at antage en svag Følelse af Statsforfatnings Nødvendighed, og af Slægternes historiske Sammenhæng, for det Høieste der findes hos de indfødte Stammer, saa den høieste Retning er Attraaen efter at forenes med Folkefærd, der eie, hvad de selv kun ahne, og ►Varegerne, hvem de saa for Resten vare, de eneste der ere skikkede til aandig Selvvirksomhed. Herved komme vi nemlig til at forestille os 📌Rusland aandig som, hvad det legemlig er: Ryggen af 📌Europa, eller bestemtere af 📌Tydskland og 📌Skandinavien; thi at Statsforfatning egenlig er en Forstandssag, og Tydskernes ►Livstykke, samt at Historien er 📌Nordens Arvegods, vil vi, indtil Videre, ansee for afgjort. At nu ►Ingrer, Liver og Ehster ogsaa aandig høre med til Russerne, det har Historien lært os, og udentvivl maae vi i dem see, saa at 462sige, tre Hager, som udgjøre Russernes Sammenhæng med Svenske, Tydske og Danske, ligesom 📌Novgorod synes nærmest at hænge sammen med 📌Norge; i det Mindste er det vist, at 📌Lifland staaer i et temmelig nøie historisk Forhold til 📌Tydskland, ligesom 📌Estland til 📌Dannemark. En Følge heraf er, at 👤Peter ⓘ CzarCzar] GV, Ezar A, som først forenede disse to ►Landskaber med Riget, maa staae for os som Fuldmægtig for den høieste Stræben, der, uden Livers og Ehsters Medvirkning, kunde avles i 📌Rusland, og om der, ved Hjelp af dem, kan avles en høiere, beroer paa, om disse Folk, der ►aabenbar ere af en ædlere Slægt, have Kraft nok, og Lighed nok med Russerne, til at ►spille Mester, hvilket Tiden vel ►alt omtrent maa have viist.

✂ Vende vi os nu til Historiens Vidnesbyrd om Russernes Forhold til Aandelivet, før 👤Peters Dage, da møde vi, som sagt, først Beretningen om ►Varegernes Indkaldelse, af Længsel efter Landefred, og om Folkets Daab, der staaer som en Virkning af ►Varegernes Lyst til en venlig Forbindelse med Hoffet i 📌Constantinopel, en Lyst vi veed de deelde med Væringer, og som er let at forklare, dersom ►Varegerne vare Nordmænd, og Nordmændene oprindelige Brødre til Thracerne. At det, naar vi undtage 📌Novgorod og 📌Kiov, ei havde Stort at betyde med Russernes Omvendelse, kan man vel begribe, siden den gik saa stille af, og saamange Stammer endnu ere enten 463ganske, eller dog næsten Hedninger, men det viser sig ►og allerede deri, at de hedenske Tartarer kunde, 200 Aar efter, indtage Landet og beherske det saalænge, til de selv udmattedes. Hvad som derimod er ►mærkeligt, er at vi finde indenlandske Krøniker, som omtrent begynde og slutte med de islandske, en Omstændighed, der synes at sætte ►Varegernes norske Herkomst udenfor al Tvivl. Det var i 📌Kiov, i det 📌Petscheriske eller 📌Hule-Klosteret, som stiftedes i Midten af det 11te Aarhundrede, at 📌Ruslands Krønike fødtes og havde sit bedste ►Tilhold, og her skrev*omtr. 1100. Munken 👤Nestor ved Aarhundredets ⓘ SlutningSlutning] GV, Slutniug A sin længe glemte, siden meget ►forroste, men endnu meget utilstrækkelig bekjendte ►Tiding (►Vremenik eller ►Lietopis) om Folkets Hændelser. Vigtig er Bogen ►tilvisse, men at sammenligne den enten med 👤Snorres eller 👤Saxes, end sige gjøre den til en ►symbolisk Bog i 📌Nordens Historie, gjør man neppe, med mindre man er en ►Rus med Liv og Sjæl, eller saa stakaandet og stærblind en Critiker som 👤Schlözer; thi Bogen lader sig kun sammenligne med Middelalderens tørre og matte Annaler, eller i det Høieste med ►Saxe-Krøniken, og Texten synes at være saa usikker, at Udgiveren maa for en stor Deel gjøre den selv, en Omstændighed som især gjør det saare ►misligt at beraabe sig paa 👤Nestor, naar Talen er om Folk og Hændelser udenfor 📌Rusland. Blandt de følgende ►Annalister er især 👤Johan,*omtr. 1230. en Pope i 📌Nov464📌gorod ►mærkværdig, deels fordi han er samtidig med 👤Snorre, og deels fordi han har ⓘ ►opbevaret den ældste russiske Lov (►Pravda) som Storfyrst 👤Jareslav gav Novgoroderne 1020, og som skal have en ►mærkelig Lighed med vore nordiske Love. Selv under det tartariske Aag vedblev man at skrive Krøniker, men ophørde saa godt som netop, da det blev afkastet; thi i det femtende Aarhundrede begyndte man at fylde Huller med polsk og bøhmisk Blandingsgods, og at kaste alt sammen i de saakaldte ►Slægtebøger (►Stepeny knigi). En saadan Slægtsbog, der skal ►forskrive sig fra Erkebiskop*døde 1406. 👤Kiprian i 📌Moskau, og gjordes færdig af en følgende Erkebisp der sammesteds, nemlig 👤Makar, kan man kalde*døde 1564. den Moskovitiske Historie, og dermed endtes omtrent Arbeidet før 👤Peters Dage; thi det var som om Gru for den skrækkelige 👤Ivan, selv efter hans Død, lammede Haanden som vilde beskrive hans Færd, og den anden 👤Romanov sørgede for at Gruen ei skulde forgaae. Vil vi nu end ikke lade os nøie med denne vel haandfaste Forklaring, saa er det dog nemt dertil at knytte den dybere Grund; thi deels er det klart, at 📌Kiov og 📌Novgorod maatte nedsynke i dyb Afmagt, før de underkastede sig 📌Moskau, og deels er det ligesaa ►rimeligt, at det syttende Aarhundrede, der fremskreed over den gamle ►Herre-Stammes Grav, var i 📌Rusland, saa at sige maalløst, som at det Samme var Tilfældet med det femtende i 📌Tydskland og 📌Norden, Tiden var 465der, da man behøvede en Reformation, og den havde ikke været der, hvis Krøniken ei saa at sige, var siunket i Graven med ►Fædrene og deres ►Herre-Stamme. At det virkelig var ►saa, blive vi bedst vaer ved at kaste et Øie paa Kirkeuhret; thi det gaaer, i denne Henseende, aldrig feil, og naar det gaaer i Staae, kan man være vis paa, det trænger til meer end at trækkes op, og i det Mindste til at giøres reent. Under 👤Ivan den Gruelige kom Bogtrykkerkonsten til 📌Rusland,*1564. og endnu i hans Dage udkom ►den gamle slavoniske Bibeloversættelse, som tilskrives den 👤Kyrill,*1581. der virkelig i det niende Aarhundrede oversatte ►Bibelen for Mæhrer og Bulgarer. Herved ►syndes det store Skridt til en Reformation at være gjort, men ►syndes ►og kun ►saa; thi skjøndt dette ►Old-Slavoniske Sprog, hvori Oversættelsen er forfattet, stedse var Kirke-Sproget, kunde dog vist de Færreste, selv af ►Slave-Stammerne, forstaae noget Sammenhængende deraf, end sige læse Bøger, og der fremkom ingen levende Røst, som kunde og vilde tolke den hellige Sandhed for Almuens Øren. Under den sidste ►Rurikide *1587. fik den russiske Kirke, som hidtil havde staaet under Patriarchen i 📌Constantinopel, sig en for sig selv i 📌Moskau, hvilket ligeledes husker os paa Reformationen, men kun for at lade os see, at her ingen fandt Sted. Endelig opstod der i det syttende Aarhundrede en Mand, som havde noget Nyt i Sinde, men hvad det egenlig var, er 466ikke nemt at sige, deels fordi Efterretningerne derom ere magre og ►stridige, og deels fordi han standsedes paa Halvveien. Denne, i al Fald mageløse russiske Biskop, 👤Nikon, *1605. var født i Egnen af 📌Nischnei-Novgorod, lagde sig ivrig efter boglig Konst, blev Biskop i 📌Novgorod, og derpaa Patriarch i 📌Moskau.*1652. Denne Værdighed beklædte han i sex Aar med stor Anseelse og Driftighed, lod ►Bibelen optrykke, prædikede, mod den almindelige Sædvane, ofte, holdt stræng Orden, befordrede Kundskab, og foretog en Forandring med Alterbogen, som man maatte ønske at kjende nøie, da den har tjent, i det Mindste til Paaskud for den første Sect man i 📌Rusland veed af at sige, de saakaldte ►Raskolniker (Frafaldne) eller, som de kalde sig selv, ►Isbraniker og ►Staroverster (Udvalgde og Oldtroende) som bebreide ham at have forfalsket baade Bøgerne og Kirkens Lærdom. Vist er det, at 👤Nikon ved sine Forandringer paadrog sig ligesaameget Had, som hans Anseelse og Lykke tildrog ham Misundelse, og ved at modsætte sig Oprettelsen af Kloster-Cancelliet, hvorved Geistligheden inddroges under verdslig Domstol, mistede han aldeles Czarens Gunst. Vel tænkde han at vinde Seier, ved at lægge sin Stav,*1658. indslutte sig i et Kloster, og derved ligesom erklære Riget i Band, men det hjalp ikke, Czaren lod holde et Kirkemøde, hvor selv Patriarcherne af 📌Alexandrien og 📌Antiochien vare tilstæde, og der blev, efter Czarens Befaling,*1667. 👤Nikon afsat 467og bandsat. Kun for saavidt seirede 👤Nikon, at han aldrig underkastede sig, og blev efter sin Død*1681. ei alene løst af Band, men fulgt til Jorde af den daværende Czar, 👤Foeder Alexiovitz. Om det var hans Hensigt at reformere ►Bibelen efter sit Hoved, maa man vel end lade uafgjort, men at han ei vilde reformere Kirken efter ►Bibelen, det seer man, og, som Reformator, er han da ikke at beklage. Aaret efter 👤Nikons Død tilfaldt Thronen 👤Peter, skjøndt han først sex Aar efter egenlig besteeg den, og vi see da let, at, efter Tiden og Trangen at dømme, var han kaldet til at være Reformator, ligesom det vel her maa blive os ►mærkeligt, at Historien, i Aarhundredets Begyndelse, ►syndes at ville anvise Romanoverne deres Plads paa Patriarch-Sædet; thi havde dette Sæde været efter deres Sind, vilde Alt ►aabenbar taget en anden Vending, men glemme maa vi ikke, at, efter Omstændighederne, lod ikke vel nogen omfattende Forbedring sig tænke, med mindre den forberedtes og beskyttedes ved ►Ukaser, raa Folkefærd maae som Børn optugtes før de kan overbevises.

✂ Nu skulde vi da i Korthed see, hvorledes 👤Peter fulgde sit store Kald, men først maae vi, som et Tillæg til det Foregaaende, med et Par Ord omtale to Stykker Skrift, der udgives for oldrussiske, og, som hvis de ere det, maae give ingen ringe Oplysning om Folkets Anlæg og Vilkaar. Det Første er et Stykke af en Krønike 468der tilskrives den første Biskop i 📌Novgorod, 👤Joakim, og maatte altsaa være forfattet i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede, men kom først i Midten af det attende for Dagen. Man seer let, at hverken denne Omstændighed, eller det ►fabelagtige Indhold beviser noget mod Skriftets Ælde, vist nok skulde man have gode Beviser derfor, naar man sætter det saa langt tilbage, men at det enten maa være gjort ►paa Kneb i det attende, eller skrevet før det trettende Aarhundrede, er klart; hvilken af Delene der er Tilfældet, maa, for en Historiker som læser det, være let at opdage, og den blotte Nævnelse af Skif som en Herre i 📌Skythien, synes nok til at afgjøre Trætten; thi at det skal være Angel-Saxernes ►Skef kan neppe ►omtvivles, og ham fandt vist ingen ►Rus i det attende Aarhundrede paa at ►indflikke. Navnet 📌Gardarik, som her gives til en Mand, synes ogsaa temmelig nøie at bestemme Skriftets Alder; thi det maa være fra en Tid, da man endnu dunkelt mindedes det nordiske Navn, men forstod det ikke længer, og her, som saa tit, skulde de høilærde Kritikere lære, ei at ►bryde Staven over et Skrift med et fornemt Pseudo, fordi det er nogle Aarhundreder yngre end man har indbildt sig; thi naar det kun er ældre end vi, kan det altid lære os Noget, vi ikke før vidste. Det andet mistænkelige Oldstykke vilde endnu være langt vigtigere, fra hvad Alder det saa end ►forskrev sig, naar det kun var til; thi det skulde være et 469Brudstykke af et ►oldslavonisk Kvad, fra det tolvte Aarhundrede og i 👤Ossians Smag, om 👤Igors Bedrifter, men, uden at tale om Smagen, hvorom man, allermindst med hvem der taler Fransk, skal disputere, har man al Grund til at tvivle om en Opdagelse, der, saavidt vides, endnu kun er bekjendt af en fransk intetsigende Anmeldelse uden Navn i ►Spectateur du Nord. *1797. Skulde imidlertid noget Saadant virkelig findes, da vilde det, iblandt andet, vise Russernes Gaver til Poesie, men dem ere de da nødte til at vise os selv, og kan de ikke frembringe Digte, da tilhører ingen dem, om der saa fandtes tusinde i deres ►Brevskaber.

✂ I det vi nu vende os til 👤Peter, der, som en tiaars Dreng, nødtes til at dele ►Herrenavnet med sin Halvbroder 👤Ivan, og overlade Magten til sin Syster 👤Sophie med hendes Yndling 👤Galizin, men tilvristede sig, ►alt som syttenaarig Ungersvend, baade Magt og Krone, da maae vi tilstaae at han var hvad vi kalde et opvakt Hoved, (Genie) forsaavidt som et saadant ogsaa udmærker sig derved, at det vaagner som af sig selv, eller, at derinde vaagne Syn og Tanker, som hæve sig over den Kreds, hvori det er dannet. Vel er det rimeligt, at 👤Galizin, der havde nogen Smag paa europæisk Tænkemaade, kan, endog mod sin Villie, have bidraget til at vække 👤Peter, men det vilde i al Fald kun stadfæste, hvad desuden er vist, at 👤Peter ingen stor Aand var, 470havde intet poetisk Øie, men kun Kraft til at gribe og levende tilegne sig Forestillinger, som vare sandselig afprægede i Verden. I Følge heraf var han nu vist nok ikke skikket til Reformator ►ͻ: Gjenføder i høiere Forstand, thi dertil ►udfordres et skaberisk (poetisk) Øie, hvori det Aandige speiler sig renere og fuldkomnere end det udvortes er nogensteds aftrykt, men kunde han ogsaa havt et saadant, vilde det dog ei gavnet ham stort, da Ingen kan omskabe et Folk, men kun i det Høieste ►indtage dem for hvad de ere skabte og skikkede til. Har da nu Erfaringen godtgjort, at Efterligning er den eneste Vei for Russer til Oplysning, da indsee vi let, at 👤Peter fra denne Side havde Alt, hvad han behøvede til at være sit Folks Forløber og Tugtemester, saa det kom kun derpaa an, om han ogsaa havde Hjerte for den bedste Retning, og Mod til at følge den. Var det nu ikke noksom klart for Fornuften, eller noksom stadfæstet ved Aartusinders Historie, da vilde 📌Ruslands Historie i forrige Aarhundrede være en ►mærkelig Bekræftelse paa den Sandhed, at hvem ►der bygger udenfor Troen, bygger paa Sand til Morskab for Tidernes daglige Vandløb, eller med andre Ord, at den der vil forandre et Folks Tænkemaade uden at forandre deres Hjerte, eller Hjertet uden Hensyn paa Troe, eller frembringe en livlig Virksomhed uden Livet og Lysten, han spilder kun sin Umage, og udretter i Grunden 471Intet, kan i det Høieste fremgjøgle et flygtigt Skin af sig selv, der, naar han er en mægtig Fyrste, har Kraft, og kan samle endeel Ligesindede om sig, vel har noget Blændende ved sig, men forgaaer med ham. Sandheder, saa klare som disse, som den, at et Menneske ei kan hengive sit Hjerte til Noget, han ingen Tro har til, og kan ei fæste Troe til hvad der strider mod hans Tro, uden først at aflægge denne, at det ►vist nok er en Velgjerning at rette et Menneskes vildfarende Troe, som da med Nødvendighed drager Tankegang og Virksomhed efter sig, men at det er uretfærdig Daarskab at paatvinge Mennesket Skin af hvad han troer er en Forbrydelse, saadanne Sandheder burde ei trænge til Gjentagelse, men de sædvanlige Lovtaler over 👤Peter Czar, saavelsom det attende Aarhundredes almindelige Tale og Handlemaade, gjør det til Pligt for Historie-Skriveren ved passende Leilighed paa det Flittigste at indskjærpe dem. Udenlands-Reise og Indkaldelse af Fremmede var, som det Foregaaende viser, aldeles nødvendigt for 👤Peter, naar han vilde vente at udrette Noget, og begge Dele satte han, som bekjendt, i Værk. 📌Tydskland, 📌Holland, 📌Engelland og 📌Dannemark vare ogsaa ustridig de rette Lande for ham at besee, og med særdeles Opmærksomhed betragtede han Meget, men Religionen var ham saa omtrent ligegyldig, og synes at have staaet for ham som lutter Overtro, hvoraf man ikke selv kunde have for lidt, men 472som man maatte lade Pøbelen beholde, til den blev klogere. Man finder derfor, at 👤Peter gjorde meer end nok for at vise sin Foragt for den russiske Kirke, ved at ophæve Patriarchatet og indsætte det saakaldte hellige Synode, der kun var et keiserligt Collegium af blandet Indhold, ved at efterabe, lige indtil virkelig Bespottelse, de kirkelige Processioner og andet Sligt, men heraf lærer man kun, at det var ikke Mod, men Sind han fattedes til at bekjæmpe Overtroen med de rette Vaaben.*1702. Noget var det nu vist nok, at han tilstædte alle christelige Partier ►fri Kirke-Tjeneste, men at han lod Forbudet mod al Overgang fra den herskende Kirke, hvis Vildfarelse han kjendte, staae ved Magt, beviser, at det blot var en politisk Forholdsregel, for de østersøiske Provindsers og de Fremmedes Skyld. Vel søgde han at formindske Klosternes Antal, og faae deres Midler i sine Hænder, men saalænge Folket troede paa Klosterlivets Hellighed, maatte Sligt, som Beviis paa en vanhellig Beregning af Arbeide og en ►end værre ►Vindesyge, netop indskyde de Bedre stærk Mistanke til alle hans Foranstaltninger. Vel søgde han endelig, ved Hjelp af 👤Theophanes Procopowicz *født 1681. fra 📌Kiov, at forbedre Geistligheden, ventelig fordi Erfaringen tilsidst lærde ham, at det var Knuden, og i den berømte Forordning,*1721. som nu udkom, finder man vist nok mangt et godt Raad og Bud, men deels kom de ►bagefter, og deels nytter det kun lidt at sige til overtroiske, 473uvidende og lade Bisper, at de skal oprette Præsteskoler, de skal bekjæmpe Overtroen, de skal sørge for passende Lærebøger og Postiller, altsammen Ting, som 👤Peter allerførst skulde seet sig om Medhjelpere til at udrette. Ja, behøver man vel mere, til rigtig at vurdere 👤Peters Fortjenester af sit Folks sande Oplysning, end den Kundskab, at, uagtet Bibellæsning stedse var tilladt i den græske Kirke, han dog ei gjorde et Skridt til at befordre den, eller til at skaffe ►Bibelen oversat paa Folkets Tungemaal! ►Allenfalds, saameget skal man nødes til at indrømme, var det jo Daarskab at tænke, et Folk kunde tilegne sig de protestantiske Folkefærds Udvikling, uden først at tilegne sig det der havde udviklet dem: Bibeltro og Bibellæsning. Kun lidet vilde det da nyttet Russerne, om 👤Peter havde gjort nok saameget for Videnskabeligheden, men nyttet vilde det Videnskabeligheden, og naar han troede at den kunde voxe paa sin egen Grund, burde han dog vist omhyggelig have pleiet den, og ei biet med at oprette 📌Academiet,*1725. til det kun kom tids nok for at holde hans Liigtale, ei heller burde han ladet det være nok med den overflødige Uleilighed at faae ►Nestors Krønike afskrevet i 📌Kønigsberg, og befale en Indsamling af Haandskrifter i Riget, men dog i det Mindste begyndt med at lade Noget deraf trykke. Det Sidste maatte ►upaatvivlelig skeet, hvis han havde havt saameget Hjerte for Historien, som for de Kundskaber der høre til at 474føre Krig, bygge Skibe, handle og vandle som andre Folk. 👤Peters, i Verdens Øine store, men i Historiens kun ringe, Hovedhensigt var da, at skabe sig en Hovedstad, en Krigshær, en Flaade, et Cabinet, og et Kjøbmandskab, der kunde staae ved Siden af hvilket Lands det skulde være, og hertil anvendte han over tredive Aars flittige Virksomhed. Hæren og Hovedstaden fik han; thi dertil behøves kun hos et stærkt Folk Penge og Tid, Skibe fik han ogsaa, men ingen Sømagt, som kunde maale sig uden med den tyrkiske, Politiken slog ikke ilde an, men Handelen vilde ikke til at komme i Gang, Bisagen, Folkets Omdannelse, og Videnskabeligheds Indførelse blev der saa godt som Intet af; i sin eneste Søn, 👤Alex, saae 👤Peter en ►Vantrevling, der dog i hans Øine var stærk nok til at kuldkaste hans hele Bygning, og lod ham henrette, men uden at tale om andet, staaer den Bygning ►aabenbar paa svage Fødder, der skjælver for det mindste Vindstød. Med sin svenske Gemalinde, kan man i to Henseender sige, efterlod 👤Peter ingen Sønner, og efter hendes Død*1727. fulgde et Tidsrum af nogle og tredive Aar, i hvilket den Smule aandige Skin, der var ligesom fremtryllet, næsten ganske forsvandt, under idelige Thronomvæltninger, hvori de franske Lykke-Riddere, som strømmede til den herlige Tumleplads for lette Vinde, ei havde liden Deel. Hvad der imidlertid aldrig mere tabde sig, og stedse maa ►forskrive sig fra Czar 👤Peters Dage, 475var Forbindelsen med det øvrige 📌Europa, og hertil maa Grunden ei alene søges i Erhvervelsen af de østersøiske Lande og Residentsens Forflyttelse, skjøndt disse Ting ►vist nok vare nødvendige Betingelser, men fornemmelig i Lysten dertil, som ►øiensynlig vaagnede hos 📌Ruslands Hovedstammer, saavelsom hos 👤Peter, skjøndt for en stor Deel først ved hans ►Mellemhandling. Man seer let, det er en overmaade vigtig Omstændighed, til hvilke europæiske Stater Russerne sluttede sig; thi baade giver det os Oplysning om deres Tilbøjelighed, og Formodning om hvad der kan blive af dem. Naar vi see Russernes Stræben efter Udvidelse ved 📌det Sorte Hav og 📌Øster-Søen, hvor de fandt Tyrker og Svenskere for sig, da er det ligefrem, at 📌Østerrig og 📌Dannemark maatte være de Stater, med hvilke de, for den udvortes Nyttes Skyld, især ønskede venlig Forbindelse, og for Czar 👤Peter, som især havde med 📌Sverrig at gjøre, og som vilde skabe en Flaade i 📌Østersøen, maatte fornemmelig 📌Dannemarks Venskab synes uundværlig. Paa enkelte Undtagelser nær, som man selv i 📌Rusland ansaae for Misgreb, har dette ogsaa været Tilfældet; men nu er det Spørgsmaalet, om Russerne indvortes har knyttet sig til de samme Stater, hvilket omtrent bliver det Samme, som at spørge, hvilket Folk de især have efterlignet. Herpaa lader sig imidlertid ikke svare ganske under Eet, fordi et Folk, der vilde have Noget, var det ►og 476kun Skinnet af Alt, maatte yttre sig temmelig vægelsindet, men dog er det ligefrem, at det Folk der havde Skin af Alt, maatte bedst kunde gjøre sig gjældende, og være behageligst at efterligne, og det var ustridig Tilfældet med Franskmændene. Vi finde derfor ogsaa, at det især var dem, der gjorde Lykke i 📌Petersborg, og hvad man kalder russisk Oplysning, er ►aabenbar fransk Vantroe og Levemaade, Læsning i franske Bøger, og, hos Enkelte, Forsøg paa at efterligne dem i Modersmaalet. Imidlertid nødtes man til at see, at saa behagelig en saadan Overfladiskhed end kan synes i Religion, Omgang og de smukke Videnskaber, saa er den dog i ►allehaande Værksteder, saavel Hovedets som Haandens, hvor noget forsvarligt Arbeide skal gjøres, kun Fuskerie, som man ikke engang, uden selv at være Franskmand, og omgivet af lutter franske Øine, kan give Skin af Noget, og allerede denne Opdagelse maatte gjøre Tydskerne uundværlige, som derfor stedse have kjæmpet med Franskmændene om Indflydelsen, og beholdt den i Flidens som hine i Smagens Rige. Det blev imidlertid det Protestantiske 📌Tydskland, hvortil man knyttede sig, deels af den gyldige Grund, at der havde Fliden og Kundskaben hjemme, deels fordi den græske Menighed stedse har anseet sig for nærmere beslægtet med den Protestantiske, end med den Catholske, hvilket den ogsaa unægtelig er, forsaavidt som ►Bibelen af Begge ansees for Troens 477eneste Rettesnor, men, under nærværende Omstændigheder, maa man vel mest søge Grunden i det bestemte Stridsforhold mellem Græker og Latiner og i Catholikernes Proselyt-Magerie. Et utvivlsomt Vidnesbyrd om Tilbøieligheden til Protestanterne er det, at Keiserne stedse attraaede Svogerskab med deres Fyrster, og disses Afkom maatte da vel stræbe at knytte Baandet endnu fastere. At det nu ogsaa var Tydskerne, til hvem Russerne, som Slaver, stode i nærmest Forhold, det maa man slutte af Historien, som viser os, hvorledes det ene slaviske Folkefærd efter det andet, deels nedsatte sig i 📌Tydskland, deels knyttede sig dertil, og den dybere Grund ligger deri, at Forstand er noget, man ei kan kjende, uden naturlig at ønske sig saameget deraf, som mueligt. Befinder der sig imidlertid en Stamme i 📌Rusland, som staaer i et nærmere Forhold til de nordiske Folkefærd, da maa det ogsaa have viist sig i den nyere Tid, og man veed, at allerede 👤Peter Czar attraaede dansk Svogerskab, ja indgik virkelig et saadant med Side-Linien af 📌Danmarks Konge-Stamme, ved at gifte sin ►Dotter, 👤Anna Petrovna, med Hertug 👤Carl Friederich i 📌Holsteen, hvis Søn, 👤Carl Peter Ulrich siden besteeg 📌Ruslands Throne og blev Stamfader til det ►nærværende Keiserhuus. At ogsaa adskillige Danske have ⓘ nedsat signedsat sig] GV, nedsat A i 📌Rusland, og især tjent i Krigen, er vist nok, men hidindtil har 📌Dannemark ingen umiddelbar aandig Indflydelse havt 478paa Russerne. Grunden hertil maa vel tildeels søges deri, at 📌Dannemark ei har ►været videnskabelig for Orde, og de danske Boglærde ei begjærlige efter at udvandre, men Hovedgrunden ligger dog vel deri, at Bibel og Krønike ere de Bøger, Danske have gjort meest, og de saakaldte oplyste Russer mindst af; thi saalænge det var Tilfældet, kunde ingen Tiltrækning yttre sig. Vel havde Czar 👤Peter indrettet en historisk ►Klasse ved 📌det Petersborgske Academie, Tydskerne 👤Bayer og 👤Müller begyndte i Aarhundredets første Halvdeel at rydde op i de gamle Krøniker, men de forstode ikke Sproget, og Hoffet taalde ikke at man kaldte ►Varegerne Normanner, end sige, at man udgav og undersøgde de gamle Beretninger, mellem de Indfødte var det kun 👤Tatisczev, som med franske Grundsætninger, blot haandværksmæssig Flid og uden alle lærde Kundskaber, sammenskrev en russisk Krønike, der ei engang maatte trykkes, og 👤Peter den Stores ►Dotter, 👤Elisabeth, ophævede 📌Academiets historiske ►Klasse.*1747.

✂ Denne Keiserinde lod Alt, saavidt mueligt, falde tilbage til Slendrianen før 👤Peter, men Krigshæren havde dog lært at bevæge sig og skyde med Kanoner, den var talrig, bestod for en Deel af Folk, der vare vilde Dyr ligere end Mennesker, og lagde da en frygtelig Vægt i Skaalen mod 👤Friederichs og hans Høvdingers Krigskonst.

✂ At beskrive Syvaars-Krigen, vilde ingenlunde lønne Umagen for hvem der kun tager Deel 479i Krige, hvor han kan see Menneskets høiere og ædlere Kræfter kjæmpe, og veed hvem han skal ønske Seieren; thi det klogeste Ønske var ►upaatvivlelig her, at i Grunden Ingen maatte seire, men ►Kæmperne fortsætte den blodige Leeg, saalænge til de paa begge Sider, trætte og med ►braadne ⓘ Pander,Pander,] GV, Pander; A ► fik Lyst til at holde Fred, og dette Ønske blev nogenlunde opfyldt. Ikke blot Slaget ved 📌Rosbach, men den hele Krig vakde i 📌Europa Foragt for den, engang saa frygtelige, franske Hær, 📌Sverrig, som ogsaa tiltraadte Forbundet mod 📌Preusen, tabde, uden noget Slag, sin hele ►krigerske Anseelse, 📌Østerrig blev høilig svækket saavel ved sine Seire som Nederlag, og dybt ydmyget i Slagene ved 📌Prag, 📌Leuthen og 📌Torgau, 👤Friederich lærde ikke blot, men dog især, ved 📌Collin og 📌Kunnersdorf, at han baade kunde overvindes og maaskee tilsidst kun finde een Udvei, nemlig Selvmord, og Russerne viiste midt under deres Seire, saavelsom da de bleve slagne ved 📌Zorndorf, at de ikke vare nær saa farlige Fjender i Marken som i Husene, og at det kun var Forbindelsen med de andre Magter, de havde at takke for deres Fremskridt. Naar vi til den ►Lykkevexel, selv disse Vink minde om, føie det ►uformodenlige Udfald Kampen fik, i det 👤Friederich beholdt alle sine Lande uden en Fodsbreds Afkortning, da seer man ►vel, at Krigen frembyder et Skuespil, som maa forlyste os, naar vi kan glemme Historiens Sammenhæng og Menneskelivets høiere 480Betydning; thi at see Kongen i et hidtil ubetydeligt Rige, blot, som det synes, ved medfødt Heltekraft og overlegen Forstand i en saa langvarig Kamp trodse det halve 📌Europas forbundne Magt, og ved sin Standhaftighed tilsidst ligesom aftvinge Skjebnen Agtelse og Bistand, forlyster os altid, og i høiere Grad, jo høiere vi selv sætte Næsen, og jo mere vi ønske at have frie Hænder i Verden. Intet Under altsaa, at man i det attende Aarhundrede over Syvaarskrigen glemde Fortidens største Tildragelser, og satte den preusiske Krigskonstner høit over de gamle Dages Helte, ja glemde aldeles, hvad det var, som da 👤Friederich stod forladt af 📌Engelland, berøvet al Udsigt til, selv ved den fordelagtigste Fred, at faae 📌Preusen igjen, og halv forsagt ved Tanken om næste Feldtog, som da pludselig gav ham Spillet vundet. Det var nemlig Keiserinde 👤Elisabeths Død;*1762. thi 👤Carl Peter Ulrich, som nu, under Navn af 👤Peter den Tredie, besteeg Thronen, brændte af Begjærlighed efter at vise 👤Friederich sin Beundring og 📌Dannemark sin Overmagt, gav 📌Preusen tilbage, og lod en Deel af sin Hær forene sig med 👤Friederichs. Vel varede 👤Peters Regjering kun sex Maaneder, men hans Gemalinde, 👤Cathrine af Anhalt Zerbst, behøvede Freden og holdt den, og 👤Marie Therese, der ►alt forhen var forladt af 📌Frankerig, saae sig da nødt til den berømte Fredslutning i 📌Hubertsborg.*1763. Ingen kan sige, hvortil det vilde ført, hvis 👤Friederich 481var faldet i Kampen, eller havde mistet sine Lande, men, uagtet man kunde fristes til at ønske det, gjør man det dog ikke, thi naar man har mindste Formodning om, hvad Følgen havde blevet, hvis Russerne havde beholdt 📌Preusen, maa man vel dæmpe Fristelsen, især naar man tillige kaster et Blik paa 👤Joseph den Anden, og tænker sig ham, uden den preusiske Modvægt. Havde ogsaa den Strøm der nu kom til at udgaae fra 📌Berlin, ladet sig ►stemme i sit Løb, da vilde derved det franske Skybrud, i Revolutionen, kun blevet des grueligere, og Ødelæggelsen var da vel blevet grændseløs.

✂ Dog, det Virkelige, ei det blot Tænkelige tilhører Historien, nu skedte det, at Alles Øine kom til at vogte paa 📌Berlin, og did maae vi da ogsaa stirre med de Boglærde og Sangerne i 📌Nord-Tydskland, for at see, man kan ikke sige, hvilken Aand, men hvilken Fornuft der nu kom til Orde og til Ære.

✂ At en Tid, der ansaae 👤Friederich den Anden for et ►Konge-Mynster, havde en ganske anden Maalestok for Høihed og Sandhed, end man siden Reformationen pleiede at anvende, ja, end man siden det hedenske 📌Roms Dage havde erkjendt, det er unægteligt. ►Mynsteret paa en christen Konge maatte ►aabenbar sætte sin Ære i at være sit Folks Fader og Kirkens Pleiefader, men nu er det vist, at 👤Friederich vilde kun være sin egen Storheds, og i det Høieste sine Soldaters Fader, medens han paa det Omhyggeligste 482skildte sig fra sit Folk, og vurderede det kun efter Hæren og Skatten det kunde yde; og at han ansaae Kirken kun for et nødvendigt Onde, man for hines Skyld maatte taale, men aldrig kunde noksom hade og spotte, det har han ikke blot udtrykkelig sagt, men ►aabenbar viist. Krigshæren og Skatkammeret vare, efter hans Mening, de tvende ►Atlas-Skuldre, hvorpaa Stats-Himmelen, med samt dens Gud, urokkelig hvilede, og at forvandle hele ►Bestyrelsen til en Maschine, hvori Folket var Bommen, Embeds-Mændene blinde Hjul, og han selv ►Fjeren, det ansaae han for Høiden af Statskonst. Naade var i hans Øine enten et Brud paa Retfærdighed, som maa afskyes, eller Gunst og Gave som man maa forbeholde sine Yndlinger, og Retfærdighed var i hans Moral Alt hvad han syntes var til Statens Tarv, det vil sige: forstærkede Hæren og berigede Skat-Kammeret, uden at stoppe Indtægtskilderne, eller frembringe Oprør. Saaledes kaldte han det retfærdigt, ved Indførelsen af den ny Lovbog, at afskedige uden Videre alle dem der vare for gamle til at lære den, eller ansaaes for udygtige til at anvende den, og det stemmede ganske med hans Stats-Konst; thi naar de brødløse, ubrugbare Mennesker nu døde lidt snarere, vandt Staten Skilling paa Skilling. Videnskabeligheden faldt det ham ikke ind at befordre; thi den tydske foragtede han som Stykgods og ►Ordkram, og den franske var han klog 483nok til at see, gjorde Folkene alt for kloge til at ville være, hvad den dog lærde alle Mennesker vare: blotte Maschiner, Bøger var ham derfor en Slags Overdaadigheds-Vahre, som det var fordeelagtigere at ►forskrive fra 📌Frankrig for sin egen og sine gode Venners Mund, end at lade fabrikere hjemme, især da han hverken tiltroede den tydske Pøbel ►Letnemhed eller Letsindighed nok til at blive virkelige Franskmænd. Skole-Væsenet laae ham da heller ikke synderlig paa Hjerte; thi at arbeide og lystre ansaae han for Folkets bedste Lærdom, det Første skulde Skattekræveren, og det Sidste Exerceerskolen lære dem, og det var saare naturligt, at han fandt sine Aflægssoldater (Invalider) som desuden ellers maatte sulte til Statens Tarv, fortreffelig skikkede til Landsby-Skolemestere.

✂ Naar nu denne Skildring, hvortil man kan finde alle Trækkene i hans ►Lovtaler og hans egne Skrifter, er sand, da maa man vel forundret spørge, hvad det var man priste ham for, hvorledes det var mueligt, at han, midt under Raabet paa Folke-Frihed, og Menneske-Adel, Opdragelse, Oplysning og Videnskabelighed, kunde forgudes? Det nemmeste og bedste Svar er vist nok det: fordi han selv raabde med, ja angav for en stor Deel Tonen, og fordi ►Skinnet altid maa bedrage dem, der kun elske Skinnet. Med andre Ord: 👤Friederich var det levende Udtryk for 484den i verdslig Retning høiest udviklede tydske Fornuft i hans Dage, i Dagene mellem 👤Volf og 👤Kant, fra den Aachenske Fred til den baierske Krig, og dette Tidsrum fandt man for godt endnu en Stund efter dets Udløb, ja i Stats-Styrelsen næsten en heel Menneskealder: til Slaget ved 📌Auerstädt, at canonisere, under Tilbedelse af 👤Friederichs Reliqvier, indtil 👤Napoleon pulveriserede dem. Skrev ikke 👤Friederich mod 👤Machiavel, og, om han end styrede nok saa vilkaarlig, ►naar sagde han, at det var for hans egen Æres og Lunes Skyld? sagde han ikke tit nok, at det var Alt Statens Skyld, hvis Tjener han var, var det ikke nødvendigt at tvinge et uforstandigt og fordomsfuldt Folk til sit Bedste, og saae man ikke for sine Øine de livsalige Frugter i Statens Fasthed og Anseelse, i Krigshæren og Skatkammeret! Gav han ikke Skrivefrihed, og hvad, uden hans guddommelige Forstand, utrolige Bedrifter, og uforlignelige Indretning var Skyld i, at man kun svang Svøben mod hans Fjender: Christendom og 📌Østerrig og hvad de alle heed, de Barbariets Levninger, men offrede ham den tilbørlige Virak, ja, naar en forvorpen Kompan misbrugde Skrivefriheden paa Gadehjørnerne, hjalp han da ikke selv Folk til desbedre at læse ►Pasqvillen, ved at sætte den i Gabe-Stokken! Omgikkes han ikke Digtere og Videnskabsmænd som sine bedste Venner, og var det end franske, kom det da ikke af, at 📌Frankerig da ►brammede 485med Verdens største Genier, og var i al Fald en tilgivelig Svaghed! taalde han ikke med en forbausende Godmodighed alle 👤Voltaires Spotterier ei alene over Kirken, men over sit Folk og sine Venner, og gjorde han sig selv til en Undtagelse, saa var det menneskeligt, og afbrød end ikke hans Høiagtelse for den ophøiede Philosoph fra 📌Fernei, som, man sige hvad man vil, dog, paa Evighedens Bekostning, gjorde sig selv udødelig. Kort sagt: 👤Friederich kjendte sin Tids Mennesker, sagde hvad de gjerne vilde høre, gjorde hvad de gjerne gad see, og stræbde at bevise, hvad de gjerne gad troet: at naar man har Forstand i Panden, Styrke i Armen og Penge i Lommen, kan man gjøre hvad man vil, og behøver hverken at spørge Gud eller Fanden til Raads; han kjendte derimod ingen anden Historie ►tilgavns end Syvaarskrigens, og naar den ikke længer blev mageløs, blev han det ikke heller; han foragtede i det Hele Historie og Christendom, og kan da neppe have gjort Regning paa at ophøies af dem, han vilde have sin Deel i Verden, og den har han faaet, hans hele Statskonst var beregnet paa ham selv, og den holdt ham ud, han vilde, uden Bekymring for Fortid eller Fremtid, saavidt mueligt, beherske sine Dage, og det lykkedes ham, ja hans Priis overlevede ham, og hvem der da vil ►trætte imod dette hans Eftermæle, maa især bevise Muligheden af, at man, 486ved at følge sin Fornuft, kan naae et høiere Maal end man har for Øie.

✂ Ved den Aachenske Freds Tider var, som sagt, den Volfiske Philosophies ►glimrende Tider forbi, og den begyndte at tabe Anseelsen, som en Bygmester, naar et Huus er færdigt, der ikke er gjort til at boe i, men kun til at see paa; thi naar man har seet sig mæt, vender man det enten Ryggen, eller begynder at dadle og ►mestre, indtil man finder det stygt og river det ned; og slige Huse kan i al Fald aldrig staae for Syn, naar de skal bedømmes af en Mester, der ikke selv har bygget dem, og som har Intet at bestille uden at rose, saalænge de staae. Selv havde 👤Volf anvendt sin Læremaade temmelig udstrakt, 👤Carpov og 👤Reinbeck og en heel Skok havde ►alt før hans Død anvendt den paa hele Christendommen, 👤Alexander Baumgarten anvendte den nu, skjøndt man neppe skulde troe det, paa Æstethiken, Smaafolkene: 👤Gotsched og hans ►Jævnlige, kappedes om at gjøre Lærebøger, og hvad skulde nu en udmærket Tænker, som 👤Christian Crusius, gjøre, uden at rive ned, for at bygge op igjen, og det tog han sig virkelig for, medens 👤Volf endnu levede, et Aar før den Aachenske Fred. Nu stadfæster det sig sagtens ogsaa her, at det i Verden synes ►nemmere at rive ned end at bygge op, og, saavidt man i Forbigaaende kan skjønne, stod den ny Bygning temmelig usikker, men Grunden hvi den kun for et Øieblik fornøiede en 487Deel Theologer, og slet ikke de Andre, var, at den ikke traadte men stod ►Bibelen for nær, og ►syndes ikke at kunne rumme meer end Theologien. Det Eneste den da virkede i den større Kreds, var Mod til at skyde 👤Volf til Side, hvor man ►syndes han stod i Veien, og under Syvaarskrigen fik han med saamange andre sin ►Helsot, det vil sige: hvor det blot gjaldt om Fornuft, som i Logiken og Ontologien, lod man for det meste hans gjælde, men hvor det gjaldt om virkelige Ting: om Verden, om Legemet og alle dets Indvolde, om hvad man skulde troe og gjøre og synes godt om, der lod man i det Mindste, som man gik sin egen Vei, i den Overbeviisning, at man gik i Blinde; thi for Resten er det før anmærket, at hvad der almindelig i 📌Tydskland har gjældt for Philosophie, selv efter 👤Kants Dage, var i Grunden kun Brudstykker af den Volfiske, skjøndt tildeels saadan som den kun stod for ham, ikke for hans fleste Læsere, ja vel endog tildeels som den kun staaer for Historikeren. Denne Sandhed: at de lavere Fornufter, som vil gaae paa deres egen Haand, vel ►som blinde Høns, finde stundum et Korn, som de høiere have overseet, eller tit ikke ændset, men gaae dog kun for saavidt deres egen Vei, at de gaae ud og ind, og udenom hvad de ikke kan over, det er en af de ubehageligste Sandheder Historien prædiker for døve Øren, men ogsaa en af dem, den i de sidste Aarhundreder har prædiket saa ►aabenlydt og efter488trykkeligt, at vil de Smaa, i Grunden alle Mennesker, ►gaae deres eget Skud i Roe, maae de enten rive Tidens Tunge ud, eller kline Øret til. Det er tungt for Selvtænkere og fri Fornuftvæsener, i Indbildningen at sige, men hvem der virkelig er det, har ingen Nød; thi hvem der kan evig holde ud at tænke paa sig selv, uden at lade sig forstyrre af noget Andet, skal vist Ingen paatvinge sine Tanker, eller gribe i Tyverie og ►Efter-Tanke.

✂ Nu var da Ævret atter opgivet, eller rettere, nu kom det først; thi forrige Gang stod endnu Kirkegaarden indhegnet, men nu havde man, under Skin af at sætte et Plankeværk isteden, der var ligesaa høit som Kirken, hugget det levende Gjærde om, og da Plankeværket faldt, laae Kirkegaarden ud til den vilde Mark. Fornuften skulde bære Troen, det var nu engang som en afgjort Sag, om den kunde, spurgde man ikke om, thi hvem der trænger til at bæres, maa jo finde sig i at læsse af hvad der er for tungt, eller med andre Ord: ►Bibelen skulde enten lægges paa Hylden, eller lade sig saaledes beskjære, at man kunde spænde om den, og uden Besværlighed have den i Lommen. Hermed havde en ægte Discipel af 👤Volf, 👤Johan Schmidt i 📌Franken, *1735. ►alt tidlig gjort et ganske artigt Forsøg i sin ►Vertheimske Bibel, men saavel han, som hans Broder i Aanden, 👤Johan Edelmann, der vilde forgude sin Fornuft, bleve, 489som Forløbere, kun Martyrer, dog havde de den Glæde at lægge deres Æg og deres Been paa mærkelige Stæder, hvor de, ligesom ►forklarede skulde opstaae: i 📌Volfenbüttel og 📌Berlin. Det var altsaa endnu for grovt, man maatte gaae mere gradviis til Værk. I Midten af Aarhundredet var man omtrent kommet saavidt, at man ikke tvivlede paa, at ►jo ►Græsken i ►det Ny Testamente var slet og altsaa Gud uværdig, og Texten, saavel her som i ►det gamle Testamente, mangensteds saare tvivlsom. 👤Bengel, som meende han kunde føle paa sig, hvad der skulde staae,*1734. havde ►alt for en Stund siden forskrækket Theologerne med sin lidt kalfatrede Text af ►Testamentet og sine mange Varianter, men nu var Skrækken saa godt som overstaaet, og nu fattedes man da kun nogle anseete Theologer, som ved Leilighed vilde Stykke for Stykke ►udmønstre, hvad Fornuften ikke begreb; thi det var klart, man vilde i 📌Nord-Tydskland ikke slaae men curere ►Bibelen ihjel. Den Helmstædske Professor 👤Schubert fandt vel endnu endeel Modsigelse, da han fradømde Ordet al ►særdeles Kraft, og den Helligaand al umiddelbar, i Grunden al, Indflydelse paa Menneskets Oplysning og Omvendelse, men ogsaa Bifald, og egenlig var her Intet at strides om, naar man ansaae ►Bibelen for en menneskelig Tale om Guds Ord, en Synsmaade, de lærde Theologer omtrent bleve enige om med den berømte 👤Johan August Ernesti, som under Syv490aarskrigen blev af en grundmuret Rector en forskruet Theolog, paa den 📌Leipziger Høiskole.*1759. Han beviiste, vil man sige, soleklart, at man burde behandle ►Bibelen i alle Maader som en gammel Classiker, dog naturligviis med den Forskjel, at man vel maatte tage sig i Agt for at ansee det ►Ny Testamentes Græsk for klassisk, og skjøndt man vel kunde indvende, at han neppe beviiste meer end at man turde saaledes behandle ►Bibelen, saa agtede man dog ikke slige Indvendinger stort, som i Grunden kun beroede paa et Bogstav; thi vel er hvert Bogstav vigtigt, naar man vil have Meningen ud af en Bog, men kan umuelig tages med, naar man vil have sin Mening derind, og det vilde man nu. Egenlig skulde man tænke, at hermed var Alting afgjort, og Theologernes Arbeide endt; thi naar ►Bibelen betragtes som en usikker, menneskelig Tale om de guddommelige Ting, da kan den ikke længer være Gjenstand for Troe, men maa rives i Stykker, saa hver Stridsmand kan faae sin Part, eller Philosophien og Philologien maa kaste Lod om, hvis den skal være, eller hvad der endnu er det klogeste, den maa lægges paa Hylden, og gives i Historien en fornuftig Begravelse, hvor det da kommer an paa, om den kan selv staae op igjen. Dog, naar der først engang er blevet theologiske Professorater, og Præstekald og Bispestole, og Daab og Altergang, og ►Bibelen har faaet en femten, sexten Aarhundreders, ja 491tildeels to, tre Aartusinders Hævd paa at hedde Guds Ord, og troes som et Evangelium, da er det ikke saa let for ►de Boglærde enten at ville eller kunne give Bibel og Theologie Afskeed, som det var for 👤Friederich at ►aftakke sine ►Invalider, og det bør da ikke undre os, at man gik en Middelvei, og beholdt de gamle Navne med smaa Forandringer, saa Nogle heed bibelske Philologer eller Exegeter, Nogle critiske, Andre historiske, atter andre philosophiske eller moralske, og alle oplyste og liberale Theologer, samt at de stræbte at rette lidt paa ►Bibelen, saa den ikke skulde prostituere baade sig og dem i de profane Philologers, de verdslig Vises, og overalt i andre fornuftige Folks Øine. Omtrent i en Menneskealder havde det 📌Halliske Universitet ført det store Ord i Theologien, og det var en, ikke alt for klar Blanding af Pietisme, Volfisk Philosophie og tør Philologie, der havde ►den masorethiske Text sin sidste lærde og ivrige Forfægter i den ebraiske Bibels fortjente Udgiver, den ældre (👤Johan Henrik) 👤Michaelis,*døde 1731. og der var 👤Sigmund Jakob Baumgarten som holdt fast paa sin Bibel, skjøndt han havde for Meget i sit Hoved til ret at holde sig til den, og som var i sine Dage Kirkens Orakel, men han døde ved Syvaarskrigens Begyndelse,*1757. og nu klarede Gjæringen sig paa en Maade til begge Sider: i og om 📌Berlin paa den ene, og i 📌Gøttingen paa den anden Side, medens 👤Ernesti i 📌Leipzig, saa at sige, 492stod med ►Gradestokken, og agtede paa, om baade Sprog og Tanker vare forsvarlige. Paa den berlinske Side, hvor 👤Semler og 👤Teller stode i Spidsen, søgde man at gjøre Pinen kort, ved snart at tage Gyldigheden, snart Indholden fra ►Bibelen; i 📌Gøttingen, hvor et nyt Universitet var stiftet,*1734 for at høste hvad der var saaet i 📌Halle, seipinede man sig og ►Bibelen ved at sammendynge al muelig Lærdom omkring dem, og derved i det Mindste vinde Tid, og afnøde Verden Respekt; kort sagt, i 📌Berlin krympede ►Bibelen sig under et chirurgisk Academies ubarmhjertige Hænder, og i 📌Gøttingen sukkede den over et medicinsk Facultets betænkelige Hovedbrud. At der endnu var Liv i den, mærkede man kun paa Lægernes og ►Feldskjærernes ivrige, dog for det meste høflige Tvist, om hvori egenlig Sygdommen stak, om Methoden, og om hvorvidt der var Haab til Liv, eller man maatte tænke paa en Balsamering. Hoved-Theologen i 📌Gøttingen var 👤Johan David Michaelis: en Frænde af 👤Johan Henrich og en Søn af 👤Christian Benedict i 📌Halle, en ►Ebræer meer end fra Barnsbeen, vel belæst i gamle og ny theologiske Bøger, og et ganske tænksomt Hoved, men som dog vilde være lidt klogere end ►Bibelen, og meget klogere end 👤Luther og de andre gamle Theologer, som maatte holde for, naar han vilde more sine Tilhørere, og det vilde han gjerne, og de vare mange fra alle protestantiske Lande, og det var meget ilde. Endnu 493under Syvaarskrigen udkom hans ►dogmatiske Lærebog,*1760. som haltede slemt, i det den gik Ordets Kraft og Omvendelsen forbi, og vilde slet ikke vide af Aandens indvortes Vidnesbyrd om Sandhed at sige. Naar man hermed sammenligner Mandens længe efter udkomne ►Moral, som er særdeles læmpelig, gaaer ud fra den Grundsætning, at man først skal sørge for sig selv, og siden see hvorvidt man kan række, er saare trøstelig for de Rige og Mægtige, men desmere nedslaaende for de Fattige og Ringe, saa seer man vel omtrent, hvor det var den gode Mand havde sin Skade, og derom var han ikke ene; thi man vover ikke Stort ved den Paastand, at alle Vildfarelser i Dogmatiken komme af Feil i Moralen. Med Troen paa ►det Gamle Testamente hængde det naturligviis daarlig sammen hos 👤Michaelis, og da han dog ingenlunde vilde opgive det, piinde han sig og Ordet jammerlig, for, som han meende, at gjøre dets Fortællinger lidt mindre utroelige, men, skjøndt derved mangen nyttig Oplysning og Bemærkning kom for en Dag, og den berømde Arabiske Reise derved foranledigedes, saa er det dog ligefrem, at jo meer han vilde bevise, desmindre troede man, og naar selv Theologen finder det utroligt, at ►📌Israels Børn kunde ved et Mirakel føres igjennem 📌det røde Hav ►, da er det intet Under, at man spørger ham med et Smiil: om han da finder det mere troeligt, at de Døde opstaae. At 👤Mi494👤chaelis holdt sig til 👤Schultens, og anpriisde det arabiske Sprogs flittige Brug til ►det Gamle Testamentes Fortolkning, seer man vel følger af sig selv, men at han ogsaa advarede mod dets Misbrug, bør anmærkes, især fordi de tydske Theologer, efter ham, har drevet Brugen vidt over Nytten, og, som det synes, ei sielden ligesaa vidt over Kundskaben.

✂ Dog, uagtet hverken 👤Michaelis, eller Nogen af de Dages anseete Theologer, kan frikjendes for, enten af Brøst paa Troe eller utilbørlig Føielighed, at have givet Modstanderne Haand i Hanke med ►Bibelen, saa er det dog de brandenborgske Theologer, som har Æren eller Skammen af det alt for bekjendte ►Accomodationssystem, som nu kom i Moden, og hvis Grundsætning er, at saavel 👤Christus som Apostlerne udtrykde sig overeensstemmende med de herskende Jødiske Fordomme, uden derved paa nogen Maade at ville bekræfte deres Sandhed. Man seer let at dette var en særdeles nem Maade til at undgaae Alt hvad Nogen fik i Sinde at støde sig over i ►Bibelen, men det er ligeledes ►aabenbart, at var det Tilfældet, da kunde ingen fornuftig Mand antage enten Lidet eller Stort for Sandhed paa Skriftens Ord, da det var umueligt med Vished at bestemme, hvad der af det Ubegribelige var talt paa Skrømt og hvad for ramme Alvor. ►Accommodationssystemet forudsatte altsaa, at Skriften var aldeles en Bog som andre 495ⓘ BøgerBøger] GV, Boger A, hvoraf man kun skulde antage hvad man begreeb, og kun hvem der betragtede ►Bibelen saaledes, og dog vilde have Skin af at bøie sig under dens Myndighed, kunde, uden Selvmodsigelse, hylde den Grundsætning. Vi maae fremdeles bemærke, at selv naar man indrømmede den Muelighed, at 👤Christus og Apostlerne kunde, som sandhedskjærlige Mænd, i deres Tale om de for Tid og Evighed vigtigste Ting, ►læmpe sig efter falske Fordomme, saa kunde de dog umuelig, uden at ville bestyrke Løgnen, gjøre det stedse, kunde umuelig lade deres Disciple blive i Uvidenhed om, hvad de holdt for Sandhed og hvad de holdt for Løgn. Endelig kan det ikke nægtes, at ►Bibelens Modstandere med fuldeste Ret svarede Theologerne: enten har 👤Christus og Apostlerne vidst det bedre end de sagde, og vare da Bedragere, eller, vidste de ikke bedre, da vare de selv befængte med deres Folks Fordomme, og aldeles uskikkede til at være vore Lærere. Her levnedes ingen Udvei, undtagen den, mange Theologer ogsaa, som i Fortvivlelse, gik, den nemlig at lade Apostlerne have lært og skrevet med falske Fordomme, men, uden at spørge, hvad man da maatte dømme om deres Ærlighed og Sanddruhed, eller om 👤Christus selv, er det indlysende, at da han Intet har skrevet, kaldtes Skriften aldeles utilforladelig og uefterrettelig. Man kunde gjerne lade det ►staae ved sit Værd, om de ►læmpelige ⓘ TheologerTheologer] GV, Theolger A saae hvortil 496►Læmpeligheden førde, men vist er det, at de maatte være meget blinde for ikke at see det; og at Systemets tydske Ophavsmænd: 👤Semler og 👤Teller, især den sidste, saae det ganske godt, og vilde netop did: til hvad 👤Teller kaldte de Fuldkomnes Religion, derom gaaer Syn for Sagn.

✂ Det var endnu under Syvaarskrigen, at Provst 👤Müllers *1759. ►Beretning om den besatte Anne Lohman, der omtrent klinger som vore Dages Beretninger om ►Magnetismens Underværker, gjorde stor Opsigt i 📌Nord-Tydskland, og ved denne Leilighed var det 👤Semler først med Eftertryk begyndte at accommodere Skriften, og Enden blev, at det blot var en jødisk Fordom, at Djævelen kunde besætte Folk, som 👤Jesus ►læmpede sig efter, og bildte Jøderne ind han drev Djævle ud, ja anførde det endog netop som et Beviis paa sin guddommelige Magt, naar han dog kun helbredte Slag og andre slemme Syger. 👤Teller gik, i sin ►Ordbog over det Ny Testamente: en ►Killing af ►Encyklopædien, endnu et Skridt videre, og forviiste Djævelen reent fra Theologien til Philosophien, eller de øde Steder, og skjøndt denne Oplysning fandt Modsigelse selv af 👤Ernesti, blev den dog i det Hele taget for gode Vahre, saa man snart troede at kunne være ganske sikker, ei alene for Besættelse, men ogsaa for al Fristelse af Djævelen, undtagen dog vel gjennem Philosophien. Nu kan man ►vist nok 497ikke fortænke Nogen i, at han ønsker sig fri for alt ►Gemeenskab med Helvedes Fyrste; men om det just skulde dertil være den rette Vei, at nægte Mueligheden, maa nok komme an paa, hvorvidt 👤Christus og Apostlerne vare Løgnere eller ikke; thi det var vel grov en ►Læmpning efter de forstokkede Jøder, at ængste de Troende med Skildring af en Fare der ei var paa Færde, og ret ivrig anbefale idelig Kamp og Bøn mod et jødisk Hjernespind. Hvilken særdeles Ære og Fordeel man har ventet af at være sin egen Djævel, er let at gjætte, men at man gjort Regning uden Vært, er ogsaa vist, og ►allenfalds lader det sig unægtelig bevise, at er Mennesket sin egen Djævel: selv Ophav til sin Synd, da er Forlig og ►Samfund mellem Gud og Menneske i al Evighed ligesaa utænkeligt som imellem Sandhed og Løgn, og det synes ikke at være meget trøsteligt.

✂ Da man nu saaledes havde faaet Hul paa Dogmatiken, og taget sig den Frihed selv at spille Djævel, gik det naturligviis lystig, og det var aldeles i sin Orden, at man læste ►Bibelen saaledes, som Fanden altid skal have havt for Skik; thi man var jo indtraadt i hans Pligter og Rettigheder. Strax efter den ►Hubertsburger Fred *1764. fremtraadte 👤Johan Bernhard Basedov med sine indtagende Forslag om at give ►Bibelen Afskeed og følge Naturen, ►som han, og uagtet Theologerne ei fandt for godt, saaledes at ►bryde over 498Tvert►, og forargedes lidt over hans gale Snak og vilde Væsen, saa var det dog klart, at man, i det Hele, ønskede sine Børn hans liberale Grundsætninger, hvorfor han ►og lige indtil denne Dag velsignes i Pædagogikens Annaler, som dens vel lidt revolutionære, men dog oplyste og fritænkende Reformator. 👤Tellers dogmatiske ►Lærebog,*1764. som blev forbudet i de kursachsiske Lande, var, tilligemed hans ►Ordbog, et stort Skridt til Oplysning, og 👤Semlers ►Angreb paa den bibelske Canon *1771. var saa godt som afgjørende; thi han opstilte nu den ganske moersomme Grundsætning, at de bibelske Skrifters og Lærdommes Guddommelighed beroede paa, hvorvidt man fandt dem almeennyttige, og tjenlige til sin moralske Forbedring, hvilket man vel maa sige, var at ►sætte ►Bibelen en Voxnæse► paa. Vel fandt de fleste af slige Nyheder ei synderligt Bifald hos 👤Ernesti og 👤Michaelis, ja heftig Modstand, især af den lærde 👤Schmidt i 📌Vittenberg, men deels er det naturligt, at de der talde af Verden bleve hørde, og deels havde det ingen ►Klem med Forsvaret, fordi Forsvarerne enten selv haltede, eller vilde tilligemed ►Bibelen forsvare hver Tøddel i ►Symbolerne, og de forrige Lærebøger; thi i begge Tilfælde gav man selv Fienden Vaaben i Haand. Naar Stemningen var saa antichristelig, som Følgen lærde, vilde rigtig nok selv det bedste Forsvar ikke hjulpet stort; thi naar Folk ønske at befries fra ►Bibelens Aag, da er det ikke deres 499Sag at veie Grundene for og imod, det gjælder kun om Mod og et godt Paaskud, men tungt er det dog, at der i 📌Tydskland ingen Theolog fandtes, som havde Hoved og Hjerte nok til, at sætte sig fast i ►det Ny Testamente, lade Alt fare og falde, som da ikke af sig selv omringede ham, men saa ikke vige et Haarsbred, og slaae Dommedags Slag med Ordet til Høire og Venstre; det vilde dog i al Fald givet Striden mere Liv, gjort Fornuftens Seier over Ordet mere vanskelig, men, hvis den ►vandtes, ogsaa mere ►glimrende, og det maatte dens Præster selv have ønsket, thi nu kan de slet ikke sige, de vandt Seier over ►Bibelen, men kun over dens haltende Fortolkere. Dog, ikke engang over dem seirede de, og kun Verdens overordenlige Høflighed, og Døden, have de at takke for Skinnet deraf; thi 👤Ernesti, 👤Schmidt og 👤Michaelis bleve aldrig gjendrevne, de bleve kun ►overraabde, og det især eftersom de døde; ja behøvede man ret et klart Vidnesbyrd herom, da har man unægtelig et saadant i Striden om 👤Christi Opstandelse. At hine Dages berømte Theologer selv manglede den levende Troe, og det Aandens usvigelige Vidnesbyrd, som vel maa kaldes det evige Livs Fæstepenge og ►Ventebrevets Seigl, det er saa vist, at de endog for det Meste nægtede Tilværelsen af Saadant, og vidste ikke andet Kjendemærke paa en levende Troe end et ustraffeligt Levnet, som var saa usikkert, at de enten maatte tilstaae, at et saadant Lev500net kunde føres uden Troe, eller at selv Gudsfornægtere kunde have en levende Troe. Man seer da let, at deres Troe paa Skriften var fornemmelig en Indrømmelse af dens Sandhed, hvortil de fandt sig bevægede ved udvortes Beviser: ved Spaadomme, Mirakler, og især ved Historiens korte Kraft-Beviis: ►👤Christus er opstanden►. Dette Vidnesbyrd, som, naar det antages, forbinder til at troe Apostlerne paa Ordet, da den Opstandne taler gjennem dem, og som ei kan forkastes, uden at gjøre Apostlerne til det Modsatte af hvad deres Skrifter udtrykke, til Bedragere og Taaber, dette Vidnesbyrd var det især som aftvang hver alvorlig Theolog, der ei turde trodse Sandhed, en Ærbødighed for ►det Ny Testamente, der strakde sig selv til de Udsagn og Lærdomme, han fandt utroelige, og dette Vidnesbyrd blev da nu ogsaa paa det Heftigste anfægtet i de bekjendte ►Volfenbüttelske Fragmenter.*1777. Er det ikke strængt beviisligt, at disse ►Fragmenter, som man tillægger den kort forhen afdøde 👤Reimarus i 📌Hamburg, ikke ere af 👤Lessing selv, da bør han, som deres Udgiver, have Æren alene, især da det synes som hine Dages, endnu lidt frygtsomme, Oplysnings-Helte have regnet det til ►ⓘ piaspias] GV, plas A fraudes ► at fremsætte deres egne Meninger under afdøde Mænds Navne. Dog, Ligemeget, Nok er det, at 👤Jesus i disse ►Fragmenter fremstilles som en Erke-Skjelm, der stræbde efter den jødiske Krone, men ►greeb feil, 501spillede saa Helgen paa Korset, og, ved sine Disciples Hjelp, Gjenganger efter Begravelsen. At man forbausedes over den djævelske Ondskab, som her havde ført Pennen, var rimeligt, men at man rustede sig mod det usle ►Nidskrift, som om det var Tyrkens og Pavens forenede Magt, det beviser, at de Lærdes Tro stod kun paa svage Fødder, og det var ikke deres Skyld, om Sligt ikke skadede den gode Sag mere end deres Forsvar gavnede den; thi alt Sligt skal betragtes og behandles som Smaating, ►Troen ikkun blæser ad, og bortvifter som Avner. Husker man desuden, at det kun var fire Aar siden, at den vakkre 👤Gotfried Less i 📌Göttingen havde udgivet sit ►Forsvarskrivt for Christendommen, der indeholdt det Bedste man dengang vidste at sige, da maa det synes end mere underligt, at de ►Løgnbillinger kunde sætte saamange Hoveder og Penne i Bevægelse. Imidlertid, om man end vil regne 👤Götz for slet Intet, som man dog ikke skulde, naar man her vil regne ►Anti-Götz for ⓘ NogetNoget] GV, Nogei A, og om man, som kan være ganske klogt, vil slaae en Streg over 👤Semlers og Andres ►Væv, ja, om man endelig, som ikke skader, beskiærer 👤Døderleins og 👤Michaelis Bøger, skal man dog nødes til at indrømme, at ►Fragmenterne fik Skam, og at deres Modstandere stode som Seierherrer, men dog blev Opstandelsen fra denne Dag anseet for en tvivlsom Ting, hvorpaa Man ⓘ IntetIntet] GV, Inter A kunde bygge.

✂ 502Dette maa være nok om Theologiens Dødskamp i 📌Tydskland; thi det kan være nok til at vække en sand Forestilling om, hvad der mindre lignede en Kamp end en Beleiring, der var saa aldeles i Tidens Smag, at selv de ►kjækkeste Forsvarere tænkde mere paa hvad man kalder en ærefuld Overgivelse, end paa at holde sig til det Yderste. Føler man i sit Hjerte, og har man i Historien seet, hvilket et uindtageligt 📌Gibraltar Kirke-Borgen er, hvor eenlig den ►saa staaer paa fiendtlige Kyster, naar den kun har en 👤Elliot, som lader haant om at tinge, har Mod til at trodse, og Kraft til at svinge det lynende Sværd, som Intet uden Mistro kan sløve, da maa man vist overvældes af Harme og Sorg, ved at see den falde for Dværges Latter, som ►Jerichos Mure for Kraftens Basuner, man nødes til at sige: den blev skjændig forraadt, men fristes tillige til at glemme Tidernes Forskjel, og sigte de bange, forvirrede Stridsmænd, som man maatte sigte sig selv for en ligedan Brøde. Det Sidste maa imidlertid Historien erklære for Uret, den dømmer de Enkelte lemfældig i Grunden, og ►bryder kun Staven over deres Tid og ►Idrætter. Det var en Fristelses Tid for de ►overblevne Christne; ved en Brøde, som ►Fædre i mange Led deelde med dem, var Følelsens Ild udbrændt før den kunde opblusse i en stadig og forstandig Lue, Aanden var bortveget og Bogstavet dødt, Tvivl knugede og Fienden larmede, der var ei 503Syn, ei Sang, ei Nogen som kunde tyde Tidernes Tegn og opløfte Historiens Slør. Kvinden havde Veer for Viisdoms Søn, men der var ingen Kraft til at føde, en Skifting, sandselig kjødelig Fornuft, blev lagt i Vuggen, og Kvinden gav sig til Taals, indbildte sig, hun havde født i Besvimelse, og tog sig for at opfostre Skiftingen til sin Alderdoms Trøst, nærede Slangen i Barmen, som med dødelig Forgift betalde hendes moderlige Omhu. Det er i et sandfærdigt Billede den tydsk-evangeliske Kirkes Historie fra ⓘ 👤Luthers Dage til 👤Kants, sørgelig, men riig paa ►Underviisning og Advarsel for de kommende Slægter.

✂ ►Der man da skrev Syttenhundrede og Fiirsindstyve, da kan man sige, at den herlige Borg, hvori de mange Tusinde Gange Tusinde havde som Gjæster og Udlændinger bygget saa trygt i de ►fremfarne Dage, i hvis klare Speile de havde beskuet sandfærdige, liflige Billeder af ►det Huus som haver Grundvold, og er bygt uden Hænder af Gud, evigt i Himlene, i hvis Hvælvinger Ordets levende Røst havde ►udtonet Himlenes Viisdom, fra hvis Tag de paa Kjærligheds lyslette Vinger vare opfarne at skue den evige Konge Ansigt til Ansigt, den herlige Borg, opbygt af levende Stene i den Korsfæstedes Blod, og oplyst af den Opstandnes Herlighed, den stod ikke længer i 📌Tydskland, selv det sidste Fløi, Capellet over 📌den hellige Grav, var nedbrudt, og 504medens Enkelte ofrede Mindet en Taare og Fremtid et Suk, medens de der skulde vogte Borgen, ►grove i Gruset, for nemt at vorde rige og prale med Rov, var det Tidens Tone at spotte med Borgen, besynge dens Fald som Slægtens Triumph, paadigte den alle sine Fjenders Udaad i forrige Tider. Her vorder Historien af sig selv en Klagesang; thi dens Aand er bandlyst af Verden, nedmanet i Gravene, naar Menneskens Børn nedbryde med Latter dens herligste Værker, stræbe at udrive det dem forlenede Øieblik af Tidernes Kjæde, give Afkald paa Slægtens Krone og Kjærligheds evige Rige, for den vanvittige Vellyst-Drøm, at de ere Guder, naar de et Øieblik kan synes at handle og vandle, styrte og raadne paa deres Eget.

✂ Hvorvidt hedenske Læsere kan og vil tilgive den christne Historiker slig en hørlig Gjenlyd af Kirkens Klagesang, blive deres Sag, men hans er det, ei over Klagen at glemme sin paatagne Pligt: en rolig Fremstilling af Tiden i alle sine vigtige og ►aabenbare Retninger. Læserens ueftergivelige Pligt er det imidlertid ogsaa at tage til Takke med en ufuldkommen og ufuldstændig Skildring, saalænge han ei, i en snever Vending, veed nogen bedre, og det maa være Undskyldningen for de store Mangler i den som nu følger af de boglærde Tydskeres Digten og Tragten. Denne er, som man veed, i alle Maader saa vidtløftig, at der allerede hører Lærdom til at 505vide Bøgernes Titler, end sige deres Indhold; og Hoveder, der saa saare elske den lille Krig og spredte Fægtning, er det ikke nemt at samle i Linie, end sige i Sammenhæng.

✂ Tvivlsomt kan det synes, hvor man helst skulde begynde, naar man ønsker at give en klar Oversigt af den tydske Bog-Verden, men at vi maae begynde med hvad man har kaldt de skjønne, uagtet man heller skulde kalde dem nette Videnskaber, er ►upaatvivleligt, da Erfaringen har nødt de største Tvivlere, om Poesiens Sammenhæng med Videnskabeligheden, til den Indsigt, at, i det Mindste siden Reformationen, har Poesien havt et vist Forspring. Kunde da end den nette Forklaring, hvormed man meget nøisom har taget til Takke, staae for Skud; var Erfaringen forklaret, ved i Poesien at see Videnskabeligheds Lokke-Due, der maatte flagre forud for at angle Hjerter og give Smag, saa blev det dog lige vist, at den maatte betragtes først. For Resten, saa naar man gaaer ud af Kirken, pleier man gjerne at tage Psalmebogen med, og naar man lægger den paa Hylden, er det ganske naturligt, at man tager Visebogen fat, for desnemmere at komme ind i en anden Materie. Over dette og meget andet kan man let, ved at betragte 👤Klopstock, 👤Lessing, 👤Vieland og 👤Vinkelmann, falde saaledes i Tanker, at man er nær ved at falde i Staver, men det er dog ikke Umagen værd, ►som det koster at fatte og 506samle sig igjen, og før vi fæste Øie paa disse ►storskaarne Time-Billeder, maa vi lade det løbe omkring imellem de mindre. I Almindelighed maae vi bemærke, at hvad der i Grunden stedse var Tilfældet med Tydskerne, var det ret ►øinsynlig nu, at man nemlig digtede, som man havde Forstand til, og havde for det Meste kun maadelig Forstand paa Poesie. For at begynde fra den vrange Side, som nu heed den rette, vil vi standse ved 👤Friderich den Andens Thron-Bestigelse, og medens han mønstrer Tropperne, der skulde indtage 📌Schlesien, vil vi mønstre Troppen som skulde forgude ham, og i det Hele prøve Aanderne, som skulde indtage Riget, 📌det hellige romerske Rige, og halv om halv det danske med.

✂ Preuseren 👤Gotsched,*født 1700. en ægte ►Volfianer, Oversætteren af 👤Bayles ►Ordbog, i sin egen Indbildning fra alle Sider en ►Hercules, men for Resten en ►Træmand, født under Vandmandens Tegn, var dengang endnu Stodder-Konge paa det tydske Parnas, og efter hans Formening var Alt hvad man vil nævne, seet paa Fransk, og sagt paa Tydsk, og sat paa Riim, særdeles prægtig Poesie, ja man sporede overalt, at han var en praktisk Philosoph, som aldrig glemde, at jo tyndere de vaade Vahre ere, desmere flydende. Han havde sit Værksted og sin Veierbod i 📌Leipzig, men til hans store Kummer havde han i 📌Zürich en mægtig Medbeiler, født under samme 507Himmeltegn men under en anden Planetstilling,*født 1698. nemlig 👤Bodmer, to Dage ældre i alle Maader, og hvis Hjerte hængde ved ►Minne-Sangerne, de græske og engelske Digtere, uden at han dog vidste hvorfor, eller kunde vise hvad han vilde. Man har havt det moersomme Indfald for Alvor at sammenligne disse to Kæmper med 👤Luther og 👤Zvingel; om man har bemærket den endnu større Lighed mellem deres og ►Fædrenes Trediveaars-Krig, skal jeg lade være usagt, men vist er det, at saa langvarig var deres Hanekamp, og ligesaa vist er det, at egenlig i Modsætning til Begge, dannede sig den nytydske Poesie, saa deres Reformation ganske rigtig er en ►Travestering af hin i det 16tende Aarhundrede. Hermed begyndte da i 📌Tydskland den æsthetiske Kløe, en Hudsygdom, som den Syge anseer for Yttring af en overordenlig Smag, og er velfornøiet med, men som særdeles uleiliger andre, ved, som en ►Finger-Begeistring, at avle æsthetiske Recensioner og Afhandlinger i Mangfoldighed, der vil lære Digteren at skrive, uagtet de kun lære hvordan Vedkommende kan læse. For ret at indsee, hvor bagvendt denne Handel er, maa man forstaae, at Æsthetikeren, naar han kommer allerbedst, dog altid kommer bag efter Digteren, og kan i det Høieste vise, hvormegen Poesie hans Folk med Tiden har fordøiet, kan kun bortvise dem fra Parnasset, som have der Intet at gjøre, men umuelig foreskrive Digteren en Bane, der 508først ved hans Vandring kan aabenbares. Man seer imidlertid let, hvad det er som i den nyere Tid har forvirret det naturlige Forhold, der i den gamle Verden fremkom af sig selv, Forholdet mellem den flyvende Digter og den efterhinkende Grammatiker, det er nemlig en Misforstaaelse af den Sandhed, at Poesiens Guldalder ligger bag os, og at vor Tids Digtere umuelig kan bringe det videre end til at gjennemskue og oversætte eller rettere opvække den ►forklaret. Da nu Digterne sielden ere flittige Læsere af hvad de skal have Møie med at forstaae, træffer det sig gjerne, at upoetiske Hoveder med nogen Sands for det Skjønnes Yderside, for Versets Velklang, Udtrykkets Livlighed, Tankernes lette og yndige Forbindelse, blive de Første, som i Fornuftens Alder opdage, at hvad der hidtil i Modersmaalet gjaldt for Poesie, er haardt og raat, haltende og stødende, og nu indbilde de sig, at kunde man faae Sproget og Versene og Tankerne saaledes høvlede og tilskaarne, at de lignede hvad de see i Poesiens Guldalder, da var Spillet vundet og Klenodiet grebet. Nogen Nytte vil disse Folk nu altid gjøre, i det de blotte, og stræbe at afhjelpe Sprogets Brøst, og see de Guldalderen, hvor den virkelig er, kan de ogsaa gavne Digteren, ved at vende hans Øie did, hvor det vil see anderledes dybt end deres, men vil de ikke blive ved deres Læst, vil de snakke med om Synerne de aldrig har seet, da blive de kun Digte509ren til Byrde, staae Læserne i Veien, og blive til Latter, naar de skydes til Side, og Folket faaer Øinene op. Saaledes gik det 👤Gotsched, som saae Guld-Alderen hvor den aldrig havde været: i 📌Frankerig, men 👤Bodmer, 👤Homeers og 👤Miltons Oversætter, gik det langt bedre, fordi han havde Øie paa, skjøndt ikke for, Poesiens sande Guld-Alder i 📌Palæstina og 📌Hellas, og dens begyndte Oversættelse i 📌Engelland. Ved 👤Bodmers Side fremstod da ogsaa en Schveitzer, som, i det Mindste Aarhundredet ud, beholdt sit Digternavn, og hvem Historien neppe nænner at fratage, hvad han saa beskeden frakjendte sig selv, og paa den ædleste Maade stræbde at gjøre sig værdig: den mandige, gjæve, elskværdige Alpe-Sanger 👤Albrecht Haller *født 1708. fra 📌Bern, hvis Navnkundighed forresten er sikker nok, da han, som paa sine gamle Dage regnede sin ungdoms Sang til sin Ungdoms Synder, reiste sig i Manddomsalderen, som Boglærd, et varigt Mindesmærke, og forbausede, som en orthodox, og dog heel forstandig ►Physiker, den vantro Dværge-Slægt der i hans Alderdom begyndte at føre Ordet; thi han døde samme Aar, som den berygtede ►Billingkræmmer vilde forbyde Herren at staae op. Hans Jævnaldrende*1777. under Parnasset, fransk i alle Maader, og i det Høieste en god Visemager i Tidens Smag, var 👤Friederich Hagedorn fra 📌Hamborg, men i Aarhundredets andet og tredie Decennium var Skaren født, som i 👤Friederich den Andens Dage, 510deels lod Fiolen sørge, deels sang og spilte, saa de knap for deres Lovtalere kunde selv faae Ørenlyd. Det kan neppe fordres af Historikeren at han skal sige, hvori Forskjellen bestod mellem hvad man kaldte Hymner, Oder, Elegier og deslige; thi det bliver udentvivl Grammatikerens eller Ingens Sag; men derimod kan det vel ønskes at han skal vide Forskjel paa de Gallo-Romanske, de Gallo-Grækiske, og Roman-Grækiske Sangere, og derefter, saavidt Rummet og Tiden tillader, inddele og beskrive dem. Naar man nu har forudskikket den Bemærkning, at i et Land og en Tid, hvor hele den forrige Digterverden i det Ringeste tildeels ►oplades og betragtes, skeer paa alle livlige Gemytter et mere og mindre blandet Indtryk, kan man vel, uden at volde ►Misforstand, regne 👤Ramler og 👤Kleist, 👤Rabener, 👤Gellert og 👤Gleim med samt 👤Schlegel, 👤Cramer og Flere til den gallo-romanske Side, da deres Arbeider i det Hele ikke aander noget Høiere end Efterligning af franske og latinske Forfattere. At det var imellem disse 👤Friederich fandt sine største Beundrere og flittigste ►Lovsangere, vil man vel forud gjætte, og Historien behøver kun at tilføie, det især var 👤Kleist, 👤Ramler og 👤Gleim, der forgudede ham. Hvad for Resten deres Digterværd angaaer, maa Verdens-Krøniken henvise til Historien af den tydske Digtekunst, som det eneste Sted, hvor de enkelte kan komme i Betragtning, da den forudsætter, som afgjort, 511at de søgde Poesien, hvor den ikke var, og at hvem der kun er Digter for sin Tidsalder, er det i Grunden slet ikke, hvor agtværdige hans Bestræbelser, som virkelig især 👤Gellerts, 👤Rabeners og 👤Cramers, for Resten kan være.

✂ Naar Verdens-Krøniken derfor endnu dvæler et Øieblik ved de sidste Navne, da er det mindre fordi den tillægger 👤Gellerts lette og velmeende Fabler, 👤Rabeners godmodige Satirer og 👤Cramers ►Oversættelse af Psalteren eller hans smukke ►Riim om Luther og Melanchton noget synderligt poetisk Værd, end fordi disse tre Sachsere hørde til den Leipzigerkreds som ►overstemmede 👤Gotsched i hans egen Bolig, og som optog i sig en virkelig poetisk Landsmand: 👤Friederich Gottlieb Klopstock *født 1724. fra 📌Qvedlingburg.

✂ At skrive et Heltedigt, det Forsæt fattede 👤Klopstock i sin tidlige Ungdom, og det var intet flygtigt Indfald; allerede i sit 21de Aar, da han reiste sig fra Skole-Bænken, høre vi ham tale om den episke Digtning og dens navnkundigste Præster med en Alvor, en Ild og Forstand, der paa den Tid er saa uforklarlig som et opvakt Hoved. Frit kunde man vædde paa, at denne Ungersvend, der kjæk ►brød Staven over ►Henriaden, ei lod sig spænde for Gallers Triumphvogn, og man seer godt at han stirrede paa 👤Virgil som et slebet Speil for 👤Homer, medens Hjertet hængde ved 👤Milton, der, som en snild Bygmester, havde, ved der at reise Alteret med den Korsfæstedes Billede, 512forvandlet den olympiske ►Jupiters Tempel til en christelig Kirke. Det er i den nyere Tid noget sært Eventyrligt, at see en udmærket Boglærd betræde ►Høiskolen med et Værk for Øie, som han gjennem en trediveaarig Kamp udfører, som Tilfældet var med 👤Klopstocks ►Messiade, og Arbeidet maa allerede derved i Betragterens Øie vinde et tiltrækkende episk Anstrøg, især, naar Digteren, som her, først selv maa smedde sine Vaaben, og ►ringe Hjulene til sin Stridsvogn. Et Spørgsmaal bliver imidlertid tilbage, om nemlig Værket lønnede Umagen det kostede, og om de Kræfter der udtømtes over det, ogsaa virkelig leve deri et poetisk Helteliv, kort sagt, om Indholden er virkelig episk, og Digtet Indholden værd? At nu det episke Digt skal omfatte en Begivenhed der har retmæssig Krav paa Menneskets, den hele aandige Menneskeslægts, fortrinlige Opmærksomhed, saa alle bør ville kjæmpe og seire med Helten, det indsaae 👤Klopstock før han endnu ►lagde Haand paa Værket, at dette ikke kan være Tilfældet, med mindre Begivenheden stærk afbilder den Kamp og Seier, som er Menneskets Bestemmelse, og derfor nødvendig, mere og mindre klart, maa speile sig i enhver Begivenhed, det maa Digteren føle, om Værket skal lykkes, og at Begivenheden maa være historisk, være en legemlig Bedrift under høiere Bistand, er nødvendigt, naar Billedet skal vorde mere end en mat Skygge, have Kjød 513og Been, Fylde og Kraft; thi det er Forskjellen mellem Billede og Skygge, at hiint udtrykker hvad denne kun betegner, det er Forskjellen mellem Dukker og levende Redskaber, at med hine spiller, gjennem disse virker den beherskende Aand. I en Hast maatte man vel nu synes, at ingen Begivenhed kunde være et sandere Billede af Menneskets Kamp og Seier end Frelserens Lidelse, Død og Opstandelse, og det er intet Under, at en Troende, som 👤Klopstock *døde 1803. oplevede Vantro nok til klarlig at vise han var, faldt paa, at det maatte ►saa være; det er intet Under, at han, hos hvem Følelsen, uden at være dyb, dog var det eneste Aandige, satte sig fast i den Indbildning, men det er derfor lige sandt, at just fordi hiin Begivenhed er uendelig mere end nogen anden, just fordi den er Menneskets sande Kamp og Seier, hvoraf kun de yderste Omrids falde i Sandserne, just derfor er den intet Billede hvori man kan beskue den hele Historie, men skal meget mere vorde beskuelig igjennem den. Dette er allerede tydeligt nok, naar vi mindes at Frelserens Kamp var indvortes, hans Seier usynlig, og selv hans Triumph kun aabenbar for Troendes Øine; thi hvad intet Øie har seet, kan intet Ord udsige, og hvem der vil skildre hvad han ikke kjender, maler kun Skygger af sit eget Hjernespind. ►Saa gik det 👤Klopstock, forsaavidt han ikke skildrede sine egne Følelser, det Epos han frembragde, er hans, ikke Menneskeslægtens, og 514da han unægtelig var mere begeistret for Digtningen end for Begivenheden, har han ingen Føie til at kalde Historiens Dom uretfærdig. ►Mærkeligt er det, at 👤Klopstock udentvivl har følt, at Digtet burde ende med Opstandelsen; thi det var en fiin Følelse, da Himmelfarten unægtelig, i Historien, er en elegisk Begyndelse til Kirkens Epos, men at han dog lod sig blænde af den skuffende Heelhed, Digtet ved Fortsættelsen ►syndes at vinde, er et af de mange Vidnesbyrd om, at han tit kom til Kort, fordi han vilde maale sin Følelse med en Alen, der var meget for kort, med sin, slet ikke aandige, Forstand, men det klareste, og, fra en vis Side, sørgeligste Beviis paa denne Maale-Syge, er det unægtelig, at Digteren ikke stræbde at skildre Frelserens Nedfart til ►Hel; thi turde han vove sig did, som vi veed han turde, da maatte han ►og føle, at til en Slags historisk Skildring af den seierrige Kamp, hvori ►Afgrundens Throne faldt, Dødens Porte sprængdes og ►de løskjøbde Fanger ►udfløi ►, var her den eneste gode Leilighed. At vi af denne Skildring, der maatte blevet det mest Episke i hele Digtet, kun, og det paa urette Steder, har faaet enkelte Stumper, derfor kan vi takke den tydskoplyste Forstand, som ►alt da, selv hos Christne, vilde være klog over hvad som skrevet staaer. En saadan Betænkelighed maa vel synes latterlig hos en Sanger, der troede sig det tilladt at digte til den hellige Historie Alt, hvad der ikke udtrykkelig 515streed imod den, men det var i Tidens Aand, som gjerne vilde have det Hele forvandlet til et Eventyr, hiint var mod Tidens Aand, som ei taalde at mindes om, at der stod i ►Bibelen, hvad den havde besluttet ikke maatte staae der, og hvad Forskjel det gjør, har man dog vel endelig lært. Her falder Digtet af sig selv ind i sin Tid, og, betragtet i den, er det saare ►mærkeligt; thi det er et allegorisk og halv prophetisk Digt om Kirkens Lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart, det betegner i det Hele, og udtrykker paa mange Steder levende, den Smerte og det Haab som det attende Aarhundredes Christne maatte føle, ved daglig at see Ødelæggelsen nærme sig, uden dog at tabe den Helliges Almagt og store Forjættelser af Sigte. Intet Under da, at de første Sange, der udkom ►i Aar med den Aachenske Fred, modtoges med overordenlig Varme, at Længselen efter det Hele steeg mangensteds en Stund til Utaalmodighed, og at Slutningen, der udkom tilligemed ►de wolfenbüttelske Fragmenter, aandede Lunkenhed og mødte Kulde. Trøsteligt er det, at endnu saa silde en udmærket Aand vilde saaledes for Alvor med al sin Kraft lovsynge Frelseren, og turde haabe Udødelighed med ham, men sørgeligt er det, at, uagtet det smigrede den tydske Stolthed, af en Landsmand at modtage den høie Fod hvorpaa endnu intet af de nyere Folk havde lært at staae: Hexametret, og et Heltedigt, som ligeledes i den ny Verden gjaldt for 516mageløst, at desuagtet ►Messiaden og dens Sanger vare saa godt som glemte, før den blev færdig, og han mæt af Dage, ja, at ligefra Syvaarskrigen af førde man, i 📌Berlin, Avindskjold imod 👤Klopstocks og ►Messiadens Beundrere, under Navn af den nordiske Skole. Kjært bør det imidlertid være 📌Dannemark, hvis Konge gjorde 👤Klopstock til sin Embedsmand, som ►Messiadens Sanger, at 📌Kjøbenhavn var ►Middelpunkten for de nordlige Tydskere, hvem Berlinerne, med den berygtede Boghandler i Spidsen, tænkde med et saadant Øgenavn at beskjæmme. At 👤Klopstock ei ganske tabde Tydskernes Naade, derfor maa han vel for det Meste takke sit lange Digt om ►Hermans Slag, som da vist derved er afbenyttet; thi et poetisk Værk bliver det aldrig, med mindre pralende Tydskhed er Poesie. En kjedsommelig Gjentagelse af hvad hver enkelt Sang og Tale udtrykker ligesaa fuldstændig som det Hele, store Ord om ►Catter og Cherusker, om deres Mod og Manddom, vilde Grumhed og bløde Hjerter, Sværd og Landse, Blod og Krandse, med Raab paa ►Vodan kun til Stads, og matte Skyggerids af ossianske Helte, det er Alt. Vist nok sporer man Digterens milde Følelser for Venner og Fædreneland, men de ere for os som smaa venlige Børn, der have forvildet sig paa Bjergene, og som vi ønske at følge bort fra de grumme Vildmænd, til hvis Barm de ei kan trykkes, uden at blegne og døe.

✂ 517Ogsaa med Psalme-Digtning syslede 👤Klopstock, i det han deels omarbeidede gamle, deels skrev nye Kirke-Sange, og hans Grundsætning om ►Davids Psalmer: at det egenlig var dem, man skulde lade gjenlyde i den christne Kirke, eller at det kun var nye Strænge der skulde sættes paa 👤Davids Harpe, denne Grundsætning var ustridig den eneste rette, men for at anvende den med Held, maatte 👤Klopstock havt et langt dybere Blik i hine ►Psalmers Herlighed, en langt ►enfoldigere Troe, et langt anderledes klangfuldt og smeltende Tungemaal og Tonefald. Nu frembragde han kun matte, høitravende, og tit opskruede, Sange med enkelte deilige Linier og søde, venlige Toner.

✂ Samle vi nu Alt, da bliver Slutningen, at 👤Klopstock, uagtet sin aandige Følelse, forenet med christen Troe og et fiint Øre for Sproget, ingenlunde blev en i Historien udmærket Digter, og blev langt mindre end han kunde blevet, fordi han tiltroede sig for meget, vilde stadse med sin Følelse, sit Sprog og sine riimfrie Vers, saa der ikke er meget at indvende mod den Lessingske Vittighed, at han var saa fuld af Følelse at Læseren som oftest Intet følde; thi det vil sige, at han overspændte sin Følelse, og vilde tvinge baade sig selv og Læseren, med store Ord, stærke Udraab og hyppige ►Streger, til at gløde og sittre og daane ved hvad der i det Høieste gjorde ham Hovedet heedt. Havde han følt dybt nok, til at 518føle, at den episke Digtning gik over hans Kræfter, og veemodig, med den for Øie, og Krøniken i Haand, stirret paa de forbigangne Tider, da vilde han, synes det, have virket langt mere, og langt mere velgjørende paa sin og hver følgende Tid; thi ►rimeligviis vilde da den Krands, hans Disciple: 👤Stolberg og 👤Voss, have stræbt at dele, heel og med høiere Glands omsnoet hans Tinding. Dog, omsonst beregner man, hvad der vilde skeet, hvis en Mand havde været andet, end hvad han var, og altid feiler man i at troe, det, efter Omstændighederne, vilde ►frugtet bedre; thi saavel for at han kunde virket som været anderledes, maatte han i Tiden have skiftet Plads, og altsaa været en anden. Historien anmærker da kun Saadant, for at advare hans aandige Frænder, og for, ved at pege paa de Blomster, til hvilke han lagde Spiren, at minde om, at han dog ei gik saa barnløs heden, som det ved første Blik kunde synes. Sørgeligt er det, hos hint Aarhundredes christeligste Sanger at spore Saameget af hvad der gjorde Tiden ulykkelig, og savne selv meget af det Liv og den Lethed, den ►Vidskab og Ynde, som man finder hos Verdens samtidige Skjalde: hos 👤Lessing og 👤Wieland; thi det viser ►aabenbar at mange af de herligste Kræfter vare faldne fra Troen, og at de ►overblevne, for at undgaae Strid og Skam, stræbde at ►holde Skridt med Tiden, og udmaie Kirken, saa den uskjæmmet kunde staae ved Siden af Verdens 519Theater, ja endog kappes med det i ►Holding og ►Bram. Men derfor maa det aldrig glemmes, at 👤Klopstocks Sang, langt mere end 👤Lessings Tale, ►overstemmede det franske Hanegal, at den med sine høie, tit høitidelige og altid ædle Toner, beskjærmede mangt et Øre, saa det dog ei ganske fortrylledes af arge Sirener, som nu udlaande, især til 👤Wieland, deres meest forføriske Stemmer, ja, frit kan man sige, at hvor der i Aarhundredets Løb udgik aandig Sang fra christne Huse, og hvorfra udgik den ellers? der havde 👤Klopstock været og sjunget en Spaasang for Digterens Vugge.

✂ Fem Aar efter 👤Klopstock var 👤Gotthold Ephraim Lessing født i 📌Øvre-Lausitz,*1729. men fremtraadte som Forfatter et Aar førend han, uden dog paa nogen Maade at vække saadanne Forventninger; thi det er Forholdet mellem disse Aander, at den Ene spændte strax sin Bue saa høit, at den var nær ved at briste, den Anden legede først længe med sin, som om han vilde dølge, hvad man saae, da den tilsidst blev spændt, at den var falsk og slog tilbage. Uden at ►trække Noget ved Haarene, kunde man saaledes paa mange Maader sætte de Tvende mod hinanden, den ene Bogs Mand mod de mange Blades, men det vilde Alt kun sige med flere Ord, hvad der, naar man forstaaer det, siges bedst med faa: hos 👤Lessing var Forstanden overveiende, som Følelsen hos 👤Klopstock; thi deraf fulgde, uden at det dog 520altid vilde følge, at den Ene blev mere, den anden mindre aandig, jo længere han levede, i det Hiin udvidede sin Forstand, medens denne udtømde sin Følelse. 👤Klopstock endte hvor, skjøndt naturligviis ikke som, 👤Lessing begyndte, med Stile-Øvelse og Snurre-Piberier, og 👤Lessing endte hvor 👤Klopstok begyndte, i Nærheden af det Høieste, Verden maa prise 👤Lessings Konst og gode Lykke, og Historien vilde istemme, dersom han ikke, til al Uheld, havde paa sit høieste Stade havt bag sig, hvad 👤Klopstock først og sidst havde for sig: Menneskets sande Epos og evige ►Laure. Om en saadan Mand maae Domme, selv i Aandens Rige, være ligesaa forskjellige som Hjerterne, og hvem der glæder sig ved at see Christendommen korsfæstet, og forhaanet i sin Grav, kan aldrig bukke sig dybt nok for den Ypperste-Præst, som afsagde Dommen, og tog Folket med Ord; men skulde Historien komme til at vidne, at Christendommen, ligesaalet som dens Mester, kan selv i Graven vælte Stenen fra Hjertet, da turde det vel gaae den ny Ypperste-Præst som den gamle, at selv de der vilde forgudet ham, naar han kunde seiret, ere de redebonneste til at fordømme ham, skjøndt naturligviis i Grunden kun fordi han ikke kunde give Guds Ord et ulægeligt Banesaar. At nu, hvo der vedkjender sig Opstandelsens frydefulde Haab i Tro paa den opstandne Frelser, maa, uden at fordømme Manden, der maa staae eller falde for Ham der seer 521paa Hjertet, ikke alene harmes og sørge over, at en Aand, skabt til at oplive den døende Christendom, gav den sit Banesaar, men tillige finde, at han, selv paa Taget af sit Bibliothek og paa sin Tidsalders Skuldre, hvor han virkelig stod, og det paa Tæerne, stod han dog meget for lavt til at kunne ►oversee ►enten Korset eller Historien, og vilde netop fra 📌Zions Bjerg, som han foragtede, have havt den fri, uindskrænkede Udsigt han beilede til, seet sig selv som en Dværg, der ►forklaredes i en Kæmpe, vældig nok til at omfatte hele Skabningen, see! alt dette er saa nødvendigt, at det vilde røbe ligesaa megen Blindhed som Intolerance, at forarges derover. Kan ►de wolfenbyttelske ►Steenbillinger, med 👤Nathan den Vises ►Indseigl, holde Christendommen i Graven, da er den som kun lever i Opstandelsens Haab, noksom beskjæmmet, og straffet saa haardt som mueligt: paa Livet, men kan de det ikke, var det dog klogest at tvivle i Tide, for ikke saa hovedkulds at falde fra Troen ►►i Graven, Man grov til en anden ►, og Historien kan da, i Dage der sagtens vil afgjøre Spørgsmaalet, ikke raade Christendommens arrigste Fjender noget Bedre, end at lade hver mene og gjætte som han vil, og selv spille den redelige Tvivler, hvem det er ligegyldigt hvad der skeer, ►naar kun Løgnen faaer Skam og Sandhed vinder.

✂ Efter saaledes at have opfyldt christen Kjærligheds Pligt, som byder, at ►haabe godt om 522►de Døde i Herren, og advare de Levende►, vender Historikeren sig, som det synes ligegyldig, fra ►Fragmenternes Udgiver og Beseigler, til de mange ►vittige og forstandige, men endnu flere maadelige og intetsigende, Blades Forfatter. Efter lang Omflakken under trange Kaar, strandede 👤Lessing som Hofraad paa Bibliotheket i 📌Wolfenbyttel,*1770 og det er et tro Billede af hans indvortes Liv; thi, efter forgjæves at have i Forstandens vide Verden søgt Sandheden i en ham velbehagelig Skikkelse, slog han sig til Roe med Literatur, Brudstykker og Comoedier. Et af de ►mærkeligste Brudstykker han har efterladt, er Begyndelsen til et Digt, som det hedder, ►om Religionen, men som det er, om det menneskelige Hjertes dybe Fordærvelse, et Brudstykke, der i Bitterhed og Fynd langt overgaaer 👤Popes Vers om samme Gjenstand, og naar en Mand med den Erkjendelse befeider ►Aabenbaringen, da maa det vel være hans Alvor, hvad ogsaa en af hans Fabler skal lære, at Ræven er den bedste Moralist. Dog, dette er ikke den eneste af hans Fabler, der naturligviis for Resten hører til det mest Poetiske han har skrevet, som aander en føielig Moral, for ikke at tale om hans saakaldte lyriske Digte, der for det Meste ingen Ting aande, men blæse ad Meget, som man skulde bøie sig for, og bøie sig for Meget som man skulde blæse ad. Skuespil, samt alskens Konst og Kritik var hans Livstykker, og det er unægte523ligt, at han bidrog saare meget til de fri Konsters Udbredelse, og skattede meget i dem, fremfor sine Samtidige, efter sit Værd, men ogsaa dem langt over deres. Han prædikede høit mod det voltairiske Afguderie, men naturligviis ikke mod den voltairiske Ugudelighed; thi han meende, at naar Gud kun vilde tilgive Digteren i 📌Paris, havde Philosophen i 📌Fernei ingen Nød. Han løftede sin Stemme for 👤Shakspear og saavist som denne Digters Værker have siden i 📌Tydskland og 📌Norden havt uberegnelig Indflydelse, til at hæve Begrebet om Poesie, og især til at plante et høiere Maal for Tragoediens ►Muse, vil 👤Lessings Navn, som deres forstandige Lovtaler, og i det Hele som Æstethiker, forsvare sin Plads i Verdenskrøniken, naar det i Kirkens helst maatte ønske at fortrænges, og i Poesiens taber de fleste Blade af den Krands der flettedes baade for ►skyndelig og for tyk til at have mange Evighedsblomster. At hans Comoedier forgaae med Tiden, synes den ►alt at have viist, at hans Fabler vil svinde ►mærkelig ind, og at selv de bedste af det Slags have deres Plads i Poesiens Borgestue iblandt Tjenerskabet, tør man vel mene, og om selv ►Nathan den Vise vorder indladt i Hallen, vil komme an paa en Prøve. Dette Tanke-Spil; thi ►saa er ustridig dets rette Navn, digtede 👤Lessing, efter eget Sigende, for at spille Theologerne, med deres indskrænkede Begreb om Troen, et Puds, men det var i al Fald 524sig selv, eller Troen han spilte det; thi under Skin af, ved Giærde-Brud at udvide dens Enemærker, gjorde han dem ►aabenbar til en Fælled, hvorfra kun den var udelukt. Vel klinger det ret ►artigt, at hver Tro kan være god for sig, naar den holder sig paa sit Eget, men saalænge man endnu ikke har viist Mueligheden af at troe Noget er sandt, uden at troe, det Modsatte er Løgn, samt at elske Sandhed, uden at afskye og hade Løgn, ja, saalænge den Troe, at man skal hade og afskye sin Troes Fiender, ikke kan nyde Godt af den uindskrænkede Tolerance, og saalænge de der Intet troe, ei holde op at bekjæmpe dem der troe Noget, og erklære deres Troe for falsk, kort sagt, saalænge man ikke ►aabenbar vil modsige Fornuften og sig selv, og kan bevise at det ingen Selv-Modsigelse er, saalænge er Talen om stridige Troer, der holde Fred med hinanden, et endnu langt større Brud paa Sandheden end paa Sproget, og en af de groveste Selvmodsigelser, hvori man kan gjøre sig skyldig. At forfølge Folk med Ild og Sværd, fordi de ikke have vor Tro, er et Galenskab, som altid beviser at Forfølgerne ere blinde for en af de klareste Sandheder, og en Christen kan ikke gjøre det, uden at stride mod det Ord han skal troe: at ►Sandheds Rige er ikke verdsligt; men af al Magt, med hvad man troer er Sandhed om Menneskets vigtigste Anliggender, at bekjempe hvad man troer er Løgn, det er ►aabenbar en ubrødelig 525Pligt, ja, for at nægte denne Kamps Retmæssighed og ⓘ Nødvendighed, maa man modsige en soleklar Sandhed, og det uden anden Fordeel, end at man ved Nægtelsen bekræfter, hvad man vilde nægte; thi man kan jo umuelig bekjæmpe den Troe, at man skal kjæmpe mod Løgnen, uden med det Samme at paastaae, man skal kjæmpe mod Løgnen, og hvad man ikke kan nægte uden at modsige sig selv, det er unægtelig Sandhed.

✂ Mindst skulde man vente slig en Selvmodsigelse af et Aarhundrede, der kaldte sig det philosophiske, dersom ikke alle Tiders Erfaring lærde, at hvem der tænker høit om sig selv, tænker sielden dybt, og at hvem der i ►Vidskabs Rige raaber idelig paa sin høie Rang, svarer aldrig til den. Vidste vi da ikke meer om det attende Aarhundrede, end at det stedse havde sin Storhed i Munden, og sig selv i Hovedet, at det idelig pralede af at være videnskabeligt, dydigt og oplyst, fremfor alle dets hensovne Frænder, da havde vi intet andet Vidnesbyrd behov om, hvad det i Grunden var, og dets Historie skal vist ikke modsige Slutningen. Det er derfor intet Under, at de Samme der med stort Bram erklærede Frihed i Troes-Sager for en ►uafhændelig Menneskerettighed, heftige og umilde Domme over Andres Tro og Tænkemaade for en Vederstyggelighed, der kun beviiste en slet Sag og et ukjærligt Hjerte, at de Samme af al Magt bekjæmpede og spottede de Christnes Troe, erklærede dens Tilhængere for 526Tosser eller Hyklere, og paastode at de gjorde det af reen Kjærlighed til Sandhed og deres overtroiske, vildfarende Brødre; men skraalede høit paa Intolerance, Ukjærlighed, Pavedom og Præste-Ondskab, naar de Christne toge sig den Frihed at erklære deres Troes Fiender for Sandhedens og Menneske-Slægtens, uagtet de ikke, uden at fornægte, hvad de troede var Sandhed, kunde ansee dem for andet. Den Tolerance man fordrede var da ►aabenbar, at hvad de Christne kaldte Guds Ord skulde lade sig slaae, uden at slaae igjen, tie som Frelseren da han ►i sit Kjøds Dage leed taalmodig, eller dog svare dem der haanede, og trodsede ►stoltelig paa deres Ufeilbarhed, med føielig Høflighed og beskeden Tvivl om sin Sandfærdighed, det er: med en Selv-Fornægtelse, hvorved det erklærede sig selv for Løgn og sine Tilhængere for Daarer. At Christne kunde gjøre en saadan Stilstand, maa vel synes utroeligt, men fra 👤Lessings Tid af gjorde de fleste tydske Theologer den dog, og det Eneste der kan siges til Undskyldning saavel for Enkelte af dem, som af Modstanderne, er, at man i Menigheden ►alt en Stund ei havde havt synderlig Begreb om anden Intolerance end den, som udøvedes af den verdslige Haand, gav, som det ►syndes, Ordet Vægt med Staal og Steen, eller lukkede dog med ►Beegplaster Modstandernes Mund. Vel burde disses Færd have mindet de Christne om, at der gives en aandig Intolerance, som aldrig 527kan skilles fra den levende Sandhed, og som de nu, da det de ansaae for Løgn, gav Exemplet, skulde, med rene Hænder, drevet til det Yderste, for at vise, de havde Sandhed med sig, og turde trodse paa dens Kraft; men, for at kunne gjøre det, maatte man have vidst hvorvidt man turde troe ►Bibelen paa Ordet, og troet levende derpaa, det var, som vi veed, ikke Tilfældet, der var langt flere Varianter i Theologernes Hoved end i deres Bibel, og i ingen af de meest ►cursive Haandskrifter var Ordet saa mat og ulæseligt som paa Hjertets Tavle, derfor gik de Fleste paa Forlig med Fjenden og mødte ham paa Halvveien, medens hvem der var ret ivrig, skjød sig bag Stats-Religionens Skjold, og raabde paa den verdslige Arm. Saaledes var det med 👤Götze i 📌Hamborg, hvis Navn er blevet til et Skjældsord, men saameget end Kirken maa frabede sig slige Zeloter, har man dog, i Forhold, gjort ham stor Uret, da han slet ikke gjorde andet, end hvad der over hundrede Aar var kaldt berømmeligt i den tydske Menighed, og havde samme Ret til at bebreide de andre Theologer, at de ei vare Zeloter, som de til at bebreide ham, at han var det bagvendt. At forsvare ham lader Historien vel være, og den vilde neppe nævne ham, havde han ei havt det store, og Kirken det endnu større Uheld, at han var i 📌Tydskland den sidste bekjendte ►Ivrer for det lutherske Lærebegreb.

✂ 528Disse Bemærkninger kan synes Mange fremmede for Talen om ►Nathan den Vise, men det er da, fordi de ikke veed, at den har siden været som Tolerancens ►symbolske Bog, hvor det ansaaes for aabenbaret, at ►Bibel, ►Talmud og ►Alkoran vare lige gode, og kunde let forliges, naar de lagdes paa Hylden, men at ►Ivrerne, især for Christendommen som den eneste saliggjørende Troe, vare næsten altid arrige Skalke med Skjelmen bag Øret, og i al Fald foragtelige Kryb, som man ikke noksom kunde hade og nedtræde. Det er altsaa, som man seer, en Aabenbaring for dem der ingen troe eller trænge til, et Evangelium for de Sunde, men en Tordenkile for de Syge, kort sagt: det er netop det Modsatte af ►Bibelen, og den skal da ikke rose sig af Tolerancen, med mindre den vil lade sig trykke om til en ►Alkoran; thi kun under den Betingelse kan den frikjendes for Fornuftens Domstol, og slippe med at sættes i Daare-Kisten, for en Sikkerheds Skyld, blot saalænge til Verden har glemt den, hvorpaa den skal have frit Forlov til at reise hjem til sin Faders Huus, og ende sine Dage i Stilhed.

✂ Denne Idee er, som man den tager, høit eller lavt, meget prosaisk eller meget poetisk, men, i en Christens Øine, rav splittergal, hvordan den saa tages, saa det kun er Spørgsmaalet, om 👤Lessing har taget Tonen høit nok til at gjøre Tanke-Spillet poetisk. Herom kunde ►tvistes 529meget, og Spørgsmaalet er, i den menneskelige Aands, altsaa i Menneskets, Historie, ikke saa ubetydeligt, som det kan synes; thi det hænger sammen med det store Spørgsmaal, om man nødvendig skal fødes Digter, eller om man ogsaa kan udvikles dertil, med andre Ord: om Poesien i allerstrængeste Forstand lader sig fornuftig fatte og begribe, om Æsthetiken kan vorde en Videnskab i samme Forstand, om end ikke, i samme Grad, som Mathematiken, det vil sige i samme Grad som Historien. Vel beroer det store Spørgsmaal her, ligesaalidt som nogensinde, paa det mindre, thi dette kan nægtes og hint alligevel bejaes, men ikke omvendt, da Virkeligheden indeholder Mueligheden i sig. Vi har nemlig i ►Nathan den Vise, et Forstands-Værk for os, det vil sige: Forfatteren gjorde hvad han vilde, og vidste hvad han gjorde, arbeidede efter roligt Overlæg med klar Bevidsthed, og tvinges vi nu, ved Værkets Indtryk, og Forhold til poetiske Værker, til at erklære det for poetisk, da maae vi indrømme det store Spørgsmaal, enten vi saa kan begribe den Sandhed eller ikke. Men, om nu ogsaa, som vel turde være Tilfældet, Sagen bliver ved at være tvivlsom, er Følgen dog den samme; thi tvivlsom kunde den ikke være, dersom der ikke var en Punkt i Forstandens Udvikling hvor den blev poetisk, og, hvorvidt nu 👤Lessing naaede denne Punkt, eller naaede den kun næsten, bliver en Bisag i Poesiens, 530skjøndt vel kanskee en Hovedsag i Forstandens og 📌Tydsklands Historie. Overveie vi nu Værkets Hoved-Tanke som den, at alle Aabenbaringer ere Mythologier, der under forskjellige Billeder udtrykke een og samme Sandhed, seet fra flere Sider, og under forskjellig Belysning, da er det unægtelig en poetisk Idee, som, naar den kunde bevises, maatte ikke alene forpligte Christne, Jøder og Muselmænd til indbyrdes Enighed, men befale en uindskrænket Tolerance, der omfattede alle muelige, selv de allermest stridige Forestillinger om Menneskets aandige Forhold, og naar denne Idee kunde gjøres beskuelig under et livligt, udtryksfuldt Billede, da fremkom der ►upaatvivlelig et poetisk Værk. At vi her have 👤Lessings Yndlings-Tanke for os, er vist, men ligesaa vist er det, at den blev mat, saasnart den begyndte at flagre, at den langt fra at udsynges, kun spilles paa i ►Nathan, og selv om man vilde sige, at det var kun Forsigtighed der hindrede 👤Lessing i at give sin Fabel poetisk Liv ved at vise os ►Straale-Brækningen, under hvilken Ringenes ►skuffende Lighed forvandledes til den utrolige Ulighed, saa bliver det dog lige sandt, at han maatte gjort det, naar Ideen skulde blevet udført poetisk, samt at det umuelig gik an, naar Værket skulde være et Strids-Vaaben mod hvilkensomhelst aandig Forestilling; thi hvad Vaabenet allerførst maatte gjøre var at overhugge Knuden og derved opløse Værket i 531Brudstykker, som vel kunde være poetiske i det Enkelte, men aldrig i det ⓘ Hele.Hele.] GV, Hele, A Dette skal lære os at Hoved-Tankens Sandhed er Knuden i Forstands-Poesien, og naar det betænkes, opgaaer derved et nyt Lys, ei alene over ►Nathan, men over den hele tydske Digtning siden 👤Lessings Dage.

✂ Dog, vi maae afbryde; og forlade 👤Lessing *døde 1781. staaende i Tanker paa Grændserne af Poesiens Rige, han vidste hvor det laae, og enkelte Tanker hoppede derind, som Gjærde-Smutter, men kom flux tilbage kun med smaa og løse Blomster-Blade i Nebbet, Historien var ham et aandigt Landkort og han saae derfor Skyggen af Meget han ei kunde naae, Historien stod ikke levende for ham, og dog er det kun af dens Moderhaand Fornuften kan modtage ►Fjeder-Hammen, kun ved sammes Moderbryst den kan indsuge Kraft til at bereise dens Rige, Forstand til at opdage dens ►Liggendefee.

✂ ►Alt følde 👤Klopstock sine Kinder gløde af Heltemod i Drengeleeg, og ►alt sad 👤Lessing ►vist med Bog i Haand fordybet i Betragtningen af hine ►underlige Tegn som aabenbare Øiet Tungens Maal, da i en schvabisk Præstegaard, i 📌Biberak, et Barn*1733. fødtes under sælsomt blinkende og gaadefulde Stjerner; først nyelig sank hans hvide Haar i Graven,*1813. omkrandsede med Rosen-Blade, og tankefuld staaer ►Saga ved hans Mindesteen, forlegen hardtad ved paa snevert Rum at skulle riste 532ham; 👤Christoffer Martin Vieland, et sandfærdigt Eftermæle. Skulde hun imidlertid fatte sig kort og godt, vilde hun udentvivl tage begge de andre med for Selskabs Skyld, og skrive omtrent saaledes: min Aand svævede over dem alle, men den kom ingen af dem til at besjæle; thi 👤Klopstock forelskede sig i sine egne Drømme, 👤Lessing forvildedes af sine egne Tanker, og 👤Vieland forgabede sig i Verden, fik derved nok af Munden men gik glip af Synet, som ellers laae ham nærmere, end nogen af de Andre.

✂ Dog, en saadan ►Kortvillighed tilgav man neppe Tidens Dronning selv, om hun umiddelbar øvede den, og hendes underdanige Tjener maa da vel nødes til med flere Ord, og finere Vendinger, om det vil lykkes, at sige saa omtrent det Samme. At 👤Vieland var en Smule ►Veirhane, vil vel Ingen nægte, især siden 👤Lessing har sagt det, men at han dog mere var et Barometer end et ►Fløi, rettede sig mere efter Luften end efter Vinden, bør man ikke heller dølge; thi uagtet det neppe er en Roes han kunde tilegne sig, beviser det dog, at der var ►Kvægsølv i ham, og at han hørde til det Slags ►Adiaphora, som man ikke ret veed, om man skal regne til Amphibierne eller Hermaphroditerne, altsaa af samme Slægt som hans berømte Romaner. Dersom man ikke havde Andet af ham end hans første Ungdomsarbeider, saasom hans veemodige ►Vaar med de høie Ahnelser og de funklende Øine, 533samt hans meer end deilige, hans poetiske ►ⓘ Riimsager ►om den blinde Selim, da vilde man inderlig ønske at have mere, men da man nu har næsten saameget for meget som man har mere, maatte man vel ønske det var det Eneste. I 📌Zürich, hvor han en Stund opholdt sig hos 👤Bodmer, prøvede han paa at digte Christendom, men dertil hører nu engang mere Indbildningskraft, end hele Verden, end sige 👤Vieland, har eiet, og det vilde da ikke lykkes; Noget som han dengang kaldte en Christens Følelser og i sin Alderdom Psalmer, uagtet det, som han selv følde, var ingen af Delene, er egenlig sværmende Recitativer, med et halvt Øie paa ►Bibelen, og viser kun, at han har havt sin Næse allevegne, uden at faa Øie paa Stort. En Slags Fortsættelse heraf, at sige som Aarstider fortsættes, altsaa en Afvexling, var hans ►Musarion, *1768. et af hans Mesterværker, siger man, som han dengang kaldte ►Gratiernes Philosophie, men ►Gratierne i 📌Biberach, hvor han dengang var Cancelliedirecteur, maae da have været af et eget Slags, hvad man ellers kalder honette Skjøger; thi at ►Musarion er af det Folkefærd, skulde i det Mindste Alvorsmænd rødme ved at nægte. Om det var for det Stykke Arbeides Skyld han Aaret efter kaldtes til 📌Erfurt som Professor i Philosophien og de skjønne Videnskaber, skal jeg lade være usagt, men Nok, at det skedte; tre Aar efter blev han ►Hovmester for to veimarske Prind534ser, og henlevede siden sin meste Tid uden Embede i 📌Veimar. Her var det han skrev sit andet Mesterværk, ►Oberon, *1780. som han kaldte et romantisk Epos, men i al Fald burde da Navnet staae i ►Dualis; thi er Værket episk, da har man her ►Odysseen indheftet i ►Iliaden. Dog, Navnet gjør her Intet til Sagen, især siden Helten hedder 👤Hüon, og Digtet ►Oberon, men Sandt er det, at i Virkeligheden er 👤Oberon Helten, saavidt en Nisse eller Skovtrold kan være det, og det gaaer ⓘ end 👤Hüon som med ►Günther i ►Nibelung-Rimet: han har ikkun Gebærden. Søger man i Øvrigt Poesie i dette langtrukne, ►urimelige, rimede Eventyr, da kan man lede længe forgjæves; thi den Smule der er, befinder sig mest paa et afsides Sted, i 👤Alfonses Hytte, og at gjøre den lange Reise med, blot for eengang at komme i Land, paa en lille smuk Øe, lønner neppe Umagen, undtagen for Historikeren, der naar han ellers Intet finder i et ►udbasunet Værk, dog finder en gavnlig Sandhed at meddele sine Læsere. Hænger det nu saaledes sammen med 👤Vielands berømteste, saakaldte poetiske Værker, da vil man let indsee, at den største Tjeneste han har viist Poesien, var Oversættelsen af ►Shakspears Værker;*1762 til 66. thi, uagtet den er mat og slæbende er den dog vigtig som den første, og har ►upaatvivlelig bidraget saare meget til det høiere Sving den tydske ►Muse kort efter tog. Ingenlunde vilde det imidlertid være af Veien, at dvæle et Øieblik 535ved hvert af 👤Vielands mange Skrifter saavel i Prosa som paa Riim; thi i meer end 60 Aar var han en af 📌Tydsklands yndede, og i 30 maaskee den mest yndede og ordrige Forfatter, saa man i hans Bøger gjør temmelig fortroeligt Bekjendtskab med den tydske Læseverden, men der vilde Rum til, og desuden en Gjennemlæsning, som det var Synd at fordre af andre end en tydsk Historiker, og Titlerne paa hans mange Bøger kan man sagtens finde.

✂ Spørgsmaalet, om 👤Vieland var Digter, synes at have en egen Vigtighed, forsaavidt som han unægtelig i det attende Aarhundredes sidste ►Hælvde var den tydske Læseverdens meest tilbedte Afgud; men da vi bestemt veed, at hiin Tidsalder var saa upoetisk som mueligt, indseer man let, at Spørgsmaalet taber sin Vigtighed; thi det er da vist, at forsaavidt han forgudedes, var han ikke Digter. For Resten er det klart, at han havde en sielden livlig, men sandselig Indbildningskraft, som, i en aandig Fornufts Tjeneste, vilde gjort ham til en stor Forstandsdigter, men gjorde ham nu kun til en behagelig Versemager og Romanskriver, for hvem der behøvede lang varig Tidsfordriv, og til en forførerisk Maler af kjødelig Skjønhed og Vellyst. At man imidlertid saavel i ►Musarion, som i ►Oberon, kan finde en dybere Betydning: en Skildring af Tydskernes Digten og Tragten i den seneste, og den ►nærværende Tid, stadfæster hvad vi før bemær536kede, at han i sine unge Dage havde den ene Fod inde i Poesiens Rige, men trak den tilbage, for i Mag at nyde, betragte og lege med Verden.

✂ Spørge vi nu, om der i disse ►Triumvirers Bestræbelser yttrer sig nogen fælleds Retning, da fristes man med det Samme til at spørge, om de ingen Lighed havde med hine i 📌Rom, og maatte i al Fald bekjende, at 👤Julias Fader og Forsvarer havde Noget tilfælleds, men for ikke at gaae til vi halte, er det bedst strax at vende om til det første Spørgsmaal og svare jo; en fælleds Retning findes virkelig forsaavidt, at de, med romerske Vaaben, vilde erobre 📌Grækenland, ja, om mueligt hele Verden, og i 📌det hellige romerske Rige oprette det femte Monarchie. Dette seer man især paa 👤Lessing og 👤Vieland, som, hver paa sin Viis, hiin i Tankerne og denne i Indbildningen, gik frugtsommelig med den store Erobringsplan, der er Tydskerne eiendommelig, da de, ligesaalidt som Romerne, have andet Fædreneland end Rum til Rov. Da nu den sidste Tids Poesie, ligesaavel som ►Vidskaben er bundet til Fortiden, og kan aldrig blive noget Høiere, end det Forriges Forklaring, indseer man let, at det er en ligesaa lovlig som forstandig Attraa, at ville tilegne ⓘ sigsig] GV, stg A og sit Folk Fortidens Herlighed, det kommer kun derpaa an, om Attraaen er reen, og Midlerne de rette. Nu er det ligefrem, at skal Attraaen være reen, maa den blive 537i Sandheds Kjærlighed, saa vi ikke vil tilegne os Fortidens Skjønhed, uden forsaavidt Sandhed tillader: forsaavidt vi ere i Sandhed, og skal Ønsket kunne opfyldes, maa vi være begavede med en levende Følelse for de ►fremfarne Dage, med et historisk Hjerte, hvori Fortidens Aand kan indelskes og opstaae i livlige Minder. Er det nu ►saa, at Tydskerne ikke ere et ►besynderlig historisk Folk, da kan Bestræbelsen heller aldrig lykkes, men udgjøre de Fornuft-Folket, maatte Ønsket naturlig opstaae og nødvendig yttre sig i en ivrig Studering og Efterligning af Fortidens Konstværker. Hvortil dette kunde ført, naar Tydskerne havde bevaret den sande Synspunkt, er ikke nemt at gjætte, men, dersom Christendom er Sandhed, da er det klart, at en saadan Bestræbelse, med Siden og tildeels med Ryggen til Kirken, maatte aldeles forulykkes, og, naar den ►syndes at lykkes bedst, frembringe et koldt, studeret Hedenskab.

✂ For imidlertid ei at ligne Tydskerne for meget, maa vi afbryde, og kaste et Blik paa Fiirkløverets ►Konstblad: Brandenborgeren 👤Johan Vinkelmann. *født 1717. For at tilfredstille sin Lyst til Udenlandsreise og Betragtning af de gamle Billed-Støtter, afsvor han den evangeliske Bekjendelse, Noget der, som hans ►Lovtaler 👤Göthe siger, Intet kostede ham, da han i Grunden var en Hedning, og troede kun paa Skjønhedens Guddom. Tretten Aars Ophold*fra 1755. i 538📌Rom, under riig Næring for hans ►Skjøde-Lyster, var Lønnen for dette Frafald, der i 👤Göthes Øine gjør ham mere indtagende, ved at hæve ham til Rang med en utroe Kvinde og ►ankomment ►Vildbrad, men Historien bringes neppe til at see med den fornemme Digters Øine. Hvorvidt nu for Resten 👤Vinkelman bragde det i Konstforstand, maae Kjendere med Tiden afgjøre, men at han angav en høiere Synspunkt for Konstværkernes Betragtning, end der hidtil havde været videnskabelig bekjendt, er aldeles unægteligt, og at han beskuede ►Støtterne mere med et romersk end et græsk Øie, synes ►aabenbart af hans Indbildning om Grækernes rolige Kulde, som 👤Lessing i sin ►Laokoon med Føie bestreed. Er det nu ►saa, da kan man vel betragte 👤Vinkelmann som Konstudtrykket for den nyere tydske Stræben, og afstikke den samme Grændser i aandig ►Vidskabs, som den gammelromerske i Konstens Rige; men dog vilde det være noget for overilet, al den Stund vi ei tør sige, at 👤Vinkelmann hørde til den dybeste Stamme i 📌Tydskland. Derimod kan vi frit sige, at Tydskernes videnskabelige Poesie og aandige ►Vidskab aldrig vil overflyve eller overstige, hvad der aabenbarer sig i den gamle og ny Verdens legemlige Konstværker; thi, uden Hjerte for Historien og med afgjort Retning til Naturen, kan Fornuften kun tilegne sig saameget af Fortidens Aand, som der er sandselig aftrykt i Verden.

✂ 539Hint Savn af historisk Hjertelag gav sig i dette Tidsrum paa mange Maader tilkjende, men neppe kan herpaa gives et klarere Beviis, end det, at Folkets bedste Hoveder forsømde Historien paa en Tid, da Nødvendigheden af dens Dyrkelse var umiskjendelig, og overlode Omsorgen til blot arbeidsomme Mænd, der ei engang kunde fortælle behagelig, end sige vælge skjønsom og udvikle forstandig. Det var saaledes 👤Siegmund Baumgarten i 📌Halle, 👤Semler, 👤Meusel og 👤Rühs, som stode i Spidsen for Oversættelsen*fra 1744. til 1815. af den store engelske Verdens-Historie; langt skreed Arbeidet frem, før man opdagede, at det dog var klogere at skrive en nye Text, end at skrive den om i Anmærkningerne, og selv da fik man Intet, som enten var hugget eller stukket: kun et sammensat Chaos fik man, som endnu venter paa en ►skaberisk Aand. Ingenlunde skal herved tales de Mænd for nær, som befordrede dette Værk, eller anvendte deres Flid paa enkelte Dele af Historien; 👤Gebauer, 👤Maskov, 👤Møser, 👤Gatterer, 👤Schløzer og Andre skal beholde deres fortjente Roes ►uforkrænket, men at de ikke vare Genier, at de ikke behandlede Historien med Aand, det er en unægtelig Sandhed, og at Tydskerne, naar de ei kunde aandig forklare Historien, eller ei vilde hellige den deres høieste Kræfter, vare aldeles uskikkede til den videnskabelige Reformatorrolle de ►aabenbar vilde spille, udygtige til at udklække sand, almeengyldig ►Vidskab, det er Noget 540Historien ei kan lade sig ►aftrætte, uden at fornægte og derved tilintetgjøre sig selv.

✂ At dog imidlertid Tydskerne vilde have Ord for at være 📌Europas retmæssige Lærere, og at have fundet de Vises Steen, det gjorde de nu kun alt for vitterligt, ved at ophøie sig over Christendommen, og erklære alle for Daarer, som ei vilde lære Viisdom i deres philosophiske Skoler.

✂ Dog, her, 674 (US) paa Overgangen til det attende Aarhundredes to sidste Decennier, nødes vi til at standse et Øieblik, og betænke Tidens Vilkaar. Det er forhen bemærket at paa denne Tid havde ►Bibelen omtrent tabt sin Anseelse i den tydske Læseverden, en naturlig Følge af, at den havde de største Hoveder imod sig. Det er ogsaa anmærket, at 👤Lessing nu døde, omtrent paa samme Tid som 👤Ernesti, og da man nu hverken havde en herskende Theologie eller Philosophie, saae det naturligviis ud i den lærde Republik som i Riget, naar Keiserthronen stod ledig, ja endnu værre, thi skjøndt enhver af de fornemme Skribenter havde sig som et lille Fyrstendom i Læseverdenen, saa maatte han dog smigre for sine Undersaatter, om han ei vilde afsættes. Til at formere ►Vilderedet, og især forberede et langt større, bidrog fornemmelig den Omvæltning i Børneopdragelsen som nu var begyndt. At vænne Børn til stræng Lydighed, at lære dem deres Christendom, og, hvis de holdtes til Bogen, Gramma541tikerne og endeel Bøger i de gamle Sprog, saa godt som udenad, tit med Ferle og Riis, det var den gamle Methode. At den nu mangengang udartede til Tyrannie, er unægteligt, men at det kun var et Smiil værd, naar man raabde paa, at Børnene derved fik en slavisk Tænkemaade, og bleve dumme ved at lære udenad hvad de ikke forstode, maa man vel indrømme, ved at see hvor godt de Børn som Mænd forstode hvad de havde lært, og ved at høre Raaberne, der for det meste selv vare haardest opdragne. Snarere maatte man da beklage den 675 (US) overdrevne Strænghed, fordi den avlede Had selv til retmæssig Tugt, og kun ►paaanke Udenadslæsningen, fordi den dreves maskinmæssig, og misbrugdes til at lære Meget udenad, som ei var værd at huske. Det er imidlertid ikke Spørgsmaalet, om Opdragelsen og den lærde Underviisning trængde til Forbedring, men vilde man ikke troe, at, før en saadan kunde iværksættes, maatte de Gamle omvende sig, og Videnskabeligheden sees i et klarere Lys, da har man siden faaet Troen i Hænderne. Man tog sig nu for, i en Tid, da man daglig mere tabde Lysten til at troe, lyde og arbeide, at opdrage den yngre Slægt med uindskrænket Mildhed, ei forlange Andet troet af dem, end hvad de forstode, ei tvinge dem til Udenadslæsning, men især lægge an paa spøgende at bibringe dem Kundskaber som vare nyttige i det daglige Liv, og fremfor alt sørge for deres Le542gems fri Udvikling. Man veed at 👤Locke og 👤Rousseau vare denne Methodes Talsmænd, og nu opstod da ogsaa en tydsk Apostel, hvis Raab blev annammet som en Engels Røst, uagtet Forældre vel maatte skjelvet blot ved Tanken om, at deres Børn skulde komme til at ligne ham. Det var 👤Johan Bernhard Basedov *født 1723. fra 📌Hamborg, et udsvævende og halvgalt Menneske, som naturligviis ikke ►fandt sin Regning ved at være Christen, og som, da Kirkestormen ikke vilde lykkes, udraabde sig til Reformator i Skolen. Vidste man det ikke før, at Tydskerne ►syndes de havde selv endnu for megen Christendom, da maatte man dog lære det, ved at see hvilken Liid de satte til en Mands Skole-Forbedring, hvis Skrifter prædikede Oprør mod ►Bibelen, og hvis Levnet spottede Dyden. Efter stor Kvalm med ►Elementarbøgerne, der skulde skabe idel ►Socrater, aabnede 👤Basedov sit philanthropiske Værksted*1774. i 📌Dessau, og da man ved den berømte Examen to Aar efter saae, at han kunde gjøre Mirakler, overvældedes han med Lovtaler og Lærlinger. Vel gik denne Anstalt snart saa godt som overstyr, men Grundsætningerne bare hundredefold Frugter, og især stod ►Educations-Raad 👤Campe *født 1746. fra Nu til Aarhundredets Udgang i en Anseelse, som neppe nogen Fyrste eller anden Mand, uagtet han kun havde den Fortjeneste at kunne godt snakke for Børn, gjøre al Ting til ►Hakkemad og ►Tyggemad, og i Religionen gaae udenom ►Bibelen. 543Vældig udbredte sig nu den Formening, at han der lærde Folk at brygge ►Brunsviger-Mumme, gjorde Verden større Tjeneste, end det største Genie med sine Værker, at grundig Videnskabelighed var ►Skolefuxerie, Christendom Overtro, Dyd en god Vane, Egennytte Statens Grundvold, sund Forstand Følgen af et sundt 676 (US) Legeme, og kort sagt, at hvad man ikke med sin sunde Forstand kunde begribe, var Løgn, og hvad man ikke med den kunde indsee var nyttigt, det var Narrerie.

✂ Fra dette Stade seer man udentvivl nemmest, hvad der i Øvrigt fra alle Sider er ►øiensynligt, at skulde ikke Tydskerne nedsynke i et grovt Barbarie, da maatte der enten opstaae en Reformator i Kirken, eller, om det maaskee kunde hjelpe, en Philosoph, der førde Alt tilbage til dybere, omfattende Grundsætninger.

✂ En Reformator maa, naar Værket skal lykkes, være, om ikke det bedste, saa dog et af de bedste Hoveder i sit Folk, og at han, i Slutningen af det attende Aarhundrede, maatte kunne omfatte, forstaae og anvende Tidens Poesie og ►Vidskab som den Bedste, er ligefrem. En saadan Mand kan vi ikke vente at træffe i Kirken, men dog møde vi En, der virkelig havde endeel Reformatoranlæg, og det er 👤Johan Gotfried Herder, født to Aar førend 👤Campe.*1744. Det kunde være et Spørgsmaal, hvem man skulde omtale først: ham eller 👤Kant, men da de begge vare 544Preusere, maae vi i al Fald først kaste et Blik paa deres Fødeland.

✂ Til hvilken Folkestamme Oldpreuserne hørde, er endnu temmelig dunkelt, dog skal der fra gamle Dage have gaaet det Sagn i Landet, at den herskende Stamme var indvandret fra 📌Skandinavien, og det er ingenlunde ►urimeligt; thi, uden at tale om Andet, har Preusernes Forhold til Brandenborgerne en heel ►mærkværdig Lighed med ►Gothernes til de Svenske. Dog, vi lade her det Uvisse ►staae ved sit Værd, og holde os til det Bekjendte: at Preuserne holdt fast ved Hedenskabet, til Slutningen af det 13de Aarhundrede, da de som ikke vare faldne for de tydske Korsherrers Sværd, enten lode sig døbe, eller ►flydde til 📌Lithauen, hvor en Flok af dem vedblev Afgudsdyrkelsen til det 15de Aarhundrede. Dette lærer os, at Preuserne før Reformationen egenlig slet ikke kan kaldes Christne; thi de Folkefærd som, efter Talebrugen, omvendtes saa silde, og saa uapostolisk, skiftede i Grunden kun Navn paa deres Afguder. Med 📌Preusens Reformation havde det ikke heller stort at betyde; thi vi see ingen Kamp, ingen ►mærkelige indfødte Lærere, ingen vaagnende Videnskabelighed, ►Markgrev 👤Albrecht af Brandenborg, som da var ►Hærmester, fandt i Reformationen et godt Paaskud til at gifte sig og gjøre Hertugdømmet arveligt, Vürtembergeren 👤Povel von Spretten indrettede Kirketjenesten, og dermed var Sagen afgjort. Imid545lertid stiftedes der dog en ►Høi 677 (US) skole► i 📌Kønigsberg, endeel Tydskere og Hollændere vare indvandrede i ►Korsherrernes Dage, deres Sprog havde vundet Seier, deres Afkom beboede ventelig især ►Stæderne, 📌Thorn havde ►alt i 👤Luthers Tid sin 👤Nicolaus Copernicus, og, uden at det endnu for en Fremmed lader sig ►oprede, hvad Gang Udviklingen har taget, blev 📌Preusen ved 👤Kant og 👤Herder paa eengang ►mærkværdig i Aandens Rige.

✂ Uagtet nu 👤Kant ikke blot var den ældste men havde endog som Lærer havt Indflydelse paa 👤Herder, maae vi dog tage denne først, deels fordi han tidligere begyndte at virke paa Læse-Verdenen, og især fordi han staaer som den tydskevangeliske Kirkes sidste, skuffende Haab.

✂ Efterretningerne om denne ►mærkelige Mands Ungdom ere yderst magre, og tildeels usikkre, da han selv med Flid kastede et Slør over hine Dage, som poetiske Gemytter ellers pleie at reise venlige, talende Mindesmærker. Kun det veed man, at hans Fader var Skolemester i 📌Mohrungen, og stræbde, skjøndt forgjæves, at indskrænke hans Læselyst til Bibel og Psalmebog; at han enstund var i Lære hos en Chirurg, studerede saa omtrent paa egen Haand, stiftede i 📌Kønigsberg Venskab med den genialske, ►besynderlige 👤Hamann, ogsaa en Preuser, og blev allerede i sit 21 Aar Rector og Præst i 📌Riga. Efter fem Aars Forløb blev han Hofpræst i 📌Bückeborg ved 📌Minden, og derpaa 546General-Superintendent i 📌Veimar,*1775. døde 1803. hvor han henlevede sine øvrige Dage.

✂ Bestod Sandhed og Dyd i et vist Maal, under og over hvilket Løgn og Last drev sit Spil, da var 👤Herder ustridig en af de største Viismænd; thi denne Synspunkt havde han indpræntet sig saa dybt, at den, med og uden hans Vidende, skinner igjennem al hans Skrift, men, hvis ►saa er, da gives der i Grunden hverken Sandhed eller Dyd, men kun Klogskab og Dumhed, og da nu igjen disse Ting umuelig kan gives, denne Paastand umuelig gjøres, uden Forudsætning af Noget der i sig selv er Sandhed, saa følger nødvendig deraf, at 👤Herder gik paa slemme Vildspor og duede ikke synderlig til Veileder. Havde det nu imidlertid været hans Hjertens Mening, at de Kræfter som virke i Verden og Mennesket, ere, som saadanne, det eneste Sande og Virkelige, deres kloge ►&c med dem selv overeensstemmige Brug og Udvikling den eneste Dyd, og havde han klart og strængt gjennemført denne Grundsætning, kort sagt: havde han været en, med sig selv enig, dynamisk Natur-Philosoph, da kunde han dog paa en Maade spillet Reformator-Rol 678 (US) len, og prøvet paa at indføre den udstødte Christendom i Kirken, som en Symbolik, der for Pøbelen skulde spille hans Philosophie; men, uagtet saare meget i hans Skrifter begunstiger en saadan Synsmaade, er der dog ►og Meget som bekjæmper den, og hans bestemte Mod547bydelighed for Natur-Philosophien, hvis Morgenrøde han oplevede, tillader os ikke at troe, det hos ham var saaledes meent, som det tit er sagt, og ►end tiere ligesom forudsat. Er det nu imidlertid ►saa, at Ingen med Vished kan sige, hvad 👤Herder vilde have forstaaet enten ved Christendom, eller ved hans Yndlings-Ord: Humanitet, saa følger deraf, at han var ingenlunde Manden til at give Noget Fasthed, eller vise Nogen Vei. Saavidt man af Alt med temmelig Sikkerhed kan slutte, har han i sin tidlige Ungdom følt sig høist ulykkelig ved den sværmeriske Pietisme man vilde paatvinge ham, i det, saa at sige, kun hans halve Sjæl hang ved den, medens den anden Halvdeel af al Magt modsatte sig; han stræbde siden, snart at glemme, snart at bilægge, og stundum ved et Slag at ende Striden i sit Inderste, men, da han ei kunde holde sig paa Tidsalderens lave Standpunkt, ei turde lade sig henrive af Pantheismens Hvirvel, og ei vilde troe Skriften ►eenfoldelig paa Ordet, saa kunde han umuelig blive enig med sig selv om andet, end at man uden Fare kunde være uenig med sig selv, og det er da intet Under, at vi for det Meste see ham svæve mellem de tre Punkter, som om han selv genetisk vilde construere en Skygge af den Trekant, han saae i ►Bibelen. Hvad der imidlertid gjør ham især historisk ►mærkværdig, og vil, dersom han ikke skylder 👤Hamann alt for meget, stedse bevare hans Ihukommelse, er 548den dybere historiske Anskuelse, som først gjennem ham stræbde at gjøre sig gjældende. Det Ypperste han i denne Henseende har leveret, tilhører hans kraftfulde Manddoms-Alder, fra hans 30te til hans 40de Aar, og findes i hans ►Skyggerids til ►Historiens Philosophie,*1774. hans poetiske ►Folke-Stemmer, og hans ►Breve om det theologiske Studium.*1780. Vel mærker man ogsaa her hans Vaklen mellem Gud og ►Fatum, mellem Troe og Spil, mellem Kjød og Aand, men dog langt mindre, og nær var han dengang ved at opsvinge sig til en fast, christelig Beskuelse saavel af den hellige som verdslige Historie. Høist ►mærkeligt er det, at hin Betragtning, der ►aabenbar ymtede om det store historiske Beviis for Christendommens Sandhed, udkom samme Aar, som 👤Lessing begyndte paa Udgivelsen af de ►Fragmenter, der skulde omstyrte hvad man hidtil kaldte ►saa, men at man i Kirken hverken benyttede sig af 679 (US) disse Vink, eller af det herlige om de messianske Spaadomme, som findes i de theologiske ►Breve, viser at det kun vilde nyttet Tiden lidt, om 👤Herder ogsaa havde fulgt den skjønne Bane, der aabnede sig for ham. Hans ►Ideer til Menneskehedens Historie,*fra 1784. ansees for hans Hovedværk, ja han ansaae det selv derfor, og fortsatte det dog ikke i sine tolv sidste Aar, kom ikke længer end til Skuldrene af det historiske Menneske, og ►syndes at glemme, det er Hovedet der ene kan gjøre Sagen klar, Tidsrummet fra Videnskabeligheds Gjenfødelse til Nu, 549det Eneste der egenlig kan være Gjenstand for historisk ►Vidskab. Hvad der bevægede 👤Herder til at standse, man kan ikke sige paa Halvveien men i Forstuen, kan her være ligegyldigt, men klart er det, at han var nødt til at standse, naar han ikke vilde gjøre sine Ideer latterlige, thi det var Lygtemænd der i Nat og Skumring toge sig ret godt ud, men maatte blegnet i Dagningen, og forsvundet ved Soels Opgang, saa han vilde staaet som med en tom Lygte, der skulde gjøre Dagen klar. Tingen er, at af Oldtiden og Middelalderen kan en Mand der har Mod og Vid gjøre omtrent hvad han vil; thi deels ere de sandselige Begivenheder, der maae finde sig i Meget, her det meest fremtrædende, deels er Historien ufuldstændig, saa der er Rum til Gjætninger, og endelig kan man nægte eller forklare allegorisk hvad man ikke kan komme anderledes til Rette med. I den ny Tid derimod, fra Korstogene, og især fra Reformationen af, ►vender Bladet sig, de sandselige Begivenheder udspringe klarlig af den indvortes Kilde, Historien er i alt Vigtigt sikker og fuldstændig, Gangen lader sig ikke forandre, Begivenheder ikke nægte eller gjøre til Digtning, som fiendtlige Hære holde Kræfterne Slag, som af Skriverens Pen see vi Krøniken udvikle sig, og her er Ilden som Ideerne om Menneskeslægten skal gaae igjennem for at bevise deres Byrd, her er den gloende Ovn hvori man kastede ►Bibelen, fordi den ei vilde hylde 📌Ba550📌bels Afgud, og her skal det sees, om den kan gaae Heden igjennem, om det var den, eller Bødlerne der brændte sig; ja en Smelteovn har Sandhed bygget sig af tre Aarhundreder, i den skal kastes alt, hvad der om Mennesket kalder sig Sandhed, og hvad der bliver uskadt, det er Sandhed, men hvad Ilden fortærer, det er Løgn. Nødig skulde 👤Herder vove sig hid med sine saakaldte Ideer, deels fundne i Jordskorpen, deels grebne i Luften, nødig med en ►opfarvet Materialisme holde Lyset, hvor Aander ►aabenbarlig kjæmpe, nødig snakke over sig om Ligevægt og Ligegyldighed og blødsøden Humani 680 (US) tet, hvor Sandhed ►øiensynlig sønderknuser sine Fjender. Om det vilde hjulpet, hvis 👤Herder havde manet Jord-Aanden op, og Luft-Aanden ned, og ladet dem spille under Dække, det faae vi snart at see, thi det er siden skeet, men da kunde han i det Mindste givet sine Ideer, selv i Aandens Øine, Skin af Sandhed og udspundet dem til Reformationen. Hvorvidt han havde Villie dertil, maa staae uafgjort, men at han fattedes Evnen, det er klart; at finde en aandig Traad i den bibelske Historie, selv naar den tages ganske naturlig, det er i vore Dage ingen Konst, det kan selv, med andres Hjelp, vore blindeste Exegeter og Philologer; thi den er vævet af Menneske-Aandens fineste Silke, saa Poesien lader sig ikke undgaae, men kun mishandle; ja, til overalt i Poesie at finde Aand, hører kun saa551megen aandig Følelse, som der hører legemlig til at føle hvad der umiddelbar berører os, men til at finde den samme Aand, der straaler i Øiet og raaber i Øret, virkende i Tæer og Fingerspidser, dertil hører at være levende inde i Menneskeslægtens aandige Legeme, til i de verdslige Begivenheder udenfor 📌Palæstina og de heroiske Aldre, til i de upoetiske Dage, Folkefærd og Yttringer, at finde den aandige Sammenhæng, dertil udfordres en historisk Aand, som 👤Herder savnede, og som dog maa besjæle hvad der skal fortjene Navn af historisk ►Vidskab. At nu ogsaa en saadan Aand umuelig kan haves uden et ►særdeles Forbund med Sandheds Aand, er aabenbart; thi det maa være Sandheds Aand som styrer Historien, og dersom nu ►Bibelen er lutter Ord af den Aand, da er det intet Under, at 👤Herder, som vilde gjøre den til en blot menneskelig poetisk Bog, ►stødte Aanden for Hovedet, og omfavnede Skyggen.

✂ Man har spurgt, om 👤Herder var Digter, 👤Jean Paul har ganske ►vittig sagt, at var han ikke det, saa var han mere: et Digt, og mig synes man i saa Fald helst skulde kalde ham en Prophetie: 👤Hamanns Prophetie om Humaniteten ►ͻ: Menneske-Forgudelsen, hvis ►Fremskin han oplevede, uden at gjenkjende den, fordi han var en Prophetie, som ovenikjøbet over ⓘ Fornuft-Critiken havde glemt sig selv. Maaskee var det allermeest træffende at kalde ham en Billedbog, 552trykt i Kirken paa ►Bibelens Bekostning med fine ►Kobbere og forgyldt ►Snit, meer til Morskab end til Oplysning og Opbyggelse, men man kan ogsaa sige det ganske tørt: han var ikke Digter thi han digtede Intet, han skabde kun, som ►Klæder skabe Folk, han var en god Billed-Skrædder, de Tanker han kunde maale, var han i Stand til at sye en Kaftan, hvori de, nok saa skjæve og skrutryggede, saae ud som vel 681 (US) skabde poetiske Ideer, men klæder man dem af igjen, seer man naturligviis, at Skinnet bedrager, seer det ingensteds klarere end i hans ►forroste ►Para-Mythier, thi det betyder her: ►Skabilkener med mythisk Overtræk, vakkre ►Muse-Børn at see til, men Træsnit i Grunden. At en saadan Mand maatte ret være hvad man kalder veltalende, og en anderledes Oversætter af græske ►Kvædlinger og ebraiske Sange, end man var vant til, følger af sig selv, og hans eneste Fortjeneste af ►Bibelen var ►aabenbar, at han nødte Tids-Alderen, som just stod i Begreb med at kaste den under Bordet, til i det Mindste at lægge den paa Hylden, som Historiens mest poetiske Bog. Han reddede derved ingenlunde ►Bibelen som Guds Ord, tvertimod, han reev Seiglet og Underskriften af ►Himmel-Brevet, som uægte, hvorved han ikke allene gav ►Eichhorner og ►Bauere med deres Jævninger og Følge-Svende Mod, men en dem høist nødvendig Veiledning, til at betragte ►Aabenbaringen som en jødisk Kosmogo553nie og Mythologie, som et lille Haandbibliothek i den orientalsk-poetiske Literatur; men, man tør vel sige, han reddede derved ►Bibelen fra de tydske Boglærdes Foragt, og det orientalske Sprog-Studium fra aldeles at gaae under i det attende Aarhundredes sidste, i alle Maader for Aanden barbariske, Menneske-Alder. Ja, man tør sige, han gjorde meer, thi ved at slaae paa ►det Gamle Testamentes poetiske Stræng, der i det Mindste i mangt et Hoved maatte finde Gjenlyd, da den fordum havde tonet sødt i mangt et Hjerte, bidrog han, mere end der lader sig beregne, til at vække og opholde den aandige Sands, der i Realismens, Criticismens og Revolutionens Dage, var paa et hængende Haar nær forsvundet, og er dog den nødvendige Betingelse for en aandig Opreisning. At nu baade Studium og Sands toge en skjæv og falsk, en arabisk, Retning, deri var han ikke uskyldig; thi han stod selv paa Grændserne, hinkede og vinkede til begge Sider, men at man fulgde hvilke af Vinkene man vilde, er lige vist, og deraf følger, at havde alle hans Vink gaaet ►ret om, havde man ingen af dem fulgt. Hvormegen Umage 👤Herder end i sin sidste Tid gjorde sig, for at vinde den yngre Slægt, hvor uhyre han end nedstemte sin Tone for, ►man kan ikke sige at synge, men kjække med de Fugle, han paa Kirkegaard og Gadestævne var iblandt, saa lykkedes det ham dog ingenlunde; han skrev imod 👤Kant, kunde 554ikke nægte han ansaae 👤Christus for nok saa klog, og et vist ►Samfund mellem det høiere Usynlige og Mennesket for ganske muelig og ønskelig, og hvad var da mere aabenbart, end at han enten var 682 (US) en arrig Hykler eller en overtroisk Stymper, og i al Fald en svoren Fjende baade af den theoretiske og practiske Fornuft; thi begik han ikke Synd mod Verdens Hellig-Aand; mod Trøsteren, al Sandheds Fuldmægtig, den rene Fornuft selv op ad Dage: 👤►Im Anu Eel Kant! Denne Tidens Trøster, som nu er gaaet al Kjøds Gang, og begravet under Trappen til det ►ny julianske 📌Salomons-Tempel, skal vi nu betragte i en Lignelse, og kan gjøre det ganske trygt, da alle Mirakler, og især Opstandelsen fra de Døde strider aldeles imod hans Grundsætninger, saa hans System kan ei staae op igjen, uden at gjøre sig selv til Løgner.

✂ 👤Immanuel Kant *født 1724. fra 📌Kønigsberg levede mest i sin Fødebye, og hardtad uændset i ⓘ Læseverdenen mellem de mange, efter Behag philosopherende Forfattere, indtil han paa Grændsen af Oldings-Alderen, i 👤Lessings og 👤Ernestis Dødsaar,*1781. udgav sin ►Critik over den rene Fornuft, som end ikke strax, men kort før 👤Friederich den Andens Død, begyndte at gjøre en Opsigt og bevirke en Omvæltning i Literaturens Rige, som var mageløs. Efter en halv Snees Aars Forløb kjøledes imidlertid Hidsigheden, og allerede ved Udløbet af det attende Aarhundrede var den cri555tiske Philosophie at ansee som et forældet System, om hvis Brugbarhed som Bygværk i et andet man trættedes. Hvor silde 👤Kant da end begyndte at leve høit, overlevede han dog sig selv og sin Philosophie i alle Maader; thi i hans sidste Aar*døde 1804. var den ham for høi, og Tiden for lav.

✂ Seer man nu rolig tilbage paa alt dette, paa det ringe Udfald af den store Tummel, paa den stærke Deeltagelse, den matte Tilegnelse og det hurtige Frafald, kort sagt, paa det Særsyn, at en Philosophie, der ►syndes at have hele Tiden paa sin Side, ikke engang fik sig en egen ►Høiskole, og oplevede knap en halv Menneskealder; da tilbyde sig mange ►mærkelige Betragtninger, som Rummet ei tillader at anstille her, men Hovedbetragtningen, som ei maa undlades, er den, at Fornuft-Critiken i sig selv, umuelig kunde behage andre end Tydskere, og maatte, fordi den stræbde at sætte Skranke for deres kjæreste Tilbøielighed, nødvendig mishage dem, undtagen i et Øieblik, da de behøvede den for dermed at nedbryde andre og stærkere Skranker. Christendommen, saaledes som den nu var ►indknebet og lagt paa Sotteseng, skulde man vel mene, var Ingen i Veien, men det er ikke ►saa med en tusindaarig Eeg, som med en Pilekvist, der kan oprykkes, uden at efterlade sig Spor, ikke ►saa med en rodfæstet Tro som med en flygtig ►Vidskab, ⓘ selvselv] GV, selp A spottet og hadet 683 (US) gjør hiin sig uvilkaarlig gjældende, man maa grave dybt for at undergrave den, og 556det koster Arbeide at faae ►Jordstødet væltet. Christendommen hviler paa Historien, og kan ikke med Rod oprykkes uden at undergrave den, og man seer da let, at skal det lykkes maa det være for en Afgrundens Muldvarp, da Menneskehænder kan ei naae saa dybt, Mennesket ei vælte hvad han selv er rodfast i, men prøve derpaa maa han dog før han kan indbilde sig det er skeet. Lægger man hertil, hvad hermed hænger sammen og er nemmere at begribe, at mangen Sandhed, især den om en levende, personlig Gud, om Sjælens Udødelighed og Legemets Opstandelse, om Verdens Skabelse og tilkommende Opløsning, var saaledes sammenvoxet med de christne Folkefærd, at den ansaaes for Noget, Fornuften unægtelig lærde, og som derfor, enten man troede ►Bibelen eller ikke, maatte blive staaende, saa er det klart, at ønskede man uindskrænket Tænke-Frihed, da behøvede man høilig en Fornuft-Critik, der i det Mindste ►syndes grundig at svække Historiens Gyldighed og rokke alle de Sætninger, man hidtil dog i Forbigaaende maatte lette Hatten for. Var nu denne Critik klar og ►djærv i sine Paastande, men dunkel og tvetydig i sine Beviser og Udtryk, da var den netop baade hvad den maatte være og hvad man ønskede, og hvem der kjender 👤Kants, veed ogsaa at den har disse Egenskaber. Tid og Rum, disse omfattende, dunkle Begreber, staae naturligviis i Spidsen, det antages for afgjort, at da 557de ikke kan være Noget i sig selv, ere de kun til for Mennesket som nødvendige Sandse-Former, og heraf skulde da følge, at man ingen lovmæssig Slutning kunde gjøre fra hvad der er i Rummet og Tiden: fra Naturen og Historien, til hvad der er i Sandhed. Sandhed, lærer Critiken fremdeles, er intet andet end Begrebets Overeensstemmelse med sin Gjenstand, og naar altsaa ikke Gjenstanden er tilstæde, har man intet usvigeligt Kjendemærke paa Sandheden, hvoraf da følger, at vi Intet kan vide for vist, uden hvad de sandselige Ting ere, forsaavidt de findes i Tiden og Rummet. Nu skulde da kun Ingen komme og bevise Guds ►Tilværelse enten af Fornuften, Naturen eller Historien, som Avner ►henveirede Critiken i forstilt Beskedenhed alle de Beviser, man hidtil havde prøvet, men paastod tillige at give riig Erstatning for hvad den nedbrød, ved at reise en uoverstigelig Mur mod Vantroens og den selvkloge Fornufts Indbrud, samt ved af practiske Grunde at fordre (postulere) Frihed, Gud og Udødelighed, som nødvendige Betingelser, uden hvilke Moral-Loven i Mennesket var uforklarlig, og 684 (US) det høieste Gode: Dyd med tilsvarende Lyksalighed, uopnaaeligt. Ved første Øiekast skulde man synes, at alt dette kunde, nok saa godt som nogen anden Philosophie, forliges med Christendommen; thi da Fornuften frakjendtes al Evne til at begribe det Oversandselige, frakjendtes den ogsaa 558al Ret til at bestride en Aabenbarings Muelighed og Indhold af oversandselige Begreber, og da den paastod Nødvendigheden af at troe paa en Gud og ansee sand Lyksalighed uden Dyd for umuelig, skulde man formodet den maatte raade Menneskene at kaste sig i Christendommens Arme, der med sin rene ►Sædelære forbandt Underviisning om det Tvivlsomme, og Trøst for Synderen, som intet Menneske kunde nægte sig at være. Men, det var ingenlunde Meningen; thi ligesaa tvivlsom og usikker som den critiske Fornuft skabde sig under Navn af theoretisk, hvor det gjaldt om at undergrave, hvad den ei kunde nedrive, ligesaa ufeilbar og myndig teede den sig, under Navn af practisk, i det den paa en Omvei stræbde at gjøre sig ⓘ tiltil] GV, til A Mester af de øde Boliger. Den ►syndes ►vel at føre Krig mod al philosophisk Dogmatisme, men førde den kun mod al christelig Dogmatik, og vilde selv være saa dogmatisk som mueligt. Den erklærede at Friheden ei lod sig bevise, men paastod at endog dens Begreb lod sig til practisk Brug ufeilbar bestemme, og Alt hvad der nu ikke vilde rime sig med det ufeilbare, ubeviislige Begreb, det erklæredes rask for Daarskab, som man for Moralitetens hellige Sags Skyld maatte forkaste. Selv udtrykde 👤Kant sig i Bogen om ►Religion inden Fornuftens Grændser, temmelig forsigtig, og stræbde at holde sig til den Paastand, at Aabenbaring, Miracler og deslige umuelig lode sig bevise, da der ingen 559usvigelige Kjendemærker gaves paa deres Sandhed, men deels kunde han dog ikke bare sig for ►Sidehug, og deels var det nu ikke Spørgsmaalet, hvad 👤Kant meende eller turde sige. Tingen var, at man havde Indvendinger der ►syndes uigjendrivelige, at gjøre mod enhver som vilde forsvare Christendommen, at man havde et tvetydigt ►Konstsprog at indhylle sig i, og dunkle, tilsyneladende grundige Undersøgelser at beraabe sig paa, saa man fornemt kunde afvise baade ►Bibelen og sund Menneske-Forstand. Paa 👤Kants Kappe ►opkaagde man Indvendinger mod Arvesynd, Forsoning og Mirakler, som han aldrig, uden Selvmodsigelse, kunde vedkjende sig, og gjorde den ravgale Paastand om Sandselighed som Syndens Aarsag, hvilken han bestemt havde erklæret sig imod, og ikke kunde indrømme, uden at gjøre Alt hvad der var ham sandt i Tilværelsen til Synd. Hvad man da, blot ved 685 (US) at læse Critiken, aldrig skulde ahnet, det blev egenlig Theologerne, der annammede den som et Evangelium, ikke til dermed at bestride Indvendinger mod ►Bibelen, hvortil den havde været særdeles skikket, men til at udrydde al Dogmatik af ►Bibelen, og paanøde den overalt en smuk moralsk Betydning, et Raad 👤Kant rigtig nok selv havde givet dem, men dog med den Advarsel, som de ganske satte til Side: ei at ville bilde Folk ind, at det havde været de hellige Skribenters Mening.

✂ 560Kunde man et Øieblik glemme Tingens Vigtighed, da maatte man ret hjertelig lee ad de høilærde tydske Theologer, som kunde indbilde sig, det var mueligt at gjøre skeptisk Dogmatisme (tvivlsom Bestemthed) til et System, og ligesom man paa den ene Side ei noksom kan forundre sig over den gamle Bog, hvori hver synes at kunne finde hvad han vil, maa man paa den anden Side vel forundre sig over, at Theologerne ikke bleve overalt behængde med ►Narrekappen, naar de vilde indbilde Folk, at 👤Jesus kun havde udgivet sig for et Menneske, at ►Bibelen hverken lærde Arvesynd eller Forsoning, eller Naade-Virkninger, hverken Djævelens ►Tilværelse eller evige Helved-Straffe, kort sagt: hverken meer eller mindre i Grunden end 👤Kants Moral, undtagen maaskee den Kjerlighed til Fjender man beviiste, ved efterat have piint Livet af dem, da at give dem en anstændig Begravelse og en skaansom Liig-Prædiken. Nu maatte man vist nok med Rette spørge: ►hvortil Kirker og Præster! og hvorfor indlemmes ikke Theologien i Historien, som en Beretning om den menneskelige Forstands Vildfarelser? hvi skal man beholde Sectnavnet Christne? hvi skal Staten føde saamange ørkesløse Buge, eller dog Saamange, som Intet gjøre, uden hvad der bedre kan gjøres uden dem? hvi skal Noget vedblive der kun grunder sig paa den gamle Jødebog, som kun gamle 561►Kjærlinger ændse, og som selv fornuftige Præster skamme sig ved at bruge?

✂ Saaledes spurgde man virkelig høit og hyppig, men fik et underlig theoretiskt Svar fra Oplysningens tydske ►Stabelstad: fra 📌Berlin; thi den nye Konge, 👤Friederich Vilhelm, befalede Professorer og Præster at holde sig til ►Bibelen og forkynde gammeldags Christendom. At dette vakde umaadelig Bestyrtelse, at især mangen Brandenborger deelde 👤Tellers inderlige Græmmelse over Mørkets Magt, at mange hyklede for Vindings Skyld, og at Enkelte, som ikke vilde det, men dog have Levebrød for hvad de ikke vilde gjøre, mistede det, og skreeg over Uretfærdighed, men at med alt dette Tingen gik sin skjæve Gang, det er 686 (US) saa begribeligt, og var saa nødvendigt, at det knap behøvede at fortælles, og lønner ikke Umagen at opholde sig ved. Derimod kom der fra 📌Paris et anderledes Svar, aldeles practisk, og altsaa baade i Tidens og den critiske Philosophies Smag, som vi derfor nødes til at høre mere omstændelig; men først maae vi kaste et Blik over Havet, hvor de politiske Revolutioner toge deres Begyndelse.

✂ 📌America er endnu i Historien et hardtad ligesaa ubekjendt Land, som det før 👤Columbs Tid var i Geographien; thi endnu skal man ikke let kunne sige, hvad Forskjel det har gjort i den menneskelige Udvikling, at Landet fandtes befolket, da det kun synes at være dets døde Ting 562der ere blevne indlemmede i Historien. Selv om man havde Grund til at formode, hvad der engang fandtes meget rimeligt, at 📌America vilde vorde en Tilflugt for den europæiske Cultur, vilde Landets forrige Befolkning hardtad være lige uforklarlig; men da nu en saadan Formodning udentvivl er bygget paa et aldeles feilagtigt Syn, maa vi vel ret for Alvor kalde det Vestens Gaadeland, hvis sande Bestemmelse ventelig først vil vise sig, naar Tidens Soel er nær ved at gaae ned i Oceanet. Dog Knudens ►Opløsning være nu fiern eller nær, saa er det vist at den kun strammes under Betragtningen af det Tidsrum, der ►end siden Landets Opdagelse er forløbet; thi naar man seer Spaniers og Portugisers grusomme ►Rovgjerrighed, seer Slave-Handelen, denne Skjændsel for Folkefærd, som kalde sig Christne, seer Grubernes Udbytte, Handelens og Overdaadighedens Frugter, da synes det, som om 📌America kun opdagedes til Ødelæggelse for 📌Europas vanartede Folkefærd, til et Værksted, hvor de i mageløs Forblindelse skulde, med himmelraabende Synder tvinge Slaver til at berede sig honningsød men dødelig ►Forgift. Selv om udbredt Handel og store Riigdomme i sig selv bidroge til et Folks Udvikling og Lyksalighed, maatte de dog agtes for et Uheld, saalænge man ikke har lært at forebygge de Følger, som hidtil stedse have udviklet sig deraf, og i Bund og Grund ødelagt deres tilsyneladende Herrer; men da nu selv 563den stærke Lyst til Kjøbmandskab og Attraa efter Rigdom, som her maa forudsættes, er en frygtelig Kræft der æder om sig, jo mere den næres, og fortærer baade Hjerne og Hjerte, saa er det næsten utænkeligt, at et Folk enten kunde attraae eller opnaae Magt i 📌America, uden at arbeide paa sin Undergang. Vi see derfor ogsaa, at 📌Portugal og 📌Spanien netop fra 👤Emanuels og 👤Karl den Femtes ►glimrende Dage nedsank baade i aandig og legemlig Afmagt, og naar man ikke seer de ulyksalige Virkninger i 📌Engelland, da er det kun fordi ►Skinnet bedrager. Man veed det var i 👤Cromvels Dage, at 📌Engelland fik 📌Jamaica, og begyndte at ►spille Mester til Søes, og hvad Historien vidner om Kirkens, Poesiens og Videnskabelighedens Tilstand siden den Tid, maatte være Løgn, dersom det skal kunne nægtes, at 📌Engellands Stræben da tog en lav og verdslig Retning, som den siden har fulgt, indtil Øefolket derved aldeles forskjærtsede sin aandige Vigtighed i 📌Europas Øine. At Rigdommen her ansporede den verdslige Virksomhed, istedenfor at den i 📌Spanien og 📌Portugal ►syndes at dræbe den, ligger vel deels deri, at 📌Engelland hverken fik et 📌Brasilien eller 📌Peru, men dog fornemmelig deri, at de vare Engellændere, vare mindre et nydesygt end vindesygt Folk, og de ulykkelige Følger maatte derfor en ►Tidlang skjule sig under et ►glimrende Slør. Handel og Værksteder oplivede ►øiensynlig hinanden, Landet ►syn564des► kun at fattes Hænder, og ►Tøiet Vinger, for at hele Verdens Virksomhed og Rigdom kunde samles paa Øen, det skarpe, nedslagne Øie opdagede Midler nok til at raade Bod paa denne Mangel, man gjennemskar Landet med Canaler, og fyldte det med Machiner, Værkstederne bleve dødere, men mere ►fordeelagtige, man vandt Hænder til Agerdyrkningen; mangensteds sloges Jord-Lodderne sammen for at de kunde dyrkes med mere ►Eftertryk, og Vindingen ►syndes uberegnelig. Man seer imidlertid let, at det Hele var beregnet paa to Umueligheder, den ene: at man vilde standse med Opfindelsen eller Brugen af Machiner, saasnart derved maatte skabes ørkesløse Hænder og brødløse Munde, den anden: at 📌Engellands levende Handel bestandig skulde voxe og aldrig standses i sin Gang. Følgerne af denne ►Misregning have især viist sig siden det nittende Aarhundredes Begyndelse, og vil sikkert inden dets Midte helbrede ethvert Folk for den Sygdom at misunde 📌Engelland sin Lykke. Lægger man nu hertil hvorledes 📌Engelland, for at rive Handelen til sig og beherske Havet, har maattet udpine og forurette Fastlandets Folk, da skal man heller ikke fra denne Side prise Følgerne af 📌Americas Opdagelse.

✂ Kun een Følge ►syndes at spaae skjønnere Frugter, i det 📌Nord-Amerika, uden at have Rigdomme nok i sit Skjød til at blive Gjenstand for Vindesyge, ►syndes i moderlig Favn at aabne 565📌Europas Betrængde et ønskeligt Fristed, hvor Aartusinders Sæd endelig kunde spire, voxe og modnes i Fred til en velsignet Høst.

✂ Det var i 👤Jakob den Førstes Dage, at en liden Flok, der havde afsondret sig fra ►den bispelige Kirke og nedsat sig i 📌Leiden, fattede det Forsæt at opslaae deres Pauluner ved 📌Hudsons fierne Bredder, og der nyde den gudelige Uafhængighed, der nægtedes dem i Fædrenelandet. Den hollandske Skipper førde dem ikke til 📌Hudson, fordi Hollænderne tænkde, de maaske engang kunde faae i Sinde at anlægge en Colonie der, men satte dem i Land ved 📌Cap Cod *1620. i 📌Masachusets-Bai, hvor en Pest Aaret forud havde ryddet de 120 Udlændinger en Byggeplads, istedenfor at 📌Hudsons Vilde neppe havde undt dem en Grav. Her reiste sig da det siden saa bekjendte 📌Boston, hyppig ankom nye Misfornøiede fra 📌Engelland, og Uenighed som hører til Dagens Orden hos Folk, der regne det til Religionen at raade sig selv, gav snart Anledning til et nyt ►Selskabs Opkomst i 📌Rhodeisland.*1630. 👤Lord Baltimore begyndte nu at opdyrke 📌Maryland,*1634. mest med Catholiker, 📌Engelland forjog Hollænderne fra Egnen ved 📌Delavare, hvor 📌Ny-York *1665. og 📌Ny-Yersey nu opstode; 👤Carl den Anden skjænkede 8 Lorder 📌Carolina, som af 👤Locke fik en hedensk Statsforfatning, og overlod 👤Vilhelm Penn den Egn ved 📌Delavare,*1682. som efter ham kaldes 📌Pensylvanien. Her, hvor Kvækerne naturligviis ►spil566lede Mester►, opstod 📌Philadelphia, der maae ansees for den ene Hovedstad, ligesom 📌Boston for den anden, og i dem har man begge Yderlighederne af den engelske Tænkemaade: i 📌Philadelphia Ligegyldigheden, og i 📌Boston Uregjerligheden paa sin høieste Punkt.

✂ Nu forløb et Aarhundrede i hvilket de 50,000 Engellændere som vare flyttede over Havet formerede sig til en Million, mange misfornøiede Bjerg-Skotter, over 20,000 irske Catholiker, Valdenser fra 📌Savoien og Lutheraner fra 📌Salzborg tyede ogsaa did, og Syvaarskrigen drev mange tusinde Tydskere til den ny Verden, saa der blev Folk nok til en Stat, men ⓘ naturligviis kun lidt af den Enighed, der er en Stats indvortes Betingelse. Alle ►erkjendte de Kongen i 📌Engelland for deres Skyts-Herre, men med kongelig Tilladelse havde hvert ►Landskab dannet sig en egen Forfatning, og ►skattede kun til sig selv. En saadan Stilling kunde umuelig vare længe, især da den engelske Regjering, ►alt som ►Landskaberne opblomstrede, naturligviis maatte ønske sig umiddelbar Indflydelse og Indtægt. Det Første fandt ingen Modstand, men Beskatningen, som man strax ⓘ efterefter] GV, ester A Syvaarskrigen saa smaat begyndte paa, desto mere, og her saae man da Egennytten gjøre sit største Mesterstykke: ved paa en Maade at forene forskjellige Stammer til et Folk og stifte en Stat. Saaledes har man villet indbilde os at alle Stater ere opkomne, 567men behøvedes det, da kunde man hente et uigjendriveligt Modbeviis netop af den amerikanske Gjæring, som, uagtet Alt stødte sammen, for at fremtvinge en Stat, dog ingen frembragde, men dannede kun et Forbund, der stedse staaer paa Nippet at opløses, og ►øiensynlig ikke kan opleve selv den korteste Alder der blev en bekjendt Stat til Deel. Dog, selv den løse Forbindelse er ►mærkelig, da den viser os Egennytten i en Pagt med udviklet kold Fornuft, som man, udenfor det gamle 📌Rom, neppe har noget Sidestykke til, og som fornemmelig maa tilskrives Kvækerne, der virkede til dette Maal, ei allene ved at udbrede deres Grundsætninger, men især ved practisk at bevise deres Klogskab; thi 📌Philadelphia, der opblomstrede til en rig og anseelig Stad, gav alle som vilde bære fælleds Byrder og svare for Byretten, Borgerskab, enten de vare Jøder eller Hedninger. Næsten alle Landets Beboere udgjorde, eller nedstammede fra ►Selskaber, som i deres Fædreneland havde levet i en vis Afsondring, havt et ►vaaget Øie paa hvert Skridt man gjorde imod dem, og udviklet sig stærkere og mere ►vitterlig i en vis Retning, end Mængden af deres Landsmænd, og det var da intet Under, at de med samme Bestemthed modsatte sig de mindste, som de største Paalæg af Parlamentet; thi de indsaae godt, at det kun var det første Skridt, som kostede, og da de næsten alle dog havde nogen Levning af Pietisme hos sig, ansaae 568de sig for pligtige til at taale selv den strængeste Skjærpelse af et Paabud, hvis Retmæssighed de først indrømmede. Ligesaa rimeligt var det, at saadanne Folk i Almindelighed ret godt indsaae, at kun Enighed kunde give deres ►Vægring ►Eftertryk, og at de Pengeopoffrelser Øieblikket fordrede, enten vilde rigelig forrente sig, eller dog kun skille dem ved hvad de alligevel mistede, Livsfaren, som de, hvis det kom til det Yderste, maatte friste, kunde vel afskrække Enkelte, men var langt fra ikke stor nok til at ►overveie Lysten til Uafhængighed, og Spørgsmaalet var da kun, om Egennytten var stærkere hos Mængden end Religionen; thi da de næsten alle hørde til Secter, og havde tildeels hverken Sprog eller ►Fædre tilfælleds, maatte de være temmelig ligegyldige i Troessager, inden de for verdslig Vindings Skyld, kunde blande sig med dem, der i deres Øine vare Kjættere, ligesom man let indseer, at Christendommen maa omtrent være udsvedt, førend man griber til Vaaben mod Skatte-Krævere, især naar Skatten er taalelig. I 📌Boston var det, som man kunde vente, at Opstanden udbrød, i Anledning af Thee-Tolden, og 📌Philadelphia blev ligesaa naturlig, hvad den i det Smaa stedse havde været, Samlings-Pladsen for de adskilte Stammer, hvor de besluttede*1774. at afbryde al Handel med 📌England, indtil Parlamentet fandt ⓘ sigsig] GV, fig A i Billighed og afstod fra at beskatte et frit 569Folk, hvis Repræsentanter det ikke havde i sin Midte. Aaret derpaa erklærede Parlamentet Colonisterne for Oprørere, de tretten Provindser grebe til Vaaben*1776. og erklærede sig snart for uafhængige, 📌Engelland stræbde at tvinge dem med Magt, men Troppetallet, man med uhyre Bekostning kunde føre over Verdens-Havet, var alt for ubetydeligt, og det engelske Folk alt for overbeviist om Krigens Uretfærdighed, til at det kunde lykkes, med mindre Staterne bleve indbyrdes uenige. Her gjaldt det da om der var Mænd, som havde Mod og Klogskab, Sindighed og Uegennyttighed nok til at stille sig i Spidsen og aldrig tabe det Hele af Øie, thi Saadanne behøvedes høilig, men pleie ogsaa gjerne ved slige Leiligheder at indfinde sig. De indfandt sig da ogsaa her, og det er 👤Vashington som Feldtherre og 👤Franklin som Statsmand, der have Æren for 📌Americas Uafhængighed. 👤Vashington var klog og koldsindig nok til Intet at vove, men heller lade Tiden og Naturen stride for sig, og 👤Franklin var snild nok til at bringe et Forbund istand med 📌Frankrig og 📌Spanien, som endog 📌Holland tilsidst tiltraadte. Vel beholdt 📌Engelland desuagtet Overmagten til Søes, eller rettere, tilkiæmpede sig netop under denne Krig Hav-Thronen som det siden har beklædt, men efterat 👤Vashington havde fanget 👤Cornvallis og hans Hær,*1781. var Haabet om at tvinge Colonierne, forbi, den stive 👤North gik af, og under det ny Ministerium 570sluttedes en Fred,*1783. hvorved Coloniernes Uafhængighed blev ►erkjendt. De tretten Provindser ere siden den Tid blevne til tyve, have udvidet deres Grændser over 📌Lovisiana, og under Krigene i 📌Europa ført en saare udbredt og fordeelagtig Handel, men da de, deels af Gjerrighed, deels af Frygt for indvortes Undertrykkelse, ingen ret Søemagt vil holde, beroer deres Handel paa Fred med 📌Engelland, da de heller ingen Landhær ►underholde, og i Grunden ere temmelig ukrigerske, beroer deres Sikkerhed for største Delen paa de Vildes Tamhed, og da de vedblive at adskille deres Interesse, behøves kun en Anledning til at sønderrive Baandet. Dog, selv naar man indrømmede den Muelighed, at Baandet kunde holde i Aarhundreder, eller at der ved Opløsningen kunde danne sig flere Stater med udvendig Sammenhold, saa blev det dog lige vist, at den menneskelige Aand har der intet Udbytte at vente, med mindre der ved et Underværk kan komme Liv i det aandelig Døde, og ►rimeligt er det her endnu mindre end i de europæiske Moderlande, da her ingen sovende Almue gives som kan vaagne, men næsten lutter Folk, som vitterlig have vendt Kirken og Bogen Ryggen, for at være deres egne Herrer, og vandre deres egne Veie til Velstand og Lyksalighed. Vel er 👤Franklins Navn ogsaa blevet bekjendt i Videnskabelighedens Historie ved Opfindelsen af ►Torden-Lederen, og i Konstens ved Opdagelse af ►klare Orgel-Toner, 571►der lade sig fremlokke af Glas-Klokker, men deels maa 👤Franklin regnes til 📌Engelland, som først hans Fader havde forladt, og deels seer man vel at disse Opdagelser ei hentyde paa ⓘ videnskabelig Aand, men paa mechanisk Sindrighed. ►Tordenlederen er en Skygge af den, hvorpaa Lynet nedfoer i 👤Shakspears Sjæl, og Klokkerne afbilde ►Sangværket, der gik for 👤Miltons Øre, Afbildningerne forudsætte, men forjætte ingenlunde store Ting. Naar man undtager 📌London og 📌Paris, eller maaskee kun en af dem, udkommer der vist ligesaamange Aviser i de forenede Stater som i hele 📌Europa, men yderst faa Bøger. Man seer deraf, at det er hverken Trykkerier eller Læsere, men Aand man fattes, og at ingen Trykke-Frihed kan frembringe den, skulde man dog i 📌America lade sig lære.

✂ Uagtet det nu saaledes er klart, at den nordamericanske Revolution var fra Aandens Side en saare ubetydelig og ufrugtbar Tildragelse, saa kan man dog sagtens tænke, at den i 📌Europa gjorde overordentlig Opsigt, ja man stirrede snart paa den som en Kamp der skulde afgjøre det store Spørgsmaal om Menneske-Rettigheder: om Frihed i Troe og Tanke, Tale og Borger-Samfund. Overalt fandtes der da Mennesker nok, som efter Kampens lykkelige Udfald hardtad misundte 📌America sin herlige Lod, og ønskede, med mere og mindre Heftighed, at 📌Europas Stater maatte vorde omdannede efter denne ►Lignelse, 572hvorved man meende, der vilde skabes en Himmel paa Jorden. Det var ingenlunde blot ugudelige Lykke-Fristere og urolige Hoveder der nærede saadanne Ønsker, men selv mange veltænkende og sindige Mænd deelde Ønskerne, skjøndt med andre Midler og et andet Maal for Øie; thi saa forvirret var Tidens Tankegang i det Hele blevet, at selv de der sukkede over dens virkelige Elendighed, ventede Hjelpen ikke oven og inden men uden og neden fra, meende at en forbedret Lovgivning, Bestyrelse og Opdragelse kunde klare Sagen, og glemde, at, om de ogsaa kunde det, forudsatte de den forbedrede Tænkemaade de skulde frembringe. Aandløs var Tiden, saa aandløs, at Historien, siden 👤Augusts Dage, ei kan opvise Mage til aandig Sløvhed, selv de ►overblevne Christne manglede næsten alle aandigt Syn og aandig Kraft, saa at de i deres hele Tankegang, naar Talen ei udtrykkelig var om hvad man skulde troe, lode sig henrive af Tidens Strøm, og istemmede baade Klager og Lovtaler, som man aldrig skulde troe kunne komme over en Christens Læber, tilraadte Forandringer og Indretninger, som kun behøvede at sættes i Værk for ligefrem at bekiæmpe deres helligste Følelser og inderste Overbeviisninger. Dette kan vi taale to Gange at erindres om, for ei at være uretfærdige mod hin Tids Ædle, og det behøves ingensinde stærkere, end hvor Talen er om Stats-Forfatninger, om 📌Nord-America 573og 📌Frankerig, thi her bedrog Skinnet hardtad alle, og selv Revolutionens Rædsler aabnede kun for saavidt deres Øine, at de saae, det ei i 📌Frankerig vilde lykkes, hvad der hos et andet Folk, som de meende, vilde gjort Underværker. Det nittende Aarhundredes Børn, som komme til bedre Forstand, vil have ondt ved ikke at ►bryde Staven over deres ►Fædre, men derfor er det netop Pligt for det attendes ►Sildefødninger at advare dem, og saaledes dog drage nogen Nytte af den bagvendte Tankegang de selv have deelt.

✂ 686 (US) I det vi nu vende os mod den franske Revolution, mindre for at berøre hvad alle veed, end for at minde om hvad man er nær ved at glemme, maae vi agte det for vigtigst at lægge Mærke til, hvorledes Tidens politiske Meninger stode i Forbindelse med dens religiøse og videnskabelige, Noget der aabner os, vel ikke behagelige, men dog vide og lærerige Udsigter.

✂ Naar vi gjennem Historien betragte den menneskelige Udvikling, da kan det ikke undgaae vor Opmærksomhed, at hvert enkelt Folks, ligesom den hele Slægts Historie, deler sig i tre store Afsnit, der, om ikke andensteds, saa dog i Statsforfatningen, kjendelig adskille sig, som Hierarchie, ►Genokratie og ►Logomachie, og det er let at indsee hvorledes disse ⓘ Forfatninger knytte sig naturlig til Indbildningskraftens, Følelsens og Forstandens Alder. At nu her i det Enkelte, 574efter hvert Folks særegne Vilkaar, findes mange Indskrænkninger, som ved første Øiekast synes at være Afvigelser, kan ikke undre os, men i det Store kan vi være sikker paa at finde Gangen kjendelig; thi den er grundet i Menneskets Natur og Bestemmelse. Er det nu unægteligt, at Fornuften ligefra Reformationens Dage stræbde efter Enevælde i Mennesket, da fulgde deraf ogsaa en democratisk Retning, og det var kun Spørgsmaalet, om Fornuften vilde sætte Pøbelen eller Loven paa Thronen, og i sidste Tilfælde: hvilken Lov. Veed vi nu i hvilket Forhold Fornuften gjennem det attende Aarhundrede satte sig til Christendommen, eller med andre Ord, at den satte sig paa Bagbenene, da kan vi forud vide at den vilde sætte sig selv paa Thronen, og om der skulde komme en Række af Revolutioner eller en Skare af Tyranner, som tilsidst sammensmeltede i en Universal-Monarch, ►syndes at være det eneste Spørgsmaal. 👤Ludvig den Fjortende prøvede hvorvidt det var mueligt at indfatte 📌Europas øvrige Kroner som Ædelstene i den franske, men med stor Bekostning lærde han, at det endnu ikke vilde lykkes, og det sveed til 📌Frankerig, som maatte udrede Lærepengene. Naar man betrag 687 (US) ter Hugonotterne, og hører ►Borgeren fra 📌Genf bedømme Staten efter sit Hoved, som en juridisk Forbindelse, det tilkom Folkets selvgjorde Fuldmægtige at ordne og vaage over, da maa man ►vel slutte, at Revolutionen forsinkedes 575ved Hugonotternes Uddrivelse, men ►Encyclopodisterne stræbde ærlig at erstatte Mangelen; og i et Land, hvor der var liden Gudsfrygt, og hvor baade Hoffet, Adelen og Geistligheden prædikede i Ord og Gjerning de mest oprørende: ugudelige og egennyttige Grundsætninger, var Oprøret aldeles uundgaaeligt. At de oplyste Franskmænd vilde ved Leilighed see at sætte Pøbelen paa Thronen, for selv at styre som Demagoger, det kunde man vente, men at man i det øvrige 📌Europa vilde synes, det var ganske rigtigt, skulde man ikke saa let vente, naar man glemde, at franske Forfattere længe havde givet Tonen an, og oversaae hvoraf det var en nødvendig Følge. Naar Fornuften erklærer sig for selvstændig og fri, da erklærer den derved ►Kongernes Konge for afsat, og under hvilken Skikkelse den skal paasætte sig den røvede Krone, beroer paa, hvorvidt den er udviklet, om den har naaet Aandens Rige eller ikke; thi i første Tilfælde tager den Præstekjolen paa, i sidste Bonde-Koften. Nu veed vi, at selv i 📌Tydskland var Fornuften ikke kommet videre hos de Klogeste end til Grændserne af Aande-Riget, hvor den kun fandt sig selv, og hos de Fleste opholdt den sig da midt i Sandse-Verdenen. Naar en selvklog Fornuft nu fra sit lave Stade stirrer op mod Thronen, da finder den naturligviis Kongen overflødig, da den mener langt værdigere at kunne beklæde hans Plads, og naar den nu forestiller sig hundrede kloge Mænd, 576der lægge deres Hoveder sammen, svimler den over al den Viisdom, der da maa komme til Verden. Naar den nu tænker efter, hvorledes Staten fornuftigst skal bestyres, da stræber den naturligviis at afbilde sig selv i Alt, og medens den udklækker Tyrannie, taler den kun om Frihed og Lighed og forestiller sig i maadelige, og i sværmeriske Hoveder virkelig en saadan. Naar Fornuften erklærer sig uafhængig, da grunder den sin Ret paa, at den, som det synes, staaer paa sine egne Been og arbeider med sine egne Hænder, og Been og Hænder maae derved faae en besynderlig Vigtighed i dens Øine, hvoraf følger, at den maa ansee Bønder og Haandværksmænd for de Ypperste i Staten, og finde dem ligesaa beføiede til Uafhængighed og ►Herredom som sig selv. Paa den anden Side følger samme Vurdering af den aandløse Stirren paa Legemet og den verdslige Tilværelse, som Hovedsagen,*fra 1758. det saakalte ►physiokratiske System, der og 688 (US) saa udgik fra 📌Frankerig, havde, som det ►syndes, klarlig beviist, at Penge var Statens Sjæl, og Jorden den sande Guldgrube, og ►naar kunde Jorden dyrkes bedre, end naar Bonden selv sad i Raadet? Svaret var ►vist nok let: naar han gik bag Ploven, forstandige Folk sad ved Roret, og de paa begge Sider frygtede Gud, men man kaldte ligesaavel det Overtroe, at troe paa hinandens Ærlighed som paa Gud, og man havde intet Begreb om Frihed og Retfærdighed, 577uden der, hvor Alle kunde byde hinanden Spidsen, og ►den ene Kniv holde den anden i Skeden. Hvad det maatte føre til at sætte Bønder i Statsraadet, og at indrette en Forsamling, hvor de fleste Stemmer skulde afgjøre Alt, skjøndt de fleste Stemmer vare i Hoveder, som intet Begreb havde om det Hele, det synes saa klart, at man skulde troe den Ufornuftigste maatte indsee det, ►men blinde Folk see aldrig godt, og hvem der troer paa sin Fornuft, er slagen med Blindhed, haaber, jo mere Tillid han har til den, at kunne bøde paa Alt og drage Fordeel af Alt, uden at ændse, at ►saa tænke fleer, og uden at huske hvad han selv idelig fører i Munden, at Penge er Hovedsagen.

✂ Det Sidste skulde man mindst tænkt, saa let kunde glemmes i 📌Frankerig, hvor det netop var Penge-Mangel der udvortes styrtede Thronen, men naar Fornuften gaaer fra Forstanden, faaer den Skade paa Hørelsen og paa Hukommelsen tillige.

✂ Hvorledes 👤Ludvig den Sextendes Ministre, da alle andre Midler slog Feil, fik det Indfald at opmane Skyggen af den gamle aristokratiske Forfatning,*1787. for derved at lokke Penge fra Folket, medens Riget hvert Aar sank dybere i en bundløs Gjeld; hvorledes det ene Skridt drog det andet efter sig, saa man nødtes til at indvillige i et Møde af alle tre Stænder,*1789. blandt hvilke Middelstanden snart erklærede sig for ►National-For578samling►, ophævede Lehns-Væsenet, gjorde Kongen til en Stats-Tjener, det vil sige til deres ►Stads-Tjener, og hvorledes den første Akt af Sørgespillet endte sig med Raab paa en Republik, og Kongens Henrettelse,*1793. det behøver ikke her at fortælles. Ligesaalidt vil vi opholde os ved de ►afvexlende Constitutioner og Regjerings-Navne, men kun anmærke, at strax i Begyndelsen ►indfalder den berygtede, men ikke noksom betragtede, eller overveiede Rædsels-Tid under 👤Robespierre og hans ►Velfærds-Kommission. Naar de Vilde slagte Mennesker, da sukker Historien, men naar et Folk der har været christnet, raser som Besatte, og overgaaer de Vilde i uslukkelig Blodtørst, da gyser den, som for sin Banemand. Bøddel-Øxen var 👤Robes 689 (US) 👤pjerres Scepter, hver Mand, hvis Anseelse eller Forstand han frygtede, eller hvis Penge han ønskede, var, om han ei i Tide undveeg, Døden vis, og maatte jevnlig, for Sikkerheds Skyld, tage sine Arvinger med sig. At have eller søge hvad man kalder Lykke i Verden, og at troe paa Gud og et evigt Liv, agtedes omtrent for lige store Forbrydelser, Kirkerne lukkedes, Atheisterne ombyttede Tolerancens ►Kaste-Tørklæde med ►den røde Hue, og stræbde med Sværdet at udslette hvert Spor af Gudsdyrkelse; Præster i Hobetal afsvore Troen, og erklærede, hvad der ►upaatvivlelig var sandt, sig selv for Bedragere og Hyklere, Horer i ►vellystig Dragt førde man paa Triumphvogne, 579satte dem paa Alteret, gjorde Røgelse, og tilbad i dem Fornuftens Gudinder, som de urene Lidenskaber ogsaa hos Vantroe virkelig ere.*1795. 👤Robespjerre fulgde endelig sine Slagt-Offere, efterat have erklæret, at der dog skulde faae Lov at være en Gud og Udødelighed til, træt af Blodbad og mat af Udsvævelser, søgte man at give Forfatningen en mere lovmæssig Skikkelse, og nu kom for en kort Tid en Slags ►naturalistisk Gudstjeneste*1797. i Mode, hvis Tilhængere kaldte sig Theophilanthroper, og forfulgde, af Kjærlighed til Gud og Mennesken, hvem der troede mere end de. Mange begyndte imidlertid paa Ny at holde catholsk Gudstjeneste, Statsroret vedblev at slingre fra Haand til Haand, Dyden var fredløs, ►Retten sad i Spydstagen, Frihed og Lighed saae man overalt i Almanakker og Aviser. Som en Daare-Kiste, hvor de Bindegale have myrdet hinanden, og hvem der vilde tale dem til Rette, hvor de Halvtossede spille Viismænd, og nogle gamle Ræve spille Gjæk med det Hele, udmattet, udtømt, forvirret, saaledes laae 📌Frankerig paa Grændserne af de to Aarhundreder, som et grueligt Varsel for 📌Europa; men nu greb en Korsikaner Roret, hvem hele Verden kjender under Navnet: 👤Napoleon Bonaparte, og her mindes vi om 📌Frankerigs udvortes Forhold, som vi saa løselig maa overskue.

✂ Siden Syvaars-Krigen havde man længe knap hørt Vaabengny i 📌Europa, uden fra 📌Tyr580📌kiets fjerne Grændser; og ansaae en betydelig Krig for hardtad umuelig, da de mægtige Stater holdt hinanden Stangen, og tillode ikke at Lige-Vægten forstyrredes. Saa klog var man nu, at man ikke grundede Fredshaabet paa Sindelag eller Troe og Love, og hvor kunde man heller det, da 👤Friederich af Preussen var Haabets Genius, og tillige den der udkastede Planen til, for Symmetriens Skyld, at beklippe 📌Polen, og man seer altsaa, at Fredshaabet egenlig beroede paa den Formodning, at de store Magter ikke let kunde 690 (US) finde noget andet Land saa bekvemt til Deling som 📌Polen, eller, om de fandt det, ikke finde synderlig Modstand. Glemt var det da, hvilken Vægt en eneste Mand havde lagt i 📌Preussens lette Skaal, eller man tænkde kanskee at Naturen havde i ham udtømt sin Kraft, eller hvad man saa for Resten tænkde eller huskede, saa glemde man, just paa den Tid, da man saa ivrig adskildte Fyrste og Stat, at skjelne imellem dem, indbildte sig at Ligevægten mellem 👤Friederich, 👤Catharine og 👤Joseph var Ligevægt mellem deres Riger, indbildte sig, at 📌Frankerig nu bestandig maatte blive hvad det var blevet under den femtende og vedblev under den 👤sextende Ludvig at være; at 📌Engelland, som havde Verdens Sjæl og Salighed i sin Lomme, aldrig kunde faae i Sinde at vise det, og at intet nu foragtet Land, kunde ved en stor Mand vinde Anseelse, og Lyst til at give sig Vægt. Det er i det Mindste aabenbart, 581at Fastlandet kun saae fredeligt ud, fordi 👤Friederich var stolt nok til Intet at frygte, og klog nok til Intet at vove, fordi 👤Joseph den Anden havde Mine af at kunne holde ham Stangen, men ikke Mod til at lade det komme an paa en Prøve, og fordi 👤Cathrine fandt at 📌Polen og ⓘ 📌Porten var hendes Næste, som hun først maatte sørge for, og brød sig ikke stort om det øvrige 📌Europa, naar det kun lod hende raade selv ved 📌Dnepr og 📌det sorte Hav. Men, 👤Friederich havde i visse Maader Ret i, ikke at troe paa Udødelighed, thi han døde virkelig,*1786. førend han vilde, og tog Verdens falske Haab med sig i Graven. Vel lod det, som det igjen kun var 📌Porten og 📌Polen man vilde skyde ned, men inden man vidste det, var man selv skudt, og det i Grunden med de Kugler man selv havde støbt. 📌Rusland og 📌Østerrig angreb 📌Tyrkiet, og baade 👤Catharine og 👤Joseph meende, nu, da ►den gamle Ørn var død, at kunne dele Byttet, som de vilde, men Tyrkerne slog fra sig, 📌Preussen og 📌Engelland ►pustede i 📌Polen og 📌Sverrig, og i 📌Stokholm sad en Systersøn af gamle 👤Fritz, der ei var bange for en Syvaars-Krig, og vilde befundet sig meget bedre i 📌Petersborg som Vært end som Gjæst. Vel gik den Storm, der virkelig fra denne Side truede 📌Rusland, over ved Armeens Opstand mod 👤Gustav,*1788. og det Uveir der kort før var trukket op over 📌Holland, ►syndes det som 📌Preussen havde ►fordeelt med et Kanonskud, 582men begge Steder saae man dog de Smaaes Stræben efter Overvægt, der nødvendig maatte forstyrre Ligevægten, og det Uveir som under Tyrke-Krigen brød løs i 👤Josephs Rige, blev Varsel for, og ►Løsen eller i det mindste ►Tønder til den Ildebrand, der snart skulde naae fra 📌Paris og 📌London til 📌Moskou og 📌Kjøbenhavn.

✂ 691 (US) 👤Joseph den Anden var nemlig en af dem, hvorpaa hin Tid var saa riig, som uden at vide hvordan de vil skabe sig selv, har stor Lyst til at omskabe Alt efter deres Hoved; og skabe da naturligviis, hvor de faae Magt, et Chaos. Han fandt det indlysende, at et Rige var stærkest, naar alle Delene udgjorde et Heelt, og Kræfterne samlede sig i een Hovedpunkt, og han saae, at hvor det var Tilfældet, der havde Indbyggerne i det Hele eens Love, Sprog og Forfatning, og der var Fyrsten Herre i sit Land; men nu meende han, at det ogsaa maatte blive Tilfældet, naar man tiltvang sig Magten, og paatvang høistforskjellige Folk Skinnet af Lighed, og det kan man begribe, grundede sig kun paa et Ønske, der var saa udsvævende, at man med Rette har anviist det sin Plads ►i Skyerne. Kunde det lykkedes ham at tiltuske sig 📌Baiern for 📌Brabant, vilde det vel gjort en ►mærkelig Forskjel, men det forhindrede 👤Friederich, og selv det vilde ikke hjulpet, især da 👤Joseph endnu havde en anden Plan, der endnu var mere udsvævende, den nemlig, at reformere den catholske Kirke i sine Lande uden 583Religion, til Ære for 👤Voltaire og til Fordeel for Stats-Cassen. Den raske Udførelse af begge disse Planer laae ikke alene i Strid med hans Undersaatters besvorne Rettigheder og Geistlighedens, især de arme, huusvilde Munkes, Fordeel, men tillige med sig selv, da de samme Grundsætninger som gjør Fyrsten ogsaa gjøre Folket tøileløst, og under den for 📌Østerrig i alle Maader uheldige Tyrkekrig, udbrød der en farlig Opstand, saavel i 📌Ungarn som i 📌Brabant. Imidlertid begyndte det at storme i 📌Frankerig, og 👤Joseph levede netop længe nok til at erfare,*døde 1790. at 📌Nederlandene havde erklæret sig for uafhængige, og til at gjenkalde sine ►Omskabnings-Bud. Vel gik 📌Brabant paa Forlig med hans Broder 👤Leopold, som ►og fik Fred for Tyrken, men hvad man saavel her, som i 📌Holland, kunde vente i Tilfælde af en Krig med Frankerne, er ►øiensynligt.

✂ Hvorvidt nu en saadan Krig havde været uundgaaelig, tilkommer det ikke Historien at besvare, men anmærke maa den, at 👤Leopold undgik den, skjønt maaskee kun ved at døe,*1792. og at 📌Preussen paa en egen Maade indviede sig til den, ved nemlig, under Løfte om Bistand, at indvikle 📌Polen i Krig med 📌Rusland, og derpaa hjelpe til ►end mere at lemlæste det døende Rige.

✂ 📌Frankerig var et Land, som man godt kunde være mange om, og dog alle faae Nok, men 584👤Catharina var høimodig eller klog nok til, at overlade det Bytte til de andre Ørne, medens hun fremdeles sørgede for sin Næste, og virkelig haabede 📌Preusen 692 (US) og 📌Østerrig anseelig at udvide deres Grændser, da ►Nationalforsamlingen lykønskede Keiser 👤Frands den Anden til sin Thronbestigelse med en Krigserklæring.*1792. Snart droges 📌Engelland, 📌Spanien, 📌Portugal, 📌Sardinien og 📌Neapel med, og saaledes stod da hardtad hele 📌Europa i lys Lue, kun 📌Sverrig reddede sig ved at myrde 👤Gustav, 📌Rusland ved den Vægt det kunde give sin ►Vægring, og 📌Dannemark, deels ved sit fredelige Sindelag og deels ved sin Ringhed i Verdens Øine.

✂ Her er ikke Rum til at fortælle slig en Krigs-Historie, eller Laurbær til de Helte den skal gjøre udødelige, men bemærkes maa det, at Frankerne i Friheds-Rusen skjød meer med Munden, end de toge med Bajonetten, thi med hiin skjøde de gloende Kugler, der truede alle Throner og alle Stater med Undergang. Held for 📌Europa, at Frankerne ei kunde opvække 👤Rousseau og 👤Voltaire ved at forgude dem; thi havde slige Fugle siunget i ►Friheds-Træet, slige Røster levende lydt i ►Conventet; havde Jacobinerne havt Hoveder til deres Huer, og Kraft til deres Skamløshed, da vilde der ingen Redning været at øine. Det tør man vel sige, ved at see, hvad der skedte uagtet Frankerne kun i Begyndelsen havde en Mand, hvis Sjæleevner og Talegaver 585Historien, uden dog i det Hele at kunne ophøie dem, maa i Forhold udmærke, nemlig 👤Mirabeau; uagtet Udlændingen 👤Thomas Paines jammerlige Skamskrifter over Religion og Kongedømme, var den høieste Røst, man siden hørde, og Svimmel-Tonen det eneste Henrivende ved ►Marsilianer-Visen: deres ypperste Frihedssang. Overalt modtoges Frankerne, hvis Løsen var Trylleordene: Frihed, Lighed og Broderskab, af Mængden med aabne Arme, efter tre Aars Forløb vare de i Besiddelse af 📌Holland, 📌Piemont, 📌Belgien, og den venstre 📌Rhinbred, 📌Preusen og 📌Spanien havde skilt sig fra Forbundet, og hvad der var det frygteligste, fra Syden til Norden betragtede hardtad den hele yngre Slægt i Middelstanden, altsaa de varmeste Hoveder og de mest flydende Tunger: ⓘ FolkenesFolkenes] GV, Folkenens A tilstundende Ledere og Lærere, endnu Frankerne som Slægtens Frelsere, deres Manifester som Troesartikler, deres Gudsbespottelser og Blodbade enten som Aabenbaringer og Gudsdomme, eller dog kun som smaae Uleiligheder, der tilfældig eller nødvendig fulgde med Slægtens Gjenfødelse.

✂ Dog, nu var hardtad Frankernes Ruus bortdampet i ►Rædselstidens Svedebad, man ønskede Fred, og kun for at erobre den, uden at miste Byttet, anstrængede man endnu engang alle sine Kræfter mod 📌Østerrig, den eneste Hovedmagt paa Fastlandet 693 (US) som ►end stod tilbage paa Krigsskuepladsen, og kunde ikke forlade den, 586med mindre Lykken vendte sig afgjørende til en af Siderne. Den ►syndes at vilde vende sig til 📌Østerrig; thi hvor Frankerne havde været, var Folket blevet oplyst om den rette Mening af deres Frihedsbreve, og ⓘ ii] GV, j A Erkehertug 👤Karl fik Keiserhæren nu en Høvedsmand, som de franske Generaler kaldte det mere Skade end Skam at overvindes af, og al Ære værd, som 👤Moreau, at slippe uskadt fra. Men, nu kom Manden som ►syndes at have Lykken i sin Lomme, og Seiren i sin Haand, og som virkelig havde Meer i Vente og bag Øret end nogen anden drømde om, ja end man selv i denne Time skal afgjort sige: man har seet. Hans Navn og Lykke blev derimod allerede i hans første Feldtog*1796. noksom bekjendt; thi i det nødte han Kongen af 📌Sardinien til fredelig at afstaae 📌Savoien og 📌Nizza, Kongen af 📌Neapel til at stikke Sværdet i Skeden, Paven til at afstaae 📌Avignon og en Deel af 📌Kirkestaten, samt, tilligemed andre italienske Fyrster, at berige 📌Paris med Kunst-Værker, og Østerrigerne til, paa 📌Mantua nær, at rømme 📌Lombardiet, som han gav Skikkelse af en underordnet Republik. Næste Aar saae dog endnu 👤Vurmser, 📌Mantua, og de trofaste kjække Tyroler drabelig drages med Døden, og, skjøndt 📌Mantua faldt, vandt dog 📌Østerrig Frist, og Død-Slaget ramde kun 📌Venedig, hvis Liig blev deelt mellem det 📌Cisalpinske Skygge-Rige, og Keiseren af 📌Østerrig i Freden til 📌Campo Formio.*1797.

✂ 587Nu var da en overlegen Aand fremtraadt paa Skue-Pladsen, en stor Aand var det ingenlunde, men ►selv den allerringeste Aand i sin Kraft, er alt Kjød overlegen, som vi daglig see paa Døden, den ringeste af alle Aander, thi ingen Aand kan den fatte eller skade, og er dog alt Kjøds Herre, og i 👤Napoleon var Dødens Aand aabenbaret, skjælve maatte da vel alt Kjød, Liig og Skygge-Riger var hvad man kunde vente. Det saakaldte 📌hellige romerske Rige var nu det eneste paa Fastlandet, som, man kan ikke sige stod, men laae i Krig med Frankerne, og dets Aand, ►alt længe kraftløs, havde, ved at forlade det, ved at opgive dets Integritet, imod at faae et Stykke, naar det sønderlemmedes, overantvordet det i Dødens Haand. Opsættelse var da al den Naade det kunde vente, og den timedes ved 👤Napoleons ►Tog til 📌Ægypten.

✂ Hvad der bevægede ►Directoriet til at ynde og 👤Napoleon til at friste dette Eventyr, om de virkelig haabede at kunne trænge frem til 📌Ostindien og der bibringe 📌Engelland, deres eneste Modstander, et Ulivs-Saar, eller at udrette det Samme, ved at op 694 (US) dyrke 📌Nil-Bredderne, hvor Sukker og Bomuld saa ypperlig kan trives, det er ikke godt at sige, men det er ogsaa Historien det Samme, den er det Nok, at dette var den almindelige Mening og satte 📌Engelland i Skræk; men saa vitterligt som det er, at hverken ►Direc588toriet► eller 👤Napoleon havde 📌Frankerigs Fordeel for Øine, uden forsaavidt de meende det ogsaa var deres, saa sikker kan man være paa, at det ikke var Haabet om at ydmyge 📌Engelland, der bestemde dem. ►Directoriet havde neppe nogen stærkere Bevæggrund, end at beskjæftige endeel af den urolige Krigshær og blive skilt ved en Helt, der ►alt var Folkets Afgud, og i hvem det da maatte see sin Banemand; 👤Napoleon derimod havde udentvivl en stærkere end den, at komme ►Directoriet ►af Øiesyn, han følde sikkert, at hans Time var endnu ei ganske kommet, og denne Følelse maatte vel opkomme, eller dog forstærkes ved Begivenhederne i 📌Schweits, hvorhen han ogsaa havde strakt sin kolde Haand, men maatte trække den halv tilbage for det sidste Glimt af 👤Tells og de gamle ►Redingers Aand. Hvad endelig ►Toget selv, i Grunden, havde at betyde, det er ikke endnu forklaret, og man maatte vel fristes til at ønske, det aldrig skedte, men anmærkes maa det dog, at det bar en vis videnskabelig Side til Skue, i det Mathematiken reiste med for at opmaale og aftegne 📌Labyrinthen, Mumier og Pyramider, man kan da trygt sige, at ►Togets meest historiske Retning var en ►Opmanelse af det gamle 📌Egypten, og at det har bidraget til at gjøre os nærmere bekjendt med dets Skikkelse, lader sig ikke engang nægte. Det øvrige vil Tiden vise, og Historien da vist ikke glemme at fortælle, thi man veed, at lige589fra den med 👤Moses og 👤Herodot kom til Verden, har den stirret stivt paa 📌Ægypten, og deels med Afskye, deels med Forundring, peget paa ►det hemmelighedsfulde Mørke.

✂ Medens nu 👤Napoleon indtog 📌Ægypten og trængde frem i 📌Syrien til 📌Akre, holdtes Mødet i 📌Rastadt som skulde give 📌Tydskland Fred, men hjalp kun til at give det halve 📌Europa Krig paa ny. Med 📌Østerrig, 📌Engelland, Tyrken, og de italienske Regjeringer traadte nu 📌Rusland *1798. i Forbindelse, og Mage til Forbund havde 📌Europa da aldrig seet. 👤Catharina var død,*1796. efter netop at have oplevet 📌Polens fuldstændige Sønderrivelse af ►de tre Ørne, og hendes Søn, Keiser 👤Paul, der gjorde sig til Stormester for den Maltheser Orden, 👤Napoleon i Forbigaaende havde opløst, udskikkede nu den frygtelige 👤Suvarov for, i Forening med Tyrkerne, at befeide deres gamle ►Bunds-Forvandte, og indsætte Paven i sine Rettigheder. Saadanne Særsyn maatte 695 (US) forvirre ethvert historisk Hoved, dersom det ikke laae i Historiens Natur, strax at opløse dem i ►Dunst, men det lod imidlertid dog et Øieblik, som om der skulde komme Noget ud af det Forbund: Erkehertug 👤Karl og 👤Suvarov rensede 📌Tydskland, 📌Schveits og 📌Italien saa omtrent for Franker, og da disse havde bortført Pave 👤Pius den Sjette, som døde i Landflygtighed, oprettede virkelig Russer, Tyrker og Engelskmænd Pavedommet under 👤Pius den Syvende.*1799. Men, ►alt 590var det, som man atter lugtede Døden, 👤Suvarov kaldtes fra 📌Italien, 👤Massena seirede i 📌Schveits, og 👤Napoleon landede i 📌Freius, den Flaade hvorpaa han ►overskibede sin Krigshær, ødelagde 👤Nelson ved 📌Abukir, men den Baad hvorpaa ►Charon vendte tilbage for end videre at befolke Skyggeriget, svømmede tryg over 📌Middelhavet, skjøndt det vrimlede af engelske Snekker. 👤Napoleon gik til 📌Paris og opløste ►Directoriet, under Navn af første Consul greb han ►Romas Ørn, gik over 📌Alperne, seirede ved 📌Marengo, opløste Forbundet,*1801. og nødte 📌Østerrig i 📌Lüneviller-Freden til at stadfæste den forrige, lade Frankerne beholde den venstre 📌Rhinbred og Herredømmet over 📌Holland, 📌Schveits og 📌Italien. Det tydske Rige var nu i Grunden opløst, mange af dets ►Landskaber maatte skifte Fyrster, og selv 📌Engelland erkjendte i Freden til 📌Amiens,*1802. den ny Tingenes Orden.

✂ Her, hvor Krig og Fred med samt de to Aarhundreder løbe i hinanden, maae vi standse et Øieblik, for at betragte 📌Europas Folkehav, der ►vel fortjener Navn af det døde; thi under en gruelig Svovel-Regn var hardtad Alt nedsiunket, og de lumre, stillestaaende Vande aandede Død.

✂ 📌Frankerig og 👤Napoleon have vi betragtet, og Øiet stævner af sig selv over 📌Canalen, for at dvæle ved Synet af det Eneste, der lod til at kunne sætte Døden og Frankerne Skranker, den saa berømte brittiske ►Almeen-Aand. Vi forudsætte som bekjendt at det var 👤Villiam Pitt den Yngre, 591der havde været Sjælen i begge de store Forbund mod Frankerne, og at det ligesaavel var for engelsk Guld man kjøbde ►Krud og Kugler i 📌Tydskland og 📌Italien, som Stemmer i Parlamentet, og naar vi nu see, at enhver af Krigene udvidede Frankernes Herredømme og Indflydelse, da fristes vi ikke til at have store Tanker om den Aand der kæmpede i dem, eller rettere, da see vi, at den stod selv i hemmelig Pagt med Døden: stræbde kun at overvælde den med Slagt-Offere. Her maae vi da ►vel erkjende den samme mechaniske Aand, ved hvilken vi før saae 📌Engelland stræbe at opholde Staten paa Folkets, Bevægelsen paa Livets 696 (US) Bekostning, thi her stræbde man ►øiensynlig at holde Døden borte ved at give den paa det faste Land Nok at bestille. Det Eneste her da endnu kunde synes værd at spørge om, er vel, hvor 📌Engelland fik alt det Guld fra, Offringen kostede, og hvorfra det fik den Forstand, at der er ikke andet Raad imod Døden, end at lade den rase ud. Det Første er let besvaret, thi netop under denne Krig bemægtigede 📌Engelland sig 📌Ostindien, og næsten alle Kolonier, det kom ganske i Besiddelse af Verdens-Handelen, og fik da ikke alene med næste Skibsleilighed Alt tilbage fra Fastlandet, men ►og dets sidste Skillinger i Rente. Det Andet er heller ikke saa vanskeligt at sige, naar man betænker, at 📌Engelland var fra Arildstid i Slægt med Historiens Aand, og havde, da det 592gjorde sit Arvegods i Penge, dog naturligviis beholdt, hvad Ingen vilde kjøbe, den Lærdom at Døden lader sig ikke fordrive men kun i det Høieste opholde, vel ikke med Snak, men dog med Kjød. Man kan derfor virkelig med Føie sige, at 📌Engelland stak sit ene Øie ud, da det sluttede Freden i 📌Amiens, og man veed, at 👤Pitt virkelig traadte ud af Ministeriet, og lod skee i Blinde, hvad han ei kunde forhindre.

✂ Om det øvrige 📌Europa er kun lidt at sige; thi tildeels laae det, som vi har seet, ►alt i Graven, og hvad der stod paa Randen, bliver først ved Faldet historisk.

✂ Der stod imidlertid 📌Preusen, som havde skiftet Konge,*1797. men ikke den Grundsætning, at staae stille paa Gravens Rand og see hvad der kunde falde. Det havde endnu sin forrige Anseelse; thi man saae kun paa de stive Støvler fra 👤Friederichs Dage, som ►end vare de samme, ikke paa Benene, hvis Beskaffenhed man først opdagede, da Døden ►traadte paa Foden.

✂ Hermed gik det saaledes til: snart mærkede 📌Engelland, at Freden med Døden var en Forseelse, og erklærede Krig,*1803. vel var man paa Fastlandet noget treven til at begynde den, men det var tungt for Arilds-Keisere at gaae i Lag med en saadan Naturkeiser,*1804. som 👤Napoleon gjorde sig til, tungt at see Dødens Fugl stedse meer udbrede sine Vinger; man var fattig, Guldet fristede, og begge Keiser-Hofferne skikkede dens Folk*1805. i Mar593ken. 📌Preusen stod stille og lod sig træde paa Foden af Døden, som skjød Gjenvei over dets Enemærker, Keiserens Mod sank ved 📌Ulm og faldt ved 📌Austerliz, Russerne beholdt hvad de havde, men 📌Østerrig maatte afstaae det Venetianske, og, hvad mere var, sin store Bjerg-Fæstning: 📌Tyrol. Nu opløste 👤Napoleon aldeles det tydske Rige, lagde 📌Tyrol til 📌Baiern, der nu, saavelsom 📌Vürtemberg, skulde hedde et Konge-Rige, og med hele 697 (US) ►Vest-Tydskland udgjøre et 📌Rhin-Forbund under fransk Beskyttelse. Vel havde 📌Preusen faaet 📌Hannover, fordi det stod stille, men nu ►syndes man at høre 👤Friederich sukke i Graven over, at den tydske Keiser-Krone skulde gaae fra 📌Østerrig, og dog gaae hans Grav forbi, som løsnede den, og stiftede det store Fyrste-Forbund. Med 📌Rusland i Ryggen udstædte da 📌Preusen *1806. et tordnende Manifest mod 👤Napoleon, men Døden lader sig ikke skrække, han kom, adsplittede den talrige Hær ved 📌Auerstädt, og gav ikke 📌Europa Tid til at forundre sig derover; thi han drog gjennem 📌Berlin til 📌Veichselen, og lod 📌Magdeburg med de andre Fæstninger falde af sig selv. Nu kom Russerne, blodig var Kampen, men Seieren naturligviis paa Dødens Side, og i 📌Tilsiter-Freden mistede 📌Preusen Alt Vesten for 📌Elben,*1807. samt det polske Bytte, og forvandledes til et Skygge-Rige ved Siden af 📌Vestphalen og 📌Sachsen, som nu ogsaa fik Kroner, og Stemmer i 👤Napoleons Underhuus. Nu erklæredes 📌Engelland 594i Blokade-Stand, og Krig imod Øen kaldtes ►Fastlands-Systemet, som Ingen, uden hvem der vilde være Døden vis, maatte vægre sig ved at tiltræde. 📌Engelland havde ved ►Toget til 📌Sjælland venskabelig friet 📌Dannemark fra Fristelse, 📌Portugals Hof flyttede til 📌Brasilien, og den svenske Konge, som haardnakket vægrede sig, blev, efterat 📌Rusland havde taget 📌Finland, afsat i en Opstand.

✂ Nu var der ikke længer noget Spørgsmaaal om, at Døden herskede i 📌Europa, Gravens Stilhed var udbredt over Landene, Kysterne besatte med Dødens Redskaber, Havet opfyldt med glubende Sødyr, Tungerne bundne, Øinene tillukde, Aande-Drættet ►stemt, og kun Machiner i Gang. Hvad Følgen vilde blevet, om 👤Napoleon var blevet ved at herske i denne Aand, lader sig kun gjætte, men historisk er det, at han holdt op, han fik selv Lyst til at leve og forplante sig, og maatte ⓘ dada] GV, de A ligesaa nødvendig forlades af sin Aand, som det er Døden umueligt at elske uden Liig eller avle uden Forraadnelse.

✂ At Aanden havde forladt ham, eller var i Færd dermed, viiste sig ►alt i de spanske Forhandlinger, ved hvilke ogsaa 👤Talleyrand forlod ham, thi hvad der saa end drev ham, befeidede han Døden, ►forstyrrede et Skygge-Rige, og gjorde derved Sit til at opkalde baade Dødens og sin Banemand: Historien af Graven. Naar 595man end ikke i Graven kan have Fred, da bliver ⓘ manman] GV, mau A fortvivlet, det blev 📌Spanien, og havde Døden paa sin Side, det saae 📌Engelland og var strax ►tilrede med Guld og Redskaber, det fik ydermere 📌Østerrig endnu engang bragt i Harnisk,*1809. og i 📌Vien skildte 👤Napoleon sig høitidelig fra sin Aand: ►forskjød 698 (US) 👤Josephine, og ægtede, i Haab om Livs-Arvinger, en Keiser-Datter fra 📌Østerrig. Arvingen fik han, men paa Arvens Bekostning, 📌Spanien vedblev at trodse, 📌Tydskland, hvis Sønner han der i Tusindtal ►begrov, begyndte at knurre, han begyndte paa sin egen Haand Krig med 📌Rusland,*1812. uden at vide til hvad Ende, gik, ikke til 📌Petersborg, hvor Livet, men til ⓘ 📌MoskovMoskov] GV, Mvskov A, hvor Døden boede; den brændte sin Bolig, foer med sin iiskolde Haand igjennem hans Hær og over hans Ansigt, Hæren faldt og han ►flydde for Døden; og da var hans Time kommet. 📌Preusen og 📌Tydskland fik nu Mod, og mærkede de havde kun med en Dødelig at gjøre, forgjæves anstrængede han sine Kræfter, ►Tallet var ham overlegent, 📌Frankerig, som havde tabt Troen paa ham, var baade troløs og modløs, 👤Ludvig den Attende kom paa den franske Throne, og 👤Napoleon lod sig nøie med 📌Elba.*1814. Aaret efter vovede han vel et Forsøg, der ►syndes at ville lykkes, men paa Veien fra 📌Paris til 📌Bryssel mødte han Preuserne under 👤Blücher, som, selv da 📌Preusen faldt, havde ved 📌Lübek viist ⓘ Livskraft, og Engellænderne under 👤Wellington, som i 596📌Spanien havde lært at møde hans Krigskonst; efter et haardnakket Slag maatte han vige, tabde Modet, ►flydde for Døden, og ⓘ førdesførdes] GV, fordes A til 📌St. Helena, hvor han ansees for levende begravet; men faaer han sin Aand igjen, kan Kjød ikke holde ham, og Historien maa lade ham rase, til han ⓘ forgriber sig paa den, og skeer det, da kommer man atter til, hvad man nu har glemt, at synge med 👤Morten Luther om den ►underlige Krig, da ►Livet tog Døden af Dage, og ►saa at sige, den ene Død tog Brodden fra den anden►.

✂ At noget Sligt engang vil skee, lader Historien sig neppe ►aftrætte; om Dødens Engel fremdeles skal hedde 👤Napoleon, er i al Fald et unyttigt Spørgsmaal, men et saare vigtigt er det, hvor Historiens Aand er at finde; ⓘ thithi] GV, tbi A det er ►aabenbart, at ikkun den kan i alle Maader gjøre Sagen klar, at ikkun den kan overvinde Døden, hvis Seier slet ikke er blevet mindre, fordi den har bragt selv sin ypperste Tjener til at skjælve. Tvertimod, dette var Dødens høieste Triumph; thi maatte selv det klogeste Hoved give tabt, fordi det ei vilde virke troelig i dens Aand, da synes dens Magt uimodstaaelig, og man kan ikke nægte, at 📌Europa, netop efter 👤Napoleons Fald, daglig vinder mere Lighed med et Skygge-Rige, ja, man tør vel sige, at Døden, efter høiere Love, aabenbaredes i 👤Napoleon, mindre for at gjøre, hvad der dog 597nogle Aar senere vilde skeet af sig selv, end for at vække saavel Natur-Kræfterne som Historien til 699 (US) Kamp, og at Døden maa, just derfor, komme igjen i frygtelig Skikkelse, om ikke selv Haabet og Frygten skal hendøe, og gjøre al Opreisning umuelig. Christendommen og ►Islamismen, det har vi seet, var, siden 👤Augusts Dage, hvad der førde det store Ord i Aandens Verden og i Legemets tillige. Hvilken der førde det største, det skjønneste og sandeste, har Tiden viist, og det lader sig uigjendrivelig bevise. At det er Christendommen, især efter den lutherske Bekjendelse, der har avlet Videnskabelighed, og, det være nu Stort eller Smaat, lært os at forklare 📌Roms og 📌Grækenlands Mester-Værker, ja at begribe Meget, der overgik baade de syv Vises og 👤Platos Forstand, lader sig heller ikke nægte, uden at modsige Historien, saalidt som, at det er den, der har givet vore Stater Kraft til at danne og opholde sig. At nu imidlertid intet Folk i 📌Europa er begeistret for Christendommen, det see vi for Øie, og Alt hvad der er udsprunget af den, maa da ligesaafuldt være en aandløs Skygge, som den Kirketjeneste, der skulde afbilde den. Man prøvede i det attende Aarhundrede paa en Oplysning i Modsætning til den, men det vilde ikke lykkes, af den klare Grund, at det ikke var en anden Troe, men Vantroe man vilde sætte i Steden, og den bestemte Vantroe, som ikke er andet end en Fornægtelse af Troen, 598kan i det Høieste vinde Skin af Kraft i Kamp mod Troen, og hvad der af den er udsprunget, ja den modsætter sig i Grunden al levende Kraft, da den ved at nægte ►Aande-Verdnen Virkelighed, afskjærer Livet fra sin Kilde. Kun med Dødens Kraft kan da Vantroen kæmpe, og fiendtlig maae den slaae mod alle levende Forhold, mod det poetiske og videnskabelige, saavelsom mod det religiøse, mod Stat saavelsom mod Kirke. I 📌Frankerig og 👤Napoleon saae man et rædsomt Vidnesbyrd herom, da man havde glemt hvad ⓘ FortidenFortiden] GV, Fvrtiden A saae i 📌Rom og Cæsarerne, selv 👤Napoleon maatte, for i de Dødes Rige at fremgjøgle Skyggen af en Stat, omhugge ►Friheds-Træet, der som en ►Manerpæl var plantet paa den myrdede Kirkes Grav, og optrylle dens Skygge. Hvorsomhelst vi henvende Øiet i Landene, som have baaret de mægtige Throner, og ►udskikket de kraftige Ord, finde vi ingen høiere Stræben, end at ⓘ ►opholdeopholde] GV, apholde A eller gjenføde Skyggen af det Forbigangne, og denne Stræben er ►aabenbar i det nittende Aarhundredes Aand; hvad der endnu stræber at forjage selv Aandeverdenens Skygge, det er Efter-Døn af det attende Aarhundredes Jord-Skjælv, som maaskee endnu kan adsplitte mangt et Skyggeværk, men aldrig hindre det fra igjen at samle sig; thi ligesaa lidt som Aander forgaae, kan 700 (US) Skyggerne myrdes i Tiden. Vi skal see, hvorledes det under afvexlende, og tit i Rummet og Tiden modsatte Skikkelser, er 599den samme Aand, som hersker ►trindt i Landene, og i de sammenstødende Aarhundreder: Dødens Aand, som paa det udrundne ⓘ TimeglasTimeglas] GV, Ttmeglas A er nem at kjende, han have saa for Resten i sin iiskolde Haand Intet, eller hvad man vil: Sværd eller Segl eller Trefork, Maalesnor eller Meisel, Pen eller Pensel, ja Bibel selv og Psalmebog. Skjønnest synes han ►tilvisse i den Skikkelse, hvorunder det naturlige Skjønheds-Folk, Grækerne, saae ham, som Ungdoms-Skyggen i den ►vendte Fakkels matte Efterskin, men lige dræbende er dog hans Aande, og lige ubønhørlig indhyller han hver Dødelig i Nattens Mulm, som vi kan see paa Folket, der med Konstner-Haand afbildede sin Banemand saa venlig, og sank saa i Graven, paa hvis Dække ikke de, kun vi ►end see ham, som Skjønheds-Folkets egen Skygge, hvormed det ►skuffede sig selv, men ikke Døden. Mange have i Tidernes Løb omfavnet den smilende Skygge, men ere blegnede siunkne tilbage for den iiskolde Haand og den giftige Aande, som skjulde sig bag den; mere ►skuffende end nogensinde før, for Alvors-Folk, staaer den nu paa Kirke-Graven som en farvet Billed-Støtte synes under det bølgende Klædebon kun halv at skjule, hvad Ansigtet synes at røbe med Glands: en udslukt men af sig selv igjen opblussende Fakkel, og Korset synes den at løfte i sin Haand, som et Tegn paa et underfuldt ►Samfund mellem Liv og Død. Det er ►sat til os, om vi vil 600lade os ►skuffe, det er ►og ►sat til os, at opdage Blændværket og gyse tilbage, men at give Støtten Liv, saa den hæver sig med Døden, som den er, under sin Fod, med Regn-Buens levende Farver om sin Tinding, og Solens Kraft i sit Øie, det er en Konst, der langt overgaaer hver Dødeligs Evne, det er den sande historiske Konst, som gjør Under-Værker, og som kun Han forstaaer, der opreiste 👤Jesum Christum fra de Døde, men som Han ogsaa ►upaatvivlelig vil gjøre, Spørgsmaalet er kun hvor og naar, og herom kan vi kun gjætte, men for Vist kan vi sige, hvor og naar det ikke skeer; thi hvor man ei vil troe det mueligt, kan det ikke skee, og hvor det hverken ønskes eller ahnes, der skeer det ikke heller; thi alle Historiens Underværker komme vel ►over Tvært for Verden, men i ►Kjæde-Gang for Aanden, og det historiske Underværk, der ►vel udspringer af Aanden, men ⓘ fremspringer dog i Naturen, som et guddommeligt, gjennem Tiderne udviklet Konst-Værk, det maa nødvendig undfanges i Troen af elskende Hjerter, ahnes og skimtes, og bil 701 (US) ledlig skues i Aanden, før det i Tidernes christnede Hedninge-Fylde kan komme til Verden.

✂ Her staae vi, kun et Straasbred synes der mellem Død og Liv, men det er et dog Svælg som Ingen kan overspringe, kige kan vi ind til Patriarcherne, Skinnet ►opklarer vort Øie, men 601Skinnet er kraftløst, vi see det grandt, Livs-Kraft er det vi fattes, vi see det ligesaa grandt, at kunde vi kun røre ved Patriarkerne: komme i aandig Berørelse med dem, da vare vi hjulpne, men det synes umueligt, det kræver et Underværk, som vi umuelig kan begribe, før det er skeet i os selv; thi hvad vi ikke har følt, kan vi aldrig begribe, og det gjælder da, om vi vil troe, hvad vi aldeles ikke begribe, haabe det Urimelige, i Haab til Ham som kan opvække Døde, og altsaa netop ►gjøre det Umuelige mueligt: fylde det Tomme og gjøre det Magtesløse kraftigt. Hukommelsen er det magtesløse Skyggebaand, der for os i Historien løselig forbinder de skiftende Aldre og Slægter, den har i Kirken paa underfuld Maade opnaaet en Klarhed, hvori den forvandles til Beskuelse, og med dette nyskabde, poetiserende Øie skue vi Skyggen af Menneske-Slægten i sin gaadefulde udvikling, kan med Øiet følge den fra Guld-Alderens Glands til vor ►Jern-Tids Mulm, see den, udpisket af Phantasiens 📌Eden, tabe sig i Uteerligheds Moradser og i sandselig Forstands bundfrosne Kjær: i 📌Ægypten og i 📌Rom; see den underfuld, efter Kors-Fæstelsen, leve op igjen i Hjertets Paradiis som en bodfærdig Røver, men atter at tabe sig i Uteerligheds Moradser og sandselig Fornufts bundfrosne Hav: i 📌Rom og 📌Kønigsberg, og hvor vi vende os. Vi kan vise, hvorledes alt dette nødvendig har udviklet sig 602under Kampen mellem en overlegen aandig Magt og Slægtens Stræben efter Uafhængighed, vi kan saaledes følge Slægten til sin Grav i os, vi kan see at Skyggen er der; thi saalænge vi aande, er Graven ikke tilkastet, vi kan afbilde vort Syn i Ordet til en Tragoedie, selv Engle maatte røres ved, men at forvandle Tragoedien til et Epos, forvandle Hukommelsen til et kraftigt, levende Minde, der kan give os, som Patriarchernes Arvinger, Borgerskab i Aandens Verden, opvække Skyggen til et levende Menneske, der kan fortsætte og fuldende Slægtens beskikkede Dagværk, det kan ►aabenbar Ingen uden Gud, det kan kun den i ►Støvet ubegribelige Kjærlighedens ►Hellig-Aand, som Christendommen lover dem der i 👤Jesu Navn bede Faderen derom, og som i Christendommens forbigangne Virkninger har historisk beviist sin Nærværelse og Christendommens Sandhed. Bøn for 702 (US) udsætter Længsel, og hvor den findes, der vil Underværket skee, hvor ingen verdslig, men Længsel efter en overnaturlig og historisk, Konst har hjemme, der vil Konst-Værket lade sig ►tilsyne, og enhver som vil troe paa Sandhed, kan da tilegne sig det.

✂ Vi vil da nu lade det historiske Øie mønstre Folkene i den bekjendte Verden, og see, om vi kan finde hvad vi søge, men hvad vi forud veed, er, at det maa søges i en Vraa, i en forborgen Hjerte-Vraa; thi paa den store Skueplads kan 603Ingen findes, som ►jo har hengivet sit Hjerte til en eller anden Konst, da det netop maa være en saadan der har gjort Opsigt.

✂ Begynde vi nu med Frankerne, da er det klart, at de af al Magt have stræbt efter Mesterskab i den forfængeligste af alle Konster: i den at ►lade, hvad man ikke er, og af 📌Parises Grav opstaae de Døde da ►vist ikke, ►uden paa Theatret. Dette trænger, for nærværende Tid, saalidet til Beviis, at det kan synes at være kun for Løiers, og er i al Fald kun for det Følgendes Skyld, naar man minder om, at 📌Frankerig er Skuespil-Konstens, ►Luft-Seiladsens og Romanernes ny ⓘ Fædreneland, kort, at det var efter Storhedens og Skjønhedens Skygger fra 📌Rom og 📌Grækenland man greb i Alt, og over Alt i Luften. ►Mærkværdigt er det derfor ogsaa, at 👤Chateaubriand, som saae, at i Religionen maa man gribe efter alt det virkelig Store og Skjønne, greb i de sidste Dage efter dets Skygge i Catholicismen, og frembragde virkelig et Skyggerids af den historiske Christendom.

✂ Catholicismen, det see vi let, ⓘ erer] GV, et A Udtrykket for Konst-Sandsens Opflagren paa Kirkens Skuldre, og i den ⓘ kundekunde] GV, kuude A vi snarest fristes til at søge den opvækkende Konst, men vi veed, at den da i al Fald, maatte først selv opvækkes, da den kun findes som en Skygge, der har hjemme i 📌Italien, og er kun magtesløs tilstæde saavidt 604som man holder 👤Christi Legems Fest; thi denne Fest er netop Skyggen af hvad vi behøve. Hvem kan heller nægte at 📌Italien er sin egen Skygge, som, hvortidt den flækkes, svæver sammen igjen, og har nyelig, med Skyggen af 👤Bonifaz den Ottende og ►Jern-Kronen, næsten afrundet sig til et fuldstændigt Skygge-Billede. Til Storhed og Skjønhed selv har 📌Italien beilet, naaet Anseelsen af hin og Glandsen af ⓘ denne, og Politik og Malerie ere Konsternes Navne, som dreves der til en ►mærkelig Høide, men de ere for længe siden døde, og kunde, selv da de levede, som man i Reformations-Tiden saae, ingen Døde opvække. Om Tone-Konsten nogensinde i Italien var 703 (US) saa overordentlig, som Ordet gaaer, kan vi gjerne lade uafgjort; thi de Døde have døve Øren for dens Tryllerier.

✂ 👤Napoleon vilde opvakt og forenet 📌Frankrigs og 📌Italiens Konster, og meende at have Kraft dertil i sin Haand, fordi han stod i Pagt med Døden: deres Herre, men det lykkedes naturligviis ikke, kun en Skygge kunde han i 📌Paris fremgjøgle, som i franske Øine havde Skin deraf; hvor der var Spor af Aand tilbage, beloe man hans skjønne Konst, og havde kun Agtelse for den frygtelige, han virkelig besad, nemlig Krigens, som er Dødens Konst.

✂ For faa Aar siden var der mange, som meende, at der i 📌Spanien maatte være Noget, der kunde vække Døde, men nu, da man er 605kommet ud af den Drøm, behøver man kun at anmærke, hvad Spaniernes hele Historie viser, at det er Drømme-Konsten hvorpaa de have opoffret deres Tid. Denne Konst er nu vel ikke slet saa forfængelig, som den synes, og 📌Europa har de spanske Drømme mere at takke, end der nemt lader sig beregne; thi der har virkelig været en Spaadoms-Aand i dem, og selv den sidste Drøm havde, foruden 👤Napoleons Fald, Adskilligt at betyde; men naturligviis lykkes det ikke, at drømme Storhed og Skjønhed op af Graven, at drømme om deres Opstandelse og døe paa Drømmens Sandhed, det er ►alt store Ting, men nytter dog, i og for sig selv, ikke det Mindste.

✂ Saa maae vi da vende Øiet fra de catholske Lande, og det kunde vi forud vide; thi at Intet, uden Sandhed, kan enten opvække sig selv eller andre af Døde, det er en gandske reen Regning, og de Folkefærd da, som ei lode sig vække af Sandhed i det 16de, skal nok lade være at opvække Noget i det 19de ►Secul; store Ting, om de kan vaagne ved ►Basunen paa Historiens Domme-Dag, uden flux at ⓘ synkesynke] GV, syvke A ned i Væmmelse for sig selv og slingre ud af Verden i Fortvivlelse.

✂ Til 📌Engelland vil vi da stævne, men her skal Haabet ikke fængsle os; thi et Handværk bliver de Dødes Opvækkelse neppe, og det maa dog Konsten blive, før den kan lykkes paa Øen. Selv Reformationen, veed man, blev der drevet 606temmelig handværksmæssig, og hvor methodisk Engellænderne har i Sinde at opvække Christendommen, seer man ikke alene i Methodisternes Capeller, men ret klart i Selskaberne til Jødernes Omvendelse og ►Bibelens Udbredelse, som her have deres Oprindelse og Hjemstavn. Hvad ►Bibelen angaaer, da seer man strax, at Selskabet tænker, det har lært Fortidens Reformatorer Konsten af, ved at lade den oversætte, trykke og uddele, men 704 (US) hvem seer ikke tillige at det er en Misforstaaelse i alle Maader; thi deels vilde fordum den tydske Bibel holdt sig lige saa rolig, som den latinske, naar den ei havde faaet Kraft og Vinger i den levende Røst, og deels er der en ►mærkelig Forskjel paa Tiderne, som, skyggeviis at tale, paa 👤Mariæ Renselses- og 👤Christi Legems Fest. I 👤Luthers Dage havde man endnu den historiske Troe, og bevægedes af Frygt og Haab, naar man tænkde paa Sjælens evige Skjebne; nu derimod fattes netop den historiske Troe, og selv hvor dens Skygge findes, er den for svag til engang at vække mere end flygtig Bekymring. Ligegyldighed, det er Slangens Navn, som har omsnoet Hjertet, og hvilket Vaaben vil man gribe, som kan fæste paa et Uhyre, der er overalt at spore, men ingensteds at finde, ja, maatte modsige sig selv, for at lade sig finde: maatte ophæves, før den kunde bekjæmpes! Ligegyldigt er det Selskabet, hvorledes man forstaaer sin 607Bibel, naar man kun læser den, ja temmelig ligegyldigt, om man læser den, naar man kun har den, ligegyldigt er det de Fleste, om de faae den eller ikke, ligegyldigt finde det igjen de Fleste, som vil eie den, om de læse deri eller ikke, ligegyldigt finde atter de fleste Læsere det, om de forstaae den ret eller vrangt, ligegyldigt finde det endelig de Fleste som forstaae den ret, om de oplives af dens Aand eller sove ind paa dens Bogstav, og findes der nu endda Enkelte, som gribes, og give ikke Slip, før de føle Velsignelsen: ►Opstandelsens Kraft, og Lidelsernes ►Samfund ►, da er det ►vist, dem vakde Bibel-Selskaberne ikke, men kunde behøve at vækkes af dem.

✂ Med Jødernes Omvendelse er det omtrent ligedan, undtagen at det er paa en Maade dog noget Nyt, og et Beviis mere paa Skarpheden af det engelske Syn, og Handværks-Mæssigheden i Alt; thi det er ganske vist, baade at de rette Jøder maae christnes, før Kirkebygningen kan fuldendes, og at fik man først dem gjort, ikke til hvad man kalder christne Jøder, men til sande Jøde-Christne, da havde Kirken ingen Nød; men det er Tingen, at Jøderne har ►alt ligget i Graven, omtrent saalænge som 👤Lazarus, og der vil Andet til at vække dem, end hvad der ringede for deres Øren før de døde, uden at de hørde det. Det er imidlertid ganske ►mærkeligt, at man i den sidste Tid, næsten overalt, har, i hvert Land 608paa sin Viis, stræbt at vinde i det Mindste Noget af Jøderne: Spanierne har drømt, at hvad de beholdt, da de forskjød alle, som ei lode sig døbe, var det Bedste, og derom er da Intet mere at sige; 👤Napoleon vilde gjøre alle Jøder til 705 (US) Franskmænd, og klippede meer end Skjægget af dem han ⓘ kundekunde] GV, knnde A overkomme, men det vil i Historien ikke sige stort; i 📌Engelland lokker man, sagtens ikke med tomme Hænder, endeel Jøder til at lade sig døbe, og det siger i Grunden heller ikke stort, men viser dog, at man der vil have baade ►Bibelen og dem selv med. Anderledes er det i 📌Tydskland; thi hvor man der bryder sig om dem, vil man af med dem, fordi man seer, at Tydskere blive de, og deres Mestere i Regnekonsten blive Tydskerne, aldrig, og den Regning er da snart gjort, at hvordan det saa for Resten gaaer, maae dog Tydskerne tabe. Et venligt Øiekast opfordres imidlertid den christne Historiker ogsaa herved til at skjænke det ulykkeligste af alle Folk, men det skylder han desuden det mærkværdigste og ypperste Folk paa Jorden: Guds eget Folk og Sandheds Førstefødte, som Jøderne saa vist ere, som Christendom er Sandheds Ord; thi gjennem Jøder er det talt, og det vidner, at Saliggjørelsen er af Jøderne: ►at Christus er efter Kjødet af deres Patriarcher, at ►📌Israels Levning skal frelses, naar Hedningernes Fylde ►er indkommet ►, og at deres Slægt skal ikke forgaae, før al Spaadom opfyldes, og ►Menneskens Søn aaben609bares i Himmelens Skyer med sin Kraft og sin Herlighed►.

✂ Spørge vi nu om Grund-Begrebet for det jødiske Folk, da svarer Historien os ganske bestemt, at det vil der Tid til at finde, og vi kan umuelig tage Feil, ved fortrinlig at kalde Jøderne i Sandhed et Tidens Folk; thi det er unægtelig baade det ældste vi kjende, og det, hvorigjennem der er virket Mest i Tidernes Løb, ja en Christen er saameget mere nødt til at kalde dem ►saa, som det er det eneste Folk, om hvilket Skriften siger, ►at det skal vare Tiden ud. Eftertænke vi nu, hvad det er, hvori den sande Tid virkelig og levende aabenbarer sig, da maae vi vel finde, det er netop i Ordets Røst: det lydende Ord, hvoraf Tallet igjen er en Skygge, og vi kan da med Eet forstaae, at der er Forbindelse mellem Jødernes gamle og ny Historie, som mellem Legeme og Skygge. Paa den anden Side kan vi ogsaa let forstaae, at det Folk der hører nærmest til det sande Tids-Begreb, maae være Sandheds eget, og det egenlige Menneske-Folk, altsaa det aandigste af Natur, varigt som Tiden, og Redskabet for det største Ord der kan lyde og fattes i ⓘ Verden.Verden.] GV, Verden A Heraf følger da, at Jødernes Historie ikke naturlig hører anderledes til de øvrige Folks, end at den indeholder samme i sig, og at skal dette Tids-Folk forenes med noget andet, maa det indlemme samme i sig. Bibel-Historien bliver da ogsaa fra 706 (US) denne Side 610et eget Studium; thi kun den lærer os hvorledes den første Deel af Gaaden er løst, ►ved Hedningernes overnaturlige Indpodning i 👤Israels Stamme►, men hvad ►Kirke-Krøniken skal løse, er den anden Deel af Gaaden, i det den nemlig skal vise, ►hvorledes den afbrudte Green groer atter til Stammen, og indlemmer Pode-Kvisten i sig. Synes det da nu en uopløselig Gaade, hvorledes Christendommen skal gjenfødes i sine forrige Bekjendere, da seer man let at den løses ikke, men synes at vorde mere indviklet, ved at see paa Jøderne, men hos en Christen maa dog Haabet voxe ved at see paa dem, ei alene fordi han paa dem seer, at Gud baade kan og vil gjøre Miracler, men ogsaa fordi han er sikker paa, at ►et Hedning-Folk maa opvækkes, før 📌Israel vindes►; at ligesom ►Kvinden er fra Begyndelsen af Manden, saaledes maa Kvinden i Tidens Løb igjen føde Manden, og leve i ham, naar hun synes at døe. Men, skal der nu være et Folk, som, saa at sige, skal bære Tiden under sit Hjerte og gjenføde den, da maae det ►aabenbar være et Folk, der svarer til Historien, et mindekjært Folk, hvem Sandhed gjennem Tiden har ligget paa Hjerte, hvem det store Ord fra 📌Palæstina er gaaet saa dybt til Hjerte, at det end ikke i Døden kan holde op at længes og sukke efter dets livsalige Kraft, og her staae vi da atter, hvor vi kom fra, og hvortil vi stedse maa komme tilbage.

✂ 611I 📌Engelland var det altsaa vi spurgde om et historisk Folk, og vi veed det har været der, vi finde endnu forældede Spor deraf i Alt, men Tiden har viist, der var ikke Hjerte til at føde, men kun til at handle og vandle, vi see med en vis Gysen, hvorledes Alt synes stemplet paa, at Døden ingen Forandring skal kunne gjøre, i det man lærer det Døde til at gaae som et Uhrværk paa Land og paa Hav, saa den sidste levende Mand kan i sin Døds-Time trække det op, og i sit Værks Bevægelse ligesom overleve sig selv, og det er i Aandens Øine en frygtelig Seier. Saaledes har vel ►alt mangen Engelskmand kold optrukket sit Uhr, og skudt sig selv af Kjedsommelighed over Livets eensformige Gang, og det er et frygteligt Varsel, som Historien ikke maa ønske skal gaae i Opfyldelse, men det vil sikkert komme derpaa an, hvad Engellænderne synes om Historien, naar den maler dem med deres rette Farver, og Sandhed i sin uforanderlige Skikkelse. Tegnene ere her tvetydige; thi 📌Engelland synes at ville erklære Historien Krig, saasnart den opløfter sin Røst, 📌Skotland derimod synes mere stemt til Forlig, og hvad der skal faae Overhaand, maa da Tiden vise. Forunderligt er det, at intet Folk har i det Udvortes holdt saa fast paa sin egen Skygge, men i det Indvortes været saa ubekymret selv om den, som det engelske, og man behøver ikke at gaae tilbage til Reformationstiden eller de puritanske Stridigheder, ja ei engang 612til Kvækerne, for at finde talende Beviser herpaa; thi det mest i Øine faldende ligger os nær, naar vi betragte den engelske Kirke, Statsforfatning, Literatur og Levemaade. I intet Land er ►Bibelen anfægtet stærkere og forsvaret lunknere, men dog seer ►Kirke-Tjenesten ud omtrent som i 👤Elisabeths Dage, og store Summer anvendes nu aarlig paa ►Bibelens Udbredelse. Ingensteds har man hæftigere modsat sig ethvert Indgreb og enhver Forandring i ►Parlamenteringens mechaniske Gang, og ingensteds været saa ligegyldig ved, hvorledes og til hvilken Side Hjulene sattes i Bevægelse. Intet Folk raaber saa meget paa sine gode, gamle Dage, og bevarer saa ængstelig arvede Skikke, men neppe har dog noget Folk lettere givet Slip paa sine ►Fædres Sprog og aandige Smag, ja bekymret sig saa lidt om at kjende dem. I den sidste Tid har vel Adskillige, især Skotter, kommet Oldtiden ihu, og Begyndelsen, veed man, skedte ►alt ved Udgivelsen af ►de Ossianske Digte,*1762. men det er ikke let at sige, om det var for tidligt eller for sildigt, eller maaskee begge Dele; thi deres Aand brød man sig ikke om, deres Alder og Forfatter var det Striden gjaldt, og da man var kjed af at kjævles om det, lagde man dem paa Hylden. Saa nemt bliver Historien ikke færdig med disse besynderlige Kvad, der, fornemmelig i 📌Tydskland, have spillet en ►mærkelig Rolle, men med hine Spørgsmaal piner den sig ikke; thi den veed 613at for at skjelne bestemt (øve Critik) maa man have Lys, og at den saakaldte Critikens Fakkel er en tom Lygte, hvorved man kun seer, at Oldtiden er mørk, ingenlunde, hvad der findes i Mørket, som dog netop er hvad Critiken skulde vise. At ►de Ossianske Kvad ere fra i Fjor, eller fra Hedenskabets forrige Dage, det er klart, mindre af dem selv, end af den nyere Tids unægtelige Historie; thi de maae være fra en Tid, da de kunde blive til, og den Tid har beviislig ikke været, siden 📌Europa blev christnet, førend nu; først nu kunde de skrives, hos et Folk der vilde tage sig af dem, og selv der neppe, uden først at læses. Som den naturlige Konst-Poesies ►ͻ: Skygge-Poesiens, gamle Testamente maa man betragte Kvadene, og Skotten 👤Pinkerton havde da mere Ret, end han selv vidste, da han sagde, at Døden var den Ossianske ►Muse, ligesom det ei heller nu vil forundre os, at den i 👤Napoleon fandt en saa udmærket Velynder. Historien kunde vel, blot for det Sidstes Skyld, finde sig nødt til at gjætte paa et oprindeligt Slægtskab mellem ►Galer og ►Korser, og, ved at følge Vinket, vilde man maaskee komme paa Spor, der kunde føre nærmere til Afgjørelsen af det ikke uvigtige Spørgsmaal om ►Galernes galliske eller iberiske Herkomst, men aldrig havde Historien mindre enten Tid eller Trang til at løbe efter Gjætninger, end netop nu, da det Visse er baade lærerigt nok, 614og saa kolossalsk, at det synes som Slægten maa gaae til Grunde under dets Vægt. Anmærkningen om ►Ossians Indhold gjemme vi bedst til ►bedre hen, og her staaer da kun den tilbage, at adskillige Picter have i den sidste Tid ihukommet deres nordiske Herkomst, og derved, som ventelig var, vakt i 📌Engelland lidt mere Deeltagelse. 👤Pinkerton, som man kan kalde den første skotske Historiker siden Reformationen, thi baade 👤Robertson og 👤Hume vare udentvivl mere af engelsk Herkomst, og vare i al Fald af ny-engelsk Tænkemaade, 👤Pinkerton er udentvivl et af de mest historiske Hoveder der i forrige Aarhundrede ⓘ komkom] GV, kom A tilsyne, og var ►upaatvivlelig skikket til at dele, men ikke til at opdage, og meddele Andre en høiere historisk Anskuelse, om hvilken han kun undertiden drømde, medens han ivrig stræbde, saavel i sin ►Historie af de ældre Stuarter, som i sine Undersøgelser om Old-Krøniken, at hævde sig, hvad vist Ingen skal frakjende, men heller Ingen bør misunde ham: en udmærket Rang mellem de saakaldte critiske Historikere, hvis Adkomst til Navn af Historie-Skrivere, er en ikke mindre critisk Sag end deres aandløse og uforsvarlige Critik. Saavidt vides, har 👤Pinkertons lærde, indholdsrige og underholdende Skrifter slet ingen Lykke gjort i 📌Stor-Britannien, men desmere, i det mindste Opsigt, gjør hans Landsmand 👤Valter Scott, som berømmes for en udmærket historisk Digter, men, selv ubeseet, 615vover man neppe noget ved at forudsætte, han er saare langt fra at være det i den ►Bemærkelse vi tage Ordene; thi var han det, vilde de Folk, der nu kalde ham ►saa, nævne ham som en halv forrykt historisk Mystiker. Tingen er da, at han ►nysler med Fortiden og selv med Oldtiden i sine Vers, og fører derved sine engelske Læsere ind i en Verden, der synes dem poetisk, fordi den er blevet dem fremmed: ind i Historiens Skygge-Rige. Hverken han eller hans Landsmand 👤Jamesen: Oversætteren af de danske Kæmpeviser, eller 👤Turner: Angel-Sachsernes Historie-Skriver, som ikke engang forstaaer deres Sprog, vil da gjøre Døden noget Afbræk eller Historien noget synderligt Gavn, men ligesom det dog er ►mærkværdigt til Stadfæstelse af den Sandhed, at det er Skyggernes Tid vi leve i, saaledes er det ►og glædeligt, under den Forudsætning, at Historien paa anden Maade kun komme til Live; thi da vil den, ►upaatvivlelig, i 📌Stor-Britannien dog finde nogle gode Venner.

✂ I 📌Holland har vi vel egenlig Intet at gjøre, siden ►Pile-Knippet er opløst, og bruges nu igjen til at væve brabandtske Kniplinger over, men allerede det er dog for saavidt ►mærkeligt, at det meget haandgribelig lærer os hvor vi ere: nemlig selv 👤Erasmus forbi, i det 15tende Aarhundredes 📌Burgund. At der kort før Udbruddet af den franske Revolution, var Tvist i 📌Amsterdam om, hvis Skygge-Riget skulde være: Statholderens, 616eller Patrioternes, samt at Preuserne afgjorde Striden til den Førstes, men Frankerne strax efter ►end mere eftertrykkelig til de Sidstes tilsyneladende Fordeel, har vi ►alt anmærket, og behøve i den Henseende kun at tilføie, at Hollænderne fandt sig meget rolig i, at man ved samme gode Leilighed lukkede Kirken og gav Præsterne Afskeed. Siden havde man en liden Stund, i 👤Napoleons Broder 👤Ludvig, en Konge af 📌Holland, der var bedre lidt, end man skulde ventet, og det kom af, at han var Broder til 👤Napoleon, som Søvnen er det til Døden, men 👤Napoleon dømde meget rigtig, at for at sove behøver man hverken Konge eller Krone, og indlemmede 📌Holland i 📌Frankerig. Endelig næstede man, efter 👤Napoleons Fald, alle 📌Nederlandene sammen til et belgisk Kongerige, og paasatte 👤Vilhelm af Nassau-Oranien Kronen.

✂ At Hollænderne aldrig har været synderlig opvakde, veed man, og det kan da ikke falde os ind, at vi skulde vækkes ved dem, men den Konst, hvorpaa de have anvendt deres Tid, og som de skylde deres Berømmelse, bør dog nævnes, og det var unægtelig den: at tage sig Alting saa let, og gjøre sig Verden saa nyttig, som mueligt. Dette er med andre Ord hvad vi før have seet, at de ere et aldeles practisk Folk, og deres Historie vilde ►upaatvivlelig, nok saa godt som 👤Hufeland, kunne lære os Konsten at forlænge det menneskelige Liv, kun Skade, at 617man maa tabe Lysten ⓘ tiltil] GV, lil A Lærdommen, ved den opkomne Tvivl, om det Liv ogsaa er menneskeligt, og om det er værd, for Verdens Skyld, at overleve sig selv. Ved at arbeide flittig, holde sig reenlig, leve tarvelig, nyde nøisom og tænke sparsom, har virkelig Hollænderne skaffet og hævdet sig roligere Søvn, sundere Legemer og bedre Credit, end noget andet Folk i 📌Europa, og det er altsammen Ting, man ►vel maatte ønske sig, ja, turde vi lægge til, at de ogsaa havde, ikke en søvnigere, men en bedre Samvittighed end Andre, hvilket Folk skulde da ikke gjerne bortbytte sine nu visnede Krandse og udtømde Konster, for saa faste Eiendomme? men, uagtet vi vil haabe, det er Tilfældet med mangen Enkelt, tør vi i det Hele ingenlunde give dem dette Skudsmaal, da Troløshed, Gjerrighed og Grusomhed vel ikke skade Legemet saa meget som andre Laster, men Sjælen desmere, og Historien vidner at heraf har Staterne meget paa Samvittigheden. Kommer Historien til at føre Ordet, som den nu ►sikkert gjør, da vil det snart vise sig, ►hvad Moders Børn Nederlænderne ere; thi de ere Videnskabeligheds naturlige Handværks-Folk, og vil de da ikke ►tage en flittig Haand i med, da lure de paa noget Andet som ikke er godt, men ikke desmindre nok vil komme: en Videnskabelighed, hvori Legemet spiller Hoved-Rollen, og ►spiller, ved at ville overspringe Historien, naturligviis paa sin 618Hals►. At nu dette vil, i det Mindste for en stor Deel, blive Tilfældet med et Folk, hos hvem Guld, for sin egen Skyld, har gjældt saa meget, og Legemet, selv i Videnskabeligheden, for det Meste været Hovedsagen, kan man neppe tvivle om, og Historien, hvis Skind da kommer til at undgjælde Legemets Førlighed, kan umuelig bekvemme sig til at prise den Konst, der har opholdt dets Styrke og forlænget dets naturlige Dage.

✂ Til 📌Helvetien gaaer nu vor Vei, og fra den Reformators Fædreneland, som man nu næsten eenstemmig sætter over 👤Luther, maae vel mange vente gode Tidender, men, uden at tale om Andet, maa man dog indrømme, at Opstandelsen er en saare poetisk Ting, og Helvetierne ikke, som det synes, et meget poetisk Folk. I al Fald er 📌Zürich det Sted, man ikke let falder paa at besøge, for at see et Mirakel med Christi Legeme, og skjøndt et saadant i de catholske Cantoner synes at være en Smaating, som man ikke engang behøver Tro til at gjøre, saa bliver det just derfor saare mistænkeligt; thi Mirakler som er Smaating, har naturligviis ikke Stort at betyde. Et magisk Tryllerie synes da at være det Høieste vi her kan vente, thi det svarer til Blændværket med en Laterna Magica, omtrent som Schveitser-Idyllen til den franske Comoedie, eller som det Romantiske til Romanen, som 👤Vilhelm Tell til 👤Pigen af 619👤Orleans, som Magnetismen til Electrisiteten, som 👤Lavater til 👤Fenelon, 👤Pestalozzi til 👤Rousseau, og 👤Johannes Müllers historiske Skildringer til 👤Voltaires.

✂ Dog, fra 📌Alperne maa 📌Schveits overskues, og det i alle Maader; thi ingensteds synes Natur og Historie at have indgaaet et saadant ►eedeligt Forbund; vil vi derfor kjende Aanden, som har svævet over disse Egne, da maae vi i Mindet kalde Forbunds-Dagen, eller rettere Skumringen, livagtig tilbage: see 📌Alperne i Aften-Rødens Farve-Spil, og i en saadan Aften-Stund de Tre fra 📌Uri, 📌Schveits og 📌Untervalden, i Kreds af ►favre, dandsende Hyrdinder, see dem der slaae Haand i Haand, forkynde 📌Habsburg Krig, og Alpe-Dalen Frihed. See vi det, da see vi ogsaa et romantisk Syn, og hvem der færdedes igjennem hine Dage med 👤Johannes Müller, veed, at dette Syn er hvad vi see i hver Bedrift. Hvad er nu det Romantiske? det Spørgsmaal fristes man ved Synet til at glemme, men Sandhed lider ingen saadan Glemsomhed, og Knuderne Naturen knyttede maa løses af Historien.

✂ Altsaa, fra Historiens 📌Alper, paa hvis Aase Christendommen satte os, for at vi derfra skulde kaste betænksomme Blik ind i Sandhedens Rige, derfra maae vi betragte Middel-Alderen, der ►vel bør kaldes ►saa, da Lys og Mørke mødes der, og danne en Dunkelhed, 620som, naar noget Stort og Skjønt bevæger sig deri, atter skaber lutter romantiske Syn; thi naar Storhed og Skjønhed synes i et dunkelt Farveskjær at omfavne hinanden, da kalde vi det romantisk, og Ordet selv er udtryksfuldt; thi hvor ansaaes det ikke for Høiden af alt Tryllerie, at kunne venlig forbinde 📌Grækenland med 📌Rom! hvor stræbde ikke Konsten i sit Net at fange ►Mars og ►Venus!

✂ Til ingen Tid er meer end nu talt om Ridder-Tid og Konst og Frihed, men aldrig saae man i Verden Mindre deraf, naar man veed hvad man siger; aldrig, det maa man ►billig indrømme, saaes de historisk saa klart, men kun i deres eget, ei i Sandheds Lys. At trylle Middel-Alderen tilbage, det er den høieste Konst hvorpaa man pønser, og Glimt af dens Tryllerier det Herligste vi see, men Sandhed siger, og Historien stadfæster: alt Tryllerie er Drømmeaandens Værk, og i sig selv er Drømmen Intet, hvormeget den saa end kan have at betyde, og at kalde den tilbage, er Greb efter Skygger. Drømmen er Livets Efter-Spil; paa store Syn følge ►underlige, paa dybe Rørelser indtagende Drømme, og sagtens maatte da Christendommen: det Største og Vidunderligste, det Skjønneste og inderligst Rørende, give hvem som dertil havde Sind og Hjerte, Anledning til mageløse Drømme. Eventyrlighed er den aandige Drøms Kjendemærke, hvorved den skilles 621fra det aandige Liv i Historien, hvori Sandhed er Sjælen, Virkningerne kan synes at være de samme, men Historien opløser Tryllerier, og stadfæster Sandhed, Lyset adskiller hvad Dunkelhed forbinder, og Alt hvad der i Straalerne forsvinder, det var kun en Drøm.

✂ Disse Vink maae vi forstaae, naar vi skal kunne forklare os Drømmens ►underlige Aand, der stedse svæver mellem Lys og Mørke, mellem Liv og Død, mellem Sandhed og Løgn, og stræber omsonst at forbinde dem, men selv om vi ikke forstaae disse Vink, eller mistroe hvad de har at betyde, saa bliver det dog ligevist, at Drømme-Aanden svæver over Middel-Alderen, først i sin Kraft: som Ridder-Aand, saa i sin Kjærlighed: som Konst-Aand, og endelig, efter sin Forstand: som Friheds-Aand; thi Frihed, see vi let, er Ordet som forklarer Aanden, Frihed er Drømmens Element, og naar Aanden bliver sig det bevidst, da vaagner Mennesket i den Verden, hvor Aanden søgde sin Frihed, Drømmen er ude, og Dagen lærer, hvad Sandt der var i den.

✂ Hist i 📌Spanien, hvor et naturligt og et historisk Drømme-Folk stødte sammen, derfra var det rimeligt, at Stødet vilde komme, og virkelig kom det tildeels derfra, som vi veed, thi den vandrende Ridder, det klingende Spil, og det kneisende Taarn kan vi jo spore derind, til deres dunkle Udspring af Gothers og Arabers sammen622svævende Drømme. Ikke vil vi her følge Aanden paa Kors-Tog og ►Kryds-Tog, i Kirken, i Verden og i Sproget, men kun bemærke, at ligesom Ridder-Aanden naaede sit Maal ved 📌den hellige Grav, saaledes naaede Konst-Aanden sit i 👤Dante og 👤Petrark, og Friheds-Aanden sit mellem 📌Alperne. Dermed var Drømmen forbi, hvem der vaagnede i den sandselige Verden, kunde i det Høieste beskrive eller afmale Drømmen, som naturligviis skedte i Konst-Aandens Hjem, og maatte i Øvrigt skrive Aand i Glemme-Bogen, eller sove ind for at drømme om Drømmen. Hvem der vaagnede i Sandheds Aand, kun de havde drømt deri, og hvorvidt det var saa med Schveitserne, maa Historien nu kunne sige.

✂ Det skulde da den berømde 👤Johannes Müller fra 📌Schafhausen sige os, men, vi veed, han ►rækkede ei Dagen, malede kun Ridder-Hyrdernes Bedrifter i den romantiske Dunkelhed: Natte-Vandringen i hine Timer, da Aften og Morgen synes at kysses med glødende Læber, som i en nordisk Sommer-Nat. Med mesterlig Konst har han viist os, hvad Skumring kan skjule, og Farvespil hæve, viist os hvilke Under-Værker det ►blommede Luftbaand: Frihedens Trylle-Belte, ►syndes at virke, hvilke Modsigelser det ►syndes at forbinde; thi selv naar Alpe-Hyrden bryder fiendtligt ►Glavind med Borgeren fra 📌Zürich og Ridderen fra 📌Bern, sy623nes Trylle-Beltet der omsvæver dem at forvandle den blodigste ►Tvedragt til et Ridder-Spil, som kun af Vanvare endes med Døden. Saaledes betragtede Schveitser-Maleren virkelig det Forbigangne, den indbyrdes Strid som en Drøm, og Friheden derimod som Sandhed, og intet Under da, at Penselen faldt ham af Haand, naar han i samme Stiil vilde male Schweits under en anden Belysning: male de sidste tre Aarhundreders Dagværk. Ingen Konst, det maatte han føle, mægtede at sammensmelte, hvad der kun ved ►Mellem-Vægge som 📌Alperne hindredes fra at knuses eller knuse, som jo Tilfældet var i 📌Helvetien, ligefra den Stund, da den sande Daadstid skulde begynde, og Baandet bevise sin Styrke: fra 👤Zvingels Dage indtil man atter ►indsov, og stræbde at drømme sig tilbage, indbildte sig, at kunde Drømmen gjenfødes, da vilde Storhed og Skjønhed atter opstaae, knuse de Uhyrer, som ►undergrov, og med Rosen-Kjæder binde Daarerne, som stormede selv til den Alpeborg, der nu som fordum, ►syndes at gjemme Historiens sidste og eneste Haab. 👤Müller og 👤Bonstetten, 👤Lavater og 👤Pestalozzi, 👤Reding og 👤Erlach, hvem minde ikke disse Navne om de søde Friheds-Drømme, hvori det franske Krampe-Slag saa ynkelig blandede sig, og hvoraf Døden endelig ►vakde til Gru! 👤Johannes Müller selv satte sig, som i Fortvivlelse, under Dødens Vinger, og endte sine Dage under en Krone, om hvilken han 624aldrig havde drømt, som Statsraad hos 👤Napoleons kjødelige Broder i 📌Vestphalen.*1809.

✂ Saaledes har Historien bedømt den schveitserske Friheds-Aand, dømt den saa næsten fra Livet i Sandhed, og at dens Dom var retfærdig, har de jo netop erklæret, som ei vidste andet Raad til Liv, end at glemme Dagen, og kalde Skumringen tilbage. Vi see det let, at trende Hovedstammer, for hvilke 📌Zürich, 📌Bern og 📌Schveits staae i Spidsen, have, i fælleds Friheds Følelse, stræbt i 📌Helvetien at forbinde sig, men hvad der ►alt tidlig, i den forskjellige Levemaade og Forfatning, saavelsom i hyppig Kiv, havde forkyndt sig, det aabenbaredes ved Reformationen: at de umuelig kunde sammensmelte, dersom der ei kunde skabes en høiere Eenhed end Frihedens, og selv en anden end almindelig Sandheds, saa at sige for dem. Züricherne, der høre til den grundtydske Stamme, som vi, indtil Videre, helst maae kalde Gother, vilde have Frihed til at rense Alt efter deres Hoved; Bernerne, som vi maae regne i Slægt med Frankerne, vilde have Frihed til at udvide sig efter Behag, og ►Schveitserne, som meer end Sagnet knytter til et historisk Folk i 📌Norden, vilde have Frihed til, i Alpe-Skumringen, at følge ►Fædres Skygge. ►Schveitserne, see vi da let, laae den sande Frihed nærmest, ligesom det var fra dem, Aanden kom; de havde beholdt Catholicismen i dens ældre Skikkelse, som man 625kunde kalde et Slags naturligt 👤Luther-Dom, og at de ei ganske have mistet ►Fædrenes Aand, har de sidste Dage viist. Da nu imidlertid Aarhundreders Historie har beviist, at skjøndt Friheds-Baandet hvert Øieblik sønderreves, var Troskabs-Baandet dog, saalænge der var Troe, stærkt nok til at hindre Skilsmisse, saa er det klart, at 📌Helvetien har i sin Historie faaet en Eenhed, hvori Stammerne kan forbindes, dersom de kan og vil tilegne sig den i kjærligt Minde. Det ahnede 👤Johannes Müller, han saae tillige at Christendom var Betingelsen, men han dulgde, saavidt mueligt, for sig selv, at baade Tro og Minde fattedes, og da han opdagede det, ►fortvivlede han om Gjenfødelsen, og i ham ►fortvivlede 📌Helvetiens Historie derom, thi blev ikke han sit Fædrenelands historiske Reformator, da bliver Ingen det. I alle Maader ►syndes han skabt til at vorde det, af en ►underlig blandet Herkomst maa han være udsprunget; thi han var aandig Frænde med alle Hoved-Stammerne, og stræbde at forsone dem i sig, han kom efterhaanden til at betragte ►Universal-Historien i Christendommens Lys, han var baade Theolog og Historiker, besad en kraftig Veltalenhed, en levende romantisk Følelse, klar Indsigt i Statsforhold, og overordenlige Kundskaber, saa man snarere maatte ventet at see ham optræde som 📌Europas Reformator, end at see ham endog opgive sit Fædreneland. Sagen var ►upaatvivlelig 626den, at han vaagnede ikke i Aanden, men kun i Ahnelsen, og naar det skeer, da staaer man vel op, selv midt om Natten, og foretager sig endog utrolige Ting, saa Tilskuerne maae forbauses, og tænke mindst, man gaaer i Drømme, før man, ved virkelig at vækkes, selv forbauses over sin Dristighed, og synker afmægtig. En saadan Natte-Vandrer var 👤Johannes, saavelsom de gamle Schveitsere, det viiste Enden, og det seer man desuden paa al hans Bedrift; thi han vilde lutter Umueligheder: han vilde i sit ►Schveitser-Stykke anbringe hver en ⓘ Alpe-TopAlpe-Top] GV, Alpe-Tap A, hver ►Gems og hvert Skød-Skind, uden at overlæsse Maleriet, han vilde i ►Universal-Historien først have ►aflæst, og saa gribe Pennen, først ►gjennemvirke Verden og saa vække den, først gjennemnyde Livet og saa offre det; han vilde neddysse al Strid, selv den mellem Lys og Mørke, mellem Sandhed og Løgn, Dyd og Lidenskab, Troe og Vantroe, og dermed henrandt hans Dage, naturligviis uden Seier, uden Spor i den Bølge han pløiede, istedenfor at ►fordrive, uden andet Mindes-Mærke end Brudstykker af det Trylleslot han vilde reist paa ►Fædrenes Grav, til Herberge for deres landflygtige Aand. Historien glemmer ham imidlertid ikke, men kalder ham sin Opstandelses store Prophet, der saa at sige, lod ►Spaa-Stikken bevæge sig over den nedgravne Skat, og det forborgne Væld, ja afbildede ►symbolisk i sit Liv og sine Bøger, ligesom 627Ridder-Hyrderne i deres Færd, følgende Tiders aandige Optrin baade til Glæde og Sorg.

✂ En beslægtet, men dog meer naturlig end historisk, meer sandselig end aandig, Drømmer var 👤Lavater, som gjaldt for en udmærket Præst og Sanger, og for en næsviis ►Physiognom, men Næs-Viisheden var dog udentvivl det Høieste han havde; thi i Christendommen stak han ikke dybere, end man ►med Fingeren kan stikke i den, og netop lugte hvor man er, og Følelsen hvormed han foer, gav meget mindre Ild end Vand, for ei at tale om hans Poesie, der kun var Mestersang i 👤Bodmers Værksted. At Næsen i hans Øine var den synderligste Part af Hovedet, kan ikke undre os, naar vi betænke at Lugt svarer omtrent til Syn, som Ahnelse til Aand, thi at Næsen da paa en Maade betegner Ahnelsen er slet ikke urimeligt, og at man anseer det Høieste man selv har for det Ypperste, er ganske naturligt. Det er altsaa i sin Orden, naar Schveitseren vil kjende Folk paa Næsen, som naar Tydskeren vil kjende dem paa Hoved-Skallen, der sagtens maa rette og krumme sig efter Hjernen, og Feilen er kun, at man følger sin Natur, istedenfor at bekæmpe den historisk med Sandhed.

✂ Hvor fortryllet 👤Lavater var af sin egen Natur, har han selv sagt os, og hvor indtaget 👤Pestalozzi var af sin naturlige Methode, har det nittende Aarhundrede allerede hardtad glemt, men dog først ►udbasunet.

✂ 628Her staae vi da for Skyggen af 👤Ulrich Zvingel og vi kan være forsikkrede om, at han staaer aldrig op igjen; thi Historien gjenføder kun, hvad der er i dens Aand, hvad der kun var i dens Legeme, afklæder den til Skygge. At 👤Pestalozzi virkelig har havt i Sinde at danne en stærkere, fornuftigere og sædeligere Efter-Slægt, derom kan ingen Tvivl være, at han ogsaa selv har stræbt at vække ædle Følelser i de Unges Hjerter, vil heller Ingen nægte, men det bliver hans Sag, ikke Methodens, som han dog umuelig altid og allevegne kunde selv følge med, ja, naar han stræbde at røre Hjerter, fulgde han ingenlunde sin Methode, men bekæmpede den, thi hvilket rørt Hjerte følger anden Methode end sin egen, og dog var det af den hjerteløse Methode han ventede de store Underværker! Stort Rye gik der engang over hele 📌Europa af Miraklerne, der allerede vare skedte i 📌Burgdorf, som fordum i 📌Dessau, men snart vare de glemte, og lette ere de at forklare: thi en duelig Lærer, som veed at vinde de Unges Hjerter, vil altid frembringe Særsyn, som Smaafolk kalde Mirakler, og at 👤Pestalozzi oversaae, at det var ham, ikke Methoden, der vandt Hjerter, er saare begribeligt. Methoden gik ud paa at danne Autoe-Mater, som, ordenlig optrukne og satte i Gang, skulde, uden at slingre eller støde an, kunne beskrive deres Qvadrat om Graven, og slaae deres Timeslag, indtil Takkerne sledes 629af, og de gik for evig i Staae, eller faldt i Staver, thi paa anden Hvile, enten her eller hisset, var ikke at tænke; Munden skulde gaae og Maale-Stokken vendes fra Morgen til Aften, fra Vuggen til Graven. Hvem gyser ikke uvilkaarlig ved Forestillingen om, at en saadan Methode kunde lykkes, da den i saa Fald virkelig vilde holde, hvad den lovede: tilintetgjøre al aandig Forskjel mellem Menneskens Børn, forvandle dem til blotte Tanke-Skygger: til lutter Tællere og Nævnere i en uhyre Forstands-Brøk, Skygge-Opløsningen af Menneske-Livets Eenhed, den tomme Uendeligheds: Intets udtrykde Billede! Det var intet Under, at en saadan Methode gjorde Opsigt i Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, da den mechaniske Retning og schematiske Regne-Maade var paa sit Høieste, og da de seneste Tildragelser ►syndes noksom at bevise, hvor skrækkeligt Følelsens Herredømme var; thi under Skin af ædle Følelser, havde man kun seet ubændig Lidenskab rase, og om en mægtig Følelse, der ei var saadan, havde man hardtad tabt al levende Forestilling. Glæde os maa det, at Methoden dog endnu kom for tidlig; thi det vækker Haab om en bedre Løsning af den indviklede Gaade, men at den engang, naar Verden gaaer aldeles i Barndom, naar Følelsens døende Gnist er udslukt, saa Hjertet kan bringes i Regningen med, som en Trekant, hvis Attraae er indskræn630ket til dens egne Kroge, hvis høieste Lyst er den visse Gevinst, ►Magister Matheseos viser; at den da vil lykkes, og at den Tid er i mangt et Land ikke fiern, det kan man saa næsten udregne. Følgeligt er det, at Historien varsler og gruer derfor; thi det er klart, at saavidt det kan lykkes, er den overflødig, og har ei andet at gjøre, end, ved General-Nævnerens Hjelp, at sprænge Brøken i Luften, om den ►og dermed selv skulde sige det Timelige Farvel; thi heller paa en god Maade forkorte sine Dage, end spilde sin Tid, ►►heller døe med Ære end leve med Skam ►, er et Valgsprog mange mistyde, men som Historien sikkert vil i Sandhed forklare.

✂ Ogsaa denne Methode er da Frugten af en Ahnelse, og kan betragtes som den moralske Side af Trekanten, hvori den ►dyriske Magnetisme danner den physiske, og 👤Kants rene Fornuft-Kritik den intellectuelle; først naar de mødes, og gjensidig understøtte hinanden, kan de udgjøre et Heelt, og haabe at udmatte Historiens Aand, og tjene Naturens til en uindtagelig Fæstning. Endnu synes det vel kun Alt at være i sin Barndom, ja tildeels at kvæles i Fødselen, men det synes kun ►saa, fordi selvstændige Methoder altid ere dødfødte Børn, som kun ved at opløses, og atter fødes i Forbindelse med en beslægtet Natur, kan paa en Maade komme til Live. Selv den ►dyriske Magnetisme ►syndes at skulle friste samme Skjebne, da den i forrige Aar631hundrede fødtes til Verden ved Schveitseren 👤Mesmer, men det laae naturligviis kun i Tiden, da den, som i sin Eenlighed var ubegribelig, maatte see ud som Taskenspillerie eller Troldom, og ved sin alvorlige Anvendelse faae baade Politiet, og den selvkloge Fornuft imod sig. I det ny Aarhundrede gaaer derimod Konsten allerede bedre fra Haanden, især i 📌Berlin, og sine Steder i 📌Tydskland, som ikke kan forundre os, naar vi kjende Noget til Omstændighederne. Uden enten at være Læge eller ►Physiker, kan man ogsaa ret godt forklare sig dens medicinske Virkninger, thi man seer jo vel, det er Naturen der vil hjelpe sig selv, hvor Lægernes Konst holder op, som jo Tilfældet er med egenlig ►Nerve-Sot, og hvad man ellers maa regne til Legemets ►moralske Sygdomme. Vel mueligt, at Historiens Aand, ved sin: den sande, aandige, menneskelige Magnetisme vil, en Stund, tildeels tage Søgningen fra den falske, naturlige, dyriske, men denne vil dog, ligesaalidt som den gammeldags ►Signen, Maalen og anden Troldom, fattes Kunder, og sikkert vil den engang, forfinet, som sagt, komme til stor Ære og Værdighed som en Grund-Cur mod ►Samvittigheds-Bid og alle Historiens Sygdomme; thi den beroer i Grunden paa den simple, naturlige Sætning, at Fornuften er sin egen Lovgiver og vort 632Jeg baade det eneste Unægtelige i os, og Skabningens Herre, eller Verdens Skaber.

✂ At nu imidlertid hverken 👤Mesmer, eller, saavidt bekjendt, Nogen har betragtet Sagen aldeles fra denne Side, indrømmer Historien meer end gjerne, thi bliver den kun ikke saaledes betragtet, da vil den, hvad der netop er Historiens inderlige Ønske, falde bort af sig selv; og at i det Mindste den Mand, der netop var det selvkloge Jegs høirøstede Herold: 👤Gotlieb Fichte *født 1762. fra 📌Lausits, ingenlunde var sig Sligt bevidst, tør man dristigen paastaae.

✂ Herved mindes vi om at forlade 📌Schveits, hvor, som vi har seet, det var Konsten at forbinde de stridige Elementer med et Ord, der ►syndes at forene alle menneskelige Attraaer, skjøndt det netop betegner Tvistens Æble for dem alle; thi Ordets Navn var Frihed. Stræben efter denne Konst, som er uopnaaelig, naar Andet end Sandhed skal have sin Frihed, sporede vi overalt, og kan spore den selv hos 👤Pestalozzi, thi han vilde give Naturen sin Frihed, i det Haab, at den maatte dog kunne forene Alt, uden at Noget derved mistede sin naturlige Frihed, og i begge Menneske-Naturens Grund-Former: Lyd og Skikkelse ►ͻ: Tidens og Rummets sandselige Billeder, meende han at finde en ufeilbar Methode til at afrette Mennesket efter Naturens Hoved, altsaa efter Fornuften. At Tegning, og Regning 633i lydelig Tale, maatte blive denne Methodes Særkjende, er klart, og at der i den ingen Overgang kunde findes til Historien er ligesaa klart; thi den er netop det Modsatte af Historiens Methode; den behandler Tiden og Ordet kun som blotte Former for hvad der er i Rummet, da Historien derimod betragter hvad der er i Rummet, kun som Redskab for hvad der ved Ordet skeer i Tiden; den ene vil udtømme ►ͻ: dræbe Ordet, for at udtrykke sig i dets tomme Form, den anden vil opfylde ►ͻ: levendegjøre Ordet, og udvikle det til et klart gjennemsigtigt Billede af Sandhed, den ene vil opløse Hjertet i Muld, Ordet i Lyd, og Fornuften i Tanker, den anden vil forklare Hjertet i Kjærlighed, Ordet i Kraft, og Fornuften i Sandhed.

✂ 706 (US) Dog, her paamindes vi atter om, at begive os til 📌Tydskland og 👤Fichte, og skjøndt 📌Vittenberg synes nu at ligge meget for lavt, til derfra at overskue Philosophiens Rige, saa er det dog nu engang Historiens uforanderlige Skik, at forklare Alt af sit Udspring, og den lader sig ikke indbilde, at hvad der udsprang af Ordet ved 👤Luther, er større end det, eller at noget Stade i 📌Tydskland er historisk høiere end 👤Morten Luthers Grav. Indvender man, at 📌Vittenberg er ikke længer i 📌Sachsen, og ►Høiskolen flyttet derfra til 📌Berlin, da indrømmer den ►vel, hvad den ikke kan nægte, uden at nægte sig selv, men erklærer dog Flytningen for et Natur-Phænomen, der 634ingen Indflydelse har paa dens Aand, stiller sig paa Graven, og erklærer: den ligger historisk i 📌Sachsen, og omsvæves af hvad der end er af 📌Tydsklands ►Høiskole tilbage: Skygger og Drømme.

✂ ►Mærkelige Skygger møde vi, som rimeligt er, blandt 📌Vittenbergs sidste Professorer: nemlig 👤Schrøck og 👤Reinhard, og høist ►mærk 707 (US) værdigt► er det, at da den Sidste døde,*1812. opløstes ►Høiskolen, netop da den skulde havt sit Jubelaar; thi netop da vare trehundrede Aar forløbne, siden 👤Luther paa den creeredes til Doctor i Theologien.

✂ Det var Kirke-Historien 👤Schröch *døde 1806. især anvendte sin Tid og Flid paa at fortælle ærlig, ►billig og sandfærdig, men uden mindste Liv, uden Øie for dens vidunderlige Gang, uden Nidkjærhed for dens høiere Sandhed, og vel maa man da kalde ham Skyggen af den evangeliske Kirke, der, for at ligge uskjæmmet i Graven, fremlagde nu til sin Undskyldning det Skjold, den i levende Live havde løftet til Sandhedens Forsvar. Kunde 👤Zinzendorf seet op af Graven, da maatte han kryet sig, ved at høre den Kirke, hvis Undergang han havde varslet for og truet med, nu i sit Skriftemaal paa Sottesengen at nævne ham som 👤Luthers værdige ►Eftermand, og, saa at sige, ønske 📌Vittenbergs Høiskole flyttet til 📌Barby.

✂ 635👤Reinhard var, saa at sige, 👤Luthers og 👤Melanchtons sammensvævende Skygge, der da umuelig kunde blive ret enig med sig selv, men brugde Troen og gode Gjerninger som et Par Krykker, af hvilke man ingen kunde undvære, for at gaae trøstig og skikkelig Verden igjennem og Døden i Møde; den ene maatte skjæres blot efter ►Bibelen, den anden tillige efter Verdens Hoved, og da nu den moralske Krykke maatte springe, saasnart den rørde ved Arve-Synden, maatte man gaae udenom den, og lade, som om det var ingen Ting man sparkede af Veien. Hvem der skriver 👤Reinhards Levnetsløb, er ingen Christen, hvis han ikke kjæmper og græder med den fromme Mand, der stræbde at udvikle sig af de Garn, hvori Tidens forfængelige ►Vidskab til Hjerte-Pine havde hildet ham, og løsrev sig, vel kun halvt, men meer, saavidt bekjendt, end nogen Tydsker i hans Tid; selv Kirke-Historien ►lyser Fred over hans Been og lader dem hvile hos 👤Luthers, men i sin Dom over Ordets Tjenere er den ubestikkelig, som ►Bibelen, dens og deres hellige Lovbog. 👤Reinhard nægtede Arve-Synden og gjorde derved, skjøndt uvitterlig, hvad han ivrig lærde om Evangelium og Korsets Ord til et uforsvarligt Eventyr, han kaldte 👤Luther en Sværmer i Moralen, og læmpede mangt et Bud i den efter verdslig Attraa; sønderlemmet, tør og kold var hans Prædiken, og Kirke-Historien kan ikke 636paaanke det i mildere, men neppe heller i sandere Udtryk, end ved at ligne ham ved Reformatorernes Skygger, som over 👤Lutheri Grav stræbde, ved Hjelp af 👤Crusii Fornuft, at sammensvæve, og beskytte Helligdommen mod Tidens Hedninger, med forenet Styrke.

✂ 708 (US) Ei vil vi opholde os med at betragte Mere af hvad der, som man siger, hørde til Kirken, ikke engang 👤Ernestis mest bibelskaanende Discipler, som det er nok at betegne i 👤Koppe, 👤Morus, 👤Griesbach og 👤Rosenmüller; end sige da at vi skulde spilde Tid med at omtale de mere critiske og knappe Vurderingsmænd, der for det Meste kun havde deres Forstand og Lærdom til Laans, deres Størrelse i Indbildningen, deres Styrke i Munden og i Fingrene: i Terminologier, Phraser, ►Conjecturer, Hypotheser, og fremfor Alt i ►Accommodeer-Kammens flittige Brug til at kjæmme Haar ned over ►Bibelens klare Aasyn. Kun 👤Eichhorn og 👤Paulus vil vi lade Øiet bemærke, medens det løber dem forbi; thi de vise os ud af Kirken; og medens den Ene leder ►om et Ur-Evangelium, der kan frie fra Troe til hvad vi har; den Anden ►om Sminke til 👤Judas, for at franarre Døden sin eneste Fange, som 👤Saurin endnu lod den beholde; vil vi, veemodig, men anderledes venlig betragte 👤Johan Gottlieb Fichte som en forulykket Søn af 👤Morten Luther.

✂ 637Vi veed at 👤Fichte selv inddeelte sine Bøger i videnskabelige og populære, eller i hans Hoveds og hans Hjertes Ord, og det maae vi ingenlunde tabe af Sigte, thi Hjernen var forskruet, men Hjertet havde han paa det rette Sted, og kunde det end ei helbrede Hjernen, fordi han af al Magt satte sig fast i Hovedet, saa lindrede det dog Sygdommen, og gav ham Lys og Kraft nok til at komme Sandheden og Livet nærmere, end Nogen af 📌Tydsklands andre berømte Tænkere.

✂ Man veed, med hvilken forunderlig Dristighed og Naivitet 👤Kant paastod, at man ikke kunde bevise sin Selv-Bevidsthed, men nok sine Indbildningers timelige Sandhed, at Gud, Frihed og Lyksalighed var Noget man kun til Huusbehov skulde paastaae, samt at alle Tings virkelige Betydning var os forborgen. Vel maatte 👤Johannes Müller kalde Sligt Forstandens Bankerot; thi den narrede ikke blot alle sine Creditorer men sig selv med i sine aabne Øine. Det ►syndes 👤Fichte, en af 👤Kants første og ivrigste Discipler, dog var alt for galt, og vilde i det mindste see til, at Forstanden kunde blive skadesløs, ja, om mueligt, skulde det end skee paa Guds og hver Mands Bekostning, en heel og holden Mand. Temmelig egennyttigt var det nu ►tilvisse, og langt fra at være saa fordeelagtigt som det ►syndes; thi at indbilde sig man er født til Konge i et Rige hvor man ingen Magt har, er kun i Daare-Kisten en Trøst, og kunde man 638end blive Konge, naar Verden var uddød, som man da nok turde vente, naar man ret havde lært at bie, saa var den 709 (US) Ære Ingen brød sig om dog ikke synderlig værd. Imidlertid kan man ikke nægte, det jo i Tankerne var et Skridt til Sandhed, at 👤Fichte skilte sit Jeg fra hvad det ikke var; thi det er dog unægteligt, at hvad man ikke er, det er man ikke, og heri ligger et unægteligt Beviis baade for Jegets timelige og Sandhedens evige Sandhed; men hvad 👤Fichte glemde, var, at hvad jeg ikke er, det er ikke heller af mig, hvad enten det saa har sin Oprindelse ved og igjennem mig eller ikke. 👤Kant var en Fornuft-Skygge der omtrent forklarede 👤Spener, 👤Fichte en Fornuft-Drømmer, som forklarede 👤Zvingel og en Kjende af 👤Luther, immer drømde han lysere om Sandhed og Christendom som Verdens Frelse, og om Kjærlighed som Sandheds Liv og Livets Kilde, ja, havde Døden ikke staaet mellem ham og Historien, da maatte 👤Luther tilsidst være opstaaet i ham, men Døden havde sat sig saa fast i hans Indbildning, at han ikke mærkede, langt mindre bekæmpede den hvor den var, kun dens Skygge saae han, og meende at have ►slaaet den af Marken, ved at indrømme den hele Naturen og Historien, paa ham selv nær, og derved forvandle sin hele Kamp til en Skygge-Fægtning, hvori det kun var ham der tabde: udtømde sin Kraft, tabde sit Mod og sin Krands, og indviklede sig i Selv-Modsigelser, som ►gave Fjenden 639Spillet vundet►. Saa sørgeligt et Endeligt fik den tydske Fornuft i Skyggen af Sandhed, fordi den stolt vilde overflyve sig selv og beherske Verden; Skyggen af Mennesket og Christendommen fandt den i sig selv, men ligesom den i Sandseverdenen tog Legemet for Skygge, og ophævede derved sig selv, saaledes tog den i sig selv Skyggen for Legemet, sig selv for den levende Sandhed, og blev derved, hvor den var sig det bevidst, gudsbespottelig, og i al Fald afgudisk; thi den forgudede sig selv, enten i sig selv, eller i en tom Almeen-Form, som den tilegnede Sandheds Navn, og det løber i Grunden ud paa Eet og det Samme, paa noget Idealt som ei skal være Billede af en Realitet, paa en Muelighed der forekommer og overgaaer sin Virkelighed, kort paa en Selv-Modsigelse, saa fiin og dog saa grov som mueligt.

✂ Her staae vi da atter ved det Tydskhedens Grundtræk, der er ligesaa kjendeligt i Folke-Blandingen og Stats-Forfatningen, som i Videnskabeligheden og Systemerne: en Fornuft, der dunkelt kommer en aandig Tilstand og Bestemmelse ihu, og vil, af alle Livets Kræfter, skabe sig et aandigt Legeme som, hvad den selv er, en Form, og indbilder sig deri at kunne udtrykke det sande Menneske-Begreb. Hiin Ihukommelse, der 710 (US) ligger i Blodet, og skulde blive i Hjertet, og styrke Samvittigheden, er steget til Hovedet som en selvraadig practisk Fornuft, der 640vil realisere sin Idee; det Folk der var skabt til, ingen Stat at danne, men at styrke paa alle, og, ved at arbeide i Historiens og Christendommens Aand, være ►Jordens Salt, har vel neppe prøvet paa at blive sammen, men dog i 📌Tydskland stræbt at gjøre sit Mester-Stykke ved at blive Hovedet for et mageløst Folk. Om Gother er Høi-Tydskernes rette Navn, og om Romerne hørde oprindelig til samme Folkefærd, som dets legemlige Side, kan her være ligegyldigt, skjøndt det neppe er tvivlsomt; thi Nok er det at Tydskerne har villet oprette det Romerske Rige, men fra en høiere Synspunkt, meest som et aandigt, og altsaa i deres Øine helligt, Rige, Fremgangsmaaden kan man neppe forestille sig under et klarere Billede, end som en fuldblodig Hjerne, der med magnetisk Kraft drager ►allehaande Lemmer, men af forskjellige Legemer til sig, for deraf at danne sig et Legeme efter Behag, hvoraf Følgen ganske naturlig er blevet en Blod-Blanding, der ganske rigtig meddeelde alle Lemmerne Hoved-Attraaen, men ogsaa Lysten at have sit Hoved for sig selv, og det Kreds-Løb Blodet tog, frembragde lutter Kredse, den ene i den anden, som alle vilde forene og udvikle Alt. At dette eventyrlige Billede er skabt af Tydskerne selv i deres Historie, kan enhver overbevise sig om ved at studere den, og man indseer let, at disse Folk maatte staae i et ►underligt Forhold til Historien; Grund-Tydskerne 641vilde egenlig kun ansee den for en Form, hvorigjennem de udviklede hvad de vare, for kloge vare de imidlertid til at foragte Erfaringen, men tillige for selvkloge til at lade sig af den overtyde om det Forfængelige i deres Attraa, for stolte til at bøie sig under Historiens Aand og oppebie Timen; de andre Stammer vare deels mere, deels endnu mindre historiske, nogle vilde følge Naturen ene, andre forbinde Natur og Historie, men alle følge deres Natur i Historien, og da det var Naturen der havde samlet, ikke Historien der havde avlet, dem til Folk af eet Tungemaal, saa er det klart, at baade Historie og Tungemaal maatte hos dem tabe sig i en Dunkelhed, hvoraf de ►syndes udsprungne som en Natur-Begivenhed. Hvilket Lys der, fra denne jævne historiske Standpunkt, opgaaer over 📌Tydsklands Videnskabelighed, og især over Tydskernes umanerlige Hang til, ►tvertimod alle poetiske og historiske Folk, at forklare Sprogs og Staters Opkomst, i Lighed med hvad hos dem er skeet, det seer man vel, og hvor galt det er, lærer man 711 (US) dog vel snart at indsee, men i al Fald tillader Rummet endnu kun Vink om, hvorledes dette forklarer 👤Fichtes ►underlige Forhold til Historien, med samt hans Drøm om ►Normal-Folket, der vist nok har sin Rigtighed, naar man søger ►Normal-Folket, hvor det er: i det prophetiske Ord, ikke i den høitydske Hjerne.

✂ 642Meget var her at sige om Tydskernes naturlige Historie-Critik og Historie-Skrivning i de sidste Tider, og det vilde blive en historisk Natur-Critik, som urokkelig maatte stadfæste Ovenstaaende, men det maa være nok at kaste et Blik paa de to ypperste Historie-Granskere: 👤Schlözer og 👤Heeren, begge Professorer i 📌Göttingen, hvis ►Høiskole bør hede den tydsk-historiske; thi den ligger ikke for Intet i 📌Hannover: mellem 📌Tydskland og 📌Engelland. Kirke-Historien, veed man, var 📌Tydsklands ypperste Vaaben i Reformationens Dage, 👤Luther vaagnede i dens Aand, men det var kun Tilfældet med Faa, og i Almindelighed lærde man kun af ham at bekæmpe Pavedommet med den, og Alt hvad man gjorde, var at ►udmønstre Opdigtelser, og udvikle den pavelige Politik. Intet beviser klarere, hvorlidet Tydskerne havde fattet Aanden, end det Bifald, hvormed man siden mechanisk ►udmønstrede det af Kilderne, som den aabenbar havde skabt, og anvendte Pave-Politiken paa Kirke-Fædrene. Da nu Erfaringen, og især Exemplerne fra 📌Frankerig og 📌Engelland, drev Tydskerne til alvorlig at befatte sig med ►Universal-Historien, og især de tre sidste Aarhundreders europæiske Stats-Historie, saae man naturligviis de samme to Retninger, i det Somme mest critiserede i den ældre, og Andre mest politiserede i den ny Historie, og her er det da vi see 👤Schlözer som den skarpeste Critiker, og 👤Heeren som den største Politiker. Neppe 643kan nogen Slags Tvivl optænkes mod Ægthed og Tilforladelighed, som 👤Schlözer ikke har yttret, og neppe vil nogen verdslig Sammenhæng findes, som 👤Heeren ikke har peget paa, saa ingen Historiker bør undlade at studere de to Mænd; thi af den Ene skal han lære at skjelne Tider, og af den Anden at prøve Aander; af 👤Schlözer skal han lære, ikke at ville bevise Noget historisk ►ͻ: uigjendrivelig, uden med de store utvivlsomme Begivenheder, og Tidsrummet efterat Bogtrykkerie kom i Gang, af 👤Heeren derimod, ikke at overlade sig til nogen Forestilling om den indvortes Sammenhæng, som ikke stemmer overeens med den udvortes, og indslutter den i sig; af hiin skal han lære at fordre, af denne at finde historisk Vished; men Historiens Aand maa han selv føre med, om Læsningen skal 712 (US) gavne ham; thi af den finder han hos 👤Schlözer ikke det mindste, og hos 👤Heeren kun svage og dunkle Spor: Spor egenlig forsaavidt som Historiens Aand er al fornuftig Erfarings Sjæl, og maa paa de Punkter, hvor Aanden mest umiddelbar driver Værket, nødvendig gjennemglimte den, for saa skarpt og øvet et naturligt Øie. Glemmes maae det imidlertid ikke, at ►vel overalt, hvor 👤Heeren hæver sig over de udvortes Forhold, har han havt 👤Johannes Müllers Ahnelser for sig, som han kun har prøvet, og stadfæstet.

✂ 644Endelig maae vi nu betragte det ny Skuespil i 📌Tydskland, som egenlig tilhører det nærværende Aarhundrede, og som man har ►udgivet for en Revolution i Aandens Rige, der med Eet skulde, hvad der netop er Konsten vi spørge om, gjenføde Storhed og Skjønhed, og forklare dem i Erkjendelsen. At det endnu ingenlunde er skeet, det veed man, og at Revolutioner vel kan befolke Gravene paa Verdens, men neppe Verden paa deres Bekostning, har vi seet, men da det dog ingenlunde Alt er Vind hvormed man farer, lønner det nok Umagen at see lidt nærmere til.

✂ Først maae vi vel huske paa, ⓘ hvadhvad] GV, hvab A før er sagt om Middel-Alderens Drømme-Aand, og om 📌Tydsklands Folkefærd, dernæst kaste et Blik paa hvad der siden 👤Luthers Dage gjaldt for Aand, og da vil vi neppe finde de nyeste Optrin saa svare at forstaae, som de kan synes, eller fristes til at vurdere dem enten under eller over deres sande ►ͻ: historiske Værd.

✂ 👤Luther vaagnede, naar man vil tale bestemt, i den apostoliske Menigheds Aand, det beviser hele Reformations-Historien, og da ret ►aabenbar den tydske Bibel, og de bibel-historiske Psalmer. Mange Bemærkninger frembyde sig her om Reformationen, og Forskjellen mellem 👤Luther og de selvgjorde Reformatorer, men vi maae her indskrænke os til det Vink, at hverken 👤Zvingel eller 👤Calvin var Bibel-Oversætter 645eller Psalme-Digter; thi hvem der har nogen Forstand paa Aand, seer heri Alt, og selv de der kun have historisk Kundskab, veed, at det var ⓘ ►BibelensBibelens] GV, Vibelens A Aand i Modersmaalet som gjorde Sagen klar, og at det især var de tydske Psalmer, Catholikerne betragtede som en Trolddom, der henrev Folket. Med 👤Luther begyndte altsaa Historien ret klarlig at trodse Naturen, og opvække Døde, og vi see let, hvad Følgen burde været, at man nemlig skulde gjennemsunget Bibel-Historien, til Kirken havde deri fundet sig forklaret, og seet Hedningerne vandre i sin For-Gaard; men ►der blev i 📌Tydskland Intet af, den historiske 713 (US) Psalme døde paa 📌Tydsklands Tunge, strax efter Fødselen, og stod snart kun i Anseelse som et Efterladenskab af 👤Luther. Heri, som i Alt, viiste det sig, at man ikke var vaagnet med, men kun ved 👤Luther, man laae i en bestandig Strid med Søvnen, maatte spile Øinene op med ►symboliske Bøger, og slaaes, for at holde sig vaagen, men udmattede sig derved ganske, og faldt i Søvn under Trediveaars-Krigen. Nu begyndte da atter en Drømme-Tid, men mat havde Livet i Aanden været, mattere maatte da Drømmene vorde, og Ordstrid blev naturligviis det Meste. Hvad man først drømde om, var ganske begribelig Reformation, der hos Tydskerne var blevet som en fix Idee, og her see vi 👤Spener og 👤Zinzendorf; Pietisterne drømde om en moralsk Storhed, der skulde bevirkes ved et mystisk Samfund 646med den himmelske Viisdom, Hernhuterne om en moralsk Skjønhed, der skulde fremkomme ved Elskov til en Forløser. Endelig drømde 👤Kant om en moralsk Frihed, der skulde forklare det Hele; dermed var Drømmen ude, og nu holdt man sig til den sandselige Verden.

✂ Kaste vi nu et Blik paa 📌Frankerig, da, uden her at indlade os paa en Forklaring, som dog ei kunde falde vanskelig, tør vi antage, som afgjort mellem dem der kjende Noget til Aand, at her kun var Skygge og Skin af Aand, og Tydskernes Drømme om fransk Aand, var da ligefrem Greeb efter Skin og Skygger i Luften.

✂ Anderledes var det i 📌Engelland, Colonien af Historiens og de stærke Drømmes Folk; thi der opkom baade i og udenfor Kirken en vældig og sælsom Gjæring, der neppe kan betegnes rettere end ved en Kamp mellem Historiens og Drømmens Aand; den høie Kirke vilde hæve sig over Reformationen, og de høie Øine over Kirken, medens Haanden stræbde at trække Alt ned til sig. At forvandle Drømme til Virkelighed, at følge Sandhed, uden at give Slip paa drømt Storhed, det var den eventyrlige Opgave, Man stedse forgjæves stræbde at løse, og 714 (US) fra dette Stade kan man gjøre en ►mærkelig Sammenligning mellem 📌Helvetien og 📌Engelland, ligesom man fristes til at dvæle ved den Betragtning, at hvad her ligger til Grund, er den rigtige Følelse af, at al Storhed tilhører Sandheden, og maa 647historisk kunne forenes dermed; men Rummet tillader ikke Sligt, og vi maa nøies med at pege paa det dramatiske Eventyr, der ligesaavel ►spiltes i Kirken, paa Thronen og i Parlamentet, som i 👤Shakspears Hoved, hvor de kolossalske Drømme udviklede sig til hvad man maa kalde ►saa, og som han ret ►mærkelig kaldte Historier. Ved fra dette Stade atter at overskue det Omrids af 📌Engellands Historie vi ►foran har givet, vil Meget vise sig i et klarere Lys, lige indtil Bestræbelsen efter at realisere Drømmen om Herredom over Havet, men her have vi egenlig kun med 👤Shakspear at gjøre, hvem vi skulde følge til 📌Tydskland, hvor man stræbde at fortsætte og forklare, hvad 📌Engelland brystede sig af at eie, uden at forstaae.

✂ Nu er det kun Spørgsmaalet, hvormed man helst skulde begynde, for at udvikle den engelske Aands Indflydelse i 📌Tydskland, fornemmelig gjennem 👤Shakspear, ikke som om vi agtede, hvad der, i det Mindste endnu, vilde være dumdristigt, at afgjøre enten hvormeget, eller under hvilke indvortes Betingelser den virkede, men fordi den ►aabenbar har virket i to, om ikke tre, Retninger, som igjen staae i et indbyrdes Forhold, der, med en allerede muelig Kundskab, maatte kunne lade sig opklare.

✂ Dog, een Bemærkning bør ustridig være den første, den nemlig, at de ypperste af den tydskevangeliske Kirkes Folk, der ogsaa her unæg648telig blive Hovedmændene, maae vi kalde Sachser, Franker og Schvaber, tre Stammer, der ►og saavel i Riget, som paa Keiser-Thronen, have gjennem et Aartusinde hjemlet sig Ret til at staae øverst. Er nogen af disse Stammer grundtydsk, da maa det være Frankernes, men selv den er det neppe, og det er vel hardtad ligesaa omsonst at ville i 📌Tydskland finde en grundtydsk Stamme samlet, som i et Legeme at ville finde alt Blodet paa eet Sted; kom det imidlertid an paa en Gjætning, vilde 📌Pfaltz udentvivl blive Stedet, hvor man kunde vente at finde det tydske Blod meest ublandet, og i det Hele tør man vist antage, at Tydskerne have været ►rundt adspredte som ►den rigsfrie Adel, saa 👤Fichtes Drøm om ►Normal-Folket ogsaa her, med Hensyn paa 📌Tydskland, vel kan have sin gyldige Grund. Mellem hine Stammer veed vi, det var igjen Sachserne og en Deel af Schvaberne: Vyrtembergerne, som sluttede sig fastest og enigst til 👤Luther, et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at de vare 📌Tydsklands mest historiske Folk. At 📌Norden nu maa betragtes som det egenlige Sæde for de historiske Folkefærd, lod sig vel uigjendrivelig vise, men i al Fald har Historien sat det indvortes Slægtskab mellem Angler, Sachser og Svaber udenfor al Tvivl, saa vi heller ikke fra denne Side behøve at spørge om, paa hvem den engelske Aand maatte virke mest og dybest.

✂ 649Med disse Bemærkninger for Øie vil vi tage det sikkreste 715 (US) Partie, følge Tidens Løb, og begynde med 👤Volfgang Göthe;*født 1749. skjøndt man fristes til heller at begynde med 👤Schiller, og komme til 👤Göthe saa seent som mueligt.

✂ Uden nu her enten at forudsætte, hvad der maaskee var feil, at 👤Göthe er oprindelig en Frankfurter, eller, hvad der ►vel maa være sandt, men ikke ►saa lige lader sig bevise, at 📌Frankfurt er oprindelig frankisk, nødes man til at regne 👤Göthe indvortes til de tydske Franker, eller frankiske Tydskere, og om man heller vilde sige, at han staaer som Udtrykket for den høieste Forklaring, alle Stammerne i 📌Tydskland ere komne til med hinanden, vilde det, fra Aandens Side, neppe gjøre synderlig Forskjel. Hvad 👤Shakspear har virket paa 👤Göthe, lærer man vel bedre af ►Götz von Berlechingen, end af ►Vilhelm Meister, men at de i Grunden slet ikke kom overeens, lærer man flux af dem begge. Langt dybere blev 👤Göthe ustridig grebet af 👤Ossian, som ►Verther bevidner, men at han ikke gad leve længe med 👤Verther, er klart deraf, at han skjød ham, siden har han synlig stræbt at følge sin egen Natur, og aabenbare den i saa vakker og afvexlende en Skikkelse som mueligt. Denne Bestræbelse er det den tydske Læse-Verden har kronet med overordenligt Bifald, og, skjøndt 👤Göthe anseer det kun for lidt, turde det dog være lidt meer end den fortjente, saa herom ikke burde siges mere, end hvad der jo 650er sagt, at man bør kalde ham den tydske, eller vel tydeligere den virkelige, 👤Voltaire; thi hvad 👤Voltaire kun havde Skin af, finde vi hos 👤Göthe: Magt til at sætte Glands paa hvad han vil. Denne Konst er imidlertid saavel for sit Udsprings, som for sine Følgers Skyld heel ►mærkværdig; thi saaledes at forgylde med Aande, kan Ingen, i hvem ikke en ægte Kraft er smeltet, og det vilde i denne Henseende udentvivl være træffende sagt, at 👤Göthe forgylder med den døende 👤Verthers ►inddrukne Aande; thi at en ægte Kraft, skjøndt ikke ved de reneste Luer, smeltede i 👤Verther, er ⓘ unægteligt, og at 👤Göthes Glands er kold og død, vilde ligesaa vanskelig lade sig ►afbevise, som at han med den har i sine Værker stræbt at adle megen Ureenhed. Hvad nu Følgen maa vorde, hvor dette ansees for Poesiens rette Bestemmelse, og Konstens Triumph, er let at gjætte, og Qvadraten hvori den Göthiske Konst udgjør den poetiske Side er nem at construere; thi den foromtalde Trekant behøver blot at komme paa Benene, for ganske naturlig at søge og finde sin skjønne Side at betragtes fra. Den dybere Betydning af 👤Göthes Konst, saavelsom navnlig af hans ►Faust, og hans chemiske Sammentræk og Sammentræf, 716 (US) eller Valgslægtskaber, turde da vel endnu vente en Stund paa sin Forklaring, og Historien saae gjerne at det aldrig kom saavidt, thi hvor 👤Göthes ⓘ Natur-Historie bliver Tidens Dronning, er ►Saga naturligviis dømt fra 651Thronen. Vil man i det Enkelte have et klart Beviis paa, hvad der ellers i det Hele er klart nok: med hvilken Fornemhed 👤Göthe seer Historien over Skuldrene, og agter den ikke engang værd at bekæmpe, men kun at bruge til en Form at støbe sin egen velbehagelige Roman i, da er hermed sagt, hvor det kan findes, og Historien vender sig, ikke mindre fornem, fra den forfængelige Konstner, med et Fingerpeeg paa 👤Voltaire, der paa sin Viis ligeledes satte Historien Stolen for Dørren, og blev derved naturligviis fri for dens Lovtale, men kunde dog ligesaalidt overleve den, som undgaae dens ►Efter-Tale.

✂ Til Vyrtembergeren 👤Friederich Schiller er det Historien venskabelig vender sig, og i ham finde vi da et Gemyt, paa hvem 👤Shakspear gjorde et anderledes Indtryk, saa 👤Schiller i ham saae Historiens Aand, som han med Konst-Forstand vilde efterligne, der omtrent var det Samme som at fængsle hans Skygge. Hvad der begeistrede 👤Schiller var ►aabenbar, hvad der i hans Dage beherskede og forvildede hardtad alle livlige Naturer i 📌Europa: Ideen om Frihed, og naar vi fra dette Stade see ⓘ 👤Klopstock, 👤Göthe og 👤Schiller, har vi omtrent for Øie, hvorledes man med mest Held stræbde i 📌Tydskland at forklare Middel-Alderens Drømmetid. Friheden stræbde 👤Schiller at male i alle Stillinger, som en Røver, som en Oprører, som en Fædrelands-Forsvarer, som Soldat, og endelig som Drømmerske, og man 652seer let, hvorom det var han foer vild, om den Frihed nemlig, der er Historiens Aand, men det er Frihed i Gud, og den fandt han naturligviis ikke, fordi han vilde finde den i Verden, og kun engang, som i Fortvivlelse, hos Jomfrue 👤Maria. Den steenhaarde Skjebne, som han ikke kunde handtere, behandlede derfor hans Helte ynkelig, og her gjælder Ordsproget: at ►Kæmper alle seierløse falde, Noget 👤Shakspear bedre forstod at dølge, da han, naar En faldt, for det Meste havde en Anden at sætte i Steden, hvorved Stykket vel tabde i Runding, men beholdt dog paa en Maade Livet, som er det Fornemste. Døden er en saare egennyttig Patron, som ingen Konstner skulde kaare til sin 👤Aristarch; thi hvor han skal afrunde Dramaet, ►gaaer Livet i Løbet, og Skjebne er jo ikke andet end et smukt Navn paa Dødens Aand, eller den ødelæggende Natur-Kraft; thi Naturen slaaer ihjel, og Historien gjør levende, hvem der lader Skjebnen raade 717 (US) for sine Helte, har intet ►Samfund med Historiens Aand, men det kan heller Ingen have, som vil gjøre sin Frihed gjældende, istedenfor at søge den i Sandhed. 👤Schillers Helte ere personificerede Begreber, som han et Øieblik for Løier stræbde at dele sit Liv med, saa de kunde ►lade levende, de vare nemme at slaae conseqvent ihjel; thi han var selv deres Gud, og naar han tog Sit, forsvandt Blændværket, som han ganske alvorlig meende, det var Konsten at fremtrylle. En dun653kel Ihukommelse af Fortidens aandige Liv, en mat Længsel efter at dele det, og en overveiende Lyst til at ►skuffe sig selv med Drømme, udgjør Hoved-Trækkene i 👤Schillers Digter-Liv, saa man ⓘ medmed] GV, mev A Rette kan kalde hans samlede Værker: hans Theater; thi kun som paa et Theater saae han det hensovne Herlige, og kun Skinnet deraf var det han ønskede at gjenføde ved en æsthetisk Opdragelse. Han var da en historisk Skue-Spiller, ligesom 👤Göthe en naturlig Roman-Helt, Noget, der aldrig sees klarere, end hvor 👤Schiller fremtræder som Historie-Skriver, og 👤Göthe som dramatisk Konstner; thi da giver hiin os lutter opløste Skue-Spil, og denne lutter udstykkede Romaner, saa det er intet Under, at en Tids-Alder, for hvem Roman og Skue-Spil var det høieste Aandige, og Historien død og kjedsommelig, fandt at Historiens Aand lyslevende svævede over de Konstnere; thi de havde Tids-Alderens historiske Aand i sin høieste Glands. Uden al Sammenligning ædlere og renere var imidlertid 👤Schillers Konst; thi han stræbde dog for det Meste at begeistre sig og Tiden, for Skyggen af det virkelig Ædle, Gode og Sande, men vist nok stod den, i Liv og Glands og Eenhed, langt under 👤Göthes, deels fordi han ligesaalidt havde 👤Göthes Kraft, som Skov-Røveren den staalarmede Borg-Ridders Storhed, og deels fordi hvad han vilde oplive, var ikke den sandselige Natur, som, saalænge Dyret 654aander, er i Live, og ⓘ levede kæmpemæssig i 👤Verther, men den høiere moralske, sande Menneske-Natur, der i alle hans Helte drages med Døden, og som kun Historiens Aand kan opvække, og hæve i sig til rolig, glandsfuld og altid seierrig Kamp, som er det sande episke ⓘ ►ͻ:ͻ:] GV, o: A historiske, Dramas Kjende-Mærke. Kun i Drømme ahnede 👤Schiller dette, som vi see i ►Pigen fra Orleans, og fornemmelig i ►Bruden fra Messina: uden Sammenligning Mester-Stykket af hans Konst; thi i dette, udentvivl mageløse, romantiske Drama, har han, ved at personificere Skjebnen eller Døden i Choret, ligesom fængslet Døden med Trylle-Beltet, som omsnoer alle Figurerne, og Helten kæmper seierrig; thi Helten er Beltets Aand: Friheden, 718 (US) der synes at have overvundet Døden. At det er et Blændværk, mærke vi bedst deraf, at vi Intet kan føle ved den hele Handling, og naar vi ønske at føle Noget, er det som naar man griber efter livagtige Skygger, og føler sig kun ►skuffet; ja det er jo i alle Maader ►upaatvivleligt, at Konstneren kun vilde ►skuffe sig selv og os med en ideal ►ͻ: i Luften grebet, Tid og Sammenhæng, eller med andre Ord, fare over med os til Skygge-Riget, hvor man er fri nok for at døe, da man ikke lever, og har ►Pluto til Ven, som hans lydige Skygger. Sørgeligt er det nu ►vist ogsaa, at 👤Schiller stædte sin Konst saa ilde, og spildte den paa at ville forsone os med ►de thebanske Brødre, 655som i Skygge-Riget skal kæmpe med græske Sværd om en af 👤Mahomeds ►Houris, under Korsets Banner; men ikke desmindre turde vel Bruden ganske rigtig være Skyggen af det sande historiske Drama, hvor ►Saga lever i Choret, og optager Heltene, naar de synes at døe, levende i sit Rige, og gjør dem i Aand og Sandhed frie og udødelige; ja, hvori ►Saga er egenlig Heltinden, som i guddommelig Frihed trodser Døden og fuldender i Mennesket sit ⓘ EposEpos] GV, Egos A, uagtet Døden, som Syndens Sold, er blevet alle enkelte Menneskers beklagelige Lod. Derfor er hvert uhistorisk Drama kun i det Høieste en Skygge, og hvem Historien ei med Kjærlighed har gjort udødelig, kan ingen Konst lade døe med Seier; stjæle Mennesker fra Historien, omskabe dem i Hjernen, og omdøbe dem i sit ►Blækhorn, det kan man vel, men de opdigtede Navne vinde aldrig vort Hjerte, og røres vi, da sørge vi over at den historiske Sammenhæng, som skulde trøste og forklare, er borte, det er med andre Ord, vi ►tyvte Konstneren, og ønske at see hans Mis-Gjerning opdaget.

✂ Vi staae her ved det attende Aarhundredes Slutning, og i det vi skride til Skildringen af dets sidste Revolution i Konstens og Videnskabens Rige, nødes vi til at ►mærke en besynderlig Lighed mellem Optrinene her og i 📌Frankerig, saa det synes som den samme Aand var begge Steder Herre, og virkede kun igjennem forskjellige Red656skaber, hvilket ogsaa for det Meste virkelig var Tilfældet. Hvem seer ikke at der er en virkelig Sammenhæng: mellem Criticismen og Idealismen paa den ene, ►National-Forsamlingen og ►Conventet paa den anden Side, saa det paa begge Sider var Løsenet, at indskrænke og afskaffe Kongemagten, ophæve Adel og Geistlighed, tillukke Kirke og Historie, og, midt under Raab paa Frihed, at sætte hele Menneske-Slægten under Politiets ►specielle Opsyn! Hvem veed ikke, at 👤Göthe, 👤Schiller, 👤Herder, 👤Vieland og 👤Jean Paul, saa uenige de for Resten 719 (US) vare, dog alle hørde mere og mindre til Oppositions-Partiet, og udgjorde et Slags ►Directorium, der i ►Xenierne havde sin ►attende Fructidor, hvorved ►Agathon, ligesaavelsom 👤Anacharsis, forviistes til 📌Cayenna! Kan det undgaae vor Opmærksomhed, at den saakaldte Natur-Philosophie og Konst-Poesie, ligeoverfor 👤Napoleon, stræbde efter Keiser-Thronen, og gjorde kun for et Syns Skyld 👤Göthe og 👤Jean Paul til Med-Consuler, sluttede Concordat med Paven, og opstillede Skyggerne af Adel og Geistlighed: Kirke og Historie, for at befæste og sikkre sig paa Thronen! ja er ikke denne Throne siunket som 👤Napoleons, er ikke Forfatningen i den tydske Læse-Verden nu igjen hardtad at see til, som før Fornuft-Kritikens Dage, kun med den Forskjel, at mangen Bog har faaet et andet Snit, at en Deel ønsker Keiser-Tiden tilbage, og endnu Flere stræbe stykke657viis at realisere dens Grundsætninger! Hvem der anseer slige Sammenligninger for Spas, maa enten ikke forstaae dem, eller ikke troe sine egne Øine, og hvem Ligheden forundrer, har ikke betænkt at den er saare naturlig; thi kun det Modsatte vilde være forunderligt, da det jo er aabenbart, at paa begge Steder stræbde Fornuften at gjøre sig uafhængig af Troen, ligesom det er unægteligt, at den franske Tænkemaade fandt stort Bifald i 📌Tydskland, ⓘ NogetNoget] GV, Roget A, der nødvendig maatte, i det Mindste i Literaturen, frembringe et lignende Billede, og om det vil være uden politiske Følger, faaer man at see. Betragtningen af den tilsvarende Tid i 📌Frankerig, med 👤Rousseau, 👤Voltaire og ►Encyklopodisterne, skal ikke berolige os; thi vel kan vi forudsee, at den politiske Revolution vilde, ligesaavel som den literaire, i 📌Tydskland have en anden Skikkelse, men om den i Grunden blev glædeligere, er meget at ►omtvivle, eller rettere at den vilde blive langt grueligere, kan en sagakyndig Christen ikke tvivle om. Vel har man nu havt det Mundheld, at Historien er en bagvendt Prophet, men det siger naturligviis Historien ikke selv, og glippe ei dens ►Jule-Mærker, da er en tydsk Revolution uundgaaelig, men Aar og Dag er det rigtig nok Historiens Skik først baglænds at tilsætte.

✂ Det var da i det attende Aarhundredes sidste ►Olympiade, at Brødrene ►Schlegel, 👤Tieck 658og 👤Novalis paa den poetiske, og 👤Schelling paa den philosophiske Side, proclamerede en splinterny Tid, som skulde begynde med en Dommedag, men derpaa strax gaae over til et Himmerig, altsaa i Grunden Tidens Indgang i Evigheden, som, galt forstaaet, da ogsaa var Omkvædet paa Visen. Man kan begribe, at det attende Aarhun 720 (US) drede, som havde anvendt sin halve Tid paa at komme ud af Evigheden, og nu troede netop at være færdig, maatte med Hænder og Fødder sætte sig mod en Aabenbaring, der vilde kaste det, endnu før sin Død, hovedkulds derind, og at forevige en saadan Tid var vist nok et ligesaa uendeligt som utaknemmeligt Arbeide. Det nittende Aarhundrede har derimod virkelig i Sinde, at lade sig forevige, naar det kan skee paa taalelige Vilkaar, uden betydelig Opoffrelse, og kan den intellectuelle Anskuelse holde Stik, da maa Tiden, naar den vil bruge sin Forstand, finde, at den faaer Evigheden for en Slik.

✂ Spørge vi nu, hvad hint Udtryk, der vel maa kaldes den ny Skoles ⓘ ►Shibolet, betyder, da er det virkelig en fast utrolig Konst, den nemlig: at hæve sig over alt det Reale ►ͻ: baade Natur og Historie, og finde det igjen, ►forklaret, i det Ideale, som man da forenes med, og er fra den Stund af baade evig og salig med Eet, ihvad man saa gjør. Med Moralen har det da ikke synderlig at betyde, og i al Fald ingen Fare 659med Moraliteten; Massen af Folkene, som ikke kan naae Anskuelsen, er egenlig kun til for dens Skyld, ligesom de forrige Slægter vare til for at avle den, og det gjælder da blot om at holde dem ►i Aande, saa de ikke forstyrre den, og i en Mythologie, især ved Hjelp af ►den plastiske Konst, lade dem ahne og drømme om Herligheden, de ikke fik Øie til at see med bart Ansigt. Man seer let, hvad Christendom og Samvittighed har herimod at indvende, men det lader, som man har ondt ved at see, at Fornuft og Historie ogsaa gjøre Indsigelser, som man tildeels ikke kan modsige, uden at modsige sig selv. Det er imidlertid aldeles klart, at enten er det Ideale i Grunden slet intet, og altsaa bestemt Løgn, eller det er den evige Sandhed selv, som ikke i al Evighed kan paa noget Vilkaar forlige sig med Løgnen, og forudsætter nødvendig noget aldeles Grund-Realt, hvis Billede og Indbegreb det er. Heraf følger da, at det Ideale er i Sandhed noget aldeles Realt, og Aarsagen til al timelig Realitet, man give den saa hvad Navn man vil, og at nu nogen timelig Fornuft, med alle sine Konster, skulde kunde anskue sig selv og hele Verden i den evige Sandhed, er af to uimodsigelige Grunde umueligt: først fordi man umuelig kan see hvorledes Alt indeholdes og hænger sammen i den evige Sandhed, med mindre man begriber den, som man i Tiden vel lader være, og for det Andet kan man umuelig finde nogen 660Løgn i Sandheden, og maa altsaa, hvad der er et herculisk Arbeide, først rense Verden for Løgn, før den kan anskues i Sandheden selv. Det er 721 (US) da i alle Maader vist, at den Anskuelse maa gjøres til Løgn, før man kan vente at finde Sandhed; thi Sandhed, som det sande Ideale, skal netop anskues i det timelige Reale, i sin Modsætning til Løgnen. Om vi selv formaae at gjøre overalt den nødvendige ►Skilsmisse, er et andet Spørgsmaal, som vist nok maa besvares med Nei, men derfor bliver Løgn dog aldrig Sandhed, det bliver kun sandt, at vi trænge til et Sandheds Ord, som stiller os selv og Verden i det rette Lys, og hvem der altsaa troer Skriften, har ganske rigtig et Speil, hvori han kan anskue alle timelige Forhold, og som oven i Kjøbet har det store Fortrin, at alle Troendes Øine see Eet og det Samme, saa Ingen bliver ►Stifbarn, men Alle kan komme til Salighed og Sandheds Erkjendelse, naar de i Evigheden blive Eet med Sandhed. Udentvivl maa det da lønne Umagen, heller at nøies en liden Stund med en sand billedlig Anskuelse, som fører til den fuldkomne, end ved for tidlig at tilegne sig denne, gaae Glip af den for evig.

✂ Er nu dette ►saa, er den intellectuelle Anskuelse hvoraf man bryster sig, umuelig, og er det ophøiet over al Modsigelse, som det er, at en ►Vidskab, der begynder med en Indifferents (Ligegyldighed), og vil ende med en Identitet 661(Forening) af Sandhed og Løgn, er grundfalsk, da kan det i Grunden være os ligegyldigt, om dens Udspring og Sammenhæng er os forklarlig eller ikke; thi det er Nok, naar vi veed, at den kan ikke holde hvad den lover: skjænke os det evige Liv, men maa, om vi følge den, give os Deel med Løgnen i den evige Død. Imidlertid er det en Pligt, Historien paalægger sine ►Kyndinge, efter Evne at opklare Alt, og denne maa her saameget mindre forsømmes, som Historien ingenlunde kan billige den Dom, der næsten af alle den ny ►Vidskabs Modstandere fældes over den, men maa erklære at den vel er et uforsvarligt Misgreb, men ingenlunde et ubetydeligt Konst-Greb; thi det er et Konst-Greb, hvorved man stræbde, i en levende Anskuelse, at bemægtige sig baade Naturen og Historien, og kunde det end ikke lykkes, saa tjende det dog til at vise, hvad vi fattes, og hvad vi paa en Maade maae komme i Besiddelse af, hvis ikke Mennesket skal aandig uddøe.

✂ Den historiske Anskuelse, som vi oftere have berørt, var det da man i 📌Tydskland tragtede efter, og her er da Stedet til, saa klart som mueligt, at betegne den; men forud maae vi anmærke Umueligheden, baade af at tale aldeles klart om hvad der ►end 722 (US) kun sees i Skumring, og af at tale klart nok for dem, der ansee det ►aandige Samfund der forener Menneske-Slægten til eet Menneske, 662og forbinder den med Gud, for Daarskab og tomt Hjernespind.

✂ Historien vidner, at et ubegribeligt Ord, der, under forskjellige Billeder og Betingelser, tillagde Mennesket og alt Timeligt et vist Forhold til, og Sammenhæng med det Evige og Usynlige, at et saadant Ord, som vi ►fortrinlig maa kalde Poesie, og betragte som Religion, er Grunden til alt det ►Mærkværdige der har begivet sig i Verden: at et saadant Ord, der ►syndes indblæst af en Guddom, har skabt alle Forestillinger om aandig Storhed, som netop grunder sig paa den høiere Betydning det Timelige faaer, ved at sees som Billede af, og Redskab for noget Evigt. Hvem disse Forestillinger gik til Hjerte, stræbde at udtrykke dem i Levnet og ►Idræt saa kjærlig og klart som muelig, og Følgen deraf var Konst i vidtløftig Forstand: Stræben efter aandig Skjønhed. Kunde det nu lykkes, at begribe disse Forestillinger, da fremkom derved Videnskab i høiere Betydning, og en Bestræbelse derefter finde vi virkelig i Historien under Navn af Philosophie, men som oftest forsvandt det Aandige mellem Hænderne, da man vilde, hvad der var umueligt, begribe det sandselig, og indbildte sig, at naar det mislykkedes, var Uvirkeligheden dermed beviist. Let indsees det imidlertid, hvilken Daarskab det er at kalde det uvirkeligt, som unægtelig har virket det Store vi maa beundre, og det Skjønne der indtager os, 663samt at ansee for det høieste Virkelige, hvad der intet Lignende kan virke. Det burde altsaa ikke være Spørgsmaalet mellem fornuftige Mennesker, om de græske og nordiske, de jødiske og christelige Forestillinger havde en høiere Virkelighed end den ►Lokiske eller ►Kantiske Philosophie; thi Kraften beviser Virkeligheden, og Virkningen vidner om Aarsagen, men kun det skulde være Spørgsmaalet, hvor man finder Forestillingerne i deres Reenhed og Sandhed, og hvorledes vi kan tilegne os dem, saa vi derved annamme den Kraft, der er vort unægtelige Savn? Vidner nu Historien, at det er de bibelske Forestillinger, som have virket vældigst og kjærligst paa Jorden, da kan det aldrig slaae feil, at de jo ogsaa ere de sandeste, og at Troen er Middelet, hvorved de ene kan blive virksomme i os, faaer man vel at finde, om man end en Stund skuffer sig med den Indbildning, at deres blotte Betragtning: Stirren paa deres Skygger, kan gjøre Sagen klar. Hvorledes nu Troen erhverves, derom maa man naturligviis søge Beskeed i ►Bibelen 723 (US) selv, og her hjelper ingen Anskuelse, men ligesom det er klart, at en historisk Betragtning af Christendommens Virkninger, kan drive et sandhedskjærligt Menneske til ►Bibelen, saaledes tør det vel stadfæste sig, at skal Troen vinde meer end et sygeligt Liv i Hjertet, skal den Lunkenhed, der er vort sørgelige Kjendemærke, forvandles til Varme, skal vor Gruble-Syge ikke betage Forestillingerne 664deres Kraft i os, da maa der skee et Underværk, som vi ikke kan betegne anderledes, end ved et ►aandigt Samfund med troende ►Fædre. At nu et saadant er mueligt, kan man gjerne nægte, men Nægtelsen gjælder ei stort, mod det Beviis for Virkeligheden, som enhver Troende kan give Modstanderen i Hænderne, og ►aabenbart er det, at kan vi føle os ►størkede og opflammede til ædel Daad, ved levende at mindes ædle ►Forældre, da maa det samme være Tilfældet med alle andre Afdøde, dersom de kan leve op for os i et kjærligt Minde; thi da opstaae de aandig i os. Den levende historiske Anskuelse, som vi med et Ord kan kalde Mindeblik, bestaaer da deri, at vi betragte hele Slægten som eet Menneske, hvis Liv vi ere kaldte til at fortsætte, og hvis Kraft vi i Kjærlighed tilegne os, levende og virkelig bliver Anskuelsen, kun for saavidt vi hjertelig troe paa dens Sandhed, men Skyggen af den kan fremkomme uden synderlig Troe, naar Fornuften bliver sig aandig bevidst, og borger derved sig selv for Forestillingens Rigtighed.

✂ Nu lod det sig vel historisk udvikle, hvorledes ethvert Folk, der har viist Kjærlighed til sine ►Fædre, og derved beviist sin Følelse af aandig Eenhed, ogsaa engang maa komme paa en Punkt, da denne Følelse bliver sig selv klar og gaaer over til et Forstands-Begreb, og da fremkommer en historisk Anskuelse, hvis Liv, Dybde og Omfang 665beroer paa Graden, Omfanget og Beskaffenheden af den foregaaende historiske Kjærlighed.

✂ Fra dette Stade turde vi vel finde 👤Shakspear mindre gaadefuld, og temmelig godt kunne forklare os det tydske Særsyn. At nemlig i det Mindste ►Schleglerne ere Sachsere, og 👤Schelling en Vyrtemberger, veed man, og at den ny Poesie og Philosophie har fundet alle sine Høvdinger, og sit meste Publikum, i den evangeliske ►ͻ: historiske, Kirkes Enemærker, er nok ingen vovelig Paastand. Betænke vi nu, hvad der kunde bevæge historiske Folke-Stammer til at udvandre, da maae vi vel svare: Lyst til Eventyr, og spørge vi hvad der kunde forbinde dem med Tydskerne, da maatte det ligeledes være et eventyrligt Forhold til Historien; de indbildte sig at Mennesket skulde fuld 724 (US) kommes i dem, ligesom Tydskerne meende, de skulde udvikle Mennesket, og sagtens maatte de da føle sig trukne til hinanden. De elskede altsaa Historien, kun fordi det laae, og den ►syndes dem at ligge i deres Natur; som de elskede Historien, elskede de naturligviis ogsaa Christendommen, og naar denne Følelse engang blev sig selv klar, maatte de nødvendig anskue og stræbe at begribe Historien i deres Natur, ret egenlig at underlægge sig Historien, thi de ansaae sig jo selv for det historiske Folk, der havde indlemmet sig i det ypperste Natur-Folk, for deri at udvikles og begribes. De maatte altsaa 666anskue Historie og Christendom, som et kolossalsk mythisk Eventyr, der egenlig havde kun dem at betyde, og var et fuldendt Epos, saasnart de med Øinene havde indtaget, og i Tanken tilegnet sig det. Man kan gjerne lee ad denne Udvikling, som den ►og paa en vis Maade fortjener, men hindre Historien fra at stadfæste den, vil nok falde vanskeligt, da Historien pleier at kjendes ved sine Børn, om den end nødes til at erklære dem for arveløse, der forud have optaget deres Arv, og tilsat den paa deres egne Veie. Saameget er i al Fald vist, at baade ►Niebelung-Rimet, ►Helte-Bogen, og de fleste historiserende Digte fra den tydske Middel-Alder, ere lutter Eventyr, og at det Samme er Tilfældet med de historiserende Digte, der høre til den saakaldte ny Skole, ligesom Ingen skal kunne nægte, at dens ►Philosophemer over Verdens-Historie og Christendom ere, selv hos Hovedmændene som 👤Novalis og 👤Schelling, heel eventyrlige. Ja, naar vi betragte den hele Røre i de nu forløbne tyve Aar, maa den da ikke staae for os som et Eventyr! Vi see en Klynge af store Hoveder træde op, med den gigantiske Plan at bygge et Drømme-Tempel, der kunde rumme hele Verden og Tiden, og fra hvis Tag man klarlig kunde gjennemskue Himlen, kolossalske Buer hævede sig virkelig, som ved en Trylle-Kraft, og vidunderlige, hidtil uhørte, Toner klang, som om de klingre Malme i deres dybe Leie vare forvandlede, hvor de laae, til en 667Harpe, Bjerg-Aander slog; og nu — synes det hele os som en Drøm, Templet synes nedsiunket til et Berlinsk ►Propylæ, og Sangen forvandlet til et tomt, ►urimeligt Eventyr, der kun foreviges i de Heidelbergske Aarbøger. Død er 👤Novalis, 👤Tieck lever kun med Heltene i sine Eventyr, et Liv, der udentvivl kjeder ham selv, 👤Verner og 👤F. Schlegel har taget Flugten ind i ►den mechanisk saliggjørende Kirke, 👤Schelling veed man neppe hvor er, og et stort Spørgsmaal, om han veed det selv; men i al Fald er det Smaafolk mod Hine, som mindre føre end kløve 725 (US) og udvande deres store Ord, for deraf at bygge sig smaae Eiendoms-Huse i den nyeste Smag.

✂ Imidlertid, ►Skinnet maa ikke bedrage os, Hoved-Mændenes Værker vidne, at det var ikke Alt Vind, om end Aanden ei var den bedste, og Kampen mod 👤Napoleon og 📌Frankrig er virkelig deres Efter-Mæle. Der var historisk Blod i de Vildmænds Aarer, det sprudlede eventyrlig, og bruste derfor hurtig ud i Eventyr og Dramaturgie; man vilde skabe et Epos af sig selv, istedenfor at udvikle sig i et historisk Drama, og lade Historien selv indfælde det i sit Epos, man vilde Synd og Umueligheder, og sprængde sig derfor snart, men man angav en Tone, som ei kan hendøe, om Mennesket skal leve, man slog paa Strænge, der ere de eneste, som, med Christendommens Hjelp, og under dens Haand, kan sætte Liv i Folkene, og at de gamle Tydskere 668virkelig tildeels opstode i deres Børn, beviser uigjendrivelig, at Opstandelsen er muelig, naar kun Sandheds Ord kommer til at lyde i sin Kraft og uforvanskede Reenhed. 👤Christi Liv paa Jorden er ingen Mythe, men historisk Sandhed, Christendommen er ikke Billedskrift, men netop Forklaringen af ►det Gamle Testamentes Billeder, netop den sande, evige Erkjendelse, udtrykt i de bestemteste Ord, som Menneske-Sproget eier, og det synes os kun anderledes, forsaavidt vi ikke begribe dem, den ►eenfoldige Troes Virkninger, stadfæste det, og vi overbevises derom af hvert Sprog vi lære at begribe. Det var et formasteligt Spil man drev med den hellige Sandhed, da man vilde gjøre den til Symbolik for Skyggen af sig selv, 👤Schelling har vovet at erklære 📌Indiens Braminer for sandere Christne end Apostlerne; fra de ny Christologer, især i 📌Berlin, forkyndes det som et Evangelium, at man ikke blot er Christen, men saa godt som 👤Christus selv, naar man opofrer det reale Skin for det ideale Væsen, og stedse gjenlyder den Snak fra flere boglærde Tunger i 📌Tydskland; men det er et Uvæsen, et Billede af det Ideale, man tilbeder, af den tydske Fornuft, der indbilder sig bogstavelig at have slugt Sandhed, et Uvæsen, som Sandheds Aandepust gjennem Historien maa ►henveire; som i det Høieste kan ►forklarede gjenføde den tydske Triumphators, Apostaten 👤Julians flygtige Dage, og det ikke engang, med 669mindre sand Christendom først gjenfødes, og i de Kræfter den opvækker, i ►Vidskaben den avler, giver, som det synes, Modstanderne Vaaben i Haand. At skyde sig ud af Historien, det seer man paa 👤Verther kan lade sig gjøre, men at ville skyde Historien ind i sig, det saae man paa 👤Heinrich von Ofterdingen, er gal Mands 726 (US) Værk, naar man ikke, som ►👤Jesus, er Ordet og Sandheden selv►; man tænker at begrave Historien i sig, men man begraver kun sig i den, som 👤Novalis ►begrov sig, som 👤Verner, og selv 👤F. Schlegel, have begravet sig; thi disse have gjort det Høieste, der i denne Retning er mueligt, kjøbt sig en aaben Begravelse i den catholske Kirke. At dette er Alvor og ingenlunde Spas, vil Tiden nok vise; thi i den catholske Kirkes Skjød maa det hele Eventyr ende sig; men man vil ►og allerede kunne indsee det, ved at betænke sig; thi man synes jo virkelig at forlige sig med Historien, naar man vender tilbage til den ældre Forsamling, og bygger, med den, Eventyret paa Historien, 📌Vaticanet paa Apostlernes Grave; Catholicismen er jo ikke andet, end den Indbildning at kunne ved en Trans-Substantiation forvandle Brød til 👤Christi Legeme, sig selv til 👤Christus, Løgn til Sandhed! Er det ikke indlysende, at naar de gamle romerske Keisere erklærede sig for Guder, da gjorde de i Grunden netop det Samme, som den tydske Fornuft, da den erklærede sig for uafhængig, 670og at da Paven udgav sig for 👤Christi Statholder, som havde Himmerigs Nøgler, gjorde han netop det Samme, som den historiske Natur-Philosophie, da den indskjød sig under det Ideale! Saasnart den derfor kommer til at forstaae sig selv, maa den see ⓘ Catholisismen forklaret i sig, og stræbe at gjenføde den, og uagtet dens Tilhængere langtfra alle ere sig det klart bevidste, see og høre vi dog paa dem, at de dunkelt føle det, og Retningen aabenbarer sig ligesaavel i 👤Schellings ►Omrids af Philosophie og Religion, som i deres Færd, der virkelig ere overgangne. Spørge vi nu, hvad Historien dømmer om Sligt, da er Svaret let; thi dens Aand kan ikke gaae tilbage, uden at stride mod sig selv, gjøre sig til Løgn; den hvilede klarlig over 👤Luther, hans Værk var i Historiens Aand, og for dens Domstol, saavelsom for Skriftens og Fornuftens, er da Catholicismen; uigjenkaldelig dømt fra Livet. Dette er ►og fra alle Sider klart; thi den prøvede i ⓘ 👤LuthersLuthers] GV, Lutbers A Dage paa at opvække sig selv med Konst, men mægtede kun at afmale sin Skygge og reise sin Bautasteen. Af Gjæringen, som Reformationen voldte, udvikledes Jesuitismen, der aabenbar var et Forsøg, som verdslig og vantroe Fornuft gjorde paa at dølge Pavens Død, og herske i hans Navn. Ogsaa dette Blændværk forsvandt, 👤Napoleon stilede efter at fornye Skuespillet, men det var ham, i det gamle 📌Roms ►Ørneham, umueligt, ja havde han end, hvad sag671tens En vil prøve, snildt hængt Nøglerne ved Siden, da kunde vel Farcen blevet gruelig, men dog kun en flygtig, og i Grun 727 (US) den kraftløs, Skygge. Skal det nu endelig være ved Apostater fra den evangeliske Menighed, at Catholicismen ene kan synes at vorde opvakt, da har den netop derved dømt sig selv; thi det er ►aabenbart, Kredsen fra 👤Luthers Dage er gjennemløbet, et Steds maae der skee en underfuld Opstandelse, og hvor den skeer, der aflægger Historiens og Sandhedens Aand et forenet Vidnesbyrd om at de ere Eet. Var det da ogsaa fra andre Sider mueligt, at Pave-Kirken kunde være 👤Christi, at ►Bibelens Aand kunde fornægte, forbyde og bestride sit Ord, saa maatte det dog vise sig derved, at den aandige Kraft opstod af 📌Roms Grav-Kieldere, saa vi, kun, ved at stjæle af den, kunde trodse, og med nogen Styrke vægre os ved at vende tilbage; men er nu det Modsatte skeet, er det hos os i den evangeliske Kirke, at Aanden nu atter i Kraft aabenbares, er det den ►Vidskab og Forstand, som i os udvikledes, der skal stjæles, til at besmykke Løgne, som ei længer tør i deres gamle Skikkelse komme frem for Dagens Lys, da har vi vundet i Aanden, om ►og vort Legeme knustes, da har ►Saga hængt sit unedrivelige Skjold over 👤Morten Luthers Grav, og ristet derpaa med uudslettelige Runer, hvad ►Bibelen prædiker for døve Øren, hvor 👤Luthers Aand 672er levende tilstæde, kun der er 👤Christi Kirke.

✂ Standse vil vi da ved 👤Luthers Grav, med det Ønske, som Historien aftvinger os, at Alt hvad siden sidste ►Jubel-Aar er kommet fra sin rette Eier, i dette maatte, efter Herrens Lov, hjemfalde, og under dette Ønske kan vi ei glemme ►Ossians og ►Iliadens gjæve ⓘ Oversætter, 👤Friederich Stolberg, som, med 👤Luthers Bibel under Armen, og Meget af dens Eiendom i Hjertet, i Drømme dog gik feil af Kirken og sank i Knæ for Helgen-Skyggerne i Grav-Capellet. Han følde dybt, at Intet er saa eventyrligt, det ►jo overgaaes vidt, i Vidunderlighed, af Kirkens Historie, som ►melder ►Ordets Aabenbarelse i Kjød, saa Intet kan være en Christen utroeligt, fordi det er ►underligt, men anbefaler tvertimod sig derved just til Troen, som et stadfæstende Efterskin af den Eenbaarnes Herlighed; han saae det klart, at Nægtelsen af Underværkers Muelighed, saalænge Kirken staaer, er baade imod Skriftens Aand og Ord, han drømde om at den catholske Kirke vilde selv udrense Løgnen af sig, han haabede, ved Kirke-Bod og Underkastelse, at undgaae Tvivl og Kamp, han haabede ved Kirkens gode Gjerninger og alle Helgenes Forbønner, at blive salig uden at fornægte sig selv aldeles under Korset, og fra dette Stade er hans Feiltrin ret begribeligt, men 728 (US) naar 673han ►seer sig skuffet, da vilde det være ubegribeligt, om han ei flygtede forfærdet.

✂ Til Slutning vil vi reise, tæt ved Graven, et venligt Kors for 👤Claudius fra 📌Holsteen, *døde 1815. en ægte Søn af 👤Morten Luther, ►vel ei i Kraft og Nidkjerhed, men dog i barnligt Sind, i skjemtefuld, trohjertig Munterhed, og inderlig Tilegnelse af Ordet i dets underfulde Salvelse og ⓘ ►Sødhed.Sødhed.] GV, Sødhed, A Hans Bøger ere udentvivl de sidste tydske, gjennem hvilke man med Rette kan sige at 👤Lutherus aandede, og harmes maa man eller ynkes over den ilde stædte Fornemhed, hvormed Stodder-Konger paa Parnasset gave ham som Hofnar deres Haand at kysse, medens han svævede høit over deres ►vindige Storhed, og lod dem kun ikke føle det, fordi han var en Barne-Engel, der ligesom havde forvildet sig ind i en fremmed Verden, og vilde smile sig fra den. Dog, ►som han ældedes, sagde Verden, saa argedes han, thi et saadant Skudsmaal gav han den paa sine gamle Dage, og vi behøve ei at spørge hvad Historien siger om Verdens Dom, da den saa klarlig har beseiglet hans. I ►Rædsels-Tiden maatte dog vel Smilet døe paa Christnes Læber, under Kirke-Stormen maatte dog vel selv Kirkens frommeste Børn gribe efter Vaaben, og, medens gloende Kugler spillede mod Sandheds Helligdom, maatte dog vel 👤Claudius spørge, om han skulde hænge som en Iistap 674under Tolerants-Templets Tag, spørge, hvi han skulde tie, naar Fjenderne skreeg!

✂ Velsignet ►være 👤Morten Luthers Minde, og med hans, alle deres, som have vandret i hans Aand, og ere hensovne i Herren! Deres ►Been ►grønnes! Deres Aand opvaagne, og hvile over os og vore Børn! saa vi maae ►love de herlige Mænd og ►Fædrene for vores Slægt, indgaae i deres Arv og Arbeide, og høste i Sandheds Aand hvad de have saaet i den!!!

✂ Saaldes hilses ►Jubel-Aaret med ►Sagas Røst fra 📌Danmarks Skove, og ganske skuffede da i det Mindste Synet ei 👤Lutherus, og ei 👤Claudius, da de, i Aanden, saae ►Spiret hæve sig i 📌Norden, som det sank i 📌Tydskland! Ei sømmer det sig dog i 👤Luthers ►Jubel-Aar at ville løfte Sløret, ►Saga saa vidunderlig har udbredt over 📌Norden, hun ►løfte det selv, naar Sandhed vil, og Timen kommer! Kun dette Vidnesbyrd maa ►Saga give 📌Dannemark ved 👤Luthers Grav, at ingensteds blev han saa rolig og saa trolig fulgt, og medens ►Saga overalt maa ihukomme Sværmere, som vilde, i egne ►Fjeder-Hamme, overflyve ►Bibelen og 👤Luther, maa hun bekjende, at 📌Dannemark har ingen Sværmer avlet, med 729 (US) mindre det er denne Bogs Forfatter, som sætter sig paa 👤Luthers Grav med ►Bibelen opslagen, lægger der sin Hyrde-Kjep og ►Saga-Staven over Kors, og siger med en Taare i sit Øie: sværmer jeg, da sværmer jeg med Guds Propheter og 675Apostler, med 👤Morten Luther, og med ►Saga selv, da er mit Sværmerie dog ikkun det, at ►Himmel og Jord skal forgaae, men hvert 👤Jesu Ord bestaae, ►saa Helvedes Porte skal aldrig faae Magt ►med Hans Menighed►, men Ordet atter gjøre Under-Værker, og 👤Morten Luthers ►Jubel-Aar vedvare, til Sandheds det himmelske, evige kommer!!!

✂ 676

Rettelser.

Side	60	Lin.	17	ham for sig
–	85	–	20	aandelige f. maadelige
–	90	–	15	lovløse f. livløse
–	96	–	5	mest f. ene
–	98	–	8	nu f. end
–	99	–	16	før f. fra
–	103	–	16	►Brynhild f. Vrynhold
–	145	–	24	Hans f. hans
–	160	–	13	👤Plade f. Pladt
–	225	–	12	Stædighed f. Stadighed
–	356	–	13	underskrev f. ikke underskrev
–	373	–	8	Kroppen f. Koppen
–	416	–	10	Hjemstavn f. Hjemsteen
–	425	–	9	fremtvinges f. frembringes
–	449	–	28	📌Preusen f. 📌Sachsen
–	490	–	2	forskruet Theolog f. Theolog paa Skruer
–	503	–	12	👤Leibnizs f. 👤Luthers
–	534	–	11	med f. end.
–	581	–	7	Porten f. Porsen
–	651	–	24	👤Wieland f. 👤Klopstock
–	654	–	1	gjærede f. levede
–	658	–	23	Shibolet f. Skibolet

Grundtvig, N. F. S. Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

►Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum

Nik. Fred. Sev. Grundtvig, var dispidm195="none"; function noteidm195() { var ele = document.getElementById("idm195"); if(dispidm195=="none") { ele.style.display="inline"; dispidm195="inline"; } else { ele.style.display="none"; dispidm195="none"; } } *►Capellan pro Persona.

Kjøbenhavn 1817. Trykt hos og forlagt af Andreas Seidelin, store Kannikestræde No. 46.

Fortale.