↩ Samme Aar som 📌Corinth, faldt ogsaa 📌Carthago. Det overmodige 📌Rom forkyndte uden videre Paaskud sin forrige Medbeilerinde en ►Undergangskrig, og benyttede kun dens Borgeres Feighed til at afvæbne dem. Men da nu de skamløse Romere forklarede Fredsløftet ►saa, at 📌Carthagos Borgere skulde ►vandre med Pose og Kiep fra ►Fædrenes Arner og Grave, da var det som ►Didos fortvivlede Aand indfoer i de udmarvede Kjøbmænd, og med Strømme af Blod maatte Blodsølvet kjøbes. Dog naaede den sidste 👤Scipio sit Ønske: efter den saakaldte retfærdige 👤Catos Dom at strøe Salt i 📌Carthagos røde Gruus og lyse en Forbandelse over Byens Gjenføder, som 📌Rom, man veed ikke ret om ved 👤Cæsar eller 👤Augustus, tilegnede sig. Saaledes blev Carthaginensernes Endeligt, de havde gjort alt deres Arvegods i Penge, derfor maa man paa disse 44lede ►om deres Aand og Tungemaal. End ikke Sagn om Sang eller anden aandelig Tale, spore vi hos dem, kun paa Bøger om Agerdyrkning og Seilads vide vi Navn, og selv Historien om Romerkrigen var af en Udlænding: Sicilianeren 👤Philenus.