↩ Det var da i det attende Aarhundredes sidste ►Olympiade, at Brødrene ►Schlegel, 👤Tieck 658og 👤Novalis paa den poetiske, og 👤Schelling paa den philosophiske Side, proclamerede en splinterny Tid, som skulde begynde med en Dommedag, men derpaa strax gaae over til et Himmerig, altsaa i Grunden Tidens Indgang i Evigheden, som, galt forstaaet, da ogsaa var Omkvædet paa Visen. Man kan begribe, at det attende Aarhun 720 (US) drede, som havde anvendt sin halve Tid paa at komme ud af Evigheden, og nu troede netop at være færdig, maatte med Hænder og Fødder sætte sig mod en Aabenbaring, der vilde kaste det, endnu før sin Død, hovedkulds derind, og at forevige en saadan Tid var vist nok et ligesaa uendeligt som utaknemmeligt Arbeide. Det nittende Aarhundrede har derimod virkelig i Sinde, at lade sig forevige, naar det kan skee paa taalelige Vilkaar, uden betydelig Opoffrelse, og kan den intellectuelle Anskuelse holde Stik, da maa Tiden, naar den vil bruge sin Forstand, finde, at den faaer Evigheden for en Slik.