↩ Naar vi gjennem Historien betragte den menneskelige Udvikling, da kan det ikke undgaae vor Opmærksomhed, at hvert enkelt Folks, ligesom den hele Slægts Historie, deler sig i tre store Afsnit, der, om ikke andensteds, saa dog i Statsforfatningen, kjendelig adskille sig, som Hierarchie, ►Genokratie og ►Logomachie, og det er let at indsee hvorledes disse ⓘ Forfatninger knytte sig naturlig til Indbildningskraftens, Følelsens og Forstandens Alder. At nu her i det Enkelte, 574efter hvert Folks særegne Vilkaar, findes mange Indskrænkninger, som ved første Øiekast synes at være Afvigelser, kan ikke undre os, men i det Store kan vi være sikker paa at finde Gangen kjendelig; thi den er grundet i Menneskets Natur og Bestemmelse. Er det nu unægteligt, at Fornuften ligefra Reformationens Dage stræbde efter Enevælde i Mennesket, da fulgde deraf ogsaa en democratisk Retning, og det var kun Spørgsmaalet, om Fornuften vilde sætte Pøbelen eller Loven paa Thronen, og i sidste Tilfælde: hvilken Lov. Veed vi nu i hvilket Forhold Fornuften gjennem det attende Aarhundrede satte sig til Christendommen, eller med andre Ord, at den satte sig paa Bagbenene, da kan vi forud vide at den vilde sætte sig selv paa Thronen, og om der skulde komme en Række af Revolutioner eller en Skare af Tyranner, som tilsidst sammensmeltede i en Universal-Monarch, ►syndes at være det eneste Spørgsmaal. 👤Ludvig den Fjortende prøvede hvorvidt det var mueligt at indfatte 📌Europas øvrige Kroner som Ædelstene i den franske, men med stor Bekostning lærde han, at det endnu ikke vilde lykkes, og det sveed til 📌Frankerig, som maatte udrede Lærepengene. Naar man betrag 687 (US) ter Hugonotterne, og hører ►Borgeren fra 📌Genf bedømme Staten efter sit Hoved, som en juridisk Forbindelse, det tilkom Folkets selvgjorde Fuldmægtige at ordne og vaage over, da maa man ►vel slutte, at Revolutionen forsinkedes 575ved Hugonotternes Uddrivelse, men ►Encyclopodisterne stræbde ærlig at erstatte Mangelen; og i et Land, hvor der var liden Gudsfrygt, og hvor baade Hoffet, Adelen og Geistligheden prædikede i Ord og Gjerning de mest oprørende: ugudelige og egennyttige Grundsætninger, var Oprøret aldeles uundgaaeligt. At de oplyste Franskmænd vilde ved Leilighed see at sætte Pøbelen paa Thronen, for selv at styre som Demagoger, det kunde man vente, men at man i det øvrige 📌Europa vilde synes, det var ganske rigtigt, skulde man ikke saa let vente, naar man glemde, at franske Forfattere længe havde givet Tonen an, og oversaae hvoraf det var en nødvendig Følge. Naar Fornuften erklærer sig for selvstændig og fri, da erklærer den derved ►Kongernes Konge for afsat, og under hvilken Skikkelse den skal paasætte sig den røvede Krone, beroer paa, hvorvidt den er udviklet, om den har naaet Aandens Rige eller ikke; thi i første Tilfælde tager den Præstekjolen paa, i sidste Bonde-Koften. Nu veed vi, at selv i 📌Tydskland var Fornuften ikke kommet videre hos de Klogeste end til Grændserne af Aande-Riget, hvor den kun fandt sig selv, og hos de Fleste opholdt den sig da midt i Sandse-Verdenen. Naar en selvklog Fornuft nu fra sit lave Stade stirrer op mod Thronen, da finder den naturligviis Kongen overflødig, da den mener langt værdigere at kunne beklæde hans Plads, og naar den nu forestiller sig hundrede kloge Mænd, 576der lægge deres Hoveder sammen, svimler den over al den Viisdom, der da maa komme til Verden. Naar den nu tænker efter, hvorledes Staten fornuftigst skal bestyres, da stræber den naturligviis at afbilde sig selv i Alt, og medens den udklækker Tyrannie, taler den kun om Frihed og Lighed og forestiller sig i maadelige, og i sværmeriske Hoveder virkelig en saadan. Naar Fornuften erklærer sig uafhængig, da grunder den sin Ret paa, at den, som det synes, staaer paa sine egne Been og arbeider med sine egne Hænder, og Been og Hænder maae derved faae en besynderlig Vigtighed i dens Øine, hvoraf følger, at den maa ansee Bønder og Haandværksmænd for de Ypperste i Staten, og finde dem ligesaa beføiede til Uafhængighed og ►Herredom som sig selv. Paa den anden Side følger samme Vurdering af den aandløse Stirren paa Legemet og den verdslige Tilværelse, som Hovedsagen,*fra 1758. det saakalte ►physiokratiske System, der og 688 (US) saa udgik fra 📌Frankerig, havde, som det ►syndes, klarlig beviist, at Penge var Statens Sjæl, og Jorden den sande Guldgrube, og ►naar kunde Jorden dyrkes bedre, end naar Bonden selv sad i Raadet? Svaret var ►vist nok let: naar han gik bag Ploven, forstandige Folk sad ved Roret, og de paa begge Sider frygtede Gud, men man kaldte ligesaavel det Overtroe, at troe paa hinandens Ærlighed som paa Gud, og man havde intet Begreb om Frihed og Retfærdighed, 577uden der, hvor Alle kunde byde hinanden Spidsen, og ►den ene Kniv holde den anden i Skeden. Hvad det maatte føre til at sætte Bønder i Statsraadet, og at indrette en Forsamling, hvor de fleste Stemmer skulde afgjøre Alt, skjøndt de fleste Stemmer vare i Hoveder, som intet Begreb havde om det Hele, det synes saa klart, at man skulde troe den Ufornuftigste maatte indsee det, ►men blinde Folk see aldrig godt, og hvem der troer paa sin Fornuft, er slagen med Blindhed, haaber, jo mere Tillid han har til den, at kunne bøde paa Alt og drage Fordeel af Alt, uden at ændse, at ►saa tænke fleer, og uden at huske hvad han selv idelig fører i Munden, at Penge er Hovedsagen.