↩ Preuseren 👤Gotsched,*født 1700. en ægte ►Volfianer, Oversætteren af 👤Bayles ►Ordbog, i sin egen Indbildning fra alle Sider en ►Hercules, men for Resten en ►Træmand, født under Vandmandens Tegn, var dengang endnu Stodder-Konge paa det tydske Parnas, og efter hans Formening var Alt hvad man vil nævne, seet paa Fransk, og sagt paa Tydsk, og sat paa Riim, særdeles prægtig Poesie, ja man sporede overalt, at han var en praktisk Philosoph, som aldrig glemde, at jo tyndere de vaade Vahre ere, desmere flydende. Han havde sit Værksted og sin Veierbod i 📌Leipzig, men til hans store Kummer havde han i 📌Zürich en mægtig Medbeiler, født under samme 507Himmeltegn men under en anden Planetstilling,*født 1698. nemlig 👤Bodmer, to Dage ældre i alle Maader, og hvis Hjerte hængde ved ►Minne-Sangerne, de græske og engelske Digtere, uden at han dog vidste hvorfor, eller kunde vise hvad han vilde. Man har havt det moersomme Indfald for Alvor at sammenligne disse to Kæmper med 👤Luther og 👤Zvingel; om man har bemærket den endnu større Lighed mellem deres og ►Fædrenes Trediveaars-Krig, skal jeg lade være usagt, men vist er det, at saa langvarig var deres Hanekamp, og ligesaa vist er det, at egenlig i Modsætning til Begge, dannede sig den nytydske Poesie, saa deres Reformation ganske rigtig er en ►Travestering af hin i det 16tende Aarhundrede. Hermed begyndte da i 📌Tydskland den æsthetiske Kløe, en Hudsygdom, som den Syge anseer for Yttring af en overordenlig Smag, og er velfornøiet med, men som særdeles uleiliger andre, ved, som en ►Finger-Begeistring, at avle æsthetiske Recensioner og Afhandlinger i Mangfoldighed, der vil lære Digteren at skrive, uagtet de kun lære hvordan Vedkommende kan læse. For ret at indsee, hvor bagvendt denne Handel er, maa man forstaae, at Æsthetikeren, naar han kommer allerbedst, dog altid kommer bag efter Digteren, og kan i det Høieste vise, hvormegen Poesie hans Folk med Tiden har fordøiet, kan kun bortvise dem fra Parnasset, som have der Intet at gjøre, men umuelig foreskrive Digteren en Bane, der 508først ved hans Vandring kan aabenbares. Man seer imidlertid let, hvad det er som i den nyere Tid har forvirret det naturlige Forhold, der i den gamle Verden fremkom af sig selv, Forholdet mellem den flyvende Digter og den efterhinkende Grammatiker, det er nemlig en Misforstaaelse af den Sandhed, at Poesiens Guldalder ligger bag os, og at vor Tids Digtere umuelig kan bringe det videre end til at gjennemskue og oversætte eller rettere opvække den ►forklaret. Da nu Digterne sielden ere flittige Læsere af hvad de skal have Møie med at forstaae, træffer det sig gjerne, at upoetiske Hoveder med nogen Sands for det Skjønnes Yderside, for Versets Velklang, Udtrykkets Livlighed, Tankernes lette og yndige Forbindelse, blive de Første, som i Fornuftens Alder opdage, at hvad der hidtil i Modersmaalet gjaldt for Poesie, er haardt og raat, haltende og stødende, og nu indbilde de sig, at kunde man faae Sproget og Versene og Tankerne saaledes høvlede og tilskaarne, at de lignede hvad de see i Poesiens Guldalder, da var Spillet vundet og Klenodiet grebet. Nogen Nytte vil disse Folk nu altid gjøre, i det de blotte, og stræbe at afhjelpe Sprogets Brøst, og see de Guldalderen, hvor den virkelig er, kan de ogsaa gavne Digteren, ved at vende hans Øie did, hvor det vil see anderledes dybt end deres, men vil de ikke blive ved deres Læst, vil de snakke med om Synerne de aldrig har seet, da blive de kun Digte509ren til Byrde, staae Læserne i Veien, og blive til Latter, naar de skydes til Side, og Folket faaer Øinene op. Saaledes gik det 👤Gotsched, som saae Guld-Alderen hvor den aldrig havde været: i 📌Frankerig, men 👤Bodmer, 👤Homeers og 👤Miltons Oversætter, gik det langt bedre, fordi han havde Øie paa, skjøndt ikke for, Poesiens sande Guld-Alder i 📌Palæstina og 📌Hellas, og dens begyndte Oversættelse i 📌Engelland. Ved 👤Bodmers Side fremstod da ogsaa en Schveitzer, som, i det Mindste Aarhundredet ud, beholdt sit Digternavn, og hvem Historien neppe nænner at fratage, hvad han saa beskeden frakjendte sig selv, og paa den ædleste Maade stræbde at gjøre sig værdig: den mandige, gjæve, elskværdige Alpe-Sanger 👤Albrecht Haller *født 1708. fra 📌Bern, hvis Navnkundighed forresten er sikker nok, da han, som paa sine gamle Dage regnede sin ungdoms Sang til sin Ungdoms Synder, reiste sig i Manddomsalderen, som Boglærd, et varigt Mindesmærke, og forbausede, som en orthodox, og dog heel forstandig ►Physiker, den vantro Dværge-Slægt der i hans Alderdom begyndte at føre Ordet; thi han døde samme Aar, som den berygtede ►Billingkræmmer vilde forbyde Herren at staae op. Hans Jævnaldrende*1777. under Parnasset, fransk i alle Maader, og i det Høieste en god Visemager i Tidens Smag, var 👤Friederich Hagedorn fra 📌Hamborg, men i Aarhundredets andet og tredie Decennium var Skaren født, som i 👤Friederich den Andens Dage, 510deels lod Fiolen sørge, deels sang og spilte, saa de knap for deres Lovtalere kunde selv faae Ørenlyd. Det kan neppe fordres af Historikeren at han skal sige, hvori Forskjellen bestod mellem hvad man kaldte Hymner, Oder, Elegier og deslige; thi det bliver udentvivl Grammatikerens eller Ingens Sag; men derimod kan det vel ønskes at han skal vide Forskjel paa de Gallo-Romanske, de Gallo-Grækiske, og Roman-Grækiske Sangere, og derefter, saavidt Rummet og Tiden tillader, inddele og beskrive dem. Naar man nu har forudskikket den Bemærkning, at i et Land og en Tid, hvor hele den forrige Digterverden i det Ringeste tildeels ►oplades og betragtes, skeer paa alle livlige Gemytter et mere og mindre blandet Indtryk, kan man vel, uden at volde ►Misforstand, regne 👤Ramler og 👤Kleist, 👤Rabener, 👤Gellert og 👤Gleim med samt 👤Schlegel, 👤Cramer og Flere til den gallo-romanske Side, da deres Arbeider i det Hele ikke aander noget Høiere end Efterligning af franske og latinske Forfattere. At det var imellem disse 👤Friederich fandt sine største Beundrere og flittigste ►Lovsangere, vil man vel forud gjætte, og Historien behøver kun at tilføie, det især var 👤Kleist, 👤Ramler og 👤Gleim, der forgudede ham. Hvad for Resten deres Digterværd angaaer, maa Verdens-Krøniken henvise til Historien af den tydske Digtekunst, som det eneste Sted, hvor de enkelte kan komme i Betragtning, da den forudsætter, som afgjort, 511at de søgde Poesien, hvor den ikke var, og at hvem der kun er Digter for sin Tidsalder, er det i Grunden slet ikke, hvor agtværdige hans Bestræbelser, som virkelig især 👤Gellerts, 👤Rabeners og 👤Cramers, for Resten kan være.