↩ 📌Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener:*omt. 1500. 👤Jafets Afkom. En Ægypter, ►Cecrops, og en Fønicier, ►Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere, Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et ►Søtog til 📌Kolkis ved 📌det sorte Hav, som kaldes det argonautiske efter Skibet ►Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: ►Jason, som efter Sagnet der skulde hente et ►gyldent Skind hvis Rye gik saa vide om Land, og fik det ved List. Med megen ►Helteroes og stort Bytte vendte de ►kække Høvdinger tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere ►Ædlinge, 50 Aar senere vilde opføre. Paa 📌Lilleasiens nordvestlige Kyst laae et gammelt mægtigt Rige: det Trojanske, ventelig ogsaa beboet af ►Japhetider, og en af dets Konger, ►Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet 📌Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: 17►Tantalus, hvis Søn ►Pelops blev, efter Sagn, i det sydlige 📌Grækenland saa høit anseet at Halvøen efter ham fik Navn af 📌Pelopones. Sønnesønner af ham vare ►Agamemnon og den ►Menelaus der iblandt mange Beilere havde det Held at kaares til Brudgom af den ►lakoniske Kongedatter den skiønne ►Helene som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Hende, siger man, lokkede og bortførde 📌Trojas Kongesøn ►Paris, og nu flokkedes fra hele 📌Grækenland Helte og Skarer for at hævne Rovet og indtage 📌Troja. Med 100,000 Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og ►Hovedbanneret var hos ►Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i ►Idræt eller Eftermæle. ►Fremmerst i Striden gik ►Akill, ►Diomedes og ►Ajax, den kløgtige og raadsnilde ►Ulysses ledte Hæren, og den gamle ►Nestor stillede Heltenes Vrede med venlige Ord. Ti Aar ►forgik og 📌Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, 📌Trojas gamle Konge, ⓘ ►Priamus, blev hjulpet af alle 📌Lilleasiens Folk, og i ►Hector havde han en Søn, hvis ►Manddom var ligesaa farlig for Grækerne, som hans Broders ►favre Skikkelse for ►Helene og 📌Ilium. Endelig faldt ►Hector for ►Akills Haand, og skiøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skiøndt mange af 📌Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som ►høvdingløse Stad ei at modstaa de ►Overblevnes Vaaben og Kløgt. 📌Ilium faldt og 18tunge af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme ►adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre vidt paa det vilde Hav. Ti Aar maatte saaledes ►Ulysses, trods al sin kløgt, omflakke før han naaede ⓘ 📌Ithaka, sin Fædreneø, og ►Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægten overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: 👤Homeros. ►Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet ►Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem ►Agamemnon og ►Akill med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt ►Minde bevaret de Heltes Navne og ►Idrætter som strede ved 📌Troja. Disse ►overordenlige Kvad saavelsom Bedrifterne, der i dem besynges, ere vel endnu langt fra at være saaledes oplyste og forstaaede som det sig bør, men hvad saa end Udfaldet kan blive paa en grundig Undersøgelse om deres Oprindelse og den historiske Indholds bogstavelige Sandhed, er det ligevist at de klarlig afbilde den græske Aands Bestræbelse og Maal i det Hele. ►Helene staaer som Skjønhedens Sindbillede og det gamle Tvistens Æble mellem ►Japhetiderne i 📌Asien og 📌Europa, ►Iliaden afbilder Grækernes Tragten efter med Magt og List at tilegne sig Skiønheden i Poesie og Kunst, og ►Odysseen deres Umage for at finde den ved flygtig Grublen. Ligesaavist er det at disse Digte have i det Hele megen historisk Vig19tighed som Afbildning af den græske Oldtids Skikkelse og Forestillinger. Ikke i det egenlige 📌Grækenland skal de være frembragte, men paa 📌Lilleasiens Kyst, hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrenelandet,*Fra 1100 til ⓘ 900 f. K. efter det Trojanske ►Tog hendroge, erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og ►Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Sandselige, og alle ►Stæderne maatte underkaste sig 👤Cyrus; men under 👤Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske ►Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for en kort Tid opvaagnede. Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa 📌Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i 📌Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere ⓘ sammen, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad 📌Sparta paa 📌Peloponnes, fremstod ►Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der,*omt. 900 f. K. og gav Staten en Forfatning, hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle 20doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrebyens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes ►med al Pragt og ►Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev 📌Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at 📌Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille ►Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. 📌Grækenlands anden Hovedstad, 📌Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: ►Theseus, hvis Statsindretning var ligesaa ►mærkelig som*omt. 1070 f. K. hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet, og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ►ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise 👤Solon at raade Bod*omt. 600 f. K. ved at foretage en ►passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding 👤Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stad21fæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igjen fik deres Frihed,*omt. 510 f. K. sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens ►Leie og deres særegne Anlæg ►spaaede 👤Solon, dristige Sømænd, Mestere i alle da bekjendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede 👤Darius udsendte en Flaade, hvis 120,000 Stridsmænd skulde forvandle 📌Athenen til en ►Grusdynge; men paa 📌Marathons Sletter viste Athenienseren 👤Miltiades og hans 10,000 ►kække Vaabenbrødre,*489. hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreneland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede 👤Xerxes, en Søn af 👤Darius, igjen at aftvætte, og drog selv over 📌Hellespont med en ►sammendreven Skare, hvis Størrelse 👤Herodot beregner til et Antal af henved to Millioner vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren 📌Thessalien, og da selv 📌Theben, 📌Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig Fjenden i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i 📌Athenen og 📌Sparta, medens hans Flaade beherskede Havet. Dog anderledes 22var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændig. Vel vare 📌Grækenlands mange Smaastater, og især 📌Athen og 📌Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælles Tungemaal, den fælles Gudsdyrkelse og det fælles Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog at de ansaae sig for eet Folk, der mod en udvortes Fjende burde gjøre fælles Sag. Alle ►Stæders Skibe forenede sig med 📌Athenens for at forsvare Sundet ved 📌Eubøa, og den heltemodige 📌Spartas Konge: 👤Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: 📌Thermopylæ, og forbyde 👤Xerxes Indgangen i 📌Mellemgrækenland. Forgjeves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgjeves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Stie over 📌Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, men 👤Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for 📌Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed,*480. faldt de alle uden at vige. 👤Xerxes drog til 📌Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgjøre Grækernes Skibe ved 📌Salamis, hvorhen de efter en ►hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under 👤Themistokles saa23ledes i Grækernes ►Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han Aaret efter fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i 📌Grækenland, tilintetgjort ved 📌Platæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved 📌Mykale: et Forbjerg paa 📌Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig under 📌Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa 📌det ægeiske Hav og over de græske ►Stæder paa 📌Traciens og 📌Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at ►erkjende.*449.