↩ Der er dog tale om en påtaget beskedenhed. Litteraturhistorie skal her forstås som åndshistorie i bredeste forstand: teologi, filosofi, ‘historisk Vidskab’ og digtning som udtryk for de kræfter, der dybest set bestemmer historiens gang. Grundtvig skrev i 1817 om de forfattere, der havde givet ham selv afgørende inspiration men også stillet ham over for de største udfordringer. Det gælder teologer og bibelforskere som 👤Ernesti, 👤Michaelis og 👤Semler. Disse var kendt som ophavsmænd til den historisk-filologiske ‘bibelkritik’, der undergravede tilliden til Bibelen som åbenbaret sandhed. Det er dem, der hentydes til i fortalen, når “Jødernes Historie paa allehaande Maader gjøres til et Eventyr” (s. VIII).