Grundtvig, N. F. S. Om Bruneborg-Slaget og et Riim i den Anledning Kæmpevise om Bruneborg-Slaget Efter-Klangen

Grundtvigs forlæg og baggrundsmateriale

✂ Grundtvig har læst den angelsaksiske tekst i 👤Jacob Langebeks ►Scriptores Rerum Danicarum Medii Ævi (da. Danmarks middelalderlige historieskrivere; 1773, bind 2, s. 412-422). 👤Langebek gengiver teksten halvvers for halvvers med sideløbende latinsk oversættelse og forklarende fodnoter af såvel tekstkritisk som indholdsmæssig art, fx af navnestof og sprogformer. 👤Langebeks tekst svarer til den, som efter moderne, tekstkritisk nomenklatur kaldes A (►Livingston (red.) 2011, s. 40-43, efter ►Corpus Christi College, MS 173, blad 26 recto - 27 recto). 👤Langebek har optrykt såvel angelsaksisk tekst som latinsk oversættelse efter 👤Edmund Gibsons ►Chronicon Saxonicum (da. Saksernes krønike; 1692). I modsætning til 👤Gibsons er 👤Langebeks tekst forsynet med en versopdeling, som dog ikke altid svarer til den moderne, tekstkritisk udgaves. 👤Langebeks overskrift, “Carmen Anglo-Saxonicum de praelio Brunanburgensi inter Danos & Anglos” (da. Et angelsaksisk digt om slaget ved Brunanburh mellem daner og angler), indholder tre ord, der i disse år var nøgleord for Grundtvig: digt, daner og angler.

✂ I GV's kommentarer refereres der derfor som udgangspunkt til tekst A. Håndskriftet stammer fra o. 955 og er dermed det ældst kendte håndskrift med Brunanburh-teksten. 👤Langebek har derudover optrykt en latinsk beretning om slaget fra 👤Henry Saviles ►Rerum Anglicarum scriptores (da. Englændernes (eller anglernes) historieskrivere) fra 1596. Herfra har 👤Langebek overtaget 👤Henrik af Huntingdons version fra ca. 1133. Herudover henviser 👤Langebek til 👤Abraham Wheelockes udgave af ►Anglo-Saxon Chronicle (1643 og 1644), der ligeledes har en latinsk oversættelse (►Langebek 1773, bind 2, s. 412). I diskussioner om tekstlæsninger inddrager Grundtvig yderligere et håndskrift, som han med 👤Langebek benævner “Cod. Cant.”, dvs. ►Codex Cantuariensis. Det fremgår hverken af ►Langebek eller Grundtvig, hvilket håndskrift, der sigtes til. Men ud fra en sammenligning af de tekstvarianter, 👤Langebek anfører, ser det ud, som om det drejer sig om det håndskrift, der i moderne forskning omtales som B (►Livingston (red.) 2011, s. 44-46). Det ser således ikke ud til at være den version F, som i dag går under betegnelsen ►Canterbury Version.

✂ Som yderligere baggrundsmateriale supplerer Grundtvig med ordbogsopslag, hvor hans kilder været tresprogede, hvilket har lettet hans tilegnelse af sproget. Det drejer sig om 👤Edward Lyes ordbog, ►Dictionarium Saxonico et Gothico-Latinum (da. Saksisk og gotisk-latinsk ordbog) fra 1772 og 👤William Somners noget ældre ►Dictionarium Saxonico-Latino-Anglicum (da. Angelsaksisk-latin-engelsk ordbog) fra 1659.

Digtets angelsaksiske form

✂ Det angelsaksiske digts form minder om den norrøne verseform drapa, et versemål, der brugtes til hyldestdigte til høvdinger eller konger. I hovedparten af såvel den angelsaksiske poesi som den norrøne består hver verslinje af fire trykstærke stavelser og et variabelt antal tryksvage. Versene kan deles op i to halvvers, der holdes sammen af bogstavrim. Det vil sige, at der skal være ord med samme begyndelsesbogstav i trykstærk stilling i hvert halvvers. Disse angelsaksiske allitterationer eller bogstavrim følger de traditionelle norrøne regler, og det samme gør halvversenes i øvrigt varierede rytme. Allitterationen knytter fx versets grammatiske subjekt sammen med en epitet til dette subjekt og hjælper digteren til at strukturere og huske digtet, når det fremsiges. Et eksempel kunne være vers 2, hvor bogstavrimet bæres af bogstavet b, hvor det om kong 👤Athelstan hedder: “beorna beahgifa, / and his broþor eac” (da. ‘mændenes ringgiver / og hans broder også’). Allitterationen hænges op på det, der kaldes hovedstaven, og som holder rimet sammen, altså “beorna beahgifa, / and his broþer eac”.

✂ Stilen er udpræget parataktisk, hvilket medfører, at tilhørerne ofte selv må slutte sig til tids- eller årsagssammenhænge. I tre-fire halvvers fremmanes et billede, så det står helt klart, næsten som hvis en film kun viste enkeltbillede på enkeltbillede. For en gennemgang af versemålet, se ►Creed 2011, s. 295-304.

“Om Bruneborg-Slaget og et Riim i den Anledning”

✂ Første tekst rummer ud over en indledning på otte sider en tæt kommenteret prosaoversættelse af det angelsaksiske forlæg. I kommentarerne diskuterer Grundtvig de forskellige læsemåder i 👤Langebeks kilder og deres betydning for oversættelsen og forståelsen af digtet. Grundtvig anvender som nævnt versionen i ►Scriptores Rerum Danicarum (1773, bind 2, s. 412-422) som tekstgrundlag, men har flere rettelsesforslag til teksten (se også ►Toldberg 1946, s. 124). Grundtvig inddrager desuden de to latinske versioner fra henholdsvis 👤Henry of Huntingdons ►Historia Anglorum (da. Englændernes (eller anglernes) historie) i 👤Henry Saviles udgave ►Rerum Anglicarum scriptores (1596) og 👤Abraham Wheelockes ►Anglo-Saxon Chronicle (da. Den angelsaksiske krønike; den udvidede udgave fra 1644) efter 👤Langebek.

✂ På den tid, hvor Grundtvig arbejdede med Brunanburh-teksterne, beskæftigede han sig også med andre angelsaksiske tekster, først og fremmest ►Bjowulf (►Grundtvig 1820). Grundtvigs læsning af og rettelsesforlag til ►Langebek viser, hvordan han under arbejdet med disse oversættelser tilegner sig stadig mere viden om angelsaksisk sprog og prosodi. Langt de fleste af hans rettelsesforslag stemmer overens med læsningerne i ►Livingston.

“Kæmpevise om Bruneborg-Slaget”

✂ Den næste tekst er en gendigtning i bunden form af det angelsaksiske digt om slaget ved Brunanburh. Her løsriver Grundtvig sig så meget fra forlægget, at han kan behandle emnet frit. Hans oversættelsesmæssige overvejelser i den første tekst har givet ham en prosaskitse, der fungerer som skelet for gendigtningen. Han vælger et tillempet, krydsrimet folkeviseversemål (kunstballade), som er forskelligt fra forlæggets stikiske opbygning, der som tidligere bemærket minder om det norrøne drapa. Dette valg udtrykker han direkte i overskriften, idet ‘kæmpevise’ var datidens betegnelse for folkevise.

✂ Folkeviseversemålet giver Grundtvig mulighed for at bruge omkvæd, og ved at anvende arkaismer, der ligeledes har deres rod i folkevisernes formelstof, får han givet teksten en tilpas gammeldags tone, der understreger det historiske emne. Eksempler er “ædelig” for ædel, bl.a. i strofe 3, “saa mangen Svend” i strofe 6, “røden Val” i strofe 12 og omvendt ordstilling “Jarler syv og saa Konger fem” i strofe 13. Han strækker stilen til det yderste, og han kan ikke dy sig for ordspil, der nærmer sig brandere, som når han fx i strofe 10 skriver, at “Det voldte, som vel er at mærke, / Mangen Kæmpe lidt Hovedbrud”. Her er nemlig ikke tale om, at krigerne må tænke sig voldsomt om, men at deres hovedskaller bliver knust.

✂ Formålet med de kæmpendes heltemod og slagets grusomhed: den udødelige ære, hamres ind i hovedet på læseren i de gentagne dobbeltlinjede omkvæd, samtidig med at slagets gang skrider frem.

✂ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har karakteriseret digtet således:

✂ Digtets ånd, der forsvandt i den filologiske prosa, er indfanget ved digterens oplevelse af tekstens handling, som skildres [...] med sproglige greb hentet uden for kvadets litterære helhed. Det er, hvad Grundtvig forstår ved fordanskning (►1980, s. 705).

✂ Ved at vælge et sangbart metrum har Grundtvig også på en anden måde bragt digtet ud af fortiden og ind i samtiden. I stedet for en reciterende fremførelse — udført af skjalden selv — har Grundtvig gjort det muligt for en større eller mindre forsamling at synge teksten og ad den vej tilegne sig indholdet.

“Efter-Klangen”

✂ Den sidste tekst er efterklangsdigtet, der rummer Grundtvigs refleksioner over de digteriske processer og de tanker om historiens betydning, digtet har givet anledning til. Efterklangsdigtet begynder med et lille stikisk afsnit (22 verslinjer), hvorefter det slår over i et firlinjet versemål, der også er i folkevisestil og dermed minder om kæmpevisen, men uden dettes omkvæd. De to afdelinger repræsenterer således prosodisk henholdsvis den angelsaksiske skjald og Grundtvig. I det strofiske afsnit træder Grundtvig frem som et digter-jeg.

✂ Grundtvig ser sig selv som en ny og nordisk skjald sammenlignet med den angelsaksiske, der havde forfattet det oprindelige digt. Den store forskel på Grundtvig og den angelsaksiske skjald ligger for Grundtvig ikke i det at være skjald, men i modtagelsen. Hvor den angelsaksiske skjald formentlig kunne regne med velvilje blandt publikum, må Grundtvig kæmpe mod sin samtid. Han benytter således lejligheden til en kritik af samtiden og dens manglende forståelse af fortidens værdier og betydning for nutiden. Grundtvig er sig også sin dobbelte inspiration bevidst: “Jeg gaaer ei blot til Bur og Sal, / Hvor Levende er inde, / Jeg gaaer til Høi og Kæmpe-Val, / Og seer hvad jeg kan finde” (strofe 7). Såvel kulturlandskab som mennesker kan bringe digterånden frem i ham. Nogle af samtidens personer betegner han som muldvarpe, formentlig en kritik af, at de kun interesserer sig for og forstår den materielle side af fortidens levn, der kan findes i mulden — og ikke den åndelige.

✂ Digtets hovedmetafor er klokkestøberbilledet. Grundtvig ser sig selv som en klokkestøber, der graver forfædrenes ædle malm op for at støbe det til klokker, der kan slå og dermed vise ikke blot tiden som et ur, men også den historie, de stammer fra. “Kun i nutidens form lader fortiden sig høre [som] et smukt billede af en hermeneutisk cirkel, hvori forholdet til fortiden er så levende, at ny litteratur opstår” (►Holm 2001, s. 57). De åndløse samtidige kan kun opfatte “Gienlyd”, dvs. efterligning af forfædrenes materielle levninger, og ikke “Efter-Klang”, genoplivelsen af forfædrenes ånd i en tidssvarende og levende form (strofe 30-31, 36 og 38-43; ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 706). Digtet munder ud i den erkendelse, at hans foregående digt, kæmpevisen, kun kan være et svagere ekko af det oprindelige: “Mit Kvad er kun en Efterklang, / Af Fædres Kæmpevise” (strofe 44).

✂ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har set efterklangsdigtet som et poetisk modstykke til det selvforsvar, Grundtvig bragte i ►Literatur-Tidendes Skudsmaal (1816), hvor han forsvarede sin gendigtningspraksis i forbindelse med sin oversættelse af 👤Saxo og 👤Snorre (se indledning til denne tekst her). Grundtvigs pointe er, at fordanskning ikke skal være en ord-til-ord og rytme-til-rytme-oversættelse af forlæggene, men at først i frigørelsen fra originalens form bringes fortiden frem i samtiden. Fortiden skal ikke efterlignes i en “Gienlyd”, men som efterklang genoplives “i en tidssvarende og levende form” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 706).