↩ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har set efterklangsdigtet som et poetisk modstykke til det selvforsvar, Grundtvig bragte i ►Literatur-Tidendes Skudsmaal (1816), hvor han forsvarede sin gendigtningspraksis i forbindelse med sin oversættelse af 👤Saxo og 👤Snorre (se indledning til denne tekst her). Grundtvigs pointe er, at fordanskning ikke skal være en ord-til-ord og rytme-til-rytme-oversættelse af forlæggene, men at først i frigørelsen fra originalens form bringes fortiden frem i samtiden. Fortiden skal ikke efterlignes i en “Gienlyd”, men som efterklang genoplives “i en tidssvarende og levende form” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 706).