Grundtvig, N. F. S. Svanelilles Vise Efter-Klang

Forlæg og inspiration

✂ Den folkevise, der ligger til grund for Grundtvigs gendigtning, kendes kun i én ældre opskrift, nemlig fra 👤Peder Syvs såkaldte ►200-visebog (1695), hvilket Grundtvig vedkender sig i underrubrikken: “Af ►Kæmpevise-Bogen No. 22 4de Part”. At visen står i fjerde part indikerer, at den ikke var med i 👤Anders Sørensen Vedels ►Hundredvisebog fra 1591, der kun indeholder de tre første parter. Fjerde del af 👤Syvs udgave rummer således udelukkende viser, 👤Syv har optrykt fra andre kilder end 👤Vedel. 👤Syvs vise har nummer 287 i standardudgaven ►Danmarks gamle Folkeviser (DgF).

✂ Der kendes ikke nogen historisk baggrund for denne kombinerede forførelses- og hævnvise, der da også i ►DgF er anbragt blandt ridderviserne.

✂ Grundtvig lod gendigtningen og den tilhørende efterklang trykke i ►Danne-Virke, bind 2, der udkom den 27. maj 1817.

Grundtvigs gendigtning

✂ Såvel forlægget som Grundtvigs gendigtning handler om den unge pige 👤Svanelille, der bliver forført og gravid, og som dør kort tid efter, at hun har født tvillingesønner. De vokser dog op og får kendskab til deres ophav. Da de er gamle nok, konfronterer de faderen, kongen af Sverige, hos hvem deres højgravide mor havde søgt tilflugt, med hans hårdhed. Han tilbyder dem det halve kongerige, men de slår ham ihjel, hvorefter de må leve som fredløse. Den hr. Karl, der i begyndelsen af visen havde udvist en nidkær, men i kraft af ordet ‘binde’ flertydig interesse for 👤Svanelille, forsvinder ud af visen uden at efterlade sig andet spor end 👤Svanelilles flugt.

✂ Ud fra forlæggets 32 strofer når Grundtvig i sin gendigtning op på 36. Forøgelsen består blandt andet i en uddybelse af fødselssituationen ved hjælp af traditionelle folkeviseformler og et ordforråd, der også kendes fra andre viser. Derudover gør han navnene på de nyfødte tvillingdrenge til en slags gådegætning (strofe 22). Hertil kommer, at han ændrer omkvædet fra “For hun haver snakked med svenden udaf Sverrig” til “Men Svensken har Svanelil daaret”. Hermed øger han skylden hos forføreren, idet ‘daaret’ betoner forførelsen stærkere end det neutrale ‘snakked’. Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem det oprindelig omkvæds “svend” og forførerens høje sociale status bliver således også udjævnet. Omkvædets ‘Svensken’ kan både være en svensker i al almindelighed og selve den svenske konge. Derudover henlægger Grundtvig en del af begivenhederne fra Lunde Marke til selve Lund, som var dansk indtil midten af 1600-tallet.

✂ Grundtvigs gendigtning kan kaldes en kunstballade. Forlæggets uprætentiøse rimstilling abcb er erstattet af krydsrim, abab, og den fri udfyldning af tryksvage stavelser i 👤Syvs version er ændret til regelmæssige trefodsjamber med skiftevis kvindelig og mandlig udgang.

Efterklangen

✂ Det er først i efterklangsvisen, at Grundtvig træder frem som egentlig selvstændig digter. Det gør han ved at bringe emnet og stemningen fra folkevisen over i en helt anden sfære, der både refererer bagud til den hedenske tid (med ►Saga), til tilblivelsestiden (ubestemt kristen middelalder) og fremad til samtidens fejring af reformationsjubilæet, der netop fandt sted i 1817. Metrisk forlader Grundtvig visens regelmæssige opbygning og benytter i stedet stikiske, rimende afsnit af varieret længde. Også verslinjernes længde varierer på ægte romantisk vis, idet tofodstrokæer, der ofte er påkaldende eller stemningsbærende, veksler med berettende eller spørgende firefodstrokæer.

✂ Efterklangsgenren er en navnlig grundtvigsk digtgenre, hvor “efterklangen er en nutidig begivenhed, der står i kontakt med fortiden” (►Holm 2001, s. 71). 👤Anders Holm lægger i sin fortolkning af efterklangene vægt på det, han med 👤Toldberg kalder spejlperspektivet, dvs., at historien afspejler det himmelske (►Holm 2001, s. 64). En lidt anden synsvinkel på fænomenet finder man hos 👤Poul Behrendt. Han mener, at det i efterklangsdigtene for Grundtvig gjaldt om:

✂ at fordybe sig såvel i tekstens bogstaver, som i de legemligt virkelige begivenheder den skildrer, og gennem en sådan koncentreret fordybelse i en fortidig billedrække at vente tålmodigt, indtil en klang begyndte at rejse sig og sagnet langsomt oplystes til et syn, der gjaldt en nærmere eller fjernere fremtid (►Behrendt 1974, s. 160).

✂ I denne efterklang er det skjalden, der på én gang karakteriserer danskeren og viser spejlingen som løsningen: “Kun i Bølgen kan han skue / Billedet af Himlens Bue” (afsnit 3).

✂ Efterklangen her er opbygget som en tiltale til den ukendte skjald, der i sin tid digtede om 👤Svanelille. Og skjalden svarer digteren Grundtvig, så han får en form for svar på nogle af sine mange spørgsmål. For det første om visens historicitet: “Hvad var hendes Navn paa Jord? / Hvorfor tier ►Saga stille” (afsnit 2), for det andet om forholdet mellem løgn og sandhed i digtning: “Kunde løiet Sorg vel føie / Ord og Riim saa i din Mund?” (afsnit 2) og for det tredje om poesiens mening (afsnit 5). Og meningen er netop, at i digtningen får et menneske en stemme: “Han dig skiænket har en Stemme, / Han din Klage gav en Klang” (afsnit 5). Og samtidig bliver det lille digt en del af noget større, nemlig hele den danske poesi, der ikke alene toner over sø og land, men “Som skal Himlens Fugle svare, / Som skal Bølgens Suk forklare” (afsnit 5). Hvor det eneste kristne træk i den gamle folkevise var tvillingernes dåb, rummer efterklangen en tydeligere formuleret næsten romantisk kristendom: aftenstunden er hellig, og poesien skal gå op i en højere enhed med den kristne reformationsfejring (afsnit 5).

✂ Inden da har digteren været inde over nogle af de fire elementer, jord, ild, vand og luft. Hos Grundtvig overføres to af elementerne på nationalitet: Danskeren kan som svanen kun hæve sig i eller på vand; det danske temperament ligger ikke til at flyve højt i luften (afsnit 3). Hos 👤Holm “er luften stedet for den autonome fornuft og det selvforløsende, der ikke er bundet til bølgen (historien)” (►Holm 2001, s. 63), mens 👤Poul Behrendt læser elementsymbolikken mere nuanceret: “sådan at historien og erindringen, sjælen og hjertet var knyttet til vandets element, mens kunst og poesi, hoved og fantasi var bundet til luftens” (►Behrendt 1974, s. 161).

Anvendt litteratur