Tidligere prøveoversættelser
✂ To tidligere prøver fra arbejdet med Heimskringla var udkommet allerede i 1815: i Prøverne og i nytårsgaven Heimdall, hvor Grundtvig lod trykke endnu et udsnit af “Olav den Helliges Saga” under overskriften “Adelsteens-Drape” (s. 232-240). Grundtvig kan have valgt at trykke “Emund Lagmands Saga” i Danne-Virke som en statusrapport til de ventende subskribenter om oversættelsesarbejdets fremdrift. Allerede i august 1816 havde projektet ifølge Grundtvig skaffet 2/3 af de nødvendige midler, men der var stadig behov for flere subskribenter (Lundgreen-Nielsen 2010, s. 60-62). Brudstykket kan med andre ord også ses som et stykke reklame. Efter bruddet i 1814 måtte Grundtvig nemlig arbejde på oversættelserne uden økonomisk støtte, og subskriptionsmodellen var nødvendig for at dække omkostninger til trykningen. Finansieringskonceptet blev dog ingen succes, og store dele af oplaget endte med at ligge usolgt hen. I 1834 blev resterne foræret til almueskolerne – datidens kommunale folkeskoler. Manuskriptmaterialet til Snorre-oversættelsen giver imidlertid ikke tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne afgøre, hvor langt Grundtvig var nået (se også ►Toldberg 1946, s. 107). I fortalen til Saxo-oversættelsen står, at han var nået over halvvejs ind i “Olav den Helliges Saga” i foråret 1815 (Saxo Grammaticus 1818-1823, bind 1, s. XXX). Hvis det passer, må fortællingen om Emund for længst have været oversat i foråret 1817.
✂ Væsentligere end dette tilblivelseshistoriske og økonomiske perspektiv er formentlig brudstykkets emne. I indledningen fremsætter Grundtvig den betragtning, at vi med 👤Snorres gengivelse af ►Emunds tre fabler får et sjældent indblik i svensk poesi fra middelalderen. Dertil kommer, at det valgte brudstykke, siger noget om de politiske forhold i Sverige, og idet relationerne mellem Sverige og Danmark længe havde været anspændte, er dette også interessant. Napoleonskrigene havde destabiliseret den politiske situation, og Danmark-Norge og Sverige var kommet til at stå på hver sin side i koalitionerne. Fredsaftalerne i Jönköping 1809 og i Kiel 1814 havde ganske vist afsluttet de åbne konflikter, men Kielerfreden resulterede i Norges afståelse til Sverige.