Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Pegepind til den ny Abc

Denne Abecedarius compositus er det nu Digteren i det Følgende prostituerer, ved at lade ham komme med sin Abc og lege min Skolemester. At alle Bogstaver og Tal, med Ab og Eb og fem Gange Ve findes præntede, synes vel overflødigt, da Abecedariussen tydelig stikker frem i hvert Ord, men det forhøier dog Illusionen, og er et ganske sindrigt Billede paa hvad de Smaa byde os som Maskerader og Contraster, Recensioner, logiske, æsthetiske og philosophiske Afhandlinger, hvormed de vil begynde vores Underviisning forfra, og bilde sig ind, at det Ab og Eb, der er nyt for dem, skal ogsaa være det for os. Trykningen af alt det er upaatvivlelig ligesaa overflødig som Alphabetets her, da et Par Linier i Athene, med de Smaaes Navne under, kunde giøre Sagen klar, men derfor endes ogsaa Stavningen med fem Gange Ve, som jeg anseer for at sigte til det retmæssige Vee, hvormed et saadant Skolemester-Skab unægtelig maa ende, hvordan det saa gaaer.