Heibergs “Vaaren og Freden”
✂ Skønt 👤Heiberg allerede i ►“Pegefinger mod Pegepind” erklærede sig som vinder af striden og medgav, at der ikke var grund til længere at forfølge fjenden, lader han alligevel ikke Grundtvig få det sidste ord. Med digtet ►“Vaaren og Freden” satte 👤Heiberg det sidste punktum i ABC-striden.
✂ Digtet beskriver, hvordan vinteren går på hæld, hvordan det gryende forår og freden inspirerer til digtning. Og nok en gang må sejren fremhæves: “Den Gamle med riimfrosne Lokker, / Vinteren, flyer: / Vaaren, bekrandset med himmelblaa Klokker, / Livet fornyer. / Kampen var haard, men den mon bringe; / Seiren skal klinge” (►1817d, sp. [577]).
✂ Den antropomorfe beskrivelse af vinteren er også en beskrivelse af Grundtvig. Det er ikke det eneste stik. Grundtvigs primære anke mod kritikken af 👤Ingemann og hovedårsagen til litteraturens krise var, at kritikken og dermed litteraturen var useriøs og barnlig. Begge manglede alvor. For Grundtvig var alvor helt afgørende. Derfor er den lethed, hvormed 👤Heiberg i strofe otte affejede stridens alvor, alt andet end uskyldig: “Saares der nogen, da huske han, Striden / Blot er en Fest, / Smile ved Saaret, og drage fra Siden, / Sadle sin Hest!” (►1817d, sp. 579).
✂ Litteraturhistorien giver i det store og hele sejren i ABC-striden til 👤Heiberg (se ►Borup 1947 bind 2, s. 99 f., ►Lundgreen-Nielsen 1980, bind 2, s. 173 og ►Andersen 2000, s. 539). At Grundtvig genoptog fejden, må betegnes som en lille sejr.