De to første indlæg af Grundtvig
✂ Det andet hæfte af ►Danne-Virke 2, fra den 3. marts 1817, indledes med det lille manifest ►“Riim-Breve”. Grundtvig har til hensigt i rimbrevets uskyldige form at sige sine “uforgribelige Tanker om Adskilligt i Bog-Verdenen” (►1817a, s. 97). 👤Heiberg omtales ikke direkte i ►“Riim-Breve”, men der henvises i stedet til 👤Baggesen “den halvopstandne Stads-Satyriker [satiriker] fra Kallundborg” (►1817a, s. 98) og hans satiriske kritik.
✂ Hvilken kritik Grundtvig foretrækker, fremgår ikke præcist af ►“Riim-Breve”. Han skelner blot mellem en våd, dvs. umoden eller useriøs, og en tør, dvs. saglig eller alvorlig, kritik (►1817a, s. 97). Det er den tørre kritik, han vil have mere af, og som han mener selv at bidrage med.
✂ Grundtvig kan også have skrevet ►“Riim-Breve” ud fra en generel opfattelse af, at litteraturen var i krise, og altså ikke kun med tanke på 👤Heiberg og 👤Ingemann. Dette kan forklare, hvorfor han i første omgang kun henviser til 👤Baggesen og hans satiriske kritik og ikke til 👤Heiberg. Krisen beskrev han i et brev til 👤Jens Møller i februar 1817. Her udpegede han indirekte 👤Rasmus Nyerup og 👤Christian Molbech, som nogle af de ansvarlige. Når 👤Heiberg bliver genstand for Grundtvigs kritik er det altså både som symbol på litteraturens krise og som et konkret eksempel på, hvad der er galt med kritikken (►Grundtvig 1924-1926, bind 1, s. 448-451).
✂ I ►“Første Riimbrev. Til Bernhard Ingemann”, der fulgte umiddelbart efter ►“Riim-Breve” i ►Danne-Virke 2, henvendte Grundtvig sig direkte til 👤Ingemann. Her iscenesætter Grundtvig sig som læremester overfor 👤Heiberg og som forsvarer af 👤Ingemann. Kritikerne af 👤Ingemann, det vil nu først og fremmest sige 👤Heiberg, fremstilles som umodne og åndløse skoledrenge, der gerne vil fremstå som voksne mænd, men hvis kritiske arsenal alene består af legetøj: Pilene til deres buer er “lutter Pølse-Pinde”, og deres hyldebøsser (dvs. legetøjsgeværer) har “En Prop i Enden og lidt Blaar om Pinden” (►1817b, s. 104). Deres kritik mangler med andre ord alvor. 👤Heiberg tildeles i tillæg til sin umodenhed en række feminine træk i Grundtvigs fremstilling: “Saa løfter strunk sig paa sin Taa, / Den Dukkemand i Aabenraa, / Og skyder løs saa godt han kan, / Paa hvad han kalder ingen Mand” (s. 104). 👤Heiberg karakteriseres endvidere som 👤Harlekin, der blot forfører og underholder publikum med sine “Kaprioler” [krumspring, undvigelser] og med “Hui og Hei” og som “Hjortespring”, dvs. som 👤Peder Hjort, der deltog i tylvtestriden på 👤Oehlenschläger og ikke Grundtvigs side. (►1817b, s. 114).
✂ Overfor 👤Heiberg står digteren 👤Ingemann, som Grundtvig paradoksalt nok også beskriver som en kvinde (►1817b, s. 105). Beskrivelsen afsluttes med, at Grundtvig som mand og på vegne af 👤Ingemann direkte erklærer krig mod hans kritikere: “Men for Drenge er jeg Skjald, / Mand og Skjald og Skolemester” (►1817b, s. 105).
✂ Krigen føres især mod 👤Heibergs ►Julespøg og Nytaarsløier. Problemet er, at 👤Heiberg praktiserer sin kritik på en useriøs måde, hvad der ikke passer sig for så lovende en forfatter. Kritikken præsenteres som var den at sammenligne med Jesu fødsel, men den er ikke andet en tom skal unde væsentligt indhold (►Grundtvig 1817b, s. 108 f.)
✂ Grundtvig afslutter rimbrevet med, at 👤Ingemann må trøste sig med litteraternes åndløshed og kritikkens mangel på indsigt og sandhed (►1817b, s. 115-117).