↩ Når Grundtvig kritiserer oplysningstiden og den tyske idealisme, er det i høj grad 👤Immanuel Kant som den mest profilerede repræsentant for den idealistiske fornuftsfilosofi, der holder for. En systematisk kritik af 👤Kant fremførte Grundtvig imidlertid aldrig i modsætning til kritikken af 👤Schelling, der i 1815 fik ord i fejden mod 👤H.C. Ørsted om naturfilosofien (►Vind 1999, s. 139). Det er sandsynliggjort, at Grundtvig samme år læste 👤Kants ►Kritik der reinen Vernunft (►Michelsen 1979, s. 27). For 👤Kant fandtes tiden som en anskuelsesform, der var givet på forhånd, og som derfor ikke kunne gøres til genstand for erfaringen. Den kunne forstås a priori ved hjælp af fornuften. Modsat mener Grundtvig, at mennesket er begrænset af tiden, idet den er begyndt, men endnu ikke afsluttet (►Pedersen 1991, s. 99). Han anerkendte ikke nogen form for a priori erkendelse. Han henviser menneskets erkendelse til erfaringen, historien og det, der kan forstås a posteriori. Det gælder både empirisk i form af sanseerfaring og historisk i form af oversanselig erfaring, dvs. forfædrenes overleveringer i skrift og tale (►Vind 1999, s. 140).