Mod idealismen og for kristendommen og Bibelen
✂ Når Grundtvig kritiserer oplysningstiden og den tyske idealisme, er det i høj grad 👤Immanuel Kant som den mest profilerede repræsentant for den idealistiske fornuftsfilosofi, der holder for. En systematisk kritik af 👤Kant fremførte Grundtvig imidlertid aldrig i modsætning til kritikken af 👤Schelling, der i 1815 fik ord i fejden mod 👤H.C. Ørsted om naturfilosofien (►Vind 1999, s. 139). Det er sandsynliggjort, at Grundtvig samme år læste 👤Kants ►Kritik der reinen Vernunft (►Michelsen 1979, s. 27). For 👤Kant fandtes tiden som en anskuelsesform, der var givet på forhånd, og som derfor ikke kunne gøres til genstand for erfaringen. Den kunne forstås a priori ved hjælp af fornuften. Modsat mener Grundtvig, at mennesket er begrænset af tiden, idet den er begyndt, men endnu ikke afsluttet (►Pedersen 1991, s. 99). Han anerkendte ikke nogen form for a priori erkendelse. Han henviser menneskets erkendelse til erfaringen, historien og det, der kan forstås a posteriori. Det gælder både empirisk i form af sanseerfaring og historisk i form af oversanselig erfaring, dvs. forfædrenes overleveringer i skrift og tale (►Vind 1999, s. 140).
✂ For Grundtvig findes et åndeligt slægtskab mellem generationerne i form af en naturlig og umiddelbar tilknytning til forfædrene. Med en analogi til det enkelte menneskes tilknytningsforhold til sine forældre og dets levende forestilling om selv at have børn argumenterer han for det åndelige slægtskab. Afgørende er det, som Grundtvig noterer i “Om historisk Vidskab”, at der “gives Folk og Enkelte i dem, der med levende Følelse kan betragte alle de forrige Mennesker i Sandhed som sine Fædre, de Samtidige som Sødskende, og Efterkommerne som fælles spæde Børn”. Den (historiker), der har denne “Eenheds-Følelse”, er i stand til at begribe den historiske udvikling i sit “Udspring af Eenhed og sin Fremgang til Forening” (s. 228).
✂ Det fundament, der ligger under tankerne i Grundtvigs historiefilosofi, er ►Bibelen – både med dens åbenbarede sandheder og med dens historiebeskrivelse: “Den samme hellige Bog som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, ►Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skjøn som sandfærdig Underretning om hiin ældste Tid” (►Grundtvig 1817, s. 2). Grundtvig nævner flere steder den skilsmisse, der har fundet sted i menneskeslægten. Skilsmissen skete inden for det, han i ►Verdenskrøniken 1817 beskriver som historiens første tidsrum. Dette tidsrum indeholdt Jordens skabelse, de første mennesker, uddrivelsen af paradiset, syndfloden, 👤Noas sønners udvandring til Asien, Afrika og Europa og sidst menneskets forsøg på at bygge Babelstårnet. Gud så Babelstårnet som et udtryk for hovmod og straffede menneskene ved at blande tungemålene. Menneskene nødtes på den måde til at leve i slægter, de havde fælles sprog med (►Grundtvig 1817, s. 5).
✂ Kundskaben om den sande Gud og de oprindelige hændelser er med tiden blevet glemt. Splittelsen er et vilkår indtil de sidste tider, hvor mennesket igen skal forenes med Gud i en åndelig enhed. Indtil det sker, har Gud givet kristendommen, ikke til at nedbryde forskellen i menneskets åndelige vilkår, som Grundtvig fremhæver, men til at nedbryde “Skillerummet mellem Folkenes Hjerter” (s. 231). Tanken om en fremgang til forening og den stykkevise erkendelse afspejler hos Grundtvig en tro på fremskridt for menneskeslægten funderet i den historiske udvikling. Mennesket bevæger sig skridt for skridt mod fuldkommenhed, den fuldkomne forklaring af den menneskelige gåde (se fx ►Vind 1999, s. 255).
✂ For at kunne imødegå indvendinger mod ►Bibelen som en kilde til almengyldig, evig åbenbaret sandhed gør Grundtvig brug af det, han kalder sandhedens grundlov, nemlig det før-kantianske princip om modsigelsens grundsætning (kontradiktionsprincippet), udviklet af den tyske filosof 👤Christian Wolff (s. 218). Det er et logisk princip, som Grundtvig lærte i filosofiundervisningen på universitetet hos professor 👤Børge Riisbrigh, og som han første gang udfoldede teoretisk i 1813 i ►Krønikens Gienmæle, et svar på kritikken af ►Verdenskrøniken 1812 (►Høirup 1949, s. 79). Denne grundsætning siger, at man ikke på samme tid kan bekræfte og benægte det samme, eller, om man vil, at noget ikke kan være sandt og falsk på en gang. Grundtvig forudsætter, at der er en evig sandhed til, og at denne findes i ►Bibelen og kristendommen. Denne absolutte og åbenbarede sandhed kan ikke begribes med fornuften alene, da sandheden overgår det enkelte menneskes horisont (►Vind 1999, s. 141-143 og ►Høirup 1949, s. 122-137).