↩ Det første man nu hører til Kong 👤Knud er, at han tog Veien sønderpaa og over til 📌Fyen, hvor han holdt Thing med Bønderne og ►talde dem skarpt til for den Spot og Skam, de efter hans Mening hav254de gjort ham, og som de nu, sagde han, skulde ►pibe Olie for. Imidlertid antog Grev 👤Erik, som var fulgt med Kongen sin Broder fra 📌Siælland, sig Bøndernes Sag paa det Bedste, og sagde, at det var ikke nær saa ilde meent som gjort af Bønderne, thi, sagde han, I veed jo nok, Herre, at Folket har Øren som ►Høvdinger Ord og nybagt Raad er ►Bonde-Ganning, og Alt hvad man sagde dem var at I havde aldrig i Sinde at komme hvor Flaaden laae. Saaledes ►talde Greven udførlig og ridderlig Bøndernes Sag, men Kongen var vranten og vanskelig at tale ►til Maade, imidlertid lovede han dog Bønderne Forladelse, ►at sige paa de Vilkaar, han vilde selv bestemme. Derpaa ►ginge de Mænd frem som især vare sigtede og lagde Sagen i Kongens Haand, som ►dømde dem i svære Bøder, og Sagen kom mangen en saa dyrt at staae at han ►syndes der skedte ham stor Uret, men som Tingen da stod, var der ikke andet for, end at lade Kongen stække og ►smække efter Behag. Han var ikke heller af dem der lagde Fingrene imellem, thi han lod baade Store og Smaa, uden nogen Persons Anseelse nyde den ►Løn han ►syndes dem kunde tilkomme, men det ►syndes ►Høvdingerne var meget for ►rundt, og skrev det bag Øret, dog gjorde sig ingen saa dristig at sige Kongen imod.