↩ Grundtvig afsluttede 2. juledag 1815 sin prædiken i Frederiksberg Kirke med en erklæring om ikke at betræde prædikestolen igen, før han blev kaldet til det, idet han fandt sig “hemmelig og aabenbare bagtalt for Menigheden som en Sværmer og Fanatiker, som en Parti-Stifter og en Folkeforfører” (►Dansk Kirketidende 1875, sp. 478). Da Grundtvig således forlod præstegerningen på ubestemt tid, måtte han lade sine tanker komme til udtryk på anden vis. I fortalen til udgivelsen af sine ►Bibelske Prædikener (1816) uddyber han, hvorledes han i fremtiden vil virke: “At jeg, medens Præsten tier, agter, om Gud vil, at lade Skjalden og den Boglærde tale, tale især om de forbigangne Dage, hvad Præsten mener kan meest tjene til Guds Riges Komme” (►Grundtvig 1816d, s. VII f.). Grundtvig vendte sig mod historievidenskaben og lod i høj grad ►Danne-Virke (1816-1819) være organet for sine arbejder og et tankegods, der ad historiens vej skulle opvække den åndelige kraft i den lutherske kristendom (►Thanning 1963, s. 22-27; se også ►Holm 2001, s. 9-11). Flere store værker fra perioden som oversættelserne af krønikerne af 👤Saxo og 👤Snorre og ►Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum (1817) vidner om hans indgående beskæftigelse med historien i denne periode.