Baggrund og placering i forfatterskabet
✂ Grundtvig afsluttede 2. juledag 1815 sin prædiken i Frederiksberg Kirke med en erklæring om ikke at betræde prædikestolen igen, før han blev kaldet til det, idet han fandt sig “hemmelig og aabenbare bagtalt for Menigheden som en Sværmer og Fanatiker, som en Parti-Stifter og en Folkeforfører” (►Dansk Kirketidende 1875, sp. 478). Da Grundtvig således forlod præstegerningen på ubestemt tid, måtte han lade sine tanker komme til udtryk på anden vis. I fortalen til udgivelsen af sine ►Bibelske Prædikener (1816) uddyber han, hvorledes han i fremtiden vil virke: “At jeg, medens Præsten tier, agter, om Gud vil, at lade Skjalden og den Boglærde tale, tale især om de forbigangne Dage, hvad Præsten mener kan meest tjene til Guds Riges Komme” (►Grundtvig 1816d, s. VII f.). Grundtvig vendte sig mod historievidenskaben og lod i høj grad ►Danne-Virke (1816-1819) være organet for sine arbejder og et tankegods, der ad historiens vej skulle opvække den åndelige kraft i den lutherske kristendom (►Thanning 1963, s. 22-27; se også ►Holm 2001, s. 9-11). Flere store værker fra perioden som oversættelserne af krønikerne af 👤Saxo og 👤Snorre og ►Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum (1817) vidner om hans indgående beskæftigelse med historien i denne periode.
✂ Oversættelserne af kildeskrifterne til den ældste nordiske historie anså Grundtvig for vigtige elementer i forsøget på bevidstgøre danskerne om deres nationale og kristne arv. I ►“Fortale” til ►Danne-Virke kalder han dem for blomster og blade, som han “har plukket af ►Ygdrasil, for, om muligt, ved Glands og Duft dog hist og her at vække lidt Kiærlighed til det gamle, velsignede Træ” (►Grundtvig 1816a, s. XII). Denne vækkelse af den danske ånd ved belysning af historien skulle være midlet til “at bygge et aandeligt Dannevirke”, som Grundtvig formulerer det i den programmatiske artikel “Om dansk Poesie, Sprog og Historie” (►Grundtvig 1816b s. 16; se også indledningen hertil).