↩ Efter denne Fortale, som man kanskee nok vil kalde overflødig og tør, men neppe sværmerisk og ugrundet, kommer Spørgsmaalet om ►Vidskabens Hensigt og Vilkaar, og her er det da aabenbart at den Vide-Lyst og Lære som det er værd at kalde ►Vidskab, som er sand ►Vidskab, maae gaae ud paa Tilværelsens ►Forklaring, ligesom det fremdeles er indlysende, at Tilværelsen først da er ►forklaret, naar man har klart Begreb om dens Grund og Ophav, Vilkaar og Betydning, Hensigt og Maal. Et andet Spørgsmaal er om Tilværelsens Grund og Maal kan umiddelbar være Gienstanden for menneskelig ►Vid113skab►, eller med andre Ord, hvorvidt vi af den blotte Fornuft kan forklare Tilværelsen, hvorvidt vi med den kan omfatte Altings Grund og Øiemeed, hvad vi med eet Ord kalde Gud. Dette forudsattes ►aabenbar af den hele Philosophie der paastod, at man intet skulde antage for Sandhed i aandelige Ting, uden ⓘ hvad man med sin Fornuft kunde begribe, thi ligesom vi legemlig kun kan begribe hvad vi kan omfatte og omspænde, saaledes kan vi ogsaa umulig med Fornuften begribe hvad der overgaaer dens Fatte-Evne, thi den kan dog ligesaa umulig som den legemlige Haand fatte noget større end sig selv. Om vi altsaa kan begribe det Høieste, det Første og det Sidste, beroer ►aabenbar paa om vi selv er det Høieste, det Første og det Sidste, thi over os selv kan vel Indbildningskraft og Følelse men Fornuften aldrig komme, fordi 174 (VU) den da maatte holde op at være sig selv, holde op at være klar, uimodsigelig Bevidsthed, holde op at fatte og begribe, være Fornuft og Ufornuft tillige, ophæve sig selv og dog virke med alle sine Egenskaber; hvad der er uimodsigelig umueligt. Det Spørgsmaal hvorpaa Tidens Philosopher altsaa skulde tygget Drøv før de vilde give os Videnskab om de guddommelige Ting, skulde været om en 114saadan er mulig, eller med andre Ord om guddommelig og menneskelig er eet og det samme, om Mennesket virkelig er sin egen Gud, om Mennesket er af sig selv (uafhængig) eller dog i sig selv (fri i strængeste Forstand) thi derpaa alene kommer det an, og det er jo dog Fjas med al vor Videnskab om Gud, dersom det er vist at vi ikke kan begribe Gud, thi Begreber som vi ikke selv kan begribe, er dog vel ikke vore Begreber, maae jo nødvendig, 330 (US) enten de ere falske eller sande være en høiere Aands Begreber som vi ved Troe tilegne os. Det er altsaa uimodsigelig ►vist at er der ogsaa kun en eneste Forestilling, som vor Fornuft ikke kan begribe, da er den ikke heller det Høieste, thi for det Høieste er intet for høit. Nu er imidlertid Begrebet om at være af sig selv, være uafhængig, være sin egen Fader og Livsgrund, være ⓘ Gud, det er et Begreb hvis Virkelighed er uimodsigelig, thi vi maae kalde det hvad vi vil, noget maae vi dog kalde evigt, noget maae der dog være som aldrig har begyndt, og hvad der ikke har begyndt er nødvendig uforanderligt, og maae begribe sig selv som saadant, dersom der ellers er noget Begreb til, og det Begreb maae da enten være i os eller over os; men nu veed vi at det staaer kun ⓘ ►for os, og vi staae ►for det og 115maae standse og ⓘ erklære at det er os ubegribeligt, og det er da uimodsigeligt at enten maae man paastaae at Tilværelsen ⓘ er grundig ►forklaret uden at dens Grund er begrebet, eller ►og tilstaae at al Videnskab om den evige, uafhængige ►Værelse er os umulig, fordi den som al Tilværelses nødvendige Grundbegreb er os ubegribelig.