Om det Philosophiske Aarhundrede.
✂ Vi leve i et philosophisk Aarhundrede, denne Tale have vi vel alle hørt i vor Barndom, og hvis vi nogensinde blev Mænd, fundet os fristede til at ansee for noget man vel kan bilde Børn ind, men aldrig 171 (VU) faae fornuftige Folk til at ⓘ troe. Betragte vi det attende Aarhundrede, som ⓘ anabaptistisk døbde sig selv i Verdens Gadekiær med Navn af det philosophiske, vende og dreie vi det paa alle Kanter, da finde vi vel Philosophien skrevet overalt og ►forskrevet fra det ene Land til det andet, men selv er den heel usynlig, saa vi vel maae troe at Philosophie paa det attende Aarhundredes Kragemaal betød ►Jerusalems Skomager og hans Reise til Maanen, som alle har hørt tale om men Ingen seet. Det er tit nok sagt at ►👤Niels Klim er heel satirisk, men 108at hans hele Reisebeskrivelse er en klar Spaadom om det attende Aarhundredes Philosophie den theoretiske saavelsom den practiske, det veed jeg ingensteds at have seet, og det fortjende dog virkelig baade en klar ►Udvikling og Philosophernes Opmærksomhed, især da 👤Holbergs Lovtale over Philosophien, som man kaldte dens Liigtale, er hvad man kalder en ►authentisk 327 (US) Commentar. Ingen ►tænke imidlertiid at jeg har i Sinde at forklare Spaadomme, nei, i det ►Pesthuus, hvortil jeg engang for min Prøve paa sligt blev henviist, og hvor jeg har opdaget, jeg, desværre, virkelig befinder mig, maae vel Lysten dertil forgaae, og al saadan Forklaring overlader jeg derfor nu til Tiden, som har en ganske egen fattelig Maade at forklare paa, hvorved man ei alene faaer ►Syn for Sagn og ►Troen i Hænderne, men tillige ►en banket Trøie og saa lange Næser, at naae de ikke til Skyerne, som de stilede efter, saa naae de dog til Jorden, og det maae man ►alt kalde store Ting. Derimod agter jeg her kortelig at minde om hvad Philosophie vel kan være, hvad den egenlig har med os, og vi med den at giøre, og dertil føie en ikke ugrundet Betænkning om, hvorvidt enten det attende eller nittende Aarhundrede kan tilegne sig Navn af det philosophiske. Vel kunde det synes ►som det var en Uleilighed jeg 109godt kunde spare, aldenstund vi har saamange ►vakkre Philosopher i ►Ophei, der ganske ►artig forstaae at fortælle os hvorledes Alting ►taber sig i ►Alhed og Intethed, som Poesien i 👤Oehlenschläger og Ideerne i ►Athene, men deels er det Tingen at tabe kan man ►sagte, dertil behøves ingen Philosophie, men at vinde det er Hovedsagen, og deels er deres hjemmegjorte Tøi af et eget Slags, lidt aandeligt Papir af fremmede Klude og fuldt af Klatter som tilligemed det stykke Vandmærke er det eneste Danske deri, eller med andre Ord: Tankerne ere ikke alene tagne paa ►Borg og Puf men paa ►Træf og Slump, og Sproget er saa ►galt Tydsk at man tit har ondt ved at see, 172 (VU) hvor gale Tankerne ere, saa man ikke engang kan have Nytte deraf som af en ordenlig Løgn ►cuius contrarium verum est. Derfor meener jeg, det er ikke af Veien at tale et Par Ord med om hvad man kalder Philosophie, for i det mindste at minde danske Læsere om, at det hverken er de dybe Tanker eller det fattige Sprog der hindrer de ►selvgjorte Philosopher fra at tale jævnt og fattelig, og henføre Alt til Ting og Udtryk der ere ethvert alvorligt Menneske bekiendte, men at ►Vilderede i ⓘ Tankegangen, Vankundighed i Modersmaalet og Lyst til ►Vindmagerie ere de eneste 110Aarsager til den Uklarhed og Utydelighed der virkelig ⓘ findes, saavelsom til den Indbildning mange staae i, at ►Svulsten er ►Høihed og Virvarret Dybde.
✂ Philosophie er som man veed Udtryk for den menneskelige Stræben efter Viisdom ͻ: fuldkommen Erkiendelse, umiddelbar 328 (US) Anskuelse, og med det høieste christelige Udtryk: ►Beskuelsen Ansigt til Ansigt. Det danske Ord vi da bedst ⓘ kunne vælge til at betegne denne Stræben i sin ►Livlighed er udentvivl ►Vidskab, et Ord som man paa en heel Deel Steder i ►vor danske Bibel kan finde brugt i den Mening*►4 Moseb. 24 16. ►Ps. 19. 3. ►Esa. 44. 25. ►47. 10. ►Sir. 1. 4. ►11. 18. ►19. 22. ►33. 11. ►38. 6. ►42. 27. ►Bar. 3. 20. ►37. og som kan udholde den strængeste Prøve med ►vide og Vid og ►Vittighed bag sig, Vished ved Siden, Videnskab, ⓘ Videnskabelighed og Viisdom ►for sig, og med den ►passelige Endelse: Skab, som er nær beslægtet med det islandske ►skap ͻ: ►Sindsbeskaffenhed, og ►bemærker i Modersmaalet ret giennemgribende Egenskaberne saavel i deres indvortes ►Tilværelse som i deres levende ►Yttring *Saasom Troskab, Venskab, Daarskab, Vildskab, en nøiere ►Udvikling heraf hører til ⓘ Modersmaalets ►Vidskab under Betragtningen af de substantiviske ⓘ Endelser, blandt hvilke Skab, Maal og Dom især fortjene ►besynderlig Opmærksomhed.. Ja vi behøve ikke engang at blive 111staaende ved ►Talebrugen men kan stige op til Udtrykkenes høieste Prøvesteen, den virkelige Sandhed, hvor ►Ordet ►end bestaaer, thi som skabt maae vi jo betragte hver menneskelig Egenskab, og ►Vidskaben gaaer ud paa at skabe en Verden af ►Visheder i Fornuften og et Billede af den i Sproget. Man kunde sige at Videnskab var omtrent et ligesaa passende Udtryk, men herimod er det nok at indvende at man aldrig udvikler godt ved at indvikle, men forklarer slet ved at forvirre, og kunde vi da end slet ikke indsee hvorledes Videnskab er kommet til at betyde en afsondret Kreds af ►Visheder, maatte vi dog 173 (VU) vogte os for at give det en anden Betydning, førend det var blevet almindelig klar Indsigt at det burde ombyttes eller forflyttes. Imidlertid kan man med Føie sige at Viden betyder noget Heelt, Sluttet, og lader sig altsaa kun med nogen Ret anvende paa en Sum af Kundskaber som ved Indskrænkningen til en beskrevet Kreds faaer en tilsyneladende Heelhed, da derimod ►Vidskaben som en her uendelig Stræben, og Nærmelse til et i ►Støvet uopnaaeligt Maal, blev tom Pral, naar 112den kaldte sig Videnskab. Derimod kan og maae Videnskabelighed bruges fornemmelig om hvad der staaer i nøie Forbindelse med ►Vidskab, thi baade tillader den sædvanlige Brug af dette Udtryk, der mest kun har været et ►Bagord, os dette, og da ►Vidskabens Maal ►upaatvivlelig er fuldkommen Videnskab, tillader Sandhed det med, saa det er unødvendigt at skabe nye Ord som vidskabelig og Vidskabelighed, 329 (US) der vel ei kunde kaldes udanske, da de have Ligheden i selskabelig og venskabelig for sig, men synes dog at støde Øret og vilde i det mindste endnu mere forvilde end veilede danske Læsere.
✂ Efter denne Fortale, som man kanskee nok vil kalde overflødig og tør, men neppe sværmerisk og ugrundet, kommer Spørgsmaalet om ►Vidskabens Hensigt og Vilkaar, og her er det da aabenbart at den Vide-Lyst og Lære som det er værd at kalde ►Vidskab, som er sand ►Vidskab, maae gaae ud paa Tilværelsens ►Forklaring, ligesom det fremdeles er indlysende, at Tilværelsen først da er ►forklaret, naar man har klart Begreb om dens Grund og Ophav, Vilkaar og Betydning, Hensigt og Maal. Et andet Spørgsmaal er om Tilværelsens Grund og Maal kan umiddelbar være Gienstanden for menneskelig ►Vid113skab►, eller med andre Ord, hvorvidt vi af den blotte Fornuft kan forklare Tilværelsen, hvorvidt vi med den kan omfatte Altings Grund og Øiemeed, hvad vi med eet Ord kalde Gud. Dette forudsattes ►aabenbar af den hele Philosophie der paastod, at man intet skulde antage for Sandhed i aandelige Ting, uden ⓘ hvad man med sin Fornuft kunde begribe, thi ligesom vi legemlig kun kan begribe hvad vi kan omfatte og omspænde, saaledes kan vi ogsaa umulig med Fornuften begribe hvad der overgaaer dens Fatte-Evne, thi den kan dog ligesaa umulig som den legemlige Haand fatte noget større end sig selv. Om vi altsaa kan begribe det Høieste, det Første og det Sidste, beroer ►aabenbar paa om vi selv er det Høieste, det Første og det Sidste, thi over os selv kan vel Indbildningskraft og Følelse men Fornuften aldrig komme, fordi 174 (VU) den da maatte holde op at være sig selv, holde op at være klar, uimodsigelig Bevidsthed, holde op at fatte og begribe, være Fornuft og Ufornuft tillige, ophæve sig selv og dog virke med alle sine Egenskaber; hvad der er uimodsigelig umueligt. Det Spørgsmaal hvorpaa Tidens Philosopher altsaa skulde tygget Drøv før de vilde give os Videnskab om de guddommelige Ting, skulde været om en 114saadan er mulig, eller med andre Ord om guddommelig og menneskelig er eet og det samme, om Mennesket virkelig er sin egen Gud, om Mennesket er af sig selv (uafhængig) eller dog i sig selv (fri i strængeste Forstand) thi derpaa alene kommer det an, og det er jo dog Fjas med al vor Videnskab om Gud, dersom det er vist at vi ikke kan begribe Gud, thi Begreber som vi ikke selv kan begribe, er dog vel ikke vore Begreber, maae jo nødvendig, 330 (US) enten de ere falske eller sande være en høiere Aands Begreber som vi ved Troe tilegne os. Det er altsaa uimodsigelig ►vist at er der ogsaa kun en eneste Forestilling, som vor Fornuft ikke kan begribe, da er den ikke heller det Høieste, thi for det Høieste er intet for høit. Nu er imidlertid Begrebet om at være af sig selv, være uafhængig, være sin egen Fader og Livsgrund, være ⓘ Gud, det er et Begreb hvis Virkelighed er uimodsigelig, thi vi maae kalde det hvad vi vil, noget maae vi dog kalde evigt, noget maae der dog være som aldrig har begyndt, og hvad der ikke har begyndt er nødvendig uforanderligt, og maae begribe sig selv som saadant, dersom der ellers er noget Begreb til, og det Begreb maae da enten være i os eller over os; men nu veed vi at det staaer kun ⓘ ►for os, og vi staae ►for det og 115maae standse og ⓘ erklære at det er os ubegribeligt, og det er da uimodsigeligt at enten maae man paastaae at Tilværelsen ⓘ er grundig ►forklaret uden at dens Grund er begrebet, eller ►og tilstaae at al Videnskab om den evige, uafhængige ►Værelse er os umulig, fordi den som al Tilværelses nødvendige Grundbegreb er os ubegribelig.
✂ Alt dette lod sig endnu langt strængere og klarere bevise, men deels maae det være klart nok for ►uindtagne Læsere, og deels er det her ikke Stedet til en udførlig ►Udvikling, kun i Korthed maatte jeg minde om disse aabenbare Sandheder, for at man ei skal med noget ►Skin kunne sige det er en ►sværmerisk Paastand at den Tidsalder som vil begribe hvad den skal troe, og mener at noget er ►afbeviist naar man beviser at det er et Menneske ubegribeligt, at den er ingenlunde fornuftig eller philosophisk, men netop det Modsatte.
✂ 175 (VU) Om nu det attende Aarhundrede havde mindste Adkomst til at hedde det philosophiske, behøver ikke ►vidtløftig at undersøges, men om man kan ønske et saadant, om ►Vidskab overalt har nogen Værd og fornuftig Hensigt, da den ei kan give nogen umiddelbar Erkiendelse af det Evige og Guddommelige, da vi ei kan begribe Gud, det er et andet saare vigtigt Spørgsmaal, vigtigt siger jeg, ikke ubetin116get, men under den Betingelse, at det selv paatrænger sig, som det ►aabenbar giør hos hver eftertænksom Mand i den nærværende Tid.
✂ Dette Spørgsmaal kan ingenlunde afgiøres ved Philosophiens Historie, thi at Fornuften, naar den vil bedømme hvad den ikke forstaaer, tager ►mærkelig feil, og forvilder hver som følger den, beviser intet mod Nytten af dens rette Brug; kan det ►end, som jeg troer, bevises, at Fornuften hidindtil stedse naar den i 331 (US) Aandens Rige vilde gaae paa sin egen Haand, foer saare meget vild, saa bevises derved kun, at den ikke vilde oppebie sin Time, men ligesom der af et selvklogt Barn ►upaatvivlelig kan ved Underviisning og Tugt blive et fornuftigt, saaledes kan en selvklog Fornuft ogsaa blive klog, og naar man er klog, vil man ►ikke uden hvad man kan og kives ikke med sin Overmand; at Fornuften i Menneske-Slægten ligesom i det enkelte Menneske er Begrebet og Udtrykket for den aandelige Vext og Udvikling, kan ikke nægtes, og man indseer da let, at baade kan den komme til at begribe hvad den før aldrig har begrebet, og den maae komme dertil, hvis dens Bane ei ►ubetimelig afskiæres. Spørgsmaalet bliver da om Fornuften i Følge sine Vilkaar kan komme til at begribe noget som er af Vigtighed for det aandelige Menneske og 117derpaa er Svaret let, thi Fornuften maa kunne komme til at begribe sig selv og Alt hvad der hører under dette Begreb, altsaa det hele timelige Menneske og alt det Timelige, thi Mennesket er alt det Timeliges ►Middelpunkt, og det maae da kunne begribes i Mennesket. Fremdeles, da ligesom enhver Fornuft maae være beskikket og forordnet, skabt og skikket til at begribe hvad den kan, saaledes indsee vi ►og let, at uagtet det Timelige ingenlunde kan ►forklare det Evige, maatte dog det Timeliges ►Forklaring have den mest afgiørende Indflydelse paa Menneskets Vished om det Evige og bringe en middelbar, billedlig Erkiendelse tilveie, thi det Timelige kan jo i Sandheden kun være et Billede af det Evige, og naar man klarlig begriber et sandfærdigt Billede, da veed man jo hvad det betegner og betyder, uagtet man ikke begriber det Afbildede selv.
✂ At begribe sig selv i Sandheden det er da det store Maal for den 176 (VU) menneskelige Fornuft, Høiden af menneskelig ►Vidskab, og det første Skridt dertil er Fornuftens aandelige Selv-Bevidsthed i Sandheden, Vedkiendelse af sig selv i sit sande Forhold til det Evige, til den guddommelige Fornuft og Sandhed.
✂ Ikke vil jeg her ►udvikle hvad der er aabenbart, at Folkenes Fornuft ligesaalidt er aandelig selvbe118vidst i deres første ►Aldre som det enkelte Menneskes er det sandselig i Barndommen, eller bliver det klart før i Manddommen, ikke heller vil jeg her bevise, hvad der imidlertid er ►vist, at ingen ⓘ Fornuft bliver selvbevidst i Sandheden, dersom den ikke ►alt før var i Sandheden formedelst Troen, men jeg vil kun giøre opmærksom paa, at ►saavist som der er noget Aandeligt ͻ: Oversandseligt i Mennesket, ►saavist er den Fornuft der nægter det Aandeliges Virkelighed aldeles vanvittig, og ►saavist som Fornuften ei kan begribe 332 (US) en ►Værelse af sig selv, ►saavist er den blevet sig selv bevidst i Løgnen, naar den tillægger sig aandelig Uafhængighed, ja det samme er Tilfældet, naar den udgiver sig for selvstændig, for at have Livet i sig selv, thi den kan ikke begribe en selvstændig Fornuft, den i sig selv levende Sandhed, og hvad den ikke kan begribe, det er den ikke heller, thi Fornuften er jo slet ikke ⓘ uden forsaavidt den begriber, den er et Begreb, og i os et timeligt Begreb der umulig kan begribe noget Evigt og Uforanderligt, og det Selvstændige er Evigt, den i sig selv levende Sandhed er uforanderlig. Naar altsaa den menneskelige Fornuft bliver sig selv ►vaer i Sandheden, da bliver den sig ►vaer som et timeligt, afhængigt Begreb, dødt i sig selv, kun levende i Sandheds-Kiærlighed. Jeg er ►sande119lig► til, jeg er ►sandelig i Tiden, jeg er det Timeliges ►Sandemand, det er den selvbevidste Fornufts første sanddru Tale, og nu farer den fort og siger, dette Begreb er uimodsigeligt, det kan ingen Fornuft modsige uden at modsige sig selv, og derved bevise dets Sandhed, hvad der altsaa er mig ligesaa klart og vist som min Tilværelse, det er ligeledes uimodsigeligt, det er timelig Sandhed ligesom jeg, thi det er ►sandelig i mig. Men, spørger den sig selv, hvad er evig Sandhed? og svarer: det kan jeg ikke begribe, thi den ►indbegriber mig, men det kan jeg begribe, at intet som udelukker mig kan være evig Sandhed, og at Alt hvad der maae være evig sandt for at jeg kan være hvad jeg er, det er evig Sandhed, thi jeg er det timelige Billede af den evige Sandhed.
✂ Naar Fornuften saaledes er kommet paa det Rene med sig selv, da først kan den beklæde sin aandelige Domstol, og dømme ei efter 177 (VU) ►Vild eller ►Skin men efter Sandhed, efter Sandhedens evige Grundlov, Modsigelsens Grundsætning, Alt hvad der i dens Lys ►forklarer sig, det bedømmer den, og alt andet lader den staae ved sit Værd, lige bange for at bifalde Løgn og nægte Sandhed, som den begriber er i Grunden eet og det samme, thi der kan ingen Løgn være som ►jo har en modsat 120Sandhed, da Løgnen intet er uden en Nægtelse af Sandheden, da ethvert Nei forudsætter et Ja man ei vil bifalde.
✂ Holde vi nu fast ved den klare Sandhed at det er det timelige Menneske vor Fornuft kan og skal begribe, da indsee vi let at al sand ►Vidskab maae i alle Maader være historisk; historisk fordi Fornuften finder intet i sig selv uden Maalestokken for timelig Sandhed, og maae udenfor sig søge ►Vidskabens Indhold, ⓘ historisk, fordi Mennesket udvikler sig i Tiden og kan 333 (US) kun begribes i den, historisk, fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden. Heraf følger først at enhver ►Vidskabs-Lære som ei ►forklarer ►Krøniken er falsk, og dernæst at enhver saadan der udgiver sig for at være færdig, ethvert philosophisk System er ⓘ som Heelt en stor Løgn, hvormegen Sandhed det end i det Enkelte kan have, thi er det Mennesket som skal begribes, udvikler Mennesket sig i Tiden, og er Fornuften Udtrykket for det sig giennem Tiden udviklende menneskelige Begreb, da kan vi jo under Tidens Løb ei have noget sandt Begreb om Menneske eller menneskelig ►Vidskab uden som om noget der er i Begreb med at udvikle sig, og ei i Sandhed ⓘ begribe mere end hvad der ►alt er ⓘ udviklet, eftersom Begrebet just er det eneste som udvikler sig. Heraf følger ende121lig, at dersom det ogsaa var muligt at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb istand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fylde. Bekymret og uvis maatte da alligevel det alvorlige Menneske vanke i Verden lige til Dagenes Ende, uvis om sine vigtigste, evige Forhold, ja uden et eneste ►fuldklart aandeligt Begreb, thi intet er ►fuldklart uden i sin fuldstændige Heelhed. Men er Begrebet en Udvikling i Mennesket, da maae den Sandhed som skal udvikles ►alt forud være indviklet tilstæde, hvad der i Mennesket skal ►klare sig maae han forud have som dunkelt, hvad han skal komme til at begribe maae han have troet, hvad Fornuften skal fatte maae den forefinde, ligesaalidt som Haanden kan den frembringe hvad den skal begribe. Det er jo 178 (VU) ►og indlysende, at skal Mennesket nogensinde komme til at fatte og begribe sig i Sandhed, som den evige Sandheds jordiske Billede, da maae han virkelig ⓘ være det, have været det ligefra Begyndelsen, da maae den evige Sandhed have aabenbaret sig i ham og for ham ligefra og i hans Begyndelse, da maae den evige Sandhed selv have indaandet ham Livet, og ladet ham i Aanden høre 122sin Røst, thi den levende Sandhed kan ikke fornægte sig selv, ei aabenbare sig i et timeligt Liv og dog skjule sig for det, thi det var Selvmodsigelse.
✂ Den evige Sandheds Aabenbarelse i Tiden, det er da hvad Fornuften er skabt til igiennem Historien at begribe, thi Historien maae vise hvorledes Aabenbarelsen er skeet, maae udtrykke den evige Sandheds timelige Billede, og dette Billede, dette hvorledes er hvad Fornuften skal begribe.
✂ 334 (US) Ikke vil jeg her indlade mig paa hvad heraf følger om en fornuftig Betragtning af de guddommelige Aabenbaringer hvorom Historien melder, thi her er Talen om den Aabenbaring Historien ►uvitterlig udgiør og beskriver, jeg taler ikke her om enkelte Personer eller Omstændigheder, men om det Uimodsigelige i Historien, om dens Gang og Mindesmærker, om Folkeslagene, deres Bedrifter og Hændelser i det store, deres Efterladenskaber, som ei kan høre andre til, og hvori de maae have ►afpræget sig som Lemmer af Menneske-Slægten, thi som saadanne ere de varige, uagtet det Liv de føre, som enkelte og adskilte Stater maatte forgaae. Naar vi saaledes betragte Historien, da indsee vi let, at den baade maae nøie adspørges af hver sandhedskiærlig Gransker og at den maae kunne give ►visse 123og vigtige Svar, da den er en Bedrift hvori Mennesket med Nødvendighed har maattet udtrykke sine sande Vilkaar, og et Ord hvori Sandhed maae have forkyndt sin Dom over Menneskenes ►Anslag og Adfærd. Kun i Historien finde vi Mennesket saa fuldstændigt som han hidindtil er aabenbaret, kun i Historien aabenbarer Mennesket sin Virkelighed og sande Skikkelse, som der ei lader sig dølge for Efterslægtens Øine. Vel er det ►ligefrem at Tænkeren først og ►fremmerst skal adspørge sig selv, og vorder først derved ►dygtig til rettelig at adspørge Historien; men ligesaavist er det aandelig Vanvittighed, naar en enkelt Mand eller Tidsalder vil af sig selv forklare Mennesket, der jo ikke kan være fuldstændig aabenbaret uden i Den som er det hele Menneskelivs endelige Udbytte, det sande, ►forklarede Menneske selv, eller med christelige Udtryk: ►Menneskens Søn forklaret i Guds Søn. Det er saaledes unægteligt 179 (VU) at de gamle Dage aabenbare en aandelig Indbildnings-Kraft og Følelse, som ingen finder ►enten hos ⓘ sig selv eller Andre i den nærværende Tid, og dog maae jo disse Ting ►forklares, før Mennesket kan forstaae og begribe sig selv, før Fornuften kan begribe sig selv som en Udvikling af den menneskelige Aand, før den 124kan begribe og ►forklare alt Menneskeligt i sig, det er da aabenbart hvad en i Sandhed selvbevidst Fornuft maae dømme om hvad man har kaldt ►den rene speculative Philosophie, for Daarskab maae ⓘ den ligefrem erklære sligt, med mindre Philosophen i Sandhed var Indbegrebet af den hele Historie, havde i sig alle de menneskelige Egenskaber, i aldeles ubesmittet ►Samfund og i den høieste ►Udvikling, thi at gruble selvstændig over de menneskelige Vilkaar, det er jo at randsage sig selv, og at kalde sin egen ►Forkla 335 (US) ring► almeengyldig er at ►sætte sig for det fuldstændige og fuldkomne Menneske, at tage sin Erfaring for Menneskets hele Historie, og naar nu et enkelt, ikke ubesmittet Menneskens Barn giør det, ja giør det endog førend alt det Menneskelige der skal vederfares ham, er skeet, før han har prøvet at døe f. Ex. da er han jo en Daare, hvis Blindhed man maae beklage, men hvis Ledsagelse ned i Graven man aldrig kan fristes til at betjene sig af, med mindre man selv er blind.
✂ Naar nu en Fornuft med ►opladte Øine, en opvakt Fornuft, hvilket netop er det samme som en i Sandhed selvbevidst, sand aandelig Fornuft, indkalder det attende ⓘ Aarhundrede for ⓘ sin Domstol, noget hvortil den er i alle Maader beføiet og forpligtet, da maae jo Dommen vorde at et mindre 125ægte philosophisk, et mindre sandhedskiærligt ⓘ Aarhundrede, har der neppe været til, thi dets Fornuft erklærede sig jo overalt for selvstændig, tit for uafhængig, dets Philosopher ligefra 👤Volf til 👤Schelling paatoge sig jo af sig selv at forklare Mennesket, Historien blev jo af den saakaldte Philosophie lemlæstet, fordreiet, forvansket, naar den ei blev aldeles forsømt, foragtet, og erklæret for ugyldig, dens ►Forklaring blev jo ingenlunde agtet for Philosophiens sidste Øiemeed, men for en Biting og en Børneleeg, Philosophien enten overlod til ►Trodset i sit Følge, eller kun et Øieblik nedlod sig til fra sin oversandselige Høide, for at more sig, eller i det Høieste for at stoppe Munden paa Pøbelen og de faa ►ædruere Aander, som ►paatalte Menneskets Rettighed til at see det store Menneskeliv forklaret i hvad der kaldte sig Menneskets og Tilværelsens ►Forklaring. Lod ikke 👤Volf som om Historien ikke var til, paastod ikke 👤Kant dens Ugyldighed, stræbde ikke 👤Fichte at bevise samme, stræbde ikke 👤Schelling at 180 (VU) forvandle den ⓘ til en blot Afbildning af Natur-Menneskets Udvikling og Forbillede paa dets ►Selvforklaring, og hvad ►heed den Philosophie som stræbde at oplive Historien til at ►forklare Mennesket! At nogle en126kelte, som 👤Herder og 👤Tyge Rothe stræbde med Aand at udspørge Historien, det er sandt, men var det Aarhundredets Philosophie som drev dem dertil eller hindrede dem deri, bleve de hørte, eller bleve deres Bestræbelser anseete som forgiæves Forsøg paa med Historien at understøtte den faldende Kirke? Naar man ellers gav sig til at ►forklare Historien, lod man den da selv tale, eller lagde man den Ordene i Munden, søgde man af den at bevise sine Paastande om Menneskets Vilkaar, eller antog man dem for umiddelbar visse, og søgde kun, saa godt som muligt, at 336 (US) ►rime den med sine Paastande og hjalp sig med at nægte eller tvivle om dens Vidnesbyrd, naar de ei vilde give efter; naar man paatog sig at ►udvikle hvorledes Begivenheder vare oprundne og sammenkiædede, hvorledes Poesie og Konst havde frembragt sine Underværker, beviiste man da uimodsigelig at de angivne Aarsager og de allene kunde have de bekiendte Virkninger, gav man et klart Begreb om de menneskelige Evner, beviiste man at de store Værker af den menneskelige Aand der ere nærværende, virkelig kunde blive til paa den Maade man beskrev, eller bestod den hele Forklaring i at man beskrev den Maade hvorpaa man selv vilde baaret sig ad, hvis man, hvad man dog maatte tilstaae man ikke kun127de, skulde have frembragt og forbundet Begivenhederne, udarbeidet Værkerne! Hver boglærd Mand veed godt hvad hertil maae svares, veed godt at Historien slet ikke er ►enten begrebet eller ►forklaret saaledes, at det er unægteligt, at hvad man vilde forklare, maatte, under de angivne Betingelser, nødvendig indtræffe, og dog er det klart, at naar et saadant unægteligt Beviis ei er ført, da er intet forklaret, da er det hele kun en Giætning, og behøves en saadan Giætning til at ►rime noget Unægteligt i Historien med en af Fornuftens Paastande, da er ⓘ det klart at Paastanden ei maae giælde for Sandhed, men heller for Løgn, indtil Giætningen beviser sin Sandhed. Nu veed man imidlertid at hint Tilfælde indtraf hvert Øieblik, naar man sammenlignede det attende Aarhundredes Fornuft-Slutninger med Historiens Vidnesbyrd, og at altsaa intet Menneske kan for sin Samvittighed forsvare at antage og følge Slutninger, der ei have betalt Historien deres vitterlige Gield, men kun ved Udflugter søgt at undgaae den. Det er saaledes unægteligt at det attende Aarhundredes Fornuft har paastaaet at en 181 (VU) heel Mængde Begivenheder og Skrifter som erklærede den for en Løgner, vare opdigtede eller forfalskede, men at den ingenlunde altid har beviist det, slet ikke beviist det om sine største og 128ærværdigste Anklagere, ►de bibelske Skrifter, det Høieste den prøvede paa var at bevise Muligheden af sin Paastands Sandhed, og drev det selv deri ikke videre end til at bevise hvad Paastanden selv beviiste, at den ingen Samvittighed vilde gjort sig over en saadan Opdigtelse eller Forfalskning, naar den havde fundet samme hensigtmæssig og kunnet afstedkomme den. At forklare Muligheden af slige ⓘ Opdigtelser dertil bragde den det aldrig, og Beviset for Virkeligheden, klar ►Udvikling af en unægtelig Strid mellem dem og en uimodsigelig Sandhed, blev den aldeles 337 (US) skyldig tilligemed Beviset for sine Paastandes ⓘ uimodsigelige Sandhed, og ►til denne Gield er betalt, ligger den som en Skielm i sin Grav, thi den har ikke indfriet sin ►Haandskrift, men skrevet ⓘ sig selv en falsk Qvittering, ►efterskrevet Historiens ►Haand og eftergjort dens ►Indseigl, og det saa klodset at enhver Historiens ►Kynding ei alene kan og maae bevidne ►Falsmaalet, men kan bevise det ved at fremlægge Fornuftens ►ufornægtelige ►Haandskrift med Historiens egenhændige Paategning, der klarlig ►udviser, at Historien maatte være vanvittig, hvis den havde erklæret en Gield for betalt der skal betales med og i ufødte Slægter.
✂ Dette er da min ikke ugrundede Betænkning om det attende Aarhundredes Philosophie, og kan 129den, som jeg mener, bevises at være uimodsigelig Sandhed, saa indseer man let at det nittende ei kan erhverve sig Adkomst til Navn af det philosophiske ►enten ved at følge eller fordømme det attende, men kun ved at giøre hvad det undlod, erkiende Historien for hvad den uimodsigelig maae være: Sandhedens virkelige Aabenbarelse, Menneskets virkelige Udvikling, Roden til, Indbegrebet af og Prøvestenen for al menneskelig Videnskabelighed, og dyrke den som saadan med aabent Øie og utrættelig Flid; uden at lade sig indbilde der ►enten i Natur-Betragtningen, umiddelbar Anskuelse eller Sligt ⓘ kan findes nogen Gienvei til Historiens Maal, der jo umulig kan naaes før Dagenes Ende, og umulig være andet end det Timeliges ►Forklaring. Saa ►øiensynligt dette imidlertid er, saa klart end Fornuften kan indsee Daarskabet i at ville anskue sit fuldstændige Begreb i sig selv eller i noget, saalænge Øiet som først den hele Historie kan danne og ►klare, endnu kun er i Færd og Begreb med at ►uddannes og ►oplades, maae man alligevel bekiende at Tidens Tegn synes ►intet mindre end at forjætte og bebude en saadan afgiørende historisk 182 (VU) Retning, ja man kan ►frilig paastaae og uimodsigelig bevise at den er umulig uden en saa giennemgribende Omvendelse og Gienfødelse i Aandens Rige, som Fornuften maa 130kalde urimelig, fordi den, menneskelig talt, er aldeles umulig. Dette kan giøres indlysende ved at fremstille hvad der behøves til rettelig at adspørge Historien og forstaae dens Svar, noget jeg vil prøve paa i en ►egen Afhandling om historisk ►Vidskab eller ►Krønikens Vidnesbyrd. Vel maatte saadant synes unyttigt, naar det er ►urimeligt at man vil vorde dygtig til Arbeidet, men det er ikke desmindre vist, at Arbeidet skal giøres, at Historien skal naae ⓘ sit Maal, at alt det Timelige skal ►forklares i Sandhed, og det er 338 (US) da kun Spørgsmaalet hvor og i hvem det skal skee, hvilket Folk under Himlen der vil lade sig opvække til i aandelig Kamp at indtage Riget ͻ: Historien, for hvilket Folk den deilige Arv er beredt og ►Snorerne faldne paa de liflige Steder. At hver Mand som veed hvad det er, inderlig ønsker sit Folk at føle Lysten og annamme Kraften og indhøste Velsignelsen, er naturligt, og hvad jeg haaber om det Folk af hvis Rod mit Øie udsprang, det har jeg mangen Gang sagt, og ►ihvor jeg end vender mig, bevæger jeg mig i det, og uden det maatte jeg angre hvert Ord jeg talede her.