↩ Resten af afhandlingen former sig som en domfældelse over 1700-tallets filosofiske tænkning. Et mindre filosofisk og sandhedskærligt århundrede kan man ifølge Grundtvig ikke forestille sig, fordi dets fornuft erklærede sig selvstændig og uafhængig. Historien og dens forklarelse blev overset eller regnet for “en Biting og en Børneleeg” (125), en anklage Grundtvig retter mod toneangivende filosoffer som 👤Wolff, 👤Kant, 👤Fichte og 👤Schelling, mens han fremhæver 👤Tyge Rothe og 👤Herder som hæderlige undtagelser. Grundtvig hævder nu, at hvis 1800-tallet skal blive et ægte filosofisk århundrede, kan det ikke nøjes med at fordømme det foregående århundrede, men må tage den opgave på sig, som det forsømte, nemlig at: