↩
For ►Vedernavns Skyld og ærlig Sag
Bør ingen Mand at ►bære Lag
*For et ►Binavns Skyld som man har faaet paa en ærlig Maade, bør ingen høre ilde.,
Man pleier ►at skille der Folk ad med,
►Saa haver det været en gammel ►Sæd.
Da ►Væseth ►hadde ►slavet min Fader ihjel
Han meende han havde ►syst da vel,
Han glæddes at han den Seier ►vand
Han gjorde sit ►Bryllop i 📌Skaane-Land.
Jeg kom did første hans Bryllups-Nat,
Jeg ►hannum ►slo saa ►overbrat,
Men siden han fik sit Banesaar,
Da ►slo han i min Mund et Skaar,
51Saa voxde der andre Tænder igen
Gule som Vox og ei hvide som Been,
De nævnde mig deraf ►Hylletand
Og ikke for andet ►paa min Sand.
Saa ►slo jeg da alle de ►Kemper smaa,
Som ►hadde 📌Dannemark ►fore at staa;
Dernæst jeg 📌Norge og 📌Sverrige ►vand
Og kom ►dennem baade under ►Danes Hand.
►ⓘ
Konning ►Ubbe greb jeg i 📌Frisenland
Og tog ►hannem til min Tjeneste-Mand,
Saa foer jeg da til 📌Tydskland ind
Og vandt ►og det med Magt og ►Sind
*Sind ►ͻ: Kløgt deraf: sindig og sindrig..
Dernæst jeg (►og) 📌Bretanien ►vand
Saa ►slo jeg Kongen af 📌Ængeland;
📌Skotland vandt jeg med ►Herreskjold
Og kom det under ►Danes Vold.
Til 📌Frankerige foer jeg dernæst,
Der fik jeg Æventyr alsombedst.
Jeg sendde ►og Folk til 📌Vælsken-Land
Baade ►Slaat og Stæder jeg ►overvand,
Den stærke Mur om 📌Romere-Stad
Sloge de derned som jeg dem ►bad,
De ►slove ⓘ
Keiseren han heed 👤Valenth,
52De ►hadde hans Land da ►skænt og brændt.
Ingen var der den Stad saa fast,
Jeg vandt ei over med en Hast.
Hvad skal jeg ►mue meer sige deraf*►Mue ►ͻ: formaae deraf har vi endnu Mulighed, Formue ►m. f. Udentvivl er monne, som fordum skreves munne, og brugdes om det Forbigangne, Ordets gamle Imperfectum, og maae nu repræsentere det.
Hvert Land og Rige til 📌Medelhav,
De gave mig Skat i femti Aar,
Saalænge jeg 📌Dannemarks ►Konning ►vaar
Hvert Rige som hørde de Danske ►nævnd
Det skjalv og ræddes der Vrede og Hevn*De gamle skrev nemlig: ►nefnd og ►Hefnd, derefter er Rimet gjort.
Jeg ►holt saamangen ►Kempe stærk,
Som ►kloger var i alt ►Hofværk,
Og ►trøst og fast i Hjerte og Hu
Til Rigens Gavn og mit ►Behu; (Behov)
Om En den Anden i Næsen ►slov
Med en ►Sværdklodde der noget ►drov
*Som kunde forslaae noget, trække til Lemmerne, sige vi.
Eller med en Staalhandske og ►Hand,
53Det han ►dennem i hans Næse ►fand,
►Blunkede han da med sin ►Braa
*Blinkede han da med sit ⓘ
Øeyn.,
Da skulle han ei ►for Fulde gaa,
Men Gaarden flye og være ►udru
*►Udru ►ͻ: udrøi, utryg, usikker. ►Sællandsfaren bruger endnu ►dru for drøi, og ædrue betyder ligefrem ►æ (altid) ►dru, altid sikker og dygtig.,
Fordi han var saa ►blød i Hu.
Omsider da Alderen gik ►meg paa,
Da gik min ►Systersøn mig ►fraa;
►Konning ►Ring som jeg i 📌Sverrigs Land
►Hadde gjort der til en mægtig Mand,
Han ville ei give mig da min Skat,
Men var ►uhuld baade Dag og Nat,
Og andre gjorde han ►uhulde med sig,
At de skulle ►og undfalde mig.
Thi skrev jeg til Kongen i 📌Ængeland,
📌Skotland, 📌Frysland og 📌Hyberland,
Til 📌Norge sendde jeg ►levende Røst,
At de skulle mig ►og komme til ►Trøst;
Tydske lod jeg ►og skrive til,
At de skulle komme til Hjelp ►om vel
*►Om vel ►ͻ: ligesaa vel..
Jeg ►hadde og med mig trehundrede Mø’r,
54Hver som en ►Kempe stærk og før,
Jomfru ►Heed hun deres Banner bar,
At skyde og slaa var hun saa snar,
►Skelmøer det var deres ►høveste Navn,
I ►Orlov og Kri gjorde de ►got Gavn;
Med dem foer jeg i Striden ind,
►End som jeg var, af Alder blind.
►Der kom Kong ►Ring os ►dravend imod
Og andre foer efter til Hest og Fod.
Da ►bad jeg Danske og raadte dem ►saa,
At de skulle fast og ►mandelig staa,
Og tænke den Seier og store ►Manddom,
Som de ►hadde vundet i Verden om,
Og aldrig ►hadde ►rønt ►udvortes Mænd*►Rønne, (beslægtet med det isl. ►raun) at prøve, forsøge, betyder her det samme som i ►ⓘ
Kæmpeviserne ►at nappe Røn af, faae at finde.,
Men været deres Herrer som de ere ►end;
Tænker ►og paa den Falskhed og Svig
►Konning ►Ring min ►Systersøn gør nu mig,
Han vil ei ►fyrme sit eget Blod*►Fyrme ►ͻ: spare, som man seer baade af Sammenhængen og af det modsatte ►ufyrme der i vore gamle Love altid bruges om at giøre Ufred og Vold. Ventelig er ferm endnu en Levning af dette Ordkuld.,
55Men gør ►meg nu saa ►saare imod,
Han vil ei holde med Ære den ►Troe
Som han ►meg ►jætted udi mit Boe.
Der ►ginge vi sammen udi en Strid
Med ►Konninger syv op paa en ►Liid,
Vi lode lyde Basuner og Horn,
De ►slo ►hveranden som Bønder ►slaa Korn;
Der gaves et Skrald og Bulder ved,
Som Himmelen skulde falde ned,
En Røg der op i Himmelen stod
Af Støv ⓘ
og Hede og Mandeblod;
Saa flød der Blod op paa den Mark
Som det ►hadde været en Flod ►vel stark,
Himmelen kunne man ►neppelig see,
For Steen og Pile, saa tykke ►fløv de.
Den Tid jeg hørde de sloges saa fast,
Da spurgde jeg ad min Køresvend med Hast,
Hvorlunde det da i Striden gik,
Og hvo som ►Overhanden da fik.
Da blev han mig saa stum i Svar,
Han sagde: du bliver det vel ►vaer.
Han slog ►meg ►gænesten paa min Skal*►Gænesten ►ͻ: som snarest, deraf sige vi ►end Gienvei og den ►gienneste Vei.,
Saa ►det jeg ►neder af ►Karmen fald
56Tretti Tusinde ►Frimænd desvær
Bleve der ►slaven af min Hær,
Tolv Tusinde miste Kong ►Ring da der
Af sine fribaarne Mænd ►thi beder
*Udentvivl har her staaet: ►thi bær ►ͻ: desbedre thi det fordrer Rimet, og Almuen siger endnu paa sine Steder ►desbær. Det er ellers i flere Henseender mærkeligt, at Ukyndighed om den Skrivemaade man i ►Rimkrøniken hyppig finder ene har voldt Tvisten om Ordene ►aldrig thi sither ►ͻ: aldrig des senere, desmindre, i ►Jydske Lov ►3 B. 18 K.,
Foruden Fattige som der da blev,
Som ingen talte og ingen skrev;
Det kunne mig være saa stor en Harm
Der laa dødt Folk op over min ►Karm.
Saa blev jeg da død af det samme Slag
Jeg tabde baade Liv og Strid den Dag;
Det siges at jeg da tabte den ►Kri,
►For jeg ►hadde der mange Tydske udi,
Og andre flere blødagtige Mænd,
Som ikke to kunne ►gøre fuldt for een.