↩
Jeg takker Gud min Skaber kiær
For alle sine Gaver han gav mig her:
Han gav mig Styrke over alle de
Som jeg kunde nogensted ►spørge eller see,
Han gav mig ►og saa klart et ►Moll (►Maal)
178Som Nogen kunde have, Dansk eller ►Voll
*►Voll ►ͻ: ►Vælsker, Italiener, og den gamle ►Riimer siger da ligesom en ny tydsk Historiker at Danske og ⓘ
►Vælske have det klareste ►Maal.
Og gjorde mig til saa ►talende en Mand
Som findes kunde i noget Land.
►Tusind halvfemts paa det femte Aar
Efter at Guds Søn ►fødder vaar,
Blev jeg til ►Konning i 📌Dannemark ►sæt
Med ►Danes Vilje og god ►Eendræt
*►Eendræt ►ͻ: Eendrægtighed. Det gamle Ord er forresten godt dansk, thi de som ►drage tillige, gaae i ►Dræt sammen.
Men siden derefter Aar vel ►try (tre)
Blev ►ⓘ
Cisterts-Orden ►stift ►af Nye,
Da vorde (blev) os Gud saa mild og blid,
At vi ►finge da saa god en Tid,
At beste ►Skeppe Meel eller Malt
Ei mere end to Penninge ►gjaldt.
Jeg ►holt saa strænge ►Retviished,
Og ►hadde saa stor Sagtmodighed,
At Ingen ►forhastede jeg mig op paa,
Ingen gik mig ►og ►retløs ►fraa,
Ingen Voldsmand ►stædde jeg til
Giøre nogen Uret eller ►Uskiel,
179Thi ræddeds mig alle mægtige Mænd,
Og Fattige ►ælskde jeg hver og En.
Jeg altid ►og saa livsalig var*Livsalig er det rette, dybe, deilige, danske Udtryk som kun svagt betegnes ved det af Islandsk laante ►vensæl. ►Mærkeligt ellers at 👤Suhm mener (►T. 5. S. ⓘ
122) at 👤Petrus Olai, der midt i sin Latin bruger dette Udtryk om 👤Erik, har taget det af 👤Saxo, Noget der ydermere stadfæster at 👤Suhm ei kiendte ►Riimkrøniken synderlig.,
At naar som jeg gav nogen Mand Svar,
Hans Husfrue ►sendde jeg gode Nat,
Og bad hans Folk ►alt være ►gladt.
Siden ►løstede ►og Tydske at prøve mit Sind,
Thi røvede de paa 📌Dannemark ind,
De mig mellem 📌Falster og 📌Siæland
Sloge ihiel saa ►frommer en Mand;
Thi lod jeg giøre et ►Udbud stort,
At hevne det Mord som de ►hadde gjort.
Saa ►foere de dem i 📌Tydskland ind
Og ►vunde en Stad som heed 📌Julin,
Og grebe saa alle Røvere der
Som sloge den (hiin) og ►vaare der nær,
Deres Hænder lode de binde paa Bag
Og ►bond (bandt) hver ved en Pæl vel ►frag
*►Frag ►ͻ: stærk, fast, svarer altsaa til isl. ►frekr og er vel samme Ord som vores fræk, hvis ►Grund-Be180mærkelse► er: ►uforbluffet, og saaledes bruges det i ►Kæmpe-Viserne.
180Saa lode de tage af hver en Tarm
Og slaa til Pælen med en ►Harm,
De ►kvistede dem saalænge derom*►Kvistede ►ͻ: pidskede.,
Indtil de ►styrted og Bugen var tom,
Siden fik jeg for dem den bedste Fred
Som nogen Mand bedst ►tørvde ved
*►Tørvde ved ►ͻ: trængde til. Vores: ►turde ved er og betyder det samme, og burde skrives ►torvde ved, ligesom vi skrive ►Nødtørvt skiøndt vi sige ►Nødtørt..
Ærkebispen af 📌Bremen, den haarde Mand,
►Hadde mig tænkt at ►komme i Band,
Thi ►skød jeg mig for Paven ind,
Som Gud gav mig for Raad og Sind.
Jeg Danske ►forhvervde for den samme Grund
At have deres Ærkebisp selv i 📌Lund
Og ei være under udvortes ►Stigt (Stift),
Som ►vaare før vel ►pladseligt
*►Pladseligt kan enten være en Trykfeil for: passeligt, eller en Oversættelse af ►localis ►ͻ: hvad der er paa sit Sted, Meningen bliver da den samme..
Min hellige Fader Paven ►vaar mig saa mild
Med synderlig Naade, Gunst og ►Vild,
Han tog os ei alene fra ►fremmet Stat,
181Men gjorde vor Biskop til sin ►Legat,
Og til en ►Første i 📌Sverriges Land
Og 📌Norges ►paa min rette Sand.
Der jeg foer da hjem fra 📌Rom,
I Færd med mig en Spillemand kom
Han ►legde ►saa at jeg galen blev,
Mig kunne ei ►holle nogen ►Hellede giev,
Fire af mine Ridder slog jeg ihjel,
Fordi at ►jeg da ei vidste vel.
Siden foer jeg da til 📌den hellige Grav
Som Gud mig dertil Naade gav,
Jeg tog med mig allerhøieste Mænd
Som jeg kunne finde, Mand eller Svend,
At Ingen skulde giøre Spot eller ►Bang
*Udentvivl har der staaet: at Ingen skulde giøres Spot eller ►Bang (►Banghed), at nemlig hans Følgesvende ikke skulde ræddes ved at see op til ham, eller see ud som Dværge imod ham, hvor de kom frem. Det Andet giver kun en ⓘ
tvungen Mening, skiøndt det kan forstaaes, da Bang er paa gammel Dansk: ⓘ
►Stoi, Allarm.,
Fordi jeg ►vaar saa stor og lang.
Der jeg kom ►heden til 📌Grækenland,
I 📌Constantinopel jeg Keiseren ►fand,
Han vilde ei lade mig først derind,
Men siden fik han et bedre Sind,
182Da Danske som han da ►hadde hos sig
►Finge ►hannum da ►underviist af (om) mig.
Dem holdt han da i ypperste ►Stat (Stads)
At ►vare paa sig baade Dag og Nat,
For ►Deilighed, og Tjeneste troe,
De ►hannum beviste der noget ►dro (►drog).
Siden lod han pryde baade Huus og Jord
Og hented mig ind med Ære ►fuldstor,
Han tog mig ved sin høire ►Hand,
Som jeg ►hadde været en mægtiger Mand;
Han ledte mig ind udi sin egen Sal
Som kostelig var og meget ►pral
*►Pral. Enten skal det betyde: pralende, og er da en ►licentia poetica som jeg baade for andre og mig selv nødig tyer til, eller det er Substantivet: ►Pral, og som betyder da hvor, Noget der i Bogen ei er usædvanligt, og ►end Tilfældet i daglig Tale.,
Han gjorde mig da et stort ►Amon
*►Amun ►ͻ: ►Amindelse, ligesom ►mund hos ►Ang. S. er Minde.,
Han kom der aldrig ind som han var ►von
*Var ►von ►ͻ: ►pleiede van.,
Og ingen Keiser efter ►hannum meer,
Saa holde de hende for min Skyld i Hæder*Hæder skal rime paa: meer, og ►Rimeren var da vel en Fyenboe, thi i 📌Fyen siger man omtrent: ►Heer..
183Saa lod han mig reise et ►Bellede op,
Ved Skikkelse efter min egen Krop;
Saa gav han mig sin Gave ►from,
Hellig-Mænds Been som jeg bad om,
Og af det hellige Kors en Part,
Det sendte jeg hjem til 📌Slangdorp saasnart*📌Slangdorp ►ͻ: 📌ⓘ
Slangerup.,
Fordi at jeg der ►fødder vaar,
Som høien Alter i Kirken staar.
Da jeg kom da til 📌Cyperland,
Af Sot jeg da opgav min ►And,
►Det tusende, hundred, paa det andet Aar
Efter at Guds Søn ►fødder vaar.
Min Dronning 👤Bodil blev der ►og død,
Af ►Helsot og ei af anden Nød.
Der hædred os Gud med stort ►Jertegn
Som ►underligt er i ►al den Egn,
Der havde den Jord ►Naturen slig
Hun kunde ei holde der døde Mænds Liig,
Men naar der ►jorddis nogen Mands Krop
Om ⓘ
Natten kasteds han ►giennesten op,
Men siden min Krop blev ►jordet der,
Da holdt hun Liig baade fiern og nær.