Grundtvig, N. F. S. Udtog af den gamle danske Riimkrønike

Udtog af ►den gamle danske Riimkrønike.

✂ Denne Bog trykt, saavidt man veed, første Gang i 📌Kiøbenhavn 1495 og sidste Gang 1613, er i mine Øine et sandt Klenodie og ganske anderledes værd at betragte og benytte end hidtil er skeet. En temmelig vid Mark er her for Historikeren at røre sig paa, da det ►vist nok fortjener en alvorlig Undersøgelse ikke alene om Bogen har været trykt førend 1495, som baade Titel og Slutning kan synes at sige*Titelen er nemlig: ►den danske Krønike vel ►overseet og ►ret, (rettet) og Slutningen: da var denne 36Krønike trykt ►af ny. Lægger man hertil, at den ►plattydske Oversættelse er gjort efter et Exemplar som Ditmarskerne erobrede Aar 1500 og fører en ganske anden Titel med Nævnelse af 👤Broder Niels fra 📌Sorø, da synes det ikke urimeligt, at der kan have været en ældre Udgave, maaskee foranstaltet udenlands, og derfor riig paa Trykfeil. Saameget er vist, at den ►plattydske Krønike ikke er oversat efter vore bekiendte trykte Udgaver., 36men endnu mere, hvorvidt den hele Bog kan være fra det femtende Aarhundrede, hvorvidt det kan kaldes een ►i sit Slags mageløs Bog, og hvad Udbytte den giver for Poesiens og Sprogets Historie. Her, hvor jeg kun har i Sinde at giøre mine Læsere lidt nøiere bekiendt med en ►mærkelig Bog, som vel faa af dem have seet, og maaskee endnu færre læst, da Stavningen i det mindste i den ældste Udgave let afskrækker den, der ikke er lidt ►bevandt med gammel Dansk vil jeg derimod lade det beroe ved nogle faa Vink og et Udtog, der kan ⓘ sættesætte] GV, sættr A Læseren i Stand til at vide hvad han synes om Bogen.

✂ At den ældste Udgave ender med 👤Christian den Første og at den af 1533 derimod har en ►Tilsætning om Kong 👤Hans beviser i det mindste at det var i 37Tidens Aand at fortsætte slige Riim uden at giøre videre Regnskab derfor, og at det altsaa slet ikke er sagt, den er een Mands eller een Tids Arbeide, fordi den, uden videre Anmærkning, er trykt under eet, ja at ingen Forfatters Navn findes i Udgaven af 1495 synes mig allerede Beviis paa, at man ikke ret vidste hvem der egenlig var Hovedmanden, og af alle ►Mærker er det rimeligt, at den efterhaanden er bragt i Stand, af hvem der kunde rime bedst i 📌Sorø Kloster, som af 👤Absalon var bestemt til med særdeles Omhu at ►antage sig Rigets Krønike, en 👤Broder Niels har vel skrevet det sidste, hvormeget det nu var, og 👤Christen Pedersen maaskee Kong 👤Hanses Riim, hvilket har givet Anledning til at Bogen tillagdes begge i Folkemunde, men tilskreves ingen af dem i de Udgaver vi har for Øie. Hvad der ellers for mig afgiør Sagen er den øiensynlige ►Skilsmisse jeg paa flere Steder finder, ikke alene i Henseende til ⓘ StavningStavning] GV, Stavniug A, ►Riimviis og andet Sligt, men hvad der er meer, i Henseende til Sproget, det poetiske Indhold og Udtryk, saa at ingen skal bilde mig ind at hele den Bog er fra første Færd flydt fra een og samme Pen, eller opkommet i een Mands Hjerne. Den anden Bemærkning jeg her har at giøre, gielder Bogens Skikkelse og Indretning i det, at hver Konge indføres selv talende, ja fortæl38ler endog ►stundum hvorhen man førde hans Lig, noget der giver det hele et forunderligt Liv, og synes mig at være ret ægte Dansk, thi det røber unægtelig en naturlig Hang til i Mindet at omgaaes de Døde som Levende, ikke at finde sligt unaturligt, som vist alle Udanske vil kalde det. Vel finder man Skygge af samme Indretning i ►den korte svenske Riimkrønike, men det er ogsaa bogstavelig en Skygge, uden mindste Liv og Aand, saaledes som man efteraber, hvad man ei kan eftergiøre, og det stadfæster da min Mening, ⓘ istedenforistedenfor] GV, istedendenfor A at rokke den. Hvorvidt jeg imidlertid dømmer ret om det svenske ►Mikmak, skal jeg en anden Gang give mine Læsere at betænke, ved at levere et troe Udtog af begge de svenske, saakaldte Riimkrøniker, og har intet imod, at de der ei kiende Sagen, saalænge opsætte deres Dom, som det vel kunde synes betænkeligt at bygge paa en Skribents Ord, der aldrig har dulgt hvor lavt han i det hele vurderer 📌Sverrigs historiske og poetiske Litteratur, lige indtil Bøgerne af 👤Lagerbring, som ingen ægte Svensker var, og de allernyeste Digte, som han ikke kiender.

✂ Hvad nu de følgende Stykker angaaer har jeg kun det at anmærke, at de ere ordret afskrevne efter den ældste Udgave, men at jeg, for at lette Læsningen, har læmpet Stavemaaden, saavidt det kunde 39giøres behov, efter den nu brugelige, hvorover jeg ingen Samvittighed kan giøre mig, da det her kun er Sagen at giøre Bogen, ikke Bogstaverne mere bekiendt.

►Humble.

✂ Jeg ►Humble vil ei have ►forgiæt
At Danske komme først af 👤Japhet
Som 👤Noes Søn den tredie var,
►Han skjulde sin Fader, da han laa bar,
Derfore han velsignet blev,
Med 👤Sem sin Broder ►gild og giev.
Da 👤Noe velsignede ►hannem med Gud
Og ►bad ►hannem ►vides om Landen ud,
►Og 👤Cham hans Broder ►bad være hans Svend,
Som han ►haver været og er ►og end►.
Den Velsignelse have danske Mænd ►ærvt *Arvet.
Som 👤Japhet ►der’ Fader fik dem ►forhvervt,
De ►henne beholde til evig Tid,
Thi ►mue de leve foruden ►Qvid *►Mue er: mægte, formaae, deraf Formue..
Han ►fødde en Søn, 👤Magog hed hand
Hans Slægt kom først til disse Land;
40I 📌Skaane og 📌Gødeland sættes de,
►Gødinge af ►Gog ►saa kalles de,
Somme de ►spreddes os hid ►til Hand
Og somme de bleve i 📌Gødinge Land,
I 👤Saruds, 👤Abrahams Oldefaders Tid
Da komme de først i denne ►Liid *Paa denne Leed eller Kant.:
Det var ved 1849 Aar
Efter at Verden ►skabed vaar.
Her ►sade de længe i mange Aar,
Og ingen iblandt dem ►Konning ►vaar,
Men ►Dommer og Høvdinge havde de,
Som dem og Landet skulle ►forsee *Her har vi ►forsee i dets ægte ►Bemærkelse som: ⓘ forsyneforsyne] GV, forsvne A, forsørge, i hvilken Mening man endnu siger om et Barn som døer: det er vel ►forseet.,
Til 👤Gideon, den ►Dommer giæv
For 📌Israels Folk Forstander blev
Og ►hadde dem da i tyve Aar styrt
Og mange af deres Fiender myrt;
Da var min Søn som ►kalledes ►Dan
►Skikket til Konge og til ►Formand
I 📌Siæland, 📌Loland, 📌Falster og 📌Møen ei ►forgiæt,
Hvilke Land som ►kalles 📌Videslet,
Ved 2740 Aar
Efter at Verden ►skafter vaar.
41Saa komme da Tydske i 📌Jutland ind,
At ►skenne og brænde ►lagde de paa Vind,
►De syndre Jyder dem ►slove de paa,
De ►hadde saa tænkt deres Land at faa.
Thi sendde de Bud da til min Søn,
Fordi han var en ►Kempe ►køn *►Køn, ►djærv, bruges endnu i adskillige Talemaader, Angel-Sachsisk ►con, det Tydske ►kühn.,
Han foer med dem de Tydske imod,
Og ►slov dem alle der ned for Fod.
Saa hylded de ►hannem for en ►Formand,
Og ►nævnde deres ►Land ►saa alle af ►Dan,
Som ere 📌Jutland, baade 📌Frysland og 📌Fyen
📌Siæland, 📌Skone, 📌Halland og 📌Møen *Udentvivl har her staaet 📌Føin og 📌Møin, som rimer sig, og ligner Indbyggernes Udtale.,
📌Laaland, 📌Langland og 📌Falster med,
Og mange ►Smaaland, som ligge derved,
At han skulle ene siden ►forstaa
►Forskrevne ►Land, baade store og smaa,
Da 👤Thole havde da i atten Aar
Standet for 📌Israels Folk til ►Svaar.
Siden hjalp han ►Angul Broder sin
At komme ►saa i 📌Engeland ind,
Jeg vil det sige foruden Svig,
Det Rige gav han ►og Navn af sig.
42Da jeg ►hadde da den Glæde seet,
Som disse mine Sønner var da skeet,
I 📌Siælands Land da blev jeg død,
Som jeg ►hadde boet i ►Løst og Nød,
I min Gaard jeg mig bygde til Gavn
Og ►kalled’ en efter mit ►eged Navn.

►Skjold.

✂ ►Det ►bør hver ►Konning at have til ►Sæd,
Beskærme sine Land og holde Fred,
Og ►vide og giøre sin ►Almue Gavn,
For hvilke han bær sit ►Konninge-Navn►,
Jeg ►elgste mit Riges gode Mænd
Jeg hjalp og ►trøste dem hver og en*En har udentvivl i gamle Dage været udtalt: æn, ligesom Jyden endnu siger jæn.,
Fattige Folk giorde jeg ►og saa,
Thi ►monne det mig vel med alle gaa,
Den som arm og ►usel var
Jeg gav ►hannem Gunst og gode Svar,
De ►der’ Gield ei ►gielde kunde
Jeg hialp at de der Gavn af ►funde;
43Alle ►Ulove og alskøns Uret
Dem ►skikkede jeg med en bedre ►Sæt *Sæt er Skik, og vi vende netop Talemaaden om, naar vi sige: sætte i en bedre Skik..
Jeg var ei mere end femten Aar,
Da jeg foer først at ►bede Raa'r,
►Meg kom saa stor en Bjørn imod,
►Hannem ►slo jeg ►neder for min Fod,
Jeg bandt ►hannem med mit Bælte ►fuld vel,
Og fik ►hannem mine Staldbrøder at ►sla i hjel.
Jeg døde af Sot og ei af Sværd,
►Saa gik ►meg i min levende Færd.

►Høther.

✂ ►Meg tykker at den Mand er ei viis
Som er begærende ►Lof og Priis
ⓘ ForFor] efter kilden, Før A det han ei ►fuldt giøre kan*Giøre fuldt, vi sige: giøre fyldest.,
Være ►seg enten Svend eller Mand.
Da jeg skulle 📌Danmarks Rige ►forsee,
►Fuld trædske vare der ►Kemper tre,
Den ene hed ►Oden, den anden ►Thor,
Den tredie ►Balder en ►Kempe stor,
De sagde de havde Guddoms-Magt,
►Fuldlidt gav jeg dog derpaa Agt.
44ⓘ ForFor] efter kilden, Før A ►Koglespil de ►fore med
Da ville de sidde i ►Konningens Sted,
Hos 📌Roskylde holdt jeg med dem ►Kri,
Der ►styrted saamangen ►Kempe udi,
Deres Folk ►slo jeg hos 📌Balders Brund *►Brund ►ͻ: Brønd.,
Og gav dem der deres Dødsens ►Vund;
De ►flydde der selv ►fuld skammelig,
Jeg ►meen de havde ei Guddom i sig;
Siden ►slo jeg ►Balder i 📌Balders Sund *Maaskee 📌Beltet som i ►Knytlinge kaldes 📌Belt-Sund.
Og sænkde ►hannum der ►neder til Grund
Siden ►styrde jeg med min kongelig ►Vand *Vand er her Adfærd.
📌Danmark, 📌Sverrig og 📌Tydskeland,
I al min Tid ►hadde jeg dem saa,
Indtil jeg blev dem ►slaven fraa.

►Ingel.

✂ ►Ihvo som giør udaf sin Æt *At giøre ud af sin Æt, vilde vi kalde at holde den i Ære, men dog seer man let, at det er bedre Dansk i den ►Bemærkelse hvori det her bruges om at ►vanslægte.
Sin egen Ære giør han Uret,
45Om han er født af Ære og Dyd
Da holde han sig i ærlig ►Iid!
Af ædle Folk jeg ►fødder vaar
Dog gik jeg ei i deres ►Fodspaar,
Jeg ►styrde ei Land og Rige vel,
Som ►meg ►hadde ►burdt med Ret og Skiel,
Jeg foer ei heller i Leding ►yd
Jeg brugde ei Sverd, ei Skjold og Spyd
Min ►Fader-Banes ►Dotter ►faver og fiin
Fik jeg ►meg til Huusfrue min,
Jeg holdt ►hennes ►Brøder i min Gaard
I Værdighed baade Dag og Aar,
De ►ⓘ kiendtekiendte] GV, kieudte A mig ►udlændisk Sæd,
Som jeg skulde ►kræse mit Legem ved (med)
De gamle ►Sæder gav jeg ei ►Giem *►Give Giem eller ►Giøm er at ændse, bryde sig om, isl. ►gefa gaum at.,
For ►Skemt og ►Gammen ►holt jeg dem*Her er ogsaa et Exempel paa, hvad 👤Gram bemærkede, at det Gammen vi bruge saameget for Glæde var paa gammel Dansk Galskab, Narrerie.,
Thi ►fore meg alle Kemper fraa,
Hin gode ►Stærk-Odder han gjorde ►og saa,
I 📌Sverrigs Rige i nogle Aar
Tjende han siden i Kongens Gaard,
46Omsider tog han at grunde derpaa,
At jeg skulle saadan Skiebne faae,
At jeg skulle være saa bly i Sind,
►Det jeg skulle ei ►lægge derpaa Vind
At hevne min kære Faders Død
Som han mig ofte raadte og bød.
Thi tog han med sin stærke ►Bul,
En ►Punde-Sæk ►alt fuld med Kul*En ►Punde-Sæk ►ͻ: Sæk til et Pund (4 Tønder) Korn.,
Saa gik han hid til 📌Danmark need,
Han sagde han vilde ►meg hærde dermed.
Han skammede ►meg saalænge med Ord,
►Det jeg sprang over mit eiet Bord
Saa ►slo jeg min ►Drotnings Brødre ►sju
Med ►Stark-Odders Hjelp, jeg var ei ►blu,
Vi ►slove og dem de ►hadde med dem,
Der kom ei een til Lande hjem.
►Der ►Drotningen saae det ►Byrtings-Bad
Da var hun ei (ret) meget glad
Det gav ►Stærk-Odder intet ►Giem,
Men ►sætte ►henne under sin Belterem,
►Alt som en Høne med Hoved og Hals,
Saa ►gjorde han sig ►foruden Fals,
Han ►gjorde sig da saa meget ind*►Giorde ►ͻ: ►gjordede, spændte.,
At hun miste da baade Liv og Sind.
47Siden gav ►Stark-Odder ►meg ►Lof og Priis,
Og sagde jeg var en ►Konning viis
Og værd at staae for 📌Danmark til ►Svaar
Og boe i 📌Lædre min Fæderne-Gaard*📌Lædre ►ͻ: 📌Leire der sikkert har ►betydt saameget som Offerstæd eller Sligt, som man seer af det Angelsachsiske ►Hleodhor-Stede. Udtrykket for 📌Israels Tabernakel, og andre beslægtede Ord..
Siden blev jeg død af ret ►Helsot,
Da jeg ►hadde længe i 📌Lædre boet.

►Siger.

✂ Kaade Piger ere ►vaaget Gods*►Vaaget er enten ►vaagt, (►vovt) daarligt, eller ⓘ voveligtvoveligt] GV, vove ligt A; manglende bindestreg ved linjeskift, farligt.
Til ►Giemme at holde længe,
Og mest ►for de ville have ►Nots
Med unge Svende og Drenge.
►Signild min ►Dotter tog paa ►Vaad *Tog paa ►Vaad, timedes den ►Vaade, kom for Skade.
►Hagbord lod hun sig lokke
Thi gjorde jeg Ravne af ►hannum en ►Braad,
De ►monne hans ►Øven ►udhokke.
Da han kom ud hos Galgen at staa,
Han lod ►seg ei før ►nøve,
48►End han hængde op sin Kaabe blaa,
Min ►Dotter dermed at prøve;
Hun ►jætted blandt andre Elskovsord*►Jætted ►ͻ: forjættede, lovede.
Om Natten de sammen ►vaare,
At hun ei længer vilde leve paa Jord
Om han sit Liv ►ombaare *►Ombaare ►ͻ: ►undbar, mistede, vores undvære er det samme Ord, som vel burde skrives ►undbære, saa det kunde faae sit tabte ►Imperf. ►undbar igien, og et ordenligt Supinum i ►undbaaret, istedenfor det sære: ►undvaaret..
Da hun hans Kaabe i Galgen saae,
Hun lod ei længer ►dvælje,
Hun hængde ►seg og sine Jomfruer smaa
For det samme ►Elskovs-Fælje *►Fælje ►ͻ: Fælleskab. Saaledes siges endnu i ►Fællig og til Fælles. I 👤Svend Tveskiægs Riim er ►Bemærkelsen klar, da der staaer: jeg lagde med Gud ►saa ►Fælie.
Hun ►hadde det ►og ►bestillet ►saa,
At naar som de ►vaare døde,
Da skulle en Pige sætte Ild op paa,
Det ►Bur og ►lægge dem øde.
Da ►Hagbord saae det Brudehuus ►brand,
Han bad os være tilstæde,
49Og hænge ►hannum op for hans Pige ►paa Stand,
Til Døde gik han med Glæde.
Da ►Hagen hans Broder fik det ►sport,
Han ►soer han skulle det hævne,
Som jeg havde ved hans Broder gjort,
Han fik dertil god Evne.
De komme om en Morgenstund,
Alle med ►Mai beklædde,
Som det havde været en grønner Lund,
De ►fast til Gaarden ►trædde.
Da kom min ►Kure og raabde ►saa *►Kure ►ͻ: Vogter, Skildvagt, altsaa i Slægt med ►Latinernes ►cura. I ►Tyre Dannebods Vise heder det derfor at hun ved 📌Dannevirke lod sig giøre en ►Bure (et Bur) for paa det Værk at ►have Kure, og om Hønen der ruger sine Kyllinger siger ►Sællandsfaren endnu: hun ►kurer dem.;
(Han bad mig snart opstande)
Jeg seer en Skov til Gaarden gaae,
Jeg ►meen han er ei ►dande *►Dande er upaatvivlelig: ►Danne, ►Dannes, Skoven var ei ►danne, var ikke ærlig, ikke at troe..
Da stod jeg op og klædde mig,
Jeg lod ei længer ►bide, (bie)
50Jeg kaldte mine ►Hofsinner hver med sig,
Og ►bad dem lade sig ►lyde;
Vi mødte ►Hagen ►hart hos min Gaard,
Vi ►vaare ei ►halle mange*►Halle mange ►ͻ: halv saa mange.,
De ►sloge os af som andre Faar,
Som ►Hagen ►hadde ►jætt forlange *►Jætt forlange ►ͻ: lovet for længe siden..

►Harald Hylletand.

✂ For ►Vedernavns Skyld og ærlig Sag
Bør ingen Mand at ►bære Lag *For et ►Binavns Skyld som man har faaet paa en ærlig Maade, bør ingen høre ilde.,
Man pleier ►at skille der Folk ad med,
►Saa haver det været en gammel ►Sæd.
Da ►Væseth ►hadde ►slavet min Fader ihjel
Han meende han havde ►syst da vel,
Han glæddes at han den Seier ►vand
Han gjorde sit ►Bryllop i 📌Skaane-Land.
Jeg kom did første hans Bryllups-Nat,
Jeg ►hannum ►slo saa ►overbrat,
Men siden han fik sit Banesaar,
Da ►slo han i min Mund et Skaar,
51Saa voxde der andre Tænder igen
Gule som Vox og ei hvide som Been,
De nævnde mig deraf ►Hylletand
Og ikke for andet ►paa min Sand.
Saa ►slo jeg da alle de ►Kemper smaa,
Som ►hadde 📌Dannemark ►fore at staa;
Dernæst jeg 📌Norge og 📌Sverrige ►vand
Og kom ►dennem baade under ►Danes Hand.
►ⓘ KonningKonning] GV, Konniug A ►Ubbe greb jeg i 📌Frisenland
Og tog ►hannem til min Tjeneste-Mand,
Saa foer jeg da til 📌Tydskland ind
Og vandt ►og det med Magt og ►Sind *Sind ►ͻ: Kløgt deraf: sindig og sindrig..
Dernæst jeg (►og) 📌Bretanien ►vand
Saa ►slo jeg Kongen af 📌Ængeland;
📌Skotland vandt jeg med ►Herreskjold
Og kom det under ►Danes Vold.
Til 📌Frankerige foer jeg dernæst,
Der fik jeg Æventyr alsombedst.
Jeg sendde ►og Folk til 📌Vælsken-Land
Baade ►Slaat og Stæder jeg ►overvand,
Den stærke Mur om 📌Romere-Stad
Sloge de derned som jeg dem ►bad,
De ►slove ⓘ KeiserenKeiseren] GV, Keisren A han heed 👤Valenth,
52De ►hadde hans Land da ►skænt og brændt.
Ingen var der den Stad saa fast,
Jeg vandt ei over med en Hast.
Hvad skal jeg ►mue meer sige deraf*►Mue ►ͻ: formaae deraf har vi endnu Mulighed, Formue ►m. f. Udentvivl er monne, som fordum skreves munne, og brugdes om det Forbigangne, Ordets gamle Imperfectum, og maae nu repræsentere det.
Hvert Land og Rige til 📌Medelhav,
De gave mig Skat i femti Aar,
Saalænge jeg 📌Dannemarks ►Konning ►vaar
Hvert Rige som hørde de Danske ►nævnd
Det skjalv og ræddes der Vrede og Hevn*De gamle skrev nemlig: ►nefnd og ►Hefnd, derefter er Rimet gjort.
Jeg ►holt saamangen ►Kempe stærk,
Som ►kloger var i alt ►Hofværk,
Og ►trøst og fast i Hjerte og Hu
Til Rigens Gavn og mit ►Behu; (Behov)
Om En den Anden i Næsen ►slov
Med en ►Sværdklodde der noget ►drov *Som kunde forslaae noget, trække til Lemmerne, sige vi.
Eller med en Staalhandske og ►Hand,
53Det han ►dennem i hans Næse ►fand,
►Blunkede han da med sin ►Braa *Blinkede han da med sit ⓘ ØeynØeyn] GV, Beyn A.,
Da skulle han ei ►for Fulde gaa,
Men Gaarden flye og være ►udru *►Udru ►ͻ: udrøi, utryg, usikker. ►Sællandsfaren bruger endnu ►dru for drøi, og ædrue betyder ligefrem ►æ (altid) ►dru, altid sikker og dygtig.,
Fordi han var saa ►blød i Hu.
Omsider da Alderen gik ►meg paa,
Da gik min ►Systersøn mig ►fraa;
►Konning ►Ring som jeg i 📌Sverrigs Land
►Hadde gjort der til en mægtig Mand,
Han ville ei give mig da min Skat,
Men var ►uhuld baade Dag og Nat,
Og andre gjorde han ►uhulde med sig,
At de skulle ►og undfalde mig.
Thi skrev jeg til Kongen i 📌Ængeland,
📌Skotland, 📌Frysland og 📌Hyberland,
Til 📌Norge sendde jeg ►levende Røst,
At de skulle mig ►og komme til ►Trøst;
Tydske lod jeg ►og skrive til,
At de skulle komme til Hjelp ►om vel *►Om vel ►ͻ: ligesaa vel..
Jeg ►hadde og med mig trehundrede Mø’r,
54Hver som en ►Kempe stærk og før,
Jomfru ►Heed hun deres Banner bar,
At skyde og slaa var hun saa snar,
►Skelmøer det var deres ►høveste Navn,
I ►Orlov og Kri gjorde de ►got Gavn;
Med dem foer jeg i Striden ind,
►End som jeg var, af Alder blind.
►Der kom Kong ►Ring os ►dravend imod
Og andre foer efter til Hest og Fod.
Da ►bad jeg Danske og raadte dem ►saa,
At de skulle fast og ►mandelig staa,
Og tænke den Seier og store ►Manddom,
Som de ►hadde vundet i Verden om,
Og aldrig ►hadde ►rønt ►udvortes Mænd*►Rønne, (beslægtet med det isl. ►raun) at prøve, forsøge, betyder her det samme som i ►ⓘ KæmpeviserneKæmpeviserne] GV, Kæmpeviserue A ►at nappe Røn af, faae at finde.,
Men været deres Herrer som de ere ►end;
Tænker ►og paa den Falskhed og Svig
►Konning ►Ring min ►Systersøn gør nu mig,
Han vil ei ►fyrme sit eget Blod*►Fyrme ►ͻ: spare, som man seer baade af Sammenhængen og af det modsatte ►ufyrme der i vore gamle Love altid bruges om at giøre Ufred og Vold. Ventelig er ferm endnu en Levning af dette Ordkuld.,
55Men gør ►meg nu saa ►saare imod,
Han vil ei holde med Ære den ►Troe
Som han ►meg ►jætted udi mit Boe.
Der ►ginge vi sammen udi en Strid
Med ►Konninger syv op paa en ►Liid,
Vi lode lyde Basuner og Horn,
De ►slo ►hveranden som Bønder ►slaa Korn;
Der gaves et Skrald og Bulder ved,
Som Himmelen skulde falde ned,
En Røg der op i Himmelen stod
Af Støv ⓘ ogog] efter kilden, op A Hede og Mandeblod;
Saa flød der Blod op paa den Mark
Som det ►hadde været en Flod ►vel stark,
Himmelen kunne man ►neppelig see,
For Steen og Pile, saa tykke ►fløv de.
Den Tid jeg hørde de sloges saa fast,
Da spurgde jeg ad min Køresvend med Hast,
Hvorlunde det da i Striden gik,
Og hvo som ►Overhanden da fik.
Da blev han mig saa stum i Svar,
Han sagde: du bliver det vel ►vaer.
Han slog ►meg ►gænesten paa min Skal*►Gænesten ►ͻ: som snarest, deraf sige vi ►end Gienvei og den ►gienneste Vei.,
Saa ►det jeg ►neder af ►Karmen fald
56Tretti Tusinde ►Frimænd desvær
Bleve der ►slaven af min Hær,
Tolv Tusinde miste Kong ►Ring da der
Af sine fribaarne Mænd ►thi beder *Udentvivl har her staaet: ►thi bær ►ͻ: desbedre thi det fordrer Rimet, og Almuen siger endnu paa sine Steder ►desbær. Det er ellers i flere Henseender mærkeligt, at Ukyndighed om den Skrivemaade man i ►Rimkrøniken hyppig finder ene har voldt Tvisten om Ordene ►aldrig thi sither ►ͻ: aldrig des senere, desmindre, i ►Jydske Lov ►3 B. 18 K.,
Foruden Fattige som der da blev,
Som ingen talte og ingen skrev;
Det kunne mig være saa stor en Harm
Der laa dødt Folk op over min ►Karm.
Saa blev jeg da død af det samme Slag
Jeg tabde baade Liv og Strid den Dag;
Det siges at jeg da tabte den ►Kri,
►For jeg ►hadde der mange Tydske udi,
Og andre flere blødagtige Mænd,
Som ikke to kunne ►gøre fuldt for een.

►Gorm Haraldsen.

✂ Som andre Konger toge dem til ►Iid
I ►Orlov og Kri at øve,
57►Saa tog jeg mig ►fore udi min Tid
►Behændelig Ting at prøve,
Jeg ►spurgde, der boed en ►Kempe i ►Nøer
Meget riig paa kosteligt Eie,
Det sagde ►meg ►Torkild min Tjener føer,
Han vidste ►vel dertil Veie.
►Geruth ►saa heed den ►Jette riig,
Det Rygte gik af saa vide,
►Til hannum ►hadde jeg megen ►Fiig *►Fiig ►ͻ: Attraa.,
Ei andet kunne jeg ►meg tage til ►Ide.
Thi lod jeg ►rede mig ►Holke tre,
Med ►Huder saa vel ►betakte,
Og hundrede Mænd i hver af de
►Der heden saa ►monne jeg agte*►Der heden ►ͻ: derhen, og vi see da at vores: hen er kun en Forkortning af: ►heden, herfra..
Saa seilde jeg ►heden udi den Søe,
Paa hin Side 📌Norges Rige,
Saa længe (at) jeg kom til en Øe,
Der ►bode saa arge ►Tige *►Tige er ventelig Tyve, skiøndt det ellers skrives anderledes..
Jeg kasted mit Anker paa den Sand,
Jeg ►hadde saa lidt at ►tære,
Thi sendde jeg Bud op paa det Land,
58Smaa-Dyr da ►bedte vi ►dere.
Om Natten kom der saa ►manget ►Trold
Op paa den Strandens Banke,
De spurgde ad, hvo os gav den ►Vold,
At vi deres Dyr skulle sanke;
Blandt andre kom der et saa ►høet (høit)
Som det vort Mast kunne være,
Da jeg det saae, jeg ►hadde nær døet,
Saa ►monne ►meg det ►forfære, (forfærde)
Det ►beddis af hvert vort Skib en Mand*►Beddis er, som det islandske ►beiddiz, forlangde.,
For deres smaa Dyr vi ►bedte,
Om vi skulle komme bort ►fraa den Strand,
Den Bøn vi ►genesten ►vedte *►Vedte ►ͻ: ►videde, undte, svarer til det Islandske ►veita og bruges endnu i den Talemaade at ►vide en Tak..
Saa seilde vi ►deden til ►Gudmunds Land
I stor ►Bekommer og ►Vaade *►Bekommer ►ͻ: Bekymring af ⓘ KummerKummer] GV, Kummer A som vi endnu udtale: Kommer.,
Til ►Geruths Broder, ►saa heed han,
Vi glæddes at vi det naadde.
►Der ►bad os ►Torkel hver og en
At vi skulle tie som Stene
59Om vi ville hjem til Lande igien,
Og lade ►hannum tale alene,
Han os forbød at æde med dem,
Eller nogen deres Ting at røre
Om vi ville komme til 📌Dannemark hjem
Og sige hvad vi der høre (hørde)
Om Aftenen, Mørket gik op paa,
Og Dagen ►monne bortfalde,
Da kom ►Gudmund for os at staa,
Baade stor og grum med Alle,
Han ►helsede os hver ved sit Navn,
Han bad os hos sig gæste,
Han ►jætted os baade med Haand og ►Savn *►Savn ►ͻ: ⓘ Sagn,Sagn,] GV, Sagn. A ellers: ►Haand og Mund.
Han ville os giøre det bedste.
Han ►sætte os op til ►høve Bord *►Høve Bord ►ͻ: Høibords.,
Der ►vaare saa kostelige Retter,
Ikke talede vi et eneste Ord,
Med ►Kemper eller med ►Jetter.
Tolv hans Sønner, ►vel deilige Mænd,
De ►ginge der ►fore at tjene
Klædte i ►Gylden-Stykke hver og en,
Og tolv hans Døttre ►væne;
Den ældste og ►væneste bød han mig,
60De andre mine ypperste ►Svene (Svende)
Jeg meende der ►var alt under det Svig,
Thi laa jeg heller (al) ene.
Fire mine Riddere toge derved,
De ►ginge med ►dennem at sove,
De bleve ►forvendte der ►paa en Sted
Til ►Trold der som de ►love (laa).
►Der de saae at vi ►tavde (tav) saa ►qvær,
Og vilde ei æde og ►drykke,
►Da vaar dem ild i længer og vær *Det var (behagede) dem ilde, jo ⓘ længerlænger] GV, iænger A jo ⓘ værre.værre.] GV, værre A
De toge det ►til Mistykke.
Da svarede ►Torkel for os ►saa:
(Han bad dem, ei være vrede)
De kunde ei vel eders ►Maal forstaa;
Thi giver eder nu ►tilfrede,
De holde ►og ►fuldmeget ►til Had
At de blive skulle ►sjuge,
Om de æde af den fremmede Mad,
Af ►Skyver i deres Buge*►Skyver. Mindes jeg ret, da kalder man ►end saaledes nogle Orme eller Sligt, som komme i Faar af usundt Græs. Hvorvidt ►Skæver som en Menneske-Sygdom jo endnu kaldes, hører hid, maae 👤Hippokrates vide..
61Da han det hørde at vi sagde nei,
Og vare aldeles saa ►trygge,
Da lod han følge os paa den Vei,
Til ►Geruths hans Broders ►Bygge.
Det ►vaar et græsseligt Slot eller Gaard,
For døde Mænds Hoved der ►vaare
Paa Steiler sæt i hvert ►Vigskaar *►Vigskaar ►ͻ: Skydehuller af det gamle ►vig Krig. 👤Saxe har ►propugnaculis.
Og Hunde som der laa ►fore.
De Hunde gav ►Torkel et Horn med Fedt,
Saa gav de dem ►tilfrede, (tilfreds)
Vi ►stege den Mur og ►ginge saa ►bret *►Bret. Dette Ord, som efter Sammenhængen vel maae betyde rask eller ⓘ muntermunter] GV, munter A, veed jeg slet ingen Rede til, med mindre det betyder: aabenlyst som ►bret Dansk i Slægt med det ►angelsach. ►brædan at drage for Lyset. I 👤Waldemar 3des Riim bruges ►fuldbret imidlertid nok for: ⓘ mildt,mildt,] GV, mildt. A veltilfreds.
Vi ►funde der ►Trold saa lede.
Det ►vaar baade grumt og ►rædeligt,
Alt det som vi saae dere,
Og til sin Lugt vel græsseligt,
Jeg siger det paa min Ære.
Der raadte os ►Torkel atter ►saa,
62At vi skulle være vel ►trøste,
Og hver med anden ►mandelig staa,
Og lade os Intet lyste.
Hvo som tager her nogen Ting,
Da hænger hun ved hans Hænder,
Thi er det Raad at gaa omkring,
Eller (►og) han bliver ►forvender (►forvendt).
Saa ►ginge vi ind udi den Sal,
Som ►Geruth ►vaar selver inde,
Der ►funde vi ►hannem af Døden ►qval (kvalt)
Med tre krogryggede Kvinde.
Med døde ►Hugorme var ⓘ GulvetGulvet] efter kilden, Guldet A ►strød,
De Vægge de vare saa sorte,
Mennesken sad der som længe ►vaar død,
Alt ►Glædskab ►vaar der borte,
De sadde alle paa Sæder af Jern,
De ►monne saa ilde ►lygte
Jeg havde da gierne været der fjern,
Saa tog jeg til at frygte.
Da vi saae os ►beder ⓘ omkring,omkring,] GV, omkring. A
Udi den Sal saa vide,
Vi saae der ►faver og ►lystelig Ting,
Som vi maatte da vel lide,
En Hvals-Tand laa der ►slaven med Guld,
Et Horn med dyre Stene,
63En ►Fading gjort med ►Konsten fuld*►Fading ►ͻ: Smykke som man seer af det tilsvarende ►armilla hos 👤Saxe og det Angelsachsiske ►Fadung der har samme ►Bemærkelse.
Altsammen med Guld hint rene.
Af vore Hofsvenne løb der til tre,
De toge de ►Klenode skønne,
De ►frommeste Mænd man kunne see*Frommeste ►ͻ: ►fermeste.,
►De monne det ilde rønne,
Den Tand han ►vendtes om til et Sværd,
Det Horn det blev en Drage,
Den ►Fading en ►Orm, han gjorde sin ►Giærd *►Giærd ►ͻ: Gierning, Giørelse. Saaledes sige vi endnu at noget er i Giærde, som der arbeides paa.,
De dræbde de Mænd saa ►fage.
Da tog den Sal i samme Stund (til)
At rystes og at skiælve,
Fra Øverste og til nederste Grund,
De Døde ►opsprunge der selve,
De ►Kiærlinger tre, de raabde ►joduth *Hvad ►joduth egenlig betyder veed jeg ikke, men Jyden bruger det endnu som et Jammersraab i den lange Phrase der klinger som ►O Vi og Vok, O dut og neiner! jeg ei kan forklare, men vel sige fri for at 64være en Slump af Litaniet: ►a vi ⓘ NormannorumNormannorum] GV, Normannonun A avoca nos, som man jo har meent.,
64At vi skulle der ►saa røve;
De ►Orme paa Gulvet udi den ►Put *►Put ͻ: Pyt, ►puteus.,
Omkring vore Øren de ►fløve (fløi).
Da ►finge vi der ►fuldstort et Meen,
Vi kunde os ei ►saa værge,
At vi bleve ►ei uden tyve igen,
Som kunde vort Liv da bjerge.
Saa ►hulde vi os til Skibs ►i sen *►I sen, svarer til det isl. ►i senn ►ͻ: sammen, tillige.
Med det Folk (som) vi ►hadde,
Og seilde saa hjem til 📌Danmark igen
Vi ►vaare saa drabelig glade.
Da jeg kom hjem, da ►keddes mig ved
At fare saa ►længer om Lande,
Thi gifted jeg ►meg og blev med Fred,
Det ►gik meg vel til Hande.
Siden fik jeg ►spurgt at Menneskens Sjæl
Skal altid blive i Live,
Thi vilde jeg vide med ►noget Skiel,
Hvor min Sjæl skulde blive.
Det svarede ►meg mit Raad saa til:
65Det Ingen til staaer at vide
Uden eders Naades Gud om han saa vil,
Da ►mue I derpaa ►lide,
Dertil vide vi ei ►beder Bud
Uden ►Torkel eders Svend hin snare,
Han maae det spørge af eders Gud,
Og vide hvad han vil svare.
Da lod jeg ►kalle ►Torkel frem
Og bød ►hannum did at fare,
Jeg bad ►hannum ►kaare til sig af dem
Som deilige ►vaare og snare,
Jeg bad ►hannum fare til ►Ugarthilok,
Som jeg ►hadde tjent saa ►lange
Og spørge ►hannum ad foruden ►Drok *►Drok svarer ⓘ udentvivludentvivl] GV, udentvivt A til Isl. ►Throk ►ͻ: Ophold, Nølen. At trække sig i noget, betyder endnu at tøve med det. Ellers kunde man ogsaa tænke at ►Drok ►svarde til Tydskens ►Trug, og var ►Stamordet til Bedrag.
Hvad Løn min Sjæl skulde ►fange.
Jeg lod ►ⓘ hannumhannum] GV, hanuum A ►rede et Skib saa ►fast,
At seile med til de Guder,
Og ►fik hannum ►Redskab med en Hast
►Betakt med Tyre-Huder.
De seilde saa længe bort ►i Nør,
66At de i Mørket komme,
►End seilde de da som de gjorde før,
For de vare ►Hellede ►fromme *►Hellede ►ͻ: Helte, ganske samme Form som hos Angelsachserne..
Langt omsider da maatte de see
En Ild ►for Stavnen brænde,
Der seilde de efter i Dage tre,
Før end de kunde der ►lænde (lande).
Der ►treen ►Torkel op paa det Land
Og gik imod den Lue,
Da han did kom, han der da ►fand
Saa røget og sort en Stue,
Der sadde to ►Kompener ►hos den Baal,
Deres Næser vare lede og lange,
Og haarde som Horn eller (►og) som Staal,
Og dertil kroged som andre Stange,
Med dem rørde de baade Nat og ►Dav
I Ilden som der laa ►fore,
Som ►Steger pleie med deres ►Karnav *►Steger ►ͻ: Kok, hvoraf Stegers, og det sællandske Bonde-Kiøkken heder endnu ►Steset. ►Karnav som maae betyde en Ildtang eller Sligt, veed jeg derimod ingen ►Rede til.:
At røre i ►Brande og ►pore (►purre);
67Dem spurgde ►Torkel fremdeles om Vei,
Hvor han kunde min Gud finde,
Og om did ►vaar langt eller ei,
Og om han kunde did ►vinde.
Da sagde den Ene og paa han ►soer,
Skal jeg dig Veien ►kiende,
Da skal du sige mig trende Ord,
Som vel kunne være ►sænde (sande).
Da svarede ►Torkel og sagde ►saa:
Jeg vil det sige ►paa Love,
Jeg aldrig slemmere Næser saae
►Nogenhaande Mennesker ►ove *►Ove ►ͻ: eie, ►Sællandsfaren bruger det endnu, og deraf kommer Imperfektet: ►ⓘ aatteaatte] GV, aatta A..
Aldrig var jeg ►og nogensted Giæst
Som jeg vilde nødiger være,
Thi holder jeg den Fod alsombedst,
Mig først kan ►heden bære.
Da svarede ►Trolden: de samme Ord
De kunde vel være ►sænde,
Thi (vil jeg) som jeg dig ►jætted og ►soer,
Al Veien og Seilingen ►kiende;
Fire Dags Seiling skal du gaa paa,
Før du det Land kan finde,
68Som din Herres Gud er op paa,
Og Huus som han er inde.
Saa gik ►Torkel til den Baal
Han vilde af Ilden ►tigge (tage),
Nei, sagde ►Trolden paa sit ►Maal,
Du skal ►ⓘ hannumhannum] GV, hannnm A lade ligge,
►Uden du siger mig trende Ord,
Som Ingen kan ►drive til Rygge,
Anden Gave eller ►Bede stor
ⓘ VilVil] efter kilden, Vel A jeg ei af dig ►tygge.
Da svarer ►Torkel, han var saa ►brad,
►Det er hver Mand til ►Fromme
At høre og tage af nyttelig Raad,
►ⓘ II] efter kilden, El A hveden som de ►monne komme►;
Maae jeg nu vel komme ►heden igen
Jeg vil hid aldrig meer fare,
Thi takker jeg mest mine egne Been,
Som hid og ►heden mig ►bare.
Saa fik han Ild og seilde saa ►fuss *►Fuss ►ͻ: rask. Nu bruges Ordet kun om en Raskhed der ikke duer stort næsten eenstydigt med: studs, om den der er kort for Hovedet. Hvad det er at overfuse Folk maae vel godt Folk vide med mindre de blot fuse ud uden at vide hvad de giøre.
Som ►Trolden ham ►foresade (sagde)
Han fandt min Gud i et Huss
69Saa Faa ►vaar deri glade.
Han tændde et Lys og gik derind,
Der ►vaar saa græsseligt inde,
Han havde nær tabt baade Aand og Sind,
►Hannum kunde ei Raad til rinde.
Der sad min Gud ►Ugarthilok,
Var bunden med ►Bøier stærke,
Som han ►hadde siddet udi en ►Stok,
Det kunde ►Torkel vel mærke.
Hvert Haar som ►vaar (op) paa hans Krop,
Det var som ►Glavind af Horne,
De stode alle og ►styrlede op *►Styrlede kan man tilligemed saamange andre Oldsager finde i den danske ►Bibel endnu, netop i samme ►Bemærkelse. Ordet er nær beslægtet med det danske steile men har noget af det Isl. ►sturla ►ͻ: at forskrække. ►Styrle har ellers ►og betydt at buldres.,
Som de havde været Torne,
De lugtede værre end nogen Uting,
Man kan i Verden ⓘ findefinde] GV, sinde A,
Der laa Hugorme trindt omkring
Det Huus som han ►vaar inde.
Han rykde et Haar ud af hans Skiæg,
Mig hjem til Tegn at føres
70Det gav af sig den Lugt og ►Dræg *►Dræg maae vel betyde Stank, og være i Slægt med Dræ, ►Korndræ.,
Som værst kunde nogensteds høres.
Da ►ⓘ sprungesprunge] GV, sprnnge A de ►Orme og andre ►Trold
Paa ►hannum og hans Følge saare,
Der undgik ►ei uden fem af ►der’ Vold
Som sig kunde for dem ►vaare (vare).
Indtil de komme til Skibs igen
De ►Orme efter dem ►flue (fløi)
De hvidslede og spyede paa dem ►Venen *►Venen er et selvgjort Munkeord af det latinske ►venenum Forgift.
At dem maatte derfore grue.
En af dem under ►Tjællingen ►vaar *►Tjæl og ►Tjælling var et Slags Skibstelt, der ⓘ tjendetjende] GV, tjendr A for Dæk i Mag.,
Han skulle sig lade lyste,
Og ►stinge sit Hoved derud saa ►snaar
Han det der ►gennesten ►myste (mistede).
En Anden rakde der ud sin ►Hand,
Han skulle det ►Tjæld til drage,
►Hun blev der stegt ►alt som en Brand
Saadan fik han der Plage.
Den Tredie skulle ►og see dertil,
71►Hveden dem kom den Vaade,
Det ⓘ kundekunde] GV, knnde A vel være et ►jammerligt Spil,
Han miste sine ►Øven der ►baade.
Da bad ►Torkel almægtigste Gud,
At Han skulle ►hannum benaade,
Og frelse ►hannum udaf den Nød,
Og af den høilige Vaade.
Da fik han ►genesten ►Bør saa ►from,
Han lod til 📌Tydskeland stande,
Der tog han Daab og Christendom,
►For han kom hjem til Lande.
Siden han kom til mig med det Haar,
Han af min Guds Skiæg rykde,
Der døde af mange og lagdes paa Baar,
Saa ►jammerlig ►monne det ►lygte (lugte).
Da han fik sagt mig al den Uroe
Min Sjæl skulde have og ►Møde,
Da styrted jeg ned ►alt som en Koe,
Af Anger og ►Sorrig jeg døde.

✂ Dette maae være nok om Kongerne i Hedenskabet der optage lidt over ►Hælvden af Bogen, i næste Hefte, ►vil Gud, ⓘ skalskal] GV, skaf A følge et Udtog af det øvrige, hvor man vil see at denne af alle vore nyere Historikere aldeles foragtede og mest ubeseete Bog in72deholder Hjemmelen for Adskilligt, som man kun slet har takket den for, og endda ovenikiøbet lidt som slet ikke er brugt. Dog herom meer i en egen Afhandling om ►Rimkrønikens Alder og Værd som jeg maaskee skriver, men som i al Fald ►vist engang vorder skrevet, og som det er en stor Skam vi ikke ►alt længe har havt; thi at Bogen i det mindste er et saare ►mærkværdigt Bidrag til den danske Aands og Modersmaalets Historie, er jo unægteligt.

Udtog af ►den gamle danske Riimkrønike.

(Slutning).

👤Erik Barn.

✂ Den Tid jeg 📌Dannemarks Krone bar
Og skulde en ►Konning hede,
Guds Naades Time da kommen var
Som han vilde Danske da ►vede *►Vede ͻ: vide, unde..
Jeg takker og ►lover min Skaber og Gud
For ►meg og alle ►Dane,
At Han med sine Sendebud
Os ►kiendde den christne Vane;
Han tog os ud af Djævels Magt
Og lod os til sig vende,
At vi skulde ►hannum med Hu og Agt
Nu dyrke og ►vederkiende *►Vederkiende ►ͻ: kiende igien, og her kan man lægge Mærke til at det danske ►veder svarer til det tydske ►Wieder igien, ei til ►Wider imod, saasom vederkvæge, vedergiøre ►&c.; og det danske ►veder er i Grunden ikke andet end Præpositionen ved i sin forlængede Skikkelse ligesom under, over, efter. De Ord derimod hvor ►veder har en anden ►Bemærkelse som vederstyggelig og ►Vederpart, ere komne af Tydsken og burde egenlig, som viderværdig skrives med i.,
168Og ei meer bede til Stok og Steen
Som vore ►Forælderne gjorde,
Men til Skaberen Gud aleen
Som os kan fremme og ►forde (befordre).
👤Ansgar ►saa heed det Sendebud
Som Gud lod til os sende,
Han visde os den sande Gud,
Den hellige Troe han os ►kiendde,
Der blev saamangen sund og karsk
Den Tid han Folket ►døpte,
Thi meende jeg saa at han var ►darsk *►Darsk ͻ: daarlig, dorsk, som bør skrives ►daarsk af Daare.
Som ►delig en Nade sløpte *►Delig ►ͻ: deslig, slig, ►sløpte er vel slap, gav Slip paa.
Mange fore der ►og Djævle fra,
Saa jammerlig de det ►kiærde,
At de maatte ingenlunde længer da
Udi deres Boliger ►værde *►Værde maaskee boe, holde Huus og da ►Stammeordet til Vært og Værdskab.,
Da ►vaare ►gangne af Guds Søns Aar
Vel otte hundred og tyve,
Og fire dertil som skrevet staaer
Jeg vil det ikke lyve.
169Men ►først jeg fik i 📌Danmark Magt,
Og skulde der ►Konning blive,
Den christne Troe af al min Agt
Tænkde jeg at fordrive,
Saamangen Kirke lod jeg ►nedslaa,
►Disvær at jeg ►saa gjorde,
Og tog ►dennum Gods og Penninge ►fraa,
►Des ræddeds hver Mand det ►spurgde,
Den unge Keiser Herr 👤Lodevig
Ham lod jeg slaa til Døde.
Og Hertug 👤Brun udaf 📌Brundsvig,
Som han ►hadde været en Jøde,
Foruden Bisper, som jeg lod ►slaa
Med andre Herrer ►smalle,
Tolv Grever med Folk ►der noget dro (drog)
Gjorde jeg af Døden ►svalle.
I 📌Frankerige og 📌Tydskeland
Jeg overvandt alle Stæder,
I 📌Frisen ►skattede mig hver Mand
Saavel ►Povel som Peder.
I tredive og saa sex Aar
Det var ret intet ►minne (mindre)
Jeg 📌Danmarks og 📌Englands Krone ►baar
Og holdt dem ved godt ►Sinne (Sinde).

👤Svend Tveskiæg.

✂ Min Fader lod jeg slaa ihjel,
Som Danske ►monne mig raade,
For han tog Daab med gudelig ►Skiel,
Og jeg ►ath Riget fast traade *►Ath traade ͻ: traaede ad, attraaede..
Alle de Folk som troede paa Gud,
Dem lod jeg alle fordrive,
For mig og mine Sendebud
Kunde de med Fred ei blive.
Thi gik det mig ilde ►mangelund,
Imedens jeg ►saa gjorde,
Til 📌Tydskland i en stakket Stund,
Jeg ►trøsver greben vorde*►Trøsver ►ͻ: tregange svarer til det ►Asske ►thryva og det isl. ►thrisvar..
Først gav jeg ►dennem saa meget Guld,
Som jeg kunde ►selver veie,
Naar jeg var i mit Harnisk fuld,
Og ►tu saa meget Sølv at eie*►Tu saa meget ►ͻ: togange saa meget. Jyden siger ►end ►tøs saa møi, som netop vilde slaae til i Verset, og forklarer det omtvistede Sted i ►Jydske Lov ►2 B. 26 K..
Anden ►Tid da jeg ►greben vaar,
171Da ►løste jeg mig ►omdyre *►Omdyre ►ͻ: ligesaa dyrt. Om er her de Gamles ►Em eller ►Æm, ligesaa, der oftere forekommer i ►jydske Lov, hvor man finder ►æm god, ►æm vel, ►æm nær, ►æm myket, og er almindelig i ►Angel-Saxisken ved Siden af ►efen, Tydskernes ►eben og vores ►even, ►effen og jævn. Meer herom ved Leilighed.,
Da fik 📌Dannemarks Krone et Skaar
Og danske en ►svar ►Hyre *►Hyre ►ͻ: Byrde. ►Sællandsfaren siger endnu i den Betydning: jeg har min fulde ►Hyre, og den ►Bemærkelse hvori vi nu almindelig ene bruge Ordet nemlig om Sold eller Dagleie, er neppe saa ubeslægtet, som den kan synes, thi de Gamles Huusfolk eller Drabantere, ►hird, hyrd, aad tit Huset op, og Tjener-Hyren i vore Dage kan være ►svar nok..
Den tredie ►Tid jeg ►greben vaar,
Da ►vaar mine ►Land saa arme,
Thi ►hadde jeg den Tid ►bange Kaar,
Til Kvindfolk de mig forbarme,
Fruer og ►Jonfruer og gode Husfruer
Og andre gode Kvinde
De ►løste mig med deres Bøn ►dis bæder,
Saavel bleve de til Sinde.
Thi gav jeg ►dennem saadan Fordeel,
At de maatte siden ►ærve
172►Halver Lod som Broder faaer heel,
►Saa ►monne de det ►forhverve.
Da jeg ►befandt at mig ►saa gik,
Jeg lod ei længer ►dvælje,
Den hellige Troe jeg snart ►undfik,
Og lagde med Gud ►saa ►Fælje.
►Saa gik det mig da vel i Hand
►Ihvor som jeg mig vendte,
Thi fik jeg 📌Norge og 📌Ængeland,
Jeg dem ►at skatte kiendte.
Siden raadde jeg alle danske Mænd
At de skulle dem omvende,
Og tage den Troe som mere var ►sænd (sand)
End den deres ►Fæder dem ►kiendde;
De sagde de kunne ►med intet Skiel
Deres Fæderne-Troe fornedre,
Uden de ►saage (saa) der ►Jertegen til,
At den ny Troe ►vaar bedre.
Der ►vaar hos mig da Keiserens Bud,
►Her 👤Pope ►monne han hede,
Han svarede ►saa, at vil det Gud,
Jeg vil eder Jærtegen ►vede (vide).
Han sætte sig paa sit bare Knæ,
Han bad til Gud den ►mille (milde)
At Han sin ►Miskunds Liggendefææ
Ville ►tee det Folk til ►Ville (Villie)!
173Saa tog han paa sin bare ►Hand
Et gloende Jærn at ►bæret *►Bæret ►ͻ: bære det, vi sige ►saa endnu.,
Det ►hannum dog ei mere ►brand,
End om det ►kalt havde været.
Siden tog han paa sin bare Krop
En ►sid, bevoxet Pale *►Pale ►ͻ: ►pallium, Kaabe, Kappe, her vel Skjorte. ►bevoxet ►ͻ: ►væxet, sat i Vox.,
Han stak paa Ild, lod brænde op,
Hans Lemmer vare lige svale.
Da de ►hadde seet de Jærtegen ►tu,
Som Gud Han for dem ►teede,
De ►toge ved Troen af god Hu,
De glæddes, den Naade dem skeedde.
Siden bleve da alle danske Mænd
I christne Troe vel faste,
Rige og Fattige, hver og en
Den ►Heden-Troe de ►kaste,
Da ►vaare gangne af Guds Søns Aar
Nihundred og Firsindstyve,
Og sex dertil, som skrevet staaer,
Jeg vil det ikke lyve.
Derefter toge vi for en ►Sæd
174Om Nogen paa Anden ville ►kære,
Ville han ikke da ►gange derved,
Da skulle han ►sig saa skære *►Skære ►ͻ: rense svarer til isl. ►skira. Vi har endnu ikke blot skiær ►ͻ: reen og klar, men ogsaa skure ►ͻ: at rense og blanke. Deraf ►Skuremænd i Loven.,
Bære i bar ►Hand et gloende Jern
►Uskadder, og det ei vrage*Vrage kunde til Nød tages i sin nærværende ►Bemærkelse, men betyder dog snarere: kaste, hvilken Betydning ►end er tilbage i Vrag, og stadfæstes ved Ordets Brug i ►Vitherlags-Retten og ►Jydske Lov.
Men giøre dermed sin lovlig Værn
Og være saa siden ►orsage *►Orsage ►ͻ: ►sagløs, uskyldig, af Sag og ⓘ PartikelenPartikelen] GV, Peartikelen A or ►ͻ: uden, som i Angelsachsisken hyppig findes i slig Sammenhæng.;
Og ikke da ►fikte som før var ►Sæd
Om Sager og om ►Usænde (Usandhed)
For den blev ofte ►slaven ned
Som før ►hadde Skade i ►Hænde.

✂ Som mine Forældre gjorde ►Landeskiel
Mellem 📌Danmark og 📌Holsteen tillige,
►Saa tog jeg paa og gjorde om vel
Mellem 📌Danmark og 📌Sverriges Rige,
175Med den som der da ►Konning ►vaar,
Han heed 👤Æmunder slemme,
►Paa det at det til evig Aar
Skulde tages til Minde og Giemme.
Vi toge dertil tolv ►myndige Mænd
Af 📌Danmarks og 📌Sverriges Rige
Vise og kloge ►ret hver og en
At de skulde ►lade dem lige.
►Thorn toge vi af de 📌vestre Gøtland
Og ►Thorsten af 📌Øster-Gøtland
Og ►Gase af 📌Vester-Manland,
►Grundvold af 📌Sønder-Manland,
►Thole og ►Thotte af alle 📌Opland,
Som svenske Mænd de ►saa kalle.
►Toke og ►Toste af ►baade 📌Jutland,
Og ►Ubbe af Fynbo alle,
►Grundvold toge vi af 📌Siæland
Og ►Dan af 📌Skaane vi ►nævnde,
Saa toge vi ►Grunvold af 📌Halland,
Og dem ►til Stæde vi stævnde.
Disse tolv ►forskrevne ►myndige Mænd
De sætte sex store Stene
Mellem 📌Danmark og 📌Sverrig, de staa der ►end,
Til evig Tid vi mene.
I 📌Struttesøe sætte de første Steen
I 📌Danebæk den anden ►mon være,
176Den tredie ►kaller man ►Kyndsteen,
I 📌Værætsnæs staaer den ►fjære,
Den femte Steen ►afsætter vaar
►Hannum lode vi Hvidsteen ►kalle,
Den sjette mellem 📌Bleking og 📌Norge staar
Til ►Landeskiel god ►med alle.
►Konningen af 📌Norge han var ►og der
Da de det ►Landeskiel sætte,
Fordi hans Lande laae der ►og nær,
Thi gjordes det uden Trætte.
📌Daneholm ►skifte vi i Dele tre
ⓘ ForFor] efter kilden, Før A ►han laa der ►saa til Maade,
Saa ►finge vi hver vore en Deel af ►de *Vore en Deel, udentvivl Trykfeil for: vore (vores) Deel. Dog kan det andet forstaaes.,
Hver til sin Gavn og ►Baade.
Da vi ►hadde der ►saa ►skift og molt
Med god ►Endragt og Glæde,
►Konningen af 📌Norge mit Bidsel ►holt
Og 📌Sverriges ►Konning i mit ►Istæde.
Da nævndes af 📌Daneholm i 📌Stævnesund,
Af 📌Stævnesund og i 📌Blymern,
Af 📌Blymren og i 📌Slettesøe ►sammelund,
Af 📌Slettesø og i 📌Flækkebek, i 📌Sandsø der noget fjern
Af 📌Sandsø og i 📌Almandebrink og i 📌Dyregrund
177Af 📌ⓘ AnderosenAnderosen] efter kilden, Andervsen A og ►dessammelund,
Og ind i 📌Empte Mose,
Af 📌Empte-Mose og ind i 📌Ormunder-Skov,
Af 📌Ormunder-Skov og i 📌Trane-Mose,
Af 📌Trane-Mose i 📌Slettesø med samme Lov
Og saa i 📌Robeks Mose *Her have vi ⓘ udentvivludentvivl] GV, udentvivl A den ældste Beretning om hint i ældre Dage omtvistede Kongemøde og Grændseskiel, som ellers beskrives efter Anmærkningen i de ►Ghemenske Udgaver af ►Siælands og ►Skaanes Lov, og Runestykket bag i 👤Vorms ►Series Regum ⓘ DaniæDaniæ] GV, Danlæ A. 👤Vorm anmærker ►Riimkrønikens Vidnesbyrd, men ikke Forskiellen som her findes, og 👤Suhm, der omtaler Sagen i sin ►Dannemarks Historie ►T. 3 S. 156 har ikke brudt sig det mindste om ►Rimkrøniken..
Der skilles 📌Danmark og 📌Sverrige ad
Efter den Contract vi gjorde,
►Hende gjorde vi, at Trætte og Had
Skulde ei i Fremtid vorde.

👤Erik Eiegod.

✂ Jeg takker Gud min Skaber kiær
For alle sine Gaver han gav mig her:
Han gav mig Styrke over alle de
Som jeg kunde nogensted ►spørge eller see,
Han gav mig ►og saa klart et ►Moll (►Maal)
178Som Nogen kunde have, Dansk eller ►Voll *►Voll ►ͻ: ►Vælsker, Italiener, og den gamle ►Riimer siger da ligesom en ny tydsk Historiker at Danske og ⓘ ►VælskeVælske] GV, Vælste A have det klareste ►Maal.
Og gjorde mig til saa ►talende en Mand
Som findes kunde i noget Land.
►Tusind halvfemts paa det femte Aar
Efter at Guds Søn ►fødder vaar,
Blev jeg til ►Konning i 📌Dannemark ►sæt
Med ►Danes Vilje og god ►Eendræt *►Eendræt ►ͻ: Eendrægtighed. Det gamle Ord er forresten godt dansk, thi de som ►drage tillige, gaae i ►Dræt sammen.
Men siden derefter Aar vel ►try (tre)
Blev ►ⓘ CistertsCisterts] GV, Eisterts A-Orden ►stift ►af Nye,
Da vorde (blev) os Gud saa mild og blid,
At vi ►finge da saa god en Tid,
At beste ►Skeppe Meel eller Malt
Ei mere end to Penninge ►gjaldt.
Jeg ►holt saa strænge ►Retviished,
Og ►hadde saa stor Sagtmodighed,
At Ingen ►forhastede jeg mig op paa,
Ingen gik mig ►og ►retløs ►fraa,
Ingen Voldsmand ►stædde jeg til
Giøre nogen Uret eller ►Uskiel,
179Thi ræddeds mig alle mægtige Mænd,
Og Fattige ►ælskde jeg hver og En.
Jeg altid ►og saa livsalig var*Livsalig er det rette, dybe, deilige, danske Udtryk som kun svagt betegnes ved det af Islandsk laante ►vensæl. ►Mærkeligt ellers at 👤Suhm mener (►T. 5. S. ⓘ 122)122)] GV, 122, A at 👤Petrus Olai, der midt i sin Latin bruger dette Udtryk om 👤Erik, har taget det af 👤Saxo, Noget der ydermere stadfæster at 👤Suhm ei kiendte ►Riimkrøniken synderlig.,
At naar som jeg gav nogen Mand Svar,
Hans Husfrue ►sendde jeg gode Nat,
Og bad hans Folk ►alt være ►gladt.
Siden ►løstede ►og Tydske at prøve mit Sind,
Thi røvede de paa 📌Dannemark ind,
De mig mellem 📌Falster og 📌Siæland
Sloge ihiel saa ►frommer en Mand;
Thi lod jeg giøre et ►Udbud stort,
At hevne det Mord som de ►hadde gjort.
Saa ►foere de dem i 📌Tydskland ind
Og ►vunde en Stad som heed 📌Julin,
Og grebe saa alle Røvere der
Som sloge den (hiin) og ►vaare der nær,
Deres Hænder lode de binde paa Bag
Og ►bond (bandt) hver ved en Pæl vel ►frag *►Frag ►ͻ: stærk, fast, svarer altsaa til isl. ►frekr og er vel samme Ord som vores fræk, hvis ►Grund-Be180mærkelse► er: ►uforbluffet, og saaledes bruges det i ►Kæmpe-Viserne.
180Saa lode de tage af hver en Tarm
Og slaa til Pælen med en ►Harm,
De ►kvistede dem saalænge derom*►Kvistede ►ͻ: pidskede.,
Indtil de ►styrted og Bugen var tom,
Siden fik jeg for dem den bedste Fred
Som nogen Mand bedst ►tørvde ved *►Tørvde ved ►ͻ: trængde til. Vores: ►turde ved er og betyder det samme, og burde skrives ►torvde ved, ligesom vi skrive ►Nødtørvt skiøndt vi sige ►Nødtørt..
Ærkebispen af 📌Bremen, den haarde Mand,
►Hadde mig tænkt at ►komme i Band,
Thi ►skød jeg mig for Paven ind,
Som Gud gav mig for Raad og Sind.
Jeg Danske ►forhvervde for den samme Grund
At have deres Ærkebisp selv i 📌Lund
Og ei være under udvortes ►Stigt (Stift),
Som ►vaare før vel ►pladseligt *►Pladseligt kan enten være en Trykfeil for: passeligt, eller en Oversættelse af ►localis ►ͻ: hvad der er paa sit Sted, Meningen bliver da den samme..
Min hellige Fader Paven ►vaar mig saa mild
Med synderlig Naade, Gunst og ►Vild,
Han tog os ei alene fra ►fremmet Stat,
181Men gjorde vor Biskop til sin ►Legat,
Og til en ►Første i 📌Sverriges Land
Og 📌Norges ►paa min rette Sand.
Der jeg foer da hjem fra 📌Rom,
I Færd med mig en Spillemand kom
Han ►legde ►saa at jeg galen blev,
Mig kunne ei ►holle nogen ►Hellede giev,
Fire af mine Ridder slog jeg ihjel,
Fordi at ►jeg da ei vidste vel.
Siden foer jeg da til 📌den hellige Grav
Som Gud mig dertil Naade gav,
Jeg tog med mig allerhøieste Mænd
Som jeg kunne finde, Mand eller Svend,
At Ingen skulde giøre Spot eller ►Bang *Udentvivl har der staaet: at Ingen skulde giøres Spot eller ►Bang (►Banghed), at nemlig hans Følgesvende ikke skulde ræddes ved at see op til ham, eller see ud som Dværge imod ham, hvor de kom frem. Det Andet giver kun en ⓘ tvungentvungen] GV, tvnngen A Mening, skiøndt det kan forstaaes, da Bang er paa gammel Dansk: ⓘ ►Stoi,Stoi,] GV, Stoi A Allarm.,
Fordi jeg ►vaar saa stor og lang.
Der jeg kom ►heden til 📌Grækenland,
I 📌Constantinopel jeg Keiseren ►fand,
Han vilde ei lade mig først derind,
Men siden fik han et bedre Sind,
182Da Danske som han da ►hadde hos sig
►Finge ►hannum da ►underviist af (om) mig.
Dem holdt han da i ypperste ►Stat (Stads)
At ►vare paa sig baade Dag og Nat,
For ►Deilighed, og Tjeneste troe,
De ►hannum beviste der noget ►dro (►drog).
Siden lod han pryde baade Huus og Jord
Og hented mig ind med Ære ►fuldstor,
Han tog mig ved sin høire ►Hand,
Som jeg ►hadde været en mægtiger Mand;
Han ledte mig ind udi sin egen Sal
Som kostelig var og meget ►pral *►Pral. Enten skal det betyde: pralende, og er da en ►licentia poetica som jeg baade for andre og mig selv nødig tyer til, eller det er Substantivet: ►Pral, og som betyder da hvor, Noget der i Bogen ei er usædvanligt, og ►end Tilfældet i daglig Tale.,
Han gjorde mig da et stort ►Amon *►Amun ►ͻ: ►Amindelse, ligesom ►mund hos ►Ang. S. er Minde.,
Han kom der aldrig ind som han var ►von *Var ►von ►ͻ: ►pleiede van.,
Og ingen Keiser efter ►hannum meer,
Saa holde de hende for min Skyld i Hæder*Hæder skal rime paa: meer, og ►Rimeren var da vel en Fyenboe, thi i 📌Fyen siger man omtrent: ►Heer..
183Saa lod han mig reise et ►Bellede op,
Ved Skikkelse efter min egen Krop;
Saa gav han mig sin Gave ►from,
Hellig-Mænds Been som jeg bad om,
Og af det hellige Kors en Part,
Det sendte jeg hjem til 📌Slangdorp saasnart*📌Slangdorp ►ͻ: 📌ⓘ SlangerupSlangerup] GV, Slangernp A.,
Fordi at jeg der ►fødder vaar,
Som høien Alter i Kirken staar.
Da jeg kom da til 📌Cyperland,
Af Sot jeg da opgav min ►And,
►Det tusende, hundred, paa det andet Aar
Efter at Guds Søn ►fødder vaar.
Min Dronning 👤Bodil blev der ►og død,
Af ►Helsot og ei af anden Nød.
Der hædred os Gud med stort ►Jertegn
Som ►underligt er i ►al den Egn,
Der havde den Jord ►Naturen slig
Hun kunde ei holde der døde Mænds Liig,
Men naar der ►jorddis nogen Mands Krop
Om ⓘ NattenNatten] GV, Natteu A kasteds han ►giennesten op,
Men siden min Krop blev ►jordet der,
Da holdt hun Liig baade fiern og nær.