↩ Flerforfatterteorien gav ikke genklang i samtiden og har ligeledes efterfølgende været til diskussion. Den blev i 1825 afvist af 👤Molbech (►Molbech 1825, s. IX), og frem til 1930, hvor 👤Johannes Brøndum-Nielsen undersøgte forfatterforholdet i ►Om Rimkrønikens Sprogform og Tilblivelse, havde ingen givet Grundtvigs teori fuld tilslutning. (For en gennemgang af reaktioner mellem 1853 og 1929 se ►Brøndum-Nielsen 1930, s. 28-31). 👤Brøndum-Nielsen tager spørgsmålet om Rimkrønikens tilblivelsesforhold op fra sproglig side og vurderer, at strofen om 👤Broder Niels fra dedikationen til den nedertyske oversættelse er uoprindelig, og at værket kommer af “en Række Sorø-Munke, af hvilke 👤Broder Niels vel er den, der har lagt sidste Haand paa Værket” (1930, s. 96). 👤Hans Brix fastholder dog det traditionelle syn på Rimkrøniken som én forfatters værk (Brix 1936, s. 160). I dag er det almindelige synspunkt, at 👤Broder Niels var den sidste redaktør, og at Rimkrøniken dermed er et værk af flere forfattere (se ►Hermann 2007 s. 394; ►Horstbøll 1999, s. 248 f.; ►Haastrup 1982, s. 98 f.).