↩ Hvorvidt det nu skal undes mig ►i Støvet at see det liflige ►Dagskiær; det er skjult for mine Øine, men det er mig klart, at jeg ærlig, al den Stund jeg aander, skal hjelpe til efter Evne, at det snart maatte dages 166 (VU2) og skinne paa Tidernes Mindestene, saa man der kunde læse Sandhedens ►Runer om Verdens ►Løb, og Tidernes Maal. Derpaa arbeidede jeg, ►der jeg forkyndte Fædrenes Troe, den Troe der ene kan tilfredstille det danske Hjerte, 26hvorefter det selv i Hedenold sees at hige, den Troe, uden hvilken al Viisdom og Hæder kun er en Skygge, en Damp som ►Veiret bortdriver, ja uden hvilken det danske Folk aldrig kan ►tee sig med Kraft, eller vinde sin Arv, thi var det end ikke saa ►vist at Historien er vor eneste Arv, saa stadfæster dog daglig Erfaring hvad Krøniken melder, at det danske Folk uden Troe er saa dorsk og feigt at intet Stort er ved eller med det at giøre, og hvi det er ►saa, kan Fornuften begribe. Er der nemlig et Folk som ene har Kraften i Hjertet og hvis Hjerte naturlig kun hænger ved stille, ►fornøielige Dage, og naar det kommer høit, ved Fædrenes Minde, et Folk, som i Følge deraf naturligviis er beskedent, har kun ringe Tanker om egen Kraft eller Dygtighed til at kappes med andre, og ingen ⓘ Attraa efter Æren der saa besværlig skal kiøbes uden at kunne tilfredstille Hjertet, er der 322 (US3) et saadant Folk, og vil vi troe vore egne Øine i Historien saavelsom i Livet, da er det i 📌Dannemark, kommer nu hertil, at Folket er lille, og i Følge sin Natur ►ubekvemt til Forbindelse med noget andet Folk, der ikke elsker og ægter det, som i dets Tungemaal Ord kun forbindes ved at elske og ægte hinanden, da er det vel klart, at et saadant Folk kan ikke bestaae, end sige udmærke sig, uden ved fast og levende Troe paa Sandhed om de usyn27lige Ting, thi først ved en saadan Troe bliver Fædrenes Minde meer end en kraftløs Skygge, en Virkelighed, ikkun en saadan Troe kan drive det Folk til Daad, forlene det Mod og den Kraft Naturen har nægtet. Det danske Folk er ►aldeles en Kvinde, som derfor, naar den sande Kiærlighed ei luer i Hjertet, enten maae vorde en liderlig Skiøge, et ►forfængeligt ►Bolskab, eller et koldt storagtigt, latterligt Væsen, der vil spille Mandfolk, og bilder sig ind ►at Buxer giør Mænd. Man ►indvende her kun ikke, hvad Krøniken melder og den lille Fugl paa Kvist synger om, at i Oldtids Dage, før Sandhed var aabenbaret i 📌Norden, var det danske Folk nok saa kiækt som nogentid siden, thi uden at tale om her, hvad man ventelig ikke vil troe, er det nok at paaminde om, hvad enhver maae kunne begribe, at der er en ►mærkelig Forskiel imellem de ældgamle Dage og vore, der lader sig ligesaalidt ophæve som nægte; at saalænge 📌Dannemark fostrede Skjoldmøer blandt sine Kvinder, kunde ►og det kvindelige Folk naturligviis færdes som Skjoldmøe, skiøndt det i Grunden var lige 167 (VU2) unaturligt, og lod sig kun giøre i Barndommens viltre ubetænksomme Dage, medens Hjertet gierne vil følge enhver Indskydelse og lade ⓘ ►Indbildningen raade, ligesom vi endnu kan see Smaapiger efterligne Drenge ►ret ar28tig►. Saasnart derimod Eftertanke kommer med Aarene, saasnart man laaner Øre til Hjertets naturlige Sprog, da maae Lysten forgaae og Kraften tillige, thi det var kun Indbildnings-Kraften som ei havde Sandheden med sig i Grunden, det var kun en Leeg i ►Dukkeskabet som maatte holde op naar det lukdes i, og lukdes i Baglaas med Tidens Nøgel. Derfor see vi endnu at de krigerske Drenge, hvoraf det vrimler hos os, saa vidt som Trommerne gaae, blive med Tiden kun ►maadelige Helte, og de mange ►letnemme, flittige Peblinger kun daarlige Lærde, og ►allerhelst smaa bitte Spillemænd, der more sig med at klimpre lidt paa en Lire, en Fløite eller Fiol, enten bogstavelig, eller hvad tit er værre, lidt billedlig, naar de bilde sig ind at de sidde høit hos ►Apol eller ►Brage med Digterharpen paa Knæe, i hvorvel de dog ►sidde i Ægget og klingre paa Skallen. 323 (US3) Derfor see vi ogsaa, at i Hedenskabet holder Fædrenes ►Mandelighed op med ►Skjoldmøe-Tiden, og ►Braavalle-Slaget, hvor Skjoldmøen ►Visne førde 📌Danmarks Banner og mistede sin høire Haand, er den sidste store Folkedaad af 📌Dannemarks Hedninger Sagnet omtaler, ja, underlige Præg bærer hele det Sagn af den Følelse, at 📌Dannemarks Helteliv var dermed ude, thi i dette Slag øvede ogsaa 📌Dannemarks 29gamle ►Leie-Kæmpe, ►Stærkodder sin sidste Bedrift ved at ►føre Avindskjold mod ►Frodelandet, derpaa lod han sin Svanesang høre og styrtede sig med et Kongemord paa sin Samvittighed i Graven; i det samme Slag forraadte ►Odin, hedder det, sine hidtil saa kiære Danske og dræbde selv den blinde, sønneløse ►Harald Hyldetand. Hvad man siden hører om de Danske Hedningers Bedrift, giælder kun enkelte Flokkes og vilde ►Kæmpers ►Tog, under hvilke Riget adsplittes og synker i Afmagt, som ►Regnar Lodbrog i 👤Elles Ormegaard. Det eneste Udtryk af aandig Livlighed, er den sygelige Længsel hos ►Gorm efter en Forbindelse med den fordunklede Aande-Verden, hans eventyrlige Færd til ►Geirrodsgaard og ►Torkels til ►Utgarde-Loke i samme Anledning, som havde Kongens ynkelige Straadød til Følge. Med Christendommens Indførelse begynder i 📌Dannemark, som overalt i 📌Europa den sande Middel-Alder, den hvori Følelsen hos ethvert Folk som hos ethvert Menneske, er paa sit Høieste, den, hvori det med Nødvendighed maae give sig tilkiende, hvad Folket eller Mennesket naturlig elsker, og Histo 168 (VU2) rien vidner uimodsigelig, at ihvormegen Kiækhed Folket end mangengang viiste, var det ►intet mindre end Folkets Sag at giøre Erobringer, ja man seer klarlig at Krig var ingenlunde dets Sag, og saasnart 30Christendommen forfaldt, var Riget et Bytte for indenlandske og fremmede Røvere, tilsidst adsplittedes det ganske, og var siden, selv i Forbindelse med 📌Norge og 📌Sverrig ei engang ►mægtigt til at tugte Holsteenerne, eller værge sig mod Sørøveres ►Anfald. I dette Tidsrum finde vi ingen Skjoldmøer i gammel Forstand, men Mod og Snildhed finde vi dog ikke længer hos Folket, end vi kan slutte de fandtes hos ►Dannekvinder, thi 👤Absalons Systre vare ham ikke ulige, og at 📌Dannemarks Folkedaad endtes i 👤Absalons Dage, eller om man vil i 👤Andres Sunesens, da 👤Saxes ►Krønike blev færdig, er unægteligt, er allerede deraf klart at 👤Saxe skrev paa Latin, uden at nogen fordanskede Bogen, ►Riim-Krøniken og ►Kæmpe-Viserne ere, som sagt, kun Vidnesbyrd om, at de Danske ►imellem, som til en Høitid, mindedes, hvad de, uden at forgaae, ei aldeles kunde glemme, de hensovne Fædre som skulde ligge med Ære i Graven.