↩ ►Om Efterhøsten kom ►Helge hjem, men fandt ►Rerek saa vranten, at han knap kunde faae et Ord af ham. Imidlertid gjorde ►Øde et ⓘ prægtigt Velkomst-Gilde for ►Helge, ved hvilken Leilighed der øvedes allehaande ►Ridderspil, og ►Helge hvem det gjorde meget ondt at hans Broder var saa utilfreds, bød ham op til saadan en Leeg, men fik til Svar, 365at hans Lyst var nu ikke til Leeg. Aa jo, vær nu fornøiet, sagde ►Helge, og lad os tage vore Heste og ride en Dyst som vi ►pleiede Van! ►Rerek tav men sprang op, gik til sine Folk, og stod til Hest i sin fulde Rustning, med Hjelm og Brynie, Sværd og Spyd, istedenfor at alle de andre ►rede ud med deres Trælandser. ►Helge kom ridende sin Broder imod med saadan en Landse, men ►Rerek stak ham under Armen med sit Spyd, og jog det igiennem ham, saa han faldt død ned af Hesten. Følget ilede til og spurgde, hvad det dog var for en Ugierning han der havde bedrevet, og da han sagde at det var Løn som forskyldt, da han havde ►spurgt at ►Helge havde forført hans Dronning, forsikkrede de ham at det var en skammelig Løgn af hvem der havde sagt det. Da ►Øde fik dette at høre, giættede hun strax at det var hendes Faders ►Aande og at han havde mere ►bag Øret endnu, som man vilde snart faae at see, og derfor reiste hun sin Vei bort med ►Harald sin Søn, og et stort Følge, men ►Rerek drog om paa ►Giæsterie som sædvanlig.